Skrevet 7. (20.) juli 1917. Trykt 19. juli 1917 i ugebladet Rabotnisa nr. 7.
Oversat til dansk af Martin Thomsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 166-170, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Desto mere hadefuldt man bagtaler og lyver om bolsjevikkerne i disse dage, desto roligere må vi, samtidig med at vi gendriver løgnene og bagtalelserne, trænge ind i den historiske sammenhæng i begivenhederne og ind i den politiske, det vil sige den klassemæssige, betydning af revolutionens forløb.
For at gendrive løgnen og bagtalelserne skal vi her blot gentage henvisningen til Listok Pravdy [1] fra den 6. juli og specielt henlede læsernes opmærksomhed på den nedenfor trykte artikel, der beviser dokumenteret, at bolsjevikkerne den 2. juli agiterede mod aktion (som erkendt af det socialrevolutionære partis blad), at stemningen hos masserne nåede kogepunktet den 3. juli, og aktionen begyndte på trods af vore råd, at vi den 4. juli i en løbeseddel (der blev aftrykt i det selvsamme socialrevolutionære blad, Delo Naroda) [2] opfordrede til en fredelig og organiseret demonstration, at vi om natten til den 4. juli tog beslutning om at afslutte demonstrationen. Fortsæt bare, I bagvaskere! I vil aldrig kunne tilbagevise disse kendsgerninger og deres afgørende betydning i hele deres sammenhæng!
Lad os gå over til spørgsmålet om begivenhedernes historiske sammenhæng. Da vi allerede i begyndelsen af april udtalte os imod støtte til den provisoriske regering, angreb både de socialrevolutionære og mensjevikkerne os. Men hvad har livets gang bevist?
Hvad har de tre politiske kriser: 20. og 21. april, 10. og 18. juni, 3. og 4. juli, bevist?
For det første har de bevist massernes voksende utilfredshed med den provisoriske regerings borgerlige flertals borgerlige politik.
Det er interessant at lægge mærke til, at det socialrevolutionære regeringspartis avis Delo Naroda fra den 6. juli, på trods af hele sin fjendtlighed over for bolsjevikkerne, ser sig nødsaget til at anerkende, at der var dybtliggende økonomiske og politiske årsager til bevægelsen den 3. og 4. juli.
Den dumme, grove, gemene løgn, om at denne bevægelse skulle være kunstigt fremkaldt, om at bolsjevikkerne skulle have agiteret for aktion, falder for hver dag mere og mere fra hinanden.
Den fælles årsag, den fælles kilde, den fælles inderste kerne i alle de tre nævnte politiske kriser er klar – især hvis man ser på dem i deres sammenhæng, således som videnskaben byder os at se på politikken. Det er meningsløst blot at få den tanke, at tre kriser af en sådan art kunne fremkaldes kunstigt.
For det andet er det lærerigt at trænge ned i, hvad der er alment, og hvad der er individuelt i hver af disse tre kriser.
Det almene består i, at massernes utilfredshed nåede kogepunktet, og i massernes ophidselse over borgerskabet og dettes regering. Den, der glemmer, at dette er sagens væsen eller tier om dette eller nedvurderer dette, han fornægter socialismens fundamentale sandheder om klassekampen.
Klassernes kamp i den russiske revolution – lad de folk, der kalder sig socialister, og som ved noget om, hvordan klassernes kamp foregik i de europæiske revolutioner, lad dem tænke lidt over dette.
Det individuelle ved de tre kriser var den måde, de opstod på: Den første (20.-21. april) opstod stormende, spontant, slet ikke organiseret, og førte til de Sorte Hundreders beskydning af demonstranterne og til uhørt vilde og løgnagtige beskyldninger mod bolsjevikkerne. Udbruddet efterfulgtes af politisk krise.
I det andet tilfælde besluttede bolsjevikkerne en demonstration, som de aflyste efter sovjetkongressens truende ultimatum og direkte forbud, og den 18. juni fandt den fælles demonstration sted, der fuldstændigt var domineret af bolsjevikkernes paroler. Selv de socialrevolutionære og mensjevikkerne erkendte den 18. juni om aftenen, at en politisk krise ville være brudt ud, hvis den ikke var blevet afbrudt af offensiven fra fronten.
Den tredje krise breder sig stærkt og spontant den 3. juli på trods af bolsjevikkernes anstrengelser den 2. juli for at holde den tilbage, og efter at have nået sit højdepunkt den 4. juli, fører den den 5. og 6. til kontrarevolutionens kulmination. De socialrevolutionæres og mensjevikkernes svingen frem og tilbage giver sig udtryk i, at Spiridonova og en række andre socialrevolutionære udtaler sig for magtens overgang til sovjetterne, og de internationalistiske mensjevikker, der tidligere havde gået imod dette, udtaler sig i samme ånd.
Endelig er den sidste konklusion – og måske den mest lærerige – som man kan drage ved undersøgelsen af begivenhederne i deres sammenhæng, at alle tre kriser viser os en vis ny fremtrædelsesform af en mere kompleks type i vor revolutions historie, kendetegnet ved en bølgeformet bevægelse, hurtigt opsving og stejlt fald, skærpelse af revolutionen og kontrarevolutionen, hvorved mellemelementerne for længere eller kortere tid bliver »skyllet ud«.
I sin form var bevægelsen i alle tre kriser en demonstration. Demonstration mod regeringen – det ville, formelt set, være den mest præcise beskrivelse af hændelserne. Men sagens kerne er netop, at det ikke er en almindelig demonstration, det er noget betydeligt større end en demonstration og mindre end en revolution. Det er revolutionens og kontrarevolutionens samtidige udbrud, det er en kraftig, af og til øjeblikkelig, »udskylning« af mellemelementerne i forbindelse med, at de proletariske og de borgerlige elementer træder stormende frem.
I denne forbindelse er det særdeles karakteristisk, at alle mellemelementerne bebrejder begge disse klassemæssige kræfter, både den proletariske og den borgerlige, hver eneste af disse bevægelser. Se engang på de socialrevolutionære og mensjevikkerne: de er ude af sig selv og skriger og skråler af alle kræfter om, at bolsjevikkerne med deres yderligheder hjælper kontrarevolutionen, og samtidig erkender de, at kadetterne (med hvem de er koalitionspartnere i regeringen) er kontrarevolutionære. »Vi må med alle midler afgrænse os« – skrev Delo Naroda i går – »fra alle højre-elementer, inklusive det militante Jedinstvo [3] (med hvem, tilføjer vi, de socialrevolutionære gik i blok til valgene) – det er vor uopsættelige opgave.«
Sammenlign dette med Jedinstvo fra i dag (7. juli), hvor Plekhanov i sin lederartikel ser sig nødsaget til at fastslå den uomtvistelige kendsgerning, at sovjetterne (dvs. de socialrevolutionære og mensjevikkerne) har taget sig »to uger til at tænke over sagen«, og at hvis magten overgår til sovjetterne, så »ville det være lig med en sejr for leninisterne«.
Er det ikke karakteristisk? Mellemelementerne beskylder kadetterne for at lette arbejdet for bolsjevikkerne, og bolsjevikkerne for at lette arbejdet for kadetterne!! Er det da så svært at begribe, at vi her skal udskifte de politiske betegnelser med de klassemæssige, og at vi da foran os vil have småborgerskabets drøm om, at klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet er forsvundet, småborgerskabets beklagen sig over proletariatets klassekamp med bourgeoisiet? Er det da så svært at begribe, at ingen som helst bolsjevikker i hele verden ville være i stand til at »fremkalde« én eneste »folkebevægelse«, for slet ikke at tale om tre, hvis ikke særdeles tungtvejende økonomiske og politiske årsager havde bragt proletariatet i bevægelse? At alle kadetter og monarkister tilsammen ikke ville være i stand til at fremkalde nogen som helst bevægelse »fra højre«, hvis ikke lige så tungtvejende årsager havde skabt en kontrarevolutionær indstilling hos bourgeoisiet som klasse?
På grund af bevægelsen den 20.-21. april har man skældt både os og kadetterne ud for halsstarrighed, for at gå til yderligheder, for skærpelse af spændingen, man er gået så vidt som til at beskylde bolsjevikkerne (så vanvittigt som det nu kan være) for skyderiet på Nevskij Prospektet, – og da så bevægelsen endte, så skrev de selv samme socialrevolutionære og mensjevikker i deres forenede, officielle organ, Istvestija, at »folkebevægelsen har fejet Miljukov og de andre imperialister til side«, dvs. de priste bevægelsen!! Er det ikke karakteristisk? Viser dette ikke ganske tydeligt, at småborgerskabet ikke forstår mekanismen, væsenet, i proletariatets klassekamp med bourgeoisiet?
Den objektive situation er følgende: Det overvældende flertal af Ruslands befolkning er småborgerligt på grund af deres livsbetingelser og endnu mere på grund af deres tankegang. Men i dette land hersker storkapitalen, først og fremmest ved hjælp af banker og syndikater. I dette land findes der et byproletariat, der er tilstrækkeligt udviklet til at gå sin egen vej, men som endnu ikke er i stand til på en gang at trække flertallet af halvproletarerne over på sin side. Af denne grundlæggende, klassemæssige, kendsgerning følger uundgåeligheden af sådanne kriser, som de tre, vi netop har undersøgt, og heraf følger også deres form.
Krisernes form kan naturligvis ændre sig i fremtiden, men væsenet vil være det samme, også hvis for eksempel de socialrevolutionæres konstituerende forsamling skulle træde sammen i oktober. De socialrevolutionære har lovet bønderne 1) afskaffelse af den private ejendomsret til jorden; 2) overgivelse af jorden til de arbejdende; 3) konfiskation af godsejernes jorder og deres overgivelse til bønderne uden erstatning. Det er absolut umuligt at virkeliggøre disse store omdannelser uden at træffe helt afgørende revolutionære forholdsregler mod bourgeoisiet, forholdsregler som kun de fattigste bønders opslutning bag proletariatet er i stand til at gennemføre, og kun ved en nationalisering af banker og syndikater.
De godtroende bønder, der stadig tror, at man kan opnå disse skønne ting ved kompromis’er med bourgeoisiet, vil uundgåeligt blive skuffede og... »utilfredse« (for at sige det mildt) med proletariatets skarpe klassekamp mod bourgeoisiet for en virkelig gennemførelse af de socialrevolutionære løfter. Sådan var det, og sådan vil det vedblive at være.
1. Listok Pravdy – et af navnene på det legale bolsjevikiske dagblad Pravda. – S. 166.
2. Delo Naroda (Folkets Sag) – se note 6 til artiklen Aprilkonferencen. – S. 166.
3. Jedinstvo (Enhed) – se note 2 til April-teserne. – S. 168.
Sidst opdateret 28.6.2013