Skrevet 3. (16.) oktober 1905. Først trykt i 1926 i Lenin Miscellany V.
Oversat af Hans E. H. Nielsen fra Die Klassiker des Marxismus-Leninismus über den Partisanenkampf. Sammelband, Verlag für fremdsprachige Litteratur, Moskau 1945.
Fra V. I. Lenin: Om Gadekampen. Artikler 1905-06, s. 11-13, Forlaget Demos (Imperialistserien nr. 7), København 1971.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 31. jan. 2009.
Jeg takker mange gange for tilsendelsen af 1) kampudvalgets beretning 2) notitserne angående spørgsmålet om den organisatoriske forberedelse af opstanden og 3) skemaet over organisationen. Jeg anså det efter gennemlæsningen af disse dokumenter for min pligt at henvende mig direkte til kampudvalget for at fremkalde en kammeratlig meningsudveksling.
Om sagens praktiske udformning kan jeg naturligvis ikke dømme: der kan ikke herske nogen tvivl om, at alt, hvad der er muligt under de vanskelige russiske forhold, bliver gjort.
Men det fremgår af dokumenterne, at hele sagen truer med at forvandle sig til et bureaukratisk anliggende. Alle disse skemaer, alle disse organisationsplaner fra kampudvalget giver mig indtryk af et embeds- og papirvælde – jeg beder jer undskylde min åbenhed, men jeg håber, at I ikke vil mistænke mig for kværuleren. I en sådan sag er skemaer og vidtløftige debatter om kampkomiteens funktioner og dens rettigheder dårligst tænkeligt anbragt. Her har man brug for virkelig energi.
Jeg ser med forfærdelse, virkelig forfærdelse, at man allerede i mere end et halvt år har talt om bomber og endnu ikke fremstillet en eneste! Og de, som taler, er de lærdeste folk... Gå til ungdommen, I herskaber! Det er den eneste vej til redning. Ellers vil I, ved Gud, komme for sent (det ser jeg af alt det foreliggende) og sidde der med alle jeres “lærde” udkast, planer, tegninger, skemaer og storartede opskrifter, men uden organisation, uden levende handling.
Gå til ungdommen. Organisér straks kampgrupper overalt, alle steder, især hos studenter og arbejdere o.s.v. o.s.v. Grupper fra 3 til 10 til 30 og flere personer må straks danne sig.
De skal ufortøvet bevæbne sig selv, så godt de kan, med revolvere, knive, tøjstykker, vædet med petroleum til ildspåsættelse o.s.v. Disse afdelinger skal straks vælge deres ledere, og så vidt det er muligt, sætte sig i forbindelse med Petersborgerkomiteens kampudvalg. Forlang ingen formaliteter, skid for Guds skyld på alle skemaer, send alle “funktioner, rettigheder, og privilegier” ad helvede til. Forlang ikke ubetinget indmeldelse i RSDAP – det ville være et absurd krav i forbindelse med en væbnet opsind. I skal ikke vægre jer mod at træde i forbindelse med nogen kreds, selvom det så kun er tre personer, blot det sker på den ene betingelse, at de er pålidelige og parate til at kæmpe mod czarens tropper. De grupper, der ønsker det, kan indmelde sig i RSDAP eller associere sig, det ville være udmærket: men jeg ville ubetinget anse det for en fejl, hvis man krævede det af dem.
Petersborgerpartikomiteens kampudvalgs rolle må bestå i at hjælpe disse afdelinger af den revolutionære arme, at tjene som forbindelses-“kontor” for dem. Jeres tjeneste vil alle disse grupper gerne tage imod, men hvis I i en sådan sag kommer med skemaer og taler om kampudvalgets “rettigheder”, så ødelægger I hele sagen fuldstændigt, det kan jeg forsikre jer om!
Her må man virke med bred propaganda. 5-10 personer skal ugentlig opsøge hundreder af arbejder- og studentergrupper på alle tænkelige steder og forelægge den klare, korte, direkte og enkle plan: organisér straks en afdeling, bevæbn jer så godt I kan, arbejd af alle kræfter, så vidt det er os muligt, vil vi hjælpe jer, men vent ikke på os, gør selv jeres arbejde.
Tyngdepunktet i en sådan sag ligger i initiativet hos massen af smågrupper. De kan klare alt. Uden dem er hele jeres kampudvalg intet værd. Jeg er parat til at måle et kampudvalgs produktivitet efter antallet af afdelinger, der er tilsluttet det. Hvis kampudvalget ikke på en til to måneder får 200-300 afdelinger oprettet, mindst, så er det et dødt kampudvalg. Så skal man begrave det. I den nuværende gæringssituation vil det sige at stå uden for livet, hvis man ikke kan stille hundrede afdelinger på benene.
Propagandisterne skal give hver afdeling korte og enkle opskrifter på bomber og en elementær fremstilling af hele arbejdsmetoden og så overlade hele aktiviteten til dem selv. Afdelingerne skal straks og uden tøven begynde deres militære uddannelse med praktiske kamphandlinger. Nogle kan dræbe en spion eller sprænge en politistation i luften, andre organisere angreb på en bank for at konfiskere pengemidler til opstanden, atter andre foranstalte en øvelse eller udfærdige planskitser o.s.v. I hvert fald skal man straks fra begyndelsen lære ved praktisk arbejde. Vær ikke bange for disse forsøgsoverfald. De kan naturligvis udvikle sig til ekstremer, men det er morgendagens risiko, faren i dag består derimod i vor træghed, i vor doktrinarisme, i den “lærde” tunghed og senile angst for initiativet. Hver afdeling skal selv lære, i givet fald f. eks. ved overfald på betjente: de snese ofre, der bliver tale om, bliver rigeligt opvejet af de hundreder af erfarne kæmpere, der i morgen vil føre hundredtusinder ud i kampen.
Jeg trykker fast jeres hænder, kammerater, og ønsker jer succes. Jeg vil på ingen måde påtvinge jer min mening, men jeg anser det for min pligt at være en rådgivende stemme.
Sidst opdateret 31.1.2009