Skrevet på baggrund af det andet af to foredrag holdt i Holland i april 1902. De to foredrag blev senere samme år udgivet på tysk med fællestitlen Die Soziale Revolution. Første del hed Sozialreform und soziale Revolution, anden del, som her er oversat, hed Am Tag nach der sozialen Revolution
Fra Socialistisk Bibliotek, 1. årgang, nr. 3, 1910.
Genudgivet af Forlaget Fremad som bind 5 i serien Socialistisk Bibliotek i 1946 med indledning af Ib Kolbjørn.
Den oprindelige tyske tekst findes i PDF-format (dog 3. reviderede oplag). Marxists Internet Archive’s Kautsky-arkiv har en engelsk oversættelse.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 26. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
(Der er dog her tilføjet en del afsnits-ombrydninger med hjælp fra den tyske udgave.)
1. Opgavens Begrænsning
2. Ekspropriatorernes Ekspropriation
3. Beslaglæggelse med eller uden Erstatning
4. Hvorledes Arbejderne kan drages til Arbejdet
5. Produktionens Forøgelse
6. Produktionsprocessens Vedligeholdelse
7. Resterne af den private Ejendom til Produktionsmidlerne
8. Den åndelige Produktion
9. De psykologiske Forudsætninger for Proletariatets Herredømme
Efter den Titel, der er givet dette lille Skrift, kunne man tænke, at vi Socialdemokrater i Virkeligheden ikke er andet end formummede Utopister, som tror, at de på en enkelt Dag så at sige ved en Overrumpling kan tilrive sig Herredømmet i Samfundet. Er det ikke et Tilbagefald til Utopismens Tænkemåde, når vi nu giver os til at tænke over, hvad der skal gøres på et historisk Tidspunkt, om hvilket vi aldeles ikke véd, når og under hvilke Betingelser det indtræffer?
Det er sikkert nok, at hvis Titelen på det foreliggende Skrift betød, at det var dette, vi ville, da havde man al Grund til at gå til det med den største Mistro. Jeg skynder mig derfor med at sige, at jeg anser den sociale Revolution for en historisk Proces, som vil tage Tid, kortere eller længere Tid, og som under hårde Kampe kan strække sig over Årtier. Jeg er dernæst på det rene med, at det ikke er vor Opgave at lave Kogebøger for Fremtidens Køkken.
Men jeg anser det for en god Øvelse i Tænkning og for et Middel til at fremme politisk Klarhed og Fasthed, når vi forsøger at drage Konsekvenserne af vore Bestræbelser og at gennemtænke de Opgaver, som vil vokse frem for os, når vi har erobret den politiske Magt. Dette er også værdifuldt for Agitationen. Thi vore Modstandere påstår, at vor Sejr ville stille os overfor uløselige Opgaver, og at Sejrens Dag allerede ville bære Spirer til Nederlaget i sig. Det er da vigtigt at undersøge, om og i hvilken Grad dette skulle være Tilfældet.
Men hvis man ved en sådan Undersøgelse vil nå til et bestemt Resultat og ikke fortabe sig i endeløse Udviklinger, da må man undersøge de Opgaver, der vil rejse sig, i deres simpleste Skikkelse, i en sådan Skikkelse, som de i det virkelige Liv aldrig viser sig i, og man må se bort fra alle forstyrrende Omstændigheder. Således må Videnskaben altid bære sig ad; men derfor glemmer den ikke, at Forholdene i Virkeligheden ikke former sig så simpelt og heller ikke går så glat fra Hånden, som det sker i Tankens Verden. Den sociale Revolution bliver som sagt en langvarig Proces, men vil vi overskue den i dens simpleste Skikkelse, da må vi forestille os, at Proletariatet en skønne Dag tager den samlede politiske Magt i sin Hånd, uden nogensomhelst Indskrænkning og med et eneste Slag, og at det ved Udøvelsen af Magten ene og alene lader sig lede af sine Klasseinteresser og anvender den på den allerhensigtsmæssigste Måde. Det første vil sikkert ikke ske, og det sidste behøver heller ikke fuldt ud at blive Tilfældet. Dertil er Proletariatet ikke i tilstrækkelig Grad en ensartet Masse. Proletariatet sondrer sig i forskellige Dele, forskellige i deres Udvikling, forskellige i deres Traditioner, forskellige efter det åndelige og økonomiske Stade, de står på. Men det er desuden også meget sandsynligt, at andre Dele af Befolkningen vil komme til Magten sammen med det egentlige Proletariat, Småborgere og Småbønder, som samfundsmæssig står Proletariatet nær, men hvis Tænkemåde og Syn dog ikke fuldstændig falder sammen med Proletariatets. Deraf kan der opstå Gnidninger og Fejlgreb af mangfoldige Arter; vi vil ikke altid kunne, hvad vi vil, og vi vil ikke altid ville, hvad vi skal. Men fra disse forstyrrende Omstændigheder må vi her se bort.
Desuden må vi også ved denne Undersøgelse gå ud fra bekendte Forudsætninger. Vi kan ikke til Grundlag tage Tilstandene, som de muligvis engang vil blive i Fremtiden – gjorde vi det, kom vi ud i det fantastiske og mistede Grund under vore Fødder. Men dog er det jo givet, at vi ikke kommer til Magten, mens Forholdene ser ud, som de nu gør. Selve Revolutionen forudsætter lange og dybtgående Kampe, som vil ændre den nuværende politiske og sociale Bygning. Derfor vil Proletariatet, når det har erobret den politiske Magt, stå overfor Opgaver, om hvilke vi endnu intet véd; og omvendt vil mange af de Opgaver, som vi nuomstunder beskæftiger os med, til den Tid være løst. Der vil også til Løsningen af de forskellige Opgaver dukke Midler frem, om hvilke vi endnu ingen Anelse har.
På samme Måde som Fysikeren undersøger Lovene for Faldet i det lufttomme Rum og ikke i Luften, således undersøger vi her det sejrrige Proletariats Stilling under Forudsætninger, som aldrig vil indtræde i deres rene Skikkelse. Vi kan derved nå til Resultater, der kan adskille sig ligeså meget fra Fremtidens Virkelighed, som Faldlovene adskiller sig fra de enkelte Legemers virkelige Fald. Men trods disse Afvigelser består jo Faldlovene alligevel og behersker hvert enkelt Legemes Fald, og dette Fald kan man først forstå, når man har forstået disse Love.
Akkurat således er det med de Udsigter og de Forhindringer, som vi under vor Undersøgelse vil få at se, at det sejrrige Proletariat kommer til at stå overfor – naturligvis under den Forudsætning, at vi bærer os metodisk rigtig ad-; disse Udsigter og Forhindringer vil også bestå i det virkelige Liv, og de vil komme til at spille en afgørende Rolle både i de Kampe, der går forud for den sociale Revolution, og under selve Revolutionen, selv om også Virkeligheden former sig noget anderledes, end vi her antager. Kun ad denne Vej kan man overhovedet nå til en videnskabelig begrundet Bedømmelse af Udsigterne for den sociale Revolution.
Det er kun om de Problemer i den sociale Revolution, som kan erkendes på den her angivne Måde, at man overhovedet kan diskutere. Om alle andre kan man hverken i den ene eller den anden Retning fælde nogen Dom.
Lad os altså antage, at den skønne Dag er brudt frem, der på engang kaster Magten i Proletariatets Skød. Hvad vil Proletariatet da begynde med? Ikke ville begynde med på Grund af denne eller hin Teori eller Stemning, men hvad må det begynde med, idet det drives frem af sine Klasseinteresser og den økonomiske Nødvendigheds Tvang?
Naturligvis må man først indhente, hvad Bourgeoisiet har forsømt. Man må feje alle middelalderlige Rester ud og føre det demokratiske Program, som også engang har været Bourgeoisiets, ud i Virkeligheden. Som den underste af alle Klasser er Proletariatet også den mest demokratiske. Det vil indføre den almindelige Valgret til alle Institutioner og give fuldstændig Presse- og Foreningsfrihed. Det vil gøre Staten uafhængig af Kirken og vil ophæve alle arvelige Forrettigheder. Det vil give de enkelte Kommuner fuldstændigt Selvstyre og afskaffelse af Militarismen Dette sidste kan ske på to Måder: ved at indføre en Folkevæbning eller ved Afrustning. Folkevæbningen er en politisk Fordring, Afrustningen er finansiel. Folkevæbningen kan under visse Omstændigheder koste ligeså meget som en stående Hær, men den er nødvendig for at befæste Demokratiet, for at fratage Regeringen dens vigtigste Magtmiddel mod Folket. Afrustningen derimod går fremfor alt ud på at nedsætte Militærudgifterne; den kunne gennemføres på en Måde, som yderligere styrkede Regeringernes Magt, når der i Stedet for en Hær, udgået af den almindelige Værnepligt, blev sat en Hær af karakterløse Pjalteproletarer, der for Penge lod sig bruge til alt. Et proletarisk Styre vil nødvendigvis stræbe efter at forene begge Forholdsregler, både at bevæbne Folket og samtidig at gøre en Ende på de fortsatte Rustninger med deres Anskaffelser af nye Geværer, Kanoner, Panserskibe og med deres Fæstningsbyggeri.
Naturligvis må det sejrrige Proletariat også gennemføre en grundig Skattereform. Det vil tragte efter at afskaffe alle Skatter, som nuomstunder tynger det arbejdende Folk, altså især de indirekte Skatter, de Skatter der fordyrer Livsfornødenhederne, og lægge Byrden over på de store Indkomster og Formuer, igennem en stigende Indtægts- og Formueskat. Til dette Punkt kommer vi senere tilbage.
Et særlig vigtigt Felt for vor Virksomhed vil Skolevæsenet være. Folkeskolevæsenet har bestandig beskæftiget de proletariske Partier, og allerede hos de kommunistiske Sekter i Middelalderen spillede det en vigtig Rolle. Det har altid måttet være et af de højeste Ønsker hos den tænkende Del af Proletariatet at fravriste de besiddende Klasser deres Monopol på den boglige Dannelse. Naturligvis vil det nye Styre udvide og forbedre Skolerne og betale Lærerne bedre. Men man vil gå endnu videre. Vel kan det sejrrige Proletariat, hvor radikalt det end er sindet, ikke på engang ophæve Klasseforskellen, thi den er opstået gennem mange Tusinde Års Udvikling, og den og dens Følger lader sig ikke bortviske, som en Kridtstreg kan viskes bort fra Tavlen med en Svamp. Men Skolen kan gøre et stort Arbejde i denne Retning og bidrage væsentlig til Ophævelsen af Klasseforskellen, derved at alle Børn, lige godt ernærede og lige godt klædte, undervises på samme Vis og får den samme Mulighed for alsidig Udvikling af deres åndelige og legemlige Evner.
Man bør ikke overvurdere Skolens Indflydelse. Livet er mægtigere end Skolen, og hvor denne vil sætte sig i Modsætning til Virkeligheden, dér vil den stadig bukke under. Når vi f.eks. allerede nuomstunder ville forsøge at ophæve Klasseforskellen gennem Skolen, da ville vi ikke komme ret langt dermed. Men hvor Skolen virker i samme Retning som den virkelig samfundsmæssige Udvikling, kan den fremme og påskynde denne ganske overordentlig. Hvor derfor de sociale Forhold skrider frem i Retning af at ophæve Klasseforskellen, dér kan Skolen gå i Spidsen, og den kan da for det opvoksende Slægtled på et begrænset Område virkeliggøre det, der samtidig vokser frem ude i hele Samfundet.
Alt dette er Mål, som allerede den borgerlige Radikalisme har opstillet, men som den ikke kan nå, fordi der dertil hører en Kraft og en Hensynsløshed mod Kapitalen, som ingen borgerlig Klasse kan opdrive. Den Skole, som her er udviklet, ville således efter mine Beregninger for det tyske Riges Vedkommende koste næsten det dobbelte af de nuværende Militærudgifter! Sådanne Summer alene til Skolevæsenet kan kun tilvejebringes i et Samfund, hvor Proletariatet hersker og ikke er bange for at tage hårdt på de store Indtægter.
Men Revolutionen vil naturligvis ikke kunne blive stående ved disse Ændringer. Den er jo netop ikke blot en borgerlig demokratisk Revolution, men en proletarisk. Som for sagt vil vi nu ikke undersøge, hvad Proletariatet vil ønske at gøre ud fra denne eller hin Teori, thi vi véd jo ikke, hvilke Teorier der endnu kan dukke op, og under hvilke Omstændigheder og under hvilke Indflydelser Revolutionen vil fuldbyrdes. Vi vil kun undersøge, hvad det sejrrige Proletariat under de økonomiske Forholds Tryk vil blive nødt til at gøre, når det vil vælge det hensigtsmæssigste.
Der er da først og fremmest en Opgave, som absolut må beskæftige ethvert proletarisk Styre. Det vil i alle Tilfælde være nødt til at løse det Spørgsmål, hvorledes man kan afhjælpe de Arbejdsløses Nød. Arbejdsløsheden er den værste Forbandelse for Arbejderen. Den betyder for ham Elendighed, Ydmygelse, Forbrydelse. Arbejderen har kun ét at leve af, han sælger sin Arbejdskraft, og finder han ingen Køber, er han prisgivet Sult. Selv når han er i Arbejde, piner Arbejdsløsheden ham, thi han véd sig ingen Dag sikker mod Arbejdsløshed og Elendighed. På denne Tilstand vil et proletarisk Styre i hvert Fald gøre Ende, selv om Proletariatet iøvrigt ikke var socialistisk i sin Tankegang, men kun liberalt, som f.eks. i England. Hvorledes Arbejdsløshedsspørgsmålet vil blive løst, skal vi ikke her undersøge. Allerede i det borgerlige Samfund har man jo stillet Forslag og gjort Forsøg på at mildne Arbejdsløsheden; men det kan aldrig blive en virkelig Løsning, thi Bourgeoisiet kan ikke save den Gren over, som det selv sidder på. Kun det sejrrige Proletariat kan og vil træffe Forholdsregler, som er istand til at gøre Ende på al den Nød, der rinder af Arbejdsløshed, hvad enten den skyldes Sygdom eller andre Årsager. En virkelig tilstrækkelig Understøttelse til alle Arbejdsløse må nemlig fuldstændig forskyde Forholdet mellem Proletariatet og Kapitalen; den gør Proletariatet til Herre i Fabrikkerne. Når Arbejderne nuomstunder sælger sig til Arbejdskøberen, når de lader sig udbytte og knægte af ham, så er det netop Arbejdsløshedens Spøgelse, Sultepisken, som tvinger dem dertil. Har Arbejderen derimod Sikkerhed for sin Eksistens, også når han ikke er i Arbejde, da er intet lettere for ham end at gøre Kapitalen mat. Han behøver ikke længere Kapitalisten, medens denne ikke kan fortsætte sin Bedrift uden Arbejderen. Er det først kommet så vidt, da vil Kapitalisten ved hver Konflikt med sine Arbejdere trække det korteste Strå og være tvunget til at give efter. Kapitalisterne kan da godt blive ved med at være Ledere af Fabrikkerne, men de vil ophøre med at være Herrer og Udbyttere. Men når først Kapitalisterne indser, at de kun har Risikoen og Byrderne ved den kapitalistiske Bedrift, da vil de være de første til at give Afkald på at føre den kapitalistiske Produktion videre, og de vil trænge på, for at man skal afkøbe dem deres Bedrifter, som de jo dog ikke mere kan drive med Fordel. Vi har allerede set Eksempler på sligt. Da Bevægelsen mellem de irske Forpagtere i sin Tid nåede sit Højdepunkt, og Godsejerne ikke kunne få deres Afgifter inddrevne, da var det netop dem, der fordrede, at Staten skulle købe al Jord. Det samme vil vi under et proletarisk Styre kunne vente os af de kapitalistiske Driftsherrer. Selv om Proletariatet ikke lod sig lede af socialistiske Teorier, og selv om det slet ikke på Forhånd tragtede efter at bringe Produktionsmidlerne over i Samfundets Eje, så ville Kapitalisterne selv stille Forlangendet om, at man skulle afkøbe dem deres Produktionsmidler. Proletariatets politiske Herredømme og Fortsættelsen af den kapitalistiske Produktion er uforenelige med hinanden. Den, der indrømmer, at der er Mulighed for, at Proletariatet kan komme til Magten, må også indrømme Muligheden for, at den kapitalistiske Produktionsmåde kan forsvinde.
Til hvem kan det nu tænkes, at Kapitalisterne kan sælge deres Bedrifter? En Del af Fabrikkerne, af Bjergværkerne osv. kunne sælges til Arbejderne og af dem føres videre som Andelsforetagender. Andre kunne sælges til Forbrugsforeninger, atter andre til Kommuner eller til Staten. Men det er klart, at Kapitalen helst vil vende sig til de bedste og sikreste Købere, og det er Staten og Kommunerne; og allerede af den Grund ville Flertallet af Bedrifterne gå over i deres Eje. At Socialdemokratiet, når det kommer til Roret, på Forhånd vil tilstræbe en sådan Løsning, er jo bekendt. Men selv et Proletariat, som ikke ledes af socialistiske Anskuelser, vil på Forhånd gå ud på at forvandle sådanne Bedrifter til Stats- eller Kommuneeje, som i forvejen er blevet Monopoler, enten ifølge deres Natur – f.eks. Bjergværker – eller ifølge deres Organisation – f.eks. Truster. Disse private Monopoler er allerede nutildags uudholdelige, ikke alene for Lønarbejderne, men for alle Klasser i Samfundet, som ingen Andel har i dem. Kun det borgerlige Samfunds Afmagt overfor Kapitalen hindrer, at man allerede nu går løs på dem. En proletarisk Revolution måtte naturnødvendig føre dertil, at den private Ejendomsret til disse Monopoler blev afskaffet. Men de er allerede nuomstunder vidt udstrakte, behersker allerede i høj Grad hele det økonomiske Liv og Udvikler sig med rivende Fart. Gøres de til Stats- eller Kommuneeje, betyder allerede dette, at Samfundet og dets Organer, Stat og Kommune, behersker hele Produktionsprocessen.
De nationale Transportmidler, Jernbaner og Dampskibe, samt desuden Produktionen af Råstoffer og Halvfabrikater, Bjergværker, Skove, Hytteværker, Maskinfabrikker og lignende, egner sig bedst til at gå over i Statens Eje. Det er også de Områder, på hvilke Stordriften og Karteldannelsen er videst udviklet. Forarbejdelsen af Råmaterialer og af Halvfabrikater til det personlige Forbrug og desuden også til Detailhandelen har derimod for største Delen en lokal Karakter og er endnu stærkt splittet på mange Hænder. På disse Områder vil Kommunerne og Andelsselskaberne træde mere i Forgrunden, medens Statsdriften vil spille en underordnet Rolle. Men med den fremadskridende Arbejdsdeling træder Produktionen til det direkte personlige Forbrug; forholdsvis mere og mere tilbage for Produktionen af Produktionsmidler. Dermed vokser også Området for Statens Produktion. Desuden bliver dette Område udvidet derved, at Samfærdselens og Stordriftens Udvikling sprænger de lokale Grænser i den ene Produktionsgren efter den anden, forvandler den fra at være lokal til at blive national. Således er f.eks. Gasbelysningen åbenbart et kommunalt Anliggende. Derimod vil Udviklingen af den elektriske Belysning og Kraftoverførelsen i Bjergegne gøre det nødvendigt, at Staten overtager Vandkraften, og dette Virker atter hen til også at gøre Belysningen fra et kommunalt Anliggende til en Opgave for Staten. Således var også Skomagerens Bedrift tidligere henvist til det lokale Marked, medens Skotøjsfabrikken nuomstunder ikke blot forsyner en Kommune, men hele Landet med sine Produkter; den er moden til at overtages, ikke af Kommunen, men af Staten – og således også med Sukkerfabrikker, Ølbryggerier osv.
Udviklingen har altså den Tendens under et proletarisk Styre mere og mere at gøre Statsdriften til den vigtigste Driftsform.
Dette var nu Ejendommen til Storbedrifternes – herunder også de agrariske Storbedrifters Produktionsmidler: Men hvad skal der ske med Finanskapitalen og Grundejendommen? Finanskapitalen er den Del af Kapitalen, der består i rentebærende udlånte Penge. Finanskapitalisten har ingen personlig Virksomhed i det økonomiske Liv, han er overflødig, og man kan uden Vanskelighed ekspropriere ham, blot véd et Pennestrøg. Man vil så meget snarere skride til det, som netop den høje Finansverden, den fuldstændig overflødige Del af Kapitalistklassen, mere og mere tilriver sig Herredømmet over hele det økonomiske Liv. Det er også Finanskapitalen, der er Herre over de store private Monopoler, over Trusterne osv.. Og man kan umulig ekspropriere den industrielle Kapital og så standse foran Finanskapitalen. De er begge to altfor inderlig sammensmeltede med hinanden. Samfundsejet til de kapitalistiske Bedrifter – i hvilket Udtryk man kan sammenfatte Overgangen til Stats- eller Kommunedrift eller til Andelsdrift – medfører allerede af sig selv, at en stor Del af Finanskapitalen også går over i Samfundseje; når Staten overtager en Fabrik eller et Gods, overtager den også den på disse Bedrifter hvilende Gæld; den private Gæld bliver til Statsgæld. Er det et Aktieselskab, det gælder, bliver Aktionærerne Statens Kreditorer.
Så er der endelig Grundejendommen. Netop Grundejendommen, ikke Landbrugsbedriften. De store, kapitalistisk drevne Landbrug vil af sig selv gennemgå den samme Udvikling, som de andre store Bedrifter. De vil miste deres Lønarbejdere og se sig nødsagede til at tilbyde Staten eller Kommunerne deres Besiddelse til Køb, og således vil de også gå over i Samfundseje. De små Bedrifter på Landet vil derimod rimeligvis vedblive at være Privatejendom. Til dem vender vi senere tilbage.
Det drejer sig altså ikke her om Landbrugsbedrifterne, men om Ejendomsretten til Grunden, uanset Bedriften, om den private Grundejendomsret, der giver sin Ejer Grundrente, hvad enten denne nu består i Forpagtningsafgift, i Leje eller i Hypotekrente af en Jordbesiddelse i Byen eller på Landet.
Hvad der gælder Finanskapitalisten, gælder også Grundejeren. Han har heller ikke mere nogen personlig Virksomhed at udføre i det økonomiske Liv, og han kan med Lethed skydes ud. Ligesom overfor de nysnævnte private Monopoler, således finder vi også allerede nuomstunder selv i borgerlige Kredse en Bestræbelse for at føre Grunden over i Samfundseje, da det private Monopol, navnlig i Byerne, bliver stadig mere trykkende og skadeligt. Også her er det kun et Magtspørgsmål, om man skal gennemføre Samfundsejet, og det sejrrige Proletariat vil sidde inde med Magten dertil.
De udbyttende Klassers Ekspropriation er et rent og skært Magtspørgsmål. Den fremgår med Nødvendighed af Proletariatets økonomiske Behov, og den vil følgelig blive det uafvendelige Resultat af dets Sejr.
Det er let nok at svare på Spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt og muligt at ekspropriere Ekspropriatorerne. Vanskeligere er det Spørgsmål, som derefter nødvendig dukker frem: Vil Ekspropriationen fuldbyrdes med eller uden Erstatning til de tidligere Besiddere? Det er et Spørgsmål, som man ikke for Tiden med Sikkerhed kan besvare. Det er ikke os, der skal fuldbyrde denne Udvikling, og man kan ikke her tale om, at der i selve Forholdene skulle ligge en Tvang, som på Forhånd nødvendiggjorde den ene eller den anden Fremgangsmåde. Alligevel er der en Række af Grunde, som taler for, at et proletarisk Styre vil vælge at yde Kapitalisterne og Grundejerne en Erstatning. Blandt disse Grunde er det tilstrækkeligt at nævne to, der synes at måtte blive de bestemmende. Finanskapitalen er, som allerede sagt, blevet en upersonlig Magt, og man kan nuomstunder forvandle enhver Pengesum til Kapital, uden at Ejermanden selv behøver at drive nogen kapitalistisk Virksomhed. Vi ved jo, at når man har sparet sig en lille Skilling sammen, kan man gøre den rentebærende, uden at man derved bliver Kapitalist. Dette Faktum bliver som bekendt benyttet af Forsvarerne for det bestående Samfund. De slutter heraf, at på denne Måde kan man ekspropriere Kapitalisterne, blot alle Arbejdere sætter samtlige deres Sparepenge i Sparekasserne eller køber Aktier og således selv rykker ind i Kapitalistklassen. Man siger også, at hvis vi nu beslaglagde Kapitalen, så ville vi ikke blot beslaglægge de Riges, men også Arbejdernes Kapital, vi ville fratage de Fattige, Enkerne og de Faderløse deres Sparepenge. Og således ville vi blandt Arbejderne selv skabe stor Utilfredshed, og ophidse dem til selv at omstyrte deres eget Herredømme – thi dette venter den bestående Ordens Forsvarere og Forherligere bestemt, at Arbejderne vil gøre.
Den første Antagelse behøver vi ikke at gå nærmere ind på – den er for tåbelig. De Folk, der mener, at Kapitalen kan eksproprieres gennem Sparepengenes Vækst, ser netop ikke den store Kapitals langt stærkere Vækst. Men på den anden Side er det ikke uberettiget, når man siger, at et proletarisk Styre, som skred til en almindelig Konfiskation, også ville konfiskere Småfolks Sparepenge. Det vil ikke være nogen Grund til, at Arbejderne skulle rejse sig imod deres eget Herredømme – man må være meget fattig på ordentlige Argumenter for at svælge i den Slags Forventninger – men det kan godt blive en Grund til, at det sejrende Proletariat tager Afstand fra en ligefrem Beslaglæggelse af Produktionsmidlerne, uden Erstatning.
Men når det sker, da kan man spørge: hvilke Fordele har da Arbejderklassen af Ekspropriationen? Den bevirker blot, at al Kapital bliver opløst til Finanskapital, bliver lavet om til Gæld, der påhviler Staten eller Kommunerne eller Andelsforetagenderne, og at den Merværdi, som Kapitalisterne tidligere direkte sugede ud af Arbejderklassen, nu bliver frataget den af disse Institutioner og igennem dem givet Kapitalisterne. Men gør dette egentlig nogen Forskel i Arbejdernes Stilling?
Dette Spørgsmål er naturligt. Men selv om det proletariske Styre ville aflevere den samme Profitmasse til Kapitalen, som denne før havde suget til sig, ville Ekspropriationen dog, når Proletariatet forblev ved Magten, medføre den store Fordel, at enhver Udvidelse af Udbytningen fra nu af blev umulig. Enhver Tilvækst i Kapitalen ville være udelukket, og ligeledes enhver Tilvækst i Grundrenten. Allerede dette ville være en uhyre Gevinst. Enhver videre Forøgelse af den sociale Rigdom ville fra da af komme hele Samfundet til Gode.
Men dertil ville der slutte sig en yderligere Fordel. Så snart al kapitalistisk Ejendom har antaget Skikkelse af Gældsbeviser fra Stat, Kommune eller Andelsforetagender, vil det blive muligt at indføre en stigende Indkomst-, Formue- og Arveskat i et Omfang, som indtil da har været utænkelig. Det er jo allerede nu vor Fordring, at vi skal erstatte alle andre Skatter, særlig de indirekte, ved en sådan Skat. Men selv om vi nuomstunder ved Understøttelse fra andre Partier fik Magt til at gennemføre den – hvad der ganske vist er udelukket, da intet borgerligt Parti ville gå så vidt, – så ville vi dog derved støde på store Vanskeligheder. Jo højere Skatten er, des højere er som bekendt også Fristelsen til Skattesnyderier. Men selv om det lykkedes at gøre enhver Hemmeligholdelse af Indtægt og Formue umulig, selv da ville man ikke være istand til at skrue Indkomst- og Formueskatten i Vejret efter Behag, fordi Kapitalisterne, når Skatten beskar deres Indtægt eller Formue for stærkt, simpelthen ville flytte bort. Staten havde da Indtægts- og Formueskatten, men manglede Indtægterne og Formuerne. Udover et vist Mål kan man derfor nuomstunder ikke nå med disse Skatter, selv om man også havde den politiske Magt dertil. Men Stillingen bliver en ganske anden, når al kapitalistisk Ejendom antager Skikkelse af offentlige Gældsbeviser; denne Ejendom, som det nutildags er umuligt at lære nøjagtig at kende, ligger da klart for Dagen. Man behøver blot at bestemme, at alle Gældsbeviser skal lyde på deres Indehaveres Navn, og man kender da ganske nøje hver enkelt kapitalistisk Formue og Indtægt. Så kan man skrue Skatten så højt i Vejret, som man vil, uden at der kan snydes dermed. Det bliver da også umuligt at unddrage sig Skatten ved Udvandring, thi da det er Landets offentlige Institutioner, først og fremmest Staten selv, som udbetaler alle Renter, kan Skatten simpelthen fradrages, inden Renterne udbetales. Under disse Forhold bliver det muligt at skrue Indtægts- og Formueskatten så højt i Vejret, som man har Brug for – om fornødent så højt, at den bliver helt eller næsten helt det samme som en Konfiskation af de store Formuer.
Nu kunne man spørge, hvilken Fordel man da ville have af at foretage Inddragelsen af de store Formuer gennem en sådan Omvej i Stedet for at gå til en direkte Konfiskation. Er det ikke et rent Spilfægteri, når man først indløser Kapitalerne til deres fulde Værdi og bagefter konfiskerer dem gennem Beskatningen? Der er jo kun en rent formel Forskel mellem de to Fremgangsmåder.
Men så helt ringe er denne Forskel dog ikke. En direkte Konfiskation af Kapitalerne rammer alle, de små og de store, Arbejdsinvaliderne og de Arbejdsdygtige i lige Grad. Det ville blive svært, ofte umuligt, at skille de store Formuer ud fra de små, som tit er anbragt sammen med dem i et og samme Foretagende. Den direkte Konfiskation ville også foregå hurtig, ofte med ét Slag, medens det ved Skattekonfiskationen bliver muligt at gøre den kapitalistiske Ejendoms Ophævelse til en langvarig Proces, der skrider frem lidt efter lidt, efterhånden som den nye Ordning befæster sig og gør sine velgørende Virkninger gældende. Det bliver muligt at lade Konfiskationen strække sig over Årtier, så den først træder i fuld Kraft for det næste Slægtled, der har vænnet sig til de nye Forhold og ikke mere er henvist til at regne med Kapital og Renter. Konfiskationen bliver således mildere, lempeligere, mere smertefri. Jo fredeligere Proletariatets Erobring af den politiske Magt fuldbyrdes, jo fastere organiseret og jo mere oplyst det er, des mere Grund er der til at tro, at det vil foretrække denne Form for Konfiskation fremfor den mere primitive.
Vi har dvælet så længe ved dette Spørgsmål, ikke fordi det frembyder den største Vanskelighed, vi vil komme til at stå overfor, men fordi det er en af vore Modstanderes Hovedindvendinger. De store Vanskeligheder begynder først bagefter. At ekspropriere Produktionsmidlerne bliver under den sociale Revolutions store Omvæltninger forholdsvis let. Der kræves hertil kun den nødvendige Magt – og Proletariatets Magt er jo den Forudsætning, hvorfra hele vor Undersøgelse går ud. Vanskeligheden for det proletariske Styre ligger ikke på Ejendommens, men på Produktionens Område.
Vi har set, hvorledes den sociale Revolution gør det umuligt at fortsætte den kapitalistiske Produktionsmåde, hvorledes Proletariatets politiske Herredømme nødvendigvis må fore til Oprør imod den kapitalistiske Produktionsmåde og forhindre dens fortsatte Tilværelse. Men Produktionen selv må fortsættes, den må ikke standses, blot nogle få Uger; ellers ville hele Samfundet gå til Grunde. Det bliver altså en nødvendig Opgave for det sejrende Proletariat at sikre Produktionens Fortsættelse, trods alle Forstyrrelser, og at føre de Arbejdere, som vender Fabrikkerne og Arbejdspladserne Ryggen, tilbage og holde på dem, for at Produktionen kan gå sin rolige Gang.
Hvilke Midler vil det nye Styre nu have til at løse denne Opgave? Selvfølgelig ikke Sultepisken, så lidt som den fysiske Tvang. Når der er Folk, som tror, at Proletariatets Styre vil blive et Tugthusregimente, og at Øvrigheden vil foreskrive enhver hans Arbejde, så kender de Proletariatet dårlig; thi Proletarerne, der selv vil skrive deres egne Love, har en langt stærkere Frihedsfølelse end de Kapitalismens Håndlangere, som raser over Fremtidsstatens Tvang.
Et sejrrigt Proletariat vil aldrig finde sig i tugthus eller kaserneagtige Forskrifter. Men det behøver de heller ikke; de har andre Midler til sin Rådighed – til at holde Arbejderne til Arbejdet.
Først og fremmest må man ikke glemme Vanens Magt. Kapitalen har vænnet den moderne Arbejder til at arbejde Dag ud, Dag ind, – han kan slet ikke holde det ud i Længden uden at arbejde. Der er endogså Folk, som i den Grad er blevet vænnede til Arbejde, at de ikke véd, hvad de skal gøre med deres Fritid, og føler sig ulykkelige, når de ikke kan arbejde. Der er sikkert kun få Mennesker, der til Stadighed kunne føle sig lykkelige uden noget Arbejde. Der er ingen Tvivl om at når Arbejdet mister sin frastødende Karakter af Overslid og Arbejdstiden forkortes til et fornuftigt Mål, da vil alene Vanen være nok til at fastholde en stor Mængde Arbejdere til det regelmæssige Arbejde i Fabriker og Bjergværker.
Men selvfølgelig kan man ikke stole på denne Tilskyndelse alene; det er kun den mindste. En anden, langt stærkere Drivkraft er Proletariatets Disciplin. Vi véd, at når Fagforeningen beslutter Strejke, da er den organiserede Arbejders Disciplin stærk nok til, at han frivillig påtager sig alle Arbejdsløshedens Farer og Lidelser og ofte sulter Måneder igennem for at føre den fælles Sag til Sejr. Når det da er muligt i Kraft af Disciplinen at føre Arbejderne ud af Fabrikkerne, vil det sikkert også være muligt at holde dem tilbage i Fabrikkerne. Når en Fagforening anerkender Nødvendigheden af Arbejdets uafbrudte, regelmæssige Fortsættelse, kan man være overbevist om, at når det gælder den almindelige Velfærd, vil næppe en eneste af dens Medlemmer forlade sin Post. Den samme Kraft, som Proletariatet nu om stunder bruger som Kampmiddel, – idet det sætter Produktionen i Stå, – vil det til den Tid anvende som et virksomt Middel til at holde det samfundsmæssige Arbejde i regelmæssig Gang. Jo mere udviklet Fagorganisationen allerede nu om stunder er, des bedre er Udsigterne for Produktionens uforstyrrede Fortsættelse, når Proletariatet har erobret den politiske Magt.
Men den Disciplin, der lever i Proletariatet, er ikke den militære Disciplin; den betyder ikke blind Lydighed overfor en ovenfra indsat Autoritet; det er den demokratiske Disciplin, den frivillige Underordnen sig under en Ledelse, man selv har valgt, og under de Beslutninger, som Flertallet af ens egne Kammerater har taget. Skal denne demokratiske Disciplin virke i Fabrikken, da forudsætter den en demokratisk Organisation af det Arbejde, som dér drives; den forudsætter, at den demokratiske Fabrik træder i Stedet for Nutidens despotiske. Det er en Selvfølge, at et socialistisk Styre fra første Færd vil bestræbe sig for at organisere Produktionen demokratisk. Og selv om det sejrrige Proletariat ikke fra første Færd skulle have det til Hensigt, så ville det dog blive drevet dertil, fordi det var nødvendigt for at sikre Produktionens Fortsættelse. At opretholde den uundværlige Disciplin i Arbejdet vil kun lade sig gøre ved at indføre Fagforeningsdisciplinen i Produktionsprocessen.
Det vil ganske vist ikke lade sig gøre på samme Måde overalt; ethvert Fag har sine Ejendommeligheder, hvorefter Arbejdernes Organisationer må rette sig. Der er Fag, som ikke lader sig drive uden en vis bureaukratisk Organisation, f.eks. Jernbanevæsenet Her må den demokratiske Organisation da forme sig således, at Arbejderne vælger Delegerede, som danner en Slags Parlament og fastsætter Arbejdsordningen og kontrollerer den bureaukratiske Administration. Andre Fag kan man overgive til Fagforeningernes Forvaltning, atter andre kan drives igennem Andelsselskaber. Der er altså Mulighed for en Mangfoldighed af forskellige Former for Fagenes demokratiske Organisation, og vi må ikke vente, at man vil organisere alle Fag efter en og samme Skabelon.
Vi har set, hvorledes der kan være forskellige Måder for Ejendommen: Stats-, Kommune- og Andelsejendom. Og tillige kan der, som vi siden skal se, også bevare sig Privatejendom til mange Produktionsmidler. Nu ser vi også, at Driftens Organisation kan være forskelligartet.
Men så mægtige Drivkræfter den demokratiske Disciplin og Vanen til Arbejdet end er, så giver de dog måske ikke tilstrækkelig Sikkerhed for, at hele Arbejderbefolkningen stadig vil deltage i Arbejdet. Vi tor ikke vente, at Fagforeningens Organisation og Disciplin nogensinde indenfor det nuværende Samfund vil komme til at omfatte blot Hovedmassen af Arbejderne. Når Arbejderklassen kommer til Roret, vil sagtens endnu kun en Del af dens Medlemmer være organiserede. Man må altså søge yderligere Drivkræfter til Arbejdet. Og der er da én, som ligger særlig nær for et proletarisk Styre: Arbejdets Tiltrækningskraft. Man vil stræbe efter at give det Arbejde, som nu er en Byrde for Befolkningen, en sådan Karakter, at det bliver en Lyst at arbejde og Arbejderne med Glæde går til deres Dont.
Det er ganske vist ikke så let gjort, men i det mindste Begyndelsen dertil vil Proletariatet gøre, så snart det har tiltrådt sit Herredømme, ved at forkorte Arbejdstiden. Og tillige vil man bestræbe sig for at gøres Arbejdsrummene mere hygiejniske og mere venlige, at fjerne så meget som muligt af de ubehagelige, frastødende Sider ved Arbejdet. Alt dette er kun en Fortsættelse af de Bestræbelser, der allerede nu til dags som lovbestemt Arbejderbeskyttelse udøver en vis Virkning. Men større Fremskridt på disse Områder fordrer Forandringer i Retning af Bygningerne og Teknikken, Forandringer, der ikke lader sig gennemføre i en Håndevending. Det vil næppe lykkes hurtig at gøre Arbejdet i Fabrik og Bjergværk særlig tiltrækkende. Ved Siden af Arbejdets Tiltrækningskraft vil det derfor være nødvendigt at lade endnu en anden Tiltrækningskraft træde i Virksomhed: den, som Arbejdslønnen kan øve.
Vi taler her om Arbejdsløn. Men, vil man sige, vil der da i det nye Samfund gives Arbejdsløn? Vil vi ikke afskaffe Lønarbejdet og Pengene? Hvorledes kan man så tale om Arbejdsløn? Det ville være en rigtig Indvending, hvis den sociale Revolution straks skulle skride til at afskaffe Pengene. Det er dog vistnok umuligt. Pengene er det simpleste Middel, vi endnu kender til at bringe Produkterne i Omløb og fordele dem på de enkelte Samfundsmedlemmer i det sammensatte Maskineri, som den moderne Produktionsmåde med dens uhyre vidtdrevne Arbejdsdeling danner; det er det Middel, som gør det muligt for enhver at tilfredsstille sine Behov efter de særlige personlige Tilbøjeligheder – naturligvis indenfor de Grænser, hans økonomiske Evner sætter. Som Omsætningsmiddel vil Pengene være uundværlige, så længe man ikke har fundet noget bedre. Ganske vist vil de, i hvert Fald i den indenlandske Omsætning, miste mange af deres tidligere Opgaver, fremfor alt den at være Værdimåler. Nogle Bemærkninger om Værdien er måske her på sin Plads, da de tjener til at belyse Spørgsmål, vi senere skal drøfte.
Intet kan være mere forkert end den Anskuelse, at et socialistisk Samfund skulle have til Opgave at bringe Værdiloven til fuldstændig Gyldighed, således at kun lige store Værdier udveksledes med hinanden. Værdiloven er tværtimod en Lov, der kun gælder for et Samfund med Vareproduktion.
Under Vareproduktionen arbejder indbyrdes uafhængige Producenter med udviklet Arbejdsdeling for hinanden. Men ingen Produktionsmåde kan bestå uden der er en vis Ligevægt imellem Produktionen på de forskellige Områder. Mængden af den Arbejdskraft, Samfundet råder over, er begrænset, og Samfundet kan da kun tilfredsstille sine Behov og holde Produktionen i Gang, når der i hver enkelt Produktionsgren findes en så stor Mængde Arbejdskraft, at den svarer til de tilstedeværende Produktivkræfter. I et socialistisk Samfund bliver Arbejdet planmæssig reguleret, bliver Arbejdskraften efter en bestemt Plan ledet hen til de enkelte Produktionsgrene. Hvor Vareproduktionen hersker, bliver denne Regulering derimod besørget igennem Værdiloven. Varernes Værdi er bestemt ved den Arbejdskraft, der samfundsmæssig set er nødvendig til deres Fremstilling. Konkurrencen sørger for, at Produkternes Priser altid stræber i Retning af den Værdi, som er bestemt ved den socialt nødvendige Arbejdstid. Således opnår man, at også Produktionen på hvert enkelt Arbejdsområde, uagtet den ikke reguleres ud fra et Centralpunkt, alligevel ikke i Længden fjerner sig altfor langt fra det rigtige Forhold. Uden Værdiloven ville der, med det Anarki, som behersker Vareproduktionen, snart indtræde den vildeste Forvirring.
Et Eksempel vil vise det. Det kan vælges så simpelt som muligt. Vi tænker blot på to Varer som Repræsentanter for hele den samfundsmæssige Produktion, f.eks. Benklæder og Seler.
Lad os antage, at indenfor et Samfund kræves der i et vist Tidsrum 10.000 Arbejdsdage til Tilvirkningen af Benklæder, 1.000 til Tilvirkningen af Seler. Kommer der nu Forstyrrelser i dette Ligevægtsforhold, bliver der f.eks. tilført Selefabrikationen mere Arbejdskraft end den socialt set nødvendige, så må der være draget for megen Arbejdskraft bort andetsteds fra, thi den Mængde af Arbejdskraft, der står til Samfundets Rådighed, er jo begrænset. Vi kan antage, at denne Arbejdskraft er berøvet Skrædderiet. I Stedet for det socialt nødvendige Forhold af 10.000 Arbejdsdage det ene Sted og 1.000 det andet, finder vi måske 8.000 Arbejdsdage det ene og 3.000 det andet Sted. Der er Overflødighed af Seler, men altfor lidt af Benklæder. Og Resultatet bliver, at Priserne på Seler synker, men Priserne på Benklæder stiger. Og som Følge heraf bliver Fabrikationen af Seler ufordelagtig, Mængden af Arbejdskraft må indskrænkes, de overflødige Arbejdere strømmer over til det særlig fordelagtige Skræddererhverv, og der kommer på ny Ligevægt.
Således reguleres Produktionen under den fri Konkurrence af Værdiloven. Det er ikke nogen fuldkommen Måde at regulere Produktionen på, men det er den eneste mulige, så længe Privatejendommen til Produktionsmidlerne hersker. Men når den samfundsmæssige Ejendom til Produktionsmidlerne indføres, vil den samfundsmæssige Regulering af Produktionen træde i Stedet. Da behøver man ikke længere at regulere Produktionen ved Udvekslingen af lige Værdi mod lige Værdi. Derved bliver det heller ikke længere nødvendigt, at Pengene er Værdimålestok og Værdigenstand. I Stedet for Metalpenge kan der træde et hvilketsomhelst Pengetegn. Produkternes Priser kan nu fastsættes uafhængig af deres Værdi. Imidlertid vil den Arbejdstid, der er nedlagt i deres Fremstilling, have en væsentlig Betydning som Rettesnor for Priserne, og det ligger nær at antage, at man vil tage sit Udgangspunkt i de historisk overleverede Priser.
Men når der findes Penge og Produktpriser, og når Arbejdet betales med Penge, vil man altså stadig kunne tale Om Arbejdsløn.
Alligevel ville det være en ganske forkert Forestilling, at det nuværende Lønsystem lever videre under Socialismen. Thi under et proletarisk Styre bliver Lønnen noget ganske andet end under et kapitalistisk. Nu om stunder er Lønnen Prisen for Varen: Arbejdskraft. Den bestemmes i sidste Instans ved de nødvendige Omkostninger til Arbejdernes Livsophold, medens derimod dens Svingninger afhænger af det vekslende Forhold mellem Tilbud og Efterspørgsel. I et Samfund, hvor Proletariatet hersker, ophører dette; Arbejderen er ikke længere nødt til at sælge sin Arbejdskraft; Arbejdskraften ophører med at være en Vare, hvis Pris bestemmes ved dens Produktionsomkostninger; Prisen bliver uafhængig af Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel. Hvad der nu i sidste Instans bestemmer Arbejdslønnens Højde, bliver den Mængde af Produkter, der kan fordeles mellem Arbejderklassen. Jo større denne Mængde er, des mere kan og vil også det almindelige Lønniveau stige. Ganske vist, for Forholdet imellem Arbejdslønnen i de forskellige Produktionsgrene vil Tilbud og Efterspørgsel bevare en vis Betydning. Da man jo ikke på militær Manér kan vise Arbejderne hen til de enkelte Fag uden deres eget Samtykke, så kan det hænde, at der strømmer for mange Arbejdere til visse Industrigrene, medens der bliver Mangel på Arbejdere i andre. Da kan man udjævne dette Misforhold ved at nedsætte Lønnen, hvor der er for mange Arbejdere, og forhøje den, hvor der er for få, indtil man opnår, at der på hvert enkelt Område er netop så mange Arbejdere, som der skal være. Men på det almindelige Lønniveau for Arbejderklassen som Helhed har Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel ikke længere nogen Indflydelse; det er de forhåndenværende Produkters Mængde, som er det bestemmende. En almindelig Dalen af Lønnen som Følge af Overproduktion bliver umulig. Jo mere der produceres, des højere bliver i Almindelighed Lønnen.
Men nu rejser der sig et nyt Spørgsmål. Skal Produktionens Fortsættelse sikres, må Arbejderne nødvendigvis fastholdes ved en almindelig Lønforhøjelse. Men hvordan skal man betale den forhøjede Løn, eller med andre Ord: hvorfra skal man tage den Mængde Produkter, som kræves dertil?
Vi tager først det Tilfælde, som er det gunstigst for det nye Styre, men som vi iøvrigt ikke har anset for sandsynligt: at al Formue bliver konfiskeret, så Kapitalisternes samlede Indtægter tilflyder Arbejderne; det ville ganske vist give en meget smuk Lønforhøjelse. Ifølge en statistisk Undersøgelse beløb i Året 1891 Arbejdernes Indtægter i England sig til ialt ca. 700 Mill. Pund Sterling, men Kapitalisternes til ca. 800 Mill., og i Virkeligheden er Lønnen vistnok anslået for højt og Kapitalindtægten for lavt. Går vi imidlertid ud fra disse Tal, så viser de, at hvis Kapitalisternes Indtægter blev overført til Arbejderne, ville enhver Løn kunne fordobles. Desværre er Sagen imidlertid ikke slet så, simpel. Thi når vi eksproprierer Kapitalen, så må vi også overtage dens sociale Opgaver. Og deriblandt er den vigtige Opgave: at opsamle ny Kapital. Kapitalisterne fortærer ikke hele deres Indtægt; en Del deraf lægger de til Side til Udvidelse af Produktionen: et proletarisk Styre må gøre det samme, det må udvide Produktionen, og allerede af den Grund ville man ikke, selv ved en radikal Konfiskation af Kapitalen, kunne overføre hele den tidligere Kapitalindtægt til Arbejderklassen. Af den Merværdi, som Kapitalisterne tilegner sig, må de også aflevere en Del til Staten i Form af Skatter. I Denne Del vokser vældig, når Indtægts- og Formueskatten med stigende Skala bliver den eneste offentlige Skat. Og Skattebyrden vil ikke synke. Vi har ovenfor set, hvilke Udgifter alene en Reform af Skolevæsenet vil forårsage. Men tillige må der gennemføres en vidtgående Sygeforsørgelse, en Invaliditets- og Alderdomsforsørgelse for alle Arbejdsudygtige, osv..
Til Lønforhøjelse vil der altså af Kapitalisternes nuværende Indtægter ikke blive så såre meget tilovers, selv om vi med ét Slag konfiskerer Kapitalen. Og så meget mindre, hvis man vil give Kapitalisterne en Erstatning. Det bliver da absolut nødvendigt, at man, for at kunne forhøje Arbejdernes Løn, forøger Produktionen ud over dens nuværende Mål.
Ikke blot at føre Produktionen videre, men at føre den videre i en forøget Målestok, bliver da en Opgave, som den sociale Revolution stiller, og som må løses. Det sejrrige Proletariat må udvide Produktionen så rask som muligt, hvis det skal tilfredsstille de umådelige Fordringer, som stilles til det nye Styre.
Til en hurtig Forøgelse af Produktionen gives der forskellige Midler, hvoraf de to vigtigste allerede nuomstunder har megen Betydning. Begge anvendes med store Resultater af de amerikanske Truster, fra hvilke vi overhovedet kan lære mange Ting med Hensyn til de Metoder, den sociale Revolution vil komme til at anvende. De viser os, hvordan man med ét Slag kan bringe Arbejdets Produktivitet i Vejret. Det sker simpelthen ved at samle hele Produktionen på de mest fuldkomne Bedrifter og sætte alle de øvrige, lavere stående helt ud af Virksomhed. Sukker-trust´en udnyttede således for nogle År siden kun Fjerdedelen. af alle sine Fabrikker, men her producerede den ligeså meget som tidligere i dem alle tilsammen. Whisky-trust’en har overtaget 80 store Brænderier og straks lukket de 68 af dem; men i de 12 Brænderier, som den vedblev at drive, producerede den snart mere end tidligere i de 80. På samme Måde vil også et Proletarisk Styre bære sig ad, og det kan så meget lettere gøre det, som det ikke bliver hindret af Hensyn til den private Ejendomsret. Hvor de enkelte Bedrifter er i Privates Eje, kan de dårligste af dem først lidt efter lidt, gennem den frie Konkurrence sættes ud af Spillet. Trusterne har kun kunnet afskaffe de ufordelagtige Bedrifter ved at ophæve Enkeltmands Eje til dem og samle dem i én Hånd. Og hvad Trusterne kan udføre på et forholdsvis lille Område af Produktionen, vil et proletarisk Styre kunne gennemføre for hele den samfundsmæssige Produktion, ved at ophæve den kapitalistiske Privatejendom overhovedet. Men ikke blot hvad Omfanget angår vil den Afskaffelse af de dårlige Bedrifter, som Proletariatet iværksætter, få en helt anden Karakter; den vil også foregå på en anden Måde og med andre Formål. Det nye Styre vil først og fremmest tænke på at forøge Lønnen. Trusten derimod går frem uden Hensyn til Arbejderne; dem, der ikke længer er Plads til i de overflødige Bedrifter, afskediger den simpelthen, og bruger dem i det højeste til at øve Tryk på de beskæftigede Arbejdere, at holde deres Løn nede og øge deres Afhængighed. Helt anderledes, når Arbejderklassen sejrer. Man vil da anvise de Arbejdere, der har haft Sysselsættelse i de nedlagte Bedrifter, Plads i dem, som stadig bliver drevet. Og Trusterne gør så mange flere Arbejdere overflødige, som det jo ikke er deres Hensigt at forøge Produktionen i nogen betydelig Grad; thi jo mere Produkternes Mængde vokser, des større bliver Tilbudet og des mindre Prisen. Men Trusterne vil jo netop modvirke Prisernes Dalen; de vil altså snarere indskrænke end udvide Produktionen. Når de kun lader arbejde i de bedste Bedrifter, da er det altså for at formindske Produktionsomkostningerne og således ved uforandrede eller endog stigende Priser at kunne tage en større Profit hjem, ikke for at udvide Produktionen. For det proletariske Styre derimod gælder det om at udvide Produktionen, thi det er ikke Profitten, men Lønnen, man vil højne. Man vil altså gøre Arbejdertallet i de bedste Bedrifter så stort som muligt, og man kan da forøge Produktionen ved at lade flere Hold af Arbejdere arbejde skiftevis i en og samme Fabrik. Et Eksempel, hvis Tal naturligvis ikke nøjagtig kan passe med de virkelige Forhold, men som dog svarer til de Resultater, Trusterne har opnået, vil vise, hvorledes dette kan lade sig gøre. Vi vælger den tyske Tekstilindustri med dens ca. 1 Mill. Arbejdere, hvoraf godt Halvdelen i Bedrifter med mindst 50 Arbejdere i hver. Antager vi, at de største Bedrifter er de teknisk mest fuldkomne – hvad der, selvfølgelig ikke i hvert enkelt Tilfælde, men i det store Hele er rigtigt – og at altså Bedrifterne med mindre end 50 Arbejdere repræsenterer den mest ufuldkomne Arbejdsmåde, så ville altså disse sidste blive lukkede og deres Arbejdere få Plads i de større Bedrifter. Man kunne da lade dem arbejde i to Hold, idet Arbejdstiden for hvert Hold forkortedes til f.eks. 8 Timer. Arbejdstidens Forkortelse ville, som det ved talrige praktiske Eksempler er godtgjort, næppe føre til formindsket Arbejdsudbytte for hver enkelt Arbejder. Antager vi, at en Arbejder, nu om stunder i de dårligere Bedrifter hvert År fremstiller Produkter til en Værdi af 2000 Kr. og i de bedre Bedrifter dobbelt så meget, så er altså nu om stunder det samlede Produktionsudbytte i de første 1000 og i de sidste 2000, tilsammen 3000 Mill. Kr.. Når derimod det nye Styre samler hele Produktionen i de større Fabriker, bliver det samlede Produktionsudbytte forøget til 4000 Mill.
Og vi kan gå videre og tænke os, at ikke blot de små Bedrifter, men også de middelstore, med 50-200 Arbejdere i hver, blev nedlagt; tilbage blev altså kun de store Fabriker, med mindst 200 Arbejdere; de beskæftiger nu om stunder omtrent Tredjedelen af alle Tekstilarbejderne. Man måtte altså lade tre Hold skiftes, og for at undgå Natarbejde kunne man nedsætte Arbejdstiden til 5 Timer. Nu om stunder producerer en Arbejder i disse store Bedrifter sagtens 8 Gange så meget som i de små, altså f.eks. 8000 Kr.s Værdi i Årets Løb. Arbejdstidens Forkortelse fra 10-11 til 5 Timer ville langtfra nedsætte Arbejdsudbyttet i samme Grad; jo bedre udhvilet en Arbejder er, des bedre arbejder han; man regner sikkert højt nok, når man antager, at Udbyttet ville dale med 25 eller 37 pCt, altså fra 8000 til 5-6000 Kr. om Året for hver især, 5-6000 Mill. Kr. for alle Arbejdere tilsammen. Det ville betyde, at Produktionsudbyttet ville blive dobbelt så stort som i Nutiden, at altså Lønnen kunne forhøjes til det dobbelte, samtidig med, at Arbejdstiden blev nedsat til det halve. Ja, Lønstigningen kunne endogså blive endnu større. Lad os antage, at af de 3000 Mill. Kr., som nu om stunder produceres i Tekstilindustrien, går 1000 til Arbejdsløn, 1000 til Råstoffer, Slid på Maskiner osv. og 1000 til Kapitalprofit. Under det nye Styre vil Produktionen stige til 6000 Mill., hvoraf 2000 til Råstoffer, Slid på Maskiner osv., 1000 til Erstatning for de eksproprierede Kapitalister; tilbage til Arbejdsløn vil der altså blive 3000 Mill.; eller med andre Ord: Lønnen er forøget til det tredobbelte. Og alt dette uden nye Anlæg og nyt Maskineri, blot ved at standse de mindre Bedrifter og overføre deres Arbejdere til de større. Vi behøver blot i stor Stil at gennemføre, hvad Trusterne gør i det Små. Det er kun den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne, som hindrer denne Udfoldelse af de moderne Produktivkræfter.
Socialismens Modstandere taler om, at det har lange Udsigter, inden man kan drage Produktionen ind under Staten; thi Tallet på de små Bedrifter er altfor uhyre – alene, i den tyske Tekstilindustri finder man over 200.000 selvstændige Bedrifter; hvordan skulle Staten kunne lede et sådant Antal af Produktionssteder!
Men det er kun tilsyneladende, at Opgaven er så svær. Når det proletariske Styre går frem på samme Måde som Trusterne, bliver den betydelig simplere; man kan da ganske vist ekspropriere samtlige Bedrifter, men man vil kun lade de store, teknisk fuldkomne vedblive at være i Drift. Af de 200.000 tyske Tekstilfabrikker er der kun 3000 med over 50 Arbejdere, og hvis alle Fabrikker med under 200 Arbejdere lukkes, bliver der kun 800 igen. Og at overse og lede så mange Bedrifter skulle man dog ingenlunde tro, var umuligt. Det er meget lærerigt at tænke hele dette Forhold rigtig igennem. Når vore Modstandere vil måle, om Samfundet modnes for den socialistiske Produktion, så optæller de, hvor mange Ruiner Samfundet slæber om med og ikke hurtig nok kan blive af med. Bestandig taler man om den store Masse Småbedrifter, der stadig består. Men Socialismens Modning afhænger ikke af Tallet på de Småbedrifter, som endnu består, men af Tallet på de Storbedrifter, som allerede består. Uden en udviklet Stordrift er Socialismen umulig. Men hvor der findes en udstrakt Stordrift, bliver det en let Sag for et socialistisk Samfund at samle Produktionen i de store Bedrifter og ophæve de små. Socialismens Ulykkesprofeter klamrer sig fast til den Kendsgerning, at Småbedrifterne i Tyskland i Tiden 1882-95 er vokset med knap 2 pCt., men de glemmer, at samtidig voksede Kæmpebedrifterne med over 1000 Arbejdere i hver med 100 pCt. Det er dette sidste, som skaber Forudsætningen for Socialismen; og det går frem med rivende Fart. Når de små Bedrifters Tal ikke ligefrem går tilbage, så er det kun et Vidnesbyrd om, at der endnu er et betydeligt Tal af Ruiner, som det proletariske Styre må rydde væk. Og forøvrigt gør Trusterne også i denne Henseende et stort Arbejde for os.
Også på en anden Måde danner de et Forbillede for vor Virksomhed. De nuværende Truster øger ikke blot deres Profit ved at forhøje Arbejdets Produktivitet, men også ved Besparelser af mangfoldige Arter. En socialistisk Produktion måtte naturligvis gøre det samme i endnu langt højere Målestok. Der kan således spares på Maskineri, Hjælpestoffer, Transportomkostninger. For at blive ved Eksemplet fra Tekstilindustrien: det er ganske anderledes bekosteligt at transportere Rå- og Hjælpestofferne til 200.000 Fabriker end til 800; der kan også spares umådelig på Omkostningerne ved at lede og administrere Bedrifterne. Andre Besparelser gennemfører Trusterne, idet den indbyrdes Konkurrence ophører. Tallet på Handelsrejsende i Nordamerika tager af; der nævnes et Eksempel på en Trust, som efterhånden forøgede Tallet på sine Arbejdsmænd med 51 pCt, på sine faglærte Arbejdere med 14 pCt., men samtidig nedsatte Tallet på sine Handelsrejsende med 75 pCt. Adskillige Truster sparer 40-85 pCt. eller endnu mere på Reklamer osv.
Endelig vil også Lønforhøjelsen i Industrien frigøre en Mængde Arbejdskraft, som nu fører en overflødig Tilværelse i Mellemhandelen. Det er Folk, som frister kummerlige Kår i deres små Butikker, ikke fordi deres Virksomhed dér er nødvendig, men fordi de ikke kan skaffe sig Brødet andetsteds, eller fordi de ikke kan tjene tilstrækkeligt til deres Livsophold ved Lønarbejde og derfor må søge sig et Bierhverv.
Af de næsten 2 Mill. Mennesker, som nu til dags i Tyskland lever af Handel og Gæstgiveri, vil måske, ved tilstrækkelig høj Arbejdsløn og tilstrækkelig stor Efterspørgsel efter Arbejdskraft, den ene Million blive fri og kunne gå over fra en overflødig til en produktiv Virksomhed.
Det er de to Metoder til at forøge Arbejderklassens Produktionsevne: at ophæve de overflødige Beskæftigelser og samle Arbejdet i de mest hensigtsmæssige Bedrifter. Herved kan et proletarisk Styre straks forøge Produktionen i en sådan Grad, at det bliver muligt at gennemføre en mægtig Lønstigning og samtidig at forkorte Arbejdstiden. Ethvert nyt Skridt i disse Retninger vil yderligere forøge Arbejdets Tiltrækningskraft og drage nye Arbejdere til, som tidligere ikke gjorde samfundsnyttig Gerning, Tjenere, Småhandlende osv.. Jo højere Løn, desto flere Arbejdere. Men i et socialistisk Samfund kan man også vende Sætningen om: jo flere Arbejdere, altså jo færre Lediggængere, desto større Produktion, desto højere Løn. Medens denne Lov ville være Vanvid i et Samfund med fri Konkurrence, hvor Lønnen synker så meget dybere, jo større Tilbudet af Arbejdere er, så bliver den Lønningsloven for den socialistiske Produktionsmåde.
Men hermed er man endnu ikke færdig med de første Opgaver, som rejser sig for et proletarisk Styre med Hensyn til Produktionens Fortsættelse. Produktionsprocessen i dens stadige Fornyelse, som Reproduktionsproces, behøver for uforstyrret at kunne skride videre frem, ikke blot Produktion, men også Omsætning. Skal man uafbrudt producere videre, behøves der ikke blot Arbejdere til at skabe Produkterne, men der må også tilføres Råstoffer, Hjælpestoffer (Kul), nye Redskaber og Maskiner til Erstatning for de udslidte, nye Levnedsmidler til Arbejderne, og de færdige Produkter må finde Afsætning.
En Standsning i Omsætningen betyder en økonomisk Krise. Den indtræder enten fordi der er Overproduktion af visse Varer – og da kan de pågældende Bedrifter ikke arbejde videre, fordi der ikke er Afsætning for deres Produkter; de får ingen Penge ind og kan følgelig heller ikke købe nye Råstoffer, betale Løn osv.. Eller en Krise indtræder, fordi der er Underproduktion af visse Varer; således f.eks. den engelske Bomuldskrise, da Borgerkrigen i Amerika voldsomt indskrænkede Produktionen af Råbomuld.
Kriserne er den moderne Produktionsmådes værste Svøber. At afskaffe dem er en af de første Opgaver for et proletarisk Styre. Men det kan kun ske ved en planmæssig Regulering af Produktionen og Omsætningen, altså ved at vedligeholde den samlede Produktionsproces.
Selve Produktionens Organisering er en Opgave, som allerede tildels bliver løst af Kapitalen, idet den i Stedet for en Mængde indbyrdes uafhængige Småbedrifter samler Produktionen i en enkelt stor Bedrift, som til Tider tæller Tusinder af Arbejdere. Trusterne når så vidt, at de organiserer Driften af hele Industrigrene. Men hvad kun et proletarisk Styre kan gennemføre, er den planmæssige Regulering af Produkternes Omsætning, af deres Udveksling mellem de forskellige Bedrifter, mellem Producenter og Forbrugere – det sidste Ord taget i dets videste Forstand, så det ikke blot omfatter det personlige, men også det produktive Forbrug; en Væver er således produktiv Forbruger af Garn, mens det Stykke Brød, han spiser, tilhører hans personlige Forbrug.
Kun Proletariatet kan iværksætte denne Regulering af Omsætningen, ved at ophæve den private Ejendom til Bedrifterne, og det ikke blot kan det gøre, men må det nødvendigvis, om ellers Produktionsprocessen skal fortsættes under dets Ledelse, om altså dets Herredømme skal blive bestående. Det må fastsætte Produktionen indenfor hver enkelt samfundsmæssig Virksomhed, på Grundlag af en Beregning over de tilstedeværende Produktivkræfter (Arbejdere og Produktionsmidler) og de tilstedeværende Behov, og sørge for, at hver enkelt Virksomhed ikke blot får tilstrækkelig mange Arbejdere, men også tilstrækkelig mange Produktionsmidler, og at dens færdige Produkter bliver afsat til Forbrugerne.
Men er det ikke en umulig Opgave at løse i en moderne Storstat? Man tænker sig f.eks. den tyske Stat lede Produktionen i to Millioner Bedrifter og besørge Omsætningen af deres Produkter, som dels skal udveksles fra den ene Bedrift til den anden, dels skal afsættes til 60 Millioner Forbrugere, der hver for sig har deres særegne og skiftende Behov! Det synes at være en overvældende Opgave, hvis man da ikke kunstig vil regulere Menneskenes Behov ved et Magtsprog og på kaserneagtig Manér tildele hver især hans Portion, altså trykke det moderne Kulturliv ned til et langt lavere Niveau! Ender vi altså alligevel i Kaserne eller Tugthusstaten?
Ganske vist – Opgaven er ikke så let. Den vil stille store Krav til det proletariske Styre. Men man må heller ikke overdrive dens Vanskelighed.
Først må man erindre, at det ikke gælder om i en Håndevending på bar Bund at skabe en splinterny Organisation af Produktionen og Omsætningen. En Organisation består jo allerede nu til en vis Grad – ellers ville det nuværende Samfund ikke kunne eksistere. Det drejer sig blot om at forvandle denne Organisation, der hidtil har været ubevidst og ved Værdilovens Hjælp har gjort sig gældende under de stadige Sammenbrud, Bankerotter og Kriser, til en bevidst Organisation, under hvilken en forudgående Beregning af alle de pågældende Kræfter træder i Stedet for den efterfølgende Udligning ved Spillet af Tilbud og Efterspørgsel. Der består allerede et indbyrdes Ligevægtsforhold mellem de forskellige Arbejdsgrene, om det end er ufuldkomment og uregelmæssigt; man behøver ikke først at tilvejebringe det, men kun at gøre det fuldkomnere og mere regelmæssigt Ligesom med Hensyn til Penge og Priser kan man her bygge videre på det historisk overleverede, skal ikke skabe alt fra nyt, men kun udvide på nogle Punkter, indskrænke på andre og gøre de løse Forhold fastere.
Og fremdeles bliver Spørgsmålet betydelig simplere ved det nysnævnte Forhold, at Produktionens Sammendragning i de mest fuldkomne Bedrifter vil indskrænke Tallet på de industrielle Virksomheder overordentlig stærkt. Af 2.146.972 industrielle Bedrifter i Tyskland i 1895 var der kun 17.941 Storbedrifter med over 50 Arbejdere (hvori der ganske vist var beskæftiget 3 Millioner af ialt 8 Millioner Arbejdere). Det er naturligvis ikke sikkert, at kun disse Storbedrifter vil blive bestående; at angive nøjagtige Tal for Fremtidsforholdene ville jo kun være latterligt. Men disse Tal tjener til at illustrere de Spørgsmål, som dukker op, ikke til nøjagtig at fremstille, hvordan Tingene i Virkeligheden vil forme sig. Forholdet mellem de 2 Mill. industrielle Bedrifter og de 18.000 Storbedrifter skal altså kun antyde, at Tallet på de industrielle Virksomheder under et proletarisk Styre vil blive meget formindsket.
Og Vanskeligheden ved at organisere Produktionen og Omsætningen vil også blive begrænset på en anden Måde.
Man kan dele Produktionen i to Hovedgrupper: Produktion for Forbrug og for Produktion. Takket være den vidtdrevne Arbejdsdeling er Produktionen af Produktionsmidler i vore Dage blevet den vigtigste Del af Produktionen, og den tager bestandig til i Udstrækning. Næsten ingen Forbrugsgenstand kommer direkte fra en enkelt Producents Hånd; den gennemløber en Mængde Virksomheder, således at den, der gør Produktet færdigt til vort Forbrug, kun er det sidste Led i en lang Række af Producenter. Men nu har Produktionen af Forbrugsgenstande og af Produktionsmidler en helt forskellig Karakter. Den sidste tilhører fortrinsvis Kæmpebedrifterne, således Jernindustrien, Bjergværksdriften osv.. Disse står allerede på et højt organisatorisk Trin gennem Karteller, Truster osv.. Og også blandt dem, der er Aftagere af disse Produktionsmidler, er der allerede vidt udviklede Kapitalistorganisationer. Her finder der allerede nuomstunder jævnlig Omsætning Sted, ikke mellem den ene Kapitalist og den anden, men mellem det ene Kapitalistforbund og det andet, mellem den ene Industrigren og den anden. Og også på de Områder, hvor Kapitalisternes Organisationer er mindre udviklede, er det som Regel forholdsvis få Producenter, der står overfor forholdsvis få Forbrugere; thi Forbrugeren er jo her ikke en enkelt Person, men en hel Bedrift. Når Produktionen drages fuldstændig sammen i de største og fuldkomneste Bedrifter, vil det blive meget let for de to Parter at få fastslået, hvor stort Behovet er af de forskellige Produktionsmidler, og hvor stor Produktionen følgelig skal være.
Med det forholdsvis ringe Tal af Producenter og Forbrugere er det let forståeligt, at hvor det gælder Produktionen af Produktionsmidler, træder Arbejdet for det åbne Marked mer og mer tilbage, og Arbejdet efter Bestilling, altså den planmæssige, forud besluttede Produktion, tager mere og mere til.
Af en helt anden Beskaffenhed er Produktionen af Genstande for det umiddelbare Forbrug. Ganske vist findes der også her Kæmpebedrifter (Sukkerfabrikker, Bryggerier osv.), men i Almindelighed er Smådriften på. dette Område den fremherskende. Her skal man endnu i stor Udstrækning tilpasse sig efter Kundernes individuelle Behov, og det kan Smådriften lettere end Stordriften. Tallet på Bedrifter er her stort og lader sig ikke i samme Grad indskrænke, som hvor det gælder Produktionen af Produktionsmidler. Her er det også Produktionen for det åbne Marked, som hersker, og med det store Tal af Forbrugere er dette langt vanskeligere at overskue, end hvor det gælder Produktion for ny Produktion. Kapitalistforbundene er her ikke så stærkt udviklede. At organisere Produktionen og Omsætningen af direkte Forbrugsgenstande bliver således langt vanskeligere.
Men også her må vi sondre mellem to Arter: Produktionen af Nødvendighedsgenstande og af Luksusartikler. Efterspørgslen efter Nødvendighedsgenstande er forholdsmæssig stabil. Dag for Dag bruges omtrent den samme Mængde Mel, Brød, Kød, Grøntsager; År for År er der kun ringe Svingning i Efterspørgslen efter Støvler og Linned. Derimod skifter Efterspørgslen efter Forbrugsgenstande stadig mere, jo mere de nærmer sig til de Luksusgenstande, som kan undværes, som det vel er behageligt at eje og bruge, men ikke absolut nødvendigt. Her er Forbruget langt mere lunefuldt. Men ser man nærmere til, da finder man, at disse Luner ikke så meget skyldes de købende Individer som Industrien selv. De skiftende Moder har f.eks. ikke så meget deres Årsag i, at Publikums Smag forandrer sig, men i at Producenterne trænger til at få de gamle, allerede solgte Varer til at stå i Forbrugernes Øjne som forældede, ubrugelige, og således give dem Lyst til at købe nye Varer. Den nye, moderne Vare må derfor på en påfaldende Måde adskille sig fra den gamle. Ved Siden af den Hvileløshed, der overhovedet karakteriserer den moderne Produktionsmåde, er det denne Bestræbelse hos Producenterne, som er Hovedårsagen til Modernes hurtige Skiften. Det er dem, der først producerer de nye Moder og bagefter tvinger Publikum til at rette sig efter dem.
Langt mere end den skiftende Smag virker dog Forbrugernes skiftende Indtægter til at fremkalde Svingninger i Afsætningen af direkte Forbrugsgenstande og fremfor alt af Luksusgenstande. Og Indtægternes Skiften, såvidt den antager et større Omfang i Samfundet og bliver følelig for Forbruget som Helhed, stammer atter fra den stadige Skiften mellem gode og dårlige Tider, mellem gunstige og ugunstige Forhold på Arbejdsmarkedet. Og undersøger vi, hvorfra denne sidste Skiften skriver sig, finder vi, at den har sin Kilde i Produktionen af Produktionsmidler. Enhver véd, at det nu om stunder navnlig er Jernindustrien, som er Årsag til Kriserne.
De skiftende gode og dårlige Tider og dermed de store Svingninger i Forbruget af Forbrugsgenstande opstår altså på det Område, hvor Produktionsmidlerne produceres, og hvor, som vi har set, Bedrifternes Sammendragning og Produktionens Organisation allerede nu til dags er så fremskreden, at en fuldstændig Organisation af Produktion og Omsætning allerlettest lader sig iværksætte. Regelmæssighed i Produktionen af Produktionsmidler vil da også drage Regelmæssighed i Efterspørgslen af Forbrugsgenstande efter sig; Forholdet vil kunne opgøres rent statistisk, uden at man behøver nogensomhelst Forskrifter for Forbruget.
For et proletarisk Styre kan Forstyrrelser i Omsætningen kun blive skæbnesvangre, forsåvidt de skriver sig fra Underproduktion, ikke Overproduktion. Men nu til dags er det denne sidste, som er Hovedårsag til Kriserne; thi det vanskelige er at få Produkterne solgt, at få dem afsat. At købe, at skaffe sig Adgang til Produkterne, er derimod som Regel en let Sag, i hvert Fald for de lykkelige, der har tilstrækkelig mange Penge. Under et proletarisk Styre vil Forholdet blive ganske det omvendte. At blive af med de færdige Produkter vil ikke volde nogen Bekymring. Det vil jo ikke være Privatmænd, der producerer for andre Privatmænd, men Samfundet, der producerer for sit eget Behov. Kriser kan altså kun opstå, når der ikke er produceret nok af forskellige Genstande til at tilfredsstille Behovet, det være sig for det produktive eller det personlige Forbrug. Bliver der derimod hist og her produceret for meget, så betyder det ganske vist, at en Del af Arbejdskraften er spildt, at Samfundet altså har lidt et Tab, men det hindrer ikke, at Produktion og Forbrug kan fortsættes. At sørge for, at der ikke på noget Område produceres for lidt, det vil blive Hovedopgaven for det nye Styre. Tillige vil man ganske vist også stræbe efter, at der ikke ødsles Arbejdskraft bort til ingen Nytte; thi en sådan Ødslen med Arbejdskraft betyder, bortset fra alt andet, en overflødig Forlængelse af Arbejdstiden.
Vi har set, at det proletariske Styre hurtig vil gøre Ende på Smådriften, hvor den repræsenterer den ufuldkomne Driftsform, både i Industri og i Handel.
Også den nysnævnte Bestræbelse efter Omsætningens Organisation vil i videst muligt Omfang skyde den lille Mellemhandel til Side og erstatte den dels ved Forbrugsforeninger, dels ved kommunale Institutioner. Det vil jo være til Gavn for Produktionsprocessens Overskuelighed og Organisation, når Ledelsen står overfor nogle ganske få, i Stedet for talløse Aftagere.
Foruden Mellemhandelen vil også den direkte Produktion af Forbrugsgenstande til det lokale Behov, f.eks. Bageri, Produktion af Mælk og Grøntsager, Opførelse af Beboelseshuse, gå over til Andelsselskaber og Kommuner.
Men det er ikke rimeligt, at alle private Småbedrifter på den Måde vil forsvinde. Navnlig ikke i Landbruget. Sikkert nok vil de Landbrugsbedrifter, der nu om stunder har én kapitalistisk Karakter, gå til Grunde, når de mister deres Lønarbejdere, og gå over i Statens, Kommunernes eller Andelsselskabernes Besiddelse Og tillige er der også mange af Nutidens Småbønder, der vil opgive deres Bedrifter og træde ind som Arbejdere i Industriens eller Landbrugets Storbedrifter, der sikrer dem et ordentligt Udkomme. Men der vil sandsynligvis blive Bønder tilbage, som fører deres lille Bedrift videre ved Familiens egen Arbejdskraft eller i det højeste med en Karl eller en Pige, som regnes med til Familien. Når man tager Hensyn til Bøndernes konservative Natur, er det overmåde sandsynligt, at en Mængde af dem vil foretrække at arbejde videre på den gamle Måde. Den proletariske Statsmagt vil heller ikke have mindste Tilbøjelighed til at overtage den Slags små Bedrifter. Der er ingen Socialist, af dem man tager alvorlig, som nogensinde har forlangt, at man skal ekspropriere Bønderne eller endog konfiskere deres Ejendom. Det vil sikkert stå enhver Bonde frit for at drive sin Bedrift, som han hidtil har gjort det. Bonden har intet at frygte af et socialistisk Styre.
Det er tværtimod højst sandsynligt, at disse Bondebedrifter netop vil styrkes ved det nye Styre, som fritager dem for Militærbyrderne, letter deres Skatter, giver dem Selvstyre, tager Skole- og Vejudgifterne over til Staten, ophæver Byrderne til Fattigvæsenet, overtager Hypotekgælden og måske nedsætter Prioritetsrenterne og bringer dem mange andre Fordele. Vi har også set, at det sejrrige Proletariat har al Grund til at forøge Produkternes Mængde, og blandt de Produkter, som der vil ytre sig stigende Efterspørgsel efter, kommer Landbrugsprodukterne i allerførste Række. Trods al Lovprisning af den økonomiske Opgang er der jo stadig megen Sult at stille, og alene dette gør det sandsynligt, at den stigende Løn først og fremmest vil give sig Udslag i stigende Efterspørgsel efter Landbrugsprodukter. Det proletariske Styre vil altså være stærkt interesseret i at forøge Bøndernes Produktion, og det vil yde dem kraftig Støtte i den Henseende. I egen Interesse vil det arbejde for at bringe de tilbageblivende Bondebedrifter i Vejret ved at yde dem Kvæg, Maskiner, Gødning, ved Hjælp til Grundforbedringer osv.. Det vil således hjælpe til at forøge Landbrugsproduktionen, også i de Bedrifter, der endnu ikke er gået over i Samfundets Besiddelse.
Men også her vil det ligesom på andre Områder vise sig nødvendigt at gøre Omsætningsprocessen simplere, idet man erstatter de mange Privatmænd, som indbyrdes udveksler Produkterne, med nogle ganske enkelte Organisationer, der træder i økonomisk Forbindelse med hinanden. I Stedet for at levere Tillægsdyr, Maskiner og Gødning til nogle enkelte Bønder vil Staten foretrække at levere dem til Landkommuner og Andelsselskaber. Og disse samme Kommuner og Andelsselskaber vil atter som Aftagere af deres Produkter finde kooperative Selskaber (Forbrugsforeninger), Kommuner og Statsinstitutioner (Møller, Sukkerfabrikker, Bryggerier osv.) i Stedet for private Mellemhandlere. Således vil den private Økonomi også her lidt efter lidt træde tilbage for den sociale, og omsider vil også Bondebedrifterne selv forvandle sig, samles i Andelsselskaber eller Kommuner og træde ind under samfundsmæssig Stordrift. Bønderne vil gå over til Fællesdrift af deres Jorder, især da når de ser, hvor godt det går med Fællesdriften af de eksproprierede Storgodser, hvordan der her med langt mindre Arbejde kan fremstilles ligeså meget som i Småbedrifterne eller mere endnu. Når Smådriften nu om stunder klarer sig i Landbruget, så er det mest, fordi den pumper mere Arbejde ud af sine Arbejdere, end det er muligt at gøre i Stordriften. Der er ingen Tvivl om, at Småbønderne arbejder langt stærkere end Lønarbejderne i de store Landbrug. Den lille Landmand har så godt som aldrig fri, og selv i den sparsomme Fritid er hans Tanker optagne af, hvordan han skal forbedre sin Bedrift. Bodriften er et og alt for ham, og det er en af Grundene til, at det er så svært at vinde ham for vor Sag.
Men det gælder kun for det gamle Slægtled. Den opvoksende Slægt føler allerede anderledes, trænger mere til Glæder og Adspredelser og til en højere Kultur. Og da den ikke kan få denne Trang tilfredsstillet på Landet, strømmer den ind til Byerne og Landet affolkes. Men når Småbonden ser, at han kan blive ved Landbruget uden derfor at behøve at give Afkald på Frihed og Kultur, da vil han ikke længere forlade Landbruget, men blot gå over fra Smådrift til Stordrift – og dermed vil en af den private Ejendoms sidste Skanser falde.
Men det sejrrige Proletariat vil ikke søge med Magt at fremme denne Udvikling – om ikke af anden Grund så fordi det kun ville skaffe sig selv brådne Pander derved. Det ville jo være den sikre Følge af at prøve at påtvinge Bønderne en ny Produktionsmåde. Hvor modigt Proletariatet end er, så vil det dog ikke kæmpe imod de Småfolk, der selv er Genstand for Udbytning,- kun imod de store Udbyttere.
Ved Siden af Landbruget er der så de små Bedrifter i Industrien. De vil sagtens heller ikke helt forsvinde indenfor en overskuelig Fremtid. Ganske vist vil det nye Styre, overalt hvor dårlige Bedrifter konkurrerer med bedre Bedrifter, stræbe efter at standse de første og drage deres Arbejdere over i de sidste, hvad der let lader sig gøre ved at byde dem højere Løn.
Men der gives dog enkelte Industrigrene, hvor Maskinerne endnu ikke helt kan tage Kampen op med Håndarbejdet. Og her vil de små Bedrifter sagtens have en vis Fremtid for sig. Det gælder særlig sådanne Fag, som direkte arbejder for det menneskelige Forbrug; thi Maskinerne leverer som bekendt kun Masseprodukter, medens mange Købere ønsker, at der tages Hensyn til deres personlige Smag. Det kan endogså tænkes, at Tallet på de industrielle Småbedrifter vil vokse under det proletariske Styre, da Velstanden i de brede Folkelag jo vil stige og Efterspørgslen efter Håndarbejdets Produkter derved vil blive livligere; Kunsthåndværket vil få et mægtigt Fremstød. Og selv om ganske vist Maskinen er og bliver fremherskende i Produktionsprocessen, så er det dog muligt, at Håndarbejdet på forskellige kunstneriske Områder vil vokse og erobre sig nye Felter. Men medens Håndarbejdet nu til dags for største Delen er et Produkt af den yderste Elendighed og frister Tilværelsen som Husindustri, så kan det i et socialistisk Samfund kun eksistere som en kostbar Luksus, der breder sig med den almindelige Velstand. Grundlaget for Produktionsprocessen bliver den maskinmæssige Stordrift; Småhåndværket kan i det højeste bevare sig som Øer i de store sociale Bedrifters Hav.
Der vil i disse Småbedrifter kunne findes de mest forskelligartede Former for Ejendom til Produktionsmidlerne og Afsætning af Produkterne. De kan være underordnede Led i en Staten eller Kommunen tilhørende Storbedrift, modtage deres Råstoffer og Værktøj fra den og aflevere deres Produkter til den; eller de kan arbejde for private Kunder eller for det store Marked osv.. Som i vore Dage vil også til den Tid en og samme Person skiftevis kunne arbejde under de forskelligste Driftsformer. En Syerske kan snart arbejde i en Statsfabrik, snart sy for en privat Kunde i sit eget Hjem, snart atter i Kundens Hjem, og hun kan endelig slutte sig sammen med et Par Kolleger i et Fællesværksted, hvor der syes efter Bestilling eller for Lager.
Her som i ethvert andet Forhold vil der være Plads for den største Mangfoldighed og for en stadig Udvikling. Intet kan være mere forkert end at forestille sig et socialistisk Samfund som en Mekanisme, der, når den engang er sat i Virksomhed, stadig drejer sine Hjul på samme Måde.
Mangfoldige Former for Ejendom til Produktionsmidlerne: Statens, Kommunernes, Forbrugsforeningernes, Andelsselskabernes, kan trives Side om Side i et socialistisk Samfund. De forskelligste Former for Bedriften: under Embedsmænds, under Fagforeningers, under Andelsselskabers Ledelse eller som Enkeltbedrifter; de forskelligste Lønningsformer: fast Gage, Timeløn, Akkordløn, Honorar for Besparelse på Råmateriel, Maskineri osv.; de forskelligste Former for Produkternes Omsætning: efter Leveringskontrakter, ved Køb fra Statens, Kommunernes, Foreningernes eller de enkelte Producenters Lagre osv. osv.. Der bliver i et socialistisk Samfund Mulighed for den samme økonomiske Uensartethed som nu til dags. Men til Nutidskonkurrencens rastløse Jagen, hidsige Kæmpen og hensynsløse Ødelæggelse bliver der ingen Plads, og ligeså lidt til Modsætningen mellem Udbyttere og Udbyttede.
Vi har nu betragtet de vigtigste økonomiske Opgaver, som Proletariatet vil stå overfor, når det sejrer, og vi har undersøgt Midlerne til deres Løsning. Det ville være meget fristende på denne Måde at gå videre og undersøge, hvilke Opgaver Hjemlivet, det internationale Samkvem, Forholdet mellem By og Land osv. vil stille; thi alle disse Sider af Livet vil på det dybeste berøres af Proletariatets Sejr og vil ikke kunne føres videre i den nuværende Skikkelse. Men vi må her se bort fra dette, og i denne Sammenhæng kun undersøge endnu et Punkt, som der hersker megen Uklarhed over: den åndelige Produktions Fremtid.
Vi har hidtil kun betragtet den materielle Produktion, som er den grundlæggende. Men på dens Grund hæver der sig en Produktion af Kunst, af videnskabelig Forskning, af mange forskellige litterære Arbejder. Den uforstyrrede Fortsættelse af denne Produktion er for det moderne Kulturmenneske ikke mindre nødvendig end den uforstyrrede Fortsættelse af Brød-, Kød-, Kul- og Jernproduktionen. Men en proletarisk Revolution gør også den åndelige Produktions Fortsættelse i det nuværende Spor umulig. Men hvad vil den sætte i dens Sted?
Der er ikke længere noget fornuftigt Menneske, som frygter for, at det sejrende Proletariat vil husere på de gamle Barbarers Vis og sætte Kunst og Videnskab som overflødigt Skrammel på Pulterkamret; tværtimod – blandt Folkets brede Lag er Proletariatet netop det, som viser mest Interesse, ja, Højagtelse for Kunst og Videnskab. Her er der jo imidlertid ikke Tale om Proletariatets gode Vilje; her er blot Tale om, hvad det i Kraft af Kendsgerningernes Logik kan gøre og må gøre.
Der vil ikke være nogen Mangel på de materielle Hjælpemidler for Kunst og Videnskab. Vi har jo set, hvorledes netop det proletariske Styre ved at ophæve Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne vil skabe Muligheder for hurtig at fjerne alle Levninger af overlevede Produktionsmidler og Produktionsmetoder, som endnu overalt hæmmer de moderne Produktivkræfter Udfoldelse, og som under den private Ejendomsret kun langsomt og ufuldstændig kan ryddes af Vejen. Samfundets Rigdom må derved stige langt over det Mål, hvortil det kapitalistiske Samfund er nået.
Men de materielle Hjælpemidler alene er jo ikke nok. Rigdom avler ikke i og for sig et kraftigt åndeligt Liv Spørgsmålet er altså, om de materielle Produktionsbetingelser i et socialistisk Samfund lader sig forene med de nødvendige Betingelser for en højtudviklet åndelig Produktion. Dette bestrider Socialismens Modstandere ofte.
Lad os først se, hvorledes den nuværende åndelige Produktion former sig. Den falder i tre Grupper: For det første den, som Samfundet selv driver for at tilfredsstille sine egne Behov, dernæst Vareproduktionen i den enkelte Bedrift og endelig Vareproduktionen i den kapitalistiske Bedrift.
Til den første Gruppe hører hele Undervisningsvæsenet, lige fra Folkeskolen til Universitetet. Mere og mere forsvinder den private Skole, og Samfundet har allerede nuomstunder for Størstedelen Skolevæsenet i sin Hånd, og det drives ikke for Profittens Skyld. Dette gælder ikke blot den moderne Stats- og Kommuneskole, men også de Skoler, som drives af kirkelige Organisationer og almennyttige Stiftelser, og som navnlig findes mange Steder endnu i de angel-sachsiske kulturlande som en Slags middelalderlige Levninger.
Dette samfundsmæssige Undervisningsvæsen er af den største Betydning for Åndslivet, især for det videnskabelige Liv, og ikke blot ved den Indflydelse det øver på den opvoksende Slægt. Det behersker også stadig mere den videnskabelige Forskning, idet det mere og mere gør Lærerne, navnlig Universitetslærerne, til Monopolindehavere af hele det videnskabelige Apparat, uden hvilket den videnskabelige Forskning nu om stunder næsten er umulig. Dette gælder især Naturvidenskaberne, hvis Teknik er så højtudviklet, at – når man undtager enkelte Millionærer – kun Staten råder over de Midler, der er nødvendige til at indrette og vedligeholde de nødvendige videnskabelige Anstalter. Men også i andre Fag, i Etnologi, i Arkæologi osv. bliver det videnskabelige Apparat stadig omfangsrigere og kostbarere. Og dernæst bliver Videnskaben en stadig mere brødløs Kunst, som kun de Mennesker fuldstændig kan dyrke, som bliver betalt af Staten for det, hvis de da ikke har været meget forsigtige i Valget af deres Forældre eller af – deres Hustruer. Men selv det at erhverve sig de nødvendige Forkundskaber til frugtbar videnskabelig Virksomhed fordrer allerede store, stedse stigende Pengemidler. Således bliver Videnskabsdyrkelsen stadig mere monopoliseret af Staten og de besiddende Klasser.
Et proletarisk Styre kan blot have den Virkning at ophæve de Skranker, som denne Tingenes Tilstand medfører. Det må indrette sit Undervisningsvæsen således, at enhver, der har Evner, kan få al den Viden, som Undervisningen overhovedet kan give. Det vil i en overordentlig Grad forøge Efterspørgslen efter Lærerkræfter og derved tillige efter videnskabelig forskende Kræfter. Men endelig byder det også – ved at ophæve Klassemodsætningerne – de Forskere, som har kastet sig over de sociale Videnskaber, og som står i Statens Tjeneste, Betingelser for, at de kan føle sig fri både for indre og ydre Bånd. Så længe der er Klassemodsætninger, vil der også være forskellige Standpunkter, ud fra hvilke man ser på Samfundslivet. Der gives intet større Hykleri eller Selvbedrag end at tale om Videnskaben som noget, der står over Klassemodsætningerne. Videnskaben eksisterer kun i Forskernes Hoveder, men de er selv Produkter af Samfundet, de kan hverken komme bort fra det eller komme op over det. Også i et socialistisk Samfund vil Videnskaberne være afhængige af de samfundsmæssige Betingelser, men disse vil da i det mindste ingen Modsætninger rumme.
Men endnu værre end den indefra kommende Afhængighed af de sociale Forhold er den ydre Afhængighed, som mange Forskere føler overfor Statsmagten eller andre offentlige Institutioner, f.eks. Kirken. Den driver dem til at rette deres Anskuelser efter de herskende Klassers, til ikke at forske frit og uafhængig, men ad videnskabelig Vej søge at retfærdiggøre de bestående Forhold og vise de opadstræbende Klasser tilbage. Således bliver Klasseherredømmet en Kilde til Demoralisation for Videnskaben. Den videnskabelige Forskning vil føle sig lettet og befriet, når det proletariske Styre afskaffer Kapitalisternes og Storagrarernes direkte eller indirekte Herredømme over vore Skoler. Åndslivet vil, såvidt det hænger sammen med Undervisningsvæsenet, intet have at frygte af Proletariatets Sejr, men kunne håbe det bedste.
Men hvordan forholder det sig med den åndelige i Vareproduktion?
Vi vil først betragte Enkeltbedrifterne – altså navnlig i Maler- og Billedhuggerkunsten og en Del af Forfattervirksomheden.
Et proletarisk Styre vil ligeså lidt umuliggøre denne Art af Vareproduktion som de små Bedrifter i den materielle Produktion. Ligeså lidt som Nål og Fingerbøl høre Pensel og Palet eller Blæk og Pen til de Produktionsmidler, der må overtages af Staten. Men ganske vist, når den kapitalistiske Udbytning ophører, vil sagtens også de købedygtige Kunder forsvinde, som hidtil har dannet Marked for de kunstneriske Enkeltproducenter. Det ville ikke forblive uden Indflydelse på den kunstneriske Produktion, men det ville ikke umuliggøre den, kun forandre dens Karakter. Staffelibilledet og Statuen, som kan skifte Plads og Ejermand, som man kan opstille, hvor man vil, er et Udtryk for Vareproduktionen i Kunsten; de kan lettest antage Varernes Skikkelse, og de kan opsamles ligesom Pengestykker, hvad enten det nu er for at sælges videre med Profit eller for at gemmes hen som Skat. Måske vil denne Produktion med Salg for Øje møde store Hindringer i et socialistisk Samfund. Men andre Former for kunstnerisk Produktion vil træde i Stedet. Et proletarisk Styre vil stærkt forøge Tallet på de offentlige Bygninger; og det vil stræbe efter at gøre ethvert Opholdssted for Folket, hvad enten det tjener til Arbejde, til Forhandling eller til Adspredelse, smukt og tiltalende. I Stedet for at skabe Statuer og Billeder, som kastes ind i Omsætningen for omsider at ende på et ganske ukendt Sted og mellem ganske ukendte Omgivelser, vil Kunstnerne arbejde planmæssig sammen med Bygmestrene, som de har gjort det i Kunstens blomstrende Tider, i Athen i Perikles's Tid og i den italienske Renæssance; den ene Kunstart vil støtte og højne den anden; Kunstværket vil få et bevidst socialt Formål, dets Virkning, dets Omgivelser og dets Publikum vil ikke afhænge af Tilfældet.
På den anden Side vil det heller ikke længere være nødvendigt at skabe Kunstværker bestemte til Salg. Det vil overhovedet ikke længere være nødvendigt at udføre åndeligt Arbejde som Pengeerhverv, som Lønarbejde eller som Vareproduktion.
Som før sagt vil et proletarisk Styre bestræbe sig for at forkorte Arbejdstiden og forhøje Lønnen, hvad der i Samfund med udviklet kapitalistisk Produktion straks kan gennemføres i en meget høj Grad, blot ved at nedlægge de dårligste Bedrifter og så stærkt som muligt at udnytte de mest fuldkomne. Det er slet ikke nogen overdreven Antagelse, at man straks kan fordoble Lønnen, samtidig med at Arbejdstiden forkortes til Halvdelen af sin nuværende Udstrækning. Og med den voksende Teknik kan man vente hurtige Fremskridt i samme Retning. Og jo videre man kommer i denne Henseende, des bedre Lejlighed bliver der for dem, der er sysselsat i den materielle Produktion, til at hengive sig til åndelig Virksomhed, også til en sådan, der ikke giver nogen materiel Gevinst, men finder sin Løn i sig selv, altså den højeste Art af åndelig Virksomhed. Den voksende Fritid vil vel for den allerstørste Del føre til åndelig Nydelse; men hos de mest begavede vil den åbne Adgang til åndelig Skaben og give Plads for den materielle Produktions Forening med kunstnerisk, skønlitterært eller videnskabeligt Arbejde.
Og en sådan Forening vil ikke blot blive mulig, men også blive en økonomisk Nødvendighed. Vi har set, hvordan et proletarisk Styre må stræbe efter at gøre Dannelsen til Folkets Fælleseje. Men hvis man ville udbrede Dannelsen i dens nuværende Skikkelse, ville det snart få til Følge, at den opvoksende Slægt blev uduelig til al materiel Produktion, at altså Samfundets Grundvold blev undergravet. Thi nu til dags er den sociale Arbejdsdeling udviklet på en sådan Måde, at materielt og åndeligt Arbejde næsten udelukker hinanden. Det materielle Arbejde foregår under sådanne Betingelser, at det kun for nogle få af Naturen eller andre Forhold begunstigede Mennesker er muligt ved Siden at drive, højere åndeligt Arbejde. Og på den anden Side berøver Åndsarbejdet, som det nuomstunder drives, Evnen og Lysten til legemligt Arbejde. At skaffe alle Mennesker Dannelse ville under disse Forhold betyde, at man umuliggjorde den materielle Produktion, fordi der da ikke fandtes nogen, som ville eller kunne virke i den. Vil man gøre den højere åndelige Dannelse til Folkets Fælleseje uden at true Samfundets Tilværelse, da er det ikke alene en pædagogisk, men også en økonomisk Nødvendighed, at det sker på en sådan Måde, at den opvoksende Slægt i Skolen ikke blot bliver fortrolig med det åndelige, men også med det legemlige Arbejde og vænnes til en Forening af åndelig og materiel Produktion.
På denne Måde vil det fysiske Arbejde blive til Erhvervsarbejdet, det i Samfundets Tjeneste nødvendige Arbejde, medens Åndsarbejdet vil blive et frit Arbejde, et Udslag af den personlige Virketrang, uden nogen social Tvang over sig. Thi det åndelige Arbejde kan langt dårligere forliges med en sådan Tvang end det fysiske. Åndsarbejdets Befrielse er ikke noget fromt Ønske, men den økonomisk nødvendige Følge af Proletariatets Sejr.
Vi skal endelig betragte den tredje Form for den åndelige Produktion, den kapitalistisk udbyttede, således som den væsentlig viser sig i Forholdet til de kapitalistiske Forlæggere, Avisudgivere og Teaterdirektører.
En sådan kapitalistisk Udbytning bliver under et proletarisk Styre, umulig. Men da den åndelige Produktion, som falder ind herunder, kun kan nå ud til Publikum gennem et kostbart teknisk Apparat og gennem en Mængde Kræfters Sammenspil, og da de Enkelte hver for sig intet formår, så kunne man spørge, om der ikke her måtte vælges imellem enten kapitalistisk Drift eller Statsdrift. Og vil da ikke Statsdrift af så stor og vigtig en Del af Åndsproduktionen true med det værst mulige, med Ensformighed og Stilstand? Thi vel ophører Statsmagten at være Organ for en Klasse, men bliver den ikke Organ for en Majoritet? Kan Åndslivet gøres afhængigt af Majoritetsbeslutninger? Er ikke enhver ny Sandhed, enhver ny Anskuelse og Følelse altid fra først af kun blevet grebet og ført frem af et ubetydeligt Mindretal? Vil da ikke en sådan Ordning true med at bringe netop de bedste og dristigste Åndens Helte i stadig Konflikt med det proletariske Styre ? Og om der end skabes større Frihed for den Enkeltes kunstneriske og videnskabelige Udvikling, bliver da ikke dette Gode mere end forskertset ved de Lænker, der lægges på Åndslivet, overalt hvor det behøver sociale Midler for at gøre sig gældende? Her er der et alvorligt Spørgsmål – men ikke noget uløseligt.
Først må man huske, at ligesom for hele den øvrige Produktion, således vil det også for de sociale Institutioner, der berører den åndelige Produktion, ikke blive Staten alene, der overtager Ledelsen, men også Kommunerne. Og allerede herved har man en Garanti imod enhver Ensformighed og enhver centraliseret Tvang overfor det åndelige Liv. Men som Erstatning for den kapitalistiske Drift af åndelig Produktionsvirksomhed vil også andre Organer træde ud i Livet: frie Foreninger, bestemte til at tjene Kunst, Videnskab og offentligt Liv og på forskellig Måde at fremme eller direkte at overtage Produktionen på disse Områder. Vi har jo allerede nu talrige Foreninger, som opfører Skuespil, udgiver Blade, indkøber Kunstværker, udsender Skrifter, udruster videnskabelige Ekspeditioner osv.. Jo kortere Arbejdstiden er, og jo højere Lønnen er i den materielle Produktion, des mere vil dette frie Foreningsvæsen trives, des mere vil det vokse, såvel hvad Medlemmernes Antal, Energi og Forståelse, som også hvad de Midler angår, hvormed de Enkelte kan bidrage til de fælles Formål. Sådanne frie Foreninger vil rimeligvis spille en større og større Rolle for det åndelige Liv; det bliver deres Opgave i Stedet for Kapitalen at organisere og lede den åndelige Produktion, forsåvidt den er af social Natur.
Altså heller ikke her fører det proletariske Styre til voksende Tvang, men netop til voksende Frihed.
At befri Undervisningen og den videnskabelige Forskning fra Klasseherredømmets Lænker; at befri Individet fra det ensidige, udslidende legemlige Arbejdes Tryk; at erstatte den kapitalistiske Drift af den sociale Åndsproduktion med de frie Foreningers Virksomhed; det bliver på Åndslivets Område den Retning, hvori det proletariske Styre vil virke.
At bringe Plan og Orden i Samfundslivets Kaos, således at hvert enkelt Individ underkaster sig visse fælles Regler, og samtidig at give Individet den fuldeste Frihed til at udvikle sin Personlighed og selv bestemme sit Forhold til andre Mennesker, det er de to historiske Opgaver, som Kapitalismen stiller til det kommende Samfund. De kunne synes at stå i Strid med hinanden, og dog lader de sig løse samtidig; thi det er ganske forskellige Områder af Samfundslivet, de hver for sig angår. Vil man gennemføre den samme Ordning for begge disse Områder, da kommer man ganske vist ind i en uløselig Modsigelse. Dette er Anarkismens Grundfejl. Den er et Udslag af Småborgernes Reaktion imod den Kapitalisme, der truer og knuger deres Tilværelse. Småhåndværkeren, der er vant til at indrette sit Arbejde efter eget Tykke, protesterer imod Fabrikkens Disciplin og Ensformighed. Hans Ideal er det frie individuelle Arbejde; og hvor dette ikke længere er muligt, søger han et nyt Ideal i en social Samvirken mellem frie Foreninger, der står selvstændig overfor hinanden.
Den “nye Middelstand”, “Intelligensen”, er jo, socialt set, kun en forfinet Udgave af det gamle Småborgerskab. Dens Arbejdsmåde skaber den samme Trang til frit Arbejde, den samme Modvilje mod Disciplin og Ensformighed, og således udvikler der sig også her et anarkistisk Ideal. Men hvad der for det Arbejdsområde, som „Intelligensen" sysler med, betyder et Fremskridtsideal, det bliver for det rent materielle Produktionsområde et reaktionært Ideal, det betyder et Tilbageskridt til det forkrøblede Småhåndværks Produktionsvilkår.
For den materielle Produktions Vedkommende er der i vore Dage kun to Muligheder åbne: enten socialistisk Drift, med Fælleseje til Produktionsmidlerne og planmæssig Fællesledelse af Produktionen, eller kapitalistisk. En anarkistisk Drift kan i det højeste være et rent forbigående Trin. Thi en materiel Produktion ved frie Foreninger uden nogen Centralledelse fører til Virvar, hvis den da ikke er Vareproduktion med Vareombytning på Grundlag af Værdiloven, der da gør sig gældende igennem den frie Konkurrence. Men på Produktionslivets nuværende Udviklingstrin antager Vareproduktionen bestandig den kapitalistiske Produktionsmådes Former. At tilstræbe det anarkistiske Ideal for den materielle Produktion er og bliver da håbløst.
Helt anderledes med den åndelige Produktion. Den er bygget på den materielle Produktion, på det Overskud af Produkter og Arbejdskraft, som denne sidste leverer, og den kan først blomstre frem, når det materielle Liv er sikret. Men for Samfundets Tilværelse er det ganske ligegyldigt, på hvilken Måde Overskuddet af Produkter og Arbejdskraft fordeler sig mellem de forskellige Områder af den frie åndelige Virksomhed – alene bortset fra Undervisningsvæsenet, som har sine særegne Love og heller ikke nu til dags er overladt til den frie Konkurrence. Det ville være skæbnesvangert for Samfundet, om man med altfor stor Iver styrtede sig over Produktionen af en enkelt Vare, så der ikke blev tilstrækkelig Arbejdskraft tilbage til Produktionen af de øvrige Varer; her er et bestemt Ligevægtsforhold mellem de enkelte Produktionsgrene nødvendigt. Derimod er der absolut intet bestemt Forhold imellem Produktionen af lyriske Digte og Skuespil, Assyriologi og Botanik; der er hverken Minimal- eller Maksimalgrænser; og om der skrives dobbelt så mange lyriske Digte som før og kun halvt så mange Skuespil, dobbelt så mange Assyriologiske Værker og kun halvt så mange botaniske, så berøres Samfundets Velfærd ikke i mindste Måde derved. Thi Værdiloven gælder kun for den materielle, ikke for den åndelige Produktion. Her ville en Centralledelse af Produktionen ikke blot være unødvendig, men ligefrem vanvittig; her kan den frie Produktion herske, uden at den behøver at forvandle sig til Vareproduktion og (for Stordriftens Vedkommende) til kapitalistisk Produktion.
Socialisme i den materielle, Anarkisme i den åndelige Produktion, det er den Produktionsmåde, som nødvendigvis vil fremgå af Proletariatets Herredømme, med andre Ord af den sociale Revolution, i Kraft af de økonomiske Kendsgerningers Logik, hvad så end Proletariatets Ønsker, Hensigter og Teorier måtte være.
Vi har i denne Undersøgelse kun talt om de økonomiske Betingelser og ganske set bort fra de juridiske og moralske Spørgsmål. Det er gjort med velberåd Hu. Thi vel vil Ret og Moral også spille deres Rolle i den sociale Revolution; men alt hvad der slår igennem og bliver virkeliggjort, vil være de Krav, som stilles ud fra de rent økonomiske Forhold.
Ved Siden af de retslige og moralske Spørgsmål er der imidlertid også det psykologiske. Vil der ikke herfra rejse sig meget store Vanskeligheder for et proletarisk Styre? Kræver det socialistiske Samfund ikke Undtagelses-Mennesker, sande Engle i Retning af Opofrelse og Bravhed, Arbejdsglæde og intelligens? Vil ikke den sociale Revolution, sålænge Menneskeheden er så egoistisk og brutal som i vore Dage, blive Signalet til vilde Kampe om Byttet eller til en almindelig Lediggang, under hvilken alt går til Grunde? Hvad nytter alle Omdannelser i de økonomiske Forhold, så længe Menneskene ikke er blevet bedre?
Det er en gammel Vise. Man hørte den allerede for Hundrede År siden, da Fyrsterne af den hellige Alliance så inderlig gerne ville have givet deres elskede Undersåtter al mulig Frihed – men Folkene var blot ikke „modne" dertil endnu!
Nu er der jo ingen Tvivl om, at enhver Produktionsmåde ikke blot er afhængig af visse tekniske, men også visse psykologiske Forudsætninger. Af hvad Art disse Forudsætninger er, det afhænger atter af de økonomiske Opgaver, som rejser sig.
Vi har i vore Undersøgelser ingenlunde forudsat Mennesker af engleagtig Natur. De Opgaver, som skal løses, kræver Intelligens, Disciplin og organisatorisk Evne; det er de psykologiske Forudsætninger for et socialistisk Samfund. Og netop de bliver allerede udviklede af det kapitalistiske Samfund. Det er Kapitalens historiske Opgave at disciplinere og organisere Arbejderne og at udvide deres åndelige Synskreds vidt ud over Værkstedet og Sognegrænsen.
At nå til en socialistisk Produktion på Grundlag af Småhåndværkerens eller Småbondens Driftsmåde, ville være umuligt, ikke blot af økonomiske, men også af psykologiske Årsager. Thi den småborgerlige Psykologi peger i Retning af Anarkisme og gør Modstand mod den samfundsmæssige Bedrifts Disciplin. Dette er en af de største Vanskeligheder Kapitalen står overfor ved Begyndelsen af den kapitalistiske Produktion, da den må hente sine første Arbejdere fra Håndværket eller Bondestanden.
Og ikke blot Disciplinen, men også Organisationsevnen er kun svagt udviklet i disse primitive Tilstande. Der er jo ingen store Menneskemasser, som skal forenes til planmæssig Samvirken; kun Hærene giver Anledning til Organisation af store Masser; de store Hærførere bliver de store Organisatorer. Under den kapitalistiske Produktionsmåde bliver den Opgave, at organisere de store Menneskemasser, overført til Industrien. Blandt Kapitalisterne opstår der store Feltherrer, og alle de betydelige Mænd iblandt dem er fremragende Organisatorer. Organisationsevnen bliver højt vurderet og højt lønnet hos Kapitalens Embedsmænd. Således fremstår der talrige organisatoriske Talenter, der også kan komme et proletarisk Styre til Nytte. Thi vi vil jo ikke fordømme Fabriksdirektørerne og Trustlederne til Uvirksomhed.
Kapitalen behøver tillige en intelligent Arbejderstab, og vi ser da, at Konkurrencen allevegne virker til at forbedre idet mindste den faglige Skoleundervisning. Og samtidig bevirker Samfærdselens og Avisernes Udvikling, at Arbejdernes åndelige Synskreds udvider sig.
Og ikke blot Kapitalens Bestræbelser for at udbytte de store Arbejdermasser, men ligesåvel Proletariatets Kamp imod denne Udbytning udvikler de psykologiske Betingelser for den socialistiske Produktion. Den udvikler en Disciplin, som ganske vist er af en helt anden Art end den, Kapitalen tvinger igennem. Den udvikler tillige de organisatoriske Evner; thi i Kampen mod Kapitalen og den kapitalistiske Stat kan Proletariatet kun hævde sig ved enigt Sammenhold indenfor sine store Menneskemasser. Organisationen er Proletariatets stærkeste Våben, og så godt som alle dets store Førere er også store Organisatorer. Imod Kapitalens Pengemagt og Militærstatens Våbenmagt kan Proletariatet kun stille sin økonomiske Uundværlighed og sine Organisationer. At det hermed også vokser i Intelligens, er noget, som alle véd.
Der vil kræves en høj Intelligens, en stærk Disciplin og en gennemført Organisation af Proletariatets store Masser, og disse må tillige være absolut uundværlige i det økonomiske Liv, hvis det skal lykkes at slå de frygtelige Modstandere til Jorden. Målet vil først kunne nåes, når disse Egenskaber er udviklede til deres højeste Grad; Proletariatets Herredømme og den sociale Revolution vil altså ikke indtræde, før såvel de økonomiske som også de psykologiske Forudsætninger for et socialistisk Samfund er tilstede i fuldt Mål. Men da det ikke er nødvendigt, at Menneskene først bliver Engle, vil det næppe vare længe, inden den psykologiske Modning er indtrådt.
Men behøver der ikke nogen gennemgribende Ændring af de moderne Proletarer, før de er modne for et socialistisk Samfund, så er der på den anden Side Grund til at tro, at Socialismen vil gribe dybt ændrende ind i Menneskenes Karakter. Hvad man opstiller som Betingelse for et socialistisk Samfund: at der skabes Mennesker af en højere Art end den moderne, det vil blive Resultatet af Socialismen. Den vil bringe Menneskene Tryghed, Ro og Fritid, den vil hæve deres Sind op over Hverdagslivet, fordi de ikke længere behøver at bekymre sig om, hvorfra de skal skaffe Brødet til den næste Dag. Den vil gøre Personligheden uafhængig af andre Personligheder og således udrydde Trællesind og Menneskeforagt. Den vil samtidig udjævne Forskellen mellem By og Land, åbne alle Kulturens rige Skatte for Menneskene og gengive dem Adgangen til den Natur, hvorfra de kan hente Kraft og Livsglæde.
Og den vil ikke blot udrydde de sjælelige Årsager til menneskelig Livslede, men også de sociale Årsager: Elendighed og Nød hos nogle og Overmål af Nydelse hos andre. Socialismen vil afskaffe Savn og Overmættelse og Unatur, vil gøre Menneskene livsglade og skønhedsglade og give dem Evne til at nyde. Og den vil tillige skabe fuld Frihed for alle Mennesker til videnskabelig og kunstnerisk Skaben.
Er det for dristigt at tro, at der under sådanne Forhold vil opstå en ny Art af Mennesker, der står højt over de højeste, som Kulturen hidtil har frembragt? Et Overmenneske, om man vil, men ikke som Undtagelse, men som Regel, et Menneske, der er Overmenneske i Forhold til sine Stamfædre, men ikke til sine Samtidige, et højt udviklet Menneske, der ikke søger sin Tilfredsstillelse i at være stor blandt forkrøblede Dværge, men i at være stor blandt de Store, lykkelig med de Lykkelige – der ikke føler sin Kraft, idet han hæver sig over nedtrådte Medmenneskers Legemer, men idet han sammen med dem, der stræber efter de samme Mål, dristig vover sig i Kamp med de højeste Livsopgaver.
Således tør vi vente, at der vil opstå et Kraftens og Skønhedens Rige, som vil virkeliggøre vore dybeste og ædleste Tænkeres Idealer.
Sidst opdateret 26.6.2008