Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin  >  Indhold

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

Kapitel VI

Vladimir Lenin (1916)

Kapitel 5  |  Kapitel 7

Noter

VI. Verdens opdeling mellem stormagterne

I sit værk De Europæiske Koloniers Territoriale Udvikling giver geografen A. Supan [*79] følgende korte oversigt over denne udvikling i slutningen af det 19. århundrede:

Af 100 pct. areal besad de europæiske kolonimagter (samt De Forenede Stater):

»Det karakteristiske for denne periode«, slutter Supan heraf, »er altså Afrikas og Polynesiens opdeling«.

Da der ikke i Asien og Amerika findes ubesatte områder, dvs. områder, der ikke tilhører nogen stat, så må Supans slutning udvides således, at det karakteristiske for den pågældende periode er Jordens endelige opdeling, ikke endelig i den forstand, at en nyfordeling skulle være umulig – tværtimod er nyfordelinger mulige og uundgåelige – men i den forstand, at de kapitalistiske landes kolonipolitik er hørt op med at tage ubesatte landstrækninger på vor planet i besiddelse. Verden har for første gang vist sig opdelt, således at der nu kun kan blive tale om nyfordelinger, dvs. overgang fra en »besidder« til en anden, men ikke om at tage herreløst land i besiddelse.

Vi oplever følgelig en særegen epoke i verdens kolonipolitik, som på det højeste er knyttet til »kapitalismens nyeste udviklingstrin«, til finanskapitalen. Det er derfor nødvendigt frem for alt at gå nærmere ind på det foreliggende materiale af kendsgerninger, for så nøjagtigt som muligt at fastslå såvel denne epokes forskellighed fra de foregående som tingenes øjeblikkelige tilstand. Her dukker først to konkrete spørgsmål op: om der kan konstateres en forstærkelse af kolonipolitikken, en skærpelse af kampen om kolonierne, netop i finanskapitalens epoke, og hvordan verden så nu er fordelt i denne henseende.

Den amerikanske forfatter Morris forsøger i sin bog om kolonisationens historie [*80] at samle materialet om de engelske, franske og tyske kolonibesiddelsers størrelse i forskellige perioder af det 19. århundrede. Her følger – forkortet – hans resultater:

Englands kolonierobringer tiltager særlig stærkt i årene 1860-80 og er også i de sidste to årtier af det 19. århundrede meget betydelige, medens Frankrigs og Tysklands hovedsageligt netop falder i disse 20 år. Vi har allerede set, at den højeste udvikling af den førmonopolistiske kapitalisme, kapitalismen med overvejende fri konkurrence, falder i 1860'erne og 1870'erne. Nu ser vi, at det netop er efter denne periode, at der begynder et uhyre »opsving« i kolonierobringerne, og at kampen om verdens territoriale opdeling i højeste grad skærpes. Det er derfor en ubestridelig kendsgerning, at kapitalismens overgang til monopolistisk kapitalisme, til finanskapital, er knyttet til en skærpelse af kampen om verdens opdeling.

I sit værk om imperialismen fremhæver Hobson særligt perioden 1884 til 1900 som en periode præget af en forstærket »ekspansion« (udvidelse af territorialbesiddelsen) for de vigtigste europæiske lande. Ifølge hans beregninger erhvervede England i denne periode 3,7 millioner kvadratmiles med en befolkning på 57 millioner; Frankrig 3,6 millioner kvadratmiles med en befolkning på 36,5 millioner; Tyskland 1 million kvadratmiles med 14,7 millioner; Belgien 900.000 kvadratmiles med 30 millioner, og Portugal 800.000 kvadratmiles med 9 millioner indbyggere. Alle kapitalistiske staters jagen efter kolonier ved slutningen af det 19. århundrede og særlig fra firserne er almindelig kendt i diplomatiets og udenrigspolitikkens historie.

På det tidspunkt, hvor den fri konkurrence blomstrede rigest i England, i årene 1840-60, var Englands førende borgerlige politikere modstandere af kolonipolitikken og anså koloniernes befrielse og fuldstændige adskillelse fra England for uundgåelig og nyttig. M. Beer henviser i sin i 1898 udgivne afhandling om »den moderne engelske imperialisme« [*81] til, at en engelsk statsmand som Disraeli, der i almindelighed absolut var venligt indstillet over for imperialismen, i 1852 har udtalt: »Kolonierne er møllestene om vor hals«. Men ved slutningen af det 19. århundrede var dagens helte i England Cecil Rhodes og Joseph Chamberlain, som åbent prædikede imperialismen og med den største kynisme driver imperialistisk politik!

Det er ikke uinteressant, at sammenhængen mellem den moderne imperialismes så at sige rent økonomiske og dens sociale og politiske rødder allerede dengang stod klart for det engelske borgerskabs førende politikere. Chamberlain prædikede imperialismen som »den sande, vise og sparsommelige politik«, idet han særligt betoner den konkurrence, som England nu møder på verdensmarkedet fra Tysklands, Amerikas og Belgiens side. Redningen ligger i monopolerne – sagde kapitalisterne og startede karteller, syndikater og truster; redningen ligger i monopolerne – lød ekkoet fra bourgeoisiets politiske førere, og de skyndte sig at bemægtige sig de endnu ubesatte dele af verden. Cecil Rhodes skal, efter hvad hans nære ven, journalisten Stead, fortæller, i 1895 have sagt følgende om sine imperialistiske ideer: »Jeg var i går i Londons East End (arbejderkvarteret), og overværede et møde af arbejdsløse. Og da jeg der havde hørt de vilde taler, som var et eneste skrig om brød, og gik hjem, var jeg mere end nogen sinde overbevist om imperialismens vigtighed ... Min store idé er løsningen af det sociale problem, nemlig således at vi kolonipolitikere for at beskytte det forenede kongeriges 40 millioner indbyggere mod en morderisk borgerkrig må skaffe nye landstrækninger, som kan optage befolkningsoverskuddet og skaffe nye afsætningsområder for de varer, de fremstiller i deres fabrikker og miner. Imperiet, det har jeg altid sagt, er et mavespørgsmål. Vil man undgå borgerkrig, må man være imperialist.« [*82]

Således talte i 1895 Cecil Rhodes, millionær, finanskonge og den, der bar hovedskylden for boerkrigen [21]. Hans forsvar for imperialismen er kun grov og kynisk, men i grunden ikke forskellig fra den »teori«, der forfægtes af de herrer Maslov, Südekum, Potresov, David og grundlæggeren af den russiske marxisme osv. osv. Cecil Rhodes var kun en noget mere ærlig socialchauvinist ...

For at få så nøjagtigt et billede som muligt af den territoriale opdeling af verden og de forandringer, der har fundet sted på dette område i de sidste tiår, vil vi benytte det materiale, som Supan i sit ovenfor citerede værk leverer om alle staters kolonibesiddelse. Supan tager årene 1876 og 1900. Vi vil tage året 1876 – et godt valgt tidspunkt, for netop på dette tidspunkt kan man i det store og hele betragte udviklingen af den vesteuropæiske kapitalisme i dens førmonopolistiske stadium som afsluttet; og endvidere året 1914, idet vi erstatter Supans tal med de nyere fra Hübners Geografisk-statistiske Tabeller. Supan befatter sig kun med kolonierne; vi anser det for nyttigt for at fuldstændiggøre billedet af verdens opdeling i al korthed at tilføje tallene for de ikke-koloniale lande og halvkolonierne, hvortil vi regner Persien, Kina og Tyrkiet: Persien er allerede næsten fuldstændig blevet koloni, Kina og Tyrkiet er ved at blive det.

Vi får følgende resultat:

Vi ser tydeligt, hvor »afsluttet« verdens opdeling var på grænsen mellem det 19. og 20. århundrede. Kolonibesiddelsen er taget uhyre til siden 1876: de 6 stormagters besiddelser voksede fra 40 til 65 millioner kvadratkilometer, altså mere end halvanden gang; tilvæksten andrager 25 millioner kvadratkilometer, halvanden gang mere end moderlandenes samlede areal (16,5 millioner). Tre magter havde i 1876 ingen, og den fjerde, Frankrig, næsten ingen kolonier. Op til 1914 havde disse fire lande skaffet sig kolonier med 14,1 millioner kvadratkilometer eller næsten halvanden gang hele Europas areal, med en befolkning på næsten 100 millioner. Udvidelsen af kolonibesiddelsen foregår højst ujævnt. Sammenligner man f. eks. Frankrig, Tyskland og Japan, som i areal og folkemængde ikke afviger alt for meget fra hinanden, ser man, at Frankrig har fået næsten 3 gange så store kolonier (efter areal) som Tyskland og Japan tilsammen. Men den franske finanskapital var ganske vist også ved begyndelsen af den pågældende periode mange gange større end Tysklands og Japans tilsammen. Foruden de rent økonomiske betingelser har også – på disses basis – geografiske o.a. betingelser indflydelse på kolonibesiddelsernes størrelse. Hvor stærkt end i de sidste årtier verdens nivellering, udligningen af økonomiske forhold og livsbetingelser er foregået i de forskellige lande under trykket af storindustrien, vareudvekslingen og finanskapitalen, så findes der dog stadig en anselig forskel, og blandt de nævnte 6 lande finder vi på den ene side unge kapitalistiske lande (Amerika, Tyskland, Japan) i usædvanlig hurtig udvikling, og på den anden side lande med gammel kapitalistisk udvikling, som i den senere tid har udviklet sig meget langsommere end de andre (England, Frankrig); og endelig et land (nemlig Rusland), som i økonomisk henseende står længst tilbage, og hvor den moderne imperialistiske kapitalisme så at sige er overtrukket med et særlig tæt net af førkapitalistiske forhold.

Ved siden af stormagternes kolonibesiddelse har vi stillet de mindre staters små kolonier, som så at sige danner det nærmeste objekt for en mulig og sandsynlig »nyfordeling« af kolonierne. Disse småstater beholder som regel kun deres kolonier takket være den omstændighed, at der mellem stormagterne er interessemodsætninger, rivninger osv., som forhindrer dem i at enes om byttets deling. Hvad angår de »halvkoloniale« stater, så er de eksempler på de overgangsformer, som vi møder overalt i naturen og i samfundet. Finanskapitalen er en så betydende, man tør vel sige afgørende magt i alle økonomiske og internationale forhold, at den er i stand til at underkaste sig, og faktisk underkaster sig endog lande, der er fuldstændig politisk uafhængige. Vi skal snart se eksempler derpå. Men naturligvis har finanskapitalen de »behageligste« og største fordele af sådanne underkastelser, som ledsages af tab af politisk uafhængighed for de undertvungne lande og folk. De halvkoloniale er i den henseende typiske som »mellemting«. Kampen om disse halvtafhængige lande måtte naturligvis blive særlig akut i finanskapitalens tidsalder, da den øvrige verden allerede var fordelt.

Kolonipolitik og imperialisme har også eksisteret før kapitalismens nyeste stadium, ja før kapitalismen selv. Romerriget, der var baseret på slaveri, drev kolonipolitik og udformede en imperialisme. Men alle »almene« betragtninger over imperialismen, som glemmer eller går let hen, over den radikale forskel i de økonomiske samfundsformationer, bliver uundgåeligt til tomme banaliteter eller skryderier, som f. eks. sammenligningen mellem »det store Rom og det store Britannien«. [*83] Selv den kapitalistiske kolonipolitik på kapitalismens tidligere stadier adskiller sig væsentligt fra finanskapitalens kolonipolitik.

Det afgørende kendetegn på den nyeste kapitalisme er det herredømme, der udøves af de største arbejdsgiveres monopolsammenslutninger. Den slags monopoler er fastest, når alle råstofkilder samles på én hånd, og vi har set, med hvilken iver de internationale kapitalistsammenslutninger bestræber sig for at gøre enhver konkurrence umulig for modstanderen, for at opkøbe jernmalmlejer, olieklitter osv. Ene og alene kolonibesiddelsen garanterer monopolernes succes over for alle tilfældigheder i kampen mod modstanderen – også mod den tilfældighed, at modstanderen skulle finde på at forskanse sig bag en lov om statsmonopol. Jo mere udviklet kapitalismen er, og jo mere følelig råstofmanglen er, jo mere akut konkurrencen og jagten på råstofkilder er, des mere fortvivlet er kampen om at erhverve kolonier.

»Man kan endog«, skriver Schilder, »fremsætte den påstand, som måske vil synes mange et paradoks, at by-industribefolkningens vækst i overskuelig fremtid langt snarere vil standse af mangel på industrielle råstoffer end af mangel på næringsmidler.« Det skorter f. eks. mere og mere på træ, som stadig bliver dyrere, læder, råstoffer til tekstilindustrien. »Som eksempel på de industrielle sammenslutningers bestræbelser på at gennemføre en udligning mellem jordbrug og industri inden for hele verdenshusholdningen, må nævnes: det internationale forbund af bomuldsspinderiforeninger, der har bestået siden 1904, i de vigtigste industristater, og forbundet af europæiske hørspinderiforeninger, der er stiftet 1910 efter dette forbillede.« [*84]

Ganske vist prøver borgerlige reformpolitikere, deriblandt især vore dages kautskyanere, at afsvække betydningen af den slags kendsgerninger ved at henvise til, at man »ville kunne« få råstofferne på det frie marked uden »kostbar og farlig« kolonipolitik, og at man »ville kunne« forøge udbuddet af råstoffer vældigt ved »simpel« forbedring af vilkårene for landbruget i almindelighed. Men den slags henvisninger bliver kun forsvarstaler for imperialismen, en besmykkelse af den; for de beror på, at man udelader den vigtigste særegenhed ved den moderne kapitalisme: monopolerne. Det frie marked bliver mere og mere en fortidslevning, monopolistiske syndikater og truster indsnævrer dag for dag dets område; og den »simple« forbedring af vilkårene for landbruget vil kræve en forbedring af massernes kår, en forhøjelse af lønningerne og formindskelse af profitten. Men hvor eksisterer truster, som bekymrer sig om massernes kår i stedet for om erobring af kolonier, undtagen i de sukkersøde reformpolitikeres fantasi?

Ikke alene de allerede opdagede råstofkilder er af betydning for finanskapitalen, men også de mulige kilder, for teknikken udvikler sig i vore dage med utrolig fart, og landstrækninger, som i dag er uanvendelige, kan i morgen gøres brugbare, hvis man finder nye metoder (og dertil kan en storbank udruste særlige ekspeditioner af ingeniører, agronomer osv.), og hvis der anvendes mere kapital. Og det samme kan siges om udforskningen af mineralrigdomme, om nye metoder til bearbejdelse og nyttiggørelse af de forskellige råstoffer osv. Og herfra stammer finanskapitalens uundgåelige bestræbelser for at udvide sit økonomiske område, eller endda slet og ret sit territorium. Ligesom trusterne kapitaliserer deres formue på grundlag af en dobbelt eller tredobbelt vurdering, idet de regner med de i fremtiden »mulige« (men ikke aktuelle) profitter og med andre resultater af monopolet, således bestræber finanskapitalen i almindelighed sig også for at rive så meget land som muligt til sig, ligegyldigt hvilket, ligegyldigt hvor, ligegyldigt hvordan, blot ud fra håbet om eventuelle råstofkilder, af angst for at komme til kort i den forrykte kamp om de sidste ufordelte stumper af verden eller ved nyfordeling af det allerede opdelte.

De engelske kapitalister anstrenger sig for på enhver måde at fremme bomuldsproduktionen i deres koloni Ægypten – i 1904 var allerede 0,6 mill. ha af i alt 2,3 mill. ha dyrket land beplantet med bomuld, dvs. mere end en fjerdedel – russerne gør det samme i deres koloni Turkestan, for på den måde kan de lettest slå deres udenlandske konkurrenter, lettest monopolisere råstofkilderne og skabe en mere økonomisk og givtig tekstiltrust med »kombineret« produktion og en samling af alle bomuldsdyrkningens og -tilvirkningens stadier på en hånd.

Kapitaleksportens interesser stimulerer ligeledes til erobring af kolonier; på kolonimarkederne kan man nemlig lettere holde konkurrenterne borte, sikre sig leverancer, befæste passende »forbindelser« o.m.a., når man anvender monopolistiske metoder (og undertiden er det kun muligt således).

Den ikke-økonomiske overbygning, der rejser sig på finanskapitalens grund, dens politik, dens ideologi, forstærker trangen til kolonierobringer. »Finanskapitalen ønsker ikke frihed, men herredømme«, siger Hilferding med rette. Og ligesom for at udvikle og komplettere de tidligere anførte tanker af Cecil Rhodes, [*85] skriver en borgerlig fransk forfatter, at der foruden den moderne kolonipolitiks økonomiske årsager også gør sig sociale årsager gældende: »Som følge af, at livet bliver mere og mere kompliceret, og at de komplicerede forhold og vanskelighederne ikke alene tynger arbejdermasserne, men også mellemklassen, opsamler der sig i alle den gamle civilisations lande »utålmodighed, irritation og had, som truer den offentlige ro; den energi, der bliver slynget ud af bestemte klassespor, må finde anvendelse og beskæftigelse uden for landets grænser, for at undgå en eksplosion hjemme«.« [*86]

Da det drejer sig om kolonipolitik i den kapitalistiske imperialismes epoke, må det bemærkes, at finanskapitalen og den dertil svarende internationale politik, som går ud på en kamp mellem stormagterne om verdens økonomiske og politiske opdeling, skaber en hel række overgangsformer for statslig afhængighed. Typisk for denne epoke er ikke alene de to hovedgrupper af lande, de, som ejer kolonier, og de, der selv er kolonier – men også de forskelligste former af afhængige lande, som, skønt de formelt er politisk selvstændige, dog i virkeligheden er indviklet i et net af finansiel og diplomatisk afhængighed. Vi har allerede peget på en af disse former, halvkolonierne. Et mønstereksempel på den anden type er f. eks. Argentina.

»Sydamerika, særligt Argentina«, skriver Schulze-Gaevernitz i sit værk om den britiske imperialisme, »befinder sig i en sådan finansiel afhængighed af London, at det næsten kan betegnes som en engelsk handelskoloni.« [*87] De engelske kapitaler, som er anbragt i Argentina, takserer Schilder på grundlag af en beretning fra den østrig-ungarske konsul i Buenos Aires for året 1909 til 8,75 milliarder francs. Man kan herefter let forestille sig, med hvor faste bånd Englands finanskapital – og dens trofaste ven diplomatiet – er knyttet til bourgeoisiet, til de ledende kredse i det økonomiske og politiske liv i Argentina.

En noget anden form for finansiel og diplomatisk afhængighed, trods politisk uafhængighed, frembyder Portugal. Portugal er en selvstændig, suveræn stat, men i praksis har Portugal, siden den spanske arvefølgekrig (1700-1714), altså i mere end 200 år, stået under Englands protektorat. England forsvarede Portugal og dets kolonier for at styrke sin egen stilling i kampen mod sine modstandere, Spanien og Frankrig. Til gengæld fik England handelsprivilegier, bedre betingelser ved vare- og især kapitaleksport til Portugal og dets kolonier, og tillige muligheden for at benytte Portugals havne, øer, telegrafkabler osv. [*88] Den art forbindelser mellem enkelte større og mindre stater har der altid været, men i den kapitalistiske imperialismes epoke bliver de til et alment system, de indgår som en bestanddel af det samlede system for »verdens opdeling« og bliver et led i den verdensomfattende finanskapitals operationer.

For at afslutte behandlingen af verdens opdeling skal endnu bemærkes følgende: Det er ikke alene den amerikanske litteratur efter den spansk-amerikanske krig og den engelske efter boerkrigen, der i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ganske åbent og utvetydigt har rejst dette spørgsmål, og det er ikke heller den tyske litteratur alene (som mest »misundeligt« har forfulgt den »britiske imperialisme«), der systematisk har behandlet denne kendsgerning. Også i den franske borgerlige litteratur er dette spørgsmål blevet ret bredt og præcist drøftet, så vidt dette i det hele taget er muligt ud fra et borgerligt standpunkt. Vi henviser til den franske historieskriver Driault, som i sin bog Politiske og Sociale Problemer i kapitlet om Stormagterne og Verdens Deling skriver følgende: »I løbet af de sidste år er alle frie landstrækninger i verden, med undtagelse af Kina, blevet besat af Europas og Nordamerikas magter. På denne basis foregik der allerede konflikter og indflydelsesforskydninger, som danner forvarsler for endnu alvorligere eksplosioner i nær fremtid. Det gælder nemlig om at skynde sig: de nationer, som endnu ikke har forsynet sig, risikerer aldrig at få deres andel, aldrig at komme til at deltage i den uhyre udbytning af jorden, som vil blive et af de væsentligste træk i det kommende (dvs. det 20.) århundrede«. Dette er grunden til, at hele Europa og Amerika i den sidste tid har været grebet af en feber efter koloniale arealudvidelser, af »imperialisme«, som er det mest påfaldende karaktertræk for det 19. århundredes slutning«. Og forfatteren tilføjer: »Under denne opdeling af verden, i dette vanvittige kapløb om Jordens skatte og store markeder, står styrkeforholdet mellem de imperier, der blev grundlagt i dette (det 19. årh.), i fuldstændigt misforhold til den europæiske position, som disse nationer indtager, der har skabt disse riger. De magter, som råder over Europas skæbne og dominerer der, er ikke tillige dominerende i hele verden, og da den koloniale styrke, håbet om at bemægtige sig endnu ukendte rigdomme, åbenbart påvirker styrkeforholdet mellem de europæiske magter, så vil kolonispørgsmålet, eller om man vil »imperialismen«, som allerede har forandret de politiske forhold i Europa, stadig komme til at forandre dem mere og mere.« [*89]

Toppen af siden

Lenins noter

*79. Supan, A.: Die territoriale Entwicklung der europäischen Kolonien (1906, s. 254).

*80. Morris, Henry C.: The History of Colonisation (New York, 1900, bd. 2, s. 88, bd. 1, s. 419, bd. 2, s. 304).

*81. Die Neue Zeit (16. årg., 1898, bd. 1, s. 302).

*82. Die Neue Zeit (16. årg., 1898, bd. 1, s. 304.

*83. Lucas, C. P.: Greater Rome and Greater Britain (Oxford, 1912); Earl of Cromer: Ancient and Modern Imperialism (London, 1910).

*84. Schilder, anf. værk (s. 38-42).

*85. Die Neue Zeit (16. årg., 1898, bd. 1, s. 304).

*86. Wahl: La France aux colonies – citeret hos Russier, Henri: Le par­tage de l'Océanie (Paris, 1905, s. 165).

*87. Schulze-Gaevernitz: Britischer Imperialismus und englischer Frei­handel zu Beginn des 20-ten Jahrhunderts (Leipzig, 1906, s. 318). På samme måde Sartorius von Waltershausen: Das volkswirtschaftliche System der Kapitalanlage im Ausland (Berlin, 1907, s. 46).

*88. Schilder, anf. værk (bd. 1, s.160-161).

*89. Driault, J.-E.: Problèmes politiques et sociaux (Paris, 1900, s. 299).

Toppen af siden

Udgiverens noter

11. Boerkrigen – krigen, som boerrepublikkerne Transvaal og Oranjefristaten førte mod England for deres uafhængighed. Krigen endte med, at begge stater indlemmedes som kronkolonier i det britiske rige.

21. Boerkrigen – se note 11 til nærværende artikel.

Toppen af siden

Sidst opdateret 20.5.2003