Skrevet i midten af juli 1917. Trykt i 1917 som selvstændig brochure, udgivet af RSDAP(b)s Kronstadtkomité.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 180-187, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Alt for ofte er det ved en brat vending i historien hændt, at endog progressive partier i længere eller kortere tid er ude af stand til at tilpasse sig den nye situation og gentager paroler, der var rigtige i går, men som har mistet enhver mening i dag, som har mistet sin mening lige så »pludseligt«, som historiens bratte vending skete »pludseligt«.
Noget sådant kan tilsyneladende gentage sig med parolen om overgang af al statsmagt til sovjetterne. Denne parole var rigtig i en uigenkaldeligt overstået periode af vores revolution, lad os sige fra 27. februar til 4. juli. Denne parole er nu klart ophørt med at være rigtig. Har man ikke forstået det, kan man intet forstå af nutidens væsentlige spørgsmål. Hver enkelt parole skal være afledt af en bestemt politisk situations samlede særegenheder. Den politiske situation i Rusland er nu, efter 4. juli, i bund og grund forskellig fra situationen i tiden fra 27. februar til 4. juli.
Dengang, i denne overståede periode af revolutionen, bestod i staten den såkaldte »dobbeltmagt«, der både materielt og formelt var udtryk for den ubestemte overgangstilstand, statsmagten befandt sig i. Vi må ikke glemme, at spørgsmålet om magten er enhver revolutions grundlæggende spørgsmål.
Dengang befandt magten sig i en ustabil tilstand. Den var delt mellem den provisoriske regering og sovjetterne på grundlag af en indbyrdes, frivillig overenskomst. Sovjetterne bestod af delegationer fra massen af frie, dvs. ingen ydre vold underlagte, og bevæbnede arbejdere og soldater. Våben i folkets hænder og fraværet af ydre vold mod folket – heri lå sagens kerne. Det var det, der åbnede og sikrede en fredelig udviklings vej fremad for hele revolutionen. Parolen: »al magt til sovjetterne« var parolen for det næste skridt, det umiddelbart gennemførlige skridt ad denne fredelige udviklingsvej. Det var parolen for revolutionens fredelige udvikling, som fra 27. februar til 4. juli var mulig og naturligvis mest ønskelig, og som nu er absolut umulig.
Efter alt at dømme har ikke alle tilhængere af parolen: »al magt til sovjetterne« i tilstrækkelig grad opfattet, at dette var parolen for revolutionens fredelige udvikling fremad. Fredelig ikke kun i den forstand, at ingen, ingen klasse, ingen alvorlig kraft dengang (fra 27. februar til 4. juli) havde været i stand til at modsætte sig og forhindre at magten overgik til sovjetterne. Det er ikke alt. Den fredelige udvikling havde dengang været mulig også i den forstand, at kampen mellem klasser og partier inden for sovjetterne under forudsætning af, at hele den uindskrænkede statsmagt var overgået til dem på dette tidspunkt, dengang havde kunnet foregå på den fredeligste og mest smertefri måde.
Den sidste side af sagen har man indtil nu heller ikke vist tilstrækkelig opmærksomhed. Sovjetterne var efter deres klassesammensætning organer for arbejdernes og bøndernes bevægelse, den færdige form for deres diktatur. Havde de fået hele den uindskrænkede magt, så ville de småborgerlige lags hovedmangel, deres hovedsynd, deres godtroenhed over for kapitalisterne, være blevet overvundet i praksis, den ville være blevet underkastet kritik af den erfaring, de havde opnået som følge af deres egne forholdsregler. Udskiftningen af de klasser og partier, der havde magten, havde kunnet foregå fredeligt inden for sovjetterne på grundlag af disses uindskrænkede eneherredømme; forbindelsen mellem alle sovjetpartierne og masserne havde kunnet forblive fast og usvækket. Man må ikke et øjeblik glemme, at kun denne meget nære og i bredde og dybde frit vokseiide forbindelse mellem sovjetpartierne og masserne havde kunnet bidrage til en fredelig overvindelse af illusionerne i det småborgelige kompromismager i med bourgeoisiet. Magtens overgang til sovjetterne ville ikke i sig selv have ændret eller kunnet ændre forholdet mellem klasserne; den ville ikke have ændret noget ved bøndernes småborgerlighed. Men den ville på det rette tidspunkt have været et stort skridt fremad mod bøndernes løsrivelse fra bourgeoisiet, deres tilnærmelse til og senere forening med arbejderne.
Sådan kunne det have været, hvis magten i rette tid var overgået til sovjetterne. Sådan ville det have været lettest og mest fordelagtigt for folket. En sådan vej ville have været den mest smertefri, og derfor måtte man kæmpe mest energisk for den. Men nu er denne kamp, kampen for magtens rettidige overgang til sovjetterne slut. Den fredelige udviklings vej er gjort umulig. En ufredelig, højst smertefuld vej er begyndt.
Bruddet den 4. juli består netop i, at den objektive situation derefter ændrede sig brat. Magtens ustabile tilstand ophørte, magten er på det afgørende punkt overgået i de kontrarevolutionæres hænder. Partiernes udvikling har på grundlag af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes småborgerlige partiers kompromismager i med de kontrarevolutionære kadetter ført til, at begge disse småborgerlige partier har vist sig som de kontrarevolutionære bødlers faktiske medsammensvorne og håndlangere. Småborgerens ubevidste godtroenhed over for kapitalisterne har under partikampens udvikling ført dem derhen, at de bevidst støtter de kontrarevolutionære. Ringen er sluttet, hvad angår udviklingen i forholdet mellem partierne. Den 27. februar stod alle klasser sammen mod monarkiet. Efter 4. juli har det kontrarevolutionære bourgeoisi, hånd i hånd med monarkister og de Sorte Hundreder, knyttet de småborgerlige socialrevolutionære og mensjevikkerne til sig efter i nogen grad at have skræmt dem, og de har overgivet den faktiske statsmagt i hænderne på Cavaignac'er, i hænderne på den militærbande, der skyder lydighedsnægterne ved fronten og overfalder bolsjevikkerne i Petrograd.
Parolen om al magt til sovjetterne ville nu lyde som Don-Quijoteri eller som en hån. Denne parole ville objektivt være at bedrage folket, at indgive det den illusion, at sovjetterne også nu blot behøver at ønske eller beslutte at tage magten for at få den, at der i sovjetten endnu findes partier, der ikke har tilsvinet sig som håndlangere for bødlerne, at man kan gøre det skete usket.
Det ville være den største fejl at tro, at det revolutionære proletariat måske for at »hævne« sig på de socialrevolutionære og mensjevikkerne, fordi de støttede nedkæmpelsen af bolsjevikkerne, nedskydningerne ved fronten og afvæbningen af arbejderne, skulle være i stand til at »nægte« at støtte dem mod de kontrarevolutionære. En sådan problemstilling ville for det første være at overføre spidsborgerlige moralbegreber til proletariatet (for når det gavner sagen vil proletariatet altid støtte ikke blot det vaklende småborgerskab, men også storbourgeoisiet); den ville også, for det andet – og det er hovedsagen – være et spidsborgerligt forsøg på at tilsløre sagens politiske kerne med »moralisering«.
Sagens kerne er, at man allerede nu er ude af stand til at tage magten med fredelige midler. Den kan først fås, når man ved beslutsom kamp har besejret de i det givne øjeblik virkelige magthavere, nemlig militærbanden, Cavaignac'erne, der støtter sig til de reaktionære tropper, der er ført til Petrograd, til kadetterne og til monarkisterne.
Sagens kerne er, at disse nye indehavere af statsmagten kun kan besejres af folkets revolutionære masser, men betingelsen for de revolutionære massers bevægelse er ikke kun, at de bliver ledet af proletariatet, men også at de vender ryggen til de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, der har forrådt revolutionens sag.
Den, der bringer spidsborgerlig moral ind i politik, ræsonnerer således: lad os gå ud fra, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne har gjort en »fejl« ved at støtte Cavaignac'erne, der afvæbner proletariatet og de revolutionære regimenter; men man må give dem en mulighed for at »rette« fejlen, ikke »gøre det vanskeligt« for dem at rette »fejlen«; man må lette småborgernes svingning over mod arbejderne. Et sådant ræsonnement ville være udtryk for barnlig naivitet eller ligefrem dumhed, hvis ikke et nyt bedrag mod arbejderne. For de småborgerlige massers svingning over mod arbejderne ville kun kunne bestå i, og netop deri, at disse masser vendte sig mod de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Rettelsen af de socialrevolutionæres og mensjfevikkernes partiers »fejl« ville på nuværende tidspunkt kun kunne bestå i, at disse partier erklærede Tsereteli og Tjernov, Dan og Rakitnikov for bødlernes håndlangere. Vi er helt og ubetinget for en sådan »rettelse af fejlen«...
Grundspørgsmålet om revolutionener spørgsmålet om magten, sagde vi. Det må tilføjes: netop under revolutioner ser vi en tilsløring af spørgsmålet om, hvor den virkelige magt ligger, ser vi forskellen mellem formel og reel magt. Netop heri består en af de vigtigste særegenheder ved enhver revolutionær periode. I marts og april 1917 var det uvist, om den reelle magt lå i hænderne på regeringen eller i hænderne på sovjetterne.
Det er nu særlig vigtigt, at de bevidste arbejdere ser nøgternt på revolutionens grundspørgsmål: i hvis hænder ligger statsmagten i dette øjeblik. Overvej, hvordan den materielt ytrer sig, tag ikke fraser for kendsgerninger, så vil svaret ikke falde svært.
Staten er først og fremmest formationer af bevæbnede mennesker med materielt tilbehør, f.eks. fængsler – skrev Friedrich Engels. [1] Dette er nu officerselever og reaktionære kosakker, som specielt er hentet til Petrograd; det er dem, der holder Kamenev og andre fængslet; dem, der har lukket avisen Pravda; det er dem, der har afvæbnet arbejderne og en bestemt del af soldaterne; dem, der skyder en lige så bestemt del af tropperne i hæren. Det er disse bødler, der er den reelle magt. Tsereteli og Tjernov'erne er ministre uden magt, marionetministre, førere for partier, der støtter bøddelvældet. Det er en kendsgerning. Og den kendsgerning ændres ikke af, at sikkert hverken Tsereteli eller Tjernov personligt »billiger« bøddelvældet, at deres aviser spagt tager afstand fra det: en sådan afpudsning af den politiske facade ændrer ikke ved sagens kerne.
Lukningen af 150.000 Petrogradvælgeres organ, officerselevernes mord på arbejderen Voinov (6. juli) fordi han bar Listok Pravdy [2] ud af trykkeriet – er det ikke bøddelvælde? Er det ikke Cavaignac'ers værk? Hverken regeringen eller sovjetterne er »skyld i det«, – vil man fortælle os.
Så meget desto værre for regeringen og sovjetterne, – vil vi svare, – for så er de altså nuller; de er marionetter, de har ingen reel magt.
Folket skal fremfor alt kende sandheden, vide i hvis hænder regeringsmagten virkelig befinder sig. Det er nødvendigt at fortælle folket hele sandheden: magten er i hænderne på en militærklike af Cavaignac'er (Kerenskij, visse generaler, officerer osv.), som støttes af bourgeoisiet, som klasse, med kadetpartiet i spidsen og med alle monarkisterne, der virker gennem de Sorte Hundreders aviser, gennem Novoje Vremja, [3] Sjivoje Slovo [4] osv.
Denne magt må styrtes. Ellers er alle fraser om kamp mod kontrarevolutionen tomme fraser, »selvbedrag og bedrag mod folket«.
Denne magt støttes nu også af ministrene Tsereteli og Tjernov og deres partier: man må oplyse folket om deres bøddelrolle og om uundgåeligheden af sådan en »finale« for disse partier efter deres »fejl « den 21. april, 5. maj, 9. juni, 4. juli, efter deres godkendelse af offensivpolitikken – den politik, der for ni tiendedele på forhånd afgjorde Cavaignac'ernes sejr i juli.
Hele agitationen blandt folket må omlægges således, at den tager den konkrete erfaring netop fra den nuværende revolution og især fra julidagene med i betragtning, dvs. at den klart peger på folkets virkelige fjende, militærkliken, kadetterne og de Sorte Hundreder, [5] og at den bestemt afslører de småborgerlige partier, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, som har spillet og spiller rollen som bøddelvældets håndlangere.
Hele agitationen blandt folket må omlægges således, at det bliver klart, at det er fuldstændig håbløst for bønderne at få jord, så længe militærklikens magt ikke er brudt, så længe de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier ikke er afsløret og berøvet folkets tillid. Dette ville være en meget lang og meget vanskelig proces under den kapitalistiske udviklings »normale« betingelser, men både krigen og det økonomiske kaos fremskynder sagen enormt. Det er sådanne »fremskyndere«, som kan gøre en måned og endda en uge lig et år.
Sandsynligvis vil der kunne fremføres to indvendinger mod det ovenfor fremførte: for det første, at det, at tale om en afgørende kamp nu, vil betyde en opmuntring til spredte aktioner, som netop ville hjælpe kontrarevolutionen; for det andet, at kontrarevolutionens fald alligevel vil betyde, at magten overgår i sovjetternes hænder.
Som svar på den første indvending vil vi sige: Ruslands arbejdere er allerede tilstrækkeligt bevidste til ikke at lade sig provokere på et tidspunkt, der vitterligt er ugunstigt for dem. At det ville være en hjælp for kontrarevolutionen at gå til aktion og gå til modstand nu, er ubestrideligt. At den afgørende kamp først er mulig under et nyt revolutionært opsving blandt de bredeste masser, er også ubestrideligt. Men det er ikke nok i almindelighed at tale om et revolutionært opsving, om en revolutionær flodbølge, om hjælp fra vesteuropæiske arbejdere osv., man må drage en bestemt konklusion af vores fortid, man må tage netop vores læretid i betragtning. Gør man det, kommer man netop frem til parolen om den afgørende kamp mod kontrarevolutionen, der har tilrevet sig magten.
Den anden indvending indebærer også, at man udskifter konkrete sandheder med almene betragtninger. En omstyrtning af den borgerlige kontrarevolution kan ikke gennemføres af noget andet, af nogen anden kraft end det revolutionære proletariat. Netop det revolutionære proletariat bør, efter erfaringen fra juli 1917, selvstændigt tage statsmagten i sine hænder – på anden måde er revolutionens sejr ikke mulig. Magten hos proletariatet med støtte af de fattigste bønder eller halvproletarerne, – det er den eneste udvej, og vi har allerede besvaret spørgsmålet om, hvilke omstændigheder der i høj grad kan fremskynde denne udvej.
Sovjetterne kan og skal træde frem i denne nye revolution, men ikke de nuværende sovjetter, ikke organerne for kompromismager i med bourgeoisiet, men organer for revolutionær kamp mod det. At vi også da vil være for en opbygning af hele staten efter sovjetternes mønster, det er rigtigt. Det er ikke et spørgsmål om sovjetter overhovedet, men et spørgsmål om kamp mod den givne kontrarevolution og mod de givne sovjetters forræderi.
At udskifte det konkrete med det abstrakte er en af hovedsynderne, en af de farligste synder i revolutionen. De givne sovjetter har haft fiasko, er gået fuldstændig fallit på grund af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes herredømme. I det givne øjeblik ligner disse sovjetter får, som er ført til slagtebænken og bræger ynkeligt under øksen. Sovjetterne er nu kraftesløse og magtesløse over for den sejrrige og sejrende kontrarevolution. Parolen om overgivelse af al magt til sovjetterne kan forstås som en »simpel« opfordring til at overgive magten til de givne sovjetter, men at sige dette, at opfordre til dette, ville nu betyde at bedrage folket. Intet er farligere end bedrag.
Klasse- og partikampens udviklingscyklus i Rusland fra den 27. februar til 4. juli er endt. Der begynder en ny cyklus, hvor det ikke er de gamle klasser, de gamle partier og de gamle sovjetter, der optræder, men de, der er fornyet af kampens ild, hærdet, skolet og omdannet af kampens forløb. Man skal ikke se tilbage, men fremad. Man skal ikke operere med de gamle, men med de nye klasse- og partikategorier fra tiden efter juli. Man skal i begyndelsen af den nye cyklus tage sit udgangspunkt i, at den borgerlige kontrarevolution har sejret, og at den har sejret, fordi de socialrevolutionære og mensjevikkerne er gået på kompromis med den, og at den kun kan besejres af det revolutionære proletariat. I denne nye cyklus vil der naturligvis endnu være mangfoldige etaper både før kontrarevolutionens endelige sejr og før de socialrevolutionæres og mensjevikkernes endelige nederlag (uden kamp) og før den nye revolutions nye opsving. Om dette vil man imidlertid først kunne tale senere, når disse etaper kan skelnes enkeltvis...
1. Se F. Engels: Familiens, Privatejendommens Og Statens Oprindelse. Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. II, Forlaget Tiden 1976. – S. 184.
2. Listok Pravdy – se note 1 til artiklen Tre Kriser. – S. 184.
3. Novoje Vremja (Ny Tid) – se note 3 til artiklen Brev Til Redaktionen Af Proletarskoje Delo. – S. 184.
4. Sjivoje Slovo (Det Levende Ord) – se note 5 til artiklen Hvor Er Magten, Og Hvor Er Kontrarevolutionen? – S. 184.
5. Sorte Hundreder – bander organiseret af tsarens politi til bekæmpelse af den revolutionære bevægelse. Banderne snigmyrdede revolutionære, overfaldt progressive intellektuelle og foranstaltede antisemitiske pogromer. Senere betegnelse for yderliggående reaktionære, chauvinister og monarkister. – S. 185.
Sidst opdateret 28.6.2013