Oprindelig udgivet som forord til en udgivelse af “Kapitalen” fra 1932.
På dansk har det været bragt som tillæg i: Den kapitalistiske økonomi. Af Gustav Bang (Tiderne Skifter, 1978, side 154-159).
Teksten her er fra “Den røde kalender 1974”, side 142-145, udg. af Politisk Revy 1973, hvor det blev bragt som tillæg til Marxismens grundspørgsmål, side 122-142.
Overført til internet af Poul Mikael Allarp, Modkraft Biblioteket, 25. maj 2013.
Kopieret til Marxisme Online 29. maj 2013.
Som en “artistisk helhed” (Marx i brev til Engels, 31.6.1865), som videnskabeligt kunstværk rummer “Kapitalen” en stor og besnærende charme for enhver læser, der ikke er forudindtaget. Den vil også hjælpe den uskolede over de fleste angivelige og virkelige vanskeligheder ved læsningen. Med disse vanskeligheder hænger det sammen på en ejendommelig made. Man kan med et vist forbehold, der straks skal forklares nærmere, dristigt fremsætte den påstand, at for den slags læsere, Marx udtrykkelige har forudsat (“Jeg forudsætter naturligvis læsere, der vil lære noget nyt og altså også vil tænke selv.”), indeholder “Kapitalen” egentlig færre problemer end et hvilket som helst andet mere eller mindre læst hovedværk i den økonomiske faglitteratur. Endog med hensyn til terminologien vil den læser, der overhovedet er i stand til at tænke selv, næppe støde på alvorlige vanskeligheder. Nogle kapitler, som Marx i et brev til Kugelmann (11.7. 1868) anbefalede dennes hustru som “umiddelbart læselige”, nemlig kapitlerne 8, 11, 12, 13 og 24 om “Arbejdsdagen”, “Kooperation”, “Arbejdsdeling og Manufaktur” “Maskiner og storindustri” samt “Den oprindelige akkumulation” (der allerede udgør mere end to femtedele af det samlede værk) er i realiteten i så overvejende grad beskrivende og fortællende, at vil kunne forstås af enhver uden besvær. Med hvilke farver beskrives der ikke! Og med hvilken medrivende kraft fortælles der ikke! Men også blandt de kapitler, der ikke er overvejende beskrivende og fortællende, findes der nogle, der er næsten lige så enkle at læse som de nævnte, og som samtidig har den fordel, at de allerede fører os midt ind i centrum af “Kapitalens” teori.
I stedet for den opskrift, Marx med en let reverens for datidens fordomme har leveret “for damer” i det nævnte brev, vil jeg derfor hellere anbefale en anden vej for den uøvede læser, der kan gøre vedkommende sikker på en lige så god, ja måske bedre adgang til den fulde forståelse af teorien i “Kapitalen”, som hvis vedkommende begynder med det vanskeligere første kapitel: Man begynder i stedet med et grundigt studium af kapitel 5, “Arbejdsprocessen og værdiøgningsprocessen”. Også her vil der umiddelbart være nogle vanskeligheder at forcere, men disse ligger alle i sagens natur og ikke, som ofte i de foregående kapitler, tillige i visse, egentlige unødige kunstigheder i fremstillingsformen. Hvad der siges i kapitel 5 tager direkte og ligefremt sigte på håndgribelige realiteter, først og fremmest den menneskelige arbejdsproces’ håndfaste virkelighed. Hårdt og klart fremtræder lige fra begyndelsen den kendsgerning, der er grundlæggende for en rigtig forståelse af “Kapitalen”, nemlig at denne virkelige arbejdsproces under den nu herskende kapitalistiske produktionsmådes betingelser ikke blot indebærer frembringelsen af brugsværdier for menneskelige behov, men samtidig er en frembringelse af salgbare varer, salgsværdier, bytteværdier. Kort sagt: af “værdi”. Efter at læseren her, i den virkelige produktion, har lært den dobbeltsidige karakter, der præger den kapitalistiske produktionsmåde, at kende samtidig med arbejdet selv, sådan som det ydes af lønarbejderne til produktionsmidlernes besiddere, dvs. af proletarer for kapitalister, så vil man senere være meget bedre i stand til at forstå meningen med og rækkevidden af de vanskeligere undersøgelser i de tre første kapitler af varens dobbeltkarakter som bærer af både brugsværdi og bytteværdi, af det vareproducerende arbejdes dobbeltkarakter og af modsætningen mellem vare og penge. Men så langt er vi slet ikke endnu.
Den endnu helt uskolede læser gør bedst i overhovedet ikke at indlade sig nærmere på de første kapitler på dette trin. Efter et nøje studium af kapitel 5 bør vedkommende derimod efter en ganske kursorisk gennemlæsning af kapitlerne 6 og 7 straks overgå til det kapitel 8 om “Arbejdsdagen”, der allerede er nævnt for dets lette tilgængelighed. Her skal blot tilføjes, at dette kapitel 8 også med hensyn til indhold på mange måder udgør et højdepunkt i hele Marx’ værk om “Kapitalen”. Herefter overspringes kapitel 9 med dets kunstfuldt abstrakte og kun i dialektisk forstand “simple” udredninger. Og af kapitel 10 uddrages foreløbigt kun så meget, at man lærer at forstå den forskel mellem “absolut” og “relativ” merværdi, som Marx med største klarhed udreder på kapitlets første sider. Der er tale om forskellen mellem at øge det merarbejde, der ydes for profittens skyld, ved absolut forlængelse af arbejdstiden (jf. kapitel 8) og så at øge merarbejdet ved relativ forkortelse af den del af arbejdstiden, der er nødvendig for arbejderens eget underhold som følge af en almindelig forhøjelse af arbejdets produktivkraft. Har man fået fat på det, kan man gå i gang med de følgende kapitler, nemlig 11, 12 og 13, som Marx anbefalede som særlig lette. Hvortil det på dette sted dog må tilføjes, at de ganske vist alle tre nok kan kaldes lette at læse, men at de alligevel er af meget forskellig sværhedsgrad. Lettest er det 120 sider store kapitel 13 om “Maskiner og storindustri”, der både hvad form og indhold angår udgør et nyt højdepunkt i værket. Heroverfor byder kapitlerne 11 og 12 allerede på noget større vanskeligheder af begrebsmæssig art. Navnlig kapitel 12 om “Arbejdsdeling og manufaktur” indeholder ved siden af letlæselige partier også nogle umiddelbart lidt mere svært tilgængelige distinktioner. Det kan derfor anbefales, at man fra det første underafsnit i dette kapitel om “Den dobbelte oprindelse til manufakturen” springer henover de to følgende underafsnit og frem til de to sidste, der behandler “Arbejdsdeling indenfor manufakturen og indenfor samfundet” og “Manufakturens kapitalistiske karakter”. Når man er kommet igennem ovennævnte dele af “Kapitalen” har læseren foreløbig fået fod på en af de store hovedsager: Man har lært den egentlige arbejds- og produktionsproces og dermed “Kapitalens” virkelige kerne at kende.
I anden omgang drejer det sig nu om at få indsat denne arbejds- og produktionsproces i dens omverdens- og tidsmæssige sammenhæng. Til den ende bør man først læse det tredie underafsnit i kapitel 4 om “Køb og salg af arbejdskraft”. Derefter kan man så give sig i kast med hele bogens del seks om “Arbejdslønnen”, idet man foreløbig overspringer kapitel 20, som også er temmelig svært for fagfolk, og umiddelbart nøjes med kapitlerne 17, 18 og 19, der behandler henholdsvis arbejdsløn, timeløn og stykbetaling. Derefter er det formålstjenligt at give sig i kast med hele bogens syvende og sidste det, altså kapitlerne 21, 22, 23, 24 og 25, der indsætter den enkelte produktionsproces i den uafbrudte strøm af reproduktion og akkumulering, dvs., i den til en vis grænse bestandige selvopretholdelse og videreudvikling af den kapitalistiske produktionsmåde og den på den baserede borgerlige samfundsorden. Også i denne del støder man påny på et af de kapitler Marx anbefalede fru Kugelmann som særlig lette. Det er det på grund af det hæsblæsende tempo og medrivende liv med rette så berømte kapitel 24 om “Den såkaldte oprindelig akkumulation”. I virkeligheden udgør dette letlæste kapitel sammen med det tilsluttende kapitel 25 om “Den moderne koloniseringsteori” i teori og praksis i saglig henseende det tredie højdepunkt i første bind af “Kapitalen”. Jeg anbefaler trods det læserne, at de virkelig ophøjer dette kapitel, som Marx forestillede sig som værkets afsluttende krone, til virkelig også at blive slutningen, for så vidt de overhovedet tænker på at bemægtige sig hele værket med dets lette og svære dele. For denne fremgangsmåde taler flere grunde. For det første hører også de foregående kapitler i denne del, nemlig 21, 22 og 23 for størstepartens vedkommende til de mindre vanskelige steder i bogen. Derudover kan begynderen i givet fald også blive ført på vildspor ved at tage forskud på kapitel 24 om den “såkaldte oprindelige akkumulation”. Vedkommende kunne lade sig forlede til at tro, at Marx’ teori om den oprindelige akkumulation (der er en uundværlig bestanddel, men dog ikke engang udgør en central del af Marx’ teori om kapitalen) skulle være hele teorien i “Kapitalen” eller i det mindste dens afgørende grundlag. Læseren gør altså bedst i at læse de omtalte fire kapitler om akkumulationsprocessen i den rækkefølge, de optræder i “Kapitalen”.
Sidst opdateret 29.5.2013