Trykt første gang i Pravda nr. 93, 23. april 1929. Trykt efter den stenografiske rapport.
Engelsk oversættelse (War and Revolution) i Lenin: Collected Works, vol. 24, Progress Publishers, Moscow 1964/74, pp.398-421.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. dec. 2014 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Noter oversat og tilføjet fra Collected Works.
Selve spørgsmålet om krig og revolution er diskuteret så meget i den senere tid, såvel i hele pressen som på alle folkemøder, at mange af jer efter al sandsynlighed ikke alene kender mange sider ved dette spørgsmål udmærket, men også er nået at blive trætte af det. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at tale, ja ikke engang været til stede på partimøder eller overhovedet folkemøder her i denne bydel og risikerer måske derfor at fortabe mig i gentagelser eller at gå for let hen over sider af dette spørgsmål, som interesserer jer meget.
Det forekommer mig, at hovedsagen, det man sædvanligt glemmer, når man taler om krigen, og som man ikke skænker tilstrækkelig opmærksomhed, hovedsagen, som er årsag til så mange stridigheder – og jeg kan måske sige: tomme, håbløse, formålsløse stridigheder – det er grundspørgsmålet om, hvilken klassekarakter krigen har, af hvad grund denne krig er brudt ud, hvilke klasser der fører den, hvilke historiske og historisk-økonomiske betingelser der har fremkaldt den. Når jeg har haft lejlighed til på møder og i partiforsamlinger at følge, hvordan man hos os behandler spørgsmålet om krigen, har jeg fået den overbevisning, at mange misforståelser på dette område navnlig skyldes, at vi bestandig taler i helt forskellige tunger, når vi drøfter spørgsmålet om krigen.
Fra marxismens synspunkt, d.v.s. ud fra vor tids videnskabelige socialisme, er grundspørgsmålet, når socialisterne undersøger, hvordan man skal vurdere krigen, og hvordan man skal stille sig til den – grundspørgsmålet er, hvad denne krig føres for, hvilke klasser, der har forberedt den og dirigerer den. Vi, marxisterne, hører ikke til dem, der ubetinget er imod enhver krig. Vi siger: vort mål er den socialistiske indretning af samfundet, som afskaffer menneskehedens opdeling i klasser, afskaffer al udbytning af mennesker ved mennesker, den ene nations udbytning af andre nationer, og derved uundgåeligt afskaffer enhver mulighed for krig overhovedet. Men i krigen for denne socialistiske samfundsorden møder vi uvægerligt forhold, hvor klassekampen indenfor den enkelte nation kan være kombineret med krig mellem forskellige nationer, en krig, som denne klassekamp selv har affødt. Vi kan derfor ikke benægte muligheden af revolutionære krige, d.v.s. krige, som har deres udspring i klassekampen, føres af revolutionære klasser og har direkte, umiddelbar revolutionær betydning. Vi kan så meget mindre benægte dette, som de europæiske revolutioners historie i det sidste hundrede år, en 125-135 år, viser, at der ved siden af det reaktionære flertal af krige også gaves revolutionære krige, f.eks. de franske revolutionære folkemassers krig mod det forenede monarkistiske, tilbagestående, feudale og halvfeudale Europa. Og i vore dage er der ikke noget massebedrag, der er mere udbredt i Vesteuropa, i den sidste tid også hos os, i Rusland, end det bedrag, at man holder de revolutionære kriges eksempel op for masserne. Krig og krig er to ting. Man må gøre sig klart, hvilke historiske betingelser den givne krig er udsprunget af, hvilke klasser der fører den, i hvis navn den føres. Hvis vi ikke gør os dette klart, vil alle vore overvejelser om krigen ende i tomhed, i en rent formel og ufrugtbar strid. Derfor tillader jeg mig også, når I nu har taget spørgsmålet om forholdet mellem krig og revolution op, at gå udførligt ind på denne side af sagen.
Man husker, hvad en af de mest kendte skribenter om krigenes filosofi og krigenes historie, Clausewitz, siger: »Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler.« [1] Denne udtalelse skyldes en skribent, som arbejdede med krigenes historie og drog den filosofiske lære af denne historie – kort efter napoleonskrigenes epoke. Denne skribent, hvis grundtanker i vore dage ubetinget anerkendes af ethvert tænkende menneske, kæmpede allerede for ca. 80 år siden mod den spidsborgerlige og dumme fordom, at krigen skulle kunne udledes af de pågældende regeringers, de pågældende klassers politik, at man når som helst kan betragte krigen som et simpelt overfald, der bryder freden, med genoprettelse af den brudte fred bagefter. Man slås og man forliges! Det er en grov og dum anskuelse, som er gendrevet for årtier siden, og som gendrives af enhver nogenlunde opmærksom analyse af en hvilken som helst krigsepoke.
Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler. Enhver krig er uadskilleligt forbundet med den politiske ordning, af hvilken den udspringer. Den samme politik, som en bestemt magt, en bestemt klasse indenfor denne magt har ført i lang tid før krigen, fortsætter den selvsamme klasse uundgåeligt og uvægerligt under krigen, den skifter kun arbejdsform.
Krigen er politikkens fortsættelse med andre midler. Da de franske revolutionære byfolk og revolutionære bønder i slutningen af det 18. århundrede oprettede den demokratiske republik, efter hjemme at have styrtet monarkiet på revolutionær vis, da de gjorde op også med deres godsejere, efter at have gjort op med monarken – da måtte denne politik fra den revolutionære klasses side bringe hele det øvrige enevældige, tsaristiske, kongelige, halvfeudale Europa til at vakle i sin grundvold. Og den uundgåelige fortsættelse af den politik, som den sejrende revolutionære klasse i Frankrig havde ført, blev den krig, i hvilken alle monarkistiske folk i Europa gik imod det revolutionære Frankrig, idet de oprettede deres berømte koalition og førte en kontrarevolutionær krig mod Frankrig. I landets indre viste det revolutionære franske folk for første gang et maksimum af revolutionær energi som man ikke havde kendt i århundreder, og på samme måde viste det en lige så gigantisk revolutionær skaberevne i krigen i slutningen af det 18. århundrede, idet det omskabte hele det strategiske system, sønderrev krigens gamle love og sædvaner og i stedet for de gamle tropper skabte en ny revolutionær folkearmé og en ny krigsførelse. Dette eksempel synes jeg fortjener særlig opmærksomhed, fordi det anskueligt viser os det, som de borgerlige avisers skribenter nu bestandig glemmer, når de spiller på de fuldkommen uudviklede folkemassers fordomme og småborgerlige uvidenhed; disse folkemasser forstår jo ikke krigens ubrydelige økonomiske og historiske forbindelse med den forudgående politik i hvert land og hos hver klasse, som herskede før krigen og dengang nåede sine mål med såkaldte »fredelige« midler. Såkaldte – thi de skrappe midler, der gerne skal til for at opretholde det »fredelige« herredømme over kolonierne, kan næppe kaldes fredelige.
I Europa herskede der fred, men den opretholdtes kun ved, at de europæiske folk praktiserede deres herredømme over hundreder af millioner indbyggere i kolonierne ved stadige, uafbrudte, aldrig ophørende krige, som vi europæere ikke regner for krige, fordi de altfor ofte ikke lignede krige, men den mest dyriske nedslagtning, udryddelse af ubevæbnede folk. Men sagen er netop den, at for at få fuld forståelse af den nuværende krig må vi først og fremmest kaste et almindeligt blik på de europæiske magters politik som helhed. Man skal ikke tage enkelte eksempler eller enkelte tilfælde, som det altid er let at rive ud af deres forbindelse med samfundslivet, og som ikke har nogen som helst værdi, fordi det også er let at anføre et modsat eksempel. Nej, for at forstå, hvorledes den nuværende krig uvægerligt, uundgåeligt er opstået af dette system, er det nødvendigt at betragte hele det europæiske statssystems politik i dets økonomiske og politiske sammenhæng.
Vi kan stadig iagttage forsøg særlig fra de kapitalistiske avisers side – ligegyldig om det er monarkistiske eller republikanske – på at give den nuværende krig et historisk indhold, som den ikke har. F.eks. Er det meget almindeligt i den franske republik at ville fremstille denne krig fra Frankrigs side som en fortsættelse og et sidestykke til den store franske revolutions krige i året 1792. Der er ikke noget mere yndet end at bedrage de franske folkemasser, de franske arbejdere og arbejderne i alle lande, ved at omplante den epokes sprogbrug til vor epoke, enkelte af dens paroler, og man forsøger på at fremstille sagen sådan, at også nu forsvarer det republikanske Frankrig sin frihed mod monarkiet. De glemmer den »lille« omstændighed, at dengang, i 1792, blev krigen ført af Frankrigs revolutionære klasse, som gennemførte en vældig revolution, ødelagde det franske monarki i dets grundvold ved hjælp af massernes enestående heltemod og rejste sig imod det forenede monarkistiske Europa, ikke med noget som helst andet mål end at fortsætte sin revolutionære kamp.
Krigen i Frankrig var fortsættelsen af den revolutionære klasses politik, som gennemførte revolutionen, erobrede republikken og gjorde op med de franske kapitalister og godsejere med en hidtil ukendt energi. I denne politiks navn og som fortsættelse af den førte denne klasse den revolutionære krig imod det forenede monarkistiske Europa.
Nu har vi først og fremmest for os to grupper af kapitalistiske magter i forbund. Vi har for os alle de største kapitalistiske magter i verden: England, Frankrig, Amerika, Tyskland, hvis hele politik gennem mange årtier har bestået i et uafbrudt økonomisk kapløb for at beherske hele verden, kvæle de små folk, sikre sig mangedoblede udbytter af bankkapitalen, som har inddraget hele verden i sin indflydelsessfære. Deri består Englands og Tysklands virkelige politik. Dette vil jeg understrege. Man må aldrig nogensinde blive træt af at understrege dette, for hvis vi glemmer det, kan vi intet forstå af den nuværende krig og vil da være hjælpeløst i en hvilken som helst borgerlig skribents magt, når han stikker os nogle falske fraser ud.
Den virkelige politik, som begge disse grupper om de største kapitalistiske giganter – grupperne om England og Tyskland, som med deres forbundsfæller er gået løs på hinanden – denne politik skal granskes og forstås i sin helhed flere årtier tilbage før krigen. Hvis vi ikke gør dette, vil vi ikke blot glemme den videnskabelige socialismes og overhovedet al samfundsvidenskabs grundkrav; vi ville berøve os selv muligheden for at forstå noget som helst af den nuværende krig. Vi ville da give os i Miljukovs vold, denne bedrager, som opelsker chauvinismen og hadet mellem folkene med metoder, som anvendes allevegne uden undtagelse, metoder, som førnævnte Clausewitz skrev om for 80 år siden; allerede dengang spottede han det enkle synspunkt, at – folkene levede fredeligt, og så kom de op at slås! Og det skulle være sandheden! Kan man da forklare krigen, hvis man ikke betragter den i sammenhæng med den givne stats forudgående politik, det givne statssystems, de givne klassers politik? Jeg gentager endnu engang: dette er hovedsagen, som man stadig glemmer, og når man ikke forstår dette, bliver ni tiendedele af samtalerne om krigen til tomt skænderi og udveksling af talemåder. Vi siger: hvis man ikke har studeret begge de kæmpende magtgruppers politik gennem årtier, for at undgå tilfældigheder, for ikke at pille enkelte eksempler ud, hvis man ikke har påvist denne krigs sammenhæng med den forudgående politik, har man ikke forstået noget som helst af denne krig.
Denne politik viser os tilfulde én ting: den uafbrudte økonomiske konkurrence mellem to af de største verdensgiganter, mellem to kapitalistiske, økonomiske områder. På den ene side England med en stat, som behersker en stor del af jordkloden, en stat, der står på første plads, hvad rigdom angår, som har skabt denne rigdom ikke så meget ved sine arbejderes arbejde, men hovedsagelig ved at udbytte den umådelige mængde kolonier, ved de engelske bankers umådelige styrke, idet der i spidsen for alle øvrige banker står et ringe antal, en 3, 4, 5 stykker, en gruppe af gigantbanker, der råder over hundreder af milliarder rubler og forvalter dem sådan, at man uden nogen som helst overdrivelse kan sige: der er ikke en plet jord på hele jordkloden, som denne kapital ikke har lagt sin tunge hånd på, ikke en plet jord, som ikke er blevet omspundet af den engelske kapitals tusinder af tråde. Denne kapital har i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede antaget et sådant omfang, at dens virksomhed er blevet ført langt udenfor de enkelte staters grænser og har skabt en gruppe gigantbanker med en uhørt rigdom. Med dette ringe antal banker i spidsen har den ved hjælp af dette net af hundreder milliarder rubler indspundet hele verden. Se det er grundlaget for Englands økonomiske politik og for Frankrigs økonomiske politik, om hvilken selv franske skribenter, medarbejdere ved f.eks. »L’Humanité«, [2] en avis, der for øjeblikket ledes af tidligere socialister (f.eks. selve den kendte specialist i finansspørgsmål, Lysis) skrev allerede nogle år før krigen: »Frankrig, det er et finansmonarki, Frankrig, det er et finansoligarki, Frankrig, det er hele verdens ågerkarl.«
På den anden side fremstod der imod denne væsentlige engelsk-franske gruppe en anden gruppe af kapitalister, endnu mere rovgrisk, endnu mere røverisk, en gruppe, som først kom til de kapitalistiske retters bord, da alle pladser var optaget, men som har ført nye metoder til udvikling af den kapitalistiske produktion ind i kampen, en bedre teknik, en uden sammenligning bedre organisation, og har omdannet den gamle kapitalisme, kapitalismen fra den frie konkurrences tid, til de gigantiske trusters, syndikaters, kartellers kapitalisme. Denne gruppe gjorde begyndelsen til den kapitalistiske produktion i statsformat, sammenslutningen af kapitalismens gigantiske kræfter med statens gigantiske kraft til een mekanisme, som har samlet snese af millioner mennesker i een organisation, statskapitalismens organisation. Det er den økonomiske historie, det er den diplomatiske historie i en række årtier, og den kan ingen komme udenom. Kun den giver dem vejen til den rigtige løsning af krigens problem og viser dem, at også den nuværende krig er et produkt af de klassers politik, som i denne krig tager livtag, to vældige giganter, der længe før krigen har kastet sig over hele verden, over alle de lande, som nu er omspundet af deres finansielle udbytningsnet, og som indtil krigen delte hele verden imellem sig økonomisk. De måtte tørne sammen, fordi nyopdelingen af dette herredømme fra kapitalismens synspunkt var blevet uundgåeligt.
Den gamle opdeling var bygget på, at England i løbet af nogle århundreder havde ødelagt sine tidligere konkurrenter. Dets tidligere konkurrent var Holland, som herskede over en hel verden, dets tidligere konkurrent var Frankrig, som i ca. 100 år førte krige for at opnå dette herredømme. Med langvarige krige befæstede England på grundlag af sine økonomiske kræfter sin handelskapitals kræfter, sit verdensherredømme, som intetsteds kunne anfægtes.
Så kom der et nyt rovdyr, der skabtes i 1871 en ny kapitalistisk magt, som udviklede sig langt hurtigere end England. Dette er en afgørende kendsgerning. De finder ikke en eneste bog om økonomisk historie, som ikke vil anerkende denne utvivlsomme kendsgerning – Tysklands hurtigere udvikling. Denne hurtigere udvikling af Tysklands kapitalisme var et ungt og stærkt rovdyrs udvikling, som meldte sig i de europæiske staters forbund og sagde: »I har ødelagt Holland, I slog Frankrig, I har lagt jeres hånd på den halve verden – tag og giv os en passende del«. Men hvad betyder »passende del«? Hvordan skal man afgøre det i den kapitalistiske verden, i en verden af banker? Dér bestemmes styrken ved bankernes mængde, dér bestemmes styrken således, som et organ for de amerikanske milliardærer med renlivet amerikansk åbenhjertighed og renlivet amerikansk kynisme definerede det. Det sagde: »I Europa er der krig om herredømmet over verden. For at kunne herske over verden må man have to ting: dollars og banker. Dollars har vi, banker laver vi, og så vil vi herske over verden«. Dette er en udtalelse af de amerikanske milliardærers førende avis. Jeg må sige, at i denne amerikanske, kyniske udtalelse af en indbildsk og nederdrægtig milliardær er der tusinde gange mere sandhed end i de tusinder af artikler fra borgerlige løgnhalse, der vil fremstille denne krig som en krig for de og de nationale interesser, nationale spørgsmål og lignende, som råber til himlen, en løgn, der skyder alle historiske kendsgerninger til side og tager et enkelt eksempel frem, den begivenhed, at det tyske rovdyr kastede sig over Belgien. Denne kendsgerning er uden tvivl rigtig. Ja, denne gruppe rovdyr har med uhørt grusomhed kastet sig over Belgien, men den gjorde nøjagtig det samme, som en anden gruppe i går gjorde med andre midler og i dag gør med andre folk.
Spørgsmålet om anneksioner indgår jo i det, jeg i korthed har forsøgt at klarlægge, de økonomiske og diplomatiske forholds historie, som har fremkaldt den nuværende krig, og når vi diskuterer om anneksioner, glemmer vi altid, at almindeligvis er det derom, krigen føres: deling af erobringerne, eller for at sige det mere populært, deling af det bytte, som to røverbander har røvet. I diskussionerne om anneksioner møder vi stadigvæk metoder, der fra et videnskabeligt synspunkt ikke kan stå for kritik, og fra socialoplysningens synspunkt er de sådan, at man ikke kan kalde dem andet end groft bedrag. Spørg de en russisk chauvinist eller socialchauvinist, og han vil ypperligt forklare, hvad en anneksion fra Tysklands side er, han forstår det udmærket. Men han vil aldrig svare, når de beder ham give en almindelig definition af en anneksion, en definition, som passer både på Tyskland og England og Rusland. Han vil aldrig give noget svar! Og når bladet »Retj« (for at gå fra teori til praksis) gjorde sig lystig over vort blad »Pravda« og sagde: »disse Pravdister betragter kurland som en anneksion! Hvad kan man tale med sådanne folk om?« – så måtte det tie til vort spørgsmål: »vær så venlig at definere en anneksion, sådan at definitionen passer både for tyskere, englændere og russere; vi erklærer, at enten går de uden om dette, eller også kan vi øjeblikkelig afsløre dem.« Vi forsikrer, at ikke et eneste blad, eller de chauvinister, som blot siger, at man skal forsvare fædrelandet, og heller ikke socialchauvinisterne nogensinde har givet en definition af anneksion, som ville gælde både for Tyskland og Rusland, en definition, man ville kunne anvende på alle. Og de kan ikke give nogen, fordi hele denne krig er en fortsættelse af anneksionspolitikken, d.v.s. erobringer , kapitalistiske røvere fra begge sider, fra begge grupper, som fører krigen. Og derfor er det klart, at spørgsmålet om, hvem af disse to røvere, der først trak kniven, ikke har nogen som helst betydning for os. Se på historien om begge gruppers udgifter til land- og søstridskræfter i løbet af årtier, se på historien om de små krige, som de førte før den store, »små« fordi der ikke gik mange europæere til grunde i dem, men til gengæld gik der hundredtusinder til grunde af de folk, som de kvalte, som fra deres synspunkt end ikke kunne anses for at være folk (nogle asiater, afrikanere – er det kanske folk?) Med disse folk førte man krig på følgende måde: de var ubevæbnede, og man nedskød dem med maskingeværer. Er det kanske krig? Dette er egentlig ikke engang krig, dette kan man glemme. Se sådan forholder de sig til dette gennemførte bedrag over for folkemasserne.
Denne krig er en fortsættelse af den erobringspolitik, nedskydning af hele folkeslag, eksempelløse grusomheder, som tyskerne og englænderne har begået i Afrika, englænderne og russerne i Persien – jeg ved ikke, hvilke af dem der var størst – på grund af hvilke de tyske kapitalister betragtede de andre som fjender. Nå, I er stærke, fordi I er rige? Men vi er stærkere end jer, og derfor har vi lige så »hellig« ret til at røve. Se, deri består den engelske og den tyske finanskapitals virkelige historie i en hel række årtier forud for krigen. Deri består det russisk-tyske, det russisk-engelske og tysk-engelske forholds historie. Her er nøglen til forståelsen af, hvorfor krigen føres. Derfor er det charlataneri og bedrag, når man udspreder historier om, hvorfor krigen brød ud. De glemmer finanskapitalens historie, historien om, hvordan denne krig spirede frem af opdelingen, og fremstiller sagen sådan: to folk levede fredeligt, men så gik det ene til angreb, og de andre begyndte at forsvare sig. Hele videnskaben er glemt, bankerne er glemt, folkene opfordres til at gribe til våben, bonden opfordres til at gribe til våben, han der ikke ved, hvad politik er for noget. Vi må forsvare os – det er alt! Hvis man skal tænke sådan, ville det være konsekvent at forbyde alle aviser, brænde alle bøger og forbyde al tale om anneksioner i pressen – på den måde kunne man retfærdiggøre et sådant syn på anneksioner. De kan ikke sige sandheden om anneksionerne, fordi hele Ruslands og Englands og Tysklands historie er en gennemført, skånselsløs, blodig krig for anneksioner. I Persien, i Afrika har de liberale ført skånselsløse krige, de som har pisket politiske forbrydere i Indien, fordi de vovede at rejse krav, som vi har kæmpet for her i Rusland. De franske kolonitropper har også underkuet folkene. Se, sådan er det gået til, det er den virkelige historie om det uhørte røveri! Det er sådan en politik disse klasser fortsætter i denne krig. Derfor kan de i spørgsmålet om anneksioner ikke give det svar, som vi giver, når vi siger: ethvert folk, som er forenet med et andet folk imod sit eget flertals frie ønske, på beslutning af tsaren eller regeringen, det er et annekteret folk, et erobret folk. At give afkald på anneksioner er at indrømme ethvert folk ret til at danne sin egen stat eller leve i forbund med hvem, det ønsker. Et sådant svar er fuldkommen klart for enhver nogenlunde bevidst arbejder.
I alle resolutioner, som der vedtages snese af, som aftrykkes f.eks. i bladet »Semlja i Volja«, [3] finder de et dårligt formet svar: vi ønsker ikke krig for at få herredømme over andre folk, vi kæmper for vor frihed – sådan taler alle arbejdere og bønder, og dermed giver de udtryk for arbejderens syn, det arbejdende menneskes syn på det, de forstår ved krig. De siger dermed: hvis krigen gavnede de arbejdende imod udbytterne, ville vi være for krigen. Og vi ville da være for krigen, og der er ikke det revolutionære parti, som kunne være imod en sådan krig. De har ikke ret, disse forfattere til de mange resolutioner, fordi de forestiller sig sagen således, at de fører krigen: vi soldater, vi arbejdere, vi bønder kæmper for vor frihed. Jeg glemmer aldrig det spørgsmål, som en af dem stillede mig efter et møde: »hvorfor ivrer i alle imod kapitalisterne? Er jeg kanske kapitalist? Vi arbejdere, vi forsvarer vores frihed.« Ikke sandt, I kæmper, fordi I lytter til jeres regering af kapitalister. Ikke folkene, men regeringerne fører krig. Det forbavser mig ikke, hvis en arbejder eller en bonde, som ikke har lært politik, som ikke har haft den lykke eller ulykke at kunne sætte sig ind i diplomatiets hemmeligheder, i dette billede af finansens røveri (f.eks. Ruslands og Englands undertrykkelse af Persien), glemmer denne historie, at han naivt spørger: hvad kommer kapitalisterne mig ved, hvis jeg kæmper? Han forstår ikke forbindelsen imellem krigen og regeringen, forstår ikke, at regeringen fører krigen, mens han er det værktøj, som regeringen misbruger. Han kan kalde sig et revolutionært folk, skrive velklingende resolutioner – for russerne er dette meget, eftersom dette først for nylig er blevet muligt. For ikke længe siden kom der f.eks. En »revolutionær« deklaration fra den provisoriske regering. Dette forandrer ikke sagen, og andre folk, som er mere erfarne i kapitalisternes kunst at narre masserne ved at skrive »revolutionære« manifester, har forlængst slået alle rekorder i verden. Hvis de ser på den franske republiks parlamentariske historie, siden den med tsarismens hjælp blev republik, har vi gennem de årtier, som den franske parlamentariske historie strækker sig over, snese af eksempler på manifester fulde af de mest velklingende ord, der har dækket over den mest beskidte, koloniale og finansielle røverpolitik. Hele den tredie franske republiks historie er en historie om dette røveri. Disse er kilderne til den nuværende krig. Den er ikke et resultat af kapitalisternes onde vilje, ikke en eller anden forkert politik fra monarkernes side. Det ville være forkert at se sådan på det. Nej, denne krig er uundgåeligt fremkaldt af den udvikling, som den gigantisk store kapitalisme har gennemløbet, og som har ført til, at en 4 banker i Berlin og en 5-6 i London hersker over hele verden, skraber alle midler til sig, underbygger sin finanspolitik med hele den væbnede magt og endelig er tørnet sammen i et uhørt dyrisk sammenstød, fordi der ikke længere var plads til frit at gå på rov. Enten må den ene afstå fra at herske over sine kolonier, eller også må den anden. Sådanne spørgsmål løses ikke ad frivillig vej i denne kapitalisternes verden. De kan kun løses ved krig. Se derfor er det latterligt her at anklage den ene eller den anden kronede røver. De er alle lige gode – disse kronede røvere. Derfor er det også meningsløst at anklage det ene eller det andet lands kapitalister. De er alene skyldige i at have indført et sådant system. Men det sker i overensstemmelse med loven, som håndhæves af hele den civiliserede stats magt: »Jeg er i min gode ret, jeg køber aktier. Alle domstole, hele politiet, hele den stående hær og alt, hvad der er af flåde, beskytter denne min hellige ret til aktier.« Når der oprettes banker, som omsætter hundreder millioner rubler, når de har kastet deres net ud over hele verden for bankmæssigt at plyndre den, når disse banker så er tørnet sammen i en dødelig kamp – hvem er skyldig? Find den skyldige! Skyldig i dette er hele kapitalismens udvikling i et halvt århundrede, og der er ingen anden udvej af det end at styrte kapitalisternes herredømme og gennemføre arbejderrevolutionen. Dette er svaret, som vort parti kom til ved at analysere krigen; derfor siger vi: det simpleste spørgsmål om anneksioner er blevet så forvirret, de borgerlige partiers repræsentanter er blevet så forløjede, at de kan fremstille sagen, som om kurland ikke er en anneksion fra Ruslands side. Kurland og Polen delte de sammen, disse tre kronede røvere. Det gjorde de hundrede år igennem, de flængede i levende kød, og den russiske røver tilrev sig det meste, fordi han dengang var den stærkere. Men siden er den unge tyveknægt, som dengang var med i delingen, vokset op til en stærk kapitalistisk magt, Tyskland, som siger: hit med det, vi deler om igen! I vil bevare det gamle? I tror, I er stærkere? Kom an!
Det er, hvad denne krig går ud på. Naturligvis, denne udfordring – »Kom an!« – er kun et udtryk for årtiers røverpolitik, storbankernes politik. Den simple, for enhver arbejder og bonde forståelige sandhed om anneksionerne kan derfor ingen sige sådan, som vi kan. Og derfor er spørgsmålet om traktaterne, der er så enkelt, blevet så skamløst forvrænget af hele pressen. I siger, at vi har en revolutionær regering, at i denne revolutionære regering er indtrådt ministre, der næsten helt er socialister, folkevenner og mensjeviker. Og når de taler om fred uden anneksioner, blot uden at ville forklare, hvad det er for en fred uden anneksioner (det betyder: tag de tyske anneksioner, og behold vore egne), så siger vi: hvad er jeres »revolutionære« ministerium, jeres deklarationer, jeres erklæringer om, at I ikke ønsker en erobringskrig – hvad er det værd, når I samtidig opfordrer arméen til offensiv? Ved I måske ikke, at I har traktater, at det var Nikolaj den Blodige, der sluttede dem på ren røvervis? Ved I ikke det? Det er undskyldeligt, at arbejderne og bønderne ikke ved dette, de som ikke har røvet og ikke har læst små kloge bøger, men når de dannede kadetter præker dette, så ved de udmærket, hvad disse traktater indeholder. Disse traktater er »hemmelige«, men hele den diplomatiske presse i alle lande taler om dem: »Du får Dardanellerne, du Armenien, du Galizien, du Elsass-Lothringen, du Triest, og vi vil en gang for alle opdele Persien«. Men den tyske kapitalist siger: »Og jeg tager Egypten, og jeg kvæler de europæiske folk, hvis I ikke giver mig mine kolonier tilbage, og med procenter.« En aktie, se det er en ting, som ikke duer uden procenter. Det er derfor, at spørgsmålet om traktaterne, dette simple og klare spørgsmål, har forårsaget en sådan masse oprørende, uhørt, nederdrægtig løgn, som fylder side op og side ned i alle kapitalistiske aviser. Tag »Djen« [4] for i dag. Der erklærer Vodovosov, et menneske, som er ganske uskyldig i bolsjevisme, en ærlig demokrat: jeg er modstander af hemmelige traktater, og jeg vil tillade mig at fortælle om traktaten med Rumænien. Der er en hemmelig traktat, og den består i, at Rumænien skal have en hel række fremmede folk, hvis det vil kæmpe på de allieredes side. Sådan er alle de andre allieredes traktater. De ville vel ikke uden traktater drage ud for at kvæle alle. For at kende indholdet af disse traktater er det ikke nødvendigt at granske særlige tidsskrifter. Det er nok at erindre sig den økonomiske og diplomatiske histories grundlæggende kendsgerninger for at kende dem. For Østrig er jo i årtier gået løs på Balkan for at kvæle dér ... Så er de tørnet sammen i krig, og det kunne heller ikke gå anderledes. Og det er derfor, at folkemassernes krav om offentliggørelse af traktaterne, krav, der bliver stadig mere vedholdende, besvares af ministre – den tidligere, Miljukov, og den nuværende, Teresjtjenko (den første i regeringen uden socialistiske ministre, den anden med en hel række næsten socialistiske ministre) – besvares således: offentliggørelse af traktaterne betyder brud med de allierede.
Ja, at offentliggøre traktaterne er umuligt, fordi I alle er medlemmer af den samme røverbande. Vi er enige med Miljukov og Teresjtjenko i, at det er umuligt at offentliggøre traktaterne. Af dette kan man drage to forskellige slutninger. Hvis vi er enige med Miljukov og Teresjtjenko i, at traktaterne ikke kan offentliggøres, hvad følger der så af det? Hvis man ikke kan offentliggøre traktaterne, så må man hjælpe minister-kapitalisterne med at fortsætte krigen. Og den anden slutning er denne: eftersom kapitalisterne ikke selv kan offentliggøre traktaterne, så må kapitalisterne styrtes. Hvilken af disse slutninger I regner for den rigtigste, foreslår jeg jer selv at afgøre, men jeg henstiller, at man ikke undlader at tænke over følgerne. Hvis man tænker sådan, som folkevennernes og de mensjevikiske ministre tænker, så bliver resultatet dette: når regeringen nu engang har sagt, at traktaterne ikke kan offentliggøres, så må der udstedes et nyt manifest. Papir er endnu ikke så dyrt, at det er umuligt at skrive nye manifester. Vi skriver et nyt manifest og vi vil gå over til offensiv. For hvad? I hvilken hensigt? Hvem skal virkeliggøre denne hensigt? Soldaterne opfordres til at virkeliggøre røvertraktaterne med Rumænien og Frankrig. Send den artikel af Vodovosov, som jeg talte om, til fronten, og klag så: det er bolsjevikerne, ja det er bolsjevikerne, der har udtænkt denne traktat med Rumænien. Men så er det nødvendigt ikke blot at gøre det af med bladet »Pravda«, man må også forjage Vodovosov, fordi han granskede historien, man må brænde alle Miljukovs bøger, uhørt farlige bøger. Prøv at åbne en hvilken som helst af de bøger, som føreren for partiet »folkefriheden«, den tidligere udenrigsminister, har skrevet. Det er gode bøger. Hvad står der i dem? Der står, at Rusland har »ret« til Dardanellerne, Armenien, Galizien, til Østprøjsen. Han har opdelt alt, han har også lagt et kort ved. Det bliver nødvendigt at sende ikke blot bolsjevikerne og Vodovosov til Sibirien, fordi de skriver sådanne revolutionære artikler, man må også brænde Miljukovs bøger – for hvis man nu samlede simple citater fra disse bøger af Miljukov og sendte dem til fronten, så ville selv den mest flammende proklamation ikke frembringe en mere flammende virkning.
Efter den korte plan, som jeg har sat op for dagens samtale, har jeg nu tilbage at berøre spørgsmålet om den »revolutionære forsvarsvilje«. Jeg tror, at efter det, som jeg havde den ære at sige, kan jeg gøre min omtale af dette kort.
»Revolutionær forsvarsvilje« er at gå ind for krigen ved at henvise til, at vi jo har lavet en revolution, vi er jo et revolutionært folk, vi er et revolutionært demokrati. Men hvilket svar giver så vi i denne sag? Hvad er det for en revolution, vi har lavet? Vi væltede Nikolaj. Den revolution var ikke særlig vanskelig i sammenligning med en revolution, som ville styrte hele godsejer- og kapitalistklassen. Hvem viser sig at være ved magten efter vor revolution? Godsejerne og kapitalisterne, de der i Europa længe har været ved magten. Dér foregik sådanne revolutioner for 100 år siden, dér er Teresjtjenko’erne, Miljukov’erne og Konovalov’erne forlængst ved magten, og det spiller slet ingen rolle, om de betaler gage til en lille tsar eller klarer sig uden denne luksusgenstand. Banken bliver dog ved at være bank, de indskyder deres kapitaler, og profit er og bliver profit, ligegyldig om det er i en republik eller et monarki. Hvis et eller andet vildt land vover ikke at lytte til vor civiliserede kapital, som indretter sådanne herlige banker i kolonierne, i Afrika, i Persien, hvis et eller andet vildt folk ikke retter sig efter vor civiliserede bank, så sender vi tropper, og de skaffer kultur, orden og civilisation, som Ljakhov [5] gjorde det i Persien, som de franske »republikanske« tropper gjorde det i Afrika, hvor de med den samme grusomhed udryddede folkene. Er det ikke det samme: det er den selvsamme »revolutionære« forsvarsvilje, som kun kommer til syne hos de ubevidste, brede folkemasser, der ikke ser krigens forbindelse med regeringen, som ikke ved, at denne politik er baseret på traktater. Traktaterne er der stadig, bankerne og koncessionerne ligeså. I Rusland sidder klassens bedste folk i spidsen for ledelsen, men det medfører ikke nogen som helst ændring i verdenskrigens karakter. Den nye »revolutionære« forsvarsvilje er kun at bruge revolutionens store idé som dække over en beskidt og blodig krig for beskidte og modbydelige traktaters skyld.
Den russiske revolution har ikke ændret krigen, men den har skabt organisationer, som ikke findes i noget andet land og ikke fandtes i flertallet af revolutionerne i vesten. Flertallet af revolutioner har begrænset sig til, at der kom en ny regering af samme slags som vore Teresjtjenko’er og Konovalov’er, men landet forblev i passivitet og desorganisation. Den russiske revolution er gået videre. I denne kendsgerning ligger kimen til, at den kan besejre krigen. Dette ligger i, at foruden regeringen af »næsten socialistiske« ministre, regeringen for den imperialistiske krig, offensiv-regeringen, en regering, som hænger sammen med den engelsk-franske kapital – foruden denne, uafhængigt af denne har vi i hele Rusland et net af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter. Se, det er den revolution, som endnu ikke har sagt sit sidste ord. En revolution, som ikke fandtes i Vesteuropa under sådanne forhold. Det er de klassers organisationer, som sandelig ikke har brug for anneksioner, som ikke har lagt millioner i bankerne, som minsandten ikke er interesserede i, om den russiske oberst Ljakhov og den engelske liberale gesandt har delt Persien rigtigt. I dette ligger garantien for, at denne revolution kan gå videre. Dette, at klasser, som er virkelig uinteresserede i anneksioner, trods al deres overdrevne godtroenhed overfor kapitalisternes regering, trods denne frygtelige forvirring, dette frygtelige bedrag, som selve begrebet »revolutionær« forsvarsvilje indeholder, trods det, at de understøtter lånet, understøtter den imperialistiske krigs regering – trods alt dette har de formået at skabe organisationer, i hvilke de undertrykte klassers masser er repræsenteret. Det er altså sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, som på overordentlig mange steder i Rusland er gået langt længere i deres revolutionære arbejde end i Petrograd. Det er fuldkommen naturligt, fordi vi har kapitalisternes centrale organ i Petrograd.
Og når Skobelev i går i sin tale sagde: vi tager hele profitten, vi tager 100 pct., så var det kun store ord, store ministerord. Hvis de i dag læser bladet »Retj«, vil de se, hvordan det tog dette sted i Skobelevs tale. Der skriver det: »men det er jo sult, død – 100 pct. – det er jo alt!« Minister Skobelev går videre end den mest yderliggående bolsjevik. Dette er en fornærmelse, som om bolsjevikerne er længst til venstre. Minister Skobelev er meget længere »til venstre«. Man har skældt mig ud med de mest nederdrægtige skældsord – jeg skulle have foreslået næsten at klæde kapitalisterne af. I alt fald sagde Sjulgin: »lad dem klæde os af!« Lad os tænke os en bolsjevik, som nærmer sig borger Sjulgin og vil til at klæde ham af. Han kunne med megen ret beskylde minister Skobelev for dette. Vi er aldrig gået så langt. Vi har aldrig foreslået at tage 100 pct. af profitten. Dette løfte er alligevel værdifuldt. Hvis de tager vort partis resolution, vil de se, at vi i den i mere begrundet form foreslår netop det, jeg foreslog. Der skal indføres kontrol med bankerne, og derefter en retfærdig skat med stigende skala. Det er alt! Skobelev foreslår at tage 100 kopek af hver rubel. Sådan noget har vi ikke foreslået og foreslår vi ikke. Men Skobelev brugte her simpelthen store ord. Han har ikke i sinde alvorligt at virkeliggøre dette, og hvis han forsøger det, så kan han ikke gøre det, af den simple grund, at når man er gået sammen med Teresjtjenko og Konovalof, er det lidt latterligt at love alt dette. 80-90 pct. Af udbyttet kan man tage fra millionærerne, men blot ikke med sådanne ministre under armen. Hvis magten var hos sovjetterne af arbejder- og soldaterrepræsentanter, så ville de tage, men ikke alt, det behøver de ikke. De ville tage den største del af udbyttet. En anden statsmagt kan ikke gøre det. Men fra minister Skobelevs side kan der være de allerbedste ønsker. Jeg har i nogle årtier set disse partier, jeg har nu i 30 år været i den revolutionære bevægelse. Derfor er jeg mindst af alt tilbøjelig til at tvivle om deres gode hensigter. Men det er ikke sagen. Det drejer sig ikke om gode hensigter. Med gode hensigter er helvede brolagt. Og heller ikke papirer, underskrevet af borger ministrene, ændrer noget ved sagen, selv om de fylder alle kontorer. Begynd, hvis de ønsker at indføre kontrol, begynd! Vort program er sådan, at hvis vi skal dømme efter Skobelevs ord, kan vi sige: meget forlanger vi ikke. Vi er meget mere moderate end minister Skobelev. Han foreslår både kontrol og 100 pct. Vi vil ikke tage 100 pct. Og siger: »så længe de ikke har taget fat på noget, tror vi dem ikke«. Det er nemlig forskellen mellem os: vi tror ikke på ord og løfter og råder ikke andre til at tro på dem. De parlamentariske republikkers erfaring belærer os om, at papirerklæringer går det ikke an at tro på. Hvis de ønsker kontrol, så må der tages fat på den. En dag er nok til at udstede en lov om en sådan kontrol. Funktionærsovjetten i hver bank, arbejdersovjetten i hver fabrik, hvert parti får ret til kontrol. Det går ikke, siger man os, det er forretningshemmeligheder, det er den hellige private ejendomsret! Nuvel, hvad vil de, vælg et af to. Hvis de ønsker at beskytte alle disse bøger og konti og trusternes operationer, så er det unødvendigt at vrøvle om kontrol, så er det unødvendigt at sige, at landet går til grunde.
I Tyskland er situationen endnu værre. I Rusland kan man få brød, i Tyskland kan man ikke få det. I Rusland kan man gøre meget gennem organisering. I Tyskland kan man overhovedet ikke gøre noget. Brødkorn er der ikke mere, og hele folket kommer uvægerligt ud i en katastrofe. Man skriver nu, at Rusland er på katastrofens rand. At beskytte den »hellige« privatejendomsret – det ville i så fald være en forbrydelse. Og hvad betyder så talemåden om kontrol? Har I måske glemt, at Nikolaj Romanov også har skrevet meget om kontrol. Hos ham kan I tusind gange finde ordet statskontrol, samfundskontrol, udpegning af senatorer. De industrielle har udplyndret hele Rusland på to måneder efter revolutionen. Kapitalen har tjent hundreder af procent profit, ethvert regnskab vidner om det. Men når arbejderne i revolutionens to måneder har haft den »dristighed« at sige, at de vil leve menneskeligt, så rejste der sig et ramaskrig i hele landets kapitalistiske presse. I hvert nummer af »Retj« er der et jammerhyl om, at arbejderne udsuger landet – og vi lover jo kun kontrol med kapitalisterne! Var det ikke godt med færre løfter, var det ikke godt med mere handling? Hvis de ønsker en bureaukratisk kontrol, en kontrol gennem de samme organer som før, erklærer vort parti som sin dybe overbevisning, at dette kan de ikke få støtte til, om de så i ministeriet i stedet for et halvt dusin havde et helt dusin minister-folkevenner og minister-mensjeviker. Kontrollen kan kun virkeliggøres af folket selv. I må indføre kontrollen, sovjetter af bankfunktionærer, sovjetter af ingeniører, sovjetter af arbejdere – og kontrollen skal begynde den dag i morgen. Enhver embedsmand skal gøres ansvarlig under trussel om straf efter loven, såfremt han i en eller anden af disse institutioner giver falske oplysninger. Det drejer sig om landets ruin. Vi ønsker at vide, hvor meget brødkorn, hvilke mængder råstoffer, hvor megen arbejdskraft der er, og hvor den skal sættes ind.
Her går jeg over til det sidste spørgsmål. Det er spørgsmålet om, hvordan der skal gøres ende på krigen. Man tilskriver os den forvrøvlede anskuelse, at vi ønsker en separatfred. De tyske kapitalist-røvere tager skridt til fred ved at sige: Jeg vil give dig et lille stykke af Tyrkiet og Armenien, hvis du vil give mig de malmrige landsdele. Det er jo det, diplomaterne taler om i alle neutrale byer! Det ved enhver. Det tilsløres kun med de gængse diplomatiske fraser. Derfor er de jo diplomater, for at de skal tale diplomatsprog. Hvilken idioti, at vi skulle være stemt for at afslutte krigen ved en separatfred! At afslutte den krig, som føres af kapitalisterne i alle de rigeste magter, den krig, som er fremgået af årtiers økonomiske udviklingshistorie, at afslutte den ved, at den ene side opgiver krigshandlingerne – det er en sådan dumhed, at det ligefrem ville være latterligt af os at tilbagevise den. Og når vi specielt har skrevet en resolution for at tilbagevise dette, skyldes det, at vi har at gøre med de brede masser, som man giver et falsk billede af os. Men det lønner sig ikke overhovedet at tale alvorligt om dette. Den krig, som alle landes kapitalister fører, kan kun arbejdernes revolution mod disse kapitalister gøre ende på. Sålænge kontrollen ikke er flyttet fra frasernes til handlingens verden, sålænge kapitalisternes regering ikke er afløst af proletariatets revolutionære regering, så længe er regeringen fordømt til blot at sige: vi går under, vi går under, vi går under. I det »frie« England sætter man nu socialister fast, fordi de siger det samme, som jeg siger. I Tyskland sidder Liebknecht, som sagde det samme, som jeg siger. I Østrig sidder Friedrich Adler, som sagde det samme med en revolver (ham har man måske allerede henrettet). Det er disse socialister, arbejdermasserne i alle lande ser hen til, og ikke dem, der er gået over på kapitalisternes side. Arbejderrevolutionen er i vækst i hele verden. Naturligvis er det vanskeligere i andre lande. Dér er ikke sådanne halvtossede som Nikolaj og Rasputin. Dér er klassens bedste folk ved roret. Dér er der ingen betingelser for revolution mod selvherskerdømmet, dér sidder allerede den kapitalistiske klasses regering. De mest talentfulde repræsentanter for denne klasse har allerede længe styret der. Se, det er årsagen til, at revolutionen, skønt den endnu ikke er kommet, dog er uundgåelig, selv om mange revolutionære går til grunde, som Friedrich Adler går til grunde, som Karl Liebknecht går til grunde. Fremtiden er deres, og arbejderne i alle lande er med dem. Og arbejderne i alle lande må sejre.
Om Amerikas indtræden i krigen vil jeg sige følgende. Man henviser til, at i Amerika er der demokrati, at dér har man det »hvide hus«. Jeg siger: slaveriets afskaffelse fandt sted for et halvt århundrede siden. Krigen om slaveriet endte i 1865. Men siden den tid er milliardærerne kommet dér. De holder hele Amerika i deres finansnæve, forbereder Mexikos undertrykkelse og vil uden tvivl komme i krig med Japan om opdelingen af Stillehavet. Denne krig er blevet forberedt allerede i nogle årtier. Derom vidner hele litteraturen. Og Amerikas virkelige hensigt med at træde ind i krigen er at forberede den kommende krig med Japan. Det amerikanske folk nyder dog en betydelig frihed, og det er vanskeligt at antage, at det vil finde sig i tvungen værnepligt, skabelse af en hær med angrebsformål, f.eks. krig med Japan. Amerikanerne ser af Europas eksempel, hvad det fører til. Og det var nødvendigt for de amerikanske kapitalister at blande sig i denne krig for at få lejlighed til at skabe sig en stærk stående hær, angiveligt båret af det høje ideal at kæmpe for de små folks rettigheder.
Bønderne afskar at levere korn for penge og kræver redskaber, fodtøj og klæder. I denne beslutning ligger der en uhyre dyb sandhed. I virkeligheden er landet kommet sådan i forfald, at man i Rusland, omend i mindre grad, nu er vidne til det samme, som man allerede længe har set i andre lande. Pengene har tabt deres købekraft. Kapitalismens herredømme er i den grad undermineret af begivenhedernes gang, at f.eks. bønderne ikke modtager penge. De siger: »hvad skal vi med penge?« Og de har ret. Kapitalismens herredømme undergraves ikke, fordi nogle ønsker at gribe magten. »erobring« af magten ville være en tåbelighed. Hvis ikke de kapitalistiske landes hele økonomiske udvikling førte til erobring af magten, ville det være umuligt at afslutte kapitalismens herredømme. Krigen har sat fart i denne proces, og det gør kapitalismen umulig. Ingen som helst kraft kunne ødelægge kapitalismen, hvis ikke historien vaskede grunden bort under den.
Og her er et talende eksempel. Denne bonde giver udtryk for det, som alle lægger mærke til: pengenes magt er svækket. Det er den eneste udvej, at arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter bliver enige om, at man for brød må give redskaber, fodtøj og klæder. Se således udvikler tingene sig. Det er livets svar. Uden dette står snese af millioner mennesker jo overfor sult, uden sko og klæder. Snese af millioner mennesker står direkte foran undergang, og da drejer det sig ikke om at beskytte kapitalisternes interesser. Den eneste udvej er, at al magt går over til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, der repræsenterer befolkningens flertal. Det er muligt, at der under dette begås fejl. Ingen påstår, at en så vanskelig sag straks kan gøres fuldkommen. Det lover vi aldeles ikke. Man siger til os: »Vi ønsker, at magten skal være hos sovjetterne, men de ønsker det ikke«. Vi siger, at livet vil lære dem, og hele folket vil se, at der ikke er nogen anden udvej. »Erobring« af magten ønsker vi ikke, eftersom revolutionerne lærer os, at kun den magt er holdbar, som støtter sig til befolkningens flertal. Derfor bliver »erobring« af magten halsløs gerning, og det vil vort parti ikke . Indlade sig på. Hvis regeringen bliver flertallets regering, vil den måske føre en politik, der viser sig fejlagtig i begyndelsen, men der er ingen anden udvej. Så vil der inden for disse organisationer ske en fredelig ændring i politikken. Man kan ikke tænke sig andre organisationer. Det er derfor vi siger, at man ikke kan tænke sig nogen anden løsning af spørgsmålet.
Hvordan skal man gøre ende på krigen? Hvis arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet tager magten, men tyskerne fortsætter krigen – hvad skulle vi så gøre? De, der interesserer sig for vort partis synspunkter, kan læse vort blad »Pravda« for nogle dage siden, hvor vi anførte et nøjagtigt citat af det, som vi sagde i 1915, mens vi endnu var i udlandet: hvis Ruslands revolutionære klasse, arbejderklassen, kommer til magten, skal den foreslå fred. Og hvis de tyske kapitalister besvarer vore betingelser eller et hvilken som helst andet lands betingelser med afslag, så vil den helt gå ind for krigen. Vi foreslår ikke at gøre ende på krigen med eet slag. Det lover vi ikke. Vi anbefaler ikke en så umulig og uopfyldelig ting som at gøre ende på krigen på grundlag af den ene sides ønske. Sådanne løfter er lette at give, men umulige at opfylde. Det er umuligt på en let måde at komme ud af denne frygtelige krig. Man kæmper nu på tredje år. I kommer til at kæmpe 10 år, eller I må gå til en vanskelig, hård revolution. Der er ingen anden udvej. Vi siger: krigen, som kapitalisternes regering har begyndt, kan kun afsluttes med arbejderrevolutionen. Enhver, der interesserer sig for den socialistiske bevægelse, lad ham gennemlæse Basel-manifestet fra 1912, som blev vedtaget enstemmigt af hele verdens socialistiske partier, et manifest, som vi aftrykte i vor »Pravda«, et manifest, som man for øjeblikket ikke kan offentliggøre i et eneste krigsførende land, ikke i det »frie« England, heller ikke i det republikanske Frankrig, fordi det allerede før krigen har sagt sandheden om krigen. Dér siges: krigen opstår imellem England og Tyskland på grund af kapitalisternes konkurrence. Dér siges: der er ophobet så meget krudt, at bøsserne selv begynder at skyde. Dér står, hvorfor krigen kommer, og at krigen fører til den proletariske revolution. Derfor siger vi til de socialister, som efter at have underskrevet dette manifest gik over på deres kapitalistiske regeringers side, at de har forrådt socialismen.
I hele verden er socialisterne splittet. Nogle sidder på ministertaburetterne, andre i fængslerne. I hele verden agiterer en del af socialisterne for krigsforberedelsen, en anden del, som den amerikanske Bebel, Eugene Debs, som de amerikanske arbejdere sætter uhyre højt, siger: »lad dem så hellere skyde mig, men jeg giver ikke een cent til denne krig. Jeg er kun rede til at kæmpe i proletariatets krig mod alverdens kapitalister«. Således splittedes socialisterne i hele verden. Socialpatrioterne i hele verden mener, at de forsvarer fædrelandet. De tager fejl. De forsvarer en gruppe kapitalisters interesser mod en anden. Vi virker for den proletariske revolution, den eneste sande sag, for hvilken snese er gået til skafottet, hundreder og tusinder sidder i fængslerne. Disse socialister i fængslerne udgør et mindretal, men arbejderklassen står på deres side, og hele den økonomiske udvikling ligeså. Alt dette siger os, at der ikke er nogen anden udvej. Denne krig kan der kun gøres ende på ved arbejderrevolution i nogle lande. Men foreløbig skal vi forberede denne revolution, hjælpe den. Med al sit had til krigen og al sin vilje til fred kunne det russiske folk ikke gøre noget som helst imod krigen, sålænge tsaren førte den, undtagen at forberede revolutionen imod tsaren og tsarens fald. Sådan hænger det sammen. Det har historien understreget for jer i går, og dette vil den understrege for jer i morgen. Vi har for længe siden sagt: man må hjælpe den fremvoksende russiske revolution. Det har vi sagt i slutningen af 1914. For dette sendte man vore Duma-deputerede til Sibirien. Og man har sagt til os: »I svarer ikke.
Når strejkerne er forbi, når de deputerede er på strafarbejde, når I ikke har een avis, så henviser I til revolutionen!« Man har beskyldt os for, at vi viger tilbage for at svare. Disse beskyldninger, kammerater, har vi hørt en hel række år. Vi har svaret: I kan være utilfredse, men så længe tsaren ikke er styrtet, kan der ikke gøres noget som helst imod krigen. Og vor forudsigelse er gået i opfyldelse. Den er endnu ikke helt slået fast. Men den er allerede begyndt at vise sin rigtighed. Revolutionen begynder at ændre krigen for Ruslands vedkommende. Kapitalisterne fortsætter endnu krigen, og vi siger: så længe arbejderrevolutionen ikke kommer i nogle lande, kan krigen ikke afsluttes, fordi der forbliver folk ved magten, som ønsker denne krig. Man siger til os: »alt synes at sove i en række lande. I Tyskland er alle socialister fuldt og helt for krigen, kun Liebknecht er imod«. Jeg vil hertil svare: denne ene Liebknecht repræsenterer arbejderklassen, ham alene, hans tilhængere, det tyske proletariat sætter alle håbet til. Man tror ikke på det? Så fortsæt krigen! Der er ingen anden vej. Hvis man ikke tror på Liebknecht, ikke tror på arbejdernes revolution, den revolution, som modnes, hvis man ikke tror på dette, så tro på kapitalisterne!
Kun arbejderrevolutionen i nogle lande kan vinde denne krig. Krigen er ikke et legetøj, krigen er noget umådeligt, krigen koster millioner af ofre, og det er ikke så let at afslutte den.
Soldaterne ved fronten kan ikke løsne fronten fra staten og selv træffe afgørelsen. Soldaterne er en del af landet. Sålænge staten fører krig, vil fronten også lide. Det står ikke til at ændre. Krigen er fremkaldt af de herskende klasser, og kun arbejderklassens revolution gør ende på den. Om I får en hurtig fred, afhænger kun af, hvordan revolutionen udvikler sig. Hvad man end har sagt jer af følelsesbetonede ting, og selv om man har sagt til jer: lad os gøre ende på krigen straks – så lader det sig dog ikke gøre uden gennem revolutionens udvikling. Når magten går over til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, vil kapitalisterne indvende imod os: Japan er imod, Frankrig er imod, England er imod, alle landes regeringer vil være imod. Ja, imod os vil kapitalisterne stå, for os arbejderne. Så kommer enden på den krig, som kapitalisterne har sat i gang. Det er svaret på, hvordan der skal gøres ende på krigen.
1. Se Clausewitz: On War, vol. 1.
2. L’Humanité – dagblad stiftet af Jean Jaurès i 1904 som organ for det franske socialistparti. Under 1. verdenskrig var det kontrolleret af partiets yderste højrefløj og indtog et social-chauvinistisk standpunkt.
I 1918 blev Michael Cachin, en fremtrædende leder af den franske og internationale arbejderbevægelse, politisk leder og chef for avisen. I 1918-20 vendte avisen sig mod den imperialistiske politik fra den franske regering, som havde sendt sine væbnede styrker mod Sovjetrepublikken. I december 1920, efter splittelsen i det franske socialistparti og dannelsen af Frankrigs Kommunistiske Parti, blev avisen centralorgan for sidstnævnte.
3. Semlja i Volja (Jord og Frihed) – dagblad udgivet af det socialrevolutionære partis regionalkomité i Petrograd fra 21. marts (3. april) til 13. (26.) oktober 1917.
4. Djen (Dag) – borgerligt liberalt dagblad, udgivet i Skt. Petersborg fra 1912. Blandt dets skribenter var mensjevikiske likvidatorer, som tog fuldstændig kontrol over avisen efter februar 1917. Lukket af Petrograds militære revolutions-komité 26. oktober (8. nov.) 1917.
5. Ljakhov, V.P. (1869-1919) – oberst i den zaristiske hær, som gjorde sig kendt som følge af undertrykkelsen af den national-revolutionære bevægelse i Kaukasus og Persien.
Sidst opdateret 30.12.2014