Trykt i bladet Sotsial-demokrat nr. 32, 15. (28.) december 1913.
Samlede Værker (russ.), bd. 24, s. 223-229.
Oversat af Annedorte Dalsgaard. Fra Lenin: Om nationalpolitik og proletarisk internationalisme, s. 7-15, Sputnik København/Progress Moskva 1980.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 14. okt. 2008.
Centralkomiteens møde har vedtaget en resolution, der er trykt i Isvestsjenije /Meddelelse/, om det nationale spørgsmål [1] og sat spørgsmålet om et nationalt program på kongressens dagsorden.
Hvorfor og hvordan det nationale spørgsmål nu er rykket i forgrunden – såvel i kontrarevolutionens samlede politik, i bourgeoisiets klassebevidsthed, som i Ruslands proletariske socialdemokrati – er indgående påvist i selve resolutionen. Eftersom tingenes tilstand er helt klar, skulle det næppe være nødvendigt at opholde sig herved. I teoretisk marxistisk litteratur er denne tingenes tilstand og grundlaget for socialdemokratiets nationale program allerede blevet belyst i den sidste tid (her må i første række fremhæves Stalins artikel [2]). I foreliggende artikel mener vi derfor, at det er rimeligt at begrænse sig til en ren partimæssig problemstilling og forklare det, som den legale presse ikke kan sige på grund af undertrykkelsen fra Stolypins og Maklakovs åg.
Socialdemokratiet i Rusland støtter sig i sin udvikling fuldt og helt på erfaringen fra de ældre lande, dvs. Europa, og på denne erfarings teoretiske udtryk, nemlig marxismen. Det særegne ved vort land og det særegne ved det historiske tidspunkt, da socialdemokratiet blev dannet i vort land, består for det første i, at hos os – til forskel fra Europa – begyndte socialdemokratiet at udvikle sig før den borgerlige revolution og fortsætter med at udvikle sig under den. For det andet foregår den uundgåelige kamp for at udskille det proletariske demokrati fra det alment borgerlige og småborgerlige – en kamp, der inderst inde er den samme som den, alle lande har gennemgået – under forhold, hvor marxismen teoretisk har sejret fuldstændigt i Vesten og hos os. Derfor er denne kamps form ikke så meget en kamp for marxisme som en kamp for eller imod småborgerlige teorier, der dækker sig bag »næsten marxistiske« fraser.
Sådan har det forholdt sig siden »økonomismen« [3] (1895-1901) og »den legale marxisme« [4] (1895-1901, 1902). Kun folk, der er bange for den historiske sandhed, kan glemme den overordentlig tætte, umiddelbare forbindelse og slægtskabet mellem disse strømninger og mensjevismen [5] (1903-1907) og likvidatorismen [6] (1908-1913).
Det gamle Iskra, [7] der i årene 1901-1903 havde forberedt RSDAP’s program og færdiggjort det samtidig med den første og tilbundsgående begrundelse for marxismen i teori og praksis i Ruslands arbejderbevægelse, sloges i nationalspørgsmålet som i de øvrige spørgsmål med småborgerlig opportunisme. Den kom først og fremmest til udtryk i Bunds [8] nationalistiske lidenskaber eller svingninger. Det gamle Iskra førte en urokkelig kamp mod Bunds nationalisme, og at glemme denne kamp er det samme som at blive et glemmehoved, det samme som at afskære sig fra den samlede socialdemokratiske bevægelses historiske og idémæssige grundlag i Rusland.
På den anden side udspilledes under den endelige vedtagelse af RSDAP’s program på den 2. kongres i august 1903 en kamp – der ikke er nedfældet i kongressens protokoller, fordi den foregik i programkommissionen, hvor næsten hele kongressen var til stede – en kamp mod et klodset forsøg fra nogle polske socialdemokraters side på at drage »nationernes selvbestemmelsesret« i tvivl, dvs. slå sig sammen med opportunisme og nationalisme fra en helt anden side.
Og nu ti år senere udspilles kampen i de samme to hovedretninger, hvilket på sin side beviser den lige så snævre forbindelse mellem denne kamp og alle objektive betingelser for del nationale spørgsmål i Rusland.
På Brünnkongressen i Østrig (1899) forkastede man programmet om »kulturel-national autonomi« [9] (der blev forsvaret af Kristan, Ellenbogen o. a. og er udtrykt i sydslavernes udkast). Den territoriale nationale autonomi blev vedtaget, og kun socialdemokratiets propaganda om et obligatorisk forbund af alle nationale områder er et kompromis med ideen om »kulturel-national autonomi«. Denne ulyksalige idés hovedteoretikere har helt specielt understreget, at ideen er uanvendelig, når det gælder jøder.
I Rusland har der – som altid – været folk, der gjorde det til deres opgave at blæse en lille opportunistisk fejl op til et opportunistisk politisk system. Akkurat. som Tysklands Bernstein har frembragt højrekadetter [10] i Rusland som Struve, Bulgakov, Tugan og Co., har Otto Bauers »forglemmelse af internationalismen« (efter Kautskys overforsigtige vurdering!) ført til, at samtlige borgerlige jødiske partier og en hel række småborgerlige strømninger (Bund og de socialrevolutionæres [11] nationale partiers konference i 1907) helt og holdent har accepteret »kulturel-national autonomi«. Det tilbagestående Rusland giver så at sige et eksempel på, hvordan mikrober fra den vesteuropæiske opportunisme fremkalder hele epidemier på vor vilde jordbund.
Her hos os ynder man at vise, at Bernstein bliver »tålt« i Europa, men man glemmer al tilføje, at ingen andre steder verden end i det »hellige« lille Moder Rusland har bernsteinismen [12] frembragt en struvisme, eller at »bauerianismen« har ført til, at socialdemokrater har retfærdiggjort det jødiske bourgeoisis raffinere-de nationalisme.
« Kulturel-national autonomi« er nemlig ensbetydende med den mest raffinerede og derfor den mest skadelige nationalisme, er ensbetydende med, at arbejderne demoraliseres af parolen om en national kultur, at der propaganderes for en yderst skadelig, endda antidemokratisk opdeling af skolevæsenet efter nationaliteter. Dette program strider med andre ord absolut imod proletarisk internationalisme og svarer kun til nationalistiske spidsborgeres idealer.
Men der er ét tilfælde, hvor marxister, hvis de ikke vil forråde demokratiet og proletariatet, har pligt til at forsvare et specielt krav i det nationale spørgsmål, og det er: nationernes selvbestemmelsesret (§ 9 i RSDAP’s program), dvs. ret til politisk løsrivelse. I resolutionen fra mødet bliver dette krav forklaret og motiveret så udførligt, at der ikke er plads til misforståelser af nogen art.
Vi vil derfor kun opholde os kort ved en karakteristik af de i forbavsende grad tåbelige og opportunistiske indvendinger, der gøres imod dette punkt i programmet. Her må det bemærkes, at i de 10 år, programmet har eksisteret, har ikke en eneste del af RSDAP, ikke en eneste national organisation, ikke en eneste områdekonference, ikke en eneste lokal komité, ikke en eneste delegeret til nogen kongres eller noget møde forsøgt at rejse spørgsmålet om at ændre eller stryge § 9!!
Det må man have for øje. Det viser os med det samme, om der er et gran af alvor og partiånd i indvendingerne mod dette punkt.
Her har I kammerat Semkovskij fra likvidatorernes blad. Med en lethed, der er typisk for én, som har likvideret partiet, udtaler han: »Efter visse overvejelser deler vi ikke Rosa Luxemburgs forslag om helt at stryge § 9 af programmet« (Novaja Rabotjaja Gaseta, nr. 71). [13]
Overvejelserne er hemmelige! Og hvorfor egentlig ikke »hemmeligholde« dem, når man ved så lidt om vort programs historie? Og hvorfor skal man ikke »holde hemmeligt«, at den samme hr. Semkovskij med så uforlignelig lethed gør en undtagelse for Finland? (Hvad skal man så med noget parti og noget program!).
« Hvad skal vi gøre ..., hvis det polske proletariat vil føre fælles kamp med hele det russiske proletariat inden for rammerne at én stat, mens de reaktionære klasser i det polske samfund gik ind for at løsrive Polen fra Rusland og ved en folkeafstemning (almindeligt rundspørge blandt befolkningen) fik flertallet af stemmerne: skulle vi, russiske socialdemokrater, i det centrale parlament så stemme sammen med vore polske kammerater imod en løsrivelse, eller for en løsrivelse for ikke at bryde ‘selvbestemmelsesretten’?«
Ja, hvad skal man gøre, når der bliver stillet. spørgsmål, der er så naive, så håbløst forkludrede?
Selvbestemmelsesretten, elskværdige hr. likvidator, betyder, at spørgsmålet netop ikke skal afgøres af det centrale parlament, men af det løsrivende mindretals parlament, sejmen, folkeafstemningen. Da Norge rev sig løs (1905) fra Sverige, var det Norge alene, der afgjorde det (Norge er halvt så stort som Sverige).
Selv et barn vil se, at hr. Semkovskij blander alting sammen.
« Selvbestemmelsesretten« indebærer et i den grad demokratisk system, hvor der ikke kun vil være alment demokrati, men hvor der specielt ikke vil kunne træffes en ikke-demokratisk løsning på spørgsmålet om løsrivelse. Generelt sagt, er demokrati foreneligt med militant og undertrykkende nationalisme. Proletariatet kræver et demokrati, der udelukker, at en nation kan blive fastholdt med vold inden for en stats grænser. »For ikke at krænke selvbestemmelsesretten« er vi derfor forpligtet til ikke »at stemme for løsrivelse«, sådan som den opfindsomme hr. Semkovskij mener, men stemme for, at de områder, der vil løsrive sig, selv afgør dette spørgsmål.
Man skulle mene, at det selv med hr. Semkovskijs intellektuelle evner ikke ville være vanskeligt at regne ud, at »retten til skilsmisse« ikke kræver afstemning til fordel for skilsmisse! Men kritikerne af § 9’s skæbne er nu engang sådan, at de glemmer logikkens abc.
Da Norge løsrev sig fra Sverige, var det svenske proletariat, hvis del ikke ville følge det nationalistiske spidsborgerskab, forpligtet til at stemme og agitere imod de svenske præsters og godsejeres bestræbelser for at fastholde Norge med vold. Dette er klart og ikke alt for svært at forstå. Det svenske nationalistiske demokrati kunne undlade at drive en sådan agitation, som princippet om selvbestemmelsesret kræver af proletariatet i de undertrykkende stormagtsnationer.
« Hvordan ville det se ud, hvis de reaktionære var i flertal«, spørger hr. Semkovskij. Et spørgsmål, der er værdigt for en skoleelev i tredje klasse. Og hvordan ville det se ud med den russiske forfatning, hvis en demokratisk afstemning gav de reaktionære flertallet? Hr. Semkovskij stiller et intetsigende, tomt og for sagen uvedkommende spørgsmål – et af den slags, hvorom man kan sige, et en tåbe kan spørge om mere, end ti kloge kan svare på.
Når de reaktionære kommer i flertal ved en demokratisk afstemning, så sker der sædvanligvis ét af to: enten føres de reaktionæres beslutning ud i. livet, og dens skadelige følger vil mere eller mindre hurtigt skubbe masserne over på demokratiets side imod de reaktionære, eller også løses konflikten mellem demokratiet og de reaktionære ved en borgerkrig eller en anden krig, der er mulig (selv Semkovskij’er har vel hørt om det) også under et demokrati.
Anerkendelse af selvbestemmelsesretten »lægger spillet i hænderne... på den værste borgerlige ærkenationalisme«, bedyrer hr. Semkovskij. Det er barnlig snak, fordi anerkendelse af denne ret på ingen måde udelukker hverken agitation og propaganda imod løsrivelse eller afsløring af den borgerlige nationalisme. Til gengæld er det helt ubestrideligt, at benægtelse af retten til løsrivelse »lægger spillet i hænderne« på den værste storrussiske ærkereaktionære nationalisme!
Netop her ligger selve kernen i Rosa Luxemburgs latterlige fejl, som hun for længst er leet ud for i både det tyske og det russiske (august 1903) socialdemokrati, at man af frygt for at lægge spillet i hænderne på den borgerlige nationalisme i de undertykte nationer kommer til at lægge det i hænderne på ikke kun den borger-lige, men også den ærkereaktionære nationalisme i de undertrykkende nationer.
Hvis ikke hr. Semkovskij havde været så jomfruelig ren, når det gælder partihistorien og partiprogrammet, ville han have forstået sin pligt til at tilbagevise Plekhanov, som for 11 år siden i Sarja [14] forsvarede RSDAP’s programudkast (der blev til program i 1903) og specielt fremhævede anerkendelsen af selvbestemmelsesretten (s. 38), hvorom han skrev:
« Dette krav – der ikke engang i teorien er obligatorisk for borgerlige demokratier – er obligatorisk for os som socialdemokrater. Hvis vi glemte det eller besluttede os til ikke at fremsætte det af angst for at krænke vore landsmænd af storrussisk herkomst i deres nationale fordomme, ville det internationale socialdemokratis kampråb ‘proletarer i alle lande, foren jer!’ være en skændig løgn i vor mund.«
Allerede i Sarja fremførte Plekhanov sit hovedargument, der udførligt blev udviklet i resolutionen fra konferencen, et argument, som d’herrer Semkovskij’er gennem 11 år ikke havde tænkt at henlede deres opmærksomhed på. I Rusland findes 43 pct. storrussere, men den storrussiske nationalisme hersker over 57 pct. af befolkningen og undertrykker alle nationer. De nationalreaktionære har hos os allerede fået tilslutning fra de nationalliberale (Struve og Co., progressisterne [15] o. a.), og »de første svaler« af nationaldemokratisme har vist sig (husk, at hr. Pesjekhonov i august 1906 opfordrede til forsigtig holdning over for bondens nationalistiske fordomme).
I Rusland er det kun likvidatorerne, der anser den borgerlig-demokratiske revolution for afsluttet, men en sådan revolution er overalt i verden blevet fulgt op af og følges op af nationale bevægelser. Netop i Rusland ser vi i en hel række udkantsområder undertrykte nationer, der nyder større frihed i nabostaterne. Tsarismen er mere reaktionær end nabostaterne, den udgør den størst tænkelige hindring for en fri økonomisk udvikling og tænder med alle kræfter op under storrussernes nationalisme. Naturligvis foretrækker en marxist under ellers lige forhold altid store stater fremfor små. Men bare tanken om, at forholdene under tsarmonarkiet kan sammenlignes med forholdene i samtlige europæiske og i størstedelen af de asiatiske stater, er latterlig og reaktionær.
At benægte nationernes selvbestemmelsesret i det nuværende Rusland er derfor uden tvivl opportunisme og opgivelse af kampen mod den hidindtil almægtige ærkereaktionære storrussiske nationalisme.
1. Lenin sigter til resolutionen om det nationale spørgsmål, der vedtoges på RTSDAP’s (Ruslands Socialdemokratiske ARbejderpartis) konference for centralkomitémedlemmer og partiarbejdere; den blev afholdt 23.9-1.10.1913 i Poronin (ved Krakow). – S. 7.
2. Der refereres til J. V. Stalins: Marxismen og det Nationale Spørgsmål, der blev skrevet i Wien i slutningen af 1912 og begyndelsen af 1913 og offentliggjort i tidsskriftet Prosvesjtjenie /Oplysning/ nr. 3, 4, og 5 1913 under overskiften Det Nationale Spørgsmål og Socialdemokratiet. – S. 7.
3. »Økonomisme«, opportunistisk strømning i det russiske socialdemokrati omkring århundredskiftet. »Økonomisterne« mente, at det fortrinsvis måtte være det liberale bourgeoisi, der skulle føre den politiske kamp mod tsarismen, mens arbejderne skulle begrænse sig til den økonomiske kamp for bedre arbejdsforhold, højere arbejdsløn osv. »Økonomisterne« benægtede partiets førende rolle og den revolutionære teoris betydning i arbejderbevægelsen og hævdede, at arbejderbevægelsen udelukkende skulle udvikle sig spontant. – S. 8.
4. »Legale maxister« eller »struvenister« (af navnet Struve), borgerlige intellektuelle, der fremførte deres angiveligt marxistsiske sysnpunkter i legeale aviser og tidsskrifter. De forsøgte af afpasse marxismen og arbejderbevægelsen efter borgerskabets interesser. – S. 8.
5. Mensjevikkerne, den opportunistiske fløj af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Mensjevikekrne fik deres navn på RSDAP’s 2. kongres i august 1903, hvor de kom i mindretal (mensjinstvo), mens de revolutionære socialdemokrater under Lenins ledelse opnåede flertal (bolsjinstvo), heraf navnene bolsjevikker og mensjevikker. Mensjevikkerne forsøgte at opnå kompromis mellem proletariatet og bourgeoisiet og førte en opportunistisk linje i arbejderbevægelsen. – S. 8
6. Likvidatorerne, mensjevikisk gruppe, der opstod efter revolutionens nederlag 1905-1907.
Likvidatorerne forlangte nedlæggelse af RSDAP; de opfordrede arbejderne til at indstille al revolutionær kamp mod tsarismen og planlagde at indkalde en partiløs »arbejderkongres«, som skulle stifte et opportunistisk »bredt arbejderparti«, der skulle afstå fra revolutionære paroler og kun drive legal virksomhed. – S. 8.
7. Iskra /Gnisten/, det første landsomfattende blad for russiske marxister, grundlagt 1900 i udlandet af Lenin, spillede en afgørende rolle for dannelsen af ét marxistisk parti i Rusland. Kort efter partiets 2. kongres i 1903 fik Lenins modstandere i partiet, mensjevikkerne, herredømmet over Iskra. Man talte om »gamle« Iskra og »nye« mensjevikiske Iskra, der udkom 1903-1905. – S. 8.
8. Bund, forkortet af Det almindelige Jødiske Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland, oprettedes 1897 på de jødiske socialdemokratiske gruppers stiftende kongres i Vilna (nu Vilnius). Det omfattede fortrinsvis halvproletariske elementer blandt jødiske håndværkere i de vestlige dele af Rusland. På RSDAP’s 1. kongres (1898) indtrådte Bund i partiet som autonom organisation med selvstændighed i spørgsmål, der berørte det jødiske proletariat.
Efter RSDAP’s 2. kongres 1903 udtrådte Bund af partiet, da kongressen havde forkastet Bund’s krav om anerkendelse som det jødiske proletariats eneste repræsentant (indtrådte på ny 1906).
Inden for RSAP støttede Bund til stadighed partiets opportunistiske fløj (økonomister, mensjevikker, likvidatorer). Bolsjevikkernes krav om nationernes ret til selvbestemmelse blev fra Bund mødt med krav om kulturel-national autonomi. Under Stolypim-reaktionen efter 1907 stillede Bund sig på likvidatorernes side. 1912 ekskluderes Bund af partiet. Under første verdenskrig indtog Bund et socialchauvinistisk standpunkt. I 1917 støttede Bund den kontrarevolutionære provisoriske regering og var modstander af oktoberrevolutionen. I marts 1921 opløste Bund sig selv. – S. 8.
9. Kulturel-national autonomi, opportunistisk program om det nationale spørgsmål, som i 1890’erne blev fremlagt af de østrigske socialdemokrater Bauer og Renner. Programmet lyder på, at folk af samme nationalitet i ét land, uafhængig af hvor i landet de bor, danner et autonomt nationalt forbund, som staten helt overdrager skolevæsnet (særskilte skoler til børn af forskellig nationalitet) og andre grene af oplysning og kultur. Hvis dette program var blevet gennemført, ville det have styrket gejstligheden og den reaktionære nationalistiske ideologi og skærpet opdelingen af arbejdere efter nationale kendetegn. – S. 9.
10. Kadetterne – (navnet stammer fra forbogstaverne K-D i partiets navn) medlemmer af Det Konstitutionelt-Demokratiske Parti; var førende parti for det liberale monarkistiske bourgeoisi i Rusland. Partiet oprettedes i oktober 1905, og dets medlemmer talte hovedsageligt storgodsejere, storkøbmænd og borgerlige intellektuelle. Partiet kaldte sig også »folkefrihedens parti«, men i virkeligheden gik de ikke længere end til kravet om konstitutionelt monarki. Under første verdenskrig støttede de tsarregeringens rovgriske udenrigspolitik. – S. 9.
11. De socialrevolutionære, småborgerligt parti i Rusland. Opstod i slutningen af 1901 og begyndelsen af 1902. de socialrevolutionære forlangte afskaffelse af godsbesiddelserne og udstak parolen om »ligelig arbejdsudnyttelse af jorden«. I kampen mod selvherskerdømmet fremhævedes den individuelle terror som den vigtigste metode. Efter revolutionen 1905-1907 svingede betydelige dele af de socialrevolutionære over til borgerlig liberalisme, og efter februarrevolutionens sejr i 1917 blev de sammen med mensjevikker og kadetter, den kontrarevolutionære provisoriske regerings vigtigste støtter mod arbejderklassen og bønderne. De socialrevolutionære nægtede nu at støtte bøndernes krav om konfiskation af godsejernes jord og gik ind for, at godsejerne bevarede ejendomsretten til jorden. De socialrevolutionære ministre i regeringen gik så vidt, at de sendte straffeafdelinger mod bønder, der tiltog sig godsejernes jord.
Under den udenlandske militærintervention og borgerkrigen iværksatte de sammensværgelser og terrorhandlinger mod sovjetstatens og det kommunistiske partis ledelse. – S. 10.
12. Bernsteinisme, antimarxistisk retning i det tyske og internationale socialdemokrati, opstået i slutningen af det 19. århundrede og opkaldt efter Eduard Bernstein, der repræsenterede de højreopportunistiske strømninger i Tysklands Socialdemokratiske Parti. Efter Engels’ død gik Bernstein åbent ind for at omforme Marx’ revolutionære teori til borgerlig liberalisme (i artikelsamlingen Socialismens Problemer og i bogen Socialismens forudsætninger og Socialdemokratiets Opgaver) som forsøg på at gøre det socialdemokratiske parti til et småborgerligt socialt reformparti.
I Rusland var »legale marxister«, økonomister, bundister og mensjevikker tilhængere af Bernstein. – S. 10.
13. Novaja Rabotjaja Gaseta /Det Nye Arbejderblad/, legalt tidsskrift, blev udgivet af de mensjevikiske likvidatorer i St. Petersborg fra august 1913 til januar 1914. – S. 11.
14. Sarja /Morgenrøden/, teoretisk politisk marxistisk tidsskrift, udkom legalt i Stuttgart i årene 1901-1902 under Iskras redaktion. I alt udkom fire hæfter. – S. 14.
15. Progressisterne, tværpolitisk gruppering udgået fra det nationalliberale monarkiske boureoisi, der under valget til statsdumaen forsøgte at samle elementer fra bourgeoisiets og godsejernes forskellige partier og grupperinger.
I november 1912 dannede progressisterne et selvstændigt politisk parti med følgende program: moderat forfatning med snævert begrænsede rettigheder, små reformer, minister- (dvs. regerings-) ansvar overfor dumaen, nedkæmpelse af den revolutionære bevægelse. – S. 15.
Sidst opdateret 31.1.2009