Indledningen er skrevet af Ernst Christiansen i 1948 til udgivelsen på Forlaget Fremad i serien Socialistisk Bibliotek.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 10. august 2008.
Der er få skikkelser, der i arbejderbevægelsens historie står med en sådan glans af eventyr og romantik om sig som Ferdinand Lassalle. I sig selv var han en personlighed langt ud over almindelig målestok! “En ung mand af de mest udmærkede åndsevner, med den grundigste lærdom, den omfangsrigeste viden, den største skarpsindighed, jeg nogensinde har set; med den rigeste fremstillingsevne forbinder han en viljens energi og en habilitet i handling, der sætter mig i forbavselse,” skrev den halvhundredårige digter Heinrich Heine, da han havde lært den unge Lassalle at kende. Lasalles senere liv dokumenterede, at Heine ikke havde brugt for store ord. Frem for alt kom de par år, han kastede sig ind i en lidenskabelig kamp for arbejderne og socialismen til at vise hans strålende egenskaber, men også hans brist. Brat og tilsyneladende ubegribeligt standsede hans kamp og udsluktes hans livslys af en ligeså romantisk som for almindelige mennesker meningsløs kærligheds- og duelaffære. Men han havde i den korte tid, han hævede faklen for at vise arbejderne vej fremad, tændt en ild, der ikke slukkedes med hans død. Han tændte denne fakkel, da han den 12. april 1862 i Berlin for en forsamling af metal-arbejdere holdt sit store foredrag “Arbejderprogram”, der blev den ildnende optakt til dannelsen af den tyske arbejderbevægelse, og som en så kølig og på mange måder overfor Lassalle kritisk skribent som Eduard Bernstein har betegnet som arbejderklassens højsang.
Da Lassalle i 1872 gik i spidsen for rejsningen af en socialistisk arbejderbevægelse i Tyskland, var hans navn for længst kendt over Tyskland, og der havde stået hårde storme om ham. Han var da 37 år. Han var født i Breslau den 11. april 1825 som søn af en velstående jødisk købmand, og han fik en meget grundig universitetsuddannelse. 20 år gammel rejste han et par år til udlandet. Under denne rejse traf han Heinrich Heine og en række kendte skikkelser. Lassalle gjorde et stærkt indtryk på alle. Alexander von Humboldt, en af datidens største videnskabsmænd, betegnede ham spøgende som “Vidunder-barnet”.
Ifølge et senere brev til Marx var Lassalle allerede i 1843 “afgjort socialist”. Da revolutionen i 1848 brød ud i Tyskland, var Lassalle i hvert fald en ivrig deltager i denne. Efteråret 1848 arresteredes han i Düsseldorf, fordi han havde opfordret til væbnet kamp mod reaktionen. Han sad længe i varetægts-arrest og idømtes derefter 6 måneders fængsel. Da Lassalle kom ud af fængslet, var revolutionen slået ned. Han var imidlertid lidenskabelig optaget af den mærkelige grevinde Hatzfeldt-sag, som han allerede før revolutionen havde engageret sig i. Det var en strid mellem grevinde Hatzfeldt og hendes ægtefælle angående ophævelse af deres ægteskab og fordelingen af deres formue. Grevinde Hatzfeldt var blevet meget forurettet af sin mand, og hun havde på grund af hans politiske og sociale høje rang ikke kunnet opnå retfærdighed hos domstole og myndigheder. Lassalle tog sig med hele sin lidenskabelige kraft af grevindens sag, og efter årelange processer med dramatiske optrin, der vakte enorm opsigt over hele Tyskland, lykkedes det ham i 1854 at opnå en for grevinde Hatzfeldt rimelig ordning, der betød, at hun blev en rig dame. Lassalle, der i processernes tid havde ofret også meget økonomisk for denne sag, fik sikret en årlig indtægt på 4000 taler, hvilket efter datidens forhold var et meget stort beløb. Han var dermed blevet en økonomisk uafhængig mand.
Oprindelig havde Lassalle arbejdet med studier på filosofiens område. Grevinde Hatzfeldt-processerne havde ført ham ind på studiet af juridiske problemer. Efter at disse processer var endt, vendte han tilbage til filosofien og fuldendte 1859 et stort værk om den græske filosof Heraklit. Juraen forlod han dog ikke, men udsendte to år senere et 2-binds værk om “De erhvervede rettigheders system”, der betragtes som hans største videnskabelige arbejde. I de samme år fik han tid til at skrive et drama om reformationstidens ridderlige frihedshelt “Frantz von Sieckingen”. Og samtidig arbejdede han lidenskabeligt med tidens økonomiske og politiske problemer, der frem for alt havde hans interesser. Han havde under revolutionen 1848 stiftet bekendtskab med Karl Marx og Friedrich Engels.
Når det gjaldt økonomiske og politiske synspunkter var til en vis grad Marx mesteren og Lassalle lærlingen. Som det så ofte er tilfældet kunde der mellem mester og lærling opstå disharmonier. De to mænd var af væsen og karakter uhyre forskellige.
“Som kritisk tænker står Lassalle uanfægtet,” skrev Georg Brandes i 1881 i sin bog om ham og tilføjer “det betyder ikke meget, om en udmærket videnskabsmand har fejlet i enkeltheder, tiden skyller vildfarelsen bort, og menneskeheden arver resten”. I datidens tyske videnskabelige kredse anerkendte man Lassalles betydelige evner, og det da liberale bourgeoisi var i høj grad charmeret af denne smukke unge videnskabsmand. Men hans politiske anskuelser bragte ham snart i en afgørende modsætning til netop det liberale bourgeoisi.
Tyskland befandt sig da i den første fase af den udvikling, der skulde forvandle det fra et feudalt laugssamfund til en industristat, fra et løst sammensluttet rigsforbund til en stærk centraliseret militærstat, der via kejserdømmet skulle ende i Hitler-katastrofen. Det var, som Brandes skrev i 1881, “den proces, ved hvilken Hegels Tyskland har forvandlet sig til Bismarcks Tyskland ... for nogle er det nye Tyskland jernmasken, det gamle filosofisk-poetiske åsyn var det sande, og over det har preusservæsenet lagt sig som masken over hin ulykkelige fange; andre udfinde, at det gamle godmodigt-romantiske ansigt netop var masken, bag hvilken de sande træk, som nu vise sig, hyklerisk blev skjulte”. Det dilemma om, hvilket Tyskland, der er det sande, står verden også i dag over for.
Efter at den tyske revolutions forsøg på i 1848 at skabe et frisindet forenet Tyskland var mislykket, var den gamle tyske forbundsstat genoplivet. Østrig var, hårdt trængt af det opvoksende Preussen, den ledende stat, men i øvrigt var det tyske forbund en samling af større, mindre og ganske små stater, hvis fyrster regerede ret reaktionært. Politisk var det løst sammenfattede forbund en såre svag mekanisme. Økonomisk betød spaltningen en unaturlig hindring for den industrielle udvikling, der var påbegyndt i hele Europa og som efterhånden fik stærkere fart i Tyskland. Magthaverne i datidens Tyskland var fyrsterne og godsejer-adelen, der i Bismarck fik en fremragende leder, som skruppelløst satte alle midler ind for at nå sit mål: et tysk centraliseret rige med Preussen som ledende stat og med Østrig udenfor det egentlige tyske rige. Mellem Bismarck og hans godsejerparti og bourgeoisiet, hvis ledere kaldte sig liberale, stod en forbitret kamp. Det liberale bourgeoisi havde gennem oprettelsen af en art filantropiske arbejderforeninger af lignende art, som kendt i Danmark og ved andre halv-filantropiske foranstaltninger søgt at knytte arbejderne til sig.
En selvstændig arbejderbevægelse opfattede det liberale bourgeoisi som en mod sig fjendtlig foreteelse. Økonomisk ville en sådan bevægelses krav være direkte mod de liberale borgeres arbejdsgiverinteresser. Politisk stillede den mål, der var udover de liberales ønsker og interesser. Da Lassalle i foråret 1862 begyndte sin socialistiske agitation blandt arbejderne, mødte han derfor de liberale som sine og sine tilhængeres forbitrede modstandere, hvilket blev medvirkende til at bringe Lassalle i et ejendommeligt forhold til de liberales modstander til højre: Bismarck.
Med sit foredrag “Arbejderprogram” indledede Lassalle, som nævnt, sin agitation for en socialistisk arbejderbevægelse og for en forandring af arbejderklassens stilling i samfundet. Foredragets titel var oprindelig “Om den nuværende historiske periodes særlige sammenhæng med arbejderstandens idé”, men da det udsendtes som brochure, gav Lassalle det titlen “Arbejderprogram”. Egentlig passer den oprindelige lange titel bedst. Foredraget er nemlig en påvisning af, hvorledes der i kraft af den nye maskinteknik er opstået en arbejderklasse, som ud fra sin samfundsmæssige placering må være tilhænger af alle samfundsborgeres ligeberettigelse, hvilket vil sige et samfund med lige og almindelig valgret og solidaritet og fællesskab. Arbejderklassen har derfor en helt ny statsidé, nemlig at føre mennesket frem til en virkelig menneskeværdig tilværelse. Dette står i Modsætning til bourgeoisiets statsidé, om hvilken Lassalle anvender det berømte udtryk, at den er en natvægteridé, hvor staten kun har til formål at hindre røveri og indbrud. Foredraget munder derfor ud i en højtidsfuld appel til arbejderklassen som “fremtidens klippe” og en næsten profetisk skuen ind i fremtiden.
“Arbejderprogram” er nu for længst blevet et historisk dokument. Dets grundtanke er accepteret som selvfølgelig også af kredse udenfor arbejderklassen, medens andet er mærket af tiden. Men mesterskabet i fremstillingen af problemerne, tankegangens klarhed og det skønne, billedrige sprog gør stadig læsningen af det til en intellektuel nydelse. “Arbejderprogram” står ved form som indhold langt over almindelige politiske skrifter. Intet under, at det i 1862 virkede som en gjaldende fanfare. Det var en flammende fakkel, der blev løftet højt i vejret.
De prøjsiske myndigheder bidrog, om end mod deres vilje, til at samle opmærksomheden om “Arbejderprogram”. De lod det først trykte oplag på 3000 ekspl. konfiskere. Kun et halvt hundrede eksemplarer undgik konfiskation. Der blev lagt sag an mod Lassalle, som efter en dramatisk proces idømtes fire måneders fængsel samt senere endnu en måneds fængsel for at have krænket den offentlige anklager. Men da var offentlighedens opmærksomhed blevet vendt mod Lassalles agitation. Det var trods alt lykkedes at få “Arbejderprogram” spredt, og nye skrifter af Lassalle var blevet udsendt, hvor han gennem sit forsvar i retten uddybede sine synspunkter.
Trods fængselsstraffen fortsatte Lassalle mundtlig og skriftlig sin agitation. Den mødtes med en allerede tilstedeværende gæring blandt arbejderne. Den 23. Maj 1863 stiftedes ved et Møde i Leipzig, hvor elleve tyske byer var repræsenterede, “Almindelig tysk arbejderforening”. Lassalle blev valgt til præsident og kastede sig i de følgende måneder ind i arbejdet med hele sin umådelige energi og arbejdskraft. Han holdt utallige foredrag rundt i Tysklands byer, og udsendte omkring en snes større og mindre politiske og økonomiske skrifter. Som sin inderste kerne og som sit principielle grundlag havde Lassalles agitation Marx’ og Engels’ teorier som disse var udformet i 1848 og senere. Men Lassalles ypperlige fremstillingsevne og vældige kundskaber satte sit eget præg på hans skrifter og gjorde dem til originale arbejder. Derfor kunde det også ske, at Marx, der måtte føle bitterheden ved som emigrant at leve i London uden at kunne være partner i den frembrydende arbejderbevægelse, udtrykte sig kritisk om Lassalles skrifter. Om Lassalles evne til at virke som politisk skribent får man imidlertid et levende indtryk ved at læse Georg Brandes’ vurdering:
“Man læser ikke koldsindig denne prosa: En overordentlig lærdom er her behersket af en aldeles moderne veltalenhed, strengt logisk og strengt saglig, hvis tilbagetrængte begejstring står prentet i ildskrift mellem linierne for nu og da at blusse op; en ubeskrivelig dristighed i alle angreb sekunderes af en urokkelig jernhård fasthed i ethvert forsvar. Sprog og stil er en type for sig. Af deklamation er der intet spor. Forfatteren ved og kan for meget til at han skulle ville deklamere. Men heller intet spor af lærdommens ballast. Det er en tungtbevæbnet, som her fører sin krig. Men sjældent så man en så tung bevæbning båret så let.”
Lassalle havde to hovedpunkter i sin agitation, et politisk og et økonomisk. Det politiske var gennemførelsen af lige og almindelig valgret. Det økonomiske var oprettelsen af produktionsforeninger, hvortil staten skulde yde støtte. Et centralt punkt i Lassalles agitation var “den jernhårde lønningslov”. Han hævdede, at under det privatkapitalistiske system vilde arbejdslønnen holde sig på et niveau, der svarede til det for arbejderens livsophold nødvendige. Hvis arbejderne virkeligt vilde have deres kår forbedrede, måtte de frigøre sig for arbejdsgiverne, selv blive arbejdsgivere, d. v. s. samle sig i produktionsforeninger, til hvilke staten burde yde nødvendig støtte ved starten. Igennem den almindelige valgret var det arbejdernes opgave at skaffe sig en sådan indflydelse på staten, at den blev en støtte for udviklingen frem mod mere socialt retfærdige forhold.
Lassalle var socialist, men han brugte selv sjældent dette udtryk og talte sjældent om det socialistiske samfund som endemålet. Hans økonomiske program, statsstøtte til oprettelse af produktionsforeninger, betragtede han ikke som nogen endelig løsning, men kun som en midlertidig foranstaltning. Tanken om produktionsforeninger havde i øvrigt allerede været rejst af andre socialistiske skribenter. Den af Lassalle forfægtede form med statsstøttede produktionsforeninger viste sig ikke at være hensigtsmæssig, som omtalt side 10. Overhovedet var Lassalles økonomiske ideer den svageste del af hans program. Den “jernhårde lønningslov” har, selv om der i et privatkapitalistisk samfund er visse grænser, indenfor hvilken lønnen vil bevæge sig, i praksis vist sig at være elastisk, hvilket Marx allerede påpegede. En senere tids fagbevægelse har været i stand til i betydelig grad at forbedre arbejdernes lønforhold altså at skaffe arbejderne større andel i produktionen, end Lassalle anså for muligt. Lassalle havde, forståeligt nok efter datidens forhold, ikke megen tro på fagbevægelsen, der da kun eksisterede i England og her ikke havde opnået væsentlige resultater.
Størst betydning fik Lassalles politiske agitation for den lige og almindelige valgrets gennemførelse. Han forstod og fik arbejderne til at forstå, hvad demokratiets gennemførelse kunne betyde for deres kårs forbedring. Som situationen var i datidens Tyskland var det også et krav, der havde mulighed for at kunne gennemføres. Det liberale bourgeoisi var ganske vist ud fra sine klasseinteresser modstander af valgrettens udvidelse. Men Prøjsens egentlige magthaver, Bismarck, der ville skabe et nyt Stortyskland med Prøjsen som førende magt, var ikke fremmed for muligheden af at benytte indførelsen af almindelig valgret i et sådant nyt tysk rige som et middel til at vinde de brede folkemassers sympati for den nye statsdannelse og samtidig ramme sine modstandere i det liberale bourgeoisi. I engelsk politik er der mellem konservative og liberales forhold til valgretsudvidelser paralleller til denne situation. Lassalle forsøgte at udnytte de muligheder, der kunde være i modsætningen mellem Bismarck og det liberale parti til fremme af sine ideer. Han havde her den fordel, at også han ønskede et samlet Tyskland, om end af en anden art, end Bismarck ønskede det. Mellem Bismarck og Lassalle førtes samtaler, hvis indhold aldrig er nøje konstateret. Lassalle er angrebet for sine forhandlinger med Bismarck, og han har utvivlsomt ikke taget sig i agt for, at det, der af ham selv kun var ment som taktik, af andre kunde opfattes på anden måde. Han havde ikke altid et sikkert instinkt for, hvad der kan og ikke kan gøres, selv om det er taktik. Men for vurderingen af Lassalles vældige betydning som den tyske arbejderbevægelses store pioner er dette dog trods alt et meget underordnet moment.
“Almindelig tysk arbejderforening” var kommet til verden som et produkt af Lassalles agitation, da denne mødtes med gærende stemninger blandt de tyske arbejdere. Det blev Lassalles stormende agitation, der satte sit præg på den, så dens medlemmer og tilhængere senere kaldtes lassalleanerne. Det var næsten overmenneskeligt, hvad Lassalle præsterede i månederne fra maj 1863 til juni 1864. Der kom også tilslutning til den nye bevægelse, men det gik ikke nær så stærkt, som Lassalle havde håbet og troet. Trods alle sine glimrende egenskaber var Lassalle ikke nogen god organisator. Han havde svært ved at samarbejde med andre. Han havde som senere Louis Pio i Danmark “Stormester”-fornemmelser, der ikke egnede sig for en på demokratisk grund hvilende bevægelse. Der er i det hele adskillige lighedspunkter mellem de to mænd, selv om Lassalle var langt den betydeligste.
Før Lassalle kunde se virkelige frugter af sin agitation, blev hans livsbane brat afsluttet. En kærlighedshistorie, hvor Lassalle følte sig dybt forurettet, førte til en duel i Svejts den 28. august 1864. Lassalle såredes hårdt, og tre dage efter afgik han ved døden, kun 39 år gammel.
Lassalles død fremkaldte dyb sorg blandt hans meningsfæller. Men den lammede ikke bevægelsen, som voksede stærkt i de følgende år, skønt også en anden socialistisk arbejderbevægelse søgte at samle arbejderne. “Almindelig tysk arbejderforening” fik til en vis grad en sekterisk karakter, dels på grund af den kultus kredse, navnlig omkring grevinde Hatzfeldt, drev med Lassalles minde, dels på grund af bevægelsens umodenhed. Det kom til ret stærke rivninger mellem lassalleanerne og den socialdemokratiske retning, der i 1869 havde organiseret sig på en kongres i Eisenach under August Bebels og Wilhelm Liebknechts ledelse. [1] Lassalles tanker om produktionsforeninger vandt en periode nogen tilslutning. Også i Danmark oprettedes i begyndelsen af 1870’erne produktionsforeninger efter lassalleansk mønster, dog uden statsstøtte, og ingen af disse viste sig levedygtige. På en måde er de forløbere for den senere arbejder-kooperation, selv om på den anden side deres mangel på succes blandt visse kredse i arbejderbevægelsen skabte nogen skepsis overfor kooperationen.
I 1875 lykkedes det at gennemføre en sammenslutning mellem “lassalleanere” og “eisenachere”, der da var omtrent lige stærke. [2] Det bedste i Lassalles ideer og agitation levede videre i det nyoprettede tyske socialdemokrati. Lassalle selv havde været som et funklende meteor, der glødende var faret gennem rummet. Han var den store vækker, hvis røst endnu årtier efter hans død var virkningsfuld og kraftig. I “Arbejderprogram” høres denne røst, som den første gang kaldte på arbejderne til selvstændig kamp for deres egne mål.
København, august 1948.
1. Se Eisenach-programmet (1869).
2. Det sammensluttede partis program er kendt som Gotha-programmet (1875). Se også Marx’ Kritik af Gotha-programmet.
Sidst opdateret 10.8.2008