Artiklen blev bragt under titlen The Revolutionary Role of the Peasants i tidsskriftet International Socialism (1st series), No. 41, dec.-jan. 1969-70.
Oversat til dansk af Eigil Møller og bragt i Proletar! nr. 7, februar 1974, side 27-35.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. aug. 2015.
Landbefolkningens forskelligartethed og uhyre størrelse i verdens tilbagestående lande gør generel diskussion om “bønderne” meget vanskelig. Imidlertid kan der gøres visse betydningsfulde generaliseringer; men det må huskes, at den slags generaliseringer kan indebære forskelligt for grupper så forskellige som selvejende bønder, selvforsørgende forpagtere, forpagtere, der svarer en del af afgrøden i forpagtningsafgift, landarbejdere uden jord – og for de livegne på de latinamerikanske haciendas, for de forarmede små forpagtere i Sydøstasien og for de afrikanske stammebønder syd for Sahara.
Men på den anden side antyder alene antallet af bønder i verden noget om deres mulige politiske betydning. Der er imidlertid betydelig uenighed om hvori denne politiske betydning består. Denne artikel beskæftiger sig i særdeleshed med debatten mellem de socialister, der anser industriproletariatet for den eneste kraft, der kan gennemføre socialisme (marxisterne), og dem, der tillægger andre grupper eller klasser – inklusive bønderne – evnen til gennemførelse af socialisme. Det er en gammel debat. Dens temaer er et vigtigt element i Marx’ uoverensstemmelser med Bakunin og anarkisterne, og i de russiske marxisters (i særdeleshed Plekhanovs og Lenins) kritik af både narodnikkerne (russiske populister) og de socialrevolutionære. Og de dukker op igen i Kominterns interne debatter i dens første år. Temaerne er overordentlig vigtige dag – omend på en fordrejet måde – i den kinesisk-sovjetiske strid, i de fortrængte uoverensstemmelser mellem Moskva og Havanna, og langt mere generelt mellem “tredje verdens”-socialisterne og andre.
Imidlertid har det marxistiske standpunkt hidtil været nogenlunde klart. Tilhængere af “bondesocialisme” har med rette haft marxisterne som kritikere og i nogle tilfælde som modstandere. Efter dens systematiske pervertering i Sovjetunionen og Kina er forvirringen om marxismen i dag så stor, at Marx (og Lenin) er blevet taget til indtægt både for og imod bondesocialisme. Det er ironisk, at maoisterne og deres sympatisører kalder sig selv “marxister-leninister”, når de kender så lidt til, hvor skarpt Marx – og endda endnu skarpere, Lenin – fordømte nogle af Den Store Rorgængers [a] mest yndede standpunkter. Derfor er det vigtigt – om det så kun bliver i grove træk – at genfremsætte den marxistiske opfattelse af bønderne, [1] og hvorfor proletariatet – d.v.s. arbejderklassen – blev anset for at være den eneste kraft, der kunne gennemføre socialismen.
I en analyse af udsigterne for socialister i Frankrig og Tyskland bemærkede Marx, at i lande, hvor bønderne udgjorde et flertal af befolkningen, var det i bøndernes magt at afgøre, om proletariatet kunne erobre og beholde magten eller ej. Hvor bønderne var massivt konservative, ville proletariatet ikke være i stand til at beholde magten på ubestemt tid. Men i Tyskland bekæmpede bønderne for egen regning det feudale aristokrati for at opnå retten til selv at eje jord, og for at frigøre landbruget fra feudale restriktioner. På denne måde udkæmpede bønderne den borgerlige revolution. Følgelig måtte proletariatet opnå bøndernes støtte i den proletariske kamp mod kapitalismen ved at støtte bøndernes kamp mod feudalismen. De to kampe måtte føres samtidigt, for at hver af de allierede kunne nå sit mål.
Men det er klart, at en fælles kamp ville indeholde modstridende elementer, og socialismen ville ikke kunne nås, med mindre proletariatet klart var lederen af kampen. Proletariatets lederskab var absolut nødvendigt, fordi bøndernes natur gjorde det umuligt for dem at lede kampen, og under alle omstændigheder stilede bønderne mod mål, der ikke nødvendigvis var forenelige med opnåelsen af de proletariske mål. Hvad var denne “bøndernes natur”? Marx’ måske bedst kendte antydning af et svar på dette spørgsmål forekommer - i forbindelse med de franske småbønder – i Louis Bonapartes attende brumaire, og er værd at citere i en vis udstrækning:
“Småbrugerne udgør en kolossal masse, hvis enkelte medlemmer lever under samme forhold, men uden at komme i mangeartet berøring med hinanden. Deres produktionsmåde isolerer dem fra hinanden i stedet for at bringe dem i indbyrdes samkvem med hinanden. Isoleringen begunstiges af de dårlige franske kommunikationsmidler og bøndernes fattigdom. Deres produktionsområde, småbruget, tillader ingen arbejdsdeling i driften, ingen anvendelse af videnskaben, altså ingen mangfoldighed i udviklingen, ingen forskellighed i talenterne, ingen rigdom i de samfundsmæssige forhold. Hver enkelt bondefamilie er næsten sig selv nok, producerer selv umiddelbart størstedelen af sit forbrug og får således sine livsfornødenheder mere gennem bytte med naturen end i samkvem med samfundet. Småbruget, bonden og familien; ved siden af et andet småbrug, en anden bonde og en anden familie. En klynge småbrug udgør en landsby, og en klynge landsbyer udgør et departement. Således dannes den franske nations store masse ved enkel addition af ensbenævnte størrelser, på samme måde som så og så mange kartofler tilsammen udgør en tønde kartofler. For så vidt som millioner af familier lever under økonomiske eksistensbetingelser, som skiller deres levemåde, deres interesse og dannelse fra andre klassers og stiller dem i et fjendtligt forhold til disse, udgør de en klasse. For så vidt som der kun består en lokal sammenhæng mellem småbrugerne, og deres interessers ensartethed ikke skaber fællesskab, en national forbindelse og en politisk organisation blandt dem, er de ingen klasse. De er derfor ude af stand til at gøre deres klasseinteresser gældende i deres eget navn, hvad enten det er gennem et parlament eller gennem et konvent. De kan ikke repræsentere sig selv, de må repræsenteres.” [2] (MEUS I, s. 326-327).
Det er sandt, at vi ikke kan springe direkte fra denne beskrivelse af de franske småbønder i midten af 1800-tallet – en bondestand med et halvt århundredes erfaring i forholdsvis fri privat ejendomsret over jorden – til resten af verdens landbefolkning på alle tider og steder. Men visse centrale aspekter af de materielle eksistensvilkår for i realiteten alle bønder er skitseret i dette citat, og det er disse aspekter, der ligger til grund for det marxistiske standpunkt.
Bønderne er således isolerede fra det nationale samfund, fysisk isolerede i landsbyer, som kun har et lille konstant behov for permanent samkvem indbyrdes eller med byerne. Allerhøjst er det sandsynligt, at bonden er bekendt med sit distrikt, hvor hans egne familiemedlemmer mødes eller sikrer sig ægtefæller, og med den lokale købstad – måske hjemstedet for de købmænd, der køber hans afgrøder, markedspladsen, politistationens beliggenhed o.s.v. For det andet er bonden og hans måde at leve på næsten udelukkende afhængig af ham selv og hans familie. Han er ikke – eller i det mindste ikke klar over at være – en del af en sammensat national arbejdsdeling med indbyrdes afhængighed. Da arbejdsdelingen uden for familien kun er ringe, finder der kun lidt specialisering sted, og som følge heraf er produktionen primitiv, bonden fattig og landsbyens kulturelle og tekniske ressourcer yderst tilbagestående.
Bonden har intet forhold til en omfattende økonomi, hvori han kan se sig selv som en bestanddel, men snarere til naturen, til jordens, vejrets og årstidens rytmer og vilkårlighed. Familien er produktionsenheden, og derfor er personlige forhold også produktionsforhold. Det er familieforhold, snarere end kompetence og teknisk specialisering, der bestemmer den primitive arbejdsdeling inden for familien (forholdet mellem mand og kone, mellem manden og hans ældste søn, hans yngste søn, hans gamle far o. s. v. ), og produktionsforholdene overdriver og intensiverer familieforholdene. De desperate familiefejder inden for landsbyen viser den heftighed, der udvikles inden for det, der på samme tid er den grundlæggende personlige, produktions- og ejendomsenhed. Bondefamilien udtrykker alle det store samfunds udbytningsforhold, og det er med nødvendighed faderen i bondehusholdningen, som udøver de værste former for udnyttelse af medlemmerne af sin egen familie, han opretholder alt det værste i før-kapitalistiske samfund, hvad angår forhold mellem personer. Den vold, der ligger i familien, overgås af volden mellem familier, volden der ligger immanent i den samlede underordning af bønderne som helhed.
Så bønderne ville utvivlsomt være overlegent kvalificeret til rollen som bærere af revolutionen, hvis gennemførelsen af en socialistisk revolution blot var en funktion af udbytningens vildskab. Men revolutionen kræver også kollektiv organisering, massearbejdsdeling og koncentration af fremskredne tekniske og politiske evner. Og det er dette bønderne ikke kan skabe p.g.a. deres livssituation. De kan ikke som klasse skabe de evner, der er nødvendige for at drive et samfund med en kollektiv arbejdsdeling. De kan kun efterligne deres eget ideal, det lille landbrug. Målet for bondeoprørere bliver således ikke at bringe samfundet som helhed fremad, men blot at dele den fælles fattigdom. Dette er ganske vist en ligestilling, men det er en ligestilling af uafhængige, éns deltagere, og ikke kollektivisternes ligestilling af indbyrdes afhængige personer som er organiseret i en samfundsmæssig arbejdsdeling., Bønderne kan ikke – som klasse – konstituere sig som herskende klasse for at virkeliggøre alle samfundets økonomiske potentialer. Tværtimod kan de – overladt til sig selv – kun trænge samfundet tilbage i fortidens fattigdom.
Det er af disse grunde, at bondens oprør ofte er en udelukkende lokal forekomst begrænset til det distrikt, han kender. Hans fjende er den lokale gods- eller jordejer, den lokale pengeudlåner, politimand eller købmand; ikke en national herskende klasse, som han nødvendigvis kun har en meget uklar forestilling om. Men hvis den nationale herskende klasse ikke bliver knust, er den lokale bondes sag tabt, ødelæggelsen af kun den herskende klasses lokale håndlanger vil nedkalde massive gengældelsesforanstaltninger i en grad, som den lokale bonde ikke kan hamle op med. Faktisk kan bondens syn på verden uden for hans distrikt være så forplumret, at han fuldstændig frikender den herskende klasse for ansvar for dens lokale embedsmands forbrydelser. I det zaristiske Rusland hadede bønderne ganske vist tit deres lokale herremænd, men de tilbad zaren som “lillefar”, idet de forklarede, at zaren ikke kendte til de forbrydelser, hans herremænd begik i hans navn. For dem var der intet system, hvor zar og herremand hørte sammen som komplementære elementer inden for en fælles udbytterklasse. Derfor blev bønderne forfærdede og bebrejdede endnu engang de onde adelige, at de berøvede dem deres eneste forsvarer, da narodnikkerne i 1881 snigmyrdede zar Alexander i den forventning, at dette ville fremskynde et bondeoprør mod regimet. Lewin antyder, at Stalin på lignende vis blev frikendt af de russiske bønder for det kommunistiske overgreb mod landområderne under kollektiviseringen. [3]
Historisk er bonden således en yderst tragisk skikkelse. Han bliver udbyttet i et grotesk omfang og tvunget til underkastelse, tvunget til at bevare alt det mest tilbagestående og reaktionære. Og dog skaber han sin egen spændetrøje. Pga. sin levevis kan han ikke forstå noget virkeligt alternativ. Han kan ikke frigøre sig selv, og selvfrigørelsen er en af socialismens forudsætninger. Når han udelukkende er afhængig af sine egne muligheder, er hans modstand mod udbytningen derfor enten udelukkende negativ eller af marginal betydning for systemet – dvs. at oppositionen ikke så meget drager systemets eksistens i tvivl, som den angriber bestemte foreteelser inden for det. Den mest almindelige form for denne modstand – og den mindst effektive for revolutionære formål – er socialt banditvæsen. Små bevæbnede bander plyndrer lige som Robin Hood de herskendes repræsentanter for at tage fra de rige og – i det mindste i princippet – give til de fattige. Sådanne gruppers ringe størrelse, deres store mobilitet og de spredte bondefamiliers vilje til at beskytte og forsørge dem som en art “modpolitistyrke” gør dem så godt som usårlige over for modangreb fra de herskende. Hobsbawm har beskrevet de særlige karakteristika ved sådanne bander i Syd-Europa, [4] og måske deles disse karakteristika af de indiske Dacoits og lignende grupper, der opererede i Kina. Hobsbawm påpeger også lighederne mellem socialt banditvæsen og guerilla-krigsførelse, og at førstnævnte af og til indgår i sidstnævnte (det skulle således ikke chokere nogen, at der i det kinesiske kommunistpartis guerillastyrker fandtes forhenværende banditter [5]). Banditvæsenet er den mest primitive form for voldsanvendelse mod systemet, hvor det kan være svært at adskille kriminalitet for egen vindings skyld og socialt bevidst oprør, og hvor denne form for gengældelse kun er en ubetydelig kilde til irritation for systemet.
Sporadiske opstande i tæt befolkede landområder har større udsigter. Her angriber rebellerne direkte den umiddelbare undertrykkelses symboler: Købmanden, der opmagasinerer afgrøder; storbonden, der fyrer arbejdskraft eller sænker lønningerne; staten, der reducerer de statsligt regulerede priser for vin. Hvis sådanne opstande er svaret på en almindelig tilstand på landet, kan opstanden spredes. Og hvis den falder sammen med bevægelser i byerne, kan den blive et element i en bevægelse for radikal forandring. Alene kan de intet opnå. Da Wat Tylers rebeller indtog London, og da Zapatas krigere nåede Mexico City, vidste de ikke, hvad de skulle stille op. De kunne til sidst kun vende tilbage til den verden, de var fortrolige med: landsbyerne og de spredte fæstegårde. De havde måske trængt den herskende klasses virkelige magt tilbage, men knust den havde de ikke. Hvis status quo i forvejen er truet fra anden side, er det selvfølgelig muligt, at der midlertidigt kan eksistere enklaver, hvor bønder har magten. Således kunne Makhno og hans “grønne styrker” forsvare de “øer”, hvor de havde magten, så længe borgerkrigen rasede omkring dem. Og i Kina muliggjorde Manchu-dynastiets fald som følge af imperialismens opløsende indflydelse, at Taiping rebellerne på samme måde kunne oprette deres egne domæner langs med Yangtze. Men så snart de mere omfattende konflikter er løst eller neddæmpet, kan den nationale herskende klasse slå så hårdt igen, at enklaverne knuses.
Det er mere effektivt og mere typisk, når bønderne under bestemte forhold råder over langt mere massive forholdsregler af ren negativ art. De kan nægte at adlyde loven, og hvis det griber om sig, er den herskende klasses magt ikke længere tilstrækkelig til at holde alle landområderne i belejringstilstand. Men den organisation, der er i stand til at koordinere en sådan strejke, findes normalt kun i byerne. Denne taktik finder sin klareste formulering i teorien om passiv lydighedsnægtelse, som den blev fremført af Tolstoj i Rusland og Ghandi i Indien. [6] Men hvad skal man stille op, når landbefolkningen er lammet? Det er på netop dette punkt, at strategien igen bryder sammen; for bønderne har intet positivt alternativ til det bestående. Det samme gælder en lignende taktik: tilbageholdelse af de fødevarer, som byernes eksistens afhænger af. Normalt forekommer en sådan taktik ikke, for bønderne er også afhængige af produkter fra byerne, og mange er nødt til at sælge deres afgrøder så hurtigt som muligt for at kunne betale deres gæld. Men i Rusland mellem 1927 og 1929, da byerne ikke kunne levere de produkter bønderne ønskede, kom det på landet til en slags strejke, der medførte en større krise i hele samfundet. Strejken var ikke en organiseret handling udsprunget af kollektiv solidaritet og politisk bevidsthed. Det var en fælles reaktion på en markedssituation. Og bønderne kunne ikke stille noget op, da Stalin iværksatte sit modangreb og knuste de russiske bønder en gang for alle.
Det, der mangler i alle disse eksempler, er eksistensen af en national “klasse for sig selv”. I citatet fra Marx gøres dette punkt klart. Bønderne eksisterer ganske vist som en klasse af mennesker. Men pga. deres levevis kan de ikke blive bevidst om sig selv som en klasse, som en gruppe af mennesker med fælles interesser, der omfatter hele samfundet. I henseende til at erkende en sådan fælles interesse udgør bønder normalt kun en klasse i et bestemt distrikt. Og bønderne i et distrikt kan møde dem i et andet distrikt med samme fjendtlighed, som de møder repræsentanterne for den herskende klasse med. I nogle tilfælde er fjendtligheden større; for de kender i det mindste deres egne herskere i distriktet – og det kendte skaber mindre angst end det ukendte.
Enkelte marxister har for at overvinde disse problemer forsøgt at foretage en klasseanalyse af landbefolkningen. De har defineret lag af fattige, middel- og rige bønder (og derudover endnu mere komplicerede lagdelinger), foruden godsejere og jordejere, og på basis af interessekonflikter mellem disse lag argumenteret for en stillingtagen til fordel for de fattige bønder. Med en feudal jordfordeling ligger det forholdsvis lige for, at socialister må tage stilling for bønderne som helhed imod de store jordejere. Ligeledes kan en alliance mellem proletariatet og de fattigere bønder under bestemte betingelser og i bestemte områder være udtryk for en virkelig klassekamp. I nogle tilfælde har de fattige bønder endda angrebet deres rige brødre, som det lader til at have været tilfældet under Telengana-oprøret i Indien i 1947 (til stor skræk for de maoistiske sympatisører i Indiens kommunistiske Parti, der ønskede en alliance mellem alle lag af bønder). Men disse tilfælde er ikke uden videre typiske, især ikke der hvor jordfordelingen er kompliceret. For nogle bønder kan også være jordejere, og bondefamiliernes sociale bevægelighed (op og ned) kan være stor. F. eks. kan en rig bonde med mange sønner dele sit land mellem dem alle og således gøre alle sine efterkommere til fattige bønder. Der kan foregå en stadig vandring mellem lagene. De jordløse kan af og til være beskæftiget med markarbejde, andre gange ikke. Nogle gange må de små bønder ernære sig ved lønarbejde, andre gange kan de bevæge sig op i de middelstore eller de rige bønders rækker, når familien gennem flere generationer er forblevet små, og der ikke kommer kriser udefra. Eller en bondefamilie kan samtidigt tilhøre flere lag – den dyrker noget jord, forpagter noget og arbejder som lønarbejder på en andens jord på forskellige tider af året. Så komplicerede forhold gør det politisk meningsløst generelt at definere proletariatets “naturlige allierede”.
En sådan definition kan også gøres meningsløs af selve bøndernes situation. De fattige bønder og de besiddelsesløse landarbejdere er de mest undertrykte og kan snarere sammenlignes med pjalteproletariatet end med proletariatet. Og det ligger i den fattige bondes natur snarere at identificere sig med det rigere lag af bønder, som den fattige bonde selv håber at blive én af, end at identificere sig med fattige bønder i andre – for ham ukendte – distrikter. Samfundet på landet afgrænses af distriktsgrænserne, og det er inden for disse afgrænsninger, at lagene kan bestemmes mest nøjagtigt. Uden for distriktet har man normalt kun statistikker og ikke en politisk strategi. De lavere lags manglende stabilitet har ofte tilskyndet socialister og kommunister til at søge støtte for radikale organisationer blandt de middelstore og de rige bønder. Disse er ledere af landsbyen og skulle som sådanne sandsynligvis være mere bevidst om det omkringliggende samfund. I forholdsvis fredelige tider er en “bevægelse af fattige bønder” en myte skabt af politikere i byen. Af samme grund har radikale forsøg på at skabe en al-indisk alliance mellem de laveste kaster altid været forgæves. Desværre identificerer pariaerne i landsbyerne sig snarere med de dominerende kaster af bønder i landsbyen (selv når de myrder nogle af dem) end med de millioner af pariaer, der findes i andre distrikter. Alene kendskabet til eksistensen af andre pariaer – erkendelsen af en fælles interesse – betyder allerede, at man tilhører en anden verden – byens og nationalstatens verden.
Bonde-oprøret behøver derfor indgriben fra dele af andre – nationale – klasser for at kunne bevæge sig udover sin fastlagte rolle. Det er ikke et tilfælde, at bønderne altid har været mere undertrykt end nogen anden klasse, at de har en oprørshistorie og alligevel så få successer at opvise. Successen kommer først, når bøndernes oprør allieres med kampen for andre mål. I det klassiske Kina opnåede bondeoprørene succes, når medlemmer af adelen overtog ledelsen af dem og brugte dem til etablering af et dynasti. Ved sjældne lejligheder blev bønder selv medlemmer af den nye herskende klasse, men kun under betingelser, der udelukkede enhver virkelig revolutionær forandring af det kinesiske samfund. Under den borgerlige revolution støtter borgerskabets kamp for den politiske magt sig til bøndernes kamp for at knuse de store feudale godser – og samtidig er den borgerlige revolution forudsætningen for bøndernes succes.
De socialister; der har betragtet bønderne som en afgørende kraft i kampen for socialisme, – lad være, hvad der kan menes med “socialisme” i den sammenhæng – er normalt blevet betaget af den voldsomhed hvormed bøndernes kamp foregår [7] og af den store forskel mellem bøndernes og den bymæssige (eller “borgerlige”) levevis. Men voldsomheden skyldes bøndernes tilbageståenhed og deres relative svaghed, den skyldes manglen på andre politiske midler til forandring end vold – snarere end revolutionær alvor eller perspektiv.
Den slags socialister betjener sig ligeledes ofte af en særlig vulgær materialistisk forklaring på politisk militans. Denne materialisme udelukker imidlertid ikke en romantisk, idealistisk opfattelse af mulighederne for menneskelig handling, uafhængigt af de materielle betingelser. Argumentationen forløber omtrent på følgende måde: Revolutionen er en funktion af udbytningen, således at de mest udbyttede vil være de mest revolutionære. De mest udbyttede er de fattigste. Ergo: De fattigste bønder, de fattigste stammer (i nogle lande) og pjalteproletariatet er alle potentielt førende kræfter i revolutionen.
Det er åbenbart, at der er overfladisk lighed med en marxistisk argumentation; men i det uklare udtryk “udbytning” ligger hovedforskellen. I dette tilfælde betyder “udbytning” forarmelse, mens det i en marxistisk argumentation betyder “den grad, hvori der produceres merværdi”. Derfor er blot og bar fattigdom for marxisten ikke nødvendigvis et tegn på “udbytning”, og den er heller ikke et middel til at bestemme de revolutionære drivkræfter. Hvis Marx havde troet, at fattigdom i sig selv var revolutionens kilde, ville han have begået en iøjnefaldende fejl ved ikke at have betragtet 1800-tallets bønder (eller pjalteproletariatet) som den socialistiske revolutions drivkraft; bønderne var ubestrideligt fattigere end proletariatet. Ligeledes ville de fattigste dele af proletariatet selvfølgelig være mere revolutionære end de mere velhavende; de ufaglærte mere revolutionære end de faglærte. For Marx – så vel som i det historiske forløb udviklede den revolutionære, politiske bevidsthed sig i virkeligheden i den nøjagtigt modsatte rækkefølge. Endvidere regnede Marx med en stigning i arbejderklassens forbrug, en formindskelse af dens fattigdom, uden at det influerede på hans argumentation. F. eks. skriver han:
“Hvis altså arbejderens indtægt forøges ved kapitalens hurtige vækst, så forøges samtidig den samfundsmæssige kløft, som skiller arbejderen fra kapitalisten, så forøges samtidig kapitalens magt over arbejdet, arbejdets afhængighed af kapitalen ...
... Selv den situation, der er den gunstigste for arbejderklassen, at kapitalen vokser så hurtigt som muligt, ophæver dog ikke, hvor meget den end kan forbedre arbejdernes materielle kår, modsætningen mellem hans interesser og bourgeoisinteresserne, kapitalistens interesser.” [8]
Den dimension, der mangler i den vulgær-materialistiske argumentation, er spørgsmålet om magt. Den faglærte arbejdskraft er ikke blot mere “udbyttet” end den ufaglærte, og proletariatet mere “udbyttet” end bønderne; men det er også tydeligere for den faglærte arbejdskraft, hvor afhængig kapitalismen er af den, ligesom det er for proletariatet, hvordan hele samfundet holdes oppe af dets anstrengelser. Der er derfor en virkelig, daglig modsætning mellem proletariatets økonomiske magt og dets politiske magtesløshed – proletariatet er økonomien, men det bestemmer ikke over økonomien. Derfor er det udbytningen i den marxistiske forstand – ikke i betydningen “forarmelse” – og modsætningen mellem magt og magtesløshed, snarere end lav levestandard, der efter den marxistiske opfattelse er drivkræfterne bag proletariatets revolutionære rolle.
Primitiv kunstvanding. Oktober-kommunen ved Nanking.
Argumentationen kan føres endnu videre. For proletariatet står i direkte modsætning til de kendetegn, der ovenfor er brugt til at beskrive bønderne. Proletariatet er stærkt koncentreret i de store byer – og inden for disse byer i bestemte distrikter; det er ikke spredt over et enormt område og isoleret i små enheder. Hver dag driver arbejderne økonomiens mest avancerede sektorer, hvor fornyelser og forandringer er de dynamiske elementer i en konstant omstyrtelse af fortidens nedarvede vaner. Som en del af deres daglige tilværelse er de påtvunget en massearbejdsdeling, der indebærer høj specialisering, den mest avancerede tekniske viden og en højt udviklet gensidig afhængighed i arbejdsprocessen. Arbejderne er nødvendigvis et kollektiv, der dækker alle de mest betydningsfulde dele af økonomien, ikke et samfund af uafhængige producenter. Gennem deres daglige arbejde og daglige kamp bliver de klare over, at det ikke er ét distrikt eller endda kun én fabrik, men samfundet som helhed, der er kamppladsen. Arbejdsgiveren er del af en klasse af arbejdsgivere, der står i et særligt forhold til staten og dens virksomhed.
Naturligvis findes der i praksis mange forskellige grader af erkendelse blandt arbejdere og lige så mange afvigelser fra denne temmeligt abstrakte skitse. Imidlertid er forskellen mellem proletariatet og bønderne i princippet, at arbejderne kan forstå samfundet som en helhed og, med det marxistiske perspektiv for kapitalismens udvikling, vil blive drevet dertil. Bønderne kan i princippet ikke forstå samfundet som en helhed, og bliver ikke naturnødvendigt drevet til det af deres levemåde. Tværtimod er den bonde, der erkender samfundet som en helhed, en afviger, der må kæmpe mod sin levemådes helt grundliggende betingelser i stedet for med nødvendighed at blive ledt i den retning af disse betingelser.
Hvor proletariatet udgør et flertal, ligger dets frigørelse i dets egen magt, og dets egen frigørelse er frigørelsen af samfundet som helhed, inklusive bønderne. Derfor er proletariatets rolle ikke noget tilfældigt element i marxismen. Uden det bliver marxismen nonsens, og man måtte starte helt fra bunden igen. Hvilken som helst form for “socialisme”, der så end kunne formuleres på et andet grundlag, ville ikke med rette kunne bruge marxismen uden at forandre det væsentlige indhold af de anvendte begreber (som vi så det med udtrykket “udbytning”).
I lande, hvor bønderne udgør et befolkningsflertal, har marxister måttet formulere forholdet mellem den proletariske kamp og bønderne. Marx støttede altid de små bønders kamp mod de store feudale godsejere – som et væsentligt element i den borgerlige revolution – men gik imod de små jordbesidderes kamp mod store kapitalistiske virksomheder og betegnede den som kontrarevolutionær. [9] Store kapitalistiske virksomheder måtte bevares, til de kunne overgå til kollektiv ejendom; for de ville være kilden til det socialistiske samfunds rigdom. Når proletariatet begynder sin kamp mod kapitalismen og for første gang gør socialismen mulig, skulle storproduktionen ikke splittes op på enkelte producenter. I programmet fra 1850 for “Kommunisternes Forbund” i Tyskland foreslog Marx, at de kongelige og de store feudale besiddelser ikke skulle deles ud til bønderne, men bevares som statsejendom. [10] På samme måde krævede bolsjevikkernes program i det zaristiske Rusland nationalisering af handelsmæssigt vigtige jordbesiddelser og ikke deres uddeling til bønderne. På dette punkt gik bolsjevikkerne blankt imod både bøndernes og deres vigtigste forkæmpere, de socialrevolutionæres, krav.
Det senere forløb gjorde bolsjevikkernes program betydningsløst, da bønderne uden videre tog jorden i besiddelse, og bolsjevikkerne intet andet kunne gøre end at godkende overtagelsen. Men idet bønderne overtog jorden, skabte de en ny klasse af private ejendomsbesiddere. Det var en møllesten om halsen på Sovjet-regimet. Først Stalins “endelige løsning” af bondespørgsmålet – den fuldstændige knusning af bønderne gennem kollektiviseringen – befriede regimet for dette problem.
Både Marx og Lenin lægger i deres skrifter vægt på bøndernes og proletariatets forskellige og uforenelige mål. Mange populistiske socialister har nægtet at godtage denne skarpe distinktion, selv om den er en afgørende skillelinje mellem socialisme og den autokratiske statssocialisme, der opstår når udenforstående kommer til magten ved at ride på “folkets” ryg. Da bønderne ikke er en national klasse “for sig selv”, kan de ikke kontrollere deres egne ledere, de må repræsenteres (jf. det oven for anførte citat af Marx). Når disse ledere har andre mål end bønderne – som f. eks. industrialisering, national enhed, o. s. v. – kan populisterne være de værste diktatorer af alle.
Distinktionen mellem bønder og proletarer er derfor ikke en biting for pedanter eller et tilfælde af ligegyldig sekterisme. Den betegner forskellige midler til at nå forskellige mål. Lenin lagde særlig vægt på betoningen af denne forskel og nægtede at rode alle spørgsmål sammen i begrebet “Folket”. Han kritiserede uafladeligt de Socialrevolutionæres program for at gøre netop det. F. eks. skrev han i 1909 om de Socialrevolutionæres program:
“Deres programs grundidé er ingenlunde, at det skulle være ‘nødvendigt med en alliance mellem proletariatet og bønderne’, men at der ikke findes nogen klassekløft mellem førstnævnte og sidstnævnte, at det ikke er nødvendigt at drage et klasseskel mellem dem, og at den socialdemokratiske (marxistiske) idé om, at bøndernes småborgerlige karakter adskiller dem fra proletariatet er principielt forkert.” [11]
Bondebevægelsen kæmpede virkeligt; men ikke så meget mod kapitalistiske som mod før-kapitalistiske forhold. Bondebevægelsens totale sejr “vil ikke afskaffe kapitalismen. Tværtimod vil den skabe et bredere grundlag for dens udvikling”. [12]
Det betyder ikke, at bønderne ikke vil spille en betydningsfuld rolle i kampen for socialisme; men den rolle er kun mulig under proletariatets lederskab. Uden dette lederskab får bøndernes kamp andre resultater. Selvfølgelig må vi, som Lenin, “støtte bondebevægelsen lige til enden, men vi må huske at det er en anden klasses bevægelse, og at den ikke kan eller vil kæmpe for socialismen.” [13]
Hvis ovenstående argumentation i det store og hele er korrekt, bliver det vigtigt at forklare en række moderne revolutioner, der hævdes at være “bonderevolutioner”. Det følgende drejer sig først og fremmest om Kina, selv om dele af analysen også kunne anvendes på andre lande, f. eks. Cuba.
Det kinesiske kommunistpartis ledelse rekrutteredes i hovedsagen fra klasser i byerne, især fra de intellektuelle. På sin vej til magten betjente det sig af forskellige befolkningsgrupper; men det var fra bønderne, det fik sin største støtte. Af en række forskellige grunde, der ikke kan anføres her, var kampen om magten ikke en klassekamp i marxistisk forstand. Det var ikke i første række en kamp mellem medlemmer af klasser, der stod over for hinanden inden for samme produktionsenhed. Det drejede sig snarere om en militær kamp om territorier, medens den sociale kamp – der ganske vist forekom – ikke var andet end et element til understøttelse af de militære operationer. Selvfølgelig kan slutfaserne i en hvilken som helst revolutionær bevægelse tage karakter af en militær kamp om territorier – borgerkrigen i Rusland var netop en sådan kamp. Men i Kina lå bevægelsens hovedvægt på det militært-territorielle, mens den direkte klassekamp i perioden fra 1928 til 1948 forblev af marginal betydning.
For at skaffe sig støtte stillede partiet forskellige krav i forskellige områder. Disse krav havde ikke så meget til formål at skabe en klassestyrke som at skabe en national styrke, der kunne støtte sig på forskellige befolkningsgrupper. Nationalt begrænsede partiet sig til krav om forholdsvis milde reformer for at føre koalitionen samlet mod det store mål. Således gik partiet helt til 1945 imod kravet om en jordreform for ikke at skræmme de større jordbesiddere, og dets eneste indrømmelse til tilhængerne blandt de fattige bønder var kravet om nedsættelse af renter og forpagtningsafgifter til godsejerne.
Det lader nu til, at det selv efter 1945 var Liu Shaoqi – der i mellemtiden er kommet i unåde – som forsvarede jordreformen imod Mao Zedong, der i den nationale enheds interesse modsatte sig den slags “delkrav”. Mao ville kun give den indrømmelse, at “overskydende jord” skulle tvangssælges.
Derfor kan Kinas Kommunistiske Parti ikke betragtes som de kinesiske bønders repræsentant – faktisk kan det ikke betragtes som repræsentant for nogen klasse. Det forsøgte at operere uden for bøndernes sociale struktur, idet det sikrede sig støtte fra alle de sociale lag på landet. Det var hverken ansvarligt over for nogen speciel befolkningsgruppe eller over for bønderne som helhed. Ingen del af bønderne kontrollerede partiet. Snarere kontrollerede partiet og Folkets Befrielseshær nogle dele af bønderne.
Havde partiet ikke opereret uden for bøndernes sociale struktur, ville det være blevet infiltreret af de rigere bønder og underlagt deres interesser, hvad der ville have ført til partiets opsplitning mellem forskellige distrikter. Til tider var partiet truet af dette. F. eks. beklagede Mao i 1933 sig over, at 80 pct. af Hunan-Jiangxi-sovjettens centrale distrikt kontrolleredes af godsejerne og de rige bønder. [14] I begyndelsen af halvtredserne, da kommunistiske bønder vendte hjem fra militærtjenesten, truedes partiet på landet igen med at blive en organisation af bare rige bønder. Kadrerne blandt bønderne forventede efter krigens ofre at blive belønnet for deres tjenester og i fred og ro få lov til at dyrke deres jord. Det var normalt på landet, at partiet brugtes til at gøre kadrerne til rige bønder, og at rige bønder blev kadrer, for således at forbedre deres stilling. I 1952 tilretteviste Kao Kang nogle kadrer, der var blevet udbyttere ved at udlåne penge og ansætte lønarbejdere.
“Hvis der ikke tages aktive skridt,” erklærede han, “mod at føre bønderne ind på vejen mod kooperativ økonomi i stedet for de rige bønders økonomi, så vil landsbyledelsen med sikkerhed degenerere til de rige bønders herredømme. Hvis alle det kommunistiske partis medlemmer ansætter arbejdskraft og låner penge ud til ågerrenter, så vil partiet blive til de rige bønders parti.” [15]
Samme fænomen forekom i Sovjetunionen under den Nye Økonomiske Politik (NEP), hvad der på landet gjorde partiet ubrugeligt som drivkraft for forandringer. [16] At partiet ikke degenererede på den måde, Kao Kang frygtede, er et slående bevis på, at Kinas Kommunistiske Parti ikke er et bondeparti. Det var udelukkende muligt for partiet at rense ud i dets organisationer på landet og at tvinge afvigende kadrer ind i geledderne igen, fordi det ikke var et bondeparti.
Det kinesiske kommunistparti var altså ikke et “bondeparti”, i samme forstand som man taler om et “arbejderparti” eller et “borgerligt” parti. Ganske vist havde størstedelen af partiets menige deres udgangspunkt blandt bønderne, men selv sådanne medlemmer havde sædvanligvis for længst forladt landområderne for at blive professionelle kadrer eller soldater. Partiets evne til at forandre Kina skyldtes dets uafhængighed af bøndernes interesser, og i den henseende havde det i det store og hele succes. Det var snarere dele af intelligentsiaen i byerne, der organiserede bøndernes utilfredshed. Selv da afhang successen stærkt af japanernes invasion og af deres politik: at plyndre og sætte ild til landsbyerne efterhånden som de rykkede frem. I modsætning til middelklassen i byerne og af temmeligt åbenbare materielle grunde synes bønderne stort set uimodtagelige for nationalistiske krav – medmindre sådanne krav er nært forbundet med krav, der er i bøndernes umiddelbare interesse, som f. eks. kravet om jord eller – som i dette tilfælde – spørgsmålet om blot og bar overleven. Det er tvivlsomt, om de dele af de kinesiske bønder, der reagerede på de kommunistiske appeller, ville have gjort lige sådan, hvis ikke partiet havde udgjort den eneste virkelige opposition mod japanerne, der med deres aktioner direkte truede bøndernes eksistens. I Indien var det i hvert fald af vital betydning for at opnå bøndernes støtte, at kravet om uafhængighed blev kædet sammen med kravet om, at de der støttede englænderne, de store jordejere, skulle eksproprieres, og at deres jord skulle fordeles blandt bønderne. Og i Vietnam er det usandsynligt, at det uden Vietminhs og Den nationale Befrielsesfronts program for en jordreform havde været muligt at føre krigen mod den amerikanske hær.
Fordi ledelsen af Kinas Kommunistiske Parti ikke var nært forbundet med nogen bestemt klasses interesser, var det i stand til at handle som en elitær magt – og dets politik har slående ligheder med den elitære atmosfære, der ofte hænger ved populistiske bevægelser (hvortil også hører nogle arter anarkisme). Populisme kan groft defineres som en lidenskabelig tro på “folkets” spontane styrke og en stærk elitær tro på nødvendigheden af ens egen rolle, som den der åbner øjnene på “folket”. [17] Men afvisningen af identifikation med nogen bestemt klasse betyder afvisning af ansvar over for nogen klasse. Det giver ledelsen frie hænder til at forfølge hvilke som helst mål, der passer ind i dens taktik. I sin maoistiske udgave indeholder populismen et stærkt nationalistisk element – en tro på, at alt er muligt inden for de egne nationale grænser, at nationalismen indeholder socialisme. Fordi der ikke findes nogen samfundsmæssig objektivitet, er alt muligt, hvis blot bevidstheden kan ændres. Pa denne måde bliver den menneskelige bevidsthed – og ikke en bestemt herskende klasse – til angrebspunktet, og ingen objektive kapitalistiske lovmæssigheder eller noget andet på jorden kan, efter sigende, besejre denne grænseløse voluntarisme. Der findes uden tvivl bestemte sider af marxismen, som isoleret betragtet indbyder til en populistisk revision, [18] selv om en sådan revision også direkte er i strid med marxismen.
Intet af dette vedrører direkte de problemer, som marxister i tilbagestående lande står over for. Er altså tesen om den permanente revolution – og i særdeleshed om proletariatets rolle – stadig anvendelig i de tilbagestående lande i dag? Er den ikke det, hvilken strategi må marxister i tilbagestående lande da benytte sig af? Disse spørgsmål er af stor vigtighed og kræver hver for sig udførlige besvarelser. De kan derfor ikke diskuteres tilfredsstillende her. [19] Lad det være nok at sige, at selv om proletariatet i dag ikke længere kan anses for at være revolutionens drivkraft i de tilbagestående lande, ændrer det intet ved gyldigheden af den her fremførte argumentation. Det betyder blot, at der i dag ikke kan indføres proletarisk socialisme i de tilbagestående lande isoleret. Men så har det aldrig kunnet lade sig gøre. Gennemførelsen af socialisme i ét land eller én region er umulig – og især når det drejer sig om de mest tilbagestående områder. Naturligvis kan imperialismen besejres på forskellige punkter i tilbagestående lande; men den kan ikke knuses i verden som helhed. Naturligvis kan der gennemføres vigtige og progressive forandringer i tilbagestående lande; men disse forandringer er ikke ensbetydende med socialisme. Ingen nok så stor opbydelse af retorisk begavelse kan forvandle fattigdom til velstand eller sikre menneskene i et tilbagestående samfund de grundliggende livsbetingelser, der allerede er opnået i et udviklet samfund. Tværtimod burde alene talemåderne gøre os mistænkelige. Hvor de objektive betingelser ikke muliggør en hurtig forbedring af de materielle vilkår, har regeringerne ofte som erstatning for virkeligt fremskridt forsøgt at bilde folk ind, at det dog alligevel går fremad, at de sjælelige tilstande er betydeligt vigtigere end den næste skål ris.
Man må ikke forsøge at ændre sin vurdering af den objektive virkelighed for at tilpasse den til kortsigtede taktiske overvejelser. Ellers fører f. eks. erkendelsen af den kinesiske revolutions progressive karakter til den opfattelse, at den kinesiske “model” er den eneste vej til socialismen, og at alt kinesisk pr. definition er progressivt. Tredivernes intellektuelle forholdt sig på denne måde til Sovjetunionen – og de endte med at blive taget ved næsen, Moskva blev synonymt med socialisme, og således forsvandt alle kriterier for at vurdere Moskva fra et socialistisk synspunkt. Sympatisørerne endte som apologeter for den russiske stat (det er selvfølgelig også sandt, at den kinesiske revolution ikke har haft tilnærmelsesvis så stor betydning for ikke-kinesiske socialisters politiske bevidsthed som den russiske revolution, og Mao har langtfra opnået samme internationale betydning som Stalin).
Fremskridt er vigtige, også selv om de ikke udgør nogen endelig løsning. Men under de nuværende forhold vil alt, der kan ske i Kina – eller et hvilket som helst andet sted – være konstant truet af de imperialistiske magters fortsatte eksistens. De amerikanske styrker kan muligvis besejres i Vietnam; men det vil ikke betyde Washingtons endeligt. Selve eksistensen af de udviklede kapitalistiske magter – det være sig privat- eller statskapitalistiske – formørker udsigterne for enhver vedvarende økonomisk udvikling i de tilbagestående lande. Derfor afhænger de tilbagestående landes fremtid – såvel som bøndernes – ikke af et isoleret nederlag for en imperialistisk magt, men af at imperialismen knuses globalt. Og imperialismen kan ikke knuses globalt i Vietnam. Den kan heller ikke knuses af bønder. Den kan kun knuses i selve de udviklede lande – og kun af proletariatet. Derfor drejer diskussionen om bønder kontra proletariatet sig ikke om, hvem der kan tilkæmpe “socialisme” i ét land; det drejer sig om hele menneskehedens frigørelse.
a. Den Store Rorgænger – et af datidens navne for Mao Zedong.
1. Tony Cliff beskæftiger sig indgående med dette i Marxism and the collectivisation of agriculture, International Socialism 19, 1964.
2. Karl Marx: Louis Bonapartes attende Brumaire, i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, Bd. 1, s.326-327.
3. M. Lewin: Russian peasants and Soviet power, London 1968, s.452.
4. E.J. Hobsbawm: Primitive rebels, Manchester 1959.
5. Nogle kadrer gik også over til at ernære sig ved røveri, se Harold Isaacs: The tragedy of the Chinese revolution, 1961, s. 328-29 og 348.
6. T. Shanin: The peasantry as a political factor, Sociological review V/XIV/1, 1966, s.5-27.
7. Se f. eks. Fanon’s udtalelse: I kolonilande er det kun bønderne, der er revolutionære; for de har alt at vinde og intet at tabe. Den sultende bonde uden for klassesystemet er den første til at opdage, at kun vold betaler sig. For ham er der intet kompromis, ingen tid til at vente...; Fordømte her på jorden.
8. Karl Marx: Lønarbejde og kapital, MEUS I, s. 92-93.
9. For yderligere diskussion af dette punkt, se Cliff: Marxism and the collectivisation of agriculture.
10. Marx/Engels: Henvendelse fra Centralledelsen til Forbundet, marts 1850, MEUS I, s.109.
11. Lenin: How the S.R.’s sum up the revolution and how the revolution has summed them up; Collected Works, Bd. 15, s.331. [Skrevet januar 1909; web.red.]
Man kan drage sammenligninger mellem socialisternes holdning til kampen i de ikke-industrialiserede lande og f. eks. Marx’ syn på Bolivar i kampen for Latinamerikas frihed og Lenins syn på Sun Yat-sen i Kina. Marx om Bolivar jf. H. Draper: Marx and Bolivar, New Politics, VIVI, 1968, s. 62-77.
Lenin om Sun Yat-sen jf. Democracy and Narodism in China, 1912, Selected Works, Bd.4, s.305.
12. Lenin: Petty bourgeois and proletarian socialism, nov. 1905, Collected Works, Bd. 9, s.440.
Jf. Marx: Henvendelse... s.104: “Det revolutionære arbejderpartis forhold til det småborgerlige demokrati er dette: det går sammen med småborgerne mod den fraktion, som det har til formål at styrte; det går imod dem på alle de punkter, hvor de vil begrænse sig til deres egne interesser.”
13. Lenin: Collected Works, Bd. 10, s.191. [Revision of the Agrarian Programme of the Workers’ Party, marts 1906; web.red.]
14. Jf. Isaacs: The tragedy of the Chinese revolution, s.344: “Mao-tse-tung, ‘sovjet-republikken’s præsident, skrev:
Mange godsejere og rige bønder anlægger sig en revolutionær kulør. De siger, at de er for revolutionen og for udstykning af jorden... De er meget aktive og støtter sig på deres historiske fortrin “de taler og skriver godt” – og følgelig tilegner de sig i den første tid landbrugsrevolutionens frugter. Kendsgerninger fra utallige steder beviser, at de har tilrevet sig den provisoriske magt, infiltreret hæren, kontrollerer de revolutionære organisationer og har fået mere og bedre jord end de fattige bønder.
Mao anslog, at dette var tilfældet i ‘80% af det centrale distrikts areal, der omfattede en befolkning på mere end 2.000.000.’”
(Mao: Re-examination of land distribution in soviet districts is the central task, Red Flag, August 1933.)
15. Kao Kang: Overcome the corrosion of bourgeois ideology: Oppose the rightist trend in the Party, Folkets Dagblad, 1952.
16. Lewin: Russian peasants and Soviet power, s.121.
17. Denne definition er taget fra Meisners biografi om en vigtig kinesisk populist: Li Dazhao, en af det kinesiske kommunistpartis stiftere. Jf. M. Meisner: Li Ta-chao and the origins of Chinese marxism, Cambridge 1967, s.251.
18. Jf. Nigel Harris: Beliefs in society, London 1968, s.185-227.
19. Se Tony Cliff: Permanent revolution, International Socialism 61, 1973, s.18-29. [Dansk udgave: Den afbøjede permanente revolution; web.red.]
Sidst opdateret 10.8.2015