Oprøret i 1989 foregik ikke kun i Beijing. Der har mindst været demonstrationer og strejker i de større byer, der er markeret på kortet.
Forord
Revolutionen
Kronologi
I folkets hænder
Baggrunden
En advarsel til os alle
Kina – hvad nu?
Oprøret og massakren i Kina i foråret 1989 vil gå over i historien på linie med andre store revolutionære opstande som i Rusland 1905, Ungarn 1956 og Paris 1968. Endnu engang viste studenter og arbejdere, hvilke kræfter de har, når de kæmper for bedre forhold. Det gælder i Øst som i Vest, og såmænd også i Danmark, selv om venstrefløjen herhjemme stort set har afskrevet arbejderklassen og revolutionen.
Desværre led oprøret i Kina i 1989 nederlag og blev slagtet på brutal vis som så ofte før. Ikke mindst derfor er det vigtigt, at revolutionære i Danmark såvel som i Kina tager ved lære af begivenhederne, så lignende nederlag kan undgås i fremtiden.
Disse sider forsøger at samle nogle begivenheder, erfaringer og konklusioner, men er på ingen måde fuldt dækkende. Der kommer stadig masser af oplysninger om oprørets omfang og organisering. Derfor vil der også senere kommer mere materiale fra IS og/eller vores søster-organisationer.
Meget af materialet er samlet og oversat fra netop de organisationer. Men det er bearbejdet og klippet sammen, og meget af det har været offentliggjort uden forfatternavn, så sådan fremstår det meste også her.
Carsten Lorenzen, 2. juli 1989
Oprøret i 1989 foregik ikke kun i Beijing. Der har mindst været demonstrationer og strejker i de større byer, der er markeret på kortet.
Kampen for socialisme og arbejdermagt tog et enormt skridt fremad under de mange demonstrationer op til massakren på den Himmelske Freds Plads i Beijing den 4. juni 1989. I syv uger trodsede millioner af studenter, arbejdere og fattige bønder regimet og for en periode var hele undertrykkelsesapparatet lammet. Demonstranterne afslørede Kinas herskere som en svag, korrupt og splittet gruppe. De viste, at deres leders krav om at være almægtige var lige så skrøbeligt som deres kontrol med hæren – og den var meget skrøbelig.
Bevægelsen begyndte med, at nogle få hundrede studenter krævede en afdød bureaukrat fra kommunistpartiet, Hu Yaobang, rehabiliteret. Mod slutningen krævede millioner af arbejdere, at lederne af regimet skulle gå af. For en tid var bevægelsens store helt Mikhail Gorbatjov, men han skuffede, da han reelt tog afstand fra demonstrationerne.
Oprøret begyndte i Beijing, men spredte sig snart til hele landet, og til Hong Kong, hvor urolighederne rystede aktiemarkedet.
Da Hu Yaobang var begravet, havde den kinesiske regering regnet med, at demonstrationerne stoppede. Godt nok havde de lukket titusinder af demonstranter ind på den Himmelske Freds Plads, selv om de havde sagt, at den var lukket, og at demonstrationer var forbudt. Og nok havde der på et tidligt tidspunkt været kampe med politiet i Xian og Changsha. Men alligevel havde de troet, at det var det.
Det var det langtfra. Studenterne på universiteterne i Beijing og Shanghai begyndte straks en undervisningsboykot for at få opfyldt deres krav, der nu gik langt videre end at få Hus navn renset.
De krævede en nyvurdering af og en rehabilitering af ofrene for kampagnerne mod ‘åndelig forurening’ (1983) og ‘borgerlig liberalisme’ (1987 – efter studenterdemonstrationer i december 1986, Hu blev fjernet under den kampagne). De krævede ytrings- og pressefrihed. De ville have ret til at demonstrere, de politiske fanger løsladt og flere penge til uddannelserne.
Det var ikke et oprør mod socialisme – Kina er ikke og har aldrig været et socialistisk land, uanset de mange myter, som både Kinas og vores egne herskere har fremført.
Studenterne og arbejderne gjorde oprør mod magthavernes grådighed og tyranni.
Hu Yaobangs død den 15. april satte gang i bevægelsen. Allerede 18. april går de første studenter gennem Beijings gader, mens de synger revolutionære sange.
22. april mødes mere end 100.000 mennesker på den Himmelske Freds Plads til en alternativ begravelsesceremoni, selv om det er forbudt. Titusinder begynder at campere på pladsen.
Omkring den 27. april begynder arbejderne at dominere gaderne. Da studenterne drager gennem Beijing, tiljubler tusinder af arbejdere dem, og mange følger efter dem på vej mod centrum. Seks gange bliver politiets forsøg på vejspærringer fejet til side af menneskemængden. Regeringen tilbyder at forhandle med studenterne – hvis de vil stoppe deres undervisningsboykot. Men i stedet begynder studenterne at organisere deres egne, uafhængige organisationer.
1. maj stiftes Beijings Autonome Studenterorganisation, der dækker de fleste universiteter i Beijing og har kontakt til resten af landet.
4. maj afholdes den hidtil største demonstration på 70-års dagen for den første store studenter-demonstration i 1919. Ledere herfra var med til at danne Kinas Kommunistiske Parti, og studenterbevægelsen var forløber for arbejderopstanden fra 1925-27.
Efter 4. maj aftager demonstrationerne. Studenterlederne i Beijing anbefaler, at boykotten afblæses, fordi de ikke tror på, at der kan organiseres flere demonstrationer. Tre ting forhindrede, at bevægelsen sluttede her. For det første fortsatte studenterne på to af universiteterne i Beijing deres undervisningsboykot.
For det andet begyndte de ansatte på aviserne at kræve pressefrihed – eller i det mindste en rimelig dækning af demonstrationerne. Og for det tredie besluttede de uafhængige organisationer, at Gorbatjovs forestående besøg ville være en god lejlighed til at komme ud med deres krav.
14. maj begyndte demonstranterne at samle sig til Gorbatjovs ankomst dagen efter, og 300 studenter startede sultestrejken på pladsen. Gorbatjovs besøg blev ændret og i det hele taget forstyrret af masseaktionerne i byen.
Demonstranternes begejstring for Gorbatjov varede ikke længe. Hans kommentar til KKPs generalsekretær Zhao Ziyang blev spredt vidt: “Vi har også vore egne brushoveder, der ønsker at modernisere socialismen fra dag til dag. Men det sker aldrig i virkeligheden, kun i eventyr.”
Som en aktivist i Shanghai sagde det: "Han er lige blevet gode venner med vores regering, så han vil ikke fornærme dem ved at støtte vores bevægelse.”
17. maj var der 3000 i sultestrejke, og her to dage efter Gorbatjovs ankomst demonstrerer mere end en million i Beijing. De kræver Deng Xiaopings afgang, fordi han har krævet dem fjernet med magt, og Li Pengs afgang, fordi han har kritiseret deres motiver.
Demonstrationer fandt sted i mindst 28 provinshovedstæder og i massevis af mindre byer. I Shanghai var der 100.000, i Wuhan besatte studenter broen over Yangtse-floden og blokerede derved hovedjernbanen mellem nord og syd, og i Kanton demonstrerede 200.000. I Beijing viste bannerne, at der deltog arbejdere fra Beijing urfabrik, Beijings elektroniske fabrikker nr. 1, 2 og 3, Beijings bryggeri, Højesteret og mange andre. Beijings centrale stålværk – som med over 200.000 ansatte nok er verdens største arbejdsplads – var i strejke.
19. maj støtter All-China Federation of Trade Unions (den officielle, statskontrollerede fagforening!) kravet om demokrati og giver cirka to millioner danske kroner til medicinudgifter til sultestrejken. De ønskede at dæmme op for, at de var ved at miste kontrollen med arbejderne, fordi de altid var blevet opfattet som regimets håndlangere.
20. maj var der mange kommentarer fra arbejdere på den Himmelske Freds Plads: “Studenterne ønsker demokrati og en fri presse. Det vil vi også have på vores fabrikker.” “Moralen er lav – vi ønsker en friere atmosfære, hvor vi kan tale frit.”
22. maj er der rapporter om en uafhængig fagforening med omkring 3000 medlemmer i Beijing. Også i Shanghai og vistnok Wuhan og Xian er der dannet fagforeninger. Deres politik og opbakning ved vi desværre alt for lidt om.
20. maj – efter Gorbatjov har forladt Kina – erklæres der undtagelsestilstand i Beijing, og 300.000 soldater, omkring 10% af Kinas væbnede styrker, bevæger sig mod byen.
Nu starter den mest fantastiske periode af begivenhederne. Demonstranterne søger støtte hos byens befolkning – og får den. Hæren bliver mødt med barrikader og millionvis af mennesker, der forsøger at overbevise dem om, at de ikke skal skyde på demonstranterne. Allerede efter den første dag står det klart, at det er mere end svært at få soldaterne til at rykke frem, og der opstår et magttomrum i Beijing. Regeringen kan ikke bruge sin yderste løsning, hæren, og er reelt lammet. Hele toppen af KKP er forsvundet. Men hverken studenter eller arbejdere har nogen klare forestillinger om, hvad det skal ende med, og ingen organisation argumenterede for, at bevægelsen selv skulle tage magten i landet. Bevægelsen sygner hen.
27. maj opfordrer nogle af studenterlederne til at forlade pladsen, og i de næste dage overtages ledelsen af studenter fra andre byer i Kina. De er ikke kommet til Beijing for at stoppe protesterne med det samme. Men færre og færre bliver på pladsen.
3. juni kommer de første voldelige angreb. Soldater angriber pladsen med stave, men tvinges tilbage. En militærbil kører lige ind i menneskemængden – tre bliver dræbt.
4. juni om morgenen sættes massakren i gang. Kampvogne ruller hen over sovende demonstranter, og soldaterne, som muligvis er bedøvede af narkotika, skyder på alt og alle. Flere tusinder bliver dræbt – tallet kan sikkert aldrig gøres op. I de følgende dage er der spontane strejker over det meste af Kina, men koordineringen og organiseringen er for svag. Militæret og den gamle garde har atter magten og sætter en heksejagt i gang. En jagt, der især rammer de uafhængige organisationer – først og fremmest arbejdernes. Hundreder fængsles, og mange dødsdømmes.
“Revolution er de undertryktes festival.”
(Lenin efter 1905-revolutionen i Rusland)
I 48 timer har Beijing fuldstændig været i folkets hænder. Selv om stemningen er spændt, er der ingen druk, ingen røverier og ingen vold.
Der er bogstaveligt talt millioner involveret – på gaderne, på barrikaderne, ventende eller i gang med at organisere.
Hvad der end sker, sejr eller nederlag på kort sigt, kan tingene aldrig blive som før. Folk får selvtillid og lærer en forfærdelig masse meget hurtigt.
Sidste nat var vi på barrikaderne. Omkring 22.30 begyndte folk at forberede sig på, at hæren kom.
“Hæren kommer for at kvæle det Frie Beijing,” sagde folk. Da mørket faldt på, blev barrikaderne rejst. Unge og gamle, kvinder og mænd – alle skubbede busserne i position.
Vi er på hovedgaden i den østlige del af byen, hvor tre busser spærrer den brede gade. På mindst 1000 meter bagved står busser i et sindrigt mønster for at blokere gaden, men der er lige akkurat plads til, at mindre køretøjer kan zig-zagge igennem.
Flere busser står klar til at blive skubbet i position for at udfylde hullerne, hvis det bliver nødvendigt. Folk sidder og hyggesnakker i busserne, og ved den forreste barrikade står de og kigger spejdende ud i mørket.
Busserne er ikke beregnet til, og kan heller ikke, stoppe kampvogne. Meningen er at få tropperne til at stoppe op, så folk kan diskutere med soldaterne og få dem til at vende om, som det er sket så mange gange i de forløbne dage. Barrikaderne er til at stå foran, ikke bagved
En teenage-dreng læser en løbeseddel højt. Den er fra studenterne på den Himmelske Freds Plads. Den er dateret den 21. maj kl. 17.30 og er et svar på Li Pengs ultimatum om at rydde pladsen ved solopgang. Den siger, at Li Peng ønsker at fylde fængslerne, at fremtiden er værd at kæmpe for, og at studenterne på pladsen vil slås til det sidste.
Studenterne beder Beijings befolkning om at støtte dem. Mængden, som består af arbejdere fra distriktet, jubler af begejstring. Arbejderne siger, at de er parate til at dø, om nødvendigt.
En kvinde på omkring 50 år understreger det ved at lade hånden glide forbi struben. Deres mod er utroligt.
Åbne lastvogne, fyldt med mennesker, udgør kommunikationen med andre områder i byen. Flagene blafrer i vinden, røde flag med gul skrift. Lastbilerne standser og folkene på ladet fortæller. Mængden svarer: “Ned med Li Peng”. Der udveksles V-tegn, og bilerne fortsætter til næste stop.
Under en vejoverføring på vej ind mod byen er der fyldt med mennesker, der står og diskuterer i små grupper. En ung mand springer ud af en bil og hopper op på en stol. Han løfter hånden i vejret, og straks står 500 mennesker rundt om ham og venter på nyt. Manden læser sin meddelelse, og forsamlinger giver udtryk for sin støtte og råber: “Ned med Li Peng! Støt Zhao Ziyang!” Efter at have afgivet beskeden begynder han spontant at diskutere med mængden for at få dem med i kampen. Han er tydeligvis ingen trænet taler, men da han er færdig, får han et drønende bifald.
Folk bagest i mængden råber for at få meddelelsen gentaget, for de kunne ikke høre den. De forreste flytter sig, og beskeden gentages – mere sikkert denne gang. Næverne bliver løftet i vejret, og til slut smiler en gammel mand og giver V-tegnet.
Om natten flytter begivenhederne væk fra den Himmelske Freds Plads. Grupper af studenter marcherer ud fra pladsen for at deltage på barrikaderne i forstæderne. Det er en vidunderlig ting, at alt bliver beskrevet som ‘frivilligt’. De folk, der skubber busserne på plads til barrikader, kalder sig selv for frivillige, og det samme gør plakatopklæberne.
På nogle måder er manglen på organisering forfærdende, men alle tingene sker alligevel. Det er nu fuldstændig sikkert, at det store flertal af folk støtter studenterne. Da hæren forsøgte at rykke ind, blev den stoppet af mængder på tusinder af mennesker.
Det ser ud til, at kampvognene er blevet stoppet af arbejdere og studenter mere end 10 km uden for centrum. Og alle aldersgrupper er med. De gamle kvinder er ofte forrest, når der skal stoppes kampvogne.
Der går rygter om, at der er startet en arbejder-komité ved siden af Beijing-studenternes Dialog-komité, hjertet i studenterbevægelsen.
Andre fortæller om arbejderdelegerede fra Beijing stålværk, der har over 200.000 ansatte, busarbejderne, Beijing Jeep-fabrik og andre steder. Arbejderne har også vist muskler på en mere direkte måde. Da regeringen forsøgte at bruge undergrundsbanen til at transportere tropper ind til byen, afbrød arbejderne strømmen.
Studenterne dirigerer trafikken, og der er en populær vittighed, der siger: “Vi har ikke haft noget trafikpoliti i to uger, og der har ikke været nogen ulykker!”
Alle ruter ind til den Himmelske Freds Plads er organiserede, og arbejderne leverer en konstant strøm af mad, drikke, cigaretter og ispinde. Kokkene fra restauranterne ankommer på laddet af lastbiler med store madcontainere. Vandforsyning og renovation er også organiseret af folket selv.
Der er titusinder af studenter fra provinserne, og de ansatte i restauranterne giver dem gratis mad. Hele byens centrum, måske på 10 gange 10 kilometer eller mere, er under kontrol af arbejdere og studenter. Folk snakker om, at der har været mere end fem millioner, mere end halvdelen af indbyggerne, på gaden i går. Og de fleste af dem er arbejdere.
Overalt passerer de åbne lastbiler fyldt med arbejdere og studenter. De har alle sammen røde flag og bannere blafrende, mens de suser fra barrikade til barrikade for at chekke situationen og se, om de kan hjælpe med noget.
Og overalt synges Internationale igen og igen.
Perestroika uden glasnost – økonomiske ændringer og markedskræfter uden politiske reformer – det er mediernes forklaring på begivenhederne i Kina. Men det passer ikke. Det sidste ti-års ‘markeds-socialisme’ har forværret forholdene i Kina, så lederne ikke har turdet gennemføre politiske reformer af frygt for at miste magten.
Da Mao døde i 1976, var Kina i dyb krise. Dampen var gået af de mange forsøg på at forcere industrialiseringen af bureaukratisk vej. Den herskende klasse var dybt splittet og vidste ikke, hvilken vej den skulle gå. Sejrherren Deng Xiaoping, den store reformator, som Time Magazine i 1986 udnævnte til ‘Årets mand’, åbnede økonomien mod verdensmarkedet. Han sagde: “Det er ærefuldt at blive rig”.
Fra 1978 blev de statsejede landbrug brudt op, og bønderne fik hver deres jordlod. Men selv om indkomsterne blev fordoblet, så blev 30% af bønderne overflødige.
Men det blev værre. Med profitten som drivkraft holdt bønderne op med at dyrke korn og begyndte i stedet at dyrke afgrøder, der var flere penge i. Store udsving i priserne har ført til at kornproduktionen steg med 20% frem til 1984, for nu at falde med 25 millioner tons om året.
Investeringerne i landbruget er mindre end i 1948. Det opdyrkede landbrugsareal er faldet med 5% siden 1978, og mængden af kunstvandede områder er også faldet.
Det går ikke meget bedre med markedsmekanismerne i byerne. De officielle priser stiger, og mangel på mange varer gør, at flere og flere arbejdere må handle på et voksende sort marked, hvor priserne er op til tre gange så høje som de officielle.
De industrielle reformer, der blev gennemført i 1981, er også katastrofale. I den første 5-årsplan blev væksten så stor, at den gled ud af kontrol. Reformerne betød, at der dukkede massevis af nye virksomheder op, men de elektriske installationer kunne ikke følge med. Strømafbrydelser er nu almindelige i byerne, og mange fabrikker må lukke en dag om ugen.
Konkurrencen om de knappe ressourcer har givet inflation. Officielt er inflationen på 36%, men den regner ikke med de meget højere priser på det sorte marked.
Der er indrettet Specielle Økonomiske Zoner langs kysten i det sydlige og østlige Kina i et forsøg på at integrere den kinesiske økonomi i verdensøkonomien. Med deres store reserver af materialer og arbejdskraft har de trukket værdier ud af resten af Kina. Problemerne på landet har betydet, at bare i de første fem måneder af 1989 er der ankommet 2,5 millioner mennesker til Kanton (som har 6 millioner indbyggere) for at søge arbejde.
Integrationen i verdensmarkedet betyder også, at Kina påvirkes mere af svingningerne i den internationale økonomi. Hvad det betyder, er stålværket i Beijing et godt eksempel på. Der blev investeret en masse i fabrikken på grund af en aftale med et australsk minekompagni. Men da fabrikken stod klar, fordoblede det australske firma prisen på malmen. Den eneste løsning for regeringen var at købe aktier i firmaet – et massivt dræn i en slunken valutakasse.
Kinas ledere har ikke turdet lade markedsmekanismerne regere fuldt ud. Faktisk har regeringen brugt de sidste år til at forsøge at dæmme op for markedskræfterne.
Officielt skal alle virksomheder, der ikke giver overskud, lukkes. Og det gør omkring 20% af dem ikke. Men reelt skal de erklæres fallit først. Men det har de ikke turdet. Den logiske følge af markedet er også, at man i fremtiden afskaffer den lov, der garanterer alle kinesere mad nok til ikke at sulte.
Financial Times beskrev problemerne sådan for nogle år siden: “Efter næsten ti år med nogle af de mest vidtrækkende reformer, der nogensinde er forsøgt i Kina, er beboerne i Beijing og et voksende antal af andre byer i denne måned tilbage, hvor de startede: Svinekød og sukker er blevet rationeret, og horder af kunder har været på panik-indkøb.”
Læs også kapitlet ‘Kina efter Mao’ side 18.
For to uger siden skrev jeg i denne artikel-serie om Kina, at “enhver idé om, at en hær, der stadig er under kommando af den herskende klasses officerer, er ‘patriotisk’ og derfor ikke vil skyde på sit eget folk, er en skæbnesvanger illusion.”
Jeg citerer ikke disse linier for at hævde, at jeg er synsk. Og omvendt har jeg ingen ekspertviden om den kinesiske hær og ingen interne informationer eller speciel indsigt i den kinesiske regerings planer.
Det ovenstående udsagn bygger udelukkende på to generelle teoretiske synspunkter.
Det ene er den marxistiske teori om staten. I følge den teori, som er udviklet af Marx, Engels og Lenin, kan en stat aldrig være neutral. At der overhovedet eksisterer en stat, som dybest set består af grupper af bevæbnede mænd, beviser, at samfundet er gennemsyret af klassemodsætninger, der er uforenelige. Staten, og dermed hæren, tjener aldrig hverken ‘nationen’ eller ‘folket’, men den herskende klasse i samfundet. Derfor er den moderne stat til for borgerskabets skyld.
Den er et våben i hænderne på borgerskabet, som bruger staten til at fastholde magten og holde de undertrykte og udbyttede nede.
Lige siden den teori blev udviklet, har konservative, liberale, socialdemokrater og reformister undsagt den som ondskabsfuld bagvaskelse. Samfundsforskere har afskrevet det som en grov forenkling.
I de sidste to årtier har det været på mode blandt venstrefløjens intellektuelle at forsøge at gøre den enkle teori mere indviklet og dybsindig.
Men ikke desto mindre; når magthavernes vitale interesser står på spil, så fjernes de konservatives propaganda, og de liberale og socialdemokraternes illusioner bliver rystet.
Når det koges ned til, hvad arbejdere og andre undertrykte behøver at vide i det afgørende øjeblik, så er et gram af denne ‘utilslørede’ marxisme mere værd end et helt bjerg af sofistikeret, akademisk ævl.
Den marxistiske teori om staten advarer arbejderklassen om, at politiet ikke er ‘deres politi’ og hæren ikke ‘deres hær’ – heller ikke når den kaldes Folkets Befrielseshær. Og den advarsel er absolut vital.
Det andet teoretiske fundament for mit udsagn var, at Kina er statskapitalistisk, og derfor gælder den marxistiske statsteori fuldt ud på Kina og dets hær.
Den kinesiske revolution i 1949 var et stort fremskridt for Kina, når vi sammenligner med det Kuomintang-regime, der var før. Men det var ikke en socialistisk revolution.
Den blev ikke udført af arbejderklassen, og den gav ikke magten til arbejderklassen. Den indsatte en ny bureaukratisk herskende klasse, og deres måde at samle kapital på krævede en meget autoritær stat. De styrede folket fra oven med en kombination af fanatisme og ren undertrykkelse.
De, der har styret staten, har gjort som alle andre herskere – uanset om det er i privat- eller statskapitalistiske lande – og har fyldt deres egne og deres børns lommer.
Der er to meget vigtige konklusioner på denne analyse. Den første er, at de kinesiske, bureaukratiske magthavere ikke kan reformeres væk. Det er ikke et spørgsmål om ledernes alder, deres ideologi eller individuelle karakter – altsammen er kun overfladefænomener, som medierne har fokuseret på. Det er et spørgsmål om bureaukratiets objektive sociale forhold.
Det statslige ejerskab over industrien, som har forvirret så mange på venstrefløjen, betyder faktisk, at der er endnu mindre plads til demokratiske reformer.
De steder, hvor produktionsmidlerne ejes af private, kan magthaverne tillade demokrati, fordi de er sikre på, at selv om regeringerne kommer og går, så vil de beholde deres magt over økonomien.
I Kina er den økonomiske og den politiske magt blandet sammen, og derfor truer et almindeligt demokrati kernen i den herskende klasse. Derfor er der intet andet end en fuldt gennemført revolution, der kan sikre ægte socialisme eller sandt demokrati.
Og det betyder, at de kinesiske massers magt skal organiseres for at smadre staten.
Den anden konklusion er, at massakren den 4. juni ikke er noget specielt kinesisk fænomen. Det samme kan ske i Sovjet, på trods af Gorbatjovs liberale image. Faktisk angreb militæret ubevæbnede demonstranter i Grusien, selv om antallet af døde heldigvis var meget mindre end i Kina. Det er også sket i Østeuropa (Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968), og det vil ske igen, hvis tingene strammer til.
Det skete i Indonesien i 1965, Chile i 1973, i Argentina i 1970erne og mange andre steder. Det kan ske i Schlüters Danmark eller Bushs Amerika. Det er faktisk kun, hvad alle herskere, konservative eller moderate, reaktionære eller reformistiske har gjort og vil gøre, hvis de føler, at deres rolle som herskende klasse for alvor er truet.
Derfor er massakren i Kina en advarsel til os alle.
(John Molyneux i “Teach yourself Marxism” i Socialist Worker 17. juni 1989)
Bevægelsen for demokrati i Kina har lidt et massivt nederlag.
Deng Xiaoping og Li Peng, de ledere, der gav ordre til massakren på den Himmelske Freds Plads, er dukket op igen for at lede en bølge af undertrykkelse. Hundreder er blevet arresteret i Beijing og andre byer, og mange aktivister er gået under jorden.
To spørgsmål rejser sig. Hvorfor kan de herskere, der er hadet af de millioner, der gik på gaden, overleve og genvinde kontrollen? Og som nummer to, er det her enden på kampen?
Det står klart, at på trods af modet hos de, der bekæmpede tropperne, så kunne bevægelsen ikke mobilisere den eneste kraft, der kunne have stoppet massakren og undertrykkelsen. Arbejderne deltog i studenternes demonstrationer på gaden, men de besatte ikke fabrikkerne. De fleste af de, der mødte op og stoppede tropperne omkring Beijing, var arbejdere. Men med få undtagelser mobiliserede de kun i deres boligkvarterer, ikke på deres fabrikker og på deres kontorer. Selv på bevægelsens højdepunkt tog de fleste på arbejde om dagen, og deltog så i demonstrationerne om aftenen og på deres ugentlige fridag.
I Shanghai, Kinas største by og industrielle center, demonstrerede titusinder efter massakren i Beijing. Studenter og nogle arbejdere opfordrede til generalstrejke. Barrikader, demonstrationer og et lammet transportsystem betød, at mange blev væk fra arbejde. Men de fleste arbejdere tog på arbejde, hvis de kunne. Og det ser ud til at gælde over hele landet.
I Beijing blev arbejderne væk fra arbejde efter massakren. Men der var ingen koordineret strejke, som kunne have tvunget lederne til at gå af.
Under de syv uger lange demonstrationer opstod der uafhængige fagforeninger for arbejdere og studenter, og de er nu hovedmålet for undertrykkelsen. Men de udviklede sig aldrig til studenter- og arbejderråd, der kunne lede og koordinere strejker og protester. Det ser også ud til, at de demonstrerende ikke fokuserede på krav, som kunne have mobiliseret arbejdernes kollektive kræfter.
At kræve demokrati og stop for korruptionen er helt korrekt. Men for at mobilisere millioner af arbejdere må disse krav kædes sammen med en kamp for at beskytte levestandarden mod inflation og økonomisk kaos. Som en arbejder sagde til en vestlig korrespondent midt under oprøret: “Du kan ikke spise demokrati.”
Demonstrationerne satsede også på, at de ‘reformvenlige’ ville vinde magtkampen i partiet. Men der er ikke stor forskel på den ‘konservative’ ministerpræsident Li Peng og den nu afsatte partisekretær Zhao Ziyang. Nok var de uenige om, hvordan de skulle takle oprøret. Men ingen af dem er glade for revolution og strejker, og de ønsker begge først og fremmest at bevare magten hos kommunistpartiet. Deres uenigheder er taktiske. Hvis bevægelsen nogensinde skal sejre i Kina, må den opgive illusionerne om, at nogle af herskerne står på deres side.
Kina har atter bevist, at en hær altid kan genvinde kontrollen med gaderne, hvis den er parat til at dræbe tilstrækkeligt mange mennesker. Men det er en meget vanskeligere opgave at genvinde kontrollen med fabrikker, som arbejderne har besat. Arbejderne kunne have tvunget økonomien i knæ og ramt Kinas herskere hårdt. Det er den eneste kraft, der kunne have vendt utilfredsheden i hæren til en åben revolte. En del soldater nægtede at skyde, og nogle deserterede, men de tilsluttede sig ikke oprøret. Ingen soldat vil risikere et åbent oprør, med mindre han er helt sikker på, at bevægelsen går fremad og har kraften og viljen til at sejre.
Fordi arbejderne ikke overtog ledelsen af bevægelsen og fik soldaterne med, kunne regimet gennemføre massakren og få tag om magten igen, efter at have været lammet i en periode.
Men på trods af nederlaget er kampen ikke slut.
Det er nytteløst at forsøge at gætte på, hvad der sker i Kina i de næste uger og måneder. Men på længere sigt vil de kinesiske herskere stå overfor enorme problemer med at stabilisere deres magt.
De kan fange og arrestere tusinder. Frygt, og faren for selv at blive fængslet, vil sikkert få mange til at angive andre. Men regimet kan ikke anholde alle de millioner, der har deltaget i protesterne.
Nederlaget i Kina er heller ikke så omfattende som i Chile i 1973. Dengang havde millioner sat deres lid til Allende i tre år. Kuppet ødelagde fuldstændig deres håb, og 30.000 af de bedste militante døde – ud af en arbejderklasse, der er meget mindre end Kinas.
Bevægelsen i Chile blev smadret totalt, og det tog næsten 15 år, før den igen rørte på sig. I Kina var arbejderklassen først ved at komme i gang, da massakren fandt sted, og derfor vil de ikke på samme måde se nederlaget for de fredelige studenterdemonstrationer som en hindring for modstand i fremtiden.
Men det vigtigste er, at regimets problemer bliver blandet op med den økonomiske krise, der er i Kina. De kan ikke bare stabilisere samfundet ved at forbedre levestandarden, som de kunne i Ungarn efter 1956 og Tjekkoslovakiet efter 1968.
Kornhøsten er faldet de sidste fem år og ser ud til at falde yderligere. Inflationen er på over 30% om året i byerne, og det kan snart blive nødvendigt at rationere basisfødevarer. Og det vil kun blive værre, når regimet forsøger at få arbejderne til at betale for den økonomiske krise.
De har allerede forsøgt at lukke nogle fabrikker, og de vil gennemføre drastiske nedskæringer på sociale goder som bolig, sundhed og sikkerhed i ansættelsen. Det giver muligheder for, at arbejderklassen vil gå til modstand.
Problemerne består også i, at de økonomiske reformer har skabt store regionale forskelle. Kystområderne er blevet åbnet for udenlandsk kapital og har oplevet en voldsom vækst, men den forhøjede levestandard er nu truet. I de indre, mere tilbagestående dele af landet, har økonomien ikke fået del i væksten.
Disse økonomiske forskelle har skabt bitre modsætninger mellem bureaukrater og direktører. Men ingen af dem har nogen løsning. Nogle vil gøre det sidste tiårs økonomiske reformer ugjorte, men det giver risiko for et økonomisk sammenbrud. Andre ønsker at føre reformerne videre med risiko for at give næring til det, der førte til oprøret.
Regimet i Kina er nok enig om, at ro og orden skal genoprettes. Men så er de heller ikke enige om ret meget mere.
Der er vigtige forskelle mellem Kina i dag og Polen, men der er også vigtige fællestræk. Det polske regime gennemførte undtagelsestilstand i 1981. Men den økonomiske krise betød, at arbejderne gik i aktion igen i 1988. Nu forsøger regimet en anden taktik for at fastholde magten – samarbejde med Solidaritet.
Alle disse faktorer tyder på, at oprøret i Kina vil komme igen, ikke om årtier, men indenfor de kommende år. Når det sker, er det muligt, at arbejderne vil spille en mere central rolle, og dermed give oprøret den kraft, som det manglede denne gang.
Vi må håbe, at nogle af aktivisterne overlever undertrykkelsen, lærer af erfaringerne fra nederlaget og fastholder nogle af deres organisationer, selv om det bliver under jorden.
I revolutionære opsving som i Kina kan mennesker lære ting på én dag, som det ellers tager år at lære. Der er tegn på, at i det mindste nogle af studenterlederne har lært, hvad der skal til. Siu Chong, en 20-årig student fra Canton, sagde tirsdag efter massakren, at: “Der må en total strejke til – ikke flere sultestrejker, de er nytteløse. Kun hvis arbejderne stopper stålproduktionen, kraftværkerne og jernbanerne kan vi vælte disse personer. Der er ikke nok soldater til at få de vitale industrier til at køre. Arbejderne har magten, lad arbejderne få noget at skulle have sagt. Det er den eneste vej.” Også den kvindelige studenterleder fra Beijing, Chai Ling (som nu skulle være i Australien) har draget revolutionære konklusioner på massakren.
At arbejdernes kræfter skal bruges, er den ene vigtige erfaring. Den anden er, at revolutionen aldrig gennemføres, hvis der ikke er et revolutionært parti, der i det afgørende øjeblik peger på, at det ikke er nok at tage magen i gaderne. Uden et stærkt lederskab, der giver signalet til, at arbejderne overtager magten og knuser den gamle, undertrykkende stat, mislykkes oprøret.
Men hvis de mest militante lærer af erfaringerne og samler sig i uafhængige fagforeninger og et revolutionært parti, vil de, der døde i Beijing, ikke være døde forgæves.
Sidst opdateret 19.5.2014