Marxisme Online > Arkiv > Rick Kuhn
Oversat af Lars-Henrik Carlskov fra The Problem Is Capitalism, Not Just the Banks i MR Zine, 17 oct. 2008.
Kopieret fra Lars Henrik Carlskovs blog til Marxisme Online, 8. dec. 2008.
Den australske politolog og økonom Rick Kuhn forklarer her, hvordan det spekulative vanvid opstod og hvorfor en tilbagevenden til keynesianisme ikke vil løse de grundlæggende problemer.
Gå ikke i panik! Sådan lyder det paniske skrig fra regeringer og nationalbankdirektører over hele verden. Samtidig viser deres opførsel, at de forventer en meget, meget dyb recession.
Efter i mere end et kvart århundrede at være blevet gentaget – af mainstream-økonomer, ministre, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond – er de neoliberale floskler blevet glemt. I dag hører vi ganske enkelt intet om markedernes effektivitet, vigtigheden af balancerede budgetter, endsige budgetoverskud.
Bush i USA og Brown i Storbritannien har været villige til at spendere milliarder for at understøtte det finansielle system. Mønstret gentager sig, med lokale variationer, i hele den udviklede verden.
I Australien forsikrede Kevin Rudd for mindre et år siden, før det valg der gjorde ham til premierminister, erhvervslivet om, at han var en “finanspolitisk konservativ”. Men Labor-regeringen besluttede sig for at gøre en dyd ud af forsigtighed ved at øge udgifterne til offentlig infrastruktur med penge fra den offentlige Future Fund. Endnu gang var hensigten at berolige det australske forretningsliv: Labor vil gør hvad som helst for at sikre væksten og, i særdeleshed, deres profitter.
I lyset af krisen blev der set bort fra en mere omhyggelig vurdering af, hvordan fondens milliarder af dollars kunne bruges på konkurrerende projekter. Det var nødvendigt at få pengene til at flyde for at modvirke det forventede fald i australske investeringer, forbrug og indtægter fra eksporten af mineraler til Kina.
Den australske nationalbanks bestyrelse, hvor finansministeren sidder sammen et flertal af de tunge drenge fra erhvervslivet, nærer den samme frygt som regeringen. Derfor blev den officielle rentesats 7. oktober beskåret med en hel procent, for første gang siden 1992.
Australien følger et mønster, som er blevet skabt i USA, Storbritannien og andre lande i Europa.
Det ligner keynesiansk nationaløkonomi, hvor regeringen griber ind for at opretholde væksten ved at kompensere for markedets mangler. Men den massive ændring i økonomisk politik som er i gang, går længere end keynesianismen, da staterne nu overtager nogle meget store virksomheder.
Regeringerne i verdens mest velstående lande har givet to- og trecifrede milliardbeløb i dollars til kaution for private og statslige banker. I USA, Storbritannien, Belgien, Luxemburg, Holland og Island er nødstedte banker blevet nationaliseret.
Vil disse politikker virke? Det er ikke sandsynligt.
Efter det bratte fald i forbindelse med Den Store Depression i de tidlige 1930’ere, stagnerede den amerikanske økonomi et par år og påbegyndte derefter en ny nedgang. Det var i virkeligheden 2. verdenskrig, ikke præsident Franklin D. Roosevelts økonomiske politik under “New Deal”, som stoppede depressionen.
Det var aldrig nødvendigt at benytte hardcore keynesianistiske politikker i 1950’erne og 1960’erne, fordi økonomierne af andre årsager tøffede fint af sted. I stedet var økonomerne i denne periode optaget af at “finjustere” eller, mere præcist, fuske med politikken.
Da det lange efterkrigstidsboom sluttede i midten af 1970’erne og det tunge keynesianske skyts blev rullet frem, var dets virkning mere at sammenligne med en fis end en eksplosion. Der var stigende arbejdsløshed og inflation, hvilket ifølge den tids keynesianistiske ortodoksi skulle være en umulighed.
Allerede nu udtrykker republikanere i USA og borgerlige kræfter andre steder bekymring for en “snigende” socialisme i takt med at regeringerne overtager nogle af bankerne og lover at regulere resten langt mere nøje. Der vil helt sikkert komme endnu mere åbenlys statslig involvering i den økonomiske aktivitet efterhånden som krisen bliver dybere.
Faktisk mente den berømte socialdemokratiske økonom Rudolf Hilferding, at det var muligt for arbejderklassen at overtage statsmagten med parlamentariske midler og på vejen mod socialismen overvinde mønstret med boom og krise. To gange i 1920’erne var han tysk finansminister. Han mente, at større og større virksomheders voksende magt over produktionen betød, at en regering som fremsatte et ægte reformprogram kunne opnå dette mål ved at lede den kapitalistiske økonomi og særligt gennem statslig kontrol over banksystemet.
Man bør imidlertid være opmærksom på, at neoliberale politikker med at frigøre markeder, privatisere, markedsomstille og udlicitere statslige aktiviteter i sig selv er statslige politikker, som primært har til formål at lægge byrden over på arbejderne, som i virkeligheden producerer den rigdom, som profitterne er baseret på. I Australien gik den konservative Howard-regerings markedsfrigørende aktiviteter hånd i hånd med en større rolle for regeringen i at kontrollere befolkningen i almindelighed og fagligt aktive i særdeleshed.
Der er to årsager til, at det er usandsynligt, at selv en voldsom forøget statslig intervention kan løse verdens økonomiske problemer.
For det første er problemerne ikke bare finansielle. Som Henryk Grossman formulerede det i 1929, før krakket på aktiemarkedet: “Selve den kapitalistiske akkumulations love giver akkumulationen en cyklisk form, og denne cykliske bevægelse griber ind i cirkulationssfæren (pengemarkederne og børserne). Det førstnævnte er den uafhængige variabel, det sidstnævnte den afhængige variabel.”
Med andre ord fremkalder den måde, den kapitalistiske produktion er organiseret på, nødvendigvis økonomiske kriser. Udviklinger i produktion påvirker direkte og indirekte det finansielle system.
Mere "gennemsigtighed" og bedre regulering af banksektoren vil ikke løse det tilgrundliggende problem, som er lave gennemsnitlige profitrater overalt i den globale økonomi.
Under det lange boom efter 2. verdenskrig betød kapitalintensive investeringer, at virksomhedernes udgifter til beskæftigelse af arbejdere faldt sammenlignet med erhvervslivets udgifter til maskineri, udstyr, bygninger, råstoffer og andre varer, som bruges i produktionen.
Imidlertid er det kun arbejdernes arbejde, som skaber nye værdier. Profitraten faldt, og i perioden mellem midten af 1970’erne og starten af 1990’erne var der de dybeste globale recessioner siden 1930’erne. Profitraterne er i nogen grad blev genoprettet, hovedsageligt takket være neoliberale politikker, som pressede mere arbejde ud af de ansatte og, særligt i USA, førte til faldende reallønninger.
Alligevel blev profitraten ikke genoprettet til niveauet under det lange boom frem til starten af 1970’erne.
Derfor foretrækker de, der ejer og leder virksomheder, ofte at investere i spekulative finansielle aktiver frem for i aktiviteter, som producerer virkelige varer, som folk har brug for. De fleste af transaktionerne på de finansielle markeder er et nulsum-spil: spillerne vinder kun på hinandens bekostning. Mens den amerikanske finanssektor kun tjente 10 pct. af erhvervslivets samlede profitter i 1980, var tallet på 40 pct. i 2007.
Så udviklinger i realøkonomien forklarer det spekulative vanvid, som førte til kreditstramningen. Kapitalen flokkedes om stærkt profitable og stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor, fordi profitraten i realøkonomien var lav. Den finansielle krise bringer dette tilgrundliggende problem med en lav profitrate til frem til overfladen.
Kapitalismen har en tendens til at bryde sammen, som kommer til udtryk i dybe kriser, som den nuværende. Grossman argumenterede for, at
“den kapitalistiske produktion er kendetegnet af uløselige konflikter. Uhelbredelige systemiske rystelser opstår nødvendigvis ... fra den iboende modsætning mellem værdi og brugsværdi, mellem profitabilitet og produktivitet, mellem begrænsede muligheder for valorisering og produktivkræfternes ubegrænsede udvikling.”
Den kendsgerning, at produktionen ikke er organiseret for at opfylde menneskelige behov, men for at skabe profitter til kapitalistklassen, er i sidste ende årsag til systemets gentagne kriser.
Finansiel regulering og selv en udvidelse af statsligt ejerskab, som borgerlige og tilhængere af traditionel socialdemokratisme kalder “socialisme”, kan ikke overvinde denne tendens. Regeringerne vil snart forlange, at “alle” spænder livremmen. Arbejdsløsheden vil stige, mens arbejdsgiverne og regeringerne vil forsøge at øge profitterne ved at presse lønningerne ned.
I Australien vil dette være lettere at gøre, fordi premierminister Kevin Rudd har lovet ikke at røre ved centrale elementer i forgængeren John Howards arbejdsmarkedslove. Disse indbefatter hemmelige afstemninger under strejker, restriktioner på fagforeningsansattes muligheder for at tale med deres medlemmer på arbejdspladserne og forbuddet mod standardoverenskomster, dvs. kampagner der gælder for en hel industri. I takt med at krisen bliver dybere vil regeringens prioritering af at understøtte erhvervslivet blive forstærket og den vil komme under pres for at beskære offentlige ydelser og udgifterne til sundhed, uddannelse og velfærd, som er til gavn for den australske arbejderklasse, der udgør omtrent 2/3 af befolkningen.
Alternativet er ægte socialisme, hvor arbejderne erstatter produktion for profit med produktion for at opfylde menneskelige behov og den despotiske struktur i alle virksomheder med demokratisk kontrol over arbejdspladser og samfundet som helhed. Nu hvor neoliberalismen ikke længere er common sense, er det værd at overveje.
Rick Kuhn underviser i politologi ved Australian National University. Hans bog Henryk Grossman and the Recovery of Marxism har netop modtaget den prestigefyldte Isaac Deutscher-pris. Denne artikel er baseret på den Deutscher Lecture, som Rick Kuhn holdt i London, 7. nov. 2008.
Sidst opdateret 8.12.2008