Skrevet i første halvdel af september 1917. Trykt 26. og 27. september (9. og 10. oktober) 1917 i bladet Rabotjij Put nr. 20 og 21, under signaturen N. K.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 73-80, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. dec. 2008
Rusland er et småborgerligt land. Det overvejende flertal af befolkningen tilhører denne klasse. Dens vaklen mellem bourgeoisiet og proletariatet er uundgåelig. Kun hvis den slutter sig til proletariatet er sejr for revolutionens sag, for fred, frihed og jord til det arbejdende folk, sikret let, fredeligt, hurtigt og roligt.
Forløbet af vor revolution viser os denne vaklen i praksis. Så lad os ikke gøre os illusioner med hensyn til de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, lad os stå fast på vor proletariske klassevej. De fattigste bønders elendighed, krigens rædsler, hungersnødens rædsler – alt dette viser med større og større klarhed masserne, at den proletariske vej er den rigtige, og at det er nødvendigt at støtte den proletariske revolution.
De »fredelige« småborgerlige forhåbninger til en »koalition« med bourgeoisiet, til kompromis’er med det, til muligheden af »i ro« at afvente »snarlig« indkaldelse af den Konstituerende Forsamling osv. – alt det slås i stykker af revolutionens forløb, skånselsløst, barskt og ubarmhjertigt. Kornilov-kuppet var den sidste barske lektion, en lektion i den store stil til supplering af de tusinder og atter tusinder smålektioner, lektioner bestående i kapitalisters og godsejeres bedrag over for arbejdere og bønder i provinsen, i officerernes bedrag over for soldaterne osv., osv.
Utilfredsheden, harmen og forbitrelsen i hæren, hos bønderne og arbejderne tager til. De socialrevolutionæres og mensjevikkernes »koalition« med bourgeoisiet, som lover alt, men intet holder, opirrer masserne, åbner øjnene på dem og driver dem til opstand.
Venstreoppositionen tager til blandt de socialrevolutionære (Spiridonova m.fl.) og blandt mensjevikkerne (Martov m.fl.) og er allerede nået op på 40 pct. i disse partiers »råd« og »kongresser«. Og nedenunder, i proletariatet og blandt bønderne, navnlig de fattigste, står flertallet af socialrevolutionære og mensjevikker allerede »til venstre«.
Kornilov-kuppet var en lærestreg. Kornilov-kuppet har belært om meget.
Det er ikke til at vide, om sovjetterne nu kan gå videre end de socialrevolutionære og mensjevikiske ledere og derved sikre en fredelig udvikling af revolutionen, eller om de påny vil marchere på stedet og derved gøre den proletariske opstand uundgåelig.
Det er ikke til at vide.
Det er vor sag at hjælpe med til, at der gøres alt for at sikre en »sidste« chance for en fredelig udvikling af revolutionen, at hjælpe hertil ved at fremlægge vort program og forklare dets almenfolkelige karakter, dets ubetingede overensstemmelse med det overvældende befolkningsflertals interesser.
De følgende linjer er et forsøg på at fremlægge et sådant program.
Lad os med det gå mere til »de dybe lag«, til masserne, til funktionærerne, til arbejderne, til bønderne, ikke bare vore egne, men navnlig til de socialrevolutionære, de partiløse, de uoplyste. Lad os bestræbe os for at hæve dem til selvstændig tænkning, til at træffe egne beslutninger, til at sende egne delegationer til konferencen, til sovjetterne, til regeringen, – da vil vort arbejde ikke være spildt, uanset hvilket udfald konferencen end får. Da vil det vise sig nyttigt både for konferencen, for valgene til den Konstituerende Forsamling og for al politisk virksomhed overhovedet.
Livet viser rigtigheden af bolsjevikkernes program og taktik. Fra den 20. april til Kornilov-kuppet har vi »levet så kort, men oplevet så meget«.
Massernes erfaring, de undertrykte klassers erfaring har i dette tidsrum givet dem uhyre meget, og de socialrevolutionæres og mensjevikkernes ledere har skilt sig helt fra masserne. Det vil netop vise sig bedst ved hjælp af et yderst konkret program, for så vidt det lykkes at få drøftelsen af programmet ført ud blandt masserne.
1. At lade bourgeoisiets repræsentanter, selv i ringe antal, blive ved magten, at lade notoriske Kornilov-folk som generalerne Aleksejev, Klembovskij, Bagration, Gagarin osv., eller personer, der har bevist deres fuldstændige magtesløshed over for bourgeoisiet og deres evne til at handle bonapartistisk, som f.eks. Kerenskij, blive siddende, er ensbetydende med at slå døren på vid gab for på den ene side hungersnød og uundgåelig økonomisk katastrofe, bevidst fremskyndet og skærpet af kapitalisterne, og på den anden side for en militær katastrofe, fordi hæren hader hovedkvarteret og ikke kan deltage med begejstring i den imperialistiske krig. Desuden vil Kornilov-generalerne og officererne, hvis de får lov at blive ved magten, uden tvivl med vilje åbne fronten for tyskerne, som de gjorde det med Galicien og Riga. Dette kan kun forhindres ved dannelse af en ny regering på et nyt grundlag, som der vil blive gjort rede for i det følgende. Hvis de socialrevolutionære og mensjevik-kerne, efter alt, hvad vi har oplevet siden den 20. april, fortsætter med nogen form for kompromis’er med bourgeoisiet, vil det ikke blot være en fejl, men direkte forræderi mod folket og revolutionen.
2. Al magt i staten må uden undtagelse overgå til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter på grundlag af et bestemt program og under regeringens fulde ansvar over for sovjetterne. Der må omgående afholdes nyvalg til sovjetterne, både af hensyn til hele folkets erfaringer i de sidste, særlig indholdsrige revolutionsuger og for at fjerne grelle uretfærdigheder (ikke-proportionale, ulige valg osv.), som flere steder endnu ikke er rettet.
På steder, hvor der endnu ikke findes demokratisk valgte organer, samt i hæren, må hele magten overgå udelukkende til de lokale sovjetter og de af dem valgte kommissærer eller andre, men udelukkende valgte organer.
Med fuld støtte fra staten må der ubetinget og overalt gennemføres bevæbning af arbejderne og de revolutionære styrker, dvs. styrker, der i praksis har vist deres evne til at slå Kornilov-folkene ned.
3. Sovjetregeringen må omgående opfordre alle de krigsførende folk (dvs. både deres regeringer og arbejder- og bondemasserne samtidig) til straks at slutte almindelig fred på demokratisk grundlag og ligeledes slutte øjeblikkelig våbenstilstand (selv om det kun er for tre måneder).
Hovedbetingelsen for en demokratisk fred er, at der gives afkald på anneksioner (erobringer med magt) – ikke i den urigtige betydning, at alle magter får tilbage, hvad de har tabt, men i den eneste rette betydning, at ethvert folk uden nogen undtagelse, både i Europa og i kolonierne får frihed og mulighed til selv at afgøre, om det vil danne en særskilt stat eller indgå i nogen anden stat.
Sovjetregeringen må, når den foreslår fredsbetingelserne, omgående selv tage fat på at opfylde dem, dvs. offentliggøre og annullere de hemmelige traktater, som vi hidtil har været bundet af, som er indgået af tsaren, og som lover de russiske kapitalister udplyndring af Tyrkiet, Østrig osv. Dernæst er vi forpligtet til straks at opfylde ukrainernes og finnernes betingelser og garantere dem såvel som alle andre ikke-russiske nationaliteter i Rusland den fulde frihed, indbefattet frihed til løsrivelse, anvende det samme på hele Armenien, forpligte os til at rømme det og de tyrkiske landområder, vi har besat, osv.
Disse fredsbetingelser vil ikke blive mødt med velvilje af kapitalisterne, men hos alle folk vil de møde en så uhyre sympati og fremkalde et så vældigt, verdenshistorisk udbrud af begejstring og af almindelig harme over en forlængelse af røverkrigen, at vi højst sandsynligt straks vil opnå våbenstilstand og samtykke til indledning af fredsforhandlinger. For arbejderrevolutionen mod krigen vokser uimodståeligt overalt, og ingen fraser om fred (som alle imperialistiske regeringer, deriblandt også vor Kerenskij-regering, længe har bedraget arbejderne og bønderne med), men kun et brud med kapitalisterne og et tilbud om fred er i stand til at drive denne revolution fremad.
Hvis det mindst sandsynlige skulle ske, nemlig at ingen af de krigsførende stater går ind på i det mindste en våbenstilstand, så bliver krigen fra vor side virkelig en påtvunget krig, virkelig en retfærdig, en forsvarskrig. Alene proletariatets og de fattige bønders erkendelse af dette vil gøre Rusland mange gange stærkere også i militær henseende, navnlig efter det fuldstændige brud med kapitalisterne, som udplyndrer folket, for slet ikke at tale om, at krigen da fra vor side ikke blot i ord, men også i handling, bliver en krig i forbund med de undertrykte klasser i alle lande, en krig i forbund med de undertrykte folk i hele verden.
Folket må navnlig advares mod den påstand fra kapitalisternes side, som de mest frygtsomme og småborgerne undertiden ligger under for, og som går ud på, at de engelske og andre kapitalister kan tilføje den russiske revolution alvorlig skade i tilfælde af, at vort nuværende røverforbund med dem brydes. Denne påstand er helt igennem falsk, idet den »finansielle støtte fra de allierede«, som bankiererne beriger sig på, blot »støtter« de russiske arbejdere og bønder, som rebet støtter den hængte. Rusland har nok af korn, kul, olie og jern, og der behøves kun frigørelse fra godsejerne og kapitalisterne, som udplyndrer folket, for at disse produkter skal kunne fordeles rigtigt. Hvad angår en eventuel militær trussel mod det russiske folk fra dets nuværende allieredes side, så er den antagelse, at franskmænd og italienere skulle kunne forene deres styrker med de tyske og sende dem mod det Rusland, der har foreslået en retfærdig fred, klart nok en urimelig antagelse. Og selv om England, Amerika og Japan skulle erklære Rusland krig (hvad der ville være i allerhøjeste grad vanskeligt for dem, både fordi en sådan krig ville være yderst upopulær blandt masserne, og fordi disse landes kapitalister har divergerende materielle interesser med hensyn til opdelingen af Asien, og navnlig udplyndringen af Kina), ville de ikke kunne tilføje Rusland en hundrededel af den fortræd og elendighed, som krigen mod Tyskland, Østrig og Tyrkiet forvolder.
4. Sovjetregeringen må straks erklære privateje af godsejerjorden for ophævet uden erstatning og overdrage disse jorder til bondekomiteernes forvaltning, indtil den Konstituerende Forsamling har truffet en afgørelse. Også godsejernes kvæg og inventar må overdrages til disse bondekomiteers forvaltning, således at det ubetinget i første række vederlagsfrit stilles til rådighed for de fattigste bønder.
Disse forholdsregler, som det overvejende flertal af bønder længe har krævet, både i resolutioner fra deres kongresser og i hundredvis af lokale instrukser til de valgte repræsentanter (som det blandt andet kan ses af oversigten over 242 instrukser i Isvestiakh Soveta Krestjanskikh Deputatov /Efterretninger fra Bondesovjetten/), er ubetinget og uopsætteligt nødvendige. Ingen forhalinger, som bønderne har lidt så meget under i »koalitions«-ministeriets tid, vil kunne tolereres.
Enhver regering, der tøver med disse forholdsregler, må betragtes som en folkefjendtlig regering, som fortjener at blive styrtet og knust af en arbejder- og bondeopstand. Og omvendt, kun en regering, der gennemfører disse forholdsregler, vil være hele folkets regering.
5. Sovjetregeringen må omgående indføre arbejderkontrol med produktion og forbrug i landsmålestok. Gør den ikke det, vil, som allerede erfaringen fra den 6. maj har vist, alle løfter om reformer og alle forsøg herpå være magtesløse, og hele landet vil fra uge til uge være truet af hungersnød og en katastrofe af uhørt omfang.
Der må gennemføres omgående nationalisering af bankerne og forsikringsvæsenet såvel som af de vigtigste industrigrene (olie-, stenkuls-, metal-, sukkerindustrien osv.), sideløbende med ubetinget afskaffelse af forretningshemmeligheden og etablering af konstant arbejder- og bondeopsyn med det forsvindende mindretal af kapitalister, som beriger sig på statsleverancer, og som unddrager sig regnskabsaflæggelse og retfærdig beskatning af deres profitter og formue.
Disse forholdsregler, som ikke fratager hverken middelbønderne eller kosakkerne eller småhåndværkerne så meget som en kopek af deres ejendom, er ubetinget retfærdige med henblik på en ligelig fordeling af krigens byrder og er uopsættelige af hensyn til kampen mod hungersnøden. Først når de kapitalistiske marodører er tæmmet og der er gjort ende på deres bevidste bremsning af produktionen, kan der opnås forøgelse af arbejdsproduktiviteten, indførelse af almindelig arbejdspligt, det rette bytteforhold mellem korn og industriprodukter og tilbageførsel til statskassen af de mange milliarder i papirpenge, rigmændene har gemt.
Uden disse forholdsregler er også ophævelse af besiddelsen af godsejerjorderne uden erstatning umulig, idet godsejerjorden for størsteparten er pantsat til bankerne, og godsejer- og kapitalistinteresserne er flettet uløseligt sammen.
Den seneste resolution fra den økonomiske afdeling under arbejder- og soldatersovjetternes alrussiske centraleksekutivkomité (Rabotjaja Gaseta nr. 152) erkender ikke blot det »fordærvelige« i regeringens forholdsregler (f.eks. forhøjelsen af kornpriserne til godsejernes og kulakkernes berigelse), ikke blot »det faktum, at de under regeringen oprettede centralorganer til regulering af det økonomiske liv er totalt uvirksomme«, men erkender endog, at denne regering »bryder lovene«. Denne indrømmelse fra regeringspartiernes, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes side viser endnu engang det forbryderiske ved kompromispolitikken over for bourgeoisiet.
6. Kornilov- og Kaledinopstanden blev støttet af hele godsejer- og kapitalistklassen med kadetpartiet (»folkefriheden«) i spidsen. Det er allerede bevist til fulde ved de kendsgerninger, der er offentliggjort i centraleksekutivkomiteens Isvestija.
Der er imidlertid ikke gjort noget som helst, hverken for at undertrykke denne kontrarevolution fuldstændigt, eller for blot at efterforske den, og der kan ikke gøres noget som helst alvorligt, med mindre magten overgår til sovjetterne. Ingen kommission, der ikke har statsmagten til disposition, er i stand til at gennemføre en fuldstændig efterforskning, arrestere de skyldige osv. Kun en sovjetisk regering kan og må gøre dette. Kun den kan ved at arrestere Kornilov-generalerne og hovedmændene i bourgeoisiets kontrarevolution (Gutjkov, Miljukov, Rjabusjinskij, Maklakov og konsorter), opløse de kontrarevolutionære organisationer (statsdumaen, officersforeningerne osv.) og stille deres medlemmer under opsyn af de lokale sovjetter, hjemsende de kontrarevolutionære troppeafdelinger, samt beskytte Rusland mod en uundgåelig gentagelse af forsøg som Kornilovs.
Kun en sovjetregering kan nedsætte en kommission til fuldstændig og offentlig undersøgelse både af Kornilov-sagen og af alle andre af bourgeoisiet fremkaldte tilfælde, og kun en sådan kommission ville bolsjevikkernes parti på sin side opfordre arbejderne til at adlyde og støtte fuldt ud.
Kun en sovjetregering kan med held bekæmpe den skrigende uretfærdighed, at kapitalisterne ved hjælp af de millionbeløb, de har presset ud af folket, bemægtiger sig de største trykkerier og de fleste aviser. Bourgeoisiets kontrarevolutionære blade (Retj, Russkoje Slovo osv.) må forbydes og deres trykkerier beslaglægges, privat annoncering i bladene må erklæres for statsmonopol og overføres til det regeringsblad, som udgives af sovjetterne, og som siger bønderne sandheden. Kun på den måde kan og må man fravriste bourgeoisiet det mægtige redskab, som det bruger til ustraffet at lyve og bagvaske, til at bedrage folket, vildlede bønd erne og forberede kontrarevolutionen.
7. Ruslands demokrati, sovjetterne, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier står nu over for en mulighed, der forekommer umådelig sjældent i revolutionens historie, nemlig muligheden for at sikre indkaldelse af den Konstituerende Forsamling til fastsat tid uden yderligere forhaling, mulighed for at sikre landet mod militær og økonomisk katastrofe, muligheden for at sikre revolutionens fredelige udvikling.
Hvis sovjetterne nu helt og fuldt tager statsmagten i deres hånd for at gennemføre det ovenfor fremlagte program, vil sovjetterne være garanteret støtte fra de ni tiendedele af Ruslands befolkning, fra arbejderklassen og fra bøndernes uhyre flertal. Sovjetterne vil også have garanti for den største revolutionære begejstring hos hæren og folkeflertallet, den begejstring, uden hvilken sejr over hungersnød og over krig er umulig.
Der ville ikke kunne være tale om nogen modstand mod sovjetterne nu, hvis de ikke selv vaklede. Ingen klasse vil driste sig til oprør mod sovjetterne, og godsejerne og kapitalisterne, som har annammet Kornilov-kuppets lære, vil fredeligt afstå magten, når de stilles overfor sovjetternes ultimative krav. For at overvinde kapitalisternes modstand mod sovjetternes program vil det være tilstrækkeligt, at arbejderne og bønderne fører tilsyn med udbytterne, og at der over for de opsætsige anvendes straffeforanstaltninger som konfiskation af hele formuen i forbindelse med kortvarig arrestation.
Ved at gribe hele magten kunne sovjetterne endnu – og det er sandsynligvis deres sidste chance – sikre en fredelig udvikling af revolutionen, folkets fredelige valg af sine repræsentanter, fredelig kamp mellem partierne inden for sovjetterne, afprøvning af de forskellige partiers programmer i praksis og magtens fredelige overgang fra et parti til et andet.
Forpasses denne mulighed, peger hele revolutionens udviklingsforløb, lige fra 20. april-bevægelsen til Kornilov-kuppet, på uundgåeligheden af den mest forbitrede borgerkrig mellem bourgeoisiet og proletariatet. Den uundgåelige katastrofe vil bringe denne krig nærmere. Den bør, hvad alle for den menneskelige fornuft tilgængelige kendsgerninger og overvejelser viser, ende med fuldstændig sejr for arbejderklassen, som vil få fattigbøndernes støtte til gennemførelse af det fremlagte program, men krigen kan blive meget hård og blodig og kan koste titusinder af godsejere, kapitalister og officerer, der sympatiserer med dem, livet. Proletariatet vil ikke vige tilbage for noget offer for at frelse revolutionen, hvilket ikke er muligt udenom det fremlagte program. Men proletariatet ville med alle midler støtte sovjetterne, hvis de udnyttede deres sidste chance for en fredelig udvikling af revolutionen.
Sidst opdateret 16.12.2008