Skrevet 10. (23.) juli, 1917. Trykt 20. juli (2. august) 1917 i bladet Proletarskoje Delo, Nr. 6. Underskrevet: W.
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 173-175, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
1. Kontrarevolutionen har organiseret sig, befæstet sig og reelt grebet statsmagten. [1]
Den fulde organisering og befæstelse af kontrarevolutionen består i en velgennemtænkt og allerede fuldført forening af kontrarevolutionens tre hovedkræfter: (1) Kadetternes parti, [2] dvs. det organiserede bourgeoisis virkelige leder: det stillede regeringen et ultimatum ved at forlade den og ryddede dermed vejen for, at kontrarevolutionen kunne styrte regeringen. (2) Generalstaben og hærens øverste officerer: de har med bevidst eller halvbevidst hjælp fra Kerenskij, som selv de kendteste socialrevolutionære nu kalder en Cavaignac, grebet den reelle statsmagt, idet de ikke alene uden retskendelse, men også uden regeringens beslutning allerede er gået over til at anvende våbenmagt mod revolutionære troppedelinger ved fronten, afvæbne revolutionære tropper og arbejdere i Petrograd og Moskva, undertrykke og underkue i Nisjnij-Novgorod, arrestere bolsjevikker og lukke deres aviser. I virkeligheden udøves den afgørende statsmagt i Rusland nu af et militært diktatur. Denne kendsgerning tilsløres endnu af en række institutioner, der er revolutionære i ord, men afmægtige i handling. Det er imidlertid en uomtvistelig og i den grad afgørende kendsgerning, at det uden forståelse af den er umuligt at forstå noget som helst i den politiske situation. (3) Den sortehundred-monarkistiske og borgerlige presse: den er allerede – fra en rasende hetz mod bolsjevikkerne – gået over til at hetze mod sovjetterne, Tjernovs »brandstiftere« osv. og har overordentligt klart vist, at det nu herskende, af kadetterne og monarkisterne understøttede militærdiktaturs virkelige politiske hensigt er at forberede en opløsning af sovjetterne. Mange socialrevolutionære og mensjevikiske ledere, dvs. det nuværende flertal i sovjetterne, har allerede erkendt og givet udtryk for dette de seneste dage, men som ægte småborgere snakker de sig fra den truende virkelighed med det tommeste rungende frasemageri.
2. Sovjetternes ledere og de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier har med Tsereteli og Tjernov i spidsen endegyldigt forrådt revolutionen, da de har udleveret den til de kontrarevolutionære og forvandlet sig selv, deres partier og sovjetterne til et figenblad for kontrarevolutionen.
Denne kendsgerning er påvist ved, at de socialrevolutionære og mensjevikkerne prisgav bolsjevikkerne og stiltiende godkendte ødelæggelsen af deres avisredaktioner uden så meget som vove fortælle folket direkte og åbent, at de gik med til det, og hvorfor de gjorde det. Ved at legalisere afvæbningen af arbejderne og de revolutionære enheder har de frataget sig selv enhver reel magt. De er blevet de mest tomme snakkehoveder, der hjælper reaktionen med at »beskæftige« folkets opmærksomhed, mens reaktionen gør sine sidste forberedelse til at opløse sovjetterne. Har man ikke fuldt ud forstået det totale og endegyldige sammenbrud for de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier og det nuværende flertal i sovjetterne, har man ikke fuldt ud forstået det rent fiktive i deres »direktorium« og andre maskerader, kan man absolut intet forstå i hele den nuværende politiske situation.
3. Ethvert håb om en fredelig udvikling af den russiske revolution er endegyldigt forsvundet. Den objektive situation er: enten sejrer militærdiktaturet fuldt ud, eller også sejrer arbejdernes væbnede opstand, og det sidste er kun muligt, hvis den falder sammen med et magtfuldt opsving blandt masserne mod regeringen og mod bourgeoisiet som følge af den økonomiske opløsning og krigens forhaling.
Parolen »Al magt til sovjetterne« var parolen for revolutionens fredelige udvikling, der var mulig i april, maj, juni og indtil 5.-9. juli, dvs. indtil den reelle magt spilledes militærdiktaturet i hænde. Nu er denne parole allerede falsk, da den ikke tager hensyn til det stedfundne magtskifte og til de socialrevolutionæres og mensjevikkernes fuldstændige forræderi i praksis over for revolutionen. Nu kan det ikke nytte sagen at spille hasard, revoltere, yde spredt modstand eller gøre håbløse forsøg på at modstå reaktionen ukoordineret. Det kan kun en klar forståelse af situationen, behersket og fast optræden af arbejdernes avantgarde og forberedelse af styrkerne til væbnet opstand, der i øjeblikket har umådeligt vanskelige betingelser for at sejre, men hvis sejr alligevel er mulig under forudsætning af det i tesen nævnte sammenfald af kendsgerninger og udviklingsforløb. Der må ikke næres flere forfatningsmæssige og republikanske illusioner, ikke flere illusioner om en fredelig vej, ikke forsøges spredte aktioner, man må ikke lade sig provokere nu af de Sorte Hundreder og kosakkerne, men samle kræfterne, omorganisere dem og ihærdigt forberede dem til den væbnede opstand for det tilfælde, at krigens forløb gør det muligt at gennemføre den i virkelig masseomfang, i folkeomfattende målestok. Bønderne kan umuligt få jorden nu uden væbnet opstand, eftersom kontrarevolutionen helt forenede sig med godsejerne som klasse, da den tog magten.
Målet for den væbnede opstand kan kun være, at proletariatet med støtte fra de fattigste bønder får magten i hænde med det formål at gennemføre vort partis program.
4. Arbejderklassens parti skal, uden at forkaste legaliteten, men også uden at overdrive den et eneste øjeblik, forene det legale arbejde med det illegale, som i årene 1912-1914.
Ikke en eneste times legalt arbejde må forpasses. Men man må heller ikke tro en døjt på de forfatningsmæssige og »fredelige« illusioner. Der må øjeblikkeligt organiseres illegale organisationer og celler overalt til udbredelse af flyveblade og andet. Vi må omorganisere os øjeblikkeligt, disciplineret, ihærdigt, over hele linjen.
Der må handles som i årene 1912-1914, da vi kunne tale om at styrte tsarismen gennem revolution og væbnet opstand uden at miste den legale basis, hverken i statsdumaen, i forsikringskasserne, i fagforeningerne eller andet steds.
1. Se artiklen Hvor Er Magten, Og Hvor Er Kontrarevolutionen? s. 161-165. – S. 173.
2. Kadetternes parti – se note 6 til artiklen Breve Fra Det Fjerne. – S. 173.
Sidst opdateret 28.6.2013