Marxisme og revisionisme

Vladimir Lenin (1908)

Skrevet i april 1908 og trykt samme år i artikelsamlingen "Til minde om Karl Marx", udgivet i St. Petersborg.

Teksten her er taget fra pjecen: Lenin: Karl Marx, Forlaget Tiden, København 1970, s. 54-63.
Også på dansk i Lenin: Udvalgte værker, bind 1, Forlaget Tiden, København 1981, s. 74-81, hvorfra noterne til denne tekst stammer.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, jan. 1999

En kendt udtalelse lyder, at hvis geometriske aksiomer stødte an mod menneskers interesser, ville de sikkert blive modbevist. Naturhistoriske teorier, der støder an mod gamle teologiske fordomme, vakte og vækker stadig den vildeste strid. Det er ikke underligt, at Marx' lære, der direkte tjener til at oplyse og organisere det moderne samfunds førende klasse, og som peger på denne klasses opgaver og påviser, at den nuværende samfundsorden i kraft af den økonomiske udvikling uvægerligt vil blive afløst af nye former - det er ikke underligt, at denne lære måtte tage hvert skridt på sin livsbane i kamp.

Der er ingen grund til at opholde sig ved den borgerlige videnskab og filosofi, der doceres af statens professorer i statens ånd for at fordumme de besiddende klassers opvoksende ungdom og afrette den til jagt på ydre og indre fjender. Denne videnskab vil slet ikke vide af marxismen og erklærer den for modbevist og tilintetgjort; såvel unge videnskabsmænd, der gør karriere ved at modbevise socialismen, som mimrende oldinge, der trofast vogter alle mulige brøstfældige "systemer", falder over Marx med samme nidkærhed. Marxismens vækst, dens ideers udbredelse og rodfæstelse i arbejderklassen, må nødvendigvis medføre, at disse borgerlige angreb på marxismen bliver hyppigere og skarpere. Og hver gang den officielle videnskab har "tilintetgjort" marxismen, viser denne sig stærkere, mere hærdet og livskraftig.

Men selv blandt de teorier, der hænger sammen med arbejderklassens kamp og især er udbredt i proletariatet, har marxismen langtfra fået overtaget med det samme. I sit første halve århundrede (fra 1840'erne), kæmpede marxismen mod teorier, der stod absolut fjendtligt over for den. I den første halvdel af 40'erne gjorde Marx og Engels op med de radikale unghegelianere, der stod på den filosofiske idealismes grund. I slutningen af 40'erne kommer kampen til at stå om økonomiske teorier - mod proudhonismen. Halvtredserne danner afslutningen på denne kamp: kritik af de partier og teorier, der var kommet til verden i det bevægede år 1848. I 60'erne forskydes kampen fra de almindelige teorier til et område, der ligger den egentlige arbejderbevægelse nærmere: Bakunismens fordrivelse fra Internationale. I begyndelsen af 70'erne i Tyskland dukker proudhonisten Mülberger op en kort tid; i slutningen af 70'erne positivisten Dühring. Men begges indflydelse på proletariatet er allerede nu ganske forsvindende. Marxismen er i færd med totalt at besejre alle andre ideologier inden for arbejderbevægelsen.

Op mod 90'erne i forrige århundrede var denne sejr i hovedsagen vundet. Selv i de romanske lande, hvor proudhonismens traditioner holdt sig længst, byggede arbejderpartierne faktisk deres programmer og taktik på marxistisk grundlag. Arbejderbevægelsens genoplivede internationale organisation - i form af periodiske internationale kongresser - stillede sig straks og næsten uden kamp i alt væsentligt på marxismens grund. Men da marxismen havde fortrængt alle nogenlunde sluttede, fjendtligsindede teorier, begyndte de tendenser, der fandt udtryk i disse teorier, at søge sig andre veje. Kampens former og udgangspunkter havde ændret sig, men kampen fortsatte. Og marxismen begyndte sit næste halve århundrede (fra 1890'erne) med kampen mod en fjendtligsindet strømning inden for marxismen selv.

Den tidligere ortodokse marxist Bernstein gav denne strømning navnet revisionisme, idet han mest højrøstet og mest systematisk rettede og reviderede på Marx. Selv i Rusland, hvor den ikke-marxistiske socialisme af naturlige grunde holdt sig længst - fordi landet er økonomisk tilbage og overvejende er befolket af bønder, der holdes nede af feudale levn - selv i Rusland er det iøjnefaldende, at den er ved at vokse over i revisionisme. Både i landbrugsspørgsmålet (kravet om kommunernes overtagelse af al jord) og i almindelige spørgsmål om program og taktik overtager vore socialnarodniker i stigende grad "forbedringer" af Marx i stedet for de smuldrende, faldefærdige rester af det gamle, på sin vis sluttede system, der stod ganske fjendtligt over for marxismen.

Den før-marxistiske socialisme er slået ned. Den kæmper videre, dog ikke mere på selvstændigt grundlag, men på marxismens almindelige grundlag, som revisionisme. Lad os se, hvad det ideologiske indhold i revisionismen er.

På filosofiens område fulgte revisionismen i hælene på den borgerlige professor-"videnskab". Professorerne gik "tilbage til Kant" - og revisionismen slæbte sig bagefter neokantianerne; professorerne gentog de fortærskede præsteflovser mod den filosofiske materialisme - og revisionisterne mumlede med et overbærende smil (ord for ord efter den sidste handbuch), at materialismen forlængst var "modbevist"; professorerne behandlede Hegel som en "død hund", alt mens de selv prædikede idealisme, blot tusind gange mere vulgær og flad end Hegels, og trak hånligt på skuldrene ad dialektikken - og revisionisterne fulgte dem ud i sumpen, i den filosofiske forfladigelse af videnskaben, idet de erstattede den "raffinerede" (og revolutionære) dialektik med den "jævne" (og rolige) "evolution"; professorerne arbejdede deres tjenestemandsgage af ved at tilpasse deres såvel idealistiske som "kritiske" systemer til den herskende middelalderlige "filosofi" (dvs. teologi) - og revisionisterne trak op bag dem og forsøgte at gøre religionen til en "privat sag", ikke i forhold til den moderne stat, men i forhold til den forende klasses parti.

Hvad den virkelige klassebetydning i sådanne "forbedringer" af Marx var, behøver man ikke at udrede - det ligger ligefor. Vi vil kun bemærke, at den eneste marxist i det internationale socialdemokrati, der fra den konsekvente dialektiske materialismes standpunkt leverede en kritik af disse usandsynlige flovser, som revisionisterne her bragte til torvs, var Plekhanov. Dette bør betones så meget mere eftertrykkeligt, som der for tiden gøres aldeles urigtige forsøg på at indsmugle gammelt og reaktionært filosofisk tøjeri ved at udgive det for en kritik af Plekhanovs taktiske opportunisme. [*]

Hvad den politiske økonomi angår, må det især fremhæves, at revisionisternes "forbedringer" på dette område har været langt mere mangesidige og udførlige; man prøvede at gøre indtryk på publikum med "nyt materiale om den økonomiske udvikling". Man sagde, at koncentrationen og storbedrifternes fortrængning af småbedrifterne slet ikke gør sig gældende i landbruget og kun yderst langsomt i handel og industri. Man sagde, at kriserne nu er blevet sjældnere, svagere, og at kartellerne og trusterne sandsynligvis vil give kapitalen mulighed for helt at afskaffe kriser. Man sagde, at "teorien om sammenbrud", som kapitalismen er på vej til, er uholdbar, fordi der skal være en tendens til at udjævne og mildne klassemodsætningerne. Man sagde endelig, at det ikke ville skade at korrigere Marx' merværditeori efter Böhm-Bawerk.

Kampen mod revisionisterne i disse spørgsmål førte til en lige så frugtbar opblomstring af den teoretiske tænkning inden for den internationale socialisme som Engels' polemik med Dühring tyve år tidligere. Revisionisternes argumenter blev prøvet med fakta og tal. Det blev påvist, at revisionisterne systematisk pynter på de moderne småbedrifters forhold. Storproduktionens tekniske og kommercielle overlegenhed over småproduktionen, ikke blot i industrien, men også i landbruget blev bevist med ubestrideligt materiale. Men i landbruget er vareproduktionen langt ringere udviklet, og de moderne statistikere og økonomer forstår i almindelighed kun dårligt at udskille de specielle grene (undertiden blot enkelte operationer) inden for landbruget, hvor det kommer frem, at landbruget i stigende grad drages ind i verdensøkonomiens cirkulation. På naturalhusholdningens ruiner holder småbruget sig ved hjælp af en uendelig forringelse af ernæringen, ved kronisk hunger, længere arbejdsdag, forringelse af kvægets kvalitet og pasning, kort sagt ved de samme midler som håndværket brugte for at holde sig over for det kapitalistiske manufaktursystem. Hvert fremskridt i videnskab og teknik undergraver uvægerligt og ubønhørligt grundlaget for småbruget i det kapitalistiske samfund, og det er den socialistiske økonomis opgave at undersøge denne proces i alle dens ofte komplicerede og indviklede former, at gøre det klart for småbrugeren, at det er umuligt at klare sig under kapitalismen, at bondebrugets stilling er håbløs under kapitalismen, at bonden nødvendigvis må slutte sig til proletarens standpunkt. I videnskabelig henseende forsyndede revisionisterne sig i dette spørgsmål ved overfladisk at generalisere ensidigt valgte kendsgerninger uden at se dem i deres sammenhæng med hele kapitalismens system - og i politisk henseende forsyndede de sig ved ustandseligt, frivilligt eller ufrivilligt, at mane eller drive bonden til at indtage besidderens (dvs. bourgeoisiets) standpunkt, mens de skulle have drevet ham til at indtage den revolutionære proletars standpunkt.

Hvad kriseteorien og sammenbrudsteorien angår, stod det endnu dårligere til med revisionismen. Kun meget kortsynede folk kunne - for en meget kort tid endda - tænke på at ændre grundlaget for Marx' lære under indtryk af nogle års industriel velstand og blomstring. At kriserne ikke er et overstået stadium, gav virkeligheden meget hurtigt revisionisterne bevis for: efter opsvinget kom krisen. Formerne, rækkefølgen, billedet af de enkelte kriser ændrede sig, men kriserne vedblev at være en uundgåelig bestanddel af det kapitalistiske system. Karteller og truster, der sluttede produktionen sammen, bevirkede samtidig en iøjnefaldende forstærkelse af produktionsanarkiet, af proletariatets usikre stilling og kapitalens åg, og skærpede således klassemodsætningerne i hidtil uhørt grad. At kapitalismen er på vej til et sammenbrud - forstået både som de enkelte politiske og økonomiske kriser og som hele det kapitalistiske systems undergang - det har netop de nyeste kæmpetruster vist med særlig anskuelighed og i særlig stor målestok. Den nylige finanskrise i Amerika, den frygtelige stigning i arbejdsløsheden i hele Europa, for slet ikke at tale om den nære industrikrise, som der er mange tegn på - alt dette har medført, at revisionisternes seneste "teorier" er ganske glemt, tilsyneladende også af mange fra deres egne rækker. Hvad man ikke må glemme, er derimod de erfaringer, som denne intellektuelle holdningsløshed har givet arbejderklassen.

Om værditeorien skal det kun siges, at ud over antydninger og suk i Böhm-Bawerks stil, altsammen meget tåget, har revisionisterne absolut intet ydet her og derfor ikke sat sig spor i den videnskabelige tænknings udvikling.

På det politiske område har revisionismen faktisk forsøgt at revidere marxismens grundlag, nemlig læren om klassekampen. Politisk frihed, demokrati, almindelig valgret ophæver grundlaget for klassekampen - sagde man os - og ophæver gyldigheden af den gamle sætning fra "Det kommunistiske manifest": Arbejderne har intet fædreland. Under demokratiet, hvor jo "flertallets vilje" hersker, måtte man efter deres mening hverken betragte staten som et organ for klasseherredømme eller afvise forbund med et progressivt, socialreformatorisk bourgeoisi mod de reaktionære.

Det er ubestrideligt, at disse revisionistiske indvendinger er resulteret i et ret harmonisk system af anskuelser - nemlig de gammelkendte liberale, borgerlige anskuelser. De liberale har altid sagt, at den borgerlige parlamentarisme afskaffer klasser og klassedeling, når alle borgere uden forskel har stemmeret, ret til at tage del i statssagerne. Hele Europas historie i 2. halvdel af det 19. århundrede og hele den russiske revolutions historie i begyndelsen af det 20. århundrede er et slående bevis på, hvor tåbelige den slags anskuelser er. De økonomiske uligheder afsvækkes ikke, men forstærkes og skærpes under den "demokratiske" kapitalismes frihed. Parlamentarismen fjerner ikke, men afslører selv de mest demokratiske borgerlige republikkers væsen som organer for klasseundertrykkelsen. Ved at bidrage til oplysning og organisering af langt bredere befolkningsmasser end dem, der før har deltaget aktivt i de politiske begivenheder, baner parlamentarismen vej, ikke for en afskaffelse af kriser og politiske revolutioner, men for en voldsom skærpelse af borgerkrigen under disse revolutioner. Begivenhederne i Paris i foråret 1871 og den russiske vinter i 1905 har soleklart vist, hvor uundgåeligt en sådan skærpelse indtræder. Uden at tøve et sekund indledede det franske bourgeoisi et samarbejde med hele nationens fjende, de udenlandske tropper, der havde hærget dets fædreland, for at underkue den proletariske bevægelse. Den, der ikke begriber parlamentarismens og den borgerlige demokratismes uundgåelige indre dialektik, der fører til en endnu skarpere afgørelse af stridigheder end før, en magtafgørelse ved massernes hjælp, han vil aldrig forstå at udnytte denne parlamentarisme til at drive en principiel, konsekvent propaganda og agitation, der virkelig forbereder arbejdermasserne til sejrrig deltagelse i sådanne "stridigheder". De erfaringer, man har fra forbund, overenskomster og blokke med den socialreformatoriske liberalisme i Vesteuropa og med den liberale reformisme (kadetterne [2]) i den russiske revolution, har på overbevisende måde vist, at disse overenskomster kun sløver massernes bevidsthed, idet de ikke øger, men mindsker den virkelige rækkevidde af deres kamp ved at sammenkæde de kæmpende elementer med de mindst kampduelige, mest vaklende og forræderiske. Den franske millerandisme, [3] det mest omfattende forsøg på at anvende revisionistisk politisk taktik i bred, virkelig national målestok, har leveret en praktisk vurdering af revisionismen, som proletariatet verden over aldrig vil glemme.

Et naturligt supplement til revisionismens økonomiske og politiske tendenser var dens stilling til den socialistiske bevægelses endemål. "Det endelige mål er intet, bevægelsen alt" - dette bevingede ord af Bernstein giver bedre udtryk for revisionismens væsen end mange lange redegørelser. At fastlægge sin handlemåde fra tilfælde til tilfælde, tilpasse sig dagens begivenheder, til vendinger i politiske bagatelspørgsmål, glemme proletariatets grundinteresser og grundtrækkene i hele det kapitalistiske system, i hele den kapitalistiske evolution, ofre disse grundinteresser for virkelige eller indbildte døgnfordele - sådan er den revisionistiske politik. Og af denne politiks væsen fremgår det klart, at den kan antage en uendelig mangfoldighed af former, og at ethvert nogenlunde "nyt" spørgsmål, enhver nogenlunde uventet og uforudset vending i begivenhederne, selv om denne vending kun ændrer udviklingens grundlinie i miniaturemålestok og for en ganske kort tid, uvægerligt vil kalde den ene eller anden afart af revisionismen til live.

Revisionismens uundgåelighed er betinget af dens klasserødder i det moderne samfund. Revisionismen er en international foreteelse. For enhver nogenlunde velunderrettet og tænkende socialist kan der ikke være ringeste tvivl om, at forholdet mellem ortodokse og bernsteinianere i Tyskland, guesdister og jaurésister (nu især broussister) i Frankrig, [4] den socialdemokratiske føderation og det uafhængige arbejderparti i England, [5] Brouckére og Vandervelde i Belgien, integralister og reformister i Italien, [6] bolsjevikker og mensjevikker i Rusland, overalt er væsentlig det samme, trods en uhyre mangfoldighed af nationale betingelser og historiske momenter i alle disse landes nuværende tilstand. "Skellet" i vor tids internationale socialisme følger allerede nu i det væsentlige samme linie i de forskellige lande i verden og dokumenterer derved et stort fremskridt sammenlignet med tilstanden for 30-40 år siden, da det ikke var ensartede tendenser inden for en fælles international socialisme, der kæmpede med hinanden. Også den "revisionisme fra venstre", der i dag træder frem i de romanske lande som "revolutionær syndikalisme", tilpasser sig ligeledes til marxismen, idet den vil "korrigere" den: Labriola i Italien, Lagardelle i Frankrig påberåber sig uafbrudt en rigtigt forstået Marx i modsætning til en misforstået Marx.

Vi kan ikke drøfte denne revisionismes ideologiske indhold; den er langtfra så udviklet endnu som den opportunistiske revisionisme, den har ikke bredt sig internationalt og har ikke haft et eneste stort praktisk sammenstød med et socialistisk parti i noget land. Vi begrænser os derfor til den "revisionisme fra højre", som blev skitseret ovenfor.

Hvori ligger det, at den er uundgåelig i det kapitalistiske samfund? Hvorfor bunder den dybere end forskellene mellem kapitalismens nationale ejendommeligheder og udviklingstrin? Fordi der i ethvert kapitalistisk land ved siden af proletariatet altid findes brede lag af småborgere, af småbesiddere. Kapitalismen fødtes og fødes stadig af den lille bedrift. Det er uafvendeligt, at kapitalismen atter og atter skaber en hel række "mellemlag" (vedhæng til fabrikken, hjemmearbejde, små værksteder spredt ud over landet for at tilfredsstille f. eks. den store cykel- og automobilindustris krav, osv.). Disse nye småproducenter bliver lige så uafvendeligt kastet ud i proletariatets rækker igen. Det er ganske naturligt, at en småborgerlig verdensanskuelse atter og atter bryder igennem i bredt favnende arbejderpartier. Det er ganske naturligt, at det må være sådan og altid vil være sådan lige til den proletariske revolutions store vendepunkt, thi det ville være en stor fejl at tro, at en "fuldstændig" proletarisering af befolkningens flertal er nødvendig for, at en sådan revolution kan gennemføres. Det vi nu så hyppigt oplever rent ideologisk: polemikken mod de teoretiske "forbedringer" af Marx, det der i praksis nu kun bryder igennem i enkelte detailspørgsmål i arbejderbevægelsen som taktiske uoverensstemmelser med revisionisterne og spaltninger på dette grundlag - det vil arbejderklassen uvægerligt komme til at opleve endnu en gang i langt, langt større målestok, når den proletariske revolution skærper alle stridsspørgsmål, koncentrerer alle uoverensstemmelser på punkter, der har den mest umiddelbare betydning for fastlæggelsen af massernes optræden, og tvinger proletariatet til midt i kampens larm at skille ven fra fjende og feje dårlige forbundsfæller til side for at kunne tilføje fjenden afgørende slag.

Den revolutionære marxismes ideologiske kamp mod revisionismen ved slutningen af det 19. århundrede er kun forspillet til proletariatets store revolutionære kampe; trods alle småborgerskabets svingninger og svagheder er proletariatet på vej fremad til den fuldstændige sejr for sin sag.

Noter

*. Se bogen "Grundrids af marxismens filosofi" af Bogdanov, Basarov o.a. Det er ikke her stedet til at vurdere denne bog, og jeg skal foreløbig indskrænke mig til at sige, at jeg i nær fremtid i en række artikler eller i en særlig brochure vil vise, at alt, hvad der i teksten er sagt om de neokantianske revisionister, ifølge sagens natur også gælder disse "nye" neo-humeske og neo-berkeleyanske revisionister. [1]

1. Snart efter skrev Lenin "Materialisme og empiriokriticisme", hvori han stærkt kritiserede Bogdanov og andre revisionister og deres filosofiske lærere, Avenarius og Mach. Bog er udgivet på dansk på Tidens Forlag i 1970. - Red.

2. Kadetter - medlemmer af partiet de Konstitutionelle Demokrater, et liberalt-monarkistisk parti, dannet i Rusland 1905. Under 1. verdenskrig støttede det aktivt tsarrigets erobringsbestræbelser. Under februarrevolutionen 1917 forsøgte det at redde monarkiet. Som det ledende parti i den provisoriske regering førte det en politik, som ikke tjente folket, men amerikanske, engelske og franske imperialister. Eftr oktoberrevolutionen blev partiet en uforsonlig modstander af sovjetstyret. - Red.

3. Millerandisme - en opportunistisk retning inden for Socialdemokratiet opkaldt efter den franske socialist Alexandre Millerand, der i 1899 indtrådte i den borgerlige reaktionære regering. - Red.

4. Guesdister - en revolutionær marxistisk retning i den franske socialistiske bevægelse i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede under ledelse af J. Guesde og Pierre Lafargue.
Jaurèsister - tilhængere af den franske socialist Jean Jaurès, der i 90'erne sammen med Millerand oprettede gruppen De Uafhængige Socialister. 1902 stiftede jaurèsisterne det reformistiske Franske Socialistiske Parti.
Broussister - (Possibilister) (P. Brousse), en småborgerlig, reformistisk retning, der dannedes i 80'erne inden for den franske socialistiske bevægelse. Den ønskede at holde proletariatet borte fra revolutionære kampmetoder: man skulle holde sig inden for "det muliges" (possible) rammer. - Red.

5. Den Socialdemokratiske Føderation - (The Social-Democratic Federation of Britain), oprettet 1884. Foruden reformister og anarkister var der i Føderationen en gruppe revolutionære, marxistiske socialdemokrater, som udgjorde venstrefløjen i Englands socialistiske bevægelse. I 1907 fik sammenslutningen navnet det Socialdemokratiske Parti. 1911 dannede det sammen med venstreorienterede medlemmer af det Uafhængige Arbejderparti det Britiske Socialistiske Parti. 1920 spillede dette parti en afgørende rolle i forbindelse med dannelsen af Storbritanniens Kommunistiske Parti.
Det Uafhængige Arbejderparti i England - (The Independent Labour Party of Britain), en reformistisk organisation oprettet af lederne af de Nye Fagforeninger (New Trade Unions) i 1893, på et tidspunkt, da strejkebevægelsen blussede op, og arbejderne øgede deres bestræbelser for at blive uafhængige af de borgerlige partier. Det Uafhængige Arbejderparti, som havde medlemmer fra såvel den nye som den oprindelige fagbevægelse, intellektuelle og repræsentanter for småborgerskabet, stod under indflydelse af fabianerne (Fabian Society, engelsk rformistisk organisation dannet i 1884). Partiet krævede kollektivt eje af produktionsmidlerne, 8 timers arbejdsdag, social sikring og arbejdsløshedsunderstøttelse.
Partiet lagde hovedvægten på de parlamentariske kampformer og aftaler med de liberale partier i parlamentet. - Red.

6. Integralister - tilhængere af den "integrale" (hele) socialisme. En centristisk retning inden for det Italienske Socialistiske Parti. I en række spørgsmål bekæmpede de reformisterne i 90'erne. - Red.

Toppen af siden

Sidst opdateret 5.6.00