Skrevet 30. august (12. september) 1917. Trykt første gang i Pravda nr. 250, 7. november 1920.
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 202-204, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Det er muligt, at disse linjer kommer for sent, da begivenhederne udvikler sig med en undertiden ligefrem svimlende fart. Jeg skriver dette onsdag 30. august: modtagerne læser det tidligst fredag 2. september. Men trods risikoen anser jeg det for min pligt at skrive følgende.
Kornilovs opstand kommer højst uventet (uventet netop nu og i denne form) og repræsenterer et ligefrem utroligt brat omsving i begivenhederne.
Som ethvert brat omsving kræver dette en revision og ændring af taktikken. Og som ved enhver revision må man være overordentlig forsigtig for ikke at forfalde til principløshed.
Efter min overbevisning griber principløsheden dem, der (som Volodarskij) er tilbøjelige til fædrelandsforsvar, eller (som andre bolsjevikker) til alliance med de socialrevolutionære, altså til at støtte den provisoriske regering. Det er helt forkert, det er principløshed. Først efter proletariatets magtovertagelse, efter at have tilbudt fred, efter at have brudt de hemmelige traktater og forbindelserne med bankerne, først derefter bliver vi fædrelandsforsvarere. Hverken indtagelsen af Riga eller Petrograd vil gøre os til fædrelandsforsvarere. (Jeg beder indtrængende om, at Volodarskij får dette at læse.) Indtil da er vi for den proletariske revolution, mod krigen, men ikke fædrelandsforsvarere.
Selv nu skal vi ikke støtte Kerenskijs regering. Det er principløst. Man spørger: skal vi da ikke slås mod Kornilov? Naturligvis jo! Men det er ikke én og samme ting. Her er der en grænse. Den overskrides af de bolsjevikker, der lader sig rive med af begivenhedernes strøm og forfalder til »kompromismageri«.
Vi vil kæmpe og kæmper mod Kornilov, akkurat som Kerenskijs tropper, men vi støtter ikke Kerenskij, tvært imod afslører vi hans svaghed. Det er forskellen. En meget fin, men overordentlig væsentlig forskel, og den må ikke glemmes.
Hvori består ændringen af vor taktik efter Kornilovs opstand?
I, at vi ændrer vor kampform mod Kerenskij. Uden at mindske vort fjendskab mod ham en tøddel, uden at trække et eneste ord, vi har sagt mod ham, tilbage, uden at give afkald på at ville styrte Kerenskij, siger vi: vi må tage hensyn til situationen, vi vil ikke styrte Kerenskij nu, vi vil kæmpe mod ham på en anden måde, nemlig ved at forklare folket (der kæmper mod Kornilov) Kerenskijs svaghed og vaklen. Det gjorde vi også tidligere. Men nu er det blevet hovedsagen. Heri ligger ændringen.
Ændringen ligger endvidere i, at det vigtigste nu er at øge agitationen for en slags »delkrav« til Kerenskij: arrestér Miljukov, giv arbejderne i Petrograd våben, kald tropperne i Kronstadt, Vyborg og Helsingfors til Petrograd, opløs statsdumaen, arrestér Rodsjanko, stadfæst godsejerjordens overdragelse til bønderne, indfør arbejderkontrol med kornet, fabrikkerne osv. osv. Og vi skal ikke kun stille disse krav til Kerenskij, ikke så meget til Kerenskij, som til arbejderne, bønderne og soldaterne, der er revet med af kampen mod Kornilov. De må drages endnu videre, opmuntres til at gennemprygle de generaler og officerer, der har udtalt sig for Kornilov. Vi må insistere på, at de kræver jorden overdraget bønderne øjeblikkeligt, indstille dem på nødvendigheden af at arrestere Rodsjanko og Miljukov, opløse statsdumaen, lukke Retj [1] og andre borgerlige aviser og indlede undersøgelser mod dem. Især de »venstre«revolutionære må trænges i den retning.
Det ville være forkert at tro, at vi har fjernet os fra proletariatets opgave: at erobre magten. Nej. Vi har nærmet os den overordentligt meget, blot ikke direkte, men fra siden. Også agitationen må i dette øjeblik rettes ikke så meget direkte mod Kerenskij, som indirekte, stadig mod ham, men indirekte, nemlig ved at kræve den mest aktive og virkeligt revolutionære krig mod Kornilov. Udviklingen af denne krig alene kan bringe os til magten, men det må der tales mindre om i agitationen (da man hele tiden må huske, at morgendagens begivenheder kan bringe os til magten, og så slipper vi den ikke af hænde). Efter min mening burde man i et brev til agitatorerne (ikke i pressen) meddele dette til agitator- og propagandistgrupperne, partiets medlemmer i det hele taget. Fraserne om fædrelandsforsvar, om det revolutionære demokratis enhedsfront, om støtte til den provisoriske regering osv. osv. må bekæmpes skånselsløst, netop som fraser. Nu er det tid at handle. I, d’herrer socialrevolutionære og mensjevikker, har for længst slidt disse fraser op. Nu er det tid at handle, krigen mod Kornilov må føres revolutionært, masserne må drages med, rejses, opflammes (Kerenskij frygter masserne, frygter folket). I krigen mod tyskerne er der netop nu brug for handling, der må øjeblikkeligt og uden forbehold foreslås fred på præcise betingelser. Gør man det, så kan man opnå enten en hurtig fred, eller forvandle krigen til revolutionær krig, i modsat fald forbliver alle socialrevolutionære og mensjevikker imperialismens lakajer.
P.S. Efter at have skrevet dette, har jeg læst seks numre af Rabotjij [2] og må sige, at vore synspunkter er helt sammenfaldende. Jeg hilser af hele hjertet de fremragende lederartikler, presseoversigter og artiklerne af V.M. og Vol. Angående Volodarskijs tale har jeg læst hans brev til redaktionen, [3] som også overflødiggør mine bebrejdelser. Endnu engang de bedste hilsner og ønsker!
1. Retj (Tale) – se note 4 til artiklen Aprilkonferencen. – S. 203.
2. Rabotjij (Arbejderen) – dagblad, bolsjevikkernes centrale organ, udkom fra 25. august (7. september) til 2. (15.) september 1917 i stedet for Pravda, der var lukket af den provisoriske regering. Der udkom i alt 12 numre (inklusiv ekstranumre). – S. 204.
3. Volodarskij havde i et brev Til Alle Kammerater, bragt i Rabotjij nr. 2, 8. september 1917, dementeret de referater, der blev bragt i en række aviser, af hans tale 24. august i den Centrale Eksekutivkomité om situationen ved fronten. Bladene havde tilskrevet Volodarskij standpunkter for fædrelandsforsvar. I sit dementi skrev Volodarskij, at han i talen 24. august havde forklaret bolsjevikfraktionens deklaration om situationen ved Rigafronten og gået ind for, at man på en revolutionær måde kom ud af den imperialistiske krig. – S. 204.
Sidst opdateret 28.6.2013