Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 26. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Med Året 1870 trådte Engels ind i den tredje Periode af sin Virksomhed. Han var da kommet så vidt, at han kunde trække sig tilbage fra sin Forretning og sammen med sin Ven leve af sine Renter. Dog blev han ikke en ledig Rentier, men, blev derimod nu igen i Stand til at vie al sin Tid til Proletariatets store Sag og Videnskaben og være i stadig personlig Forbindelse med Marx, da han nu kunde forlade Manchester og drage til London. I denne Periode, der varede til Marx’s Død 1883, forandredes deres Forhold overfor Offentligheden fuldstændigt. Nu blev Marx den tavse Person, og alt af Vigtighed, hvad der i disse År udkom fra marxistisk Side, hidrørte fra F. Engels. Marx’s Arbejdskraft var den Gang allerede brudt af Elendighed og Overarbejde. I Året 1867 havde han offentliggjort »Kapitalen«, hvis 2det stærkt forandrede Oplag udkom 1873. Internationale« var grundlagt i 1864; på Haag’er Kongressen i 1872 blev Generalrådets Sæde forlagt til New York. Med Bekymring havde Marx’s Venner set, hvorledes hans Arbejde i Generalrådet undergravede hans Helbred og beslaglagde den Tid, han skulde bruge til at fuldende »Kapitalen«. Hovedsagelig som Følge af deres Trængen på blev Generalrådets Flytning besluttet. Det blev i Virkeligheden ensbetydende med Internationales Opløsning, men kom så sent, at det ikke gjorde dét muligt for Marx at vinde ny Kraft til Fuldendelsen af hans Kæmpeværk. Men hvad han havde tilbage af Kraft blev anvendt til Arbejde på »Kapitalen«’s 2. og 3. Bind.
Alt det Øvrige Arbejde for »Marxismen« overfor Offentligheden og også Broderparten af den hurtigt voksende Korrespondance med førerne for den proletariske Bevægelse i de forskelligste Dele af Verden tilfaldt nu F. Engels. Tidens Karakter havde fuldstændig forandret sig. I den Periode, hvori »Kapitalen« blev til, havde Kontrarevolutionen hersket, og foruden det videnskabelige Arbejde havde der ikke været meget at gøre. Først i de sidste År af denne Periode vågnede Proletariatet igen til nyt liv. Efter 1870 var det navnlig det tyske Socialdemokrati og de russiske Revolutionæres Kamp mod Zarismen, der beskæftigede vore Mestre i London. For det tyske Socialdemokratis Presse udfoldede Engels nu en kæmpemæssig Virksomhed i Lejlighedsskrifter, der bragte Marxismen i nærmere Forbindelse med Masserne ved at anvende dens Metode på de enkelte konkrete , Spørgsmål: »Zur Wohnungsfrage« (1872), »Die Bakunisten an der Arbeit« (1873), »Soziales aus Russland« (1875), »Preussischer Schnaps im deutschen Reichstag« (1876). Allerede disse Titler antyder, på hvilken måde F. Engels udviklede »Marxismen«.
Langt over disse små Arbejder rager hans store Opgør med Dühring: »Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft« (1870), hvis Anledning er forglemt, og hvis polemiske Del er bleven genstandsløs, men som har fået fundamental Betydning for Marxismen. Her blev for første Gang Marxismens Særpræg klarlagt fra de forskelligste Sider, udførligt og indgående, navnlig dens dialektiske Materialisme og dens materialistiske Historieopfattelse lige overfor den den Gang grasserende eklektiske Socialisme. Den dybeste Respekt for Marx og Engels, for »Det kommunistiske Manifest« og »Kapitalen« havde vi allerede den Gang alle; men først efter Engels’ »Antidühring« begyndte vi at trænge dybere ind i den marxistiske Tænkemåde, at tænke og arbejde systematisk marxistisk. Først fra da af dateres Begyndelsen af den marxistiske Skole. Næst efter Marx’ »Kapitalen« er Engels’ »Antidühring« marxismens grundlæggende værk.
Med Marx’s Død begyndte det sidste Afsnit i Engels’ offentlige Virksomhed. Det betegnes af to Momenter. På den ene Side den lige utrættelige Hengivelse til sin store vens Sag, som for ham var ensbetydende med Proletariatets og Videnskabens Sag. På den anden Side Videreudviklingen af Klassekampens Teori og Praksis og dens Tilpasning efter nye Forhold og nye Erfaringer. Han udgav et nyt Oplag af »Kapitalen«s 1. Bind (1883).
Senere påtog han sig den Opgave at samle og udgive Marx´s efterladte Udkast til 2. og 3. bind af »Kapitalen«, et yderst møjsommeligt og langvarigt Arbejde, som forudsatte den højeste Sagkundskab og dybeste Indtrængen i den marxistiske Tænken, så at næppe nogen anden end Engels kunne have udført det. Også denne Virksomhed var præget af den Uegennyttighed og Hengivenhed for Vennen og den fælles Sag, omend den var af en anden Art end Virksomheden i Forretningen fra 1850-1870. Thi også denne nødvendiggjorde, at Engels tilsidesatte sit eget produktive Arbejde for at bringe sin da døde Vens Tanker frem. Kun den, der selv er virksom med skabende Arbejde, kan vurdere den Resignation, der er nødvendig for år igennem i sit Livs Aften at trænge det Væld af Tanker, man selv skulle have udviklet, tilbage for at gøre en andens, selv sin nærmeste og værdifuldeste Ven og Partifælles Tanker tilgængelige for Verden. Atter ser vi, at det skyldes Engels’ frie Valg og Højagtelse for Vennen og ikke hans mindre Ydeevne, når de Marx’ske Publikationer også i dette Tidsrum overstiger hans. Også på anden Måde, men ganske vist ved eget Værk, fuldførte han sin store Medkæmpers litterære Testamente. Han sagde selv om »Familiens Oprindelse« (1884), at han med dette Værk fuldførte en Opgave, som Marx havde efterladt ham. Dette var i mindre Grad Tilfældet med Studien »Ludwig Feuerbach« (1888) dog gav også den Engels en velkommen Anledning til at offentliggøre Marx’s Teser om Feuerbach, der forefandtes i et gammelt Manuskript fra 1845. Og dermed var Engels’ Virksomhed med Udgivelse af Marx’s Efterladenskaber ikke afsluttet. Han lagde Plan om at gøre Teorien om Merværdien færdig til Trykning ligesom også at udgive Internationales Historie i Tilslutning til Marx’s efterladte Papirer, hvad der vel hovedsagelig ville være blevet en Historie om Marx’s Virksomhed i Internationale. Kun døden hindrede Engels i at gøre endnu mere for sin Vens Minde.
Selv om hans Tid til Udgivelse af egne Arbejder blev indskrænket efter 1883 ved hans Udgivervirksomhed, så var han dog alt for virksom og alt for stærkt interesseret i det, der skete i hans Tid, til at han helt kunne give Afkald på selv at yde noget. Han tog Stilling til øjeblikkets vigtigste Spørgsmål i Züricher »Sozialdemokrat«, i »Neue Zeit«, senere også i Berliner »Vorwärts« ligesom også i franske og engelske Partiorganer. Derved kom han ofte i den Situation, at han måtte opgive gamle Opfattelser.
Således havde han f.eks. i 1860’erne tænkt ret nedsættende om Militsvæsenet. Nye Erfaringer bragte ham til en anden Synsmåde. I hans Skrift om det prøjsiske Militærspørgsmål, som han lod udkomme i 1865, mente han endnu, at en Stat som Prøjsen ville »begå den største Buk ... hvis den øjeblikkelig forkortede den normale Tjenestetid endnu mere (under 2 år for Infanteriet) ... Vi tager derfor slet ingen Hensyn til Fantasierne om en Militshær med så at sige slet ingen Tjenestetid«. Før Verdenskrigen var der tyske Socialdemokrater, der begejstredes for den herlige Krigshær ligesom for Flåderustninger og Korntold (Max Schippal). De udslyngede gerne den ovenfor citerede Sætning. De undlod hårdnakket at tage Notits af, at Engels i en Pjece, som han lod udkomme i 1893, betitlet »Kann Europa abrüsten?«, anbefalede Afrustning og en Militshær og fordrede, at Tyskland skulde gå i Spidsen med dette Forslag, der ville sikre det Verdens Sympati, som det ved sine Rustninger havde mistet. Det er virkelig profetiske Ord, som Engels dér skrev. Han sagde til de tyske Partifæller:
Gå, hvorhen I vil. I vil overalt finde Sympatier for Frankrig, men mistro mod Tyskland, som man anser for årsagen til den nuværende Krigsfare. Derpå ville der blive gjort en Ende, hvis Tyskland sluttede sig til vort Forslag ... Hele Europas og Amerikas offentlige Mening ville stille sig på Tysklands Side. Og det ville være en moralsk Erobring, som rigeligt ville opveje alle muligt udspekulerede militæriske Ulemper ved vort Forslag«. Engels mente, at foruden det internationale Proletariat ville den europæiske Filister hive vundet derved, »og det er den største Stormagt.
Man ville navnlig sikre sig de den Gang overmægtige engelske Liberales Sympati. Det ville derved blive en »engelsk Regering så godt som umuligt i en Krig at slutte sig til Tysklands Modstandere«. »Lad os ikke glemme: Den næste Krig afgør England. Tremagtsforbundet i Krig med Rusland og Frankrig, lige så vel som Frankrig adskilt fra Rusland ved et fjendtligt Gebet, alle er de henviste til Søvejen med deres undværlige stærke Kornindførsel og Søvejen behersker England ubetinget. Stiller det sin flåde til den ene Parts Rådighed, så bliver den anden ganske simpelt udhungret, Kornindførslen afskæres, det er Paris Udhungring i kolossal forstørret Målestok, og den udhungrede Part må kapitulere så sikkert som 2 og 2 er 4.«
Nøjagtig således er det virkelig gået. Hvor ganske anderledes havde den tyske Nation ikke stået i øjeblikket, hvis den i 1893 havde hørt på Friedrich Engels. I Stedet derfor har de tyske Patrioter bestræbt sig for at gøre den Ulykke, som Engels forudså, endnu mere uafviselig og ødelæggende for Tyskland derved, at de til den Landrustning, som i 1893 alene kom i Betragtning, snart efter også føjede vældige Sørustninger, der var en direkte Udfordring til England. Og selv nu vovede den Mand, der stærkest repræsenterede denne dumdristige Politik, Tirpitz, at gribe afgørende ind i Valget af den tyske Nations Overhoved. Den tyske »Filister«, den »største Stormagt« i Riget, har endnu ikke begrebet, hvor påtrængende nødvendigt det er, at Tyskland går til at gøre »moralske Erobringer«. Det sidste Arbejde, som Engels forfattede (dateret 5. Marts 1895), var hans Indledning til den nye Udgave af den Artikelserie, som Marx i 1850 offentliggjorde i »Neue Rheinische Zeitung«’s Revue om Klassekampene i Frankrig 1848 til 1850. I denne Indledning giver Engels et Tilbageblik over den politiske Udvikling, som han og Marx har gennemgået. Han henviser til, at de Anskuelser om revolutionær Taktik, som de nærede i 1848 og kort derefter, vel var »Vulgærdemokratiet« overlegen, men ikke desto mindre led af en Fejl:
»Historien har også givet os Uret og afsløret vor daværende Opfattelse som en Illusion. Ja, den er gået endnu videre: den har ikke alene tilintetgjort vor daværende Vildfarelse, den har også fuldstændig omvæltet de Betingelser, hvorunder Proletariatet har at kæmpe. Kampmåden fra 1848 er nu i enhver Henseende forældet«. »Overrumplingernes Tid er forbi, da små, bevidste Minoriteter i Spidsen for uvidende Masser gennemførte Revolutioner. Hvor det drejer sig om en fuldstændig Omdannelse af den samfundsmæssige Organisation. må Masserne selv være med, selv have forstået, hvorom det drejer sig, og hvad de må træde i Skranken for. For at få Masserne til at forstå, hvad der er at gøre, behøves et langt, udholdende Arbejde, og dette Arbejde er det netop, som vi nu udfører, og som ved sit Held bringer Modstanderne til Fortvivlelse«.
Man har ofte opfattet Engels’ Indledning til »Die Klassenkämpfe« som et pater peccavi (dvs. som et skriftemål), som en Indrømmelse af, at hans hele Livsarbejde var opbygget på et forfejlet Grundlag. Det er lige så fejlagtigt som den modsatte Antagelse, der slet ikke vil se nogen Udvikling i Marxismen og mener, at der slet ikke er nogen Forskel at finde mellem den Opfattelse, som Marx og Engels nærede i 1844 og den, de repræsenterede i de sidste to årtier af deres Liv. Ganske utvetydigt forkastede Engels i 1895 en Række Illusioner, som han og Marx omkring år 1848 havde næret. Men ligeså utvetydigt betyder hans Indledning et Forsvar for og en Stadfæstelse al den Politik, som Marx forfægtede i Internationale, og som havde været praktiseret af det tyske Socialdemokrati siden dets Begyndelse. Denne Indledning danner den afgjorte forkastelse af den bolschevistiske Kommunisme, der ikke har andet fælles med den marxistiske end hine Illusioner fra 1848, hvis uholdbarhed Engels fastslog i 1895. Og Genindførelsen af de den Gang i Indledning understregede Steder formår intet at ændre herved. Men på den anden Side betyder denne Indledning ingenlunde Begyndelsen af en ny Retning indenfor Socialdemokratiet, som man ofte har ment. Der er intet Ord deri, som ikke lader sig forene med vort Partis allerede i 1895 fastslåede Karakter. Det Standpunkt, som Engels indtog i de sidste 10 år af sit Liv, og som han delte med Bebel og Viktor Adler, var det samme, som man nu betegner som det marxistiske Centrum. Fastslåelsen af denne Kendsgerning skal naturligvis ikke udsige, at dermed skal dette Standpunkt til alle Tider gælde som Visdommens sidste Ord og ikke behøve yderligere Bevis. Derimod betyder det, at alle de, der vil gå videre end det marxistiske Centrum, enten i Retning af Kommunisme eller en ensidig Reformisme, må se sig om efter andre Argumenter end en Påberåbelse af Engels’ indledning. Imidlertid gives der ingen Ven af Proletariatet, ingen Forkæmper for dets Frigørelse, på hvilket Standpunkt han end står, der ikke vil høste den rigeste Belæring og den dybeste Erkendelse af Friedrich Engels hele Virken og af alle hans Skrifter fra det ældste til det yngste. Langt vigtigere end at strides om deres Udlægning er det at gøre sig bekendt med dem, grundigt og uden Forudindtagethed. Hvis vor Mesters 30-Aars Dødsdag tilskynder til at drive Studiet intensivt, vil et nyt åndeligt Liv befrugte vor store Sag, som Friedrich Engels mere end et halvt århundrede har tjent uegennyttigt, frygtløst og trofast.
Sidst opdateret 26.6.2008