Nedenstående artikel hører tidsmæssigt til denne udgaves bd. 4. Den blev oprindeligt trykt den 21. august (3. september) 1906.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 16, s. 13-20, Forlaget Tiden, København 1989.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 17. dec. 2008
Socialdemokratiets venstrefløj må tage spørgsmålet om boykotten af statsdumaen op til fornyet behandling. Man må huske på, at vi altid har stillet dette spørgsmål konkret, i forbindelse med en bestemt politisk situation. F. eks. skrev allerede Proletarij (i Geneve), at »det ville være latterligt at forsværge en udnyttelse selv af Bulygins duma« [1] – hvis den skulle se dagens lys. Og hvad angår Wittes duma læser vi i brochuren Statsdumaen Og Socialdemokratiet 1906 (af N. Lenin og F. Dan) i N. Lenins artikel: »Vi må absolut på ny, på en praktisk måde, drøfte spørgsmålet om taktikken ... situationen er ikke den samme nu, som da Bulygins duma var fremme.« [2]
Hovedforskellen mellem det revolutionære og det opportunistiske socialdemokrati i spørgsmålet om boykot er følgende. Opportunisterne nøjes med at behandle alle tilfælde med en og samme skabelon, der er kopieret efter en særlig periode i den tyske socialisme. Vi bør udnytte de repræsentative forsamlinger – dumaen er en repræsentativ forsamling – følgelig er boykot anarkisme, og man må gå ind i dumaen. En sådan barnligt simpel følgeslutning var altid kernen i alle betragtninger, som vore mensjevikker og især Plekhanov anstillede over dette tema. Mensjevikkernes resolution om repræsentative forsamlingers betydning i en revolutionær epoke (se nr. 2 af Partijnyje Isvestija) [3] viser overordentlig plastisk, hvor skabelonagtige og antihistoriske deres betragtninger er.
Derimod lægger de revolutionære socialdemokrater hovedvægten på en omhyggelig vurdering af den konkrete politiske situation. Man kan ikke spænde om den russiske revolutionære epokes opgaver ved at kopiere tyske skabeloner, der ensidigt er hentet fra den sidste tid, mens man glemmer læren fra 1847-48. Man kan ikke forstå noget af vor revolutions forløb, hvis man nøjes med at lave en gold kontrast mellem en »anarkistisk« boykot og en socialdemokratisk deltagelse i valgene. Lær dog af den russiske revolutions historie, mine herrer!
Denne historie har bevist, at boykotten af Bulygins duma var den eneste rigtige taktik, som begivenhederne har bekræftet helt og fuldt. Den, der glemmer dette, den, der snakker om boykot og forbigår læren af Bulygins duma (sådan som mensjevikkerne altid gør det), han udsteder sig selv en vitterlig fattigdomsattest, en attest for manglende evne til at forklare og vurdere en epoke, der hører til de vigtigste og begivenhedsrigeste i den russiske revolution. Boykottaktikken overfor Bulygin-dumaen tog på rigtig måde hensyn både til det revolutionære proletariats indstilling og til øjeblikkets objektive særegenheder, der gjorde en almindelig eksplosion uundgåelig i en nær fremtid.
Lad os gå over til historiens anden lære – til Wittes duma, kadetdumaen. Nu om dage er det meget almindeligt, at socialdemokratiske intellektuelle holder angergivne taler om boykotten af denne duma. Det faktum, at den virkelig trådte sammen og utvivlsomt indirekte gjorde revolutionen en tjeneste, anser de for en tilstrækkelig grund til, at man angergivent skulle betragte boykotten af Wittes duma som en fejl.
Men en sådan opfattelse er yderst ensidig og kortsynet. Den ignorerer en hel række uhyre vigtige kendsgerninger fra epoken før Wittes duma, under denne og efter dens opløsning. Husk på, at loven om valgene til denne duma udstedtes den 11. december, mens oprørerne med våben i hånd kæmpede for en konstituerende forsamling. Husk på, at selv det mensjevikiske Natjalo dengang skrev: »Proletariatet vil feje Wittes duma til side på samme måde, som det fejede Bulygins til side.« Under sådanne betingelser kunne og måtte proletariatet ikke uden kamp overlade det til tsaren at indkalde den første repræsentative forsamling i Rusland. Proletariatet måtte bekæmpe, at selvherskerdømmet skaffede sig ny styrke gennem lån, som garanteredes af Wittes duma. Proletariatet måtte bekæmpe de konstitutionelle illusioner, som kadetternes valgkampagne og valgene blandt bønderne i foråret 1906 udelukkende byggede på. På den tid, med dens umådelige overdrivelse af dumaens betydning, var en sådan kamp ikke mulig på anden måde end gennem boykot. Hvor nøje udbredelsen af konstitutionelle illusioner var forbundet med deltagelse i valgene, kampagnen og i valgene i foråret 1906, ses mest plastisk i vore mensjevikkers holdning. Det er nok at minde om, at i resolutionen fra RSDAPs 4. kongres (samlingskongressen) blev dumaen kaldt en «magt«, trods bolsjevikkernes advarsler! Et andet eksempel: Plekhanov skrev frisk og frejdigt: »Regeringen vil falde i afgrunden, når den opløser dumaen.« Hvor hurtigt bekræftedes ikke de ord, der dengang blev sagt imod ham: man må forberede sig på at styrte fjenden i afgrunden og ikke ligesom kadetterne sætte sin lid til, at han af sig selv »falder« i afgrunden.
Proletariatet måtte med al kraft forfægte sin selvstændige taktik i vor revolution, nemlig: sammen med de bevidst orienterede bønder mod det vaklende og forræderiske liberal-monarkistiske bourgeoisi. Denne taktik var imidlertid umulig, hvis man deltog i valgene til Wittes duma, og dette skyldtes en hel række omstændigheder af både objektiv og subjektiv art – betingelser der bevirkede, at i de allerfleste lokaliteter i Rusland ville en deltagelse i valgene være det samme som en stiltiende støtte til kadetterne fra arbejderpartiets side. Proletariatet kunne ikke og måtte ikke anlægge en svampet og kunstigt udspekuleret taktik, udsprunget af »fiffighed« og rådvildhed, således at det blev valg ud i det blå, valg til dumaen og alligevel ikke for at indtræde i dumaen. Thi det er jo et historisk faktum, som ingen af mensjevikkernes fortielser, udflugter og omsvøb kan skaffe af vejen – det er et faktum, at ingen af dem, ikke engang Plekhanov, i pressen turde opfordre til at indtræde i dumaen. Det er et faktum, at der ikke i pressen blev bragt en eneste appel til at gå ind i dumaen. Det er et faktum, at selv mensjevikkerne i flyvebladet fra RSDAPs forenede centralkomité officielt anerkendte boykotten og nøjedes med at diskutere den ene ting, på hvilket stadium man skulle sætte boykotten ind. Det er et faktum, at mensjevikkerne lagde vægten ikke på valgene til dumaen, men på valgene i sig selv, ja på arbejdet med valgene, som et middel til at organisere med henblik på opstand, med henblik på at feje dumaen til side. Begivenhederne viste imidlertid netop, at det var umuligt at drive masseagitation under valgene, og at der kun ud fra selve dumaen var en vis mulighed for agitation blandt masserne.
Den, der virkelig prøver at overveje og afveje alle disse komplicerede kendsgerninger af såvel objektiv som subjektiv karakter, vil se, at Kaukasus kun var en undtagelse, der bekræftede den almindelige regel. Han vil se, at de angergivne taler og forsøget på at forklare boykotten som »ungdommelig pågåenhed« er en meget snæver, overfladisk og kortsynet vurdering af begivenhederne. Opløsningen af dumaen har nu klart vist, at som forholdene artede sig i foråret 1906 var boykotten utvivlsomt i det store og hele en rigtig taktik, og at den gjorde nytte. Kun ved hjælp af boykotten kunne socialdemokratiet under de daværende omstændigheder opfylde sin pligt: nemlig give folket de nødvendige advarsler med hensyn til en tsaristisk forfatning, den nødvendige kritik af kadetternes kvaksalveri under valgene, og begge dele, (kritikken og advarslerne) har fået en glimrende bekræftelse gennem opløsningen af dumaen.
Her et lille eksempel til illustration af det sagte. G. Vodovosov, denne halvkadet og halvmensjevik, gik i foråret 1906 med fuld musik ind for valgene og for støtte til kadetterne. I går (den 11. august) skrev han i Tovarisjtj [4] at kadetterne »gerne ville være et parlamentarisk parti i et land uden parlament, og et forfatningsmæssigt parti i et land uden forfatning«, at »kadetpartiets hele karakter bestemtes af den fundamentale modsigelse mellem det radikale program og den aldeles uradikale taktik«.
Bolsjevikkerne kunne ikke ønske sig en større triumf end denne venstre-kadets eller højre-plekhanovists indrømmelse.
Men mens vi ubetinget afviser de klejnmodige og kortsynede bodstaler og den tåbelige forklaring af boykotten som »ungdommelig pågåenhed« ligger det os fjernt at bestride de nye erfaringer, kadetdumaen har leveret. Det ville være småtskårenhed, hvis man tøvede med åbent at anerkende disse nye erfaringer og tage dem i betragtning. Historien har vist, at når dumaen træder sammen, gives der mulighed for at drive en nyttig agitation inden for dumaen og omkring den; – at en taktik, som tager sigte på en tilnærmelse til de revolutionære bønder mod kadetterne er mulig inden for dumaen. Dette synes paradoksalt, men sådan er utvivlsomt historiens ironi: netop kadetdumaen har særlig anskueligt vist masserne, at denne, lad os for kortheds skyld sige »anti-kadettaske« taktik er rigtig. Historien har ubønhørligt gendrevet alle forfatningsillusioner og undergravet al »tro på dumaen«, men historien har ubetinget vist, at en sådan institution kan være af en vis omend beskeden nytte for revolutionen som en tribune til agitation, til afsløring af de politiske partiers sande »indvortes«, osv.
Det giver en konklusion. Det ville være latterligt at lukke øjnene for virkeligheden. Her er netop det tidspunkt kommet, hvor de revolutionære socialdemokrater må ophøre med at være boykottister. Vi vil ikke afstå fra at indtræde i den anden duma, når (eller »hvis«) den bliver indkaldt. Vi vil ikke afstå fra at udnytte denne kamparena, uden på nogen måde at overdrive dens yderst beskedne betydning, vi vil tværtimod på grundlag af den erfaring, historien allerede har givet, indordne den under en anden slags kamp – der føres med strejker, opstand osv. Vi vil indkalde til partiets femte kongres, vi vil her fastslå, at i tilfælde af valg er en valgaftale med trudovikkerne for nogle uger nødvendig (uden indkaldelse af partiets femte kongres er en fælles valgkampagne ikke mulig, og alle »blokke med andre partier« er ubetinget forbudt af den fjerde kongres’ resolution). Og så skal vi mase kadetterne.
Denne konklusion klarlægger imidlertid langtfra hele den komplicerede karakter, som kendetegner den opgave, vi står overfor. Vi understregede med overlæg ordene »i tilfælde af valg« osv. Vi ved endnu ikke, om den anden duma bliver indkaldt, hvornår der bliver valg, hvordan valgretten bliver, hvordan situationen bliver til den tid. Det er derfor en mangel ved vor konklusion, at den er så almen: vi har brug for den for at gøre fortidens facit op, for at afveje denne fortids erfaringer, for at stille de kommende taktiske spørgsmål på den rigtige måde, men den er stadig ganske utilstrækkelig til løsning af de konkrete opgaver, som rejser sig for den nærmeste tids taktik.
Kun kadetter og »kadetlignende« personer kan på nuværende tidspunkt stille sig tilfreds med en sådan konklusion, lave sig en »parole« af de længselsfulde sukke efter en ny duma og prøve at overbevise regeringen om ønskeligheden af dens indkaldelse så hurtigt som muligt osv. Kun bevidste eller ubevidste forrædere mod revolutionen kan på nuværende tidspunkt sætte alt ind på at skaffe det uundgåelige nye opsving i stemningen og harmen afløb netop i valg og ikke i kamp ved hjælp af generalstrejke og opstand.
Vi er nået frem til kernen i spørgsmålet om den nuværende socialdemokratiske taktik. Nu ligger det væsentlige slet ikke i, om man i det hele taget skal deltage i valgene. Siger man kun ja eller nej på dette punkt, er det ensbetydende med, at man ikke siger et ord om øjeblikkets fundamentale opgave. Den politiske situation i august 1906 ligner overfladisk set situationen i august 1905, men i denne periode er der gjort et uhyre skridt fremad: der er hidført en langt tydeligere udmejsling både af de kræfter, der kæmper på den ene og den anden side, og af kamp-formerne og af visse frister, der er nødvendige til udførelse af den eller den om man så må sige strategiske bevægelse.
Regeringens plan er klar. Den har regnet fuldstændig rigtigt, idet den har fastsat tidspunktet for dumaens indkaldelse, men ikke, trods loven, har fastsat tidspunktet for valget. Regeringen ønsker ikke at binde sig og vise sine kort. For det første vinder den tid til at spekulere på forandringer i valgloven. For det andet – og det er hovedsagen – holder den fastsættelsen af fristen for valget i reserve til et tidspunkt, hvor det nye opsvings karakter og styrke kan fastslås fuldt ud. Regeringen ønsker at fastsætte nyt valg akkurat inden for en sådan frist (og måske også at manøvrere sådan med valgets form), at den splitter og svækker den begyndende opstand. Regeringen tænker med rette: Hvis alt bliver roligt, vil vi måske slet ikke indkalde dumaen, eller vi vil vende tilbage til Bulygins love. Men hvis der kommer en stærk bevægelse, kan vi forsøge at splitte den ved midlertidigt at fastsætte valg og med disse valg lokke diverse kujoner eller dumrianer bort fra den direkte revolutionære kamp.
De liberale fæhoveder (se Tovarisjtj og Retj) forstår så lidt af situationen, at de selv går i regeringens garn. De slider sig en pukkel til for at »bevise« dumaens nødvendighed og ønskeligheden af, at opsvinget ledes i retning af valget. Men end ikke de kan bestride, at det endnu står åbent, hvordan formen for den nærmeste kamp bliver. Retj for i dag (12. august) indrømmer: »Hvilket sprog bønderne vil føre til efteråret ... er endnu uvist«. »Før september-oktober, indtil bøndernes indstilling kommer til at stå helt klart, er det vanskeligt at fremsætte nogen som helst almene forudsigelser.«
De liberale bourgeois’er forbliver sig selv lig. De hverken vil eller kan aktivt fremme valget af kampform og formningen af bøndernes indstilling i den eller den retning. Bourgeoisiets interesser kræver ikke, at den gamle magt styrtes, men kun, at den svækkes, og at der udnævnes et liberalt ministerium.
Proletariatets interesser kræver, at den gamle tsaristiske magt styrtes fuldstændigt, og at der indkaldes en konstituerende forsamling med fuld myndighed. Dets interesser kræver, at man på den mest aktive måde griber ind i formningen af bøndernes indstilling og vælger de mest energiske kampformer og det bedste tidspunkt for kampen. Vi må ikke under nogen omstændigheder hverken tilbagekalde eller tilsløre parolen: indkaldelse af en konstituerende forsamling ad revolutionær vej, dvs. ved hjælp af en provisorisk revolutionær regering. Vi må sætte alt ind på at skabe klarhed over betingelserne for opstanden – dens forening med strejkekampen, samling og forberedelse af alle revolutionære kræfter med dette mål for øje osv. Vi må med al beslutsomhed betræde den vej, der er afstukket i de kendte opråb Til Hæren og Flåden og Til Alle Bønder, opråb, der er underskrevet af alle revolutionære organisationer, deriblandt trudovik-gruppen. Vi må naturligvis i særdeleshed drage omsorg for, at det ikke i noget tilfælde lykkes regeringen hverken at splitte, standse eller svække den begyndende opstand ved at udskrive valg. I denne henseende må det være en ubetinget pligt for os at drage lære af kadetdumaen, en lære, der består i, at duma-kampagnen er en underordnet, andenrangs kampform, mens hovedformen – i kraft af øjeblikkets objektive betingelser – forbliver de brede folkemassers umiddelbare revolutionære bevægelse.
Denne indordning af duma-kampagnen under hovedkampen, dens tilbagetrukne placering som en reserve for det tilfælde, at slaget får et særligt udfald eller udsættes, indtil erfaringen fra den anden duma har gjort sin virkning – denne taktik kan man naturligvis godt kalde for den gamle boykottaktik. Formelt kan en sådan betegnelse forsvares, thi »forberedelsen til valget« – bortset fra det altid nødvendige agitations- og propagandaarbejde – indskrænker sig til ganske små tekniske forberedelser, der meget sjældent kan gennemføres længe før valget. Vi ønsker ikke at strides om ord, men ifølge sagens natur er dette en konsekvent udvikling af den gamle taktik, men ikke en gentagelse af den, en slutning draget af den tidligere boykot, men ikke den tidligere boykot selv.
Lad os sammenfatte. Vi må tage hensyn til erfaringerne fra kadetdumaen og sprede kendskab til dem blandt masserne. Vi må påvise dumaens »uegnethed«, nødvendigheden af en konstituerende forsamling, kadetternes vaklen, vi må kræve, at trudovikkerne gør sig fri af kadetternes åg, og støtte de første mod de sidste. Vi må straks anerkende nødvendigheden af en valgaftale mellem socialdemokratiet og trudovikkerne i tilfælde af nye valg. Vi må af al kraft modarbejde regeringens plan om at splitte opstanden ved at udskrive valg. Samtidig med at tale for sine prøvede revolutionære paroler med større styrke end nogen sinde må socialdemokratiet sætte alt ind på at få alle revolutionære elementer og klasser sluttet mere intimt sammen, at få det opsving, som kan ventes i nær fremtid, forvandlet til en væbnet folkeopstand mod den tsaristiske regering.
1. Se Lenin, Samlede værker, 5. udg. (russ.), bd 11, s. 169. – S. 13.
2. Se Lenin, Samlede værker, 5. udg. (russ.), bd. 12, s. 167. – S. 13.
3. Partijnyje Isvestija – blev udgivet af RSDAPs forenede centralkomité forud for 4. partikongres (Samlingskongressen) i 1906. Der udkom to numre. – S. 13.
4. Tovarisjtj – et tidsskrift der udkom under medarbejderskab af de tidligere økonomister Prokopovitj og Kuskova. Det stod for en »venstrefløj« blandt kadetterne. – S. 16.
Sidst opdateret 17.12.2008