Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 27. marts 2015.
Undertegnede medlemmer har den 4. august besluttet at forlade VS, mange af os efter adskillige års aktivt arbejde i organisationen. Vi har for længe siden opgivet troen på at kunne forandre VS til et revolutionært parti, men vi har nu på baggrund af udviklingen i FFL også opgivet forestillingen om, at man kan påbegynde opbygningen af en revolutionær organisation inden for rammerne af VS.
Der er således ikke tale om, at VS på afgørende vis har “kompromitteret” sig over for arbejderklassen. Det afgørende for os er ikke, at reformpolitikken er blevet styrket både politisk og organisatorisk i VS siden Gr. 79’s velmagtsdage. Og ganske vist har HB været følgagtig over for Anne Grethe Holmsgårds småmumlen om “Arbejderflertal”. Det afgørende for os har været den manglende forståelse i FFL for de revolutionæres opgave i en situation med nedgang i klassekampen. Problemet har været centrismens afsmitning i FFL.
Klassekampssituationen har gennem de sidste år været kendetegnet af, at arbejderklassen er gået i defensiven, dels pga. arbejdsløsheden, men især fordi borgerskabet i dag står som en langt mere sammentømret blok end tidligere over for arbejderklassen. Samtidig med at arbejdernes organisationer er blevet svækket. De arbejdskampe, der alligevel foregår, fremprovokeres af arbejdsgivernes offensiv – det gælder både havnearbejderne, La Cabana, Danfoss og HT. Situationen præges af mangel på solidaritet – de enkelte arbejdergrupper tvinges ud i desperate strejker, og generalisering i form af sympatistrejker er meget svag. Arbejderne har mistet deres selvtillid og troen på, at de selv kan føre kampene til sejr. I stedet fæster de lid til andre kræfter – til fagbyrokratiet og til arbejderpartierne. Både i Danfoss og HT-strejken havde fagpamperne et bredt spillerum og kontrollerede reelt kampens udvikling – i begge tilfælde var basisorganiseringerne, den aktive opbagning nedefra, meget svag.
Nedgangen i klassekampen har også påvirket mange militante og oppositionelle arbejdere – hele “klimaet” er præget af demoralisering og højredrejning. I denne situation lurer faren for at blive trukket med til højre også blandt de revolutionære. Den eneste måde at undgå dette på er ved at fastholde en klar politisk profil og udvikle evnen til, dels at alle revolutionære kan intervenere politisk i alle arbejdskampe – altså også uden for ens “egen” branche – dels at kunne koncentrere kræfterne og skifte hurtigt fra f.eks. støtten til Solidarnosc, til fredsarbejde og herfra til strejkestøtte.
Dette har FFL ikke forstået. FFL har talt om nedgang, men har ikke ændret taktikken. Linjen er “klassekampen fortsætter – fortsæt det seje opbygningsarbejde”. Målet med “opbygningsarbejdet” er for FFL at “forankre de revolutionære” i arbejderklassen. Som “bevis” for at denne taktik faktisk giver pote, fremhæver FFL HT-konflikten og siger, at “FFL’ere har styrket deres positioner og autoritet i forhold til at udvikle en kamplinje”, at “FFL’ere har fået større lydhørhed”. Og som prikken over i’et var “FFL’ere en del af lederskabet” og opnåede at “FFLs linje kom til at stå centralt i kraft af forankringen”.
Vi mener at denne linje er forkert. Først spørger vi i forbindelse med HT-konflikten: Hvor mange løbesedler udsendte FFL under konflikten? Hvilke FFL-kammerater stod åbent frem som revolutionære? Ved den københavnske arbejderklasse nu, hvad FFL står for? Hvor mange har FFL rekrutteret i Kbh. under HT-konflikten? Svarene kender vi: ingen FFL-løbesedler, ingen klar FFL-profil i konflikten, ingen målrettet rekruttering. I stedet for at FFL har påvirket den københavnske arbejderklasse, er der snarere tale om det omvendte.
Vi er ikke imod forankring, men når vi i IS taler om forankring i arbejderklassen, så mener vi forankring af vores ideer og ikke forankring af enkeltpersoner på enkelte arbejdspladser. Det er forkert at gøre de enkelte revolutionæres forankring gennem satsning på tålmodigt arbejde med de daglige klubspørgsmål i årevis til en forudsætning for, at de revolutionære kan blive ledende, når klassekampen får et opsving. Det er forkert af to årsager: For det første er de revolutionære yderst udsatte på arbejdsmarkedet på grund af arbejdsløsheden – politiske fyringer og sortlistning hører til dagens orden. Hvis taktikken er at fastholde de revolutionæres positioner på de enkelte arbejdspladser, så er der kun en vej: At nedtone den politiske profil for at undgå fyring. For det andet vil en stædig satsning på lokale spørgsmål trække de revolutionære til højre, fordi der på de enkelte arbejdspladser sjældent kan skabes opbagning til at kæmpe de daglige klubspørgsmål igennem til sejr – selvtilliden er ganske enkelt ikke til stede. Naturligvis skal vi tage stilling til de lokale spørgsmål, men de revolutionæres opgave er primært at prøve at vinde opbakning på de generelle ideer, at fastholde en ”høj” politisk profil.
Derfor er vi også uenige med FFLs linje i forhold til oppositionsarbejdet og VS’s faglige sektor. Det er åbenlyst, at passiviteten og demoraliseringen i arbejderklassen også er slået ind i oppositionsgrupperne og i den faglige sektor i VS. Men at også militante arbejdere bliver demoraliseret har FFL ikke forstået og har i stedet fået dårlig samvittighed og sagt: “flere kræfter ind i brancherne og FLU”. Denne linje kan ikke standse demoraliseringen, men er i stedet med til at trække folk væk fra revolutionære standpunkter. Hvis de revolutionære er organisatorisk forbundet med demoraliserede militante arbejdere, så vil demoraliseringen også slå ind over for de revolutionære.
FFL bruger erfaringerne fra “det faglige opbygningsarbejde” indenfor f.eks. til at forsvare taktikken med, uden at forstå at kampen i en branche ikke kan vindes uden støtte fra andre arbejdere, at en branche i nedgangen ikke kan være stærk i sig selv. Dette viste nederlaget for de ellers traditionelt “stærke” typografer ved overenskomsten i 81 med al tydelighed.
Hvor FFL blot fastholder linjen fra de sene 70’ere, så har resten af VS taget konsekvensen og bevæget sig klart til højre. VS har reelt accepteret kravet om “enhed mellem arbejderpartierne” og er ved at udvikle programmer for en “alternativ økonomisk” politik med beskæftigelsesplaner osv. Uden at pege på faren ved en arbejderregering, uden at sige at der ikke er nogen genvej til arbejdernes magtovertagelse.
HB-flertallet i VS ser det som sin opgave at “politisere” arbejderklassens kampe ved at formulere 20-punkts-programmer, programmer for “social solidaritet”, “solidarisk lønkompensation” osv. “Politiseringen” foregår så ved, at venstrefløjspartierne, fagbevægelsen og folkelige bevægelser går sammen – dvs. “enhed fra oven” – og prøver at vinde opbagning bag kravene.
Men selv nok så mange programmer kan ikke skabe mobilisering. Mobiliseringen skal ske nedefra ved at revolutionære intervenerer i alle kampe og agiterer for solidaritet og generalisering af kampen, og ved at revolutionære gennem propaganda prøver at trække de mest militante ind i en revolutionær organisation. Man kunne tro, at VS opfatter arbejderklassen som en computer, der blot skal fodres med det rigtige program for at give det ønskede resultat.
Den afgørende fejl ved disse programmer er sådan set ikke, at de bliver lavet, men at de afslører en tro på, at staten kan bruges til fx afskaffelse af arbejdsløsheden – en tro på, at arbejderklassen på en eller anden måde kan få gavn af den borgerlige statsmagt. Det er en illusion. Vejen til afskaffelse af arbejdsløsheden, af lønforskelle, af forurening og energifråds går over arbejdernes magtovertagelse og knusning af kapitalens stat. De revolutionæres opgave er ikke at bilde arbejderklassen ind, at hvis den bare presser på, så kan den tvinge staten til indgreb mod kapitalen, med derimod at statsmagten er kapitalens magtapparat vendt imod arbejderklassen, og at kun en socialistisk revolution kan indfri arbejdernes krav.
VS’s opfattelse af programmernes betydning bunder i, at VS reelt aldrig har fattet klassekampens dynamik, at VS aldrig har forstået, at “arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk”. Det viste sig, da VS skulle tage stilling til pædagogernes overenskomst i 1983. VS opfordrede til at stemme ja med henvisning til de ugunstige styrkeforhold. Derved lagde VS sig i røven på de mest desillusionerede og tilbagestående blandt pædagogerne – i stedet for at pege på hvordan de ugunstige styrkeforhold kunne ændres.
Men på andre områder har konsekvenserne af VS’s politik nærmest givet groteske udslag. Fx under Solidarnosc’ kamp i Polen, hvor brede dele af VS var meget tøvende og vaklende i støtten til Solidarnosc. Tøvende, fordi VS-flertallet ikke mente, at arbejderne var “modne” nok til at overtage magten – igen uden at pege på hvordan arbejderne kunne modnes gennem opbygning af et revolutionært parti. Vaklende fordi VS’s flertal mener, at Polen i en eller anden forstand er mere “progressiv” som stat end Danmark. Flertallet var bange for, at kirkens indflydelse i Solidarnosc kunne føre til et tilbageskridt for de polske arbejdere, hvis Jaruzelski blev væltet. Tilbageskridt fra hvad? Et andet eksempel er opbakning bag FSNL i Nicaragua, på trods af strejkeforbud og indførelse af parlamentariske valg, hvor borgerskabet får lejlighed at ytre sig på lige fod med arbejdernes organisationer. Og lad os også nævne de evindelige hyldester på VS’ kongresser til den palæstinensiske organisation PLFP’s opfattelse af Sovjetunionen som en “strategisk allieret” i palæstinensernes kamp.
På baggrund af denne udvikling i VS og FFL har vi vedtaget at danne organisationen “Internationale Socialister” d. 15.-16. september 1984. Vores grundlag er i grove træk følgende:
Farvel.
Sidst opdateret 28.3.2015