Indledning
Folkefronten og Francos opstand
Krig og revolution
Revolutionens nederlag: Madrid
Revolutionens nederlag: Barcelona
Konklusioner
Noter
Den spanske borgerkrigs udbrud gav nyt håb til en hel generation af socialister. Efter den tyske revolutions nederlag i 1923 havde arbejderbevægelsen lidt nederlag efter nederlag over hele verden. Den store økonomiske depression havde sendt millioner ud i arbejdsløshed og forstærket arbejdsgivernes offensiv mod fagforeningerne. I Sovjet var arbejdermagten blevet smadret af en ny overklasse ledet af Stalin. Men værst af alt, i Portugal, Tyskland og Østrig var fascistregimer kommet til magten uden modstand af betydning. Den spanske borgerkrig kom som et lyn fra en klar himmel; et levende bevis på at fascismen kunne bekæmpes.
Over for resten af verden blev borgerkrigen fremstillet som en kamp mellem demokrati og fascisme. Men det var den spanske arbejderklasse, som havde bekæmpet den fascistiske opblomstring, og de gik meget længere end til blot at forsvare det gamle system. På fabrikkerne og i værkstederne overtog arbejderkollektiver produktionen. De producerede efter arbejdernes behov, ikke efter profithensyn. I byerne kontrollerede arbejderrådene uddelingen af mad, medicin og andre af hverdagens nødvendigheder. Og i hundrede af landsbyer smed bønderne godsejerne på porten og dyrkede markerne kollektivt.
Selv krigen blev ført af demokratiske organer, folkemilitserne, som blev rekrutteret fra fagforeningerne og venstrefløjspartierne. I folkemilitserne blev officererne valgt, og den militære strategi blev lagt efter flertalsafgørelser. Bekæmpelsen af fascismen og socialismens sejr var inden for de spanske arbejderes rækkevidde.
Denne pjece forsøger at forklare, hvad der foregik under revolutionen, hvorfor den led nederlag, og hvad socialister kan lære af det i dag.
I 1930erne var Spanien et land med store spændinger mellem klasserne. Begivenhederne i 1936 var et uundgåeligt resultat af de kampe, som havde fundet sted i de forudgående 5 år.
Den spanske arbejderklasse var ung og i stærk vækst. I årene mellem 1910 og 1930 var den blevet fordoblet i størrelse og udgjorde i 1930 en fjerdedel af den arbejdende befolkning.
Industrien var geografisk meget ujævnt fordelt og koncentreret i fire regioner: Baskerlandet, som alene tegnede sig for 70% af jern-, stål- og skibsbygningsindustrien. Asturien, som havde hovedparten af kulproduktionen. Madrid, hovedstaden, og størst af dem alle, Catalonien, hvor mere end halvdelen af arbejderklassen var koncentreret. I Andalusien var der over 800.000 landarbejdere, som arbejdede på regionens mange kvæg- og kornfarme.
Arbejderbevægelsen var delt i to dominerende fagforeninger. Den største var UGT (Union Generel de Trabajadores), som blev ledet af socialistpartiet, PSOE. I Catalonien tilhørte størstedelen af arbejderne dog CNT (Confederación Nacional de Trabajadores), en anarko-syndikalistisk organisation. Kommunistpartiet, PCE, organiserede også en fagforening, som kun havde meget begrænset indflydelse. Den blev slået sammen med UGT i 1935.
Den spanske overklasse var lille og svag. Det skyldtes dels landets sene industrialisering og dels, at industrialiseringen var sket for udenlandsk kapital. Spanien var indtil 1931 et monarki, hvor de store godsejere havde den afgørende magt. De nye kapitalister havde kun en meget lille indflydelse. I 1931 havde flere valg og en generalstrejke afskaffet monarkiet, og en republik var blevet oprettet. Den republikanske regering var ledet af liberale, hvis mål var at samle kapitalistklassen og gøre Spanien til et kapitalistisk demokrati. Men deres politik “skræmte middelklassen, uden at tilfredsstille arbejderne,” som en historiker har udtalt. De lovede jordreformer til gavn for de millioner af småbønder, som hutlede sig igennem på små bitte stykker jord; men de kom aldrig. De gav det catalanske folk selvstyre, men nægtede at give det samme til baskerne, på trods af at baskernes nationalfølelse var langt stærkere. Og mens de lovede reformer for bedre arbejdsforhold og højere lønninger, kunne de intet stille op mod den stigende arbejdsløshed. En arbejdsløshed som skyldtes verdenskrisen. Da arbejderne gik i strejke for at få udløst de lovede reformer i juli 1931, januar 1932 og januar 1933, blev de banket tilbage i arbejde af politi og militær.
Afstanden mellem arbejdernes skuffelse på den ene side og en støt højredrejning i middelklassen på den anden gjorde regeringens position om muligt endnu mere skrøbelig. Den faldt i oktober 1934, og det så ud til, at magten ville falde i hænderne på et nyfascistisk parti. PSOE opfordrede til omfattende modstand under parolen “Hellere Wien end Berlin” (en henvisning til arbejdernes modstand mod den nazistiske magtovertagelse i Østrig tidligere på året). I de fleste byer førte opfordringen til omfattende strejker, som hurtigt blev nedkæmpet. Kun i Asturien greb arbejderne til våben.
Ledet af en enhedsfront bestående af UGT, CNT og PCE gjorde 20.000 asturiske minearbejdere oprør og overtog minerne. De holdt ud i to uger mod en overvældende militær overmagt ledet af general Franco. Efter at have overgivet sig blev mere end 3.000 af dem myrdet, og under den undertrykkelse som fulgte, blev 40.000 aktivister fængslet over hele Spanien. Den nye regering slog hårdt ned på arbejdernes bevægelse, ligesom de trak de begrænsede reformer fra 1931 tilbage.
Men undertrykkelsen fremtvang en ny forståelse for enhed i arbejderklassen, og en massiv kampagne for frigivelse af politiske fanger groede frem. Dens styrke blev vist på majdagen i 1935 med en én-dags generalstrejke i den private sektor, som regeringen stod magtesløs over for. Det var på baggrund af denne forståelse for enhed, at Folkefrontskoalitionen vandt valget i februar 1936.
Folkefronten var blevet dannet det foregående år som en valgkoalition mellem middelklasse-partier og arbejdernes organisationer. På republikanernes side omfattede den Det Republikanske Venstre, som blev ledet af Manuel Azaña, Den Republikanske Union, de to største catalanske nationalistpartier og Baskisk National Aktion, det mindste af de to baskiske nationalistpartier. På arbejdernes side omfattede den PSOE, PCE, og de catalanske venstrefløjspartier, som senere sluttede sig sammen til Cataloniens Forenede Socialistparti (PSUC) – det catalanske kommunistparti. Det marxistiske POUM underskrev også traktaten, selv om de gav udtryk for forbehold.
Valgsejren i februar 1936 var valgmæssigt set meget lille, og den var kun mulig, fordi CNT fraveg deres traditionelle standpunkt om ikke at stemme. Den nye regering kom udelukkende til at bestå af middelklasse-republikanere. Det skete på trods af, at regeringen var støttet af alle venstrefløjspartier. Den blev ledet af Manuel Azaña, som blev premierminister. Dens program var meget moderat. Man ønskede en republik, der ikke skulle ledes udfra klassemotiver, men skulle være et frihedens og demokratiets regime, drevet frem af ønsket om folkelige og sociale fremskridt.
Sådanne abstrakte forestillinger havde ingen grobund i det spanske samfund uden for den lille veluddannede middelklasse. Arbejderne havde stemt på Folkefronten som et udtryk for, at de var parate til at slås, og de var ikke til sinds at vente på de lovede reformer. Som en socialist fra Madrid udtrykte det: “De ville fremad, de var ikke tilfredse alene med løsladelsen af de politiske fanger og med at vende tilbage til de jobs, som nogen af dem havde mistet efter den revolutionære opstand i oktober 1934. Instinktivt pressede de fremad. Ikke nødvendigvis for at overtage magten, og ikke for at danne sovjetter, men for at få mere gang i den revolution, der var startet med udråbelsen af republikken.” [1]
Dagen efter valget stormede arbejdere fængslerne i Valencia, Oviedo og andre byer og befriede hundreder af aktivister. En strejkebølge bredte sig ud over landet. Hver storby og de fleste provinser havde mindst én generalstrejke. Over en million arbejdere var i strejke den 10. juni, den 24. juni og de første dage i juli. De strejkede både på spørgsmål om højere lønninger og på generelle politiske krav som f. eks. genansættelse af de aktivister, som var blevet fyret i 1934.
Men det var ikke bare i byerne, der var noget i gære. I det østlige og sydlige Spanien organiserede jordløse landarbejdere og fattige bønder massebeslaglæggelser af godsejernes jord. Fra maj til juli udbrød strejke efter strejke for bedre løn og arbejdsvilkår. Strejkerne overskred de traditionelle landsbygrænser for til sidst at dække hele distrikter eller endog provinser.
Arbejdsgiverne og godsejerne havde Ingen tiltro til, at Folkefrontsregeringen kunne dæmme op for bølgen af arbejderopstande. Alt det de troede på – den private ejendomsrets ukrænkelighed, Spaniens samling, kirken, familien – blev udfordret af opstanden fra neden. De så hæren og fascisterne som den eneste magt, der var i stand til at stoppe arbejdernes fremmarch. Middelklasse-ungdommen strømmede ind i Falangen, et åbent fascistisk parti, som i stadig større udstrækning holdt venstrefløjen beskæftiget i væbnede sammenstød i gaderne. Fra valget i februar og frem til Francos opstand i juli døde gennemsnitligt to mennesker om dagen i sådanne kampe. Højrefløjen greb også til tilslørede snigmord på aktivister. Både PSOE og PCE havde hemmelige organisationer i militæret, og de var de eneste på venstrefløjen, som havde let adgang til våben. Disse venstrefløjsofficerer gav igen på angrebene med samme mønt.
Alle involverede parter forstod, at en væbnet konfrontation var uundgåelig. Den spanske kapitalismes konkurrenceevne på verdensmarkedet var gået drastisk tilbage under det dobbelte pres fra den internationale lavkonjunktur og arbejdernes kampvilje. Arbejdsgiverne befandt sig i en blindgyde, hvorfra de kun så en udvej – den totale udslettelse af arbejderbevægelsen.
Mange grupper af spanske arbejdere var også klar over, at kamp til det sidste var en nødvendighed, og de var rede til at tage den. Et eksempel: Den 14. april blev der holdt en militærparade for at markere årsdagen for republikken. En fascist-bombe eksploderede under tilskuerpladserne, uden at gøre skade. Det var meningen, at den skulle have dræbt medlemmer af regeringen. Borgmesteren i Mijas, en lille by nær Malaga, vendte tilbage fra paraden, og opdagede, at da nyheden var nået frem, havde grupper af bevæbnede arbejdere arresteret alle højreorienterede i byen, fordi de troede, at dette var starten på militærkuppet. [2]
Folkefronten var kun alt for godt klar over faren fra højre. De svarede igen ved at kræve, at arbejderne skulle moderere deres krav for ikke at drive højrefløjen for langt ud. Derfor fordømte PSOEs avis bølgen af landarbejderstrejker: “Systemet er uforfalsket anarkistisk og provokerer højrefløjens vrede.” Og PCEs avis Mundo Obrero argumenterede således i forsøget på at standse en bygningsarbejderstrejke i Madrid: “Det er ingen hemmelighed at fascist-lederne efter den 16. februar indføjede i deres kamptaktik, at skubbe arbejderne ud i konflikter ... som ville konfrontere arbejderne med regeringen, fordi det er en af betingelserne ... for et statskup ... Øjeblikket er kommet, hvor man må vide hvordan strejken afsluttes.” Mundo Obrero hævdede videre, at CNT var i ledtog med fascisterne, fordi de argumenterede for en fortsættelse af strejken.
Folkefrontens og de reformistiske partiers fejhed pacificerede ikke fascisterne, tværtimod. Fejheden resulterede udelukkende i, at fascisterne fik selvtillid til at fremskynde deres planer, i den tro at et kup ikke ville møde nogen alvorlig modstand.
Om morgenen den 17. juli organiserede general Franco en opstand i den spanske militærgarnision i Marokko og opfordrede alle andre militærgarnisioner til at deltage i kuppet. Nyheden nåede regeringen inden for få timer. Alligevel hemmeligholdt de den en hel dag og brød kun deres tavshed for at benægte at opstanden havde nogen støtte i Spanien. Om eftermiddagen den 18., hvor de kendte opstandens fulde udbredelse, blandt andet Sevillas, Zaragozas og Navara-provinsens fald, udsendte de en meddelelse, som blandt andet indeholdt følgende:
“Regeringen taler igen for at bestyrke den absolutte ro over hele halvøen. Regeringen takker for de mange tilbud om støtte, som den har modtaget fra arbejdernes organisationer. På trods af taknemmeligheden skal vi dog erklære, at den bedste hjælp, der kan gives til regeringen, er at garantere dagliglivets normalitet, for at statuere et eksempel på sindsro og tillid til statens militære styrke.“
PSOEs og PCEs reaktion på denne løgnagtige propaganda var ikke at kræve bevæbning af arbejderne, som selv UGT havde gjort, men derimod at gentage løgnen: “Det er et svært øjeblik, men på ingen måde desparat. Regeringen er overbevist om, at den har de fornødne militære ressourcer til at besejre dette kriminelle attentat ... skulle det ske, at regeringens ressourcer ikke er tilstrækkelige, så har republikken et højtideligt løfte fra Folkefronten, som under sin disciplin har hele det spanske proletariat, og som er besluttet på afklaret og besindigt at intervenere i kampen, ligeså hurtigt som der bedes om det ... Regeringen befaler og Folkefronten adlyder”. [3]
Men Folkefrontsregeringen havde ingen intentioner om at bede om arbejdernes hjælp i forsvaret for republikken. I stedet tog man kontakt til selveste Franco og lovede ham indrømmelser til forsvaret mod, at han afblæste opstanden. Det skete om aftenen den 17. juli. Deres forræderi slog kun fejl, fordi Franco nægtede at forhandle – han forlangte total overgivelse. På det tidspunkt, hvor regeringen fremkom med den ovenstående erklæring, må arbejderbevægelsens ledere have været vidende om forræderiet og om Francos svar. Alligevel kunne de kun råde deres medlemmer til at vente på et signal, der aldrig ville komme, og til at have tillid til en regering, som allerede havde forsøgt at bedrage dem.
De to dage, som her blev tabt, var af afgørende betydning. De eneste sikre styrker, Franco kontrollerede, var den 25.000 mand store Afrikahær. Mens garnisionerne i Navarra, Leon, Estremadura og det meste af Andalusien var gået med i opstanden med det samme, så ventede størstedelen af hæren på, at se om de havde succes. Flåden som helhed havde nægtet at gå med i opstanden, og højrefløjs-officerer var hurtigt blevet afvæbnet af de menige. Et halvt dusin krigsskibe blokerede Gibraltar-strædet for at forhindre, at den afrikanske hær sejlede fra Marokko til Spanien. Men hovedparten af flåden forblev ved anker i de østlige havne. Hvis de var blevet sendt sydpå med det samme, kunne Francos opstand være blevet kvalt i fødslen.
At gøre således ville imidlertid have været at lukke indsejlingen til Middelhavet, og dermed skabe store forstyrrelser i den engelske og franske handel. For Folkefrontsregeringen, som håbede på støtte fra disse lande, var en sådan handling utænkelig. Regeringens vaklen gav Franco tid til at organisere en massiv troppe-luftbro ved hjælp af fly leveret af Hitler og Mussolini og således sikre sig et solidt fodfæste i hovedlandet. Fra første færd viste Folkefronten, hvad de prioriterede højst. Men efter alt hvad arbejderne havde opnået, eller håbede på at opnå, var de ikke til sinds blot at acceptere deres skæbne. Om morgenen den 19. juli omringede bevæbnede arbejdere kasernerne i Madrid og Barcelona, og opfordrede soldaterne indenfor til at gøre oprør mod officererne. Efter en hel dags kampe faldt kasernerne i Barcelona. Dagen efter blev de fulgt af Madrid-garnisionerne. Efterhånden som kasernerne faldt, blev der rakt våben ud til de ventende arbejdere på forevisning af medlemskort til fagforening eller parti. Den samme række af begivenheder fandt sted i næsten alle byer, som ikke allerede var faldet til militæret.
Efterhånden som byerne blev sikret mod fascisterne ved hjælp af væbnede arbejderpatruljer, begyndte fagforeningerne og partierne at organisere militskolonner til at tage ud i de omkringliggende landdistrikter. I løbet af en uge havde de catalanske kolonner således sikret hele naboregionen Aragon og skaffede sig dermed en fødevareforsyning, som skulle vise sig at blive livsvigtig for revolutionen. I syden, hvor nogle af de voldsomste kampe fandt sted, blev landsby efter landsby overtaget af landarbejdere, der ofte ikke var bevæbnet med andet end høtyve.
De asturiske minearbejdere, der havde sikret hele provinsen med undtagelse af Oviedo, sendte 6.000 mand af sted for at forsvare Madrid, samtidig med at de belejrede Oviedo.
I slutningen af juli var frontlinierne trukket op. Central- og Østspanien og størstedelen af de nordlige og sydlige kystområder – arbejderklasse-områderne – havde slået den militære opstand tilbage. Det, der skulle have været et hurtigt statskup, ville nu blive en langvarig borgerkrig.
Franco var blevet slået tilbage. Ikke af Folkefrontsregeringen, der nærmest havde opført sig som en forskræmt hare, der var blevet fanget i lyset fra et par billygter, men af de bevæbnede arbejdere. Deres mod, beslutsomhed og forståelse for nødvendigheden af straks at gå i offensiven havde trukket store dele af hæren og selv politiet i de store byer med sig og havde skabt afgørende forbindelser til dele af bønderne. De var situationens herrer.
Selv om regeringen overlevede, så var den stat, som de var afhængige af, faldet fra hinanden. Hæren havde enten sluttet sig til den militære opstand eller til arbejdernes modstand. Politiet og stormtropperne var sendt til fronten, og deres opgaver var overtaget af arbejderpatruljer. Det store flertal af fabriksejere og godsejere var flygtet til de Franco-besatte områder.
Efterhånden som de forskellige offentlige institutioner faldt fra hinanden, blev nye bygget op i deres sted. Arbejderråd dukkede op i ethvert kvarter for at tage sig af opgaver som sundhed, transport, mad til befolkningen og rekruttering til militserne. I fabrikkerne, kontorerne, minerne og værkstederne fortsatte produktionen under arbejdernes kontrol. I Aragon og i dele af Andalusien oprettede landsbybeboerne landbrugskollektiver, som solgte, eller byttede, deres produkter direkte til bydelskomiteer i Catalonien. Ved fronten blev officererne valgt ved almindeligt flertal, honnør blev forbudt, og der blev stemt om den militære strategi.
Processen var umådelig uensartet og opsplittet, svagest i Baskerlandet og stærkest af alle steder i Barcelona, hovedstaden i Catalonien. De fleste arbejdspladser i Spanien tilhørte på papiret stadig de tidligere ejere, men i Barcelona var hele industrien fra tekstil- og byggevirksomhed til sporvognene og biograferne blevet kollektiviseret. Arbejderne ejede deres arbejdspladser, og CNT skabte kollektiver af forskellig industri på byplan og satte dermed arbejderne i stand til at centralisere produktionen, uden at der gik arbejdspladser tabt. Lønnen blev hævet, arbejdstiden forkortet og en lang række sociale goder blev indført.
Det var også i Barcelona, revolutionen satte sit stærkeste præg på hverdagslivet. I bydelskomiteerne spillede kvinderne en lige så stor rolle som mændene, ligesom de lod sig hverve til militserne. På møder for ansatte i stormagasinerne stod kvinderne frem og rejste spørgsmålet om seksuel chikane. Aborten blev legaliseret, information om prævention blev gjort tilgængelig, og CNT indstiftede en ny type borgerligt ægteskab, som forenede mand og kvinde “frit og uden tvang”. Men først og fremmest forsvandt de traditionelle ideer om kvinders underlegenhed. Inden for et tidsrum på få måneder blev kvindernes position i samfundet stærkere end i noget andet land i verden.
George Orwells beskrivelse, skrevet omkring 6 måneder efter revolutionen, er værd at citere som et af de bedste billeder på det revolutionære Barcelona: “Det var første gang, jeg havde været i en by, hvor arbejderklassen sad i sadlen. Praktisk taget enhver bygning af en vis størrelse var blevet beslaglagt af arbejderne og draperet med røde flag eller med anarkisternes røde og sorte flag; på alle mure var der indkradset hammer og segl med de revolutionære partiers initialer; næsten alle kirkerne var udbrændte, og deres helgenbilleder var brændt. Kirker rundt om blev systematisk revet ned af arbejdshold. I alle forretninger og cafeer hang et skilt, som meddelte at forretningen var blevet kollektiviseret; selv skopudserne var blevet kollektiviseret, og deres kasser var malet sorte og røde. Tjenere og ekspedienter så direkte på en, og behandlede en som deres ligemand. Underdanige og højtidelige talemåder var midlertidigt forsvundet ... Det var forbudt ved lov at give drikkepenge; en af mine første oplevelser var at modtage en moralprædiken af en hoteldirektør, fordi jeg havde forsøgt at give en elevatorfører drikkepenge. Der var ingen privatbiler, de var alle sammen blevet rekvireret til militæret, og alle sporvogne og taxier og de fleste andre transportmidler var blevet malet røde og sorte. Der var revolutionære plakater overalt, de flammede fra murene i klare røde og blå farver, der fik de få tilbageblevne reklamer til at ligne mudderkager. På Ramblaen, byens brede hovedstrøg, hvor der uafbrudt strømmede en masse mennesker frem og tilbage, brølede højttalerne revolutionære sange hele dagen og til langt ud på natten. Og det var synet af menneskemængden, der var det mærkeligste af alt. Efter udseendet at dømme var det en by, hvor de velhavende klasser praktisk taget ikke eksisterede mere ...
“Frem for alt var der en tro på revolutionen og på fremtiden, en følelse af at man pludselig var kommet op i lighedens og frihedens tid. Mennesker forsøgte at opføre sig menneskeligt og ikke som små hjul i den store kapitalistiske maskine.” [4]
Orwells reaktion blev delt af alle aktive socialister på den tid. Over hele Vesteuropa og i Amerika blev der organiseret kampagner til støtte for den spanske kamp med massemøder, demonstrationer og øjenvidne-turneer. Efterhånden som det viste sig at være nærmest umuligt at vinde officiel fagforeningsstøtte til et forbud mod handel med fascisterne, koncentrerede kampagnerne sig om at samle penge ind, hvoraf de fleste blev sendt via de Internationale Brigader. Selv om kampagnerne blev organiseret til støtte for Folkefronten, og undgik overhovedet at tale om socialisme, så inspirerede den spanske kamp alligevel en hel generation af socialister. De så i den et håb om, at fascismens fremmarch kunne standses, og om at der ud af sådan en sejr ville komme oprettelsen af arbejdermagten.
Selv om Orwells beskrivelse af Barcelona ikke passede på hele det republikanske Spanien, er den et fingerpeg om, hvordan det kunne være blevet. Processens uensartethed er nemlig ikke en fatal fejl: Det ligger i revolutionens natur, at den udvikler sig ujævnt. Barcelona indtog den ledende rolle, fordi den havde den største, mest militante og kamperfarne arbejderklasse i hele Spanien. Den var i forhold til resten af Spanien, hvad Petrograd var for resten af Rusland i 1917. Men to afgørende elementer manglede.
For det første: Samtidig med at der var en dobbeltmagtssituation i landet – regeringen på den ene side og arbejderrådene og kollektiverne på den anden – og statsmaskineriet havde mistet al autoritet over for arbejdernes egen organisering, så var arbejdernes magt stadig opsplittet og ukoordineret. Hvert kollektiv, hver bydelskomité og hver arbejdsplads var autonom, og de samarbejdede kun med andre i det omfang, det var nødvendigt for at få det hele til at køre. De forskellige arbejdermagtsorganer blev ikke samlet til en centraliseret magt, som kunne tiltvinge sig en rolle i samfundet som helhed og i krigsførslen i særdeleshed. De spanske arbejdere havde vristet kontrollen over deres dagligliv ud af hænderne på den herskende klasse – men de manglede at udnytte denne magt fuldt ud.
Det andet, og mere betydningsfulde manglende element, var en organisation inden for arbejderklassen, som var i stand til at organisere arbejdermagten. Opstanden havde været spontan, uplanlagt og rettet mod en øjeblikkelig trussel. Men hvis det var klart, hvad de spanske arbejdere kæmpede imod, så var det ikke klart, hvad de kæmpede for. Var det slet og ret for at forsvare republikken? Eller var det for et socialistisk samfund? Krigens udfald afhang af svaret på dette spørgsmål.
Det første svar blev givet af PCE, PSOE, Den Kommunistiske Internationale, Stalin og praktisk taget alle republikkens støtter i udlandet. Jesus Hernandez, redaktør på PCEs avis udtrykte det således: “Vi er udelukkende motiveret af ønsket om at forsvare Republikken.” Stalin mente, at det var vigtigt at beholde Azaña “for at afholde Spaniens fjender fra at betragte det som kommunistisk”. Azaña var manden, som havde forsøgt at slå en handel af med Franco ved opstandens begyndelse.
Folkefrontens tilhængere hævdede, at krigen måtte vindes, før man overhovedet kunne begynde at spekulere på socialisme. Men for at vinde krigen, argumenterede de, var det nødvendigt at skabe den bredest mulige alliance med alle, der var imod Franco. Især var det vigtigt at have støtte fra middelklassen og i øvrigt fra så mange i overklassen som muligt. For at vinde og beholde disse klassers støtte var det nødvendigt at beskytte deres interesser mod arbejderklassen og de fattige bønder.
Så da en spontan bølge af kirkeafbrændinger bredte sig over Valencia i protest mod den katolske kirkes korruption og støtte til Franco, talte PCE vredt imod: “Husk, at brænde kirker og klostre af er det samme som at give støtte til kontrarevolutionen.” [5]
Og mere alvorligt var det, at Folkefronten gjorde alt, hvad den kunne, for at forhindre arbejderne og bønderne i at tage magten over deres eget liv. På landet var de modstandere af, at de landløse og fattige bønder overtog jorden fra de godsejere, som ikke åbent havde erklæret deres støtte til Franco. I byerne var arbejderne underlagt de samme restriktioner – og udenlandske firmaers ejendom måtte under ingen omstændigheder røres, uanset hvad den lokale ledelse havde gjort. I de umiddelbare eftervirkninger af opstanden viste det sig umuligt at gennemføre disse restriktioner fuldstændigt, specielt i Catalonien, hvor regeringen var magtesløs, og Folkefronten kun havde lille indflydelse. Men efterhånden som deres politiske modstanderes svagheder blev mere tydelige, blev det muligt for Folkefronten at gå fra at modarbejde arbejderklassens sejre i ord til også at handle ud fra ordene.
Det største arbejderparti i Folkefronten var PSOE. Selvom det var et socialdemokratisk parti, beskrev det stadig sig selv som marxistisk og lå for eksempel langt til venstre for det engelske Labour og det franske Socialistparti. PSOE var fundamentalt splittet mellem en højrefløj, ledet af Indalecio Prieto, og en venstrefløj, ledet af Francisco Largo Caballero, af tilhængere kaldet “Spaniens Lenin”. Fra krigens udbrud og fremefter var højrefløjen ikke til at skelne fra middelklasse-republikanerne. Selv om Largo Caballero talte imod højrefløjen, så nægtede han at bryde med dem. Det betød, at han ikke var i stand til at give sine tilhængere et alternativ til højrefløjens politik, og mange af dem meldte sig derfor ind i PCE. PSOEs impotens viste sig tydeligt, da deres ungdomsorganisation i maj 1936 sluttede sig sammen med den kommunistiske ungdom. Allerede i november var den sammensluttede organisation under PCEs fulde kontrol. Fra det tidspunkt holdt PSOE fuldstændig op med at spille en selvstændig rolle. Det var PCE, der bestemte farten.
PCE blev stiftet i 1930 med mindre end 800 medlemmer. Der var tale om en samling af fire små sekter på ordre fra Moskva. Partiet voksede hurtigt og talte 20.000 medlemmer umiddelbart før opstanden i 1934. Men Stalins “tredje-periode”-politik, som betegnede alle andre venstrefløjskræfter som social-fascister, man ikke kunne samarbejde med, fratog dem enhver chance for for alvor at vinde indflydelse og opbakning i arbejderklassen.
I 1934 svingede PCE 180 grader om. Nu argumenterede de for oprettelse af en Folkefront bestående af alle partier, som lå bare en anelse til venstre for midten. For at opnå det droppede de selv den mildeste kritik af middelklasse-republikanerne og PSOE. I 1936 var beskyttelsen af middelklasserne og den private ejendomsret i centrum for deres strategi. Deres holdning var simpel: Socialisme var ikke på dagsordenen i Spanien. Venstrefløjens opgave var udelukkende at forsvare republikken. Derfor var det nødvendigt med den bredest mulige alliance mellem klasserne.
Dette var ikke en beslutning, PCE selv havde taget. Den var blevet taget af Stalin i Moskva. Den Kommunistiske Internationale var for lang tid siden holdt op med at være en revolutionær organisation, der stræbte efter en international smadring af kapitalismen. Den var blevet reduceret til et instrument for Sovjets udenrigspolitik. For Stalin og det nye herskende bureaukrati i Sovjet var udenrigspolitikken i 36 domineret af et ønske om at skabe en alliance med Frankrig og England mod Nazi-Tyskland. En revolution i Spanien ville have gjort en sådan alliance umulig. Den ville have truet de herskende klasser overalt og sat magtbalancen i Europa over styr. Den ville formentlig også have startet 2. verdenskrig, før USSR var rede til den. Derfor var det i Stalins interesse at sikre sig, at der ikke fandt en revolution sted i Spanien.
PCEs angreb rettede sig derfor udelukkende mod dem, der stod til venstre for dem. PCE hævdede dag efter dag, at spanske revolutionære var i ledtog med Franco. Nøjagtig som da Stalin ved de store russiske udrensninger og skueprocesser i årene fra 1934-36, myrdede det gamle bolsjevikparti og dets overlevende ledere ud fra den absurde påstand, at gamle revolutionære som Trotskij, Zinoniev og Kamenev og tusinder af andre revolutionære var i Hitlers sold. Frasen Trotskij-fascist holdt sit indtog i Spaniens politiske sprog. Det blev et skældsord, som efterhånden som PCE vandt frem, nærmest fik karakter af en dødsdom.
Men den spanske revolutions nederlag kan ikke alene forklares med PCEs forræderi. De var hovedsageligt kun i stand til at dominere krigens gang fordi de, som kaldte sig selv revolutionære, ikke kunne tilbyde en sammenhængende alternativ strategi. Der var aktivister inden for arbejderbevægelsen, som forstod, at krigen kun kunne vindes ved at opbygge og udvide arbejderklassens sejre. Deres manglende evne til at gøre denne forståelse til et klart alternativ til klassesamarbejdet førte sidste ende til, at de sluttede op bag Folkefronts-strategien.
CNT var den mest betydningsfulde af de organisationer, der kaldte sig selv revolutionære. CNT var blevet stiftet i 1911 og var den største fagforening i Catalonien. Den bekendte sig til den “libertære kommunisme” eller anarkismen. For CNT var revolution udelukkende noget med at smide bosserne ud af fabrikkerne, besejre hæren i gaderne, og derefter gå direkte over til at opbygge kommunismen.
Den store lære af den russiske revolution havde været, at hvis socialismen skulle lykkes, var det nødvendigt at opbygge en ny type stat. Kun en sådan stat kunne garantere, at der ikke opstod et magt-tomrum, som de gamle herskere kunne udnytte til atter at tage magten. Den gamle herskende klasse ville ikke blot acceptere deres nederlag og forsvinde – det var Francos opstand en levende påmindelse om. Den væbnede kontra-revolution måtte besejres med en ny type magt – arbejdermagt – og for at vinde måtte denne magt organiseres på alle planer i samfundet.
For CNT – domineret som den var af anarkistiske ideer – var en sådan holdning en forbandelse. Alle former for magt og politik var i CNTs øjne korrupt og diktatorisk. Deres manglende sammenkædning af de forskellige arbejdermagtsorganer til en samlet magt var derfor ikke en forglemmelse, men bevidst politik. En bevidst politik, som blev skæbnesvanger for den spanske revolution.
I Catalonien var det i praksis CNT, som havde magten. Der var stadig en regering, som kunne udstede ordrer, men de blev ikke udført, hvis CNT ikke brød sig om dem. Denne dobbeltmagt var i sagens natur en yderst ustabil situation. Den ene magt måtte påtvinge den anden sin vilje, ellers ville den selv blive knust. Hvis ikke CNT forstod det, så gjorde den gamle herskende klasse det i hvert fald.
Den 20. juli blev tre CNT-ledere kaldt til møde hos den catalanske præsident Lluís Companys, som sagde til dem: “I dag er I herrerne i byen og i Catalonien ... I har sejret og alt er i jeres magt. Hvis I ikke behøver mig, eller ønsker mig som præsident af Catalonien, så fortæl mig det nu. Hvis I på den anden side tror, at jeg med min post, mændene i mit parti, mit navn og min prestige kan være til nogen nytte for kampen ... så kan i regne med mig og min loyalitet som mand og som politiker: En mand, som oprigtigt ønsker at se Catalonien marchere i spidsen for de socialt fremstående lande.”
CNT-lederne var forbløffede: “Han så situationen mere klart, end vi gjorde, fordi han ikke havde været midt gadekampenes hede. En af os svarede: ‘Vi har ikke taget nogen beslutning om dette, og derfor kan vi heller ikke give noget svar. Vi må gå tilbage til CNT og rapportere. Dette er en ny udvikling i begivenhederne’ ... Men så sagde en anden af os, at Companys havde Cataloniens og CNTs tillid, og at vi håbede, at han ville fortsætte som præsident.” [6]
Alternativerne kunne ikke have været trukket skarpere op: Enten tog CNT selv den politiske magt, eller de accepterede at den gamle herskende klasse fortsat regerede. Der var ingen middelvej. Nødvendigheden af at krigen blev vundet betød, at der måtte være et centralt lederskab med autoritet til at fordele ressourcerne så effektivt som muligt og til at koordinere den militære strategi mellem fronterne. Hvis CNT ikke ville organisere denne magt, ville omstændighederne presse dem til at samarbejde med den gamle statsmagt. I juli afslog CNT altså at organisere arbejdernes magt. I august gik de med i regionalregeringen i Baskerlandet, der var domineret af middelklasse-republikanere (og som i den følgende måned overgav byen San Sebastian til Franco uden modstand). I september gik de med i den catalanske regering, og i november tog de sæde i Largo Caballeros første regering.
Det eneste parti, som hævdede, at de kæmpede for arbejdermagt, var POUM (Arbejderpartiet for marxistisk enhed). Alligevel fulgte de stort set den samme vej som CNT. POUM blev stiftet i 1935 af tidligere medlemmer af PCE, som havde brudt med stalinismen. Selv om partiet ofte blev beskrevet som trotskistisk, så var Trotskij selv meget kritisk overfor partiets politik, og POUMs ledere nægtede da også enhver forbindelse med Trotskij. POUM havde indtaget en tvetydig holdning over for Folkefronten. Selv om de havde lavet en formelt korrekt analyse af klassesamarbejdets farer, deltog de alligevel i Folkefrontens valgsamarbejde og accepterede den fordeling af taburetterne, som gav middelklasse-partierne flertal. Under juli-modstanden havde POUM spillet en vis rolle i Catalonien, og var vokset med stor hast. I juli og august firedoblede det sit medlemstal og rekrutterede mere end 10.000 aktivister til partiets militser. POUM var ideelt placeret i forhold til at opstille et principfast alternativ til Folkefrontens politik, i og med at de var den næststørste arbejderklasse-organisation i Catalonien. (CNT var den største).
At de ikke gjorde det, skyldtes især deres uvilje mod direkte at udfordre CNTs styrke. I stedet stræbte POUM-lederne efter at lægge pres på CNT-lederne og på den måde gøre deres egen indflydelse større. Da de i juli opfordrede til oprettelse af arbejderråd, var der ikke tale om en handlingsanvisning til deres tilhængere, men derimod om et krav rettet mod CNT-ledelsen. Da CNT nægtede at gøre dette, og i stedet indtrådte i bourgeoisiets regeringer, var logikken i POUMs holdning at gøre dem følgeskab. I august gik de ind i den regionale regering i Valencia, og den følgende måned fulgte de med CNT ind i den catalanske regering. At de ikke kom med i den nationale regering skyldtes ikke en forsinket tilbagevenden til principperne, men at PCE nedlagde veto. Selv de kræfter, som i ord argumenterede for, at krigen skulle vindes ved at udbrede revolutionen, støttede altså i praksis op om folkefronts-strategien. Fra at være potentielle arnesteder for modstanden mod Folkefronten blev CNT og POUM i stedet til dens yderste venstrefløj. Og brugte deres indflydelse på de catalanske arbejdere til at forstærke den stalinistiske løgn om, at den eneste måde, krigen kunne vindes på, var ved at holde revolutionen tilbage.
Sandheden var nøjagtig den modsatte. Kun en spredning af revolutionen kunne sikre sejren over Franco. Det var flertallet af de spanske arbejderes mod og beslutsomhed, som havde forhindret, at Francos opstand endte i en hurtig sejr. Modet og beslutsomheden var baseret på en tro på, at de kæmpede for andet og mere end blot forsvaret for den gamle orden – at de fordele, arbejderne havde vundet i juli 1936, ville blive konsolideret gennem en sejr, og at den nye sociale orden, som Orwell så tage form i Barcelona, ville blive gjort fuldstændig.
Hvis det skulle lykkes at føre krigen over på Francos territorium, var det derudover nødvendigt at vinde bondemasserne til modstand mod Franco. Det kunne ikke gøres med abstrakte løfter om, hvad republikken ville gøre, når den havde vundet. Republikken havde givet og brudt løfter til bønderne siden 1931. Kun virkelige forandringer her og nu kunne vinde bøndernes støtte. Hvis jorden én gang for alle blev givet til dem, der dyrkede den, hvis fabrikkerne og værkstederne blev lagt i hænderne på arbejderne, og hvis Marokko fik selvstændighed (størstedelen af Francos styrker var marokkanske). Med andre ord, hvis de revolutionære forandringer var fortsat, ville det have været muligt at knække ryggen på Francos opstand.
Forudsætningen for at bare nogle af disse ting kunne ske, var et totalt brud med Folkefrontens politik. Alliancen mellem arbejderbevægelsen og partier fra middelklassen og overklassen var en hindring for udviklingen af en revolutionær bevægelse. Disse partier var nemlig lige så forhippede som Franco på, at kapitalismen skulle fortsætte. Deres uenigheder med Franco handlede udelukkende om hvilken form for regering, der var brug for, hvordan den økonomiske krise skulle løses, og hvordan man skulle forholde sig til arbejderbevægelsen. I sidste instans frygtede Folkefronten en vellykket arbejderrevolution langt mere, end den frygtede Franco.
Krigen gik dårligt for Republikken indtil december. Franco havde et stort teknisk forspring i krigens første fase. Han havde kontrollen over størstedelen af hæren og hele flyvevåbnet, og han havde adgang til al den tyske og italienske hjælp, han bad om. Gennem sommeren og efteråret trængte hans styrker sig vedholdende frem gennem dårligt forsvarede bondeområder i nord- og sydvest-Spanien.
Den undertrykkelse, som fulgte i deres kølvand, var nådesløs. I en lille bjerglandsby blev for eksempel de 31 landsbybeboere, som havde stemt for Folkefronten, arresteret. Efter forhør blev 13 af dem læsset på en lastbil, kørt uden for landsbyen og skudt i vejkanten. I Loro del Rio, en by med 11.000 indbyggere nær Sevilla, blev mere end 300 mennesker skudt, da fascisterne indtog byen. Undertrykkelsen var endnu værre i storbyerne. Den var så omfattende, at det den dag i dag er umuligt at fastslå det præcise antal myrdede. [7]
I november havde Francos styrker nået Madrids udkant. Hvis Madrid faldt, ville det være den afgørende sejr for Franco, og enden på Folkefrontens ret til at kalde sig landets lovlige regering. Slaget om Madrid blev det hidtil vigtigste slag i krigen. Regeringen, lederne af Folkefrontspartierne og fagforeningerne viste deres forståelse for byens betydning ved omgående at flytte deres hovedkvarterer til Valencia. Deres åbenlyse mistillid til Madrids evne til at forsvare sig selv kastede byen ud i panik i flere dage. Usikkerheden stoppede kun, fordi der blev dannet en forsvarsjunta på initiativ af PCE. PCE havde siden juli advaret om nødvendigheden af at forsvare Madrid. PCE begyndte at bevæbne arbejderne, organisere gravning af skyttegrave og andre nødvendige forberedelser.
Deres popularitet steg til det umålelige, da den første større ladning våben ankom fra Sovjet og ved de Internationale Brigaders ankomst. Ingen af delene var af afgørende betydning, men den psykologiske effekt var enorm. En UGT-aktivist fra dengang husker det således: “På det tidspunkt kunne vi virkelig lide russerne. Det var fantastisk at se de russiske kampfly baske de tyske fly ned fra himlen. Gaderne var fulde af folk, som heppede og klappede. Russerne var kommet for at hjælpe os, vi følte stor sympati for USSR. Det ændrede sig senere ...” [8]
De russiske våben fik en varm velkomst, fordi republikken indtil dette tidspunkt var blevet nægtet forsyninger af våben fra udlandet. I august havde den franske folkefrontsregering foreslået de andre europæiske stater en ikke-interventions-pagt for Spanien – gående ud på at intet land måtte forsyne nogen af parterne med våben eller tropper. Denne pagt blev underskrevet og brudt næsten med det samme af fascist-diktaturerne i Tyskland og Italien. Men Frankrig, Storbritannien, USA og (indtil december) USSR overholdt den. Samtidig med at Stalin, som nævnt, ikke ønskede en revolution i Spanien, så var han heller ikke interesseret i en hurtig sejr til Franco, hvad Madrids fald utvivlsomt ville have betydet. Derfor blev våbenleverancer til republikken nødvendige. Det blev også en måde at sikre sig, at republikken rettede sig efter Stalins planer. Oprettelsen af de Internationale Brigader skete ud fra de samme kyniske betragtninger. Selv om det store flertal af de 25.000 frivillige, som kæmpede under brigadernes faner, udelukkende gjorde det ud fra et ønske om at se fascismen besejret, så blev de brugt som et middel til at forlænge krigen, mens revolutionen blev indskrænket. Deres militære indsats var vigtig, men aldrig afgørende, og den fandt sted med enorme omkostninger. Ud af det britiske regiment på 2700 mand blev 500 dræbt, og andre 1700 såret. På trods af de myter, der i dag omgiver brigaderne, er sandheden, at de hovedsageligt blev brugt som et propagandavåben for Stalins mål: en kvælning af revolutionen. Den afgørende faktor i Madrids forsvar var dog ingen af de nævnte, men Madrid-arbejdernes mod og initiativ. Militserne kæmpede fra gade til gade og ofte fra hus til hus. De fik mad af den lokale befolkning, som ofte blev i skyttegravene for at kæmpe med.
Den folkelige intervention forstærkede det militære forsvar afgørende. Der var mangel på anti-tank-våben, og forsvarerne forsøgte sig i stedet med hjemmelavede bomber. På et massemøde blev en af dem bedt om at forklare sin teknik: “Jo, ser I, det ... det er faktisk ret simpelt. Man lægger sig på jorden med en bombe i hånden, og så lader man tanken komme tre meter fra en, før man smider bomben mod dens larvefødder. Hvis den eksploderer blæser tanken af på stedet. Hvis ikke ... Hvis ikke den eksploderer ...” Han stoppede, og vidste ikke, hvordan han skulle fortsætte. “Hvis ikke – fik han endelig sagt – bliver man selv knust af tanken. ...” [9]
Efter en måneds bitter kamp gik dampen af den fascistiske offensiv, og de trak sig tilbage fra de bydele de havde besat. Det var republikkens første betydningsfulde militære sejr, og den gav kampen mod Franco nye kræfter. Men den var også signalet til nye angreb på revolutionen fra folkefrontens og specielt fra PCEs side. For selv om det var Madrids arbejdere, som havde vundet slaget, så spillede PCEs ledelse en vigtig rolle i organiseringen af forsvaret. Deres propaganda-maskine sørgede for, at de fik hele æren for sejren. Deres nyvundne anseelse, og især deres rolle som fordelere af russiske våben, gav dem den afgørende indflydelse i regeringen, som de tidligere havde manglet. Denne indflydelse udnyttede de til at tale varmt for den private ejendomsret og til at slå hårdt ned på enhver kritik fra venstre.
I februar 1937 havde censuren lukket alle POUM-aviser uden for Catalonien, med undtagelse af et pro-stalinistisk dagblad i Valencia. CNT-pressen blev også angrebet. Et anarkistisk dagblad i Valencia blev lukket i februar. Og i marts blev det baskiske CNTs avis forbudt, dens personale og andre CNT-ledere blev fængslet, og trykkeriet overgivet til det baskiske kommunistparti. Det skete med den begrundelse, at CNT havde nægtet at deltage i den regeringsstøttede Hellig-uge-procession! POUM-medlemmer og trotskister begyndte at forsvinde. De blev kidnappet af agenter fra Stalins hemmelige politi, GPU.
I den samme periode blev arbejdermilitserne i Madrid og Valencia afvæbnet. Fabrikskollektiver og arbejderråd måtte se deres magt blive begrænset, og de gamle fabriksejere fik garantier om, at de ville få deres ejendom tilbage, når krigen var overstået.
Også inden for de væbnede styrker skete der en højredrejning. Den rettede sig mod de demokratiske militser, der, selv om de var dårligt bevæbnede, og næsten udelukkende bestod af mænd uden militær erfaring, havde holdt næsten samtlige fronter mod en overvældende militærmagt i seks måneder. PCE ønskede disse folkelige militser samlet i en folkehær og underlagt en central ledelse.
Folkehæren blev oprettet i januar 1937, og bestod i starten næsten udelukkende af PCE-ledede militser. Den nye hær modtog praktisk talt alle våbenleverancer fra Sovjet, og de nød godt af højere lønninger og bedre udstyr end militserne. Folkehæren blev ledet efter strengt hierarkiske principper med store lønforskelle mellem officerer og menige, formelle uniformer, honnørpligt, absolut lydighed over for officererne og alt det andet skaberi, som kendetegner en almindelig kapitalisthær. På trods af alle de fordele, der var ved at tilhøre Folkehæren, måtte den gribe til tvangsudskrivning for at fylde sine rækker. Folkehæren repræsenterede et så klart brud med de revolutionære ideer, at der ikke meldte sig nok frivillige.
I februar 1937 var alle væbnede styrker i teorien indrulleret i Folkehæren, og alle dens uligheder blev overført på militserne. På Aragon-fronten var dette dog en forandring, som kun fandt sted på papiret. De catalanske militser kæmpede stadig for revolutionen, og de kunne ikke sendes hjem, fordi Folkehæren ikke var i stand til at overtage deres plads. Men de var udsat for en tilsvinende regeringskampagne, som beskrev militserne som dårligt trænede og udisciplinerede, og som igen og igen roste Folkehærens kraft og evne. George Orwell kommenterede: “Fra propagandaen kunne man næsten få det indtryk, at der var noget lurvet ved at være taget til fronten frivilligt og noget virkelig beundringsværdigt ved at vente, til man blev indkaldt.” [10]
Angrebene på militssystemet og på arbejderklassens sejre fra 1936 var ikke tilfældige. Folkefrontens strategi betød nødvendigvis, at de sejre arbejderne og småbønderne havde opnået, måtte tages fra dem igen. For hvis den vigtigste politiske opgave var at holde sammen på klassealliancen, så måtte middelklassen have forsikringer for, at deres interesser ikke blev truet. Arbejdernes sejre var vundet på bekostning af middelklassen. Middelklassens første krav måtte derfor være, at der skete en tilbagevenden til forholdene før juli 1936. Jo mere deres krav blev imødekommet, desto mere skubbede de på for at få “normale tilstande”. Denne proces blev yderligere forstærket af, at de, som sagde, at de kæmpede for revolutionen – CNT og POUM – nægtede at protestere over de systematiske angreb på arbejderklassen fra regeringens og PCEs side.
I løbet af foråret 1937 var denne proces stort set tilendebragt over hele det republikanske Spanien. Dog med Catalonien og Aragon som vigtige undtagelser. I disse regioner var der stadig en stor entusiasme for revolutionen og en konsekvent modstand mod at vende tilbage til den gamle orden. Det var der på trods af, at mange af arbejderklassens landvindinger også her var blevet tabt igen. De revolutionære ideers magt i disse regioner var Folkefrontens største hindring, og det var en hindring, som ikke lod sig overvinde uden intens kamp.
CNT og POUMs deltagelse i den regionale catalanske regering satte regeringen i stand til at fratage arbejderne nogle af de fremskridt, de havde vundet i juli 1936. I oktober fik bydelskomiteerne ordre til at opløse sig selv og overlade magten til kommunale myndigheder udpeget af regeringen. Disse myndigheder skulle sammensættes på samme måde som regeringen: 5 medlemmer fra de forskellige middelklassepartier, 3 fra CNT, 2 fra det catalanske kommunistparti (PSUC) og 1 fra POUM. Tre uger senere udstedte regeringen et dekret, som forlangte, at de folkelige militser blev opløst og våbnene overgivet til de kommunale myndigheder. I begge tilfælde blev enhver modstand mod dekreterne betegnet som en “fascistisk handling”. CNT og POUM protesterede ikke mod disse dekreter, men trykte dem i deres aviser uden at kommentere dem.
PSUCs indflydelse i arbejderklassen var stadig meget lille. Men de besad en magtfuld position i en “fagforening” for småhandlende og forretningsmænd, som var tilsluttet UGT. Deres indflydelse i denne fagforening, og deres kontrol over de russiske våben, gav dem indflydelse i regeringen. I december 1936 var de stærke nok til at få smidt POUM ud af regeringen (i øvrigt uden at CNT protesterede). Den følgende måned, efter at et af deres medlemmer havde overtaget ansvaret for fødevareforsyningen, opløste de arbejdernes forsyningskomiteer, som havde handlet direkte med landsbykollektiverne i Aragon. Komiteernes opgaver blev igen overdraget til de småhandlendes fagforening, med det resultat, at priserne steg voldsomt.
I marts dukkede politipatruljerne atter op i gaderne. Indtil da havde dekretet om afvæbningen af militserne kun været et stykke papir, som regeringen ikke havde haft mandskab til at føre ud i livet. Nu forsøgte politiet at tage våbnene fra arbejderne, hvilket førte til adskillige voldelige sammenstød i gaderne. I april var disse sammenstød blevet til daglige begivenheder i Barcelona.
George Orwell vendte tilbage til Barcelona fra fronten i april 1937 og bemærkede sig, i hvor høj grad den revolutionære atmosfære var blevet undertrykt. “Da jeg kom til Barcelona for første gang, troede jeg, det var en by hvor der næppe eksisterede klasseforskelle og store forskelle i velstand. Sådan så det virkelig ud. Smart tøj var unormalt. Ingen krøb for en, eller tog imod drikkepenge, tjenere og skopudsere så en direkte i øjnene og kaldte en “kammerat” ... Nu var man ved at vende tilbage til normale forhold. Restauranter og hoteller var fulde af rige mennesker, som proppede sig med dyre retter, mens arbejdernes leveomkostninger var steget enormt uden en tilsvarende stigning i lønningerne. Bortset fra at alting var dyrt, var der en periodisk mangel på dit og dat, hvilket naturligvis ramte arbejderne hårdere end de rige. Det så ikke ud til, at restauranter og hoteller havde problemer med at få, hvad de ønskede, men i arbejderkvarterene var køerne efter brød, olivenolie og andre nødvendige varer flere hundrede meter lange. Tidligere havde jeg undret mig over det totale fravær af tiggere i Barcelona, nu var der masser af dem.” [11] Men det revolutionære Barcelona overgav sig ikke så let. Alle steder i Spanien var arbejdermilitserne blevet afvæbnet uden modstand, men i Barcelona var der konstant gadekampe (som politiet langt fra altid vandt). Presset på CNT-lederne fra deres medlemmer blev så stort, at deres ministre trak sig ud af regeringen i marts og erklærede “ikke flere kompromisser med reformismen”. De vendte tilbage til deres pladser efter tre uger, men uroen inden for CNT lod sig ikke stilne med skinmanøvrer.
I begyndelsen af april, mens CNT-ministrene havde trukket sig tilbage, skrev CNTs ungdom i deres avis: “Vi er fast besluttet på ikke at tage ansvaret for det forræderi og de forbrydelser, som arbejderklassen bliver gjort til genstand for. Vi er parate til – om nødvendigt – at vende tilbage til undergrundskampen mod bedragerne, mod folkets tyranner og mod de elendige politiske købmænd.” I en leder tilføjede de: “Lad ikke visse kammerater komme til os med udglattende ord. Vi opgiver ikke vores kamp. Store biler og bureaukraternes stillesiddende liv frister os ikke.” [12]
Mere betydningsfuldt var det dog, at Duruttis venner dukkede op på scenen. Durutti havde været leder af en berømt militsdeling og var blevet dræbt under forsvaret af Madrid. Duruttis venner gik videre end til blot at fastholde de anarkistiske CNT-principper. De fik en forståelse for, at revolutionens sejr afhang af oprettelsen af en revolutionær organisation og af, at arbejdermagten blev konsolideret. Ideer som traditionelt var bandlyste i CNT. I slutningen af april overklistrede de Barcelona med plakater, som opfordrede til et åbent brud med CNT-lederne, argumenterede for al magt til arbejderklassen og dannelse af demokratiske organer for arbejdere, bønder og soldater – i realiteten arbejderråd.
I maj var spændingerne blevet så voldsomme, at de traditionelle 1. maj-demonstrationer blev forbudt af regeringen. Derefter fulgte en uges sammenstød mellem CNT og politiet. To dage senere brød krisen for alvor ud. Under personlig ledelse af en PSUC-minister kørte tre lastbiler med civilgardister op foran Telefonhuset og smed med trusler om anvendelse af våbenmagt de CNT-ledede arbejdere ud fra deres arbejdsplads. Det var en åben krigserklæring. Telefonhuset havde været den første bygning, der blev besat i juli-dagene, og den var blevet drevet under arbejderkontrol lige siden. Telefonhuset var et levende symbol på den dobbeltmagt, som stadig eksisterede i Barcelona. For Barcelonas arbejdere var det et direkte angreb på den smule, der var tilbage af deres magt.
I løbet af få timer var der bygget barrikader overalt i arbejderkvartererne, bemandet med bevæbnede arbejdere. Ved solnedgang var hele byen under deres kontrol med undtagelse af centrum. I andre catalanske byer blev politiet afvæbnet, og PSUCs og regeringens bygninger blev besat. De catalanske arbejderes magt var stadig langt stærkere end regeringens og PSUCs, på trods af de konstante forsøg på nedbrydning, den havde lidt under gennem de sidste 9 måneder. Nu var øjeblikket kommet til at gengælde alle de angreb, der var blevet rettet mod arbejderne, til at erstatte den gamle stat med en ny, baseret på de væbnede arbejderråd, og til at bruge Cataloniens styrke til at sprede revolutionen til resten af Spanien – eller til at se revolutionen lide et knusende nederlag.
Dobbeltmagten kan overleve i forholdsvis lang tid i en revolutionær situation. Den kan overleve, så længe som ingen af magterne føler sig stærk og selvsikker nok til at knuse den anden. Men den kan ikke overleve en væbnet kamp mellem magterne. De catalanske arbejdere havde kun to muligheder. At fortsætte kampen, smide regeringen ud og sikre arbejdermagten, eller at få deres magt og organiseringer smadret. Revolution eller kontrarevolution var de eneste to muligheder.
Der er ingen garanti for, at Barcelona-opstanden var lykkedes, hvis man havde valgt den første mulighed. Men det var det eneste håb for sejr over Franco og for revolutionens overlevelse. For, som vi har set, var det kun ved forsikringer om, at målet med krigen var en fundamental forandring af arbejdernes og bøndernes liv, at revolutionen ville have nogen som helst chance for at besejre Franco.
Når det er sagt, må det også siges, at chancerne for sejr faktisk var gode. Fra juli 1936 havde arbejderne og bønderne kæmpet, ikke alene for en demokratisk revolution men for fundamental forandring. Dette var et faktum, der blev anerkendt selv af PCE og PSOE, hvad man kan se af deres slogan: “Først vinde krigen, så lave revolutionen.” På grund af fraværet af et revolutionært alternativ havde de været i stand til at begrænse den øjeblikkelige kamps mål, men kun ved at hævde, at kampen mod udbytterne var midlertidigt udsat. Det ville ikke have været muligt, hvis det revolutionære Catalonien havde erklæret, at de to kampe var den samme, og måtte kæmpes samtidigt. PCE og PSOE ville da have været nødt til at vælge side, enten for revolutionen eller for kontrarevolutionen.
De objektive forudsætninger for revolutionens sejr var altså ikke dårlige, men den kritiske mangel var en kraft inden for arbejderklassen, som kunne lede og dirigere oprørerne imod målet: at styrte regeringen. Opstanden i Barcelona i begyndelsen af maj havde ikke været spontan i den forstand, at titusinder af mennesker uafhængigt af hinanden havde besluttet at gribe til våben og bygge barrikader. I hvert kvarter var det den lokale CNT-afdeling, og i nogle områder POUM, som havde organiseret forsvaret af kvarteret. Men der var intet samarbejde mellem de forskellige afdelinger. Et sådant samarbejde kunne have forvandlet forsvaret til et angreb. Hvert kvarter i Barcelona og hver by uden for Barcelona kæmpede alene og blev, efterhånden som kampene skred frem, mere og mere angste for, at de ville blive de sidste der holdt ud.
Der var revolutionære organisationer, som forstod nødvendigheden af at arbejderne tog magten. Duruttis Venner krævede en fuldstændig afvæbning af statens væbnede styrker, og at en revolutionær “junta” baseret på CNT og UGT skulle tage magten. Dagen efter angrebet på Telefonhuset delte Barcelonas lille gruppe af trotskister følgende løbeseddel ud på barrikaderne:
Længe leve den revolutionære offensiv
Ingen kompromisser. Afvæbning af den nationale republikanske garde og de reaktionære stormtropper. Dette er det afgørende øjeblik. Næste gang er det for sent. Generalstrejke i alle industrier, med undtagelse af dem der er nødvendige for krigens fortsættelse, indtil den reaktionære regering går af. Kun proletariatet kan sikre militær sejr.
Fuldstændig bevæbning af arbejderne
Længe leve aktionsenheden CNT-FAI-POUM
“Længe leve proletariatets revolutionære front“
Komiteer for det revolutionære forsvar i butikkerne, fabrikkerne og distrikterne. [13]
Både Duruttis Venner og trotskisterne var alt for små til at have andet end en underordnet indvirkning på begivenhedernes gang. For hvis et parti skal lede en succesfuld arbejderopstand, må dets medlemsskare tælle titusinder af aktivister, som er parate til at følge dets ledelse. Det er heller ikke muligt inden for et tidsrum på få dage at vinde arbejdere væk fra deres tidligere politiske tilhørsforhold. På trods af alle kompromisser bakkede de catalanske masser stadig massivt op omkring CNT og i mindre omfang omkring POUM. Disse organisationers rolle var afgørende.
CNTs første reaktion var at appellere til, at barrikaderne blev revet ned igen. Dette var ikke blot en midlertidig usikkerhed. Appellen blev gentaget i det uendelige i de fem dage opstanden varede. Da det lokale CNT-ledelses appeller ikke havde nogen virkning, hentede man de nationale CNT-ministre ind fra Valencia. CNTs landsdækkende dagblad fortiede nyheden om stormen på Telefonhuset og kom ikke med andre bud på situationen end “bevar roen”. Imens gik de i forhandlinger med regeringen, som var villig til at love alt muligt, så længe det bare lykkedes CNT at afvæbne arbejderne.
For CNT-lederne, der var blevet fagforeningsbureaukrater fjernt fra deres medlemmer, var beskyttelsen af deres egen organisation blevet et mål i sig selv. De var ikke i stand til at forstå, at organisationens styrke afhang af medlemmernes vilje til at kæmpe.
CNT-ledernes holdning kommer bedst til udtryk i den følgende samtale, som stammer fra et møde, de deltog i sammen med to ledere af POUM. POUM-folkene argumenterede for, at dette var det afgørende øjeblik, i hvilket arbejderbevægelsen enten måtte bevæge sig fremad eller blive smadret. “Ja, det er alt sammen meget interessant,” svarede CNT-lederne, “Men tingene må ikke få lov at blive for komplicerede.” Deres medlemmer havde “vist tænder”, som en af dem udtrykte det. “Companys (den catalanske præsident) vil nu overveje spørgsmålet, situationen vil givetvis ændre sig, blive mere radikal, og da vil vi stå ansigt til ansigt med PSUC og resten af flokken.” Nin (lederen af POUM) forklarede atter ... Revolutionen måtte føres videre til et mere avanceret trin. Det måtte forklares i radioen, i pressen. Det hastede. Faktisk forslog han dem at danne en forbindelseskomité til at lede kampene, formulere programmer og diskutere problemer i forbindelse med organiseringen af magten. Han anstrengte sig ikke for at overbevise dem, han ventede for at se deres reaktion.
“Nej, sagde de, vi gik for vidt. Nin sagde altid interessante ting, og de værdsatte ham – men dette var at overdramatisere begivenhederne. De afviste at nå til enighed.” [14]
Mens POUMs rolle ikke var lige så åbent forræderisk, så var den ikke desto mindre katastrofal. Da barrikaderne blev rejst, beordrede POUM sine medlemmer til at slutte sig til arbejderne i gaderne. Det skete alene ud fra den argumentation, at de måtte følge arbejderklassen. Det faldt dem ikke ind at lede kampen eller give den en retning. Hvor trotskisterne og Duruttis Venner opfordrede til et åbent brud med CNT-lederne, klamrede POUM sig til håbet om, at de kunne presse CNT-lederne til at diskutere med dem. Da CNT afslog at bryde med deres passivitet, lækkede POUM ikke et ord om deres diskussioner til pressen. Ude af stand til at bryde med halehængspolitikken endte de med at bedrage Barcelonas arbejdere sammen med CNT. I byens nordlige del var der blevet organiseret en fælles CNT-POUM kolonne, som skulle marchere mod byens centrum, som regeringen havde under kontrol. Den blev afvæbnet efter ordre fra Nin, efter at det var mislykkedes for ham at overbevise CNT-lederne om sine synspunkter. Derefter gik POUM sammen med CNT i forsøget på at få stoppet kampene. På opstandens fjerde dag opfordrede POUM sine medlemmer til at forlade barrikaderne. Det afgjorde kampen til fordel for regeringen og PCE.
Barcelonas arbejdere opretholdt kampen i fem dage på trods af, at de var uden ledere, og på trods af, at de var blevet forrådt af dem, de havde ventet et revolutionært lederskab fra. Bundter af CNT-aviser, som opfordrede til at stoppe kampene, blev revet i stykker eller brændt på barrikaderne. Radioer, som udsendte CNT-ledernes appeller, blev gennemhullet af kugler. Men uden nogen mulig hjælp udefra var deres situation håbløs. Fredag den 8. maj var de fleste barrikader taget ned. De fem dages kampe havde kostet 500 menneskeliv. Den brutale undertrykkelse, der fulgte, skulle komme til at koste mange flere.
Den dag, barrikaderne blev taget ned, ankom 5.000 fuldtudrustede stormsoldater fra Valencia og indtog byen, som var de en besættelseshær. POUM blev forbudt, og lederne blev kidnappet af GPU, og sat i hemmelige fængsler, hvor de blev tortureret og derefter skudt. POUM- og CNT-aktivister blev jagtet i gaderne og enten fængslet eller myrdet. POUM-tropperne ved Aragon-fronten blev med magt reorganiseret under Folkehæren, og deres ledende officerer og politiske kommissærer blev arresteret. I de følgende måneder blev enhver kritik fra venstre af regeringen, PCE eller USSR betragtet som en Trotskij-fascistisk handling, som kunne straffes med døden. Aktivister blev trukket ud af deres huse, stillet for en uofficiel domstol, hvor dommen var givet på forhånd, og fundet døde i hovedgaden næste morgen.
Det sidste forræderi mod revolutionen blev begået to måneder senere, da landbrugskollektiverne i Aragon blev opløst med magt, og den CNT-dominerede regering opløst. Hundreder af CNT-aktivister blev arresteret. Revolutionens sidste base var væk, tilintetgjort af Folkehærens tropper under ledelse af PCE, som nu havde republikkens skæbne i deres hænder.
Den spanske revolutions nederlag var ikke uundgåeligt. For som Leon Trotskij dengang skrev: “En borgerkrig afgøres, som alle ved, ikke kun med militære, men også med politiske våben. Fra en rent militær synsvinkel er den spanske revolution meget svagere end sin fjende. Dens styrke ligger i dens evne til at rejse masserne til handling. Selv hæren kan den rive ud af hænderne på de reaktionære officerer. For at fuldende dette er det kun nødvendigt alvorligt og modigt at fremme den socialistiske revolutions program.“
“Det er nødvendigt, at proklamere, at fra nu af vil jord, fabrikker og butikker blive taget fra kapitalisterne og givet til folket. I de provinser, hvor arbejderne har magten, er det nødvendigt at realisere dette program med det samme. Den fascistiske hær ville ikke kunne modstå et sådant program i mere end 24 timer.” [15]
Selv om krigen mod Franco trak ud helt til april 1939, så var majbegivenhederne i Barcelona afslutningen på enhver mulighed for arbejdermagt. De var den spanske revolutions endeligt, og de markerede også afslutningen på ethvert håb om selv en militær sejr over Franco. Ved at knuse revolutionen havde PCE samtidig sørget for republikkens død.
For hvis krigen alene stod mellem to fjendtlige hære, der kun var uenige om hvilken del af den herskende klasse, der skulle regere, så ville de afgørende faktorer blive rent tekniske – hvilken side havde de bedste våben, de fleste tropper, de bedste strateger, overtaget i luften og så videre. Da krigen var reduceret til disse spørgsmål, var Francos sejr sikker. Hitler og Mussolini var parate til at forsyne Franco med så mange våben, som der var brug for, og til at bruge Spanien til at give deres tropper kamptræning til den forestående verdenskrig. Republikken havde ikke en sådan støtte. De vestlige demokratier, med undtagelse af Mexico (som ikke kunne give meget andet end moralsk støtte), vendte republikken ryggen. De foretrak fascismens sejr frem for truslen om en arbejderrevolution. USSR ville kun yde hjælp for at forlænge krigen, ikke for at vinde den, og kun til de styrker, som deres agenter i Spanien kontrollerede.
Francos sejr var ikke uundgåelig, men blev vundet på grund af Folkefrontpartiernes forræderi og fejhed. I 1937 var det lykkedes for dem at holde liv i arbejdernes entusiasme med løftet “Først krigen, så revolutionen”. Efterhånden som de i stadig større udstrækning afvæbnede arbejderne og inddrog de forbedringer, som arbejderne havde opnået i revolutionens første dage, blev dette løfte afsløret som hul retorik. Moralen dalede, og krigstrætheden satte ind i større og større grad.
Fejheden og forræderiet var indbygget i Folkefrontens strategi. Ved at insistere på at kampen måtte holdes inden for rammerne af den gamle orden, måtte de nødvendigvis forpligte sig til et aktivt forsvar for denne orden, når den blev truet af arbejdernes aktiviteter. Muligheden for arbejdermagt var lige så meget en trussel mod republikken, som den var mod Franco.
Det betyder på ingen måde, at revolutionære kunne være ligeglade med krigens udfald. Hvor republikken stræbte efter at holde arbejderklassens organisering tilbage, stræbte Franco efter at smadre den helt. I den forstand var den første opgave utvivlsomt at besejre Franco. Men for at sikre sig denne sejr var det nødvendigt at gå ud over de begrænsninger, Folkefronten opstillede.
Et af de mest slående eksempler er tilfældet Marokko. Rygraden i Francos hær var de marokkanske tropper, som deltog i krigen for at slippe væk fra livets elendighed i kolonien. Men Marokko havde en lang tradition for modstand mod det spanske herredømme. I slutningen af 1937 bad nationalistlederen Abd El-Krim Folkefrontsregeringen om lov til at vende tilbage til Marokko for at lede en opstand mod Franco. En sådan opstand ville have været et slag i mellemgulvet på højrefløjen. Alligevel nægtede regeringen at tillade det af frygt for de internationale konsekvenser. At forsikre de franske og engelske imperier om regeringens ansvarlighed var vigtigere end et virkeligt angreb på Franco.
For igen at citere Trotskij: “Kravet om, at det borgerlige demokratis grænser ikke må overtrædes, er i praksis ikke et forsvar for den demokratiske revolution, men derimod en fornægtelse af den. Kun gennem grundlæggende forandringer i landbrugsforholdene kunne småbønderne (størstedelen af befolkningen) være blevet et stærkt bolværk mod fascismen. Men godsejerne er nært forbundet med handels-, industri- og bankborgerskabet og den borgerlige intelligentsia, som er afhængig af dem. Proletariatets parti (her: PCE) måtte da foretage et valg mellem at støtte småbønder eller det liberale borgerskab. Der kunne kun være én grund til at samle småbønderne og det liberale borgerskab i den samme koalition: at hjælpe borgerskabet med at bedrage bønderne og på den måde isolere arbejderne. ]ordbrugsrevolutionen kunne kun fuldføres mod borgerskabet, og derfor kun gennem proletariatets diktatur. Der fandtes ingen tredje middelvej.” [16]
De republikanske partier i sig selv havde ingen vægt inden for arbejderklassen. Det var PCE og PSOE, som fremførte argumenterne for klassesamarbejdet i arbejderklassen – og det var CNTs og POUMs svigten i forhold til at opstille et alternativ til Folkefrontens politik, som effektivt afvæbnede arbejderklassen. For at gennemføre et program som det Trotskij trak op, krævedes der et revolutionært parti, som var fuldstændig uafhængig af Folkefrontsstrategien, og som fortalte sandheden om det klassesamarbejde, som alle de stærke kræfter inden for arbejderklassen stod for, og som var i stand til at formulere sine principper til en strategi og taktik, som kunne styrke kampen for arbejdermagt. Folkefronts-strategien stillede det rigtige spørgsmål: Hvordan besejrer vi fascismen? For at vinde arbejderklassen for et revolutionært perspektiv ville det have været afgørende at kunne demonstrere, at den revolutionære socialisme havde et bedre svar på det spørgsmål. Abstrakt opposition til PCEs politik var ikke nok, som eksemplerne CNT og POUM viste.
Det revolutionære partis strategi og taktik ville have taget de allerede eksisterende arbejdermagts-organer som deres udgangspunkt. For den helt store lære af den spanske revolution er arbejdernes magt og evne til at regere samfundet uden om den gamle herskende klasse. Bydels-komiteerne, fabriks-, butiks- og landbrugskollektiverne og de demokratiske militser var levende udtryk for den revolutionære glød og fantasi, som greb Spanien i de år. Spredte, desorganiserede og improviserede som de var, beviste de muligheden for en ny type samfund, ledet kollektivt af dem, som producerer samfundets rigdom, og baseret ikke på profit men på menneskelige behov.
I et interview en måned før han døde blev der sagt til den anarkistiske leder Durutti: “Hvis I vinder, vil I sidde tilbage på en dynge murbrokker.” Han svarede: “Vi har altid boet i slum og huller i murene. Vi skal nok finde ud af at skaffe os selv husly for et stykke tid. For du må ikke glemme, at vi også kan bygge. Det er os, som har bygget paladserne og byerne i Spanien, i Amerika og overalt. Vi, arbejderne, kan bygge andre i deres sted. Og nogen, der er meget bedre. Vi er ikke det mindste bange for ruiner. Vi skal arve verden. Det er der ikke den mindste tvivl om. Borgerskabet vil muligvis sprænge deres egen verden i stumper og stykker, inden de forlader historiens scene. Vi bærer en ny verden, her, i vore hjerter. Den verden vokser i dette øjeblik.” [17]
Denne nye verden vil ikke komme af sig selv, men kun som et resultat af arbejdermassernes bevidste aktivitet. Det er et revolutionært partis opgave at involvere sig i alle arbejderklassens kampe, store og små. Og det er vores opgave at organisere og lede arbejdernes bevidsthed og aktivitet, ikke kun i retning af at vinde den konkrete kamp, men også mod det endelige opgør.
1. Citeret i Ronald Fraser: Blood of Spain, London 1981, s. 44-45.
2. Citeret i Ronald Fraser: In Hiding, London 1982, s. 120.
3. Begge citater er fra Felix Morrow: Revolution and Counter-revolution in Spain, New York 1974, s. 78-79.
4. George Orwell: Hyldest til Catalonien, København 1984, s. 6-8.
5. Citeret i: Revolution and Counter-revolution in Spain, s. 40.
6. Citeret i: Blood of Spain, s. 111.
7. For en mere fyldestgørende beskrivelse af undertrykkelsen, se Blood of Spain, s. 113.
8. Citeret i: Blood of Spain, s. 262.
9. Citeret i: Blood of Spain, s. 268.
10. Hyldest til Catalonien, s. 113.
11. Hyldest til Catalonien, s. 115.
12. Citeret i: Revolution and Counter-revolution in Spain, s. 133-134.
13. Citeret i: Revolution and Counter-revolution in Spain, s. 144.
14. Wilebaldo Solana, leder af POUMs ungdomsorganisation, citeret i: Blood of Spain, s. 380-381. Andreu Nin blev myrdet af Stalins hemmelige politi, GPU, i juni 1937.
15. Leon Trotsky: The Spanish Revolution 1931-39, New York 1973, s. 235.
16. The Spanish Revolution 1931-39, s. 307-308.
17. Citeret i: Revolution and Counter-revolution in Spain, s. 251.
Sidst opdateret 14.5.2010