Skrevet den 5. (18.) oktober 1912, trykt i tidsskriftet Sjisn nr. 1, 1924.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 100-104, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
Utopi er et græsk ord: »u« betyder på græsk »ikke«, »topos« betyder »sted«. Utopi betyder altså et sted, som ikke findes, en fantasi, noget tænkt, et eventyr.
I politik er en utopi et ønske, som på ingen måde vil gå i opfyldelse, hverken nu eller senere – et ønske, der ikke støtter sig til samfundskræfterne og som ikke underbygges ved de politiske klassekræfters vækst.
Jo mindre frihed der er i et land, jo magrere den åbne klassekamps udslag er, jo lavere oplysningsniveauet er hos masserne, des lettere plejer politiske utopier at opstå, og des længere holder de sig.
I vore dages Rusland er der to slags politiske utopier, som i kraft af den tiltrækning, de udøver, har slået særlig kraftige rødder og udøver en vis virkning på masserne. Det er den liberale utopi og den narodnikiske utopi.
Den liberale utopi består i troen på, at man kan opnå betydelige forbedringer i Rusland, i landets politiske frihed og i de arbejdende massers stilling med fredelige og rolige midler, uden at fornærme nogen, uden at fjerne Purisjkevitj’erne og uden en hårdnakket og konsekvent gennemført klassekamp. Det er utopien om fred mellem et frit Rusland og Purisjkevitj’erne.
Den narodnikiske utopi er den narodnikiske intellektuelles og den trudovikiske bondes drøm om, at man ved en ny og retfærdig opdeling af al jord kan afskaffe kapitalens magt og herredømme og afskaffe lønslaveriet, eller at man kan opretholde en »retfærdig«, »udlignende« fordeling af jorden under kapitalens herredømme, under pengemagten, under vareproduktionen.
Hvad er det, der frembringer disse utopier? Hvorfor er de stadig ret stærke i vore dages Rusland?
De frembringes af interesser, som næres af klasser, der kæmper mod det gamle regime, mod feudalismen og retsløsheden, kort sagt »mod Purisjkevitj’erne«, men som ikke indtager en selvstændig stilling i denne kamp. Utopier og drømmerier er affødt af denne uselvstændighed, af denne svaghed. Hang til drømmerier er de svages lod.
Det liberale bourgeoisi i almindelighed og det liberale bourgeoisis intellektuelle i særdeleshed må nødvendigvis stræbe efter frihed og lov og ret, thi ellers er bourgeoisiets herredømme ikke fuldstændigt, ikke udelt, ikke sikret. Men bourgeoisiet frygter bevægelsen i masserne mere, end det frygter reaktionen. Dette er grunden til liberalismens forbløffende, usandsynlige svaghed i politik, dens fuldstændige afmagt. Dette er grunden til den endeløse række af tvetydigheder, løgn, hykleri og feje udflugter i hele den politik, de liberale har ført, fordi de liberale må spille demokrater for at drage masserne over på deres side, skønt de samtidig er dybt antidemokratiske, dybt fjendtligsindede over for bevægelsen i masserne, over for deres initiativ, deres »himmelstorm«, som Marx engang udtrykte sig om en af de europæiske massebevægelser i sidste århundrede. [1]
Liberalismens utopi bunder i afmægtighed, når det drejer sig om Ruslands politiske befrielse, den bunder i den egoistiske pengesæk, der ønsker at nå frem til en »fredelig« deling af privilegierne med Puriskjevitj’erne og samtidigt udgiver dette ædle ønske for en teori om det russiske demokratis »fredelige« sejr. Den liberale utopi er drømmen om at besejre Purisjkevitj’erne uden at tilføje dem nederlag, drømmen om at knuse dem uden at tilføje dem smerte. Det er klart, at denne utopi ikke alene er skadelig, fordi den er en utopi, men også fordi den fordærver massernes demokratiske bevidsthed. Masser, der tror på denne utopi vinder aldrig friheden; sådanne masser fortjener ikke friheden; sådanne masser fortjener, fuldt ud, at Purisjkevitj’erne holder dem for nar.
Narodnikkernes og trudovikkernes utopi er en drøm, skabt af den lille erhvervsdrivende, der står midt imellem kapitalisten og lønarbejderen, en drøm om tilintetgørelse af lønslaveriet uden klassekamp. Når spørgsmålet om den økonomiske befrielse bliver et så aktuelt, direkte og brændende spørgsmål for Rusland, som spørgsmålet om den politiske befrielse er nu, så vil narodnikkernes utopi vise sig at være ikke mindre skadelig end de liberales utopi.
Men Rusland lever stadig i sin borgerlige og ikke i sin proletariske omformningsperiode; det er ikke spørgsmålet om proletariatets økonomiske befrielse, men spørgsmålet om den politiske frihed, dvs. (i virkeligheden) om den fulde borgerlige frihed, der er fuldt ud modent.
Og i dette sidstnævnte spørgsmål spiller narodnikkernes utopi sin særlige historiske rolle. Foruden at være en utopi med hensyn til de økonomiske følger, som en ny opdeling af jorden skal (og vil ) få, er den et symptom, der ledsager bondemassernes store, demokratiske masserejsning, og bondemasserne udgør befolkningens flertal i vore dages borgerligt-feudale Rusland. (I et rent borgerligt Rusland vil bønderne, ligesom i det rent borgerlige Europa, ikke udgøre befolkningens flertal.)
De liberales utopi fordærver massernes demokratiske bevidsthed. Narodnikkernes utopi, som fordærver deres socialistiske bevidsthed, er et ledsagende symptom på, til dels endda et udtryk for deres demokratiske rejsning.
Historiens dialektik er sådan, at narodnikkerne og trudovikkerne som et antikapitalistisk middel foreslår og propaganderer for en ubetinget konsekvent og resolut kapitalistisk foranstaltning på landbrugspolitikkens område i Rusland. En ny jordfordeling med »udlignende« karakter er en utopi, men det for en ny jordfordeling nødvendige komplette brud med hele den gamle jordbesiddelse, både godsejernes, bøndernes og »statens«, er den mest nødvendige, økonomisk mest progressive og for en stat som Rusland mest bydende foranstaltning i borgerlig-demokratisk retning.
Lad os huske på Engels’ mindeværdige ord:
»Det, som er formelt falsk fra et økonomisk synspunkt, kan alligevel være rigtigt fra et verdenshistorisk synspunkt.« [2]
Engels fremkom med den tankevækkende sætning i forbindelse med en omtale af den utopiske socialisme: denne socialisme var formelt »falsk« fra et økonomisk synspunkt. Denne socialisme havde »uret«, når den erklærede merværdien for en uretfærdighed fra varebyttelovenes synspunkt. Over for denne socialisme havde den borgerlige socialøkonomis teoretikere ret fra et formelt økonomisk synspunkt, for merværdien er en fuldstændig »naturlig«, en fuldstændig »retfærdig« konsekvens af byttelovene.
Men den utopiske socialisme havde ret fra et verdenshistorisk synspunkt, for den var et symptom på, et udtryk for, en bebuder af den klasse, der er skabt af kapitalismen, og som nu, i begyndelsen af det 20. århundrede, har udviklet sig til en massestyrke, der er i stand til at gøre ende på kapitalismen, og som uopholdeligt nærmer sig dette mål.
Det er nødvendigt at huske på Engels’ tankevækkende sætning, når man vurderer vore dages narodnikiske eller trudovikiske utopi i Rusland (og måske ikke alene i Rusland, men i en hel række asiatiske stater, som i det 20. århundrede gennemgår borgerlige revolutioner).
Den fra et formelt økonomisk synspunkt falske narodnikiske demokratisme er en sandhed fra et historisk synspunkt; skønt denne demokratisme som socialistisk utopi er falsk, udgør den sandheden i den særlige, historisk betingede demokratiske kamp, som bondemasserne udkæmper, og som udgør et uadskilleligt element i den borgerlige omdannelse og en betingelse for dens fulde sejr.
Den liberale utopi vænner bondemasserne af med at kæmpe. Den narodnikiske utopi udtrykker deres kamplyst og lover dem tusind velsignelser efter sejren, skønt denne sejr i virkeligheden kun giver dem hundrede velsignelser. Men er det ikke naturligt, at de millioner, der drager i kamp, og som i århundreder har levet i uvidenhed, nød, sult, snavs, forsømthed og forkuethed uden lige, tidobbelt overdriver frugterne af en mulig sejr?
Den liberale utopi er et slør, der skal dække over de nye udbytteres selviske ønske om at dele privilegierne med de gamle udbyttere. Den narodnikiske utopi er et udtryk for millioner af arbejdende småborgeres stræben efter helt at gøre op med de gamle feudale udbyttere og et falsk håb om »samtidig« at kunne skaffe sig af med de nye, kapitalistiske udbyttere.
Det er klart, at marxisterne, der ser med fjendtlige øjne på alle utopier, må forsvare den klasses selvstændighed, der kan bekæmpe feudalismen uforbeholdent, netop fordi den ikke har »fingrene i klemme« i nogen som helst af de besidderinteresser, som gør bourgeoisiet til en meget valen modstander og ofte en forbundsfælle af de feudale. Bønderne har »fingrene i klemme« i den lille vareproduktion; de kan under gunstige historiske omstændigheder optage en kamp for den mest fuldstændige afskaffelse af feudalismen, men de vil – ikke tilfældigt, men uundgåeligt – altid udvise visse svingninger mellem bourgeoisiet og proletariatet, mellem liberalismen og marxismen.
Det er klart, at marxisterne omhyggeligt må skille de narodnikiske utopiers avner fra den sunde og værdifulde kerne af oprigtig, beslutsom, kæmpende demokratisme, som findes hos bondemasserne.
I den gamle marxistiske litteratur fra 1880’erne kan man finde en systematisk gennemført bestræbelse for at udskille denne værdifulde demokratiske kerne. Engang vil historikerne studere denne bestræbelse og efterspore dens forbindelse med det, der i det 20. århundredes første årti fik betegnelsen »bolsjevisme«.
1. Udtrykket himmelstormere findes i Karl Marx’ brev til Ludwig Kugelmann 12. april 1871, hvor han giver en vurdering af Pariserkommunen. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter bd. II, Forlaget Tiden 1976, s. 464. – S. 101.
2. Lenin citerer Engels’ forord til den første tyske udgave af Marx’ skrift Filosofiens Elendighed. Se Karl Marx: Den Tyske Ideologi. Filosofiens Elendigheder. Rhodos 1974, s. 284. – S. 102.
Sidst opdateret 26.6.2013