Trykt i Pravda, nr. 86, 3. juli (20. juni) 1917.
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 156-158, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Den 18. juni vil på den ene eller anden måde indgå i den russiske revolutions historie som en af omsvingets dage.
Klassernes gensidige stilling, deres indbyrdes relationer i kampen mod hinanden, deres styrke, i særdeleshed i sammenligning med partiernes styrke – alt dette åbenbarede søndagens demonstration så tydeligt, så klart og eftertrykkeligt, at hvordan forløbet og tempoet i den videre udvikling end bliver, er og bliver gevinsten i form af bevidst orientering og klarhed gigantisk.
Demonstrationen bortvejrede i løbet af nogle få timer som en håndfuld støv de tomme taler om bolsjevikkerne som konspiratorer og viste med ubestridelig tydelighed, at de arbejdende massers avantgarde i Rusland, hovedstadens industriproletariat og dens tropper, med overvældende flertal går ind for de paroler, som vort parti altid har forfægtet.
Arbejder- og soldaterbataljonernes taktfaste skridt. Omkring en halv million demonstranter. Enheden i den samdrægtige fremmarch. Enheden om parolerne, blandt hvilke det enorme flertal lød: »Al magt til sovjetterne«, »Ned med de 10 kapitalist-ministre«, »Hverken separatfred med tyskerne eller hemmelige aftaler med de engelske og franske kapitalister« osv. Ingen, der så demonstrationen, kunne nære tvivl om disse parolers sejr blandt de russiske arbejder- og soldatermassers organiserede avantgarde.
Demonstrationen den 18. juni blev en demonstration af det revolutionære proletariats kræfter og politik. Dette proletariat viser revolutionens retning og vejen ud af blindgyden. Heri ligger den enorme historiske betydning af søndagens demonstration, heri adskiller den sig principielt fra demonstrationen den dag revolutionens ofre blev begravet og 1. maj demonstrationen. Dengang var det alles hyldning af revolutionens første sejr og dens helte, et blik folket kastede tilbage på den første etape til friheden, som det havde tilbagelagt så overordentlig hurtigt og vellykket. 1. maj var en fest for ønsker og håb, der er forbundet med den verdensomfattende arbejderbevægelses historie, med dens idealer: fred og socialisme.
Ingen af de to demonstrationer satte sig som mål at vise retningen for revolutionens videre bevægelse og kunne ikke vise den. Ingen af dem rejste konkrete, bestemte og brændende problemer for masserne og i massernes navn om, hvorhen og hvordan revolutionen skal gå.
Den 18. juni var i den forstand den første politiske handlingsdemonstration, en klargørelse, ikke gennem bøger eller aviser, men på gaden, ikke gennem lederne, men gennem masserne – en klargørelse af hvordan forskellige klasser handler, agter at handle og vil handle for at videreføre revolutionen.
Bourgeoisiet skjulte sig. En fredelig demonstration, der var arrangeret af folkets notoriske flertal, med frihed til at demonstrere for partiparoler og med det hovedmål at imødegå kontrarevolutionen, en sådan demonstration afslog bourgeoisiet at deltage i. Det er også forståeligt. Bourgeoisiet er jo netop kontrarevolutionen. Det skjuler sig for folket, det organiserer regulære kontrarevolutionære sammensværgelser mod folket. De partier, der for tiden regerer i Rusland, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, afslørede sig klart den historiske 18. junidag som vaklende partier. Deres paroler udtrykte vaklen, og bag deres paroler stod – klart og tydeligt for alle – et mindretal. Stå stille på stedet, indtil videre lade alt blive ved det gamle – dét var hvad de rådede folket til med deres paroler, med deres vaklen. Men folket følte, og de følte, at det var umuligt.
Ikke mere vaklen, sagde proletariatets avantgarde, de russiske arbejder- og soldatermassers avantgarde. Ikke mere vaklen. En politik, der viser tillid til kapitalisterne, til deres regering, deres reformbestræbelser, deres krig, deres offensiv – det er en håbløs politik. Dens sammenbrud er nær. Dens sammenbrud er uundgåeligt. Det bliver også et sammenbrud for de socialrevolutionæres og mensjevikkernes regerende partier. Kaos rykker stadigt nærmere. Det er umuligt at redde sig fra det på anden måde end gennem revolutionære foranstaltninger, der træffes af den revolutionære klasse med magten i hænde.
Folket må bryde med tillidspolitikken over for kapitalisterne, det må vise den revolutionære klasse, proletariatet, tillid, i det og kun i det findes kilden til styrke. I det og kun i det ligger garantien for, at de interesser, der varetages, bliver flertallets, de arbejdendes og de udbyttedes, de af krig og kapital undertrykte, de som evner at besejre krig og kapital!
En krise af uhørt omfang truer Rusland og hele menneskeheden. Den eneste udvej er at vise den mest organiserede fortrop for de arbejdende og udbyttede tillid og at støtte dens politik.
Om folket snart vil forstå denne lære, og hvordan den bliver virkeliggjort, ved vi ikke. Men vi ved med bestemthed, at uden denne lære er der ingen vej ud af blindgyden, at vaklen eller kontrarevolutionens bestialitet, som er mulig, ikke vil føre frem.
Uden folkemassernes fulde tillid til deres leder, proletariatet, er der ingen udvej.
Sidst opdateret 28.6.2013