Markedet er en kategori i vareøkonomien, som i sin udvikling forvandles til kapitalistisk økonomi og først under denne sidste erhverver sig fuldt herredømme og generel udbredelse. For at kunne udrede de grundlæggende teoretiske teser om det indre marked må vi derfor tage udgangspunkt i den simple vareøkonomi og følge dens gradvise forvandling til kapitalistisk økonomi.
Grundlaget for vareøkonomien er den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den forarbejdende industri skiller sig ud fra udviklingsindustrien, og hver af dem deler sig yderligere op i små arter og underarter, som fremstiller specielle produkter i vareform og udveksler dem med alle andre produktioner. Udviklingen af vareøkonomien fører derved til forøgelse af antallet af adskilte og selvstændige industrigrene; tendensen i denne udvikling består i, at produktionen ikke blot af hvert enkelt produkt, men også af hver enkelt del af produktet bliver en særlig industrigren; og det gælder ikke blot fremstillingen af produktet, men også de enkelte operationer med produktets færdiggørelse til forbrug. Under naturaløkonomien bestod samfundet af en masse ensartede økonomiske enheder (patriarkalske bondefamilier, primitive landsbyfællesskaber, feudale godser), og hver sådan enhed udførte alle arter af økonomiske arbejder, lige fra udvindingen af de forskellige råstoffer til den endelige færdiggørelse af dem til forbrug. Under vareøkonomien danner der sig uensartede økonomiske enheder, antallet af adskilte økonomiske brancher forøges, antallet af virksomheder, der udfører en og samme økonomiske funktion, formindskes. Denne fremadskridende vækst af den samfundsmæssige arbejdsdeling er også et hovedmoment i den proces, hvorved der dannes et indre marked for kapitalismen. »På basis af vareproduktionen og dens absolutte form, den kapitalistiske produktion,« siger Marx, »... er produkterne varer, brugsværdier; som kun besidder en bytteværdi og nærmere bestemt en realiserbar bytteværdi, som kan forvandles til penge, i samme omfang som andre varer udgør et ækvivalent for dem og andre produkter konfronterer dem som varer og værdier, altså i samme omfang som de ikke bliver produceret som umiddelbare substistensmidler for producenterne selv, men som varer, som produkter, der kun gennem forvandling til bytteværdi (penge), gennem deres afhændelse, bliver til brugsværdier. Markedet for disse varer udvikler sig gennem den samfundsmæssige arbejdsdeling; adskillelsen af de produktive arbejdsmåder forvandler gensidigt deres respektive produkter til varer, til ækvivalenter for hinanden, får dem til gensidigt at tjene som marked.«(Das Kapital, III, 2, 177-178 /MEW bd. 25, s. 650; Kapitalen 3. bog 3, s. 829/. [a] Kursiveringen her som i andre citater vor, hvis ikke andet er bemærket).
Det siger sig selv, at den nævnte adskillelse af den forarbejdende industri fra den udvindende, af manufakturen fra landbruget, også forvandler selve landbruget til industri, dvs. til en økonomisk branche, der fremstiller varer. Den specialiseringsproces, som skiller de forskellige slags forarbejdning af produkterne ud fra hinanden, og som skaber et større og større antal industrigrene, ytrer sig også i landbruget, hvorved den skaber specialiserede landbrugsegne (og systemer i landbrugsdriften [b]) og fremkalder udveksling, ikke blot mellem landbrugets og industriens produkter, men også mellem de forskellige landbrugsprodukter. Denne specialisering af det vareproducerende (og kapitalistiske) landbrug ytrer sig i alle kapitalistiske lande, den ytrer sig i den internationale arbejdsdeling, og den ytrer sig i Rusland efter reformen 1861, hvad vi senere skal vise i enkeltheder.
Den samfundsmæssige arbejdsdeling er således grundlaget for hele vareøkonomiens og kapitalismens udviklingsproces. Derfor er det ganske naturligt, at vore narodnikiske teoretikere, som erklærer, at denne sidste proces er et resultat af kunstige foranstaltninger, et resultat af »afvigelse fra vejen« osv., osv., gerne vil udviske det faktum, at der foregår en samfundsmæssig arbejdsdeling i Rusland, eller svække betydningen af dette faktum. Hr. V. V. [12] »benægtede« i sin artikel Arbejdsdeling I Landbrug Og Industri I Rusland (Vestnik Jevropy 1884, nr. 7), »at den samfundsmæssige arbejdsdelings princip hersker i Rusland« (s. 347) og erklærede, at den samfundsmæssige arbejdsdeling hos os »ikke er vokset frem af folkelivets dyb, men forsøgt presset ind i det udefra« (s. 338). Hr. N.-on [13] udtalte sig i sine Otjerki /Skitser/ på følgende måde om forøgelsen af den mængde korn, der udbydes til salg: »Dette fænomen kunne betyde, at det producerede korn fordeles mere ligeligt ud over landet, at fiskeren ved Arkhangelsk nu spiser korn fra Samara, mens landmanden ved Samara laver sin middagsmad af fisk fra Arkhangelsk. Men i virkeligheden foregår der ikke noget sådant« (Skitser Af Vor Samfundsøkonomi Efter Reformen, SPB, 1893, s. 37). Uden noget som helst materiale, i strid med velkendte data, dekreteres her uden videre, at der ikke findes samfundsmæssig arbejdsdeling i Rusland! Den narodnikiske teori, at kapitalismen i Rusland er »kunstig«, kunne heller ikke opstilles på anden måde end ved at benægte selve grundlaget for al vareproduktion – den samfundsmæssige arbejdsdeling, eller erklære den for »kunstig«.
I den epoke, der går forud for vareøkonomien, er den forarbejdende industri forbundet med den udvindende, og i spidsen for denne sidste står landbruget. Udviklingen af vareøkonomien fremtræder derfor sådan, at den ene industrigren efter den anden skilles ud fra landbruget. Befolkningen i et land med svagt udviklet (eller slet ikke udviklet) vareøkonomi fremtræder næsten udelukkende som landbrugsbefolkning. Dette må imidlertid ikke forstås sådan, at befolkningen kun beskæftiger sig med landbrug – det betyder kun, at den med landbrug beskæftigede befolkning selv forarbejder landbrugets produkter, og at udveksling og arbejdsdeling næsten ikke forekommer. Udviklingen af vareøkonomien betyder følgelig eo ipso /i sig selv/, at en større og større del af befolkningen skilles ud fra landbruget, dvs. at industribefolkningen vokser på bekostning af landbrugsbefolkningen. »Det ligger i den kapitalistiske produktionsmådes natur, at den til stadighed formindsker den agerdyrkende befolkning i forhold til den ikke-agerdyrkende, fordi den konstante kapitals vækst i forhold til den variable inden for industrien (i snævrere forstand) er forbundet med den variable kapitals absolutte vækst, men dog relative aftagen, mens der inden for landbruget sker en absolut formindskelse af den variable kapital, som kræves til udnyttelse af et bestemt jordstykke; den kan således kun vokse, for så vidt der opdyrkes ny jord, hvad der imidlertid igen forudsætter en endnu større vækst i den ikke-agerdyrkende befolkning.« (Das Kapital, III, 2, 177 /MEW bd. 25, s. 650, Kapitalen 3, bog 3, s. 828-829/.) Man kan altså ikke forestille sig kapitalismen uden forøgelse af handels- og industribefolkningen på landbrugsbefolkningens bekostning, og enhver ved, at dette fænomen på den tydeligst tænkelige måde åbenbarer sig i alle kapitalistiske lande. Det er næppe nødvendigt at påvise, at denne omstændighed er af uhyre betydning for problemet om det indre marked, idet den hænger uløseligt sammen med evolutionen i industrien og i landbruget. Dannelsen af industricentre, forøgelsen af deres antal og deres tiltrækning af befolkningen kan ikke undgå at øve den dybeste indflydelse på hele landsbyens /landbrugets/ struktur, den kan ikke undgå at fremkalde vækst af det vareproducerende og kapitalistiske landbrug. Så meget mere betegnende er det, at repræsentanterne for den narodnikiske økonomi helt ignorerer denne lov både i deres rent teoretiske betragtninger og i deres betragtninger vedrørende kapitalismen i Rusland (de særlige træk, der er ved denne lovs ytringsformer i Rusland, vil vi gå nærmere ind på senere, i kapitel VIII). I hr. V. V.s og hr. N.-ons teorier om det indre marked for kapitalismen har de udeladt en ren bagatel: befolkningens afvandring fra landbruget til industrien og dette faktums indflydelse på landbruget [c].
Hidtil har vi beskæftiget os med den simple vareproduktion. Nu vil vi gå over til den kapitalistiske produktion, dvs. vi forudsætter, at vi i stedet for simple vareproducenter har at gøre med på den ene side besidderen af produktionsmidler, på den anden med lønarbejderen, sælgeren af arbejdskraft. Småproducentens forvandling til lønarbejder forudsætter, at han har mistet produktionsmidlerne – jord, arbejdsredskaber, værksted osv. – dvs. hans »forarmelse«, hans »ruinering«. Der fremkommer det synspunkt, at denne forarmelse »formindsker befolkningens købekraft«, »formindsker det indre marked« for kapitalismen (hr. N.-on, anførte sted s. 185. Også s. 203, 275, 287, 339-340 o.a. Det samme synspunkt hos hr. V.V. i de fleste af hans værker). Vi vil ikke her gå ind på talmaterialet om forløbet af denne proces i Rusland – i de følgende kapitler vil vi udførligt behandle dette materiale. I dette øjeblik stilles problemet rent teoretisk, dvs. om vareproduktionen generelt under dens forvandling til kapitalistisk produktion. De anførte forfattere stiller også dette problem teoretisk, dvs. de slutter af det ene faktum, at småproducenter ruineres, at det indre marked formindskes. Dette synspunkt er helt fejlagtigt, og dets sejlivethed i vor økonomiske litteratur kan kun forklares med narodnismens romantiske fordomme (se den artikel, der anføres i fodnoten). Man glemmer, at når en del småproducenter »frigøres« fra produktionsmidlerne, forudsætter det, at disse overgår til andre, at de forvandles til kapital. Det forudsætter følgelig, at de produkter, der tidligere gik til producentens eget forbrug, af de nye besiddere af disse produktionsmidler fremstilles som varer, dvs. at de udvider det indre marked; det forudsætter, at disse nye besiddere ved at udvide deres produktion optræder på markedet som efterspørgere af nye redskaber, råmaterialer, transportmidler o.a., og også efterspørger forbrugsmidler (disse nye besidderes forøgede rigdom forudsætter naturligvis også, at deres forbrug vokser). Man glemmer, at for markedet er det aldeles ikke producentens levestandard, der er vigtig, derimod om han har pengemidler; en lavere levestandard hos den patriarkalske bonde, som tidligere levede hovedsagelig af naturaløkonomi, er fuldt ud forenelig med, at han får flere penge i hænde, for jo mere en sådan bonde forarmes, des mere er han nødt til at ty til salg af sin arbejdskraft, des større bliver den del af hans (ganske vist knappere) subsistensmidler, som han skal skaffe sig på markedet. »Med den frigjorte del af landbefolkningen bliver også dens tidligere subsistensmidler gjort fri. De forvandler sig nu til den variable kapitals stoflige element« (den variable kapital er den, der gives ud til køb af arbejdskraft) (Das Kapital, I, 776 /MEW bd. 23, s. 773, Kapitalen 1. bog 4, s. 1039/). »Ekspropriation og fordrivelse af en del af landbefolkningen frigør tillige med arbejderne ikke blot deres livsfornødenheder og arbejdsmateriale til den industrielle kapitals brug, det skaber også det indre marked.« (Samme sted, 778 /MEW, bd. 23, s. 775, Kapitalen 1, bog 4, s. 1041/.) Fra et abstrakt teoretisk synspunkt betyder ruineringen af småproducenterne i et samfund, hvor vareøkonomi og kapitalisme er i udvikling, altså netop det modsatte af, hvad hr. V.V. og hr. N.-on gerne vil udlede deraf, den betyder dannelse og ikke indskrænkning af det indre marked. Når den samme hr. N.-on, som a priori /på forhånd/ erklærer, at ruineringen af de russiske småproducenter betyder indskrænkning af det indre marked, alligevel citerer de lige anførte udtalelser af Marx (Otjerki, s. 71 og 114), så beviser det kun denne forfatters mærkværdige evne til at slå sig selv for munden med citater fra Kapitalen.
Det næste problem i det indre markeds teori består i følgende. Værdien af produktet i den kapitalistiske produktion deler sig som bekendt i følgende tre dele: 1) den første del erstatter den konstante kapital, dvs. den værdi, som også forud eksisterede i form af råmateriale og hjælpestoffer, maskiner og produktionsredskaber osv., og som blot reproduceres i en vis del af det færdige produkt, 2) den anden del erstatter den variable kapital, dvs. dækker arbejderens underhold, og endelig 3) udgør den tredje del merværdien, som tilhører kapitalisten. Det antages almindeligvis (vi redegør for dette problem i hr. V.V.s og hr. N.-ons ånd), at det ikke volder vanskelighed at realisere de første to dele (dvs. at finde et tilsvarende ækvivalent, at afsætte dem på markedet), idet den første del går til produktion, mens den anden går til arbejderklassens forbrug. Men hvordan realiseres den tredje del merværdien? Den kan jo ikke helt og holdent forbruges af kapitalisterne! Og vore økonomer kommer til den slutning, at »udvejen af vanskeligheden« ved at realisere merværdien er »erhvervelse af et ydre marked« (N.-on, Otjerki, afd. II, pgf. XV i almindelighed og s. 205 i særdeleshed; V.V., Overforsyning Af Markedet Med Varer, i Otetjestvennyje Sapiski 1883, og Rids Af Den Teoretiske Økonomi, SPB 1895, s. 179 f.). Nødvendigheden af et ydre marked for en kapitalistisk nation forklares af de nævnte forfattere med, at kapitalisterne ikke kan realisere produkterne på anden måde. Det indre marked i Rusland indskrænkes som følge af ruineringen af bønderne og som følge af umuligheden af at realisere merværdien uden et ydre marked, og det ydre marked kan et ungt land ikke komme ind på, da det for sent er slået ind på den kapitalistiske udviklings vej – og dermed påstås det bevist, at den russiske kapitalisme er dødfødt og uden grobund, alene ud fra aprioriske (og tilmed teoretisk urigtige) betragtninger!
Da hr. N.-on anstillede sine betragtninger om realisation, havde han åbenbart Marx’ lære om dette emne for øje (skønt han ikke med et ord henviste til Marx på dette sted i sine Otjerki), men han forstod ham absolut ikke og forvanskede ham til ukendelighed, hvad vi nu skal se. Derfor indtraf den pudsige ting, at hans anskuelser i alt væsentligt faldt sammen med hr. V.V.s anskuelser, og V.V. kan man på ingen måde beskylde for »mangel på forståelse« af teorien, da det ville være den største uretfærdighed at mistænke ham for blot det ringeste kendskab til den. Begge forfattere forelægger deres lære, som om de var de første, der talte om dette emne og »på egen hånd« havde nået visse løsninger; de ignorerer på den mest majestætiske måde gamle økonomers betragtninger om dette spørgsmål, og de gentager gamle fejltagelser, som på den grundigste måde er tilbagevist i Kapitalen’s 2. bind [d]. Begge forfattere reducerer hele problemet om produktets realisation til merværdiens realisation, åbenbart i den tro, at den konstante kapitals realisation ikke volder vanskelighed. Dette naive synspunkt rummer en meget alvorlig fejltagelse, af hvilken alle øvrige fejltagelser i den narodnikiske realisationslære udspringer. For vanskeligheden ved klarlæggelsen af realisationsproblemet består netop i at opklare realisationen af den konstante kapital. For at være realiseret skal den konstante kapital på ny sættes ind i produktionen, og dette er umiddelbart kun gørligt for den kapital, hvis produkt består af produktionsmidler. Hvis derimod det produkt, som erstatter den konstante del af kapitalen, består af forbrug, så er en umiddelbar anvendelse af det i produktionen ikke mulig, så er udveksling nødvendig mellem den afdeling af samfundsproduktionen, som fremstiller produktionsmidler, og den, som fremstiller forbrugsmidler. Det er netop på dette punkt, at hele problemets vanskelighed ligger, og den vanskelighed bemærker vore økonomer ikke. Hr. V.V. fremstiller overhovedet sagen, som om formålet med den kapitalistiske produktion ikke er akkumulation, men forbrug, han anstiller dybsindige betragtninger over, at »et mindretal modtager en mængde materielle genstande, som overstiger organismens « (!) »forbrugsevner på deres øjeblikkelige udviklingstrin« (anførte sted s. 149), at det »ikke er beskedenhed eller afholdenhed hos fabrikanterne, der bevirker overskud af produkter, men den menneskelige organismes (!!) begrænsning eller utilstrækkelige elasticitet, idet den ikke når at udvide sine forbrugsevner så hurtigt som merværdien vokser« (samme sted, s. 161). Hr. N.-on vil gerne give det udseende af, at han ikke anser forbruget for formålet med den kapitalistiske produktion, at han tager produktionsmidlernes rolle og betydning i betragtning, når det drejer sig om realisation, men faktisk har han på ingen måde skaffet sig klarhed over hele samfundskapitalens cirkulations- og reproduktionsproces, idet han har indviklet sig i en hel række modsigelser. Vi vil ikke i detaljer gå ind i en analyse af alle disse modsigelser (s. 203-205 i hr. N.-ons Otjerki) – det er en alt for utaknemmelig opgave (som til dels allerede er løst af hr. Bulgakov [e] i hans bog: Om Markeder Under Kapitalistisk Produktion. Moskva 1897, s. 237-245), og ydermere er det til bevis for den her anførte bedømmelse af hr. N.-ons betragtninger tilstrækkeligt at undersøge hans afsluttende konklusion, nemlig den, at et ydre marked er udvejen af vanskelighed ved at realisere merværdien. Denne konklusion, draget af hr. N.-on (i grunden en simpel gentagelse af hr. V.V.s konklusion), viser med al mulig tydelighed, at han slet ikke har forstået hverken realisationen af produktet i det kapitalistiske samfund (dvs. det indre markeds teori) eller det ydre markeds rolle. For er der blot et gran af sund fornuft i således at blande det ydre marked ind i problemet om »realisationen«? Problemet om realisationen består i, hvordan man til hver del af det kapitalistiske produkt, dels efter værdi (konstant kapital, variabel kapital og merværdi), dels efter dets materielle form (produktionsmidler, forbrugsmidler, i særdeleshed nødvendighedsartikler og luksusgenstande) på markedet kan finde en anden del af produktet, som erstatter den. Det er klart, at der her skal abstraheres fra udenrigshandelen; at blande den ind i sagen bringer ikke problemets løsning en hårsbred nærmere, men forskyder den blot, idet problemet flyttes fra et land til flere lande. Den samme hr. N.-on, som i udenrigshandelen fandt »udvejen af vanskeligheden« med hensyn til realisation af merværdien, ræsonnerer f. eks. således om arbejdslønnen: med den del af årsproduktet, som de umiddelbare producenter, arbejderne, modtager i form af arbejdsløn, »kan man kun trække en sådan del af substistensmidlerne ud af omsætningen, som i værdi er lig med arbejdslønnens totalsum« (s. 203). Hvorfra ved vor økonom mon, at kapitalisterne i det givne land vil fremstille netop et sådant kvantum og netop en sådan kvalitet af subsistensmidler, at de kan realiseres med arbejdslønnen? Hvorfra ved han, at man her kan klare sig uden et ydre marked? Det er indlysende, at vide dette kan han ikke, at han blot har udeladt problemet om det ydre marked, for i behandlingen af realisationen af den variable kapital er det vigtigt, at en del af produktet erstattes med en anden del, og absolut ikke vigtigt, om denne erstatning foregår inden for et enkelt land eller inden for to lande. Med hensyn til merværdien opgiver han imidlertid denne nødvendige præmis og i stedet for at løse problemet omgår han det ved at tale om et ydre marked. Afsætning af produktet på et ydre marked kræver selv en forklaring, dvs. der skal findes et ækvivalent for den del af produktionen, der skal afsættes, en anden del af den kapitalistiske produktion, som kan erstatte den første. Det er derfor, Marx siger, at et ydre marked og udenrigshandel »ser vi helt bort fra« ved analysen af realisationsproblemet, for »hvis vi drager udenrigshandelen ind i analysen af den årligt reproducerede merværdi, kan det kun skabe forvirring uden at tilføje noget nyt moment, hverken til problemet eller til dets løsning« (Das Kapital, II, 469 /MEW bd. 24, s. 466; Kapitalen 2. bog 2, s. 599/). De herrer V.V. og N.-on bildte sig ind, at de gik i dybden med kapitalismens modsigelser, når de pegede på vanskelighederne ved realisationen af merværdien. Faktisk tog de meget overfladisk på kapitalismens modsigelser, for hvad angår »vanskelighederne« ved realisationen, de heraf opstående kriser osv., så må det erkendes, at disse »vanskeligheder« ikke blot er mulige, men også uomgængelige med hensyn til alle dele af det kapitalistiske produkt, ingenlunde kun med hensyn til merværdien. Vanskeligheder af denne art, som hænger sammen med mangelen på proportionalitet i fordelingen af de forskellige produktionsgrene, opstår til stadighed, ikke blot ved realisationen af merværdien, men også ved realisationen af den variable og den konstante kapital; ikke blot ved realisationen af det produkt, der består af forbrugsmidler, men også ved realisationen af det produkt, der består af produktionsmidler. Uden denne slags »vanskeligheder« og kriser kan der overhovedet ikke findes kapitalistisk produktion, produktion, som opsplittede producenter foretager for et verdensmarked, de ikke kender.
For at få rede på læren om realisationen må vi begynde med Adam Smith, som lagde grunden til den fejlagtige teori om dette problem, som helt beherskede den politiske økonomi indtil Marx. Adam Smith delte vareprisen i kun to dele: variabel kapital (arbejdsløn i hans terminologi) og merværdi (»profit« og »jordrente« lægges ikke sammen hos ham, således at han i grunden regnede med i alt tre dele) [f]. På akkurat samme måde opdelte han hele varemængden, hele det årlige samfundsprodukt i de samme dele og regnede dem direkte for »indkomst« for samfundets to klasser: arbejderne og kapitalisterne (driftsherrerne og jordejerne hos Smith) [g].
Hvad er grunden til, at han udelader den tredje bestanddel af værdien – den konstante kapital? Adam Smith kunne ikke lukke øjnene for denne del, men han troede, at også den kunne reduceres til arbejdsløn og merværdi. Han anlagde følgende betragtning på dette emne: »Af kornprisen f.eks. betaler en del jordejerens jordrente, en anden del løn og underhold til den arbejder og de arbejdsdyr, som var beskæftiget i produktionen, og en tredje del betaler forpagterens profit. Disse tre dele synes enten umiddelbart eller i sidste instans at udgøre hele prisen for kornet. En fjerde del kan synes af være nødvendig for at erstatte ham hans kapital og hans opslidte arbejdsdyr og sliddet på hans øvrige landbrugsredskaber. Men man må tage i betragtning, at prisen for enhver slags landbrugsinventar, f. eks. en arbejdshest, selv igen er sammensat af de førnævnte tre dele« (nemlig jordrente, profit og arbejdsløn). »Skønt kornets pris erstatter såvel prisen for hesten som hestens underhold, så opløser hele prisen sig dog stadig væk, umiddelbart eller i sidste instans, i de samme tre dele: jordrente, arbejdsløn og profit.« [h] Marx kalder denne teori »forunderlig«. »Hans bevis består simpelt hen i, at han gentager den samme påstand« (II, s. 366 /MEW bd. 24, s. 373, Kapitalen 2. bog 2, s. 481-482/). Smith »lader os rende fra Pontius til Pilatus« (I.B., 2. Aufl., s. 612 /MEW bd. 23, s. 616, Kapitalen 1. bog 4, s. 834/). Når Smith siger, at prisen for landbrugsredskaberne selv opløser sig i de samme tre dele, glemmer han at tilføje: og i prisen på de produktionsmidler, der blev anvendt til fremstilling af disse redskaber. Den fejlagtige udeladelse af kapitalens konstante del af produktets pris hænger hos Adam Smith (og ligeledes hos økonomer efter ham) sammen med en fejlagtig opfattelse af akkumulationen i den kapitalistiske økonomi, dvs. udvidelsen af produktionen, forvandlingen af merværdien til kapital. Adam Smith udelod også her den konstante kapital, i den tro, at den del af merværdien, der kan akkumuleres og forvandles til kapital, helt og holdent forbruges af de produktive arbejdere, dvs. helt og holdent går til arbejdsløn, mens den akkumulable del af merværdien faktisk gives ud til konstant kapital (produktionsredskaber, råstoffer og hjælpestoffer) plus arbejdsløn. Da Marx kritiserede denne anskuelse hos Smith (og også hos Ricardo, Mill og andre) i Kapitalens bd. 1 (7. afsnit, »Kapitalens akkumulationsproces«, 22. kap.: »Forvandling af merværdi til kapital«, 2. »Fejlagtige opfattelser hos den politiske økonomi af reproduktion i udvidet målestok«), bemærkede han der: i bd. 2 »vil det vise sig, at Adam Smiths dogme, som alle hans efterfølgere arvede, hindrede den politiske økonomi i at begribe blot så meget som den elementære mekanisme i den samfundsmæssige reproduktionsproces« [14] (I, 612). Adam Smith begik denne fejl, fordi han forvekslede produktets værdi med den nyskabte værdi: den sidste opløser sig virkelig i variabel kapital og merværdi, mens den første desuden rummer den konstante kapital. Afsløringen af denne fejl blev allerede givet i analysen af værdien hos Marx, som fastslog forskellen mellem abstrakt arbejde, der skaber ny værdi, og konkret arbejde, nyttigt arbejde, der reproducerer den tidligere eksisterende værdi i den nye form af et nyttigt produkt /MEW bd. 23, s. 214-216, Kapitalen 1. bog 2, s. 329331/.
Klarlæggelsen af reproduktions- og cirkulationsprocessen for hele samfundskapitalen er særlig nødvendig for løsningen af problemet om nationalindkomsten i det kapitalistiske samfund. Det er overordentlig interessant, at Adam Smith i sin behandling af dette sidste problem ikke længere kunne fastholde sin fejlagtige teori, som udelader den konstante kapital af landets samlede produkt. »Bruttoindkomsten (gross revenue) for alle indvånere i et stort land indbefatter det totale årsprodukt af deres jord og deres arbejde; nettoindkomsten (neat revenue) er den del, der bliver til rådighed efter fradrag af omkostningerne til bevarelse for det første af deres faste og for det andet af deres flydende kapital, dvs. den del, som de, uden at angribe kapitalen, kan anvende til forråd (stock), beregnet til umiddelbart forbrug, eller give ud til deres underhold, behag og fornøjelse.« (A. Smith, Bog II, Kapital, dens væsen, dens akkumulation og anvendelse, kap. II, bd. II, s. 18. Russisk overs. II, s. 21.) Altså af landets samlede produkt udelod Adam Smith kapitalen, idet han påstod, at den opløser sig i arbejdsløn, profit og jordrente, dvs. i (netto)-indkomster; i samfundets bruttoindkomst derimod medtager han kapitalen, idet han adskiller den fra forbrugsmidler (= nettoindkomst). På denne modsigelse fanger Marx da også Adam Smith: hvordan kan der være kapital i indkomsten, hvis der ikke var kapital i produktet?(Se Das Kapital, II, s. 355 /MEW bd. 24, s. 363-364, Kapitalen 2. bog 2, s. 469-470/). Uden selv at bemærke det anerkender Adam Smith her tre bestanddele af hele produktets værdi: ikke blot den variable kapital og merværdien, men også den konstante kapital. I den videre undersøgelse støder Adam Smith også på en anden yderst vigtig forskel, som har enorm betydning for realisationsteorien. Han siger: »Hele udlægget til opretholdelse af den faste kapital skal åbenbart udelades af samfundets nettoindkomst. Hverken de råstoffer, hvormed de nyttige maskiner og industriværktøjer, de nyttige bygninger osv. skal vedligeholdes, eller produktet af det arbejde, som er nødvendigt til forvandling af disse råstoffer til den påkrævede form, kan nogen sinde udgøre en del af denne indkomst. Ganske vist kan dette arbejdes pris udgøre en del af nettoindkomsten, eftersom de således beskæftigede arbejdere kan omsætte hele værdien af deres arbejdsløn i deres umiddelbare konsumtionsforråd.« Men for andre slags arbejde indgår både (arbejdets) »pris« »og« (arbejdets) »produkt« »i dette umiddelbare konsumtionsforråd: arbejdets pris indgår nemlig i arbejdernes forråd, mens produktet indgår i andre personers forråd« (Adam Smith, samme sted). Her skinner den erkendelse igennem, at man må skelne mellem to slags arbejde: den ene Tislags giver forbrugsmidler, som kan indgå i »nettoindkomst«, den anden slags giver »nyttige maskiner, industriværktøjer, bygninger osv.«, dvs. genstande, som aldrig kan indgå i et personligt forbrug. Derfra er der nu kun et skridt til anerkendelsen af, at man til forklaring af realisationen ubetinget må skelne mellem to slags forbrug: det individuelle og det produktive ( = anvendelse til produktion). Korrektionen af de to nævnte fejl hos Smith (udeladelsen af den konstante kapital af produktets værdi og sammenblandingen af individuelt og produktivt forbrug) gav så Marx mulighed for at opbygge sin storartede teori for realisationen af samfundsproduktet i det kapitalistiske samfund.
Hvad andre økonomer mellem Adam Smith og Marx angår, så gentog de alle sammen Adam Smiths [i] fejltagelse og kom derfor ikke et skridt frem. Hvilken forvirring der derfor hersker i teorierne om indkomst, det skal vi komme ind på længere henne. I den diskussion, som Ricardo, Say, Mill o.a. på den ene side og Malthus, Sismondi, Chalmers, Kirchmann o.a. på den anden førte, gik begge parter ud fra Smiths fejlagtige teori, og derfor kunne, som hr. S. Bulgakov med rette har bemærket, »disse diskussioner, eftersom udgangspunkterne var urigtige og hele problemet urigtigt formuleret, kun føre til tomme og skolastiske kævlerier« (anf. sted, s. 21. Se redegørelsen for disse kævlerier hos Tugan-Baranovskij: Industrikriserne osv., St. Petersborg 1894, s. 377-404).
Af den forudgående redegørelse følger af sig selv, at de grundlæggende præmisser, på hvilke Marx’ teori er bygget, består af følgende to teser. Den første siger, at et kapitalistisk lands samlede produkt, ligesom det enkelte produkt, består af følgende tre dele: 1) konstant kapital, 2) variabel kapital, 3) merværdi. For den, der kender analysen af kapitalens produktionsproces i 1. bind af Marx’ Kapitalen, giver denne tese sig selv. Den anden tese siger, at man må skelne mellem to store afdelinger i den kapitalistiske produktion, nemlig (afdeling I) produktionen af produktionsmidler, af genstande, der tjener til produktivt forbrug, dvs. til anvendelse i produktionen, genstande, som ikke forbruges af mennesker, men af kapitalen, og (afdeling II) produktionen af forbrugsgenstande, dvs. genstande, som går til individuelt forbrug. »Alene i denne deling er der mere teoretisk indhold end i alle forudgående kævlerier om teorien for markederne« (Bulgakov, il, anf. sted, s. 27). Det spørgsmål melder sig, hvorfor en sådan deling af produkterne efter deres naturalform er nødvendig netop nu, under analysen af reproduktionen af samfundskapitalen, mens analysen af reproduktionen af produktionen og reproduktionen af individuel kapital klarede sig uden en sådan deling og helt så bort fra spørgsmålet om produktets naturalform. Med hvilken ret kan vi indføre problemet om produktets naturalform i den teoretiske undersøgelse af den kapitalistiske økonomi, som helt og holdent er bygget på produktets bytteværdi? Sagen er, at når vi analyserer produktionen af individuel kapital, skyder vi det spørgsmål til side, hvor og hvordan produktet bliver solgt, hvor og hvordan arbejderne køber forbrugsmidler og kapitalisterne produktionsmidler, fordi det ikke bidrager noget til denne analyse og ikke har noget at gøre med den. Der skulle kun spørgsmålet om værdien af produktionens enkelte elementer og om produktionens resultat behandles. Nu derimod er det netop spørgsmålet, hvorfra arbejderne og kapitalisterne vil få deres forbrugsmidler, hvorfra de sidstnævnte vil få produktionsmidlerne, på hvilken måde det fremstillede produkt vil dække alle disse behov og give mulighed for at udvide produktionen? Her har vi følgelig »erstatning ikke blot af værdien, men også af stoffet« (Stoffersatz. – Das Kapital, II, s. 389 /MEW, bd. 24, s. 393, Kapitalen 2. bog 2, s. 508/), og derfor er det ubetinget nødvendigt at skelne mellem produkter, der spiller helt uensartede roller i den samfundsøkonomiske proces.
Når man tager disse grundlæggende teser i betragtning, så frembyder problemet om realisationen af samfundsproduktet i det kapitalistiske samfund ikke længere vanskeligheder. Lad os først gå ud fra den simple reproduktion, dvs. gentagelsen af produktionsprocessen i den hidtidige målestok, uden akkumulation. Det er indlysende, at den variable kapital og merværdien i afdeling II (som findes i form af forbrugsmidler) realiseres gennem arbejdernes og kapitalisternes individuelle forbrug i denne afdeling (idet simpel reproduktion forudsætter, at hele merværdien forbruges og ingen del af den forvandles til kapital). Endvidere må den variable kapital og merværdi, som findes i form af produktionsmidler (afdeling I), for at blive realiseret udveksles med forbrugsmidler til de kapitalister og arbejdere, som er beskæftiget med fremstilling af produktionsmidler. På den anden side kan heller ikke den konstante kapital, der findes i form af forbrugsmidler (afdeling II) realiseres på anden måde end gennem udveksling med produktionsmidler, for atter at blive anvendt til produktion næste år. Vi får således en udveksling af variabel kapital og merværdi i produktionsmidler med konstant kapital i forbrugsmidler: arbejderne og kapitalisterne (i produktionsmiddelafdelingen) får derved subsistensmidler, og kapitalisterne (i forbrugsmiddelafdelingen) afsætter deres produkt og får konstant kapital til ny produktion. Under simpel reproduktion må disse udvekslelige dele være lige store: summen af variabel kapital og merværdi i produktionsmidler må være lig den konstante kapital i forbrugsmidler. Omvendt, hvis man forudsætter reproduktion i udvidet målestok, dvs. akkumulation, så skal den første størrelse være større end den anden, fordi der skal være et overskud af produktionsmidler for at begynde ny produktion. Vi vender imidlertid tilbage til den simple reproduktion. Vi har stadig en urealiseret del af samfundsproduktet, nemlig den konstante kapital i produktionsmidler. Den realiseres til dels ved udveksling mellem kapitalisterne i samme afdeling (f. eks. udveksles stenkul med jern, for hvert af disse produkter udgør et nødvendigt materiale eller værktøj i den andens produktion) til dels også gennem umiddelbar anvendelse til produktion, f. eks. stenkul som udvindes for atter at blive anvendt i samme virksomhed til udvinding af kul; korn i landbruget osv.). Hvad angår akkumulation, så er udgangspunktet for den, som vi så, overskud af produktionsmidler (som tages ud af kapitalisternes merværdi i denne afdeling), hvad der også kræver, at en del af merværdien i forbrugsmidler forvandles til kapital. I detaljer at behandle det problem, hvordan denne yderligere produktion forenes med den simple reproduktion, anser vi for overflødigt. En speciel behandling af realisationsteorien indgår ikke i vor opgave. For at klarlægge de narodnikiske økonomers fejl og kunne drage bestemte teoretiske konklusioner vedrørende det indre marked er det ovenfor sagte tilstrækkeligt. [j]
Hvad angår problemet indre marked, som interesserer os, er hovedkonklusionen af Marx’ realisationsteori følgende: væksten af den kapitalistiske produktion og følgelig også af det indre marked foregår ikke så meget på forbrugsmiddelområdet som på produktionsmiddelområdet. Sagt på anden måde: væksten af produktionsmidlerne overhaler væksten af forbrugsmidlerne. Vi så jo, at den konstante kapital i forbrugsmidler (afdeling II) udveksles med variabel kapital + merværdi i produktionsmidler (afdeling I). Men det er en generel lov for den kapitalistiske produktion, at den konstante kapital vokser hurtigere end den variable. Følgelig skal den konstante kapital i forbrugsmidler vokse hurtigere end den variable kapital og merværdien i forbrugsmidler, mens den konstante kapital i produktionsmidler skal vokse hurtigst og overhale både væksten af den variable kapital (+ merværdien) i produktionsmidler og væksten af den konstante kapital i forbrugsmidler. Den afdeling af samfundsproduktionen, som fremstiller produktionsmidler, må følgelig vokse hurtigere end den, der fremstiller forbrugsmidler. Altså er væksten af det indre marked for kapitalismen til en vis grad »uafhængig« af væksten af det individuelle forbrug og foregår navnlig ved hjælp af det produktive forbrug. Men det ville være en fejl at opfatte denne »uafhængighed« som en fuldstændig adskillelse af det produktive forbrug fra det individuelle: det første kan og skal vokse hurtigere end det andet (dertil indskrænker vækstens »uafhængighed« sig), men det siger sig selv, at i sidste instans vil det produktive forbrug altid være forbundet med det individuelle forbrug. Marx siger herom: »Desuden foregår der, som vi så (i bog 2, afsnit 3) en bestandig cirkulation mellem konstant kapital og konstant kapital... « (Marx sigter til den konstante kapital i produktionsmidler, som realiseres ved udveksling mellem kapitalister i samme afdeling) »... der for så vidt i begyndelsen er uafhængig af den individuelle konsumtion, som den ikke på noget tidspunkt indgår i denne, men som dog i sidste instans er begrænset af denne, idet produktion af konstant kapital aldrig finder sted for sin egen skyld, men kun fordi der behøves mere af den i de produktionsfærer, hvis produkter indgår i den individuelle konsumtion.« (Das Kapital, III, 1, s. 289. Russ. overs. s. 242 /MEW bd. 25, s. 316 f., Kapitalen 3. bog 2 s. 399/.)
Dette større forbrug af konstant kapital er ikke andet end et bytteværdiudtryk for produktionskræfternes høje udviklingsniveau, idet hovedparten af de hurtigt udviklende »produktionsmidler« består af råstoffer, maskiner, værktøjer, bygninger og diverse andet tilbehør til storproduktionen, og specielt den maskinelle produktion. Det er derfor helt naturligt, at den kapitalistiske produktion, der udvikler samfundets produktivkræfter og skaber storproduktion og maskinel industri, udmærker sig ved en særlig udvidelse af den afdeling af samfundsformuen, der består af produktionsmidler... »Det som her« (nemlig med hensyn til fremstilling af produktionsmidler) »adskiller det kapitalistiske samfund fra den vilde er ikke, som Senior tror, at det er den vildes privilegium og særegenhed at yde sit arbejde i en vis tid, hvor det ikke skaffer ham revenu, dvs. frugter, der kan opløses (omsættes) i konsumtionsmidler, men forskellen består derimod i følgende:
a) Det kapitalistiske samfund anvender en større del af sit disponible årsarbejde til fremstilling af produktionsmidler (dvs. af konstant kapital), der hverken i form af arbejdsløn eller af merværdi kan opløses i revenu, men kun kan fungere som kapital.
b) Når den vilde laver buer, pile, stenhamre, økser, kurve osv., så ved han nøjagtigt, at han ikke har brugt den således anvendte tid til fremstilling af konsumtionsmidler, at han altså har dækket sit behov for produktionsmidler og intet andet« (Das Kapital, II, s. 436. Russ. overs. s. 333 /MEW bd. 24, s. 436, Kapitalen 2. bog 2, s. 561/). Denne »nøjagtige viden« om sit forhold til produktionen har det kapitalistiske samfund mistet som følge af dets iboende fetichisme, der lader menneskenes sociale relationer fremtræde som relationer mellem produkter – som følge af ethvert produkts forvandling til en vare, der produceres for en ukendt forbruger og skal realiseres på et ukendt marked. Og eftersom det for den enkelte driftsherre er aldeles ligegyldigt, hvilken slags genstand han producerer – ethvert produkt giver »indtægt« – så var det netop dette overfladiske, individuelle synspunkt, der blev anlagt af de teoretiske økonomer over for hele samfundet, og som hindrede en forståelse af det totale samfundsprodukts reproduktionsproces i det kapitalistiske samfund.
At produktionen (og følgelig også det indre marked) fortrinsvis udvikles på produktionsmiddelområdet synes paradoksalt og udgør utvivlsomt en modsigelse. Det er en virkelig »produktion for produktionens skyld«, en udvidelse af produktionen uden tilsvarende udvidelse af forbruget. Men det er en modsigelse ikke i doktrinen, derimod i det virkelige liv; det er en modsigelse, som netop svarer til selve kapitalismens natur og til de øvrige modsigelser i dette samfundsøkonomiske system. Netop denne udvidelse af produktionen uden tilsvarende udvidelse af forbruget svarer til kapitalismens historiske mission og til dens specifikke sociale struktur: den første består i udviklingen af samfundets produktivkræfter, den anden udelukker, at befolkningens masse kan gøre sig disse tekniske landvindinger til gode. Mellem den ubegrænsede stræben efter udvidelse af produktionen, som er kapitalismen iboende, og folkemassernes begrænsede forbrug (begrænset som følge af deres proletariske tilværelse) er der en ubestridelig modsigelse. Netop denne modsigelse er det, Marx konstaterer i de teser, som narodnikkerne gerne citerer for at angiveligt underbygge deres opfattelser vedrørende indskrænkning af det indre marked, kapitalismens ikke-progressive karakter osv. osv. Nogle af disse teser lyder: »Modsigelse i den kapitalistiske produktion: Arbejderne som købere af varerne er vigtige for markedet. Men som sælgere af deres vare – arbejdskraften – har det kapitalistiske samfund en tilbøjelighed til at begrænse deres priser til minimum.« (Das Kapital II, s. 303 /MEW, bd. 24, s. 318, Kapitalen, 2. bog 2, s. 411/.)
»...Betingelserne for realisationen... er begrænset af proportionaliteten mellem de forskellige produktionsgrene og af samfundets konsumtionskraft... Jo mere produktionskapaciteten udvikler sig, desto mere kommer den i konflikt med den snævre basis, på hvilken konsumtionsforholdene beror« (samme sted, III, 1, s. 225-226 /MEW bd. 25, s. 254-255, Kapitalen, 3. bog 2, s. 322-323/).
»De skranker, inden for hvilke kapitalværdiens opretholdelse og forøgelse alene kan bevæge sig, og som beror på ekspropriation og forarmelse af befolkningens store masse, disse skranker kommer derfor bestandig i strid med de produktionsmidler, som kapitalen må benytte til sit formål, og som tilstræber ubegrænset forøgelse af produktionen, produktion som mål i sig selv, ubetinget udvikling af arbejdets kollektivt udnyttede produktivkræfter... Hvis den kapitalistiske produktionsmåde altså er et historisk middel til at udvikle den materielle produktion og til at skabe et tilsvarende verdensmarked, er den tillige den stadige modsigelse mellem denne dens historiske opgave og dens egne tilsvarende sociale produktionsrelationer« (III, 1, s. 232. Russ. overs. s. 194 /MEW, bd. 25, s. 260, Kapitalen, 3. bog 2, s. 329-330/).
»Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte konsumtions-evne satte grænserne for den« [k] (III, 2, s. 21. Russ. overs. s. 395 /MEW bd. 25. s. 501, Kapitalen 3. bog 3, s. 636-637/).
I alle disse teser konstateres den nævnte modsigelse mellem den ubegrænsede stræben efter at udvide produktionen og det begrænsede forbrug, og intet andet. [l] Intet er mere meningsløst end at slutte af disse steder i Kapitalen, at Marx skulle afvise muligheden for at realisere merværdien i det kapitalistiske samfund, at han skulle forklare kriserne med et utilstrækkeligt forbrug osv. Analysen af realisationen hos Marx viste, at »i sidste instans er cirkulationen mellem konstant kapital og konstant kapital begrænset af den individuelle konsumtion« /MEW bd. 25, s. 316, Kapitalen 3. bog 2. s. 399/, men denne samme analyse viste den sande karakter af denne »begrænsethed«, den viste, at forbrugsmidlerne spiller en mindre rolle for dannelsen af det indre marked end produktionsmidlerne. Dernæst er der heller ikke noget mere tåbeligt end at slutte af kapitalismens modsigelser, at kapitalismen skulle være umulig, ikke progressiv osv. – det betyder at flygte fra den ubehagelige, men ubestridelige virkelighed og søge tilflugt i romantiske drømmeriers himmelske højder. Modsigelsen mellem stræben efter ubegrænset udvidelse af produktionen og begrænset forbrug er ikke den eneste modsigelse i kapitalismen, som overhovedet ikke kan eksistere og udvikle sig uden modsigelser. Kapitalismens modsigelser vidner om dens historisk forbigående karakter, de klarlægger betingelserne og årsagerne til dens opløsning og forvandling til en højere form – men de udelukker aldeles ikke hverken kapitalismens mulighed eller dens progressivitet sammenlignet med forudgående samfundsøkonomiske systemer. [m]
Efter at vi har redegjort for de grundlæggende teser i Marx’ realisationsteori, skal vi yderligere i korthed påpege dens vældige betydning i teorien for en nations »forbrug«, »fordeling« og »indkomst«. Alle disse problemer, især det sidste, har hidtil været en sand anstødssten for økonomerne. Jo mere de talte og skrev om det, des større blev den forvirring, der stammer fra Adam Smiths fundamentale fejl. Lad os her anføre nogle eksempler på denne forvirring.
Det er f.eks. interessant at bemærke, at Proudhon i grunden begik den samme fejl, idet han blot gav den gamle teori en lidt anden formulering. Han sagde:
»A (der forestiller alle ejendomsbesiddere, driftsherrer og kapitalister) begynder en virksomhed med 10.000 francs, betaler dermed forud de arbejdere, som skal fremstille produkter for lønnen; efter at A således har gjort sine penge til varer, skal han ved produktionens slutning, f.eks. efter et år, atter gøre varerne til penge; til hvem sælger han sine varer? Nødvendigvis til arbejderne, for der gives kun to klasser i samfundet, på den ene side driftsherrerne, på den anden side arbejderne. Disse arbejdere, som for deres produkter fik 10.000 francs som løn til dækning af deres livsfornødenheder, skal imidlertid nu betale mere end 10.000 francs, nemlig yderligere det tillæg som A modtager i form af renter og andre profitter, som han ved årets begyndelse gjorde regning på; disse 10.000 francs kan arbejderen kun dække ved lån, og følgelig geråder han i større og større gæld og elendighed. Der må nødvendigvis ske et af to: enten kan arbejderen kun forbruge 9, mens han har produceret 10, eller han betaler ikke driftsherren mere end sin arbejdsløn, og så vil driftsherren selv geråde i bankerot og elendighed, idet han ikke får de renter af kapitalen, som han dog på sin side må betale« ((Diehl, Proudhon, II, s. 200, citeret efter bindet Industri, artikler fra Handwörterbuch der Staatswissenschaften, Moskva 1896, s. 101).
Som læseren ser, er det stadig samme vanskelighed – hvordan kan merværdien realiseres – som også de herrer V.V. og N.-on bakser med. Proudhon udtrykte den blot i en noget særegen form. Og denne særegenhed ved hans formulering gør, at vore narodnikker kommer ham endnu nærmere: også de ser akkurat som Proudhon en »vanskelighed« netop ved realisationen af merværdien (renter eller profit efter Proudhons terminologi), uden at begribe, at den forvirring, de har overtaget fra de gamle økonomer, forhindrer en klarlæggelse ikke blot af merværdiens, men også af den konstante kapitals realisation, dvs. at deres »vanskelighed« reduceres til en mangel på forståelse af produktets samlede realisationsproces i det kapitalistiske samfund.
Om denne Proudhon’ske »teori« bemærker Marx sarkastisk: »Proudhon tilkendegiver sin uformuenhed til at forstå dette« (nemlig realisationen af produktet i det kapitalistiske samfund) »i den indskrænkede formel: l’ouvrier ne peut pas racheter son propre produit (arbejderen kan ikke tilbagekøbe sit eget produkt), fordi det indeholder rente, som skal lægges til pris-de-revient (kostprisen)« (Das Kapital, III, 2, s. 379. Russ. overs., s. 698, med fejl /MEW, bd. 25, s. 851, Kapitalen, 3. bog 4, s. 1085/).
Og Marx anfører en bemærkning, rettet mod Proudhon af en vulgærøkonom, en vis Forcade, som »ganske rigtigt generaliserer den vanskelighed, som Proudhon har udtrykt under et mere begrænset synspunkt«, idet Forcade nemlig sagde, at varernes pris ikke blot indeholder noget mere end arbejderens løn, profitten, men også en del, som erstatter den konstante kapital. Følgelig kunne – sluttede Forcade mod Proudhon – heller ikke kapitalisten tilbagekøbe varen med sin profit (Forcade løste ikke selv dette problem, han forstod det ikke engang).
På samme måde med Rodbertus, der heller ikke har ydet noget vedrørende dette problem. Selv om Rodbertus med særligt eftertryk fremsatte den tese, at »jordrente, kapitalprofit og arbejdsløn er indkomst«, [n] fik han dog slet ikke klarhed over begrebet »indkomst«. I sin redegørelse for, hvad der ville være den politiske økonomis opgaver, hvis den fulgte den »rette metode« (anf. sted s. 26), taler han også om fordelingen af nationalproduktet: »Den« (dvs, den sande folkehusholdningslære – kursiveret af Rodbertus) »skulle så yderligere have vist, hvordan en del af det sidstnævnte« (nationalproduktet) »altid er bestemt til erstatning af den kapital, der er forbrugt eller opslidt i produktionen, og en anden del, som nationalindkomst er bestemt til tilfredsstillelse af samfundets og dets medlemmers umiddelbare behov« (samme sted s. 27). Men skønt den sande lære skulle have vist dette, så har Rodbertus’ »lære« intet vist af dette. Læseren ser, at Rodbertus blot gentog Adam Smith ord for ord, åbenbart endda uden at bemærke, at problemet jo da først begynder her. Hvilke arbejdere »erstatter« nationalkapitalen? Hvordan realiseres deres produkt? Derom sagde han ikke et ord. I et resume af sin teori (diese neue Theorie, die ich der bisherigen gegenüberstelle /denne nye teori, som jeg stiller op mod den hidtidige!, s. 32) i form af særskilte teser taler Rodbertus først om fordelingen af nationalproduktet på følgende måde: »Rente« (som bekendt forstod Rodbertus ved dette udtryk det, som man plejer at kalde merværdi) »og arbejdsløn er altså andele, som produktet deler sig i, for så vidt det er indkomst« (s. 33). Dette meget vigtige forbehold burde have fået ham til at se det væsentligste problem: han havde lige sagt, at der ved indkomst forstås genstande, som tjener til »tilfredsstillelse af umiddelbare behov«. Der findes altså produkter, som ikke tjener individuelle behov. Hvordan realiseres så de? Men Rodbertus bemærker ikke uklarheden her og glemmer hurtigt dette forbehold, idet han direkte taler om »produktets deling i tre andele« (arbejdsløn, profit og jordrente) (s. 49-50 osv.). Dermed gentog Rodbertus i grunden Adam Smiths lære samt hans grundfejl og klarlagde intet som helst med hensyn til indkomst. Løftet om en ny, fuldstændig og bedre teori for fordelingen af nationalproduktet [o] – viste sig at være tom snak. I realiteten bragte Rodbertus ikke dette problems løsning et skridt nærmere; hvor plumrede hans begreber om »indkomst« var, viser hans langstrakte spekulationer i det 4. sociale brev til von Kirchmann (Das Kapital, Berlin 1884): om penge skal regnes til nationalindkomsten, om arbejdsløn stammer fra kapital eller fra indkomst – spekulationer, om hvilke Engels skrev, at de »hører hjemme i skolastikken« (forordet til Kapitalens bd. 2 s. XXI /Kapitalen, 2. bog 1, s. 29/). [p]
Lige til i dag har der hos økonomerne hersket helt forkvaklede forestillinger om nationalindkomsten. Således finder f.eks. B. Herkner i sin artikel om »kriser« i Handwörterbuch der Staatswissenschaften (det anførte bind s. 81) ved omtalen af produktets realisation i det kapitalistiske samfund (pgf. 5, »Fordeling«), at K. H. Rau, som dog blot gentager Adam Smiths fejl, idet han opløser samfundets totalprodukt i indkomster, giver en meget »rammende« fremstilling. R. Meyer citerer i sin artikel om »indkomst« (samme sted s. 283 ff.) A. Wagners plumrede definitioner (også Wagner gentager Adam Smiths fejl) og tilstår åbent, at det er »vanskeligt at skelne mellem indkomst og kapital«, og det »vanskeligste punkt« er dog »forskellen mellem udbytte (Ertrag) og indkomst (Einkommen)«.
Vi ser således, at økonomerne, der nu som før taler så meget om klassikernes (og Marx’) utilstrækkelige hensyntagen til »fordelingen« og »forbruget«, ikke formåede at bidrage en tøddel til klarlæggelse af de mest elementære problemer vedrørende »fordeling« og »forbrug«. Det er også forståeligt, for man kan slet ikke tale om »forbruget«, hvis man ikke har forstået, hvordan reproduktionen af hele samfundskapitalen og erstatningen af samfundsproduktets enkelte bestanddele foregår. Dette eksempel bekræfter på ny, hvor tåbeligt det er at udskille »fordeling« og »forbrug« som selvstændige videnskabelige kapitler, der skal svare til visse selvstændige processer og fænomener i det økonomiske liv. Den politiske økonomi beskæftiger sig overhovedet ikke med »produktionen«, derimod med sociale relationer mellem mennesker i produktionen, med produktionens sociale struktur. Når disse sociale relationer er klarlagt og gennemanalyseret, har man dermed også bestemt hver klasses plads i produktionen og følgelig også dens andel i det nationale forbrug. Og løsningen af det problem, foran hvilket den klassiske politiske økonomi gjorde holdt, og som diverse specialister i »fordelings-« og »forbrugsproblemer« ikke har rykket en hårsbred frem – den er givet af en teori, som netop umiddelbart knytter sig til klassikerne, og som fører analysen af produktionen af kapitalen, den individuelle og den samfundsmæssige, til bunds.
Problemet om »nationalindkomsten« og om »nationalforbruget« som er absolut uløseligt, når dette problem stilles selvstændigt, og som kun afføder skolastiske ræsonnementer, definitioner og klassifikationer, viser sig at være helt igennem løseligt, når den samlede samfundskapitals produktionsproces er gennemanalyseret. Ja, dette problem ophører at eksistere særskilt, når relationen mellem nationalforbrug og nationalprodukt og realisationen af hver enkelt del af dette produkt er klarlagt. Der resterer kun den opgave at sætte navn på disse enkelte dele.
»Hvis man ikke vil indvikles i unødvendige vanskeligheder, må man skelne mellem bruttoudbytte (Rohertrag) og nettoudbytte på den ene side og bruttoindkomst og nettoindkomst på den anden side.
Bruttoudbyttet eller bruttoproduktet er hele det reproducerede produkt . . .
Bruttoindkomsten er den værdidel og den derved bestemte del af bruttoproduktet, der bliver tilovers efter fradrag af den værdidel og den derved bestemte produktdel af totalproduktet, som erstatter den i produktionen udlagte og forbrugte konstante kapital. Bruttoindkomsten er altså lig arbejdslønnen (eller den del af produktet, der er bestemt til atter at danne indkomst for arbejderen) + profitten + jordrenten. Nettoindkomsten er derimod merværdien og dermed merproduktet, som bliver tilovers, efter at arbejdslønnen er trukket fra, og som altså i virkeligheden repræsenterer den merværdi, kapitalen realiserer og skal dele med jordejerne, og det merprodukt, som svarer dertil.
... Betragter man samfundets indkomst som helhed, så består nationalindkomsten af arbejdsløn plus profit plus jordrente, dvs. af bruttoindkomsten. Men også dette er for så vidt en abstraktion, idet hele samfundet, på grundlag af kapitalistisk produktion, stiller sig på det kapitalistiske standpunkt og derfor kun betragter den indkomst som nettoindkomst, der opløser sig i profit og jordrente.« (III, 2, s. 375-376. Russ. overs. s. 695-696/MEW bd. 25 s. 847-848, Kapitalen 3. bog 4, s. 1080-1082/).
Klarlæggelsen af realisationsprocessen har således også bragt klarhed over problemet indkomst, idet den fjernede den afgørende vanskelighed ved at få rede på dette problem, nemlig denne: hvordan kan »indkomst for den ene« blive »kapital for den anden«? Hvorledes kan det produkt, som helt består af genstande til personligt forbrug og fuldstændigt opløser sig i arbejdsløn, profit og jordrente, også indeholde kapitalens konstante del, der aldrig kan være indkomst? Analysen af realisationen i tredje afsnit af Kapitalens bd. 2 har løst disse problemer fuldstændigt, og i slutafsnittet af Kapitalens bd. 3, som er viet problemet om »indkomsterne« /»revenuerne«/ behøvede Marx kun at give de enkelte dele af samfundsproduktet deres navne og at henvise til denne analyse i bd. 2. [q]
Den her fremstillede teori for realisationen af produktet i det kapitalistiske samfund kan give anledning til at spørge: Strider den ikke mod den tese, at en kapitalistisk nation ikke kan klare sig uden ydre markeder?
Man må huske, at den anførte analyse af realisationen af produktet i det kapitalistiske samfund udgår fra den forudsætning, at udenrigshandel ikke findes; ovenfor blev denne forudsætning allerede fremhævet, og det blev påvist, at den var nødvendig ved en sådan analyse. Det er indlysende, at indførsel og udførsel af produkter kun ville forplumre sagen uden på nogen måde at bidrage til en klarlæggelse af problemet. De herrer V.V.s og N.-ons fejl består netop i, at de drager et ydre marked med ind for at forklare realisationen af merværdien. Denne henvisning til et ydre marked forklarer intet som helst, men tilslører kun deres teoretiske fejl – dette på den ene side. På den anden side giver denne henvisning dem lejlighed til, ved hjælp af disse fejlagtige »teorier«, at slippe udenom at skulle forklare det faktum, at der udvikler sig et indre marked for den russiske kapitalisme. [r] Det »ydre marked« er for dem en simpel udflugt, som fortoner udviklingen af kapitalismen (og følgelig også af markedet) inden for landet – en udflugt så meget mere bekvem, som den også fritager dem for at skulle behandle data, som vidner om den russiske kapitalismes erobring af ydre markeder. [s]
Nødvendigheden af et ydre marked for et kapitalistisk land bestemmes aldeles ikke af lovene for realisationen af samfundsproduktet (og specielt af merværdien), derimod for det første af, at kapitalismen kun opstår som resultat af en bredt udviklet varecirkulation, som rækker ud over statens grænser. Derfor kan man ikke forestille sig en kapitalistisk nation uden udenrigshandel, og der findes heller ikke nogen sådan nation.
Som læseren ser er denne årsag af historisk art. Og den ville narodnikkerne ikke have kunnet affærdige med et par fortærskede fraser om, at »det er umuligt for kapitalisterne at fortære merværdien«. Hvis de virkelig ville have stillet problemet om det ydre marked, måtte de her have undersøgt udenrigshandelens udviklingshistorie, varecirkulationens udviklingshistorie. Og efter undersøgelsen af denne historie ville de naturligvis ikke have kunnet fremstille kapitalismen som en tilfældig afvigelse fra vejen.
For det andet, den proportionalitet mellem de enkelte dele af samfundsproduktionen (efter værdi og efter naturalform), som er en nødvendig forudsætning for teorien for samfundskapitalens reproduktion, og som faktisk kun tilvejebringes som gennemsnitsstørrelse af en række stadige svingninger denne proportionalitet brydes til stadighed i det kapitalistiske samfund som følge af, at de enkelte producenter optræder hver for sig og arbejder for et ukendt marked. De forskellige industrigrene, der tjener som »marked« for hinanden, udvikler sig ikke ligeligt, men overhaler hinanden, og den mere udviklede industri søger et ydre marked. Dette betyder på ingen måde, at »en kapitalistisk nation ikke kan realisere merværdien«, som en narodnik er parat til dybsindigt at slutte. Det viser kun, at de enkelte produktioner ikke udvikler sig proportionalt. Med en anden fordeling af nationalkapitalen ville den samme mængde produkter have kunnet realiseres inden for landet. Men for at kapitalen forlader ét område af industrien og flytter over til et andet er en krise i dette område nødvendig, og hvilke grunde kunne vel afholde kapitalister, der trues af en sådan krise, fra at søge et ydre marked? Fra at søge tilskud og præmier for at lette eksporten osv.?
For det tredje. Det er en lov for før-kapitalistiske produktionsmåder, at produktionsprocessen gentages i den hidtidige målestok, på det hidtidige tekniske grundlag; det gjaldt for godsejernes hoveridrift, bøndernes naturaløkonomi og håndværkets produktion. Omvendt er det en lov for den kapitalistiske produktion, at produktionsmetoderne stadig omformes, og at produktionens målestok vokser ubegrænset. Med de gamle produktionsmetoder kunne økonomiske enheder eksistere i århundreder uden at ændre karakter eller størrelse, uden at søge afsætning uden for lensgodset, bondelandsbyen eller det lille oplandsmarked for landlige håndværkere eller småindustrielle (de såkaldte kustar’er). Omvendt vokser en kapitalistisk virksomhed uvægerligt ud over grænserne for landsbyfællesskabet, det lokale marked, oplandet og sluttelig staten. Og eftersom varecirkulationen allerede har brudt staternes isolation og lukkethed, så bevirker hver enkelt kapitalistisk industrigrens naturlige stræben, at den må »søge et ydre marked«.
Nødvendigheden af at søge et ydre marked beviser således ingenlunde, at kapitalismen er uholdbar, sådan som narodnikiske økonomer ynder at fremstille sagen. Aldeles tværtimod. Denne nødvendighed viser tydeligt, at kapitalismen udfører et progressivt historisk arbejde ved at bryde den isolation og lukkethed, som prægede fortidens økonomiske systemer (og følgelig også snæverheden i det åndelige og politiske liv), og ved at knytte alle verdens lande sammen til et økonomisk hele.
Vi ser heraf, at de to sidste årsager til nødvendigheden af et ydre marked også er årsager af historisk art. For at undersøge dem må man behandle hver enkelt industrigren, dens udvikling inden for landet, dens forvandling til en kapitalistisk industri, kort sagt: man må tage fat på de virkelige data om kapitalismens udvikling i landet, – og det er ikke mærkeligt, at narodnikkerne benytter lejligheden til at slippe uden om disse data under et røgslør af værdiløse (og intetsigende) fraser om »umuligheden« af både det indre og det ydre marked.
Lad os nu sammenfatte de ovenfor undersøgte teoretiske teser, som har umiddelbar relation til problemet om det indre marked.
1) Den grundlæggende proces ved dannelsen af det indre marked (dvs. udviklingen af vareproduktionen og af kapitalismen) er den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den består i, at de forskellige former for forarbejdning af råstof (og de forskellige operationer i denne forarbejdning) en for en udskilles fra landbruget, og at der danner sig selvstændige industrigrene, der udveksler deres produkter (nu allerede varer) med landbrugsprodukter. Landbruget bliver på den måde til industri (dvs. til produktion af varer), og i landbruget foregår den samme specialiseringsproces.
2) En umiddelbar følge af den forudgående tese er den lov, som gælder for enhver vareøkonomi og da navnlig for kapitalistisk økonomi i udvikling, at den industrielle befolkning (dvs. ikke-landbrugsbefolkningen) vokser hurtigere end landbrugsbefolkningen og drager mere og mere af befolkningen fra landbruget over i den forarbejdende industri.
Når den umiddelbare producent skilles af med produktionsmidlerne, dvs. mister sin ejendom, hvilket betegner overgangen fra simpel til kapitalistisk vareproduktion (og udgør den nødvendige betingelse for denne overgang), skaber denne adskillelse det indre marked. Denne proces, skabelsen af det indre marked, foregår fra to sider: fra den ene side forvandles de produktionsmidler, som den lille producent »frigøres« fra, til kapital i hænderne på deres nye besidder og tjener til vareproduktion og bliver følgelig selv til vare. Dermed kræver selv den simple reproduktion af disse produktionsmidler nu, at de købes (før blev disse produktionsmidler for største delen reproduceret i naturalform og til dels fremstillet hjemme), dvs. den frembyder et marked for produktionsmidler, og også det produkt, der nu fremstilles ved hjælp af disse produktionsmidler, bliver nu til vare. Fra den anden side bliver denne småproducents subsistensmidler til tinglige elementer i den variable kapital, dvs. i den pengesum, som driftsherren (uanset om det er en jordbesidder, en entreprenør, en træindustrimand, en fabrikant osv.) giver ud til leje af arbejdere. Dermed bliver disse subsistensmidler nu også til vare, dvs. de skaber et indre marked for forbrugsmidler.
4) Realisationen af produktet i det kapitalistiske samfund (og følgelig også realisationen af merværdien) kan ikke forklares, medmindre man gør sig klart, 1) at samfundsproduktet ligesom det enkelte produkt opdeler sig værdimæssigt i tre dele, og ikke i to (i konstant kapital + variabel kapital + merværdi, og ikke kun i variabel kapital + merværdi, som Adam Smith og hele den følgende politiske økonomi indtil Marx lærte), og 2) at samfundsproduktet i sin naturalform skal opdeles i to store afdelinger: Produktionsmidler (forbruges produktivt) og forbrugsmidler (forbruges individuelt). Med opstillingen af disse grundlæggende teoretiske teser gav Marx den fulde forklaring på realisationsprocessen, dels for produktet i dets helhed, dels for merværdien i særdeleshed, i den kapitalistiske produktion, og påviste, at det er ganske urigtigt at blande det ydre marked ind i realisationsproblemet.
5) Marx’ realisationsteori kastede også lys over problemet om nationalforbruget og nationalindkomsten.
Det fremgår uden videre af det ovenfor sagte, at som særskilt, selvstændigt problem, uafhængigt af kapitalismens udviklingstrin, eksisterer problemet indre marked overhovedet ikke. Derfor stiller Marx’ teori da heller ikke noget sted eller til nogen tid et sådan problem særskilt. Det indre marked fremkommer, når vareøkonomien fremkommer, det skabes gennem udviklingen af denne vareøkonomi, og dets udviklingstrin bestemmes af, hvilken opsplitningsgrad den samfundsmæssige arbejdsdeling har nået; det breder sig, efterhånden som vareøkonomien udvides fra produkter til arbejdskraft, og kun i den udstrækning, arbejdskraften bliver til vare, kommer kapitalismen til at omfatte al produktion i landet; dens udvikling foregår hovedsagelig på produktionsmiddelområdet, der i det kapitalistiske samfund indtager en mere og mere betydningsfuld plads. Det »indre marked« for kapitalismen skabes af kapitalismen selv under dens udvikling, idet den uddyber den samfundsmæssige arbejdsdeling og opløser de umiddelbare producenter i kapitalister og arbejdere. Det indre markeds udviklingsgrad er kapitalismens udviklingsgrad i landet. At stille problemet om grænserne for det indre marked adskilt fra problemet om kapitalismens udviklingsgrad (sådan som de narodnikiske økonomer gør) er urigtigt.
Derfor reduceres også problemet om, hvordan der danner sig et indre marked for den russiske kapitalisme, til følgende: Hvordan og i hvilken retning udvikler de forskellige sider af den russiske samfundsøkonomi sig? Hvori består sammenhængen og den gensidige afhængighed mellem disse forskellige sider?
De følgende kapitler vil være viet en undersøgelse af de data, som indeholder svaret på disse spørgsmål.
a. MEW står her og i det følgende for Marx/Engels: Werke, Dietz-udgaven; Kapitalen står for den danske oversættelse, Rhodos-udgaven. – Red.
b. De vesteuropæiske romantikeres og de russiske narodnikkers ensartede indstilling til problemet om den industrielle befolknings vækst har vi påpeget i artiklen: Til Karakteristik Af Den økonomiske Romantisme. Sismondi Og Vore Hjemlige Sismondister. (Se Samlede Værker, 5. udg. bd. 2. – Red.) [Eng.: A Characterisation of Economic Romanticism; web.red.]
c. F.eks. skelner I. A. Stebut i sin bog Principperne For Agerdyrkning mellem tre driftssystemer i landbruget ud fra det vigtigste markedsprodukt. Der er tre afgørende driftssystemer: 1) agerbrug (kornavl, med hr. A. Skvortsovs udtryk), 2) husdyrbrug (det vigtigste markedsprodukt – produkterne fra husdyrbruget) og 3) fabriksdrift (teknisk landbrug, med hr. A. Skvortsovs udtryk), hvor det vigtigste markedsprodukt er landbrugsprodukter, der underkastes en teknisk forarbejdning. Se A. Skvortsov, Damp-transportens indflydelse I Landbruget, Warszawa, 1890, s. 68 f.
d. På dette punkt er hr. V. V.s dristighed særlig forbløffende, han overskrider alle grænser for det litterært tilladelige. Efter at hr. V. V. har fremsat sin teori og afsløret komplet ukendskab til Kapitalen’s 2. bind, erklærer han ugenert, at han »til sine her fremstillede opfattelser netop har benyttet Marx’ teori! (Rids Af Den Teoretiske Økonomi, Rids III, Den kapitalistiske lov (!?!) for Produktion, Fordeling og Forbrug, s. 162).
e. Det er ikke overflødigt at minde en nutidig læser om, at hr. Bulgakov og også de nedenfor ret ofte citerede herrer Struve og Tugan-Baranovskij i 1899 bestræbte sig for at være marxister. Nu har de lykkeligt og vel forvandlet sig fra »kritikere af Marx« til ordinære borgerlige økonomer. (Anmærkning til 2. udgave/1908/).
f. Adam Smith, An Inquiry into the nature and causes of the wealth of nations, 4. udg. 1801, bd. I, s. 75. Bog I: Om årsagerne til forøgelse af arbejdets produktivkraft og om den naturlige orden i fordelingen af arbejdets produkt mellem de forskellige lag af folket, kap. 6: Om vareprisernes bestanddele. Russ. overs. af Bibikov (SPB. 1866), bd. I, s. 171.
g. Samme sted, bd. I, s. 78. Russ. overs. I, s. 174.
h. Samme sted, bd. I, s. 75-76. Russ. overs. I, s. 171.
i. F.eks. hævdede Ricardo: Hele produktet af jorden og arbejdet i hvert land deler sig i tre dele: en af dem går til arbejdsløn, en anden til profit. en tredje til jordrente. (Værker, Siebers oversættelse, SPB, 1852, s. 221).
j. Se Das Kapital, II. bind, III. afsnit /Kapitalen, 2. bog 3, s. 453 ff./, som indeholder en udførlig undersøgelse både af akkumulationen, af delingen af forbrugsmidlerne i nødvendighedsartikler og luksusgenstande, af pengecirkulationen, af sliddet på den faste kapital osv. Den læser, der ikke har mulighed for at læse 2. bind af Kapitalen, kan man anbefale fremstillingen af Marx’ realisationsteori i det tidligere citerede værk af hr. S. Bulgakov. Fremstillingen hos hr. Bulgakov er mere tilfredsstillende end den hos hr. M. Tugan-Baranovskij (Industrielle Kriser s. 407-438), som har foretaget meget uheldige afvigelser fra Marx i opbygningen af sine skemaer og ikke tilstrækkeligt har redegjort for Marx’ teori – den er også mere tilfredsstillende end fremstillingen hos hr. A. Skvortsov (Principperne For Den Politiske økonomi, SPB., 1898, s. 281-295), som nærer urigtige anskuelser om meget vigtige problemer vedrørende profit og rente.
k. Netop dette sted citeres af den berømte (herostratisk berømte) Ed. Bernstein i hans Socialismens Forudsætninger (Die Voraussetzungen etc., Stuttg. 1899, s. 67 [Eng.: Evolutionary Socialism; web.red.]). Naturligvis havde vor opportunist, som svingede over fra marxismen til den gamle borgerlige økonomi, travlt med at erklære, at dette er en modsigelse i Marx’ kriseteori, at Marx’ anskuelse her »ikke adskiller sig synderligt fra Rodbertus’ kriseteori«. Faktisk findes »modsigelsen« tværtimod kun mellem Bernsteins prætentiøse påstande på den ene side og hans forvirrede eklekticisme og modvilje mod at sætte sig ind i Marx’ teori på den anden. Hvor lidt Bernstein har forstået af Marx’ realisationsteori fremgår af hans virkelig pudsige betragtning, at den vældige vækst af merproduktets masse nødvendigvis må medføre en forøgelse af antallet af besiddende (eller en forbedring af arbejdernes levestandard), for kapitaliserne selv, det ser man nok, og deres »tjenerskab« (! s. 51-52) kan ikke »forbruge« hele merproduktet!! (Anmærkning til 2. udgave).
l. Hr. Tugan-Baranovskij tager fejl, når han tror, at Marx med denne tese havner i en modsigelse til sin egen analyse af realisationen (Mir Bosjij, 1898, nr. 6, s. 123, i artiklen: Kapitalisme Og Marked). Der er ingen modsigelse hos Marx, for også i analysen af realisationen påpeges forbindelsen mellem det produktive og det individuelle forbrug.
m. Se artiklen Til Karakteristik Af Den Økonomiske Romantisme. Sismondi Og Vore Hjemlige Sismondister/Samlede værker, 5. udg. bd. 2/.
n. Dr. Rodbertus-Jagetzow, Zur Beleuchtung der socialen Frage. Berlin 1875, s. 72 ff.
o. Samme sted s. 32: »... jeg er nødt til at supplere den foranstående skitse til en bedre metode med en fuldstændig, til en sådan bedre metode svarende teori, i hvert fald for fordelingen af nationalproduktet«.
p. Derfor har K. Diehl helt uret, når han siger, at Rodbertus leverede »en ny teori for indkomstens fordeling«. (Handwörterbuch der Staatswissenschaften, Art. Rodbertus, bd. V, s. 448).
q. Se Das Kapital, III, 2, VII. afsnit: Die Revenuen, kap. 49: Zur Analyse des Produktionsprocesses, russ. overs. s. 688-706 /MEW bd. 25, s. 840-858, Kapitalen, 3. bog 4. s. 1096-1126/. Her peger Marx ligeledes på omstændigheder, som hindrede de forudgående økonomer i at forstå denne proces (s. 379-382, russ. overs. s. 698-700 /MEW, s. 851-853, Kapitalen s. 1084-1088/.
r. Volgin, Narodnismens Begrundelse i Hr. Vorontsovs værker, SPB, 1896, s. 71-76.
s. Hr. Bulgakov bemærker i den tidligere citerede bog meget rigtigt: »Hidtil er væksten i produktionen af bomuldsstoffer, der er beregnet på bøndernes marked, foregået uafbrudt, altså er denne absolutte indskrænkning af befolkningens forbrug ...« (som hr. N.-on snakker om) »kun teoretisk tænkelig«. (S. 214-215).
12. V. V. – pseudonym, for V. P. Vorontsov. – S. 211.
13. N.-on – pseudonym for N. F. Danielson. – S. 211.
14. Karl Marx, Das Kapital, bd. I, Hamburg 1872, s. 612. Sætningen blev strøget af Engels og findes ikke i de følgende oplag. – S. 220.
Sidst opdateret 24.11.2012