Rabotjij Put nr. 10, 14. (27.) september 1917. Underskrift: N. Lenin.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 8, s. 53-59, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. dec. 2008
Det er uden for al tvivl, at hovedspørgsmålet i enhver revolution er spørgsmålet om statsmagten. Alt afgøres af, hvilken klasse der har magten i hænde. Når organet for det førende regeringsparti i Rusland, Delo Naroda, på det seneste (nr. 147) klager over, at man på grund af diskussionerne om magtspørgsmålet glemmer både spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling og kornspørgsmålet, må man svare de socialrevolutionære: Vend klagerne mod jer selv. Det er jo netop jeres partis vaklen og ubeslutsomhed, der mest af alt er skyld i både de langtrukne »ministerielle ommøbleringer«, de evindelige udsættelser af den Konstituerende Forsamling, og kapitalisternes undergravning af de vedtagne og udstukne forholdsregler vedrørende kornmonopolet og landets forsyning med brød.
En løsning af magtspørgsmålet kan hverken undgås eller udskydes, for netop dét er hovedspørgsmålet, som afgør alt i revolutionens udvikling, i dens indenrigs- og udenrigspolitik. At vores revolution har »spildt« et halvt år på vaklen overfor magtspørgsmålet er en ubestridelig kendsgerning, og denne kendsgerning er en følge af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes svingende politik. Og disse partiers politik er i sidste instans bestemt af småborgerskabets klassemæssige stilling, af dets økonomiske ustabilitet i kampen mellem kapital og arbejde.
Spørgsmålet er nu, om det småborgerlige demokrati har lært noget i løbet af dette storslåede halvår, som har været ualmindeligt indholdsrigt, eller ikke. Hvis svaret er nej, er revolutionen gået til grunde, og kun en sejrrig, proletarisk opstand kan frelse den. Hvis det er ja, er det nødvendigt uden tøven at påbegynde skabelsen af en stabil og urokkelig magt. En stabil magt under en folkelig revolution – dvs. en magt, der vækker masserne, flertallet af arbejderne og bønderne, til live – kan kun være en magt, der bevidst og betingelsesløst støtter sig på befolkningens flertal. Hidtil er statsmagten i Rusland reelt forblevet i hænderne på bourgeoisiet, som kun har været nødsaget til at foretage enkelte indrømmelser (for straks den næste dag at begynde at tage dem tilbage), uddele løfter (for ikke at holde dem) og på forskellig måde søge at tilsløre sit herredømme (for at narre folket med det ydre skin af en »ærlig koalition«) osv., osv. I ord er det en folkelig, demokratisk og revolutionær regering, i gerning er den ufolkelig, antidemokratisk, kontrarevolutionær og borgerlig; det er den modsigelse, som har eksisteret indtil nu og været årsagen til den totale ustabilitet og vaklen i magtforholdene og alle disse »ministerielle ommøbleringer«, som d’herrer socialrevolutionære og mensjevikker har dyrket med en (for folket) så sørgelig ihærdighed.
Enten fordrivelse af sovjetterne og disses æreløse død, eller al magt til sovjetterne – det sagde jeg på den alrussiske sovjetkongres i begyndelsen af juni 1917, [1] og historien har i juli og august udtømmende og overbevisende bekræftet disse ord. Sovjetmagten kan kun være stabil, når den bevidst støtter sig på folkets flertal – uanset hvor meget bourgeoisiets lakajer, Potresov, Plekhanov m.fl., lyver og kalder det en »udvidelse af magtens basis« reelt at overgive den til et forsvindende mindretal i folket, nemlig bourgeoisiet, udbytterne.
Kun en sovjetmagt vil kunne være stabil, kun den vil det være umuligt at omstyrte, selv i de mest stormfulde perioder af den mest stormfulde revolution, kun en sådan magt vil kunne sikre en stadig, vidtfavnende udvikling af revolutionen og en fredelig kamp mellem partierne indenfor sovjetterne. Så længe en sådan magt ikke er opbygget, kan man ikke undgå ubeslutsomhed, ustabilitet, svingninger, endeløse »magtkriser«, de ministerielle ommøbleringers udsigtsløse komedie og eksplosioner både fra højre og venstre.
Imidlertid bliver parolen »magten til sovjetterne« meget ofte, hvis ikke i de fleste tilfælde, forstået helt forkert i betydningen: »et ministerium sammensat af sovjetternes flertalspartier«, og vi vil derfor beskæftige os nøjere med denne dybt fejlagtige opfattelse.
»Et ministerium sammensat af sovjetternes flertalspartier« indebærer personudskiftninger blandt ministrene, hvorunder hele regeringsmagtens gamle apparat bevares urørt, et apparat, der er helt igennem bureaukratisk, helt igennem udemokratisk og ude af stand til at gennemføre alvorlige reformer, som de er opført selv i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes programmer.
»Magten til sovjetterne« betyder en radikal forandring af hele det gamle regeringsapparat – dette bureaukratiske apparat, som er en bremse for alt demokratisk – fjernelse af dette apparat og dets erstatning med et nyt og folkeligt, dvs. sovjetternes ægte demokratiske apparat, dvs. det organiserede og bevæbnede flertal af folket, af arbejderne, soldaterne og bønderne. Det betyder, at man overlader initiativ og selvstændighed til folkets flertal, ikke bare ved valget af repræsentanter, men også i statens styrelse, i gennemførelsen af reformer og dybtgående forandringer.
For at gøre denne forskel mere klar og anskuelig, vil vi minde om en værdifuld tilståelse, som for nogen tid siden blev gjort i regeringspartiets, de socialrevolutionæres, avis Delo Naroda. Selv i de ministerier – skrev denne avis – som er overladt til socialistiske ministre (dette blev skrevet under den famøse koalition med kadetterne, da der var mensjevikker og socialrevolutionære blandt ministrene), selv i disse ministerier er hele administrationsapparatet blevet ved det gamle og det bremser alt arbejde.
Denne tilståelse er også forståelig. De borgerligt-parlamentariske, og i betydelig grad også de borgerligt-konstitutionelle landes hele historie viser, at ministerudskiftninger betyder meget lidt, for det virkelige administrationsarbejde ligger i hænderne på en gigantisk hær af embedsmænd. Denne hær er helt gennemsyret af antidemokratisk ånd, forbundet ved tusinder og millioner af tråde til godsejerne og bourgeoisiet og afhængigt af disse på alskens måder. Denne hær er omgivet af en atmosfære af borgerlige relationer og kan kun ånde heri, den er stivnet, skorpet og forkalket, den er ikke i stand til at rive sig løs fra denne atmosfære, den kan ikke tænke, føle eller handle på anden måde end den gammelkendte. Denne hær er knyttet sammen af embedsmandslydighed og standsfølelse og af »statstjenestens« velkendte privilegier, og de øverste lag af denne hær er ved aktiers og bankers mellemkomst fuldstændigt stavnsbundet til finanskapitalen og optræder til en vis grad selv som dens agenter, som formidlere af dens interesser og indflydelse.
At forsøge på at gennemføre forandringer som afskaffelse af godsejernes ejendomsret til jorden uden erstatning, indføre kornmonopol eller lignende ved hjælp af dette statsapparat er en kæmpemæssig illusion, et kæmpemæssigt selvbedrag og bedrageri overfor folket. Dette apparat kan tjene det republikanske bourgeoisi og skabe en republik i form af et »monarki uden monark«, som den Tredje Republik i Frankrig, men et sådant statsapparat er ude af stand til at gennemføre reformer, der, lad os ikke sige tilintetgør, men blot alvorligt beskærer og begrænser kapitalens rettigheder, »den hellige private ejendomsret«. Derfor sker der altid det ved alle mulige »koalitions«-ministerier med deltagelse af »socialister«, at disse socialister, skønt enkelte af dem udviser den mest fuldstændige samvittighedsfuldhed, i virkeligheden bliver en indholdsløs dekoration eller et skærmbræt for den borgerlige regering, en lynafleder for folkets harme mod denne regering, et redskab til at bedrage masserne med denne regering. Det var tilfældet med Louis Blanc i 1848, og det har siden været tilfældet dusinvis af gange i England og Frankrig ved socialisternes deltagelse i ministerier, det var tilfældet med Tjernov og Tsereteli i 1917, sådan har det været og sådan vil det blive ved med at være, så længe den borgerlige samfundsorden eksisterer og det gamle, borgerlige, bureaukratiske statsapparat bevares urørt.
Sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter er desuden særligt værdifulde ved, at de udgør en ny, umådeligt højerestående, usammenligneligt mere demokratisk type statsapparat. De socialrevolutionære og mensjevikkerne har gjort alt, alt muligt og alt umuligt, for at omdanne sovjetterne (især den i Petrograd og den alrussiske, dvs. TsIK) til rene diskussionsklubber, der gav udseende af at »øve kontrol«, når de indgav magtesløse resolutioner og andragender, som regeringen med det mest høflige og elskværdige smil lagde i skuffen. Men det var tilstrækkeligt med det »friske pust« fra korniloviaden, der varslede en ordentlig storm, for at få alt det beklumrede i sovjetten blæst væk en tid og få de revolutionære massers initiativ til at gøre sig gældende som noget stort, kraftfuldt og ubetvingeligt.
Gid klejnmodige må drage lære af dette historiske eksempel. Gid de skammer sig, som siger: »Vi har ikke det apparat, der skal til for at erstatte det gamle apparat, der har en uundgåelig tendens til at forsvare bourgeoisiet«. For dette apparat findes. Det er netop sovjetterne. Vær ikke bange for massernes initiativ og selvstændighed, hav tillid til massernes revolutionære organisationer – og I vil på alle samfundslivets områder opleve den samme styrke, storhed og uovervindelighed fra arbejdernes og bøndernes side, som de åbenbarede, da de forenede sig og tog kampen op mod korniloviaden.
Manglende tillid til masserne, frygt for deres initiativ, frygt for deres selvstændighed, skælvende angst for deres revolutionære energi i stedet for alsidig, selvforglemmende støtte til den, det er på disse punkter først og fremmest de socialrevolutionære og mensjevikiske førere har forsyndet sig. Her er en af de dybeste rødder til deres ubeslutsomhed, deres svingninger, deres endeløse og endeløst ufrugtbare forsøg på at hælde ny vin på det gamle, bureaukratiske statsapparats gamle flasker.
Tag blot historien om demokratiseringen af hæren under den russiske revolution i 1917, om Tjernov-ministeriet, om Paltjinskijs »regimente«, om Pesjekhonovs afgang – og I vil atter og atter se den mest anskuelige bekræftelse af ovenstående. Da man ikke havde fuld tillid til soldaternes valgte organer, og ikke konsekvent gennemførte princippet om, at de overordnede skulle vælges af soldaterne, endte det med, at Kornilov’er, Kaledin’er og kontrarevolutionære officerer stod i spidsen for hæren. Dette er en kendsgerning. Og den, der ikke bevidst vil lukke øjnene, kan ikke undgå at se, at Kerenskijs regering efter korniloviaden lader alt blive ved det gamle, og at den i virkeligheden lader korniloviaden genopstå. Udnævnelsen af Aleksejev, »fredsslutningen« med folk som Klembovskij, Gagarin, Bagration og de øvrige Kornilov-tilhængere samt mildheden i behandlingen af Kornilov og Kaledin selv – alt dette viser klarest af alt, at Kerenskij i virkeligheden lader korniloviaden genopstå.
Der er ingen mellemvej. Erfaringen har vist, at der ingen mellemvej er. Enten al magt til sovjetterne og fuld demokratisering af hæren, eller korniloviaden.
Og Tjernovs ministerium? Beviste det måske ikke, at ethvert nogenlunde seriøst skridt til en virkelig tilfredsstillelse af bøndernes ønsker, ethvert skridt der vidnede om tillid til dem og deres egne masseorganer og aktioner, fremkaldte den allerstørste entusiasme i hele bondebefolkningen. Imidlertid måtte Tjernov i næsten fire måneder »købslå« og »købslå« med kadetterne og embedsmændene, som med endeløse udskydelser og intriger sluttelig tvang ham til at gå af uden at have udrettet noget som helst. Disse fire måneder gjorde, at godsejere og kapitalister »vandt spillet«, forsvarede godsejernes jordbesiddelser, udskød den Konstituerende Forsamling og oven i købet indledte en række undertrykkelsesforanstaltninger mod jordkomiteerne.
Der er ingen mellemvej. Erfaringen har vist, at der ingen mellemvej er. Enten al magt til sovjetterne både centralt og lokalt og al jord til bønderne straks, indtil den Konstituerende Forsamling kan tage bestemmelse herom, eller godsejerne og kapitalisterne vil bremse alt, genoprette godsejernes magt, drive bønderne ud i forbitrelse og lade det komme til en voldsom bon-deopstand uden lige.
Det var nøjagtig den samme historie, da kapitalisterne (med Paltjinskijs hjælp) forhindrede en blot nogenlunde fornuftig kontrol med produktionen, og da købmændene forpurrede kornmonopolet og Pesjekhonovs tilløb til en reguleret, demokratisk fordeling af brød og andre levnedsmidler.
I Rusland drejer det sig for øjeblikket slet ikke om at opfinde »nye reformer« og at »planlægge« nogen som helst »altomfattende« forandringer. På ingen måde. Det giver man det udseende af – bevidst løgnagtigt giver kapitalisterne og folk som Potresov og Plekhanov det udseende af dette, når de skriger op mod »indførelse af socialisme« og mod »proletariatets diktatur«. I virkeligheden er situationen i Rusland jo sådan, at krigens utrolige byrder og ulykker og den uhørte og overhængende fare for kaos og sult i sig selv har dikteret udvejen, i sig selv har skitseret, og ikke blot skitseret, men også allerede klart fremstillet, hvor ubetinget uopsættelige reformer og forandringer er: kornmonopol, kontrol med produktion og fordeling, begrænsninger af udstedelsen af papirpenge, et korrekt bytteforhold mellem korn og industrivarer osv.
Foranstaltninger af den art, og netop i den retning, er anerkendt af alle som uundgåelige, de er indledt mange steder og fra de mest forskellige sider. De er allerede indledt, men overalt er de blevet bremset og bremses af modstanden fra godsejere og kapitalister, en modstand, som gennemføres både ved hjælp af Kerenskijs regering (i virkeligheden en fuldstændigt borgerlig og bonapartisk regering), den gamle stats embedsmandsapparat og et direkte og indirekte pres fra den russiske og »allierede« finanskapital.
For ikke så lang tid siden skrev I. Prilesjajev i en artikel i Delo Naroda (nr. 147), hvor han begræd Pesjekhonovs afgang og fastprissystemets og kornmonopolets sammenbrud:
»Mod og beslutsomhed – det er, hvad vore regeringer, uanset sammensætning, har manglet ... Det revolutionære demokrati må ikke vente, det bør selv udvise initiativ og gribe ind mod det økonomiske kaos med en plan ... Om noget sted, så er der netop her brug for en fast kurs og en beslutsom magt.«
Det er så sandt, som det er sagt. Gyldne ord. Blot har forfatteren ikke tænkt over, at spørgsmålet om en fast kurs, om mod og beslutsomhed, ikke er et personligt spørgsmål, men et spørgsmål om den klasse, der er i stand til at udvise mod og beslutsomhed. Den eneste sådanne klasse enproletariatet. En modig og beslutsom magt, der fører en fast kurs – det kan kun være proletariatets og de fattigste bønders diktatur. Uden selv at være sig det bevidst sukker I. Prilesjajev efter dette diktatur.
For hvad ville et sådant diktatur i virkeligheden betyde? Ikke noget som helst andet, end at Kornilov-tilhængernes modstand ville blive knust, og den fuldstændige demokratisering af hæren ville blive genoptaget og fuldført. 99 af hver 100 i hæren ville være begejstrede tilhængere af dette diktatur dagen efter dets oprettelse. Dette diktatur ville give j orden til bønderne og lokalt give bondekomiteerne den fulde magt; hvordan kan man med forstanden i behold være i tvivl om, at bønderne ville støtte dette diktatur? Det, som Pesjekhonov nøjedes med at love (»kapitalisternes modstand er knust« – det er Pesjekhonovs egne ord i hans berømte tale til sovjetkongressen), ville dette diktatur føre ud i livet, gøre til virkelighed, ikke på nogen måde ved at fjerne de demokratiske organer, der er ved at dannes omkring levnedsmiddel- og kontrolspørgsmålet m.v., men tværtimod ved at støtte dem, udvikle dem og fjerne alle forhindringer for deres arbejde.
Kun proletarernes og de fattigste bønders diktatur er i stand til at knuse kapitalisternes modstand, udvise virkelig storslået dristighed og beslutsomhed i magtudøvelsen og sikre sig en begejstret, selvforglemmende og ægte heroisk støtte fra masserne, både i hæren og i bondebefolkningen.
Magten til sovjetterne – det er det eneste, der kan sikre en gradvis, fredelig og rolig udvikling, helt på niveau med indstillingen og beslutningerne blandt folkemassernes flertal, på niveau med deres egne erfaringer. Magten til sovjetterne – det betyder fuldstændig overdragelse af landets ledelse og kontrollen med økonomien til dets arbejdere og bønder, som ingen ville vove at modsætte sig, og som hurtigt ville lære af erfaringen, af deres egen praksis ville lære at fordele jorden, levnedsmidlerne og kornet på rette måde.
1. Arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetters 1. alrussiske kongres fandt sted den 3.-24. juni (16. juni-7. juli) 1917 i Petrograd. I kongressen deltog 1090 delegerede. Bolsjevikkerne, der på den tid udgjorde et mindretal i sovjetterne, havde 105 delegerede. Det store flertal af delegerede tilhørte blokken af mensjevikker og socialrevolutionære og de smågrupper, der støttede den. På kongressens dagsorden var 12 punkter, blandt andet det revolutionære demokrati og regeringsmagten, forholdet til krigen, forberedelserne til den Konstituerende Forsamling, nationalitetsspørgsmålet og jordspørgsmålet.
På kongressen holdt Lenin den 4. (17.) juni en tale om forholdet til den provisoriske regering og den 9. (22.) juni en tale om krigen (Se Samlede Værker bd. 32, s. 261-276, 5. udg., russ.). Bolsjevikkerne brugte i vidt omfang kongressens talerstol til at afsløre den provisoriske regerings imperialistiske politik og mensjevikkernes og de socialrevolutionæres kompromis-taktik. De forelagde og forsvarede resolutioner om alle hovedspørgsmål. Bolsjevikkernes taler var ikke blot henvendt til kongressens delegerede, men også til de brede folkemasser – til arbejdere, bønder og soldater.
I de vedtagne resolutioner gik kongressens socialrevolutionære-mensjevikiske flertal ind for at støtte den provisoriske regering. Det godkendte den offensiv, der var under forberedelse ved fronten, og udtalte sig mod magtens overgang til sovjetterne. Kongressen valgte en Central Eksekutivkomite (russ. forkortelse: TsIK), som eksisterede frem til 2. sovjetkongres. Flertallet i TsIK udgjordes af socialrevolutionære og mensjevikker.
I en vurdering af kongressens betydning skrev Lenin, at »den på storartet måde har sat i relief«, hvordan de socialrevolutionæres og mensjevikkernes førere trak sig tilbage fra revolutionen. – S. 54.
Sidst opdateret 16.12.2008