Dette værk blev skrevet i perioden forud for den russiske revolution, i en tid med et vist vindstille, som indtrådte efter udbruddet af de store strejker 1895-1896. Arbejderbevægelsen havde dengang ligesom trukket sig ind i sig selv, den bredte sig og gik i dybden og forberedte begyndelsen til demonstrationsbevægelsen i 1901.
Den analyse af Ruslands samfundsøkonomiske system og følgelig af klassestrukturen, som blev givet i dette værk på basis af en økonomisk undersøgelse og kritisk analyse af statistisk materiale, bekræftes nu af alle klassers åbne politiske optræden under revolutionens forløb. Det træder aldeles tydeligt frem, at proletariatet spiller den ledende rolle. Det træder ligeledes frem, at dets styrke i den historiske bevægelse er langt større end dets andel i den samlede befolkningsmasse. Det økonomiske grundlag for både det ene og det andet fænomen påvises i det foreliggende arbejde.
Endvidere åbenbarer revolutionen bøndernes mere og mere dobbelte situation og dobbelte rolle. På den ene side forklarer de enorme rester af hoveri i landbruget og alle mulige levn af livegenskab samtidig med uhørt forarmelse og ruinering af bøndernes fattige lag fuldt ud de dybe kilder til den revolutionære bondebevægelse, de dybe rødder til den revolutionære ånd blandt bønderne som masse. På den anden side, både i revolutionens forløb, i de forskellige politiske partiers karakter og i mange andre idépolitiske strømninger åbenbarer sig denne masses indre modsætningsfyldte klassestruktur, dens småborgerlighed, antagonismen mellem besiddertendenser og proletariske tendenser inden for den. Den forarmede besidders svingninger mellem det kontrarevolutionære bourgeoisi og det revolutionære proletariat er lige så uundgåelige som det fænomen i ethvert kapitalistisk samfund, at et ganske lille mindretal af småproducenter beriger sig, »bliver til noget«, forvandler sig til bourgeois’er, mens det overvældende flertal enten helt ruineres og bliver lønarbejdere eller paupere /fattigfolk/ eller bestandig lever på grænsen til en proletarisk tilstand. Det økonomiske grundlag for de to tendenser blandt bønderne er, påvist i det foreliggende arbejde.
På dette økonomiske grundlag er revolutionen i Rusland naturligvis uundgåeligt en småborgerlig revolution. Denne tese i marxismen er aldeles ubestridelig. Den må man aldrig glemme. Den må altid anvendes på alle økonomiske og politiske problemer i den russiske revolution.
Men den må anvendes med forstand. Den konkrete analyse af de forskellige klassers tilstand og interesser skal tjene til at bestemme denne sandheds nøjagtige betydning, når den anvendes på det ene og det andet problem. Den omvendte måde at betragte sagen på, som man ofte finder hos socialdemokrater på højre fløj med Plekhanov i spidsen for dem dvs. bestræbelsen for at søge svar på konkrete spørgsmål gennem en simpel logisk udvikling af den generelle sandhed om vor revolutions generelle karakter, er en vulgarisering af marxismen og en ligefrem hån mod den dialektiske materialisme. Om mennesker, som f.eks. afleder »bourgeoisiet«s ledende rolle i revolutionen eller nødvendigheden af socialisters støtte til de liberale af den generelle sandhed om denne revolutions karakter, ville Marx formodentlig gentage et citat af Heine, som han engang brugte: »Jeg har sået dragetænder, men høstet lopper« [6].
På det givne økonomiske grundlag for den russiske revolution er to hovedlinjer i dens udvikling og udfald objektivt mulige:
Enten opretholdes det gamle godslandbrug, som med tusind tråde hænger sammen med livegenskabet og forvandles langsomt til et rent kapitalistisk landbrug, et »junkerlandbrug« [7]. Grundlaget for den definitive overgang fra af-arbejde til kapitalisme ligger i den indre omdannelse af livegenskabets godsdrift. Hele statens agrarsystem bliver kapitalistisk, men bevarer i lang tid træk af livegenskabet. Eller det gamle godsejerlandbrug brydes op af revolutionen, som først og fremmest rydder alle rester af livegenskabet og den store jordbesiddelse bort. Grundlaget for den definitive overgang fra af-arbejde til kapitalisme ligger i den frie udvikling af det lille landbrug, som har fået en vældig impuls gennem ekspropriationen af godsernes jord til gavn for bønderne. Hele agrarsystemet bliver kapitalistisk, for opløsningen blandt bønderne foregår desto hurtigere, jo grundigere sporene af livegenskabet slettes. Med andre ord: enten opretholdes godsernes jordbesiddelse for hovedmassens vedkommende og grundpillerne for den gamle »overbygning«; deraf følger de liberale, monarkistiske bourgeois’ers og godsejernes fremherskende rolle, de velstående bønders hurtige overgang på deres side, bondemassens forringede stilling, idet den ikke blot i enorm målestok mister sin ejendom, men desuden trælbindes af diverse afløsningsbetalinger, som kadetterne [8] går ind for, og forkues og afstumpes under reaktionens herredømme. Eksekutorer af en sådan borgerlig revolution vil være politikere af en type, der ligner oktobristerne [9]. Eller – tilintetgørelse af godsernes jordbesiddelse og af alle væsentlige grundpiller for den tilsvarende gamle »overbygning«; proletariatets og bøndernes fremherskende rolle og samtidig neutralisering af det ustabile eller kontrarevolutionære bourgeoisi; den hurtigste og frieste udvikling af produktivkræfterne på kapitalistisk basis og den under vareproduktionens vilkår bedst tænkelige situation for arbejder- og bondemassen; dermed skabelse af de gunstigste betingelser for, at arbejderklassen i den følgende tid kan gennemføre sin egentlige og fundamentale opgave, den socialistiske samfundsomdannelse. Naturligvis er uendeligt varierede kombinationer af elementer fra den ene og den anden type kapitalistisk evolution mulige, og kun håbløse pedanter kan tro, at de særprægede og komplicerede problemer, som her opstår; kan løses alene ved hjælp af et eller andet citat af Marx om en anden historisk epoke.
Det værk, som her forelægges læseren, drejer sig om en analyse af Ruslands økonomi før revolutionen. I en revolutionær epoke pulserer livet i landet så hurtigt og ujævnt, at en klarlæggelse af de store resultater af den økonomiske evolution midt under den politiske kamp ikke er mulig. Folk som hr. Stolypin på den ene side og de liberale på den anden (og ingenlunde kun kadetter å la Struve, men alle kadetter overhovedet) arbejder systematisk, ihærdigt og konsekvent på at tilendebringe revolutionen efter den første model. Statskuppet den 3. juni 1907, som vi lige har oplevet, betegner en sejr for kontrarevolutionen, som stræber efter at sikre godsejernes fuldstændige overvægt i den såkaldte russiske folkerepræsentation. [10] Men hvor solid denne »sejr« er, er et andet spørgsmål, og kampen for et andet udfald af revolutionen fortsætter. Ikke blot proletariatet, men også brede bondemasser stræber mere eller mindre resolut, mere eller mindre konsekvent, mere eller mindre bevidst hen imod dette udfald. Hvor meget kontrarevolutionen end søger at kvæle den umiddelbare massekamp ved direkte vold, hvor meget kadetterne end søger at kvæle den med sine gemene og hykleriske kontrarevolutionære småideer, så bryder denne massekamp igennem snart her, snart der, trods alt, og sætter sit præg på »arbejdspartiernes«, narodnikpartiernes politik, skønt spidserne blandt de småborgerlige politikere ubestrideligt er smittet (især »folkesocialisterne« og trudovikkerne [11]) af kadetternes ånd, af forræderi, af moderate og akkurate spidsborgeres og embedsmænds øjentjeneri og selvtilfredshed.
Hvad denne kamp slutter med, hvad der bliver det endelige facit af det første stormløb i den russiske revolution, kan endnu ikke siges i dag. Derfor er tiden endnu ikke kommet til en fuldstændig omarbejdelse af dette værk [a] (og en deltager i arbejderbevægelsen har også direkte partiforpligtelser, som ikke levner tid dertil). Anden udgave kan ikke gå ud over rammerne for en karakteristik af Ruslands økonomiske liv før revolutionen. Forfatteren har været nødsaget til at indskrænke sig til et gennemsyn og en forbedring af teksten samt til de mest nødvendige supplementer fra det nyeste statetællinger, afgrødestatistikkerne, resultaterne af folketællingen i hele Rusland i 1897, nye data fra fabrikstatistikken osv.
a. Måske vil en sådan omarbejdelse kræve en fortsættelse af det foreliggende arbejde; det første bind vil så begrænse sig til analysen af Ruslands økonomi før revolutionen, det næste bind vil handle om revolutionens udfald og resultater.
6. Marx anførte i Den Tyske Ideologi, MEW bd. 3, s. 498, en bemærkning af Heinrich Heine, der om sine småtskårne kritikere sagde: »Jeg har sået dragetænder og høstet lopper.« Bemærkningen hentyder ironisk til et græsk sagn om byen Thebens grundlægger Kadmos, som brækkede en drages tænder af og såede dem i jorden. Af dragetænderne voksede kæmper frem, som hjalp Kadmos med at grundlægge byen. – S. 206.
7. »Junkerlandbrug« – ordet junker blev brugt om østprøjsiske godsejere. – S. 206.
8. Kadetter – navnet er dannet af forbogstaverne k-d i ordene Konstitutionelt-Demokratisk Parti, som dannedes i oktober 1905 af repræsentanter for det liberale, monarkistisk sindede bourgeoisi, godsejere og borgerlige intellektuelle, bl.a. P. N. Miljukov, S. A. Muromtsev, V. A. Maklakov, A. I. Sjingarjov. P. B. Struve og F. I. Roditjev. – S. 207.
9. Oktobrister – medlemmer af Forbundet af 17. Oktober, et parti, der, opstod efter offentliggørelsen af tsarens manifest af 17. oktober 1905. I manifestet lovede tsaren af frygt for den stigende revolutionsbølge at indføre »borgerlig frihed«. Partiet repræsenterede storindustriens folk og kapitalistiske godsejere. Ledere var industrimanden og boligspekulanten A. I. Gutjkov og storgodsejeren M. V. Rodsjanko. Oktobristerne støttede tsardømmet og blev regeringsparti i 1906. – S. 207.
10. Ved statskuppet den 3. juni 1907 opløstes den 2. duma og valg til 3. duma blev udskrevet. Tsar-regeringen ophævede tidligere givne rettigheder, og de socialdemokratiske medlemmer af 2. duma blev idømt strafarbejde.
Duma – det russiske ord for et parlament med stærkt beskårne beføjelser, indført af tsaren i 1905 for at svække den revolutionære bølge. Den såkaldte Bulyginske duma, som skulle have været indkaldt i 1905, lykkedes det bolsjevikkerne helt at forpurre. Den ville have været en narresut, arbejdene havde ingen stemmeret. Den første duma trådte derefter sammen 1906, den anden 1907, den tredje 1907-12 og den fjerde 1912-17. – S. 207.
11. »Folkesocialister« – et parti, som dannedes ved en spaltning af de social-revolutionæres parti i 1906. Folkesocialisterne havde stået på dette partis højre fløj og gik efter partidannelsen i alliance med kadetterne. Efter februarrevolutionen 1917 nærmede folkesocialisterne sig trudovikkerne.
Trudovikker – en gruppe småborgerlige demokrater i dumaen. Den bestod af bønder og intellektuelle af narodnikisk tilsnit. I dumaen svingede de mellem kadetterne og bolsjevikkerne. I nogle situationer opstod der samarbejde mellem bolsjevikkerne og trudovikkerne. – S. 208.
Sidst opdateret 24.11.2012