Trykt første gang som tillæg til Soldatskaja Pravda nr. 13, 3. (16.) maj 1917.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 139-141, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. juni 2013.
Kammerater arbejdere.
Den alrussiske konference, som afholdtes i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, forenet omkring centralkomiteen og i folkemunde kaldet bolsjevikkernes parti, er slut.
Konferencen tog en række meget vigtige beslutninger i alle revolutionens grundlæggende spørgsmål, og i det følgende gengiver vi disse beslutningers fulde ordlyd.
Revolutionen gennemlever en krise. Det sås i Petrograds og Moskvas gader den 19.-21. april. Det er indrømmet af den provisoriske regering. Det er indrømmet af eksekutivkomiteen for arbejder- og soldaterrepræsentanternes Petrograd-sovjet. Det er bekræftet igen og igen, og i denne stund, mens vi skriver disse linjer, af Gutjkovs afgang.
Magtens krise, revolutionens krise, er ingen tilfældighed. Den provisoriske regering er godsejernes og kapitalisternes regering, bundet til russisk og engelsk-fransk kapital og tvunget til at fortsætte den imperialistiske krig. Men soldaterne er lede og kede af krigen, de indser stadig klarere, at krigen føres om kapitalisternes interesser, de ønsker ikke krigen. Og samtidig trues Rusland såvel som de øvrige lande af et skrækkeligt spøgelse, i form af rystende ødelæggelse, hungersnød og totalt økonomisk kaos.
Arbejder- og soldaterrepræsentanternes Petrograd-sovjet, der støtter og har sluttet overenskomst med den provisoriske regering, og som støtter lånet og dermed krigen, er også havnet i en blindgyde. Sovjetten bærer ansvaret for den provisoriske regering; den indser nu det håbløse i situationen og aner derfor heller ikke sine levende råd omkring denne overenskomst med kapitalisternes regering.
I dette store historiske øjeblik, hvor revolutionens hele fremtid står på spil, hvor kapitalisterne hektisk svinger mellem fortvivlelse og tanken om at skyde på arbejderne, står vort parti frem for folket og siger i beslutningerne fra sin konference:
Man må forstå, hvilke klasser der driver revolutionen. Nøgternt og sagligt må man vurdere deres forskellige bestræbelser. Kapitalisten kan ikke følge samme vej som arbejderen. De små næringsdrivende kan hverken have fuld tillid til kapitalisterne eller straks, alle som én beslutte sig til intim-broderlig alliance med arbejderne. Kun ved at forstå forskellen mellem disse klasser kan man finde den rette vej for revolutionen.
Og vor konferences beslutninger trækker den præcise forskel op mellem de forskellige klassers interesser i alle tilværelsens grundlæggende spørgsmål. Beslutningerne viser det fuldkommen umulige i at komme ud af blindgyden, når politikken bygger på tillid eller støtte til kapitalisternes regering.
Situationen er uhørt vanskelig. Der gives én og kun én udvej: at overdrage den samlede statsmagt til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter over hele Rusland, fra nederst til øverst. Kun ved at overdrage magten til arbejderklassen, hvis den støttes af bøndernes flertal, kan man gøre regning på hurtig genoprettelse af arbejdernes tillid i andre lande, på en mægtig europæisk revolution, der knuser kapitalens åg og sprænger det forbryderiske folkemords jernlænker. Kun ved at overdrage magten til arbejderklassen, hvis denne støttes af bøndernes flertal, kan man nære det faste håb, at alle arbejdende masser vil betragte denne magt med allerstørste tillid, og at alle som én samdrægtigt rejser sig til offervilligt arbejde for at omlægge hele tilværelsen i de arbejdende massers interesse og ikke i kapitalisternes og godsejernes interesse. Uden et sådant offervilligt arbejde, uden en gigantisk, intens indsats af hver og én og alle til hobe, uden fasthed og vilje til at indrette livet på en ny måde, uden strengest tænkelig organisation og kammeratlig disciplin hos alle arbejderne og alle de fattigste bønder, uden dette gives ingen udvej.
Krigen har bragt hele menneskeheden til randen af undergang. Kapitalisterne ville have krigen og er ude af stand til at rive sig løs af den. Hele verden står foran en katastrofe.
Kammerater arbejdere! Den tid rykker nær, da begivenhederne forlanger nyt og endnu større heltemod af jer – og af millioner og atter millioner – end i februar-marts-revolutionens hæderkronede dage. Gør jer klar.
Gør jer klar og husk, at hvor I sammen med kapitalisterne kunne sejre på et par dage ved en enkel eksplosion af folkelig harme, så er det ikke længere nok for at sejre over og mod kapitalisterne. For at vinde den sejr, for at arbejderne og de fattigste bønder kan erobre magten, fastholde den og bruge den dygtigt, kræves der organisation, organisation og atter organisation.
Vort parti hjælper jer, alt det kan, først og fremmest med at nå til klarhed over de forskellige klassers og deres forskellige kræfters forskellige stilling. Beslutningerne fra vor konference er viet dette. Uden denne afklaring er organisation intet. Uden organisation er millionmassernes handling umuliggjort, intet resultat er muligt.
Stol ikke på ord. Lad jer ikke rive med af løfter. Overvurdér ikke jeres kræfter. Organisér jer på hver eneste fabrik, i hvert eneste regiment og kompagni, i hvert eneste boligkvarter. Arbejd med organiseringen hver dag, hver time, gør det selv, det er et arbejde, man ikke kan lægge i hænderne på andre. Arbejd således på, at massernes fulde tillid til de fremskredne arbejdere udvikler sig gradvist, solidt, urokkeligt. Det er grundindholdet af alle vor konferences beslutninger. Det er hovedlæren af hele revolutionens forløb. Det er den eneste garanti for succes.
Kammerater arbejdere! Vi kalder jer til hårdt, alvorligt og utrætteligt arbejde, der sammensvejser det bevidste, revolutionære proletariat i alle lande. Kun denne vej og den alene frelser menneskeheden fra og fører den ud af krigens rædsler og kapitalens åg.
Sidst opdateret 29.6.2013