Marxisme Online  >  Arkiv  >  Ferdinand Lassalle  >  Indhold

Arbejderprogram

Om den nuværende historiske periodes særlige sammenhæng med arbejderstandens idé

Ferdinand Lassalle (1862)

Foredrag holdt i Berlin-forstaden Oranienburgs “Håndværkerforening”, 12. april 1862, med titlen Über den besonderen Zusammenhang der gegenwärtigen Geschichtsperiode mit der Idee des Arbeiterstandes.
Udgivet kort efter under titlen Arbeiter-Programm, Berlin 1862 (det meste af første oplag blev dog beslaglagt af politiet).
Originalteksten findes i Ferdinand Lassalle’s Reden und Schriften (Neue Gesamtausgabe. Mit einer biographischen Einleitung. Hrsg. von Ed. Bernstein, Bd 1-3, “Vorwärts”/Berliner Volksblatt, Berlin 1892). Kan læses i PDF-format (gotiske bogstaver).

På dansk i serien Socialistiske skrifter, udgivne af Det danske Socialdemokrati ved E. Wiinblad, bind XII, 1900.

Her taget fra serien Socialistisk Bibliotek udgivet af Forlaget Fremad, bind 7, 1948. Oversat af C. L. Skjoldbo. Forord af Ernst Christiansen.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 10. august 2008.

Mine Tilhørere!

I anledning af Deres henvendelse til mig om at holde et foredrag for Dem har jeg anset det for rigtigst at vælge et emne, som ifølge sin natur må interessere Dem særligt, og at behandle dette på strengt videnskabelig måde. Det er min hensigt at tale om den særlige sammenhæng mellem den nuværende historiske periode og arbejderklassens idé.

Som allerede bemærket vil min behandling af emnet blive strengt videnskabelig. Sand videnskabelighed består jo ikke i andet end fuldstændig klarhed og derfor fuldstændig uhildethed ved tænkningen.

Ud fra denne uhildethed, med hvilken vi går til vort emne, vil det også være nødvendigt straks at komme til klarhed over, hvad vi egentlig forstår ved udtrykket “arbejder” eller “arbejderstand”. Thi ikke engang på dette punkt tør vi gå ud fra, at dette er almindelig kendt. I daglig tale forbinder man tværtimod meget ofte den ene gang helt andre og forskellige begreber med ordene “arbejder” og “arbejderstand” end den anden ting. Vi vil derfor gøre klart for os, i hvilken betydning vi vil bruge disse ord.

Det er imidlertid endnu ikke på sin plads at drøfte dette nærmere. Vi må tværtimod indlede delte foredrag med et helt andet spørgsmål, nemlig dette: Da arbejderstanden kun er én stand blandt de stænder, hvoraf det borgerlige samfund består, og da der altid har eksisteret arbejdere, hvorledes er det da muligt og hvilken mening har det at påstå, at der er en særlig sammenhæng mellem den nuværende historiske periode og arbejderklassens idé?

For at forstå dette må vi kaste et blik på historien, på fortiden, der – ret forstået – vil åbne vore øjne for betydningen af nutiden og lade os skimte fremtidens konturer.

Det er nødvendigt at gøre dette tilbageblik meget kort, da vi ellers risikerer, at vi slet ikke kan nå frem til behandlingen af vort egentlige emne – i betragtning af den knapt tilmålte tid.

Men selv om vi må fatte os kort, må vi i det mindste betragte de historiske forhold i al almindelighed og kaste et blik – hvor flygtigt det end må blive – på fortiden for at kunne forstå meningen med vort spørgsmål og vort emne.

Hvis vi altså går tilbage til middelalderen, finder vi, at der dengang ligesom nu – om end langt fra så udviklet som nu – som helhed fandtes de samme stænder og klasser i befolkningen som i det borgerlige samfund. Men vi finder én ting endnu, nemlig at det var en bestemt stand, et bestemt element, som da var herskende: – jordbesidderne.

Det var jordbesidderne, som i middelalderen førte sceptret i enhver henseende, som påtrykte hele tilværelsen og alle forhold deres særlige præg, og som derfor må betragtes som middelalderens bærende princip.

Årsagen hertil ligger lige for. Den må søges i middelalderens økonomiske og sociale struktur, i dens produktionsforhold. Denne årsag er i hvert fald fuldstændig tilstrækkelig for os. Handelen var dengang kun lidet udviklet. Industrien endnu mindre. Rigdommen i datidens samfund udgjordes i aldeles overvejende grad af landbrugets frembringelser.

I forhold til jord- og grundbesiddelsen var besiddelsen af løsøre dengang ret uvæsentlig. I hvor høj grad dette var tilfældet fremgår med al ønskelig tydelighed af datidens privatretlige forhold. Privatretten giver altid et klart indblik i de økonomiske forhold i de perioder, hvor den er opstået. Således erklærede f. eks. den middelalderlige privatret, at familieformuen ikke måtte afhændes uden arvingernes tilladelse. Hensigten med denne bestemmelse var at bevare familieformuen fra slægtled til slægtled, – at værne den mod at blive bortødslet. Men ved familieformue forstod man dengang udtrykkelig kun jord- og grundejendom. Løsøret kunde forødes uden arvingernes sanktion. I det hele taget behandledes alt løsøre efter gammel tysk privatret ikke som selvstændig, frugtbringende kapital, men kun som udbyttet af jord- og grundejendom, altså f. eks, som jordens afkastning, – og ligestilledes hermed. Som selvstændig, afkastende kapital behandlede man dengang kun jordejendommen. Det var derfor ganske naturligt, at jordejendommen – og de, der sad inde med denne, altså adel og gejstlighed i enhver henseende udgjorde den herskende magt i datidens samfund.

Hvilke forhold i middelalderen vi end betragter, møder vi stadig denne foreteelse.

Vi kan nøjes med at kaste et blik på nogle enkelte af de vigtigste forhold i datiden, i hvilke jordbesiddelsen træder frem som det herskende princip.

Det gælder først og fremmest den af jordbesiddelsen betingede organisering af den offentlige magt eller lens-forfatningen. Den bestod som bekendt i, at konger, fyrster og herremænd afstod jord til andre herremænd og riddere, mod at disse til gengæld måtte love at yde hærfølge, d. v. s. støtte lensherren under krig og fejder ved at stille sig selv og deres mandskab til disposition.

Dernæst gælder dette organisationen af den offentlige ret eller rigets forfatning. På de tyske rigsdage var fyrsterne, de store jordbesiddere samt gejstligheden repræsenteret. Byerne havde kun sæde og stemmeret der, når det var lykkedes dem at opnå privilegium som frie rigsstæder.

For det tredje gælder det de store jordbesidderes skattefrihed. Det er nemlig en karakteristisk og stadig tilbagevendende fremtoning, at enhver herskende, privilegeret stand altid forsøger at overvælte udgifterne ved opretholdelsen af samfundet på de undertrykte og besiddelsesløse klasser. Den gør det enten åbenlyst eller tilsløret, i direkte eller indirekte form. Da Richelieu i 1641 krævede 6 millioner frc. af gejstligheden for at bringe statskassen på fode, fik han følgende karakteristiske svar af ærkebiskoppen af Sens:

“Det var skik og brug i gamle dage under kirkens blomstringstid, at når statens krav skulde tilfredsstilles, gav folket sine ejendele, adelen sit blod og gejstligheden sine bønner.”

Endelig gælder det den sociale ringeagt, med hvilken man så ned på ethvert arbejde, der ikke havde med jordbesiddelsen at gøre.

At lede industrielle foretagender, at tjene penge ved handel og håndværk ansås for vanærende og foragteligt af de to priviligerede stænder, adel og gejstlighed, der kun fandt det hæderligt at have indtægter af jordejendom.

Disse fire store afgørende fakta, der er karakteristiske for datiden, er tilstrækkelige for vore betragtninger og viser, hvorledes det dengang var jordbesidderne, der overalt gav tiden dens præg og var dens herskende princip.

Dette var i den grad tilfældet, at selv den tilsyneladende revolutionære bevægelse i Bondekrigene, som udbrød 1524 i Tyskland, og som omfattede hele Schwaben, Franken, Elsass, Westfalen og andre dele af Tyskland, inderst inde fulgte dette princip, altså faktisk var en reaktionær bevægelse trods dens revolutionære anstrøg. Som bekendt afbrændte bønderne dengang adelens borge, dræbte adelsmændene selv eller lod dem løbe spidsrod – som det var skik dengang. Alligevel var bevægelsen reaktionær i sine grundtræk trods det ydre revolutionære anstrøg.

Thi genfødelsen af de statsforhold, som bønderne kæmpede for, og den frihed, de ønskede, bestod efter deres mening i, at den særlige fortrinsstilling, som fyrsterne indtog mellem kejseren og riget, skulle falde bort. I stedet skulle de frie og uafhængige jordbesiddere, altså bønderne og de hidtil ikke repræsenterede riddere, være repræsenteret i rigsdagen, på lige fod med de uafhængige adelige, greverne og fyrsterne. Den hidtil bestående skillelinje skulde blot ophæves, og den jordbesiddende adel skulde for sit vedkommende ikke have større indflydelse end de jordejende bønder.

De vil altså straks indse, at denne plan i sidste instans ikke gik ud på andet end en mere konsekvent og retfærdig gennemførelse af det princip, der havde været det herskende i det tidsafsnit, som nu nærmede sig sin afslutning, nemlig, at jordbesiddelse burde være en afgørende faktor og forudsætning for andel i statens styrelse. At ethvert menneske – uanset jordbesiddelse – burde have indflydelse på statens styrelse, blot i egenskab af menneske, af fornuftsvæsen, faldt aldeles ikke bønderne ind! Dertil var datidens forhold endnu for uudviklede og tænkningen ikke tilstrækkelig uhildet og revolutionær.

Således var da denne bondebevægelse, der udadtil optrådte med så stor revolutionær kraft, inderst inde fuldkommen reaktionær, d. v. s. at den i stedet for at stå på et ubevidst nyt revolutionært princip tværtimod holdt sig til det gamle, det bestående princip, et princip for en periode, der var viet til undergang. Og netop fordi bondebevægelsen, der anså sig selv for revolutionær, i virkeligheden var reaktionær, gik den til grunde.

Såvel bonde- som adelsopstanden (Franz von Sickingen) havde til formål at knytte indflydelsen på statens styrelse nærmere til jordbesiddelsen, end det hidtil havde været tilfældet. Men overfor denne bevægelse stod fyrsterne som repræsentanter for en statssuverænitet, uafhængig af jordbesiddelse og uafhængig af de private ejendomsforhold. Denne idé: at staten burde være uafhængig af privatejendommen, indeholdt et relativt berettiget revolutionært moment, og dette var årsagen til, at statsideen fik kraft til sin sejrrige udvikling og til undertrykkelse af bonde- og adelsopstanden.

Jeg har med vilje dvælet temmelig længe ved dette punkt for gennem et eksempel at vise dem, hvorledes frihed og fornuft skrider frem i den historiske udvikling, og jeg har tilmed benyttet et eksempel, af hvilket dette ingenlunde fremgår ved en overfladisk betragtning. En anden årsag til, at jeg har dvælet ved dette punkt, er, at historieskriverne i stedet for at erkende bonderejsningens reaktionære karakter og denne omstændighed som grunden til dens uheldige udfald tværtimod har ladet sig føre bag lyset af det ydre skin og anser bondekrigene for en virkelig revolutionær bevægelse.

Endelig har jeg fremdraget dette eksempel, fordi vi til enhver tid har set, at mennesker med uklar tankegang – og til disse kan vi medregne selv de mest oplyste og dannede, f. eks. professorer – henfalder til den uhyre vildfarelse at anse det, der kun er en døende periodes og verdensforeteelses konsekventere og renere idémæssige udtryk, for et nyt revolutionært princip.

Jeg vil advare dem mod den slags i egen indbildning revolutionære personer og ideer. Thi dem vil vi lige så lidt undgå i fremtiden, som vi har kunnet undgå dem i fortiden.

Det må dog være os en trøst, at de mangfoldige mislykkede folkerejsninger, som historien beretter om, og som fylder mange velmenende, men overfladiske venner af folket med dyb bekymring, kun har været revolutionære i egen indbildning, og at enhver virkelig revolutionær bevægelse, hvilende på en ny og sand idé, endnu aldrig er gået til grunde – i hvert fald ikke for bestandig. Herom kan enhver, der trænger til bunds i historien, let overbevise sig.

Men jeg vil genoptage tråden i min fremstilling.

Medens Bondekrigene kun var tilsyneladende revolutionære, var derimod industriens fremskridt af virkelig omvæltende art.

Den borgerlige produktionsform med dens stadig mere udviklede arbejdsdeling og heraf betingede kapitalrigdom, der udelukkende ophobedes i bourgeoisiets hænder, idet dette netop var den klasse, der gjorde sig til herre over denne produktion og drog fordel deraf, var i sandhed revolutionerende.

Man plejer at datere middelalderens slutning og den nyere tids frembrud fra Reformationens gennembrud, altså med året 1517.

Dette er faktisk for så vidt rigtigt, idet der i de to umiddelbart efter revolutionen følgende århundreder langsomt og umærkeligt indtrådte et omsving, der i bund og grund ændrede samfundets udseende og indadtil medførte en omvæltning, der først senere – i året 1789 proklameredes gennem den franske revolution, men var skabt længe i forvejen.

Hvori bestod dette omsving, vil De spørge?

Der var intet forandret i adelens juridiske stilling. adelen og gejstligheden var retlig set de to herskende klasser, medens borgerstanden alle vegne var tilsidesat og undertrykt. Men om end alt, juridisk set, var forbleven ved det gamle, havde den virkelige omvæltning af forholdene været desto mere gennemgribende.

Ved frembringelsen og ophobningen af kapitalrigdommen, af den “bevægelige ejendom”, der i modsætning til jorden, var i hænderne på borgerstanden, var adelens betydning aftaget overordentligt. Ja, adelen var faktisk sunket ned i et afhængighedsforhold til de rige borgere. Adelen måtte, for at kunne holde stillingen, opgive sine standsprincipper og begynde at gribe til de samme midler, som borgerstanden kunde takke for sin rigdom og dermed sin faktiske magt, nemlig de industrielle erhverv.

Allerede Molières Komedier (Molière levede under Ludvig 14.) viser os et meget interessant forhold, nemlig hvorledes datidens adel foragtede den rige borgerstand, men samtidig snyltede på den.

Selv den stolteste af alle konger, Ludvig den XIV., tager i sit Slot i Versailles hatten af for den rige jøde Samuel Bernard – datidens Rotschild – for at opnå et lån hos ham.

Da den berømte skotske finansmand Law i begyndelsen af det 18. århundrede i Frankrig havde oprettet de såkaldte “Handelskompagnier”, d. v. s. et aktieselskab, der havde til formål at udbytte handelen på Missisippi-floden, i Louisiana, Ostindien etc., var selve Frankrigs regent at finde blandt selskabets direktører – altså medlem af et købmandsselskab! Ja, regenten så sig endog i august 1717 nødsaget til at udstede forordninger, hvori det hed, at adelige, uden at det fik indvirkning på deres adelsære, kunde træde i disse selskabers handels- og krigstjeneste! Så vidt var det allerede dengang kommet med Frankrigs krigerske og stolte lensadel, at den måtte optræde som væbnet kommis for bourgeoisiets industrielle og kommercielle foretagender, der omspændte samtlige verdensdele.

Ganske i overensstemmelse med dette omslag havde der allerede dengang udviklet sig en materialisme, en umættelig higen efter penge og gods, som ringeagtede alle moralske ideer, ja, selv standsrettighederne, der for de privilegerede klasser i reglen betyder endnu mere. Under samme franske regent blev grev Horn, en af de fornemste adelige, beslægtet med Frankrigs første familier, ja med selve regenten, henrettet som simpel rovmorder. Og hertuginden af Orleans – en tysk Prinsesse – skriver i et brev af 29. november 1719, at seks af de fornemste damer en dag havde passet ovennævnte Law op. Han var dengang en af de mest fejrede, men også mest optagne mænd i Frankrig og derfor vanskelig at få i tale. De fik fat i ham i gårdspladsen ved et hus og søgte at formå ham til at overlade sig en del at hans aktier, om hvilke hele Frankrig dengang sloges, og som på børsen noteredes 6-8 gange over den nominelle værdi. Law havde meget travlt og vilde ikke høre på damerne. Til sidst udbrød han, da de ikke vilde slippe ham: “Mine damer, jeg beder Dem tusind gange om undskyldning, men hvis de ikke lader mig gå, revner jeg, thi jeg føler en sådan trang til at pisse, at det er umuligt for mig at holde mig længere”. – Hertil svarede de seks fornemme damer dog blot: “Nå ja, min herre, pis De bare, når De blot vil høre på os”. Og de blev faktisk også stående ved siden af ham under denne situation og forebragte ham deres ærinde.

Hvis de nu spørger mig, hvilke årsager der var skyld i denne udvikling af industrien og den deraf opstående rigdom i bourgeoisiet, måtte jeg for at forklare enkelthederne nærmere i høj grad overskride den tid, der står til min rådighed. Jeg kan kun fremdrage det væsentligste, nemlig for det første Amerikas opdagelse og denne opdagelses umådelige indflydelse på produktionen, for det andet den ved omsejlinger af Kap det gode Håb opdagede søvej til Indien, medens tidligere al handel med Orienten og Indien måtte foregå ad landevejen over Suez, – for det tredje opfindelsen af magnetnålen og kompasset med den deraf følgende større sikkerhed og hurtighed for sejladsen på havet og de lavere søassurancepræmier, – for det fjerde de i det indre af landene anlagte kanaler og veje, som åbnede fjernereliggende afsætningsmarkeder end de hidtidige, idet varerne ikke tidligere med fordel havde kunnet transporteres de lange strækninger på grund af de høje transportomkostninger, – for det femte den større sikkerhed for borgernes ejendom, den ordnede justits, opfindelsen af krudtet og som følge deraf kongemagtens overlegenhed over adelens militære feudalmagt, – for det sjette den ved ophævelsen af den selvstændige adelige krigsmagt og borgenes nedlæggelse nødvendiggjorte afskedigelse af landsknægtene, som derefter ikke havde anden udvej end at søge optagelse i middelalderens arbejdsværksteder – alt dette spændtes for borgerklassens triumfvogn!

De her nævnte begivenheder, og mange andre, som jeg kunde opregne for Dem, kan sammenfattes til en enkelt virkning: Ved åbningen af store afsætningsmarkeder og dermed nedsættelse af produktions- og transportomkostningerne skabes masseproduktionen, – produktionen for verdensmarkedet. Dette skaber atter behov for billig produktion, som atter kun er mulig ved en stadig mere gennemført arbejdsdeling, d.v.s. en opdeling af arbejdsprocessen i de simpleste mekaniske operationer, hvilket igen bevirker produktion i stadig større omfang.

Vi står her på Vekselvirkningernes Grund.

Hver enkelt af disse kendsgerninger er årsag til en anden kendsgerning, og denne anden virker atter tilbage på den første, hvis omfang den udvider og forøger.

Det vil således stå dem klart, at fremstillingen af en eller anden artikel i uhyre mængder, – dens produktion for verdensmarkedet – kun er mulig, når den pågældende artikels produktionsomkostninger er meget lave, og når samtidig transportomkostningerne er så lave, at de ikke nævneværdigt fordyrer varen. Thi masseproduktion kræver masseafsætning, og masseafsætning er kun mulig, når varen er så billig, at den er tilgængelig for et stort antal købere. En vares billige produktions- og transportomkostninger fremkalder altså masseproduktion. Omvendt vil de også straks være klar over, at masseproduktion af en vare billiggør denne. En fabrikant, der f. eks. afsætter 200.000 stykker kattun om året, kan både på grund af det billigere indkøb af råmaterialer i stor stil og på grund af fordelingen af hans kapitalrenter og udbytte over et stort antal enheder, sælge hvert stykke betydeligt billigere end den fabrikant, der kun producerer 5000 stk. årlig. De lavere produktionsomkostninger medfører altså storproduktion, denne medfører på sin side endnu lavere produktionsomkostninger, hvilket atter muliggør endnu større produktion, som så bevirker lavere omkostninger pr. enhed og så fremdeles.

Ganske på samme måde forholder det sig med arbejdsdelingen, der atter på sin side er den nødvendige forudsætning for masseproduktionen og de lavere fremstillingsomkostninger.

Arbejdsdelingen, som opdeler fremstillingen af et produkt i et stort antal ganske enkle, ofte rent mekaniske og sjælløse operationer, til hvilke der kan anvendes særlige arbejdere, vilde altså være utænkelig uden masseproduktionen, og den betinges og udvikles netop gennem denne. Omvendt medfører denne opdeling af arbejdet i sådanne ganske enkle operationer og manipulationer for det første en stadig stigende billiggørelse af varen og for det andet stadig mere udstrakt masseproduktion, der ikke kan afsættes på markederne i nærheden, men er beregnet på verdensmarkedet, og for det tredje en stadig videre udvikling af opdelingen at arbejdsprocessen og altså større fremskridt i arbejdsdelingen.

Ved denne række af vekselvirkninger er der efterhånden indtrådt en total ændring i arbejdets samfundsmæssige karakter og dermed i alle samfundets livsforhold.

Denne omvæltning lader sig i korthed forklare gennem følgende modsætningsforhold:

I den tidlige middelalder, da kun et meget ringe antal kostbare produkter kunde bære omkostningerne ved længere transport, producerede man kun for det lokale behov eller for den nærmeste omegn, hvis behov var kendt og lå fast. Efterspørgslen gik altså forud for produktionen og var rettesnor for denne. Med andre Ord: Samfundsproduktionen var overvejende håndværksmæssig. Thi det er netop et karaktertræk ved håndværket og den mindre produktion i modsætning til fabriks- og stordriften, at den afventer bestillingen, efterspørgslen, før arbejdet påbegyndes. F. eks. afventer skrædderen min bestilling for at sy en frakke til mig, smeden afventer min bestilling, når han skal lave mig en lås, – eller arbejdet er – selv hvor mange dele fremstilles på forhånd – begrænset til et mindstebehov på det i forvejen kendte lokale marked eller dets nærmeste omgivelser. Dette er f. eks. tilfældet, når en blikkenslager laver et vist antal lamper, om hvilke han ved, at de på grund af behovet på det lokale marked snart vil blive solgt.

De karakteristiske egenskaber ved et samfund, der producerer på denne måde, er fattigdom eller en højst beskeden velstand, men til gengæld en vis fasthed og stabilitet i alle forhold.

Nu derimod var der som følge af de bestandige vekselvirkninger, jeg her har skildret, indtrådt en total modsat karakter i det samfundsmæssige arbejde og dermed i alle livsforhold. Det var spiren til den ordning af arbejdet, der er karakteristisk for vor tid, hvor produktionen er kæmpemæssigt udviklet. Denne nuværende produktionsform kan i modsætning til den forhen beskrevne skildres således: Medens behovet tidligere gik forud for produktionen (for tilbudet) og havde denne til følge, ligesom det var en rettesnor og en målestok derfor, går nu produktionen forud for efterspørgslen og søger at underlægge sig denne. Der produceres ikke længere for det lokale marked eller det kendte behov i den nærmeste omegn, men for verdensmarkedet. Nu produceres der med et ukendt behov for øje, for alle dele af verden og for at tilfredsstille krav, der er ganske ubestemte og ubestemmelige. Og for at varen skal kunne underlægges sig markedet, medgiver man den et særligt våben: dens billighed. Med dette våben erobrer den på den ene side købere og slår på den anden side alle andre varer af samme art af marken, når disse forsøge at trænge sig ind på køberne. Under den frie konkurrences system kan faktisk enhver producent, uanset hvilke enorme masser han producerer, gøre sig håb om at få afsat dem alle, når blot det kan lykkes ham ved hjælp af sin vares billighed at gøre sine konkurrenters varer ukampdygtige.

Et særkende for et sådant samfund er umådelig rigdom, men samtidig en stor ustadighed og usikkerhed i alle forhold samt bekymring og utryghed for den enkelte – i forbindelse med en højst uensartet fordeling af produktionens udbytte blandt dem, der deltager i produktionen.

Så enormt var altså det omsving, som industriens stille, revolutionerende, underminerende virksomhed umærkelig havde hidført i samfundstilstandene allerede i slutningen af forrige århundrede.

Mændene fra Bondekrigene havde end ikke turde tænke den tanke, at staten kunde bygges op på noget andet end jordbesiddelsen, ligesom de heller ikke kunde komme bort fra den tanke, at jordbesidderne nødvendigvis måtte være de herskende i samfundet og sidde inde med statsmagten. De mente, at jordbesiddelse måtte være en forudsætning for delagtighed i statsstyrelsen. Men industriens umærkelige revolutionerende fremskridt havde allerede dengang medført, at jordbesiddelsen var sunket ned til en fuldstændig underordnet position, der kun dårligt harmonerede med dens tidligere betydning. Den var skudt til side af den nye produktionsmåde, som daglig ophobede rigdomme og øvede en uhyre indflydelse på hele befolkningen og alle dens forhold, ja, selv på adelen, der for størstedelen var bleven fattig og var sunket ned til at spille en underordnet rolle, revolutionen var altså faktisk indtrådt og havde gennemsyret samfundstilstandene, længe før den udbrød i Frankrig, og der krævedes nu blot, at denne omvæltning skulde opnå ydre anerkendelse og retslig sanktion.

Dette er overhovedet tilfældet ved alle revolutioner! Man kan aldrig lave revolution; man kan stedse kun give en allerede i samfundet indtrådt revolution dens ydre retslige anerkendelse og følgerigtige gennemførelse.

At ville lave revolution er en tåbelighed, der foretages af umodne personer, som ikke har nogen anelse om historiens love.

Men netop derfor er det lige så umodent og lige så barnagtigt at ville dæmme op for en allerede i samfundets indre fuldbyrdet revolution eller modsætte sig dens retslige anerkendelse og rette den bebrejdelse mod samfundet eller revolutionens fødselshjælpere, at de er revolutionære. Når først revolutionen har gennemsyret samfundet og de faktiske samfundstilstande, vil den – uanset al modstand – slå igennem og blive godkendt i lovene.

Hvorledes dette forholder sig, og hvor langt fremskredent det var på det tidspunkt, jeg her omtaler, vil de forstå af et faktum, som jeg vil fremføre nu.

Jeg har allerede talt om arbejdsdelingen, hvis udvikling består i at opdele arbejdsprocessen i en række enkle, mekaniske manipulationer.

Under denne stadig fortsatte opdeling af arbejdsprocessen opdager man omsider, at disse enkle, ganske mekaniske manipulationer, som ikke kræver nogen intelligens af arbejderen, lige så godt eller endnu bedre kan foretages af aldeles viljeløse faktorer, og således går det til, at Arkwright i året 1775, altså 14 år før den franske revolution, opfinder den første maskine i England, den berømte bomuldsspindemaskine.

Man kan ikke sige, at denne maskine i og for sig var årsag til revolutionen. Dertil ligger dens Opfindelse alt for kort Tid forud for denne, og desuden blev den ikke straks indført i Frankrig, men den var legemliggørelsen af den allerede indtrådte og fuldbyrdede revolution. Den var – hvor uskyldig den end så ud – selve den levendegjorte revolution.

Årsagerne hertil ligger lige for.

De har sikkert hørt om laugsvæsenet, der var rammen om middelalderens produktion.

Jeg kan lige så lidt komme nærmere end på middelalderens laugsvæsen som på den frie konkurrence, der efter den franske revolution trådte i laugsvæsenets sted. Jeg må her nøjes med at forsikre Dem om, at middelalderens laugsvæsen var uadskilleligt sammenknyttet med alle andre institutioner i middelalderen. Selv om jeg ikke her kan klarlæge grunden til denne forbindelse, kan selve kendsgerningen dog bevises historisk. Laugene holdt sig gennem hele middelalderen lige til den franske revolution. allerede i 1762 drøftede man på den tyske rigsdag deres ophævelse – men uden resultat. Ja, endog så tidligt som i 1614 krævede bourgeoisiet på de franske rigsstænders møde afskaffelsen af laugene, som allerede dengang hemmede produktionen. Men også uden resultat. Endnu mere betegnende er det, at den franske reformationsvenlige minister Turgot 13 år før revolutionen – altså i 1776 – ophævede laugsvæsenet, men at middelalderens feudale, priviligerede verden anså sig for at være i livsfare, – og med rette – når dens livsprincip – privilegierne – ikke omfattede alle samfundets klasser. Og derfor bevægede man kongen til blot seks måneder etter laugenes ophævelse at tilbagekalde den forordning, der var udstedt herom, og at genindføre lavene. Først revolutionen omstyrtede – men til gengæld på én dag ved Bastillestormen – det laugsvæsen, som man i Tyskland siden 1672, i Frankrig siden 1614, altså i næsten to århundreder, forgæves havde søgt at ophæve.

De vil deraf se, at hvor store fordele der end er forbundet med reformer ad lovens vej, så har denne vej dog ved alle vigtigere punkter den store skavank, at den repræsenterer en århundredlang afmagt, og på den anden side, at den revolutionære vej, hvilke ulemper der end er forbunden med den, til gengæld har den ene fordel, at den hurtigt og effektivt fører til et praktisk mål.

Hvis De nu blot et øjeblik vil dvæle ved den kendsgerning, at laugene var uadskilleligt knyttet til alle middelalderens sociale institutioner, så vil de straks se, hvorledes den første maskine, den af Arkwright opfundne bomuldsspindemaskine, allerede i sig selv indebar en fuldstændig omvæltning at de gamle samfundstilstande.

Thi hvorledes skulde en maskinel produktion være mulig under laugsforfatningen, som bestemte hvor mange svende og lærlinge mestrene i de enkelte fag og byer måtte holde? Og hvorledes skulde en maskinel produktion være mulig under et sådant system, hvis kendetegn var, at de forskellige fag og brancher var lovbestemt og nøje afgrænset fra hverandre, og hvor hver mester kun måtte befatte sig med ét enkelt håndværk, hvilket bl.a. var grunden til, at der førtes hundredårige processer mellem Paris’ skræddere og lappeskræddere, mellem sømsmede og klejnsmede? Man vil heraf se, hvor umuligt det var at bibeholde de gamle laugsskranker under det nye produktionssystem, som netop kræver samarbejde mellem de mest forskelligartede arbejdsgrene under ledelse af en og samme kapitalist.

Udviklingen var altså så vidt fremskreden, at selve produktionen ved sin stadige gradvise fuldkommengørelse havde frembragt produktionsredskaber, der måtte sprænge den bestående tingenes tilstand i luften, idet de ikke kunde finde plads og udviklingsbetingelser indenfor rammen af denne.

I denne forstand var den første maskine allerede i og for sig en revolution, thi i dens hjul og tænder rummede den – hvor lidet det end var synligt i dens ydre – spiren til hele den nye, på frikonkurrencen opbyggede samfundstilstand, der med livets kraft og nødvendighed måtte udvikle sig af dette kim.

Og hvis jeg ikke tager meget fejl, er der allerede nu adskillige ting, der rummer den nye samfundsorden i sig, som nødvendigvis må udvikle sig, ting, der – selv om man ikke kan se det ved at kaste et overfladisk blik på dem – endog af vore autoriteter anses for nødvendige støtter for vor kultur eller for dennes højeste blomst og lejlighedsvis anerkendes i forherligende festtaler, medens man forfølger ubetydelige agitatorer.

Efter alle disse udredninger vil de nu let kunne forstå den sande mening i den berømte brochure, som Abbe Sieyes offentliggjorde i 1788 – et år før den store franske revolution – og hvis indhold kort kan gengives med følgende ord: “Hvad er tredje Stand? Intet! – Hvad bør den være? Alt!”

“Tiers etat” – tredje stand – kaldte man det franske bourgeoisi, fordi det i stænderforsamlingen i modsætning til de privilegerede stænder, adel og gejstlighed, udgjorde en tredje samfundsklasse, omfattende hele den ikke-privilegerede del af folket.

Således formulerer Sieyes begge disse spørgsmål og svar. men skarpere og rigtigere udtrykt vilde spørgsmål og svar faktisk – efter alt forudgående – lyde således:

“Hvad er tredje Stand faktisk? Alt!”

“Men hvad er den retslig set? Intet!”

Det gjaldt altså om at bringe tredje stands retslige stilling på lige fod med dens virkelige betydning. Det gjaldt om at skaffe dens faktiske betydning retslig anerkendelse og sanktion – og netop dette er den store franske revolutions resultat og betydning, Revolutionen 1789 øvede omformende indflydelse også på andre lande i Europa.

Det er ikke her min opgave at fortælle dem den store franske revolutions historie. Tiden tillader mig kun at beskæftige mig med samfundsperiodernes vigtigste og mest afgørende overgangsstadier, og selv disse kan jeg kun behandle ganske kortfattet og flygtigt.

Vi må derfor opkaste det spørgsmål: Hvem var denne tredje stand, dette bourgeoisi, som gennem den franske revolution sejrede over de privilegerede stænder og nåede at få magten i staten?

Da denne tredje stand dengang stod overfor samfundets privilegerede stænder, betragtede den sig i første øjeblik som ét med hele folket og anså sin egen sag for at være hele menneskehedens sag. Deraf kom den stærke og ophøjede begejstring, som prægede tiden. Menneskerettighederne proklameredes, og det syntes, som om tredje stands frigørelse og herredømme havde fået alle privilegier til at forsvinde for bestandig, som om enhver forrettighed måtte vige pladsen for dette ene: menneskets frihed.

Ved bevægelsens begyndelse i april 1789, da der berammedes valg til de af kongen indkaldte rigsstænder, hvortil tredje stand skulde sende lige sag mange repræsentanter som adel og gejstlighed tilsammen, skrev ganske vist et alt andet end revolutionært blad: “L’ami du roi” (Kongevennen) følgende: “Hvem kan sige os, om bourgeoisiets despotisme ikke vil følge efter adelens påståede aristokratisme?”

Men den slags råb overhørtes fuldstændig i den almindelige begejstring.

Ikke des mindre vil vi vende tilbage til vort første spørgsmål, som vi vil stille klart og bestemt: Var tredje stands sag virkelig hele menneskehedens sag, eller havde denne tredje stand bourgeoisiet endnu en fjerde stand under sit hjerte, en stand, som den retslig vilde tage afstand fra og gøre sig til herre over?

Det vil her være på sin plads – for at undgå store misforståelser af mit foredrag – at jeg definerer betydningen af udtrykket “bourgeoisi” som politisk partibetegnelse, altså klarlægger hvilken betydning ordet “bourgeoisi” har efter min mening.

Almindeligvis oversættes “bourgeoisi” med “borgerskab”. Men denne betydning lægger jeg ikke i ordet. Borgere er vi jo alle: Arbejdere, småborgere, storborgere osv. – Ordet “bourgeoisi” har i tidens løb fået den betydning at betegne en ganske bestemt politisk retning, som jeg nu nærmere skal forklare dem.

Da den franske revolution udbrød, bestod den ikke-adelige (borgerlige) klasse i det store og hele af en todelt underklasse, hvilket den gør endnu den dag i dag, nemlig for det første den klasse, hvis medlemmer hovedsagelig eller helt lever af deres arbejde og enten slet ingen kapital har at virke med eller kun så beskeden en kapital, at den i forbindelse med deres arbejdskraft sætter dem i stand til at ernære en familie. Til denne klasse hører altså arbejderne, småborgerne, håndværkerne og flertallet af bønderne. Den anden del af den ikke-adelige klasse omfatter dem, der råder over stor borgerlig ejendom, over storkapitaler, og som producerer på basis af denne storkapital eller har renteindtægter deraf. Man kunde kaldte dem storborgere. Men selv en storborger er ikke i og for sig en bourgeois.

Ingen borgerlig har noget imod, at en adelig glæder sig i sin egen stue over sine aner og sin ejendom. Men hvis den adelige vil gøre sine aner og sin ejendom til betingelse for særrettigheder eller for herredømmet i staten, kommer den borgerlige i opposition til adelsmanden og kalder ham “feudal” – en levning fra lenstiden.

Ganske på samme måde forholder det sig med den faktiske ejendomsforskel indenfor den borgerlige verden.

At storborgeren i sin stue glæder sig over de store behageligheder og fordele, der er forbundet med besiddelsen af megen ejendom, er naturligt og rimeligt, og intet kan være mere berettiget end dette.

Hvor meget end arbejderen og småborgeren er berettiget til at kræve af staten, at den skal stræbe efter at forbedre de besiddelsesløses dårlige materielle stilling, at hjælpe dem, ved hvis arbejde alle rigdomme produceres, som vor kultur prunker med, de produkter, uden hvilke samfundet ikke kunde eksistere én dag, hjælpe dem frem til en tryggere eksistens, et rigeligere udkomme og derigennem atter mulighed for åndelig udvikling og en sand menneskeværdig tilværelse, hvor meget, som sagt, arbejderne er berettiget til at kræve dette af staten og opstille dette som statens sande formål, så må arbejderen dog aldrig glemme, at den én gang erhvervede lovlige ejendom er fuldstændig uantastelig og retmæssig.

Men hvis storborgeren ikke vil nøjes med de faktiske behageligheder, der er knyttet til den borgerlige ejendom, til kapitalen. hvis han yderligere vil stille denne som en betingelse for medbestemmelsesret i statens styrelse og med hensyn til statens opgaver, bliver storborgeren en bourgeois. Han gør nemlig i så fald ejendommen til en lovmæssig forudsætning for det politiske herredømme og karakteriserer sig selv som tilhørende en nu privilegeret stand i folket, en stand, der nu vil påtrykke alle samfundsinstitutioner sit privilegiums herskende præg ligesom adelen i middelalderen, der – som vi har set – opstillede jordbesiddelsens privilegium som en sådan forudsætning.

Det spørgsmål, som vi altså må stille angående den franske revolution og den af denne indledede historiske periode, bliver da dette: Havde tredje stand, der kom til roret gennem den franske revolution, i sin egenskab af bourgeoisi til hensigt at beherske folket gennem sin privilegerede magt, og nåede den denne hensigt?

Historiens store fakta giver svaret herpå, og dette svar er afgjort bekræftende.

Vi kan kun kaste et flygtigt blik på de vigtigste af disse fakta, men alene derved vil vi være i stand til at afgøre spørgsmålet.

Allerede i den første forfatning, der var et resultat af den franske revolution, forfatningen af 3, september 1791, skelnedes mellem aktive og passive borgere. Kun aktive borgere fik valgret, og aktive borgere var ifølge denne forfatning kun de, der betalte direkte skat af en vis, nærmere fastsat størrelse.

Dette skattebeløb var dengang meget moderat og svarede til 3 arbejdsdages fortjeneste. Hvis vi f. eks. ansætter en dags fortjeneste til 20 kr., vilde skatten andrage 60 kr. Men langt værre var det, at alle direkte lønarbejdere (serviteurs à gages) blev erklæret at være ikke-aktive borgere. Denne bestemmelse udelukkede udtrykkelig arbejderklassen fra valgret; desuden er det ved sådanne sager ikke omfanget, men princippet, der er det afgørende.

Man havde indført en skatte-census, d. v. s. opstillet en bestemt borgerlig besiddelse som betingelse for valgret – denne den vigtigste af alle politiske rettigheder.

Alle, der ikke betalte direkte skat eller skat over den fastsatte grænse samt alle lønarbejdere udelukkedes fra indflydelse på statens styrelse og degraderedes til en underordnet klasse. Den borgerlige ejendom, besiddelsen af kapital, var bleven betingelsen for herredømmet i staten, ganske som jordbesiddelsen og den adelige ejendom i middelalderen.

Dette censusprincip blev det ledende princip for alle de forfatninger, der fremgik af den franske revolution – bortset fra en kort periode under den franske republik af 1793, som gik til grunde ifølge sin egen uklarhed og hele den daværende situation, hvilket jeg ikke her kan komme nærmere ind på.

Og med den konsekvens, som ligger i sådanne principper, måtte census’en meget snart udvikle sig og komme til at omfatte langt mere.

I forfatningen af 1814 fastsattes i Ludvig d. 17.s forordninger et direkte skattebeløb på 300 frc., altså ca. 400 kr. Julirevolutionen af 1830 udbrød, men alligevel krævedes der i loven af 19. april 1831 en direkte skat på 200 frc. som betingelse for valgret.

Det, som under den franske konge Louis Philippe og hans minister Guizot kaldtes “pays legal”, “det land, som kommer i betragtning for loven” (politisk set) bestod af 200.000 mand. Altså fandtes der kun 200.000 vælgere i Frankrig, som besad den fornødne borgerlige ejendom, og de førte herredømmet i et land med over 30 millioner indbyggere.

I forbigående skal bemærkes, at det naturligvis er ganske ligegyldigt, om census-princippet åbenlyst og direkte udelukker de besiddelsesløse fra valgret, som tilfældet var i de her anførte forfatninger, eller om det fremtræder i en eller anden tilsløret skikkelse. Virkningen er altid den samme.

Således kunde den anden franske republik i 1850 naturligvis ikke åbenlyst tilbagekalde den engang proklamerede direkte og almindelige valgret, som vi senere skal komme nærmere ind på. Men man klarede sagen på den måde, at man ved loven af 31, maj 1850 kun gav valgret til de borgere i en valgkreds, som havde opholdt sig i denne uafbrudt i mindst 3 år. Da de franske arbejdere hyppigt må skifte opholdssted og søge beskæftigelse i en anden kommune, håbede de storborgerlige republikanere – og med god grund – at store mængder af arbejdere, som ikke kunde skaffe bevis for et uafbrudt treårigt ophold i samme valgkreds, vilde blive udelukkede fra valgretten.

Her har man altså Census i tilsløret Form.

Endnu værre er det i Prøjsen efter Treklassevalglovens indførelse. Denne medfører, at 3, 10, 30 eller flere vælgere af den ubemidlede klasse kun kan udøve samme valgret som en enkelt storkapitalist, der tilhører 1. vælgerklasse. I virkeligheden vil altså, hvis vi f. eks ansætter forholdet 1 : 10, altid 9 af de 10 mænd, der havde valgret i 1848, miste denne efter den prøjsiske treklassevalgret af 1849, således at deres valgret nu kun er tilsyneladende.

For nu at vise Dem, hvorledes forholdet er rent gennemsnitligt set, behøver jeg blot at fremføre nogle tal, der er hentet fra de officielle lister.

I året 1848 havde vi efter den da gældende almindelige valgret 3.661.993 vælgere.

Gennem Treklassevalgretsloven af 30. maj 1849 tog man først valgretten fra alle dem, der ikke havde fast bopæl, eller som havde modtaget fattigunderstøttelse. Derved reduceredes vælgernes antal til 3.255.703, – altså mistede 406.000 mænd deres valgret ved denne bestemmelse, men dette er dog kun mindre væsentligt.

De resterende 3.255.703 vælgere deltes nu efter den nye valglov i tre klasser, og efter de i 1849 udarbejdede lister foretoges følgende inddeling:

Vi lader nu anden vælgerklasse helt ude af betragtning og sammenligner kun første og tredje vælgerklasse, storborgerne og de besiddelsesløse. Vi ser da, at 153.808 rigmænd udøver samme valgret som 2.691.950 arbejdere, småborgere og bønder; altså; en rigmand har lige så stor indflydelse som 17 besiddelsesløse. Og hvis vi dernæst går ud fra, at faktisk havde 153.808 arbejdere og småborgere ifølge loven af 8. april 1848 – altså før den nye valglov – samme valgret som 153.808 rigmænd, og at en arbejder altså dengang gjaldt lige så meget som en kapitalist, viser det sig, at nu, da der skal 17 arbejdere til at opveje en kapitalist, er valgretten således berøvet 16 af hver af de 17 vælgere blandt arbejderne og småborgerne, som før var i besiddelse af denne ret.

Men selv dette er kun gennemsnitsforholdet. I virkeligheden stiller sagen sig på grund af de forskellige lokale forhold helt anderledes og langt, langt ugunstigere, – og allerværst er det der, hvor uligheden i besiddelsesforholdene er mest udviklet. Således har regeringsdistriktet Düsseldorf 6356 vælgere af første klasse og 166.300 af tredje klasse. Dér skal altså 26 vælgere af tredje klasse til for at kunne øve samme indflydelse som en rigmand.

Hvis vi efter dette sidespring atter vender tilbage til hovedtråden i vort foredrag, har vi altså vist og vil yderligere vise, hvorledes bourgeoisiet, siden det kom til magten ved den franske revolution, bestandig har gjort sit element, den borgerlige ejendom, til det herskende princip i alle samfundstilstande. På samme måde som adelen i middelalderen gjorde jordejendommen til det herskende princip, gør bourgeoisiet nu den borgerlige ejendom, kapitalbesiddelsen, til det herskende princip, som påtrykker alle samfundsinstitutioner sit privilegiums præg. Her er parallellen mellem adelen og bourgeoisiet komplet.

Hvad angår det vigtigste punkt, rigets forfatning, har vi allerede betragtet dette. Ligesom jordbesiddelsen i middelalderen var det herskende princip for repræsentationen på rigsdagen, er det nu det af en mands kapitalformue betingede skattebeløb – enten åbenlyst eller tilsløret – i sidste instans altså kapitalbesiddelsen, der bestemmer valgretten til rigsdagen og derigennem andelen i herredømmet over staten.

På samme måde forholder det sig med alle andre forhold, hvor jeg for middelalderens vedkommende har påvist, at jordbesiddelsen var det herskende princip.

Jeg gjorde dem opmærksom på den adelige jordbesiddelses skattefrihed i middelalderen og erklærede, at enhver herskende privilegeret stand søger at vælte de byrder, der betinges af samfundets opretholdelse, over på den undertrykte, besiddelsesløse klasse.

Ganske på samme måde bærer bourgeoisiet sig ad, selv om det ikke åbent tør erklære, at det ønsker at være skattefrit. Dets princip synes tværtimod i reglen at være det, at enhver skal betale skat i forhold til sine indtægter, Men i praksis lykkes det alligevel bourgeoisiet at vælte byrderne over på de ubemidlede og så godt det nu lader sig gøre – at tilsløre denne uretfærdighed ved at skelne mellem direkte og indirekte skatter.

Direkte skatter svares som bekendt af indkomsten. De afhænger derfor af indkomstens og formuens størrelse. Indirekte kaldes derimod de Skatter, der udredes af fornødenheds- og brugsgenstande, f. eks. salt, korn, øl, kød, brændsel o. s. v. eller f. eks. i form af retsgebyrer, stempelpenge o.l. Den enkelte betaler meget ofte disse afgifter uden at vide eller mærke, at han betaler en skat, der indeholdes i prisen og fordyrer tingene for ham.

Nu vil de let indse, at en mand, som er 20, 50 eller 100 gange rigere end en anden, alligevel ikke konsumerer 20, 50 eller 100 gange så meget salt, brød, kød, øl eller vin og ikke har brug for 50 eller 100 gange så megen kakkelovnsvarme og tilsvarende brændsel.

Heraf kommer det, at al indirekte skat, i stedet for at ramme den enkelte i forhold til vedkommendes indkomst og formue, for langt den største dels vedkommende må betales af befolkningens fattigere klasser. Nu er det ganske vist ikke bourgeoisiet, der egentlig har opfundet de indirekte skatter, thi de eksisterede allerede i forvejen. Men det er bourgeoisiet, der først af alle har udviklet dem til et fuldkomment system og benyttet dem til at dække næsten samtlige statens udgifter.

For at klargøre Dem dette, kan vi kaste et blik f. eks. på Prøjsens statsbudget for året 1855.

Statens samlede indtægt i nævnte år udgjorde med et rundt tal 108.930.000 thaler. Heraf fragår 11.967.000 thaler, der indkommer af domæner og skove, altså af statsejendomme, der ikke kan komme i betragtning her. Tilbage har vi altså ca. 97 millioner andre statsindtægter. Heraf udgjorde de direkte skatter ifølge det opstillede budget ca. 26 millioner kr. Men selv dette er ikke rigtigt, men kun tilsyneladende tilfældet, da budgettet aldrig opstilles efter videnskabelige principper, men kun affattes efter de ydre omstændigheder, under hvilke skatterne bliver opkrævet.

Fra disse 26 millioner må nemlig trækkes 10 millioner kr. i grundskat, der ganske vist opkræves direkte hos jordbesidderne, men af disse igen væltes over på kornkonsumenterne, der altså må betale disse 10 millioner i kornets pris og på den måde erlægge en indirekte skat. Af samme grund må fradrages 2.900.000 thaler i erhvervsskat.

I indtægt fra de virkelige skatter bliver altså kun til overs: [1]

Altså er kun 12.848.000 thaler hele indtægten af de direkte skatter på ialt 97 millioner. Alt, hvad der indkommer ud over dette beløb, er med undtagelse af nogle få, ubetydelige poster, for hvilke der gør sig særlige forhold gældende, indirekte skatter. Mærkeligt nok medregnes ikke i det opstillede budget saltmonopolet, der giver en indtægt på 8.300.000 thaler, samt justitsvæsenet, der indbringer 9.849.000 thaler, hvilket viser budgettets ukorrekte opstilling.

Den indirekte skat er altså det redskab, med hvilket bourgeoisiet virkeliggør storkapitalens skattefrihed og påbyrder samfundets arbejdende klasser omkostningerne ved statshusholdningen.

Og læg nu samtidig mærke til den ejendommelige modsigelse og den besynderlige retfærdighed i denne fremgangsmåde at lade den fattigere del af befolkningen gennem de indirekte skatter udrede størstedelen af udgifterne til statshusholdningen, medens man samtidig gør de direkte skatter til betingelse for valgretten og dermed for den politiske magt – disse skatter, der udgør det ubetydelige beløb af 12 millioner til en statshusholdning, der anvender 108 millioner.

Jeg har endvidere erklæret, at for middelalderens adel var al borgerlig virksomhed socialt deklasserende.

Et ganske lignende forhold gør sig gældende i vore dage. ganske vist står enhver slags arbejde i lige høj agtelse, thi hvis en mand ved at samle klude eller feje klosetter kunde blive millionær, vilde han være sikker på at nyde den største agtelse i samfundet.

Men nu er det et faktum, som de ikke behøver at erfare af mit foredrag, men som de desværre tit nok møder i det daglige liv, at de mennesker, der ikke har nogen borgerlig ejendom, mødes med social ringeagt, uanset hvor meget de arbejder og hvad de beskæftiger sig med.

Ja, i mange henseender gennemfører bourgeoisiet endog sit særlige privilegiums herredømme med endnu strengere konsekvens end adelen gjorde i middelalderen med jordbesiddelsen.

Folkeundervisningen (jeg taler her kun om de voksnes undervisning) var i middelalderen overladt til gejstligheden. Siden da har Aviserne overtaget denne Opgave. Men ved de kautioner, bladene må stille, og endnu mere som følge af den stempelskat, der pålægges bladene såvel hos os som i Frankrig og andre Lande, bliver oprettelsen og gennemførelse af et dagligt udkommende blad et kostbart foretagende, hvortil der kræves betydelige pengemidler, hvoraf fremgår, at selv muligheden for at påvirke den offentlige mening, at oplyse og lede den, er et privilegium for storkapitalen.

Hvis dette ikke var tilfældet, mine tilhørere, ville vi have en ganske anden og langt bedre presse.

Det er interessant at se, hvor tidligt bourgeoisiet optrådte med sine bestræbelser for at gøre pressen til et privilegium for kapitalen, og i hvilken naiv og utilsløret form dette sker. Den 24. juli 1789, altså kun nogle få dage efter Bastillestormen, og lige efter at bourgeoisiet havde overtaget den politiske magt, udstedte byen Paris’ kommunale repræsentanter en forordning, i hvilken de gjorde bogtrykkerne ansvarlige for udgivelsen af flyveblade, hvis forfattere var “uden notorisk kendte eksistensmidler”. Den nylig erobrede pressefrihed skulde altså kun gælde for forfattere med “notorisk kendte eksistensmidler”! Ejendom optræder her som betingelse for pressefriheden, ja, endog for skribentens moral! Bourgeoisi-herredømmets naivitet i de første dage udtaler kun på barnlig åben vis, hvad man nu til dags opnår ad kunstig vej gennem kautioner og stempelskatter.

Med disse store, karakteristiske kendsgerninger, der er i overensstemmelse med vor betragtning af middelalderen, vil vi lade os nøje her.

Det, vi hidtil har set, er to historiske verdensperioder, som hver står under påvirkning af en bestemt samfundsklasses herskende idé, gennem hvilken den påtrykker alle tidens tilstande sit princip.

Det var først adelens eller jordbesiddelsens idé, der var det herskende princip i middelalderen, og som gennemsyrede alle dens forhold.

Denne periode udløb med den franske revolution, men man vil kunne forstå, at der – især i Tyskland, hvor omvæltningen ikke gennemførtes af folket, men af regeringen ad de langsomme og ufuldkomne reformers vej – endnu eksisterer talrige betydelige middelalderlige levninger, som for en stor del hæmmer bourgeoisiets fremmarch.

For det andet har vi stiftet bekendtskab med den historiske periode, der brød igennem med den franske revolution i slutningen af forrige århundrede. Den havde storkapitalen og storbesiddelsen til princip og benyttede denne som et privilegium, der gennemsyrede alle samfundstilstande og betingede deltagelse i statens politik og opgaver.

Men også denne periode er nu udløbet, selv om dette måske kun er lidet synligt udadtil.

Den 24. februar gryede en ny tids første morgenrøde. Thi på den dag udbrød revolutionen i Frankrig, i det land, hvis vældige indre kampe – frihedens sejre såvel som dens nederlag – betyder sejre eller nederlag for hele menneskeheden. Ved denne revolution, hvor en arbejder fik sæde i den provisoriske regering, erklæredes det, at statens opgave er at forbedre den arbejdende klasses lod, og man proklamerede den almindelige valgret, ved hvilken enhver borger ved sit fyldte 21. år uanset ejendom fik fuld andel i statens styrelse og angående bestemmelsen af, hvad der skulde være statens politik og mål.

Man vil altså se, at medens revolutionen 1789 var tredje stands revolution, er det denne gang fjerde stand, der rykker op, denne stand, som endnu i 1789 var skjult i tredje stands folder og syntes at være vokset sammen med den. Nu vil fjerde stand gøre sit princip til det herskende i samfundet og gennemsyre alle dets institutioner dermed.

Men her – ved fjerde stand – finder vi straks en afgørende forskel, idet fjerde stand er den underste, den yderste, den arveløse stand i samfundet, som ikke mere opstiller eller kan opstille betingelser – hverken retslige eller faktiske – der udelukker andre, hverken adel, jordbesiddelse eller kapitalbesiddelse, ved hvilken der kan skabes et nyt princip og nye særrettigheder, der kan præge samfundsforholdene.

Arbejdere er vi alle, såfremt vi blot har viljen til på en eller anden måde at gøre os nyttige i det menneskelige samfund.

Denne fjerde stand, i hvis indre der ikke findes spirer til nye privilegier, er derfor ét med hele menneskeslægten. Dens sag er derfor i virkeligheden hele menneskehedens sag, dens frigørelse er selve menneskehedens frigørelse, og dens herredømme er alles herredømme. Den, der altså opstiller arbejderklassens idé som det herskende princip for samfundet i den forstand, jeg her har skildret det – udstøder ikke et råb, som skiller og deler samfundets klasser, men tværtimod et råb om forsoning, om udjævning af alle sociale modsætninger, et råb om enighed, som bør få tilslutning fra alle dem, der ikke ønsker, at en enkelt privilegeret stand skal undertrykke folket, et kærlighedens råb, der, når det for første gang er brudt frem fra folkets bryst, skal vedblive at være dets sande råb, og for sit indholds skyld selv da vil være et kærlighedens råb, når det lyder som folkets kampråb.

Dette arbejderklassens princip som det herskende samfundsprincip vil vi nu blot betragte fra yderligere tre sider, nemlig:

1) med hensyn til de formelle midler til dets realisation,

2) med hensyn til dets moralske (etiske) indhold,

3) med hensyn til den deri indeholdte politiske opfattelse af statens formål.

De øvrige sider af sagen må vi ved denne lejlighed undlade at komme nærmere ind på, og selv de anførte sider kan vi kun omtale ret flygtigt.

Det formelle middel til gennemførelsen af nævnte princip er den allerede omtalte almindelige og direkte valgret. Jeg understreger, den almindelige og direkte valgret, ikke blot den almindelige valgret, som vi havde i 1848. Alle indirekte valg gennem valgmænd er intet andet end et kunstigt middel, med vilje indført til det formål i så høj grad som muligt at forfalske folkets vilje ved valghandlingen.

Ganske vist er den almindelige og direkte valgret ingen tryllestav, der kan sikre os mod misgreb af og til.

Vi har set to dårlige valg i Frankrig efter hinanden i årene 1848 og 1849. Men alligevel er den almindelige og direkte valgret det eneste middel, som i det lange løb automatisk vil rette de fejl, til hvilken en forkert anvendelse af valgretten undertiden kan føre. Den er som en lanse, der af sig selv læger de sår, den har slået. I tidens løb er der ingen anden mulighed end den, at den almindelige og direkte valgret vil skabe en folkerepræsentation, der bliver et tro spejlbillede af den befolkning, der har valgt den.

Folket må derfor altid betragte den almindelige og direkte valgret som sit vigtigste politiske kampmiddel og som det mest fundamentale af sine krav.

Lad os dernæst kaste et blik på dette samfundsprincips etiske indhold.

Måske kan den tanke at ville gøre underklassens princip til det herskende princip i staten og samfundet synes farlig og uforsvarlig. måske nogen vil mene, at det er en trussel mod samfundet, hvis moral og dannelse vil gå under i “moderne barbari”.

Og det vilde slet ikke være mærkeligt, om en sådan tanke dukkede op, thi også den offentlige mening præges i vore dage – som nævnt – gennem bladene af storkapitalen og storbourgeoisiet.

Og dog er denne frygt kun en fordom. Thi det kan tværtimod bevises, at denne tanke vil være udtryk for det største fremskridt og den højeste moralske triumf, som hidtil er set i verdens historie.

Jeg siger dem, at det er kun en fordom og tilmed kun en fordom, opstået i vor af forrettigheder beherskede tid.

I en anden tidsperiode, nemlig under den første franske republik i 1793, om hvilken jeg allerede har erklæret, at den gik til grunde som følge af dens indre uklarhed, herskede tilmed den stik modsatte fordom. Dengang ansås det for et dogme, at alle de højere stænder var umoralske og fordærvede, medens kun folkets brede lag, underklassen, var god og moralsk. – Denne opfattelse skyldtes Rousseau. I den nye udlægning af Menneskerettighederne, som udsendtes af det franske konvent, Frankrigs mægtige lovgivende forsamling, fastslås endog denne anskuelse i en særlig artikel, nr. 19, der lyder således:

“Enhver institution, som ikke forudsætter, at folket er godt og øvrigheden bestikkelig, er mangelfuld”. Som De ser, er det lige det modsatte af den tillid, man kræver i vore dage, og som går ud på, at der ikke gives nogen større forseelse end at tvivle på øvrighedens gode vilje og redelighed, medens folket principielt betragtes som en art tiger og som fordærvelighedens sæde.

Dengang gik man tilmed så vidt i den modsatte retning, at næsten enhver person, hvis frakke var pæn og hel, netop af den grund ansås for mistænkelig og fordærvet. Dyd, renhed og patriotisme mentes kun at eksistere hos personer, der gik i lurvet tøj. Det var sansculottismens (de bukseløses) periode.

Denne anskuelse var faktisk baseret på en sandhed, der kun optrådte i usand og fejlagtig form. Men der findes intet farligere end en sandhed, der er iklædt et fejlagtigt ydre, thi hvordan man end forholder sig til den, er man lige slet faren. Accepterer man sandheden i dens usande, fejlagtige forklædning kan dette undertiden anrette de farligste ødelæggelser, hvilket f. eks. var tilfældet i sansculottismens periode. Og forkaster man for den usande og fejlagtige forms skyld hele sætningen som usand, er man endnu værre stillet, thi man har da bortkastet en sandhed, uden hvis erkendelse intet fornuftigt skridt er muligt i det nuværende statsliv.

Der gives altså ingen anden udvej end at besejre den pågældende sætnings usande og vildledende form og klargøre sig dens sande indhold.

Den offentlige mening er som sagt tilbøjelig til i vor tid at forkaste hele sætningen som fuldstændig usand og at betegne den som en deklamation af den franske revolution og Rousseau. Men selv om en sådan afvisning vilde være mulig overfor Rousseau og den franske revolution, vil den være fuldkommen umulig overfor en af de største tyske filosoffer, hvis hundredårige fødselsdag denne by vil fejre i næste måned, nemlig Fichte, en af alle folkeslags og alle tiders betydeligste tænkere.

Også Fichte erklærer udtrykkelig og uden omsvøb, at med den sociale stigning tiltager også den moralske fordærvelse, og at – det er hans egne ord – “fordærvelsen er større, jo højere man kommer op på samfundsstigen”.

Det afgørende bevis for denne sætnings sandhed blev dog heller ikke givet af Fichte. Han anfører som årsag til fordærvelsen de højere stænders egoisme, men derved opstår straks det spørgsmål, om der ikke hersker egoisme i de lavere klasser, og om den er mindre end hos de rige. Ja, det må snarere betragtes som en overraskende modsigelse, at der i de lavere klasser skulde herske mindre egoisme end i de højere, som dog i betydelig grad besidder dannelse og opdragelse, – disse anerkendt moralske elementer, som de må formodes at have forud for underklassen.

Den sande grund til og opklaringen på den overraskende tilsyneladende modsigelse er følgende:

Igennem lange tider har samfundenes udvikling – det historiske åndedrag – gået ud på afskaffelse af de privilegier, der garanterer de højere stænder deres stilling som herskende klasse. Ønsket om at beholde denne særstilling eller den personlige interesse bringer derfor ethvert medlem af de højere stænder, som ikke én gang for alle har hævet sig op til et større udsyn og til at se bort fra sit eget jeg, i en principiel fjendtlig stilling til folkets udvikling, til fremskridtet i videnskab, kultur og dannelse, til alle historiens frigørelseskampe og sejre. Og De vil kunne forstå, at det kun er meget få undtagelser blandt de højere stænder, der vil være fordomsfri nok til at bryde med den herskende opfattelse.

Denne modsætning mellem de højere stænders personlige interesser og nationens kulturudvikling fremkalder nødvendigvis den stærke etiske brist i overklassen. Det er en livsform, hvis dagligdags forhold de kun behøver at forestille dem for at forstå det dybe indre forfald, hvortil den nødvendigvis må føre. Thi at være nødt til daglig at modsætte sig alt stort og godt, at bedrøves over det godes trivsel og held, at glæde sig, når det har modgang og at måtte modarbejde dets yderligere fremskridt, er som et stadigt liv i fjendens land. Og denne fjende er det folk, overklassen selv lever midt i, og som tvinger alle dem, der ønsker en sand samfundsmoral, til at kæmpe for dets vel. Det er et stadigt liv – siger jeg – som i fjendens land, og fjenden er ens egne landsmænd, og den omstændighed, at de betragtes og behandles som fjender, må i hvert fald i det lange løb hemmeligholdes med list, og fjendskabet må skjules med mere eller mindre kunstige forhæng.

Dertil kommer nødvendigheden af eliten at gøre alt dette på trods af sin egen samvittigheds stemme og på trods af sin intelligens eller også i kraft af at have overdøvet denne stemme, så den ikke længere er til besvær. Endelig kan det tænkes, at man aldrig har kendt denne indre samvittigheds røst, – aldrig har kendt noget andet og bedre end sin egen fordels religion.

Denne livsform medfører altså nødvendigvis totalt ringeagt og foragt for alle ideelle bestræbelser. Overklassen har kun et medlidende smil til overs, hver gang det store ord “idé” bliver udtalt. Den føler kun en dyb modvilje og uvilje mod alt stort og skønt, og alle moralske følelser drukner i denne ene lidenskab: egoisme og nydelsessyge.

Det er dette modsætningsforhold mellem de personlige interesser og nationens kulturudvikling, som heldigvis ikke findes i underklassen.

Ganske vist findes der desværre også stadigvæk megen egoisme i underklassen, meget mere end der burde være, men i underklassen er denne egoisme individernes, den enkeltes fejl, ikke hele klassens.

Alene instinktet, der ikke behøver at være særlig udviklet, siger underklassens medlemmer, at så længe enhver kun tænker på sig selv og holder sig for sig selv, kan de ikke gøre sig noget håb om en gennemgribende forbedring af deres stilling.

Men i samme omfang, som samfundets underklasse søger at forbedre sin stilling som klasse, vil denne personlige interesse, i stedet for at komme i modstrid med den historiske bevægelse og derved forfalde til samme moralske forfald som overklassen, snarere falde sammen med hele folkets udvikling, med ideens sejr, med kulturens fremskridt, med livsprincippet i selve historien, der er ét med frihedens udvikling. Eller – som det allerede er sagt: Deres sag er hele menneskehedens sag.

De er således i den heldige situation, at de i stedet for at være uimodtagelig for ideen, tværtimod på grund af deres personlige interesse er kaldet til at kæmpe for den. De er i den lykkelige stilling, at det, der er afgørende for deres sande personlige interesse, falder sammen med det historiske fremskridt, med den etiske udviklings drivende livsprincip. De kan derfor med personlig lidenskab give dem hen i kampen for fremskridtet i tillid til, at jo mere glødende og fortærende denne lidenskab i dens her skildrede form er, desto højere vil Deres etiske stade være.

Dette er grunden til, at fjerde stands herredømme i staten vil medføre en hidtil i historien ukendt blomstringsperiode for moral, kultur og videnskab.

Men der er endnu en grund dertil, en grund, der igen hænger nøje sammen med de her anstillede betragtninger og danner deres slutsten.

Den fjerde stand har ikke alene et andet formelt politisk princip end bourgeoisiet, nemlig den almindelige direkte valgret i stedet for bourgeoisiets census-princip, men den har også en anden, helt forskellig opfattelse af statens moralske formål.

Bourgeoisiets etiske idé er den, at man kun skal garantere det enkelte individ mulighed for en fri og uhindret udfoldelse af dets egen kraft.

Hvis vi alle var lige stærke, lige kloge, lige oplyste og lige rige, vilde denne idé kunne anses at være tilstrækkelig og tillige etisk.

Men da dette ikke er tilfældet og ikke kan være tilfældet, er denne idé ikke tilstrækkelig og fører derfor i sine konsekvenser til dybe etiske brist. Den medfører nemlig, at den stærkere, klogere og rigere udbytter den fattige og svagere og har ham i sin lomme.

Arbejderklassens etiske idé erklærer derimod, at individets frie og uhæmmede udfoldelse af dets kræfter ikke er tilstrækkelig til at garantere hver enkelt menneskes frihed, men at der hertil i et moralsk velordnet samfund må føjes endnu ét; interessefællesskab og samarbejde under udviklingen.

Bourgeoisiet opfatter herudfra statens opgave og moralske formål som udelukkende gående ud på at værne den enkeltes personlige frihed og ejendom.

Men dette er en natvægteridé, mine tilhørere, og det er det af den grund, at bourgeoisiet kun kan tænke sig staten selv som natvægter, hvis hele funktion består i at forhindre røveri og indbrud. Desværre er det ikke de liberale alene, der hævder denne natvægteridé. Den træffes også meget ofte hos mange påståede demokrater – som følge af disses mangelfulde tænkeevne. Dersom bourgeoisiet skulde udtrykke denne idé i dens yderste konsekvens, måtte det indrømme, at staten vilde være aldeles overflødig, hvis der ikke fandtes tyve og røvere. *)

Men fjerde stand opfatter statens formål helt anderledes, nemlig som dette faktisk er.

Historien er en kamp mod naturen, en kamp mod elendigheden, uvidenheden, fattigdommen, hjælpeløsheden og derfor mod al den art ufrihed, i hvilken vi befandt os, da menneskeslægten optrådte i historiens begyndelse. Den fremadskridende sejr over denne magtesløshed er udviklingen af friheden, som historien viser.

I denne kamp vilde vi aldrig have gjort et eneste skridt fremad og vil aldrig komme til at gøre det, hvis vi havde ført kampen enkeltvis, hver for sig, – og hvis vi tænker på at føre den på denne måde.

Det er staten, som har den funktion, den opgave at udvikle friheden, at fuldbyrde menneskeslægtens udvikling henimod frihed.

Staten er indbegrebet af samtlige individer til et etisk hele, til en enhed, der forøger de i denne sammensluttede menneskers kræfter umådeligt.

Statens formål er altså ikke blot at værne den enkeltes personlige frihed og ejendom, med hvilken han efter bourgeoisiets idé træder ind i staten, nej, statens formål er tværtimod ved forening af alles samlede kræfter at sætte den enkelte i stand til at nå op til et så højt stade i tilværelsen, som han aldrig vilde kunne nå ved egen kraft. – Altså, det er statens formål at bidrage til, at alle kan opnå den sum af dannelse, oplysning, magt og frihed, som umuligt vilde kunne nås af hver enkelt alene.

Statens formål er altså at føre det menneskelige individ frem til positiv udfoldelse og fremadskridende udvikling, med andre ord at forme og højne den menneskelige kultur så vidt det er muligt, og at føre mennesket frem til en virkelig menneskeværdig tilværelse. Statens opgave er at opdrage og udvikle menneskeslægten til frihed.

Dette er statens egentlige etiske mål, dens sande natur, dens højere opgave. Og dette er tilfældet i den grad, at staten til alle tider på grund af forholdenes tryk, også mod dens vilje, også ubevidst og mod dens lederes vilje har stræbt efter at løse denne opgave.

Men arbejderklassen og samfundets underklasse overhovedet besidder netop på grund af den hjælpeløse stilling, i hvilken dens enkelte medlemmer befinder sig, det dybe instinkt, at det just er statens bestemmelse at hjælpe den enkelte ved at forene alle, og løfte den enkelte op til en sådan udvikling, som han ikke vilde kunne nå ved egen kraft.

Altså vil staten, så snart den beherskes af arbejderklassens idé, ikke længere – som alle stater ganske vist hidtil har gjort – drives frem til løsning af sin opgave ved naturens og forholdenes tryk – ubevidst og ofte tilmed mod sin vilje – men tværtimod skride til værket i fuld klarhed over og med fuld bevidsthed om statens etiske natur. Den vil af egen fri vilje og følgerigtigt fuldføre det, som hidtil kun stykkevis under kummerlige omstændigheder er fravristet denne opgaves modstandere. Den vil netop derved hidføre en sådan åndelig højnelse, udvikle en sådan sum af lykke, oplysning, dannelse, velstand og frihed, at det vil være enestående i verdenshistorien, og at selv tidligere tiders “guldaldre” vil blegne som utydelige skyggebilleder.

Det er dette, der må kaldes arbejderklassens statsidé, dens opfattelse af statens opgave, og den er, som de ser, lige så forskellig fra bourgeoisiets statsidé, som arbejderklassens princip om alles deltagelse i statsstyrelsen – altså almindelig valgret – er forskellig fra bourgeoisiets censusprincip.

Hele denne tankerække er det altså, der må kaldes arbejderklassens idé og princip. Det var den, jeg havde for øje, da jeg i begyndelsen talte, til dem om forbindelsen mellem den særlige historiske periode, hvori vi lever, og arbejderklassens idé. Det er denne periode, som – begyndende i 1848 – har fået til opgave at virkeliggøre denne statsidé, og vi kan lykønske os fil at leve i en tid, som er udset til at opleve historiens mest glorrige epoke, og i hvilken det forundes os at tage del og medvirke til dens fremme.

Men for alle dem, der tilhører arbejderklassen, medfører dette pligt til at indtage en helt ny holdning.

Intet er mere egnet til at påtrykke en klasse et værdigt og dybt etisk præg end bevidstheden om, at den er udset til at blive den herskende klasse, at den er kaldet til at hæve sit eget princip op til at blive hele den samlede tidsalders princip, at gøre sin idé til den ledende tanke i hele samfundet og derved gøre dette til et spejlbillede af sig selv.

Bevidstheden om denne høje verdenshistoriske bestemmelse må lægge beslag på alle Deres tanker. De undertryktes laster, de tankeløses adspredelser og de ligegyldiges letsindighed er ikke længere passende for dem, mine tilhørere. De udgør den klippe, på hvilken nutidens kirke skal bygges.

Denne tankes høje moralske alvor bør helt opfylde Deres sind og præge Deres ånd, og hele Deres liv bør bære præg deraf. Det er denne tankes etiske alvor, som De stadig må have for øje, – den må foresvæve Dem på værkstedet under Deres arbejde, i Deres fritimer, på Deres spadsereture og Deres sammenkomster. Selv når De strækker Dem på Deres hårde leje for at nyde hvilen, er det denne tanke, der bør fylde Deres sjæl, indtil De synker hen i Drømmegudens arme. Jo mere De fordyber Dem i denne tankes etiske alvor, desto stærkere kan De lade dens glød gennemstrømme Dem, og desto mere vil De fremskynde den tid, i hvilken vor nuværende historiske periode vil fuldføre sin opgave og bidrage til at løse denne.

Hvis der blandt Dem, mine tilhørere, som hører mit foredrag i dag, blot er to eller tre, hos hvem det måtte være lykkedes mig at tænde denne tankes etiske glød i det omfang, jeg har givet udtryk for, vilde jeg allerede betragte det som en stor gevinst og føle mig rigeligt belønnet derved.

Men fremfor alt bør De ikke henfalde til modløshed og tvivl, som let kan gribe os, når vor tanke ikke tilstrækkeligt har klargjort sig de historiske begivenheder. Således er det f. eks. ligefrem urigtigt, når det påstås, at den franske republik omstyrtedes ved statskuppet i december 1851.

Det, som dengang ikke kunne holde sig oppe i Frankrig, men som gik under, var ikke republikken i og for sig, men kun den republik, der gennem valgloven af 30. maj 1850 – som jeg allerede har påvist – ophævede den almindelige valgret og indførte en tilsløret census for at udelukke arbejderne fra stemmeretten. Det var altså bourgeoisi-republikken, som vilde påtrykke også den republikaniserede stat sit eget præg: kapitalens herredømme. Det var dette, der gjorde det muligt for den franske usurpator under tilsyneladende genindførelse af den almindelige valgret at omstyrte republikken, hvilket ellers vilde være strandet på den modstandsvold, de franske arbejdere vilde have dannet.

Altså, det var ikke republikken selv, men den særlige bourgeoisi-republik, der styrtedes, og dette eksempel bekræfter altså netop, at den historiske periode, der indtrådte med februar måned 1848, ikke mere vil tolerere en stat, som uden hensyn til monarkisk eller republikansk form vil påtrykke samfundet tredje stands politiske præg eller opretholde dette.

Fra videnskabens høje tinder skuer man hurtigere den nye tids morgenrøde end nede i dagliglivets vrimmel.

Har De nogen sinde fra en bjergtinde set solen stå op?

En purpurrand farver horisonten blodigrød, bebudende det nye lys. Tåge og skyer samler sig og kaster sig imod morgenrøden – et øjeblik skjules solens stråler – men ingen magt på jorden formår at hindre solens langsomme og majestætiske opgang, og en time senere står den – synlig for hele verden – lysende og varmende på firmamentet.

Hvad en enkelt time er i den enkelte dags natursceneri, det er et eller to årtier i det endnu mere imponerende sceneri: en verdenshistorisk solopgang.

Noter

*) “Denne statsidé, som egentlig helt ophæver staten og forvandler til blot at være det borgerlige samfunds egoistiske interessers værner, er liberalismens statsidé og historisk bragt til verden af denne. Den udgør som følge af den magt, den nødvendigvis har opnået og som står i omvendt forhold til dens overfladiskhed, den sande fare for åndelig og moralsk forsumpning, – den virkelige fare for “moderne barbari”. – I Tyskland bekæmpes den heldigvis stærkt af den antike dannelse, som er bleven den tyske ånds grundlag og ikke kan fortabes. Deraf er opstået den tanke, at det tværtimod er nødvendigt at udvide statens begreb derhen, at staten er den institution, hvor menneskehedens fulde og sande etik skal virkeliggøres.”

(Tale af August Boeckh ved Universitetsfesten den 22. Marts 1862). – Note af Lassalle; Web-red.

1. I den danske oversættelse står der “3.928.000” i øverste tabelrække. Er her rettet til “2.928.000” jvf. den tyske original. Herved kommer summen også til at passe. – Web-red.

Toppen af siden

Sidst opdateret 10.8.2008