Skrevet i oktober-december 1913. Trykt 1913 i bladet Prosvesjtjenie nr. 10, 11 og 12.
Samlede Værker (russ.), bd. 24, s. 113-150. [16]
Oversat af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Om nationalpolitik og proletarisk internationalisme, s. 16-59, Sputnik København/Progress Moskva 1980.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 31. jan. 2009.
Udgivers noter er desværre endnu ikke online.
Det er tydeligt, at det nationale spørgsmål nu har indtaget en fremtrædende plads blandt spørgsmålene om samfundslivet i Rusland. Såvel reaktionens militante nationalisme som den kontrarevolutionære borgerlige liberalismes omslag i nationalisme (særlig storrussisk, men også polsk, jødisk, ukrainsk osv.) og endelig de stadig stærkere nationalistiske svingninger blandt forskellige »nationale« (dvs. ikke-storrussiske) socialdemokrater, der er gået så vidt som til at bryde partiprogrammet – alt dette forpligter os afgjort til at vise det nationale spørgsmål større opmærksomhed end hidtil.
Foreliggende artikel har et specielt mål, nemlig at undersøge marxisters og »også-marxisters« programmatiske svingninger i det nationale spørgsmål i generel sammenhæng. I nr. 29 af Severnaja Pravda [17] (af 5. september 1913: Liberale og Demokrater i Sprogspørgsmålet) havde jeg lejlighed til at tale om de liberales opportunisme i det nationale spørgsmål. I en artikel i den opportunistiske jødiske avis Zait [18] kastede hr. F. Liebman sig kritisk over min artikel. På den anden side er den ukrainske opportunist hr. Lev Jurkevitj (i nr. 7-8 af Dsvin [19] 1913) fremkommet med kritik af de russiske marxisters program om det nationale spørgsmål. Begge disse forfattere har berørt så mange spørgsmål, at man for at besvare dem må gå ind på de mest forskellige sider af vort tema. Og det forekommer mig at være mest hensigtsmæssigt at indlede med et genoptryk af artiklen fra Severnaja Pravda.
Aviserne har gentagne gauge omtalt den kaukasiske statholders rapport, der udmærker sig ikke ved sort reaktion, men ved lavmælt »liberalisme«. Statholderen udtaler sig i øvrigt mod kunstig russificering, dvs. russisk-gørelse af ikke-russiske folkeslag. I Kaukasus tilstræber repræsentanter for ikke-russiske folkeslag selv at lære børnene russisk, f. eks. i de armenske kirkeskoler, hvor russiskundervisning ikke er obligatorisk.
En af de mest udbredte liberale aviser i Rusland, Russkoje Slovo [20] (nr. 198), påpeger dette og drager den rimelige konklusion, at den fjendtlige holdning tit russisk sprog i Rusland »udelukkende« er en følge af den »kunstige« (der burde være sagt voldelige) udbredelse at russisk. »Der er ingen grund til at nære bekymring for det russiske sprogs skæbne. Bet vil selv erobre sig anerkendelse i hele Rusland«, skriver avisen. Og det er rigtigt, for det økonomiske samkvems behov vil altid tvinge de nationaliteter, der befolker en stat (så længe de vil leve sammen), til at lære flertallets sprog. Jo mere demokratisk systemet i Rusland bliver, des stærkere, hurtigere og mere omfattende vil kapitalismen udvikle sig, og des mere vedholdende vil behovene for økonomisk samkvem drive de forskellige folkeslag til at lære det sprog, som er bedst egnet for fælles handelsforbindelser.
Men den liberale avis iler med at prygle sig selv og vise sin liberale inkonsekvens.
»Selv blandt modstandere af russificering, skriver den, er der vel næppe nogen, som vil indvende, at der i en så enorm stat som Rusland bør være ét statssprog, og at dette sprog ... kun kan være russisk.«
Den omvendte logik! Det lille Svejts mister intet, men vinder ved, at det ikke har ét statssprog, men hele tre: tysk, fransk og italiensk. I Svejts er 70 pct. af befolkningen tyskere (i Rusland er 43 pct. storrussere), 22 pct. er franskmænd (i Rusland 17 pct. ukrainere), 7 pct. er italienere (i Rusland er 6 pct. polakker og 4,5 pct. hviderussere). Når italienerne ofte taler fransk i det fælles parlament, så gør de det ikke, fordi de er under tvang af en eller anden vild politilov (en sådan findes ikke i Svejts), men ganske enkelt fordi civiliserede borgere i en demokratisk stat selv foretrækker et sprog, der er forståeligt for flertallet. Fransk fremkalder ikke had hos italienerne, fordi det er en fri, civiliseret nations sprog, et sprog, der ikke påtvinges ved .modbydelige politimetoder.
Hvorfor skal det »enorme« Rusland, der er langt mere broget og forfærdeligt tilbagestående, bremse sin udvikling ved at opretholde noget som helst privilegium for et af sprogene? Forholder det sig ikke omvendt, d’herrer liberale? Skal Rusland ikke, hvis det vil indhente Europa, gøre ende på alskens privilegier så hurtigt som muligt, så grundigt som muligt, så beslutsomt som muligt?
Hvis privilegier af enhver art bortfalder, hvis man holder op med at tvinge et af sprogene igennem, vil alle slavere let og hurtigt lære at forstå hinanden og ikke være bange for den »frygtelige« tanke, at der lyder taler på forskellige sprog i det fælles parlament. Og behovene for økonomisk samkvem vil af sig selv bestemme, hvilket af det givne lands sprog som det er fordelagtigt for flertallet at kunne i handelsforbindelsernes interesse. Og jo fastere denne bestemmelse bliver, eftersom den tages frivilligt af de forskellige nationers befolkning, jo hurtigere og :mere omfattende den tages, jo mere konsekvent bliver demokratismen, jo hurtigere vil kapitalismen udvikle sig i kraft heraf.
De liberale behandler sprogspørgsmålet ligesom alle andre politiske spørgsmål; som hykleriske kræmmere rækker de demokratiet den ene hånd (åbent), rnens den anden hånd (hag ryggen) rækkes godsejerne og politiet. Vi er imod privilegier, skriger den liberale, mens han bag ryggen tiltusker sig først det ene, så det andet privilegium hos godsejerne.
Sådan er enhver liberal-borgerlig nationalisme – ikke kun den storrussiske (den er værst, takket vare sin voldelige karakter og slægtskabet med d’herrer Purisjkevitj’er, men også den polske, jødiske, ukrainske, grusiske og enhver anden. Bourgeoisiet i alle nationer såvel i Østrig som i Rusland er under parolen »national kultur« i virkeligheden i gang med at splitte arbejderne, afkræfte demokratiet og købslå med godsejerne om salg af folkenes rettigheder og frihed.
Arbejderdemokratiets parole er ikke »national kultur«, men demokratismens og den verdensomfattende arbejderbevægelses internationale kultur. Lad bourgeoisiet bedrage folket med alle hånde »positive« nationale programmer. Den bevidste arbejder vil svare det: der findes kun én løsning på det nationale spørgsmål (for så vidt som det overhovedet lader sig løse i kapitalismens verden, en verden af profiteren, splid og udbytning), og denne løsning er konsekvent demokratisme.
Beviserne er Svejts i Vesteuropa, et land med gammel kultur, og Finland i Østeuropa, et land med ny kultur.
Arbejderdemokratiets nationale program: absolut ingen privilegier for nogen nation, for noget sprog; spørgsmålet om nationernes politiske selvbestemmelse, dvs. deres statslige løsrivelse afgøres ad fuldstændig fri, demokratisk vej; udstedelse af en statslov, hvorefter enhver foranstaltning (i semstvo’en, [21] i byen, i landsbyfællesskabet osv., osv.), som på nogen måde privilegerer en af nationerne, og som krænker nationernes ligeberettigelse eller et nationalt mindretals rettigheder, erklæres ulovlig og ugyldig – og enhver af statens borgere har fuld ret til at kræve en sådan foranstaltning afskaffet som forfatningsstridig, og retslig afstraffelse af dem, der ville føre den ud i livet.
Over for forskellige borgerlige partiers nationale splid om sprogspørgsmålet m.m. rejser arbejderdemokratiet krav om: absolut enhed og fuldstændig sammensmeltning af arbejdere af alle nationaliteter i alle fagforenings-, kooperative, forbruger-, oplysnings- og øvrige arbejderorganisationer som modvægt til enhver form for borgerlig nationalisme. Kun en sådan enhed og sammensmeltning kan forsvare demokratiet, forsvare arbejdernes interesser mod kapitalen, – der allerede er blevet, og som bliver stadig mere international, – forsvare menneskehedens udvikling hen imod en ny tilværelse, der er fremmed for privilegier og udbytning af enhver art.
Som læseren vil se, klarlægger artiklen i Severnaja Pravda med ét eksempel, nemlig spørgsmålet om statssprog, inkonsekvensen og opportunismen hos det liberale bourgeoisi, som i det nationale spørgsmål rækker godsejerne og politiet hånden. Enhver forstår, at foruden spørgsmålet om statssprog optræder det liberale bourgeoisi lige så forræderisk, hyklerisk og smalsporet (selv ud fra liberalismens interesser) i en hel række beslægtede spørgsmål.
Konklusionen heraf? Konklusionen er den, at enhver liberal-borgerlig nationalisme bringer det størst tænkelige fordærv ind i arbejdermiljøet og tilføjer frihedens og den proletariske klassekamps sag det størst tænkelige tab. Dette er så meget desto farligere, som den borgerlige (og borgerlig feudale) tendens dækker sig bag parolen »national kultur«. I den nationale kulturs navn – den storrussiske, polske, jødiske, ukrainske m.fl. – ordner Sorte Hundreder [22] og klerikale med samt bourgeois’er af alle nationer deres reaktionære og snavsede affærer.
Sådan er kendsgerningerne i det nuværende nationale liv, hvis man betragter det marxistisk, dvs. ud fra klassekampens synspunkt, hvis man sammenholder parolerne med klassernes interesser og politik og ikke med tomme »generelle principper«, deklamationer og fraser.
Parolen om national kultur er et borgerligt (og ofte ekstremt reaktionært og klerikalt) bedrag. Vor parole er demokratismens og den verdensomfattende arbejderbevægelses internationale kultur.
Her styrter bundisten hr. Liebman sig ud i kamp og knuser mig med følgende morderiske tirade:
»Enhver, der har bare en smule kendskab til det nationale spørgsmål, ved, at international kultur ikke er innational [a] kultur (kultur uden national form); innational kultur, der hverken skal være russisk, jødisk eller polsk, men en ren kultur er noget vrøvl; arbejderklassen kan netop først blive fortrolig med de internationale ideer, når de tilpasses det sprog, som arbejderen taler, og de konkrete nationale forhold, hvorunder han lever; arbejderen må ikke være ligeglad med sin nationale kulturs stilling og udvikling, fordi gennem den og kun gennem den får han mulighed for at deltage i ‘demokratismens og den verdensomfattende arbejderbevægelses internationale kultur’. Det har længe været kendt, men V. I. vil overhovedet ikke vide noget om alt dette ...«
Tænk nærmere over dette typiske bundistiske ræsonnement, der – med forlov at se – skal knuse den marxistiske tese, jeg har opstillet. Med usædvanlig selvsikkerhed, som et menneske »med kendskab til det nationale spørgsmål« serverer hr. bundisten os almindelige borgerlige synspunkter som »for længst kendte« sandheder.
Ja, den internationale kultur er ikke ikke-national, elskværdige bundist. Det er der ingen, der har sagt. Ingen har proklameret nogen »ren« kultur, hverken polsk, jødisk eller russisk osv., så Deres tomme talemåder er kun et forsøg på at aflede læserens opmærksomhed og tilsløre sagens kerne med klangfulde ord.
I enhver national kultur findes der – om end uudviklede – elementer af en demokratisk og socialistisk kultur, for i enhver nation findes en arbejdende og udbyttet masse, hvis levevilkår uundgåeligt afføder en demokratisk og socialistisk ideologi. Men i enhver nation findes også en borgerlig (i de fleste endda også en yderst reaktionær og klerikal) kultur – tilmed ikke kun i form af »elementer«, men i form af den herskende kultur. Derfor er den »nationale kultur« som regel godsejernes, popernes og bourgeois’ernes kultur. Denne grundlæggende sandhed og abc for marxister har bundisten stillet i skyggen og »bortforklaret« med sine talemåder, dvs. at han i stedet for at afsløre og forklare den klassemæssige kløft reelt har tilsløret den for læseren. I virkeligheden har bundisten optrådt som en bourgeois, hvis hele interesse forlanger, at troen på en national kultur uden for klasserne bliver udbredt.
Når vi opstiller parolen om »demokratismens og den verdensomfattende arbejderbevægelses internationale kultur«, tager vi fra hver national kultur kun dens demokratiske og dens socialistiske elementer, vi tager dem kun og ubetinget som modvægt til den borgerlige kultur, den borgerlige nationalisme i enhver nation. Ikke en eneste demokrat og langt mindre en marxist fornægter sprogenes lige berettigelse eller nødvendigheden af at polemisere på eget sprog mod »eget« bourgeoisi og at propagandere for antiklerikale eller antiborgerlige ideer blandt »egen« bondestand og »eget« småborgerskab – det behøver man ikke snakke om, med disse ubestridelige sandheder dækker bundisten over striden, dvs. over det, spørgsmålet i virkeligheden drejer sig om.
Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt marxister direkte eller indirekte kan tillade sig at opstille parolen om national kultur, eller om de er forpligtet til på alle sprog og ved »at tilpasse sig« alle lokale og nationale særegenheder at propagandere imod den, for parolen om arbejdernes internationalisme.
Betydningen af parolen om national kultur afgøres ikke af en eller anden småintellektuels løfte eller gode forsæt om at »tolke« denne parole »som gennemførelse af international kultur via den«. At se sådan på det ville være barnlig subjektivisme. Betydningen af parolen om national kultur afgøres af det objektive styrkeforhold mellem alle klasser i et givet land og i alle verdens lande. Bourgeoisiets nationale kultur er en kendsgerning (og, jeg gentager, bourgeoisiet overalt laver studehandler med godsejerne og poperne). Militant borgerlig nationalisme, der afstumper, fordummer og splitter arbejderne for at føre dem i bourgeoisiets tømme – det er den grundlæggende kendsgerning i nutiden.
Den, der ønsker at tjene proletariatet, må forene arbejdere af alle nationer og urokkeligt bekæmpe såvel »egen« som fremmed borgerlig nationalisme. Den, der forsvarer parolen om national kultur, har plads blandt nationalistiske spidsborgere og ikke blandt marxister.
Lad os tage et konkret eksempel. Kan en storrussisk marxist godtage nogen parole om en national storrussisk kultur? Nej. Et sådant menneske må placeres blandt nationalister og ikke blandt marxister. Vor sag er at bekæmpe storrussernes herskende, ærkereaktionære og borgerlige nationale kultur samtidig med, at vi i international ånd og allersnævreste forbund med arbejdere fra andre lande udvikler de kim, der findes både i vor demokratiske bevægelses og i arbejderbevægelsens historie. At bekæmpe sine egne storrussiske godsejere og bourgeois’er, mod deres »kultur«, i internationalismens navn, at kæmpe, idet man »tilpasser sig« Purisjkevitj’ernes og Struve’rnes særheder – det er din opgave, og ikke at tale for eller acceptere parolen om national kultur.
Det samme gælder også for den mest undertrykte og forfulgte nation, den jødiske. Jødisk national kultur er rabbinernes og bourgeois’ernes parole, vore fjenders parole. Men der findes andre elementer i den jødiske kultur og i hole jødedommens historie. Af 10,5 million jøder i hele verden bor lidt over halvdelen i Galicien og Rusland, tilbagestående og halvvilde lande, der med vold holder jøderne nede i en kastestilling. Den anden halvdel lever i den civiliserede verden, og der er jøderne ikke ramt af kasteisolation. Der har den jødiske kulturs store, verdensomfattende progressive træk tydeligt givet sig til kende: dens internationalisme, dens føling med de fremskredne bevægelser i epoken (procenten af jøder i demokratiske og proletariske bevægelser er overalt højere end i befolkningen overhovedet).
Den, der direkte eller indirekte opstiller parolen om en jødisk »national kultur«, er (hvor gode hans hensigter end måtte være) proletariatets fjende, er tilhænger af det gamle og kasteprægede i jødedommen, er rabbinernes og bourgeois’ernes håndlanger. Hvorimod marxistiske jøder, der slutter sig sammen med russiske, litauiske, ukrainske og andre arbejdere i internationale marxistiske organisationer, yder deres bidrag (både på russisk og på jødisk vis) til at skabe en international kultur i arbejderbevægelsen, disse jøder fortsætter – i modsætning til Bunds separatisme – de bedste traditioner i jødedommen, idet de kæmper mod parolen om »national kultur«.
Borgerlig nationalisme og proletarisk internationalisme er de to uforsonligt fjendtlige paroler, som modsvarer de to store klasselejre i hele den kapitalistiske verden, og som udtrykker to slags politik (ja, mere end det: to verdensanskuelser) i det nationale spørgsmål. Når bundisterne står fast på parolen om national kultur og herpå bygger en hel plan og et praktisk program for såkaldt kulturel-national autonomi, optræder de i virkeligheden som fortalere for borgerlig nationalisme blandt arbejderne.
Spørgsmålet om assimilering, [b] dvs. om at miste de nationale særtræk, om at gå over i en anden nation, gør det muligt at give et klart billede af følgerne af bundisternes og deres ligesindedes nationalistiske svingninger.
Hr. Liebman, der tro viderebragte og gentog bundisternes sædvanlige argumenter eller rettere kneb, kaldte kravet om enhed og sammensmeltning af arbejdere af alle en stats nationaliteter i fælles arbejderorganisationer (se slutningen af artiklen fra Severnaja Pravda) – for en »gammel assimileringsskrøne«.
»Følgelig«, siger hr. F. Liebman i forbindelse med slutningen på artiklen i Severnaja Pravda, »skal en arbejder besvare spørgsmålet om, hvilken nationalitet han tilhører med: ‘jeg er socialdemokrat’.«
Det anser vor bundist for at være toppen af skarpsind. I virkeligheden afslører han sig definitivt med sådanne skarpsindigheder og hylet om »assimilering«, som er rettet imod en konsekvent demokratisk og marxistisk parole.
I sin udvikling kender kapitalismen to historiske tendenser i det nationale spørgsmål. Den første er opvågning af et nationalt liv og nationale bevægelser, bekæmpelse af enhver national undertrykkelse og oprettelse af nationalstater. Den anden er udvikling og mangedobling af alle mulige forbindelser mellem nationerne, nedbrydning af nationale skel og skabelse af international enhed i kapital og økonomi overhovedet, politik, videnskab osv.
Begge tendenser er lov for kapitalismen i hele verden. Den første dominerer i begyndelsen af dens udvikling, den anden karakteriserer den modne kapitalisme, der går sin forvandling til et socialistisk samfund i møde. Marxisternes nationale program tager hensyn til begge tendenser. For det første står det fast på nationernes og sprogenes ligeberettigelse og tolererer ingen som helst privilegier i den henseende (det samme gælder nationernes selvbestemmelsesret, herom specielt nedenfor); for det andet fastholder det princippet om internationalisme og uforsonlig kamp mod, at proletariatet smittes med borgerlig nationalisme, den være sig nok så raffineret.
Man spørger sig, hvad det egentligt drejer sig om for vor bundist, når han himler op mod »assimilering«? Voldshandlinger mod nationerne, privilegier for en af nationerne kunne han ikke tale om her, for ordet »assimilering« passer overhovedet ikke på dette sted; – for alle marxister har både hver for sig og som et officielt hele ganske bestemt og utvetydigt fordømt selv den mindste nationale vold, undertrykkelse og ulighed; – og endelig er denne almenmarxistiske tanke også udtrykt med absolut bestemthed i Severnaja Pravdas artikel, som bundisten har kastet sig over.
Nej. Her er ingen omsvøb mulige. Hr. Liebman fordømte »assimileringen«, men mente hermed ikke voldshandlinger, ikke ulighed, ikke privilegier. Bliver der noget reelt tilbage i begrebet assimilering, når man har taget al vold og al ulighed væk?
Utvivlsomt ja. Tilbage bliver den verdenshistoriske tendens i kapitalismen, som fører til, at nationale barrierer nedbrydes, at nationale forskelle udviskes, at nationerne assimileres, en tendens, som ytrer sig med større og større kraft for hvert årti, og som udgør en af de største drivkræfter, der forvandler kapitalisme til socialisme.
Den er ikke marxist, den er ikke engang demokrat, som ikke anerkender og ikke forsvarer nationernes og sprogenes ligestilling og ikke bekæmper enhver national undertrykkelse eller ulighed. Ingen tvivl herom. Men der er heller ingen tvivl om, at den angivelige marxist, som skælder og smælder en marxist af anden nation ud for »assimilering«, i virkeligheden bare er en nationalistisk spidsborger. Til denne lidet respektable kategori af mennesker hører alle bundister og (som vi nu får at se) de ukrainske nationalsocialere à la d’herrer L. Jurkevitj, Dontsov og Co.
Vi vil anføre tre slags eksempler for konkret at vise, hvor dybt reaktionære disse nationalistiske spidsborgeres synspunkter er.
Dem, der råber højest mod russiske ortodokse marxisters »assimilering«, er de jødiske nationalister i Rusland i almindelighed, heraf bundisterne i særdeleshed. Men som det er fremgået af førnævnte oplysninger, forholder det sig så, at af de 10,5 millioner jøder i hele verden lever omkring halvdelen i den civiliserede verden under forhold med størst tænkelig »assimilering«, mens kun de ulykkelige, forkuede, retsløse jøder i Rusland og Galicien, som undertrykkes af (russiske og polske) Purisjkevitj’er, lever under forhold med mindst tænkelig »assimilering« og størst tænkelig isolation, der går så vidt som til »bosættelsesgrænser«, [23] »procentsatser« [24] og andre purisjkevitjiske yndigheder.
Jøderne i den civiliserede verden er ingen nation, de er i højeste grad assimilerede, – siger K. Kautsky og O. Bauer. Jøderne i Galicien og Rusland er ingen nation, her er de desværre (og det er ikke deres egen skyld, men Purkevitj’ernes) stadig en kaste. Så kategorisk dømmer folk, der ganske givet kender jødedommens historie og tager ovenfor nævnte kendsgerninger i betragtning.
Og hvad siger så disse kendsgerninger? De siger, at »assimilering« kun kan møde modstand hos jødiske reaktionære spidsborgere, der ønsker at dreje historiens hjul tilbage og tvinge den til ikke at gå fra forholdene i Rusland og Galicien til forholdene i Paris og New York, men omvendt.
De bedste repræsentanter for jødedommen –verdenshistoriske personligheder, der er stået frem for verden som demokratiets og socialismens mest klarsynede ledere – har aldrig råbt op mod assimilering. Det gør kun de, der nærer pietetsfølelse for den jødiske »bagdel«.
Man kan få en tilnærmelsesvis forestilling om, hvilket omfang nationernes assimilation i det hele taget har under den fremskredne kapitalismes moderne betingelser, f. eks. af oplysninger om emigrationen til Nordamerikas Forenede Stater. På ti år, 1891-1900, drog 3,7 millioner mennesker fra Europa til de Forenede Stater og på ni år, 1901-1909, 7,2 millioner mennesker. Folketællingen i 1900 viste, at der boede over 10 millioner udlændinge i de Forenede Stater. Staten New York, – som ifølge samme folketælling havde mere end 78.000 østrigere, 136.000 englændere, 20.000 franskmænd, 480.000 tyskere, 37.000 ungarere, 425.000 irlændere, 182.000 italienere, 70.000 polakker, 166.000 fra Rusland (størstedelen jøder), 43.000 svenskere osv. – ligner en mølle, der finmaler de nationale forskelle. Og det, der i stort, internationalt omfang sker i New York, sker i hver eneste storby og fabriksområde.
Den, som ikke er forsumpet i nationalistiske fordomme, kan ikke undgå at se, at denne nationernes assimilation, der foregår under kapitalismen, er et vældigt historisk fremskridt, som nedbryder den nationale forbening i forskellige ravnekroge – især i tilbagestående lande som Rusland.
Tag Rusland og storrussernes forhold til ukrainerne. Selvfølgelig vil enhver demokrat for slet ikke at sige marxist resolut bekæmpe den uhørte ydmygelse af ukrainerne og kræve deres fulde ligestilling. Men det ville være direkte forræderi mod socialismen og dum politik selv ud fra ukrainernes borgerlige »nationale opgaver« at svække den forbindelse og det forbund, der nu eksisterer mellem det ukrainske og det storrussiske proletariat inden for rammerne af en stat.
Hr. Lev Jurkevitj, der også kalder sig »marxist« (stakkels Marx!), giver et mønstereksempel på denne dumme politik. I 1906, skriver hr. Jurkevitj, – hævdede Sokolovskij (Basok) og Lukasjevitj (Tutjapskij), at det ukrainske proletariat var fuldstændig russificeret og ikke havde brug for en særlig organisation. Derfor, men uden forsøg på at fremlægge en eneste kendsgerning om det faktiske spørgsmål kaster hr. Jurkevitj sig hysterisk skrigende over dem begge – helt i stil med den mest underlødige, stupide og reaktionære nationalisme – med påstande om »national passivitet« og »national opgivelse«, om at disse folk »har splittet (!!) de ukrainske marxister« osv. Det er nu, trods »opsvinget i den nationale ukrainske bevidsthed blandt arbejderne«, et mindretal af arbejdere, som er »nationalt bevidst«, mens flertallet, hævder hr. Jurkevitj, – »endnu befinder sig under indflydelse af russisk kultur« og vor opgave er, udbryder den nationalistiske spidsborger, – »ikke at gå efter masserne, men at føre dem med os og gøre dem de nationale opgaver klart (den nationale sag)« (Dsvin s. 89).
Hele dette hr. Jurkevitjs ræsonnement er fra først til sidst borgerlig-nationalistisk. Men selv ud fra borgerlige nationalisters synspunkt, hvoraf nogle ønsker fuld ligeberettigelse og autonomi til Ukraine, mens andre vil have en uafhængig ukrainsk stat, står dette ræsonnement ikke for kritik. Det er den storrussiske og polske godsejerklasse samt bourgeoisiet fra samme to nationer, som er modstandere af de ukrainske frigørelsesbestræbelser. Hvilken samfundskraft er i stand til at yde disse klasser modstand? Tyvende århundredes første tiår har faktisk givet svaret: denne kraft er ene og alene arbejderklassen, der fører den demokratiske bondestand med sig. Med sit forsøg på at splitte og dermed svække den virkelig demokratiske kraft, hvis sejr ville gøre national vold umulig, forråder hr. Jurkevitj ikke kun demokratiets interesser i almindelighed, men også sit fædreland Ukraines interesser. Hvis storrussiske og ukrainske proletarer handler enigt, er et frit Ukraine muligt; uden en sådan enhed kan det ikke komme på tale.
Men marxister begrænser sig ikke til et borgerlig-nationalt synspunkt. Man har nu i et par årtier kunnet følge en stadig hurtigere økonomisk udviklingsproces sydpå, dvs. i Ukraine, som inddrager hundredtusinder af bønder og arbejdere fra Storrusland i kapitalistisk økonomi, i bjergværker og byer. At der inden for disse rammer sker en »assimilation« af det storrussiske og ukrainske proletariat, er hævet, over enhver tvivl. Og den kendsgerning er ubestridelig progressiv. I stedet for den formørkede, tilbagestående, isolerede og halvvilde storrussiske eller ukrainske bonde sætter kapitalismen den bevægelige proletar, hvis levevilkår sprænger den specifikt nationale, såvel storrussiske som ukrainske snæverhed. Lad os antage, at der med tiden bliver en statsgrænse mellem Storrusland og Ukraine, – også i dette tilfælde vil den historisk progressive karakter af storrussiske og ukrainske arbejderes »assimilation« være hævet over enhver tvivl, ligesom finmalingen af nationerne i Amerika er progressiv. Jo friere Ukraine og Storrusland bliver, des mere omfattende og hurtigere udvikler kapitalismen sig, og den vil da i endnu højere grad trække arbejdere af samtlige nationaliteter fra alle egne af landet og arbejdermassen fra alle nabostater (dersom Rusland skulle blive nabostat til Ukraine) til byerne, bjergværkerne og fabrikkerne.
Hr. Lev Jurkevitj optræder som rigtig bourgeois og oven i købet som snæversynet, indskrænket og stupid bourgeois, dvs. som spidsborger, når han affærdiger samkvem, sammensmeltning og assimilation mellem de to nationers proletariat til fordel for en kortfristet fremgang for den ukrainske nationale sag. Først den nationale sag, dernæst den proletariske, siger borgerlige nationalister, og d’herrer Jurkevitj, Dontsov og andre jammer-marxister plaprer efter. Den proletariske sag frem for alt siger vi, fordi den ikke kun sikrer arbejdets varige, grundlæggende interesser og menneskehedens interesser, men også demokratiets interesser, og uden demokrati er et autonomt og uafhængigt Ukraine utænkeligt.
Til slut bør man mærke sig endnu noget i hr. Jurkevitjs ræsonnement, der er usædvanlig rigt på nationalistiske perler. Et mindretal af ukrainske arbejdere er nationalt bevidst, siger han, – »flertallet befinder sig stadig under indflydelse af russisk kultur«.
Når det drejer sig om proletariatet, er denne stillen ukrainsk kultur som helhed op mod storrussisk kultur, også som helhed, ensbetydende med det mest skammelige forræderi mod proletariatets interesser til fordel for borgerlig nationalisme.
Der findes to nationer i enhver moderne nation, siger vi til alle nationalsocialere. Der findes to nationale kulturer i enhver national kultur. Der findes Purisjkevitj’ernes, Gutjkov’ernes og Struve’rnes storrussiske kultur – men der findes også en storrussisk kultur, der kendetegnes ved navne som Tjernysjevskij og Plekhanov. De samme to kulturer findes i Ukraine, såvel som i Tyskland, Frankrig, England, hos jøderne osv. Hvis størstedelen af de ukrainske arbejdere befinder sig under indflydelse af storrussisk kultur, ved vi bestemt, at ved siden af den storrussiske klerikale og borgerlige kulturs ideer er også det storrussiske demokratis og socialdemokratis ideer virksomme her. Den ukrainske marxist, som bekæmper den første slags »kultur«, vil altid udskille den anden kultur og sige til de ukrainske arbejdere: »Enhver mulighed for kontakt med den storrussiske bevidste arbejder, med hans litteratur, med hans ideer må ubetinget gribes, udnyttes og fastholdes med alle kræfter, det kræver både den ukrainske og den storrussiske arbejderbevægelses grundlæggende interesser«.
Hvis en ukrainsk marxist lader sig rive med af det helt berettigede og naturlige had til de storrussiske undertrykkere og går så vidt, at han overfører bare en lille del af dette had, måske kun som afstandtagen, på de storrussiske arbejderes proletariske kultur og proletariske sag, da vil samme marxist ende i den borgerlige nationalismes sump. Præcis således vil også den storrussiske marxist havne i ikke kun den borgerlige, men også den ærkereaktionære nationalismes sump, hvis han bare ét minut glemmer kravet om ukrainernes fulde ligeberettigelse eller deres ret til at danne en selvstændig stat.
Så længe storrussiske og ukrainske arbejdere lever i en stat, må de i den snævreste organisatoriske enhed og sammensmeltning stå sammen om at forsvare den proletariske bevægelses almene og internationale kultur og udvise absolut tolerance i spørgsmålet om, hvilket sprog propagandaen skal lyde på, samt om hensyntagen til rent lokale eller rent nationale enkeltheder i denne propaganda. Dette er et af marxismens ubetingede krav. Enhver snak om at skille en nations arbejdere fra en anden, ethvert angreb på marxistisk »assimilering«, enhver modstilling i spørgsmål, der angår proletariatet, hvorunder en national kultur i sin helhed sættes op mod en anden, angivelig helstøbt national kultur m.m., er borgerlig nationalisme, og den må bekæmpes nådesløst.
Spørgsmålet om parolen »national kultur« har enorm betydning for marxister, ikke kun fordi den fastlægger det idémæssige indhold i al vor propaganda og agitation om det nationale spørgsmål til forskel fra borgerlig propaganda, – men også fordi hele programmet for den berygtede kulturel-nationale autonomi bygger på denne parole.
Den grundlæggende, principielle forsyndelse i dette program er, at det stiler efter at virkeliggøre den mest raffinerede og mest absolutte, gennemførte nationalisme. Dette programs væsen er, at hver enkelt borger lader sig tilslutte en nation, og at hver enkelt nation udgør et juridisk hele med ret til tvangsbeskatning af sine medlemmer, med nationale parlamenter (sejmer) og nationale »statssekretærer« (ministre).
Denne idé, anvendt på det nationale spørgsmål, ligner Proudhons idé, anvendt på kapitalismen. Og Proudhons idé er, at man ikke skal afskaffe kapitalismen og dens grundlag – vareproduktionen, – men rense dette grundlag for misbrug, for udvækster osv.; man skal ikke afskaffe udveksling og bytteværdi, men tværtimod »konstituere« denne bytteværdi, gøre den til en almen, absolut, »retfærdig« værdi uden svingninger, kriser og misbrug.
Lige så småborgerlig Proudhon er, og ligesom Proudhons teori absolutiserer udveksling og vareproduktion og ophøjer dem til en skabningens perle – lige så småborgerlig er den »kulturel-nationale autonomis« teori og program, som absolutiserer borgerlig nationalisme, fremstiller den som en skabningens perle, renser den for vold og uretfærdigheder osv.
Marxisme er uforenelig med nationalisme, lad denne være nok så »retfærdig«, »renvasket«, raffineret og civiliseret. I stedet for nationalisme af enhver art lader marxismen internationalisme og sammensmeltning af alle nationer gå op i en højere enhed, der vokser for øjnene af os med hver verst jernbane, med hver internationale trust, med hvert arbejderforbund (som i økonomisk virksomhed, men dernæst også i kraft af ideer og bestræbelser er internationalt).
Nationalitetsprincippet er historisk uundgåeligt i et borgerligt samfund, og ihukommende dette samfund anerkender en marxist fuldt ud den historiske retfærdighed af nationale bevægelser. Men for at denne anerkendelse ikke skal blive til et forsvar for nationalismen, må man sikre, at den på strengeste vis kun begrænses til det, som er progressivt i disse bevægelser, – således at denne anerkendelse ikke fører til, at proletarisk bevidsthed formørkes af borgerlig ideologi.
Det er progressivt, at masserne vågner op af deres feudale dvaletilstand, at de kæmper mod national undertrykkelse af enhver art, for folkets suverænitet, for nationens suverænitet. Heraf følger marxistens absolutte pligt til at forsvare den mest beslutsomme og mest konsekvente demokratisme i alle dele af det nationale spørgsmål. Det er hovedsageligt en negativ opgave. I sin støtte af nationalismen kan proletariatet ikke gå længere end hertil, for da begynder bourgeoisiets »positive« virksomhed, som stiler efter at styrke nationalismen.
Det er proletariatets absolutte pligt at befri sig for ethvert feudalt åg, enhver undertrykkelse af nationerne, ethvert privilegium for en nation eller et sprog; proletariatet som demokratisk kraft har pligt hertil, det gælder helt og fuldt den proletariske klassekamp, der formørkes og forhales af nationalt kævl. At fremme borgerlig nationalisme ud over disse strengt afmærkede grænser, som er fastsat inden for bestemte historiske rammer, er ensbetydende med at forråde proletariatet og stille sig på bourgeoisiets side. Her trækkes et skel, der ofte er meget fint, og som bundisterne og de ukrainske nationalsocialere fuldstændigt glemmer.
Kamp mod national undertrykkelse af enhver art – ubetinget ja. Kamp for national udvikling af enhver art, for »national kultur« i almindelighed – ubetinget nej. Det kapitalistiske samfunds økonomiske udvikling giver os over hele verden eksempler på underudviklede nationale bevægelser, eksempler på dannelse af store nationer af en række små eller til skade for nogle små, eksempler på nationernes assimilation. Borgerlig nationalismes princip er udvikling af nationaliteten i almindelighed, heraf den borgerlige nationalismes specifikke væsen, heraf det håbløse nationale kævl. Proletariatet påtager sig slet ikke at forsvare hver nations nationale udvikling, men advarer tværtimod masserne imod sådanne illusioner, det går ind for den mest fuldstændige frihed for kapitalistisk omsætning og hilser enhver assimilation af nationerne, så længe det ikke sker med vold eller bygger på privilegier.
At fastholde nationalismen inden for en vis »retfærdigt« afgrænset sfære, at »konstituere« nationalismen, at sætte faste og solide skranker op mellem alle nationerne ved hjælp af en særlig statslig institution – der har vi det idémæssige grundlag og indhold i kulturel-national autonomi. Denne tanke er helt igennem borgerlig og helt igennem falsk. Proletariatet kan ikke gå ind for nogen som helst opretholdelse af nationalismen, – tværtimod støtter det alt, som bidrager til, at nationale forskelle udviskes og nationale skranker nedbrydes, alt, som gør forbindelserne mellem nationaliteterne tættere og tættere, alt, som fører til sammensmeltning af nationerne. Optræder man anderledes, stiller man sig på det reaktionære nationalistiske spidsborgerskabs side.
Da udkastet til kulturel-national autonomi diskuteredes på de østrigske socialdemokraters kongres i Brünn (Brno) (1899), blev der så at sige ikke ofret opmærksomhed på dets teoretiske vurdering. Men det er lærerigt at notere, hvad der blev påpeget i to sådanne indvendinger mod dette program: 1) det ville føre til styrkelse af klerikalismen og 2) »forevige chauvinismen, der ville holde sit indtog i hvert lille fællesskab, i hver lille gruppe« (s. 92 i de officielle protokoller fra Brünnkongressen på tysk. Der findes en russisk oversættelse udgivet af det jødiske nationalist-parti JSAP). [25]
Der er ingen tvivl om, at den »nationale kultur« i dette ords sædvanlige betydning, det vil sige i skoler m. m., for øjeblikket befinder sig under overvejende indflydelse af klerikale og borgerlige chauvinister i alle verdens lande. Når bundisterne i forsvaret af »kulturel-national« autonomi siger, at nationernes konstituering vil rense klassekampen i nationerne for alle slags uvedkommende betragtninger, så er det åbenlyst og latterligt sofisteri. I ethvert kapitalistisk samfund føres den alvorlige klassekamp først og fremmest inden for det økonomiske og politiske område. At skille skolen ud fra dette område, er for det første absurd utopi, da skolen (ligesom »national kultur« i det hele taget) ikke kan løsrives fra økonomi og politik, og for det andet er det netop det økonomiske og politiske liv i et kapitalistisk land, som for hvert skridt tvinger tåbelige og forældede nationale skranker og fordomme til at bryde sammen, mens udskillelse af skolevæsenet m. m. netop ville konservere, skærpe og styrke den »rene« klerikalisme og den »rene« borgerlige chauvinisme.
I aktieselskaberne sidder kapitalister af forskellige nationer side om side. På fabrikkerne arbejder arbejdere af forskellige nationer sammen. I ethvert virkelig alvorligt og dybtgående politisk spørgsmål sker grupperingen efter klasser og ikke efter nationer. »At fratage staten administrationen« af skolevæsenet m. m. og overlade det til nationerne, er netop forsøg på at udskille det område af den nationssamlende økonomi, som er samfundslivets mest, så at sige ideologiske, og hvor det er lettest at gennemføre en »ren« national kultur eller klerikalismens og chauvinismens nationale kultivering.
I sin praktiske gennemførelse ville planen om »eksterritorial« (det, der ligger udenfor, som ikke er forbundet med det område, hvor den pågældende nation lever) eller »kulturel-national« autonomi kun betyde én ting: at dele skolevæsenet op efter nationalitet, dvs. at indføre nationale kurier i skolevæsenet. Når man klart forestiller sig dette reelle væsen i den berømte bundistplan, forstår man også hele dens reaktionære karakter, selv ud fra demokratiets synspunkt for ikke at tale om proletariatets klassekamp for socialisme.
Et eksempel og ét udkast til »nationalisering« af skolevæsenet anskueliggør, hvad det drejer sig om. I Nordamerikas Forenede Stater domineres hele tilværelsen stadig af opdelingen i nord- og sydstater; førstnævnte har de største traditioner for frihed og kamp mod slaveejerne, mens sidstnævnte har de største traditioner for slaveri, negerforfølgelse, økonomisk undertrykkelse og kulturel fornedrelse af negerne (44 pct. analfabeter blandt negere og 6 pct. blandt hvide) osv. Det er sådan, at i nordstaterne går negerne i samme skoler som de hvide. I sydstaterne findes særlige – »nationale« eller racemæssige, som man vil – skoler for negerne. Det er vistnok eneste eksempel på »nationalisering« af skolen i praksis.
Østpå i Europa findes et land, hvor sager i lighed med Bejlis-sagen [26] stadig er mulige, hvor d’herrer Purisjkevitj'er har dømt jøderne til en stilling, der er værre end negernes. I samme land fremkom et ministerium nylig med et udkast til nationalisering af den jødiske skole. Til alt held bliver denne reaktionære utopi næppe gennemført, lige så lidt som de østrigske småborgeres; de har opgivet håbet om at gennemføre konsekvent demokrati og standse det nationale kævl. I stedet har de udtænkt særlige futteraler til nationerne i skolevæsenet, så de ikke får lejlighed til at kævles på grund af nogen skoledeling ..., men »konstituerer sig« til én »national kultur«s evige kævl mod en anden.
I Østrig er kulturel-national autonomi stort set forblevet et litterært påfund, som ikke engang de østrigske socialdemokrater selv har taget alvorligt. I Rusland har alle de jødiske borgerlige partier til gengæld optaget den i programmet, og det samme har nogle få spidsborgerlige opportunistiske elementer af forskellige nationer – f. eks. bundisterne, likvidatorerne i Kaukasus og de russiske nationalpartiers konference inden for den venstre-narodniske retning. (Denne konference fandt i parentes bemærket sted i 1907, og beslutningen herfra blev taget, selv om de russiske socialrevolutionære og de polske socialpatrioter, PPS, [27] afholdt sig fra at stemme. At afholde sig fra at stemme er enestående karakteristisk for den måde, hvorpå de socialrevolutionære og de polske socialpatrioter forholder sig til et af de vigtigste principspørgsmål i det nationale program!).
Østrig har netop Otto Bauer, den »kulturel-nationale autonomis« vigtigste teoretiker, ofret et specielt kapitel i sin bog på at bevise umuligheden af at opstille et sådant program for jøderne. I Rusland har samtlige borgerlige partier, netop inden for jødedommen – og deres eftersnakker Bund – vedtaget dette program. [c] Hvad vil det sige? Det vil sige, at historien gennem en anden stats politik har afsløret Bauers tåbelige påfund på præcis samme måde, som de russiske bernsteinianere [29] (Struve, Tugan-Baranovskij, Berdjajev og Co.) gennem deres hurtige udvikling fra marxisme til liberalisme har afsløret den tyske bernsteinianismes virkelige idémæssige indhold.
Hverken østrigske eller russiske socialdemokrater har taget den »kulturel-nationale autonomi« med i deres program. Men jødiske borgerlige partier i de mest tilbagestående lande og en række spidsborgerlige, angiveligt socialistiske grupper har vedtaget det for at kunne føre den borgerlige nationalismes idé i raffineret form ind blandt arbejderne. Denne kendsgerning taler for sig selv.
Da vi nu engang har berørt det østrigske program om det nationale spørgsmål, kan vi ikke undlade at repetere en sandhed, der ofte fordrejes af bundisterne. På Brünnkongressen blev der fremlagt et rent program for »kulturel-national autonomi«. Det er de sydslaviske socialdemokraters program, hvis § 2 lyder: »Ethvert folk, der lever i Østrig, udgør, uafhængigt af hvilket territorium dets medlemmer bebor, en autonom gruppe, der helt selvstændigt styrer alle sine nationale (sproglige og kulturelle) anliggender«. Ikke kun Kristan, men også den indflydelsesrige Ellenbogen forsvarede dette program. Men det blev strøget, ikke en eneste kunne stemme for det. Der blev vedtaget et territorialistisk program, dvs. et program, der ikke skaber nogen nationale grupper, »uafhængigt af hvilket territorium deres medlemmer bebor«.
§ 3 i det vedtagne program lyder: »De selvstyrende områder inden for en og samme nation danner tilsammen et nationalt enhedsforbund, der afgør sine nationale anliggender fuldstændigt autonomt« (se Prosvesjtjenie 1913, nr. 4, s. 28 [30]). Det er klart, at også dette kompromisprogram er urigtigt. Et eksempel til forklaring. Den tyske koloni i Saratov-guvernementet plus den tyske arbejderforstad ved Riga eller Lódz plus den tyske landsby ved Petersborg osv. danner tyskernes »nationale enhedsforbund« i Rusland. Stille krav om noget sådant og sikre et sådant forbund, kan socialdemokraterne tydeligvis ikke, selv om de naturligvis ikke på nogen måde benægter frihed til alle slags forbund, deriblandt forbund af hvilke som helst fællesskaber af hvilken som helst nationalitet i den givne stat. Men at udskille tyskere m.fl. fra forskellige egne og klasser i Rusland til et tysk-nationalt enhedsforbund ved hjælp af en statslov, det kan poper, bourgeois’er, spidsborgere og hvem som helst beskæftige sig med – bare ikke socialdemokrater.
Russiske opportunisters mest udbredte metode under diskussionen om det nationale spørgsmål er at henvise til Østrig. I min artikel i Severnaja Pravda [d] (Prosvesjtjenie nr. 10, s. 96-98), som opportunisterne (hr. Semkovskij i Novaja Rabotjaja Gaseta, hr. Liebman i Zait [31]) har kastet sig over, hævder jeg, at der kun findes én løsning på det nationale spørgsmål, for så vidt som en sådan løsning overhovedet er mulig i kapitalismens verden – og det er konsekvent demokratisme. Som bevis henviser jeg bl.a. til Svejts.
Denne henvisning behager ikke de to ovennævnte opportunister, der forsøger at tilbagevise den eller svække dens betydning. Forstår I, Kautsky har sagt, at Svejts er en undtagelse, at Svejts har en ganske særlig decentralisering, en særlig historie, særlige geografiske betingelser, at de forskelligsprogede befolkningsgrupper er placeret usædvanlig specielt osv., osv.
Alt dette er ikke andet end forsøg på at vige uden om stridens kerne. Naturligvis er Svejts en undtagelse i den forstand, at det ikke er nogen homogen stat. Men den samme undtagelse (eller tilbageståenhed, tilføjer Kautsky) er Østrig og Rusland. I Svejts er det naturligvis kun særlige, specielle, historiske betingelser og levevilkår, der har sikret større demokratisme end i de fleste af dets nabolande i Europa.
Men hvad kommer alt dette sagen ved, hvis det drejer sig om et forbillede, som man må låne hos? Over hele verden og under de nuværende forhold er de lande en undtagelse, hvor institutioner af forskellig art er blevet opbygget på et konsekvent demokratisk grundlag. Men forhindrer det os i, at vi i vort program forsvarer konsekvent demokratisme i alle institutioner?
Det særlige ved Svejts er dets historie, dets geografiske og andre forhold. Det særlige ved Rusland er proletariatets kraft i de borgerligt revolutioners epoke, en kraft, der ikke er set før, og landets forfærdelige generelle tilbageståenhed, som objektivt gør det nødvendigt med en ualmindelig hurtig og beslutsom bevægelse fremad under truslen om alle mulige minusser og nederlag.
Vi udarbejder vort nationale program ud fra proletariatets synspunkt; siden hvornår er man egentlig begyndt at tage de dårligste eksempler frem for de bedste?
Men er det i alle tilfælde ikke en uomtvistelig og ubestridelig kendsgerning, at national fred under kapitalismen udelukkende er virkeliggjort (for så vidt som den overhovedet lader sig virkeliggøre) i lande med konsekvent demokrati?
Siden dette er uomtvisteligt, er og bliver opportunisternes stædige henvisning til Østrig i stedet for til Svejts en metode, der helt ligner kadetternes, [32] for kadetterne kopierer altid de dårligste og ikke de bedste europæiske forfatninger.
Svejts har tre officielle sprog, men ved folkeafstemning trykkes lovudkast på fem sprog, dvs. på to »romanske« dialekter foruden de tre officielle sprog. Disse dialekter tales i Svejts ifølge folketællingen i 1900 af 38.651 indbyggere ud af 3.315.443, dvs. af lidt over én procent. I hæren gives officerer og underofficerer »den mest omfattende frihed til at henvende sig til soldaterne på disses modersmål«. I kantonerne Graubünden. og Wallis (hver har over et hundred tusinde indbyggere) nyder begge dialekter fuld ligestilling. [e]
Man kan spørge sig selv, om vi skal propagandere for og forsvare denne levende erfaring fra et fremskredent land eller låne østrigernes påfund af typen »eksterritorial autonomi«, der endnu aldrig er blevet prøvet nogetsteds i verden (og endnu ikke vedtaget af østrigerne selv)?
Propaganda for dette påfund er propaganda for at splitte skolevæsenet op efter nationaliteter, dvs. direkte skadelig propaganda. Men Svejts’ erfaring viser, at det i praksis er muligt og er virkeliggjort at sikre den (relativt) største nationale fred under en (igen relativt) konsekvent demokratisme for hele staten.
»Svejts, siger folk, der har studeret dette spørgsmål, – har ikke noget nationalt spørgsmål i østeuropæisk forstand. Selve ordet (nationalt spørgsmål) er ukendt her ... Kampen mellem nationaliteterne i årene 1797-1803 ligger for Svejts langt bagude i tiden.« [f]
Det betyder, at den store franske revolutions epoke, der gav den mest demokratiske løsning på de nærmeste spørgsmål om overgangen fra feudalisme til kapitalisme, i forbifarten desuden også formåede at »løse« det nationale spørgsmål.
Og lad så d’herrer Semkovskij, Liebman og andre opportunister hævde, at denne »sær-svejtsiske« løsning ikke kan anvendes i Rusland på en hvilken som helst kreds eller sågar del af en kreds, hvor der af 200.000 indbyggere kun er to dialekter, talt af 40.000 borgere, som i deres område ønsker at nyde fuld ligestilling i sproglig henseende!
Propaganda for nationernes og sprogenes fulde ligestilling vil i enhver stat kun udskille konsekvente demokratiske elementer (dvs. kun proletarer), da propagandaen samler dem ikke efter nationalitet, men på grund af deres stræben efter dybtgående og alvorlige forbedringer af hele samfundssystemet. Propaganda for »kulturel-national autonomi« vil – uanset enkelte personers og gruppers gode ønsker – derimod dele nationen op og i praksis tilnærme arbejderne i én nation dennes bourgeoisi (samtlige jødiske borgerlige partier har accepteret denne »kulturel-nationale autonomi«).
At sikre et nationalt mindretal dets rettigheder er uløseligt knyttet til princippet om fuld ligestilling. I min artikel i Severnaja Pravda er dette princip formuleret på næsten samme måde som i den senere, officielle og mere præcise beslutning fra marxisternes konference. Denne beslutning kræver, »at der i forfatningen medtages en grundlæggende lov, som erklærer alle slags privilegier for en af nationerne og alle slags krænkelser af et nationalt mindretals rettigheder for ugyldige«.
Hr. Liebman forsøger at latterliggøre denne formulering ved at spørge: »Hvorfra ved man egentlig, hvori et nationalt mindretals rettigheder består?« Hører f. eks. retten til »egen læseplan« i nationale skoler med til disse rettigheder? Hvor stort skal et nationalt mindretal være for at få ret til egne dommere, embedsmænd og skoler med undervisning på modersmålet? Hr. Liebman vil af disse spørgsmål udlede, at det er nødvendigt med et »positivt« nationalt program.
Men i virkeligheden viser disse spørgsmål tydeligt, hvad det er for reaktionære sager vor bundist vil gennemtrumfe under dække af en diskussion om påståede smådetaljer og enkeltheder.
»Egen læseplan« i sin egen nationale skole!... Ærede nationalsocialer, marxister har en fælles læseplan, der f. eks. gør det ubetinget påkrævet med en verdslig skole. Ud fra marxisternes opfattelse vil nogen afvigelse fra denne fælles læseplan ingen steder og aldrig være tilladt i en demokratisk stat (men lokalbefolkningen bestemmer selv, hvordan den skal udfyldes med »lokale« fag, sprog osv.) Princippet om at »fratage staten administrationen« af skolevæsenet og overlade det til nationerne indebærer, at vi, arbejderne, giver »nationer« i vor – demokratiske – stat lov til at ødsle folkets penge bort på en klerikal skole! Uden selv at bemærke det, har hr. Liebman tydelig klargjort, hvor reaktionær »kulturel-national autonomi« er!
»Hvor stort skal et nationalt mindretal. være?« Ikke engang i det østrigske program, som bundisterne er blevet så glade for, er dette fastslået; her lyder det (endnu kortere og endnu mindre klart end hos os): »Nationale mindretals rettigheder beskyttes af en særlig lov, der skal udstedes af det kejserlige parlament« (§ 4 i Brünnprogrammet).
Hvorfor er der dog ingen, som har stukket til de østrigske socialdemokrater med et spørgsmål om, hvilken slags lov det skulle være? Hvilke rettigheder skulle loven sikre og for hvilket mindretal?
Det er fordi, alle fornuftige mennesker indser det malplacerede og umulige i at fastsætte enkeltheder i et program. Et program opstiller kun grundprincipperne. I det givne tilfælde er grundprincippet underforstået hos østrigerne, men udtrykkes direkte i beslutningen fra Ruslands marxisters sidste konference. Dette princip går ud på ikke at tillade nogen nationale privilegier eller nogen national ulighed.
Lad os tage et konkret eksempel, der kan belyse spørgsmålet for bundisten. Ifølge oplysningerne fra den elevoptælling, som fandt sted 18. januar 1911, havde grundskolerne i St. Petersborg under ministeriet for folke»oplysning« 48.076 elever. Af disse var 396 jøder, dvs. mindre end én procent. Endvidere talte eleverne 2 rumænere, 1 grusier, 3 armeniere osv. Kan der overhovedet udarbejdes et »positivt« nationalt program, der omfatter denne mangfoldighed af forhold og betingelser? (Og St. Petersborg er naturligvis langtfra den mest »brogede« nationale by i Rusland). Det ser ud til, at ikke engang specialister i nationale »finesser« à la bundisterne vil være i stand til at opstille et sådant program.
Dersom der i statens forfatning fandtes en grundlæggende lov om ugyldigheden af enhver foranstaltning, der krænkede mindretallets rettigheder, kunne enhver borger kræve ophævelse af en forordning, der f. eks. ikke tillod ansættelse på statens regning af speciallærere i jiddisch, jødisk historie osv., eller som kunne nægte at stille offentlige lokaler til rådighed til undervisning af jødiske, armenske og rumænske børn, ja endog for et enkelt grusisk barn. I alle tilfælde er der intet til hinder for at tilfredsstille alle fornuftige og rimelige ønsker fra de nationale mindretal. på grundlag af ligestilling, og ingen skal kunne sige, at propaganda for ligestilling er skadelig. Men propaganda for opsplitning af skolevæsenet efter nationer, propaganda f. eks. for en speciel jødisk skole for jødiske børn i St. Petersborg ville derimod være ubetinget skadelig, og oprettelse af nationale skoler for alle mulige nationale mindretal, for 1, 2, 3 børn – det er ganske enkelt umuligt.
Endvidere er det ikke muligt i nogen landsdækkende lov at bestemme, hvorledes et nationalt mindretal skal være, før det opnår ret til at have særlige skoler eller særlige lærere i supplerende fag osv.
Derimod kan en landsdækkende lov om ligestilling udmærket være detaljeret udarbejdet og blive videreudviklet i specielle cirkulærer og bestemmelser for områder, byer, kredse, landsbyfællesskaber osv.
Hr. Liebman indvender:
»Lad os tage Litauen, det baltiske område, Polen, Volyn, Sydrusland osv. – overalt vil man finde en blandet befolkning; der forekommer ikke en eneste by, hvor der ikke findes et stort nationalt mindretal. Hvor langt man end gennemfører en decentralisering, vil man overalt i forskellige egne (hovedsageligt i bysamfund) finde forskellige nationaliteter sammen, og netop demokratismen vil spille det nationale mindretal i hænderne på det nationale flertal. Men som bekendt stiller V. I. sig fjendtligt til den føderative statsopbygning og ubegrænsede decentralisering, som findes i det svejtsiske forbund. Man kan så spørge, hvorfor han brugte Svejts som eksempel?«
Ovenfor er det allerede forklaret, hvorfor jeg brugte Svejts som eksempel. Ligeså blev det forklaret, at problemet med at beskytte et nationalt mindretals rettigheder kun kan løses gennem udstedelse af en landsomfattende lov i en konsekvent demokratisk stat, der ikke fraviger princippet om ligestilling. Men i det anførte citat gentager hr. Liebman en af de mest gangbare (og usande) indvendinger (eller skeptiske bemærkninger), der sædvanligvis bruges mod det marxistiske nationalprogram, og som derfor fortjener en gennemgang.
Marxister er naturligvis fjendtligt indstillet til føderation og decentralisering – af den simple grund, at kapitalismen til sin udvikling kræver så store og så centraliserede stater som muligt. Under i øvrigt lige vilkår vil et bevidst proletariat altid gå ind for en større stat. Det vil altid bekæmpe middelalderlig partikularisme og vil altid hilse den tættest mulige økonomiske forening af store territorier, hvor proletariatets kamp mod bourgeoisiet vil kunne udfolde sig i bredt omfang.
En vidtgående og hurtig udvikling af produktivkræfterne under kapitalismen kræver store, statsligt forenede og sammentømrede territorier, hvor bourgeoisiet som klasse – og med det også dets uundgåelige antipode – proletariatet som klasse kan slutte sig sammen og tilintetgøre alle middelalderlige, standsmæssige, snævert lokale, smånationale, trosbestemte og andre gamle hindringer.
Nationernes selvbestemmelsesret, dvs. deres ret til løsrivelse og dannelse af en selvstændig nationalstat, vil vi behandle for sig. [g] Men så længe og for så vidt forskellige nationer endnu udgør én stat, vil marxister under ingen omstændigheder propagandere hverken for det føderative princip eller for decentralisering. En stor centraliseret stat er et vældigt historisk skridt fremad fra middelalderlig opsplitning til hele verdens fremtidige socialistiske enhed, og vejen til socialisme kan overhovedet kun gå over en sådan stat (der er uløseligt forbundet med kapitalisme).
Men det ville være utilladeligt at glemme, at vi ved at gå ind for centralisme, udelukkende går ind for demokratisk centralisme. I den forbindelse har det nationalistiske spidsborgerskab (heriblandt afdøde Dragomanov), og alskens spidsborgerskab overhovedet bragt en sådan forvirring i spørgsmålet, at man igen og igen må ofre tid på at rede trådene ud.
Demokratisk centralisme udelukker aldeles ikke lokalt selvstyre med autonomi for områder, der adskiller sig ved særlige økonomiske forhold og levevilkår, ved særlig national befolkningssammensætning osv., tværtimod kræver den nødvendigvis både det ene og det andet. Hos os sammenblander man ustandselig centralisme med vilkårlighed og bureaukrati. Ruslands historie har naturligvis måttet afføde en sådan sammenblanding, men den er alligevel helt utilladeligt for en marxist.
Dette kan bedst tydeliggøres med et konkret eksempel.
I sin omstændelige artikel Det Nationale Spørgsmål og Autonomien [h] begår Rosa Luxemburg blandt mange sjove fejl (herom nedenfor) også den særlig sjove, at hun forsøger at begrænse kravet om autonomi til Polen alene.
Men lad os først se, hvordan hun definerer autonomi.
Rosa Luxemburg anerkender – og som marxist har hun naturligvis pligt til at anerkende, – at alle de vigtigste og væsentlige økonomiske og politiske spørgsmål for det kapitalistiske samfund aldeles ikke bør afgøres af forskellige områders autonome forsamlinger, men udelukkende af et centralt statsparlament. Til disse spørgsmål hører: toldpolitik, industri- og handelslovgivning, samfærdsel og kommunikationsmidler (jernbaner, post, telegraf, telefon osv.), væbnede styrker, skattesystem, civil- [i] og strafferet, almene principper for skolevæsenet (f. eks. lov om en rent verdslig skole, om almindelig undervisningspligt, om mindstepensum, om en demokratisk skoleordning osv.), lovgivning om arbejderbeskyttelse, om politiske friheder (koalitionsret) osv., osv.
Autonome forsamlinger har kompetence til – på grundlag af en fællesstatslig lovgivning – at afgøre spørgsmål af rent lokal, områdemæssig eller rent national betydning. Også denne tanke udvikler Rosa Luxemburg med megen – for ikke at sige overdreven – sans for detaljen, idet hin for eksempel peger på anlæggelse af lokale jernbaner (nr. 12, s. 149), lokale landeveje (nr. 14-15, s. 376) osv.
Det er ganske indlysende, at man ikke kar forestille sig en moderne, virkelig demokratisk stat, som ikke bevilger en sådan autonomi til ethvert område med bare visse, væsentlige økonomiske og levemæssige særegenheder, med en særlig national befolkningssammensætning osv. Princippet om centralisme, der er nødvendig for kapitalismens udvikling, vil ved en sådan (lokal og områdemæssig) autonomi ikke blive undergravet, men vil tværtimod netop blive virkeliggjort – på demokratisk og ikke bureaukratisk vis – takket være denne autonomi. Kapitalismens brede, frie, hurtige udvikling ville umuliggøres eller i det mindste blive yderst vanskelig uden en sådan autonomi, der letter både kapitalernes koncentration og produktivkræfternes udvikling såvel som bourgeoisiets og proletariatets samling i fællesstatslig målestok. For bureaukratisk indblanding i rent lokale (områdemæssige, nationale osv.) spørgsmål er en af de største hindringer for økonomisk og politisk udvikling i almindelighed og blandt andet en af hindringerne for centralisme i det alvorlige, det store, det grundlæggende.
Derfor er det svært at afholde sig fra at smile, når man læser, hvordan vor prægtige Rosa Luxemburg med helt alvorlig mine og »rent marxistiske« ord anstrenger sig for at bevise, at kravet om autonomi kun er anvendeligt på Polen alene, og kun som undtagelse! Her findes naturligvis ikke en dråbe »lokalpatriotisme« – her findes kun »saglige« overvejelser... f. eks. når det gælder Litauen.
Rosa Luxemburg tager fire guvernementer: Vilna /Vilnius/, Kovno /Kaunas/, Grodno og Suwalki, og forsikrer læserne (og sig selv) om, at de »hovedsagelig« bebos af litauere, og ved at lægge befolkningen i disse guvernementer sammen får hun det til, at litauerne udgør 23 pct. af hele befolkningen, men lægger man sjmuderne til, bliver det 31 pct. eller under en tredjedel af befolkningen. Konklusionen bliver selvfølgelig den, at tanken om autonomi for Litauen er »vilkårlig og kunstig« (nr. 10, s. 807).
En læser, der er fortrolig med de velkendte mangler i vor officielle russiske statistik, vil straks se Rosa Luxemburgs fejl. Hvorfor tage Grodno-guvernementet, hvor litauerne kun udgør 0,2 pct., nul komma to procent? Hvorfor tage hele Vilna-guvernementet og ikke kun Trokikredsen, hvor litauerne udgør flertallet af befolkningen? Hvorfor tage hele Suwalki-guvernementet, der sætter litauerne til 52 pct. af befolkningen, og ikke dette guvernements litauiske kredse, dvs. 5 kredse af 7, hvori litauerne udgør 72 pct. af befolkningen?
Det er latterligt at tale om moderne kapitalismes betingelser og krav og så hverken tage de »moderne« eller »kapitalistiske«, men de middelalderlige, feudalistiske, statsbureaukratiske administrative enheder i Rusland, og det endda i deres groveste form (guvernementer, og ikke kredse). Det er klart som dagen, at der ikke kan være tale om nogen som helst form for alvorlig lokal reform i Rusland uden at fjerne disse enheder og erstatte dem med virkeligt »moderne« enheder, der virkeligt modsvarer kapitalismens krav og ikke det offentliges, ikke bureaukratiets, ikke vanens, ikke godsejernes, ikke popernes krav. Og blandt kapitalismens moderne krav er utvivlsomt kravet om størst mulig enhed i befolkningens nationale sammensætning, fordi nationalitet og lighed i sprog er en vigtig faktor for fuld erobring af hjemmemarkedet og for fuld frihed i det økonomiske samkvem.
Det kalder på smilet, når denne, Rosa Luxemburgs åbenlyse fejl gentages af bundisten Medem, der gerne vil bevise, ikke at Polens særtræk er nogen »undtagelse«, men at princippet om territorial national autonomi er uholdbart (bundisterne er for en eksterritorial national autonomi!). Vore bundister og likvidatorer samler over hele verden på alle fejl og alle opportunistiske svingninger hos socialdemokrater i forskellige lande og forskellige nationer, hvorved deres bagage kommer til at bestå af det ubetinget allerdårligste fra socialdemokratierne over hele verden: uddrag fra bundisternes og likvidatorernes skriverier kunne tilsammen danne et socialdemokratisk mønstermuseum for dårlig smag.
Landsdelsautonomi, doserer Medem belærende, passer for en landsdel, for et »område«, men ikke for lettiske, estiske osv. kredse med en befolkning fra en halv million til to millioner, og på størrelse med et guvernement. »Dette ville ikke være autonomi, men en almindelig semstvo ... På denne semstvo måtte man så bygge en virkelig autonomi...«, og forfatteren fordømmer »sønderbrydning« af de gamle guvernementer og kredse. [j]
I praksis er dette opretholdelse af middelalderlige, feudalistiske, statsadministrative enheder, der »sønderbryder« og vansirer betingelserne for moderne kapitalisme. Kun folk, der er gennemsyret af ånden i denne administrative inddeling kan »med kenderens lærde mine« give sig til at spekulere over modstillingen mellem »semstvo« og »autonomi«, idet de pr. refleks mener, at »autonomi« skal være for de store områder og semstvo for de små. Moderne kapitalisme kræver overhovedet ikke disse embedsmandsskabeloner. Hvorfor kan der ikke være autonome nationale kredse med en befolkning på ikke kun en halv million, men sågar også på 50.000 indbyggere, – hvorfor kan sådanne kredse ikke slå sig sammen på alle mulige måder med nabokredse af forskellige størrelser til et autonomt »område«, hvis det er praktisk, hvis det er nødvendigt for det økonomiske samkvem – alt dette er og bliver en hemmelighed for bundisten Medem.
Vi bemærker, at det nationale program, socialdemokraterne vedtog i Brünn, helt og holdent bygger på national territorial autonomi, idet det foreslås at opdele Østrig i »nationalt afgrænsede kredse« »i stedet for de historiske kronjorder« (Brünnprogrammets § 2). Så langt ville vi ikke være gået. Der er ingen tvivl om, at ensartet befolkningssammensætning i national henseende er en af de sikreste faktorer for et frit, bredt og virkeligt moderne handelssamkvem. Der er ingen tvivl om, at ikke én marxist, ja ikke én resolut demokrat giver sig til at forsvare de østrigske kronjorder, eller de russiske guvernementer og kredse (de er ikke så slemme som de østrigske kronjorder, men alligevel meget slemme), giver sig til at bestride nødvendigheden af at erstatte disse forældede enheder med enheder om muligt efter befolkningens nationale sammensætning. Endelig er der ingen tvivl om, at det for at fjerne national undertrykkelse af enhver art er yderst vigtigt at oprette autonome kredse, om så nok så små, med en homogen, ensartet national sammensætning; herunder kunne også frie forbund af enhver art og medlemmer af en given nationalitet, der er spredt over hele landet eller endog jordkloden, blive »tiltrukket« af disse kredse og knytte forbindelse med dem. Alt dette er indiskutabelt, alt dette kan kun bestrides ud fra et forbenet bureaukratisk synspunkt.
Befolkningens nationale sammensætning er en af de vigtigste økonomiske faktorer, men ikke den eneste og ikke den vigtigste. Byerne f. eks. spiller en særdeles vigtig økonomisk rolle under kapitalismen, men overalt – både i Polen. Litauen, Ukraine, Storrusland osv., adskiller byerne sig ved en højst broget national befolkningssammensætning. Det ville være tåbeligt og umuligt at løsrive byerne fra landsbyer og kredse, der økonomisk set drages til dem, på grund af den »nationale« faktor. Derfor bør ingen marxist helt og fuldt stille sig på det »national-territorialistiske« princips grundlag.
Og en langt rigtigere løsning end den østrigske blev vedtaget på de russiske marxisters seneste konference. Denne konference opstillede følgende tese om dette spørgsmål:
»... det er nødvendigt ... med vidtrækkende område-autonomi« (naturligvis ikke for Polen alene, men for alle områder i Rusland) »og fuldstændig demokratisk lokalt selvstyre ved fastsættelse af selvstyrende og autonome områders grænser« (ikke ud fra de nuværende guvernementers, kredses osv. grænser), »men på grundlag af den lokale befolknings egen hensyntagen til økonomiske forhold og levevilkår, befolkningens nationale sammensætning osv.« [k]
Befolkningens nationale sammensætning er her sat side om side med andre forhold (i første række økonomiske, dernæst levevilkår osv.), der må tjene som begrundelse for en fastsættelse af nye grænser i overensstemmelse med moderne kapitalisme og ikke med bureaukrati og asiatisme. Kun den lokale befolkning alene kan »vurdere« disse forhold helt nøje, og på grundlag heraf vil statens centrale parlament fastslå de autonome områders grænser og de autonome forsamlingers kompetenceområde.
Vi har endnu ikke behandlet spørgsmålet om nationernes selvbestemmelsesret. Omkring dette spørgsmål har en hel flok opportunister af alle nationaliteter, både likvidatoren Semkovskij, bundisten Liebman og den ukrainske nationalsocialer Lev Jurkevitj, taget fat på at »popularisere« Rosa Luxemburgs fejl. Vor næste artikel vil være helliget dette spørgsmål, som den ganske »flok« har bragt total forvirring i.
a. inter = mellem, in = ikke, international = mellem nationerne, innational = ikke-national, ikke-folkelig
b. Bogstaveligt: ligedannelse, identificering
c. At bundisterne med usædvanlig iver ofte benægter den kendsgerning, at samtlige borgerlige jødiske partier har vedtaget »kulturel-national autonomi«, det er forståeligt. Denne kendsgerning afdækker alt for tydeligt Bunds virkelige rolle. Da en af bundisterne, hr. Manin, i Lutj [28] forsøgte at gentage sin benægtelse, blev han fuldstændigt afsløret af N. Skop (se Prosvesjtjenie nr. 3). Men når hr. Lev Jurkevitj i Dsvin (1913, nr. 7-8, s. 92) citerer hr. Skops sætning fra Prosvesjtjenie nr. 3, s. 78: »Sammen med de borgerlige jødiske partier og grupper har bundisterne længe forsvaret kulturel-national autonomi« og forvansket dette citat ved at fjerne ordet »bundister« og erstatte ordene »kulturel-national autonomi« med »nationale rettigheder«; så kan man kun slå ud med armene!! Ikke nok med, at hr. Lev Jurkevitj er nationalist, ikke nok med, at han er forbavsende uvidende om socialdemokratiets og dets programs historie, han er også direkte citatfusker, når det gavner Bund. Det må stå sløjt til med Bund og d’herrer Jurkevitj’er!
d. Se side 17-21 – Red.
e. Se Rene Henry, La Suisse et la question des langues, Bern 1907 – Red.
f. Se Ed. Blocher, Die Nationalitäten in Schweiz, Berlin 1910 – Red.
g. Se side 60-143 – Red.
h. Przeglad Soejaldemokratyczny, [33] Kraków 1908 og 1909. [engelsk]
i. Rosa Luxemburg udvikler sin tanke til det detaljerede, idet hun f. eks. – ganske rimeligt – anfører lovgivning om skilsmisse (nr. 12, s. 162 i nævnte tidsskrift).
j. V. Medem, Om behandling af det nationale spørgsmål i Rusland, Vestnik Jevropy, [34] nr. 8 og 9, 1912.
k. Fra Resolution om det nationale spørgsmål, vedtaget på RSDAP’s konference for partiarbejdere, sommeren 1913. – Red.
Sidst opdateret 31.1.2009