Skrevet 1.-3. (14.-16.) september, 1917. Trykt 6. (19.) september i bladet Rabotjij Putj, Nr. 3. Underskrevet: N. Lenin
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 205-210, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Et kompromis vil i politik sige at afstå fra visse krav, at give afkald på en del af sine krav for at opnå en aftale med et andet parti.
Spidsborgernes sædvanlige forestilling om bolsjevikkerne, der næres af den bolsjevik-bagtalende presse, går ud på, at bolsjevikkerne er imod ethvert kompromis, uanset med hvem og hvornår.
Denne forestilling er smigrende for os som det revolutionære proletariats parti, da den demonstrerer, at selv vore fjender er tvunget til at anerkende vor hengivenhed for socialismens og revolutionens grundprincipper. Men alligevel må vi berigtige: denne forestilling er ikke i overensstemmelse med sandheden. Engels havde ret, da han i sin kritik af blanquist-kommunisternes manifest (i 1873) udleverede deres erklæring: »ingen kompromis’er!« [1] til latteren. Det er en frase, sagde han, eftersom kompromis’er ofte uundgåeligt påtvinges et kæmpende parti af omstændighederne, og én gang for alle afslå »at acceptere afbetaling« [2] ville være meningsløst. Opgaven for et virkeligt revolutionært parti er ikke at proklamere ethvert kompromis afvist på forhånd, hvilket er umuligt, men at forblive sine principper, sin klasse, sin revolutionære opgave, sin sag at forberede revolutionen og opøve folkemasserne til sejr i revolutionen tro gennem alle kompromis’er, for så vidt de er uundgåelige.
Et eksempel. Beslutningen om at deltage i den 3. og 4. duma var et kompromis, et midlertidigt afkald på revolutionære krav. Men det var absolut et påtvunget kompromis, da styrkeforholdet for en vis tid udelukkede os fra revolutionær massekamp. For at forberede den på længere sigt, var det nødvendigt at kunne arbejde også inde i en sådan »svinestald«. At det var rigtigt af bolsjevikkerne at betragte spørgsmålet på denne måde, har historien bevist.
Nu drejer det sig ikke om et påtvunget, men om et frivilligt kompromis.
Vort parti tilstræber, som ethvert andet politisk parti, politisk herredømme for os. Vort mål er det revolutionære proletariats diktatur. Et halvt års revolution har med usædvanlig klarhed, kraft og eftertrykkelighed bekræftet rigtigheden og uundgåeligheden af dette krav for netop denne revolution, da folket hverken kan opnå en demokratisk fred, jord til bønderne eller fuld frihed (en fuldt ud demokratisk republik) på anden måde. Begivenhedernes forløb i vor halvt år gamle revolution, klassernes og partiernes kamp, forløbet af kriserne 20.-21. april, 9.-10. og 18.-19. juni, 3.-5. juli og 27.-31. august har både påvist og anskueliggjort det.
Der er nu indtrådt et så brat og så originalt omsving i den russiske revolution, at vi som parti kan foreslå et frivilligt kompromis – rigtignok ikke bourgeoisiet, vor direkte og vigtigste klassefjende, men vore nærmeste modstandere, de »herskende« småborgerlig-demokratiske partier, de socialrevolutionære og mensjevikkerne.
Kun som undtagelse, kun i kraft af denne særlige situation, der øjensynligt kun vil fortsætte meget kort tid, kan vi foreslå disse partier et kompromis, og jeg finder, at vi skal gøre det.
Kompromis’et skulle fra vor side bestå i en tilbagevenden til kravet fra før juli: al magt til sovjetterne, en regering af socialrevolutionære og mensjevikker, ansvarlig over for sovjetterne.
Nu, og kun nu – måske kun nogle få dage, eller en til to uger – vil en sådan regering kunne dannes og vinde fodfæste helt fredeligt. Den vil højst sandsynligt kunne afstedkomme en fredelig bevægelse fremad for hele den russiske revolution, og for den verdensomfattende bevægelse umådeligt store chancer for store fremskridt i retning af fred og socialisme.
Netop for at udnytte denne fredelige udvikling af revolutionen – en mulighed, der er yderst sjælden i historien og yderst værdifuld, en enestående sjælden mulighed – netop for at udnytte den kan og skal bolsjevikkerne som tilhængere af verdensrevolutionen og revolutionære metoder efter min mening tilbyde dette kompromis.
Kompromis’et skulle bestå i, at bolsjevikkerne – uden at gøre krav på regeringsdeltagelse (hvilket er umuligt for en internationalist uden reel gennemførelse af betingelserne for proletariatets og de fattige bønders diktatur) – gav afkald på at kræve magten øjeblikkeligt overgivet proletariatet og de fattigste bønder, gav afkald på at benytte revolutionære kampmetoder for dette krav. Betingelsen, der giver sig selv, og som heller ikke er ny for de socialrevolutionære og mensjevikkerne, skulle være fuld agitationsfrihed og indkaldelse af den Konstituerende Forsamling uden yderligere forhalinger, eller endog inden for en endnu kortere frist.
Mensjevikkerne og de socialrevolutionære ville vel som regeringsblok (forudsat kompromis’et indgås) gå med til at gøre regeringen helt og udelukkende ansvarlig over for sovjetterne samtidig med, at sovjetterne også får den fulde magt lokalt. Heri ville den »nye« betingelse ligge. Bolsjevikkerne skal ingen andre betingelser stille, tror jeg, da vi stoler på, at virkelig fuld agitationsfrihed og øjeblikkelig gennemførelse af nyt demokrati i sovjetternes sammensætning (nyvalg af dem) og i deres funktion i sig selv vil betyde en fredelig revolutionær bevægelse fremad, en fredelig overvindelse af den indre partikamp i sovjetterne.
Måske er det allerede umuligt? Måske. Men om der bare er én chance af hundrede, er forsøget på at realisere denne mulighed alligevel så meget værd, at det må sættes i værk.
Hvad ville begge de »aftalende« parter få ud af dette »kompromis«, dvs. på den ene side bolsjevikkerne, på den anden side alliancen af socialrevolutionære og mensjevikker? Hvis begge parter intet får ud af det, må kompromis’et erkendes umuligt, og så er det ikke omtale værd. Hvor vanskeligt dette kompromis end måtte være nu (efter juli og august, to måneder, der måler sig med to årtiers »fredelig«, døsig tid), forekommer det mig, at der er en lille chance for at gennemføre det, og denne chance er opstået med de socialrevolutionæres og mensjevikkernes beslutning om ikke at gå i regering sammen med kadetterne.
Bolsjevikkernes gevinst ville bestå i, at de får mulighed for helt frit at agitere for deres synspunkter og, under forudsætning af virkelig fuldt demokrati, at opnå indflydelse i sovjetterne. »Alle« indrømmer nu i ord denne frihed for bolsjevikkerne. I virkeligheden er den umulig under en borgerlig regering, eller en regering med deltagelse af bourgeoisiet, under alle andre regeringer end en sovjetisk. Under en sovjetisk regering ville denne frihed være mulig (vi siger ikke: utvivlsomt sikret, men alligevel mulig). Når en sådan mulighed eksisterer i en så vanskelig tid bør man gå på kompromis med det nuværende flertal i sovjetterne. Vi har intet at frygte ved et virkeligt demokrati, da livet fremmer vor sag, og selv udviklingen af strømningerne blandt de os fjendtlige socialrevolutionære og mensjevikiske partier bekræfter, at vi har ret.
Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres gevinst ville bestå i, at de straks får mulighed for at realisere deres alliances program med støtte i det nok så bekendte enorme folkeflertal og med sikkerhed for »fredeligt« at kunne udnytte deres flertal i sovjetterne.
Naturligvis vil der fra denne alliance, der er uensartet, både fordi den er en alliance, og fordi det småborgerlige demokrati altid er mindre ensartet end bourgeoisiet og proletariatet – fra denne alliance vil der, sandsynligvis, lyde to stemmer.
En stemme vil sige: Der er intet udkomme med bolsjevikkerne og det revolutionære proletariat. Det vil under alle omstændigheder stille umådeholdne krav og på demagogisk vis tiltrække fattigbønderne. Det vil kræve fred og brud med de krigsallierede. Det er umuligt. Så står vi nærmere – og går bedre i spand med – bourgeoisiet, som vi jo ikke har brudt med, kun skændtes lidt med – og kun på grund af en enkelt episode med Kornilov. Vi har skændtes lidt – vi forliges igen. Desuden har bolsjevikkerne overhovedet ingenting at »give« os for hvis de forsøger en opstand, vil den alligevel være lige så dømt til nederlag som Kommunen i 1871.
En anden stemme vil sige: henvisningen til Kommunen er meget overfladisk, ja ligefrem tåbelig. For det første, nemlig, fordi bolsjevikkerne immervæk har lært sig et og andet efter 1871. De ville ikke lade statsbanken være ubesat, og de ville ikke vige tilbage for at angribe Versailles; under disse omstændigheder kunne selv Kommunen have sejret. Kommunen kunne desuden ikke straks tilbyde folket det, som bolsjevikkerne kan, såfremt de får statsmagten, nemlig jord til bønderne, et øjeblikkeligt fredsforslag, virkelig kontrol med produktionen, en ærlig fred med ukrainerne, finnerne osv. Bolsjevikkerne har, groft sagt, ti gange flere »trumfer« på hånden, end Kommunen havde. For det andet betyder Kommunen under alle omstændigheder streng borgerkrig, derefter lange udsigter med en fredelig kulturel udvikling samt lettelse for diverse Mac-Mahon’ers og Kornilov’ers operationer og skurkestreger, og den slags operationer truer hele vort borgerlige samfund. Er det mon så klogt at risikere Kommunen?
Desuden er Kommunen uundgåelig i Rusland, hvis vi ikke tager magten, hvis situationen fortsat skal være lige så vanskelig, som den var fra 6. maj til 31. august. Enhver revolutionær arbejder og soldat vil uundgåeligt tænke på Kommunen, tro på den og uundgåeligt forsøge at realisere den ud fra ræsonnementet: folket omkommer, krigen, sulten, ødelæggelsen griber stadig mere om sig. Kun Kommunen kan redde os. Om vi så alle skal omkomme, alle dø, vil vi virkeliggøre Kommunen. Sådanne tanker er uundgåelige hos arbejderne, og det vil ikke være så let at besejre Kommunen nu, som det var i 1871... En russisk Kommune vil have hundrede gange stærkere forbundsfæller, end Kommunen i 1871. Er det mon så klogt af os at risikere Kommunen? Jeg kan heller ikke være enig i, at bolsjevikkerne i virkeligheden overhovedet intet giver os med deres kompromis. Især da dannede ministre i alle kulturlande højt værdsætter enhver, selv nok så lille, overenskomst med proletariatet under krigsforhold. Værdsætter den meget, meget højt. Og det er dog drevne folk, virkelige ministre. Bolsjevikkerne tager virkelig temmelig hurtigt til i styrke, trods repressalierne, trods deres svage presse... Er det mon klogt af os at risikere Kommunen?
Vi har et sikkert flertal, og det vil vare længe endnu, før fattigbønderne vågner op, det holder nok i vor tid. At flertallet skulle gå med de yderligtgående i et bondeland, tror jeg ikke på. Desuden er opstand mod et åbenbart flertal i en virkelig demokratisk republik umulig. – Sådan vil den anden stemme ræsonnere.
Måske vil der også findes en tredje stemme fra miljøet omkring nogle af Martovs og Spirodonovas tilhængere, der siger: Det harmer mig, »kammerater«, at I begge under jeres overvejelser af Kommunen og dens muligheder uden tøven går over på dens modstanderes side. Den ene af jer med én begrundelse, den anden med en anden, men begge går I over til dem, der kvalte Kommunen. Jeg vil ikke agitere for Kommunen. Jeg kan ikke på forhånd love at ville slås i dens rækker, som enhver bolsjevik vil gøre, men må alligevel sige, at hvis Kommunen, på trods af mine anstrengelser, blusser op, vil jeg snarere hjælpe dens forsvarere end dens modstandere...
Uoverensstemmelsen i »alliancen« vil være stor og uundgåelig, eftersom det småborgerlige demokrati repræsenterer et utal af afskygninger, fra ministerielle fuldblodsbourgeois’er til den halvfattige, der endnu ikke helt formår at indtage proletariatets standpunkt. Hvad der hvert øjeblik kan blive resultatet af denne meningsmangfoldighed ved ingen.
Ovenstående linjer er skrevet fredag, 1. september, men af tilfældige årsager (historien vil berette, at under Kerenskij kunne ikke alle bolsjevikker frit vælge bosted) nåede de ikke redaktionen samme dag. Efter at have læst gårsdagens og denne dags søndagsaviser, siger jeg til mig selv: kompromisforslaget er måske allerede kommet for sent. De få dage, hvor en fredelig udvikling endnu var mulig, er måske også gået. Ja, det ses af det hele, at de allerede er gået. Kerenskij vil på den ene eller anden måde både gå ud af de socialrevolutionæres parti og bort fra de socialrevolutionære for at styrke sine positioner ved hjælp af bourgeoisiet uden de socialrevolutionære – takket være deres uvirksomhed... Ja, det ses af det hele, at de dage allerede er passeret. Tilbage står at sende disse bemærkninger tilbage til redaktionen med anmodning om at betegne dem: »Forsinkede tanker«... undertiden er det måske ikke uden interesse også at stifte bekendtskab med forsinkede tanker.
3. september, 1917.
1. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 18, s. 528-535. – S. 205.
2. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 22, s. 440. – S. 205.
Sidst opdateret 28.6.2013