Trykt i Pravda i midten af juli 1917. [1]
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 144-155, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. juni 2013.
Kammerater, med den korte tid, der står til min rådighed, kan jeg kun – og jeg tror, at det er det mest formålstjenlige – komme ind på de væsentlige, principielle spørgsmål, som eksekutivkomiteens ordfører og de følgende talere har draget frem.
Det første og grundlæggende spørgsmål, vi stod overfor, er spørgsmålet hvor vi befinder os, hvad de sovjetter er, der nu er trådt sammen til en alrussisk kongres, hvad det revolutionære demokrati er, som man her taler så uendelig meget om, for at skjule, at man fuldstændig har misforstået det og aldeles fornægter det. Thi at tale om det revolutionære demokrati til den alrussiske sovjetkongres og skjule denne institutions karakter, dens klassemæssige sammensætning, dens rolle i revolutionen, ikke at sige en stavelse om dette og samtidig gøre krav på betegnelsen demokrater, det er løjerligt. Man skitserer for os programmet for en borgerlig-parlamentarisk republik, som man kan finde den i hele Vesteuropa; man skitserer for os et program for reformer, der nu anerkendes af alle borgerlige regeringer, også af vor, og samtidig taler man til os om revolutionært demokrati. Til hvem taler man sådan? Til sovjetterne. Men nu spørger jeg jer, findes der et land i Europa, et borgerligt, demokratisk, republikansk land, hvor der eksisterer noget, der ligner disse sovjetter? I må svare, at det gør der ikke. Intetsteds eksisterer der en lignende institution, og det kan der heller ikke, for ét af to: enten en borgerlig regering med de reform»planer«, som man skitserer for os, og som snese af gange har været foreslået i alle lande, og som er blevet på papiret, eller den institution, som man i øjeblikket appellerer til, den nye type »regering«, som revolutionen har skabt, som der kun findes eksempler på under historiens største revolutionære opsving, f.eks. 1792 i Frankrig, 1871 samme sted, 1905 i Rusland. Sovjetterne – det er en institution, der ikke eksisterer i nogen af de sædvanlige borgerligt-demokratiske stater, og som heller ikke kan bestå ved siden af en borgerlig regering. Det er den nye, mere demokratiske statstype, som vi i vore partiresolutioner har kaldt arbejdernes og bøndernes demokratiske republik, hvor hele magten ligger hos arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Det er hen i vejret at tro, at dette skulle være et teoretisk spørgsmål, det er hen i vejret at ville fremstille sagen, som om man kunne komme uden om dette spørgsmål, det er hen i vejret at knibe udenom ved at sige, at der for tiden består institutioner af forskellig art ved siden af disse arbejder- og soldatersovjetter. Ja, de består ved siden af hinanden. Men netop det bevirker utrolig mange misforståelser, konflikter og gnidninger. Netop det er årsagen til, at den russiske revolutions første opsving, dens første skridt fremad, nu afløses af stagnation og af det tilbageskridt, som vi nu er vidne til i vor koalitionsregering, i hele indenrigs- og udenrigspolitikken i sammenhæng med den imperialistiske offensiv, der forberedes.
Et af to: enten en sædvanlig borgerlig regering – og så behøver man ikke arbejder-, bonde-, soldater- og andre sovjetter, så vil de enten blive jaget fra hinanden af generalerne, de kontrarevolutionære generaler, der har hæren i deres magt og ikke tager det ringeste hensyn til minister Kerenskijs veltalenhed, eller de vil dø en lidet berømmelig død. Anden vej findes der ikke for disse institutioner, som ikke kan tåle at gå tilbage, at blive stående, men kun kan eksistere, hvis de marcherer fremad. Se det er en statstype, der jo ikke blev opfundet af russerne, men blev skabt af revolutionen, for på anden måde kan revolutionen ikke sejre. Inden for den alrussiske sovjet er gnidninger og partiernes kamp om magten uundgåelig. Men derigennem vil eventuelle fejl og illusioner blive overvundet ved hjælp af massernes egen politiske erfaring (uro), og ikke ved hjælp af taler af ministre, der henviser til, hvad de har sagt i går, vil skrive i morgen og love i overmorgen. Dette er latterligt, kammerater, set ud fra den institution, der blev skabt af den russiske revolution og nu står overfor spørgsmålet: at være eller ikke være. Sovjetterne kan ikke blive ved at eksistere, som de gør nu. Voksne mennesker, arbejdere og bønder, skal samles for at vedtage resolutioner og påhøre beretninger, der ikke kan belægges med kendsgerninger! En institution som sovjetterne – det betyder overgangen til den republik, der vil skabe en fast magt, uden politi, uden stående hær, og det ikke i ord, men i gerning, den magt, der endnu ikke kan eksistere i Vesteuropa, den magt, uden hvilken den russiske revolution ikke kan sejre, i den forstand, at den sejrer over godsejerne, sejrer over imperialismen.
Uden denne magt kan der heller ikke være tale om, at vi vinder en sådan sejr, og jo mere vi tænker over det program, som man her anbefaler os, og de kendsgerninger, vi står overfor, des grellere træder den fundamentale modsigelse frem. Man siger os, som hovedtaleren og andre talere gjorde, at den første provisoriske regering var jo dårlig! Men dengang, da bolsjevikkerne, de usalige bolsjevikker, erklærede: »Ingen støtte, ingen tillid til denne regering«, hvor blev vi da ikke overdænget med beskyldninger for »anarkisme«! Nu siger alle, at den tidligere regering var dårlig, men hvorved adskiller koalitionsregeringen med de næsten-socialistiske ministre sig fra den tidligere regering? Er der ikke talt nok om programmer og projekter, er der ikke nok af dem, er det ikke på tide at gå over til handling? Der er jo allerede gået en måned, siden koalitionsregeringen dannedes den 6. maj. Se på kendsgerningerne, se på forfaldet i Rusland og i alle lande, der er inddraget i den imperialistiske krig. Hvad er årsag til forfaldet? Kapitalisternes røverpolitik. Dér hersker virkeligt anarki. Og den erkendelse stod ikke i vort blad, ikke i et eller andet bolsjevikblad, gud fri os, men i ministerbladet Rabotjaja Gaseta; [2] priserne på kulleverancer er blevet forhøjet af den »revolutionære« regering!! Koalitionsregeringen har imidlertid ikke ændret noget i denne henseende. Man spørger os, om socialismen da kan indføres i Rusland, om man overhovedet med ét slag kan gennemføre radikale forandringer – alt det er tomme udflugter, kammerater. Marx’ og Engels’ grundsætning er følgende, hvad de gang på gang har erklæret: »Vor lære er intet dogme, men en vejledning til handling«. [3] En ren kapitalisme, der går over i en ren socialisme, eksisterer ikke og kan ikke eksistere i noget land under krigen, men der er en mellemting, noget nyt, uden sidestykke, fordi hundreder af millioner af mennesker er revet ind i kapitalisternes forbryderiske krig og går deres undergang i møde. Det kommer ikke an på at love reformer – det er tomme ord; det kommer an på at tage det skridt, vi har brug for nu.
Hvis I vil påberåbe jer det »revolutionære« demokrati, må I skelne mellem dette begreb og det reformistiske demokrati under et kapitalistisk ministerium, fordi det omsider er på tide at holde op med fraserne om »revolutionært demokrati«, de gensidige lykønskninger med det »revolutionære demokrati«, og gå over til en klasse-karakteristik, sådan som marxismen og overhovedet den videnskabelige socialisme har lært os. Det, man foreslår os, er overgangen til et reformistisk demokrati under et kapitalistisk ministerium. Det ville måske være storartet, målt med den almindelige vesteuropæiske alen. Men i dette øjeblik trues en hel række lande af undergang, og de praktiske skridt, der angivelig er så komplicerede, at de er svære at gennemføre og må udarbejdes ganske særlig omhyggeligt, sådan som den foregående taler, borger ministeren for post- og telegrafvæsen sagde – disse skridt er ganske ligetil. Han sagde, at der i Rusland ikke findes noget politisk parti, der er rede til at overtage magten helt og holdent. Jeg svarede: »Jo! Det kan intet parti afvise, og det afviser vort parti ikke: det er til enhver tid rede til at overtage magten helt og holdent.« (Bifald, latter.) I kan le, så meget I vil, men når borger ministeren stiller os overfor dette spørgsmål på linje med højrepartiet, får han det tilbørlige svar. Intet parti kan afvise dette. Og i et øjeblik, da der endnu hersker frihed, da truslerne om arrestation og forvisning til Sibirien – truslerne fra de kontrarevolutionære, som vore næsten-socialistiske ministre sidder sammen med i regeringen – da de endnu kun er trusler, i et sådant øjeblik siger ethvert parti: vis os tillid, og vi vil give jer vort program.
Vor konference af 29. april har fastlagt dette program. [4] Desværre tager man intet hensyn til dette program og lader sig ikke lede af det. Åbenbart må man forklare det populært. Jeg vil forsøge at give borger ministeren for post- og telegrafvæsen en populær redegørelse for vore resolutioner, vort program. Vort program angående den økonomiske krise består i, at man øjeblikkelig forlanger – dette behøver man ikke på nogen måde at udsætte – at alle kapitalisternes uhørte udbytter skal offentliggøres; de når op på 500-800 pct., og kapitalisterne tager dem ikke som kapitalister i det frie marked, under den »rene« kapitalisme, men på krigsleverancer. Her er da virkelig et område, hvor arbejderkontrollen er nødvendig og mulig. Her er en foranstaltning, som I, når I kalder jer »revolutionært« demokrati, må virkeliggøre i sovjettens navn, og som kan virkeliggøres fra i dag til i morgen. Det er ikke socialisme. Det betyder at åbne folkets øjne for det virkelige anarki og det virkelige spil med imperialismen, spillet med folkets eje, med hundredtusinder af menneskeliv, der i morgen vil gå til grunde, for at vi vedblivende kan kvæle Grækenland. Offentliggør d’herrer kapitalisters profitter, arrester 50 eller 100 af de største millionærer. Det er nok at sætte dem fast nogle uger, selv med sådanne begunstigelser, som Nikolaj Romanov nyder, simpelt hen for at tvinge dem til at klarlægge de tråde, de bedrageriske manipulationer, den pøl og den havesyge, der også under den ny regering koster vort land tusinder og millioner daglig. Her har vi grundårsagen til anarkiet og forfaldet, det er derfor vi siger: hos os er alt ved det gamle, koalitionsministeriet har ikke ændret noget, det har kun forøget bunken af deklamationer og svulstige erklæringer. Hvor oprigtige folk end har været, hvor oprigtigt de end har villet det arbejdende folks vel, det har ikke ændret noget, det er den samme klasse, der har beholdt magten. Den politik, der føres, er ingen demokratisk politik.
Man fortæller os om »demokratiseringen af de centrale og lokale myndigheder«. Ved I da ikke, at det kun er i Rusland, disse ord er noget nyt? At snese af næsten-socialistiske ministre i andre lande har givet folket dér lignende løfter? Hvad betyder disse løfter, når vi står overfor de levende, håndgribelige kendsgerninger: den stedlige befolkning vælger sig et magtorgan, men demokratiets ABc krænkes af centrets krav om at udnævne eller godkende de lokale magtorganer. Kapitalisternes plyndring af nationens ejendom fortsætter. Den imperialistiske krig fortsætter, men os lover man reformer og atter reformer, der overhovedet ikke kan virkeliggøres under de nuværende forhold, fordi krigen holder alt nede, bestemmer alt. Hvorfor er I enige med dem, der siger, at krigen ikke føres af hensyn til kapitalisternes profit? Hvad er det, der bestemmer krigens karakter? Først og fremmest, hvilken klasse har magten, hvilken klasse fortsætter som herre, hvilken klasse kan stadig skrabe hundreder af milliarder til sig gennem bank- og finansoperationer? Det er den samme kapitalistiske klasse, og derfor er krigen nu som før en imperialistisk krig. Hverken den første provisoriske regering eller regeringen med de næsten-socialistiske ministre har ændret noget ved dette: de hemmelige traktater er stadig hemmelige, Rusland fører krig for Bosporus og Dardanellerne, for at fortsætte Ljakhovs politik i Persien osv.
Jeg ved, at I ikke ønsker dette, at flertallet af jer ikke ønsker det, og at ministrene ikke ønsker det, for det kan man ikke ønske, eftersom det betyder mord på snese af millioner af mennesker. Men tag den offensiv, som Miljukov, Maklakov og konsorter nu taler så meget om. De forstår udmærket, hvad det drejer sig om; de ved, at det hænger sammen med spørgsmålet om magten, med spørgsmålet om revolutionen. Man siger til os, at man må skelne mellem politiske og strategiske spørgsmål. Det er latterligt at stille det sådan op. Kadetterne forstår glimrende, at det her drejer sig om et politisk spørgsmål.
At den begyndende revolutionære kamp nedefra for freden skulle kunne føre til en separatfred, det er bagtalelse. Det første skridt, vi ville tage, hvis vi havde magten, ville være at arrestere de største kapitalister og at sønderrive hele deres intrigespil. Uden dette er alle fraser om fred uden anneksioner og erstatninger tomme ord. Vort næste skridt ville være uden hensyn til regeringerne at sige til folkene, at vi anser alle kapitalister for røvere, såvel Teresjtjenko, der ikke er et hår bedre end Miljukov, blot lidt dummere, som de franske og engelske kapitalister og alle andre.
Jeres eget blad Isvestija er kommet ud at svømme og foreslår status quo [5] i stedet for en fred uden anneksioner og erstatninger. Nej, sådan opfatter vi ikke en fred »uden anneksioner«, og her kommer selv bondekongressen sandheden nærmere, idet den taler om en »føderativ« republik [6] og dermed giver udtryk for den tanke, at den russiske republik ikke vil undertrykke noget folk, hverken med nye eller med gamle metoder, at den ikke vil lægge voldsmetoder til grund for relationerne til nogen nation, hverken til Finland eller til Ukraine, som krigsministeren chikanerer så grundigt, og med hvem man fremkalder ganske utilgivelige og utilstedelige konflikter. Vi ønsker en hel og udelelig russisk republik med en stærk regering, men en stærk regering opstår kun med folkets frivillige samtykke. »Revolutionært demokrati« – det er store ord, men de bliver anvendt på en regering, der ved smålige chikanerier komplicerer spørgsmålet om Ukraine og Finland, der overhovedet ikke vil rive sig løs, men blot siger: »I må ikke udskyde anvendelsen af demokratiets ABC til den konstituerende forsamling træder sammen!«
Man kan ikke slutte fred uden anneksioner og erstatninger, så længe man ikke giver afkald på egne anneksioner. Det er jo latterligt, det er jo at lege med tingene! Enhver arbejder i Europa ler ad det og siger: »De er meget veltalende, de opfordrer folkene til at styrte bankiererne, men selv sætter de deres indenlandske bankierer ind i ministeriet«. Arrester dem og afslør deres manipulationer, find ud af trådene – men det gør I ikke, skønt I har magtfulde organisationer, som man ikke kan sætte sig op imod. I har gennemlevet årene 1905 og 1917, I ved, at man ikke kan lave revolution på bestilling, at revolutionen i andre lande har gået opstandens tunge og blodige vej, men i Rusland findes ingen gruppe, ingen klasse, der vil kunne modsætte sig sovjetternes magt. I Rusland er revolutionen undtagelsesvis mulig som en fredelig revolution. Lad denne revolution i dag eller i morgen foreslå alle nationer fred gennem et brud med alle kapitalistklasser, så vil i løbet af kortest mulig tid Frankrigs såvel som Tysklands folk give deres tilslutning, fordi disse lande er ved at gå til grunde, fordi Tysklands stilling er håbløs, fordi Tyskland ikke kan redde sig, og fordi Frankrig....
(Dirigenten: Taletiden er udløbet.)
Jeg er færdig i løbet af et halvt minut.... (Uro, tilråb: fortsæt!, protester, bifald.)
(Dirigenten: Jeg kan meddele kongressen, at præsidiet foreslår at forlænge taletiden. Er der nogen indvendinger? Forlængelsen er vedtaget med et flertal.)
Jeg sagde, at hvis det revolutionære demokrati i Rusland var et virkeligt og ikke et formelt demokrati, ville det drive revolutionen fremad og ikke træffe aftaler med kapitalisterne, ikke nøjes med snak om fred uden anneksioner og erstatninger, men ophæve anneksionerne i Rusland og direkte erklære, at det anser enhver anneksion for forbryderisk og røverisk. Så ville det være muligt at undgå den imperialistiske offensiv, der truer tusinder og millioner mennesker med undergang for at få opdelt Persien og Balkan. Så ville vejen til freden være åben, det er ingen let vej – det siger vi ikke – en vej, der ikke udelukker en virkelig revolutionær krig.
Vi stiller ikke spørgsmålet sådan, som Basarov stiller det i dag i Novaja Sjisn, [7] vi siger kun, at Rusland er sådan stillet, at dets opgave ved slutningen af den imperialistiske krig er lettere, end det kunne se ud til. Ruslands geografiske forhold er sådan, at de magter der ville vove at støtte sig på kapitalen og dens røverinteresser og gøre front mod den russiske arbejderklasse og det tilknyttede halvproletariat, dvs. de fattigste bønder – hvis de indlod sig på dette, ville det være en yderst vanskelig opgave for dem. Tyskland står på afgrundens rand, og efter Amerikas indgriben, Amerika, der vil sluge Mexico og sandsynligvis i morgen være i kamp med Japan – efter denne indgriben er Tysklands stilling håbløs, Tyskland vil blive tilintetgjort. Frankrigs geografiske beliggenhed er sådan, at det lider mest, og dets udmattelse har nået et maksimum. Dette land sulter mindre end Tyskland, men det har mistet et langt større menneskemateriale end Tyskland. Hvis man nu fra første færd beskar de russiske kapitalisters profit og fratog dem enhver mulighed for at skrabe hundreder af millioner til sig; hvis man foreslog alle nationer fred mod kapitalisterne i alle lande gennem den direkte erklæring, at I afslår at træde i forhandling eller forbindelse med de tyske kapitalister og dem, der direkte eller indirekte støtter dem eller er i kompagni med dem, at I afslår at forhandle med de franske og engelske kapitalister – så ville I anklage dem overfor arbejderne. Så ville I ikke betragte det som en sejr, at MacDonald har fået sit pas, [8] han, der aldrig har ført en revolutionær kamp mod kapitalen, og som man lader rejse, fordi han aldrig har optrådt mod de engelske kapitalister med den revolutionære kamps tanker, ideer, principper, praksis og erfaring, den revolutionære kamp, for hvis skyld vor kammerat Maclean og hundrede andre engelske socialister sidder i fængsel, og for hvis skyld vor kammerat Liebknecht sidder i tugthuset, han, som sagde: »Tyske soldater, vend våbnene mod jeres kejser«.
Ville det ikke være rigtigere at sende de imperialistiske kapitalister på det selvsamme tvangsarbejde, som flertallet af den provisoriske regering i den specielt med dette formål genoprettede tredje duma – jeg ved for øvrigt ikke, hvad nummer den har, den tredje eller den fjerde – daglig forbereder og lover os, og som der allerede skrives nye lovforslag om i justitsministeriet? Maclean og Liebknecht – det er navnene på de socialister, der praktiserer tanken om revolutionær kamp mod imperialismen. Sådan må man sige til alle regeringer for at kæmpe for freden, man må anklage dem overfor folkene. Så vil I bringe alle imperialistiske regeringer i en kilden situation. Men nu er I selv kommet ud at svømme, da I henvendte jer til folket med opråbet om fred af 14. marts, [9] hvori det hedder: »Styrt jeres tsarer, jeres konger og bankierer«, samtidig med at vi, der har en så enestående talstærk, erfaren, materielt kraftig organisation som arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet, danner blok med vore bankierer, opretter en næsten-socialistisk koalitionsregering og skriver reformforslag af samme art, som man har skrevet i Europa gennem årtier. Der, i Europa, ler man ad den slags kamp for freden! Der vil man først kendes ved den, når sovjetterne griber magten og går revolutionært til værks.
Kun ét land i verden kan tage skridt til at standse den imperialistiske krig med det samme, i klassemålestok, mod kapitalisterne, uden blodig revolution, kun ét land, og det land er Rusland. Og sådan vil det være, så længe arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet består. Ret længe vil denne ikke kunne bestå ved siden af en provisorisk regering af almindelig type. Og den vil kun bestå som hidtil, så længe man ikke er begyndt på offensiven. At indlede en offensiv vil betyde et omsving i hele den russiske revolutions politik, dvs. man venter ikke længere en fred, man forbereder ikke freden ved en revolutionær opstand fra neden, men genoptager krigen. En overgang fra forbrødring på én front til forbrødring på alle fronter, en overgang fra spontan forbrødring, hvor mandskabet gav de sultne tyske proletarer en brødskorpe i bytte for en lommekniv, hvad de risikerer at komme på strafarbejde for, til bevidst forbrødring – det var den vej, der tegnede sig for os.
Når vi tager magten i vore hænder, så vil vi tøjle kapitalisterne, og så vil det ikke være den krig, der føres nu – thi krigen bestemmes af, hvilken klasse der fører den, og ikke af, hvad der står på papiret. På papiret kan man skrive, hvad man vil. Men så længe kapitalistklassen har flertallet i regeringen, fortsætter krigen med at være en imperialistisk krig, hvad I end skriver, hvor veltalende I end er, hvilke næsten-socialistiske ministre I end måtte have i regeringen. Det ved alle, og alle kan se det. Eksemplerne Albanien, Grækenland og Persien [10] har vist det så klart og anskueligt, at jeg undrer mig over, hvorfor alle angriber vore skriftlige erklæringer (om offensiven), [11] mens ingen siger et ord om de konkrete eksempler! Det er let at love planer, men de konkrete forholdsregler bliver stadig udskudt. At skrive en deklaration om fred uden anneksioner er let, men eksemplerne Albanien, Grækenland og Persien faldt jo i tiden efter koalitionsministeriets dannelse. Delo Naroda, [12] der ikke er organ for vort parti, men et regeringsorgan, et ministerorgan, har jo også skrevet, at man håner det russiske demokrati, at man kvæler Grækenland. Og denne Miljukov, som I forestiller jer som gud ved hvad – han er et almindeligt medlem af sit parti, og Teresjtjenko er heller ikke andet – han skrev, at ententediplomatiet har lagt tryk på Grækenland. Krigen er stadig imperialistisk, og I kan nok så oprigtig føle med det arbejdende folk, I kan nok så oprigtig ønske fred – jeg er fuldstændig overbevist om, at massernes ønske om fred er absolut oprigtigt –I er dog magtesløse, fordi krigen ikke kan føres på anden måde end ved at føre revolutionen videre. Da revolutionen begyndte i Rusland, da begyndte også den revolutionære kamp nedefra for freden. Hvis I havde taget magten, hvis magten var gået over til de revolutionære organisationer med det formål at føre kampen mod de russiske kapitalister, så ville de arbejdende i andre lande have troet på jer, og så kunne I foreslå fred. Så ville vi have sikret os fred i det mindste med to parter, med to folk, der er ved at forbløde, og hvis stilling er håbløs, med Tyskland og Frankrig. Og hvis omstændighederne så havde stillet os overfor en revolutionær krig – det kan ingen vide, og vi benægter ikke denne mulighed – så ville vi sige: »Vi er ikke pacifister, vi viger ikke tilbage for en krig, hvis den revolutionære klasse har magten, hvis den virkelig har afskåret kapitalisterne fra enhver indflydelse på sagerne og fra at forøge det forfald, der tillader dem at skrabe hundreder af millioner til sig«. Den revolutionære magt ville forklare alle nationer uden undtagelse, at alle nationer skal være frie, at lige så lidt som det tyske folk vover at kæmpe for at fastholde Elsass-Lothringen, vil det franske folk vove at føre krig for sine kolonier, for hvis Frankrig kæmper for sine kolonier, så har Rusland Khiva og Bukhara, som også er en slags kolonier, og så begynder opdelingen af kolonierne på ny. Men hvordan skal de opdeles, på hvilken basis? Efter styrkeforhold. Men styrkeforholdet har imidlertid ændret sig, kapitalisterne er i en sådan situation, at der ikke findes anden udvej end krig. Når I tager den revolutionære magt, vil I også have den revolutionære vej til fred: En henvendelse til folkene med en revolutionær appel, en forklaring af taktikken på grundlag af jeres eksempel. Så vil vejen åbne sig for jer til en fred, der er erobret på revolutionær vis, og så er der den største sandsynlighed for, at hundredtusinder af menneskers undergang kan undgås. Så kan I være sikker på, at det tyske og det franske folk vil udtale sig til gunst for jer. De engelske, japanske og amerikanske kapitalister vil imidlertid, selv om de ønsker krigen mod den revolutionære arbejderklasse, hvis kræfter vil tidobles, så snart kapitalisterne er tøjlet, så snart de er fjernet fra magten, og kontrollen går over på arbejdernes hænder – selv om de amerikanske, engelske og japanske kapitalister ønsker krigen, så er der 99 procents chancer for, at de ikke vil være i stand til at føre den. Det vil være tilstrækkeligt at erklære, at I ikke er pacifister, at I vil forsvare jeres republik, jeres arbejderdemokrati, jeres proletariske demokrati mod de tyske, franske og andre kapitalister – det vil være tilstrækkeligt til at sikre freden.
Derfor har vi tillagt vor erklæring om offensiven så stor en betydning. Der er indtrådt et vendepunkt for hele den russiske revolutions historie. Da den russiske revolution begyndte, fik den hjælp af Englands imperialistiske bourgeoisi, som troede, at Rusland var noget i retning af Kina eller Indien. I stedet for skete der det, at ved siden af regeringen, hvor godsejerne og kapitalisterne nu har flertallet, opstod sovjetterne, et magtfuldt repræsentationsorgan med en kraft uden lige, som I ødelægger ved at deltage i bourgeoisiets koalitionsministerium. I stedet for har den russiske revolution bevirket, at sympatien for den revolutionære kamp nedefra mod den kapitalistiske regering overalt i alle lande er blevet tredoblet. Spørgsmålet står sådan: skal vi gå fremad eller tilbage? I en revolutionær tid kan man ikke blive stående på samme sted. Derfor er offensiven et vendepunkt i hele den russiske revolution, ikke på grund af offensivens strategiske betydning, men i politisk og økonomisk henseende. Offensiven nu er en fortsættelse af det imperialistiske myrder i og af nedslagtningen af hundredtusinder, ja millioner af mennesker, objektivt, uafhængigt af denne eller hin ministers vilje eller hensigter, med det formål at kvæle Persien og andre svage folk. Magtens overgang til det revolutionære proletariat, som støttes af de fattige bønder, er ensbetydende med overgangen til den revolutionære kamp for freden i de sikreste, de mest smertefri former, som menneskeheden nogen sinde har kendt, overgangen til, at de revolutionære arbejderes magt og sejr sikres såvel i Rusland som i hele verden. (Bifald fra en del af forsamlingen.)
1. Den 1. alrussiske sovjetkongres af arbejder- og soldaterrepræsentanter fandt sted i Petrograd fra 3. til 24. juni (16. juni til 7. juli) 1917. Der deltog mere end 1000 delegerede i kongressen. Bolsjevikkerne, der dengang havde mindretal i sovjetterne, havde 105 delegerede. De socialrevolutionære og mensjevikkerne havde flertal. På kongressens dagsorden var følgende spørgsmål: stilling til den provisoriske regering, krig, forberedelse af den konstituerende forsamling osv. Lenin talte på kongressen om bolsjevikkernes stilling til den provisoriske regering og til krigen. Bolsjevikkerne fremlagde deres egne resolutioner til de vigtigste spørgsmål. De påviste væsenet i den imperialistiske krig og opfordrede til at overgive den samlede magt til sovjetterne. Kongressen besluttede at understøtte den provisoriske regering, støttede de russiske troppers forestående offensiv på fronten og gik imod at overgive al magt til sovjetterne. – S. 144.
2. Rabotjaja Gaseta (Arbejderbladet) – se note 30 til artiklen Proletariatets Opgaver I Vor Revolution. – S. 146.
3. Se Karl Marx/Friedrich Engels, Werke, Bd. 36, s. 578. – S. 147.
4. Lenin mener beslutningerne fra RSDAP(b)’s 7. alrussiske konterende (aprilkonferencen), der blev afholdt i Petrograd fra 24. til 29. april (7. til 12. maj) 1917. (Se SUKP I Resolutioner Og Beslutninger Fra Partikongresser, Partikonferencer Og Centralkomiteens Plenarmøder, 7. oplag, 1. del, Moskva 1954, s. 332-353, russ.). – S. 147.
5. Det drejer sig om den 1. alrussiske kongres af bonderepræsentanter, der fandt sted 4.-28. maj (17. maj-10. juni) 1917; kongressen vedtog en beslutning om det fremtidige politiske system i Rusland. – S. 149.
6. Lenin henviser til en artikel af V. Basarov Hvad Vil Der Videre Ske? Artiklen blev trykt i nr. 40 af avisen Novaja Sjisn den 4. (17.) juni 1917 og behandlede spørgsmålet, om man kunne få en slutning på krigen. Basarov gik ind for fortsættelsen af en separat krig, ligesom for at redde revolutionen. – S. 150.
7. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – dagblad, der blev udgivet i Petrograd fra 18. april 1917 til juli 1918. Avisen blev startet af en gruppe mensjevikiske internationalister og skribenter. Blev lukket af Kerenskij 2. juli 1917, men udkom derefter indtil 8. september under navnet Svobodnaja Sjisn. Bladet forholdt sig fjendtligt til oktoberrevolutionen og sovjetmagten. Blev lukket i juli 1918. – S. 151.
8. »Socialisterne«, deriblandt MacDonald, fik af de allierede magter udleveret pas til den internationale »socialistiske« konference i Stockholm. – S. 151.
9. Opråbet fra Petrograds arbejder- og soldaterrepræsentanters sovjet Til Folk I Hele Verden blev vedtaget af sovjettens socialrevolutionære og mensjevikiske flertal under pres fra den brede bevægelse blandt arbejderne, der kæmpede for at få en afslutning på krigen. Opråbet blev vedtaget på sovjettens samling den 14. (27.) marts 1917 og blev den efterfølgende dag trykt i aviserne Pravda og Isvestia Petrogradskogo Soveta Rabotjihk i Soldatskikh Deputatov (Nyheder Fra Petrograds Arbejder- Og Soldaterrepræsentanter).
Opråbet appellerede til det arbejdende folk i de krigsførende lande om »fælles og beslutsomme aktioner for fred«, men afslørede ikke krigens røveriske karakter, og fremkom ikke med praktiske foranstaltninger i kampen for fred samt retfærdiggjorde faktisk den imperialistiske krigs fortsættelse ved hjælp af den provisoriske regering. – S. 152.
10. I juni 1917 blev Albanien okkuperet af Italien. I Grækenland besatte franske og engelske tropper en række byer. Under den imperialistiske verdenskrig 1914-1918 blev den nordlige og centrale del af Persien besat af russiske tropper og den sydlige del af engelske tropper. – S. 153.
11. Der henvises til erklæringen fra den bolsjevikiske fraktions bureau og fra de forenede internationalistiske socialdemokraters bureau på den 1. alrussiske sovjetkongres med et krav til kongressen om i første række at behandle spørgsmålet om den provisoriske regerings planlagte offensiv på fronten. I erklæringen blev det fastslået, at denne offensiv var blevet dikteret af de allierede imperialister, og at de kontrarevolutionære kredse i Rusland regner med på denne måde at koncentrere magten i hænderne på militær-diplomatiske og kapitalistiske grupper og slå et slag mod den revolutionære kamp for fred og mod de positioner, som det russiske demokrati har erobret. Erklæringen advarer arbejderklassen, hæren og bønderne mod den fare, der truer landet og opfordrer kongressen til straks at slå den kontrarevolutionære modstand tilbage.
Forslaget fra RSDAP(b)’s gruppes bureau blev afvist af kongressen. – S. 153.
12. Delo Naroda (Folkets Sag) – se note 6 til artiklen Aprilkonferencen. – S. 153.
Sidst opdateret 29.6.2013