Trykt i Sotsial-Demokrat, nr. 35, 12. december 1914.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 23-27, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. jun. 2008
Hvor der dog nu snakkes, kommenteres, og råbes op om nationalitet og fædreland! Liberale og radikale ministre i England, en hærskare af »progressive« skribenter i Frankrig (som har vist sig at være fuldstændigt i overensstemmelse med reaktionens skribenter), en sværm af pennehelte i Rusland – embedsmænd. kadetter og progressive (ja, sågar visse narodnikker og »marxister«) – alle lovsynger de med tusinde tunger »fædrelandets« frihed og uafhængighed og ophøjetheden i den nationale selvstændigheds princip. Det er ugørligt at skelne, hvor bødlen Nikolaj Romanovs betalte lovprisere eller neger- og inderplagerne hører op, og den ordinære spidsborger begynder, som af sløvhed eller karakterløshed flyder »med strømmen«. Det er i øv rigt heller ikke væsentligt at finde ud af det. Vi har at gøre med en bred og meget dybtgående idémæssig strømning, hvis kilder står i solid forbindelse med de interesser, som er de herrer godsejeres og kapitalisters i stormagtsnationerne. Der bruges årligt snese og hundreder af millioner til propaganda for ideer, som er disse klasser til nytte: et uhyre mølleværk, som henter vand alle steder fra, lige fra den overbeviste chauvinist Mensjikov til dem, der er chauvinister af opportunisme eller karakterløshed, folk som Plekhanov og Maslov, Rubanovitj og Smirnov, Kropotkin og Burtsev.
Lad os storrussiske socialdemokrater da også forsøge at definere vor holdning til denne idémæssige strømning. Det ville være usømmeligt af os, repræsentanter for en stormagtsnation i det østligste Europa og en god del af Asien, om vi glemte det nationale spørgsmåls uhyre betydning, navnlig i et land, der med rette kaldes »folkenes fængsel«, i denne tid da kapitalismen netop i det fjerne Østeuropa og i Asien vækker en hel række »nye«, store og små nationer til liv og bevidsthed, i dette øjeblik da det tsaristiske monarki har kaldt millioner af storrussere og »slægtsfremmede« under våben for at »løse« en hel række nationale spørgsmål i overensstemmelse med, hvad der passer den forenede adels råd [1] og folk som Gutjkov, Krestovnikov, Dolgorukov, Kutler og Roditjev.
Er national stolthedsfølelse da os, storrussiske, bevidste proletarer fremmed? Naturligvis ikke! Vi elsker vort sprog og vort fædreland, vi arbejder først og fremmest for at hæve dets arbejdende masser (dvs. ni tiendedele af dets befolkning) op til bevidst tilværelse som demokrater og socialister. Mest af alt smerter det os at se og føle, hvilke voldshandlinger, hvilken undertrykkelse og hvilken nedværdigelse, tsarismens bødler, godsejere og kapitalister, bringer over vort herlige fædreland. Vi er stolte af, at disse voldshandlinger har fremkaldt modstand fra vor midte, fra storrussernes midte, at denne midte har frembragt Radisjtjev, dekabristerne, halvfjerdsernes rasnotjintsy-revolutionære, [2] at den storrussiske arbejderklasse i 1905 skabte massernes stærke, revolutionære parti, at den storrussiske musjik /bonde, - red./ på samme tid begyndte at blive demokrat og at forjage popen og godsejeren.
Vi husker, at den storrussiske demokrat, Tjernysjevskij, som gav sit liv for revolutionen, for et halvt århundrede siden sagde: »En ynkelig nation, en nation af slaver, fra øverst til nederst slaver allesammen«. [3] Hverken de åbenbare eller de fordækte storrussiske slaver (slaver over for tsarmonarkiet) bryder sig om at mindes disse ord. Men efter vor mening var disse ord udsprunget af sand kærlighed til fædrelandet, en kærlighed, der led og græmmede sig over savnet af revolutionær ånd hos den storrussiske befolknings masser. En sådan ånd fandtes ikke dengang. Nu findes den om end der ikke er meget af den. Vi er opfyldt af national stolthed, fordi den storrussiske nation også har frembragt en revolutionær klasse, også har vist, at den formår at give menneskeheden store forbilleder i kampen for frihed og socialisme, og ikke blot kæmpemæssige pogromer, rækker af galger, torturkamre, svære hungerår og dyb servilitet for poperne, tsarerne, godsejerne og kapitalisterne.
Vi er opfyldt af national stolthed, og netop derfor hader vi ganske særligt vor egen slavefortid (dengang de adelige godsejere førte musjikkerne i krig for at kvæle Ungarns, Polens, Persiens og Kinas frihed) og vor slavenutid, hvor de samme godsejere, hjulpet af kapitalisterne, fører os i krig for at kvæle Polen og Ukraine, for at undertrykke den demokratiske bevægelse i Persien og Kina, for at styrke Romanov-, Bobrinskij- og Purisjkevitjbanden, der skænder vor storrussiske nationale værdighed. Ingen er selv skyld i at være født som slave; men en slave, der ikke alene skyr bestræbelser for at opnå frihed, men som tillige forsvarer og besmykker sin trældom (f.eks. betegner kvælningen af Polen, Ukraine osv. som »forsvar« af storrussernes fædreland), en sådan slave er en spytslikker og en pjalt, der fremkalder berettiget harme, foragt og afsky.
»Et folk, der undertrykker andre folk, kan ikke selv være frit.« Det sagde det 19. århundredes største talsmænd for det konsekvente demokrati, Marx og Engels, som er blevet det revolutionære proletariats læremestre. Og vi, storrussiske arbejdere, der er opfyldt af nationalstolthed, ønsker for enhver pris et frit og uafhængigt, selvstændigt, demokratisk, republikansk, stolt Storrusland, som bygger sit forhold til naboerne på lighedens menneskelige princip, og ikke på privilegiernes feudale princip, som er nedværdigende for en stor nation. Netop fordi vi ønsker dette, siger vi: I Europa i det 20. århundrede kan man ikke (selv om det også er i det allerøstligste Europa) »forsvare fædrelandet« på anden måde end ved med alle revolutionere midler at kæmpe mod sit eget lands monarki, godsejere og kapitalister, dvs. vort lands værste fjender; storrusserne kan ikke »forsvare fædrelandet« på anden måde end ved at ønske nederlag for tsarismen i enhver krig som det mindste onde for de ni tiendedele af Storruslands befolkning, eftersom tsarismen ikke alene undertrykker disse ni tiendedele af befolkningen økonomisk og politisk, men også demoraliserer, nedværdiger, vanærer og prostituerer dem ved at oplære dem til at undertrykke andre folk og til at skjule deres skam med hykleriske, skinpatriotiske fraser.
Man vil måske indvende over for os, at ud over tsarismen og under dens vinger er der allerede opstået og konsolideret en anden historisk magt, den storrussiske kapitalisme, som udretter et progressivt arbejde ved økonomisk at centralisere og sammensmelte uhyre områder. Denne indvending retfærdiggør imidlertid ikke, men anklager endnu stærkere vore socialist-chauvinister, som man burde kalde tsarist-purisjkevitjske socialister [4] (ligesom Marx kaldte lassalleanerne kongelige prøjsiske socialister). Lad os tilmed antage, at historien vil afgøre sagen til gunst for den storrussiske stormagtskapitalisme og til ugunst for 101 små nationer. Det er ikke umuligt, eftersom hele kapitalens historie er en voldens og udplyndringens, en blodets og smudsets historie. Og vi er slet ikke urokkelige tilhængere af små nationer. Vi er ubetinget, under i øvrigt lige vilkår, tilhængere af centralisering og modstandere af det spidsborgerlige føderationsideal. Men selv i så tilfælde er det for det første ikke vor sag, ikke demokraternes (for slet ikke at tale om socialisternes) sag at hjælpe Romanov-Bobrinskij-Purisjkevitj med at strangulere Ukraine osv. Bismarck udførte på sin vis, på junkervis, en progressiv historisk gerning, men det ville være en køn »marxist«, som af den grund anså socialistisk hjælp til Bismarck for retfærdiggjort! Tilmed fremmede Bismarck den økonomiske udvikling ved at forene de splittede tyskere, der var undertrykt af andre nationer. Men Storruslands økonomiske opblomstring og hurtige udvikling kræver landets befrielse for storrussernes voldsherredømme over andre nationer – denne forskel glemmer vore dyrkere af de ægte russiske »næsten-Bismarck’er«.
Hvis for det andet historien afgør sagen til gunst for den storrussiske stormagtskapitalisme, så følger deraf, at det storrussiske proletariats socialistiske rolle som hovedmotor i den kommunistiske revolution, kapitalismen avler, bliver så meget større. Men til proletariatets revolution kræves der lang tids opdragelse af arbejderne i den mest fuldstændige nationale ligeberettigelses og broderskabets ånd. Altså må man netop ud fra det storrussiske proletariats interesser gennem lang tid opdrage masserne til på den mest beslutsomme, konsekvente, dristige og revolutionære måde at kæmpe for fuldstændig ligeberettigelse og selvbestemmelsesret for alle de af storrusserne undertrykte nationer. Storrussernes (ikke-slavesindede) nationalstolthed falder sammen med de storrussiske (og alle andre) proletarers socialistiske interesser. Vort forbillede er og bliver Marx, som efter at have levet årtier i England blev halvvejs englænder og krævede Irlands frihed og nationale uafhængighed af hensyn til de engelske arbejderes socialistiske bevægelse.
Men vore hjemmestrikkede socialistiske chauvinister, Plekhanov osv. osv., vil i det sidste, tænkte, tilfælde vi her har anskuet, vise sig som forrædere, ikke alene mod deres fædreland, mod et frit og demokratisk Storrusland, men også som forrædere mod det proletariske broderskab mellem alle Ruslands nationer, dvs. mod socialismens sag.
1. Den forenede adels råd – en kontrarevolutionær godsejerorganisation, oprettet i maj 1906 og bestående til oktober 1917. Rådets hovedformål var at beskytte selvherskerdømmet, de store jordbesidderes ejendomsret og adelens privilegier. Organisationen udvikledes efterhånden til et halvofficielt regeringsorgan med stor indflydelse på regeringens politik og lovgivningen. Et stort antal af organisationens medlemmer havde sæde i statsrådet og de Sorte Hundreders ledelse. – S.24.
2. Rasnotjintsy kaldtes i det 19. århundredes Rusland ikke-akademiske intellektuelle, som herte hjemme i det liberale og demokratiske bourgeoisi, men som stod uden for stænderne – gejstligheden, borgerstanden, embedsstanden og bondestanden. – S.24.
3. Citatet er fra Tjernysjevskijs roman Prolog. – S.24.
4. Der hentydes til storgodsejeren V.M. Purisjkevitj, en inkarneret reaktionær monarkist, medstifter af organisationen Det Russiske Folks Forbund (tilsluttet de Sorte Hundreder). Udtrådte i 1907 af denne organisation og stiftede »Ærkeenglen Mikhails Kammer«, en ny kontrarevolutionær, monarkistisk organisation. Purisjkevitj var medlem af statsdumaen, hvor han blev kendt for sine antisemitiske taler med opfordringer til pogromer. – S.26.
Sidst opdateret 30.6.2008