Trykt i bladet Nasj Put nr. 7, 28. november 1910.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 5, s. 40-42, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 5. juli 2013.
I næsten alle større byer i Rusland har de russiske arbejdere reageret på L. N. Tolstojs død og på den ene eller anden måde givet udtryk for deres holdning til forfatteren – som skabte en række af de mest bemærkelsesværdige kunstværker, der gjorde ham til en af de største forfattere i hele verden – og til tænkeren, der med vældig kraft, sikkerhed og åbenhed rejste en hel række spørgsmål, som angår de grundlæggende træk ved nutidens politiske og samfundsmæssige system. I det store og hele er det denne holdning, som arbejdermedlemmerne i 3. duma gav udtryk for i deres telegram til aviserne. [1]
L. N. Tolstoj begyndte sin litterære virksomhed, mens feudalismen endnu eksisterede, men på en tid, da den klart nok så sine sidste dage. Tolstojs væsentligste virksomhed falder i den periode af den russiske historie, som ligger mellem to af dens vendepunkter, 1861 og 1905. I hele denne periode gennemtrængte sporene fra feudalismen, dens direkte levn, hele det økonomiske liv (især i landsbyerne) og alt politisk liv i landet. Samtidig var det netop i denne periode, at kapitalismen udviklede sig stærkt nedefra og blev indpodet ovenfra.
Hvori ytrede levnene fra feudalismen sig? Først og fremmest og tydeligst ved, at landbruget i Rusland, hovedsageligt et landbrugsland, på dette tidspunkt var i hænderne på forarmede, ludfattige bønder, som drev et forældet, primitivt landbrug på de gamle lodder fra livegenskabets tid, lodder der i 1861 var blevet beskåret til gunst for godsejerne. Men på den anden side var landbruget i hænderne på godsejerne, som i det centrale Rusland dyrkede jorden med bøndernes arbejde, med deres træplove og heste til gengæld for de »beskårne jorder«, for retten til engmejning, for adgangen til vandingsstederne osv.: i virkeligheden var dette feudalismens gamle driftssystem. I hele denne periode var Ruslands politiske system ligeledes gennemsyret af feudalismen. Dette kan ses både på statsstrukturen indtil de første tilløb til en ændring af det i 1905, på de adelige godsejeres dominerende indflydelse på statssager og på den uindskrænkede magt hos embedsmændene, som ligeledes hovedsageligt stammede fra adelige godsejere, især de øverste embedsmænd.
Efter 1861 begyndte dette gamle patriarkalske Rusland hurtigt at gå i opløsning under indflydelse af verdenskapitalismen. Bønderne sultede, døde, forarmedes som aldrig før, forlod jorden og flygtede ind til byerne. Man forcerede byggeriet af jernbaner, fabrikker og værker, takket være de ruinerede bønders »billige arbejdskraft«. Der udviklede sig en stærk finanskapital, storhandel og industri i Rusland.
Denne hurtige, bratte nedbrydning af alle gamle »grundpiller« i det gamle Rusland afspejledes ligeledes i kunstneren Tolstojs værker, i tænkeren Tolstojs anskuelser.
Tolstoj havde et glimrende kendskab til landsbyerne i Rusland, til godsejerens og bondens dagligdag. Hans litterære beskrivelser af denne tilværelse hører til verdenslitteraturens bedste værker. Den drastiske nedbrydning af alle »gamle grundpiller« i landsbyernes Rusland skærpede hans opmærksomhed, udvidede hans interesse for det, der foregik omkring ham og førte til et omsving i hele hans verdensanskuelse. Af fødsel og opdragelse tilhørte Tolstoj de fineste godsejerslægter i Rusland – han brød med alle gængse anskuelser i dette miljø, og i sine sidste værker fremførte han en lidenskabelig kritik af alle samtidige statslige, kirkelige, samfundsmæssige og økonomiske tilstande, som er baseret på massernes trældom og fattigdom, på bøndernes og overhovedet de små selvstændiges forarmelse, på den vold og det hykleri, som gennemtrænger hele nutidens liv fra øverst til nederst.
Tolstojs kritik er ikke ny. Han har ikke sagt noget, som ikke er blevet sagt længe før ham i europæisk og russisk litteratur af dem, som stod på den arbejdende befolknings side. Det enestående ved Tolstojs kritik og dens historiske betydning er imidlertid, at den med en kraft, som kun findes hos geniale kunstnere, udtrykker det omsving i anskuelserne blandt de allerbredeste befolkningsmasser i Rusland i denne periode, nemlig i landsbyernes, bøndernes Rusland. For Tolstojs kritik af nutidens tilstande adskiller sig fra den kritik, som repræsentanterne for nutidens arbejderbevægelse udøver af de samme tilstande, netop ved, at Tolstoj giver udtryk for den patriarkalske, naive bondes synspunkt, og ved at Tolstoj overfører hans psykologi til sin kritik, til sin lære. Tolstojs kritik udmærker sig ved sin stærke følelse, sin lidenskab, overbevisningsevne, friskhed, åbenhed og uforfærdethed i bestræbelsen for at »nå ned til roden« og finde den virkelige grund til massernes elendighed, fordi denne kritik virkelig afspejler omsvinget i anskuelser hos millioner af bønder, som kun lige var blevet befriet for livegenskabet og nu oplevede, at denne frihed betød nye rædsler: forarmelse, sultedød, hjemløshed blandt byens »bondefangere« osv. Tolstoj afspejler stemningen blandt dem så ægte, at han i sin lære selv optager deres naivitet, deres modvilje mod politik, deres mysticisme, deres ønske om at vende verden ryggen, »ikke-modstanden mod det onde«, de afmægtige forbandelser mod kapitalismen og »pengenes magt«. Millioner af bønders protest og fortvivlelse – det var det, der smeltede sammen i Tolstojs lære.
Repræsentanterne for nutidens arbejderbevægelse finder, at de har noget at protestere imod, men at der ikke er grund til at fortvivle.
Fortvivlelse er betegnende for klasser, som går under, men lønarbejderklassen vil uundgåeligt vokse, udvikle sig og blive stærkere i ethvert kapitalistisk samfund, således også i Rusland. Fortvivlelse er betegnende for dem, som ikke forstår årsagerne til det onde, ikke ser en udvej og ikke er i stand til at kæmpe. Det nutidige industriproletariat hører ikke til disse klasser.
1. Det drejer sig om et telegram fra de socialdemokratiske medlemmer af 3. duma til en nær ven og tilhænger af L. N. Tolstoj, V. O. Tjertkov i Astapovo: »Den socialdemokratiske fraktion i statsdumaen udtrykker det russiske og hele det internationale proletariats følelser i sin dybe sorg over tabet af den geniale kunstner, den uforsonlige, ubesejrede kæmper mod den officielle kirkelighed, modstanderen af vilkårlighed og trældom, der med styrke løftede sin røst mod dødsstraffen, de forfulgtes ven«. – S. 40.
Sidst opdateret 5.7.2013