At være og ikke at være

Chris Harman


Oversat fra Socialist Worker Review nr. 108 (april 1988).
Udgivet på dansk i International Socialisme – Politiske arbejdstekster, nr. 5: Grundlæggende marxisme, juni 1989.


Det seneste bind af Marx-Engels samlede værker samler to af Engels' skrifter, som har været meget fremført af stalinismen, og som derfor har haft en tendens til at blive mistroet af revolutionære siden midten af halvtredserne: Anti-Dühring og Naturens dialektik. Chris Harman argumenterer for, at de begge har meget at sige revolutionære i dag – forudsat de læses kritisk.

Det, som er omstridt i begge disse værker af Engels, er fremstillingen af hans tanker om dialektik.

Engels hævdede, at den idealistiske filosofiske tradition, som kulminerede tidligt i det nittende århundrede i den tyske filosof Hegels arbejde, gjorde én stor opdagelse: Virkeligheden forandrer sig stadigt, og de forandringer, som finder sted kan ikke forstås ved at bruge de fikserede begreber, som vi normalt tænker i. Disse begreber kan beskrive meget præcist, hvordan ting er i et bestemt øjeblik.

Imidlertid, inden for længere eller kortere tid, forandres tingene, og for at beskrive dem, behøver vi helt forskellige begreber. For at forstå et levende dyrs adfærd, bruger man begreberne fra biologi, men på et tidspunkt, vil det levende dyr nødvendigvis dø, og blive en uvirksom masse af dødt stof, som skal forklares kemisk og fysisk.

Hvis et stof er i flydende form, vil de hydrauliske love fortælle os en masse om dets adfærd. Køles det ned, krystalliserer det til fast stof, og pludselig er de hydrauliske love komplet uanvendelige.

Intet kan forstås i isolation fra dets forbindelse med andre ting. Alt er, hvad det er, men på den samme tid er det i en proces af at blive noget andet.

Engels sammenfatter i forlængelse af Hegel denne proces af fortsat forandring af virkeligheden, ved at sige, at virkeligheden er altid i modsætning til sig selv.

"Så længe vi opfatter tingene i hvile og livløse, hver ting for sig selv, ved siden af hinanden og efter hinanden, løber vi ikke ind i modsigelser i dem... Men situationen er en ganske anden så snart vi opfatter tingene i bevægelse, deres forandring, deres liv, deres gensidige indflydelse på hinanden. Så bliver vi øjeblikkeligt indviklet i en modsigelse."

Den måde vi normalt tænker på tingene er bundet af den formelle logiks love. Den mest grundlæggende af disse er at en ting ikke både kan være sig selv og det modsatte af sig selv. Den slags regler bliver vi nødt til at holde os til hvis vi ikke skal ende med at vrøvle. Men Engels hævder her, i forlængelse af Hegel, at når vi opfatter tingene i bevægelse, bliver vi nødt til at anerkende, at den formelle logiks love bryder sammen.

Et objekt i bevægelse er på et bestemt punkt og er ikke på et bestemt punkt. Et menneskeligt væsen er både levende og i en proces hen mod at dø. Der var et tidspunkt i fortiden, hvor alt, som eksisterer i dag ikke eksisterede. Og måske vil der komme en tid, hvor alt, som eksisterer i dag ikke eksisterer længere.

At tænke "dialektisk" er at undlade at stille sig tilfreds med erkendelsen af tingene i deres statiske tilstand. Det er bevidst at bestræbe sig på at forstå modsigelserne i dem, som uafladeligt tvinger dem til at undergå forandring. Det er at se på de elementer i virkeligheden, som modsiger tingenes tilstand.

Set på denne måde er "dialektisk tankegang" ikke noget enormt kompliceret. Men det står i diametral modsætning til meget af det, som traditionelt har været sagt om "videnskabelig metode". I Storbritanien især, har den fremherskende været empirismen – troen på, at videnskab ganske enkelt udvikler sig gennem simpel indsamling af fakta om, hvordan ting er.

Selv hvor empirismen i sin strikte betydning har været forladt bliver den grundlæggende præmis stående, at videnskab er baseret på at afprøve teorier overfor indlysende fakta.

Vanskeligheden ved dette synspunkt er, som Engels bemærker i Naturens dialektik:

"Ligegyldigt hvor stor ens foragt er for al teoretisk tænkning, så kan man ikke bringe to naturlige fakta i forbindelse med hinanden, eller forstå den forbindelse der eksisterer mellem dem, uden teoretisk tænkning; det eneste spørgsmål er hvorvidt ens tænkning er korrekt eller ej, og foragt for teori er indlysende den mest sikre måde at tænke naturalistisk, og derfor ukorrekt."

Han pointerede, hvordan de klassiske empirister som Francis Bacon og Isac Newton endte i de vildeste metafysiske spekulationer (om alkymisme i det ene tilfælde, og Johannes Åbenbaringer i det andet tilfælde).

Men Engels afviste simpelt at forkaste empiristernes optagethed af fakta – for så ville alt hvad der ville blive tilbage være overtro. Det var her han skarpt ville have brudt med disse kritikere af empirismen, som har været forbundet med megen "radikal videnskab" i de sidste tyve år. Hans hensigt var "dialektisk tænkning" – at forstå virkeligheden i sin altid omskiftelige sammensathed, idet man erkender begge sider af dens modsætningsfyldte natur, idet man ser både empiristernes "fakta" og de dybere processer, som uafladeligt gør det af med disse fakta.

Så langt så godt, siger så nogle af Engels' kritikere, men så stiller de spørgsmålstegn ved det som kommer derefter både i Anti-Dühring og Naturens dialektik. For Engels viderefører fra Hegel, hvad han omtaler som "dialektikkens tre love".

Han siger, at disse er "loven om kvantitetens omslag i kvalitet, og omvendt", "loven om modsætningernes enhed og kamp", og "loven om negationens negation".

Hans formuleringer har været stærkt angrebet. Hvis de betyder noget, bliver det sagt, må de tolkes på den måde, som af de stalinistiske filosoffer i trediverne og fyrrene, altså som overhistoriske love, som før nogen videnskabelig undersøgelse har fundet sted, bestemmer hvordan natur og historie udvikler sig.

På basis af disse argumenter, har de fleste marxister i de sidste årtier forladt Engels.

Jeg er bange for, at de har kaste barnet ud med badevandet. Der er fejl i mange af de argumenter, Engels bruger i Anti-Dühring og i Naturens dialektik. Men der er også en kerne i argumentationen, som forbliver meget vigtig.

Det er følgende. Traditionel materialisme hævdede helt rigtig, at der ikke nogen overnaturlige processer. Liv, og livets højeste trin, erkendelse og bevidsthed, er materielle processer. Men traditionel materialisme så disse materielle processer simpelthen som mekanisk vekselvirkning mellem de grundlæggende byggeklodser, som universet er opbygget af.

For at forstå de komplekse fænomener i kemi, biologi, psykologi og menneskelig historie, så er det tilstrækkeligt at reducere dem til de fysiske love, som bestemmer vekselvirkningen mellem atomer.

Problemet med denne indfaldsvinkel er, at den hurtigt leder til en opgivelse af ethvert virkeligt forsøg på at forstå de mere komplekse fænomener. Thi at beskrive alle de forskellige fysiske vekselvirkninger mellem atomer, som fremkalder disse fænomener er en opgave, som ligger ud over kapaciteten af en hvilken som helst menneskelig hjerne. Derfor ender firkantet materialisme med to valgmuligheder:

Enten ignorerer man kompleksiteten af virkeligheden, og reducerer historie og samfund til biologi (som socio-biologerne og rotte-psykologerne).

Eller man ender med igen at føre religiøse, idealistiske begreber ind ad bagdøren, idet de ser bevidsthed som noget helt adskilt fra den materielle virkelighed.

Pointen ved Engels' materialistiske "venden Hegel på hovedet" er at komme ud over dette problem. Han hævder, at strukturen i virkeligheden selv er sådan, at det sammensatte gror ud af universets basale komponenter, men ikke simpelthen kan reduceres til dem. Engels argument blive på en meget god måde sammenfattet af Trotskij:

"Vi kalder vores dialektik for "materialistisk", fordi dens rødder hverken er i himmelen eller dybt i vores "fri vilje", men i den objektive virkelighed, i naturen. Bevidstheden groede ud af det ubevidste, psykologien ud af fysiologien, det organiske ud af det uorganiske, sol-systemet ud af stjernetågerne. På alle trin af denne trappestige, er de kvantitative forandringer blevet forandre til kvalitative."

Engels ser "liv" som en sammensat formation af stof, som er i stand til at reproducere sine egne livsbetingelser.

Det er i det øjeblik, at stof er formet i de sammensatte legemer, som udgør "liv", at vi for alvor finder "modsætningernes enhed og kamp". For livet afhænger af den konstante optagelse af materiale fra dets omgivelser, og udskillelse af materiale til disse. "Liv består først og fremmest i det faktum, at i ethvert øjeblik er det sig selv og på samme tid er det noget andet..."

De første to af Engels' "dialektiske love" kan på den måde blive forstået, ikke som overhistoriske love, som bestemmer, hvordan virkeligheden må opføre sig, men snarere som en måde at anskue den generelle struktur i virkeligheden.

Sådan en betragtemåde er nødvendig, for uden denne vil tænkningen forsøge at ignorere centrale træk i virkeligheden, og forfalde til empirisme, forgrovet materialisme, og i sidste ende mystisk idealisme.

Men hvad med den tredie "lov" – negationens negation?

Her er Engels selv mindst overbevisende. De eksempler han giver synes enten at være banale, eller svære at begribe.

Tag eksemplet med egetræet og agernet. En dobbelt-negation finder sted, men slutter med simpelthen at reproducere udgangspunktet. Hvis man fokuserer på dette eksempel skildrer det ikke en virkelighed, som altid er i forandring, men nærmere en statisk, som en cirkel – ikke som en spiral.

Engels' tynde argumenter har haft den effekt, at senere marxister ganske enkelt ofte har droppet negationens negation.

Det er imidlertid muligt – og frugtbart – at anskueliggøre det på en måde, som placerer det lige i centrum af marxismen. Det eneste, som er nødvendigt at forstå, er at fænomenet reelt kun er et træk ved "disse selvreproducerende sammensatte kombinationer af stof", som vi kalder liv, og at det ikke finder sin fulde form før disse rejser sig i endnu mere komplekse kombinationer, som har bevidsthed.

Uorganiske objekter bliver uafladelig negeret i den simple og trivielle betydning at undergå forandring af eksterne årsager. Men så snart stoffet har hævet sig til levende organismer sker er en forandring. Organismerne reagerer på de ydre miljø, forandrer det. Og forandringen er ikke en simpel cyklisk bevægelse (som agern-analogien siger): Den levende organisme er i stand til at overskride og gå ud over sine tidligere eksistensbetingelser, at "negere negationen". Det var sådan, at hele jorden over milliarder af år blev forandret ved at de mest primitive former for protein førte til den mængde af livsformer vi kender i dag.

I en enorm lang periode fandt denne negering sted i blinde, gennem en proces af naturlig udvælgelse. Men på et bestemt trin i naturhistorien, blev det, som blev udvalgt ved overlevelse, i stand til mere end et blindt svar; organismer, som kunne lave logiske beregninger af, hvad der sket med dem, og svare med bevidst kontrol af verden omkring dem.

Disse organismer er produkter af det ydre miljø, og kan ikke forstås adskilt fra det. De er imidlertid i stand til at reagere på en måde, der går ud over dette miljø. Det er objekter, som kan blive subjekter.

"Negationens negation" forstået på den måde sker i kimform, når uorganisk materiale fører til organisk liv, og finder sin fulde udvikling når organisk liv udvikler bevidst hjernekraft.

Det er centralt i en marxistisk forståelse, fordi det gør det muligt for os at forstå, hvordan menneskelige væsner både er betinget af samfundet, som de befinder sig i, og er mere end det, som kommer af disse betingelser, fordi det gør det muligt for os at forstå muligheden af en revolutionær praksis. Det var selvfølgelig af denne grund, at stalinismen fandt at det var et belejligt begreb at droppe, og det er af samme grund, at der er grund til at være fortaler for igen at se på disse to vigtige dele af det seneste bind af de "Samlede værker".

 

Marx and Engels Collected Works
Vol. 25

Lawrence and Wishart  £15


Sidst opdateret 31.7.2008