Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin  >  Indhold

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

Kapitel III

Vladimir Lenin (1916)

Kapitel 2  |  Kapitel 4

Noter

III. Finanskapital og finansoligarki

»En stadig voksende del af industriens kapital«, skriver Hilferding, »tilhører ikke de industrielle, som anvender den. De får kun rådighed over kapitalen gennem banken, der repræsenterer ejeren over for dem. På den anden side må banken fiksere en stadig voksende del af sin kapital i industrien. Banken bliver derved i stigende grad til industriel kapitalist. Jeg kalder den bankkapital, altså den kapital i pengeform, der på denne måde i virkeligheden er forvandlet til industrikapital – finanskapital. Finanskapital er altså 'kapital' som banken råder over, og som anvendes af de industrielle.« [*46]

Denne definition er forsåvidt ufuldstændig, som den mangler en henvisning til et af de vigtigste momenter, nemlig den forøgelse i koncentrationen af produktion og kapital, der er så stærk, at den fører til og har ført til monopol. Men i hele Hilferdings fremstilling, og især i de to kapitler, der går forud for det, som ovenstående definition er taget fra, understreges de kapitalistiske monopolers rolle.

Koncentrationen af produktionen, de heraf fremvoksende monopoler, bankernes sammensmeltning eller sammenvoksen med industrien – dermed er finanskapitalens opståen og dette begrebs indhold kendetegnet.

Vi vil nu skildre, hvorledes kapitalistiske monopolers skalten og valten i vareproduktionens og privatejendommens almindelige miljø uundgåeligt fører til et finansoligarkis herredømme. Det må bemærkes, at repræsentanter for tysk – og ikke alene tysk – borgerlig videnskab, som Riesser, Schulze-Gaevernitz, Liefmann m.fl. uden undtagelse er imperialismens og finanskapitalens apologeter. De afslører ikke, men tilslører og besmykker »mekanikken« i oligarkiets opståen, dets metoder, omfanget af dets indtægter, de »lovlige« som de »ulovlige«, dets forbindelser med parlamenterne m.v., osv. De affærdiger disse »forbandede spørgsmål« med pompøse og dunkle fraser, idet de appellerer til bankdirektørernes »ansvarsfølelse«, hæver de prøjsiske embedsmænds »pligtfølelse« til skyerne og fortaber sig i småting, i ganske latterlige lovforslag om »kontrol« og »regulering« og beskæftiger sig med teoretisk narrespil, som f. oks. følgende »videnskabelige« definition, som prof. Liefmann giver til bedste: »Handel er et erhverv, der består i samlen, opbevaring og udlevering af goder ...« [*47] (med kursiv og fed skrift i professorens værk). Efter den definition fandtes der allerede handel hos urmenneskene, som ikke engang kendte bytte, og ligeledes ville der være handel i det socialistiske samfund!

Men de uhyrligste kendsgerninger, som angår finansoligarkiets uhyrlige herredømme, springer i den grad i øjnene, at der i alle kapitalistiske lande, i Amerika som i Frankrig og Tyskland er opstået litteratur, som udgået fra et borgerligt standpunkt giver et tilnærmelsesvist sandt billede og en – naturligvis småborgerlig – kritik af finansoligarkiet.

Opmærksomheden må først vendes mod »deltagelsessystemet«, som allerede er omtalt. En tysk nationaløkonom, Heymann, som vel er den første, der har rettet opmærksomheden mod dette system, beskriver sagens kerne på følgende måde:

»Ledelsen kontrollerer moderselskabet, dette igen datterselskaberne, disse igen deres datterselskaber, osv., således at man med ikke særlig stor kapital kan beherske kæmpemæssige områder af produktionen; for når beherskelsen af over 50 pct. af kapitalen altid er tilstrækkelig til at udøve kontrollen, så behøver lederen kun at have 1 million for allerede hos datterselskabernes datterselskaber at kunne kontrollere 8 millioner. Går han videre endnu, kommer vi op på 16 mill., 32 mill. osv.« [*48]

Nu viser erfaringen imidlertid, at det er tilstrækkeligt at eje 40 % af alle aktier for at bestemme over et aktieselskabs forretningsgang, [*49] fordi en del af de splittede småaktionærer i praksis slet ikke har mulighed for at deltage i generalforsamlingerne osv. Aktiebesiddelsens »demokratisering«, af hvilken de borgerlige sofister og opportunistiske »også-socialdemokrater« venter (eller foregiver at vente) »kapitalens demokratisering«, småproduktionens stigende betydning osv., er i virkeligheden kun et af midlerne til at styrke finansoligarkiets magt. Af denne grund tillader lovgivningen i øvrigt i alle ældre, mere fremskredne, mere »erfarne« kapitalistiske lande mindre aktier. I Tyskland er aktier under 1000 mark ulovlige, og de tyske finansmagnater ser misundeligt på England, hvor lovgivningen tillader aktier helt ned til 1 pund sterling (= 20 mark, ca. 10 rubler). Siemens, en af Tysklands største industrielle og »finanskonger«, erklærede i rigsdagen den 7. juni 1900, at »etpunds-aktien er grundlaget for den britiske imperialisme«. [*50] Denne storkøbmand synes at have et dybere og mere »marxistisk« indblik i imperialismens væsen, end en vis mærkværdig forfatter, som gælder for at være den russiske marxismes grundlægger [19], men som tror, at imperialismen kun er en dårlig egenskab hos et af folkene ...

Men »deltagelses-systemet« tjener ikke alene til at forøge monopolisternes magt enormt, det tillader også straffrit svindel over for publikum ved alle mulige dunkle og beskidte transaktioner; thi formelt, efter loven, er lederne af »moderselskabet« nemlig ikke ansvarlige for »datterselskabet«; dette regnes for »selvstændigt«; gennem dette kan alt »ordnes«. Fra tidsskriftet Die Bank for maj 1914 tager vi følgende eksempel:

»Således var eksempelvis Aktieselskabet for Fjederstålindustri i Kassel, som indtil for nogle år siden var et af de mest rentable foretagender i Tyskland, ved forkerte dispositioner fra ledelsens side kørt i den grad i grøften, at dividenderne i løbet af få år gik ned fra 15 til 0 pct. Ledelsen havde uden aktionærernes vidende forstrakt et datterselskab, Hassia G.m.b.H., hvis nominelle kapital blot var nogle få hundrede tusinde mark, med 6 mill. mark. Om dette engagement, som næsten udgjorde det tredobbelte af moderselskabets aktiekapital, kunne man intet som helst se i regnskaberne; en tilsløring, som der juridisk ikke var noget at sige til, og som kunne fortsættes gennem to år, da der ikke var overtrådt nogen bestemmelse i handelsloven. Bestyrelsens formand, som havde underskrevet disse vildledende regnskaber som ansvarshavende, var og er formand for handelskammeret i Kassel. Aktionærerne blev først underrettet om Hassia-engagementet, efter at det for længst havde vist sig at være et fejlgreb« (dette ord skulle forfatteren have sat i anførselstegn) »og efter at fjederstålaktierne, fordi de, som kendte til sagerne, var begyndt at sælge, var faldet ca. 100 pct. ...

Dette mønstereksempel på en i aktieverdenen ganske dagligdags regnskabsmanøvre gør det forståeligt, hvorfor aktieselskabers ledelse i almindelighed med langt lettere hjerte indlader sig på risikable engagementer end private forretningsdrivende. Den moderne regnskabsteknik gør det ikke alene let for dem at tilsløre den pådragne risiko for gennemsnitsaktionæren, men den tillader også hovedinteressenterne ved rettidigt bortsalg af aktierne at unddrage sig følgerne af de forfejlede eksperimenter, mens den private forretningsdrivende i alt, hvad han foretager sig, selv hænger på den ...

Talrige aktieselskabers regnskaber ligner hine middelalderlige palimpsester« (et palimpsest er et pergament, på hvilket den oprindelige tekst er fjernet for at give plads for en ny tekst), »hvor man først må fjerne skriften for at kunne tyde de bagved stående tegn med det virkelige indhold.

Den simpleste og derfor også oftest benyttede måde at tilsløre et regnskab på, er at spalte en samlet virksomhed i flere ved at oprette eller tilknytte datterselskaber. Dette systems fortrin med hensyn til de forskelligste formål – lovlige og ulovlige – er så indlysende, at man allerede i dag må betegne de større selskaber, som ikke har accepteret det, som undtagelser.« [*51]

Som eksempel på et stort monopolselskab, der anvender dette system i videste udstrækning, nævner forfatteren det berømte Allgemeine Elektrizitäts-Gesellschaft (AEG, som vi kommer til at beskæftige os med i det følgende). I 1912 regnede man med, at AEG deltog i 175-200 selskaber, beherskede disse, og rådede over en nominalkapital på halvanden milliard mark. [*52]

Alle bestemmelser om kontrol, offentliggørelse af regnskaber efter bestemte skemaer, ansættelse af tilsynsmyndigheder o.l., som velmenende professorer og embedsmænd søger at interessere folk for i den bedste hensigt – dvs. i den hensigt at forsvare og besmykke kapitalismen – alt dette må her blive uden betydning. For privatejendomsretten er hellig, man kan ikke forbyde nogen at købe, sælge, bytte eller pantsætte aktier osv.

Hvor stort et omfang »deltagelsessystemet« har taget i de russiske storbanker, kan man dømme om efter de oplysninger, der gives af E. Agahd, som i femten år arbejdede i den russisk-kinesiske bank og i maj 1914 har udgivet et værk under den ikke helt nøjagtige titel: »Storbanker og verdensmarked«. [*53] Forfatteren inddeler de russiske storbanker i to hovedgrupper: a) dem, der arbejder under »deltagelsessystemet«, og b) dem, der arbejder »uafhængigt«, idet der dog ved »uafhængighed« ganske vilkårligt forstås uafhængighed af udenlandske banker. Den første gruppe inddeler forfatteren så igen i tre undergrupper: 1. tysk, 2. engelsk og 3. fransk interesse, idet han her har de udenlandske storbankers interesse og herredømme for øje. Bankernes kapitaler deler forfatteren i dem, der anvendes »produktivt« i handel og industri, og dem, som anvendes »spekulativt« i børs- og finans-forretning, idet han ud fra det for ham karakteristiske småborgerligt-reformistiske standpunkt tror, at man under bibeholdelse af kapitalismen skulle kunne skille de to slags kapitalanlæg og udrydde det andet.

Agahds opgivelser er følgende:

Efter disse opgivelser falder af storbankernes næsten 4 milliarder rubler »arbejdende« kapital mere end tre fjerdedele, over 3 milliarder, på banker, som i virkeligheden blot er datterselskaber af udenlandske banker, især af pariserbankerne (den berømte banktrio: Banque de l'Union Parisienne, Banque de Paris et des Pays Bas og Société Générale) og af berlinerbankerne (især Deutsche Bank og Disconto-Gesellschaft). To russiske storbanker, Den Russiske Bank (Russisk Bank for Udenrigshandel) og Internationale Bank (St. Petersborg internationale Handelsbank) har fra 1906 til 1912 forøget deres kapital fra 44 til 98 millioner rubler og deres reserver fra 15 til 39 millioner, idet de »for tre fjerdedeles vedkommende arbejder med tysk kapital«. Den første hører til den berlinske Deutsche Banks koncern, den anden til Disconto-Gesellschafts. Den gode Agahd er oprørt i sit inderste over, at de berlinske banker ejer aktiemajoriteten og altså har gjort de russiske aktionærer magtesløse. Naturligvis skummer det land fløden, som eksporterer kapital: f. eks. lod Deutsche Bank, da den indførte den Sibiriske Handelsbanks aktier i Berlin, disse aktier ligge et helt år i sin portefølje for så senere at sælge dem til kurs 193, altså til næsten dobbelt pris; den »indtjente« derved ca. 6 millioner rubler, en profit, som Hilferding kalder »anlægsprofit«.

Den samlede »kapitalkraft«, som storbankerne i St. Petersborg råder over, anslår forfatteren til ca. 8235 millioner rubler, eller ca. 8¼ milliard. Han fordeler så de udenlandske bankers »interesser« eller rettere herredømme på følgende måde: de franske banker 55%, de engelske 10%, de tyske 35%. Af denne samlede arbejdende kapitals 8235 millioner rubler falder 3687 millioner, eller over 40% efter forfatterens beregning på syndikaterne Produgol, Prodamet samt olie-, metal- og cementsyndikaterne. I forbindelse med dannelsen af de kapitalistiske monopoler har sammensmeltningen af bank- og industrikapitalen altså også i Rusland gjort uhyre fremskridt.

Finanskapitalen, som er koncentreret på få hænder og faktisk er monopolindehaver, tjener en kolossal og stadig voksende profit ved start af nye foretagender, emissionsforretninger, statslån osv. og befæster finansoligarkiets herredømme, hvorved den pålægger hele samfundet tribut til monopolisterne. Her er et af de talløse eksempler på, hvorledes de amerikanske truster »arbejder« (anført hos Hilferding): I 1887 grundlagde Havemeyer en sukkertrust ved sammensmeltning af 15 små selskaber med en samlet kapital på 6½ millioner dollars. Trustens kapital blev imidlertid som det hedder på amerikansk, »udvandet« og forhøjet til 50 mill. dollars. Denne »overkapitalisering« var beregnet på den fremtidige monopolprofit, på samme måde som ståltrusten – ligeledes i Amerika – regner med den fremtidige monopolprofit, når den stadig opkøber nye jernmalmlejer. Og sukkertrusten indførte faktisk monopolpriser og opnåede sådanne indtægter, at den kunne udbetale 10% dividende af den syvdobbelt udvandede kapital, altså næsten 70% af den ved starten virkelig indbetalte kapital! I 1909 havde trusten en kapital på 90 mill. dollars. Altså mere end tidobling af kapitalen på 22 år.

I Frankrig har »finansoligarkiets« herredømme antaget en lidt anden form (Contre l'oligarchie financière en France – Imod Finansoligarkiet i Frankrig – hedder den bekendte bog af Lysis, som udkom i 1908 i 5. oplag). De fire største banker har ikke relativt, men »absolut monopol« ved emission af værdipapirer. Faktisk har vi her en »trust af storbanker«. Monopolet sikrer monopolprofit ved emissionerne. Det land, som optager lån, får sædvanligvis ikke mere end 90% af lånets pålydende, de 10% går til bankerne og de øvrige formidlere. Ved det russiskkinesiske lån på 400 millioner francs profiterede bankerne 8%; ved det russiske (1904) på 800 millioner: 10%; ved Marokkolånet (1904) på 62½ million francs: 18¾%. Den kapitalisme, der begynder sin løbebane som ågerkapital i det små, ender sin udvikling som ågerkapital i uhyre omfang. »Franskmændene er Europas ågerkarle«, siger Lysis. Alle det økonomiske livs forhold undergår en dybtgående forandring på grund af denne kapitalismens udartning. Med stagnation i befolkningen, industrien, handelen og skibsfarten kan »landet« berige sig ved åger. »Halvtreds personer, som repræsenterer en kapital på kun 8 millioner francs, kan disponere over to milliarder i fire banker.« »Deltagelsessystemet«, som vi allerede kender, har samme følger: en af Frankrigs største banker, Société Générale, emitterer 64.000 obligationer fra datterselskabet Sucreries et Raffineries d'Egypte (sukkerfabrikker i Ægypten). Emissionskursen er 150%, dvs. banken tjener 50 kopek på hver rubel. Selskabets dividender viste sig at være fiktive, »publikum« tabte 90-100 millioner francs. »En af direktørerne i Société Générale var bestyrelsesmedlem i de ægyptiske raffinaderier.« Det er ikke mærkeligt, at Lysis er nødt til at drage denne slutning: »Den franske republik er et finansmonarki«; »fuldstændig underkastet finansoligarkiet, som behersker både presse og regering«. [*54]

Under finansoligarkiets udvikling og befæstelse har den yderst profitable emission af værdipapirer, som er en af finanskapitalens vigtigste transaktioner, en meget stor betydning. »Der findes i landet selv ikke nogen forretning af denne art, som blot tilnærmelsesvis afkaster et sådant udbytte som overtagelsen og formidlingen af fremmede lån« – skriver det tyske tidsskrift Die Bank. [*55]

»Der eksisterer ikke nogen bankforretning, der bringer så stor gevinst som emissionsforretning.« Profitten ved emission af industriaktier var ifølge Deutscher Ökonomist gennemsnitlig som følger:

»I tiåret 1891-1900 er der alene på tyske industriværdipapirer indtjent over 1 milliard i agio.« [*56]

Mens finanskapitalens profit vokser uhyre, når der er opgangstider for industrien, går de mindre og usolide foretagender til grunde i nedgangstiderne; men storbankerne »deltager« så i opkøb af sådanne foretagender til spotpriser eller i profitable »saneringer« eller »reorganiseringer«. Ved »saneringer« af foretagender, som arbejder med tab, »nedskrives« aktiekapitalen, dvs. udbyttet fordeles over en mindre kapital og beregnes senere på dette grundlag. Eller også bliver der, hvis rentabiliteten er sunket til 0, indskudt ny kapital, hvorefter denne, sammen med den gamle, nedskrevne kapital afkaster tilfredsstillende udbytte. »Desuden«, tilføjer Hilferding, »skal bemærkes, at disse saneringer og reorganisationer er af dobbelt betydning for bankerne: for det første som gevinstindbringende forretning, og for det andet som en lejlighed til at bringe sådanne nødlidende selskaber i afhængighed af sig.« [*57]

Et eksempel: bjergværksselskabet Union i Dortmund er startet i 1872. Der udstedtes aktier til næsten 40 millioner mark, og da der det første år blev givet 12% i dividende, steg kursen op til 170%. Finanskapitalen skummede fløden, idet den tjente en bagatel af ca. 28 millioner. Ved starten af dette selskab spillede Disconto-Gesellschaft hovedrollen – den samme storbank, som lykkelig og vel har bragt sin kapital op på 300 millioner mark. – Senere synker Unions dividender til nul. Aktionærerne må indstille sig på, at kapitalen må »nedskrives«, dvs. at de for ikke at tabe alt, må miste nogle af pengene. Og i løbet af 30 år forsvinder ved en række »saneringer« over 73 millioner ud af Unions bøger. »I dag har den oprindelige aktionær kun 5% af sin Union-akties pålydende tilbage.« [*58] Og ved hver »sanering« har bankerne »tjent« penge.

En særlig profitabel operation for finanskapitalen er også spekulation i grunde i omegnen af hurtigtvoksende storbyer. Bankmonopolet smelter her sammen med monopolet på grundrente og på trafikvæsenet, for grundværdiens stigning, muligheden for med held at udstykke i parceller osv. afhænger frem for alt af en gunstig forbindelse med byens centrum, og de pågældende trafikmidler er i hænderne på de store selskaber, som gennem »deltagelsessystemet«, fordeling af direktørstillinger o.l. er forbundet med de samme banker. Således opstår det, som L. Eschwege (medarbejder ved Die Bank, som specielt har studeret salg og pantsætning af grunde m.m. ), kalder »sumpen«: vanvittig spekulation i forstadsgrunde, byggekrak, som i firmaet Boswau & Knauer i Berlin, der havde skrabet en kapital på ca. 100 millioner mark sammen, med støtte fra den »yderst solide og store« Deutsche Bank, som naturligvis medvirkede efter »deltagelsessystemet«, dvs. hemmeligt, i det skjulte, og bagefter trak sig ud af sagen med et tab på »kun« 12 millioner mark; dernæst ruin for bygningshåndværkere og arbejdere, som ikke får betaling af disse svindelforetagender inden for byggeriet. Og endelig bedrageriske aftaler med det »ærlige« berlinske politi og de administrative myndigheder for at få herredømme over magistratens oplysningsvæsen, byggekoncessioner osv. [*59]

»Den amerikanske skik og brug«, som europæiske professorer og velmenende borgere hyklerisk forarges over, er i finanskapitalens periode bogstaveligt talt blevet skik og brug i alle landes storstæder.

I begyndelsen af 1914 var der i Berlin tale om at danne en »trafiktrust«, dvs. et »interessefællesskab« af de tre berlinske trafikselskaber: højbanen, sporvejene og omnibusselskabet. »At dette er meningen,« skrev Die Bank, »har man vidst allerede fra den dag, da det blev bekendt, at aktiemajoriteten i omnibusselskabet var gået over i de andre selskabers besiddelse ... Man kan uden videre tro dem, der arbejder for disse planer, når de meddeler, at de ved en samlet regulering af trafikvæsenet håber at opnå besparelser i driften, som også for en del kunne komme publikum til gode. Men spørgsmålet bliver mere kompliceret ved, at der bag den planlagte færdselstrust står banker, som, hvis de vil, kan stille den af dem monopoliserede trafik i deres grundspekulationers tjeneste. At denne tanke er meget nærliggende, bliver indlysende, når man erindrer, at der allerede ved dannelsen af højbaneselskabet fandt en sammenblanding sted mellem trafikinteresser og den bagved stående storbanks interesser i forstadsgrunde, ja, at disse interesser endda var en væsentlig forudsætning for selskabets start. Højbanens østlinje skulle omslutte arealer, som banken, efter at banen var sikret, solgte med vældig fortjeneste for sig selv og nogle medinteresserede ...« [*60]

Når først monopolet er en kendsgerning og skalter og valter med milliarder, så gennemtrænger det med absolut uundgåelighed alle samfundslivets områder, ganske uanset politisk struktur og andre »detaljer«. I den tyske økonomiske litteratur ser man ofte en lakajagtig selvros af den prøjsiske embedsstands hæderlighed med en skæven til den franske Panama-skandalele [20] eller den amerikanske politiske korruption. Men kendsgerningen er den, at endog borgerlig litteratur om tysk bankvæsen er tvunget til stadig at gå langt ud over behandlingen af rene bankoperationer, og for eksempel i anledning af de stadig hyppigere tilfælde af embedsmænds overgang til banktjeneste er nødt til at skrive om »strømmen til bankerne«: »Men hvorledes står det til med en statsembedsmands uafhængighed, når hans stille håb er en varm lille plads i Behrenstrasse« [*61]. (Deutsche Banks hovedsæde i Berlin ligger i Behrenstrasse.) Udgiveren af tidsskriftet Die Bank, Alfred Lansburgh, skrev 1909 i en artikel Byzantinismens Økonomiske Betydning bl.a. om Wilhelm II's Palæstinarejse og »dens umiddelbare følge, Bagdadbanen, dette tysk foretagsomheds skæbnesvangre standardværk, som har større skyld i 'indkredsningen' end alle vore politiske fejlgreb tilsammen«. [*62] (Ved indkredsningen forstås Edward VII's politik, der stræbte mod at isolere Tyskland og omslutte det med et forbund af imperialistiske tyskfjendtlige stater.) Den førnævnte Eschwege, der var medarbejder ved samme tidsskrift, skrev 1912 en artikel: Plutokrati og Embedsstand, hvor han bl.a. bragte afsløringer om sagen med den tyske embedsmand Völker, som havde udmærket sig ved sin energi som medlem af en kartelkommission, og som kort tid efter modtog en højtlønnet stilling i det største kartel, stålsyndikatet. Tilsvarende tilfælde, der absolut ikke er tilfældige, tvang den samme borgerlige forfatter til at indrømme, at »den i forfatningen garanterede økonomiske frihed allerede nu på mange hjemlige erhvervsområder er blevet en indholdsløs frase«, og at plutokratiets herredømme bevirker, at »selv den mest vidtgående politiske frihed ikke mere kan redde os fra at blive et folk af ufrie«. [*63]

Hvad Rusland angår, vil vi nøjes med et enkelt eksempel: For nogle år siden fandtes i alle aviser en meddelelse om, at direktøren for kreditkancelliet, Davydov, nu forlod statstjenesten for at overtage en stilling i en storbank, med en løn som efter kontrakten i løbet af få år skulle stige til over 1 million rubler. Kreditkancelliet er en institution, hvis opgave er »at forene alle rigets kreditinstitutioners virksomhed«, og som yder hovedstadsbankerne subsidier op til 800-1000 millioner rubler. [*64] – – –

Det er i det hele taget karakteristisk for kapitalismen, at den skiller besiddelse af kapital fra dennes anvendelse i produktionen, skiller pengekapitalen fra industri- eller produktionskapitalen, skiller rentieren, som udelukkende lever af indkomster fra pengekapitalen, fra driftsherren og alle, som deltager umiddelbart i anvendelsen af kapitalen. Imperialismen eller finanskapitalens herredømme er det højeste trin af kapitalismens udvikling, hvor denne adskillelse når en kolossal udstrækning. Finanskapitalens overvægt over alle øvrige former for kapital betyder rentierens og finansoligarkiets domineren, betyder, at nogle få stater, der besidder finansiel »magt«, skiller sig ud fra de øvrige. I hvilket omfang denne proces foregår, viser emissionsstatistikken, dvs. statistik over udstedelsen af alle slags værdipapirer.

I det Internationale Statistiske Instituts Bulletin offentliggør A. Neymarck [*65] særdeles udførlige, fuldstændige og sammenlignelige tal for emissionerne i hele verden, som senere gentages i den økonomiske litteratur. Her er resultaterne for fire årtier:

I 1870'erne steg verdens emissionsbeløb især på grund af lån i forbindelse med den fransk-tyske krig og den derpå følgende Gründerperiode i Tyskland. I det store og hele er forøgelsen i de tre sidste årtier af det 19. århundrede relativt set ikke særligt stærk, og først det første tiår i det 20. århundrede bringer en uhyre forøgelse, næsten en fordobling på ti år. Begyndelsen af det 20. århundrede er altså et vendepunkt, ikke alene for monopolernes vækst (karteller, syndikater og truster), som der ovenfor var tale om, men også for finanskapitalens forøgelse.

Den samlede sum af hele verdens værdipapirer anslår Neymarck til omtrent 815 milliarder francs i 1910. Efter fraregning af anslåede dobbelttællinger, reducerer han summen til 575-600 milliarder. Lægges 600 milliarder til grund, er fordelingen mellem landene således:

Samlet sum af værdipapirer i milliarder francs 1910

England	142		479
Forenede Stater	132
Frankrig	110
Tyskland	95
Rusland	31
Østrig-Ungarn	24
Italien	14
Japan	12
Holland	12,5
Belgien	7,5
Spanien	7,5
Svejts	6,25
Danmark	3,75
Sverige, Norge, Rumænien osv.	2,5
I alt	600

I denne oversigt ses det straks, hvor skarpt 4 særligt rige kapitalistiske lande udskiller sig med hver mellem 100-150 milliarder francs værdipapirer. Af disse fire er de to – England og Frankrig – de ældste og, som vi senere skal se, kolonirigeste af de kapitalistiske lande; de to andre – De Forenede Stater og Tyskland – er de lande, hvor udviklingstempoet og udbredelsen af kapitalistiske monopoler i produktionen har været stærkest. Disse 4 lande tilsammen har 479 milliarder francs, dvs. næsten 80 pct. af hele verdens finanskapital. Næsten hele den øvrige del af verden spiller på den ene eller den anden måde skyldnerens og den tributpligtiges rolle over for disse lande – de internationale bankierer, verdenskapitalens fire »søjler«.

Ganske særligt må vi undersøge den rolle, som kapitaleksporten spiller ved dannelsen af finanskapitalens internationale net af afhængigheder og forbindelser.

Toppen af siden

Lenins noter

*46. Hilferding, R.: Finanskapitalen (s. 361).

*47. Liefmann, R., anf. værk (s. 476).

*48. Heymann, Hans Gideon: Die gemischten Werke in deutschen Gross­eisengewerbe (Stuttgart, 1904, s. 268-269).

*49. Liefmann: Beteiligungsgesellschaften ... (s. 258 i 1. udgave).

*50. Schulze-Gaevernitz i Grundriss der Socialökonomik (V, 2, s. 110).

*51. Eschwege, L.: Tochtergesellschaften (i Die Bank, 1914, I, s. 545).

*52. Heinig, Kurt: Der Weg des Elektrotrusts (i Neue Zeit, 1912, 30. årg., 2, s. 484).

*53. Agahd, E.: Grossbanken und Weltmarkt. Die wirtschaftliche und po­litische Bedeutung der Grossbanken im Weltmarkt unter Berüchsichtig­ung ihres Einflusses auf Ruslands Volkswirtschaft und die deutsch-russischen Beziehungen, (Berlin, 1914).

*54. Lysis: Contre l'oligarchie financière en France (5. udg., Paris, 1908, s.11, 12, 26, 39, 40 og 48).

*55. Die Bank (1913, nr. 7, s. 630).

*56. Stillich, anf. værk (s. 143) og Sombart, Werner: Die deutsche Volks­wirtschaft im 19. Jahrhundert (2. opl., 1909, s. 526, bilag 8).

*57. Finanskapitalen (s. 172).

*58. Stillich, anf. værk (s. 138) og Liefmann (s. 51).

*59. Eschwege, L.: Der Sumpf (i Die Bank, 1913, s. 952) og sammesteds (1912, 1, s.223 ff).

*60. Verkehrstrust (Die Bank, 1914, 1, s. 89).

*61. Der Zug zur Bank (i Die Bank, 1909, 1, s. 79).

*62. Samme sted (1909, 1, s. 301).

*63. Samme sted (1911, 2, s. 825; 1913, 2, s. 962).

*64. Agahd (s. 202).

*65. Bulletin de l'institut international de statistique, (t. 19, bog 2, La Ha­ye, 1912). Tallene fra småstaterne er beregnet omtrentligt, nemlig efter tallene fra 1902 forøget med 20%.

Toppen af siden

Udgiverens noter

19. Lenin har her G.V. Plekhanov i tankerne. Plekhanovs udtalelser om imperialismen findes i hans artikelsamling Om Krigen, der blev udgivet i Petrograd under 1. verdenskrig.

20. Den franske Panama-skandale – et udtryk, der opstod i 1892-1893 i forbindelse med afsløring af embedsmisbrug og bestikkelighed i groft omfang hos embedsmænd, politikere og aviser, der havde ladet sig bestikke af det franske selskab, der stod for opførelsen af Panamakanalen.

Toppen af siden

Sidst opdateret 20.5.2003