Novaja Sjisn, nr. 71, 11. (24) juli 1917. [1]
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 176-177, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Tillad mig at anmode om jeres gæstfrihed, kammerater, som følge af en påtvungen standsning af vort partiorgan. [2] Aviser af en vis type har indledt en rasende hetz mod os med beskyldninger for spionage og forbindelser med en fjendtlig regering.
Følgende simple kendsgerninger viser, med hvilket uhørt... letsind (et ikke dækkende og alt for svagt udtryk) denne hetz føres. Sjivoje Slovo [3] skrev først, at Lenin er spion, men erklærede derefter i form af en »berigtigelse«, der ikke ændrer sagen, at han ikke beskyldes for spionage! Først fremfører man Jermolenkos forklaringer, derefter er man tvunget til at indrømme, at det ligefrem er pinligt og beskæmmende at se noget bevis i den slags forklaringer fra den type mennesker.
Man indfletter navnet Parvus, men fortier, at ingen har fordømt Parvus så skånselsløst skarpt, som det af os redigerede Sotsial-Demokrat i Geneve gjorde det allerede 1915 i artiklen Bunden Er Nået, [4] der brændemærkede Parvus som »renegat«, »Hindenburgs støvleslikker« o.l. Ethvert læsekyndigt menneske ved eller kan let få at vide, at der ikke kan være tale om nogen politiske eller andre forbindelser overhovedet mellem os og Parvus.
Man indblander en eller anden Sumenson, som vi ikke blot aldrig har haft med at gøre, men heller aldrig har set. Man fremlægger Hanecki og Koslovskijs forretningsanliggender uden at fremføre en eneste kendsgerning om, i hvilken henseende netop, hvor, hvornår eller hvordan disse forretningsanliggender har været et dække over spionage. Hvad os angår, har vi ikke blot aldrig, hverken direkte eller indirekte, taget del i disse forretningsanliggender, vi har heller ikke modtaget en eneste kopek fra nogen af de nævnte kammerater, hverken vi selv personligt eller partiet.
Man går så vidt som til at give os skylden for, at tyske aviser eftertrykker Pravdatelegrammer – med forvanskninger – men »glemmer« at minde om, at Pravda udgiver en bulletin i udlandet på tysk og fransk, og at eftertryk af denne bulletin er helt frit!
Og alt dette sker med deltagelse eller endog på initiativ af Aleksinskij, der er forment adgang til sovjetten, med andre ord stemplet som bevidst bagtaler!! Skulle man mon ikke forstå, at et sådant felttog mod os er justitsmord fra baghold? Den centrale eksekutivkomites drøftelse af betingelserne for at stævne medlemmer af denne komité for retten vil utvivlsomt i almindelighed indføre et element af orden i tingene. Vil de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier mon deltage i et forsøg på justitsmord? i, at vi udleveres til retten – endog uden henvisning til, om vi beskyldes for spionage eller oprør? – i det hele taget i, at nogen udleveres til retten uden nogen form for præcis kvalificering af forbrydelsen? i en klar tendentiøs proces, der kan hindre personer, som disse partier selv på forhånd har opstillet som kandidater til den konstituerende forsamling, i at kandidere? Vil disse partier mon umiddelbart før indkaldelsen af den konstituerende forsamling gøre begyndelsen til en Dreyfus-affære [5] på russisk grund?
Der kommer svar på disse spørgsmål i nær fremtid. Det forekommer os at være den frie presses pligt at stille dem åbent.
Vi taler ikke om den borgerlige presse. Det er klart, at Miljukov tror lige så lidt på, at vi er spioner og har modtaget tyske penge, som Markov og Samyslovskij troede på, at jøderne drikker børneblod.
Men Miljukov og co. ved hvad de gør.
1. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – se note 7 til artiklen Den 1. Alrussiske Sovjetkongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanter. – S. 176.
2. Der menes Pravda. – S. 176.
3. Sjivoje Slovo (Det Levende Ord) – se note 5 til artiklen Hvor Er Magten, Og Hvor Er Kontrarevolutionen? – S. 176.
4. Artiklen findes i Lenin, Samlede Værker, 5. udg., russ., bd. 27, s. 82-83. – S. 176.
5. Dreyfus-affæren – foregik 1894 i Frankrig. Var en provokation, lavet af reaktionære militaristiske kredse mod en fransk officer, Dreyfus, af jødisk herkomst. Dreyfus, medlem af den franske generalstab, blev anklaget for spionage og højforræderi og dømt til livsvarigt tugthus og forvisning. Socialister og progressive intellektuelle, deriblandt Émile Zola, Jean Jaures og Anatole France, gik i brechen for Dreyfus. Sagen delte Frankrig i to lejre, republikanere og demokrater på den ene side, royalister, klerikale og antisemitter på den anden. Dreyfus blev rehabiliteret i 1906. – S. 177.
Sidst opdateret 28.6.2013