Udgivet af Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1921.
Oversat fra Terrorismus und Kommunismus, Ein Beitrag zur Naturgeschichte der Revolution, Berlin, Verlag Neues Vaterland, E. Berger & Co., 1919.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 17. sep. 2012 fra perbenny.dk iflg. aftale. (Der er foretaget mindre ændringer, især i overskiftsnummerering, for at bringe den mere i overensstemmelse med den oprindelige tyske tekst.)
1. Revolution og rædselsherredømme
2. Den Store Franske Revolution (1789). Paris
4. Den første Pariserkommune
a. Pariserproletariatet og dets kampmidler
b. Årsagerne til rædselsherredømmet
c. Terrorismens fallit
5. Rædselsherredømmets tradition
6. Den anden Pariserkommune (1871)
a. Kommunens oprindelse
b. Arbejderråd og centralkomité
c. Jakobinerne
d. Internationalisterne
e. Socialismen i Kommunen
f. Centralisme og føderalisme
g. Den terroristiske tanke i Kommunen
7. Mildere sæder
a. Bestialitet og humanitet
b. To retninger
c. Blodige handlinger og rædselsherredømme
d. De mildere sæder i det 19. århundrede
e. Krigens virkninger
f. To retninger
8. Når kommunisterne arbejder
a. Ekspropriation og organisation
b. Proletariatets modning
c. Diktaturet
d. Korruptionen
e. Bolsjevismens forvandling
f. Terroren
g. Udsigterne for Sovjetrepublikken
h. Udsigterne for verdensrevolution
Følgende arbejde blev påbegyndt for omkring et år siden, men blev droppet som følge af revolutionen d. 9. november, idet revolutionen bragte mig andre forpligtelser end blot teoretisk og historisk forskning. Det var først efter flere måneder, at jeg i god orden kunne vende tilbage til arbejdet, – med lejlighedsvise afbrydelser, – for at bringe denne bog til færdiggørelse.
Forløbet af de seneste begivenheder har vist vigtigheden af dette arbejde. Men det blev mere vanskeligt ved den omstændighed, at som tiden gik, blev undersøgelsen af dette emne forskubbet til en vis grad. Mit udgangspunkt var at repræsenterede centrale problemer i den moderne socialisme, og holdningen hos Socialdemokratiet til bolsjevikkernes metoder. Men da bolsjevismen af sig selv havde henvist til Pariserkommunen i 1871 som værende i en vis udstrækning dens forløber, og dens prototype, og som har modtaget sanktion af Marx selv, og da Kommunen sidenhen er lidet kendt og forstået af den nuværende generation, så ville jeg at drage en parallel mellem Kommunen og den sovjetiske republik.
For at gøre Kommunen forståelig var jeg nødt til at henvise til Pariserkommunen, og bagefter til den Franske Revolution og dens tøjlesløse terror. Det gav mig friske erindringer til en anden parallel til den sovjetiske republik, og herfra førte en undersøgelse af Kommunen til en undersøgelse af terrorisme, dens oprindelse og dens konsekvenser.
Der er således to tanker som bliver fusioneret i denne bog, den ene lejlighedsvis førende væk fra de andre. Først følte jeg, at dette er temmelig foruroligende, og overvejede selv, om det ikke ville være bedre at opdele arbejdet i to separate afdelinger; den ene repræsenterer redegørelsen af Kommunen, den anden en diskussion af terrorisme. Men, i forhold til mit udgangspunkt er Sovjetrepublikken i sådanne meget tæt forbindelse med disse to begivenheder i historien, at det forekom mig umuligt at behandle dem separat. Jeg håber derfor, at det på trods af de forbundne vanskeligheder med den dobbelte natur af denne bog, at jeg skulle have kunnet bevare ensartetheden i strukturen af de tanker, der er indeholdt deri.
Men akademiske læsere kan forestille sig mange af mine illustrationer og udstillinger, og de er alle af højeste betydning i praksis, især på sådan en vildt gæret tid som de nuværende. Dette betyder ikke, at man skal sige, at jeg har tilpasset sandheden, som den var til behovene i dette øjeblik. I stedet har jeg altid søgt, selv i de sektioner, hvor jeg henviste til en lang fortidig periode, til kun at behandle den side af det emne, der syntes beregnet til at kaste lys over det kaos, der omgiver os.
Hvis vi kun vælger at betragter det kaos, som det eksisterer i Rusland og Tyskland på nuværende tidspunkt, er vores udsigter i øjeblikket og vores fremtid meget langt fra afklaret. Vi ser en verden segne under økonomisk ruin og brodermord. I begge lande finder vi socialdemokrater under regeringer, der handler mod andre socialister, med lignende grusomhed, som man praktiserede for mere end et halvt århundrede siden, som Versailles-slagterne udviste mod Kommunen – en grusomhed, der lige siden har rejst den mest højlydte harme i hele det internationale proletariat.
Alligevel er fremtidsudsigterne blevet lysere efter at vi snart holdt på med Internationalen. Arbejderne i Vesteuropa har rejst sig. Det påhviler dem at opnå konkrete resultater, men kun med mere værdigere metoder end dem, der praktiseres op til nutiden i øst.
Derfor er det nødvendigt, at de skal lære fra os, og at de skal lære at genkende de forskellige metoder til kamp, samt til konstruktion, af deres resultater. Det er ikke så meget en blind beundring af metoderne til revolutionens hidtidige fremhersken, men den strengeste kritik, der er nødvendig, og særligt behov for netop i dag, hvor revolution og socialistiske partier gennemgår gennem en yderst vanskelig krise, hvor forskellige metoder kæmper for at vinde overtaget.
Succesen for revolutionen afhænger ikke så lidt af, hvorvidt man opdager de rigtige metoder til at overbringe det revolutionære budskab til proletariatet. At undersøge disse metoder er på nuværende tidspunkt vores højeste pligt. For at hjælpe med denne undersøgelse og dermed forberede fremtidige revolutioner, er dette værks formål i det nærværende arbejde.
Charlottenburg, Juni 1919.
K. Kautsky.
I store kredse af socialdemokratiet havde den mening fæstet sig i tiden før krigen (dvs. før 1914), at revolutionernes tid var forbi, ikke blot for Vesteuropa, men også for Tyskland og Østrig. Den, der tænkte anderledes, blev hånet som revolutionsromantiker. Nu har vi revolutionen, og den antager former af en sådan vildskab, som end ikke den mest fantastiske revolutionsromantiker blandt os havde ventet. Ophævelse af dødsstraffen var blevet et selvfølgeligt krav for enhver socialdemokrat.
Men revolutionen bringer os den blodigste terrorisme, udøvet af socialistiske regeringer, og det er i virkeligheden en vidt udbredt opfattelse, at terrorisme hører med til revolutionens væsen; den, der vil den ene, må også finde sig i den anden. Som bevis herpå anføres gang på gang den Franske Revolution. Den gælder for at være mønsteret for revolutioner.
Ved en undersøgelse af terrorismen, dens vilkår og resultater går man derfor bedst ud fra en karakteristik af sansculotternes rædselsherredømme. En sådan vil vi begynde med. Det vil nok føre os noget langt bort fra nutiden, men det vil lære os at forstå denne bedre. Det er ganske påfaldende, hvor mange overensstemmelser der består imellem den Store Franske Revolution og vore dages revolutioner, navnlig den russiske (Oktoberrevolutionen 1917). Og alligevel er nutidens revolutioner grundlæggende forskellige fra det 18 århundredes. Det fremgår allerede af en sammenligning mellem vort proletariat, vor industri, vore samfærdselsmidler og hine tiders.
Den nuværende tyske revolution har ikke noget centrum, hvorimod den Franske Revolution blev behersket fra Paris. Den og dens rædselsherredømme kan ikke forstås uden et indblik i den økonomiske og politiske betydning, som Paris havde fået for Frankrig. Ingen anden by i det 18. og det 19. århundrede har udøvet en sådan magt som Paris. Det hænger sammen med den betydning, som residensstaden, regeringscentret, besidder i den moderne bureaukratisk-centralistiske stat, inden den økonomiske decentralisation endnu har taget fat, den decentralisation som den udviklede industrielle kapitalisme fører med sig, idet den udvikler samfærdselsmidlerne.
I den feudale stat er den magt, der udstråler fra statens midtpunkt, fra selve monarken, kun ringe, hans funktioner er ikke omfangsrige, og som følge deraf er hans regeringsapparat også kun lille. Dette apparat lader sig meget vel flytte fra den ene by eller borg til den anden, og monarken ser sig så meget hyppigere nødsaget til at gøre det, jo mindre transportvæsenet er udviklet, jo mindre et enkelt sted, henvist som det er til sine egne midler, forslår til i længden at kunne underholde hans følge, og jo hyppigere han finder anledning til at vise sig i sit landområdes forskellige dele, fordi han kun på den måde formår at bevare deres troskab og lydighed. Således udøvedes i de tider det monarkiske erhverv i regelen under stadig omflakken, ligesom nomaden opsøger monarken den ene fede græsgang efter den anden og forlader den, når han har afgræsset den.
Men i tidernes løb vokser regeringsapparatet, navnlig ifølge den tiltagende vareproduktion, som bevirker pengeøkonomiens opkomst og i stedet for vanskeligt transportable afgifter i naturalier medfører skatter, der udredes i let transportable penge. Med skatteindtægten vokser monarkens magt, men tillige også regeringsapparatet i form af bureaukrati og stående hære. Nu kan det ikke mere flyttes omkring, dét må have ét fast sæde. Medens enkelte større byer, beliggende ved handelens knudepunkter eller i rigets centrum, og som var rigere end provinsens øvrige små købstæder, fra Arilds tid havde været hovedstæder, som monarken foretrak som opholdssted, så blev nu en af dem til fast sæde for regeringen, til residensstad. Her samledes nu alt, hvad der havde at gøre med regeringen, her strømmede alle landets skatter sammen, og kun en del af dem flød atter tilbage til landet. Her nedsatte leverandørerne til regeringen og hoffet sig også, og det samme var tilfældet med de pengemænd, der som skatteforpagtere og bankierer gjorde pengeforretninger med staten.
Samtidig voksede monarkens magt over adelen, hvis selvstændighed blev knækket. Monarken ville ikke længere finde sig i, at højadelen opholdt sig borte fra ham, ude på deres slotte; den skulle til hove, under hans personlige opsyn, og ene og alene tjene monarken, ofte blot ved en tom, unyttig hoftjeneste. De selvstændige funktioner i samfundsstyrelsen blev taget fra adelen og overdraget til bureaukraterne, som monarken indsatte og lønnede.
De adelige blev mere og mere til droner, der kun havde den opgave ved monarkens hof at fortære indtægterne fra deres landejendomme. Hvad de hidtil havde spist op på deres borge og slotte, mellem deres bønder og fæstere, det gik nu til residensstaden og øgede dennes rigdom. Dér byggede de nye slotte ved siden af monarkens, dér satte de deres indtægter over styr i blot og bart nydelsesliv, da alle alvorlige hverv jo var taget fra dem. Og de kapitalistiske parvenuer, der dukkede op ved siden af dem, søgte at være deres jævnbyrdige i flothed.
Således blev residensstaden i modsætning til bondelandet og købstæderne – »provinsen« – ikke blot til et centrum for hele landets rigdom, men også til et centrum for nydelseslivet, der udøvede en stærk tiltrækningskraft på alle i landet og undertiden også på mange fra udlandet, som havde råd til at more sig eller lyst og evne til som glædens tjenere eller tjenerinder at udnytte dem, der higede efter fornøjelser.
Men der var også mere alvorlige elementer, som følte sig tiltrukne af residensstaden. Medens adelen på deres slotte næsten blot havde den mere rå tidsfordriv som ædegilder, jagt og efterstræbelse af omegnens piger til sin rådighed, så frembragte byen finere sæder og fornøjelser. Adelen fik interesse for kunsten, og det blev mode, at understøtte videnskaberne. Derfor strømmede også kunstnere og videnskabsmænd til residensstaden, hvor de snarest kunne håbe på at blive taget under armene. Jo mere bourgeoisiet i residensstaden vandt i styrke, des mere fandt forfatterne og kunstnerne, foruden i adelen, også i borgerskabet et marked for deres produkter.
Det er en selvfølge, at talrige industridrivende og handelsfolk under disse omstændigheder strømmede til for at tilfredsstille alle disse elementers fornødenheder. Ingen steder havde man så stor udsigt til at skabe sin lykke som i residensstaden. Derhen strømmede fra hele landet alt, hvad der havde ånd, selvtillid og energi. Men det var ikke enhver, der nåede sit mål. Der var masser af havarerede eksistenser, og de gav yderligere hovedstaden dens særpræg, disse masser af pjalteproletariat, som søgte deres lykke dér, fordi de dér havde lettest ved at holde sig skjult og snarest kunne vente at finde de lykkens omskiftelser, hvis dristige udnyttelse skulle hjælpe dem fremad – en lykke, som de ikke sjælden selv rettede lidt på, som den bekendte Riccaut de la Marliniére i Lessings »Minna von Barnhelm«.
Det var ikke blot kunst og videnskab, men også et tøjlesløst nydelsesliv ved siden af den usleste fattigdom og en talrig forbryderverden, der blev et kendemærke på residensstaden. Til dette sociale særpræg svarede et særpræget åndeligt liv hos denne befolkning. Men dette var ikke ens i alle residensstæder. Det var forskelligt, alt efter byens størrelse.
I småstaterne eller i økonomisk tilbagestående samfund, var residensstaden en lille by, hvor mange af de her fremhævede karaktertræk kun i ringe grad kunne udfolde sig. Her var det mest iøjnefaldende indbyggernes afhængighed af hoffet, og det ikke blot en økonomisk og politisk afhængighed, men også en åndelig. Borgerskabet antog her hofmandens sindelag, men vel at mærke i grovere, plumpere og naivere skikkelse. Det virkede tilbage på landbefolkningen, som fik alt sit lys fra hovedstaden.
Derfra stammede i Tyskland med alle dets småstater det stærkt monarkistiske og servile sindelag, der i det borgerlige demokratis blomstringsperiode i så høj grad opbragte dets forkæmpere. Det var dette sindelag, som fik Börne til fortvivlet at udbryde: »De andre folkeslag er trælle, tyskerne er lakajer« – en tanke, som Heine med mere spot udtaler i følgende sætning: »Tyskland, dette fromme barnekammer, er ikke nogen romersk morderkule«.
Anderledes formede det åndelige liv sig i de store residensstæder. Jo større byen var, des mere trådte hoffets folk i antal og indflydelse i baggrunden for de andre elementer, som søgte at gøre deres lykke dér; des større var også de skuffedes og utilfredses antal, des større var deres masse og følgelig også deres kraft. Derved fik ikke blot de mod, men også de oppositionelle, som uden selv at være utilfredse havde et klart blik for statens og samfundets brist. En sådan opposition fandtes der overalt. I den lille residensstad holdt den sig skjult, i den store kunne den vove at udtale sig.
Blandt de store residensstæder på Europas fastland var Paris i det 17. og 18 århundrede den største, hovedstad som den var i datidens betydeligste europæiske stat. Den havde ved udgangen af det 18 århundrede ca. 600.000 indbyggere. Weimar, den residensstad, som da var det åndelige brændpunkt i Tyskland, havde med et rundt tal 10.000!
Allerede tidligt udmærkede Paris’ indbyggere sig ved deres oprørsånd. Således rejste de sig f.eks. i 1648 i Frondebevægelsen, der var en følge af, at regeringen var kommet i konflikt med Pariserparlamentet, den øverste domstol. Der byggedes barrikader, og til sidst måtte kongen flygte fra Paris – 1649, samme år som Karl I. af England blev halshugget. Indtil 1652 fortsattes denne kamp, i hvilken monarkiet til sidst måtte finde sig i at slutte en forståelsesfred, der ganske vist snart førte til en ny befæstelse af enevælden. Hovedstaden havde under denne kamp sluttet sig sammen med højadelen, og det var to alt for ulige forbundsfæller. Højadelen formåede intetsteds mere at hævde sig overfor kongedømmet. Paris havde derfor dengang ikke samme modstandskraft overfor Ludvig XIV som London overfor Karl I.
Frondens kamp falder i Ludvig XIV’s ungdom. parisernes opstand, hans flugt for dem gjorde et dybt indtryk på ham. For ikke endnu engang at opleve en sådan ydmygelse flyttede han residensen bort fra Paris. Regeringsapparatet måtte han ganske vist lade blive tilbage, men til sæde for sin hofstat valgte han et sted, der lå nær nok ved Paris til at tilstede en stadig og hurtig forbindelse med regeringen, og dog langt nok borte til, at han kunne være beskyttet mod gadeoprør. I året 1672 påbegyndtes i Versailles, 18 km. fra Paris, opførelsen af hans nye residens, som skulle koste ham eller rettere sagt hans folk en milliard francs. Versailles skulle gentagne gange i de kommende århundreder vise, at det var bygget til værn mod det oprørske Paris.
Så bestemt Paris end optrådte overfor staten som centralmagt, så var byens forhold til denne magt dog et dobbelt. På den ene side stræbte Paris efter selvstændighed og uafhængighed af statsmagten, og på den anden side beroede byens rigdom og styrke netop på rigets storhed og på statsmagtens betydning i riget. Paris måtte kræve kommunalt selvstyre, og dog havde byen den største fordel af statscentralisationen, som den selv fremmede allerede ved sin blotte tilværelse.
Det, der i løbet af det 18 århundrede forbandt Frankrigs forskellige sammen-erobrede provinser til en fast national enhed, det, var fremfor alt Paris, der ragede op over alle landets dele. Hvad skulle vel have forbundet elsasseren med bretagneren, eller flamlænderen fra Dunkerque med gascogneren? Men alle sammen havde de forbindelse med Paris; dér fandt deres bedste sønner hinanden, og dér smeltede de sammen til en ensartet nation. At Paris på een gang var den bedste støtte for den centraliserende statsmagt og den mest kritiske opposition imod den, denne modsætning afspejlede sig i byens stilling til provinsen. I Paris opdagede man snarere end andetsteds de brøst og misbrug, riget led af. I Paris havde man snarere end andetsteds mod til at blotte dem og brændemærke dem, i Paris havde man snarere end andetsteds styrke til at angribe dem. På denne måde blev Paris en forkæmper for hele det lidende Frankrig. Provinsbeboerne, splittede og åndeligt tilbage, modløse og kraftesløse, som de var, så i Paris deres forkæmper, deres redningsmand, hvis banner de ofte begejstret fulgte.
Dog ikke altid. Thi det selv samme Paris blev stor og stærk ikke blot ved sine egne indbyggeres arbejde, men også ved udbytning af landets provinser, idet broderparten af den i provinserne skabte merværdi flød sammen i Paris for dér dels at blive soldet op og dels at tjene til kapitalophobning, til berigelse og styrkelse af landets udbyttere.
Således dannede der sig ved siden af tilliden til det for fremskridt kæmpende Paris et had til det udbyttende Paris, en modsætning imellem residensstaden og provinsen. Alt efter den historiske situation havde snart den ene, snart den anden af disse stemninger overvægt.
Den økonomiske modsætning skærpedes yderligere ved den modsætning i anskuelser, der var en følge af det forskellige sociale milieu. På bondelandet og i provinsen herskede der økonomisk stilstand og derfor konservatisme, en holden fast ved de overleverede moralske anskuelser. Selv de, der ikke anerkendte dem, måtte fremhykle dem, thi i landsbyens og købstadens små kredse stod enhver under de andres kontrol.
Denne kontrol manglede helt og holden i residensstaden. Dér kunne man vove åbenlyst at trodse de overleverede sæder, og de blev da også angrebet både fra oven og fra neden, i ligeså høj grad af den overmodige, nydelsesrige adel og de kapitalistiske kredse, der efterabede adelen, som af de lavere klassers brede lag, der i deres elendige og stadig utrygge tilværelse hverken gjorde holdt foran ejendomsrettens skranker eller respekterede familielivets bånd. Imellem disse to modsætninger stod der store skarer af lykkejægere og intellektuelle, ofte fristende samme elendige og usikre tilværelse som pjalteproletariatet, men med adgang til at tage del i residensadelens og pengematadorernes nydelsesliv.
Intet under, at de brave købstadfolk og bønder i ligeså høj grad afskyede det franske Babylons krasse mangel på moral, som de vittige parisere gjorde sig lystig over provinsianernes åndsforladte filisteri og bonerte fordomme.
Og som i moralen viste der sig den samme modsætning på det religiøse område. For bonden var i hans verdensfjernhed den gejstlige den eneste intellektuelle, der tog sig af ham, formidlede hans forbindelse med omverdenen og bibragte ham en viden, der gik ud over landsbykirkens horisont. At denne viden forlængst var sejlet agter ud ved videnskabens udvikling, det kunne analfabeterne ude på bondelandet ingen forestilling have om. De hang ved deres kirke og religion; dog havde de blot respekt for disses åndelige skatte. At tilegne sig kirkens jordegods nærede de ingen betænkelighed ved. – For pariserne spillede kirkegodset derimod en mindre rolle end kirkens magtstilling og religionens anskuelser.
Medens kirken i middelalderen var et middel til at opretholde videnskaben, så havde siden renæssancens tid den ikke kirkelige videnskab i byerne for længst taget luven fra den kirkelige. For byernes folk var kirken ikke længere et middel til at udbrede kundskab, men et middel til at hindre kundskabsudbredelse. Modsætningen skærpedes ved, at de gejstlige intellektuelle gennem tvangsforholdsregler fra statens side søgte at værge sig mod konkurrencen fra de verdslige intellektuelle, som de følte sig mindre og mindre voksne. De verdslige svarede med åndens skrappeste våben, både med knusende hån og med den grundigste videnskabelige forskning, og de kastede sig så meget des snarere og hellere ud i denne kamp mod kirken, som de derved under visse omstændigheder, når de gik forsigtigt til værks, kunne opnå støtte fra de herskende aristokrater og bureaukrater eller i det mindste neutralitet fra deres side. Disse gjorde sig ikke blot lystige over den overleverede religions lærdomme, de følte sig tit også generede af den katolske kirke, fordi den ikke uden videre ville føje sig ind under statens overherredømme. Kampen mod kirken var altså mindre farlig end kampen mod enevælden, og den i staten opdukkende opposition var derfor raskere til at tage den op.
Men også her møder vi en vis dobbelthed. De regerende klasser satte sig op mod kirken, hvor denne ville optræde som selvstændig organisation, men den var for dem et uundværligt middel til at beherske de lavere klasser. Denne dobbelthed gjorde sig gældende dybt ind i de oppositionelle intellektuelles rækker. Voltaire skabte ordet: »Écrasez l´infáme« – knus den infame [kirke], men han fandt, at religionen burde opretholdes for folkets brede masser.
En lignende dobbelthed gjorde sig også gældende i pariserbefolkningens og dens ordføreres lavere lag. Ganske vist bekæmpede de alle kirken og ville ikke vide af den. Men i overensstemmelse med proletariatets stilling som klasse, der altid hensynsløst vil drage de yderste konsekvenser og have radikale løsninger, var der nogle, der agiterede for den mest yderliggående ateisme og materialisme, medens andre følte sig frastødt af denne tænkemåde, fordi det var de aristokratiske og kapitalistiske udbytteres tænkemåde – vel at mærke i tiden før revolutionen. Modsætningen mellem troende og ateistiske socialister holdt sig i Frankrig til ind i det 19 århundrede. Endnu Louis Blanc stiller sig i sin bog »Den Franske Revolutions Historie« ganske på Rousseaus og Robespierres side, der i modsætning til ateisterne Diderot og Anacharsis Cloots holdt fast ved troen på en gud: »De indså, at ateismen gør anarki mellem menneskene til noget helligt, idet den også forudsætter anarki i himmelen.«
Louis Blanc overså, at der for ateisterne ligeså lidt gives nogen himmel som nogen vorherre. Ligesom de direkte klassemodsætninger således måtte alle disse modsigelser og modsætninger under en så kæmpemæssig rystelse som den Franske Revolution fra tid til anden føre til de skarpeste konflikter.
Den samme Ludvig XIV, som af frygt for pariserne gjorde Versailles til sin residens, formåede at knække adelens selvstændighedstrang og blev stærk nok til i kampen med alle sine naboer at gøre sit kongerige til den største og stærkeste stat i Europa, dog opnåede hån kun alt dette ved en række krige, der medtog Frankrig i bund og grund og bragte det til afgrundens rand.
Hans sidste krig, den Spanske Arvefølgekrig, der varede fra 1701-14 og endte uheldigt for Frankrig, ville allerede have indført en revolution, hvis der havde eksisteret en stærk revolutionær klasse. Forbitrelsen imod monarken var uhyre. Det viste sig ved hans død i året 1715.
»Hans ligbegængelse blev – for at spare på omkostninger og tid – foranstaltet så tarveligt som muligt. pariserne, som troede sig befriede fra det utåleligste åg, gav den store konges båre under kørslen gennem gaderne ikke blot hånsord og forbandelser, men også skam og stenkast med på vej. Rundt omkring i provinserne opløftedes der et med forbandelser mod den afdøde blandet glædesskrig, overalt opsendtes takkebønner; lykken over at være befriet for denne despot viste sig åbent og uden blu. Fred, frihed til at røre sig. Formindskelse af skatter, det var det, man håbede af den nye regent«. (M. Philippson: Das Zeitalter Ludwigs XIV).
Den franske befolkning skulle endnu gøre bitre erfaringer med »Solkongens« efterfølgere, før det skred til, i den store revolution, at tage sin skæbne i sin egen hånd. Næppe begyndte landet nogenlunde at komme til kræfter igen, før det blev styrtet i nye krige. I 1733-35 måtte det for Polens og Lothringens skyld føre krig med Østrig, fra 1740-48 tog det ved Prøjsens side del i den Østrigske Arvefølgekrig imod Maria Theresia og England; i 1756-63 kæmpede det i Syv-årskrigen ved Maria Theresias side imod Prøjsen og England; i 1778-83 førte det, for at støtte De Forenede Stater i deres uafhængighedskamp, krig mod England. Disse krige ikke blot ruinerede landet, de blev i regelen også ført så elendigt, at de ikke engang bragte landet ære.
Enevælden havde ved hjælp af det opadstræbende borgerskab kastet lensadelen til jorden, ikke for at afskaffe den, men blot for at herske uindskrænket over den. Monarken følte sig som adelens topfigur. Adelen var uundværlig for ham; han valgte med forkærlighed af den ham hengivne adels kredse ledere for statens politik og dens hærvæsen, medens han samtidigt berøvede den samme adel dens selvstændighed, degraderede den til et blot og bart nydelsesliv og derfor lod den både moralsk og åndelig forfalde og gå sin økonomiske ruin i møde.
Jo mere åbenlys adelens moralske, intellektuelle og økonomiske fallit var, des større blev dens krav til bønderne, des voldsommere blev disse undertrykte og udsugede, og des mere forfaldt landbruget, der dannede statens økonomiske grundvold. Men samtidigt voksede også statens krav til de ulykkelige bønder som hovedskatteydere, thi adelen, der ikke havde nok med at ruinere staten gennem sin diplomatiske virksomhed og sin krigsførelse, søgte også ved at plyndre staten at holde sig skadesløs for sine ejendommes økonomiske tilbagegang. Den understøttedes heri af monarkiet og kirken, som var de største grundejere i staten.
Overfor disse fortvivlede tilstande stod Paris med sit stærke, hurtigt opadstræbende bourgeoisi, sin talrige intelligens, som var mere skrap til at opdage stats- og samfundsordenens mangler og mere skånselsløs til at brændemærke dem end de intellektuelle i nogen anden storstad i Europa. Og nedenunder dem fandtes der en småborgerklasse, den kraftigste og mest selvbevidste i hele Europa, og et proletariat så vældigt i antal, så koncentreret og så fortvivlet som intet andet sted.
En frygtelig konflikt var uundgåelig, når disse modsætninger engang tørnede sammen. Den brød ud, da kongedømmet til sidst ikke kunne klare sig længere, da det var kommet i en sådan gæld, at der forestod et finansielt sammenbrud, og der ikke fandtes den finansmand mere, der ville give det kredit.
De feudale rigsstænder, der ikke havde været samlede siden 1614, en stænderrepræsentation for adelen, gejstligheden og borgerskabets store masse, skulle nu hjælpe, skulle bevilge nye skatter og lån og således hæve den fallerede enevældes kredit og hjælpe den med at friste tilværelsen videre frem i tiden. Valgene til de enkelte stænder blev udskrevne i 1789,og de valgte blev indkaldt til kongens residens, Versailles.
Men bortset fra hofmændene var alle klasser frygtelig forbitrede på det herskende system. Stænderne gav sig straks, efter at de var samlede, d. 5 maj 1789, til – i stedet for at bevilge nye skatter og lån – at reformere systemet. Derved forstod ganske vist adelen og gejstligheden noget helt andet end de borgerlige. Men disse sejrede i det fjendtlige sammenstød mellem stænderne. Generalstænderne blev til en konstituerende Nationalforsamling, der gav Frankrig en ny forfatning.
Nationalforsamlingens magt var foreløbig blot rent moralsk; den beroede på bevidstheden om, at den havde nationens uhyre flertal bag sig. Men det var endnu ikke tilstrækkeligt til at værne den mod et statskup fra dens side, der havde den fysiske magt. Endnu havde monarkiet en sådan til sin rådighed, nemlig i hæren, og var til sinds at bruge den.
Men regeringen måtte mindes Fronden, den fysiske magt, som Paris rådede over. Kun når man kunne få bugt med Paris, turde man håbe på at kunne splitte Nationalforsamlingen eller knægte den. Derfor blev der samlet talrige tropper i Paris, og da man således troede sig sikker, kom statskuppet. Afskedigelsen af Necker som minister, ham, som Nationalforsamlingen havde påtvunget kongen (d. 12 juli 1789).
Hvis Paris fandt sig heri med ro eller led et nederlag i kampen mod tropperne, så var revolutionens skæbne foreløbig beseglet. Men Paris rejste sig, kongens tropper svigtede. Proletariatets og småborgernes store masser brød ind i Invalidehuset, bemægtigede sig 30.000 geværer og stormede den tvangsborg, Bastillen, som lå foran de revolutionære forstæder (d. 14 juli 1789)..
Nu knækkede kongen og hans hofmænd sammen, men nu rejste også bønderne sig hele landet over. Allerede i forvejen havde der været enkelte uroligheder blandt bønderne, der let var blevet slået ned. Men den almindelige storm, der nu rejste sig, formåede ingen magt at modstå. Det var Paris, der dengang reddede revolutionen og gjorde den til en almindelig revolution.
Men efterhånden syntes stormen at ville lægge sig igen. Kongen og hans feudale tilhængere fattede på ny mod. Han begyndte at forholde sig afvisende overfor Nationalforsamlingens beslutninger og påny at samle tropper. Da kom pariserne til den overbevisning, at de ikke kunne være sikre, så længe statens overhoveder, kongen og Nationalforsamlingen, var i Versailles. De ville bringe ham og den direkte under deres opsyn og under deres indflydelse. D. 15 oktober 1789 drog store folkemasser fra hovedstaden til Versailles og tog kongen med tilbage.
Nu håbede folket at få ro til uforstyrret at kunne hengive sig til forfatningens udformning og til praktisk arbejde, hvoraf det under de nye forhold ventede sig en sikker velstand. D. 14 juli 1790 aflagde Ludvig XVI ed på den nye forfatning, dog kun med indre modstræben. Han følte sig som fange i Tuilerierne; alle hans regeringshandlinger var ham imod i hans indre.
Der var heller ikke gået et år, efter at han havde aflagt ed på forfatningen, før han hemmeligt flygtede (d. 21 juni 1791), og han var uforsigtig nok til, før han var kommet i sikkerhed, at give folket oplysninger om sig selv. Han efterlod nemlig et skrift, i hvilket han erklærede, at alle hans kundgørelser siden oktober 1789 var blevet ham afpressede og var ugyldige. Det var meget ubetimeligt af ham, thi han blev genkendt på flugten, arresteret og ført tilbage til Paris.
Allerede dengang krævede en stor del af de forbitrede parisere kongen afsat, men den monarkiske tradition bundede endnu altfor dybt i folkets brede lag til, at dette forsøg allerede nu kunne lykkes. Det ville have vendt sig til kongens fordel. Nu hang afsættelsen blot over hovedet på ham. Værre blev hans skæbne, da Frankrig under hans regering kom i krig med Europas forenede monarker i april 1792. Det var ikke nogen krig af den slags, man hidtil havde haft, en krig om mere eller mindre land. Det var den europæiske lensadels og enevældes krig imod et folk, der havde befriet sig og nu igen skulle underkues, en sand borgerkrig med al den grusomhed, der karakteriserer borgerkrige. Landets fjender truede det revolutionære folk med fuldstændig tilintetgørelse, og landets egen konge stod i forbund med dem.
I denne situation mistede den monarkiske idé hurtigt sin styrke, men alligevel kunne Nationalforsamlingen endnu ikke beslutte sig til at prisgive den. Det var igen pariserne, der satte igennem, at kongen blev taget til fange, og at der blev sammenkaldt en ny Nationalforsamling, Konventet, der skulle give Frankrig en ny, republikansk forfatning (d. 10 august 1792). I sit første møde besluttede Konventet enstemmigt, at kongedømmet skulle afskaffes (d. 21 september 1792).
Men pariserne troede ikke at republikken var sikret, så længe Ludvig XVI endnu levede. De krævede ham anklaget for landsforræderi. Herfor gøs flertallet i Konventet tilbage. Men parisernes raseri blev uimodståeligt, de havde erfaret, at der i Tuilerierne var blevet fundet en sekretær, hvori kongen havde skjult en række dokumenter. Disse dokumenter viste, at kongen havde underkøbt en række parlamentsmedlemmer, deriblandt Mirabeau, at han stod i forbindelse med landets fjender, og at en del af hans garde, der kæmpede i østrigernes rækker mod Frankrig, også under krigen havde fået sold af ham.
Alligevel søgte et parti i Konventet at frelse kongen. Det ville appellere til det franske folk; kongens skæbne skulle afgøres ved en folkeafstemning. Dette forsøg på at spille provinsen ud mod Paris stødte på den heftigste modstand hos pariserne. Frygten for dem fik til sidst overhånd i Konventet. Folkeafstemningen blev forkastet med 423 stemmer med 270. Dermed var Ludvig XVI’s skæbne afgjort, d. 21 januar 1793 besteg han skafottet.
Det republikanske parti, der mest lagde sig i selen for kongen, var de såkaldte girondinere, der havde deres navn af, at de deputerede, der dannede partiets oprindelige kerne, var blevet valgte i departementet Gironde i Sydfrankrig. De hadede Paris på det heftigste og ville gøre det af med byens ledende stilling. Frankrig skulle blive en forbundsstat.
»Fire dage efter Konventets åbning gentog girondineren Lasource under sine partifællers bifald: Jeg vil ikke være med til, at Paris, ledet af intriganter, skal blive det for Frankrig, hvad Rom engang var for det romerske rige. Paris’ indflydelse må reduceres til den treogfirsindstyvendedel, som ethvert andet departement også råder over«.
Modsætningen mellem girondinerne og Paris antog til sidst de vildeste former. Under oprørene fra d. 31 maj til d. 2 juni 1793 satte pariserne hos Konventet igennem, at 34 girondinere blev udelukkede og arresterede. Svaret derpå var mordet på Marrat ved girondineren Charlotte Corday fra Normandiet (d. 13 juli), og snart derefter girondinernes forsøg på at rejse Normandiet, Bretagne og Sydfrankrig til oprør mod Konventet, og det midt under krigen. pariserne blev ikke svar skyldige herpå, og de girondinere, der var i Paris, blev henrettede (d. 31 oktober).
Vi har hidtil stadig talt om »pariserne«. Naturligvis skal derved ikke forstås hele Paris’ befolkning, der jo dannede hinanden meget modsatte klasser. Ved pariserne skulle forstås det brede lag i hovedstadens befolkning, småborgerne og proletarerne.
Ved sidstnævnte må vi ganske vist ikke tænke på nutidens storindustrielle arbejdere. Vel var der i Paris en del manufakturer, men størstedelen af deres arbejdere var enten beskæftiget ved alskens tjeneste som håndlangere og arbejdsmænd, eller også var de håndværkssvende, der selv engang ville blive selvstændige håndværkere. Desuden gaves der talrige småhåndværkere og hjemmearbejdere så vel som mellemhandlere af enhver art, som levede i den hårdeste fattigdom og usleste utryghed.
Denne fattigdom og utryghed gjorde deres sociale stilling proletarisk, men efter deres stilling som klasse, dvs. efter deres indtægtskilder, var de småborgere, og deres ideal bestod i en magelig småborgertilværelse. Intet er mere vildledende end at forveksle deres stilling efter deres indtægt med deres stilling som klasse, hvad Lassalle gjorde, og hvad nu til dags de blandt vore russiske partifæller gør, som tror, at den fattige bonde har andre klasseinteresser end den velhavende bonde, og at han har de samme klasseinteresser som byernes lønarbejdere. Det er lige så forkert som den betragtning, der går ud på, at de små kapitalister har andre klasseinteresser end de store, og at modsætningen mellem dem og storkapitalen falder sammen med klassemodsætningen mellem proletariatet og kapitalen. De små kapitalister higer efter at blive store, også de små bønder vil udvide deres besiddelse; det, og ikke det socialistiske samfund er deres mål. Den ene part vil ligesom den anden part forøge sine indtægter på arbejdernes bekostning, den ene part ved lave lønninger og lang arbejdstid, den anden ved høje priser på levnedsmidler.
Således var også de fattige lag i Paris’ befolkning på den Franske Revolutions tid efter deres stilling som klasse småborgere, og det til trods for deres proletariske levevilkår. Disse levevilkår kunne ikke sætte dem noget mål, der var forskelligt fra de bedrestillede småborgeres, men kunne nok anvise dem kampmåder, der var mindre tiltalende for de mere velhavende småborgere.
Den, der er ved at sulte ihjel, kan ikke vente; han fortvivler og nærer derfor ingen betænkelighed ved valget af sine midler; hans liv har ikke stor betydning for ham, han har intet at tabe uden sine lænker, han sætter alt på spil i en tid, hvor alt det overleverede styrter sammen, og han tror at kunne erobre verden.
Således blev proletarerne, den store masse af Paris’ befolkning, den stadig fremaddrivende kraft i revolutionen. Deres fortvivlede hensynsløshed gjorde dem til herre i Paris, gjorde Paris til herre over Frankrig og lod Frankrig triumfere over Europa.
Deres magtmiddel bestod i det væbnede oprør. Deres rejsninger var ikke uforberedte, udsprungne af øjeblikket. De var tværtimod organiserede. Men dog udsprang de af massernes spontane trængen på, og ikke af førernes, og kun derved fik de for en tid en uimodståelig kraft. Et oprør, til hvilket førerne først skal udstede opråbet, og som de ikke bliver tvunget til nede fra, viser straks som sådant, at det mangler den nødvendige drivkraft, og at det er dømt til at mislykkes. Under hele revolutionens opadgående bevægelse var det masserne, som skubbede på, og førerne, der blev skubbet fremad. Så længe gik det godt. Da det modsatte indtrådte, og førerne fandt det nødvendigt at piske masserne op til kampen, gik det nedad med revolutionen.
Men fordi et oprør kun kan regne med held, når det kommer af sig selv og ikke bliver fremkaldt af førerne, så betyder det ikke, at oprøret har mest udsigt til at sejre, når det ikke er organiseret. Oprørene i Paris under den store revolution beroede på masseorganisationer. Selv under den første rejsning, stormen på Bastillen, var der allerede spirer til organisationer. De blev senere nøjere og mere varigt udformede.
Under revolutionen krævede enhver kommune den største selvstændighed. Den Konstituerende Forsamling bekræftede i loven af d. 22 december 1789 den tilstand, der var indtrådt overalt som følge af statsmagtens pludselige afmagt. Kommunerne fik en høj grad af selvstyre, fik det stedlige politi under sig og kommando over borgerværnet, nationalgarden, der dannede sig i byerne. Men samtidigt tragtede bourgeoisiet efter at udelukke de lavere klasser fra denne magt. Nationalforsamlingen opstillede den fine forskel mellem aktive og passive borgere. Aktive var de, der betalte direkte skat, svarende til mindst 3 gange stedets dagløn. Kun de fik stemmeret til kommunerådene og til Nationalforsamlingen. Kun fra deres rækker rekrutteredes nationalgarden. Disse korporationer udviklede sig derfor til repræsentationer for de besiddende. Men i Paris dannede de »passive borgere« sammen med deres tilhængere blandt de aktive en organisation ved siden af den officielle borgerrepræsentation. Og de væbnede sig på egen hånd.
Valgene til rigsstænderne havde for tredjestands vedkommende i regelen været indirekte valg, dog med næsten almindelig valgret. »Til valgene havde byen Paris været delt i 60 distrikter, der skulle vælge valgmænd, når disse var udnævnt, skulle distrikterne forsvinde. Men de blev bestående og organiserede sig af egen drift som selvstændige organer i byens styrelse…de lod sig ikke fortrænge, og i det øjeblik, da hele Paris var i oprør før stormen på Bastillen d. 14 juli, begyndte de at bevæbne folket og gå frem som uafhængig øvrighed. Efter Bastillens erobring går distrikterne allerede frem som anerkendte organer i byens styrelse.... for at kunne samvirke indretter de et centralbureau, hvor særlige delegerede kommer sammen og giver hinanden oplysninger. Der fremkommer således, nedefra og opefter, gennem en forbindelse af distriktsorganisationerne, som på revolutionær vis var fremgået af folkets eget initiativ, et første forsøg på Kommunen.... medens Nationalforsamlingen efterhånden undergraver kongens magt, udvider distrikterne og dernæst sektionerne efterhånden deres magtkreds i folket; de opretter forbindelsen mellem Paris og provinserne og forbereder jorden til den revolutionære kommune af d. 10 august«. (Krapotkin, Den franske Revolution) – I overensstemmelse med sit anarkistiske standpunkt fremhæver Krapotkin ganske særlig Kommunens historie under revolutionen. Bortset fra specialværker studeres den bedst hos ham. Ringere er hos ham fremstillingen af den parlamentariske virksomhed.
Nationalforsamlingen søgte at gøre en ende på distriktsforsamlingerne. Ved loven af d. 27 maj 1790 ændredes valgkredsinddelingen i Paris. I stedet for de 60 distrikter fik man 48 sektioner. Kun aktive borgere skulle deltage i disses forsamlinger. Men de passive borgere brød sig ikke om dette forbud. Sektionerne blev nu til midtpunkt for det revolutionære arbejde. Der fandtes snart ikke det spørgsmål i byen eller i staten, som ikke beskæftigede dem, og ved hvis løsning de ikke greb energisk ind. Tillige bemægtigede de sig også mere og mere det kommunale styre, som de enten besørgede direkte eller gennem delegerede og udvalg. Alt dette krævede, at sektionens fællesforsamling uafbrudt var samlet. Kun således kunne den udfolde denne intensive virksomhed.
D. 10 august 1792 skubbede nu sektionerne den allerede i forvejen helt magtesløse borgerrepræsentation til side og dannede en ny, den revolutionære Kommune, til hvilken hver sektion sendte 3 kommissærer. Fra nu af er det denne Pariserkommune, der, støttet til sektionerne, bestemmer revolutionens forløb.
Den traditionelle historieskrivning har ikke værdsat sektionerne tilbørligt. Deres arbejde var den navnløse mængdes. Revolutionens store navne strålede mere i jakobinernes klub end i sektionerne. Men det, som klubben fik udrettet, kunne den takke dem for; den havde ofte været den tøvende og nølende part. Kun proletarerne, der intet havde at tabe, formåede uden betænkelighed kækt at styrte sig ud i det uvisse.
Gennem Kommunen fik pariserproletariatet en herskende stilling i det revolutionære Frankrig. Men denne stilling havde to forskellige sider ligesom Paris’ stilling i landet og de daværende proletarers stilling i samfundet.
Småborgere som de var ifølge deres klassebevidsthed, holdt de på privatejendomsretten til produktionsmidlerne; ud over den formåede de ikke at komme, de havde den nødig for at føre produktionen videre og friste livet. Og dog stod de, fattige djævle som de var, fjendtligt overfor de riges ejendom; disses vellevned oprørte dem, deres elendighed var en følge af disses rigdom. Det var netop hensynsløsheden imod de store feudale og kapitalistiske formuer, som forlenede dem med den energi i bekæmpelsen af modrevolutionen, som i kraft af Paris’ overlegne stilling gjorde dem til forkæmpere for den revolution, som nationens store masse var interesseret i. I de vældige kampe mod feudalismen og kongedømmet i Frankrig og mod hele det monarkiske Europa havde det revolutionære proletariat i Paris nationens, og det verdens stærkeste nations, hele kraft med sig, og dette proletariat kunne således trodse alle jordklodens magthavere, gøre deres magt til sin. I hine dage skabtes pariserarbejderens revolutionære selvfølelse, der indtil den anden Pariserkommunes dage, indtil de sidste årtier af forrige århundrede gjorde ham til det beundrede forbillede for hele det kæmpende Internationale proletariat.
Men den samme klasse udgjorde også Paris’ fattigste forbrugere, dem der heftigst forlangte billige levnedsmidler, og det ingen sinde mere end under den store revolution, der i bogstavelig forstand var en hungerrevolte. Derved kom de fattige parisere i en stadig stigende modsætning til bønderne, mellemhandlerne, pengemændene, de elementer, der dengang var mest begunstigede gennem privatejendomsretten til produktionsmidlerne, hvis ophævelse var umulig, så længe de små bedrifter havde overhånd, og som der heller ikke noget sted blev gjort forsøg på, ja næppe endda agiteret for at ophæve. Da proletarerne ville gøre deres magt over Paris og Paris’ magt over provinsen gældende også i dette modsætningsforhold, fik de at føle, at de i længden ikke formåede at hævde sig som mindretal overfor flertallet. Nu led de skibbrud tiltrods for deres tidligere triumfer.
Proletarerne var gået ud i revolutionen i den forventning, at den foruden at feje den feudale elendighed ud, også ville feje al anden elendighed ud, sådan som også bourgeoisiet havde lovet og ment. Nu fik proletarerne politisk frihed og magt, og alligevel opnåede kun borgeren og bonden en bedre levefod. Fattigdommen i de store byer mindskedes ikke, ja den blev til tider først rigtig trykkende. Sult og dyrtid er særpræg for hele revolutionstiden. Man søger i regelen at forklare det ud fra den tilfældighed, at der dengang kom en række dårlige høstår. Jeg mener dog, at sulten under revolutionen ikke kan føres tilbage til denne tilfældige omstændighed, men hænger sammen med selve revolutionen.
Landbrugets produktion var dengang endnu i høj grad sig selv nok. Bonden havde næppe nok trang til byens industriprodukter, undtagen til luksus. Han producerede ikke blot selv sine næringsmidler, men også råstoffer til de tekstilvarer, som han så selv forarbejdede. Også af sine møbler og redskaber lavede han meget som husflid; det, han ellers skulle have af industrivarer, leverede nogle landsbyhåndværkere ham.
Hvad der alligevel tvang ham til at sælge levnedsmidler til byen, det var ikke noget industrielt behov, men de skatter i penge, som staten pålagde ham. Dem kunne han ikke betale, når han ikke bragte korn, kreaturer, vin eller hvad han ellers producerede, til torvs. Desuden skulle han af med afgifter til herremanden i naturalier og gøre hoveritjeneste på hans gods. De masser af landbrugsprodukter, der på den måde samledes i herremændenes hænder, blev kun delvis forbrugt af dem selv; størstedelen blev solgt for at skaffe penge til nydelseslivet i byen.
Skatterne og de feudale ydelser leverede på den ene side de penge, der gik til Paris og blev givet ud dér, og på den anden side de produkter, der kunne fås for disse, så at pariserne kunne få noget at leve af.
Revolutionen gjorde – forbigående – en ende på disse ydelser til herremanden, men også på skatterne, fordi staten manglede magtmidler til at inddrive dem. Bønderne var derfor ikke længere i samme grad som hidtil tvungne til at sælge. Til at begynde med benyttede de den nye frihed til selv at spise sig ordentlig mætte og gøre en ende på den sultetilværelse, staten og herremændene havde tvunget dem til at føre. Hvad de fik tilovers af deres produkter til salg, var de kun til sinds at skille sig af med til høje priser. Der var intet mere, der tvang dem til at sælge billigt. Allerede deraf måtte der følge en dyrtid og en modsætning mellem Paris og provinsen, der til tider antog de voldsomste former. I året 1793 dannede Konventet endog en »revolutionshær« på 6000 mand, der skulle drage ud på landet og rekvirere levnedsmidler til Paris – på lignende måde, som man for nylig har prøvet det i Rusland og med samme dårlige resultat, det er et af de mange træk, der gør, at nutidens revolution i Rusland endda i sit ydre ligner den store borgerlige revolution fra det 18 århundrede så meget.
Modsætningen mellem by og land skærpedes yderligere ved krigen, der førte til, at Frankrig blev »isoleret«, og hindrede, at mangelen på levnedsmidler kunne afhjælpes ved tilførsel udefra. Den bragte pariserne forøget sult, men bragte også landbefolkningen svære krigsbyrder, navnlig den almindelige værnepligt.
pariserne var i højeste grad interesserede i sejren. Et nederlag ville fremfor alt have ramt dem som revolutionens centrum. Men i Paris var også nationalfølelsen stærkest udviklet. Med rigets storhed og styrke hang Paris’ storhed og styrke uadskilleligt sammen. Det var da også »Bjerget«, det yderste venstre i Konventet, der skabte slagordet »een udelelig republik«, og begrebet patriot blev ensbetydende med radikal revolutionær.
Helt anderledes stod bønderne overfor krigen. Ude ved grænsen ville de ganske vist af med den fjendtlige invasion, og de truedes fremfor alt ved udlandets sejr med genindførelse af afgifterne til herremændene. De var derfor lige så gode patrioter som pariserne. Det gjaldt navnlig elsasserne. Anderledes forholdt det sig med dem, der boede længere borte fra landegrænsen og ikke behøvede at frygte nogen fjendtlig invasion. De forstod ikke krigens politiske betydning, de følte kun dens byrder, som efter deres mening blev pålagt dem af kongemorderne, de gudsforgående parisere. Sådanne egne som Vendée, Normandiet eller Bretagne kunne under omstændigheder gå så vidt i deres modsætning til Paris, at de skred til åbent oprør, når der var nogen, der ville være deres fører, og det ville til tider de modrevolutionære aristokrater være.- Men også det revolutionære bourgeoisi, der repræsenteredes af girondinerne, prøvede, som vi har set, engang på at iværksætte en sådan opstand af provinsen mod Paris.
På samme måde som bønderne, kom også pengemændene i modsætning til proletarerne og småborgerne. Ja modsætningen blev endnu voldsommere og gjorde sig endnu mere umiddelbart gældende. Det var ikke en modsætning mellem arbejdere og industrielle kapitalister; disse spillede dengang endnu ikke nogen større rolle. Endnu efter revolutionen regnede Saint-Simon dem med til de arbejdende klasser. Det var modsætningen til penge- og handelskapitalen, til ågerkarlene, opkøberne, spekulanterne og de handlende. Det var ikke dem, der skabte mangelen på levnedsmidler, men de udnyttede den og skærpede nødstilstanden, akkurat således som verden med rædsel har oplevet, at de har gjort under verdenskrigen (1914-18).
Midt i elendigheden virkede dyrtidsprofitten særlig ophidsende. Dertil kom desuden – siden 1792 – krigsleverandørernes og jordspekulanternes profit. Nationalforsamlingen havde eksproprieret kirkens godser – måske en tredjedel af hele Frankrigs grundejendom. Dertil kom de godser, der havde tilhørt de adelige emigranter, der var flygtet fra Frankrig for at bekæmpe revolutionen udefra. Også deres jordejendom blev konfiskeret. Men hele denne kolossale mængde jordegods blev ikke i statens eje, blev heller ikke udstykket til de fattige bønder, men blev solgt. – Det skete allerede på grund af den finansielle nød, der havde givet det sidste stød til revolutionen, men ikke var blevet fjernet ved den, tværtimod var blevet forøget, da bønderne jo ikke betalte skat mere. Fordelen ved den konfiskerede grundejendoms salg gik til dem, der for en billig penge erhvervede sig grundejendomme ofte blot med det formål at udparcellere dem og efterhånden at sælge de enkelte parceller til forhøjede priser. Det kunne ikke hjælpe på statens slette finanser, men spekulationen i landejendomme trivedes frodigt.
I sin nød havde staten endnu kun det alt for lette middel tilovers: at trykke seddelpenge. Udstedelsen af revolutionære pengesedler, assignaterne, begyndte og antog snart et uhyre omfang. Det blev en ny årsag til dyrtid, men også til de voldsomste valuta- og prissvingninger, hvilket igen med fordel blev udnyttet af spekulanter og varefordyrere.
Således fremvoksede der på den gamle feudale besiddelses ruiner en ny kapitalistisk besiddelse, og denne voksede jævnsides med elendigheden alt eftersom proletariatets herredømme gjorde sig mere og mere gældende. Denne besynderlige situation viste tydeligt, hvor lidt den blotte besiddelse af politisk magt er i stand til at ophæve de økonomiske loves virkninger, når de sociale betingelser derfor ikke er tilstede. Men Paris’ proletarer var sultne, og en sulten mave respekterer blot den logik, der ligger i mad og drikke.
De gav sig ikke til at undersøge, hvad der var opnåeligt under de givne økonomiske betingelser, og hvad der var uundgåeligt. De sad inde med magten og var besluttede på at udnytte den for at hidføre det lighedens, broderskabets og den almindelige velstands rige, som bourgeoisiets filosofer havde lovet dem. Da det ikke var dem muligt at forandre produktionsprocessen, søgte de ved hjælp af deres magtmidler at forandre fordelingen af denne proces’ produkter med maksimalpris, tvangslån og lignende indgreb, som allesammen ikke kunne modvirke elendigheden, fordi produktionen endnu var så uhyre splittet, der manglede al statistik, og statsmagten stod afmægtig overfor kommunerne,
Modsætningen imellem proletariatets politiske magt og dets økonomiske stilling blev stadig voldsommere. Og samtidig øgedes nøden ved krigen. Derfor greb proletariatets magthavere i deres fortvivlelse i stadig højere grad til det yderste magtmiddel: den blodige rædsel.
Gennem Kommunen beherskede de revolutionære småborgere og proletarer i Paris hele Frankrig. Men de vogtede sig for en direkte udøvelse af denne magt og for at udstede den parole, at Kommunen skulle have hele magten. De vidste, at riget kun kunne holdes sammen og beherskes af en forsamling, der repræsenterede hele riget, de vogtede sig derfor for at røre ved Nationalforsamlingen, Konventet. De herskede ikke uden, endsige imod, men gennem Konventet.
En lignende politik må også have ligget i Lenins plan, thi ellers ville det være ufatteligt, hvorfor han lod valgene til den grundlovgivende forsamling finde sted og indkaldte den. Men Kommunen var heldigere end han; den forstod at bruge dette vigtige instrument, medens Lenin kasserede det allerede den første dag.
Ganske vist var »Bjerget«, der fulgte hånd i hånd med Kommunen, i mindretal i Konventet, men flertallet bestod ikke udelukkende af karakterfaste, overbevisningstro politikere. Mange af dem viste sig at være holdningsløse og mindre sikre. De lod sig påvirke af parisermilieuet, og hvor det ikke forslog til at få dem til at stemme med »Bjerget«, fik man dem ved udøvelse af et energisk tryk til at stemme, som man ville have det. Ved hjælp af disse bløddyr fra »sumpen«, fik »Bjerget« flertal i Konventet.
Men i denne tid fuld af nødstilstand, der ofte krævede pludselige forholdsregler, slog Konventets lovgivende virksomhed ikke altid til. Og selve dets love var ude af stand til at holde de sociale skavanker og nøden nede. Ethvert forbud sætter, hvor strengt det end er, allerede ved at foreskrive bestemte regler, visse grænser for sin virksomhed og frembyder derfor holdepunkter, som de, hvem forbudet rammer, med nogen behændighed kan benytte sig af. Enhver forbudspolitik, der rettes imod fænomener, der bunder dybt i forholdene og derfor ikke er til at udrydde, vil derfor før eller senere være nødt til at frigøre sig for de snærende love, den selv har skabt, og gå over til lovløs undertrykkelse, til diktatur.
Sådan og ikke anderledes forholder det sig med diktaturet, når man derved ikke forstår en tilstand, men en regeringsform. Det er en tilstand, hvor vilkårligheden hersker, og den kan ifølge sin natur kun udøves af en meget lille kreds, der holdes sammen uden nogen som helst formelle bånd, eller den kan udøves af en enkelt person. Enhver større kreds må til sit samarbejde have bestemte regler, en forretningsorden, og er således allerede bunden ved love.
Diktaturet som regeringsform har sin hovedtype i det personlige diktatur, et klassediktatur som regeringsform er meningsløst. Et klasseherredømme kan slet ikke tænkes uden love. Da forbudslovene mod vare-åger, spekulation og modrevolution svigtede, greb de proletariske elementer til diktaturet.
Allerede d. 25 marts 1793 måtte Konventet nedsætte en »Komité for det offentlige velfærd og det almene forsvar«, der i stadig voksende grad fik en enevældig herskers rettigheder, og hvis medlemsantal var meget lille; det var til at begynde med fastsat til 25, men blev senere indskrænket til 9. Komitéens forhandlinger var hemmelige; den kontrollerede ministrene og generalerne, ansatte og afsatte embedsmænd og officerer, udsendte kommissærer med uindskrænkede fuldmagter og kunne træffe alle de dispositioner, den anså for at være nødvendige. Sådanne dispositioner måtte ufortøvet efterkommes af ministrene. Vel var komitéen ansvarlig overfor Nationalforsamlingen, men det var en ren formalitet, thi Nationalforsamlingen skælvede for den. For dog i nogen måde at begrænse dens almagt, blev det bestemt, at komitéen skulle fornyes hver måned, og at den ikke kunne disponere over statsskatkammeret. Snart blev Velfærdskomitéen udelukkende et organ for »Bjerget«. Men jo mere dens diktatoriske myndighed voksede, des højere steg i dens midte en enkelt persons diktatoriske magt: Robespierres.
Som redskaber for diktaturet skabtes der to nye institutioner, der kunne skalte og valte, næsten som de ville, nemlig en Politikomité, »Komitéen for den offentlige sikkerhed«, og den overordentlige Revolutionsdomstol, der skulle sidde til doms over alle modrevolutionære forsøg og alle angreb på friheden, ligheden og fædrelandets ukrænkelighed. At være blevet »meldt« af en »patriot« og at have pådraget sig mistanke var tilstrækkeligt til, at man straks blev dømt til døden af denne domstol og det uden nogen adgang til at appellere.
Louis Blanc opridser i sin revolutionshistorie følgende billede af rædselsherredømmets organisation: »Vi finder en fortræffelig klub, Jakobinerklubben, der indblæser Paris sin ånde.« – »Paris, der er delt i en række folkeforsamlinger, de såkaldte sektioner, giver sine tanker udtryk.« – »Kommunen, sektionernes centrum, oversender til Nationalforsamlingen dette udtryk for, hvad Paris tænker.« – »Forsamlingen former disse tanker til love.« – »Velfærdskomitéen fører på alle områder disse love ud i livet, i statsadministrationen, i valget af embedsmænd, i hæren og i provinsen gennem sine kommissærer, overalt i republikken gennem sine revolutionære komitéer.« – »Komitéen for den offentlige sikkerhed har den opgave, gennem spioneri at komme på spor efter opsætsigheden.« – »Den overordentlige Revolutionsdomstol skynder sig med at straffe den.« – »Sådan så revolutionens organisation ud.«
Dette frygtelige apparat håndhævedes på det hensynsløseste. Man håbede at få bugt med smughandel, vare-åger og spekulation, når man halshuggede smughandlerne, varefordyrerne og spekulanterne. Men den økonomiske situation var mindre end nogen sinde tilforn egnet til at understøtte troen på, at godt håndværk eller noget andet håndens arbejde har en gylden grund. Og mere end nogen sinde var i det mindste i storstaden alle, der ikke havde penge, rigtig mange penge, hjemfaldne til den største elendighed. Rædselsherredømmet skræmmede ikke folk fra at jage efter penge, det trængte blot pengeerhvervelsen ud på snigveje og skabte en ny kilde til berigelse og korruption, nemlig bestikkelse.
Jo farligere det blev at blive pågrebet, des villigere var de, der var blevet pågrebne, til at afgive en del af deres bytte til den, der skulle afsløre deres svindlerier, og således købe vedkommendes tavshed. Og jo større elendigheden blev, des større var fristelsen for de enkelte led i det revolutionære styre til at skabe sig en ny indtægtskilde ved at lukke det ene øje i. Således dannede der sig trods al guillotinens rasen stadig nye formuer; i stedet for de halshuggede kapitalister fremvoksede der nye, og sulten mindskedes ikke. De nye kapitalister udgik i stort omfang direkte fra småborgernes klasse og fra proletariatets, fra de revolutionæres rækker, hvor de havde hørt til de mest forvovne og drevne, men ikke til de mest karakterfaste. De bedste blandt de revolutionære derimod, de mest uselviske og mest opofrende blev på denne tid oprevne i de stadige kampe ude ved grænsen og i borgerkrigene.
Således udtyndedes det revolutionære proletariats rækker fra to sider, ved at de bedste faldt og de mest durkdrevne rykkede op i udbytternes klasse. Til begge sider mistede proletariatet sine mest energiske elementer. De, der blev tilbage, blev stadig mere og mere modløse og sløve. Revolutionen havde allerede varet fire år; bønderne og pengemændene havde den bragt fordele, delvis rigdom; proletarerne, der havde kæmpet med mest utrættelighed og opofrelse, og hvem det til sidst var lykkedes at samle Frankrigs magt i sig, deres sult havde den ikke stillet, havde snarere endda forøget den. End ikke det blodigste rædselsherredømme formåede at forbedre deres stilling. Hvad kunne de da vente sig af politik? Tvivl, mismod, træthed begyndte at komme over dem.
Og med alt det havde Pariserkommunens herredømme stillet det største krav til dem. Vi har set, at sektionernes magt beroede på, at alle borgerne til stadighed var med i arbejdet, at sektionerne var samlede uafbrudt og så vidt muligt selv afgjorde alle forvaltningens og den politiske aktions anliggender.
I længden var det umuligt. Sektionernes proletarer og småborgere måtte jo også arbejde produktivt. Hvad skulle de ellers leve af ? Stadig afbrudt arbejde nu og da kunne ikke hjælpe dem meget. Så længe den revolutionære ild glødede i dem, så længe de håbede på at høste økonomisk velstand af den revolutionære politik, fandt de sig i den økonomiske ruin, der truede dem, men jo mere de begyndte at tvivle, des mere søgte de igen deres frelse i produktivt arbejde i stedet for i politik.
De blev stadig mere og mere tilbøjelige til at lade sig fravriste det ene af sektionernes virkeområder efter det andet og gik med til, at det blev overdraget til statsmagtens lønnede embedsmænd, hvilket dannede indledningen til kejserrigets senere bureaukratiske centralisation. Og samtidig fik i selve sektionerne de velhavende og deres tilhæng, som blev betalt snart på den ene måde snart på den anden, mere og mere talmæssig overvægt, da de havde tiden til deres rådighed, medens de revolutionære proletarer og småborgere, der skulle leve af deres arbejde, mødte sjældnere og sjældnere, så at der var fare for, at de velhavende til sidst ligefrem ville blive i flertal.
Et tegn på, at det gik tilbage med sektionernes revolutionære virksomhed, er Konventsbeslutningen af d. 9 september 1793, som indskrænkede sektionsmøderne til to om ugen og tilstod enhver, der levede af sine hænders arbejde, ti francs for hvert møde, han kom til. Det hjalp dog ikke på den tiltagende mødesløjhed. Derved forandredes også forholdet mellem masserne og førerne. Under revolutionens opgangsperiode havde masserne drevet de nølende førere fremad, indgydt dem energi og sejrsvished. Dette er det rette forhold mellem masserne og deres førere overalt, hvor en folkebevægelse tager fart. Førerne er altid mere tøvende under revolutionære situationer end masserne, fordi de i højere grad end disse tager alle muligheder i betragtning og tydeligere ser alle vanskeligheder.
Men nu var førerne i en situation, i hvilken de for at hævde sig, for ikke at lide skibbrud, stadig trængte til nye kraftanstrengelser fra massernes side, medens disse mere og mere blev trætte, og mere og mere begyndte at tvivle. Nu måtte førerne trænge på, søge at ruske masserne vågne og opflamme dem. Dette forhold i en folkebevægelse tyder på, at den mangler den indre kraft, at den enten endnu ikke har opnået den, eller at den allerede har tabt den igen.
For at opildne masserne måtte det herskende regimente give sig et skær af kraft; det måtte beruse masserne og således tilsløre mangelen på sociale og økonomiske resultater. Det var denne virkning, blodrusen skulle have. Det blev en ny grund til at fortsætte med rædselsherredømmet, ja forøge det efter evne.
Sluttelig virkede også førernes nervøsitet i samme retning, idet de følte grunden vakle under deres fødder. Med fortvivlelsen voksede også forbitrelsen ikke blot mod klassemodstanderne, men også mod de beslægtede, men dog noget afvigende afskygninger i ens egen lejr. Magthaverne følte stadig mere og mere, at enhver fejl, enhver uklogskab kunne blive fordærvelig for dem.
Dumheder begår man altid, under en revolution mere end til andre tider, fordi lidenskaberne er mere ophidsede og helt nye forhold pludselig optårner helt uhørte vanskeligheder. Det er et kendetegn på revolutionen i dens opgangsperiode, at den fortsætter sit løb uden at standse, og det trods alle dumheder. På nedgangsstadiet kan derimod selv den mindste fejl blive skæbnesvanger.
Jo mere revolutionens magthavere følte det vanskelige ved deres stilling, des heftigere bekæmpede de forskellige taktiske retninger hinanden, des mere magtpåliggende var det for enhver af dem ved magt at undertrykke de andre for at frelse revolutionen.
Blandt »Bjergets« mænd havde der lige fra begyndelsen af været modsætninger mellem dem, der holdt fast ved troen på gud (om end ikke ved kirken) og ateisterne, mellem de snæversynede puritanere og de forvovne nydelsesmennesker, mellem de mere hensynsløse og de mere mådeholdne. Det havde ikke hindret et endrægtigt samarbejde mellem dem. Da disse retninger begyndte at bekæmpe hinanden med et sådant raseri, at de anvendte rædselsherredømmets midler mod hinanden, var allerede dette et vidnesbyrd om revolutionens hurtige tilbagegang. Dens skæbne var beseglet, da Robespierres parti stævnede Héberts tilhængere for Revolutionsdomstolen som »ultrarevolutionære« og Dantons tilhængere som »korrumperede« og »moderate« og opnåede, at de led samme skæbne under guillotinen (marts 1794), som de for nogle måneder siden havde beredt girondinerne.
Når disse terroristiske forholdsregler allerede var et tegn på revolutionens tilbagegang, så fremskyndede de den tilmed yderligere, idet de drev en kile ind mellem Pariserkommunens masser og forvandlede de guillotineredes tilhængere til modstandere af revolutionsregeringen. Tillige følte denne sig af massernes voksende sløvhed foranlediget til i stadig større omfang at fratage sektionerne de hverv, de en tid lang havde udøvet, og overdrage dem til statsembedsmænd. Politiet, navnlig det politiske politi, kom nu i hænderne på de to centrale komitéer, der havde den virkelige statsmagt i deres hånd, Konventets Velfærdskomité og Sikkerhedskomité. Politiet blev et almægtigt redskab for en almægtig regering, og samtidigt forvandledes det fra at have været offentligt udøvet i sektionerne mere og mere til en hemmelig tjeneste. Det hemmelige politi blev en usynlig magt, der svævede over enhver i staten.
Men det var forgæves, at magthaverne søgte at sikre sig ved hjælp af alle disse rædselsherredømmets forholdsregler. Den basis, de havde at støtte sig på, blev stadig mindre. De kunne nu blot hævde sig ved at forøge politiregimentets rædsel og almagt, men opnåede derved blot, at nu, da alle følte sig truede, alle sluttede sig sammen til fortvivlet modstand mod de herskende; og det lykkedes, da magthaverne i det afgørende øjeblik ikke havde nogen med sig.
Krapotkin, der er en begejstret beundrer af Pariserkommunen under revolutionen, altså alt andet end dens modstander, har givet en fortrinlig beskrivelse af rædselsherredømmets skæbnesvangre forløb. Han udvikler i 67. kapitel af sin bog om den Franske Revolution under overskriften »Rædselen« bl.a.: »Det mørkeste punkt (foruden krigen udefra) var stemningen i provinsen, navnlig sydpå. Den massenedslagtning, som de stedlige jakobinere og de konventsdelegerede greb til efter sejren, og som rettedes i flæng mod kontrarevolutionære førere og vildledte, havde avlet et så inderligt had, at der nu overalt førtes krig på kniven. Og stillingen blev så meget vanskeligere, fordi ingen, hverken på selve stedet eller i Paris, vidste at give andet råd end at gribe til hævnens yderste midler.« Dette illustreres ved nogle eksempler, og så viser Krapotkin, hvorledes Robespierre følte sig tvungen til at drive rædselsherredømmet ud i dets yderste konsekvenser.
Louis Blanc mener, at Robespierre selv ønskede at komme bort fra det rædselens system, hvis forfærdelige følger han følte. Men han kendte ingen anden udvej til at gøre det af med terroristerne i sine egne rækker end at bekæmpe dem med en forstærket rædsels midler. Louis Blanc siger: »Robespierre ønskede, at man skulle få dem til at skælve, som fik hele verden til at skælve. Han havde fattet den dristige plan at slå dem til jorden med deres egen kølle, at dræbe rædselen med rædselen.« – Man kan strides, om det virkelig var Robespierres motiver. Sikkert er det, at han tvang loven af 22. Prairial (d. 10 juni 1794) igennem, som fratog enhver for politiet anklaget den sidste juridiske sikkerhed. De for Revolutionsdomstolen anklagede mistede deres forsvarer, rettergangen skulle blot følge den »sunde menneskeforstands« regler og dommen kun være bestemt af »dommerens samvittighed« og hans »undersøgelser, af hvad art disse end monne være«.
Allerede d. 24 februar 1794 havde Robespierre erklæret: »Man ønsker at beherske revolutionen ved juridiske spidsfindigheder. Man behandler sammensværgelser mod republikken som retssager mod privatpersoner. Tyranniet dræber og friheden plæderer. Og straffeloven, som de sammensvorne selv har lavet, er den norm, efter hvilken man dømmer dem«. Den eneste straf, der kunne ikendes, var dødsstraffen. Den skulle også ramme dem, der udbredte »falske efterretninger med det formål at drive en kile ind i folket og forvirre det, at fordærve moralen og forgifte den offentlige samvittighed« – men sådan betegner enhver regering enhver ytring, der smager af opposition.
Dertil bemærker Krapotkin: »At udstede denne lov var ensbetydende med at erklære den revolutionære regering for fallit. – og denne lov af 22. Prairial havde da også den virkning, at den i løbet af seks uger bragte modrevolutionen til modenhed«. Der blev straks i henhold til denne lov henrettet 54 personer på én gang. »Således begyndte den nye lov, der overalt kaldtes for Robespierres lov, sin virksomhed. Den gjorde straks rædselsherredømmet forhadt i Paris.« Straks derpå fik man en masseproces imod 150 anklagede på engang; de blev henrettede i tre hold.
»Det er ingen nytte til længere at dvæle ved disse henrettelser. Det er nok at sige, at Revolutionsdomstolen i Paris fra sin stiftelsesdag d. 17 april 1793 indtil d. 22. Prairial år IV (d. 10 juni 1794), dvs. i løbet af 14 måneder, allerede havde ladet 2607 personer henrette, og at samme domstol, efter at den nye lov var udstedt, i løbet af blot 46 dage, fra 22. Prairial til 9. Termidor (d. 27 juli 1794) førte 1351 personer til døden.« »Paris’ befolkning gøs snart ved synet af alle de rakkersluffer, på hvilke de dødsdømte blev kørt til guillotinen, og som fem bødler havde besvær nok med hver dag at få tømte. Der fandtes næppe nok kirkegårdsplads mere til ofrenes begravelse, idet der hvergang, man indrettede en ny kirkegård i et af arbejderkvartererne, rejste sig voldsomme protester derimod.«
»Paris’ arbejderbefolkning vendte nu sin sympati mod ofrene, og det så meget mere, som de rige var udvandrede eller holdt sig skjult rundt om i Frankrig, og guillotinen hovedsagelig ramte de fattige. Der var mellem de 2750 guillotinerede, hvis stand Louis Blanc havde kunnet fastslå, kun 650, der hørte til de besiddende klasser. Man hviskede endda om, at der i Sikkerhedskomitéen sad en kongeligsindet, en agent von Batz, der ophidsede til henrettelser for at gøre revolutionen forhadt.« »Vist er det, at hver sådan ny massehenrettelse fremskyndede jakobinerregimentets fald.«
Alverden følte sig truet af Robespierre og hans folk, alverden rottede sig sammen mod dem, både de »ultraradikale« og de »moderate«, girondiner og montagnards (»Bjerget«), rædselens folk og de mildere stemte, proletariat og bourgeoisi.
Robespierres magt knækkede sammen, da de af ham truede første gang prøvede at vise tænder. Hans appel til masserne den 9. Termidor fandt ikke tilstrækkelig genklang. Han faldt. Men samtidig mistede også Pariserkommunen det sidste skær af den magt, den så længe havde udøvet. Revolutionen vendte nu tilbage til den basis, der var givet ved de økonomiske forhold, nemlig bourgeoisiets herredømme.
Robespierres fald var ensbetydende med det værste sammenbrud, et moralsk sammenbrud, der var forvoldt ved, at proletarerne og småborgerne lod det parti i stikken, som ville føre deres sag, at de vægrede sig ved at kæmpe for det, ja at de åndede op som befriede fra et svært tryk, da det frygtelige myrderi endelig var forbi. Dog, denne triste afslutning var hurtigt glemt. Hvad der sad fast i de revolutionære proletarers og småborgeres sind – og det ikke blot i Paris – det var mindet om den store tid, i hvilken de gennem deres oprør havde behersket Konventet, og gennem Konventet Frankrig, hin tids mægtigste storstat, der var i stand til at trodse hele Europa, ja til sidst endda til at underkaste sig det, i det mindste for en tid.
Jo sørgeligere tiderne blev for proletarerne og småborgerne og de revolutionære under Napoleons sabelregimente, og først rigtigt efter hans fald under landjunkernes og finansstormændenes regimente, des inderligere hang de revolutionære ved disse store traditioner. Det er kun de færreste, der studerer historie med videnskabeligt formål, i videnskabens ånd, dvs. i den hensigt at klarlægge årsagssammenhængen i menneskeslægtens udvikling, for at bringe den i uimodsigelig sammenhæng med al anden sammenhæng, som man har erkendt; eller med andre ord, for at uddybe den verdensanskuelse, man har tilegnet sig, og for at komme til klar erkendelse og faste grundsætninger.
Udgangspunktet for enhver videnskab er såre praktiske formål og ikke trangen til filosofisk erkendelse. Det viser bl.a. en så abstrakt videnskab som geometrien allerede ved sit navn; thi geometri betyder ikke andet end landmåling. Således havde også historieforskningen fra begyndelsen af et praktisk formål: at forherlige forfædrene for at anspore den nye generation til at kappes med dem. Da det herved ikke kom an på erkendelse, men på en politisk og etisk virkning, anså man det ikke for nødvendigt at holde sig nøje til sandheden; man overdrev gerne for at øge virkningen og gøs heller ikke tilbage for selv at konstruere. Historieforfalskningen er lige så gammel som historieskrivningen.
Som hver mand ved, er den slags historisk fremstilling ikke uddød den dag i dag. Den betragtes tværtimod som en såre prisværdig gerning, som det bedste udslag af patriotisk sindelag. Et nyt praktisk formål fik historieskrivningen ved, at den blev et middel til at begynde enkelte staters, eller indenfor en stat enkelte stæders, stænders eller familiers krav ved henvisning til fortidens sædvaner, affindelser eller overenskomster. Også denne gren af historieskrivningen bragte forfalskningshåndværket rig næring. Således blev f.eks. en stor del af den katolske kirkes magt og formue, både pavernes og enkelte biskoppers, ordenernes og klostrenes, begrundet ved forfalskede dokumenter.
Fabrikationen af falske dokumenter er gået af mode, efter at skrive- og læsefærdigheden ikke mere er indskrænket til enkelte udvalgte kredse. Men at den historiske »videnskab« stadigvæk forstår efter behag at producere begrundelser for ethvert historisk retskrav, som man har brug for, det viser den durkdrevenhed, med hvilken de forskellige krigsførende landes historiske rettigheder i de sidste år er blevet »videnskabelig« godtgjort – alt svarende til deres appetit.
Men historieskrivningens vigtigste praktiske anvendelse ligger hverken i opbyggelsen eller begejstringen overforfædrenes bedrifter eller i begrundelsen af retskrav, men i den forøgelse af styrke, der bliver enhver til del, der benytter sig af fortidens erfaringer. Denne kraftforøgelse kan atter være af dobbelt art. På den ene side kan den enkelte forøge sine intellektuelle kræfter ved, at han lærer af historien, dvs. at han undersøger sine forgængeres gode og dårlige resultater og deraf ser, hvad han selv skal gøre og undlade at gøre i givne tilfælde.
Navnlig i krigsvæsenet har det at tage lærdom af historien givet store praktiske resultater. Der har næppe været nogen stor hærfører, der ikke var bevandret i krigshistorien og ikke har lært af sine forgængere.
Vanskeligere er det i politik at lære af historien. Her må der regnes med langt større masser end i krig, og navnlig i tidligere tiders krige. Og disse masser er ikke viljeløse redskaber i en mægtig leders hånd, men meget ensidige og uberegnelige. Og endelig er de forhold, politikeren har at gøre med, langt mangfoldigere og omskifteligere end krigsvæsenets. Selv i dette, der dog omfatter langt mere usammensatte og lettere overskuelige forhold, kan det være skæbnesvangert, når den historiske lære fører til åndløs efteraben af fortiden, i stedet for til en hensigtsmæssig tilpasning af de gennem historien vundne almindelige regler efter det foreliggende specielle tilfælde, i det politiske liv er forskellen mellem de sociale betingelser og tilstande i de forskellige tider langt større og dertil langt vanskeligere at erkende, så at en skabelonmæssig efterligning af fortidsfænomener med blikket udelukkende for den ydre lighed ved bestemte situationer ofte mere vil skade end gavne, og snarere vil tilsløre end skærpe blikket for den rette erkendelse af de virkelige forhold og deres krav.
Derfor har menneskene alle dage på det politiske område kun såre lidet forstået den kunst at lære. Men for de fleste politikere kommer det også, når de tumler med historien, slet ikke an på at lære; snarere på noget helt andet. Og dermed kommer vi til den anden slags kraftforøgelse gennem historien.
Enhver klasse og ethvert parti i vore dage kan i fortiden finde en klasse og et parti, der svarer til dem; fortiden havde nemlig på samme måde som vor tid sine kampe mellem udnyttere og udnyttede, besiddende og besiddelsesløse, mellem aristokrater og demokrater, mellem monarkister og republikanere. Fortidens klasser og partier opstod ganske vist under forhold, der var vidt forskellige fra nutidens, og de betød ofte noget helt andet end de tilsvarende klasser og partier i en senere tid. Men i politik har man altid værdsat nutidsfænomenerne efter fortidsfænomenerne, efter deres resultater og mangel på resultater. For agitationen i en bestemt retning har det altid betydet en stor kraftforøgelse, når den kunne henvise til, hvilke store resultater forgængerne havde opnået. Og på samme måde var det en kraftforøgelse, når man overfor sit modparti kunne påvise, at dets forgængere havde lidt skibbrud.
Dette har fremkaldt en meget levende interesse for historisk forskning, men på ingen måde nogen interesse for historisk sandhed. Her har vi igen en af de faktorer for os, der tilskynder til historieforfalskning. Hvert partis forfattere søger at fremstille dets forgængere i det fordelagtigste lys, modpartiets i det ufordelagtigste.
Blandt de praktiske krav, som historieforskningen fremgår af, er kun de fri for tilbøjelighed til forfalskning, der indgyder lyst til at lære af historien. Det fører til en stræben efter indenfor sit eget parti at komme til klar erkendelse af årsagerne ikke blot til sine forgængeres sejre, men også til deres nederlag, altså at udøve en uforbeholden kritik overfor dem. Her er vi ved overgangen til den rent videnskabelige sandhedstrang, lysten til at granske i historien, blot for at tilfredsstille trangen til at finde årsagssammenhæng.
Alle andre praktiske krav, der fører til historieskrivning, udvikler tilbøjelighed til at degradere den til legende-digtning. En gavnlig modvirkning deraf ligger nu til dags ene og alene i den kendsgerning, at modparten med sin kritik ser en på fingrene ved ethvert forsøg i den retning. Så ugenert, som da man lavede evangelierne, lader den håndtering sig ikke længere drive, undtagen under belejringstilstand og censur. Men end ikke under den højeste folkelige kultur og den mest uindskrænkede pressefrihed er der mangel på skæv og ensidig historisk fremstilling.
Naturligvis må man ikke tro, at det altid drejer sig om bevidst stræben efter at vildlede sine læsere. Tværtimod er det i de fleste tilfælde historieskriveren selv, der vildledes af sin egen partifanatisme eller sin egen partibornerthed, der hindrer ham i at se tingene, som de virkelig har været. Dette er så meget des lettere muligt, som selve historieskrivningens kilder ofte har deres udspring i kampen mellem partierne, og de sociale forhold stedse er overordentlig indviklede, så at selv den mest uhildede forsker ofte har vanskeligt ved at finde sig til rette og i eet væk må spørge sig selv: hvad er sandhed?
Med rette siger Lissagaray i forordet til sin »Kommunens Historie«: »Den, der fortæller folket falske revolutions-legender og – med eller uden forsæt – bedrager det gennem historiske lovsange, er ligeså strafværdig, som den geograf, der tegner falske søkort til de søfarende.« Og dog gives der mennesker, såre brave og hæderlige mennesker, som betragter det som deres hellige pligt mod revolutionen at bedrage folket med falske »historiske lovsange« om bolsjevismen.
Og på den anden side, hvor vanskeligt er det ikke selv for den mest samvittighedsfulde fremstiller midt under stormen på et kort at afsætte alle de klipperev, man har passeret. Revolutioner, der sætter alle lidenskaber i bevægelse, og i hvilke der kæmpes på liv og død, bliver naturligvis i endnu højere grad end andre historiske begivenheder til genstand for partisk fremstilling og opfattelse, og lige så nær ligger det, at – indenfor den Store Franske Revolution – dens mægtigste drivkraft og dens lidenskabeligste udtryk, Pariserkommunen og dens rædselsherredømme, også har været meget heftigt omstridt, på dem peger de modrevolutionære for at kendetegne og brændemærke revolutionens afskyelighed, og de revolutionære betragter det derfor som deres pligt at forsvare dem. Og de nøjes ikke med at betragte rædselsherredømmet som en særlig form for revolution, der hører fortiden til og ikke nødvendigvis må gentages i fremtiden. De nøjes heller ikke med at forklare rædselsherredømmet ud fra de forhold, som affødte det. Nej, de føler sig drevne til at møde fordømmelsen med en forherligelse og til i rædselen at se et ganske vist forfærdeligt, men uundgåeligt middel til de underkuede klassers befrielse.
Selv Marx regnede i 1848 endnu med den revolutionære terrorismes sejrrige kraft, skønt han dengang allerede stod ret kritisk overfor traditionerne fra 1793. I »Neue Rheinische Zeitung« udtalte han sig flere gange for terrorismen. D. 13 januar 1849 skrev han om opstanden i Ungarn, hvis revolutionære betydning han overvurderede: »For første gang i den revolutionære bevægelse af 1848, for første gang siden 1793 vover en af den kontrarevolutionære overmagt omringet nation at stille den revolutionære lidenskab op imod det feje kontrarevolutionære raseri, den røde rædsel op imod den hvide. For første gang i lang tid møder der os en virkelig revolutionær karakter, en mand, der på sit folks vegne vover at optage fortvivlelsens kamp, og som for sin nation er Danton og Camot i een person – nemlig Ludwig Kossuth.«
Allerede tidligere, d. 7 november 1848, havde Marx i anledning af Wiens fald skrevet: »I Paris vil det knusende svar på de reaktionæres fremfærd i Wien blive givet. Med den »røde republiks« sejr i Paris vil der udspyes hære fra landenes indre hen til og ud over grænserne, og det kæmpende partis virkelige magt vil vise sig klart. Da vil vi mindes juni og mindes oktober (Wiens fald for Windischgrätz), og også vi vil råbe: Ve de overvundne!
De frugtesløse myrderier lige fra juni- og oktoberdagene, den langstrakte offerfest lige fra februar og marts, de kontrarevolutionæres kannibalisme vil overbevise folkene om, at der kun er eet middel til at afkorte, simplificere og koncentrere det gamle samfunds morderiske dødskamp, det nye samfunds blodige fødselsveer, kun eet middel – den revolutionære terrorisme«
Til en praktisk prøve på dette regnestykke kom det ikke. Derimod finder vi hos de revolutionære en tiltagende indre modsigelse. Når studiet af fortiden driver dem til at forfægte terrorismen, så står det i modstrid med deres – som vi vil få at se – af nutidsforholdene fremvoksede og tiltagende humanitet, deres afsky for at pine mennesker eller endog at tilintetgøre menneskeliv. Og denne humanitet gør sig i praksis stærkere gældende end den terroristiske bekendelse, der stammer fra historiebøgerne.
Om de revolutionære fra 1830 skrev f.eks. B. Bøme i sit 6. pariserbrev: »Hurtige var de til at sejre, hurtigere til at tilgive. Hvor blidt var ikke folkets svar på de krænkelser, det havde lidt, hvor hurtigt var de ikke glemte! Kun i åben kamp, på slagmarken sårede folket sine modstandere. Ingen værgeløse fanger blev myrdet, ingen flygtninge forfulgt, ingen skjulte opsøgt, ingen mistænkte foruroliget. Således handler et folk!«
Ligeså højsindede som i 1830 var de revolutionære i Paris i februar 1848, og selv i det frygtelige slag i juni samme år lagde de kæmpende arbejdere nok det største heltemod og den sejeste udholdenhed for dagen, men ingen blodtørst. Det var deres sejrherrer ene om, og det på det uhyggeligste. Ikke blot soldaterne, hvis raseri man bragte til kogepunktet ved falske beretninger om foregivne rædselsgerninger fra oprørenes side, men også de intellektuelle. Der var læger, der nægtede at forbinde sårede revolutionære. Marx bemærkede i den anledning i sin berømte artikel om junislaget i »Neue Rheinische Zeitung«: »Videnskaben er ikke til for plebejeren, der har begået den mageløse, den usigelige forbrydelse i stedet for at gå i brechen for Louis Philippe engang at gå i brechen for sin egen eksistens.« – Det var i sin ophidselse over disse nederdrægtigheder, at Marx nedskrev sin ovenfor citerede bekendelse til terrorismen.
Eftervirkningen af den forbitrelse, som kampen i juni 1848 havde avlet, var endnu levende blandt Paris’ arbejdere, da de 1871 bemægtigede sig den politiske magt under den anden kommune. Der var ikke få blandt dem, der selv havde været med i 1848. Man kunne vente, at hævnens time nu ville slå. Terrorismen komme, som Marx havde forkyndt. Men han selv konstaterer i sit skrift om Kommunen (Borgerkrigen i Frankrig 1871): »Fra d. 18 marts, indtil tropperne fra Versailles trængte ind i Paris, afholdt proletariatets revolution sig fra alle de voldshandlinger, som de højere klassers revolutioner, og specielt deres kontrarevolutioner, er så rige på.«
Her finder vi en tydelig afvisning af terrorismen, der betragtes som et kendetegn på de »højere klassers« revolutioner i modsætning til proletariatets revolution. En kritisk holdning overfor bolsjevismen betegnes fra visse sider som forræderi mod Marx, hvis revolutionære begejstring sikkert ville have ført ham over til bolsjevismen. Som bevis herpå citeres en af Marx’s udtalelser om terrorismen 1848.
Man ser nu, at forræderiet mod Marx allerede er blevet begået af ham selv i 1871. Imellem hans første og hans anden opfattelse lå der to årtiers vældige åndelige arbejde, hvis frugt hans bog »Kapitalen« var. Den, der i spørgsmålet terrorisme vil beråbe sig på Marx, har ikke lov til at blive stående ved hans opfattelse fra 1848 og forbigå hans opfattelse af 1871.
Ligesom Marx var i 1870 også Engels såre lidt begejstret for terrorismen. D. 4 september 1870 skrev han til Marx: »Vi forstår ved rædselsherredømme et herredømme af folk, der indgyder rædsel; tværtimod, det er et herredømme af folk, der selv er forskrækkede. »La terreur«, det er for størstedelen unyttige grusomheder, begåede af folk, der selv er bange, blot for at berolige sig selv. Jeg er overbevist om, at skylden for rædselsherredømmet i 1793 næsten udelukkende falder på det forskræmte bourgeoisi, der stillede sig i positur som patrioter, på de små spidsborgere og på de bander, der spekulerede i rædslen«.
Marx havde absolut ret, når han med tilfredsstillelse pegede på, at den anden Pariserkommune holdt sig fri for alle de voldshandlinger, som den første var så rig på. Hvad der under den forekom af voldshandlinger i Paris, kommer ikke på dens kappe. Dermed skal dog ikke være sagt, at tanken om terrorisme ikke har spillet nogen rolle indenfor Kommunen, og at den blev forkastet af alle dens medlemmer. Det var ingenlunde tilfældet.
Vi vil undersøge det nærmere og med det samme drage en parallel mellem Pariserkommunen 1871 og Sovjetrepubliken. Denne beråber sig jo ofte på hin som sit forbillede og sin motivering. Og Friedrich Engels har i sin fortale til tredje oplag af Marx’ »borgerkrigen i Frankrig« erklæret, at Pariserkommunen var proletariatets diktatur. Så kan det nok betale sig at se nærmere på, hvorledes dette diktatur så ud.
Sovjetrepubliken af 1917 er ligesom Pariserkommunen af 1871 resultatet af en krig, resultatet af et militært nederlag. Og begge føres de frem af det revolutionære proletariat. Men dermed er også overensstemmelsen mellem dem så temmelig udtømt.
Bolsjevikkerne fik styrke til at tilrive sig den politiske magt ved, at de blandt de politiske partier i Rusland var det parti, der med størst energi krævede fred, fred for enhver pris, separatfred, uden at bryde sig om, hvorledes det så gik med den almindelige, Internationale situation, om de derved fremmede det tyske militærmonarkis sejr og verdensherredømme eller ikke, det tyske militærmonarki, som længe havde taget dem under armene, dem ligeså vel som indiske og irske rebeller og italienske anarkister.
En helt anden holdning indtog den franske radikalisme i krigen 1870, efter at Napoleon var blevet styrtet og republikken var proklameret, og efter at det tyske krav om anneksion af Elsass-Lothringen var kommet op. I den tredje republiks kamp mod Tysklands forenede monarker, syntes situationen fra 1793 med den første republiks kamp imod Europas forenede monarker at leve op igen. Hin tids traditioner fik nyt liv, og påny repræsenterede ligesom dengang proletariatets Paris det krigerske element, det element, der med største sejhed og energi holdt på en fortsættelse af krigen som frelse for den ene og udelelige republik.
Men bønderne i 1870 var ikke mere de samme som i 1793. Når disse havde hadet Paris og kun med modvilje fundet sig i dets herredømme, så havde de dog været besjælede af den tanke, at landets fjende nødvendigvis måtte kastes tilbage, da hans sejr truede med at bringe udsugelsen gennem herremændene tilbage og med at fratage bønderne de kirke- og emigrantgodser, som de havde tilkæmpet sig. Bønderne i 1870 havde ikke sådant at frygte af prøjsernes sejr. De lagde derfor hovedvægten på deres egne snævrere interesser, som fik dem til at betragte tabet af Elsass-Lothringen som et mindre onde i sammenligning med krigens ødelæggelser og byrder. Bortset fra Elsass-Lothringerne selv, der fortvivlede og lige til det sidste strittede imod aftrædelsen, vandt fredstanken under krigens forløb hurtigt terræn blandt Frankrigs bønder og købstadsfolk. Denne tanke dukkede op som modsætning til den krigerske parisiske radikalisme, den blev til et feltråb for de reaktionære, for monarkisterne.
Ligesom i Rusland i 1917, fik fredspartiet, de krigstrættes parti, overhånd over dem, der ville have krigen forlænget. Men det var ikke de mest radikale blandt de radikale, hvem fredstanken i 1871 styrkede, det var de mest reaktionære blandt de reaktionære. D. 8 februar 1871 blev der valgt en Nationalforsamling, der skulle slutte fred. Den talte kun 200 republikanere, men over 400 monarkister. »Næsten hele provinsen krævede: ‘Fred for enhver pris’. Paris råbte derimod: ‘Krig på kniven’. Det valgte kun mænd, der havde det hverv at træde i skranken for krigens fortsættelse og på ingen måde at tilstede, at krigen blev købt ved afståelse af landområde.« (Louis Dubreuilh, La Commune, Paris.).
D. 12 februar trådte Nationalforsamlingen sammen i Bordeaux, d. 1 marts godkendte den fredstraktaten med 516 stemmer imod 107. Næsten halvdelen af disse 107 udgjordes af de parisiske repræsentanter. Nationalforsamlingen var blot blevet valgt for at slutte freden. Det var ene og alene det. Vælgerne havde stemt om. Når der var valgt et så stort flertal af reaktionære ind i forsamlingen kunne man ikke tilskrive dette en modvilje hos folket mod republikken, men den overvældende trang til fred. Med fredens afslutning bortfaldt Nationalforsamlingens mandat, og der skulle vælges en ny Nationalforsamling til at træffe afgørelse om forfatningen. Disse valg havde sikkert fået et andet udfald end valgene til forsamlingen i Bordeaux, thi mod republikken herskede der på ingen måde en sådan uvilje som mod en fortsættelse af krigen. I virkeligheden gav de kommunale valg, der fandt sted i hele Frankrig d. 30 april 1871 også store republikanske flertal. Men netop fordi landjunkerne i Nationalforsamlingen frygtede dette, klæbede de fast ved deres mandater.
De lod, som om de var grundlovgivende forsamling, og ville sikkert have genindført monarkiet, hvis de ikke havde været delte. Den ene halvdel fandt dem var legitimister, tilhængere af det dynasti, der indtil 1830 havde været betragtet som Frankrigs legitime dynasti. Den anden halvdel var orleanister, talsmænd for det dynasti, der ved revolutionen i 1830 var blevet sat i det nedarvede herskerhus’ sted. Denne deling frelste republikken, men forskånede dog ikke Paris for de to partiers forenede had. Den franske republik hvilede ikke på nogen anden grundpille end netop på Paris. Men denne grundpilles styrke havde siden 1789 utallige gange stået sin prøve. En genindførelse af monarkiet var utænkelig, så længe Paris ikke var slået ned.
I det uendelige rasede provinsianerne imod Paris, dette usædelige, dette ugudelige, dette krigerske, dette republikanske Paris, for slet ikke at tale om dets socialisme. Lige fra sit første møde gav Nationalforsamlingen denne afsky lydeligt udtryk. Det heltemodige Paris, der lige i landsforsvarets tjeneste havde udholdt en frygtelig belejring på 5 måneder, blev nu på det voldsomste smædet af landets ophøjede fædre. At fornedre Paris, at nægte byen ethvert selvstyre, at berøve den dens stilling som hovedstad og til slut at afvæbne den for i fuld tryghed at kunne vove det monarkistiske statskup, det var Nationalforsamlingens og den af den valgte chef for eksekutivkomitéen Thiers’ vigtigste bestræbelse.
Af denne tilstand var det, at den konflikt udsprang, der førte til pariseroprørets udbrud. Man ser tydeligt forskellen mellem dette oprør og bolsjevikkernes statskup, der fik sin næring af fredstrangen, der havde bønderne med sig og i Nationalforsamlingen ikke stod overfor monarkister, men overfor socialrevolutionære og mensjevistiske socialdemokrater. Ligeså forskellige som udgangspunkterne for den bolsjevistiske revolution og den anden Pariserkommune var, ligeså forskellig var også de årsager, der i sidste instans havde foranlediget dem.
Bolsjevikkerne kom til magten ved et velforberedt statskup, der med eet slag udleverede dem hele statsmaskineriet, som de straks på det mest energiske og mest hensynsløse udnyttede til at gøre deres modstandere – alle deres modstandere, også de proletariske – både politisk og økonomisk besiddelsesløse. Kommunens oprør kom derimod ikke mere overraskende for nogen end for de revolutionære selv. Og en stor del af dem ønskede ingenlunde konflikten. Ganske vist havde det forberedte, væbnede oprørs taktik ifølge de revolutionære traditioner mange tilhængere blandt pariserne. Blandt socialisterne var blanquisterne hovedtalsmændene derfor. Adskillige gange under belejringen havde de og andre jakobinsk farvede elementer prøvet på at lave uroligheder, men ikke fundet tilstrækkelig støtte; urolighederne var derfor regelmæssig strandede.
Således havde de rejst sig d. 31 oktober under indtrykket af Metz’ kapitulation for at kræve valget af en Pariser-borgerrepræsentation, Kommunen, ikke af socialistiske, men af patriotiske grunde, for at gennemføre en mere energisk krigsførelse, således som den første Pariserkommune havde gjort fra 1792 til 1794. Det lykkedes den regeringstro nationalgarde uden nogen blodsudgydelse at blive herre over dette oprør; så lidt stødte regeringstropperne på modstand. For at stive sig af lod regeringen d. 3 november foretage en folkeafstemning i Paris. Der blev afgivet 558.000 stemmer for regeringen og kun henved 63.000 mod regeringen.
Det gik dem, der for enhver pris ville skride til aktion, ikke bedre d. 22 januar, endskønt de også dengang forfægtede det i Paris meget populære patriotiske løsen: krigens fortsættelse. Regeringen havde lige kundgjort, at kapitulationen var uundgåelig; dette havde en storm af harme fra de revolutionære til følge, der vel forløb blodigere end rejsningen d. 31 oktober, men dog lige som den blev slået ned uden besvær.
Disse vanheld havde gjort aktionisterne trætte og skuffede og havde svækket dem. De var d. 8 marts endnu ikke forberedte på igen at skulle fremkalde et oprør. Og tilhængerne af den socialistiske Internationale havde på den anden side på forhånd været imod ethvert forsøg på oprør. Straks efter Napoleons fald ved september-revolutionen skrev Marx til Engels (d. 6 september 1870): »Jeg havde lige sat mig for at skrive til dig, da Seraillier kommer og meddeler, at han i morgen tager fra London til Paris, dog kun for at blive der et par dage. Hovedformål: at ordne sagerne med Internationale dér (føderalrådet i Paris). Dette er så meget mere nødvendigt, som hele den »franske sektion« i dag bryder op og tager til Paris for at begå dumheder dér i Internationales navn. »De« vil styrte den provisoriske regering, etablere Kommunen i Paris, udnævne Pyat til fransk gesandt i London osv.« – »Jeg har i dag fra føderalrådet i Paris fået en proklamation til det tyske folk (som jeg sender dig i morgen) tillige med en indtrængende anmodning til generalrådet om at udstede et nyt manifest alene til tyskerne. Det havde jeg allerede i sinde at foreslå i aften. Vær så god så hurtigt som muligt at sende mig de nødvendige, til manifestet anvendelige militære randbemærkninger om Elsass-Lothringen på engelsk«. – »Til føderalrådet (i Paris) har jeg allerede i dag sendt svar, udførligt, og tillige påtaget mig det ubehagelige arbejde at åbne deres øjne for sagernes virkelige tilstand«.
Folk med tilsvarende anskuelser nu til dags betegner man fra visse sider som »degenerede epigoner« af Marx. Ham ville allerede hans revolutionære natur og hans vulkanske temperament uden videre have ført over i bolsjevikkernes lejr. Vi ser her, hvorledes det vulkanske temperament under revolutionen betragtede det som sin første opgave at påtage sig det »ubehagelige arbejde, at åbne sine partifællers øjne for sagernes virkelige tilstand«, og at samme temperament trods sin vulkanske natur under visse omstændigheder formåede at betegne planlagte revolutionære aktioner endda med det lidet opmuntrende navn: »Dumheder«.
Engels svarede Marx d. 7 september: »Lige nu er Dupont gået herfra. Han har været her hele aftenen og er rasende over den skønne Pariserproklamation. At Seraillier tager dertil og i forvejen har talt med dig, beroliger ham. Hans meninger om sagen er ganske klare og rigtige: man skal benytte den frihed, som republikken uomgængelig må give, til at organisere partiet i Frankrig, man skal træde i aktion, når lejligheden tilbyder sig efter fuldbyrdet organisation, og holde igen på Internationale i Frankrig til efter freden«. – Herpå svarede Marx d. 10 september: »Sig til Dupont, at jeg er ganske enig med ham i hans opfattelse«. Altså ingen aktion, men organisation var det vigtigste for det vulkanske temperament,
I denne dæmpede ånd handlede Internationale også i Frankrig. Den holdt på alt andet end en overilet aktion. Lad os blot anføre et eksempel. D. 22 februar foreslog i et møde i Internationales føderalråd i Paris et medlem en fredelig demonstration d. 24 februar, årsdagen for revolutionen i 1848. Selv denne fredelige demonstration forekom flertallet i føderalrådet overfor den spændte situation som højst ubetimelig. Særlig gjorde Frankel indsigelse og krævede, at man for øjeblikket skulle sætte al kraft ind på at organisere proletariatet og på at gennemstudere de mest påtrængende økonomiske spørgsmål, fremfor alt betaling af den husleje, der var givet henstand for under belejringen, og så arbejdsløsheden. Internationales repræsentanter i Nationalforsamlingen, Malon og Tolain, skulle der tilkendegive arbejdernes vilje. På forslag af Frankel besluttede føderalrådet ikke at foranstalte nogen demonstration og at overlade det til de enkelte medlemmer, om de ville deltage i en sådan eller ikke. Det vidner ikke om nogen stærk trang til oprør.
Oprøret blev ikke fremkaldt af de revolutionære, men af deres modstandere. Det var krigens krav, som havde ført til, at Paris’ proletariat var blevet optaget i nationalgarden og var blevet væbnet. Denne tilstand forekom de elementer, der fylkedes om Thiers – landjunkere, pengematadorer, bureaukratiets og hærens spidser – at være en umådelig fare. Efter at freden var undertegnet, var der intet, der forekom dem mere påtrængende end at få den proletariske del af Pariser-nationalgarden afvæbnet. Det skulle begynde med, at man tog kanonerne fra dem. At Pariser-nationalgarden var i besiddelse af kanoner, var sket på foranledning af de tyske magthavere, hvis fremfærd »blev den gnist, der satte ild i krudttønden«, som Bourgin med rette har sagt (Georges Bourgin, Histoire de la Commune, Paris 1907).
Det ligger i krigshåndværkets væsen, ikke at vise mådehold i udnyttelsen af en sejr. Det hører med til feltherrens opgaver ikke blot at sejre, men også at forfølge den slagne fjende, lige indtil han er fuldstændig opløst og demoraliseret. Men af helt anden art er statsmandens opgaver, han, som ud over sejren skal se på vilkårene for et fremtidigt samliv med den øjeblikkelige modstander.
Disse to opfattelser kommer sikkert i ethvert felttog i modsætning til hinanden. Følgerne deraf er skæbnesvangre, når den militære opfattelse foruden på krigsførelsen også får indflydelse på politikken. I 1866 var det endnu lykkedes Bismarck, omend med største besvær, at blive herre over den militære tænkemåde. Men netop resultaterne fra 1866 havde givet den prøjsiske generalstab en overvældende anseelse, der yderligere blev forøget ud over alle grænser ved sejrene i 1870. Bismarck kunne ikke længere hævde sig her overfor, han måtte ikke blot vige for den militære tænkemåde, men hans egen politiske forstand blev sløret og blændet af den.
Deraf kom kravet om anneksion af Elsass-Lothringen, som forlængede krigen måneder igennem, drev Frankrig i armene på Rusland og forberedte Tysklands nuværende sammenbrud. Men hvorom alting er, så var Elsass-Lothringen dog både økonomisk og strategisk en i øjeblikket håndgribelig vinding. Man nøjedes dog ikke hermed, men søgte dertil at føje en ydmygelse af Paris, dette tyskerne så forhadte centrum for modstanden mod de tyske hære, og påtvang franskmændene d. 26 februar bestemmelsen om, at tyske tropper fra d. 1 marts af skulle rykke ind i Paris og besætte Champs Élysées.
Da dette d. 27 februar blev kundgjort for pariserne, svarede de derpå med et almindeligt oprørsskrig og råbet »til våben« for med magt at kaste landsfjenden tilbage. Næsten alle nationalgardens bataljoner erklærede sig rede til at følge dette råb. Kun internationalisterne forholdt sig igen koldblodigt. Så fordærvelig end i øjeblikket et oprør mod den indre fjende forekom dem at være, så var dog en rejsning mod landets fjende i deres øjne ikke mindre skæbnesvanger. De besværgede nationalgardens centralkomité om at opgive ethvert forsøg på væbnet modstand, der blot ville have til følge, at juni-slagterierne blev fornyede, og republikken kvalt i de parisiske arbejderes blod. De foreslog, at nationalgarden, i stedet for at gøre væbnet modstand, skulle omgive tyskerne med en ring, der helt afskar dem fra pariserbefolkningen og isolerede dem.
Centralkomitéen lod sig i sidste øjeblik omstemme, og vi kan da takke Internationale for, at de tyske sejrherrers forfængelige overmod ikke fremkaldte en af de frygteligste gadekampe i verdenshistorien. Det skulle ikke være tyske, men franske soldater, der få uger derefter anrettede det dengang frygtede blodbad i pariserproletariatet. Ved Paris’ kapitulation d. 28 januar var alt troppernes krigsmateriel i byen blevet tilkendt sejrherren. Undtagne var blot nationalgardens våben, ikke blot dens geværer, men også dens kanoner, der ikke var anskaffede af staten, men af byen Paris.
Da tyskerne nu rykkede ind i Paris, havde regeringen aldeles ikke sørget for, at de kanoner, der stod i de bydele, der skulle indrømmes sejrherrerne, blev bragt i sikkerhed. Regeringen havde vel gerne set, at landsfjenden ville bemægtige sig dem og således svække den indre fjende. Men nationalgarden var på sin post og fik i tide transporteret disse kanoner (400 i tal) til sådanne bydele, som tyskerne ingen adgang havde til. At få fingre i disse kanoner var regeringen efter fredsslutningen svært opsat på. Dermed skulle afvæbningen af den proletariske del af pariser-nationalgarden indledes.
Nationalforsamlingen havde truet med – figurlig talt – at hugge hovedet af Paris og gøre det af med byen som hovedstad. Den havde i det øjemed besluttet ikke at samles i Paris. Det var med nød og næppe, at det lykkedes Thiers at overtale den til at gå med til at opslå sit sæde i nærheden af Paris, i Versailles, medens den hidtil havde haft det i Bordeaux. Det blev bestemt, at den skulle træde sammen dér d. 20 marts. Men allerede i forvejen skulle der skaffes sikkerhed for, at Nationalforsamlingen intet behøvede at frygte af Paris. Derfor blev beslaglæggelsen af kanonerne fastsat til d. 18 marts.
Thiers anså det for det klogeste at stjæle dem i smug, i stedet for at rane dem offentlig og med magt. Kl. 03 om morgenen, medens hele Paris endnu sov, besatte nogle regimenter Montmartre, hvor kanonerne stod ubevogtede, og forsøgte at skaffe dem af vejen. Men man havde mærkværdigvis glemt at medbringe de dertil nødvendige heste. Disse måtte først hentes, og imidlertid lugtede pariserne lunten; der samledes en med hvert minut voksende folkemængde, som besvor soldaterne at lade kanonerne urørte. Det lykkedes. Soldaterne, der havde levet sammen med pariserbefolkningen, sammen med den havde bekæmpet landsfjenden og sammen med den havde indsuget foragten for de udygtige generaler, disse soldater fraterniserede nu med folket og nationalgarden. General Lecomte, der befalede tropperne at skyde på den ubevæbnede hob, opnåede kun, at hans egne soldater vendte sig mod ham selv, bemægtigede sig hans person og skød ham.
Denne henrettelse hører til de terroristiske rædselsgeminger, som man har beskyldt Kommunen for. Dertil hører også henrettelsen af general Thomas, der om morgenen d. 18 marts blev pågrebet civilklædt i mængden i færd med at gøre notitser. Han blev skudt som spion. Allerede d. 28 februar var en politimand, der var blevet grebet under spiontjeneste, blevet kastet i Seinen og skånselsløst druknet.
De, som skriver disse bedrifter på Kommunens regning, glemmer, at de skete på en tid, da der endnu ingen kommune var. Men heller ikke pariserbefolkningen kan man give skyld derfor. Hver enkelt af disse henrettelser blev foretaget ikke af civilbefolkningen, men af soldater. De karakteriserer ikke proletariatets tænkemåde, men militarismens, der ikke gør meget ud af et menneskeliv. Og de menneskevenner, der geråder i harme over soldaterne, fordi de skød deres blodtørstige general, ville ikke have haft noget at indvende, når de selv samme soldater havde skudt kvinder og børn ned. »I stedet for at skyde kvinder og børn ned skød hans egne folk ham (general Lecomte) selv. De indgroede sædvaner, der bliver bibragt soldaterne under arbejderfjendernes tugt, forsvinder selvfølgelig ikke i samme øjeblik, som disse soldater går over til arbejderne« (K. Marx: Burgerkrieg in Frankreich).
For så vidt nationalgarden greb ind i disse begivenheder, skete det kun i den hensigt at forhindre blodsudgydelse. De opnåede virkelig også, til dels med fare for deres eget liv, at kun de ovenfor anførte blandt de af de oprørte soldater pågrebne officerer blev dræbt, medens man lod de andre løbe.
D. 19 marts protesterede nationalgardens centralkomité øjeblikkelig imod på nogen måde at have haft del i de lige omtalte blodige handlinger. I dens erklæring, der blev offentliggjort i Kommunens journal officiel af d. 20 marts, hedder det bl.a.: »Vi siger med harme: det blodige skam, hvormed man søger at skænde vor ære, er elendig bagvaskelse. Vi har aldrig vedtaget nogen henrettelse, og aldrig har nationalgarden været med til at begå en forbrydelse«. Det var en kraftig fordømmelse ikke blot af anklagerne, men også af de handlinger, som man ville give nationalgarden skyld for.
Overfor troppernes overgang til folket havde regeringen kun to udveje: enten at gøre de oprørte masser indrømmelser og forhandle med dem eller at flygte. Thiers ville ikke vide af forhandlinger; han flygtede med sin regering over hals og hoved fra Paris og skyndte sig med at trække alle de tropper ud af byen, der ikke allerede var smittet af mytteriets ånd. Selv forterne udenom Paris opgav han, deriblandt Fort Mont Valérien, der beherskede byen.
Hvis pariserne var fulgt efter i hælene på Thiers, var det måske lykkedes dem at bemægtige sig regeringen. De fra Paris bortdragende tropper ville ikke have gjort den mindste modstand. Det har deres generaler siden bekræftet. Der havde da været mulighed for at indsætte en ny regering, der ganske vist ikke endnu havde kunnet gennemføre socialismen – det var forholdene endnu ikke modne til – men den kunne have opløst Nationalforsamlingen og ladet vælge en ny med det program: befæstelse af republikken, selvstyre for kommunerne, Paris indbefattet, den stående hærs afløsning af en milits. Mere forlangte Kommunen ikke dengang. Og dette program var gennemførligt under de daværende forhold i Frankrig. Men Thiers drog bort, uden at nogen rørte ham. Man lod ham tage sine tropper med, reorganisere dem i Versailles, indblæse dem en ny ånd og forstærke dem.
Ingen blev mere overrasket ved ministrenes flugt end pariserne. Der fandtes ingen organisation, der straks i stedet for de flygtende magthavere kunne overtage ledelsen af begivenhederne. Endnu om morgenen d. 19 marts var Paris uden nogen som helst regering. Af sig selv, ved begivenhedernes magt, blev nationalgardens centralkomité, en korporation uden fast program og uden klar taktik, sat i regeringens sted. Den frigjorde sig til at begynde med for sit ansvar ved at overlade magten til en enkelt, Lullier, hvem den overdrog overkommandoen over Paris. Han var det dertil mest uegnede menneske, man kunne tænke sig, en drukkenbolt, om hvem man ikke véd, om han »var mere nar end forræder eller omvendt. Denne mand fik i løbet af 48 timer begået alle de grove misgreb og ubodelige fejl, der kunne begås... men dette uheldige valg af Lullier var, når alt kommer til alt, kun et udslag af et betegnende træk ved situationen« (Dubreuilh, La Commune).
Først d. 3 april besluttede man sig til et udfald mod Versailles. Men hvad der d. 19 marts ville have ført til et sikkert resultat, det blev d. 3 april en årsag til undergang. I sin forventning om, at soldaterne ligesom d. 18 marts igen ville gå over til pariserne, led man en bitter skuffelse. Pariser-nationalgarden stødte på hårdnakket, overlegen modstand og blev kastet tilbage. Og fra nu af var den indskrænket til defensiven, og det en defensiv mod hele Frankrig. Dermed var dens undergang allerede beseglet. Det var først nu, at pariseroprøret udelukkende blev en proletarbevægelse. Hidtil havde store kredse af bourgeoisiet stået vaklende, om de skulle gå med eller ikke. Nu lod de proletariatet være ene om at udkæmpe kampen.
Hvilken vid forskel er der ikke mellem oprøret d. 18 marts 1871 i Paris og d. 7 november 1917 i petrograd. Det russiske oprør var forberedt af en revolutionskomité, som organiserede arbejdernes og soldaternes styrker til stormløb mod regeringsmagten, der dengang i Petrograd havde lige så lidt magt bag sig, som Thiers i 1871 i Paris. Men alligevel ville den øjeblikkelige besættelse af alle magtstillinger i hovedstaden ikke have været afgørende for bolsjevikkernes sejr, hvis ikke magtforholdene i hele riget havde ligget langt gunstigere for dem, end de i 1871 lå for Paris.
Da Kerenski flygtede til Gatschina, som i sin tid Thiers til Versailles, kunne han ikke regne på at have bondebefolkningen med sig. Bønderne og sammen med dem hæren stillede sig i Rusland side om side med de revolutionære, der havde bemægtiget sig hovedstaden. Det skaffede deres regimente en kraft og en varighed, som pariseroprøret måtte savne, men det påførte også dette regimente et økonomisk-reaktionært element, som Pariserkommunen blev forskånet for. Dens diktatur støttede sig aldrig til »bonderåd«.
Pariserkommunen og Sovjetrepubliken var grundforskellige i deres udgangspunkter og ikke mindre i deres organisation og metoder. Ganske vist havde også Pariserkommunen en organisation, der kan parallelliseres med arbejder- og soldaterrådene. Den var jo for så vidt i en lignende stilling som den russiske revolution, som den ligesom denne afløste et despotisk regimente, der havde forhindret enhver offentlig politisk masseorganisation og tillige indtil kort før sit sammenbrud havde forbudt faglige organisationer.
Ligeså lidt som de russiske arbejdere i 1905 og i 1917 forefandt de franske efter d. 4 september 1870 stærke politiske organisationer og fagforeninger, der kunne have sat dem i stand til at føre en sluttet kamp. Det var jo, som vi har set, en af de grunde, som fik Marx til i så høj grad at ønske, at arbejderne til at begynde med ville benytte den nye republik til at organisere sig og orientere sig og således gøre sig modne til at overtage herredømmet og ikke til i utide at spilde deres kræfter på optøjer, som selv i heldigste tilfælde ikke kunne love dem et varigt herredømme.
Men da de var kommet til magten, ikke ved optøjer, men ved en dem påtvungen kraftprøve, måtte de stræbe efter at afbøde manglen på politisk og faglig organisation ved et surrogat, som de allerede forefandt. For de russiske arbejdere var et sådant surrogat givet i storbedrifternes organisation. »Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske mesters lille værksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdermasserne, som trænges sammen i fabrikken, organiseres soldatermæssigt. De stilles som menige industrisoldater under opsyn af et fuldstændigt hierarki af underofficerer og officerer« (Engels-Marx, Det kommunistiske Manifest).
Fabrikkens »industrisoldater« behøvede blot at erstatte de af kapitalisterne ansatte underofficerer og officerer med selvvalgte overordnede, og fabriksorganisationen blev til fabriksarbejdernes klasseorganisation. På den måde kom Ruslands proletarer til at oprette arbejderråd. De repræsenterer ikke i sammenligning med mere udviklede landes parti- og fagforeningsorganisation en højere form for proletarisk organisation, men foreløbig kun en nødhjælp, der er skabt netop ved manglen på en sådan organisation.
Pariserarbejderne havde ikke denne nødhjælp til deres rådighed. Pariserindustrien var for størstedelen en luksusindustri, ikke nogen masseindustri. Endnu på den anden Kommunes tid havde her »den patriarkalske mesters lille værksted« overtaget, medens »den industrielle kapitalists store fabrik« næsten helt manglede, i modsætning til Ruslands, navnlig Petrograds industri. Det russiske rige viser netop, at det økonomisk er så langt tilbage derved, at det mangler industri og har så få industriarbejdere i forhold til bønder. Men hvad der findes af kapitalistisk industri bærer storbedriftens nyeste præg.
Pariserarbejderne måtte gribe til et andet surrogat for den dem manglende politiske og økonomiske masseorganisation, og et sådant surrogat fandt de i nationalgarden. Revolutionen i 1789 havde ført til, at folket væbnede sig overalt i Frankrig, men navnlig i Paris. Denne bevæbning tjente et dobbelt formål. De lavere klasser, proletarerne og de fattigere småborgere, væbnede og organiserede sig til oprør. Revolutionen havde ikke bragt dem det, de trængte til, og kunne heller ikke bringe dem det, således som sagerne lå. Deraf kom deres stadige trang til at føre revolutionen videre og videre ved væbnet oprør.
Anderledes forholdt det sig med bourgeoisiet, kapitalisterne, de velhavende småborgere og de nogenlunde velstillede intellektuelle. Dem havde revolutionen i 1789 bragt, hvad de trængte til; de væbnede og organiserede sig for at forsvare, hvad de havde vundet, og vel at mærke med front til to sider – mod de reaktionære magter, der ville genoprette det gamle lensherrevælde, og mod de lavere befolkningslag, som i deres utålmodighed trængte på. Deres væbnede organisation bestod i nationalgarden.
Bourgeoisiet blev sejrherre i de revolutionære kampe, og derved vandt også nationalgarden hævd som et værn for de besiddende klasser, et værn, der selv indsatte sine officerer og besad en vis selvstændighed overfor regeringen. Højdepunktet af sin betydning nåede nationalgarden under juli-kongedømmet, 1830-1848. Den formåede dog ikke at redde dette regimente, og viste sig i 1848 som meget upålidelig. Napoleon III berøvede den efter et statskup selvstændigheden, navnlig retten til at vælge officerer. Dog vovede han ikke at afskaffe den helt.
Så kom krigen i 1870, så kom de første nederlag. Påny var fædrelandet i fare, påny vågnede ånden fra 1793, traditionerne om den sejrrige kamp imod Europa i kraft af masserejsning, i kraft af hele folkets væbnede oprør. Under trykket af denne situation vedtog den lovgivende forsamling i Paris d. 11 august på forslag af Jules Favres en lov, der forvandlede nationalgarden fra et borgerværn til et almindeligt folkeværn. Til pariser-nationalgardens 60 gamle bataljoner, der var udskrevne blandt de besiddende klasser, kom der nu 200 nye af de fattigere klasser, som endog fik ret til selv at udnævne deres officerer. På den måde blev pariser-nationalgardens nye bataljoner til virkelige proletarorganisationer.
Hele loven om nationalgardens udvidelse var resultatet af panik, ikke af moden overvejelse, selve lovens fædre ræddedes snart ved deres eget barn, derfor besluttede de at opbyde alt, for at det ikke skulle vokse sig stærkt. Man kunne ikke hindre, at pariserproletariatet blev væbnet, men Paris’ militærøvrigheder under Trochus’ kommando undlod alt, hvad der havde kunnet gøre nationalgarden til brugelige tropper. De blev således forrædere mod deres fædreland, men de var mere bange for pariserarbejderne end for kejser Wilhelms soldater.
I Paris var der ved belejringens begyndelse 100,000 mand linjetropper og desuden 100,000 mobilgardister. Når man antager, at der af de gode 300,000 nationalgardister var 200,000 mand skikkede til felttjeneste, så udgjorde det tilsammen en hær på over 400,000 mand, som tyskerne uden for Paris aldrig formåede at stille mere end halvdelen op imod, og disse tyske soldater var spredt over et stort område. Man havde fra august måned tid nok til at uddanne nationalgarden.
Kommandanten i Paris rådede altså over en stor overmagt over tyskerne. Hvis det lykkedes ham på eet sted at bryde den jernring, der holdt Paris indesluttet, så havde den tyske hær kun meget ringe udsigter til endnu at kunne vinde krigen. Men alt det ville have forudsat, at man straks havde givet sig til at give nationalgarden en militær uddannelse. Og det gøs man tilbage for. Man ville hellere tabe krigen og udlevere Elsass-Lothringen til modstanderen. Dette følte pariserne, og derfor rasede de mod magthaverne, der forrådte Frankrig.
Da Paris havde kapituleret, Nationalforsamlingen var blevet valgt, og dens had imod republikken og imod hovedstaden viste sig på udæskende måde, indså pariserne, at de gik en svær kamp i møde. Den eneste magt, de kunne støtte sig til, var nationalgarden. De revolutionære bataljoner havde allerede under belejringen haft nøje føling med hinanden, nu sluttede de sig sammen til et forbund, en føderation, derfor kaldtes de »de fødererede«.
Først trådte der d. 15 februar delegerede sammen fra de revolutionære bataljoner for at rådslå om føderationen. De nedsatte en kommission til udarbejdelse af statutter, der d. 24 februar blev forelagt den ny forsamling. Men forsamlingen var dengang, da man allerede frygtede tyskernes indmarch, altfor ophidset til at behandle sagen. De afbrød mødet for at deltage i en revolutionær demonstration på Bastillepladsen. De følgende dage dannedes der så en provisorisk centralkomité for nationalgarden, hvilket var højst nødvendigt i anledning af tyskernes forestående indmarch, for at hindre at man tabte hovedet. Til en definitiv organisation kom man først i et delegeretmøde d. 3 marts. Det blev bestemt, at der skulle nedsættes en centralkomité for nationalgarden, bestående af tre delegerede for hver af Paris’ 20 distrikter (arrondissernents). To af de tre valgtes af legionsrådet, det tredje af legionens bataljonschefer. Bataljonerne i et arrondissernent dannede en legion. D. 15 marts trådte de således valgte sammen som definitiv centralkomité og afløste den hidtil bestående provisoriske komité.
Man kan betegne denne centralkomité som soldaterråd, da den var blevet valgt af nationalgardens soldater. Den var imidlertid blevet valgt af proletariske og proletariatet nærstående nationalgardister, thi de besiddende klassers bataljon holdt sig tilbage fra valget. Ifølge meddelelser fra centralkomitéen havde den d. 18 marts 215 af pariser-nationalgardens 260 bataljoner med sig. For så vidt var den altså et slags arbejderråd. Man kan derfor meget godt sammenligne den med et centralråd for arbejder- og soldaterrådene. Men alligevel blev Pariserkommunen ikke til nogen Sovjetrepublik.
Da regeringen var stukket af d. 18 marts og havde ladet den offentlige magt være ubesat, tilfaldt denne af sig selv centralkomitéen. Det var den eneste organisation i Paris, der endnu nød almindelig anseelse, og det skønt alle dens medlemmer var ganske ukendte folk. Den 19 marts trådte komitéen sammen for at rådslå om, hvad der var at gøre. Som så ofte, formulerede man også denne gang problemet som et »enten-eller«, medens et »både-og« havde været på sin plads. Således har socialisterne ofte været uenige om spørgsmålet reform eller revolution, i stedet for at sige til sig selv, at kampen om reformer og revolutionsbestræbelsen skal føres frem på en sådan måde, at den ene af disse bevægelser ikke udelukker, men understøtter den anden.
D. 19 marts forlangte den ene part i centralkomitéen, at man skulle marchere til Versailles, den anden, at man øjeblikkeligt skulle appellere til vælgerne, og en tredje part, at man straks skulle gribe til revolutionære forholdsregler. Som om ikke ethvert af disse skridt havde været lige nødvendigt og det ene havde udelukket det andet. Centralkomitéen besluttede sig foreløbig kun til eet af disse skridt, der syntes den at være det mest påtrængende: den ville vise, at der stod et vælgerflertal bag rejsningen i Paris, og ville derved give oprøret den største moralske kraft. Det var fuldkommen rigtig tænkt, det havde blot været på sin plads lige overfor modstanderen, der søgte at støtte sig til hæren, at styrke den almindelige stemmerets autoritet ved militære magtmidler.
Et øjeblikkeligt valg af et kommunalt styre for Paris på basis af den almindelige stemmeret, hvad kejserdømmet havde nægtet pariserne, var ganske vist blevet uundgåeligt. Straks efter kejserdømmets fald, i september 1870, havde pariserarbejderne aftvunget den nye provisoriske regering tilsagn om, at der snart skulle skrides til valg af en kommunalbestyrelse. At dette løfte ikke var blevet holdt, havde ikke bidraget lidt til urolighederne under belejringen. Oprørene d. 31 oktober og d. 22 januar foregik under råbet: Leve Kommunen!
Derfor var den øjeblikkelige udskrivning af kommunevalg blevet nødvendig. Valgene blev først ansat til d. 22 marts og så til d. 26 marts. Centralkomitéen betragtede sig blot som stedfortræder for den almindelige valgrets repræsentanter. I »Journal officiel de la République Française sous la Commune« af d. 20 marts kundgjorde komitéen for Paris’ borgere: »Om tre dage vil i blive kaldede til i fuld frihed at vælge en repræsentation for Paris’ kommune. Så vil de, hvem en tvingende nødvendighed har foranlediget til at gribe magten, nedlægge deres provisoriske myndighed i de folkevalgtes hånd«.
Det blev ikke ved løftet alene. Efter at Kommunen havde konstitueret sig, overgav centralkomitéen d. 28 marts sin magt til den. Ja, den gjorde endog mine til helt at opløse sig. Men Kommunen holdt ikke herpå, og derfor fungerede komitéen videre under Kommunen som en del af dennes militære apparat. Dette bidrog ikke til simplificering af forretningsgangen eller til enhed i krigsførelsen. Men centralkommitéen prøvede aldrig på at røre ved det princip, at den højeste magt tilkom den almindelige valgrets repræsentanter. Den rejste aldrig krav om, at al magten skulle tilfalde arbejder- og soldaterrådene, dvs. i dette tilfælde arbejderbataljonernes centralkomité.
På det punkt var altså Pariserkommunen en direkte modsætning til Sovjetrepubliken. Og dog skrev Friedrich Engels d. 18 marts 1891, på 20 års dagen for Pariserkommunen: »Mine herrer, vil i vide, hvorledes proletariatets diktatur ser ud? Se så på Pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur«. Man ser, at Marx og Engels ved proletariatets diktatur på ingen måde forstod en ophævelse af den almindelige, lige valgret eller en ophævelse af demokratiet.
Ved valget d. 25 marts valgtes der 90 kommunemedlemmer. Derimellem var 15 regeringstilhængere og 6 borgerlig-radikale, der stod i opposition til regeringen, men som fordømte oprøret. En Sovjetrepublik ville slet ikke have fundet sig i, at sådanne tilhængere af modrevolutionen blev opstillet, endsige blev valgt. Kommunen lagde i overensstemmelse med sin respekt for demokratiet ikke de ringeste hindringer i vejen for de borgerlige modstanderes valg.
Når disses virksomhed i Kommunen fik en hurtig ende, så var skylden deres egen. Det selskab, som de var kommet i, behagede dem ikke, og de skyndte sig med at sige farvel. Nogle allerede før de valgte var trådt sammen. Resten – i løbet af Kommunens første dage. Deres mandatnedlæggelser og særligt også nogle dobbeltvalg nødvendiggjorde nyvalg, der fandt sted d. 16 april.
Det store flertal blandt kommunemedlemmerne stod på oprørets side. Imidlertid var ikke alle Kommunens revolutionære medlemmer tillige socialister (således bedømmer den gode revolutionsmand Dubreuihl dem).
Flertallet bestod af simple revolutionære. De fleste blandt dem lededes af principperne fra 1793, af jakobinernes traditioner. Nogle havde allerede i 1848 hørt til de daværende efterlignere af »Bjerget«, f.eks. Delescluze og Pyat, og ikke få var ved deres deltagelse i den politiske kamp kommet ud af deres erhverv og var blevet til professionelle sammensvorne og revolutionære. De gamle blandt dem levede helt i fortidens traditioner og havde ingen interesse for nye forhold og opfattelser. »Resten, de unge, var ofte voldsmennesker uden faste principper, blotte frasehelte, der nu legede oprør, ligesom de for nogle måneder siden havde leget krig, og som slog om sig med talemåder, men også nøjedes med disse. Begge parters revolutionisme var rettet mod ydre forhold, var overfladisk og indskrænkede sig selv hos de bedste blandt dem blot til sindelaget«.
De fleste af dem forstod intet af socialismen, ikke få af dem stod ligefrem fjendtlige overfor den, navnlig Delescluze. Man kan ikke kalde dem for borgerlige politikere i den forstand, at de repræsenterede de besiddendes interesser. Tværtimod. De stod på de lavere klassers side, tilstræbte i samme grad disses herredømme, som »Bjerget« havde gjort det i 1793. Men ligesom dette kunne de ikke komme ud over de borgerlige ejendoms- og retsforhold og dannede for så vidt et borgerligt element. Sådan var flertallet blandt Kommunens revolutionære. Kun få af dem hørte til arbejderklassen. Man fandt blandt dem afsatte embedsmænd, apotekere, opfindere, sagførere, men fremfor alt journalister.
Forskellige fra jakobinerne var blanquisterne, 7 i antal, blandt dem Blanqui selv, der dog ikke kunne overtage sit mandat. Det vidner om, hvor lidt blanquisterne ventede oprøret d.18 marts, at Blanqui kort før oprørets udbrud havde forladt Paris for at tage på en rekreationsrejse. D. 17 marts blev han arresteret i Figeac (departernentet Lot).
Blanquisterne stemte overens med jakobinerne i deres stræben efter ved et oprør, der udgik fra de lavere klasser, for at beherske Paris og derigennem Frankrig med et voldsherredømmes metoder og midler. Men de gik videre end jakobinerne, idet de erkendte, at dette herredømme ikke forslog til at befri de udbyttede, når det ikke blev benyttet til at skabe en ny samfundsorden. De var altså socialister. Men den politiske interesse havde hos dem stadig overtaget over den økonomiske. De studerede ikke det økonomiske liv, søgte ikke at tilegne sig en systematisk økonomisk indsigt, hvad de skjulte med den for de uvidende bekvemme og siden så otte benyttede udflugt, at de ikke agtede at lade sig binde af noget som helst dogme. De ville ikke »lade sig forvirre« af »fordomme« og »doktrinære stridigheder«. Når proletariatet havde magten, ville det nok vide, hvad det havde at gøre. Det var hovedsagen at skaffe proletariatet denne magt. Og som middel dertil betragtede de det forberedte oprør.
De havde blot det uheld, at de oprør, som de forberedte, regelmæssig mislykkedes. Og det ene oprør, som lykkedes, traf dem uforberedte. Men den blanquistiske lære stillede ingen store krav til tænkeevnen og lovede øjeblikkelig handling. Den virkede meget tiltrækkende på handlingens mænd. Alligevel fandt den endnu mere bifald blandt de intellektuelle, navnlig blandt studenterne, end blandt arbejderne.
Disse elementers talmæssige forhold til hinanden i datidens blanquistiske parti fremgår bl.a. af følgende: D. 7 november 1866 overraskedes en hemmelig forsamling af den blanquistiske gruppe i en pariserkafé af politiet, og deltagerne blev arresterede. Der var 41; hver enkelts stilling blev fastslået. Der var blandt dem 14 arbejdere, 4 handelsmedhjælpere, 13 studenter, 6 forfattere, 1 sagfører, 1 håndværksmester, 1 rentier og 1 selvstændig købmand. Studenternes tal kunne have været endnu større, men d. 7 november var der endnu universitetsferie, og mange studenter var derfor fraværende fra Paris. Sammenkomsten var betegnende for blanquismen ikke blot ved arten af deltagerne, men også ved dens formål.
I september 1866 havde Internationale holdt kongres i Genf, og banquisterne var blevet indbudne dertil. Blanqui forbød deltagelse i kongressen, men to af de allerede valgte delegerede, sagfører Protot og funktionæren Humbert rejste alligevel dertil. Derover kom der stor opstandelse i den blanquistiske lejr. Thi til dens traditioner hørte ikke blot proletariatets diktatur, men også partiførernes diktatur. De to slags diktaturer hang i virkeligheden nøje sammen. For første gang var der, så længe den blanquistiske organisation havde bestået, blevet handlet imod en befaling fra partiformanden. Hidtil havde man blindt adlydt enhver befaling. Og det holdt man også senere på. Mødet d. 7 november blev afholdt for at sidde til doms over Protot. Mødet blev sprængt, før man kom til noget resultat. Nogle lykkedes det at flygte, blandt andre Protot selv, de øvrige blev, som sagt, arresterede (Ch. Da Costa, les Blanquistes. Paris 1912).
Blandt Kommunens blanquister genfinder vi sagfører Protot tillige med to af dem, der arresteredes d. 7 november, sagfører Tridon og student Raoul Rigault. Blandt de andre valgte var Blanqui jurist og mediciner – han havde studeret begge fag – Eudes apoteker og Ferré regnskabsfører. I hele den blanquistiske fraktion finder vi kun een arbejder, nemlig kobbersmed Chardon. Af de medlemmer af Internationale, der var valgt ind i Kommunen, stod to i forbindelse med blanquisterne, nemlig støberen Duval og student Vaillant. Man ser, i hvor høj grad de intellektuelle var i flertal blandt dem.
Indenfor selve Kommunen beskæftigede jakobinerne, ligeså lidt som blanquisterne, sig næppe med noget økonomisk spørgsmål. Krigsførelsen mod Versailles, politiet i Paris og kampen mod kirken, det var de opgaver, som de ofrede sig for. Også den sidstnævnte kamp førte de, ligesom de førte den militære kamp mod Versailles og politiforfølgelsen imod Versailles’ forbundsfæller i Paris, med voldsomme midler mod ydre forhold og mod personer.
Den tredje gruppe i Kommunen var medlemmerne af Internationale, 17 i antal, næsten udelukkende tilhængere af Proudhon.
Proudhonisterne stod i skarpeste modsætning til blanquisterne og jakobinerne. Rædselsherredømmet fra 1793 fandt de ikke efterlignelsesværdigt, så tværtimod deri et afskrækkende eksempel. De så klart, hvor svagt det nye regimente var, og at det uundgåeligt måtte mislykkes. De forstod, at proletariatets blotte erobring af den politiske magt intet ændrer i dets stilling som klasse og ikke hindrer dets udbytning, og at en ændring heri ikke kan opnås ved en politisk, men kun ved en økonomisk omvæltning. Det gjorde dem mistænksomme overfor blanquisternes metode med oprør og terrorisme, men i ligeså høj grad mistænksom overfor demokratiet. Dette havde pariserproletariatet erobret gennem Februar-revolutionen 1848, men hvad havde det vundet derved? – En dyb mistillid mod proletariatets politiske befrielseskamp, mod dets deltagelse i det politiske liv, besjælede Proudhons tilhængere.
Nu til dags dukker der igen en lignende tankegang op, og den præsenteres for os som den socialistiske tænknings nyeste resultater, som resultater af erfaringer, som Marx ikke kendte og ikke kunne kende. Og dog er det kun nye variationer af tanker, der er over et halvt århundrede gamle, og som Marx selv bekæmpede og overvandt. Ganske vist er der en lille forskel i den moderne fortolkning af disse anskuelser. Men de er blot ikke blevet rigtigere derved. Proudhon påviste, at politik er uden betydning for proletariatets frigørelse, der kun kan gennemføres ved en økonomisk omvæltning. Nu til dags forkynder man, at demokratiet er uden betydning, da det er ude af stand til at befri proletariatet, så længe dette smægter i kapitalismens lænker.
Men når den økonomiske frigørelse skal gå forud for den politiske, så bliver logisk tænkt enhver politisk virksomhed fra proletariatets side lige unyttig, af hvad art den end er. Medens blanquismen ensidigt kun havde den politiske kamp mod den bestående statsmagt for øje, søgte proudhonismen ligeså ensidigt kun efter midler, ved hvilke proletariatet selv kunne befri sig økonomisk, uden statsmagtens hjælp.
Derfor bebrejdede blanquismen proudhonismen, at den sløvede arbejderne og afholdt dem fra kamp mod det andet kejserdømme, under hvilket proudhonismen blomstrede. Også Marx anklagede i sin nekrolog over Proudhon i 1865 denne for, at »han koketterede med L. Bonaparte og i virkeligheds søgte at gøre ham antagelig for de franske arbejdere«.
Til gengæld trådte bevidstheden om klassemodsætningen mellem proletariat og bourgeoisi og erkendelsen af, at proletariatet skal befri sig ved sin egen kraft, så meget skarpere frem hos proudhonisterne end hos blanquisterne, fordi det økonomiske moment i første række var det afgørende for dem. Når blanquisterne i høj grad var et studenterparti, så udgjorde proudhonisterne det egentlige arbejderparti i Frankrig under det andet kejserdømme.
Da arbejderbevægelsen i 1860erne overalt vågnede op af den dødssøvn, som den var faldet i ved reaktionen efter 1848, og da arbejderne dannede deres Internationale, så var det i Frankrig proudhonisterne, som sluttede sig dertil, hvilket var årsag nok for Blanqui til, som vi har set, at forbyde sine tilhængere at gå med dertil.
Men i Internationale lærte de en for dem ny praksis og tillige en ny teori at kende, der så meget des snarere førte dem bort fra den ensidige proudhonisme, som netop på den tid, hvor det Internationale arbejderforbund stiftedes, selve mesteren Proudhon døde (d. 19 januar 1865), og der i Frankrig viste sig nye vilkår for klassekampen.
Proudhon havde blot ønsket en arbejderbevægelse uden politik. Den kunne kun blive en bevægelse, der gav afkald på enhver kamp, som kunne bringe den i konflikt med statsmagten. Ganske fredelige midler som andelsforetagender, vareudvekslings-banker (proudhonisterne ville befri den småborgerlige producent fra hans afhængighed af de handlende og af kapital-udlånerne ved at oprette banker, hvor han kunne aflevere sit arbejdsprodukt og tilbytte sig andres.) Og gensidige understøttelseskasser, der skulle befri arbejderne. Disse tanker var mulige i Paris, hvis industri, således som vi allerede har fremhævet, endnu i så ringe grad fremviste storindustrielle træk, og hvor de udnyttende kapitalister endnu overfor arbejderne mere optrådte i skikkelse af rentetagende pengekapitalister og købmænd, der blot bringer arbejdsprodukterne ud på markedet, end som industrielle arbejdsgivere.
I Internationale lærte de franske proudhonister den engelske industrielle storkapitalisme at kende, og tillige en tilsvarende arbejderbevægelse, som på det økonomiske område lagde hovedvægten på kamporganisationer, på fagforeninger, på strejker, som Proudhon ikke ville vide noget af. På denne praksis opbyggedes der en ny teori, der beroede på den dybeste indsigt i det moderne samfunds love og overhovedet i lovene for samfundsliv, en teori, der endnu kun var kendt af de færreste medlemmer af Internationale og ikke engang altid blev forstået af dem, men hvis skaber alligevel ved sin store overlegenhed fyldte hele Internationales arbejde med sin ånd.
Med Marx’ teori var både proudhonismen og blanquismens ensidighed overvunden. Han erkendte ligesom Proudhon, at det er de økonomiske forhold, der er de grundlæggende, og at ingen politisk forandring, af hvad art den end er, formår at befri proletariatet uden en omvæltning i de økonomiske forhold. Men han erkendte ligeså klart, at man nødvendigvis måtte have statsmagten i hænde for at kunne bryde kapitalens herredømme og gennemføre de for proletariatets frigørelse påkrævede økonomiske omvæltninger.
Den økonomiske faktors grundlæggende betydning fik for Marx en helt anden betydning end for Proudhon. De økonomiske forhold gjorde i hans øjne ikke politik overflødig, men nødvendig; af dem afhang de politiske kampes karakter og resultater og tillige deres tilbagevirkning netop på de samme økonomiske forhold. Men selve disse erkendte han som en stadig fremadskridende proces, der som politisk resultat medfører, at det, der i går endnu var umuligt, i dag bliver muligt og i morgen uundgåeligt.
At studere de økonomiske forhold og tendenser og stadig lempe de politiske formål og metoder efter dem var for ham det rette forhold mellem økonomi og politik. Blanquisterne og proudhonisterne så derimod helt bort fra denne historiske opfattelse. For dem var det ikke opgaven i hvert givet øjeblik på basis af økonomisk indsigt at udfinde, hvad der var muligt og nødvendigt, men at finde et middel, der under alle omstændigheder, under alle historiske og økonomiske betingelser kunne føre til det af dem ønskede resultat. Når socialisterne har fundet det rigtige middel, så er de i stand til at gennemføre socialismen overalt, hvor de vil. Denne tænkemåde troede vi, at vi havde overvundet ved hjælp af marxismen. Men nu til dags breder den sig igen. Påny spørger man i Budapest eller i Moskva ikke om, hvilken politik der mulig er nødvendig under de givne økonomiske betingelser, men går ud fra den opfattelse, at socialisterne, da socialismens øjeblikkelige indførelse er ønskelig for proletariatet, også har den opgave at gennemføre den overalt, hvor de kommer til magten. Deres opgave består ikke i at undersøge, om og i hvilket omfang dette er muligt, men i at undersøge, hvor de vises sten, det universalmiddel, er at finde, der under alle omstændigheder frembringer socialisme. Og man tror nu til dags at have løst dette spørgsmål ved at proklamere diktatur på basis af rådssystemet. Under det andet franske kejserdømme mente blanquisterne at have opdaget de vises sten i det pludselige oprør, proudhonnisterne i vare-udvekslingsbanken.
Marx er altid kun blevet fuldt ud forstået af få. Han forudsatte for stort et tankearbejde og en for kraftig underordning af personlige ønsker og fornødenheder under en erkendelse af de objektive forhold. Men i almindelighed er dog de af ham og af Engels anviste midler, veje og formål til syvende og sidst altid trængt igennem, netop fordi forholdenes logik talte for dem. Således trængte også blandt de franske internationalister den marxistiske tænkemåde efterhånden den proudhonistiske i baggrunden.
Så snart arbejderbevægelsen levede op igen i Frankrig, blev fagforeninger og strejker uundgåelige. Kejserdømmet søgte at føre bevægelsen ind på lovbundne, upolitiske baner og tilstedte i 1864 fagforeninger og strejker – det var samme år, som Internationale blev stiftet. Dettes medlemmer, proudhonisterne, blev ikke blot nødt til at spille med i den af sig selv genoplevende arbejderbevægelse, og forholdene satte dem som de fornemste repræsentanter for arbejderklassens økonomiske interesser i spidsen for dennes organisationer og bevægelse. Det var uundgåeligt, at de derved kom i konflikt med statsmagten. Således kom de ind på den politiske kamps bane, kampen mod kejserdømmet.
Under disse forhold blev de franske internationalisters fra begyndelsen af proudhonistiske tænkemåde stadig mere og mere gennemtrængt af marxismens tankegang. Dog var der blandt dem, da Kommunens oprør brød ud, ingen, som man kunne betegne som marxist. De havde mistet deres gamle proudhonistiske grundlag, men endnu ikke fundet nogen anden fast grund at stå på. Deres begreber var temmelig uklare. Alligevel var de de medlemmer i Kommunen, som havde undersøgt det økonomiske liv grundigst og gjort sig bedst bekendt med dets krav.
De dannede den egentlige arbejderrepræsentation i Kommunen. Lissagaray siger: »Man har kaldt Kommunen for arbejderklassens regering. Det er en stor vildfarelse. Arbejderklassen var med i kampen og administrationen, og det er alene arbejderklassens ånd, der har gjort denne bevægelse stor, men den havde kun meget lidt del i regeringen. Afstemningen d. 26 marts havde haft til resultat, at der af 70 revolutionære mandater kun tilfaldt arbejderne 25«.
Men af disse 25 hørte flertallet – 13 – til Internationale, der dog kun havde 17 repræsentanter i Kommunen. Kun 4 af internationalisterne var ikke arbejdere, og blandt dem hældede een, nemlig student Vaillant, til blanquisterne. Blandt de 13 internationalister fra arbejderklassen finder vi Kommunens betydeligste hoveder, bogbinderen Varlin, ciseløren Theiss, farveren Malon og juveleren Frankel.
I overensstemmelse med deres partistilling overlod de magtens gerning: krigsførelsen og politiet til jakobinerne og blanquisterne og tog sig selv af fredens gerning: kommunebestyrelsen og de økonomiske reformer. Kun een af dem var krigerisk, nemlig støberen Duval, og han hældede, som vi véd, ligesom Vaillant, til blanquismen. Han var en af dem, der førte an under udfaldet d. 3 april, og blev taget til fange og på befaling af general Vinoy skudt som en af Kommunens første martyrer.
Hans partifæller fra Internationale arbejdede næsten kun på de økonomiske områder, hvor de udrettede noget virkelig fremragende, navnlig i forvaltningen, således Theiss i postvæsenet, Varlin og Avrial i intendanturen, og det til trods for de store vanskeligheder, der opstod for dem derved, at de højere embedsmænd flygtede fra Paris eller i det mindste bort fra deres embeder, og ved at arbejderne pludselig måtte overtage de ledende virksomheder på områder, der var helt fremmede for dem. Ved siden af kommunerådets internationalister virkede også andre medlemmer af Pariser-Internationale på samme måde og med godt resultat, f.eks. broncearbejderen Camelinat, der i april måned overtog mønten og dér i løbet af få uger indførte forbedringer, der blev bestående efter Kommunens fald. Endvidere Bastelica, der overtog direktionen af accisevæsenet, og Combault, direktøren for de indirekte skatter. De var begge to arbejdere. En af Kommunens første handlinger bestod i, at den overdrog den udøvende myndigheds enkelte områder ikke til enkelte ministre, men til kommissioner. Kommissionen for arbejde, industri og vareudveksling, altså den kommission, der repræsenterede Kommunens socialistiske side, bestod af internationalisterne Malon, Frankel, Theiss, Dupont (kurvemager), Avrial (mekaniker), Gerardin og en jakobiner, nemlig Puget, hvis stilling ikke er opgivet.
Af de fem medlemmer i kommissionen for finansvæsenet hørte 3 til Internationale, farveren Victor Clément, Varlin og den velhavende filantrop Beslay, en af de få borgerlige i Internationale. Desuden jakobineren Regére, dyrlæge og gammel stridsmand mod kejserdømmet, og kassereren Jourde, der ikke hørte til nogen bestemt retning, den egentlige styrer af finansvæsenet, gennem hvis hænder der gik millioner, medens hans kone blev ved med at vaske familiens tøj i Seinen, og han selv i de to måneder, i hvilke han beklædte sit embede, aldrig spiste en dyrere middag end til 1 franc og 60 centimer.
I de to kommissioner for arbejde og finanserne blev der arbejdet ganske anderledes end i krigs- og politikommissionerne. Forskellen på deres metoder karakteriseres overmåde godt af Mendelsson i hans efterskrift til Lissagarays ,Kommunens Historie`: »Det ringeste mål af dygtige og alvorlige kræfter havde Kommunens krigsforvaltning at opvise. Her ser vi udygtigheden, uvidenheden, forfængeligheden og en manglende følelse af ethvert som helst ansvar brede sig. Her finder vi refleksen af alle de triste, desorganiserende omstændigheder, som den socialistiske bevægelse havde lidt af under kejserdømmet. Og her behøver vi kun at gå fra Place Vendôme til politipræfekturet for at få det andet refleksbillede af disse forhold.
Efter at vi har været vidne til ny-hébertisternes larmende vigtigmageri, medens de spiller politi og generalstab, føler vi ligefrem en vederkvægelse, når vi træder ind i arbejds- og vareudvekslings-ministeriet. Allerede navnet viser os den proudhonistiske læres indflydelse, dog var de samvittighedsfulde og beskedne medlemmer af Internationale så optagne af det arbejde, der havde mulighed for sig, at de helt undgik de umulige fantasterier. Da de betragtede sig som et udvalg af arbejderbefolkningen, så de ikke et udtryk for deres magt i en galoneret uniform og andre ærestegn; af repræsentanter for fagforeninger og arbejderforeninger skabte de en initiativets kommission. Deraf kom det, at dette ministerium udførte sit arbejde således, at man kunne sige, at det gjorde det, så godt omstændighederne tillod det, og ikke gav sig i lag med nogen ting, der ikke var udførlig.«
I dette ministerium var socialisterne koncentrerede; det stod Marx nærmest; dets opgave var den egentlig revolutionære i Kommunen, og alligevel udmærkede det sig ved en ligefrem overraskende forsigtighed.
Grunden til denne forsigtighed, der også var karakteristisk for finansministeriet, udviklede Jourde i debatten om pantelånerkontorene: det var blevet foreslået, at pantsatte klæder, husgeråd og værktøj til en værdi af indtil 20 francs fra d. 12 maj uden vederlag skulle gives tilbage til ejermændene. Kontorerne skulle holdes skadesløse af staten. I løbet af denne debat krævede Avrial, at pantelånerkontorerne skulle afløses af et institut, der arbejdede bedre. Derpå svarede Jourde: »Man siger, skab et institut. Det er let nok sagt, men man må have tid til at sætte sig ind i sagerne, før man giver sig til at skabe noget nyt. Hvis man ville sige til Avrial: »Skab lavetter, skab kanoner, ville han kræve tid. Det kræver jeg også«.
Kommunen fik ikke tid til at skabe noget stort på det sociale område. Og dens bedste hoveder ville ikke give sig i lag med nogen opgave uden at have sat sig grundigt ind deri. De fleste af dens sociale forholdsregler ville nu til dags synes at være tilfældige og lidet almene, f.eks. ophævelsen af bagernes nattearbejde, forbud mod bøder på arbejdsstederne.
Den mest vidtgående beslutning nåede ikke ud over undersøgelsens stadium. Under belejringen og efter d. 18 marts var en række af bedrifter i Paris blevet forladt og lukket af deres indehavere, som var flygtede. På forslag af Avrial blev der indledet en undersøgelse af denne for arbejderne så betænkelige tilstand. Der blev vedtaget følgende beslutning: »I betragtning af, at talrige bedrifter er blevet standset af deres ledere, idet disse har unddraget sig deres borgerlige forpligtelser og ikke tager hensyn til arbejdernes interesser ..
I betragtning af, at talrige for det kommunale liv meget vigtige arbejder er blevet afbrudt ved denne deres feje flugt fra deres poster, og at arbejdernes liv er kommet i fare, beslutter Paris’ kommune: Arbejdernes fagforeninger sammenkaldtes for at nedsætte en studiekommission med følgende formål: 1) der skal optages en statistik over de lukkede bedrifter og gives en nøjagtig redegørelse for den tilstand, i hvilken de og de arbejdsredskaber, som de indeholder, befinder sig. 2) der skal afgives en beretning om de praktiske forholdsregler, der må tages, for straks at sætte disse bedrifter i gang, dog vel at mærke ikke ved hjælp af de desertører, der har forladt dem, men ved sammenslutninger af de arbejdere, som har været beskæftiget i dem. 3) der skal udarbejdes forslag til love for disse sammenslutninger. 4) der skal nedsættes en voldgiftsret, som, efter at de flygtede arbejdsgivere er vendt tilbage, skal fastsætte de vilkår, under hvilke disse bedrifter definitivt går over til at blive arbejdersammenslutningernes ejendom, og størrelsen af de godtgørelser, som sammenslutningerne skal betale de tidligere ejere.
Denne undersøgelseskommission skal afgive beretning til kommunekommissionen for arbejde og vareudveksling, hvem det påhviler snarest muligt at forelægge Kommunen udkast til et dekret i overensstemmelse med Kommunens og arbejdernes interesser«.
Denne kundgørelse er dateret d. 16 april (Journal officiel, d. 17 april). Undersøgelseskommissionen trådte sammen d. 10. og 18 maj. Kort derefter kom Kommunens fald. Socialiseringskommissionen kom altså ikke så vidt, at den stillede praktiske forslag. Men blot det, at den var blevet nedsat, har sin betydning derved, at den angiver den vej, som socialisterne i Kommunen sikkert ville være gået, hvis proletarregimentet havde varet længere.
Om en »absolut socialisering«, en øjeblikkelig fjernelse af hele arbejdsgivervæsenet, er der ikke tale. Tværtimod, man bebrejder arbejdsgiverne, at de fejt har forladt deres bedrifter og har hørt op med at beskæftige deres arbejdere.
Samtidig rettedes ganske vist også den modsatte bebrejdelse imod dem. Centralkomitéen for de 20 arrondissernenter (må ikke forveksles med nationalgardens centralkomité), der allerede havde dannet sig under belejringen, klagede over, at arbejdsgiverne fastholdt deres arbejdere i bedrifterne og derved hindrede dem i at gøre deres pligt som nationalgardister. Det var blot de bedrifter, som var blevet ladt i stikken af deres ejermænd, der efter Kommunens plan foreløbig skulle socialiseres, og selv da først efter indgående forarbejder.
Et andet skridt i retning af socialisering blev planlagt med hensyn til leveringerne til hæren, uniformer og skyts. Disse leveringer skulle så vidt muligt overdrages til kooperative arbejderforetagender i henhold til leveringskontrakter, der skulle udarbejdes af intendanturen i forening med fagforeningerne og arbejdsministeriet. Vi har endnu udkastet til en arbejdsordning, der blev forelagt Kommunen af arbejderne i de med våbenreparation beskæftigede værksteder i Louvre, og hvori der fastsattes en 10 timers arbejdsdag.
Dette regulativ, der omfatter 22 paragrafer, er aftrykt i Kommunens Journal officiel af d. 21 maj. Det er karakteristisk for datidens socialistiske arbejderes socialiseringstendenser.
Efter dette regulativ valgte arbejderne en repræsentant for værkstederne overfor Kommunen, bedriftslederen og desuden værkførerne. Der blev nedsat et bedriftsråd, der bestod af de lige nævnte foruden af en arbejder fra hver værkstedsbænk (bane). Kommunen skulle nedsætte et nævn, der skulle holdes underrettet om hele bedriftens virksomhed og stedse skulle have adgang til bøgerne.
Arbejderne selv var på det ivrigste opsat på at varetage Kommunens interesser. I paragraf 15 fastsattes arbejdstiden ikke til 8 timer, således som det var blevet krævet af Internationales kongres i Genf 1866, men til 10 timer. I påtrængende tilfælde var med bedriftsrådets billigelse overarbejde tilladt. For overarbejdstimer skulle der ikke gives højere løn. Og lønningerne blev sat meget lavt. For direktøren 250 francs (i franc (100 centimer) = 72 øre.) om måneden, for bedriftslederen 210, for værkførerne 70 centimer i timen. For de sædvanlige arbejdere blev der ikke fastsat en minimalløn, men en maksimalløn; den måtte ikke overskride 60 centimer i timen.
Betegnende er endvidere bestemmelsen i paragraf 16. Her bestemmes det, at der om natten altid skal være en arbejder på værkstedet, for det tilfældes skyld, at man havde brug for våben. Enhver arbejder var efter tur forpligtet til at overtage en nattevagt. Til sidst hedder det: »Da det under de givne omstændigheder er absolut påkrævet at omgås sparsommeligt med Kommunens små midler, gives der intet vederlag for disse nattevagter«.
Ja, disse arbejdere betragtede ikke deres »diktatur« som en gunstig konjunktur for en lønbevægelse. Den store, fælles sag betød for dem mere end deres personlige interesser.
Til trods for sit vulkanske temperament havde Marx intet at udsætte på denne forsigtige fremgangsmåde. Han siger i sin »Borgerkrig i Frankrig«: »Kommunens store sociale forholdsregel bestod i dens egen arbejdende tilværelse. Dens særlige forholdsregler kunne kun antyde den retning, i hvilken en regering af folket ved folket bevæger sig«. Efter at Marx således har karakteriseret proletariatets diktatur som en regering af folket ved folket, altså som demokrati, fortsætter han og roser Kommunens finansielle forholdsregler, som udmærkede ved deres indsigt og mådehold.
Kort i forvejen har Marx i samme bog antydet de grundsætninger, som må være ledende for en overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme: »Arbejderklassen forlangte ingen vidundere af Kommunen. Det er ikke dens opgave ved folkebeslutning at indføre fiks og færdige utopier. Den véd, at den selv, for at kunne fremtvinge sin egen frigørelse og dermed også de højere livsformer, som det nuværende samfund uimodståeligt bevæger sig henimod som følge af sin egen økonomiske udvikling – at den selv, arbejderklassen selv, må gennemgå lange kampe, en hel række af historiske processer, gennem hvilke menneskene og forholdene bliver helt omformede. Den har ingen idealer at virkeliggøre; den har blot at gøre jordbunden fri omkring de spirer til et nyt samfund, som allerede har udviklet sig i det sammenbrydende bourgeoisi-samfunds skød«.
Man har af den sætning, at arbejderklassen ingen idealer har at virkeliggøre, sluttet, at Marx ikke har villet sætte noget bestemt mål, noget bestemt program op for den socialistiske bevægelse. Men herimod taler allerede den omstændighed, at han selv har udarbejdet socialistiske programmer, lige fra det »Kommunistiske Manifest« i 1847 til det franske arbejderpartis program, som han affattede i 1880 sammen med Guesde og Lafargue. I de her skitserede sætninger angiver han allerede den socialistiske bevægelses formål: Arbejderklassens frigørelse gennem den sejrrigt fremadskridende klassekamp og tilvejebringelsen af de højere livsformer, som må fremgå af de arbejdendes herredømme på grundlag af den moderne teknik.
Man kunne jo foreholde Marx, at disse mål dog netop var idealer. Altså har arbejderklassen dog idealer at virkeliggøre. Ved idealer, der ikke kan virkeliggøres, forstår Marx her åbenbart overspændte idealer, idealer, der ligger hinsides rum og tid, en evig retfærdighed og frihed. Arbejderbevægelsens mål fremgik for ham af den økonomiske udvikling; de særlige former for deres virkeliggørelse er i stadig udvikling, afhængige af rum og tid. Socialismen er for ham ikke en »fiks og færdig utopi«, men en proces, der forudsætter en lang udvikling af de økonomiske forhold og af arbejderklassen og ikke bliver afsluttet ved arbejdernes politiske sejr, men kun sættes i gang ved, at de »udløser det nye samfunds spirer«.
Allerede to årtier i forvejen havde Marx betegnet arbejderklassens mangeårige skoling og indsigt i de virkelige forhold som forudbetingelser for den sociale revolution.
Efter revolutionens sammenbrud i 1848 kom han gennem studiet af de økonomiske forhold til erkendelse af, at revolutionen foreløbig var afsluttet. Det bragte ham i konflikt med mange af hans partifæller, som deri så et forræderi mod revolutionen. Masserne, mente de, havde trang og vilje til revolution, og derfor var den uundgåelig. Herpå svarede Marx i september 1850: »I stedet for en kritisk opfattelse møder mindretallet (i Kommunistforbundet) med en dogmatisk, i stedet for en materialistisk med en idealistisk. I stedet for de virkelige forhold er for dem den blotte vilje drivkraft i revolutionen. Medens vi siger til arbejderne: i har 15, 20, 50 års borgerkrige og folkekampe at komme igennem, ikke blot for at forandre forholdene, men også for at forandre jer selv og dygtiggøre jer til den politiske magt, så siger i tværtimod: Vi må til magten straks, eller også kan vi lægge os til at sove. – Medens vi særlig henviser de tyske arbejdere til det tyske proletariats mangelfulde udvikling, smigrer I ganske plumpt de tyske håndværkeres nationalfølelse og standsfordomme, hvad der ganske vist er mere populært. Ligesom demokraterne har gjort ordet folket til et helligt væsen, sådan bærer i jer ad med ordet proletariatet. Ligesom demokraterne smugler i frasen »revolution« ind i den revolutionære udvikling«. (Marx’ afsløringer om Kommunistprocessen i Køln).
Når Marx tog afstand fra, at den blotte vilje blev gjort til drivkraft i revolutionen, så ville han dermed naturligvis ikke sige, at viljen slet ikke har noget at gøre med den. Uden viljen er ingen bevidst handling mulig. Uden viljen ikke blot ingen revolution, men overhovedet ingen historie. Den første forudbetingelse for enhver social bevægelse er en stærk vilje hos visse samfundslag, udsprunget af en dybtfølt trang.
Dog er det ikke gjort med viljen alene. Skal bevægelsen lykkes, må der findes mere end den blotte vilje, end den blotte trang. Jeg kan være besjælet af viljen til at leve evigt. Den kan være ualmindelig stærk. Den kan alligevel ikke skærme mig mod døden. Skal bevægelsen lykkes, må viljen tage sigte på det mulige og trangen kunne forefinde midlerne til sin tilfredsstillelse. Men de, der vil, må også have kraft til at trænge igennem trods den modstand, der frembyder sig. Det er en erkendelsens opgave ved studiet af de virkelige forhold at skelne det mulige fra det umulige og klarlægge de gensidige styrkeforhold for således at udvirke, at menneskenes kræfter begrænser sig til det, der til enhver tid er gennemførligt. På den måde forebygges ethvert kraftspild, og de forhåndenværende kræfter udnyttes mere intensivt.
Denne indsigt opnås dog ikke let, hvor man har med samfundsforhold at gøre. Thi samfundets økonomiske grundlag befinder sig i stadig udvikling og forandring, samtidig forandres også samfundskravene, midlerne til at fremstille dem og kræfterne til at gennemføre det formålstjenlige. Samtidig bliver samfundet stadig større, mere indviklet og uigennemsigtigt. Ganske vist vokser også den menneskelige intelligens og forbedres også erkendelsens metoder. Men menneskeånden duer ikke altid til at erkende de virkelige forhold. Den stræber altid efter at tjene menneskenes behov, men hvor de virkelige forhold gør en tilfredsstillelse af disse behov umulig, er den blot altfor tilbøjelig til at digte et noget ind i disse forhold, der bedst føjer sig efter dens vilje. Mennesket vil ikke dø. Erkendelsen af de virkelige forhold siger ham, at han skal dø. Men den menneskelige skarpsindighed har i disse forhold vidst at finde tegn på, at vi skal leve videre efter døden. Romerrigets proletarer levede i den usleste fattigdom, og dog følte de den stærkeste trang til et lyst, arbejdsfrit nydelsesliv. De virkelige forhold udelukkede dem derfra. Men deres ånd forjættede dem alligevel et sådant liv i det tusindårige rige, som de mente at gå i møde. Guddomstanken var et middel til at give de svage stærke, det umulige muligt. Det var den, som skulle opløfte det lille, mishandlede jødefolk til at blive verdens herrer, den skulle i reformationstiden bringe de værgeløse bønders og proletarers opbragte skarer sejr over fyrsternes veludrustede og våbenøvede hære.
I det 19 århundrede hørte proletarerne op med at tro på en sådan frelsende guddom, men billedet af den Store Franske Revolution, i hvilken pariserproletariatet en tid lang havde trodset hele Europa, lod på mange måder en ny vidundertro opstå blandt dem, troen på revolutionens og det revolutionære proletariats vidunderkræfter, dette proletariat, der blev »gjort til et helligt væsen«. Det behøvede blot at ville, og det kunne alt, hvad det ville. Når det alligevel ikke opnåede noget, så lå det i, at det ikke ville.
Overfor denne idealistiske opfattelse gjorde Marx den materialistiske opfattelse gældende, at man stedse skulle tage hensyn til de virkelige forhold. Disse forhold gjorde nok arbejderklassens frigørelse og højere livsform til et formål, som »det nuværende samfund uimodståeligt bevæger sig hen imod gennem sin egen udvikling«, men dette formål var ikke nogen »fiks og færdig utopi«, der kunne nås med det samme; det danner i og for sig ikke nogen for alle tider færdig bygning, men skaber kun en ny art af samfundsbevægelse og udvikling.
Arbejderklassen er altså ikke altid og under alle omstændigheder moden til at overtage herredømmet. Den må overalt gennemgå en vis udvikling, som dygtiggør den dertil. Den kan imidlertid ikke vælge det øjeblik, som bringer den til roret. Men kommer den dertil, må den ikke uden videre vende op og ned på den produktionsmåde, som den forefinder; den må gå ud fra det, der foreligger, og udvikle det videre i proletariatets ånd, »udløse det nye samfunds spirer«, hvilket under forskellige forhold betyder noget vidt forskelligt. Den vil så meget snarere finde ud af, hvad der i hvert givet øjeblik er det hensigtsmæssige, jo klarere den erkender de virkelige forhold og tager hensyn til dem.
Da der efter Napoleon III’s fald dukkede en mulighed op for en proletarisk revolution i Paris, indgød dette Marx megen betænkelighed. Vel var pariserne dengang verdens intelligenteste arbejdere, de boede ikke for ingenting i dette verdens hjerte, oplysningens og revolutionernes hjemsted. Dog havde kejserdømmet forholdt dem en god folkeskole og pressefrihed ligesom al politisk organisation, og i lang tid også faglig organisationsfrihed. En udnyttelse af republikken til bedre opdragelse og organisation af arbejdermasserne og det kraftigst mulige forsvar for republikken, det var for Marx dengang øjeblikkets krav.
Mod at arbejderne skulle bemægtige sig den politiske magt talte også den omstændighed, at den største del af landet endnu var agrarisk og Paris selv endnu i høj grad småborgerlig.
Imidlertid afhænger verdenshistorien ikke af vor blotte vilje. Denne kan lige så lidt forhale som fremskynde en revolutions komme. Pariserarbejdernes rejsning og deres sejr d. 18 marts blev uundgåelige. Nu gjaldt det at komme til klarhed over, hvad de virkelige forhold tillod det sejrrige proletariat at gennemføre, og at koncentrere alle kræfter derpå. Marx så endnu ikke Pariserkommunens vigtigste opgave i en ophævelse af den kapitalistiske produktionsmåde. Herom skrev han i et brev d. 12 april 1871: »Når du ser efter i sidste kapitel i min bog »Den 18. Brumaire«, vil du finde, at jeg betegner det som den Franske Revolutions mest nærliggende opgave ikke mere som hidtil at lade det bureaukratisk-militære maskineri gå over fra en hånd til en anden, men at slå det i stykker, og det er forudbetingelsen for enhver virkelig folkerevolution på fastlandet. Det er også det, vore heltemæssige pariserpartifæller prøver på«.
Om socialisme er der ikke tale i dette brev. Marx betegnede det som Kommunens hovedopgave at slå det bureaukratisk-militære magtapparat i stykker.
Naturligvis kan proletariatet intetsteds komme til magten, uden at det ved siden af forandringerne i statens organisation også tilstræber sådanne forandringer i produktionsmådens organisation, som kan forbedre dets stilling. Når man vil betegne alle den politiske magts indgreb for opnåelsen af dette formål som socialisme, så fandtes der også socialisme under Kommunen. Men den var vidt forskellig fra det, som man nu til dags forstår ved socialisme. Naturligvis lå det til dels i mangelen på tid. Hele oprøret varede kun nogle uger. Men for en stor del også i, at oprøret indskrænkede sig til det små-industrielle Paris. Dér kunne der på det givne økonomiske grundlag næppe gøres mere end at understøtte omdannelsen af enkelte værksteder til kooperative produktionsforetagender. En omlægning af en hel industri til en samlet produktionsorganisme og en regulering af dens afsætning og forsyning med råstoffer ville dengang næppe have været mulig. For hele landet kunne der, hvis det var lykkedes Kommunen at bemægtige sig hele statens regeringsapparat, dertil endnu være kommet statens overtagelse af jernbanerne, måske også allerede
Overtagelsen af kulgruberne og jernværkerne. Alt det ville ikke have udelukket kapitalismen, alt det fandtes til dels allerede eller var under forberedelse i nabolandet Tyskland, men det ville under proletarisk-demokratisk regimente have højnet arbejderklassens stilling i samfundet betydeligt.
Til tidens knaphed og landets i økonomisk henseende lidet fremskredne udvikling kom som en yderligere betydelig hindring for »socialiseringen« endnu den teoretiske uvidenhed hos Kommunens mænd. Jakobinerne og blanquisterne interesserede sig såre lidt for økonomiske sager. Internationalisterne tillagde disse, som vi har set, den største betydning. Dog var de netop på Kommunens tid uden teoretisk faste holdepunkter. De var i begreb med at forlade det proudhonistiske grundlag, men endnu ikke kommet så vidt, at de med klar bevidsthed kunne stille sig på det marxistiske.
Men til trods for Kommunens forsigtighed billigede Marx dens metode, først at studere de økonomiske forhold, før man skred til at forandre dem, og ikke ved overilede anordninger at bevirke misgreb, der måtte forvirre og svække modet. Selv om denne forsigtighed mere udsprang af teoretisk usikkerhed end af teoretisk indsigt, så stemte den overens med det, som Marx anså for nødvendigt i overensstemmelse med den materialistiske opfattelse, at vi i revolutionen ikke skal lade os lede af den blotte vilje, men af en erkendelse af de virkelige forhold.
Dubreuilh giver i sin bog »La Commune« en træffende karakteristik af denne side ved pariseroprøret: »En metodisk ekspropriationspolitik var (ganske bortset fra de andre klassers modstand) allerede umulig af den meget slående grund, at lønarbejdernes store masse næppe forstod, hvorledes samfundet kunne fungere på et andet grundlag end det overleverede, og ikke havde udviklet nogen af de kooperative og faglige institutioner, der er nødvendige for, når de kapitalistiske institutioner er ophævede, at sikre produktionens og vareudvekslingens normale gang. Et nyt regimente, navnlig et socialistisk, lader sig ikke improvisere ved anordninger; anordningerne, lovene skal tværtimod sikre allerede bestående forhold. Når Kommunen havde prøvet på dette område at være forud for sin tid, så ville den sandsynligvis kun have opnået, at en del af dens egne og bedste kræfter havde vendt sig imod den, uden at en større iver og en kraftigere opofrelse for sagen havde udviklet sig hos lønarbejderne. Den kunne ikke indlade sig på mere end i ly af en demokratisering af de politiske institutioner at forberede en almindelig social reformation. Og det gjorde den også.
Således var på det sociale område virkningen af hint historiske fænomen, om hvilket Engels sagde, at det anskueliggjorde Marx’ ord om proletariatets diktatur. Den Marx’ske socialiseringsmetode, som Kommunens socialiseringsmetode kom så nær, må nu til dags også være vor metode.
Dermed er dog ikke sagt, at den samme metode i det nuværende Tyskland må medføre den samme tilbageholdenhed, som udvistes af Kommunen i 1871 i Paris. Et halvt århundredes vældige kapitalistiske udvikling har fundet sted i mellemtiden. Det uhyre fremskridt, der er blevet gjort, viser sig allerede deri, at det dengang kun var Paris, der rejste sig, og vel at mærke i et ikke rent proletarisk oprør, uden holdepunkter ude på landet, og at det bukkede under for en overmagt af de med bureaukratiet og højfinansen forbundne agrarer, der udgjorde flertallet af befolkningen (i 1872 53 %), i året 1918 udbrød den tyske revolution derimod i alle rigets dele, overalt ført frem af arbejderne. Det tyske landbrug omfatter nu næsten kun en fjerdedel af befolkningen (29 % i 1917), og industrien er blevet til en kæmpemæssig bedrift, ja er skredet til karteldannelse for hele industrigrenes vedkommende. Pariserproletariatet var i 1871 først lige sluppet ud af det bonapartistiske regimente, der havde forholdt det alle midler til oplysning og masseorganisation. Det tyske proletariat gik til sin revolution med et halvt århundredes politiske og faglige opdragelse bag sig, med politiske og økonomiske organisationer, der talte millioner af medlemmer. Og endelig var Paris’ socialister i 1871 lige i begreb med at opgive en økonomisk teori, der havde vist sig at være utilstrækkelig. Men de var endnu ikke kommet så vidt, at de havde fundet en ny og bedre. Nutidens tyske socialisme råder over en historisk og økonomisk indsigt og en klar metode, som er udgået fra en teori, der af alle landes socialister er anerkendt som den bedste og i kraft af sin vældige overlegenhed over enhver anden økonomisk helhedsbetragtning befrugter selve den borgerlige tænkning.
Under sådanne betingelser kan man socialisere langt hurtigere, mere omfattende og mere energisk, end det ville have været muligt i 1871.
Vi har talt om en økonomisk metode i Kommunen, men også allerede ladet skinne igennem, at der hos Kommunen ikke fandtes en sådan i ordets fulde forstand. Om en bevidst, planmæssig anvendt metode hos Kommunen kan man ikke tale. Allerede ikke af den grund, at det var meget modstridende retninger, der her arbejdede sammen. Kommunens fremgangsmåde var resultatet af disse modsætninger, ikke af en bestemt teori. Selve socialisterne i Kommunen var teoretisk ikke meget klare, og de dannede mindretallet. Alligevel beherskede deres ånd det parisiske kommunevæsens økonomiske handlinger, da flertallet kun lagde ringe vægt på det økonomiske og følte sig endnu mere usikker på dette område end mindretallet.
Anderledes forholdt det sig med Kommunens politik. Her var modsætningerne indenfor Kommunen langt skarpere. De var nær ved at sprænge den og skadede dens arbejdsevne. Men den almindelige tendens, der således trængte igennem, formede sig under forholdenes tryk til en mellemvej, der blev accepteret af Marx på samme måde som Kommunens fremgangsmåde på det økonomiske omrade.
Vi har allerede set, at flertallet i Kommunen bestod af jakobinere og blanquister. Når de trådte i skranken for Pariserkommunen, så tænkte de på en kommune, som den i 1793, en kommune, der beherskede hele Frankrig og påtvang det sin vilje. De var radikale republikanere og fritænkere og de ville knuse monarkiets hele magtapparat, præsteskabet såvel som bureaukratiet og den stående hær. Og alligevel kunne de kun have givet Paris den herskende stilling ved en statsorganisation, der stillede de kraftigste magtmidler til en i Paris residerende centraløvrigheds rådighed. De glemte, at Pariserkommunen af 1793 ved den centraliserede statsmagts midler, som den udviklede, banede vej for Bonapartes kejserdømme. De ventede sig alt godt af et velfærdsudvalg med diktatorisk magt uden at betænke, at et diktatur, der ikke støtter sig til en stramt disciplineret hær og administration, blot er et skyggediktatur.
I den skarpeste modsætning til de centraliserende jakobinere stod proudhonisterne, der med skarp kritik, ja med formelig afsky vendte sig imod traditionerne fra 1793. De så de illusioner, der havde ført til rædselsherredømmet, vildledt proletariatet, stedt det i en grufuld forvildelse uden på mindste måde at bringe det frigørelsen nærmere. Ikke mindre kritisk forholdt de sig imidlertid til demokratiet. Den almindelige valgret havde i 1848 frembragt den reaktionære Nationalforsamling, den almindelige valgret blev til en støtte for kejserdømmet. I virkeligheden frembød politikken, hvad enten den var diktatorisk eller demokratisk, under Frankrigs daværende økonomiske sammensætning ingen mulighed for, at den kunne blive et middel til proletariatets direkte, øjeblikkelige frigørelse. Men et sådant middel søgte socialisterne dengang efter. Tanken om en udvikling overhovedet, og dermed også tanken om den betydning, som demokratiet kunne få for udviklingen af proletariatets politiske indsigt og organisatoriske dygtiggørelse og derigennem også for dets endelige frigørelse – denne tanke lå dem endnu fjern. Til proletariatets øjeblikkelige frigørelse var dengang hverken diktatur eller demokrati egnet. Det indså proudhonisterne meget godt. Men mindre god var den konsekvens, som dé uddrog deraf. Helt uden politik, som de helst havde villet, kunne de alligevel ikke klare sig. Nu frembød kommunalpolitikken indenfor enkelte industrielle kredse helt andre udsigter for proletariatet end statspolitikken i et overvejende agrarisk land. Demokratiet indenfor Kommunen blev for dem lige så vigtigt, som det var dem ligegyldigt i staten. Og de, der så skarpt kritiserede og hånede statsparlamenterne, disse »vrøvleforsamlinger«, havde absolut intet at indvende imod kommunale »vrøvleforsamlinger« og parlamenter.
Kommunens suverænitet blev proudhonisternes ideal. Denne tanke vidner allerede om de småborgerlige forhold i industrien, som de regnede med. De tænkte heller ikke på at ophæve vareudvekslingen. Imidlertid var der dog også på deres tid bedriftsgrene, hvis økonomiske betydning strakte sig ud over den enkelte kommune. For at regulere disses gang, skulle de enkelte kommuner træde sammen til frie forbund. Således håbede proudhonisterne også i det agrariske Frankrig at kunne hidføre det industrielle proletariats øjeblikkelige frigørelse. De glemte kun den bagatel, at tanken om en opløsning af staten i suveræne kommuner også var en politisk tanke, hvis gennemførelse forudsatte, at man væltede den bestående statsmagt, hvilket netop var det, som proudhonisterne ville undgå.
Kommunen i proudhonistisk forstand var altså en direkte modsætning til Kommunen i jakobinsk forstand. For jakobinerne var Paris’ kommune et middel til at vinde statsmagten for at kunne beherske hele Frankrig. For proudhonisterne var hver enkelt kommunes suverænitet et middel til at gøre en ende på statsmagten. Arthur Amould giver i sin »Historie populaire et Parlamentaire de la Commune de Paris« en god karakteristik af modsætningen mellem de to retninger, de »revolutionære jakobinere« og de »socialistiske føderalister«: »De samme ord blev af forsamlingens forskellige medlemmer opfattet på to forskellige måder. For det ene parti var Pariserkommunen et udtryk for og en legemliggørelse af den første anvendelse af det regeringsfjendtlige princip, krigen mod den centralistiske despotiske enhedsstats gamle opfattelser. Kommunen betød for dem en triumf for selvstyreprincippet, den fri sammenslutning i grupper og folkets mest direkte styrelse gennem folket selv. I deres øjne dannede Kommunen den første station på vejen mod både social og politisk revolution, der grundigt skulle rydde op i de gamle fremgangsmåder. Den var den absolutte fornægtelse af diktaturets idé; den betød, at folket selv greb magten, og at følgelig enhver myndighed, der stod uden for folket eller over folket, blev udslettet. De mænd, der følte, tænkte og ville således, dannede den gruppe, som man senere har betegnet som socialisterne eller mindretallet.
For det andet parti dannede Pariserkommunen tværtimod en fortsættelse af den gamle kommune fra 1793. Den var i deres øjne diktaturet på folkets vegne, en uhyre magtkoncentration i hænderne på nogle få og en ødelæggelse af de gamle institutioner, ved at man satte ny mænd i spidsen for disse institutioner, som man for øjeblikket forvandlede til folkets kampmidler mod folkets «fjender.
Blandt denne gruppes mænd var den centralistiske enhedsstats idé ingenlunde forsvundet. Når de accepterede kommuneselvstyret og det fri gruppesammenslutningsprincip og satte det på deres fane, skete det kun, fordi Paris’ vilje tvang dem dertil . De vedblev med at være beherskede af opfattelser, som de havde tilegnet sig under et langt livs kampe. Så snart der skulle handles, kom de igen ind på den vej, som de så længe havde fulgt, og lod sig, sikkert i god tro, forlede til at anvende de gamle metoder på nye idéer. De indså ikke, at formen i sådanne tilfælde næsten altid sejrer over indholdet, og at de, der søger at befæste friheden ved diktaturets og vilkårlighedens midler slår det ihjel, som de vil frelse. Denne gruppe, der for øvrigt bestod af meget forskelligartede elementer, dannede flertallet og kaldte sig selv for .revolutionære jakobinere«.
Dubreuilh anfører disse udtalelser med den bemærkning, at de kun passer fuldt ud på yderlighederne i de to retninger. Det er rigtigt. Men det gælder om alle retninger, som man vil karakterisere. Man vil hos enhver opdage en række afskygninger, men vil man forstå dem klart, må man tage deres konsekvente udtryk, man kunne sige, deres klassiske udtryk, frem til beskuelse.
Modsætningerne var uhyre, de havde måske ikke været til at forlige, hvis Kommunen havde sejret. Men den sejrede ikke, og allerede derved blev de to modsatte partier tvungne ind på en mellemvej. Fra d. 3 april af var Kommunen indskrænket til defensiven og måtte opgive enhver tanke om at erobre og beherske Frankrig. Dermed var grunden taget bort under fødderne på en virkeliggørelse af den jakobinske tanke. Langt fra at kunne herske gennem Kommunen, måtte man være glad, hvis det kunne lykkes at hindre, at Paris’ friheder blev kvalt af det reaktionære Frankrig.
Men lige så lidt kunne der under disse omstændigheder tænkes på, at den proudhonistiske drøm kunne gå i opfyldelse, den franske stat blive knust og dens kommuner få fuld suverænitet.
Både de centralistiske jakobinere og de føderalistiske proudhonister blev af forholdenes magt tvungne til at sætte sig det samme mål, som under nogenlunde gunstige magtforhold dengang også var opnåeligt, var en nødvendighed for hele Frankrig og blev krævet selv af mange af dets borgerlige politikere: Kommunernes selvstyre, deres selvstændighed indenfor de af det politiske demokrati optrukne grænser, en indsnævring af statsbureaukratiets magtområde og endelig den stående hærs afløsning af en milits. – Internationalisterne indlod sig så meget des snarere på denne anerkendelse af den demokratiske stat, som de, hvad vi allerede véd, i de sidste år under kejserdømmet var blevet inddragne i kampen mod dette, altså i det politiske liv, og havde begyndt på at gennemsyre den strenge proudhonisme med marxistiske idéer.
Enderesultatet var en politik, som Marx meget godt kunne anerkende. Havde han været i Paris, kunne han hverken have sluttet sig til den ene eller den anden retning. Han ville have været isoleret. Men forholdenes magt og klogskaben hos Kommunens bedste hoveder, der også her tog mere hensyn til de »virkelige forhold« end til den »blotte vilje«, angav i enderesultatet retningslinierne for en politik, som stærkt nærmede sig til Marx’ politik. For disse retningslinier gjaldt ganske vist i endnu højere grad end for de økonomiske forholdsregler, hvad Mendelsson skrev (i sin efterskrift til Lissagaray): »De, der skabte Kommunen, synes ikke selv at vide, hvad de har skabt«.
Det, som Kommunen skabte af politisk nyt, kom til verden under de sværeste indre kampe mellem de to retninger. Den store brist, som Kommunen led af, var dens mangel på organisation, en naturlig følge af mangelen på organisatoriske traditioner og evner hos datidens pariserproletariat, der først lige var fremgået af kejserdømmet.
Kommunen befandt sig fra begyndelsen af i krigstilstand med Versailles. Organisation og disciplin er ingensinde mere påkrævede end i krig. Dem manglede Kommunen helt. Kommunens bataljoner blev førte af officerer, som de selv havde valgt. Disse officerer var derfor uafhængige af overkommandoen, men afhængige af dem, der havde valgt dem. På den måde kan man ikke organisere nogen kampdygtig hær, den er kun på sin plads, hvor hærens desorganisation er påkrævet. Det indså også bolsjevikkerne i Rusland, som snart fik gjort en ende på soldaterrådenes magt og mandskabernes vælgen officerer, da de blev indviklet i en alvorlig krig.
Om nationalgardens enkelte bataljoner ville adlyde overkommandoens befalinger, afhang ganske af deres eget forgodtbefindende. Intet under, at tallet på Kommunens virkelige stridsmænd var så ringe. Der udbetaltes lønninger til 162,000 mand og 6,500 officerer, men tallet på dem, som gik i ilden og kæmpede, svingede efter den skæbnesvangre d. 3 april mellem 20-30,000. Disse tapre måtte trække hele det tunge læs i kampen mod en veldisciplineret og veludrustet overmagt, som i den, anden halvdel af maj måned nåede op til 120,000 mand.
Desorganisationen nedefra øgedes end yderligere ved desorganisationen ovenfra. Ved siden af Kommunen blev nationalgardens centralkomité bestående. Denne komité havde afgivet al sin magt til Kommunen, men vedblev dog at blande sig i alt, hvad der angik nationalgarden.
Marx betegner det i et brev om Kommunen af d. 12 april 1871 som en fejl, at »Centralkomitéen« opgav sin magt for tidligt for at give plads for Kommunen. Desværre begrunder han ikke denne udtalelse, og vi véd altså ikke, hvorfor det syntes ham at være en fejl. Man tør vel antage, at det var på grund af tilbageslaget på krigsførelsen. Han betegner denne fejl som den anden fejl, pariserne har begået; den første fejl skulle være den, at de ikke straks efter d. 18 marts marcherede til Versailles. Disse fejl kunne forvolde, at de bukkede under.
Imidlertid var desværre alle de grundfejl, som fra begyndelsen af gjorde Kommunens militære stilling håbløs, allerede blevet begået, før Kommunen trådte sammen. Der er intet, der tyder på, at krigsførelsen under centralkomitéens overledelse ville have givet bedre resultat end under Kommunens. Tværtimod, centralkomitéen stod endnu mere vaklende end denne. Krigsførelse er nu engang ikke proletariatets stærke side. Men værst var det, at der ved siden af hinanden bestod to af hinanden uafhængige overkommandoer, hvortil der endnu kom en tredje, der også ville snakke med om krigsførelsen, nemlig artillerikomitéen.
»Den d. 18 marts dannede artillerikomité stredes med krigsministeriet om kanonerne. Krigsministeriet rådede nemlig over kanonerne fra Marsmarken. Komitéen over dem fra Montmartre (Lissagaray, Kommunens historie). Man søgte at bøde på den almindelige desorganisation ved en forstærkning af regeringsmagten. I stedet for de eksekutivkommissioner, som vi allerede har talt om, trådte der d. 20 april et eksekutivudvalg, bestående af 9 mand, nemlig een delegeret fra hver af de 9 kommissioner. Men ondet bundede alt for dybt til, at det lod sig fjerne ved en sådan forandring. Da mindedes jakobinerne traditionerne fra 1793 og krævede et Velfærdsudvalg med diktatorisk magt, der skulle gøre Kommunen selv til et nul. Versailles-troppernes ustandselige fremmarch foranledigede kommunemedlem Miot, »hvis skæg var et af de smukkeste af dem fra 1848« (Lissagaray), til d. 28 april at kræve oprettelsen af et Velfærdsudvalg, altså en ny kommission, der skulle stå over de andre kommissioner. Om nødvendigheden af en kraftigere udøvende magt var alle enige, men om navnet rejste der sig en voldsom debat. De revolutionære jakobinere mente, at når man betegnede kommissionen som velfærdsudvalg, så gav man den allerede derved den samme sejrrige kraft, som den Franske Revolution af 1793 havde haft med sit velfærdsudvalg. Men netop denne tradition, der mindede om rædselsherredømmet, stødte proudhonisterne tilbage.
Dannelsen af udvalget blev vedtaget d. 1 maj med 34 stemmer mod 28. Ved selve valget afholdt størstedelen af mindretallet (23) sig med følgende motivering fra at stemme: »Vi har ikke opstillet kandidater, og vi vil ikke vælge nogen til en institution, som synes os lige så fordærvelig som unyttig. Thi vi ser i velfærdsudvalget en fornægtelse af den sociale reforms principper, af hvilke den kommunale revolution af d. 18 marts er udsprunget«.
Velfærdsudvalget, der skulle forøge Kommunens energi til det yderste og gøre en ende på dens desorganisation, begyndte med at forøge denne, idet den drev en kile ind i Kommunen. Allerede herved mistede udvalget al moralsk styrke. Hertil kom yderligere, at de, som næsten var ene om at besørge det alvorlige arbejde i Kommunen, nemlig internationalisterne, holdt sig tilbage. Af udvalgets medlemmer var alle på een nær, som Lissagaray udtrykker sig, efter »skrålhalsenes« hjerte.
Allerede d. 9 maj afsatte man dette udygtige udvalg for at vælge et nyt. Denne gang deltog mindretallet i valget, efter at det havde set, at det frygtede navn dækkede over alt andet end et virkeligt diktatur. Men i mellemtiden havde modsætningen mellem flertallet og mindretallet tilspidset sig i den grad, at flertallet begik den ubegribelige fejl ikke at vælge noget medlem af mindretallet ind i udvalget. Det andet Velfærdsudvalg var lige så udygtigt som det første, det overtrumfede endda det første ved, at gå aktivt til værks mod mindretallet, fjerne en del af dettes medlemmer fra deres embeder og således berøve Kommunen dens bedste hoveder.
Det førte til et åbent brud: d. 16 maj offentliggjorde mindretallet i bladene en erklæring, hvori det protesterede imod, at Kommunen takkede af til fordel for et uansvarligt diktatur, og kundgjorde, at det for fremtiden ikke mere ville tage del i Kommunens arbejder, men blot virke i distrikterne og i nationalgarden. På denne måde, hed det til sidst, håbede de at kunne forskåne Kommunen for den indre tvedragt, som de ville undgå, thi flertal og mindretal tjente jo samme formål. Til trods for den forsonlige slutning syntes denne erklæring at betyde et komplet brud.
Imidlertid var mindretallet, skønt det var dygtigere til at administrere og til at tage økonomiske problemer op end flertallet, ikke meget beslutsomt og konsekvent i sin politik. Det havde d. 1 maj protesteret imod det første velfærdsudvalgs diktatur ved at afholde sig fra deltagelse i valget, men d. 9 maj anerkendt samme diktatur ved at opstille kandidater til det andet velfærdsudvalg. D. 15 maj havde det atter besluttet at protestere offentligt imod samme diktatur ved at nedlægge arbejdet i Kommunen, men d. 16 maj, dagen efter protestens offentliggørelse, gav det efter for sine venner, navnlig Internationales føderalråd, som indstændigt bad det om ikke at sprænge Kommunens enhed lige overfor den fremrykkende fjende, og d. 17 maj mødte 15 af dem, der havde undertegnet manifestet, igen i Velfærdsudvalget, men flertallet blev ikke formildet herved, til trods for at nogle fornuftige af dets medlemmer, deriblandt Vaillant, der prøvede på at mægle. En forsonlig resolution blev forkastet, og der blev vedtaget et forslag af Miot, der lød således: »Kommunen vil glemme de mindretalsmedlemmers holdning, som tager deres underskrifter under erklæringen tilbage. Kommunen udtaler sin dadel over denne erklæring«.
Dubreuilh bemærker hertil: »Således stod jakobinere og føderalister som fjendtlige brødre overfor hinanden før det sidste slag på barrikaderne, før døden«. D. 21 maj trængte tropperne fra Versailles ind i Paris. D. 22 maj holdt Kommunen sit sidste møde. Kommunens politik frembyder et mærkeligt skue.
Hver af de to retninger, der var repræsenterede i Kommunen, blev ledet af et program, som, når det blev konsekvent anvendt, ikke var gennemførligt, og som forledte sine bekendere til meget uhensigtsmæssige handlinger. Men alligevel affødte de to programmers gensidige påvirkning af hinanden under forholdenes tryk et politisk program, der ikke blot var gennemførligt, men som endog i højeste grad svarede til Frankrigs tarv, og som endnu den dag i dag indeholder en meget frugtbar kærne: både kravet om kommunernes selvstyre og ophævelsen af den stående hær – disse to Kommunens grundkrav er den dag i dag ikke mindre påkrævede, for at Frankrig kan rejse sig, end på den anden Pariserkommunes tid.
Man kan ikke tale om Velfærdsudvalget uden at tænke på det rædselsherredømme, hvori dette udvalg i 1793 var sjælen. Det var ganske naturligt, at modsætningen i spørgsmålet om Velfærdsudvalgets diktatur fandt sin fortsættelse i spørgsmålet om terrorismen. Jakobinerne var fra begyndelsen af i samme grad opfyldt af anerkendelse af terrorismen som kampmiddel, som internationalisterne forkastede den. Allerede i Kommunens åbningsmøde gjorde modsætningen sig gældende, da et medlem foreslog afskaffelse af dødsstraffen. »Åh, han vil redde Vinoys hoved«, blev der råbt op til ham (Vinoy var general for tropperne fra Versailles).
I Internationales føderalråd formulerede Frankel d. 29 april Internationales politik med følgende ord: »Vi vil grundlægge arbejdernes ret, og det er kun muligt ved at overbevise og ved at lægge moralsk kraft for dagen«. På den anden side finder vi folk som skuespilforfatteren Felix Pyat, regnskabsføreren Théophile Ferré og student Raoul Rigault, der ikke kunne få nok af bloddryppende fraser.
I princippet måtte egentlig alle jakobinere være stemte for terroristiske forholdsregler. Men i deres praksis mærkedes der ikke meget dertil. Den humane ånd, der dengang gik igennem hele demokratiet, både det borgerlige og det proletariske, formåede også kun de færreste af dem at unddrage sig. Dertil kom, at der for den anden Pariserkommune ikke forelå de forhold, som havde skabt terrorismen i den første. Den anden kommune satte sig ikke den uløselige opgave at ville bygge et samfund, der skulle tilfredsstille proletariatets interesser, op på et borgerligt grundlag. Og den var i sin magtanvendelse indskrænket til Paris, hvor flertallet så afgjort stod på Kommunens side, at den ikke havde nødig at skræmme sine modstandere ved voldsomme forholdsregler. Den modstander, der blev farlig for den, stod uden for dets territoriums mure og kunne ikke nås med terrorismens midler.
Således manglede drivfjederen til at omsætte den terroristiske tradition i praksis. Hvad Raoul Rigault og Ferré præsterede i Sikkerhedsudvalget ved undertrykkelse af pressen og arrestationer, var snarere en dårlig efterligning af kejserdømmet end af rædselsherredømmet, der arbejdede med ganske andre midler. Den blanquistiske student Rigault havde under kejserdømmet vundet sine laurbær i stadig kamp med politiet, hvis krogveje og kneb han kendte på det nøjeste. Allerede d. 9 marts, altså endnu før oprøret, skildrer Lauser ham på følgende måde: »Af dem, som kender ham, fortaltes der mig de besynderligste ting om hans mani for og dygtighed i at efterspore politiet, krydse dets forfølgelser og lejlighedsvis på egen hånd selv agere politipræfekt i Paris«. (Under Pariserkommunen. En dagbog. Leipzig 1878).
Allerede d. 18 marts fik han lejlighed til virkeligt at agere politipræfekt i Paris. Hans første handling natten mellem den 18. og 19 marts bestod i at sætte sig fast i politipræfekturet. Hans praksis som politi mødte snart levende modstand fra alle sider, navnlig fra internationalisternes. Den havde kun lidt at gøre med principperne fra 1793, skønt han arbejdede på en historisk fremstilling af Kommunen 1793. På den anden side må man, som vi allerede har bemærket, ikke skrive nedskydningen af generalerne Thomas og Clement på Kommunens regning. Den fandt sted på trods af centralkomitéens modstand og på en tid, hvor der endnu ingen kommune var.
Der er kun een forholdsregel fra Kommunens side, som man kan betegne som terroristisk, beregnet på at skræmme modstanderen ved vold mod værgeløse personer, nemlig arrestationen af gidsler. At det at tage gidsler er en meningsløs handling, der kun sjældent forhindrer grusomheder, men langt oftere tjener til at øge grusomhederne i den konflikt, der har foranlediget denne handling, det har erfaringen ofte nok vist.
Men det var vanskeligt for Kommunen at gøre noget andet, når den ikke uden nogen som helst modstand ville finde sig i, at man i Versailles skød de fanger, som man tog, hvilket efter d. 3 april havde fundet sted i utallige tilfælde.
»Under trykket af den forbitrelse, der blev fremkaldt ved Duvals henrettelse (Duval var en af de kommanderende i nationalgarden, hvem Versailles-tropperne havde taget til fange under udfaldet d. 3 april) og henrettelsen af fangerne fra Puteaux og Chátillon forlangte flere medlemmer af Kommunen, at man straks skulle skyde et antal reaktionære, som særligt skulle udtages blandt Paris’ gejstlighed. Andre jakobinere og navnlig Delescluze, der forfærdedes over disse overdrevne krav, foreslog så anordningen om gidslerne. Den tog sigte på at få dem i Versailles til at standse på den blodige vej, som de blindt havde styrtet sig ind på. Ved en slags stiltiende overenskomst enedes man om, at denne ordning aldrig skulle føres ud i livet. (Fiaux, Guerre civile de 1871).
Denne anordning udsprang altså ikke af en stræben efter at tilintetgøre menneskeliv, men af en stræben efter at redde menneskeliv. På den ene side ville man bevæge Versailles til at renoncere på yderligere henrettelser, og på den anden side ville man få pariserne til at afstå fra øjeblikkelige repressalier. »Altid ædelmodig og retfærdig, selv i sin vrede«, hed det i Kommunens proklamation af d. 5 april, »afskyr folket både blodsudgydelse og borgerkrig. Men det har den pligt at værge sig mod sine fjenders barbariske attentater, og hvor vanskeligt det end falder folket, så vil det handle efter grundsætningen øje for øje og tand for tand«. (Journal officiel d. 6 april).
I virkeligheden viste Kommunen sig vel ædelmodig og retfærdig, men den gik ikke frem efter grundsætningen øje for øje og tand for tand! Kommunens anordning om gidsler bestemte, at enhver, der beskyldtes for at stå i forståelse med Versailles, straks skulle anklages og sættes fast. Der skulle nedsættes en domstol, der indenfor 24 timer skulle holde forhør over de anklagede og dømme dem inden 48 timers forløb. Dog skulle de dømte ikke skydes, men holdes tilbage som gidsler. Også alle krigsfanger skulle fremstilles for den samme domstol, der skulle afgøre, om de skulle gives fri eller holdes tilbage som gidsler. Endelig blev det bestemt, at hver henrettelse af en af Kommunens til fange tagne stridsmænd eller tilhængere i Versailles skulle besvares med henrettelse af det tredobbelte antal gidsler.
Denne sidste og frygteligste bestemmelse i anordningen var- og blev et dødt bogstav, blev aldrig udført af Kommunen, endskønt man i Versailles efter en kort afbrydelse blev ved med at skyde de fanger, som man tog, uden at bryde sig om, at man derved udsatte sine i Paris som gidsler tilbageholdte venner for fare.
Thiers selv lagde formelig an på at ægge Kommunen til blodsudgydelse. Han vidste meget godt, at enhver henrettelse af et gidsel i hele den endnu af borgerlig følelse og tænkemåde beherskede verdens øjne ikke var til gavn for Kommunen, men for ham selv, denne verden, der med sindsro så på, at man i Versailles lod utallige fanger skyde, medens den blev opbragt til det yderste ved den blotte arrestation af gidsler i Paris. Sit lave sindelag lagde Thiers for dagen i spørgsmålet om udveksling af gidsler.
Efter udstedelsen af anordningen af d. 5 april var der i Paris blevet sat nogle gejstlige, en bankier Jecker, ophavsmanden til ekspeditionen til Mexico, og desuden præsidenten for kassationsdomstolen, Bonjean, fast som gidsler. Kommunen tilbød nu en udveksling. Den ville frigive de arresterede gejstlige, ærkebisp Darboy, sognepræst Deguerry og generalvikar Lagarde foruden præsident Bonjean, når regeringen i Versailles frigav den arresterede Blanqui. Den var godtroende nok til d. 12 april at lade generalvikar Lagarde tage til Versailles med et brev fra Darboy til Thiers, efter at han havde svoret på at ville vende tilbage, hvis underhandlingerne skulle strande.
Allerede i forvejen, d. 8 april, havde Darboy rettet et brev til Thiers og besvoret denne om ikke at lade flere fanger skyde. Thiers tav. D. 13 april offentliggjordes brevet i et pariser-blad. Nu svarede Thiers, men med en løgn, idet han betegnede alle efterretninger om henrettelser som bagvaskelser. Et svar på det andet brev, som Lagarde overbragte, fik denne først i slutningen af april. Men generalvikaren var til trods for sin ed så forsigtig ikke at vandre tilbage i løvens gab. I dette svar blev Blanquis frigivelse afslået, men ærkebispen trøstet med en forsikring om, at gidslernes liv var uden for al fare.
Yderligere forsøg af den pavelige Nuntius og den amerikanske gesandt Washbume på at intervenere til fordel for en udveksling var ligeså frugtesløse. Det må således tilskrives Thiers, når de ovenfor nævnte, undtagen Lagarde, endnu sad som gidsler i fængslet Mazas, da Kommunen brød sammen og mistede magten til at beskytte dem.
Thiers havde ret i sin påstand om, at fangernes liv var ilden for al fare under Kommunen, hvorved ganske vist hans bagvaskelser om Kommunens bestialitet blev stemplede som løgnagtige. Men han selv arbejdede på det ivrigste på at bryde disse gidslers værn, at vælte Kommunens regimente, og det under omstændigheder, der bragte gidslernes liv i den yderste fare.
Ved forræderi trængte tropperne fra Versailles en søndag, d. 21 maj, ind i Paris; det kom helt overraskende, samtidig med at der holdtes folkekoncert i Tuillerihaven, og en generalstabsofficer ved koncertens slutning indbød tilhørerne til at komme igen næste søndag, idet han tilføjede: »Thiers havde lovet at marchere ind i Paris i går. Thiers er ikke marcheret ind, han vil heller ikke marchere ind«.
I selv samme minut rykkede tropperne fra Versailles ind i Paris. Befolkningen var i den grad overrumplet og Kommunens soldater så udmattede, at det under en hurtig, resolut fremmarch sandsynligvis var lykkedes tropperne at besætte Paris uden at finde synderlig modstand. Men de rykkede kun langsomt frem og gav således Kommunens stridsmænd tid til at samles til en rasende gadekamp, der varede hele ugen igennem, denne blodige majuge, og ophidsede alle lidenskaber på det mest vanvittige, så meget mere som soldaterne fra Versailles ikke gav nogen pardon og ikke blot slog dem ned, der var grebet med våben i hænde, og som det var befalet at skyde, men også alle, på hvem der faldt nogen mistanke. Mange af Kommunens historikere antyder, at hærens langsomme fremrykning havde det formål at øge modstanden, og således også ofrenes antal og nederlagets omfang.
»Paris kunne være blevet indtaget på 24 timer, når hæren var rykket frem på venstre seinebreds kajer; den ville kun have stødt på modstand udenfor marineministeriet, på Montmartre, i Menile-montant. Under den langsomme fremrykning i Paris, der gav modstanden tid til at organisere sig, tog man 8-10 gange så mange fanger, som der var deltagere i kampen; man skød flere mennesker ned, end der stod bag barrikaderne, medens hæren selv blot talte 600 døde og 7000 sårede«. (G. Bourgin, L’Histoire de la Commune).
De dødes antal på Kommunens side oversteg 20,000, det blev af mange anslået til 30,000. Chefen for militærjustitsen, general Appert, talte 17,000 døde. Antallet af de ofre, som ikke kom til øvrighedens kendskab, kan ikke fastslås, men udgjorde sikkert over 3,000. At hos mange hævntørsten fik overhånd under dette frygtelige raseri, er intet under. Den blev så meget des vildere, jo mere afmægtig den var, og jo mindre den formåede at afværge nederlaget. Først nu, da Kommunen var hørt op med at eksistere, begyndte man at skyde gidslerne. D. 21 var hæren fra Versailles trængt ind, d. 22 var gadekampen begyndt, d. 24 blev gidslerne skudt.
Men også ved denne lejlighed viste modsætningen sig mellem jakobinere og internationalister, og det skønt henrettelsen var mere et resultat af fortvivlet raseri og blind hævntørst end en planlagt handling. Begyndelsen blev gjort af den fanatiske blariquist Raoul Rigault, som om natten mellem d. 23. og 24 lod redaktør Chaudey tilligemed nogle d. 18 marts arresterede gendarmer dræbe. Chauday var blevet arresteret midt i april, fordi han d. 22 januar, havde ladet skyde på folket, ved hvilken lejlighed Rigault havde set sin ven Sapia falde ved siden af sig. D. 24 blev Rigault selv arresteret og skudt. På samme tid krævede den gamle blanquist Genton seks gidsler henrettede, blandt dem ærkebiskop Darboy, præsident Bonjean og sognepræst Deguerry, som vi allerede kender. Blanquisten Ferré gav ham fuldmagt dertil.
»Den mængde, der overværede henrettelsen, var næsten udelukkende unge mennesker, næsten børn. Ved de fleste af disse forbrydelser er deltagerne næppe voksne unge mennesker, der er ophidsede af byernes laster og lidenskaber, der hos dem vokser hurtigere end deres skæg og ikke levner nogen plads til ansvarsfølelse«. (Fiaux, Guerre civile). Samme iagttagelse har man desværre nu til dags også kunnet gøre overalt i Tyskland hos dem, som dér udøver krigens ret.
D. 26 er det igen blanquisten Ferré, der bestemmer, at 48 gidsler, mest præster, hemmeligt politi og gendarmer, der d. 18 marts havde skudt på folket, skulle udleveres til oberst Goïs, ligeledes en blanquist; han førte dem bort, fulgt af en væbnet mængde, der var ganske ude af sig selv, da den vidste, at den ingen pardon havde at vente, at den selv var dømt til døden. I fortvivlet vanvid styrtede den sig over gidslerne og slog dem ned, den ene efter den anden. Forgæves søgte internationalisterne Varlin og Seraillet at frelse dem. De var nær selv blevet lynchede af den rasende mængde, der smædede dem som tilhængere af Versailles. D. 28 maj blev samme Varlin, der havde sat sit liv på spil for at frelse gidslerne, meldt af en præst, der genkendte ham på gaden, arresteret af tropperne fra Versailles og skudt.
Om de utallige ofre blandt fangerne, som sejrherrernes mordlyst endnu krævede under kampen og efter kampen, tales der ikke af de borgerlige elementer, som er forfærdede over Kommunens terrorisme. Derimod kan de ikke finde ord nok til den stærkeste fordømmelse, når talen falder på de fem dusin gidsler, der efter Kommunens sammenbrud blev ofre for nogle desperate oprøreres hævntørst og utilregnelighed.
Netop gidslernes historie viser på det tydeligste, hvor fjern Kommunen var fra enhver terrorisme. Der findes i verdenshistorien næppe nogen borgerkrig, ja næppe nok nogen national krig, i hvilken den ene part, trods den andens blodigste umenneskeligheder, har holdt menneskelighedens bud så højt i ære og praktiseret dem så strengt, i modsætning til nogle radikale brushoveders bloddryppende talemåder, som det var tilfældet i den franske borgerkrig af 1871.
Og derfor endte den anden Pariserkommune helt anderledes end den første, der havde udviklet et så energisk rædselsherredømme. Den første kommunes rædselsherredømme faldt, uden at pariserne gjorde modstand; ja, dens fald blev af mange følt som en lettelse og hilst med glæde. Da de to fjendtlige parters stridskræfter stødte sammen den 9. Termidor 1794, gjorde Robespierres tilhængere omkring, endnu førend der var faldet et skud, og løb fra hinanden.
Derimod hang pariserne med begejstret sejhed ved den anden Pariserkommune lige til det sidste. Der skulle en hel uges forbitrede gadekampe til for at blive herre over dem. Ofrenes antal, døde, fangne, flygtede, som denne kommunes dødskamp kostede, nåede næsten op til 100,000 (man takserede det i juni 1871 til 90,000; Bourgin, La Commune).
Ganske vist var den anden kommune blevet sønderrevet af de skarpeste modsætninger. Vi har set, under hvilket fjendskab de to retninger i den gik den sidste kamp i møde. Men aldrig har den ene af dem fortrædiget den anden ved terroristiske midler; maksimalisterne (bolsjevikker betyder på dansk maksimalister) og minimalisterne (på russisk mensjevikerne) kæmpede trods alt sammen lige til det sidste. Og således har også alle retninger indenfor socialismen netop i Kommunen set den fælles repræsentant for det samlede kæmpende proletariat. I anerkendelse af Kommunen forenedes Marx og Bakunin, lassalleanere og eisenachere.
Proletariatets første regering har præget sig dybt i alle deres hjerter, som tørster efter menneskehedens befrielse. Dette »proletariats diktaturs« vældige virkning på menneskehedens frigørelseskamp i alle lande beroede ikke mindst på, at det helt igennem var gennemtrængt af den humanitetsånd, som besjælede det 19 århundredes arbejderklasse.
Vi har set, at den Store Franske revolutions bloddryppende handlinger ikke er gået igen hos dens efterfølgere, at de revolutionære stridsmænd fra 1830 indtil 1871, selv dér, hvor de står under indflydelse af traditionerne fra rædselsherredømmet, dog i praksis tragter efter den størst mulige humanitet, i modsætning til deres modstandere, der stadigvæk udfolder den største brutalitet, såvel i juni 1848 som i maj 1871.
I hele det 19 århundrede kan vi hos de arbejdende klasser iagttage en fremadskridende humanisering. Og så kommer nu i begyndelsen af det 20 århundrede revolutionen i Rusland og Tyskland og udløser bloddryppende handlinger, der minder om det 18 århundredes Franske Revolution. Hvorledes kan dette omsving forklares?
Efter den almindelige opfattelse er humanitet et produkt af kulturen. Man antager, at mennesket af naturen er en ondartet, usocial skabning med rovdyrsinstinkter, stadig parat til at overfalde, fortrædige, pine og dræbe sin næste. (webmaster: det er de kristnes livssyn – ikke marxismens)
Først civilisationens og teknikkens fremskridt, altså kulturens fremskridt, skal hos mennesket have udviklet social følelse, hjælpsomhed og mildhed og afsky for grusomhed og blodsudgydelse. Denne opfattelse kommer også til orde i sprogbrugen, der adskiller egenskaber af sidstnævnte art som humanitet, menneskelighed, fra egenskaber af førstnævnte art, der brændemærkes som dyrisk tilstand, bestialitet (bestia betyder dyr) og brutalitet (brutum betyder kvæg). En stor del af vore etnologer indtager endnu dette standpunkt, som også behersker Lombrosos skole, der i voldsforbrydelser ser en atavisme, et tilbagefald til vore dyriske forfædres følelsesliv.
Men selv blodtørstige rovdyr dræber i regelen ikke dyr af deres egen art. Og der er intet, der berettiger os til at antage, at mennesket er et rovdyr med voldshandlings- og blodtørstsinstinkter. Vi kender ikke menneskeslægtens dyriske forfædre, men må antage, at blandt de nulevende dyr, menneskeaberne kommer dem nærmest. Ligesom disse har menneskenes stamfader sikkert overvejende levet af plantekost, som han nu og da supplerede med mindre dyr, larver, orme, krybdyr, eventuelt også med endnu ikke flyvefærdige småfugle, men han dræbte ikke noget større pattedyr for at bruge det som føde. Der er ikke nogen abe, der gør sligt. Og morderiske krige imod andre væsener af samme art fører den absolut ikke. Dertil mangler den på forhånd de nødvendige organer. Enkelte individer kan nok komme i kamp med hinanden for et byttes eller en huns skyld og rive nogle hår ud af hovedet på hinanden i den anledning. Livsfarlige er disse slagsmål ikke.
Det forandres hos mennesket, så snart teknikken ved siden af hans naturlige organer giver ham nye, nemlig værktøj og våben til at stikke og skære med. Dermed får mennesket rovdyrsorganer, og der udvikles hos ham også rovdyrsfunktioner og rovdyrsinstinkter. Nu formår han at dræbe og partere større dyr. Plantekosten mister i betydning for ham. Jagt og blodsudgydelse bliver en daglig beskæftigelse.
Nu kunne konflikter med enkelte individer føre til drab og mord. Men massemyrderiet, krigen, forklares ikke ved våbenets opkomst alene. Krigen forudsætter et yderligere kulturelt fremskridt, nemlig at menneskene forener sig og danner sluttede samfund. Da dette moment hidtil er blevet for lidt påagtet, og jeg selv ikke har fremhævet det tilstrækkeligt, vil jeg her tillade mig nogle bemærkninger derom, skønt de fører noget bort fra det foreliggende emne.
Mennesket nedstammer uden tvivl fra sociale dyr, men adskiller sig fra dem ved, at det danner sluttede samfund. De sociale dyr lever i regelen i flokke eller hjorder, hvor sammenslutningen kun er løs. Alt efter livsbetingelserne, fodermængden, fjendernes antal og deslige samles de samme individer snart i vældige skarer, og snart opløser de sig i mindre flokke, ja, undertiden optræder de endog kun parvis for ved gunstig lejlighed igen at samles i større mængder. Uden videre vanskelighed kan det ene individ gå over fra een gruppe til en anden.
Helt anderledes med mennesket. Det ville føre for vidt at udvikle, hvad denne forandring kan føres tilbage til; her skal kun i korthed antydes følgende: de midler, som dyrene har til at gøre sig indbyrdes forståelig, beror på naturlyde, der på samme måde som fagternes og minespillets sprog udtales instinktivt, og som den ene ikke behøver at lære af den anden; de er dem medfødt og udstødes derfor af hvert medlem af slægten på samme måde og bliver forstået af enhver.
Det, der hæver mennesket op over dyret, er foruden værktøjet det artikulerede sprog. (Webmaster: Kautsky glemmer mennesket unikke hånd). Ved siden af det værktøj, der ikke fødes sammen med mennesket, men som fremstilles af mennesket selv, og hvis fremstilling først må læres af kammerater, udmærker mennesket sig ved et forståelsesmiddel, der heller ikke er ham medfødt, men som først er blevet udviklet af medmenneskene i hans omgivelser, og som han må lære af dem. Dette forståelsesmiddel er ikke på forhånd det samme for hele menneskeslægten, det former sig forskelligt i de forskellige egne. Ved sproget bliver det sociale sammenhold fastere, mere inderligt, da sproget gør forståelsen og samarbejdet lettere og rigere. Men ved forskellighederne i sproget bliver på den anden side menneskeslægtens forskellige stammer og grupper varigt skilt fra hinanden. Enhver tvinges til at blive ved den stamme eller horde, hvis sprog han har lært. For de andre kan han ikke gøre sig forståelig, hos dem føler han sig fremmed og utilpas.
Dertil kommer endnu en anden faktor. Sproget tilsteder at betegne de enkelte individer og deres stilling til hinanden. Sproget gør det også muligt at fastholde erindringer. Det bliver på den måde et bevarende element. Det udvoksede dyr glemmer sine forældre og søskende, som det ikke mere kan skelne fra artens andre medlemmer. Mennesket formår at fastholde disse forhold hele livet igennem, formår også at kende sine forældres forældre, sine børns børn, sine søskende osv.. Man antager, at familien skal være noget, der er givet af selve naturen. At »blodets røst« taler gennem familien. I virkeligheden er det sprogets røst, der har skabt den. Uden slægtskabsbetegnelser er familien som varig institution ikke mulig. Blodets røst standser hos dyrene, så snart ungerne er blevet flyvefærdige og selvstændige.
Familiens sluttethed forøgedes yderligere ved dannelsen af husstande og udviklingen af privatejendomsret til værktøj, våben og alskens forråd, der overlevede deres ejermand. De tilfaldt efter hans død lettest dem, der havde levet i stadigt fællesskab med ham, og blev på den måde en grund til at opretholde dette fællesskab indtil hans død. Men stammens sluttethed blev udviklet ved en besiddelse af en anden natur, ved fællesejendomsretten til den af naturen givne jord.
Også dyrene foretrækker de revirer, i hvilke de er opvoksede og har hjemme, i hvilke de nøje kender enhver foderkilde, hvert smuthul og hver farlig krog. Men dette revirs grænser er ikke nøje afstukne, og de individer, som ikke finder tilstrækkeligt foder eller støder på altfor store farer dér, kan simpelt hen udvide områdets grænser, indtil de til sidst kommer til et helt andet revir, der passer dem bedre. Dér slutter de sig uden videre til en anden flok. Anderledes forholder det sig med menneskenes sluttede samfund. Den, der drager til et andet revir, støder der på en gruppe mennesker, som han ikke kan gøre sig forståelig for. Befolkningens tilpasning til livskilderne foregår der ikke på den måde, at enkelte individer fra overbefolkede revirer drager til svagere befolkede – sligt finder først sted på et endnu højere kulturtrin og også under de forhold kun ufuldkomment. Nej, horden eller stammen bliver sammen og søger at udvide sit revir på naboens bekostning. Dermed er vi ved begyndelsen til krig og massemyrderier, så snart våbenteknikken er tilstrækkelig højt udviklet.
Vi ser altså, at det, som vi kalder bestialitet, ikke er karakteristisk for menneskets dyriske forfædre, men først er produktet af kulturudviklingen. Selve de etiske følelser, følelsen af solidaritet, hjælpsomhed og medlidenhed forandrer samtidig karakter. Hos de sociale dyr udstrækker de sig til alle individer indenfor samme art, hos mennesket indsnævres deres område til medlemmerne indenfor dette samfund. Overfor dem, der står udenfor dette samfund, forholder mennesket sig i regelen ligegyldigt, udeltagende, ofte ligefrem fjendtligt.
Med samfærdselens udvikling vokser imidlertid omfanget af det samfund, af hvilket det enkelte menneske føler sig som medlem. Nu til dags nærmer vi os igen den menneskelige udviklings udgangspunkt, nu begynder det område, indenfor hvilket vore sociale, etiske følelser gælder, igen at udstrække sig til alle individer af samme art, til hele menneskeheden. Dog er det i al almindelighed foreløbig mere et ideal, som vi først langsomt nærmer os.
Samtidig har den økonomiske udvikling gennem arbejdsdelingen og de sociale forholds tiltagende mangfoldighed ført til, at hvert enkelt af de sluttede samfund, der til sidst konstituerer sig som stater, igen opløses i vidtforskellige grupper, der ligeledes bliver til mere eller mindre sluttede samfund: slægter, familier, kirkelige sammenslutninger, laug osv.. Hver enkelt af dem udvikler igen sin særlige moral, der kun tager hensyn til kammeraterne indenfor deres egen underafdeling. Også disse underafdelinger kan komme i kamp med hverandre. De kan udvikle den største solidaritet, hjælpsomhed og samtidig den største skånselsløshed overfor andre. Hvert medlem tilhører nu flere sociale sammenslutninger med forskellige, ofte modsatte interesser og moralske principper. Jo skarpere modsætningerne er indenfor samfundet, des større er også modsætningerne hos det enkelte menneske. Slavebaroners damer i sydstaterne var de elskværdigste og mest fortryllende skabninger overfor deres lige, fulde af gavmildhed og hjælpsomhed, og samtidig de grusomste til at pine deres slaver. Det samme menneske kan i sin egen familie have det blideste sind og samtidig i sine forretningsforhold være den mest hårdhjertede kreditor og arbejderudsuger.
Kulturen udvikler absolut ikke mildere sæder efter en lige fremadskridende linie. Men det ville ikke være mindre forkert at antage og at afmale naturtilstanden som en guldalderidyl, fra hvilken vi efterhånden stadig kommer længere ind i en jernalder. Vi kan snarere i denne henseende adskille to hinanden modsatte retninger i menneskets historie, af hvilke alt efter forholdene snart den ene snart den anden har overhånd.
Den ene retning har vi allerede lært at kende. Den går under kulturens fremskridt ud på en stadig forbedring af mordvåbnene og en forøgelse af modsætningerne mellem menneskene. En forøgelse af deres nationale modsætninger: til den oprindelige modsætning imellem overbefolkede og tyndtbefolkede landområder føjer den modsætningerne mellem rige og fattige folkeslag, folkeslag, der monopoliserer naturens skatte og andre, der er fortrængt til ufrugtbare ørkner; mellem industrielt højt udviklede og tilbagestående folkeslag. Og endelig indenfor nationerne den forskelligste udbytning og undertrykkelse af mennesker ved mennesker, og derfor had og grusomhed blandt dem.
En modsat retning kommer op med agerdyrkningens begyndelse. Under de tidligere produktionsmåder havde jagt og kvægavl overhånd, og sidstnævnte gør i ikke mindre grad end jagten opøvelse i våbenbrug og blodsudgydelse nødvendige som midler til at sikre sig livets ophold i forsvaret mod ville dyr, der under kulturens begyndelse i massevis truede kvæghjorderne. Agerbruget kræver ikke noget våbenbrug. I rovdyrene ser agerbrugeren ofte sin ven, fordi de efterstræber det vildt, som truer hans afgrøder. Og vildtets pleje, der var så vigtigt for jægeren, er ham forhadt.
I endnu højere grad end for agerbrugeren er for håndværkeren våben overflødige i produktionsprocessen, og det samme gælder for de intellektuelle, der senere dukker op, i de opblomstrende stæder; den tid og det materiale, der går med for at skaffe dem til veje og øve sig i brugen af dem, betyder for dem i modsætning til jægerne og kvægbrugerne et økonomisk spild, som de efter evne søger at indskrænke.
Således antager landmanden, håndværkeren og den intellektuelle i stadig højere grad en fredelig natur. Sidstnævnte mest. Thi bonden og håndværkeren behøver muskelkraft for at udrette deres gerning. Kræfter står derfor højt i ære hos dem og påkaldes gerne ikke blot ved arbejdet, men også ved deres tidsfordriv og især, når de bliver uenige.
De intellektuelle har ikke brug for denne kraft. Den tid, som andre anvender til udvikling af deres muskler, anvender de til at udvide deres kundskaber og til at øve deres vid. Den blandt dem, der prøver på at udkæmpe en litterær fejde med andre våben end åndens, tilkendegiver derved på forhånd sin underlegenhed. Det modbevises ikke af, at der blandt de tyske studenter til tider kan trives slagsbrodermanerer, der kan føres tilbage til den råhed, som var en følge af de religionskrige, der til sidst endte i Trediveårskrigen.
Allerede oldtidens præstekaster og middelalderens gejstlighed, så længe den ikke var blevet til herskende og udbyttende klasse, nærede i almindelighed afsky for blodsudgydelse og voldshandlinger. Ligeså de intellektuelle i det 18 århundrede. Men når de intellektuelle bliver til udbyttere, udvikler de ikke altid samme fredsommelighed. Hvor de ikke er det, gælder om dem det samme som om bønder, håndværkere og proletarer. Mennesket er for dem ikke et middel til fremmede formål, men har sit formål i sig selv eller er et middel til opnåelse af fællesformål, men ikke et middel til opnåelse af andre individers formål. Kants etik svarer nøje til dette standpunkt, blot at den hos ham ikke optræder som en etik for bestemte klasser og tider, men som en morallov, der ligger hinsides fænomenernes verden, og som vorherre selv er underkastet, da det også er ham nægtet at bruge mennesker som middel (hvortil?).
Hvorledes man end har begrundet dette standpunkt, så fulgte deraf den største ærbødighed for den menneskelige personlighed, menneskelivets og menneskelykkens herlighed. Men disse fredsommelige tilbøjeligheder havde allerede under landbrugets og byudviklingens begyndelse, deres skadelige følger, thi de fredsommelige klasser og nationer var på samme tid de mest værgeløse. De blev underkuede og udbyttede af mere kampdygtige grupper, som hævede sig op over dem som et krigerisk aristokrati og nu på deres side endnu mere eksklusivt, end førhen jæger- og hyrdestammerne havde gjort det, hengav sig til jagt og krigsførelse, altså til blodsudgydelse og således først rigtig gjorde rovdyrsmetoderne og rovdyrsinstinkterne til et princip overfor fjendtlige medmennesker. På den måde blev brutalitet og humanitet til to sider af samme civiliserede samfund. Alt efter de skiftende forhold havde snart den ene, snart den anden side overvægt.
I det gamle Rom blev hele befolkningen draget ind i erobringspolitikens tryllering. Det lykkedes romerne ved deres krigeriske overlegenhed at gøre sig alle lande omkring Middelhavet underdanige. Hele befolkningen levede af at udbytte disse lande, var begejstret for krigen og skånselsløs krigsførelse. Og da krigslykken stillede talløse skarer af de billigste slaver til romernes rådighed, så hørte det til sidst med til deres fornøjelser at lade slaverne bekrige hinanden i amfiteatrene og slå hinanden ihjel til moro for publikum. Gladiatorkampene, menneskemyrderier til tidsfordriv for en højere og lavere pøbel i lediggang, betegner vel nok toppunktet af den mest gemene grusomhed. Og dog er de karakteristiske for den antikke romerske stat ikke under barbariet, men på civilisationens toppunkt. Disse gladiatorkampe holdt først op, da staten blev trængt ned fra sin kulturtinde af de fremstormende barbarer, der boede ved grænserne.
Ved siden af krigeradelen dannede der sig i løbet af den økonomiske udvikling en kapitalistklasse med delte tendenser. Som udbytter betragter kapitalisten menneskene, af hvis udbytning han lever, ikke som havende deres formål i sig selv, men som midler for hans særlige formål. Dette bærer allerede spiren til inhumanitet og grusomhed i sig, og det beror på forholdene, hvor langt disse spirer skal udvikle sig. Kolonialpolitiken lod deraf fremspire de blodigste og grufuldeste rædselsgerninger. Men på den anden side dannede der sig på handelsmonopolernes tid en modsætning mellem handels- og industrikapitalen. Handelskapitalen er i dette tidsrum krigerisk og samvittighedsløs. Den massakrerer og udplyndrer Indiens befolkning, driver menneskehandel med negere og tvinger regeringerne til blodige og for dem selv ødelæggende handelskrige.
Industrikapitalen skal for en stor del udrede omkostningerne ved disse krige, hæmmes af dem og står derfor afvisende, ja opbragt overfor dem. Den føler den mest levende medlidenhed med de sorte slaver i Vestindien, samtidig med at den i England selv på det grusomste piner hvide kvinder og børn med overarbejde og sulteløn.
Men heller ikke engang proletariatet fremviser på dette standpunkt nogen enhed i sine tendenser. Vi har set, at dets livskår får det til at betragte menneskelivet som helligt, da det jo ikke blot ikke er en udbyttende klasse, men endda en udbyttet klasse, der lider mest under ringeagten for menneskeliv. Heller ikke krigen skænker proletariatet, bortset fra undtagelsestilfælde, som i det gamle rom, andet end byrder og farer, medens magthaverne er ene om de heldige resultater og om udbyttet. Ved alt det drives proletariatet til afsky for al blodsudgydelse, for al grusomhed.
Imidlertid træder proletariatet ikke straks op på verdenshistoriens scene som industrielt proletariat. Proletariatet bliver til en massefaktor, endnu førend den moderne storindustri har udviklet sig, nemlig ved lensherrevæsenets forfald, dette lensherrevæsen, der stadig pålægger bønderne større afgifter, således at bondebedriften forkommer og dens produktivitet tager af. Følgen heraf er, at landbruget stadig støder flere og flere arbejdskræfter fra sig, medens de tilbageblevnes arbejdsbyrde stiger. De overskydende arbejdskræfter kunne på den tid kun for en ringe del optages af industrien, da denne var indsnævret af laugsgrænserne. Ud over landet bredte der sig utallige masser af et arbejdsløst, sultende, fortvivlet proletariat, der ikke formåede at ernære sig ved produktivt arbejde og derfor tog deres tilflugt til de mest forskellige parasitære hjælpemidler, lige fra betleri og tyveri til ligefrem røverfærd. Da de levede i den elendigste trang, var udelukkede og foragtede af samfundet og allerede i den anledning var opfyldte af et vildt had mod det, forøgedes hos dem hadet end yderligere ved, at magthaverne, der manglede evne og vilje til at fjerne denne landeplage ved sociale reformer, greb til det middel, der ligger denne mangel på vilje og evne nærmest, nemlig terrorismen. Ved terror skulle de, der var ved at sulte ihjel, afholdes fra at tigge, stjæle, bedrage, hengive sig til prostitution og begå røveri. Der blev fastsat de frygteligste straffe for de ulykkelige, en sand »blodlovgivning mod vagabondering«, som Marx udtrykker sig, hvor han i sin bog »Kapitalen« anfører talrige eksempler fra denne lovgivning.
Resultatet var det samme, som ethvert rædselsherredømme har i udsigt, der vil fjerne sociale foreteelser uden at være i stand til at forandre den jordbund, de er fremspirede af. Forbrydernes antal tog ikke af, hvor mange man end sendte på galejerne, hængte op i galgen og lod radbrække. De tilbageblivende havde intet andet valg end at fortsætte med deres forbryderhåndtering. Den blev nu drevet i stadig kamp med politiet. Det eneste kendelige resultat var en stadig tiltagende forråelse af proletariatet, hvis had og raseri, hvis blodtørst og grusomhed blev forøget til det yderste ved henrettelsernes grusomhed og skånselsløshed.
Det gjaldt ganske vist nærmest kun om den kriminelle del af proletariatet. Men denne del var dengang så talrig og hang ved så mange slægtskabets, naboskabets og kammeratskabets bånd sammen med det fremspirende lønproletariat og med de lavere lag af småborgere og bønder, der alle med den ene fod stod i pjalteproletariatet, at dennes føle- og tænkemåde også prægede dem.
Således fandtes, da den Franske Revolution udbrød, de humane følelser kun hos de intelligente og de af dem påvirkede lag af den velhavende del af småborgerne og kapitalisterne, navnlig de industridrivende. I proletariatet og i de beslægtede lag måtte den af blodlovgivningen fremelskede forvildelse og forråelse komme åbenlyst for dagen, så snart statsmagten brød sammen, denne statsmagt, under hvis tryk den kun havde kunnet ytre sig underjordisk.
Når man tænker på den opdragelse, der var blevet de fattigste befolkningslag til del ved de herskende klassers politik, kan man ikke undre sig over, at de revolutionære elementer, så snart de kunne tumle sig mere frit, meget ofte gav deres kampe en vild og grusom karakter og således gjorde den store revolution til en særlig blodig revolution.
Dog kan man ikke skære alle revolutionære blodshandlinger over een kam. Man må nøje skelne mellem de udskejelser, til hvilke en forrået folkemasse lader sig henrive i kampens hede, i fortvivlelse eller også i vanvittig angst, og mellem et vel overlagt afskrækkelsessystem, der planmæssigt og i lovlige former indføres af statens magthavere, for med magt at holde elementer nede, der synes dem farlige. Blodige udskejelser, der spontant affødes af folkemassen, møder vi lige fra revolutionens begyndelse af. Begyndelsen til rædselsherredømmet derimod kan man først sætte til sommeren 1793, da girondinerne blev sat fast og henrettede.
Allerede den dag, Bastillen blev stormet, øvedes der brutaliteter af folkemassen. Af den kapitulerende besætning blev ikke blot en del dræbt, men hovederne blev ovenikøbet hugget af dem og triumferende båret rundt på spyd. At hoveder paraderede på stager, forekom endnu flere gange senere i løbet af revolutionen.
Blodtørsten og grusomheden forøgedes, da det kom til krig mellem revolutionen og Europas monarker, da den prøjsiske hær var i fremmarch mod Paris, da den prøjsiske øverstbefalende, hertugen af Brunsvig, i et manifest truede Paris med fuldstændig ødelæggelse, og der var rygter i omløb om en sammensværgelse af aristokrater landet over til understøttelse af den ydre fjende. Da rejste pariserne sig d. 22 september 1792 i grænseløst og angstfuldt raseri for at myrde de politiske fanger i fængslerne. Denne blodige handling, der kostede 3.000 mennesker livet, dannede toppunktet af den store revolutions grusomheder. En formelig rus i blod greb disse masser af bødler; de nøjedes ikke med at slå ihjel, de vadede med velbehag i blod.
Prinsessen af Lamballe, hvis hele forbrydelse bestod i, at hun var dronningens veninde, blev ikke blot dræbt, men man skar endog livet op på den døde og rev hjertet ud. Ja, Mercier beretter endog (Le Nouveau Paris, år VII), at et af de umennesker, der lemlæstede hende, skar hårene på kønsdelene af hende og lavede sig et skæg deraf. Også hendes hoved blev som mange andres sat på et spyd og stillet op uden for vinduet til det fængsel, hvor den fangne dronning sad, og hun besvimede ved synet deraf. Selv barmhjertigheden antog grufulde former. Et eksempel afgiver frøken de Sombreuils oplevelse, da hun under september-myrderierne opholdt sig i fængselet hos sin arresterede fader. Man kløvede pandeskallen på en hr. De Saint Mart ved siden af hendes fader. Der skulle ske det samme med hendes fader. Så dækkede hun ham fortvivlet med sit legeme, kæmpede længe, til det endelig lykkedes hende, efter at der var bibragt hende tre sår, at »røre disse mennesker«. En af dem tog et glas, kom deri blod, der var strømmet ud af hovedet på De Saint Mart, blandede det med vin og krudt og sagde, at når hun ville tømme det på nationens vel, skulle hendes fader være frelst. Hun gjorde det uden at tøve og blev så båret ud af disse samme mennesker«. (Beretningen er aftrykt i den af Gustav Landauer udgivne samling »Breve fra den Franske Revolution«, som blev afsluttet i sommeren før den sidste tyske revolution. Forordet, der er dateret juni 1918, slutter med det ønske: »Gid det intime kendskab til den store revolutions ånd og tragik ville være os en støtte i de alvorlige tider, der forestår os«. – den ulykkelige anede ikke, hvor snart »revolutionens tragik« skulle gå i opfyldelse overfor ham selv i disse »alvorlige tider« (efter at rådsrepubliken i Bayern var faldet, blev Landauer, der havde sluttet sig til Kurt Eisner, myrdet ved de frivillige troppers indmarch i München i 1919).
Der er ingen tvivl om, at den oprørte og fortvivlede masses grusomheder var frygtelige under revolutionen. Men det er ikke revolutionen, man kan anklage derfor, når man overhovedet vil rejse anklage mod denne elementernes rasen. Den var produktet af den opdragelse, som den høje øvrighed i lange tider havde givet folket. Vi vil blot anføre en prøve: i året 1757 forsøgte en mand ved navn Damiens et attentat på Ludvig XV og tilføjede ham et sår med en pennekniv, der viste sig at være ganske ufarligt. Men hævnen var frygtelig. Damiens højre hånd blev hugget af og brændt i hans påsyn; der blev bibragt ham sår på arme, ben og bryst og hældt kogende olie og smeltet bly deri. Så bandt man arme og ben på ham fast til fire heste og drev hestene fremad i forskellige retninger, så at de sønderrev hans legeme. Denne nederdrægtige tortur fandt, for at gøre virkning, sted for fuld offentlighed. Hvorledes den virkede, véd vi nu. Og sådanne grusomheder fandt sted helt ind i revolutionstiden. Det var først denne, som gjorde ende på dem. Endnu d. 13 august 1789 berettes fra Versailles: »Sidste tirsdag hen ved middag hindrede Versailles befolkning henrettelsen af en forbryder, der for mord på sin fader var dømt til at radbrækkes levende og brændes« (Landauer, breve etc.).
Disse brutaliteter ovenfra gik forud for brutaliteterne nedenfra. De blodige handlinger, der spontant blev udøvet af masserne, fandt absolut ikke bifald hos revolutionens klarhovedede førere. De beklagede dem tværtimod på det dybeste. Således også september-myrderierne, hvis anstiftelse man falskeligen har givet dem skyld for. Når man kunne rette en bebrejdelse imod dem i den anledning, kan det højest være, at de ikke modsatte sig folkets raseri. Men dette virkede så gruopvækkende og forfærdende, at ingen vovede at lægge sig imellem, end ikke girondinerne. Kommunens kommissærer søgte med fare for deres eget liv at frelse damerne i dronningens omgivelser, hvilket også lykkedes dem for alles vedkommende med undtagelse af den allerede omtalte prinsesse de Lamballe. (Krapotkin, Den franske Revolution).
Til dem, der var mest forfærdede over september-myrderierne, hørte Robespierre. Grebet af smerte udbrød han: »Blod, stadig blod! Ak, de ulykkelige vil ende med at drukne revolutionen i blod!« (Louis Blanc, Den franske Revolution). Selv Marat gøs tilbage for september-myrderierne. »Det er karakteristisk, hvad der, så vidt jeg véd, endnu ikke er blevet fremhævet af nogen historiker, at selve Marat desavouerer september-myrderierne eller i det mindste har beklaget dem, den samme Marat, der i sit blad af d. 19 august anbefalede dem og d. 2 september ville udstrække den velgerning, der lå i dem, til hele Frankrig«. (Jean Jaures, La convention).
Ganske vist var det hos Marat mere politiske overvejelser end menneskelighedshensyn, der talte imod september-myrderierne. Robespierre derimod hørte til de intellektuelle, der principielt afskyede enhver blodsudgydelse. Det viste han allerede i den grundlovgivende Nationalforsamling d. 30 maj 1791, da under debatten om den nye straffelov også dødsstraffen kom til behandling. Robespierre hørte til dem, der på det mest afgørende bekæmpede dødsstraffen, fordi den ikke afskrækker fra forbrydelser, men blot forråer befolkningen og gør den mere tilbøjelig til voldshandlinger.
Hans bestræbelser var forgæves. Dødsstraffen blev bestående, kun blev dens grusomste former ophævede. Kun halshugningen blev bibeholdt. Denne beslutning gav for en gangs skyld Marat – i modsætning til Robespierre – lejlighed til at skænke Nationalforsamlingen bifald. To år senere så Robespierre sig trængt over på Marats side og foranlediget til at opgive sin afsky for dødsstraffen. Den blev fra nu af hans fornemste politiske kampmiddel, endog overfor hans egne politiske venner.
Vi har allerede gjort opmærksom på, at det vel overlagte og planmæssigt gennemførte rædselsherredømme ikke må sammenblandes med en ophidset folkemængdes udskejelser. Disse udskejelser udsprang fra de mest ukultiverede og rå dele af befolkningen, rædselsherredømmet blev båret oppe af de højest kultiverede, af de med de mest humane følelser opfyldte mennesker.
Det udsprang helt anderledes af de foreliggende forhold end de spontane grusomheder. Medens disse var en eftervirkning af det gamle regimentes blodige lovgivning mod den fattige befolkning, så blev rædselsherredømmet påtvunget jakobinerne ved, at de under de vanskeligste omstændigheder, midt under en krig, ved den sultens elendighed blandt masserne, der indtraf sammen med deres herredømme, blev stillet overfor en uløselig opgave: at befæste det borgerlige samfund og privatejendomsretten og at afskaffe masse-elendigheden. De kom derved i den mest fortvivlede situation, som de til sidst ikke kunne klare sig ud af på anden måde end ved anvendelse af det middel, som de selv afskyede, og hvis unyttighed de selv havde forkyndt. Det var masse-elendigheden, der havde foranlediget det gamle regimente til dets blodige lovgivning, til dets terrorisme. Det var også masseelendigheden, der skabte det nye regimentes blodige lovgivning og terrorisme. Forskellen var blot den, at den gamle stat søgte at blive herre over de elendige masser ved at kappe hovedet af de fattige og at mishandle dem. Den nye stat søgte at komme massernes elendighed til livs ved – uden mishandlinger – at kappe hovederne af de rige og deres tjenere.
Men den ene nåede lige så lidt sit mål som den anden. Men også her var der en forskel. Det gamle regimentes eksistens var ikke afhængig af, om dets rædselsherredømme fik udryddet proletariatet eller ikke. At terrorismen mislykkedes var nok en ulempe, men ingen fare for den gamle stat, thi den klasse, som den ville holde nede. Pjalteproletariatet, kunne på ingen måde komme til magten ved sin egen styrke og var økonomisk fuldkommen undværlig.
Det nye regimente derimod spillede bankerot og brød sammen, så snart dets terrorisme svigtede, thi den klasse, som det ville holde nede, nemlig bourgeoisiet, var under de givne forhold den, der var bedst egnet til at sidde inde med magten. Og den var dengang også økonomisk uundværlig. En voldelig fremfærd mod den hæmmede den økonomiske udvikling og produktionen og frembragte således, når alt kom til alt, forøget elendighed selv blandt dem, som man ville hjælpe ved rædselsherredømmet.
Og der er endnu en forskel mellem det gamle og det nye rædselsherredømme. Det gamle svarede fuldstændig til de moralske begreber i de kredse, som håndhævede det. De behøvede ikke at blive sig selv utro for at gennemføre det. Det var for dem en ganske selvfølgelig sag.
Det nye rædselsherredømme blev etableret i skarp modsætning til de moralske begreber i den klasse, af hvilken det blev båret oppe. Således havde disse terrorister fra begyndelsen af en dårlig samvittighed, som de søgte at berolige med sofisterier, men som alligevel undergravede deres moralske styrke, lammede deres tillidsfuldhed, forøgede deres irritabilitet og utryghed og korrumperede mangen blandt dem.
Selv om der ikke gives nogen absolut moral, der troner oven over stjernerne, og selv om moralen er forskellig i enhver tidsalder, ethvert land og enhver klasse, så er og bliver etikken dog det stærkeste bånd i samfundet og det fasteste holdepunkt i alle livets forhold og kampe. Der gives intet værre end at blive sig selv utro, at handle mod de moralske bud, som man selv anerkender som absolutte krav.
Ikke mindst turde det tilskrives denne virkning, at rædselsherredømmet brød sammen så hurtigt og modstandsløst, da det først var stødt på energisk modstand. Og hvor hurtigt omvendtes ikke de overlevende terrorister til andre anskuelser. De legitimistiske kongeligsindede blev langt farligere for Napoleon end de gamle republikanere, et tegn på, hvor meget disses moral havde lidt under rædselsherredømmet.
Den Store Franske Revolution hører til verdenshistoriens blodigste begivenheder. Mange har deraf villet slutte, at blodsudgydelse hører med til en rigtig revolution og derfor enten fordømt revolutionen eller forherliget blodsudgydelsen. I virkeligheden har revolutionen i 1789 selv fjernet de vigtigste årsager, som gav den en så grusom og voldsom karakter, og forberedt mildere former for fremtidige revolutioner. Den har opnået dette ved på den ene side at fjerne lensvæsenet og udvikle den industrielle kapital, som forvandlede masseproletariatet fra at være et pjalteproletariat til at blive en lønarbejderklasse. På den anden side ved at udløse en bevægelse, der overalt tidligere eller senere er endt med demokratiets sejr, og endelig ved, at der af studiet af revolutionen og kapitalismen er fremgået en teori, som gør det muligt for proletariatets parti i hvert givet øjeblik kun at sætte sådanne mål for sin praktiske handlen, som det formår at nå, så at det ikke behøver at geråde ind i en af de blinde gader, i hvilke det ser sig nødsaget til at gribe til rædselsherredømmet.
Ved revolutionen blev bonden frigjort og herre over sin egen jord. Derved kom bondens bedrift op på et højere trin og gav større udbytte, som bonden kunne beholde for sig selv. Således formindskedes antallet af de overskydende arbejdskræfter, som landbruget hidtil havde afgivet. På den anden side fandt de fra landet tilstrømmende arbejdssøgende nu lettere beskæftigelse i byen. De lavsmæssige skranker var faldne, og håndværket kunne udvikle sig frit. Vel blev det snart i den ene branche efter den anden trængt af den opblomstrende industrielle kapital, men denne selv fremkaldte ved sin hurtige vækst en stærk efterspørgsel efter arbejdskraft.
Det industrielle proletariat blev nu en egen klasse med egen klassebevidsthed, og det udskilte sig stadig skarpere fra pjalteproletariatet. Kapitalen har forringet det industrielle proletariats stilling i sammenligning med den selvstændige håndværkers og håndværkssvends stilling i håndværkets blomstringstid; men den har utvivlsomt forbedret den i sammenligning med pjalteproletariatets. Dette er ude af stand til at føre en klassekamp. Det industrielle proletariat har derimod ved sin klassekamp, ved sin organisation og sin fremgang taget et ligefrem vidunderligt intellektuelt og moralsk opsving.
I sin begyndelse blev det industrielle proletariat ganske vist ikke blot økonomisk, men også moralsk trykket langt, langt ned af kapitalen. I sine boligforhold, i sin tilværelses elendighed og usikkerhed og i sin uvidenhed hævede det sig ofte ikke op over pjalteproletariatet, og det stod tilmed tilbage for det ved sin tilværelses ensformighed, ved fabriksdisciplinens stadige tvang, der udelukkede enhver frihed, og ved børnenes og kvindernes brydsomme slid. Derved mistede lønarbejderne den dristighed, som de kraftigere lag indenfor pjalteproletariatet sad inde med, deres sløvhed forøgedes, men deres råhed blev ikke formindsket.
På det trin havde lønarbejderne været ude af stand til at befri sig selv. Kun langsomt lykkedes det det ene lag efter det andet under stadig klassekamp at arbejde sig ud af den tilsyneladende håbløse sump. Jo videre denne proces skred frem, des mere formåede de humanitetstendenser, der beroede på lønarbejdernes stilling som klasse, at komme til udvikling, hvilket yderligere blev begunstiget ved, at også straffelovene mod proletariatet under revolutionens og dens eftervirkningers indflydelse lidt efter lidt mildnedes i deres tidligere så grusomme karakter.
Det er årsagerne til det fænomen, som vi allerede har peget på, nemlig at den revolutionære del af arbejderne i det 19 århundredes bevægelser viser sig som en af den største humanitet opfyldt klasse, der i stadig voksende grad fjerner sig fra den brutale vildhed, som kendetegnede deres forgængere på den Store Franske Revolutions tid, og som F. Engels endnu i fyrrerne af det 19 århundrede kunne konstatere hos Englands fabriksproletariat.
Samtidig svandt også de årsager, der havde ført til rædselsherredømmet. Allerede snart efter dettes sammenbrud erkendte de af proletariatets venner, der så dybere, at proletariatet ikke kunne frigøres på det borgerlige samfunds grundlag. De kom til den slutning, at dette mål kun kunne nås ved ophævelse af privatejendomsretten til produktionsmidlerne og ved produktionens socialisering. Dog fandt de hverken i kapitalen de nødvendige materielle forudbetingelser eller hos proletariatet de nødvendige sjælelige forudsætninger derfor, og de så heller ikke, at den økonomiske udvikling og klassekampen var i færd med at skabe disse betingelser. De søgte derfor efter en »løsning af det sociale spørgsmål«, en plan eller en formel, der var øjeblikkelig gennemførlig under alle forhold, så snart blot den dertil nødvendige magt stod til rådighed.
Når revolutionære proletarer bemægtigede sig denne idé og søgte denne magt – ikke, skal vi sige hos en ædelmodig millionær, men i et politisk diktatur efter den første Pariserkommunes mønster, så måtte ethvert sådant forsøg, når det blev gjort af et mindretal i staten, på ny føre til et rædselsherredømme på samme måde som den første Pariserkommune. Ganske vist var bestræbelsen nu mere rationel; den gik ikke mere ud på at slippe af med det borgerlige samfunds konsekvenser ved at ophæve deres grundlag. Men også denne stræben havde måttet strande, når man forsøgte at føre den ud i praksis, så længe der manglede de sociale forudbetingelser for grundlagets fjernelse. Det ville have betydet et forsøg af mindretallet på at påtvinge flertallet det umulige og uhensigtsmæssige, det, der var i strid med flertallets interesser, og det kunne kun være blevet opnået ved den voldsomste fremfærd, der til syvende og sidst nødvendigvis havde måttet kulminere i blodig terror.
At det ikke kom dertil lå, ganske bortset fra, at arbejdernes store masser kun langsomt tilegnede sig socialismens tankegang, deri, at proletariatet igennem mange årtier intetsteds mere tilkæmpede sig en så herskende stilling, som det i forening med nærstående lag af småborgerklassen efter 1789 i stadig højere grad havde opnået i Paris og bevaret indtil 1794.
Så kom den anden kommune; den bragte vel proletariatet herredømmet over Paris, men ikke over Frankrig. Og selv i Paris var socialisterne dengang endnu ikke i flertal. Og endelig havde disse netop dengang intet fast teoretisk grundlag og var derfor forsigtige og tilbageholdne. Et fast grundlag fik de efter Kommunen, da marxismen begyndte at trænge ind i masserne. Det var den opfattelse, som Marx og Engels havde grundlagt i fyrrerne og uddybet i halvtredserne og tredserne, nemlig den materialistiske historieopfattelse. De indførte tanken om den lovbundne udvikling i historien, der efter deres opfattelse betinges af de økonomiske forholds udvikling. Ud fra det standpunkt indså de, at den kapitalistiske produktionsmåde frembringer tilstande, der til sidst gør en socialistisk produktionsmåde nødvendig og uundgåelig, men de indså også, hvor frugtesløst ethvert forsøg på at ville sætte denne nye produktionsmåde i den gamles sted var, sålænge forholdene ikke var tilstrækkelig modne dertil.
For dem var det nu ikke længere socialisternes opgave at finde en plan eller en formel for socialiseringen, der overalt, under alle omstændigheder øjeblikkelig skulle indføre socialismen, men at studere de økonomiske forhold og på grundlag af den således vundne erkendelse at klarlægge og at forfægte, hvad der til enhver tid var fornødent for samfundet. Socialisternes opgave bestod altså ikke alene i at gennemføre socialismen. De måtte, hvor socialismen endnu ikke var mulig, også gribe ind i den kapitalistiske økonomis forhold og fremme dennes udvikling i proletarisk retning.
Det indså socialisterne ingenlunde straks. Selv i Internationale, ja endnu nogle år senere, så socialisterne med foragt ned på fænomener som frihandel og strejke, fordi sådanne fænomener ikke berørte lønsystemet. Det var Marx og Engels, som lærte arbejderne at begribe, hvilken betydning de økonomiske problemer og konflikterne i det bestående kapitalistiske samfund har i proletariatets frihedskamp.
For det marxistisk skolede proletariat hørte socialismen nu op med at være noget, der lod sig realisere straks og under alle forhold. Også hvor proletariatet erobrede den politiske magt, skulle det nu kun gennemføre så megen socialisme, som det var muligt under de givne forhold, og i former, der svarede til de særlige forhold. Gennemførelsen af socialismen kunne efter denne opfattelse ikke være resultatet af et kup; den blev resultatet af en længere historisk proces. Samtidig blev socialisterne stedse henvist til i hvert øjeblik kun at tage sådanne opgaver op, som under de givne styrkeforhold og foreliggende materielle betingelser var løselige. Når man altid gik sagkyndigt til værks i overensstemmelse hermed, så var det udelukket, at socialisterne kunne lide skibbrud ved noget af deres foretagender, eller på den anden side, at de kom i en fortvivlet situation, der i modstrid med proletariatets og socialismens ånd tvang til blodig masseterror.
I virkeligheden har den socialistiske bevægelse, sålænge marxismen har behersket den, lige indtil verdenskrigen næsten ved enhver af sine overlagte store bevægelser været forskånet for et stort nederlag, og tanken om at skulle trænge igennem ved et rædselsherredømme har været fuldkommen forsvunden fra socialisternes rækker.
Dertil bidrog i høj grad den omstændighed, at, samtidig med at marxismen blev den herskende socialistiske lære, også demokratiet fik fast rod i Vesteuropa og dér begyndte fra at være et kampobjekt at udvikle sig til at blive det faste grundlag for det politiske liv. Derved lettedes ikke blot proletariatets oplysning og organisation, men derved forøgedes også dets indsigt i de økonomiske betingelser og i styrkeforholdet mellem klasserne, derved blev alle fantastiske eventyr forebyggede og tillige borgerkrigen kasseret som metode i klassekampen.
I året 1902 skrev jeg i »Den Sociale Revolution«: »Demokratiet er allerede af den grund af højeste værdi, fordi det muliggør højere former for den revolutionære kamp. Denne bliver ikke mere som i 1789 eller endnu i 1848 en kamp af uorganiserede masser uden politisk kultur, uden indsigt i de kæmpende faktorers styrkeforhold, uden dybere forståelse af kampens opgaver og de midler, der skal løse dem, ikke mere en kamp af masser, der lader sig rive hen og forvirre af ethvert rygte og hver tilfældig begivenhed. Det bliver en kamp af organiserede, oplyste masser, der er opfyldte af udholdenhed og besindighed, og som ikke følger enhver tilskyndelse og ikke eksploderer ved enhver forurettelse, men heller ikke lader sig nedtrykke ved enhver modgang.
På den anden side er valgkampene midler til at holde mandtal over sig selv og sine fjender, man får derved en klar indsigt i klassernes og partiernes styrkeforhold, deres fremskridt og tilbageskridt; på den måde afholder de fra overilede udbrud og forskåner for nederlag; men de frembyder også den mulighed, at modstanderen selv indser det uholdbare ved mangen stilling og frivillig opgiver den, når det for ham ikke er livet om at gøre at kunne holde den. Således bliver kampen mindre dyr og grusom, mindre afhængig af det blinde tilfælde.
Det forenede sammenspil af alle disse omstændigheder, dannelsen af et industrielt proletariat og dets højnelse over pjalteproletariatets niveau, den socialistiske teoris udvikling og demokratiets befæstelse, alle disse faktorer i forening lykkedes det at trænge den mørke bekymring mere og mere i baggrunden, som F. Engels endnu udtalte 1845 i sin bog: »Arbejderklassens stilling i England«. »Når det engelske bourgeoisi ikke besinder sig – og det gør det efter al sandsynlighed ikke – så vil der komme en revolution, som ingen tidligere revolution kan måle sig med. Proletarerne, der er drevne til fortvivlelse, vil gribe brandfaklen, folkets hævn vil blive udøvet med et raseri, som 1793 ikke giver os nogen forestilling om. De fattiges krig mod de rige vil være den blodigste, der nogensinde er blevet ført«.
Imidlertid nærede Engels disse bekymringer kun for det tilfælde, at revolutionen skulle udbryde straks, således som han ventede det. De var også allerede i fyrrerne noget overdrevne, til trods for den kolossale tilstrømning af højst uudviklede, navnlig irske elementer, der endnu stod pjalteproletariatet meget nær. Men selv F. Engels ventede, at når revolutionen ikke kom hurtigt, og proletariatet altså fik tid til at udvikle sig og blive opfyldt af socialistisk ånd, ville revolutionen antage mildere former: – »i samme forhold, i hvilket proletariatet optager socialistiske og kommunistiske elementer i sig, nøjagtig i samme forhold vil revolutionen tage af i blodsudgydelse, hævnlyst og raseri«.
Den revolution, som F. Engels ventede, kom 1848, men ikke i England. Efter dens sammenbrud begyndte der i alle Europas lande en kapitalistisk udviklingsperiode, der var ledsaget af en vældig økonomisk, politisk, intellektuel og moralsk styrkelse af arbejderklassen. Da forvandledes dens billede hurtigt i Europas mest fremtrædende lande. Allerede i 1872, et år efter Kommunen, udtalte Marx sin forventning om, at den proletariske revolution i lande som Amerika, England, Holland kunne antage fredelige former.
Efter den tid har arbejderklassens fremgang endnu gjort yderligere fremskridt. Ganske vist kunne intet menneske med indsigt tvivle på, at et militær-monarki som det tyske, det østrigske, det russiske kun kunne styrtes ved voldsomme midler, men efterhånden tænkte man derved mindre på våbnenes blodige voldshandlinger, men stadig mere og mere på det for arbejderklassen ejendommelige magtmiddel, der ligger i arbejdsstandsningen, massestrejken. Vel måtte man være belavet på, at det gamle regimentes mænd i Tyskland så vel som i Rusland ville tragte efter at kvæle ethvert forsøg, der var rettet imod dem, i blod. Men at betydelige dele af proletariatet, når det engang var kommet til magten, igen som ved slutningen af det 18 århundrede ville rase ud i blodsudgydelse, hævn og vildskab, det kunne man ikke vente. Det ville have stillet hele udviklingen på hovedet.
En modsætning til Engels’ opfattelse i hans skrift »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«, hvori han venter, at de proletariske revolutioner mere og mere skal tage af i vildskab og råhed, danner den anskuelse, der senere er blevet udtalt i en afhandling med titlen: »Socialismens udvikling fra videnskab til handling«, som danner forord til L. Bucharins skrift: »Kommunisternes Program« (Zürich 1918). Her hedder det: »Jo stærkere kapitalismen udvikler sig i et land, desto hensynsløsere, desto vildere vil dens forsvarskamp være, desto blodigere bliver den proletariske revolution, og desto hensynsløsere bliver de forholdsregler, med hvilke den sejrrige arbejderklasse vil gøre sig den besejrede kapitalistklasse underdanig«.
Det er den direkte modsætning til, hvad Marx og Engels ventede. Det er for så vidt forkert, som den halvanden år gamle bolsjevistiske praksis derved opløftes til almengyldig lov for hele samfundsudviklingen. Det er også forkert ved, at det motiverer den blodige revolution med det hensynsløse og ville i kapitalisternes forsvarskamp. Til en sådan vildskab har man ikke kunnet mærke noget i Petrograd og Moskva i november 1917 og endnu mindre senere i Budapest.
Men at den proletariske revolution igen er blevet højst blodig, det er rigtigt nok. Årsagen til denne kendsgerning ser jeg med min »oldingeagtige halsstarrighed« og mine »oldingeagtige, svigtende åndsevner« (Bucharin det anførte sted) ganske vist i andre faktorer end i den kapitalistiske »vildskab«, der i de i verdenskrigen besejrede lande ingensinde har været ringere end ved udbruddet af vor sidste revolution.
Hovedårsagen til, at der er vendt op og ned på den hidtidige udviklingsgang henimod humanitet, så at den er blevet til en udvikling henimod brutalitet, må søges i verdenskrigen. Dog allerede forinden gaves der tendenser, der modvirkede hovedtendenserne henimod mildere sæder. Den vigtigste af dem blev kaldt til live af den Franske Revolution selv. Det var den almindelige værnepligt, som det revolutionære regimente behøvede for ved en overlegenhed i troppernes antal og en stadig udfyldning af hullerne at være de forenede monarkers professionelle hære voksen.
Der var kun een af de monarkiske stater, der overtog denne institution, ja bibeholdt den og udviklede den videre, da Frankrig igen havde opgivet den: Prøjsen, den mindste og yngste af Europas stormagter med de ugunstigste grænser, hvis opretholdelse krævede en hær, der i forhold til landets egen befolkning var større end noget andet lands. Samtidig var det gamle Prøjsen også den fra naturens side stedmoderligst behandlede, den fattigste blandt Europas storstater. Når det ville hævde sig blandt dem, måtte alle andre hensyn opofres for hæren. Således blev Prøjsen siden dengang, det forfremmedes til optagelse blandt stormagterne, til militærstat fremfor alle andre. I sin bog om Tyskland (Fire år i Tyskland, 1917) samler den amerikanske gesandt Gerard nogle udtalelser, der på drastisk måde belyser Prøjsen som militærstat. »For over 125 år siden sagde Mirabeau, den store taler, ved revolutionens udbrud: »Krigen er Prøjsens nationale industri«. Senere udtalte Napoleon, at »Prøjsen er blevet støbt af en kanonkugle«, og kort før den Fransk-Prøjsiske Krig i 1870 skrev den franske militærattaché til sin regering: »Andre lande råder over en armé; i Prøjsen råder arméen over landet«.
Prøjsen kan takke den almindelige værnepligt og sin kultus af militarismen overhovedet for sin magtstilling i krigene 1866 og 1870 disse krige gennemtvang nu den almindelige værnepligt også i de øvrige stater på« Europas fastland. Samtidig blev jernbanevæsenet til en afgørende faktor i krigsførelsen. I alle militærstater søgte man efter evne at udvikle det, hvilket igen medførte muligheden for og samtidig under kaprustningerne nødvendigheden af en stadig udvidelse af hærene og følgelig en tiltagende strenghed i udøvelsen af den almindelige værnepligt, så at vi til sidst nåede det herlige resultat, at hele den mandlige befolkning, når man ikke var meget syg eller ligefrem krøbling, blev presset ind i krigstjenesten.
Men krigstjeneste betyder en tilvænning til blodsudgydelse, ja en kappestrid i blodsudgydelse; den betyder en udslettelse af det menneskelige, en fremelskning af brutalitet. Under det 18 århundredes små, professionelle hære blev folkets brede lag forskånet for disse indvirkninger på deres moral. Ved den almindelige værnepligt blev de i løbet af det 19 århundrede i stadig tiltagende grad underkastet militærtjenestens brutaliserende indflydelse, først og virksomst og i største udstrækning i Prøjsen. Det 19 århundredes humaniserende tendenser blev derved ikke gjort helt virkningsløse, men dog hæmmede i betydelig grad.
Tydeligst havde de humaniserende tendenser vist sig hos de intellektuelle. Disse blev længst forskånede for krigstjenesten, selv da hvervningen var blevet afløst af tvangsrekrutteringen, der med sin udskrivning især ramte bønderne, håndværkerne og lønarbejderne, men forskånede de borgerlige og intellektuelle. Men den almindelige værnepligt kunne ikke gøre nogen undtagelse med dem, tværtimod, de behøvede dem som officerer til at kommandere reserverne. De intellektuelle indtog dog vedblivende en undtagelsesstilling, hvad militærtjenesten angik, men det var ikke længere en stilling, der udelukkede dem fra hæren, men en stilling, der privilegerede dem indenfor hæren som etårig frivillige og reserveofficerer. Således blev de intellektuelle udsat for militarismens indflydelse på deres tænke- og følemåde, og vel at mærke i endnu højere grad end de øvrige klasser. Thi de havde i hæren en privilegeret stilling og fik allerede derigennem smag for hærvæsenet. Desuden påvirkede dette dem gennem de professionelle officerer som mellemled. Disse, som gør krigstjenesten til livsopgave, og for hvem den således ikke blot er en forbigående oplevelse, de, som skal tage initiativet ved alle krigerske handlinger og overgå mandskaberne i energi og courage – hos dem udvikler militarismens karaktertræk sig stærkere end hos den menige, der kun tjener nogle få år og gør tvungen tjeneste. Således kom de intellektuelle under endnu stærkere militær påvirkning end den øvrige befolkning. Samtidig fører deres livsgerning med sig, at de udvikler enhver anskuelse langt mere konsekvent og i denne forstand mere radikalt – hvad der meget godt kan forliges med en meget reaktionær tænkemåde – end de praktiske folk, der af erfaring kender hverdagslivets små hindringer.
De intellektuelle, der blev reserveofficerer eller ville være det og tog sig de professionelle officerer til mønster, overgik let disse i den militære tænkemådes skarphed og skraphed. Således blev de for militarismen vundne lag indenfor de intellektuelles kreds ligefrem til banebrydere for den råhed og voldsomhed, som hele folkets masse blev ført i armene på gennem den almindelige værnepligt. Også her gik Prøjsen i spidsen for de øvrige stater, idet den var den første til at indføre systemet med etårig frivillige og reserveofficerer og løftede reserveofficeren op i en privilegeret og eftertragtet stilling i endnu større omfang, end nogen anden stat gjorde det.
Medens i proletariatet – til trods for den almindelige værnepligt – de mildere tendenser, som svarede til dets stilling som klasse, havde overtaget over militarismens brutaliserende tendenser, så blev de mildere tendenser på mange måder trængt tilbage hos de intellektuelle, navnlig i Prøjsen, hvilket ikke bidrog så lidt til en skærpelse af klassemodsætningerne. Hvad der er sagt om de intellektuelle, gælder først rigtigt om kapitalisterne, hvis humane instinkter på forhånd må støde på stærkere modtendenser i deres stilling som klasse.
Da så endda verdenskrigen kom og i over fire år igennem drog hele den raske mandlige befolkning ind under sin påvirkning, blev militarismens forrående tendenser bragt op til toppunktet af følelsesløshed og bestialitet, og så kunne heller ikke proletariatet unddrage sig dem længere. Det blev i stort omfang befængt med dem og kom hjem fra krigen som i enhver henseende forvildet. De hjemvendende var af livet i krigen blot altfor ofte blevet hensat i en stemning, der gjorde dem parat til i freden lige overfor deres egne landsmænd at træde i skranken for deres krav og interesser med vold og blodsudgydelse. Dette afgav stof til borgerkrig. Og denne bidrog igen til massernes forråelse. Og dog vender mange af de ældre, så snart de unddrages krigens indvirkninger, igen tilbage til fredens tænke- og følemåde. Værre står det til med ungdommen, der uden lærere og uden førere år igennem har ladet verdenskrigens bestialiteter virke på sig uden at kunne gøre modstand og derved har modtaget indtryk, som igennem hele deres liv ikke mere vil kunne udslettes.
Til alt det kommer endnu en dybt indgribende forandring i proletariatets lagdeling. Hårdest har krigen ramt småborgernes klasse, den har gjort mange af dem besiddelsesløse og kastet dem over i proletariatet. Disse elementer, der hidtil stod den proletariske klassekamp fjernt, er uberørte af den kultur, den disciplin, den organisationsevne, som arbejderne har erhvervet sig dér, hvor klassekampen har stået på længe og er blevet ledet af et socialistisk parti, som sørger for massernes oplysning og sammenslutning.
Indenfor det hidtilværende proletariat selv, er der sket dybt indgribende forskydninger. Som blandt alle arbejdere var afgangen ved død, kvæstelser og sygdom også blandt de faglærte arbejdere langt større under krigen end i fredstid. Og samtidig blev der næsten slet intet gjort for dem, der skulle udfylde hullerne. Der manglede tid og kræfter til at skole dem, men der manglede også trang til at tage dette arbejde op. I stedet for de mangfoldige fredsindustrier trådte jo nu den langt mere ensformige krigsindustri, der blot fremstillede nogle få typer, og det ved hjælp af arbejdere, af hvilke hver kun havde et par greb at udføre, som selv den mest uøvede begynder kunne lære uden anstrengelse. Således er antallet af de faglærte arbejdere, der har bidraget så meget til Tysklands industrielle blomstring, taget betydeligt af under krigen, og i deres sted er der trådt ikke-faglærte, hvis tal hurtigt er vokset.
De faglærte var de bedst organiserede og mest oplyste, de klarest tænkende blandt arbejderne. De ikke-faglærte var uorganiserede, uvidende og ligegyldige. Ligegyldigheden forsvandt ganske vist hurtigt under krigen. Denne kæmpemæssige begivenhed med sine frygtelige følger ruskede alle befolkningens lag op, selv de mest tilbagestående, og bragte dem i feberagtig ophidselse. Men da samtidig antallet af de faglærte og socialistisk skolede arbejdere tog af i forhold til de i enhver henseende ukyndige og udisciplinerede arbejdere og i forhold til tilstrømningen af proletariserede småborgere, så betød det blot, at det mindretal med overlegen dannelse, der hidtil havde ført proletariatet, nu i stadig tiltagende grad mistede førerskabet, og at blind lidenskab trådte i overvejelsens sted.
Det kom så meget snarere, som krigen efterlod den dybeste økonomiske ruin, kolossal arbejdsløshed, umådelig dyrtid, mangel på det nødtørftigste. Nu krævede de fortvivlede masser de radikaleste omvæltninger, og det straks, ikke for at skabe en ny og højere samfundsform, som de jo slet ikke havde tænkt over, men for straks at komme ud af den grufulde elendighed. For proletariatet er ophævelsen af dets elendige stilling stedse et meget påtrængende og praktisk spørgsmål. Dette er hovedgrunden til, at den marxistiske tankegang ikke så let slår rod i arbejderbefolkningen, så meget mere som den kræver økonomisk og historisk indsigt som forudsætning for at forstås. Masserne foretrækker instinktmæssigt en lære, der ikke henviser dem til udviklingens vej, men skænker dem en formel eller en plan, hvis gennemførelse straks og under alle omstændigheder forjætter dem en ophævelse af deres lidelser. Der udkræves af en proletar en vis resignation, for at han skal bekende sig til en lære, der ganske vist ikke forlanger en uvirksom venten af ham, tværtimod ansporer ham til den mest energiske klassekamp, men dog gør hans endelige frigørelse afhængig af betingelser, der først skal skabes under en møjsommelig udvikling. Og dog, hvor vanskeligt det end faldt arbejderne, så formede deres stilling sig i de sidste årtier før verdenskrigen dog således, at de kunne leve på en måde, som ikke gjorde den øjeblikkelige socialistiske omformning af samfundet til et spørgsmål om liv og død for dem, i det mindste ikke for de faglærte arbejdere, der var kernetropperne i klassekampen og den socialistiske bevægelse.
For tiden træder disse arbejdere i baggrunden for de ikke-faglærte i de politiske og økonomiske kampe. Og de ikke-faglærtes nødstilstand er blevet så påtrængende, at de ikke kan vente. Og hvad skal de også vente for, når krigens udfald endelig har givet dem den politiske magt i hænde?
Krigen har ikke blot bragt de mest tilbagestående elementer indenfor arbejderklassen frem i klassekampens forreste linie, den har også ved hærens sammenbrud, netop i de dele af Europa, der økonomisk er længst tilbage, gjort proletariatet til herskende klasse i byerne, ved siden af hvilken en analfabetisk bondestand, som i Rusland, ikke formår at repræsentere en selvstændig politisk magt.
Der findes ikke den klasse, der frivilligt giver afkald på den magt, som den tilkæmper sig, under hvilke omstændigheder den så end kommer til roret. Det ville være tåbeligt at forlange af det russiske og ungarske proletariat, at det skulle give afkald på denne magt, fordi deres lande er så langt tilbage. Men et i sand marxistisk ånd ledet socialistisk parti ville forme de opgaver, som det til enhver tid stiller det sejrrige proletariat, efter de foreliggende materielle og åndelige betingelser og ville ikke uden videre beslutte en øjeblikkelig og fuldt gennemført socialisering i et land med uudviklet kapitalistisk produktion som i Rusland.
Ganske vist er det et spørgsmål, om et sådant parti formåede at bevare førerskabet over masserne. For realpolitikerne er det vigtigere at herske i øjeblikket, end at udsætte sig for øjeblikkelig modgang med den udsigt til syvende og sidst dog at få ret. Realpolitikeren finder ikke behag i at spille en rolle, der, idet den klarlægger det uundgåelige sammenbrud for en politik, som går ud over mulighedens grænser, vinder upopularitet i nutiden, selv om den så også holder sig ud over sammenbruddet og bevarer idealet mod at lide skibbrud.
Den gamle modsætning mellem realpolitik og videnskabelig politik, mellem Lassalle og Marx, dukkede igen op efter revolutionen i Rusland 1917. Marx udtalte i et brev af d. 23 februar 1865, at de tyske arbejdere gennem reaktionen fra 1848 til 1859 var blevet altfor hæmmede i deres udvikling til ikke »at tiljuble en sådan markskrigersk frelser (som Lassalle), der lovede at hjælpe dem ind i det forjættede land med eet spring«.
Sådanne spring og sådanne frelsere var ikke efter Marx’ smag. Men som på Lasalles tid var også på den anden russiske revolutions tid, omend af andre grunde, situationen meget ugunstig for den marxistiske tænkemåde. Ruslands marxistisk skolede arbejdere var døde eller også trængt i baggrunden af de opvågnende, tilbagestående masser eller blevet forvirrede af dem i deres tænkemåde. Førmarxistiske tænkemåder, der havde kendetegnet en Blanqui, en Weitling, en Bakunin, tog overtaget.
Det var de betingelser, under hvilke revolutionen foregik, først i Rusland, så hos dets naboer. Intet under, at den ikke blot vækker primitive tænkemåder til live igen, men også fremviser blodige og rå former for den politiske og økonomiske kamp, om hvilke vi havde troet, at de var overvundne ved proletariatets intellektuelle og moralske udvikling.
Verdenskrigen har ført arbejderne ind i en moralsk og intellektuel tilbagegang, den har ikke blot forrået næsten alle befolkningslag, den har ikke blot bragt de mest uudviklede dele af proletariatet i forgrunden, den har tillige i uendelig grad skærpet arbejderklassens nødstilstand og derved sat fortvivlelsen i det rolige overlægs sted. Krigen har også fremmet primitive anskuelser indenfor arbejdernes rækker, fordi den i så høj grad har udviklet den militære tænkemåde, denne tænkemåde, som i forvejen ligger uvidende og overfladiske mennesker så nær, nemlig, at den blotte magt er den afgørende faktor i verdenshistorien, og at man kun behøver at besidde tilstrækkelig kraft og hensynsløshed for at kunne sætte alt igennem, hvad man blot vil.
Marx og Engels har altid bekæmpet denne diktatur-teori. Den er helt igennem umarxistisk. F. Engels veg ikke tilbage for også at træde op imod den, hvor den viste sig i revolutionært klædebon. Han hyldede ikke den nu så stærkt forfægtede anskuelse, at man ikke må påpege en bevægelses fejl, når denne bevægelse er revolutionær, er proletarisk, idet man da kunne svække den revolutionære kraft.
Naturligvis bør man ikke gå strengt i rette med de hist og her forekommende vildfarelser eller dumheder i en revolution. Den vanskeligste historiske situation er den, når man i en revolution står overfor ganske nye og højst uoverskuelige situationer. Det ville være en billig købt farisæiskhed, når en iagttager fra et sikkert stade bagefter eller på afstand strengt ville dadle de misgreb, som er blevet begået af dem, der stod midt i kampen og havde alle dens byrder og farer at bære.
Men det er alligevel en tvingende nødvendighed at dadle de misgreb, som ikke stammer fra en tilfældig falsk eller utilstrækkelig viden, men fra en falsk principiel opfattelse, der absolut må skabe disse misgreb. Sådanne misgreb kan kun undgås, når man overvinder denne falske principielle opfattelse, de truer enhver fremtidig revolutionær bevægelse, når man lader dem passere kritikløst eller endda pynter på dem og forherliger dem – i revolutionens formentlige interesse.
Marx og Engels lod sig aldeles ikke trods deres »vulkanske, revolutionære temperament« hindre i en sådan nødvendig kritik af revolutionen. Dette viser bl.a. den kritik, som F. Engels i efteråret 1873 øvede overfor den opstand, som d. 5 juli 1873 udbrød i Spanien efter republikkens proklamering og allerede var slået til jorden 3 uger efter, idet dog en enkelt oprørsrede holdt sig ind i 1874. Altså allerede før oprøret helt var sunket sammen, offentliggjorde F. Engels en meget skarp kritik af dette »ganske skammelige oprør... .til advarsel for samtiden.«
Det skete i en artikelrække i bladet »Folkestaten«: Bakunisterne arbejder. Artiklerne er senere optrykt i et lille hefte (Internationales aus dem Volksstät, Berlin, Vorwärts forlag). Dette lille skrift er at anbefale til alle dem, som beskæftiger sig med bolsjevismen. Den bliver dér i mange punkter forudanet, thi forholdene i den spanske revolution frembyder mange sammenligningspunkter med den nuværende kommunisme.
F. Engels begynder med at henvise til, at flertallet af »internationalisterne« i Spanien hører til Bakunins »alliance« og fortsætter: »Da republikken var blevet etableret i februar 1873, kom de spanske alliance-medlemmer i en vanskelig stilling. Spanien er et i industriel henseende så tilbagestående land, at der dér ikke kan være tale om en øjeblikkelig, fuldstændig frigørelse af arbejderklassen. Før det kan komme dertil, må Spanien først gennemgå forskellige udviklingsfaser og rydde en hel række hindringer af vejen. Til at føre denne udvikling igennem i den kortest mulige tid og til hurtigt at rydde hindringerne af vejen – dertil frembød republikken lejlighed. Men denne lejlighed kunne kun udnyttes ved den spanske arbejderklasses politiske indgriben.
Dette ville altså sige, at arbejderne skulle deltage i valget til nationalforsamlingen og bagefter deltage i arbejdet i den. Men bakunisterne ville arbejderklassens øjeblikkelige, fuldstændige frigørelse. Som middel hertil var det parlamentariske demokrati i Spaniens daværende tilstand absolut uegnet, hvor uundværligt det på den anden side var som middel til proletariatets udvikling og modning. Men deltagelse i »hvilket som helst valg forekom bakunisterne som en forbrydelse, der burde straffes med døden«.
Men hvad ville de da sætte i stedet for valgkampen? Arbejderråd som middel til »arbejderklassens øjeblikkelige og fuldstændige frigørelse« var endnu ikke opfundne. Bakunisterne erklærede generalstrejke, endvidere, at Spanien skulle opløses i utallige små »kantoner«, og dermed opløstes på forhånd den samlede bevægelse i en række lokale bevægelser, og revolutionstilstanden blev erklæret for permanent. Enden på sagen var ikke blot den, at bevægelsen brød sammen, at hele det spanske Internationale blev ruineret, men også at de grundsætninger, som bakunisterne hidtil havde prædiket, blev fornægtede, thi de måtte under forholdenes tryk opgive dem een efter een.
Er det anderledes i Rusland nu? Ganske vist var det ikke anarkismen, men marxismen der var rådende blandt de russiske arbejdere ved revolutionens udbrud. Intetsteds har marxismen som socialistisk teori fundet en så almindelig anerkendelse som netop i Rusland. Gennem årtier havde de russiske socialister gjort en dyd af nødvendigheden og betragtet deres lands tilbagestående landbrug som en fordel, de mente, at resterne af deres landsby-kommunisme gjorde det særlig let at bygge et moderne socialistisk samfund op i deres land.
Det var den store fortjeneste, marxisterne i Rusland, ført af Axelrod og Pleckanoff, indlagde sig, at de i modsætning til denne anskuelse kæmpede sig frem til den opfattelse, at revolutionen, der uundgåeligt ville komme, under den uudviklede tilstand, i hvilken både det russiske samfund og det russiske proletariat befandt sig, i begyndelsen kun kunne få et borgerligt indhold, selvom også proletariatet var kaldet til at spille en fremragende rolle i den – og denne opfattelse førte de i lange og møjsommelige kampe frem til almindelig anerkendelse.
Den blev også ved at være den gældende opfattelse i den russiske socialistiske bevægelse, så længe revolutionen ikke bragte proletariatet til magten og derved straks satte spørgsmålet om den øjeblikkelige frigørelse på dagsordenen, og så længe socialismen kun blev båret frem af intellektuelle og en højtstående arbejderelite.
Den konsekvente marxisme blev sat i en ualmindelig vanskelig stilling, da revolutionen satte den virkelig store masse i det russiske folk i bevægelse, den, som kun kendte sine krav og sin vilje, og som gav djævelen i, om nu også det, den forlangte, under de forhåndenværende forhold var gennemførligt og socialt set fordelagtigt eller ej. Bolsjevikkernes marxisme holdt ikke stand under disse forhold. Massernes vilje beherskede dem, og de lod sig bære af den. De er ganske vist derved blevet Ruslands herskere. Et andet spørgsmål er, hvad det til sidst ender med eller må ende med.
Idet bolsjevikkerne gjorde den blotte massernes vilje til revolutionens drivhjul, kastede de den marxistiske tænkemåde overbord, til hvis sejrrige fremtrængen de tidligere i så høj grad havde bidraget. De troede, at de kunne affinde sig med deres videnskabelige samvittighed og med den popularitet, navnet Marx ejede, ved at bemægtige sig et ord af Marx: proletariatets diktatur. Med dette ord troede de, at de kunne få forladelse for alle deres synder mod Marx’ ånd.
Revolutionen kom som en følge af krigen. Soldaterne blev trætte af at kæmpe videre. Bolsjevikkerne gjorde sig til de mest afgjorte talsmænd for modstanden mod krigens fortsættelse. De fremmede med alle midler hærens opløsning, ubekymrede om, hvorvidt de derved ydede den tyske militærvælde en hjælp eller ej. Når denne ikke sejrede, og det derfor kom til revolution i Tyskland, var de sandelig ikke skyld deri.
Hærens fuldstændige sammenbrud gav de lavere klasser den mest fuldkomne frihed. Bønderne higede nu efter straks at udstykke storgodserne og at fordele jorden imellem sig som privatejendom. At storgodserne kom i bøndernes hænder var uundgåeligt, men var det grebet systematisk an, kunne det være sket under former, der ikke forskertsede stordriftens tekniske fordele. Men ganske vist, det krævede tid, og bønderne ville heller ikke vente.
Bolsjevikkerne vandt dem for sig, idet de gav anarkiet på landet frie tøjler og gav hver kommune ret til at handle, som den ville, og på den måde gik storgodsernes udstykning for sig under de primitiveste former, under teknisk tilbagegang og under ødelæggelse af mange produktionsmidler. Til gengæld lod bønderne bolsjevikkerne have frie hænder i byerne, og her vandt disse arbejderne for sig, ligeledes ved blot at tage hensyn til deres vilje og ikke til de virkelige forhold.
Arbejderne sultede, følte sig udbyttede og trykkede ned og forlangte med eftertryk straks at få adgang til at afkaste det kapitalistiske åg. For at føje dem, blev der ikke tid til undersøgelser eller til overvejelser. Med få kraftige slag blev den russiske kapitalismes bygning styrtet i grus.
Når man vil afløse den kapitalistiske produktion med den socialistiske produktion, er der to ting at iagttage: der er først et ejendomsspørgsmål og dernæst et organisationsspørgsmål. Det kræver ophævelse af privatejendomsret til produktionsmidlerne og deres overgang til samfundsmæssigt eje i form af statsligt, kommunalt eller kooperativt eje. Men det kræver også, at den kapitalistiske organisation af driften og dens funktioner i det økonomiske hele afløses af en samfundsmæssig organisering af disse forhold.
Af disse to omdannelser er ejendommens omdannelse den simpleste. Intet er lettere end at ekspropriere en kapitalist. Det er blot et magtspørgsmål og ellers ikke knyttet til andre sociale forudsætninger. Allerede længe førend der eksisterede en industriel kapitalisme, allerede i den tid, da der kun eksisterede handels- og ågerkapital, finder vi sådanne ekspropriationer af købmænd, bankierer, pengeudlånere, iværksat af lensherrer, fyrster, ja, af og til også af folkets masse. I middelalderen blev ikke alene jøderne mange gange eksproprierede, af og til blev også – trods tidens fromhed – en kirke- eller ordensformue beslaglagt. Således eksproprierede Filip af Frankrig i begyndelsen af det 14 århundrede Tempelherrernes ualmindelig rige orden. Endnu førend der gaves en moderne socialisme, så naive sjæle allerede i den ædle røver, som tog fra de rige for at give til de fattige, en menneskehedens velgører. Den slags »socialisme« var det såre let at gennemføre. Det svarede til det russiske proletariats uudviklede form, at Bakunin i 1869 umiddelbart før 1870-krigen og Pariserkommunen, i et opråb til den russiske ungdom anviste den den vej, som den russiske røverhøvding Stenka Rasin gik, da han i 1667 dannede en røverbande, med hvilken han huserede i fire år i Sydrusland, indtil regeringen fik fat i ham og lod ham henrette.
Så let som med eksproprieringen går det ikke med organiseringen af det nye samfund.
En kapitalistisk bedrift er en indviklet organisme, som har sit hoved i kapitalisten eller dennes stedfortræder. Når man vil gøre ende på kapitalismen, må man skabe en organisme, der er i stand til at fungere uden det kapitalistiske hoved, men lige så godt, ja endnu bedre. Det er ikke så lige til som Filip den Fjerdes og Stenka Rasins fremgangsmåde. Det kræver en række forudsætninger af materiel og åndelig art, en højt udviklet kapitalistisk organisation, ikke blot af produktionen, men også af afsætningen og råstoftilførslen, men fordrer tillige en arbejderklasse, som er sig sine pligter bevidst, ikke blot mod sine nærmeste klassefæller, men mod hele samfundet, en arbejderklasse, som ved mangeårigt arbejde i masseorganisationer har vænnet sig til frivillig disciplin og selvstyre, og som endelig er intelligent nok til at skelne på den ene side mellem det mulige og det umulige og på den anden side mellem den videnskabeligt skolede, karakterfaste fører og den samvittighedsløse, uvidende demagog.
Hvor disse betingelser ikke er til stede, kan kapitalismen ikke varigt og med held afløses af socialismen. Og også i de egne og de industrigrene, i hvilke disse betingelser allerede er tilstrækkelig højt udviklede, må den socialistiske organisation omhyggelig forberedes ved indgående undersøgelser af de forhåndenværende forhold, thi de former, som den ny organisation må antage, er ikke forud givne for alle industrigrene, alle lande, alle tider, er ikke »fiks og færdige utopier« eller evige »idealer«, men kan efter omstændighederne være meget forskellige og må, hvis de skal virke med held, tilpasses på den hensigtsmæssigste måde efter de givne betingelser.
De to led i socialiseringen, eksproprieringen og nyorganiseringen, må imidlertid forblive forbundne snævert med hinanden, hvis der ikke i stedet for den bestående produktion skal indtræde et kaos og til slut fuldstændig stilstand. En Filip den Fjerde, en Stenka Rasin kunne indskrænke sig til blot at ekspropriere, thi de havde ikke til hensigt at skabe en ny produktionsmåde, men overgangen til socialismen kan ikke laves på denne simple måde.
Dog – masserne var utålmodige, de ville ikke vente. – For at tilfredsstille dem, skar bolsjevikkerne, da de kom til magten, socialiseringsprocessen over i to dele, de skilte dens to led fra hinanden, endskønt de to led ikke hvert for sig kan skabe noget levedygtigt.
De gik først frem efter Stenka Rasins prøvede eksempel og gav sig da bagefter til så godt som muligt at indhente, hvad der var forsømt på organisationens område. Det, der hørte nøje sammen og kun kunne virke i forening, blev revet fra hinanden. Lenin har selv tilstået det i sit skrift »Sovjetmagtens nærmeste opgaver« (april 1918), hvor han skriver: »Hidindtil stod ekspropriatorernes ekspropriering i første række. Nu rykker organisationen af den økonomiske drift og kontrollen med de bedrifter, hvor kapitalisterne allerede er eksproprierede, og alle øvrige bedrifter frem i første række.
Vort arbejde med organiseringen af driften og kontrollen med produktionen og med fordelingen af produkterne, som må fuldbyrdes under proletariatets ledelse, er langt fra nået så langt frem som vort arbejde med den umiddelbare ekspropriering af udbytterne. Med den sociale omdannelse på disse områder står vi meget langt tilbage – og det på meget vigtige områder – og når vi står så langt tilbage, er det, fordi planlæggelsen af den økonomiske drift og kontrollen med den overhovedet er utilstrækkelig organiseret«.
Man eksproprierede bedrifter og industrigrene uden at undersøge, om en socialistisk organisation af dem allerede var mulig. Også på områder, hvor en sådan organisation havde været mulig, nøjedes man foreløbigt med ekspropriationen, fordi kun denne var mulig uden forberedelse, og fordi arbejderne ikke ville vente.
Følgerne viste sig snart. Ruslands økonomiske liv er langt tilbage i den forstand, at dets industri i sammenligning med dets landbrug kun beskæftiger en ringe del af befolkningen. Men indenfor denne industri er kæmpebedrifternes moderneste former de mest fremherskende. De var vokset langt ud over det trin, hvorpå Pariserindustrien befandt sig i 1871. For denne kunne der dengang, for så vidt der overhovedet kunne tales om socialisering, kun tænkes på kooperative produktionsforetagender. De russiske fabrikker derimod var for en stor del kæmpebedrifter, og her måtte det nærmestliggende, når kapitalen var skudt til side, være statens overtagelse af dem.
I det kooperative produktionsforetagende afhænger arbejderens indtægt af hans og hans kammeraters arbejde. Indkomsten bestemmes ved den mængde produkter, de bringer på markedet. De må selv sørge for afsætningen og for fremskaffelsen af råstoffer. I den fabrik, staten havde overtaget, fik arbejderne vedblivende løn, kun ikke længer af kapitalisterne, men af staten. Deres indkomst afhang langt mindre af deres produktive ydelser end af det tryk, de kunne udøve på statsmagten, og denne skulle også sørge for afsætningen og for fremskaffelsen af råstoffer.
Det måtte have været en veldisciplineret og højt udviklet arbejderklasse, een, som erkendte, i hvor høj grad samfundets trivsel, og dermed deres egen trivsel, afhang af deres arbejdes produktivitet, for at man under disse omstændigheder med held kunne holde produktionen i gang. Også med en sådan arbejderklasse kunne man kun vente en virksom produktion, når der blev truffet de nødvendige organisatoriske forholdsregler, som foruden arbejderne også gav statsmagten og forbrugerne den nødvendige indflydelse på den enkelte bedrift og hele industrigrenen, og når der blev skabt en tilskyndelse til arbejde, som vejede tilstrækkelig op mod den kapitalistiske driven på.
Nu manglede der ikke blot den nødvendige organisation, også arbejderklassen manglede den nødvendige disciplin og intelligens, så meget mere som krigen og dens følger havde sat de hidindtil mest uvidende og mest uudviklede dele af proletariatet i den vildeste ophidselse.
Ganske vist har den russiske arbejder fra sit landsbyfællesskab en stærk solidaritetsfølelse, men denne følelses omfang er lige så begrænset som landsbyen selv. Den omfatter kun den lille kreds af kammerater, han personlig kommer i forbindelse med. Det store sociale hele er ham ligegyldigt. De pinlige fænomener, som under disse omstændigheder viste sig, måtte bolsjevikkerne selv beklage. Trotzki siger i sit skrift: »Arbejde, disciplin og orden vil redde den socialistiske Sovjetrepublik« følgende: »Revolutionen, som har vakt den menneskelige personlighed i de mest fortrykte, har naturligvis givet det første tidsrum af denne opvågnen en i det ydre – kan man sige – anarkisk karakter. Denne opvågnen af personlighedens mest elementære instinkter har ikke sjældent en grov egoistisk eller for at bruge et filosofisk udtryk en egocentrisk karakter. Den, der således vågner, bestræber sig for at tage alt, hvad han blot kan, han tænker kun på sig selv og er ikke tilbøjelig til at regne med det almindelige klassestandpunkt. Deraf kommer den overstrømmende masse af sådanne desorganisatoriske stemninger og individualistiske, anarkistiske og røveriske tendenser, som vi især ser i de brede, deklasserede kredse, midt i den tidligere hær og iblandt visse elementer i arbejderklassen«.
Det var helt andre elementer end dem, der deltog i Pariserkommunen, og som gav afkald på en del af deres løn for at fremme socialismen.
Man forstår, hvorledes produktionen i de eksproprierede bedrifter under disse omstændigheder gik for sig. Man skruede lønnen så højt op som muligt og leverede et minimum af arbejde. For at lette denne trafik blev akkordarbejdet afskaffet. Da kom det til sådanne resultater som i Putiloff-værkerne i Petrograd, der i løbet af den samme tid, hvor det modtog 96 millioner rubler i statsunderstøttede, leverede produkter til en samlet værdi af 15 millioner.
Kun den ubegrænsede brug af seddelpressen gjorde det muligt at udskyde en sådan økonomis uundgåelige bankerot i nogen tid. Blev der end i al almindelighed kun arbejdet lidt i fabrikkerne, så var det dog først rigtig det ubehagelige, det smudsige, det besværlige arbejde, som arbejderne unddrog sig. Hvorledes dette arbejde skulle blive udført i det socialistiske samfund, har altid været et problem, der har beskæftiget socialisterne. Fourier mente at kunne løse det ved at overlade alt smudsigt arbejde til »svinepelse«, fyre, som med forkærlighed rodede i snavs.
Denne humoristiske løsning er naturligvis ingen løsning. Den eneste løsning, der kan forenes med socialistiske grundsætninger, og som vil føre til målet, er vel den, som forlanger af teknikken, at den berøver det besværlige og frastødende eller usunde arbejde dets skadelige eller modbydelige karakter. Sålænge dette ikke er nået, er der intet andet at gøre end at opveje dette frastødende ved særlige fordele, enten overordentlig høj løn eller en overordentlig kort arbejdstid.
Bolsjevikkerne fandt en ny løsning. Den svarede vel ikke til de socialistiske grundsætninger, men nok til ophidsede arbejdermassers »massepsyke«. De indførte simpelthen arbejdspligt. Dog ikke arbejdspligt for dem, der hidtil havde været lønarbejdere. Hvortil skulle det også nytte at pålægge dem arbejdspligt, da den ene fabrik efter den anden under indflydelse af de nye forhold måtte indstille driften enten på grund af mangel på råstoffer eller brændsel eller på grund af transportvanskeligheder, så at tallet på arbejdere, der ikke kunne finde arbejde, stadig voksede.
Nej, arbejdspligten blev kun pålagt dem, som man under påskud af, at de ikke arbejdede, havde gjort retsløse, nemlig bourgeoisiet. I stedet for det almindelige »formelle« demokrati havde jo rådsrepublikken sat det »proletariske« demokrati. Kun de arbejdende skulle have politiske rettigheder. Kun de skulle ernæres tilstrækkeligt og beskyttes af staten. Dronerne skulle være retsløse. – Tilsyneladende en helt socialistisk tanke, som kun har en lille fejl. Arbejderrådets republik har bestået i næsten 4 år, den har kun givet arbejderne valgret, og indtil nu er den præmiegåde dog ikke løst: hvem er arbejder? Fra de forskellige kommunister får vi et forskelligt svar herpå.
I deres begyndelse var arbejderrådene ikke andet end repræsentationer for de store fabrikkers lønarbejdere. Som sådanne udgjorde de bestemte, vel afgrænsede organisationer, som blev meget vigtige for revolutionen. Rådstanken gik nu ud på at erstatte den ved den almindelige valgret valgte nationalforsamling med arbejderrådenes centralråd. Dog ville grundlaget for dette centralråd være blevet for snævert, når man havde indskrænket sig til de store fabrikkers arbejderråd. Men så snart man gik ud over deres kreds, medens man samtidig ville udelukke bourgeoisiet fra valgretten, så var man ude på de ville vover.
Intetsteds kan man aldeles nøjagtig afgrænse »bourgeoisen« fra arbejderen. Der er altid noget vilkårligt herved, og dette gør rådstanken meget egnet til at være grundlag for et diktatorisk, vilkårligt herredømme, men meget uegnet til at opbygge en klar og systematisk statsforfatning. Navnlig hvad de intellektuelle angår, har det ofte ganske været efter Sovjetøvrighedens forgodtbefindende, om de skulle regnes til bourgeoisiet eller ej, og dette gælder både med hensyn til deres valgret og med hensyn til deres pligt til tvangsarbejde.
I Sovjetrepubliken blev »bourgeoisen« ikke blot berøvet sine produktions- og forbrugsmidler uden nogen som helst erstatning, og ligeså alle politiske rettigheder, man underkastede ham også – og kun ham – arbejdspligten! Han er den eneste i Rusland, der er forpligtet til at arbejde, og dog den, der er berøvet sine rettigheder, fordi han ikke arbejder! Man bliver nemlig i Sovjetrusland ikke sat i kategorierne arbejder eller bourgeois i henhold til de funktioner, man i øjeblikket udretter, men efter dem, man udrettede før revolutionen. Bourgeois’en hører i Sovjetrepubliken til en særlig menneskerace, hvis kendetegn er uudslettelige. Som en neger bliver ved at være neger, en mongol ved at være mongol, hvor han end viser sig, eller hvorledes han end klæder sig, således bliver en »bourgeois« en bourgeois, selvom han bliver tigger eller lever af sit arbejde. Og hvorledes lever han!
Bourgeois’en har pligt til at arbejde, men han har ikke ret til at søge det arbejde, han forstår, og som passer ham bedst, men han bliver tvunget til at forrette det smudsigste og mest frastødende arbejde. Og til gengæld får han ikke forhøjede levnedsmiddelrationer, men de allerlaveste, som ikke engang tillader ham at stille sin sult. Hans ration udgør kun en fjerdedel af soldaternes og af den, der tilstås arbejderne i de af Sovjetrusland overtagne fabriker. Hvor disse får et pund brød, tilfalder der bourgeois’en kun et kvart pund, hvor disse får 16 pund kartofler, tilfalder der ham kun 4 pund.
Fra disse bestemmelser udgår der end ikke et pust af bestræbelser for at bringe proletariatet op på et højere trin, for at bringe en højere livsform til udfoldelse, de forkynder kun det uudviklede proletariats hævntørst, det, der ser sin lykke i endelig engang efter eget forgodtbefindende at kunne sætte foden på nakken af de hidindtil af skæbnen begunstigede, de der var bedre klædt, de der boede bedre, de der var bedre oplyst.
Når denne »vilje« var sluppet løs og gjort til revolutionens drivkraft, gik dens ytringer naturligvis ofte meget videre, end bolsjevikkerne selv ville. Således fremkaldte den idé, at de tidligere bourgeois var blevet retsløse lastdyr for dem, som før stod under dem som deres arbejdere, følgende bekendtgørelse fra arbejderrådet i Murzilowka: »Sovjet befuldmægtiger herved partifælle Gregor Sareieff til efter eget valg og på den af ham anordnede måde at rekvirere 60 gifte og ugifte kvinder af bourgeois- og spekulantklassen og at overføre dem til kasernen til brug for den i Murzilowka, distriktet Briansk, garnisonerede artilleridivision.« Man ville gøre uret ved at tilskrive bolsjevikkerne ansvaret for denne bekendtgørelse. Den var dem sikkert lige så modbydelig, som september-mordene var Konventets mænd modbydelige.
Men den tanke er forfærdelig, at der i en lokal Sovjetorganisation, selvom det også kun er i en eneste, kan udfolde sig en sådan grad af had og foragt overfor bourgeoisiet, at man ikke blot fratog det allé politiske rettigheder, men også krænkede dets simple menneskerettigheder og enhver værdighed.
Det er kun naturligt, at heller ikke bolsjevikkerne viljeløst kunne give efter for en »massepsyke«, der antog sådanne former. Efter at de havde eksproprieret bourgeoisiet og erklæret det for fredløst og gjort proletariatet til et »helligt væsen«, søgte de bagefter at bibringe det den fornødne modenhed, den, som skulle have været forudsætningen for socialiseringen og eksproprieringen. »Vi vidste det allerede tidligere,« siger Trotzki i sin omtalte bog, »at vi mangler den fornødne organisation, den fornødne disciplin og den fornødne historiske skole. Vi vidste alt dette, men det hindrede os på ingen måde i med fuld bevidsthed at skride frem til magtens erobring. Vi var overbevist om, at vi ville lære det alt sammen og klare det hele.«
Ville Trotzki mon vove at stige op på et lokomotiv og sætte det i gang i den overbevisning, at han nok under farten ville lære det hele og kunne klare det? Uden tvivl, han ville være i stand til det, men ville han få tid til det? Ville lokomotivet ikke snart være afsporet eller eksploderet? Man må først have lært at føre et lokomotiv, før man påtager sig at sætte det i gang. Således må proletariatet først have erhvervet sig de egenskaber, der kan sætte det i stand til at lede produktionen, førend det overtager den. Produktionen tåler ikke et tomt rum, ingen stilstand, og allermindst under en tilstand som den. Krigen har skabt, den, der tømte alle vore forråd, så at vi lever fra hånden i munden, og så snart produktionen standser, direkte bliver overgivet til hungersdøden.
Selv Lenin anser det allerede for nødvendigt at bremse eksproprieringen. I sit omtalte skrift siger han: »Når vi nu ville fortsætte kapitalens yderligere ekspropriering i det tidligere tempo, ville vi sikkert lide et nederlag, thi vort arbejde for at organisere den proletariske drift er tydeligt nok for ethvert tænkende menneske langt tilbage for vort arbejde med at ekspropriere ekspropriatorerne.«
Dog bliver Lenin ikke forsagt, men han lover, at trods alt vil Sovjets vinde krigen mod kapitalen, thi det russiske proletariats modningsproces går fremad med kæmpeskridt. Han skriver: »Kulturens og oplysningens højnelse i de store masser er en betingelse for produktionens forøgelse. Dette opsving går nu for sig med uhyre hurtighed, takket være den rejsning mod lys og initiativ, som udfolder sig i folkets dyb og kaldes frem af sovjetorganisationen«.
Massernes fremgang i oplysning kan være af en dobbelt art. Den kan hidføres planmæssigt gennem skolen. På dette område står Rusland endnu langt tilbage. Men et folkeskolevæsen, der rækker til, kræver store midler, en blomstrende produktion, der giver betydeligt overskud. Den russiske produktion giver så sparsomme resultater, at skolevæsenet må lide overordentlig derunder. Bolsjevikkerne anstrenger sig sikkert for at gøre så meget som muligt for kunst og videnskab og disses udbredelse i masserne. Men det mulige er overordentlig begrænset af de økonomiske bånd. Fra den kant kan man altså ikke vente den fremgang i oplysning, som vil muliggøre en hurtig og resultatrig forøgelse af produktionen. Tværtimod, denne forøgelse i produktionen er netop en af betingelserne for oplysningens vækst.
Men voksne mennesker lærer for det meste heller ikke mere i de skoler, staten og Kommunen indretter, de lærer snarere i livets skole. Den bedste oplysningsmulighed gives dem i demokratiet, hvis væsentligste bestanddele er fuld diskussionsfrihed, fuld frihed for meddelelse af kendsgerninger, men som også tvinger hvert parti og hver retning til at kæmpe om folkets sjæl, og som også sætter hvert medlem af samfundet i stand til at prøve de argumenter, der fremføres fra de forskellige sider for omsider at arbejde sig frem til en selvstændig dom. Endelig giver demokratiet kampen mellem klasserne sin højest udviklede form. Thi i demokratiet vender ethvert parti sig til hele befolkningen. Alle forfægter bestemte klasseinteresser, men alle tvinges til at vise de sider af disse interesser frem, som står i forbindelse med samfundets almindelige interesser. Således besejrer det moderne demokrati, der omfatter hele staten, både den snævre kirketårns-politik på landet og den snævre laugs-politik i byerne. I demokratiet bliver massernes horisont ved deres deltagelse i politik udvidet i en overordentlig grad.
Alle disse kilder til oplysning for folket bliver ligefrem tilstoppede, når man, som Sovjetrepubliken bærer sig ad, ophæver demokratiet for at erstatte det med arbejderrådenes enevælde, der gør enhver »bourgeois« retsløs og ophæver pressefriheden. Lønarbejdernes særinteresser bliver derved revet løs fra de samfundsmæssige interesser, og arbejderen bliver samtidig sat ud af stand til selvstændig at prøve argumenterne i klassernes og partiernes kamp. Thi denne prøve bliver foretaget for ham af en omsorgsfuld øvrighed, som ængstelig søger at holde fjernt fra ham enhver tanke, enhver efterretning, som ville være egnet til at få den mindste tvivl om Sovjetsystemets guddommelighed til at spire frem i hans bryst.
Det sker naturligvis kun i sandhedens interesse. Det arme uvidende folk skal beskærmes for at blive beløjet og forgiftet af den borgerlige presse med dens vældige magtapparat. Men hvor findes i det nuværende Rusland dette magtapparat, som forlener de borgerlige blade med overlegenhed overfor de bolsjevistiske. Men desuden er den bolsjevistiske presse-knebling ikke blot rettet mod den borgerlige presse, men imod hele den presse, som ikke sværger til det bestående regeringssystem.
Dette system søges retfærdiggjort simpelthen ved den naive opfattelse, at der gives en absolut sandhed, og at kun kommunisterne sidder inde med den. Ikke mindre søger man at retfærdiggøre det derved, at alle skribenter er fødte løgnere, kun kommunisterne er sandhedsfanatikere. I virkeligheden findes der naturligvis i alle lejre løgnere og fanatikere overfor det, som dér anses for sandt. Men løgnen trives bedst, hvor den ikke behøver at frygte for at blive kontrolleret, hvor altså pressen udelukkende lader een retning komme til orde. Derved får den et fribrev til at lyve, der opmuntrer alle de elementer, som har tilbøjelighed til løgnagtighed, og som bliver udnyttet desto mere, jo mere fortvivlede de regerendes stilling er, jo mere de har at frygte for sandheden.
Efterretningernes pålidelighed bliver altså på ingen måde fremmet ved pressefrihedens ophævelse, den bliver tværtimod indskrænket på det kraftigste. Men hvad opfattelsernes sandhed angår, da må man med Pilatus spørge: Hvad er sandhed? Der eksisterer ingen absolut sandhed, der eksisterer kun en erkendelsesproces, og den lider på enhver måde – og med den lider også menneskets erkendelsesevne – når et parti udnytter sin magt til at monopolisere sin egen opfattelse som den eneste saliggørende sandhed og at undertrykke enhver anden mening.
Utvivlsomt handler idealisterne blandt de ledende bolsjevikker i god tro, når de hævder, at de alene er i besiddelse af sandheden, og at kun ryggesløse mennesker tænker anderledes end de. Men den samme gode tro må vi også indrømme inkvisitionens mænd i Spanien. Befolkningens kulturelle fremvækst har ikke netop vundet ved dette regimente. Der er ganske vist een forskel mellem Inkvisitionens og Sovjetrepublikens ledere. Inkvisitorerne arbejdede aldeles ikke for massernes materielle og åndelige rejsning i dette liv. De ville blot sikre deres sjæle i det hinsidige. Sovjetfolkene tror, at de på enhver måde hæver masserne opad ved inkvisitionens metode. De mærker slet ikke, i hvilken grad de degraderer dem.
En forudbetingelse for socialismen er ved siden af en høj folkeoplysning også en høj moral i masserne, en moral, der ikke blot ytrer sig i stærke sociale instinkter, i solidaritetsfølelse, i offervillighed, i hengivenhed for sagen, men også deri, at disse følelser kan udvides ud over den snævre kreds af kammerater til at gælde hele samfundet. En sådan moral var allerede stærkt udviklet hos Pariserkommunens proletarer, men den mangler hos den masse, som i øjeblikket giver tonen an i det bolsjevistiske proletariat.
Denne moral skal nu med al magt skabes. Således tilråber Trotzki sine partifæller: »Denne kommunistiske moral er vi forpligtede til straks at prædike, at understøtte, at udvikle, at befæste. Det er vort partis vigtigste opgave på alle områder af dets virksomhed«. Ja, tror Trotzki, at man i en fart kan skabe en ny moral? Nej, den kan kun langsomt udvikle sig. Men en nyskabelse af produktionen tåler ikke nogen opsættelse. Når den kommunistiske moral ikke var skabt, før socialiseringen begyndte, når man først efter ekspropriationen vil tage fat på at udvikle den, da er det for sent.
Og hvorledes vil man også gøre det? Man vil prædike den nye moral. Som om der nogensinde i verden var kommet noget ud af moralprædikener! Når marxister sætter deres håb til moralprædikener, så beviser de blot dermed, ind i hvilken blind gade de er kommet. Men, ganske vist, den nye moral skal ikke blot prædikes, den skal også understøttes. Hvorledes mon? Moralen er et produkt af vort liv og vor stræben, deraf suger den sin næring, af den måde, hvorpå de former sig, er den afhængig.
Den høje moral, som det kæmpende proletariat udvikler, rinder af to kilder. Som de fattigste og svageste i samfundet kan proletarerne kun hævde sig ved det inderligste sammenhold. De enkeltes offermod og deres hengivenhed for den fælles sag bliver betragtet som de højeste egenskaber i deres rækker, i modsætning til kapitalistklassen, hvor de enkeltes anseelse afhænger af deres rigdom uden hensyn til, hvorledes den er blevet til.
Dog er de stærke solidaritetsfølelser ikke tilstrækkelige til at skabe den sociale moral, på hvilken det nye samfund kan bygges. Sådanne solidaritetsfølelser kan virke ligefrem antisocialt, når de forbliver begrænsede til en snæver kreds, som søger at vinde egen fordel på det øvrige samfunds bekostning, f.eks. en fødselsadel, et bureaukrati, et officerskorps. Det, der først hæver det moderne proletariats solidaritetsfølelse op til at blive socialistisk moral, er det, at den udvider sig til at gælde menneskeheden, ud fra den bevidsthed, at proletarerne ikke kan befri sig selv uden samtidig at befri menneskeheden.
F. Engels ventede allerede som ung, at bevidstheden om denne kendsgerning i højeste grad ville udvikle den proletariske moral. Han skriver (»I de arbejdende klassers stilling i England«): Nnøjagtig i samme grad som proletarerne optager socialistiske og kommunistiske idéer, vil blodsudgydelse, hævn og raseri gå tilbage under revolutionen. I sit princip står kommunismen over kampen mellem bourgeosi og proletariat. Den anerkender kun denne kamp som berettiget i dens historiske betydning for nutiden, men ikke for fremtiden, den vil netop ophæve kampen. Den anerkender derfor, så længe kampen består, proletariatets forbitrelse mod sine undertrykkere som en nødvendighed, som den betydningsfuldeste løftestang for den begyndende arbejderbevægelse, men den går vidt ud over denne forbitrelse, fordi den netop er menneskehedens sag og ikke blot arbejdernes. Desuden falder det ingen kommunist ind at øve hævn mod enkeltmand eller overhovedet at tro, at den enkelte bourgeois under de bestående forhold kan handle anderledes, end han gør. – Jo mere altså de engelske arbejdere optager socialistiske ideer i sig, desto mere bliver deres nuværende forbitrelse overflødig, den ville alligevel heller ikke føre til noget, hvis den stadig vedblev at være lige voldsom, og desto mere vil deres optræden overfor bourgeoisiet tabe i vildskab og råhed. Hvis det overhovedet ville være muligt at gøre hele arbejderklassen socialistisk, før kampen udbrød, så ville den forløbe meget fredeligt. Det er imidlertid ikke mere muligt, det er for sent. Jeg tror imidlertid, at der, i det mindste inden den nu i England uundgåelige åbne krig mellem de fattige og de rige bryder ud, (F. Engels ventede revolution i England i 1845) vil være så megen klarhed over det sociale spørgsmål i proletariatet, at det socialistiske parti vil være i stand til varigt at overvinde revolutionens brutale elementer og forebygge en Niende Thermidor«.
Den Niende Thermidor var den dag, på hvilken Robespierre blev styrtet og Pariser-rædselsherredømmet brød sammen. F. Engels ville forebygge et sådant sammenbrud, det skulle kommunisterne virke for, idet de befriede den proletariske klassekamp for dens vildhed og råhed mod bourgeoisiet og skød de almenmenneskelige interesser i forgrunden. Som man ser, forstod F. Engels ved kommunisme noget helt andet end nutidens bolsjevikker. Hvad Engels ville, var netop det samme, som de russiske socialister tilstræbte, til hvem bolsjevikkerne stod i opposition. Bolsjevismen besejrede sine socialistiske modstandere ved at gøre den »begyndende arbejderbevægelses« vildhed og råhed til drivkraft i sin revolution, ved at degradere den socialistiske bevægelse, idet den lavede menneskehedens sag om til at være arbejdernes sag, ved at forkynde lønarbejdernes almægtighed (ved siden af de fattigste bønder ude på landet) og begynde sit herredømme med at dømme alle dem, der ikke ville tude i samme horn som den, til fuldkommen retsløshed og støde dem ned i den dybeste elendighed; ved at indlede sin ophævelse af klasserne med af det hidtidige bourgeoisi at skabe en ny helotklasse. Ved således at forvandle den socialistiske kamp for hele menneskehedens befrielse og højnelse til et udbrud af forbitrelse og hævn overfor nogle enkelte, der blev prisgivet de værste mishandlinger og pinsler, løftede bolsjevismen ikke proletariatet op på et højere trin, men demoraliserede det. Den forøgede demoralisationen endnu mere ved at løse ekspropriatorernes ekspropriering ud af dens intime forbindelse med skabelsen af den sociale nyorganisation, sammen med hvilken eksproprieringen alene danner en socialistisk faktor. Udløst af denne forbindelse gik eksproprieringen hurtigt fra produktionsmidlerne over til brugsgenstandene. Herfra til det rene banditvæsen, som det var idealiseret i Stenka Rasin, er der kun eet skridt.
»Bolsjevismens negative program var noget, masserne begreb uden nogen vanskelighed; man behøver ikke at kæmpe, ikke mere at anerkende nogen pligter, man behøver blot at tage, hente og tilegne sig, hvad man kan få fat i, eller som Lenin vidunderligt har udtrykt det: »Røv det røvede!«. Det stemmer med denne opfattelse, at røverhøvdingen Stenka Rasin allerede har fået rejst sit mindesmærke i Sovjetrepubliken. På denne måde »understøttede« og forkyndte bolsjevismen den nye kommunistiske moral, uden hvilken en socialistisk organisation er mulig. Det betød rent ud en tiltagende demoralisering af store dele af det russiske proletariat.
Det var et resultat, som forfærdede idealisterne blandt bolsjevikkerne selv; dog formåede de blot at se selve kendsgerningen, ikke at erkende dens årsag, thi i så tilfælde havde de måttet styrte hele deres regeringssystem over ende. I deres fortvivlelse så de sig om efter et middel til at bibringe masserne kommunistisk moral. Det eneste, disse marxister, disse kække revolutionsmænd og reformatorer kunne finde på, var den usle nødhjælp, hvormed det gamle samfund søger at fri sig for følgerne af sine egne synder: domstole, tugthuse, henrettelser. Det vil sige terrorisme.
Lenin skriver i det allerede flere gange citerede skrift om »Sovjetrepublikens opgaver«: »Domstolene er et middel til opdragelse til disciplin. Man erkender ikke i tilstrækkelig grad den simple og klare kendsgerning, at man, når sult og arbejdsløshed optræder som Ruslands hovedulykke, ikke kan råde bod derpå ved andres tilskyndelse og egen anstrengelse, men udelukkende ved alsidig, altomfattende og almindelig organisation og disciplin ... at derfor hver den er med til at svinge sultens og arbejdsløshedens svøbe, som i en hvilken som helst bedrift eller i en hvilken som helst sag overtræder arbejdsdisciplinen, – at man må vide at udfinde den skyldige, stille ham for domstolen og straffe ham uden barmhjertighed«.
Med ubarmhjertige straffe skal det russiske proletariat have indbanket den kommunistiske moral, som det mangler, for at det kan blive modent til socialismen. Men endnu har man aldrig formået at højne moralen ved hjælp af ubarmhjertige straffe, men kun at undergrave dens sidste rester. Ubarmhjertige straffe er et uundgåeligt onde i den gamle samfundsorden, der ikke kan klare sig på anden vis, da den udvej at skabe en bedre moral ved bedre livsbetingelser er spærret for den. Et socialistisk styre, der ikke øjner nogen anden udvej til at vække en bedre moral i proletariatet, melder sig selv bankerot.
I grunden synes heller ikke Lenin selv at vente noget synderligt moralsk opsving alene gennem sine domstole, thi umiddelbart efter kravet om dem rejser han et nyt, nemlig kravet om udstedelse af diktatorisk og uindskrænket fuldmagt for de enkelte bedrifters ledere. »Enhver maskindreven storindustri – det vil netop sige socialismens materielle produktionskilde og grundvold – kræver den ubetingede og strengeste enhed i vilje ... Men hvorledes kan man sikre sig den strengeste enhed i vilje? Ved at tusinders vilje underordnes den enes vilje. Denne underordning kan, når de, der tager del i det fælles arbejde, har ideel indsigt og disciplin, minde om en orkesterdirigents nænsomme ledelse. Men den kan, hvor der ingen ideel disciplin og indsigt findes, antage diktaturets skrappe former«.
Hidtil er vi gået ud fra, at indsigt og disciplin blandt arbejderne var forudbetingelserne for proletariatets modenhed, uden hvilken en virkelig socialisme ikke var mulig. Lenin siger selv i begyndelsen af det citerede skrift: »En sådan revolution kan kun gennemføres med held under et selvstændigt, historisk skabende arbejde fra flertallet i befolkningen, fremfor alt flertallet blandt de arbejdende«.
Efter at han således har aflagt vidnesbyrd om, at socialismen ikke kan være mindretallets, men kun befolkningsflertallets værk, og ganske vist »fremfor alt«, men ikke udelukkende de »arbejdendes«, og efter at han således mod sin vilje har påvist demokratiets berettigelse, fortsætter han: »Kun når proletariatet og de fattigste bønder formår at opvise tilstrækkelig bevidsthed, idealitet, selvopofrelse og udholdenhed, kun da vil den socialistiske revolutions sejr være sikret«.
Men nu skal denne sejr sikres ved domstolenes og driftsledernes diktatur: »Revolutionen har lige nu brudt de ældste, stærkeste og tungeste lænker, som masserne havde tålt under knuttens regimente. Det skete i går. Men i dag kræver samme revolution, og vel at mærke i socialismens interesse, massernes betingelsesløse underordning under arbejdsledernes enevilje«.
Den frihed, masserne havde vundet i går, tages fra dem i dag, da de netop ikke formår at opvise tilstrækkelig bevidsthed, idealitet, selvopofrelse og udholdenhed. Men deraf, at disse egenskaber mangler, drages der først den slutning, at socialismen er uigennemførlig, medens der senere i »socialismens interesse« rejses krav om de umodne massers »betingelsesløse underordning« under diktatoriske driftsledere. Således trykkes de ned under det niveau, de havde nået under den kapitalistiske produktionsmåde; her er de ganske vist underordnet kapitalen, men ikke betingelsesløst.
Nu trøster Lenin ganske vist sig selv og sit publikum med, at dette diktatur i modsætning til den kapitalistiske driftsledelse »gennemføres af de arbejdendes og udnyttendes masser« og »tillige gennem organisationer, der er opbyggede således, at de vækker masserne og højner dem til historisk skabende arbejde. Til den slags organisationer er det, at Sovjetorganisationerne hører«.
Hvorledes udelukkelse og undertrykkelse af enhver kritik har fremmet massernes vækkelse og højnelse til historisk skabende arbejde, har vi allerede set. Sovjetorganisationen forandrer intet derved. Men hvorledes kan denne jernfaste enkeltmandsdiktatur med massernes »betingelsesløse underordning« gennemføres ved, at masserne organiseres til fri udfoldelse af deres kræfter? Den, der vælges af masserne, der kan afsættes af dem, der kan genvælges af dem, han er og bliver afhængig af dem og kan ikke føre noget igennem, som de ikke siger ja til. Han kan få bugt med en opsætsighed hos enkelte medlemmer af den organisation, som har indsat ham, når de er i modstrid med flertallet, men han vil hurtigt komme til kort, hvis han ville påtvinge flertallet sine bud mod dets vilje.
Personligt diktatur og demokrati er derfor uforenelige. Det gælder også Sovjetdemokratiet. Lenin erklærer ganske vist »denne betragtningsmåde« for »under al kritik slet«. Hans stærke udtryk må dække over hans argumenters svaghed, han har intet andet at svare end at »sålænge vi ikke er anarkister, anerkender vi statens dvs. tvangens nødvendighed under overgangen fra kapitalisme til socialisme«.
Det er hævet over enhver tvivl; deri er vi enige. Heller ikke demokratiet udelukker tvang; men den eneste slags tvang, som det tilsteder, er den tvang som flertallet udøver over mindretallet. Den tvang, der skal udøves under overgangen fra kapitalisme til socialisme, er arbejderflertallets tvang overfor kapitalistmindretallet. Men det er ikke det, det drejer sig om på det andet revolutionsstadium, som Lenin her taler om, på hvilket stadium proletariatet allerede har sprængt sine lænker. Her drejer det sig om den tvang, som enkelte personer udøver over arbejdernes masser. At denne slags tvang er uforenelig med demokrati, afkræfter Lenin ikke med et eneste ord; han søger at gøre denne tvang antagelig ved et taskenspillerkneb, idet han af den tvang, som den store masse må udøve mod de enkelte kapitalister for at gennemføre socialismen, og som meget vel er forenelig med demokrati, uden videre slutter, at enhver tvang, der udøves, ligegyldigt af hvem, for at gennemføre socialismen, er forenelig med demokrati, også når den betyder enkelte personers almagt over masserne. Til sidst siger han: »Derfor er der aldeles ingen principiel modsætning imellem Sovjet- (dvs. socialistisk) demokrati og anvendelse af enkeltmands diktatoriske magt«.
Det kan godt være, men det ville kun bevise, at »Sovjetdemokratiet« er en egenartet plante, hvorpå man kan pode et hvilket som helst despoti, når man blot gør det i socialismens navn. Når der skal indføres betingelsesløs underordning af arbejderne under deres driftsleder, kan han ikke vælges af dem, men må tildeles dem af en magt, der står over dem. Da må bedriftsrådet ikke have noget at sige i driften. Da må centraleksekutivkomitéen, der indsætter diktatorerne, selv have fået en diktatorisk magt, da må Sovjets være blevet til skygger og de i dem repræsenterede masser have tabt al virkelig magt.
Lige så lidt som Münchhausen formåede at trække sig selv op af sumpen ved et tag i sin egen hårpisk, lige så lidt er en arbejderbefolkning, der savner »bevidsthed, idealitet, selvopofrelse og udholdenhed« i stand til selv at vælge sig en diktator, som skal højne den, og til viljeløs at bøje sig for ham, når han kræver handlinger, der fordrer bevidsthed, idealitet, selvopofrelse og udholdenhed.
Og hvorfra skal der komme diktatorer med den nødvendige, ikke blot intellektuelle, men også moralske overlegenhed? Ethvert despoti rummer spiren til herskerens korrumpering, hvad enten denne nu er en enkelt person eller en klike. Det er kun de udvalgte, der kan holde sig fri for disse fordærvelige følger. Har vi lov til at regne med, at de russiske diktatorer gennemgående er sådanne udvalgte? Lenin lover, at der skal blive valgt og vraget med omhu: »Vi vil gå frem på den måde, at vi med den størst mulige forsigtighed og tålmodighed søger at prøve at udfinde de ægte organisatorer, folk med nøgtern forstand og praktiske anlæg, folk, som forbinder kærlighed til socialismen med den evne, uden ståhej og trods alt virvar og ståhej at kunne passe et stort antal mennesker ind i Sovjetorganisationens ramme til udholdende, endrægtigt og samlet arbejde. Det er kun sådanne folk, der vil blive stillede som ledere på administrationens vanskeligste poster, efter at de har gennemgået en halv snes prøver, idet de fra de simpleste opgaver skrider frem til de vanskeligste. Det har vi endnu ikke lært. Men vi skal nok lære det.«
Det siges ikke, hvem disse »vi« er. Åbenbart ikke de uvidende, udisciplinerede, brogede masser. Snarere den høje øvrighed, centraleksekutivkomitéen. Men heller ikke den har »endnu lært« den kunst at vælge folkearbejdets ledere rigtigt. Den lover blot at ville lære denne vanskelige kunst. Der sættes ingen termin herfor. Kun det ene er vist, at valget af lederne den dag i dag endnu sker på højst mangelfuld vis. Det er altså ikke blot masserne, der ikke har den fornødne modenhed, lederne har den heller ikke. Efter at man har eksproprieret og nu skal til at organisere, opdager man, at man først skal lære alt, endda at vælge de rette folk til statshusholdningens øverste ledere.
Og hvad er det så for elementer, som påtrænger sig det nye styre ! »Ikke en eneste dybtgående og vældig folkebevægelse i verdenshistorien har været pletfri – fri for eventyrere og bondefangere, pralhalse og skrålhalse, der hager sig fast i de uerfarne reformatorer, fri for det meningsløse frem og tilbage, for forfjamskelse, for unyttig geskæftighed og fri for de enkelte »føreres« forsøg på at give sig i kast med de tyve opgaver, uden at få en eneste fra hånden«. (Lenin). – Det er klart, at enhver stor folkebevægelse må gennemgå disse skavanker; i Tyskland mærker vi dem også. Men det russiske Sovjetstyre fremviser alligevel nogle ganske særlige træk.
Først og fremmest er »reformatorerne« intetsteds så »uerfarne« som der. Det var uundgåeligt. Under enevælden var de opadstræbende elementer afskårne fra enhver indsigt og ydermere fra enhver deltagelse i statens og kommunernes styre; ligeså fra enhver større organisatorisk og administrativ virksomhed. De revolutionæres interesser, og navnlig da de mest utålmodige og voldsomme elementers, samlede sig om kampen mod politiet og om underjordiske sammensværgelser.
Deres uerfarenhed, da de nu pludselig kom til magten, kan man ikke lægge dem selv til last, men denne uerfarenhed er på den anden side en faktor til, der vidner om, hvor umodent Rusland endnu var for socialismen, da revolutionen brød ud; thi socialismen kan endnu mindre gennemføres af uvidende og udisciplinerede masser, når det tilmed skorter førerne, der skal vise dem vej, på erfaring. Det viser sig mere og mere, at masserne og deres føreres opdragelse gennem demokratiet er en forudbetingelse for socialismen. Man kan ikke i eet spring sætte lige fra enevælden ind i det socialistiske samfund.
Men endvidere adskiller Sovjetstyret sig fra tidligere store folkebevægelser ved, at det har afskaffet det bedste middel til at se »eventyrerne og bondefangerne, pralhalsene og skrålhalsene« på fingrene, nemlig pressefriheden. Disse elementer er således sluppet for kritik fra dem, der sad inde med sagkundskaben. Nu havde de blot at gøre med uvidende arbejdere og soldater og med uerfarne reformatorer. Nu kunne de trives storartet. Ganske vist har bolsjevikførerne sat sig for at ville lære, hvorledes man skiller klinten fra hveden og kender forskel på ægte, uselviske organisatorer og svindlere og bondefangere. Men på grund af de russiske arbejderes lave trin, vil produktionen svigte og true med at gå helt i stå, længe før man har »lært« det. Kun ved en diktatorisk ledelse mener man at kunne standse ulykken. Man må give lederne diktatur, uden endnu at være i stand til at træffe det rette valg. Således kan denne diktatur, mod hvilken man på forhånd allerede må nære megen betænkelighed, kun virke ulykkebringende. Ligesom man begyndte med at ekspropriere og først så gav sig i lag med at organisere, således begynder man nu med at indsætte diktatorer og vil så bagefter lære sig at vælge dem.
Disse bagvendtheder var uundgåelige, når man først skred til at indføre socialismen, støttet blot på viljen dertil, og ikke ud fra de virkelige forhold. Men Sovjetstyret kommer ikke blot i fare ved sit påhæng af »eventyrere og bondefangere«, som det ikke kan bedømme, og som det næsten umuliggør at få underkastet kritik. Det trues ikke mindre ved, at det støder de mest karakterfaste og åndeligt højest stående medlemmer af intelligensen fra sig.
Uden intelligensens medvirkning kan socialismen ikke gennemføres på produktionens nuværende trin. Så længe socialismen befandt sig i agitationens stadium, så længe det blot kom an på at bringe arbejderklassen til klar bevidsthed om sin stilling i samfundet og sine deraf følgende historiske opgaver, behøvede socialismen blot de intellektuelle – det være sig akademikere fra bourgeoisiet eller autodidakter fra arbejderklassen – til at få sin teori udarbejdet og populariseret. Da kom det ikke an på antallet, men blot på kvaliteten.
Helt anderledes forholder det sig nu, hvor vi er kommet ind i den tidsalder, i hvilken socialismen skal gennemføres i praksis. Lige så lidt som den kapitalistiske produktion og den kapitalistiske stat kan bestå uden ved hjælp af talrige, tilforladelige og ivrige videnskabeligt uddannede kræfter, lige så lidt kan den samfundsmæssige produktion og den af arbejderklassen beherskede stat undvære dem. Uden dem eller endda i modsætning til dem er ingen socialisme mulig.
Til deres praktiske medarbejde ved socialismens organisation kræves ikke som ved den socialistiske teoris udvikling og agitationen en lidenskabelig kærlighed til den store sag: menneskehedens befrielse. Men så meget må der dog kræves, at i hvert fald en betydelig del af dem er kommet til den overbevisning, at den socialistiske produktion er mulig og nyttig, og at de ikke spilder deres intelligens, når de hjælper med til dens gennemførelse. Når en højt udviklet produktion allerede på håndens område er uforenelig med alt tvangsarbejde, så gælder dette i endnu højere grad på åndens område.
At de intellektuelle ikke længere betvivler, at socialismen kan gennemføres, og er parate til at hjælpe med ved dens organisation, så snart den har den nødvendige magt bag sig, hører med til forudbetingelserne for den socialistiske produktion, til de betingelser, som samfundet må fyldestgøre, hvis det skal være modent til socialismen. Denne betingelse vil komme til at foreligge, efterhånden som de øvrige betingelser for socialismen bliver realiserede, så at en erkendelse af virkeligheden bibringer de uhildede intellektuelle den socialistiske overbevisning.
Denne de intellektuelles betydning har bolsjevikkerne ikke anerkendt fra begyndelsen af, de har foreløbig kun betjent sig af soldaternes, bøndernes og byhåndværkernes blinde drifter. De intellektuelles store masse, også socialisterne blandt dem, stod allerede fra begyndelsen af fjendtligt overfor bolsjevikkerne, fordi de indså, at Rusland ikke var modent til den øjeblikkelige, fuldkomne socialisering, som bolsjevikkerne gav sig i lag med. Andre, som ikke tænkte over denne side af sagen, blev frastødt ved de mishandlinger, der blev de intellektuelle til del. Disse blev jaget ud af fabrikkerne, hvis drift arbejderne ville være ene om, de blev gjort politisk retsløse, thi de almægtige arbejderråd gav i virkeligheden kun håndens arbejdere valgret. De blev eksproprierede, for så vidt de besad noget, og berøvet enhver mulighed til en kultiveret livsførelse. Ja, til sidst blev de endogså dømt til tvangsarbejde og sultedød.
Bolsjevikkerne tænkte i begyndelsen at kunne klare sig uden intellektuelle, uden »fagmænd«. Zarvældet havde været af den mening, at en general var i stand til uden speciel foruddannelse at beklæde en hvilken som helst post i staten. Sovjetrepubliken overtog fra zarvældet blandt meget andet også denne opfattelse, blot at den satte proletaren i generalens sted. Bolsjevismens teoretikere kaldte denne proces for »socialismens udvikling fra videnskab til praksis«, man kunne snarere betegne den som »socialismens udvikling fra videnskab til dilettantisme«.
Således som det er regel i Sovjetrepubliken, som kun lader sig lede af viljen og ikke af indsigt i de virkelige forhold, kom man bagefter, efter at barnet allerede var faldet i brønden, til erkendelse af, hvad der var fornødent, og søgte at dække brønden til, dvs. få de intellektuelle med i arbejdet, også uden for det tvangsarbejde, der allerede har været tale om, med til det arbejde, som de duede til, og som de forstod. De intellektuelle, som trådte i regeringens tjeneste, hørte med det samme op med at blive betragtede som bourgeois og med at blive behandlede som sådanne. De optoges i den »arbejdende« befolknings kreds, i den, der præsterer noget »produktivt« og »nyttigt«, de blev skærmede imod ekspropriationer og fik et rigeligt udkomme.
Da det ikke var overbevisning, men blot frygt for elendighed og mishandling, der havde drevet de fleste af disse intellektuelle ind i regeringens tjeneste, var deres arbejde naturligvis i virkeligheden hverken meget produktivt eller meget nyttigt. Trotzki klager derover, f.eks. i det allerede citerede foredrag om »arbejde, disciplin osv.«. Han siger: »Den første kampperiode imod de intellektuelles sabotage bestod i, at vi ubarmhjertigt ødelagde sabotørernes organisationer. Det var nødvendigt og derfor rigtigt.
Nu, hvor vi befinder os i den periode, i hvilken Sovjets magt er sikret, må kampen imod sabotagen gå ud på at forvandle gårdsdagens sabotører til tjenere, medarbejdere og tekniske ledere på punkter, hvor det ny regimente kræver det«. Trotzki mener altså, at den »nødvendige og derfor rigtige« vej til at gøre de intellektuelle til socialiseringens tjenere og ledere, er først ubarmhjertigt at trampe løs på dem.
Hvad der kommer ud heraf, siger han selv straks efter: »Vi har slået den gamle sabotage sønder og sammen og fejet flertallet af de gamle embedsmænd ud med jernkoste. Disse gamle embedsmænds afløsere viste sig langtfra altid at være første klasses materiale – ikke i nogen af administrationens grene. På den ene side rykkede vore gamle partifæller ind i de ledige poster, de, som havde gjort det underjordiske arbejde og havde revolutionens skole bag sig, de bedste elementer, kampens folk, de ærligste, de mest uegennyttige. Men på den anden side kom der folk, der ville gøre karriere, intrigante og forfejlede eksistenser, som havde drevet om uden beskæftigelse under det lige overståede gamle regimente. Da det på engang viste sig nødvendigt at få titusender nye, kvalificerede arbejdere med ind i arbejdet, var det intet under, når det lykkedes mange marodører at trænge ind i det nye styres porer.
Dertil er endnu at bemærke, at mange af de partifæller, der arbejder i forskellige embeder og institutioner, endnu langt fra viser sig i stand til et organisatorisk, skabende, eftertrykkeligt arbejde. Vi ser, hvor vi går og står, sådanne partifæller, navnlig fra oktober-bolsjevikkernes rækker, i ministerierne, hvor de arbejder 4-5 timer og vel at mærke ikke meget intensivt i en tid, hvor hele vor stilling kræver det mest anstrengte arbejde af os, ikke af frygt, men af samvittighedsfuldhed«. Det var den »nødvendige«, men derfor dog ingenlunde rigtige konsekvens af en politik, som søgte at vinde de intellektuelle, ikke ad overbevisningens vej, men med spark både forfra og bagfra.
Så greb man bagefter endnu til et andet middel for at opnå fremragende præstationer. Pariserkommunen i 1871 havde nedsat statsembedernes høje lønninger og fastslået en højesteløn på 6000 francs. Sådan ville Sovjetregeringen også bære sig ad. Men det gik ikke. Også her måtte den slå om. Lenin siger herom: »Vi måtte nu gribe til det gamle, borgerlige middel og gå med til en meget høj betaling for de største borgerlige fagfolks »tjenester« ... det er klart, at en sådan forholdsregel er et kompromis, en opgivelse af Pariserkommunens og enhver proletarisk magts principper. Det er klart, at en sådan forholdsregel ikke blot betyder en stilstand i offensiven imod kapitalen – på et vist område og i en vis grad – men også et tilbageskridt for vor socialistiske Sovjetmagt«. – Men, siger Lenin, der var ikke andet at gøre. Og han har ret. – Nødvendigheden af høje lønninger kan have tvende årsager.
Jo større en bedrift er, jo flere arbejdere den tæller, så meget des større er – under ellers lige omstændigheder – mængden af den merværdi, som den kaster af sig. Producerer en arbejder for 5 kr. merværdi om dagen, så vil en bedrift med 100 arbejdere kaste 500 kr. og en med 1000 arbejdere 5000 kr. af sig om dagen. Jo mere omfangsrig en bedrift er, desto vanskeligere er det at organisere og lede den, og des sjældnere er det også at finde de dertil fornødne kræfter, men des større er også de midler, over hvilke bedriftens ejer eller ejere råder for at kunne købe en sådan udsøgt krafts tjeneste. I samme forhold som storbedrifterne vokser, øges derfor også deres lederes lønninger, og de når derfor undertiden et ganske uhyre omfang. Med denne omstændighed må også statsstyrelsen regne. Forøger den ikke i passende grad sine høje embedsmænds lønninger, må den vente, at privatindustrien lokker dem til sig – for så vidt som de duer noget og ikke blot egner sig til at sidde inde med sinecureposter. Men dette forarmer statsstyrelsen åndeligt, og det er en af grundene til, at statsdriften så ofte ikke kan stå sig i konkurrencen med privatdriften.
Det er også et spørgsmål, om Pariserkommunen, hvis den havde holdt sig, og stordriften under den havde udviklet sig kapitalistisk i stedet for at blive socialiseret, hvad der havde været muligt – om Kommunen så havde kunnet opretholde sin begrænsning af lønningerne til højst 6000 francs. Dens dekret af d. 2 april bærer vidnesbyrd om den daværende pariserindustris småborgerlige karakter, men det må man vel erindre, også om kommune-medlemmernes uegennyttighed.
I Sovjetrusland er der imidlertid ingen mulighed for, at en blomstrende og mægtig privat kæmpeindustris konkurrence kan drive de fremragende »specialisters« lønninger i vejret. Thi denne industri er jo enten eksproprieret eller ruineret og kaster ikke længer nogen merværdi af sig til private. De høje lønninger kan dér kun have det ene formål: de har den opgave at overvinde den ulyst, som de dygtigste blandt de intellektuelle nærer imod at tjene Sovjetrepubliken, og at vække deres interesse for det nye styre. Da overbevisningens vej ikke virker, og da sultens svøbe ikke formår at fremelske fremragende præstationer, er der kun een vej at gå, nemlig at købe de enkelte ved, at man i det mindste for dem igen tilvejebringer kapitalistiske livsbetingelser.
Vi ser nu, hvad det er for elementer, der er blevet udvalgt til ledere for den socialistiske produktion i Sovjetrepublikken. På den ene side enkelte gamle sammensvorne, ærlige stridsmænd af ulasteligt sindelag, men »uerfarne reformatorer« i forretningssager. Og på den anden side talrige intellektuelle, som imod deres overbevisning enten som rene stræbere stiller sig til rådighed for den nye magt, sådan som de også ville stille sig til rådighed for enhver anden magt, eller som drives dertil af angst for sult og prygl, eller også folk, som lader sig købe for høje lønninger. Det er, som Trotzki selv indrømmer, »ingen første klasses elementer«. Også for så vidt, som de kan noget, hører de sikkert ikke til de mest karakterstærke. Folk, der på een gang er karakterstærke og sagkyndige, er sjældne fugle blandt dem.
I hænderne på sådanne elementer bliver der nu for at redde socialismen lagt en diktatorisk magt, som arbejderne uden modstand skal bøje sig for. En sådan magt har tendens til at korrumpere selv den bedste. Her betros den i mange tilfælde til folk, som på forhånd er korrumperede. Midt i den almindelige elendighed, midt i den almindelige ekspropriation samles nu i deres hænder spirerne til en ny kapitalisme. Foreløbig fortsættes jo vareproduktionen og må fortsættes, da bondelandbruget som privatforetagende er en vareproduktion, der behersker hele livet. Men bondelandbruget kaster stadig mindre af sig. Sovjetregeringen giver hele magten i landsbyen til de fattigste bønder, folk, der ejer så lidt land, at de ikke kan frembringe noget overskud af levnedsmidler. Fra de mere velhavende bønder skal ethvert overskud tages uden erstatning og afleveres til statens kornmagasiner. Dette lader sig – for så vidt det bliver gennemført – kun gøre een gang, for næste år vil den velhavende bonde vogte sig for at producere mere, end har selv behøver. På den måde forringes landbrugets udbytte. Men det overskud, bonden alligevel frembringer, det gemmer han og afleverer det i det højeste hemmeligt til smughandlere.
Samtidig går industrien i stå – og således kan statsudgifterne kun dækkes ved en ubegrænset udstedelse af nye papirspenge. Af disse tilstande fremvokser der som på den Franske Revolutions tid, og som det også sker den dag i dag i Tyskland, skønt ikke i så høj grad, valutaspekulationer, smughandel og åger. Den højeste form for kapitalismen, den, som udvikler arbejdets produktivitet og skaber det materielle grundlag for massernes højere livsførelse, har man for tidlig kastet over ende for at lade dens lavest stående parasitformer udfolde sig til det kraftigste liv.
Naturligvis søger Sovjetstyret ligesom det franske rædselsherredømme at blive herre over disse svøber ved at udrydde spekulanter, smughandlere og vare-ågerne. Dengang guillotinerede man dem, – nu til dags er det blevet mode at skyde dem. Resultatet er lige dårligt. Det eneste, der kommer ud af det, er, at den risikopræmie, som denne bondefangerkapital kræver, vokser – nu som i 1793 – og at de summer, som de nye diktatorer kræver og får i bestikkelse, når en uforsigtig hildes i deres garn, vokser i samme omfang. Også her har vi igen en ny lejlighed til ny formueopsamling.
Den, der vil have nærmere eksempler fra dette nye russiske bureaukratis bestikkelsesstyre, henviser vi til Gawronskys tidligere nævnte bog, hvor der findes flere sider fulde af bestikkelsestilfælde. – Hvorledes skal man få bugt med disse nye »diktatorer«, til hvem arbejdernes store masser bliver modstandsløst udleverede. Ligesom hvor det gælder massernes moralske højnelse, kender Sovjetregimentet også, hvor det gælder ledernes moralske højnelse, kun dette ene middel: domstolenes rædsler. Når proletariatets diktatur bliver overtrumfet af dets »organisatorers« diktatur, så skal sidstnævnte igen overtrumfes af domstolenes diktatur.
Der udspændes et net af revolutionsdomstole og overordentlige kommissioner »til bekæmpelse af modrevolution, spekulation og embedsmisbrug«, og disse organer dømmer efter behag enhver, der bliver meldt, og lader efter behag enhver skyde, der ikke er dem tilpas, enhver spekulant, enhver smughandler, som de får fat i, såvel som disses hjælpershjælpere blandt sovjetembedsmændene. Men derved bliver de ikke stående. De griber også enhver, der ærligt kritiserer hele dette frygtelige misregimente. Under fællesnavnet »modrevolution« sammenfattes enhver slags opposition, ligegyldig fra hvilke motiver den end udgår, hvilke midler den end anvender, og hvilke mål den end sætter sig.
Men desværre hjælper heller ikke denne summariske fremgangsmåde; tværtimod gør de ærlige medkæmpende blandt bolsjevikkerne til deres forfærdelse den erfaring, at disse overordentlige kommissioner, denne sidste forhåbning om at frelse revolutionen, er korrumperede. Gaturonsky citerer følgende smertensråb fra »Den overordentlige kommissions ugeskrift«: »Fra alle sider får vi efterretning om, at ikke blot uværdige, men ligefrem forbryderiske elementer søger at snige sig ind i guvernements- og især distriktskommissionerne«.
Men Gawronsky citerer også røster, som påaviser, at en sådan indsnigelse ikke blot forsøges, men også ofte lykkes. F.eks. en artikel fra »Arbejdsviljen«, den revolutionære kommunismes centralorgan, d. 10 oktober 1918: »Alle mindes endnu tilfælde, i hvilke de lokale Sovjets bogstaveligt blev terroriserede af de »overordentlige«. Der fandt et naturligt udvalg sted: i de lokale Sovjets blev de bedre elementer tilbage, medens der i de overordentlige kommissioner strømmede alskens mennesker sammen, der straks var med på alt bandit- og røvervæsen«.
Således bliver der, under den bolsjevistiske fremgangsmåde ikke andet tilovers af programmet om menneskehedens fornyelse ved socialismen end et par ærlige stridsmænd midt i en tiltagende dyndflod af uvidenhed, korruption og fortvivlelse, der stadig stiger og til sidst truer med at drukne dem.
Mange revolutionære i vesten henviser triumferende til, at bolsjevismen har holdt sig længe ved roret. Og det endskønt de, der så kritisk på den, allerede ved begyndelsen af dens magt havde spået dens snarlige sammenbrud. Til dette sammenbrud ville det i virkeligheden allerede for længe siden være kommet, hvis bolsjevikkerne var blevet deres program tro. De har kun kunnet holde sig ved, at de prisgav det ene punkt af det efter det andet for til sidst at havne i det modsatte af, hvad de tragtede efter at opnå.
De har for at komme til magten kastet deres demokratiske grundsætninger overbord. De har for at holde sig ved magten ladet deres socialistiske grundsætninger gå samme vej som de demokratiske. De har kunnet holde sig selv ved magten som personer betragtet, men de har opofret deres grundsætninger og således vist sig at være ægte opportunister. Bolsjevismen har hidtil sejret i Rusland, men socialismen har allerede nu lidt et nederlag dér.
Se blot på den samfundsform, som har udviklet sig under bolsjevismens styre – og nødvendigvis har måttet udvikle sig, så snart den bolsjevistiske metode blev anvendt. Lad os i korthed samle, hvad vi allerede har udviklet ovenfor: Vi finder i det moderne, bolsjevistiske Rusland en bondebefolkning med uindskrænket privatejendom og med vareproduktion i fuldt flor. Den fører et liv for sig uden nogen organisk forbindelse med industrien i byen. Da denne industri ikke producerer noget overskud for det åbne land, standser også den godvillige, lovmæssige aflevering af landbrugsprodukter til byen mere og mere. Den suppleres på den ene side ved voldelige rekvisitioner, plyndringer uden erstatning, på den anden side ved ulovlig smughandel, som fører de sidste rester af tidligere ophobede industriprodukter bort fra byen og ud på landet.
Bolsjevismen har ikke, efter at storgrundsbesiddelsen er slået i stykker, noget mere at byde bønderne. Deres kærlighed til den slår om til had, til had mod arbejderne i byen, der ikke arbejder, ikke leverer produkter til landbruget; til had mod magthaverne, der sender soldater ud i landsbyen for at indkræve levnedsmidler; til foragt for dem, der driver åger og smughandel i byen, og som søger at fraliste bonden hans overskud ved alskens bedragerisk tuskhandel.
Ved siden af denne rent småborgerlige husholdning på landet, rejser der sig i byen et samfund, som vil være socialistisk. Det var dets vilje at ophæve klasseforskellen. Det begyndte med at fornedre og ødelægge de højere klasser og ender i et nyt klassesamfund. Det indeholder tre klasser.
Den laveste omfatter de tidligere »bourgeois«, kapitalister, småborgere, intellektuelle, for så vidt de er oppositionelt sindede. De er blevet gjort politisk retsløse, blevet berøvet alle midler og bliver fra tid til anden presset til det smudsigste tvangsarbejde og får til gengæld tildelt levnedsmiddelrationer, elendige sulterationer eller snarere sande sultedødsrationer. Denne helotklasses helvede kan måle sig med de hæsligste kræftskader, som kapitalismen nogensinde har frembragt. At have skabt denne helotklasse, det er bolsjevismens i bogstavelig forstand specielle vældige bedrift, dens første store skridt til menneskehedens frigørelse.
Oven over denne laveste klasse står lønarbejderne som politisk privilegeret mellemklasse; kun de råder efter forfatningens ordlyd i byerne over valgret, presse- og foreningsfrihed. De kan selv vælge deres beskæftigelse og får tilstrækkelig løn for et arbejde, som de selv leder. Eller rettere sagt, sådan var det engang, thi det viste sig stadig mere og mere, at industrien formedelst det lave standpunkt, hvorpå arbejdernes store masse står, under disse forhold mere og mere holdt op med at være i drift.
For at frelse industrien måtte der oven over arbejderne skabes en ny klasse af embedsmænd, der efterhånden har bemægtiget sig den virkelige magt og forvandlet arbejdernes friheder til skinfriheder. Det gik naturligvis ikke af uden modstand fra arbejdernes side, og denne modstand voksede ydermere, da ernæringsforholdene i byerne under industriens og transportvæsenets almindelige forfald og det åbne lands voksende afsondring fra byerne blev mere og mere trøstesløse også for arbejderne til trods for den højere løn.
Begejstringen hos bolsjevikkerne svandt hos det ene hold arbejdere efter det andet, men deres opposition stod uorganiseret, splittet og uvidende overfor den sluttede falanks, som den i forhold til arbejderne højere kultiverede embedsmandsklasse dannede. Imod denne kunne de ikke klare sig.
Således udvikler der sig af arbejderrådenes eneherredømme et eneherredømme i hænderne på et nyt bureaukrati, der til dels er fremgået af arbejderrådene, til dels er blevet valgt af dem og tildels er blevet dem påtvunget, et nyt bureaukrati, den højeste af de tre klasser i byerne, den nye herskerklasse, som har dannet sig under de gamle kommunistiske idealisters og stridsmænds styrelse.
Det gamle »Tsjins«, det gamle bureaukratis enevælde, opstår påny i et nyt, men, som vi har set, ingenlunde forbedret klædebon. Og af det og ved siden af det danner der sig allerede igen ved ligefrem forbryderisk foretagsomhed spirer til en ny kapitalisme, der står langt under den tidligere industrielle kapitalisme.
Kun den gamle feudale storgrundbesiddelse er ikke opstået påny. Til dens afskaffelse var forholdene i Rusland modne. Men ikke til kapitalismens afskaffelse. Denne fejrer nu sin opstandelse, og det i former, der er endnu mere trykkende og mere kvalfulde for proletariatet end de gamle. Privatkapitalismen antager i stedet for de højtudviklede industrielle former smughandelens og pengespekulationens ynkeligste og usleste former. Den industrielle kapitalisme er fra at have været privat kapitalisme blevet statskapitalisme. Tidligere stod statens bureaukrati og den private kapitals bureaukrati kritisk, ja meget ofte fjendtligt overfor hinanden. Dengang kunne arbejderne snarere engang i mellem få deres ret snart overfor den ene af dem, snart overfor den anden. Men nu er statens og kapitalens bureaukrati smeltet sammen til eet legeme: det er enderesultatet på den store, socialistiske omvæltning, som bolsjevismen har skabt. Det betyder det mest trykkende af alle despotier, som Rusland hidtil har haft. Demokratiets afløsning af arbejderrådenes vilkårlige herredømme, der skulle tjene til ekspropriatorernes ekspropriering, bliver nu til et vilkårligt herredømme i hænderne på det nye bureaukrati, så at det bliver muligt at gøre begrebet demokrati til et dødt bogstav også for arbejderne, medens disse samtidigt kommer i en større økonomisk afhængighed, end de hidtil nogensinde har måttet finde sig i.
Og under alt dette får de ikke deres tab af friheden erstattet ved en forøgelse af deres velstand. Det nye økonomiske diktatur fungerer vel noget bedre end det økonomiske anarki, som det har afløst, og som ville have gjort en hurtig ende på det hele. Denne undergang bliver nu forhalet af diktaturet, men kan dog ikke undgås, thi økonomisk er det nye diktaturs drift heller ikke.
Hvor utilfredsstillende den nye organisation hidtil har fungeret, viser blandt andet følgende nødskrig fra kommissæren for trafikvæsenet, Krassin, fornylig i »Pravda«. Hans kundgørelse har følgende ordlyd: »1) Jernbaneadministrationens hidtilværende system har i forbindelse med de af 5 års krig skabte vanskeligheder bragt trafikvæsenet i fuldstændigt forfald, der nærmer sig en afgjort dødsstilstand på alle samfærdselsveje. 2) dette forfald må ikke blot føres tilbage til fejlagtige organisatoriske former og administrationsmetoder, ikke blot til personalets forringede arbejdsydelse, men også til en alt for hyppig skiften af de administrative former og organer. 3) den opgave, der ligger for – genrejsningen af trafikvæsenet i et omfang, der i det mindste formår at tilfredsstille sulterationens og industriens krav til brændsel og råstoffer – denne opgave kan kun løses, når jernbanefolkene udviser en heltemodig anspændelse af deres kræfter. 4.) Dette arbejde må gøres straks, ikke en time må forsømmes, da ellers alt, hvad der er vundet ved revolutionen, trues med undergang.
Den kollegiale, i virkeligheden ansvarsløse administration må afløses af den personlige administrations og den højere ansvarligheds grundsætninger: alle, lige fra sporskifteren op til medlemmerne af generaldirektoratet må nøje og urokkeligt følge samtlige mine forskrifter. Reformerne må standse; overalt, hvor det er muligt, må de gamle stillinger besættes igen, må det gamle tekniske apparat i centralledelsen og ude på linien genoprettes og opretholdes. Indførelse af akkordarbejde er en nødvendighed«.
Krassin er et af de få betydelige, praktisk skolede og videnskabeligt uddannede, organisatoriske talenter i Sovjetregeringen, og jernbanemændene dannede eliten blandt de russiske arbejdere; de havde allerede under zarvældet en god organisation og har stedse udvist høj intelligens. Og alligevel hersker der sådanne tilstande!
Denne kundgørelse viser tydeligt, at det ikke blot er krigens følger, der er skyld i nødstilstanden, således som det ofte påstås. Disse følger har blot yderligere skærpet nødstilstanden. Det er, fordi forholdene ikke er modne, at det, som er vundet ved revolutionen, trues med undergang. For at frelse revolutionen synes det at være påtrængende nødvendigt »at standse reformerne, at besætte de gamle stillinger igen og genoprette det gamle apparat«, altså gøre systemets revolution usket for at frelse revolutionens mænd.
Naturligvis vil denne kundgørelse lige så lidt forvandle de mennesker, som skal gennemføre det, som det hidtil er lykkedes andre kundgørelser.
Ligesom den gamle kapitalisme frembringer også den ny »kapitalisme« selv de gravere, der skal grave dens grav. Men den gamle kapitalisme nøjedes ikke hermed, den skabte også nye, vældige, materielle produktionskræfter, som tilsteder disse gravere at sætte højere livsformer i de uddøende livsformers sted. Kommunismen kan under de nuværende forhold i Rusland kun bringe de produktive kræfter, som den forefinder, i forfald. Dens omstyrtere vil ikke kunne gå over til højere livsformer, men må begynde forfra igen i fortidens barbariske livsformer.
Selv forbigående kan et sådant regimente kun holde sig, når det støtter sig til et stærkt magtmiddel, til en blindt adlydende hær. En sådan har bolsjevikkerne skabt, og de har også på dette område for at hævde sig beredt deres egne grundsætninger et nederlag. De drog ud for at knuse det »færdige statsmaskineri« med dets militaristiske og bureaukratiske apparat. Efter at de har besørget det, ser de sig i selvopholdelsens interesse nødsagede til at skabe et nyt apparat af samme slags.
De var kommet til magten som ordførere for en opløsning af hæren gennem soldaterråd, der efter behag af- og indsatte deres officerer og efter behag adlød dem. Soldaterrådene var ved siden af arbejderrådene den bolsjevistiske bevægelses alfa og omega. Dem skulle al magten tilfalde. Men bagefter fik piben en anden lyd. Så snart bolsjevikkerne stødte på modstand, måtte de have en hær, som kunne kæmpe og på enhver måde være til deres rådighed, ikke soldater, som løb fra hinanden, eller blandt hvem enhver bataljon indrettede sine operationer efter eget forgodtbefindende.
Til at begynde med kunne begejstringen vel nok erstatte den slaviske lydighed. Men da arbejdernes begejstring begyndte at svinde, og der stadig meldte sig færre frivillige, og enkelte troppedele begyndte at blive obsternasige – hvad så?
I industrien kræver den demokratiske ledelse en vis modenhed i materiel og åndelig henseende. I en hær, som skal udvikle sin kampkraft, er demokratiet allerede ifølge sit væsen udelukket. Krigen har altid betydet demokratiets undergang. Også borgerkrigen betød det samme, når den varede længe. Bolsjevismen avlede med naturnødvendighed borgerkrig og følgelig også med naturnødvendighed soldaterrådenes afskaffelse. Det bolsjevistiske diktatur trykkede arbejderrådene ned til at være blotte skygger, idet det vanskeliggjorde valgene til dem og udelukkede enhver opposition fra dem. Men soldaterrådene berøvede det alle vigtige funktioner tillige med retten til at vælge officerer. Ligesom i gamle dage indsættes disse af regeringen. Og da der ikke er frivillige nok, griber man også igen som før bolsjevismens tid til tvangsudskrivning. Det afføder nye konflikter mellem befolkningen og regeringen. Derfra stammer talrige oprør blandt bønderne, og disse betinger igen en forøgelse af hæren. Massedesertationer hører til dagens orden, og de straffes ved massehenrettelser.
»Humanité« af d. 29 maj 1919 indeholdt en overfor bolsjevismen meget velvillig beretning, støttet på et øjenvidnes iagttagelser i Rusland; artiklen: »De kommunistiske principper og deres anvendelse« ender med følgende: »Den røde hær er ententens værk. Det bolsjevistiske styre har gentagne gange forkyndt sin antimilitarisme, det fredsæle russiske folk afskyer den dag i dag krigen lige så meget som tidligere. Det gør hårdnakket modstand imod rekrutteringen. Der forekommer i den røde hær lige så mange desertationer som tidligere i zarens hær. Det hænder, at et regiment ikke når det foreskrevne bestemmelsessted, fordi alle folkene er forsvundne undervejs«. – Det er en noget ejendommelig måde, på hvilken den røde hær giver sin begejstring for de bolsjevistiske idéer luft.
Når man kun holder sig til kendsgerningerne uden deres begrundelse, så viser de, at de gamle zaristiske tilstande også vender tilbage på de militære områder, blot noget forværrede; thi den nye militarisme udvikler unægtelig en større energi end den gamle, og det til trods for sine anti-militaristiske principper. Således gentager de samme forhold sig, som under den Store Franske Revolution forberedte republikkens forvandling til Napoleons kejserrige.
Men det er ikke Lenin forbeholdt at ende som en russisk Napoleon. Korsikaneren Bonaparte vandt franskmændenes hjerte ved at føre Frankrigs faner sejrrigt gennem hele Europa. Det beredte nogle af franskmændene den tilfredsstillelse, at det var revolutionens grundsætninger, der erobrede Europa, andre den måske endnu mere levende tilfredsstillelse, at Frankrigs hære plyndrede hele Europa og berigede Frankrig med udbyttet heraf.
Rusland er kun stærkt i forsvaret. De samme trafikvanskeligheder, der er en hindring for en invasionshær, hindrer landet selv i at lade sin egen hær trænge sejrrig frem over grænserne. Også Lenin ville vel gerne føre sin revolutions faner sejrrig gennem Europa; men det har han ingen udsigt til. Bolsjevikkernes revolutionære militarisme vil ikke berige Rusland; den kan kun blive en ny kilde til dets forarmelse. Den dag i dag arbejder den russiske industri, for så vidt den igen er kommet i gang, især for hæren, og ikke i produktivt øjemed. Den russiske kommunisme er i virkeligheden i enhver henseende blevet til en kaserne-socialisme.
Den bolsjevistiske metodes økonomiske og dermed også dens moralske bankerot er uundgåelig; den kunne kun tilsløres, hvis den endte i et militært sammenbrud. Ingen verdensrevolution, ingen hjælp udefra kunne hindre den bolsjevistiske metode i at svigte økonomisk. Den europæiske socialismes opgave overfor kommunismen er en anden end at bringe denne hjælp, nemlig at sørge for, at en vis socialistisk metodes moralske katastrofe ikke bliver til katastrofe for socialismen selv, at denne metode nøje adskilles fra den marxistiske, og at denne forskel bringes til massernes klare bevidsthed. Den radikale socialistiske presse varetager meget dårligt den sociale revolutions interesser, når den tror blot at kunne tjene dem ved, at den for masserne forkynder, at bolsjevismen og socialismen er et og det samme, og holder dem i den tro, at Sovjetrepublikens nuværende form faktisk er socialismens virkeliggørelse, fordi den sejler under arbejdervældets og socialismens flag.
Den her skildrede udvikling var naturligvis ikke det, bolsjevikkerne havde villet. Tværtimod. Og de søgte også at værge sig herimod med alle midler, der dog til syvende og sidst alle udmundede i samme recept, som det bolsjevistiske styre havde brugt lige fra begyndelsen af, nemlig magtanvendelse, nogle diktatorers vilkårlige magtudfoldelse, som der ikke tåltes den ringeste kritik imod. Rædselsherredømmet blev den uundgåelige følge af de kommunistiske metoder. Det er et fortvivlet forsøg på at ville afværge deres konsekvens.
Blandt de kendsgerninger, som bolsjevismen har bragt til udvikling, er terrorismen, der begynder med ophævelse af al pressefrihed og når sit højdepunkt i et massenedskydningssystem, vel nok det mest opsigtsvækkende, det mest frastødende, det, der avler mest had mod bolsjevikkerne. Og dog er den kun bolsjevismens tragiske følge, ikke dens brøde, for så vidt man overfor en så vældig masseforeteelse i det hele taget kan tale om nogen brøde, der jo i grunden kun kan være noget personligt. Den, der vil udrede skyldspørgsmålet, må undersøge, hvorvidt enkeltmand har overtrådt de moralske love, ligesom viljen, strengt taget, kun kan være enkeltmandsvilje. En masse, en klasse, en nation kan i virkeligheden slet ikke ville, dertil mangler den det fornødne organ, den kan altså heller ikke synde. En masse eller en organisation kan handle som enhed, men bevæggrundene kan være vidt forskellige hos hver af de i handlingen deltagende. Og det er bevæggrunden, der er det afgørende for den moralske skyld.
Bolsjevikkernes bevæggrunde var sikkert de bedste. De var også, da de tiltrådte magten, fuldt opfyldte af de humanitetsidealer, der udspringer af proletariatets forhold som klasse. Deres første anordning forkyndte dødsstraffens ophævelse. Og dog, når man vil tale om en brøde fra deres side, da falder denne netop samtidig med denne anordning, dengang nemlig, da de besluttede sig til for magtens skyld at prisgive demokratiets og den materialistiske historieopfattelses principper, som de hårdnakket havde forfægtet gennem årtier. Deres brøde falder i den tid, da de ligesom bakunisterne i Spanien i 1873, tiltrods for at Rusland var så langt tilbage, proklamerede »arbejderklassens øjeblikkelige og fuldstændige frigørelse og i det øjemed, da demokratiet »svigtede«, oprettede deres eget diktatur under firmanavnet »proletariatets diktatur«. – Dér ligger deres brøde. Så snart de engang havde betrådt den vej, var terrorismen uundgåelig. Tanken om et fredeligt og effektivt diktatur uden voldshandling er en illusion.
Terrorismen arbejdede med revolutionsdomstolene og de overordentlige kommissioner, som vi allerede har talt om. Begge to har de huseret frygteligt, helt bortset fra de militære straffeekspeditioner, hvis ofre ikke er til at tælle. Også de overordentlige kommissioners ofre vil næppe nogensinde blive fuldstændig optalt. De løber i hvert fald op i tusinder. Det mindste tal, der nævnes, er 6000. Andre siger det dobbelte, ja det tredobbelte. Og dertil kommer endnu utallige vilkårligt indespærrede, til døden mishandlede og pinte ofre. Bolsjevismens forsvarere beråber sig på, at modstanderne, Finlands hvide garde, de baltiske baroner, modrevolutionens zaristiske generaler og admiraler ikke bærer sig bedre ad. Men kan man forsvare et tyveri med, at der også er andre, der stjæler?
De andre fornægter i det mindste ikke deres principper, når de vilkårligt ofrer menneskeliv, for at blive ved magten; Bolsjevikkerne derimod kan kun gøre sligt ved at bryde med de principper om menneskelivets hellighed, som de selv har forkyndt, og hvorved de selv er kommet frem, og ved hvilke deres tilværelse kunne forsvares. Bekæmper vi ikke alle disse baroner og generaler, netop fordi et menneskeliv betød så lidt for dem og kun gjaldt noget som middel til deres egen magtudfoldelse.
Ganske vist siger man, at det er formålet, der danner forskellen. Det højere formål skulle hellige det middel, der bliver ryggesløst i hænderne på magthaverne på grund af disses infame formål. Formålet helliger dog ikke ethvert middel, men kun sådanne, der står i samklang med det. Et middel, der er i modstrid med sit formål, helliges ikke derved. Lige så lidt som man skal forsvare livet ved at opofre det, som giver det indhold og formål, lige så lidt må man forfægte sine principper ved at prisgive dem. Den gode hensigt kan undskylde den, der anvender forkerte midler, men midlerne bliver alligevel forkastelige. Så meget mere, jo større skaden er, som de anretter.
Men ikke engang den bolsjevistiske terrorismes formål kan stå for kritik. Dens nærmeste opgave er at sørge for, at det militaristiske og bureaukratiske magtapparat, som den har skabt, bliver ved roret. Ganske vist skal dette ske gennem bekæmpelse af korruptionen indenfor dette apparat.
I »Pravda« fra d. 1 april 1919 havde professor Dukelski krævet, at bolsjevismen og regeringsinstitutionerne skulle renses for alle parasitter, banditter og eventyrere, som havde sluttet sig til kommunismen for at udnytte den til fordel for deres egne forbryderiske formål. Derpå svarede Lenin: »Forfatteren til dette brev forlanger, at vi skal rense vort parti for eventyrere og banditter – et ganske berettiget krav, som vi allerede forlængst har opstillet og er i færd med at gennemføre. Banditter og eventyrere skyder vi ned og vil vi fremdeles skyde ned. Men for at denne udrensning kan ske hurtigere og grundigere, må vi have hjælp fra den oprigtige og upartiske intelligens«.
Skyde ned – det er blevet den kommunistiske regeringsvisdoms alfa og omega. Men opfordrer Lenin da ikke intelligensen til at hjælpe med i kampen imod banditterne og eventyrerne? Jovist, men samtidig berøver han den det eneste middel, hvormed den kunne hjælpe: pressefriheden. Kun en uindskrænket pressefriheds kontrol formår at holde disse banditter og eventyrere i tømme, de, som uundgåelig trænger sig frem under enhver uindskrænket og ukontrolleret regeringsmagt, ja, som ofte først fremelskes ved mangel på pressefrihed.
Dog den russiske presse er nu udelukkende i hænderne på de regeringsinstitutioner, i hvilke eventyrerne og banditterne har sæde. Og hvilke garantier har Lenin under sådanne forhold for, at eventyrerne og banditterne ikke også slipper ind i revolutionsdomstolene og de overordentlige kommissioner og med deres hjælp lader den »oprigtige og upartiske intelligens« skyde ned, den, der ellers kunne se dem på deres malpropre fingre?
Netop de overordentlige kommissioner til korruptionens bekæmpelse sidder inde med den mest absolutte magtfuldkommenhed og er fuldstændig fri for enhver kontrol, arbejder altså allermest under betingelser, som begunstiger korruptionen. Også revolutionstribunalet af 1793 sad allerede inde med en så uhørt almagt, at de anklagedes retsgarantier var ganske forsvindende. Men det forhandlede dog offentligt, og således var en kontrol af dets handlinger mulig. Sovjetrepublikens overordentlige kommissioner forhandler derimod hemmeligt uden nogen som helst retsgarantier for den anklagede.
Det er end ikke ubetinget nødvendigt at holde forhør over ham selv, endsige over hans vidner. En blot og bar angivelse, en simpel mistanke er nok til at gøre det af med ham. Dette mislige forhold antog et sådant omfang, at der udkom en forordning om dets afskaffelse. Det blev bestemt, at kommissionerne ikke mere måtte lade folk skyde uden undersøgelse og dom. Men vilkårligheden er i den grad forenet med diktaturets væsen, at den ikke kan ophæves. Den omtalte bestemmelse ophæver også straks sig selv, idet den tilsteder en undtagelse ved »åbenlyse modrevolutionære sammensværgelser«. På den måde er døren naturligvis igen åbnet på videste gab for enhver vilkårlig nedskydning. Men hvis bestemmelsen overholdes nøje, så beskytter den blot røverne og banditterne, ikke den »oprigtige og upartiske intelligens«, ved hvis optræden regeringsinstitutionerne skal renses. Thi hvad er en sådan udrensning andet end en »modrevolution» ?
De ringeste ytringer af utilfredshed trues med samme strenghed som bandituvæsenet. Og denne trussel krydses ikke af modvirkninger, thi den angår et område, på hvilket de ærlige kommunister og banditterne har samme interesse. Overfor en kritik af Sovjetregimentet virker de i enig samdrægtighed. Her er der ikke tale om formildende omstændigheder. Således kundgjorde for ganske nylig den Alrussiske overordentlige Kommission til bekæmpelse af modrevolution og embedsforseelser: »En række af uroligheder tyder i den senere tid på, at Krassnoffs laurbær heller ikke ville lade de socialrevolutionære og mensjevikerne på venstre fløj hvile. Hele deres virksomhed tager udelukkende sigte på en opløsning af vor hær, på ødelæggelse af vor industri af vort transport- og ernæringsvæsen. Den Alrussiske overordentlige Kommission erklærer herved, at den ikke vil gøre nogen forskel på den hvide garde fra den krassnoffske bandes rækker og den hvide garde fra venstrefløjs mensjevikparti og socialrevolutionære. Den overordentlige Kommissions straffende hånd vil med samme strenghed ramme den ene som den anden part. De af os arresterede venstre socialrevolutionære og mensjeviker vil blive betragtet som gidsler, hvis skæbne vil afhænge af deres partiers holdning«.
Altså fordi der i hæren mærkes tegn på opløsning, og fordi utilfredsheden vokser mellem industriarbejderne og jernbanefolkene, bliver de førende elementer blandt de ikke bolsjevistiske socialister arresteret for ved ringeste tegn på yderligere proletarisk opposition uden videre at blive skudt ned. At holde dét utilfredse proletariat nede – det er det ophøjede formål, som nu til dags i Rusland skal hellige det ryggesløse middel, som massemordet er. Det formår ikke at skabe det økonomiske vanheld om til held.
Det kan kun bevirke, at bolsjevismens fald ikke ville blive følt af de store masser i Rusland på samme måde som den anden Pariserkommunes fald blev følt af det samlede socialistiske proletariat, men som Robespierres fald den 9. Thermidor 1794 blev følt af hele Frankrig: som en befrielse fra et tungt åg og ikke som et med bitter smerte følt nederlag.
Der truer Lenins regering en 9. Thermidor. Men det kan også gå anderledes. Historien gentager ikke sig selv. En regering, der sætter sig et mål, som under de givne omstændigheder er uopnåeligt, kan lide skibbrud på to måder: Den bliver til sidst styrtet, når den står og falder med sit program, men den kan holde sig, når den ændrer sit program efter forholdene og til sidst helt opgiver det. For selve sagen bliver resultatet det samme på den ene måde som på den anden, nemlig den samme vanskæbne. For de deltagende personer betyder det derimod en vældig forskel, om de beholder statsmagten i hånden, eller om de som styrtede storheder magtesløse udleveres til deres fjenders raseri.
Robespierre faldt den 9. Thermidor. Ikke alle jakobinere delte imidlertid hans lod. Ved klogt at kunne føje sig efter forholdene, var der mange af dem, der endnu steg højt til vejrs. Napoleon havde selv hørt til terroristerne, havde været ven med brødrene Robespierre. Deres søster Maria udtaler senere: »Bonaparte var republikaner; jeg tør endda sige, at han hørte til »Bjerget’s parti ... hans beundring for min ældste broder, hans venskab med min yngste broder og måske også den deltagelse, som min ulykke indgød ham, skaffede mig under Konsulatet en pension på 3600 francs«.
Det er ikke blot enkelte mennesker, der kan forvandle sig og på denne måde helskindet, ja endda med magt og anseelse slippe ud af en uholdbar position – det samme gælder hele partier. Det er ikke udelukket, at det kommunistiske forsøgs skibbrud i Rusland ligeledes vil omforme bolsjevismen og føre den frelst igennem som regerende parti. Man er allerede slået ind på den vej. Som de rette realpolitikere har bolsjevikkerne i deres magtperiode bragt det vidt i den kunst at kunne lempe sig efter forholdene.
De forfægtede oprindeligt principielt en ved almindelig lige stemmeret valgt nationalforsamling, og de fejede den til side, så snart den stod i vejen for dem. De var principielt modstandere af dødsstraffen, og de har indført et blodregimente. De var efter demokratiets ophævelse i staten glødende forsvarere for demokratiet indenfor proletariatet. De trænger demokratiet stadig længere tilbage ved deres personlige diktatur. De ophævede akkordsystemet og indførte det igen. Ved deres regeringstiltrædelse betegnede de det som deres opgave at knuse den gamle stats bureaukratiske regeringsapparat. De har sat et nyt i dets sted. De kom til magten ved at opløse disciplinen i hæren og til sidst denne med. De har skabt en ny, stramt disciplineret massehær. De tilsigtede en udjævning af klasserne og har skabt nye klasseforskelle, dannet en klasse, der står under proletariatet, hævet dette op til at blive en privilegeret klasse og oven over det ladet opstå en ny klasse med store indtægter og privilegier. På landet ville de lamme de velhavende bønder ved, at de udelukkende forbeholdt de fattigste bønder politiske rettigheder. De har igen indrømmet de velhavende bønder en repræsentation. De begyndte med en skånselsløs ekspropriering af kapitalen og er for tiden rede til at udlevere jordens rigdomme i det halve Rusland til amerikanske kapitalister for at vinde disses hjælp og også på enhver anden måde villige til at komme den fremmede kapital i møde.
Den franske krigskorrespondent Ludovie Nadeau fortalte for kort tid siden i »Le Temps« om en samtale med Lenin, i hvilken denne blandt andet udviklede følgende om sine kapitalvenlige hensigter: »Vi ville gerne foreslå, at vi anerkender og betaler renterne for vore lån i udlandet, og i mangel af andet betalingsmiddel gør det ved levering af hvede, petroleum og alle slags råstoffer, som vi utvivlsomt vil have i overflod, så snart arbejdet i Rusland kan tages op i fuldt omfang. Det er også vor hensigt på grundlag af overenskomster, som ganske vist først skulle ordnes ad diplomatisk vej, at give undersåtter i Ententelandene koncessioner til udnyttelse af skove og bjergværker, naturligvis under den forudsætning, at den russiske Sovjetrepubliks væsentligste regeringsprincipper anerkendes. Vi véd, at engelske, japanske og amerikanske kapitalister er meget ivrige efter at få sådanne koncessioner ...«.
Interviewer er ikke dokumenter, som man kan sværge på. Men Sovjetrepublikens hensigter, som der her er tale om, bekræftes af en række andre tilforladelige korrespondenter fra Rusland. (Efter at dette var skrevet, har Sovjetregeringen d. 26 november 1920 udstedt sit dekret om koncessioner til fremmede kapitalister). De vidner om en skarp sans for livets realiteter, men betyder på den anden side en opgivelse af det kommunistiske program, hvis virkeliggørelse skydes temmelig langt ud i tiden, når man bortforpagter et stykke Rusland til fremmede kapitalister i 80 år.
Kommunismen som middel til det russiske proletariats øjeblikkelige frigørelse har derfor allerede nu lidt skibbrud, det drejer sig endnu blot om det spørgsmål, om Lenins regering vil tilsløre den bolsjevistiske metodes bankerot og blive siddende, eller om en modrevolutionær magt vil styrte denne regering og brutalt proklamere bankerotten. Vi ville foretrække, at bolsjevismen igen bevidst stillede sig på den marxistiske evolutions grundlag, som siger, at man ikke skal springe naturlige udviklingstrin over. Det ville være den mest smertefri og for det internationale proletariat den gavnligste udvej. Men desværre retter verdenshistoriens gang sig ikke efter vore ønsker.
Bolsjevismens arvesynd er, at den har fortrængt demokratiet ved sin diktatoriske regeringsform, der kun har sans for en enkelt persons eller for en lille, godt sammentømret organisations uindskrænkede voldsherredømme. Med diktaturet forholder det sig som med krigen, og det bør de i Tyskland huske på, som nu under indflydelse af den russiske mode leger med tanken om et diktatur uden dog at tænke den til ende. Krig og diktatur er det let at begynde på, når man råder over magten i staten, men man kan, når man først har begyndt, lige så lidt efter behag afbryde diktaturet, som man kan afbryde krigen. Man stilles overfor det valg at sejre eller at ende i en katastrofe.
Rusland trænger hårdt til den fremmede kapitals hjælp. Men denne hjælp får Sovjetrepubliken ikke, når den ikke indfører nationalforsamling og pressefrihed. Ikke fordi kapitalisterne er demokratiske idealister. De har uden at betænke sig lånt zarvældet mange milliarder. Men de nærer som forretningmænd ingen tillid til en revolutionær regering, de tvivler om dens fremtid, når den ikke tåler nogen kritik i pressen, og det ikke er åbenbart, at den har befolkningsflertallet bag ved sig. Men vil og kan Sovjetregeringen gå med til at indrømme pressefrihed og indkalde en nationalforsamling?
En række bolsjevikker påstår, at Sovjetregeringen ikke er bange for nogen af delene. Men hvorfor gør den det så ikke? Hvorfor forsmår den et middel som, hvis det faldt ud til dens fordel, måtte øge dens moralske styrke og tillige øge tilliden til den i en overordentlig grad. I den allerede omtalte fortale til Bucharins »Kommunisternes Program« siges: »Den betingelse, som Kautsky & Co. opstiller for en revolution, består i, at den ganske vist skal have ret til at diktere bourgeoisiet sin vilje, men den skal tillige være forpligtet til at give bourgeoisiet lejlighed til at fremføre sin klage gennem pressefrihed og konstituerende forsamling. Dette åndfulde krav fra en kværulant af fag, som det ikke kommer an på, om han får ret, men kun på det ene, at han kan få sin anklage frem, kunne abstrakt betragtet opfyldes uden skade for revolutionen. Men revolutionen består netop i, at den er borgerkrig, og klasser, der bekæmper hinanden med kanoner og maskingeværer, har ingen brug for homerisk kamp med ord. Revolutionen diskuterer ikke med sine fjender, den knuser dem. Kontrarevolutionen gør det samme, og begge to vil vide at finde sig i den bebrejdelse, at de ikke har overholdt den tyske rigsdags forretningsorden«.
Dette forsvar for de blodigste skændsler også for modrevolutionen virker så meget mere forfærdende, når man sammenligner det med, hvad forfatteren nogle sider tidligere siger om revolutionen: »Den socialistiske revolution er en lang proces, der begynder med den kapitalistiske klasses detronisering, men først ender med det kapitalistiske samfunds omskabelse til et arbejderfællesskab. Denne proces vil i alle lande i det mindste vare en menneskealder, og dette tidsrum er netop det proletariske diktaturs periode, i hvilken proletariatet med den ene hånd må trykke den kapitalistiske klasse længere og længere ned og således kun kan have een hånd fri til socialistisk nybygningsarbejde«.
Revolution betyder altså det samme som borgerkrig, en krig, i hvilken der ikke gives nogen pardon, i hvilken den ene part knuser den anden, men uden at kunne gøre det helt af med ham, da denne behagelige proces »i det mindste varer en menneskealder«. Denne ødelæggende borgerkrig, der føres med maskingeværer og gasbomber og må ødelægge et land langt grufuldere end i sin tid Trediveårskrigen gjorde det, som decimerer befolkningen, øger dens råhed til det vildeste barbari, helt og holdent tilstopper produktionens kilder: det skal være vejen til frembringelsen af den højere livsform, som socialismen betyder!
Denne »åndfulde« opfattelse af den sociale revolution kommer sikkert ikke fra en »kværulant af fag«, men nok fra en revolutionær af fag, for hvem revolution er det samme som oprør, og som mister sit livs indhold, når revolutionen fuldbyrdes under demokratiets og ikke under en borgerkrigs former. Men een ting er rigtig: der er kun de to muligheder, demokrati eller borgerkrig; den, der ophæver den første af dem, må være belavet på den sidste. Et diktatur slipper han i det højeste for, hvor man har at gøre med en fuldkommen håbløs og apatisk befolkning, det værste menneskemateriale til rejsning af et socialistisk samfund.
Da vi kun har valget mellem demokrati og borgerkrig, drager jeg deraf den slutning, at hvor socialismen på et demokratisk grundlag endnu ikke er mulig, hvor befolkningens flertal forholder sig afvisende overfor den, dér er dens tid overhovedet ikke kommet endnu, medens bolsjevismen mener, at socialismen overalt må påtvinges flertallet af et mindretal, og at det kun kan ske ved diktatur og borgerkrig. Kun det, at bolsjevismen føler sig som mindretal i befolkningen, kan forklare, at den så hårdnakket afviser demokratiet på trods af sin erklæring om, at det »ikke vil kunne skade revolutionen«. Hvis den mente at have flertallet med sig, behøvede den ikke at give afkald på demokratiet, selv om den betragtede kampen med kanoner og maskingeværer som den eneste revolutionære kamp. Denne kamp ville også blive lettere for bolsjevismen, ligesom den blev lettere for de revolutionære parisere i 1793, hvis den havde et revolutionært konvent med sig.
Men den ville netop ikke få et sådant med sig. Da bolsjevikkerne kom til styret, befandt de sig på højdepunktet af deres magt over masserne, over arbejderne, over soldaterne, over en stor del af bondestanden. Og dog vovede de selv dengang ikke at appellere til den almindelige valgret. I stedet for at opløse nationalforsamlingen og udskrive nye valg, drev de den fra hinanden. Siden er oppositionen mod bolsjevismen vokset fra dag til dag, hvad dens tilhængeres voksende nervøsitet overfor hele den ikke officielle presse, hvad udelukkelsen af de socialistiske kritikere fra Sovjets og overgangen til rædselsherredømmet viser.
I denne situation er det næppe muligt at afvikle diktaturet for efterhånden at vende tilbage til demokratiet. Hidtil har alle tilløb dertil hurtigt taget en ende. bolsjevikkerne er rede til alle mulige indrømmelser overfor bureaukratiet, militarismen og kapitalismen blot for at holde sig ved magten. Men en indrømmelse overfor demokratiet betragter de som selvmord, og dog vil det kun på den måde være muligt at få gjort en ende på borgerkrigen og igen at føre Rusland ind i økonomisk opgang og i virkelig udvikling til højere livsformer.
Uden demokrati går Rusland til grunde. Med demokrati går bolsjevismen til grunde. Enderesultatet kan forudses. Det behøver just ikke at blive nogen 9. Thermidor, men jeg er bange for, at det ikke vil blive langt derfra.
Bolsjevikkerne selv har ikke synderlig tillid til deres endelige sejr. Men de øjner endnu en redningsbøje. Når Rusland hører op med at være revolutionens udvalgte folk, så må verdensrevolutionen blive den messias, der frelser det russiske folk.
Men hvad er verdensrevolutionen? Man kan opfatte den på to måder. Man kan derved forstå en sådan vækst af den socialistiske tanke i verden, medens samtidigt proletariatet vinder i styrke og klassekampen skærpes, at socialismen bliver til en verdensbevægende magt, som i stadig tiltagende grad bliver bestemmende for alle andre staters liv.
Men man kan derved også forstå en revolutionering af verden i bolsjevistisk forstand: Proletariatets erobring af den politiske magt i alle storstater allerede i den nærmeste fremtid – ellers kan denne revolution ikke længere frelse den russiske Sovjetregering – en almindelig oprettelse af rådsrepubliker. Retsløshed for alle ikke kommunistiske elementer, et diktatur for det kommunistiske parti og dermed følgende borgerkrige i hele verden i en hel menneskealder.
En travl agitation er i gang med at hidføre dette resultat. At lave en verdensrevolution i bolsjevistisk forstand vil ikke lykkes den. Men den kunne, hvis det lykkedes den at udøve virkelig indflydelse i Vesteuropa, bringe verdensrevolutionen i anden forstand alvorligt i fare. Thi de, der forkynder verdensrevolution i russisk forstand, har den hovedopgave at slippe broderkrigen løs mellem proletarerne.
Fra første færd født som partispaltningens barn og kommen til magten i kampen mod de andre socialistiske partier i sit land, søger bolsjevismen i Rusland at hævde sig ved en borgerkrig, som den omformer til broderkrig. Og som sidste middel til at holde på sin magt benytter den endelig splittelsesforsøg overfor alle andre socialistiske partier, som endnu holder sammen – for så vidt de da ikke opviser et bolsjevistisk flertal. Det er meningen med »Tredje Internationale«. På den måde søger bolsjevismen at indføre verdensrevolutionen. – Og det er ikke et udslag af et lune, af ondskab, men af bolsjevismens eget væsen, der ikke kan forliges med de »højere livsformer«, der allerede er »oparbejdede« i Vesteuropa.
I Vesteuropa er demokratiet ikke som i Rusland fra i går. Det er blevet erobret gennem en række revolutioner som resultat af hundredårige kampe, er gået over i massernes kød og blod. Her er det ganske umuligt pludselig at gøre større samfundsklasser retsløse. I Frankrig er bonden en magt, som man ikke kan overse, og som skinsyg våger over privatejendomsretten. Også bourgeoisiet er i Frankrig og endnu mere i England en kampvant klasse. Proletariatet er sikkert i Rusland svagere end i Vesteuropa, men endnu langt svagere er bourgeoisiet i det russiske rige. Dér og overhovedet i alle lande med stærkt militærherredømme er bourgeoisiet opdraget i samme grad i fej frygt for statsmagten som i blind tillid til dens beskyttelse. Deraf kommer liberalismens ynkelighed i de lande. At statsmagten brød sammen, den militære beskyttelse svigtede og statsmagten gik over i proletariatets hænder, forskrækkede i den grad bourgeoisiet, der aldrig har været vant til selv at føre en energisk kamp, at det faldt fuldkommen sammen og uden videre overlod modstanderen pladsen.
I Vesteuropa har de lavere klasser igennem århundredlange klassekampe opdraget ikke blot sig selv, men også de højere klasser. Disse har fået respekt for proletariatet, men er også blevet mestre i den kunst i tide at møde dets fremstød med indrømmelser og således undgå katastrofer. I de angel-saksiske lande har bourgeoisiet fra gamle dage af måttet klare sig uden stående hær, det har lært både overfor statsmagten og overfor proletariatet blot at stole på sine egne kræfter og lader sig ikke let jage i et musehul blot ved truende farer.
Det er disse lande, der har sejret i krigen. Krigen har ikke undergravet og opløst deres hære, således som centralmagternes og Ruslands er blevet det. I Østeuropa blev soldaterne, fra hvilken befolkningsklasse de end stammede, til et omvæltningselement, da hæren først var kommet i opløsning. Denne vældige kraft, der kan fremskynde revolutionen, men som også kan bevirke, at svage revolutionære faktorer i utide kommer til magten og stilles overfor problemer, som de endnu ikke er voksne – denne kraft mangler i sejrherrernes lande. Dér vil socialismen først opnå at få statsmagten, når den er stærk nok til indenfor demokratiets ramme at få overhånd over de andre partier, dér har den ikke den ringeste årsag til at afsværge demokratiet, dér vil netop proletariatets højeste lag ikke gå med til at erstatte demokratiet med et diktatur, der i virkeligheden altid udmunder i et personligt diktatur.
Ganske vist er der for tiden i Frankrig stærke bolsjevistiske sympatier blandt socialisterne. Men de udspringer kun fra en såre berettiget opposition mod den kapitalistiske regerings forsøg på med magt at slå den socialistiske regering i et andet land ned. Der er også mange, som tror, at de bolsjevistiske metoder passer for Rusland. Men de tænker ikke på at indføre de samme metoder i Frankrig. Og dog er de af Blanqui forfægtede revoltetraditioner med at gøre kup og Proudhons antiparlamentarisme endnu ikke ganske uddøde; disse to hinanden fjendtlige elementer har i en sælsom blanding fået nyt liv i syndikalismen. Måske kan de afgive jordbund for bolsjevismen.
Men det er udelukket, at den skulle bemægtige sig hele Frankrigs eller endda Englands og Amerikas arbejderklasse. Hvis den vandt udbredelse dér, ville den blot splitte arbejderne, og det på en tid, hvor de skal udkæmpe store og afgørende kampe, i hvilke de kun kan hævde sig, når de står absolut samlet. Den bolsjevistiske agitation for verdensrevolutionen formår altså, som sagt, ikke at fremme den verdensrevolution, der faktisk vil komme. Den kan blot bringe den i fare.
Kommunismen har ved sine splittelsestendenser allerede bragt revolutionen i Tyskland i fare. Det tyske socialdemokrati var før krigen det stærkeste socialistiske parti i verden. Fast sammentømret på en ensartet samfundsanskuelses grund stod det i begreb med at omfatte befolkningens flertal, så snart det kunne lykkes at vinde de katolske arbejdere, der fulgte centrums banner. Når det fik flertal, så ville kampen for demokratiet, navnlig valgretskampen i Preussen, være blevet til en kamp om den politiske magt. Når den var erobret, ville socialdemokratiet straks have kunnet opnå de mest glimrende resultater, så stor var den rigdom, som den tyske kapitalisme havde udviklet og samlet, og som ville have gjort det muligt hurtigt og i betydeligt omfang at forbedre massernes levekår.
Verdenskrigen har ryddet grundigt op i denne rigdom. Ved freden befinder Tyskland sig i en fortvivlet situation, hvorved det bliver umuligt straks at skabe velstand for masserne, ligegyldigt hvilken produktionsmåde der hersker. Men verdenskrigen har ved hærens sammenbrud og opløsning også bevirket, at socialdemokratiet er kommet til roret, ikke fordi det selv er blevet stærkere, men fordi dets modstandere spillede bankerot på et tidspunkt, hvor det selv var føleligt svækket ved den splittelse, krigen havde ført med sig.
Når socialdemokratiet ville hævde sig som herskende parti, så var en øjeblikkelig samling en påtrængende nødvendighed. Man kunne have ventet, at dette øjeblikkets krav så meget snarere var blevet fyldestgjort, som den grund, der havde hidført splittelsen, nemlig den forskellige stilling til krigen, var faldet bort med den.
Men desværre var der siden Sovjetrepublikens opkomst ved den bolsjevistiske agitation blevet drevet en ny splittende kile ind i de tyske socialisters rækker. Man krævede, at de uafhængige skulle opgive demokratiets grundprincip og gennemføre arbejderrådenes diktatur som statsform. For at dække over, at man derved prisgav et med dette partis væsen uadskilleligt krav, hørte bolsjevikkerne op med at kalde sig socialdemokrater. De kaldte sig kommunister, som de sagde, for således at nå til den rette, i det Kommunistiske Manifest nedlagte marxisme. De glemte, at Marx og Engels, der forfattede det Kommunistiske Manifest ved udgangen af 1847, få måneder derefter udgav »Neue Rheinische Zeitung« som »organ for demokratiet«. Så lidet var demokrati og socialisme for de to en modsætning.
Modsætningen mellem diktatur og demokrati har ved siden af de to socialistiske partier, som bestod i Tyskland, da revolutionen brød ud, skabt endnu et tredje, nemlig det kommunistiske, og modsætningen har endvidere båret tvedragt og usikkerhed ind i de to andre partiers politik, udløst stærke bolsjevistiske tendenser hos de uafhængige og hos en del af højresocialisterne fremkaldt en reaktion mod disse tendenser, som på sin side har skudt over målet og har fremkaldt en tilslutning til de borgerlige partier, med hvilke højresocialismen på en vis måde allerede havde gjort fælles sag ved borgfredens krigspolitik. Revolutionen af 9. november havde afbrudt denne koalition med borgerskabet og erstattet den med samarbejde med de uafhængige. Dog det var desværre blot forbigående.
Lige så lidt som i Vesteuropa kan parolen: Diktatur! i Tyskland fremkalde et virkeligt, varigt, hele riget omfattende diktatur med skabende kraft. Dertil er befolkningen for vidt fremskreden. Alle forsøg fra enkelte arbejderkredse på at skabe et diktatur kan kun være forbigående og virke lokalt, og de vil alle føre til samme resultat: en yderligere politisk og økonomisk opløsning af riget og tilskyndelse til et modrevolutionært militærdiktatur. Men heller ikke et sådant kan få nogen varig og altomfattende magt. Imod arbejderbefolkningen kan der i længden ikke mere regeres i Tyskland. Noske-gardens udskejelser i Berlin, den grufulde rasen i München bærer ikke vidnesbyrd om regeringens diktatoriske magt, men om dens afmagt overfor de ånder, den har manet frem, og som på deres side nok har magt til ustraffede at foretage grufulde hævngerninger, men ikke magt til selv at styre staten.
Bestræbelserne for diktatur fra venstre og højre side kan ikke føre til noget diktatur, men kun til anarki og fuldkommen ruin, der, når hele produktionen standser og alle levnedsmidler er spist op, stiller os det rene menneskeæden i udsigt, som den højere livsform, der »oparbejdes« på denne måde. Og før det endnu er kommet så vidt, kan alle forsøg på at indføre diktatur som deres eneste virkning kun medføre en tiltagende råhed og brutalitet i de politiske og økonomiske kampe og en forøgelse af deres ofre, ligesom de vil umuliggøre alt virkelig skabende arbejde. Det gælder om Noskes blodregimente lige så vel som om rådsdiktaturet.
Der agiteres til tider for et diktatur, der kun skal være af kort varighed og virke uden voldshandlinger. Det er den værste af alle illusioner. I et land, hvor alle samfundsklasser allerede er vakte til virksomt politisk liv, kan intet parti, der vil udøve diktatur, klare sig uden vold. Hvor fredelige end dets hensigter måtte være, og hvor meget det end gennem diktaturet blot ønsker at få kraft til virkeligt arbejde, så vil der snart, når det har tiltrådt regeringen, ikke være andet tilbage af dets diktatoriske holdning end voldshandlinger.
Den eneste vej til at undgå voldshandlinger og vinde frem til et roligt, virkeligt arbejde er den, som anvises af demokratiet, som der til tider teoretisk er blevet øvet vold mod af socialisternes venstre fløj. Nationalforsamling alene betyder endnu ikke demokrati. Men ganske vist er intet demokrati muligt uden en af den almindelige og lige valgret udgået folkerepræsentation. Den eneste institution, der endnu så nogenlunde kan holde sammen på riget, det er ikke arbejderrådene, ikke en diktatorisk regering, men kun en nationalforsamling, hvortil alle rigets dele har sendt repræsentanter.
Ganske vist frembyder den nuværende nationalforsamling et højst uopbyggeligt skue. Men hvem er det, som har valgt dens flertal? Det er den »arbejdende« befolkning, den samme, der skal vælge arbejderrådene, når disse skal sættes i system. Det uafhængige socialdemokratis stemmer ved nationalforsamlingsvalget danner ikke en tiendedel af forsamlingen. De arbejdende klasser udgør ni tiendedele af nationen.
Arbejderrådene frembyder kun et fra nationalforsamlingen væsensforskelligt billede, sålænge de blot omfatter storindustriens lønarbejdere. Som sådanne kan de blive et fremaddrivende element i politikken og er uundværlige for socialiseringen. Men som sådanne alene formår de ikke at erstatte nationalforsamlingen. Jo mere man udstrækker rådssysternet ud over de storindustrielle arbejderes rækker, jo mere det kommer til at omfatte hele det arbejdende folk, des mere må centralrådet i sit væsen nærme sig til en nationalforsamling, uden at dets flertal dog får samme autoritet, som et flertal i nationalforsamlingen sidder inde med, derved, at det åbenlyst for hele verdens øjne fremtræder som nationens flertal.
Intet kan være mere fejlagtigt end den påstand, som vi også ser gå igen i de resolutioner, det »Tredje« Internationales sidste kongres i Moskva har vedtaget, at parlamentarisme og demokrati efter deres væsen skulle være »borgerlige« institutioner. Det er former, der kan have det mest forskellige indhold, alt efter folkets art og lagdeling. Når det er de borgerlige partier, der har overhånd i parlamentet, da bliver »parlamentarismen« borgerlig. Duer disse partier ikke noget, så duer deres parlamentarisme heller ikke noget mere. Men alt det må dog gennemgå en grundig forandring, så snart der kommer et socialistisk flertal ind i parlamentet.
Nu siger man, at et socialistisk flertal ikke er muligt, selv ikke med den fuldtud hemmelige og den friest mulige valgret, fordi kapitalisterne behersker pressen og køber arbejderne. Men hvis de skulle være i stand til på den måde at købe arbejderne, også efter en revolution som den nuværende, måtte de dog ligeså godt kunne påvirke vælgerne til arbejderrådene.
At påstå, at socialisterne umuligt kan få flertal i et parlament, selv ikke med den mest fri og hemmelige valgret, og når lønarbejderne danner den overvejende del af befolkningen, blot fordi kapitalisternes pengemagt øver indflydelse på arbejderne, er det samme som at erklære dem for en ussel og fej bande af analfabeter og at forkynde bankerot for arbejderklassens kamp. Hvis arbejderklassen virkelig var så ynkelig, var der ingen institution, hvor fint udtænkt den end kunne være, der kunne hjælpe til at sikre den sejren på trods af dens moralske og intellektuelle afmagt.
Når den tyske nationalforsamling fik et borgerligt præg, så er det ikke mindst den bolsjevistiske agitations skyld, der har indgydt store arbejderkredse mistillid til nationalforsamlingen, har sløvet deres interesse for valgkampen, og som på den anden side har stødt sådanne arbejderkredse, navnlig de katolske, fra sig, der var i begreb med at befri sig for det borgerlige ledebånd, og således påny har overgivet dem til den borgerlige ledelse.
Det er sikkert nok, at Tyskland ikke kan komme sig under den nuværende nationalforsamling. Dog, helbredelsen fremmes ikke, men hæmmes blot, når man laver kampen mod den bestående nationalforsamling om til en kamp mod demokratiet, den almindelige valgret og nationalforsamlingsinstitutionen som sådan. Man hindrer derved, at kampen samler sig om det punkt, der ene kan bringe helbredelse: valget af en nationalforsamling i hvilken arbejderklassens repræsentanter udgør et flertal, som er sindet straks at tage fat på socialiseringen i det omfang, hvori den er mulig, og hensynsløst at gennemføre Tysklands demokratisering, der først er ved sin begyndelse, navnlig i forvaltningen.
Dette og ikke diktaturet burde være programmet for enhver ren socialistisk regering, der kommer til roret. Det kunne den også få de katolske arbejdere, ja selv vide borgerlige kredse med til. De ville i et sådant program se et middel til at føre republikken frelst ud af en borgerkrig mellem de hinanden bekæmpende diktatoriske tendenser.
Når kommunisterne påstår, at demokrati er en metode, der passer for et borgerligt regimente, må man dertil svare, at det andet valg: diktaturet, ikke fører til andet end til den metode, der passer for den barbariske næveret fra før borgerskabets tid. Demokrati med almindelig, lige valgret er ikke noget, der kendetegner bourgeoisiregimentet. Det var ikke lige valgret, men valgret efter census, som bourgeoisiet indførte i sin revolutionære periode, i Frankrig, i England, i Belgien etc. Først gennem lange og svære kampe har arbejderklassen erobret den almindelige og lige valgret, noget som er åbenlyst for alle, men som kommunisterne og alle deres venner ganske synes at have glemt. Demokratiet med den almindelige, lige valgret er den metode, der kan forvandle klassekampen fra at være kamp på næverne til en højere kamp, en kamp mellem hjerner, i hvilken kun den klasse kan sejre, der intellektuelt og moralsk er sin modstander voksen. Demokratiet er den eneste metode, der kan få de højere livsformer frem, som socialismen betyder for kulturmennesket. Diktaturet kan kun føre til den socialisme, som man har betegnet som den asiatiske. Ganske vist med urette, thi Asien har fostret en Konfutse og en Buddha. Man kunne snarere kalde den for den tartariske socialisme.
Bortset fra verdenskrigens grufulde eftervirkninger, der naturligvis har hovedskylden, må det for en del tilskrives kommunisternes splittende og opløsende virksomhed og deres splittelse af arbejderklassens kræfter i ufrugtbare eksperimenter, at Tysklands arbejderklasse hidtil har fået så lidt ud af sin sejr og ikke har forstået i tilstrækkeligt omfang at forme demokratiet til et redskab til sin egen frigørelse.
Langt bedre udsigter byder demokratiet socialismen i Vesteuropa og Amerika. Disse lande, navnlig de angel-saksiske, er gået mindre økonomisk svækkede ud af verdenskrigen. Ethvert fremskridt, enhver forøgelse af arbejderklassens magt må her øjeblikkelig føre en forbedring af dens livsvilkår med sig og få »højere livsformer« frem.
Men samtidig må arbejderklassens kamp mod bourgeoisiet dér antage skarpere former, end den havde før krigen. Den patriotiske overspændthedsperiode, som først krigen og dernæst sejren har skabt, går hurtig sin afslutning i møde. Der er allerede indtrådt et omslag, der vil vokse uimodståeligt i hurtighed, når først freden er en kendsgerning, freden som, hvilke ofre den end vil pålægge de besejrede, ikke kan gøre de sejrrige folkeslags ofre kendeligt mindre følelige, og som overalt igen vil lede hovedinteressen bort fra udenrigspolitikken.
Arbejderklassens opposition vil her antage så meget mere energiske former, som dens bevidsthed om sin styrke overalt er steget vældigt. Den tyske og i endnu højere grad den russiske revolution har i så henseende virket i høj grad ansporende.
Hvordan man end vil stille sig til de bolsjevistiske metoder, så forøger den kendsgerning, at en proletar-regering ikke blot har kunnet komme til roret i en storstat, men hidtil endda har kunnet holde sig hele to år under de største vanskeligheder, i umådelig grad følelsen af egen styrke hos arbejderne i alle lande. For den virkelige verdensrevolution har bolsjevikkerne derved ydet noget virkelig stort, langt mere end ved deres udsendinge, der har gjort arbejderklassens sag mere skade, end de har bragt revolutionen gavn.
Proletariatet kommer i bevægelse hele verden over, og dets internationale fremstød vil blive stærkt nok til, at ethvert økonomisk fremskridt for fremtiden ikke mere fuldbyrdes i kapitalistisk, men i socialistisk ånd.
Således vil verdenskrigen sikkert betyde en historisk epoke, nemlig afslutningen på den kapitalistiske og begyndelsen til den socialistiske udvikling. Vi vil ikke i eet spring kunne komme fra den kapitalistiske verden over i den socialistiske. Socialismen er ikke en mekanisme, som man konstruerer efter en i forvejen bestemt plan, og som så, når den først er i gang, altid går på samme måde, men den er en social samvirkeproces, der har sine bestemte love som enhver samfundsmæssig virksomhed, men som indenfor disse love kan antage de mangfoldigste former og er i stand til en udvikling, hvis forløb man endnu ikke kan overskue.
Heller ikke nu til dags kan vi »ved folkeafstemning indføre fiks og færdige utopier«. Hvad der nu går for sig, er en »udløsning af de elementer«, der skal påbegynde den socialistiske udvikling. Vil man betegne det som verdensrevolution, fordi det går for sig i hele verden, ja, så står vi overfor verdensrevolutionen. Men den vil ikke blive gennemført ad diktaturets vej, ikke med kanoner og maskingeværer, ikke ved at knuse politiske og sociale modstandere, men ved demokrati og menneskelighed. Kun således kan vi nå til den højere livsform, som det er arbejderklassens historiske opgave at skabe.
Sidst opdateret 17.9.2012