Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Karl Marx og hans samarbejdspartner Friedrich Engels var materialister. De argumenterede for, at hvis man skal forstå det enkelte individ, må man forstå det samfund, der former dem. Den mest almindelige opfattelse af historien er, at det er store mænd, undertiden dog kvinder, der skaber historien.
Men for Marx er udgangspunktet "...de virkelige individer, deres aktion og deres materielle livsbetingelser". Nøglen til at forstå det menneskelige samfund er at forstå, at vi først og fremmest er producenter. Mennesket bliver nødt til at producere for at kunne leve og for at opfylde sine behov. Den proces er en social proces, for vi bliver nødt til at samarbejde for at producere.
Dette betyder, at mennesket i bund og grund er et socialt væsen. Gennem historien har mennesker forandret den måde, de samarbejder på for at imødekomme behovene. De første mennesker levede som jægere og samlere. Senere begyndte man at dyrke jorden. Og for ikke så mange år tilbage begyndte fabriksproduktionen.
Kernen i denne udvikling er ikke blot de tekniske metoder, der bliver brugt, men hvem der kontrollerer produktionen - hvem der beslutter, hvad der skal produceres, og hvem der har kontrol over de færdige produkter.
Denne opdeling i klasser fører til kamp mellem dem, der har magt, og dem der ikke har det. Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie." Marx forklarer, hvordan klassekampen - mellem frie borgere og slaver, herre og tjener - har formet samfundet. "...undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang."
Denne forståelse viser, at marxisme ikke er en doktrin om, at folk passivt bliver formet af deres omgivelser. Verden forandrer sig, fordi mennesker skrider til handling, selv når bredere sociale kræfter indskrænker grænserne for, hvilke muligheder de har. Det er også gennem kamp, at mennesker forandrer sig selv.
Kapitalismen er betydningsfuld for Marx, fordi den for første gang i historien gør socialismen mulig. De gamle klassesamfund udviklede kun teknologien til et niveau, der tilfredsstillede det regerende mindretals behov.
Kapitalisme er et mere dynamisk system. Det har udviklet rigdom nok til at imødekomme alle vores behov. Selvfølgelig vil det aldrig ske under kapitalismen, for hele systemet er baseret på at skaffe profit til en lille minoritet på arbejderklassens bekostning. Men kapitalismen skaber også den kraft, der har magten til at omstyrte den, nemlig arbejderklassen.
Arbejderne har ikke kraften, fordi de lider mest under kapitalismen. Men kapitalismen bringer arbejderne sammen på arbejdspladserne og gør dem til en kollektiv klasse. Vi er tvunget til at samarbejde, hvadenten vi arbejder på fabrik eller kontor.
Og presset fra den kapitalistiske udbytning - som bosserne sætter i gang for at få os til at arbejde mere for færre penge - tvinger folk til at organisere sig og handle kollektivt for at forsvare deres interesser.
"Storindustrien bringer en mængde mennesker, som ikke kender hinanden, sammen på ét sted. Konkurrencen splitter dem efter interesser, men opretholdelsen af lønnen, denne fælles interesse over for deres fabriksherre, forener dem i én og samme tanke om modstand", skrev Marx.
Det er arbejderne, der skaber bossernes profit. Arbejderne har styrken til at paralysere systemet ved at tilbageholde deres arbejdskraft. Men for at bruge den styrke må arbejderne stå sammen. Solidaritet er det basale princip i enhver arbejderkamp. Uden den vil enhver strejke slå fejl.
Som Marx ser det, holder arbejderklassen nøglen til vores frihed. Dog er det klart, at arbejderklassen ikke er klar over sin egen styrke. Den herskende klasse hersker både i kraft af dens styrke, men også på grund af bedrag. De fleste af os har ikke en pistol pegende mod hovedet, når vi går på arbejde.
Klassekampen står centralt i samfundet, men det meste af tiden er klassekampen gemt. Som Marx viser, er de herskende ideer i ethvert samfund de herskendes ideer. De dominerer alt fra skolesystemet til massemedierne. Den herskende klasse kan på denne måde regere uden vold. Men når en konflikt bryder ud, ser vi, at de er parate til at bruge vold.
I alle store strejker gennem 80´erne så vi politiet blive brugt til at beskytte arbejdsgiverne. Selv ret små strejker kan begynde at skære sandheden om samfundet ud i pap. Det er derfor, at fagforeningerne er så vigtige for Marx og Engels.
Som Marx skrev: "Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentre mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for samtidig at forsøge at omdanne det, i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang, for arbejderklassens endelige befrielse."
Det er vigtigt at forstå fagforeningernes begrænsninger. De forsøger at forbedre arbejdernes stilling indenfor systemet, som det fungerer nu, i stedet for at afskaffe det. Men Marx forklarer, hvordan fagforeningskampe nogle gange bryder den snævre horisont og bliver politiske:
"Et forsøg på at tvinge de enkelte kapitalister til at nedsætte arbejdstiden ved hjælp af strejker osv. i en enkelt fabrik eller også i et enkelt fag er en rent økonomisk bevægelse; derimod er en bevægelse for at tiltvinge sig en ottetimersdag ved lov en politisk bevægelse."
Så når arbejderklassen ikke er lige ved at tage den politiske magt fra den herskende klasse: "..må den skoles til det ved hjælp af vedvarende agitation og fjendtlig indstilling overfor de herskende klassers politik. I modsat fald bliver den en kastebold i deres hånd."
Det står centralt i Marx' ideer at lægge vægt på, hvad arbejderklassen selv gør. Han troede aldrig på, at nogle andre grupper eller enkeltpersoner kunne skaffe arbejderklassen socialisme. Det er vigtigt at lægge vægt på, at Marx aldrig troede, at kapitalismen uundgåeligt ville føre til socialismen. I Det Kommunistiske Manifest taler han om den essentielle rolle for socialister, som han beskriver som "den mest avancerede og resolutte del af arbejderklassen".
Socialister samler alle kampene mod bosserne og kæmper for at overvinde de splittelser i form af køn, race og nationalitet, som findes i arbejderklassen. Det er en meget udbredt opfattelse, at Marx sad begravet i bøger på British Library hele sit liv. Men det er en skrøne, for Marx lærte af arbejderklassen. Gennem hele sit liv var han aktiv socialist.
Han skrev ikke kun bøger, men også aviser. Han var med til at etablere 1. Internationale, som var en lille, men vigtig organisation af arbejdere over hele verden. Han støttede strejkende vævere i Tyskland og den begyndende britiske arbejderbevægelse.
Men den begivenhed, som havde den største indflydelse på hans ideer, var uden tvivl Pariserkommunen i 1871.
Arbejderne overtog i en kort periode magten i Paris. Det viste i praksis, at arbejderne ikke bare kan overtage det kapitalistiske samfund, men bliver nødt til at bygge et andet system, byggende på arbejderdemokrati.
Siden Marx' død har kapitalismen skabt flere og flere rædsler. Et kig rundt i verden i dag, fra krigen i Bosnien til de millioner af sultende i Afrika, viser hvor nødvendigt det er at forandre verden.
Vi kan ikke bare betragte verden, men må påtage os den praktiske opgave, ligesom Marx gjorde, at opbygge et revolutionært parti, der er rodfæstet i arbejderklassens liv og kamp. "Filosofferne har fortolket verden", skrev Marx, "pointen er imidlertid at forandre den."
Sidst opdateret 4.6.00