Skrevet senest 3. (16.) september 1917. Trykt første gang 1925 i Leninskij Sbornik IV. [1]
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 211-216, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Idet RSDAP(b)’s centralkomité på sit plenarmøde går ud fra den resolution, partiet har vedtaget på sin 6. kongres, samt denne resolutions aktuelle betydning, fastslår centralkomiteen følgende:
1. Gennem to måneder, fra 3. juli til 3. september, har klassekampen og de politiske begivenheders udvikling som følge af revolutionens uhørte fart drevet hele landet længere frem, end en lang række år har kunnet gøre det i fredstid uden revolution og uden krig.
2. Det bliver stadigt klarere, at begivenhederne 3.-5. juli repræsenterede et vendepunkt for hele revolutionen. Bedømmes disse begivenheder ikke rigtigt, er det umuligt at fremsætte en rigtig vurdering, hverken af proletariatets opgaver eller farten i de revolutionære begivenheders udvikling, der ikke afhænger af vor vilje.
3. Løgnene, som bourgeoisiet med utrolig stræbsomhed har kolporteret om bolsjevikkerne og spredt vidt og bredt blandt folkemasserne ved hjælp af millioner, investeret i kapitalistiske aviser og forlag, disse løgne afsløres stadig hurtigere og for stadig bredere lag. Det bliver fremdeles klarere, først for arbejdermasserne i hovedstaden og de store byer, derefter for bønderne, at løgnene om bolsjevikkerne er et af godsejernes og kapitalisternes vigtigste våben i kampen mod dem, der forsvarer arbejdernes og de fattigste bønders interesser, dvs. bolsjevikkerne.
4. Opstanden, der blev iværksat af Kornilov, dvs. de generaler og officerer, der lader sig lede af godsejerne og kapitalisterne med kadetternes parti (»folkefriheden«s parti) i spidsen, denne opstand søgtes direkte tilsløret med en gentagelse af gamle løgne om bolsjevikkerne og hjalp således med til endeligt at åbne de bredeste folkemassers øjne for den virkelige betydning bag bourgeoisiets bagvaskelsestog mod det bolsjevikiske arbejderparti, de fattiges sande forsvarere.
5. Hvis vort parti havde afvist at støtte massebevægelsen 3.-4. juli, der opstod spontant på trods af vore forsøg på at holde den tilbage, ville det have været et direkte og renlivet forræderi mod proletariatet, eftersom masserne gik i aktion af rimelig og retfærdig harme over forhalingen af den imperialistiske krig, dvs. den erobrings- og røverkrig, der føres i kapitalisternes interesser, og over regeringens og sovjetternes uvirksomhed over for bourgeoisiet, der forstærker og skærper den økonomiske opløsning og sulten.
6. På trods af alle bourgeoisiets og regeringens anstrengelser, på trods af arrestationer af hundreder af bolsjevikker, beslaglæggelse af deres papirer, dokumenter, ransagninger på redaktionerne osv. – på trods af alt dette er det ikke lykkedes og vil det heller aldrig lykkes at bevise noget bag løgnen om, at vort parti skulle have tilstræbt et andet mål for bevægelsen 3.-4. juli end en »fredelig og organiseret« demonstration under parolen om overgivelse af al magt i staten til sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter.
7. Det ville have været en fejl, hvis bolsjevikkerne havde sat sig for at tage magten 3.-4. juli, eftersom flertallet dengang, ikke kun i befolkningen, men også blandt arbejderne endnu ikke i praksis havde følt generalernes kontrarevolutionære politik i hæren, godsejernes på landet og kapitalisternes i byen, den politik, der viste sig for masserne efter 5. juli, og som affødtes af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes kompromismager i med bourgeoisiet. Men ikke ét af vore partiorganer, centralt eller lokalt, hverken rejste parolen, skriftligt eller mundtligt, om overtagelse af magten 3.-4. juli, eller så meget som bare drøftede dette spørgsmål.
8. Vort partis virkelige fejl i dagene 3.-4. juli, som nu er afsløret af begivenhederne, bestod kun i, at partiet anså den generelle situation i befolkningen for mindre revolutionær, end den viste sig at være, at partiet endnu anså en fredelig udvikling af de politiske begivenheder mulig gennem ændring af sovjetternes politik på et tidspunkt, da mensjevikkerne og de socialrevolutionære allerede i den grad havde indviklet sig i og bundet sig til kompromismageriet med bourgeoisiet, og bourgeoisiet i den grad var blevet kontrarevolutionært, at der allerede ikke længere kunne blive tale om nogen som helst fredelig udvikling. Men dette fejlagtige synspunkt, der kun styrkedes af håbet om, at begivenhederne ikke ville udvikle sig alt for hurtigt, kunne partiet ikke overvinde på anden måde end ved at deltage i den folkelige bevægelse 3.-4. juli under parolen »al magt til sovjetterne« og med den opgave at give bevægelsen fredelig og organiseret karakter.
9. Den historiske betydning af Kornilovs opstand består netop i, at den med vældig kraft åbnede massernes øjne for den sandhed, der var skjult og indtil nu skjules af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes fraser om kompromis, nemlig at godsejerne og bourgeoisiet med kadetternes parti i spidsen, samt de generaler og officerer, der står på deres side, har organiseret sig. De er rede til at begå og begår de mest uhørte forbrydelser, udlevere Riga (og derefter Petrograd) til tyskerne, åbne fronten for dem, lade de bolsjevikiske regimenter henrette, starte revolte, føre tropper til hovedstaden med »den vilde division« i spidsen osv. – alt dette for at tilrane bourgeoisiet hele magten, for at styrke godsejernes magt på landet og for at drukne landet i arbejdernes og bøndernes blod.
Kornilovs opstand har for Rusland påvist det, som hele historien har påvist for alle lande, nemlig at bourgeoisiet forråder fædrelandet og begår en hvilken som helst forbrydelse blot for at bevare sin magt over folket og sine indtægter.
10. Arbejderne og bønderne i Rusland har absolut ingen anden udvej end at føre den mest beslutsomme kamp og opnå sejr over godsejerne og bourgeoisiet, over kadetternes parti og alle disses sympatisører blandt generalerne og officererne. Og kun arbejderklassen i byerne kan, såfremt den får hele statsmagten i hænde og såfremt den støttes af de fattigste bønder, føre folket, dvs. alle de arbejdende, til denne kamp og til denne sejr.
11. Begivenhederne i den russiske revolution har, især efter 6. maj og endnu mere efter 3. juli, udviklet sig med en så stormende, ja orkanagtig, utrolig hurtighed, at det på ingen måde kan være partiets opgave at fremskynde dem. Tværtimod skal alle bestræbelser tage sigte på ikke at sakke bagud for begivenhederne, men holde trit og styrke vort arbejde med at forklare ændringerne i situationen for arbejderne og den arbejdende befolkning i, klassekampens forløb. Det er netop også partiets hovedopgave nu: forklare masserne, at situationen er umådelig kritisk, at enhver aktion kan ende med eksplosion, at en for tidlig opstand derfor kan anrette den største skade. Men samtidigt fører den kritiske situation uundgåeligt – måske med katastrofal hurtighed – arbejderklassen der hen, at den i kraft af et af den uafhængigt omsving i begivenhederne ser sig tvunget til at føre en afgørende kamp mod det kontrarevolutionære bourgeoisi og erobre magten.
12. Kornilovs opstand har til fulde afsløret den kendsgerning, at hæren, hele hæren hader generalstaben. Det burde endog de mensjevikker og socialrevolutionære erkende, der har brugt måneders anstrengelser på at vise deres had til bolsjevikkerne og deres hengivenhed for kompromispolitikken mellem arbejderne og bønderne på den ene side og godsejerne og bourgeoisiet på den anden. Hærens had til generalstaben er ikke svækket, men tager til, efter at Kerenskijs regering begrænsede sig til at udskifte Kornilov med Aleksejev, men lod Klembovskij og de øvrige Kornilovgeneraler blive på deres poster, uden at gøre noget som helst alvorligt for at demokratisere hæren og eliminere den kontrarevolutionære kommandostab. Sovjetterne, der tolererer og støtter Kerenskijs svage, svingende og principløse politik, de sovjetter, der forpassede endnu en chance til fredeligt at tage hele magten i det øjeblik, Kornilovs opstand blev elimineret, disse sovjetter er nu ikke blot skyldige i kompromismageri, de er også skyldige i forbryderisk kompromismageri.
Hæren, der hader generalstaben og ikke ønsker at kæmpe i krigen, hvis erobringskarakter har åbnet dens øjne, er uundgåeligt dømt til flere katastrofer.
13. Kun arbejderklassen alene kan, når den har erobret magten, føre fredspolitik, ikke i ord, som mensjevikkerne og de socialrevolutionære gør det, mens de i praksis støtter bourgeoisiet og dets hemmelige traktater, men i handling. Den vil nemlig øjeblikkeligt og i en hvilken som helst militær situation, selv hvis Kornilov-generalerne, efter at have overgivet Riga, også overgiver Petrograd, tilbyde alle folk åbne, præcise, klare og retfærdige fredsbetingelser. Arbejderklassen kan gøre dette på hele folkets vegne, eftersom det overvejende flertal af arbejderne og bønderne i Rusland har udtalt sig mod den nuværende erobringskrig og for fred på retfærdige betingelser, uden anneksioner (erobringer) og uden krigsskadeserstatninger.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne bedrager sig selv og bedrager folket ved i månedsvis at tale om denne fred. Arbejderklassen vil, når den har erobret magten, uden at tøve en eneste dag tilbyde alle den.
Kapitalisterne i alle lande har så stort besvær med at holde den overalt fremvoksende arbejderrevolution mod krigen tilbage, at såfremt den russiske revolution fra kraftesløs og ynkelig jamren om fred går over til at foreslå den direkte og samtidig offentliggør og bryder de hemmelige traktater osv. så er der nioghalvfems af hundrede chancer for, at freden indtræder hurtigt, at kapitalisterne ikke kan hindre freden.
Såfremt der indtræffer det mindre sandsynlige tilfælde, at kapitalisterne på trods af deres folks vilje afslår fredsbetingelserne fra en russisk arbejderregering, vil revolutionen i Europa nærme sig hundrede gange hurtigere, og vor hær af arbejdere og bønder vil vælge sig, ikke forhadte, men respekterede hærchefer og hærførere, overbevise sig om krigens retfærdighed efter at freden allerede er tilbudt, de hemmelige traktater brudt, forbundet med godsejerne og bourgeoisiet opløst og hele jorden overdraget bønderne. Først da bliver krigen en retfærdig krig fra Ruslands side, kun en sådan krig vil arbejderne og bønderne kæmpe i, ikke under stokkeslag, men frivilligt, og en sådan krig vil endnu mere fremskynde den uundgåelige arbejderrevolution i de fremskredne lande.
14. Kun arbejderklassen alene kan, når den har erobret magten, sikre, at alle godsejer jorde øjeblikkeligt og uden erstatning overdrages bønderne. Dette må ikke udskydes. Den Konstituerende Forsamling vil lovfæste det, men bønderne er ikke skyld i, at den forhales. Bønderne overbevises for hver dag stadigt mere om, at de ikke kan få jorden gennem kompromis’er med godsejerne og kapitalisterne. Jorden kan kun fås ved, at de fattigste bønder indgår i et uselvisk, broderligt forbund med arbejderne.
Tjernovs afgang fra regeringen, efter at han i månedsvis havde forsøgt at forsvare bøndernes interesser ved store og små indrømmelser til kadetterne og godsejerne, og alle forsøg var brudt sammen, denne afgang afslørede særligt anskueligt kompromispolitikkens udsigtsløshed. Og bønderne lokalt ser og ved, føler og mærker hvor frække godsejerne er blevet ude på landet efter 5. juli, og hvor nødvendigt det er at standse og uskadeliggøre dem.
15. Kun arbejderklassen alene kan, når den har erobret magten, gøre en ende på den økonomiske opløsning og truende sult. Regeringen har siden 6. maj atter og atter lovet at indføre kontrol, men har ikke gjort det og har intet kunnet gøre, da kapitalisterne og godsejerne har saboteret hele arbejdet. Arbejdsløsheden vokser, sulten kommer nærmere, pengene falder i værdi, Pesjekhonovs afgang efter fordoblingen af de faste priser forstærker krisen endnu mere og viser atter en gang hele regeringens svaghed og kraftesløshed. Kun arbejderkontrol over produktion og fordeling kan redde situationen. Kun en arbejderregering kan tøjle kapitalisterne, fremkalde heltemodig støtte fra alle de arbejdende til statsmagtens anstrengelser, oprette orden og indføre et rimeligt bytteforhold mellem korn og andre produkter.
16. Fattigbøndernes tillid til arbejderklassen i byerne, der for en tid undermineredes af bourgeoisiets løgne og tilliden til kompromispolitikken, genoprettes særligt hurtigt, efter at arrestationer på landet og alle mulige forfølgelser af de arbejdende efter 5. juli, og derefter Kornilovs opstand, åbnede folkets øjne. Et af tegnene på, at folket mister troen på kompromis med kapitalisterne, består i, at utilfredsheden er stadig voksende, især efter 5. juli, i de to vigtigste partier, det socialrevolutionære og mensjevikiske, der førte og fuldførte denne kompromispolitik. Endvidere tiltager kampen mod kompromismageriet samt oppositionen, der på de socialrevolutionæres sidste parti»råd« og mensjevikkernes partikongres nåede op på omkring to femtedele (40%).
17. Hele begivenhedernes forløb, alle økonomiske og politiske omstændigheder og begivenhederne i hæren bereder stadig hurtigere grunden for, at arbejderklassen med held kan erobre magten, hvilket vil give fred, brød, frihed og fremskynde den proletariske revolutions sejr også i andre lande.
1. Udkast Til Resolution Om Den Nuværende Politiske Situation – blev udarbejdet af Lenin i forbindelse med et planlagt plenarmøde i partiets centralkomité 3. (16.) september. Plenarmødet fandt imidlertid ikke sted. Det gjorde derimod et ordinært centralkomitémøde, hvor udkastet ikke drøftedes. I centralkomiteens protokoller fra 1917 er der ingen henvisninger til nogen drøftelse af resolutionsudkastet i centralkomiteen. – S. 211.
Sidst opdateret 28.6.2013