Bragt som Die Wiederherstellung des Marxismus in der sogenannten “Gewerkschaftsfrage” (PDF) i Kommunistische Politik, 2. årg., nr. 8, Berlin, 1. maj 1927.
Oversat til dansk af Jan Bo Hansen og bragt i Proletar! nr. 3, november 1972, side 17-18.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 15. aug. 2015.
“Man har anstillet mange undersøgelser for at efterspore de forskellige faser, som bourgeoisiet har gennemløbet fra bykommunen til det konstituerede sig som klasse. Men når det drejer sig om nøje at aflægge sig regnskab for de strejker, koalitioner og de andre former, hvorunder proletarerne for øjnene af os gennemfører deres organisering som klasse, da overfaldes nogle af en virkelig frygt, mens de andre lægger en transcendental ringeagt for dagen.”
Karl Marx: Filosofiens elendighed
I den hidtidige diskussion om det såkaldte “fagforeningsspørgsmål”, som den især er blevet ført i den seneste periode efter krigen mellem de forskellige af arbejderklassens retninger, der i dette spørgsmål står over for hinanden, har begge sider normalt begået den samme fejl, nemlig den, at de hovedsageligt har stillet “fagforeningsspørgsmålet” organisatorisk. De har skændtes om de bestående faglige organisationers værdi (eller mangel på værdi), og om de nye organisationsformer, som deres modstandere opstillede, i stedet for først politisk at bestemme de faglige kampes væsen og betydning og på dette grundlag herefter bestemme forholdet til de forskellige faglige organisationer.
På dette overfladiske og falske, fuldstændigt umarxistiske grundlag har man i lang tid – og gør det delvis endnu fra den ene side, de angiveligt yderst “revolutionære” fagforeningsfjender – forfægtet den påstand, at fagforeningerne ganske vist i den foregående periode, med dens “fredelige, organiske udvikling af det kapitalistiske samfund”, havde været i stand til at forbedre arbejdsforholdene og øge arbejdernes materielle velfærd, men at de i den nuværende periode, hvor det kapitalistiske samfunds udvikling skulle være trådt ind i sin kritiske fase, ikke længere skulle være i stand til det, og at de derfor i dag burde forkastes som forældede og ubrugelige. Det er imidlertid særdeles let at indse, at de “revolutionære” fagforeningsfjender, der drager i felten mod den faglige reformisme med den slags argumenter, i virkeligheden befinder sig på fundamentalt samme grund som deres modstandere, reformisterne og altså i virkeligheden blot er “omvendte reformister”. De benægter værdien af de bestående faglige organisationer af ganske den samme grund, som får reformisterne til at bekræfte den. De gør deres stilling til fagforeningerne afhængig af disse organisationers brugbarhed (eller mangel på samme), når det gælder varetagelsen af arbejdernes materielle interesser i den bestående kapitalistiske samfundsorden. Heri ligner de fuldstændigt de angiveligt ligeledes særdeles “revolutionære” antiparlamentarikere, der afslår at deltage i valg og i parlamentsarbejde med den begrundelse, at der i den kapitalistiske stat “i dag” ikke længere skulle være nogle positive fordele at vinde for arbejderne ad denne vej.
Alle disse “revolutionære”, der “begrunder” deres fundamentale fagforeningsfjendtlighed og deres fundamentale antiparlamentarisme på denne måde, måtte altså nødvendigvis prisgive hele deres fagforenings-fjendtlighed og hele deres antiparlamentarisme, hvis højrefløjsreformisterne førte bevis for – eller hvis de selv overbeviste sig om det – at det kapitalistiske samfund igen helt eller delvis nærmede sig en tilstand, hvor det på ny ville være i stand til at sikre proletariatet vilkårene for dets proletariske eksistens og her og der midlertidigt “forbedre” dem en smule.
Ikke blot KPD, Komintern og Profintern, [1] men også – på ganske samme måde og endnu værre – sådanne retninger som KAP og AAU, [2] har fra gammel tid støttet sig, og gør det endnu, på disse overfladiske og falske argumenter i deres kamp mod den faglige og parlamentariske reformisme. Når man erindrer sig dette, tør man med rette være særdeles spændt på, om ikke KAP’s faglige og parlamentariske “antireformisme” nu – efter AAU’s sidste rigskonference i påsken 1927, hvor referenten, der repræsenterede flertallet, udtrykkeligt fastslog, at “vi står over for en stabilisering af den kapitalistiske økonomi, som vi må tilpasse os” [3] – lovmæssigt vil gennemløbe den samme “udviklings”proces, som også KPD’s, Kominterns og Profinterns tidligere antireformisme har gennemløbet: denne er i mellemtiden for længst vendt tilbage til Amsterdam-Internationalens og II. Internationales [4] gamle, vaskeægte reformisme, som den engang, ved en simpel omvending, udsprang af.
I skarp modsætning til de ægte og “omvendte” reformisters overfladiske og falske synspunkter tager den virkeligt revolutionære og marxistiske problemstilling i det såkaldte “fagforeningsspørgsmål” ikke sit udgangspunkt i en stillingtagen til de forskellige bestående eller projekterede faglige organisationer, hvad de end måtte kalde sig (“Frie Fagforeninger”, “Revolutionære Industriforbund”, “unioner” [5] osv.), men derimod i den marxske lære om den ubetingede nødvendighed af den faglige kamp, som den revolutionære proletariske klassekamps økonomiske fremtrædelsesform. Ifølge den marxske opfattelse består det virkelige formål med de økonomiske kampe, som arbejderne fører og altid må føre til forsvar for og “forbedring” af deres arbejds- og livsvilkår inden for den bestående kapitalistiske samfundsorden, fra deres begyndelse og endnu i dag ikke i de mere eller mindre “positive” “resultater”, som arbejderne kunne og kan fravriste kapitalisterne i den bestående kapitalistiske samfundsorden og dens stat, men derimod i den konstituering af proletariatet som klasse, som det i sejr og nederlag fuldbyrder ved hjælp af og gennem disse kampe.
Marxisterne ved, at den umiddelbart revolutionære kamp for den proletariske klasse, der er nået frem til en fuld politisk bevidsthed om sin historiske opgave, ikke befinder sig ved begyndelsen, men først ved afslutningen på en langvarig udvikling af den proletariske klassekamp, en udvikling der er afbrudt af hyppige nederlag, og at det i de historiske perioder, der går forud for denne umiddelbart revolutionære slutkamp og afbryder den, netop er de såkaldte “økonomiske” kampe – der i deres umiddelbare fremtoning hverken er politiske eller revolutionære – som udgør den grundlæggende og vigtigste bestanddel i proletariatets virkelige klassepolitik, der i sit endelige resultat er revolutionær. Disse kampe, som arbejderne fører gennem deres fagforeninger – eller under visse omstændigheder uden dem eller mod dem – mod kapitalens økonomiske magt, er altså ifølge deres klassevæsen ligeså politiske kampe, som dem der føres af de såkaldte arbejderpartier – og under visse omstændigheder ligeledes uden dem og imod dem – mod kapitalens politiske magt, den borgerlige stat. Og først gennem sammensmeltningen af begge kampformer til proletariatets fuldt udviklede, samlede, økonomiske og politiske revolutionære klassekamp, der knuser bourgeoisiets økonomiske og politiske magtorganisation, og i dens sted opretter den revolutionære arbejderklasses statslige og økonomiske magt, proletariatets revolutionære klassediktatur, vil det virkelige mål, som også alle den forudgående periodes isolerede “økonomiske” og “politiske” delkampe i virkeligheden sigtede mod (skønt de i deres ydre fremtræden så ud til at forfølge andre mål), endeligt blive nået: konstitueringen af proletariatet som klasse.
Af denne marxistiske grundindstilling til arbejderklassens såkaldte “økonomiske” kampe inden for den kapitalistiske samfundsorden følger nødvendigvis også marxisternes forhold til de koalitioner, der – hvad enten de er midlertidige eller permanente – opstår af disse kampe og har til formål mere effektivt at forberede, organisere og gennemføre dem: de såkaldte “fagforeninger”. I skarp modsætning til den grundfæstede metafysiske opfattelse, der i dag hersker i alle lejre, og som betragter de forskellige bestående faglige organisationer som lutter metafysiske subjekter, og de enkelte kampe om løn, arbejdstid osv. som en virksomhed, der udgår fra disse subjekter, og som samtidig trækker en mekanisk skillelinje mellem “fagforeningerne” og deres “økonomiske” aktioner på den ene side, og “partierne” og deres “politiske” aktioner på den anden, består marxismens dialektiske opfattelse i at begribe alle disse vekslende fremtrædelsesformer i deres bevægelse og udvikling og i deres gensidige sammenhæng. Karl Marx samstiller “de strejker, koalitioner og de andre former”, hvorunder proletarerne for øjnene af os “fuldbyrder deres organisering som klasse”. Og i næsten et og samme andedrag samstiller han de to påstande, der for den vulgære metafysiske opfattelse er så modsigelsesfyldte: “Proletariatets kamp mod bourgeoisiet begynder med dets eksistens” og “Enhver klassekamp er imidlertid en politisk kamp.”
Kun ved hjælp af en konsekvent gennemførelse af denne marxistiske, dialektiske og revolutionære opfattelse af forholdet mellem den faglige kamp og dens organisation, mellem økonomi og politik, fagforening og parti – som fuldstændigt er gået tabt i de marxistiske epigoners teori og praksis, og hvis væsentlige træk kun er blevet fastholdt af Rosa Luxemburg – er det muligt at nå til en bestemmelse af den konkrete stilling, vi som revolutionære marxister må indtage til de i dag bestående faglige organisationer og til de konkrete opgaver, vi som virkelige kommunister må opfylde inden for disse organisationer, udover deres rammer og imod dem. Disse aktuelle konsekvenser af det strengt fastholdte marxistiske standpunkt i “fagforeningsspørgsmålet” for vor kommunistiske fagforeningspolitik og taktik vil blive nøjere udviklet i en senere artikel. Her vil vi indskrænke os til at påpege de to vigtigste konsekvenser.
I det foregående har vi allerede fastslået følgende: det er ikke fagforeningen, der frembringer klassekampene, men omvendt, i klassekampenes tjeneste opstår en koalition af kæmpende arbejdere, der eksisterer udover den umiddelbare anledning, fagforeningen. En marxist, der er blevet sig denne virkelige sammenhæng bevidst, bør på intet tidspunkt give afkald på til stadighed at føre den skarpeste kamp mod denne tendens, der uundgåeligt er virksom inden for enhver bestående faglig organisation, og som også i dag faktisk bliver fremmet og understøttet af begge de såkaldte arbejderpartier (SPD og KPD), og som går ud på, så vidt det er muligt, at holde alle arbejderklassens økonomiske kampe inden for “rammerne af de eksisterende faglige organisationer”. Enhver kommunist vil, ligesom han vil anerkende organisationen overhovedet, i særdeleshed principielt anerkende den faglige organisation som en vigtig løftestang til styrkelse og skærpelse af proletariatets evne til at føre klassekamp. Men samtidig med denne anerkendelse må enhver virkelig kommunist, enhver revolutionær marxist, også hele tiden uforbeholdent støtte alle de andre former, hvori også arbejderklassens økonomiske kamp til enhver tid og især i tider med skærpede klassekampe vokser ud over og sprænger de snævre faglige rammer. For det synspunkt, der går ud fra det egentlige og virkelige, klassemæssige og revolutionære formål med alle de kampe, arbejderne fører inden for det kapitalistiske samfund og dets stat, er også de uorganiseredes kamp i dens mangfoldige former, fra den umiddelbare personlige påvirkning af kammeraterne på virksomheden til dannelsen af forskellige former for midlertidige og permanente komiteer og råd, lige så vigtig og under visse omstændigheder endnu vigtigere end fagforeningernes snorlige “kamp”, der føres efter de gennemprøvede traditionelle regler. Lige så nødvendig for ledelsen og skærpelsen af klassekampene er – efter alle de erfaringer, arbejderbevægelsen har skaffet sig i den netop afsluttede periode – desuden den selvstændige virksomhedsråds- og talsmandsbevægelse, der overskrider de faglige rammer. Af allerstørste betydning for proletariatets nuværende klassekamp er frem for alt de arbejdsløses klassekamp, som alle virkelige kommunister må fremme med alle midler, og “forankringen” af denne kamp – ikke blot i et eller andet “fagligt” arbejdsløshedsudvalg – men derimod i den faste organisatoriske sammenslutning af alle arbejdsløse, som i dag uden tvivl udgør den mest udbyttede del af proletariatet, i selvvalgte råd af arbejdsløse, der er forbundet med hinanden og med virksomhedsrådene og talsmændene til en ubrydelig, revolutionær klasseenhed.
Den anden vigtige konsekvens, som fremkommer af den strenge gennemførelse af det marxistiske standpunkt for vores kommunistiske fagforeningspolitik og -taktik, angår på den ene side forholdet til de såkaldt “Frie” Fagforeninger (Amsterdam) og de – angiveligt eller virkelige – “revolutionære” oppositionsbevægelser, der optræder inden for dem, og på den anden side forholdet til de “selvstændige” eller såkaldt “revolutionære” industriforbund, unioner etc., der i dag i de forskellige europæiske lande (Frankrig, Tjekkoslovakiet, Holland og – om end med mindre styrke Tyskland) står i opposition til disse Frie Fagforeninger.
Som marxister ved vi, at den samme dialektiske lov, der gælder for historien, og som siger, at alle de former, hvori de samfundsmæssige produktivkræfter bevæger sig, med tiden uundgåeligt slår om fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne til at blive lænker for dem, også med fuld styrke gælder for den “største produktivkraft”, som ifølge Marx’ kendte sætning udgøres af “den revolutionære klasse selv”. Også de politiske partier og fagforeningerne – der har fået deres nuværende indhold og form fra arbejderklassens kampe i en tidligere periode – og altså især de stærkeste og mest talrige af disse organisationer, de såkaldte “Frie Fagforeninger”, der har sluttet sig sammen til det Internationale Fagforeningsforbund (Amsterdam), har erfaret denne historiens dialektik på deres egen krop. Skønt de er opstået som former til organisering, skærpelse og udvikling af proletariatets evne til at føre klassekamp, er de i deres videre udvikling forlængst og uigenkaldeligt slået om til at blive lænker for denne evne. Heraf følger netop i dag for alle virkelige kommunister gyldigheden af det dialektiske og revolutionære marxistiske princip, hvormed Kominterns 2. Verdenskongres for syv år siden foreskrev alle kommunister, der ville tilhøre det revolutionære kommunistiske verdensparti, at
“kommunisterne, som sætter fagforeningsorganisationens mål og væsen højere end dens form, i fagbevægelsen ikke viger tilbage for en splittelse af fagforeningsorganisationerne, hvis det at give afkald på en splittelse ville være ensbetydende med at give afkald på at arbejde revolutionært i fagforeningerne og med at give afkald på at forsøge at forvandle disse til et værktøj i den revolutionære kamp, med at give afkald på organiseringen af de mest udbyttede dele af proletariatet.”
Prøv at måle Kominterns og KPD’s “Nye faglige Politik” [6] ved hjælp af denne målestok. Fæld herefter en marxistisk dom over den samlede politik og taktik – den såkaldte “erobring” og “revolutionering” af fagforeningerne – og hele skriget på en opretholdelse og reetablering af den såkaldte “enhed i fagbevægelsen”. Afgør herefter om det – i betragtning af den nuværende tilstand i de Frie Fagforeninger – er muligt at gennemføre et konsekvent marxistisk, virkeligt revolutionært arbejde i disse fagforeninger, uden at det historiske perspektiv rettes mod den uundgåelige spaltning, uden praktisk at anerkende den ubetingede nødvendighed af allerede nu at supplere det kommunistiske arbejde i de Frie Fagforeninger med den positive understøttelse af på den ene side alle de revolutionære og såkaldte “venstrefløjs”bevægelser, som optræder inden for de Frie Fagforeninger, og på den anden side alle de nye faglige organisationer, som allerede tidligere – i kampen mod denne Amsterdam Internationales reformistiske og åbent klasseforræderiske politik – frivilligt eller ufrivilligt er trådt ud af den.
1. KPD: Tysklands Kommunistiske Parti. Dannet 1919. I 1927 som de øvrige kommunistpartier i alle væsentlige spørgsmål underlagt Moskvas afgørelser.
Komintern: Kommunistisk Internationale. Dannet 1919, som et modstykke til den socialdemokratiske Socialistiske Internationale (eller Anden Internationale). Sammenslutning af de kommunistiske partier. Opløst 1943.
Profintern: Russisk forkortelse for Røde Faglige Internationale (den tyske forkortelse, RGI, er mere almindelig). Kominterns faglige internationale. Dannet juli 1920. Omfattede i 1927 en forsvindende del af arbejderklassen.
2. KAP: Kommunistisk Arbejderparti. Dannet 1919 ved en spaltning af Spartakusforbundet.
AAU: KAP’s faglige organisation.
3. AAU’s sidste rigskonference: jvf. Kommunistische Arbeiter Zeitung, nr. 30, 1927. (K. K. )
4. Amsterdam Internationale: Den socialdemokratiske faglige internationale.
5. “Frie Fagforeninger”: de fagforeninger, der stod under socialdemokratisk ledelse.
“Revolutionære industriforbund”: en gruppe små uafhængige arbejderorganisationer med hældning mod syndikalismen. Korsch var medarbejder ved et af disse “industriforbund”.
6. KPD’s og Kominterns “Nye faglige politik”: der sigtes til Kominterns tilnærmelse til Amsterdam Internationalen, der nødvendigvis ville medføre Profinterns likvidation, og samarbejdet med de britiske socialdemokratiske fagforeninger, der begyndte i slutningen af 1924.
Fra slutningen af 1927 slog Komintern over på den diametralt modsatte kurs og opfordrede – uden resultat – til en sprængning af fagforeningerne.
Sidst opdateret 15.8.2015