Oversat fra Revolution in the 21st century, Bookmarks Publications, London 2007, af Freddie Nielsen
Udgivet på dansk af Forlaget modstand.org, 2008.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 7. maj 2009.
Indledning: Alt at kæmpe for
1. Revolutionens aktualitet
2. Hvad skaber en revolution?
3. Parlamentarisme og revolution
4. Revolutionært demokrati
5. Klasse og revolution
6. Klasse og bevidsthed
7. Revolutionæres rolle
8. Opbygning af partiet
9. Kapitalisme og vold
10. Det 20. århundredes revolutioner
11. Menneskets natur og alternativet til kapitalismen
12. Planlægning for menneskets behov
Konklusion: Der bankes på historien dør
Noter
Med Berlinmurens fald og sammenbruddet af de forfaldne diktaturer i Østeuropa og Sovjetunionen fra 1989 til 1991 blev det formodet, at der var sat en stopper for kampen for at udskifte kapitalismen med noget bedre. Men allerede de første år af det nye århundrede har set en ny vilje til modstand vokse frem verden over.
Det startede lige før århundredskiftet i forbindelse med Verdenshandelsorganisationens (WTO) møde i Seattle i november 1999. Sloganet “En anden verden er mulig” gav genlyd på tværs af kontinenterne, og blev fulgt af endnu større og mere militante protester i Prag, Melbourne, Dakar, Göteborg og Genova i de følgende år. Modstanden smeltede derefter sammen til den største bevægelse verden endnu havde set – million på million der gik på gaden i de store byer den 15. februar 2003 – mens folkelig opstande i Latinamerika styrtede regeringer fra Argentina til Ecuador.
Modstanden er blevet dybere og har tiltrukket bredere folkeskarer overalt. I 2005 kastede vælgerne i Frankrig og Holland det etablerede politiske liv ud i vild forvirring ved at forkaste den Europæiske Forfatning, der sigtede på at fjerne alle forhindringer for markedskræfterne. Senere samme år eksploderede indvandrersamfund tværs over Frankrig i vrede. I 2006 ledte franske studenter millioner af arbejdere i en vellykket protest mod forsøget på at fjerne unge menneskers rettigheder i ansættelsen, Venezuelas præsident, Hugo Chávez, erklærede sin intention om at indføre “det 21. århundredes socialisme”, og en opstand væltede Nepals regering. I Oaxaca i Mexico udviklede en lærerstrejke sig til en opstand, der drev hæren og politiet ud af byen, mens studenter i Chile og Grækenland fulgte det franske eksempel. Når du læser dette, vil modstanden have fundet nye udtryksformer og have rystet den etablerede orden på nye måder – og antallet af mennesker, der begynder at søge politiske svar uden for det eksisterende politiske system tilbyder dem, vil være vokset.
I begyndelsen af 1990erne blev vi lovet en “ny verdensorden”, og vi blev fortalt, at vi var nået til “historiens afslutning”. Kapitalismen var menneskehedens eneste mulighed, blev det sagt, men der var ingen grund til bekymring, fordi et “nyt økonomisk paradigme” havde fordrevet de økonomiske kriser.
Men hvor hurtigt blev den illusion ikke knust? For de fleste mennesker, selv i de bedrestillede dele af verden, er livet blevet hårdere og mere usikkert. En økonomisk krise i begyndelsen af det nye århundrede kostede millioner af arbejdspladser i USA, som et nyt økonomisk opsving ikke har gendannet. Japan har lidt under 12 års økonomisk stagnation, og økonomien i det kontinentale Europa har vist sig ude af stand til at tvinge arbejdsløsheden under 10 procent. I USA, historiens rigeste samfund, har 90 procent af befolkningen ikke oplevet en forbedring af levestandarden i de sidste 30 år, og halvdelen er blevet ringere stillet. Dette på trods af en stigning i arbejdstiden for den gennemsnitlige mandlige arbejder i USA med 160 timer om året – svarende til noget nær en ekstra måned. For kvindelige arbejdere er det endda værre – i gennemsnit tilbringer de ekstra 200 timer på arbejde om året. I Tyskland har 5 millioner arbejdsløse fået understøttelsen skåret ned. I Frankrig er en femtedel af de unge uden arbejde, og andre kan ikke finde andet end løse og usikre McJobs. I Storbritannien står vi med den længste arbejdstid i Europa, og alligevel må mere end halvdelen af de børn, der vokser op i store dele af London, vokse op i fattigdom.
Livet i store dele af resten af verden er uden sammenligning værre. I Afrika syd for Sahara er levestandarden faldet støt gennem 30 år. Hundreder af millioner kæmper dagligt for de 2000 kalorier om dagen, der er nødvendige for at overleve. Der er periodisk hungersnød, og hver dag dør titusinder af børn af underernæring eller sygdomme som det længe har været muligt at bekæmpe – diarré, dysenteri, tuberkulose, malaria. I Latinamerika er fattigdom ikke bare skæbnen for millioner i Nicaragua, Guatemala, Ecuador, Bolivia og Peru, som har været fattige i generationer; det er også tilfældet for millioner i de mere økonomisk avancerede lande – Argentina, Mexico og Brasilien.
Systemets tilhængere taler om væksten i Kina og Indien, men de undlader at nævne, at fremgangen for de 10 til 20 procent af befolkningen, der udgør middelklassen, efterlader hundreder af millioner i håbløs fattigdom på landet. Hvert år vandrer således millioner af kinesere til byerne, hvor de driver om på gaden som løsarbejdere, og en selvmordsepidemi af forgældede bønder ryster hele lokalsamfund i de mere “velstående” indiske provinser.
Fattigdom er ikke det eneste mareridt for store dele af verdens befolkning. Mange lider under den moderne krigsførelses barbari. Proklamationen af Den Nye Verdensorden er blevet fulgt af den ene krig efter den anden med USA i førertrøjen, når det drejer sig om at sprede død og ødelæggelse ud over byer på den anden side af jorden. De mest moderne konventionelle våben bliver benyttet, leveret af firmaer der praler af deres succes i konkurrencen for at sælge dem. Ofrene er overvejende civile – blæst i smadder af bomber kastet fra 30.000 fods højde, skudt af geværer der affyrer tusinder af skud i minuttet, og begraves i deres hjem af raketter og tanks.
Når folk retter bomber imod civile i vestens storbyer, så bliver de fordømt som ondsindede terrorister og kaldt uforenelige med civilisationen. Og alligevel bliver rædsler tusinde gange værre påført civile andre steder i verden. Vores ledere advarer om masseødelæggelsesvåben, mens de insisterer på deres ret til at opbygge lagre af atomare sprænghoveder og på at konstruere missilsystemer. Folk fra en islamisk baggrund, der tyer til religiøs baseret politik som reaktion på udenlandsk dominans og ødelæggelse, fordømmes, men en amerikansk præsident kan starte krige imod Afghanistan og Irak, mens han hævder at adlyde guds vilje.
Ved siden af de gamle rædsler, fattigdom og krig, bringer det 21. århundrede en ny – klimatiske forandringer. Hvis ikke den bringes under kontrol, vil temperaturstigningen, forårsaget af drivhusgasser fra fossile brændsler, smelte de polare iskalotter, ændre havstrømme og vejrmønstre, omskabe frodige områder til ørkener, bringe afgrøde-ødelæggende storme og oversvømme umådelige, lavtliggende områder så som Bangladesh, Nildeltaet og Florida. Orkanen Katrina, der var tæt på at udslette New Orleans, gav en forsmag på, hvad der er i vente. De fleste af verdens regeringer indrømmer, at der må gøres noget, men afstår fra at bruge midler, der virkelig kan nedsætte udledningen, for ikke at risikere, at nogen grupper af kapitalister taber på det.
Alle disse onder har en fælles rod i det kapitalistiske system. Mere end to milliarder mennesker arbejder hver dag for at producere mere rigdom end nogensinde i historien – mere end nok til at tilvejebringe tilstrækkeligt til at brødføde alle og overvinde fattigdom. Alligevel sulter mennesker i én del af verden, mens bønder andre steder betales for at undlade at dyrke markerne. Organiseringen af produktionen i et system, der er baseret på rivaliserende selskaber, der hver for sig alene er motiveret af driften til at konkurrere for profit, er den grundlæggende årsag.
I toppen af de største selskaber sidder en udvalgt gruppe af ekstraordinært velhavende personer. De 200 rigeste ejer værdier for mere end en trillion dollars (1000 milliarder dollars). De tre rigeste er mere værd end de 48 fattigste lande tilsammen. Sådanne enkeltpersoner har en kontrollerende andel i de multinationale selskaber, hvoraf omkring 200 – styret af måske 1500 mennesker – har en samlet omsætning på mere end en fjerdedel af verdens produktion. Af disse 200 multinationale er 168 baseret i 5 lande – USA, Japan, Tyskland, Storbritannien og Frankrig. De fem største, styret af måske 40 mennesker, har en større produktion end Mellemøsten og Afrika i forening, og det dobbelte af Sydasiens.
Disse få personer bestemmer, hvad der skal produceres og hvor, hvem der skal have arbejde, og hvem der er dømt til fattigdom. Deres økonomiske magt giver dem enorm politisk magt i de lande, de opererer i, og de presser stater til at opfylde deres ønsker – gennem organisationer som den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO), og ved direkte militære midler. Det er kapitalismen, der skaber denne imperialisme, med den herskende klasse i en håndfuld lande – ledet af USA – indstillet på at benytte ethvert barbarisk middel for at få deres vilje.
Hvor end der er fattigdom, undertrykkelse, krig eller miljøødelæggelse, er der altid mennesker, der gør modstand. Det 19. og 20. århundrede frembød gang på gang modstandsbevægelser, der var fødselshjælpere for ideer som socialismen og kommunismen, og det 21. århundrede har allerede skabt friske bevægelser. Der er millioner, der leder efter et alternativ til det eksisterende system, og som stiller spørgsmål. Hvad gør vi ved milliardærernes magt, selskaberne og de stater, der fremmer deres interesser? Er det muligt at vælte denne magt? Kan vi genopbygge samfundet på et andet grundlag? Og hvordan undgår vi, at drømmen om en anden verden bliver til et mareridt som Stalins Rusland, eller bare bliver en ny udgave af det eksisterende markeds vanvid?
Denne bog forsøger at besvare nogle af disse spørgsmål ved at se på hvordan regenter er blevet styrtet på forskellige tidspunkter igennem de 200 år, hvor den industrielle kapitalisme er kommet til at dominere verden, og på de alternativer, folk har stillet op overfor det, og på muligheden for revolution i dag.
Vi bliver fortalt, at revolution er hverken mulig eller ønskelig, måske lige med undtagelse af når det drejer sig om at fjerne regeringer, der griber ind i markedskapitalismen. Og alligevel har det 21. århundrede set en række næsten-revolutionære opstande – oprøret, der tvang Ecuadors præsident til at flygte ud af landet i januar 2000; opstanden, der drev Argentinas præsident ud i 2001; den spontane folkerejsning, der bragte Hugo Chávez tilbage til magten i Venezuela efter et højrefløjskup i april 2002; opstanden, der drev Bolivias præsident ud i oktober 2003; oprøreme. der væltede præsidenterne i Ecuador og Bolivia i 2005; massebevægelsen der styrtede Nepals regering i foråret 2006.
I virkeligheden er revolution så karakteristisk et træk ved den moderne kapitalistiske verden, at det 20. århundrede kan beskrives som revolutionens århundrede. Alene i Europa var der revolution i det, der nu er Tyrkiet, i 1908; revolutioner i Rusland i 1905 og 1917; den irske opstand 1912-16; de tyske og østrigske revolutioner, der omstyrtede deres respektive kejserdømmer i 1918-19; de spanske revolutioner i 1931 og 1936. Der var opstanden der befriede Paris, de norditalienske byer og Athen fra nazibesættelsen i 1944; den østtyske opstand i 1953; den ungarske revolution i 1956; maj 1968 begivenhederne i Frankrig; den portugisiske revolution 1974-75; Solidarnosc-bevægelsen i Polen 1980-81; de østeuropæiske revolutioner 1989-90. Faktisk er der få europæiske stater, der ikke har nylige erindringer om revolutionære forandringer, og de fleste ikke-vestlige regeringer, der er repræsenteret ved FN, ville ikke have haft sæde uden de revolutionære bevægelser, der afsluttede kolonimagternes dominans.
Denne revolutionens udbredelse burde i virkeligheden ikke komme bag på nogen. Den moderne verden er formet af det hurtigst forandrende økonomiske system, verden nogen sinde har kendt. Systemets drivkraft er blind konkurrence for at akkumulere kapital. Til det formål omskaber kapitalismen hele tiden landbrug og industri, ændrer betingelserne hvorunder mennesker tjener til føden, og ved at gøre det, ændres også løbende den måde de lever på.
Ved begyndelsen af forrige århundrede levede 85 procent af verdens befolkning på landet, arbejdede med jorden og fulgte et livsmønster, der lignede deres forfædres. Ved år 2000 var halvdelen af verdens befolkning koncentreret i storbyer og byer, og det er beregnet, at det vil stige til 60 procent i 2030. Dette indebærer en den største ændring i folks liv jordbruget blev udviklinget i stenalderen.
I de samfund, der gik forud for den industrielle kapitalismes opståen i dele af Nordvesteuropa for 250 år siden, skete forandringer i folks arbejds- og livsvilkår kun langsomt. Det meste af verden blev domineret af agrare herskere, hvis rigdom stammede fra beslaglæggelse af bøndernes arbejde gennem renter og skatter på en tredjedel til halvdelen af det, der blev produceret. Disse herskerklasser benyttede forskellige religiøse ideer til at presse de beherskedes liv ind i stive mønstre, ansporet af konservative gejstlige, der prædikede, at livet aldrig ville forandres. Med en kristen salmes ord: “Den rige mand i sin borg, den fattige mand ved hans port. Han gjorde dem høj og lav og beordrede deres rang.“
Kapitalismens fremvækst rystede de gamle måder at handle og tænke på. En ny velhavende klasse opstod, der ikke blev rig på at eje jord, men på profit fra udbytning af lønarbejde. Denne klasse af fabrikanter, bankfolk og kapitalistiske jordbrugere havde andre interesser og så på verden på en anden måde end de gamle landlige klasser. Efterhånden som denne klasses rigdom øgedes, forsøgte dens medlemmer at påtvinge verden deres vision om, hvordan samfundet skulle fungere.
Samfund blev vendt op og ned i de århundreder, der fulgte. Kapitalisterne udfordrede den gamle jordejerklasse økonomisk, ideologisk og politisk. Denne proces ændrede den måde. som alle tjente til brødet på, så vel som de institutioner, der formede deres liv. Dette var den virkelige grund til revolutionerne i det 18., 19. og tidlige 20. århundrede – fra den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution i 1790erne til de russiske revolutioner i 1905 og februar 1917.
De nye herskende grupper befæstede deres sejre ved at samle sig om deres egen konservative ideologi, atter engang blev folks tankegang indfanget i ideerne om, at samfundet er fast og uforanderligt. De frembragte et nyt lag af intellektuelle – økonomer, forfattere, redaktører, akademikere – der alle erklærede de kapitalistiske ideer for at være en naturlig del af den påståede uforanderlige menneskelige natur. Samtidig sluttede de fred med resterne af de klasser, som de havde sat sig selv i stedet for – jordejere, adelige, kongefamilier, stammeledere og religiøse dignitarer, som blev godt belønnet for at velsigne kapitalismen med den samme entusiasme, som de før havde velsignet det forrige udbytningssystem.
Så i dag får vi fra alle sider fortalt, at samfundet ikke kan ændres. Meldingen kommer fra paver og pornografer, kristne fundamentalister og sociobiologer, rendestensjournalister og universitetsrektorer, økonomer og New Labour politikere. “Gør indrømmelser, gør indrømmelser, det er den eneste vej frem” er den underliggende meddelelse til de intellektuelle – med andre ord: vær med til at lægge mentale lænker på det flertal, hvis arbejde holder samfundet i gang.
Dette har haft sin effekt. Nye generationer vokser op i et samfund, formet af kapitalismen. Folk har aldrig kendt andet og tager det livsmønster, der påtvinges dem, for givet, accepterer frivillig indespærring på arbejdspladsen fem eller seks dage om ugen, 46-48 uger om året i 40 år, eller at vansmægte for mindre end 1 dollar om dagen i en den tredje verdens slumområder. Folk er sjældent særlig lykkelige under kapitalismen – man ser næsten aldrig nogen le af glæde i bussen til arbejde eller fanget i en trafikprop. Men i lange perioder tolererer folk det, som systemet kan tilbyde. Under sådanne forhold koloniserer kapitalistiske ideer folks hjerner – rotteræsmentaliteten, konkurrencepræget, tendensen til at kaste skylden for samfundets onder på folk, der er af en anderledes etnisk oprindelse, religion, køn eller seksualitet. På den måde kan konservative stemninger gribe ikke bare de, der er i toppen af samfundet, men også mange i bunden.
Sådanne perioder varer ikke evigt. Hastigheden i de økonomiske forandringer skaber tilbagevendende sociale forandringer, som samfundets ideer må tilpasse sig. Kapitalismen er opbygget på konkurrence mellem de, der ejer produktionsmidlerne – små firmaer midt i det 19. århundrede, gigantiske monopoler og statsfirmaer midt i det 20. og multinationale i dag. Denne konkurrence tvinger ethvert selskab til hele tiden at forandre produktionsmåden, til at lukke gamle arbejdspladser og åbne nye. Byer og storbyer, der voksede op omkring bestemte industrier, sygner hen. Folk, der har levet i dem, oplever, at alt, hvad de har taget for givet, forsvinder. De er nødt til at ændre selve deres livsrytme, lære nye færdigheder, acceptere nye betingelser, flytte til nye områder, samtidig med at de aldrig ved, om de ændringer de gennemgår, ikke også snart vil være forældet.
Allerede mens den industrielle kapitalisme var i sin barndom, skrev Karl Marx og Friedrich Engels i Det kommunistiske manifest:
De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter ...
Dette passer mere end nogensinde på kapitalismens nuværende fase, almindeligvis kendt som globalisering. Frit marked og neoliberalisme betyder, at kapitalismen er sluppet fri af enhver begrænsning – inklusive de sociale institutioner og holdninger, som tidligere har betjent den så godt. Netop som folk bliver vænnet til bestemte måder at arbejde og leve på, så kaster systemet dem ud i kaos. Folk forventer naturligvis, at ting fortsætter som vanligt, men den globaliserede kapitalisme kan ikke opfylde den slags forventninger. Hver eneste fase med stagnation eller indskrænkninger kaster millioner på lossepladsen, og enhver ædruelig vurdering af fremtiden vil pege på, at disse rystelser vil vokse, efterhånden som de konkurrerende kapitalenheder vokser til monstrøse størrelser.
For et halvt århundrede siden pralede kapitalismens venner med, at de gennem statsintervention havde fundet en metode til at undgå økonomiske kriser og til at sikre fuld beskæftigelse, stigende levestandard og voksende velfærdsydelser. De hævdede. at økonomen John Maynard Keynes havde vist, hvordan man opnåede alt dette i fremskredne industrielle lande, og det var kun et spørgsmål om tid, før denne udvikling ville spredes til resten af verden. Labour Party politikere i Storbritannien, deres socialdemokratiske sidestykker i resten af Europa og det Demokratiske Parti i USA argumenterede for, at revolution var forældet, fordi deres reformer ville skabe en verden af voksende velstand og mere fritid.
I dag er deres tale meget anderledes. De erklærer Keynes forældet og argumenterer for, at problemerne ikke kan kureres med statsintervention. Nu reagerer regeringer på det kapitalistiske systems op- og nedture ved at gå bort fra den metode, som de engang hævdede kunne kontrollere boom/krise cyklussen. I stedet for at love en sikker fremtid siger de, at systemet afhænger af den kreative smadring af de etablerede arbejdsrutiner. Der er intet alternativ til reformer, der udvider markedets spillerum. Selv de mest kedelige job er ikke længere sikre. De fortæller os, at livslange job ikke hører til i den moderne verden. Vi må opgive krav om kortere arbejdstid og anstændige pensionsforhold i vores alderdom.
Den første halvdel af det 20. århundrede blev domineret af krigsførelse med konflikter af en umådelig størrelsesorden. Perioden startede med Storbritanniens krig i Sydafrika og en krig mellem Rusland og Japan i Fjernøsten. Den sluttede med Koreakrigen, der involverede USA, Nordkorea og Kina. De to verdenskrige, der lå imellem, kulminerede i Holocaust og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Gennem størstedelen af anden halvdel af århundredet, så det ud, som om verden havde forandret sig til det bedre. Stormagterne USA og Sovjetunionen undgik krig imod hinanden og deres største allierede af frygt for fælles udslettelse. Men de var imidlertid ikke mindre barbariske end før. USA førte en krig i Vietnam, der dræbte millioner, og de støttede dødspatruljer over hele Latinamerika. Rusland knuste en opstand i Ungarn og forsøgte i Afghanistan at gentage, hvad USA havde gjort i Vietnam.
Det 21. århundredes komme bragte gamle mareridt med sig i en ny form. De våben, der var tilgængelige for mindre stater, var nu frygtelige nok til at forårsage enorme dødstal i krigene mellem Irak og Iran, Etiopien og Eritrea, Armenien og Azerbajdzan, Serbien og Kroatien og ved Congos østlige grænser. En enkelt supermagt, USA, brugte lejligheden til at vise, at den kunne udkonkurrere resten på bomber og kugler – imod Irak i 1990-91, Serbien i 1998 og Irak igen i 2003. Andre magter, især Storbritannien, fulgte i hælene, mens Frankrig forværrede lemlæstelserne i dele af dets tidligere imperium ved at sende tropper til Elfenbesnkysten i 2006.
Den nye imperialisme er ikke en forbipasserende fase. Retten til at udbytte er forbundet med den militære magt. I de mest ødelagte dele af verden sikrer magtfulde mennesker sig øget rigdom ved at tage den med magt, de opererer som militære forretningsfolk, vel vidende at akkumulation af våben tillader akkumulation af kapital. På toppen af systemet har den neo-konservative klike i USA’s regering sat sig for at bruge verdens mægtigste militærmaskine til at påtvinge verden et “nyt amerikansk århundrede”. Derimellem findes der en række mellemstore og regionale magter, der ser våben – og først og fremmest atomvåben – som nøglen til at få deres stemme hørt: Storbritannien, Frankrig, Kina, Israel, Indien og Pakistan. Andre stater truer med at følge den samme vej for at hæve sig op i den globale hakkeorden.
Uden et alternativ til kapitalismen vil krige komme igen og igen og atomvåben brede sig. Imidlertid bringer krige ikke kun lidelser med sig. De kan ryste hele samfund i deres grundvold og få folk til at bryde med fortidens rutiner. Dette kan føre til, at de mest reaktionære ideer og grotesk opførsel tager over. Men det kan også resultere i, at der sættes spørgsmålstegn ved det system, der skaber krige, og således føre til konfrontationer med de politikere, generaler og industrimagnater, der hylder det. Krige knækkede regimer, der virkede uovervindelige i det 20. århundrede, og bragte zarer, kejsere og præsidenter til fald. Det samme kan ske i det 21. århundrede.
Dette “det bedste af alle systemer” udsletter det miljø, som vi er afhængige af for at overleve. Kapitalismen har altid fungeret ved at rage råstoffer til sig billigst muligt og hælde affaldsprodukter ud. Hvad dette betød i den industrielle kapitalismes tidlige dage i Europa og Nordamerika kan i dag ses i de forladte kul- og jernudvindingsområder – de gabende sår i jorden, de stillestående søer, slaggebjergene og den forgiftede jord. Nu, hvor systemet er globalt, er ødelæggelserne også globale.
Det er imidlertid usandsynligt, at ødelæggelserne vil begrænse sig til de fysiske betingelser for menneskelivet. Der vil også være en social indvirkning. Folk vil næppe bare se på, at deres levebrød forsvinder, uden på en eller anden måde at søge at forsvare sig.
Studier af tidligere samfund, der ser ud til at være kollapset under en miljømæssig krise – såsom maya civilisationen i det sydlige Mexico og Guatamala og samfundet på Påskeøerne i Stillehavet – peger på, at økologiske katastrofer var katalysator for social revolte blandt masserne. De, hvis arbejde havde skabt den rigdom, der producerede paladser og monumenter, vendte sig imod deres konger og præster og nedbrød symbolerne for det sociale system, der var ved at udslette dem.
Klimaforandringerne verden over i løbet af de kommende årtier vil sikkert have en lignende dyb social indvirkning. Vores herskere vil forsøge at kompensere sig selv for miljømæssige tab på bekostning af rivaler i nabostater og ved at øge byrderne for resten af os. En rapport fra USA’s Forsvarsministerium forudsiger nogle mulige konsekvenser:
Optøjer og indre konflikter flår Indien, Sydafrika og Indonesien fra hinanden ... Adgang til vand bliver til en slagmark. Nilen, Donau og Amazonfloden er alle nævnt som højrisiko ... Rige områder som USA og Europa vil blive “veritable fæstninger” for at forhindre millioner af indvandrere i at komme ind, efter at de er blevet tvunget væk fra landområder, der er druknet under havets stigning, eller som der ikke længere kan dyrkes afgrøder på. Bølger af bådflygtninge frembyder betydelige problemer. Udbredelse af atomvåben er uundgåelig. Japan, Sydkorea og Tyskland udvikler atomvåben, og det samme gør Iran, Egypten og Nordkorea. Israel, Kina, Indien og Pakistan er parat til at bruge bomberne. [The Observer, 22. februar 2004]
Ingen kan forudsige de præcise konsekvenser af klimaforandringen, og slet ikke hvordan den vil folde sig ud i form af socialt og politisk pres. Hvad der er sikkert er derimod, at der vil blive et pres. Efterhånden som ressourcerne svinder ind, vil rivaliserende kapitalistiske stater kæmpe om adgangen til dem, og almindelige mennesker vil forsøge at undgå, at de selv kommer til at lide. Al den politiske og sociale spænding, der karakteriserer verden i dag, vil blive intensiveret.
Spørgsmålet er ikke, hvorvidt der kan udvikle sig forhold, der kan føre til potentielle revolutionære opstande. Disse er uundgåelige i en verden i oprør – når økonomiske kriser bliver dybere, krige intensiveres, våben udbredes og global opvarmning anretter ødelæggelser. Imidlertid er der intet forudbestemt omkring resultatet af sådanne opstande. Oprørene i årene efter 1. verdenskrig førte ikke til et bedre samfund, men til fascisme og ny krig.
Verden over er der kun en minoritet, der erkender behovet for en total social forandring, selv på trods af væksten i anti-kapitalistiske ideer. Men tegnene på passiv utilfredshed med det nuværende system er synlige overalt.
I stort set alle større lande er andelen af folk, der stemmer til valg, faldet igennem de seneste to årtier. Stemmeprocenten ved britiske valg var over 80 i de tidlige 1950ere. I 2001 var den 57,5 %, og i 2005 61 % - to ud af fem kunne ikke se nogen grund til at vælge mellem partier, der tilbød den samme neoliberale politik. I USA stemte to tredjedele ikke i 2000, og selv i den spændte valgsituation i 2004 blev mere end halvdelen hjemme. Ved parlamentsvalg i Frankrig faldt stemmeandelen fra mere end 70 % i slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne til under 60 % i slutningen af 1990erne. I Polen var stemmeprocenten i 2005 kun 30. Kun, når der virkelig ser ud til at være noget på spil, er den nedadgående tendens blevet knækket – således har der ved de seneste to franske præsidentvalg været en høj stemmeprocent. I det første var fascisten Le Pen for første gang sluppet igennem til anden runde, mens Sarkozy’s hårde højrefløjs-platform i 2007 polariserede fransk politik, og vælgerne kom i store tal til stemmeurnerne.
En sådan ligegyldighed overfor politikerne og de politiske institutioner er selvfølgelig ikke det samme som et ønske om at omstyrte dem. Men det er udtryk for en voksende følelse af, at systemet har meget lidt at tilbyde folkemasserne. Det, der karakteriseres som apati, er en manglende tro på, at de eksisterende politiske strukturer har mulighed for at gøre noget for folk.
Den samme passive afsondrethed viser sig i brugen af stoffer og væksten i religiøse sekter, specielt i USA. En noget farligere udgave af det samme er den voksende minoritet, der lytter til neonazisternes ordskvalder. De 10, 15 eller endda 20 procent, der af og til stemmer på den slags partier, vender sig bort fra mainstream partiernes monotone messen, og retter deres bitterhed mod folk, der lider mindst lige så meget under systemet, som de selv gør. Det er en skrækkelig illustration af, hvordan utilfredshed kan vende sig i en giftig retning, hvis der ikke viser sig et positivt alternativ til den globale kapialismes amokløb.
Nøglespørgsmålet er, hvorvidt apati blandt masserne kan vendes til øget bevidsthed om behovet for forandring, og om den anti-kapitalistiske minoritet kan blive til et flertal. Erfaringerne peger på, at en sådan transformering er mulig. Apati stammer fra en følelse af afmagt over for det overvældende pres og en forvirrende verden. Alligevel kan det skifte til det modsatte – et engagement i at ændre verden – når enkeltpersoner bliver klar over, at deres bekymringer deles af mange andre. Det er dette, der forklarer væksten i den anti-kapitalistiske bevægelse og i anti-krigs bevægelserne, bølgen af opstande i Latinamerika og fremkomsten af en ny venstrefløj i Europa.
Folk taler ofte om revolutioner, som om det er noget, der alene laves af grupper af revolutionære. Det er vidt kendt, at Che Guevara, kort før CIA myrdede ham i Bolivia, erklærede: “Hvis du er revolutionær, lav revolution.” Men en revolution indtræffer aldrig alene gennem en særlig gruppes adfærd, ligegyldig om den er stor eller lille. Den kommer, fordi masser af mennesker, hvoraf mange end ikke har overvejet spørgsmålet tidligere, kræver forandring og sætter sig selv i centrum for de politiske begivenheder.
Den franske revolution i 1789 begyndte ikke på grund af en håndfuld republikaneres aktivitet, men fordi tusinder af mennesker fra de fattigste områder af Paris marcherede imod det kongelige palads i Versailles. Februarrevolutionen i Rusland i 1917 startede, da kvindelige tekstilarbejdere, som var trætte af lange arbejdsdage til sultelønninger, gik i strejke og kastede snebolde på vinduerne på de fabrikker, hvor deres mænd arbejdede, for også at få dem med. Sådanne begivenheder opstår spontant, når arbejdere i store tal føler, at de kun kan få opfyldt deres mest nødvendige behov, hvis de tager sagerne i egne hænder. Sædvanligvis bliver de, der har agiteret for revolutionær forandring, lige så overraskede som alle andre over begivenhedernes udvikling.
Den russiske revolutionære Lenin påpegede i et skrift i 1915, at to elementer var nødvendige for at denne ændring i adfærden ville dukke op. For det første må de lavere klasser nå til et punkt, hvor de føler, at livsbetingelserne bliver mere og mere utålelige. Men dette er i sig selv sjældent nok til at frembringe en opstand. Folk kan reagere på den faldende levestandard ved at blive demoraliserede og vende sig imod hinanden. Mængden af beklagelser vil måske nok vokse, men ikke nødvendigvis mængden af handlinger.
Det andet element er, at den herskende klasse ryger ind i så mange problemer, at den har svært ved at finde en løsning på dem. Store økonomiske eller politiske kriser skaber ikke bare øget bitterhed i bunden af samfundet, de kan også bringe de mægtigste kapitalister ud i panik – det samme kan krige, der trækkes i langdrag uden udsigt til bare at blive afsluttet. Den herskende klasses medlemmer begynder at give hinanden skylden for det, der sker, og hver enkelt kapitalist prøver at slippe ud af krisen på bekostning af sine konkurrenter.
I ekstreme tilfælde kan magthavernes propagandamaskine og undertrykkelsesapparat blive paralyseret. Hver sektion af den herskende klasse forsøger at bruge medierne eller det hemmelige politi imod sine konkurrenter, og hver for sig forsøger de at bevæge dele af masserne til at støtte sig i sine planer imod rivalerne. Men selv når krisen ikke når sådanne højder, kan kampe inden for den herskende klasse få masserne til at føle, at de ikke længere står over for en mur af modstand imod deres krav. Mennesker, der var apatiske, opdager pludselig, at de kan handle.
En revolutionær situation opstår, når splittelserne inden for den herskende klasse falder sammen med stigende utilfredshed blandt masserne – når, med Lenins ord “de lavere klasser ikke længere vil leve på den gamle måde” og “overklassen ikke kan fortsætte på den gamle måde”.
Kapitalismen skabte med sine krige og økonomiske kriser igen og igen revolutionære situationer i første halvdel af det 20. århundrede. I begyndelsen af det 21. århundrede gør systemet det igen. Hele lande, ja endda hele verdensdele, kan pludselig blive ramt af økonomiske kriser eller væbnede konflikter, der gør livet utåleligt for masserne og sender herskende klasser i struben på hinanden.
Begivenhederne i Argentina i slutningen af 2001 er et prima eksempel på, hvad vi kan forvente i årtierne fremover. Gennem det meste af 1990erne havde landet været en prototype på en globaliseret nationaløkonomi. Landets præsident og økonomiminister blev prist i systemets økonomers skåltaler for den hastighed, hvormed de havde dereguleret og privatiseret økonomien og inviteret udenlandsk kapital ind.
Så blev Argentina ramt af et tilbageslag fra en finansiel krise, der startede på den modsatte side af jordkloden. Udlandsgælden eksploderede, og kom ud af kontrol. Det hjemlige marked kollapsede, arbejdsløsheden røg i vejret, og staten indefrøs alle bankkonti. Den herskende klasse blev splittet på spørgsmålet om, hvad den skulle stille op.
En del ønskede at bevare deres mulighed for at investere profitabelt andre steder i verden ved at fastholde valutakursen overfor den amerikanske dollar. En anden del, bestående af lokalt baserede industrier og store jordejere, ønskede at devaluere, så de lettere kunne sælge deres produkter på verdensmarkedet. Deres skænderier ødelagde den magt, de havde over medierne. Et forsøg fra den dominerende regeringsfraktions side på at stramme skruen og indføre undtagelsestilstand oven på de arbejdsløses optøjer slog – overfor den almindelige bitterhed – tilbage lige i hovedet på dem. Folk, der aldrig nogen sinde før var gået på gaden – regeringsansatte og dele af middelklassen – slog sig sammen med arbejdere og arbejdsløse i marcher mod præsidentpaladset, kæmpede med politiet i 24 timer og drev regeringen fra taburetterne. Splittelsen indenfor den herskende klasse betød, at tv-kanaler og aviser gav udtryk for en del af utilfredsheden. Det betød også, at statens repressive apparat stort set var paralyseret overfor de tilbagevendende demonstrationer, og overfor at arbejderne overtog en del af de lukkede fabrikker.
Argentina er ikke et isoleret tilfælde. Vi har set nogle af de samme elementer optræde i opstande i Albanien, Indonesien, Serbien, Ecuador, Bolivia og Nepal. Vi kan forvente mange flere eksempler i årene, der kommer. Et land kan fremstå som stabilt og fredeligt i årevis, og så lige pludselig opdage at det bare har været som en tømmerflåde på et roligt stykke vand midt imellem to tidevandsbølger. Under sådanne omstændigheder kan masserne kaste sig ind i det politiske liv på en måde, som ingen har kunnet forudse.
Selve kapitalismens dynamik sikrer, at der vil komme sådanne opstande. Imidlertid ender ikke enhver opstand i revolutionær forandring. De ovenfor nævnte lande er stort set stadig, som de var før rejsningerne. Regeringer er skiftet ud, men de samme kapitalister styrer industrien og finansverdenen og dominerer landbruget. Det samme hierarki styrer de væbnede styrker og politiet, også selv om nogle få enkeltpersoner er trådt tilbage. Det uanstændige ulighedsniveau fortsætter, og massernes liv forbliver styret af det kapitalistiske markeds vanvittige logik, selv når regeringer giver mindre indrømmelser. Sådanne samfund har gennemgået rystelser – hvilket nogle gange kaldes for præ-revolutionære situationer – men de har ikke kulmineret i sejrende revolutioner.
Revolution indebærer ikke bare en udskiftning af regeringen, men en total ændring af det sociale hierarki, således at den klasse, der før var udelukket fra magten, overtager den. I revolutionerne under kapitalismens fremvækst involverede det borgerskabet – den klasse, hvis interessere er bundet sammen med den kapitalistiske udbytning – som overtog kontrollen over staten fra det gamle landbaserede aristokrati, og som indførte politikker, der passede til dem selv.
Staten består ikke bare af parlamentet og lignende institutioner. Tværtimod består dens kerne af de væbnede styrker, politiet, fængslerne og det hemmelige politi, der tilsammen udgør statens undertrykkelsesapparat. Dette er altid organiseret på en hierarkisk måde, således at uanset den sociale baggrund for menige soldater, politibetjente eller fængselsbetjente, så tilhører de, der giver ordrer, den højst priviligerede gruppe, der samtidig er tæt forbundet med den dominerende økonomiske klasse.
Afslutningen på feudalismen kulminerede ved, at tilhængere af borgerskabet overvandt den gamle ordens hære. Sejren for den engelske revolution i 1640erne beroede på Oliver Cromwell, der skabte sin egen hær (New Model Army), og brugte den til at udrense Parlamentet, lukke Overhuset og kappe hovedet af kongen. Den franske revolution 1789-94 involverede kampe med tropper, der forsvarede monarkiet (Svejtsergarden), krige imod hære der faldt ind fra udlandet, henrettelse af kongen og brug af guillotinen imod aristokratiet og dets tilhængere. Den industrielle kapitalisme blev kun etableret som den dominerende kraft i USA gennem en voldsom krig for at udslette Sydstaternes slaveejerplutokratis hære. I Tyskland og Italien var det nødvendigt med krige for at få forskellige lokale monarker og prinser til at acceptere at lade sig integrere i moderne kapitalistiske stater.
Disse revolutioner implicerede imidlertid mere end bare erobring af staten. Samfundet kunne kun omstyrtes i sin helhed, hvis der også foregik en transformering af de økonomiske forhold og af de værdier, der formede menneskers liv. Der var nødt til at være en økonomisk og en ideologisk revolution såvel som en politisk. Disse forandringer foregik over en meget længere periode end de politiske revolutioner. Men de nye klasser kunne ikke konsolidere deres herredømme uden at bemægtige sig statsmagten.
Kapitalismens oprindelse går tilbage til det 13. og 14. århundrede med grupper i dele af Europa, der langsomt øger deres økonomiske magt gennem kapitalistisk udbytning. Efterhånden som deres økonomiske magt voksede, gjorde deres mulighed for at øve indflydelse på ideerne det også – gennem udviklingen af bogtrykkunsten og bogsalg, gennem sponsorering af kirker og udrustning af universiteter. Det udelukkede imidlertid ikke nødvendigheden af en kulmination gennem erobringen af den væbnede magt.
Hvor en sådan erobring ikke fandt sted, var der en sandsynlighed for, at den gamle herskende klasse brugte sin væbnede magt til at smadre den opkommende kapitalistklasses økonomiske magt og til at terrorisere folk til at acceptere den gamle ideologi. Dette skete ved slutningen af de religiøse krige i det 16. og 17 århundrede i Tyskland, Frankrig, Østrig og Tjekkiet, i løbet af hvilke borgerskabet kæmpede under de forskellige versioner af protestantismens banner, og den gamle herskende klasse under den katolske kontra-reformation. Borgerskabet tabte de militære kampe om at ændre samfundet, og blev tvunget til at underkastes sig den gamle orden i et århundrede eller mere. Det samme skete igen efter Frankrigs nederlag til de andre europæiske magter i 1814-15, omend tilbageslaget blev mere kortvarigt. Det ville også være sket i England i 1640erne, i Frankrig i 1790erne og i USA i 1860erne, hvis Cromwell, Robespierre eller Lincoln havde holdt sig tilbage fra et fuldblods angreb på den gamle ordens styrker. I hvert enkelt tilfælde var revolutionen en udstrakt proces, men en proces som nåede et punkt, hvor pludselig og beslutsom handling var nødvendig.
Der er en forskel mellem arbejdernes situation under kapitalismen, og den som borgerskabet stod i under feudalismen. De, der er udbyttede under det nuværende system kan ikke gradvis akkumulere økonomisk kontrol. Der findes dem, der drømmer om at etablere arbejder- eller bondekooperativer til at udfordre kapitalismen, men de har ingen mulighed for succes på langt sigt. Kapitalisterne kontrollerer alle de akkumulerede frugter af udbytningen af de forudgående generationer. Mens arbejderkooperativer fra tid til anden kan demonstrere, at produktion kan finde sted uden kapitalister, så lykkes det dem aldrig at opsamle ressourcer, der kan hamle op med de enorme ressourcer, der befinder sig i hænderne på milliardærer og multinationale selskaber.
Det betyder, at spørgsmålet om hvem der kontrollerer staten, er endda mere vigtigt i dag, end det var under borgerskabets opstigning til magten. Hvis borgerskabet blev besejret af den gamle ordens hære, så kunne de stadig udøve indflydelse gennem deres fortsatte besiddelse af ejendom. Men når kapitalisterne har held til at smadre, de kampe der føres af de klasser, de udbytter – ved at bryde strejker, fængsle fagforeningsfolk, drive småbønder fra jorden – så efterlades disse klasser uden mulighed for at modsætte sig yderligere angreb. De står overfor økonomisk såvel som politisk underkastelse og uundgåelig demoralisering. Folk mister troen på muligheden af at fjerne kapitalismen, og de bøjer sig for ideen om, at der intet alternativ er. Og endnu værre, de slagne kan begynde at vende sig imod hinanden og bruge medlemmer af etniske eller religiøse minoriteter som syndebukke.
I skuespillet Man and Superman skrev forfatteren George Bernard Shaw: “Ethvert valg er en revolution.” Han gav udtryk for den udbredte opfattelse, at under kapitalismen ligger magten i hænderne på valgte parlamenter eller præsidenter. Vi hører almindeligvis om en politiker, at han har “taget magten” efter et valg. Dette er dog en misforståelse.
Den britiske stats oprindelse går tilbage til middelalderen, men dens moderne udgave er formet i løbet af det 17., 18. og 19. århundrede til at modsvare kapitalismens behov. Der var intet demokrati i Storbritannien i det tidlige 19. århundrede. Parlamentet blev valgt af en lille bitte minoritet – 95 procent af den mandlige befolkning var udelukket fra at stemme indtil 1832, 80 procent forblev udelukket efter en reform i dette år, og kvinder fik ikke stemmeret før i det følgende århundrede. Demokrati var en pestilens for de, der styrede den britiske stat på det tidspunkt. De afviste demokrati som “pøbelvælde” og masserne som “den dyriske hob”. Den britiske historiker Macaulay skrev i det tidlige 19. århundrede, at “almindelig stemmeret ville være fatal for alt, der har med regering at gøre” og “fuldstændig inkompatibelt med civilisationens eksistens”.
Massernes pres gennemtvang en udvidelse af stemmeretten, men det var først efter 1. verdenskrig, at noget, der nærmede sig almindelig stemmeret, blev indrømmet i Storbritannien – og selv da havde visse kvinder ingen stemme, og visse overklassemænd havde mere end én. [1] Imidlertid ændrede udvidelsen af stemmeretten ikke statens grundlæggende karakter. I bogen Capitalist Democracy in Britain (Oxford, 1982) skriver Ralph Miliband:
Politikernes tilpasning til “demokrati” betød ikke deres omvendelse til det. Det var snarere et forsøg på at uddrive dets effekt... Et omhyggelig begrænset og passende kontrolleret mål af demokrati var acceptabelt, og endda fra visse aspekter ønskværdigt. Men alt. som gik ud over det, var ikke. Hele det politiske system var gearet til sådanne anskuelser.
Hæren, domstolene, sikkerhedsapparatet og statsadministrationen fungerede stort set som før med de samme hierarkier ved magten. I toppen sad familie og venner til dem, der sad på de store rigdomme – og den situation har ikke ændret sig. Studier af officersklassen i de væbnede styrker, dommerstanden og de øverste poster i statsadministrationen viser, at 80 procent af disse har gået på de dyreste betalingsskoler. Når der af og til er en politimester med baggrund i den lavere middelklasse eller arbejderklassen, så kan han forvente at blive belønnet med en lukrativ position ved pensioneringen.
De menige i statsmaskineriet må adlyde disse mennesker uden at stille spørgsmål. En Whitehall [2] tjenestemand eller en fængselsbetjent, der nægter at indordne sig, mister sit job. En ulydig soldat står til militærfængsel. De er uddannet til at adlyde og står til straf, hvis de glemmer denne uddannelse – og de er trænet til at adlyde dem, der står over dem i hierarkiet, ikke parlamentsmedlemmernes stemmer i parlamentet.
Hvad der er virkelighed i Storbritannien, er virkelighed for hvert eneste af verdens lande. Selv hvis de fleste officerer i de væbnede styrker kommer fra middelklassen frem for fra den herskende klasse, som det nogle gange er tilfældet, så er de stadig organiseret som en kaste med afstand til de menige soldater. De bor i særlige boliger, spiser særlig mad, har menige soldater som oppassere og gennemløber en karriere, der lover mest til dem, der holder sig tættest til reglerne. Sådanne mennesker kan somme tider lægge sig ud med dele af den herskende klasse, men de glemmer sjældent, hvad der adskiller dem fra masserne.
Ved valgene får vælgerne ikke mulighed for at vælge dem, der sidder på den økonomiske magt. Den ændrer sig ikke. Der er således intet demokrati, når det kommer til de økonomiske beslutninger – om hvad der skal produceres, hvor høje lønningerne skal være, og hvem der skal være i arbejde. Valg ændrer ikke statens karakter. Selv hvis en venstreorienteret præsident eller et flertal af venstreorienterede parlamentsmedlemmer bliver valgt, så forbliver generalerne, politimestrene og dommerne på deres pladser, og det samme med industri- og bankfolkene, og samfundet fortsætter ad den kapitalistiske vej. De, der sidder i toppen kan komme til at skulle gennemføre beslutninger taget af valgte forsamlinger, men de vil gøre deres bedste for at sabotere beslutninger, de ikke synes om, bruge enhver undskyldning for at undgå at skade kapitalistklassens interesser, samtidig med at denne klasse vil bruge sin økonomiske magt til at tvinge regeringen til at give efter for dens krav.
I 1974 blev der valgt en Labour-regering i Storbritannien, der lovede at udligne uligheden ved at “klemme de rige til de skriger”. Sætningen stammer fra Dennis Healey, en af de ledende på Labours højrefløj. Kapitalistklassen reagerede med et voldsomt raseri. Sir Frederick Catherwood kundgjorde en “investeringsstrejke”. Lord Watkinson [3] råbte op om storkapitalens “industrial muscle”, og om dens evne til at konfrontere regeringen. Store firmaer og banker begyndte at flytte penge ud af landet. Sunday Times beskrev den efterfølgende valutakrise som “det logiske klimaks på den hysteriske stemning, der var nødvendig for at få vedtaget en indkomstpolitik”, som kunne holde lønningerne nede. En økonomisk kommentator udtalte til avisen: “De ser ud, som om de [industrifolkene] vil jage regeringen en skræk i livet.”
De der sad i statshierarkiet gjorde deres bedste for at hjælpe storkapitalen i dens kamp. Joe Haines, pressesekretær for den daværende premiereministeren – Harold Wilson – beskrev senere, hvordan topembedsmændene opførte sig:
Fra 1974 kæmpede forsvarsministeriet for at bruge mere i modsætning til Labours løfte om at bruge mindre; miljøministeriet førte krig imod jernbanevæsenet, fordi Labour var for jernbaner; og Finansministeriet overtalte regeringen til at opgive sit løfte om en skat på de rige. Finansministeriets målbevidsthed i forhold til at få regeringen til at acceptere visse politikker var skånselsløs, helt op til det punkt hvor det forsøger at skabe betingelser, der gør det umuligt for ministeriet at vrage dets råd.
Journalist Peter Jenkins beskrev i Guardian, hvordan han fra en “autoritativ udenlandsk kilde” havde fået at vide, at Finansministeriet brugte valutakrisen til at presse regeringen. “De er konstant i forbindelse med vores folk og siger: ‘Lad være med at købe de bastarder fri!’.”
Labour-regeringen kunne på ingen måde gøre noget ved krisen ved alene at bruge sit parlamentariske flertal. Den kontrollerede ikke statsapparatet, og statsapparatet kontrollerede ikke storkapitalen. Harold Wilson kunne sammenlignes med en svækling i ringen imod en sværvægtmester. Den eneste måde at undgå pryglene på var ved at overgive sig. En Labour-regering, der var kommet til taburetterne ved at love reformer, der forbedrede arbejderklassens livsbetingelser, endte med at gennemføre den største nedskæring i reallønnen i et halvt århundrede.
Det er ikke sket bare én gang. Det har været erfaringen med Labour i Storbritannien i 1929-31 og 1964-70, såvel som i 1974-79, den socialist-ledede folkefrontsregering i Frankrig i 1936, koalitionsregeringerne i Frankrig og Italien ved afslutningen af 2. verdenskrig, og for Mitterand og Jospin regeringerne i Frankrig i 1980erne og slutningen af 1990erne. Og hver gang har store forventninger om reformer ført til bitter desillusion, og ellers miskrediterede højrefløjspartier har udnyttet muligheden for at gøre comeback.
Den eneste udtagelse fra dette mønster af afpresning og forræderi kom i de 25 år der fulgte 2. verdenskrig. Labour-regeringen i Storbritannien fra 1945 til 1951og tilsvarende regeringer i Skandinavien var ansvarlige for en del reformer, der rummede betydelige fremskridt. Dette var imidlertid en ekstraordinær periode for kapitalismen – hvad nogle refererer til som dens guldalder. Massive militærudgifter, især af USA, skabte et økonomisk boom på verdensplan, og regeringer var i stand til at sikre mere eller mindre kontinuerlig vækst i samarbejde med storkapitalen. Profitter voksede under disse omstændigheder til sådanne størrelser, at arbejdsgiverne kunne tillade sig at give indrømmelser overfor pres på løn og velfærdsydelser. Men dette var ikke kun virkeligheden i lande med socialdemokratiske regeringer – det skete også i konservativt ledede lande som Frankrig, Italien og Vesttyskland, og i det konservativt ledede Storbritannien i 1950erne og 1960erne.
Den tid er for længst forbi. Kapitalismen i dag er mere end nogensinde domineret af gigantiske multinationale, der fra deres nationale baser har tråde ud til fremstilling og handel verden over. Regeringer kan under disse betingelser ikke kontrollere tempoet på de enkelte økonomier, ligegyldig hvor meget de så end samarbejder med storkapitalen. Det eneste, de gør, er at danse til rytmen af det verdensomspændende system, der samtidig svinger vildt op og ned fra boom til pludselig lavkonjunktur. Men det at holde sig i dansen betyder, at de må fortælle arbejderne, at de er nødt til at acceptere reformer af en helt anden slags – især længere arbejdstid, mindre jobsikkerhed, lavere understøttelse og nedsatte pensioner.
Ordet neoliberalisme betyder genfødslen af det, der tidligere blev kaldt “liberal kapitalisme” i det kontinentale Europa og “frihandel” eller “laissez faire” kapitalisme i Storbritannien og USA. Det, der kulminerede i den store økonomiske krise i mellemkrigstiden.
Regeringer, som blev styret af folk, der hævdede, at de kunne reformere kapitalismen, viste sig hjælpeløse stillet over for den krise. I Storbritannien sagde Labours premierminister, Ramsey MacDonld, til sin partikongres i 1930, at der ikke var ret meget, regeringen kunne gøre: “Det er således ikke os, der er under anklage. Det system, hvorunder vi lever, er brudt sammen, ikke bare på denne lille ø; det er brudt sammen i Europa, i Asien, i Amerika; det er brudt sammen overalt, som det var forudbestemt til at gøre.” I Tyskland indrømmede den tidligere finansminister, socialdemokraten Rudolf Hilferding, at “vi er ude af stand til at fortælle masserne konkret, hvordan vi vil eliminere krisen.” Alt for meget var “ude af hænderne på det tyske socialdemokrati, ude af hænderne på enhver”, sagde han.
I stedet for at styre kapitalismen fandt de, at det var kapitalismen, der styrede dem og førte dem imod katastrofen. Et år senere forlod MacDonald partiet for at stille sig i spidsen for en konservativ regering. Ti år senere begik Hilferding selvmord for at undgå tortur og død i hænderne på nazisterne. Der er ingen grund til at tro, at nutidens regeringer, der fungerer under den genfødte markedskapitalisme, skulle have større held.
Der er folk, der argumenterer for, at folkeligt pres kan forhindre venstrefløjsregeringer i at give efter så hurtigt – og massepres kan bestemt have en betydning. Det kan være så stort, at ikke bare regeringen, men også staten og storkapitalen gør indrømmelser overfor det. Medlemmer af den herskende klasse kan føle på samme måde som den konservative Quentin Hogg (senere lord Hailsham), der midt under 2. verdenskrig sagde til en partikongres: “Hvis vi ikke giver reformer, vil vi få revolution.”
Stillet overfor massestrejker i 1936 gav den franske herskende klasse folkefrontsregeringen tilladelse til at presse reformer igennem. Det samme gjorde den herskende klasse i Chile, da den blev stillet overfor den voldsomme vækst i massebevægelserne, der fulgte i kølvandet på valget af Salvador Allende til præsident i 1970. Et USA-støttet kupforsøg senere på året led en krank skæbne. Men i begge tilfælde var det midlertidigt, at de herskende klasser og deres stater gav efter, og kun for at vinde tid. Da vi nåede 1937-38 fremtvang den franske herskende klasse, at folkefrontens parlamentariske flertal ophævede de reformer, der var gennemført i 1936 – og i 1940 stemte parlamentet for samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt under marskal Petain. I Chile gik den herskende klasse endnu længere og benyttede våbenmagt til at gennemføre sin vilje. Efter et år eller mere med økonomisk sabotage, der var designet til at vende dele af befolkningen imod regeringen, kom der et militærkup. I september 1973 sendte general Pinochet tanks ind i de store byer, bombarderede præsidentpaladset – hvorved de dræbte Allende – og arresterede og myrdede tusinder af regeringens tilhængere. Det skete kun to måneder efter, at Allende havde udpeget Pinochet til hærchef.
I kølvandet på det kup var der mange af de, der gik ind for at samfundet kunne ændres gennem den eksisterende stat – heriblandt ledere af det italienske kommunistparti og den britiske historiker Eric Hobsbawn – der drog en særpræget konklusion. De argumenterede for, at fejlen i Chile havde været at gå for langt, for hurtigt, og de konkluderede, at den eneste måde, som reformistiske regeringer kunne bevare taburetterne på, var ved af afstå fra at indføre de reformer, som folk ønskede. Det var en indrømmelse af, at man ikke kan gennemføre den slags ændringer, vi ønsker, gennem den eksisterende stat. Hvis en anden verden er mulig, så vil vi ikke få den igennem sådanne metoder.
Det betyder ikke at vi bare skal ignorere parlamentet. Det er i centrum for det, folk opfatter som politik, og udgør et terræn, hvorpå debatter omkring samfundets retning kan finde sted. Når folk ønsker at få gjort noget ved en social dårligdom, forventer de normalt, at politikerne i parlamentet vil tage affære. Så selv om valgresultater ikke i sig selv kan skabe virkelig social forandring, kan de være målestok for folks ønsker om forandring – og gøre den enkelte klar over, i hvilken grad andre deler de samme ønsker.
En valgkamp kan være med til at samle dem, der ønsker at ændre samfundet, og give dem en mulighed for at præsentere deres ideer. Held til at få valgt bare et enkelt parlamentsmedlem eller et byrådsmedlem kan give en platform for radikale synspunkter, som kan øve indflydelse på millioners mening. Dette var tilfældet i Tyskland i begyndelsen af 1. verdenskrig, hvor den revolutionære socialist Karl Liebknecht brugte parlamentet til at markere modstand imod krigen og på den måde bryde igennem den mur af tavshed, som statscensuren havde indført. Det samme skete i Storbritannien i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne, da en ung socialist fra Nordirland, Bernadette Devlin, brugte sit valg til parlamentet til at fordømme den britiske stats undertrykkelse. Senest i 2005 har valget af George Galloway som medlem af det britiske parlament for venstrefløjspartiet Respect givet en mulighed for at føre argumentet imod den imperialistiske krig helt ind i hjertet af USA’s regering – Senatet.
Parlamentet er et debatforum, hvori – når det er bedst – repræsentanter for forskellige klasser med forskellige opfattelser kan lufte deres ideer offentligt. Et debatforum kan ikke omstyrte magtens hierarkier, legemliggjort i staten, men det kan udgøre et middel til at mobilisere masserne imod disse hierarkier.
Men selv når der er et venstrefløjsflertal i parlamentet eller en venstrefløjspræsident, så afhænger en sådan mobilisering imidlertid af, hvad der sker på gaden og arbejdspladserne. Det viste sig i negativ forstand i Chile i de tidlige 1970ere. Det viste sig i en meget mere positiv forstand i Venezuela i april 2002, efter at en gruppe generaler lavede et kup, kidnappede den to gange valgte præsident, Hugo Chávez, og installerede formanden for arbejdsgiverforeningen på hans plads. Millioner af Caracas’ fattige omringede præsidentpaladset to dage senere, hvilket fik en del af de væbnede styrker til at vende sig imod generalerne og genindsætte Chávez. Seks måneder senere standsede masseaktioner blandt landets arbejdere et andet forsøg på at vælte præsidenten, da industrilederne lukkede deres industrier ned.
Var det alene blevet overladt til de, der sidder i parlamentet, havde Chávez ikke overlevet, og Venezuela ville have fulgt Chile. Landets fattige ville ikke have nydt godt af de efterfølgende reformer, betalt af de store olieindtægter, og der ville ikke have været nogen tale om “det 21. århundredes socialisme” i Venezuela. Som sagerne står, er landets rige tvunget til at tolerere reformer af frygt for fornyet massebevægelse, mens de venter på deres chance i håb om, at arbejderne og de fattige glemmer, hvordan kuppet blev forhindret.
Det afgørende for enhver stor revolution har været, at masserne udøvede magten gennem institutioner, der var langt mere ægte demokratiske end valgte parlamenter og præsidenter. Folk har søgt at skabe organisationsformer, der er underlagt løbende kontrol, vel vidende, at de ikke bare kunne forlade sig på at stemme én gang på en repræsentant til at handle på deres vegne, når de samtidig stod over for mægtige kræfter, der forsøgte at bevare den gamle orden.
Dette gjaldt selv for de borgerlige revolutioner. På højden af den engelske revolution i 1640erne valgte soldaterne – der stammede fra de lavere klasser – i den revolutionære New Model Army delegater, kendt som “agitatorer”. De var kortvarigt i stand til at tvinge de rige stormænd, der kommanderede hæren, til at lytte til nogle af kravene nedefra og til at skubbe revolutionen videre. I den franske revolution i de tidlige 1790ere, mødtes Paris’ lavere klasser – sans culotterne – i hvert distrikt for at sætte deres krav igennem overfor byrådet og det revolutionære konvent, der styrede regeringen.
Disse erfaringer har imidlertid vist sig at være overgangsfænomener. Så snart den opkommende middelklasse havde tilstrækkelig styrke til selv at lægge de gamle feudale interesser under deres egen kontrol, knuste de det revolutionære demokrati. De foretrak at vende tilbage en monarkistisk regeringsform, frem for at se deres økonomiske magt truet af en demokratisk massebevægelse.
Det første store forsøg fra arbejderes side på at tage magten, Pariserkommunen i 1871, skabte en langt større udvidelse af det revolutionære demokrati. Efter en krig med Tyskland, hvor den franske hær blev knust og Paris belejret, tog byens arbejdere magten og etablerede en kommune. De valgte delegerede fra hvert distrikt til at repræsentere sig, men disse var underkastet direkte tilbagekaldelsesmulighed og fik ikke højere løn end en faglært arbejder. De gennemførte selv beslutningerne frem for at overlade det til et ikke-valgt hierarki af bureaukrater, og de baserede sig hverken på en professionel eller en værnepligtig hær, men på bevæbnede arbejdere, organiseret som en nationalgarde.
Nye former for revolutionært demokrati begyndte at dukke op i arbejderklassens revolutionære opstande i det 20. århundrede – arbejderrådene. Det første arbejderråd fødtes i oktober 1905 under strejker, der var tæt på at udslette det 400 år gamle zaristiske herredømme. Strejkende trykkeriarbejdere i Ruslands hovedstad St. Petersborg valgte delegerede til at udgøre et råd, eller sovjet som det hed på russisk, og delegerede fra andre strejkende fabrikker gik sammen med dem. Rådet blev det organiserende centrum for en bevægelse, der holdt byen i sit greb, et fokus for de undertrykte klassers økonomiske og politiske krav, i virkeligheden et alternativ til zarens regering.
Dette tegnede et mønster for det, der kom til at ske i enhver russisk storby i 1917, da massestrejker og demonstrationer førte til mytteri i hæren. Zaren abdicerede og blev erstattet af en regering, der alene forpligtigede sig overfor kapitalismen og til at holde Rusland fast i 1. verdenskrig. Imidlertid opstod der arbejder- og soldaterråd fra den ene dag til den anden, og de gav et organiseret udtryk for massernes voksende anti-krigs og anti-kapitalistiske følelser. I otte måneder var der en tilstand af “dobbeltmagt” med rådene i rollen som arbejdernes faktiske regering, der udfordrede den officielle regerings forrang. I oktober 1917 tog flertallet af arbejdernes og soldaternes råd i hovedstaden magten i sine egne hænder – en handling som umiddelbart efter blev ratificeret af en landsdækkende kongres af arbejder- og soldaterråd.
En lignende situation udviklede sig i Tyskland godt et år senere, da strejker og mytteri styrtede kejserdømmet. Igen opstod der dobbeltmagt med en officiel regering, der forsøgte at fastholde det kapitalistiske herredømme, og arbejder- og soldaterråd, der tog mange dag-til-dag beslutninger. Men denne gang vandt den officielle regering ved at bruge det gamle officerskorps til at smadre den revolutionære bevægelse gennem en række lokale borgerkrige.
Delegeretforsamlinger af bevæbnede arbejdere spillede en lignende rolle i den spanske revolution i sommeren 1936, efter at en masseopstand havde overvundet general Francos militærkup i mere end halvdelen af landets byer. Disse komiteer organiserede militserne, som udkæmpede en borgerkrig imod Franco, og på samme tid begyndte at overtage dele af økonomien – en historie der fortælles i George Orwells bog Hyldest til Catalonien og Ken Loachs film Land and Freedom.
Da de ungarske arbejdere rejste sig imod den russiske besættelse i 1956, blev det igen arbejderråd, der blev deres organiseringsredskab. I første omgang valgtes delegerede fra fabrikkerne i de forskellige områder for at organisere kampen mod besættelsen og til at organisere, at fødevarer og basale services var til stede. Men rådene begyndte snart at koordinere deres indsats for at udgøre begyndelsen til en regering nedefra.
Journalisten Peter Fryer tog til Ungarn for at skrive til Daily Worker, det britiske kommunistpartis avis, og blev efterfølgende ekskluderet for sine ærlige reportager. I sin bog Hungarian tragedy (London, 1997) skrev han:
I deres spontane oprindelse, i deres sammensætning, i deres sans for ansvarlighed, i deres effektive organisering af fødevareforsyning og offentlig orden ... og ikke mindst i deres lighed med de arbejder-, bonde- og soldaterråd, som sprang frem i Rusland i 1905-revolutionen og i februar 1917, var disse komiteer, hvoraf et netværk nu rakte ud over hele Ungarn ... på én gang opstandsorganer – samlingen af delegater valgt på fabrikkerne og universiteterne, minerne og de væbnede enheder – og organer for folkelig selvbestemmelse, som det bevæbnede folk havde tillid til.
Selv efter at de russiske tropper knuste den væbnede opstand, var Budapest Centrale Arbejderråd stadig en alternativ regering for byen i adskillige uger, indtil dets medlemmer blev arresteret.
I Chile i de sidste måneder af 1972 og det tidlige 1973 begyndte delegerede fra fabrikkerne i industribæltet omkring hovedstaden Santiago at spille en noget lignende rolle i komiteer, kendt som cordones. Venstrefløjsregeringen var, under stigende angreb fra kapitalistiske interesser – et angreb, som fik ikke særlig hemmelig støtte fra dele af statsapparatet,. Da arbejdsgiverne gjorde forsøg på at lukke fabrikkerne ned i en slags chefernes strejke, oprettede arbejderne fabrikskomiteer, der sørgede for at holde industrien i gang, og for at samfundet blev forsynet med fødevarer. Ved at knytte de forskellige komiteer sammen i cordones, skabte de begyndelsen til en folkeregerings netværk.
Den erfaring blev gentaget i den polske by Gdansk i 1980. Arbejderne besatte et skibsværft i protest mod fyringen af en kvindelig aktivist og for at kræve forbedring af løn- og arbejdsforhold. Arbejderne på 250 andre arbejdspladser gik med, og i fællesskab skabte de en delegeretforsamling, “Den Tværgående Strejkekomité” (MKS). I sin historie om kampen skriver Colin Barker:
Hele bevægelsen var baseret på en kolossal bølge af arbejdspladsbesættelser. Alle virksomheder i strejke sendte delegerede til det lokale MKS. De delegerede valgte en intern ledelse, som var under de delegeredes umiddelbare kontrol. De større forhandlinger med staten blev gennemført foran mikrofoner, som var sluttet til skibsværftets højttalersystem, således at tusinder af arbejdere kunne følge forhandlingerne ... De delegerede vendte tilbage til deres arbejdspladser med båndoptagelser af dagens forhandlinger for at aflægge rapport og få fornyet deres mandat ... I løbet af de første dage, MKS i Gdansk eksisterede, begyndte det at tage kontrol over væsentlige funktioner i området. [Colin Barker : “Poland, 1980-81: The self-limited revolution”, i: Colin Barker (ed.), Revolutionary rehearsals, (London, 1987)] [4]
I 16 måneder var der to magtcentre i Polen. Der var den officielle regering, der kontrollerede hæren og partiet, men havde meget lidt opbakning i befolkningen. Og der var netværket af arbejderorganiseringer, der nu kaldte sig selv en fagforening, Solidarnosc, men i praksis mere lignede arbejderråd end nogen som helst fagforening (i modsætning hertil var det som en gammeldags fagforening uden noget massebaseret demokrati, at Solidarnosc blev genskabt i 1987).
Arbejdere spillede den centrale rolle i hver eneste af disse bevægelser. Men bevægelserne trak meget bredere lag i samfundet med sig. I Rusland i 1917, Tyskland 1918-19, Spanien i 1936, Ungarn i 1956 og Polen i 1980, spredte den slags demokratiske former for organiseringer sig til at dække alle mulige samfundsgrupper – soldater, småbønder, lærere, intellektuelle, dele af den lavere middelklasse og undertrykte minoriteter. Straks en sektion af de udbyttede og undertrykte viste, at den havde kræfter til at kæmpe tilbage og bygge sig selv op, begyndte disse bevægelser at vise i praksis, hvordan samfundet kan genopbygges på et nyt fundament. I hvert enkelt tilfælde begyndte folk af alle slags at overveje, hvordan en anden verden kunne skabes.
Som Karl Marx så det, så betyder ethvert klassesamfund, at en herskende klasse udøver et diktatur over resten af samfundet. Nogle gange er dette diktatur udøvet af en despot. Nogle gange er det udøvet gennem en form for demokrati, der er begrænset til den herskende klasse. I den romerske republik var det f.eks. sådan, at overklassen af slaveejere udøvede deres diktatur “demokratisk” gennem et senat, hvortil de alene havde adgang. I USA’s sydstater før borgerkrigen besluttede slaveejerne ligeledes iblandt sig selv, hvorledes de skulle udøve kontrollen over deres slaver.
I et moderne kapitalistisk samfund er det faktum, at en meget lille herskende klasse kontrollerer økonomien og staten ensbetydende med et diktatur over resten af samfundet, selv i de tilfælde hvor diktaturet opblødes ved, at masserne har fået tilstået politiske rettigheder. Under alle omstændigheder hersker én klasse over en anden.
Revolution drejer sig om at vende denne situation på hovedet, så de udbyttede og undertrykte kommer til at herske. Dette er betydningen af det udtryk, Marx brugte – “proletariatets diktatur”. Det han mente var, at arbejderklassen ville organisere sig demokratisk for at gennemtvinge sin vilje overfor de, der hidtil havde siddet på magten. Dette ville være en hel del mere demokratisk end parlamentarisk demokrati, ikke mindre. Det ville betyde, at den eksisterende autoritære stat blev udskiftet med institutioner, der stod til direkte regnskab overfor samfundets masser, og at disse institutioner ville overtage økonomien såvel som den politiske beslutningsproces. Marx argumenterede for, at sådanne institutioner ville vokse frem, når befolkningsmasserne organiserede sig selv til at modsætte sig den eksisterende stats vold og således reorganisere samfundet som helhed i flertallets interesse. Friederich Engels pegede på Pariserkommunen fra 1871 med dens valgte delegerede, der var underlagt direkte tilbagekaldelsesret, til at illustrere hvordan arbejdermagt – proletariatets diktatur – i praksis ville se ud. Hvor Pariserkommunen lagde ud, så fulgte det 20. århundredes arbejderråd i dens fodspor og udgjorde en forsmag på den type revolutionære organiseringer, vi kan forvente i de revolutionære opstande, vi har foran os.
For revolutionære socialister er arbejderklassen nøglen til at ændre samfundet. Dette kommer af det kapitalistiske samfunds måde at fungere på. Kapitalister kan ikke overleve uden at lave profit, og det kan de ikke gøre uden at bringe arbejdere sammen for at udbytte dem. Dermed skabes grobund for utilfredshed. Det var dette Marx mente, da han sagde at kapitalismen skabte sine egen “banemand”.
Herskende klasser før kapitalismen udbyttede også folkemasserne. Men de gjorde det hovedsageligt ved at udbytte småbønder spredt rundt på landet, hver familie passede sin egen jord, levede i små landsbyer med meget lidt forbindelse imellem dem, talte lokale dialekter, kunne ikke læse og skrive, og besad i det hele taget en meget lille forståelse for den store verden.
I modsætning hertil koncentrerer kapitalismen sine udbyttede i mægtige byer og på arbejdspladser, hvor forbedrede forhold kun kan opnås gennem kollektiv kamp. For at kunne udbytte arbejderne mest muligt fordrer kapitalismen et noget højere dannelsesniveau hos sine arbejdere, end der blev krævet for de fleste af tidligere tiders udbyttede klasser. Og herved skaber systemet en klasse, der har kapacitet til at organisere sig, og som har potentialet til at vende samfundet på hovedet.
De revolutionære bevægelser i det 20. århundrede var centreret omkring den industrielle arbejderklasse. Utallige akademikere og eksperter argumenterer i medierne for, at dette gør arbejderne irrelevante i forhold til spørgsmålet om revolution i dag, fordi arbejderklassen er skrumpet ind som kraft, hvis ikke helt forsvundet. Hvis der tales om krav om forandring, så udtrykkes det i termer som “multitudes” og “sociale bevægelser”.
Der er ingen tvivl om, at andelen af mennesker beskæftiget ved fremstillingsvirksomhed og minedrift er faldet i Storbritannien og visse andre avancerede industrilande. Antallet af ansatte i fremstillingsvirksomhed i Storbritannien er i dag omkring halvdelen af, hvad det var i 1973. Men det er ikke ensbetydende med, at industriarbejderklassen er forsvundet – i antal voksede den stadig i USA indtil for kun seks år siden, og selv i Storbritannien er der stadig millioner af sådanne arbejdere. Men meget vigtigere er, at arbejderklassen som begreb ikke bare kan begrænses til de, der er beskæftiget i bestemte industrier.
Medierne, politikere og akademikere behandler klasse som et spørgsmål om livsstil, eller – ifølge den tyske sociolog Max Weber – om “livsmuligheder”. Deres udgangspunkt er den måde, som folk klæder sig og taler på, karakteren af det arbejde de udfører, i hvilken grad de er værdsat, eller i hvilken grad de lever i fattigdom. Dette fører til den antagelse, at vi i stigende grad lever i et middelklassesamfund, eftersom den andel, der udfører hårdt manuelt arbejde, er faldet, mens et stigende antal har funktionær og servicesektor jobs. Vi lever i et “to-tredjedels” samfund, hævdes det, hvori de fleste mennesker (de to tredjedele) har fremgang, og “underklassen” kun udgøres af et mindretal.
På venstrefløjen opfatter mange klassebegrebet i lignende termer – hvor de identificerer et “arbejderaristokrati” af faglærte manuelle arbejdere og en forarmet underklasse, eller de opfatter industriarbejdere som “proletariske” og funktionærer og arbejdere i servicesektoren som middelklasse.
Disse teorier tilslører den kendsgerning, at den grundlæggende skillelinje i samfundet går mellem de, der kontrollerer produktionsmidlerne, og de, der arbejder for dem. Livsstil, påklædning, indtægt og forbrug er produkter af denne skillelinje, ikke dens årsag. Det er irrelevant, om enkelte medlemmer af den besiddende klasse vælger at leve som fattige, eller om nogle af de arbejdende opnår marginale fordele og imiterer dele af deres udbytteres livsstil. Den kendsgerning, at den øverste chef for Barclays (britisk overklassebank, o.a.) og en ansat ved skranken i en af bankens filialer begge bærer jakkesæt, overvinder ikke svælget imellem dem. Den bankansatte, computeroperatøren og den ansatte i et call-center er alle tvunget til at acceptere frivilligt lønslaveri, fem dage om ugen, 48 uger om året, nøjagtig lige som bilindustriarbejderen eller havnearbejderen.
Konkurrencen, som er kapitalismen kerne, betyder, at firmaer igen og igen må omstrukturere produktionen i forsøget på at komme foran deres konkurrenter og overleve de tilbagevendende kriser. Dette fører til gentagne omstruktureringer af arbejderklassen. Nogle arbejdergrupper skrumper ind, mens andre vokser. Således befandt den største koncentration af arbejdere i Storbritannien i 1830erne og 1840erne sig i tekstilindustrien. Når folk tænkte på den typiske arbejder, så tænkte de på en arbejder på et bomuldsspinderi. Fyrre år senere var helt nye industribrancher ved at ekspandere, og folk identificerede i stigende grad arbejdere med de ansatte i sværindustrien – skibsværfterne og minerne. Omkring 2. verdenskrig havde tingene atter ændret sig med den enorme vækst af arbejdspladser i bilindustrien, elektriske apparater og i den lettere fremstillingsvirksomhed.
På hvert eneste stadie kiggede man på den ændrede livsstil blandt folk omkring sig og konkluderede, at arbejderklassens fortidige militans var forsvundet. Omkring 1870 vurderede Thomas Cooper, en tidligere aktivist i chartist-bevægelsen [5] 30 år før, arbejderne i Nordengland og
... noterede med smerte at deres moral og intellektuelle tilstand var forringet ... Det er rigtigt, at i vores gamle chartisttider, var Lancashires arbejdende mænd i tusindevis klædt i laser, og mange af dem manglede mad. Men deres intelligens var tydelig, hvor end man kom. Man kunne se dem i grupper diskutere de store læresætninger om social retfærdighed ... I diskussionerne respekterede de for alvor socialismens lære. Nu ser man ingen sådanne grupper i Lancashire. Derimod hører man velklædte mænd tale om kooperative butikker og deres aktier i dem eller i boligselskaberne. Og man vil se andre gå rundt som idioter med påklædte greyhounds i snor ... Arbejdende mænd er holdt op med at tænke... [Citeret i: Max Beer: A history of British Socialism, 1940]
Omkring 70 år senere blev ideen om, at arbejderklassen var forsvundet, igen moderne. En udgivelse fra regeringens Central Office of Information erklærede i 1962, at det britiske samfund var karakteriseret af en “svulmende middelklasse”. Der kunne ikke ske en tilbagevenden til arbejderklassens forhold i 1930erne, fordi: “Det gennemsnitlige menneske... har investeret alt for meget i sin egen fremtid som middelklasseborger og husejer”. (Citeret i John Goldthorpe, David Lockwood m.fl.: The Affluent worker in the Class Structure, Cambridge, 1969.)
Der foregik en seriøs akademiske diskussion om, hvorvidt den “velstående” bilarbejder var blevet “borgerliggjort”. Labour Party teoretikeren Anthony Crossland skrev:
Man kan ikke i dag forestille sig en offensiv alliance mellem regeringen og arbejdsgiverne efter modellen fra 1921 eller 1925-26 med alt dens tilbehør af lønnedgang, landsdækkende lockout og anti-fagforeningslove; eller et alvorligt ment forsøg på at gennemføre en kulpolitik, som minearbejderne er voldsomt imod. [CAR Crossland: The Future of Socialism, London, 1956]
Alligevel begyndte en bølge af arbejderkampe i slutningen af 1960erne, som kulminerede i en konfrontation, der rystede samfundet lige så meget som i 1920erne, og som tvang en konservativ regering af taburetterne i 1974. I centrum for denne militans befandt sig de påstået velstående arbejdere i bil-, mine- og trykkeriindustrien. Og militansen var ikke endegyldigt smadret, før minearbejderne led nederlag i deres årelange strejke i 1984-85, et nederlag der blandt andet blev frembragt gennem politiets besættelse af mineområderne.
Omstruktureringen af industrien forandrer arbejderklassen og forvirrer iagttageren, men den kan ikke fjerne de centrale træk ved kapitalismen, der fører til stadig tilbagevendende bølger af klassekamp.
Omstruktureringen af kapitalismen i de avancerede lande er karakteriseret af to tendenser. En voksende del af arbejdskraften udgøres af funktionærer, og ansættelse i servicesektoren er i hastigere vækst end ansættelse i industrien. Disse tendenser bør dog ikke forvirre begreberne. Mange jobs i servicesektoren er manuelt arbejde (buschauffører, havnearbejdere, skraldemænd), mens en betydelig andel af ansatte i fremstillingsvirksomhed er funktionærjob (kvalitetskontrol, udviklings- og designfolk). Men tendenserne kan give et fejlagtigt indtryk, hvis man kun identificerer arbejderklassen som manuelle industriarbejdere.
Hvad der derimod ikke har ændret sig på trods af den ændring af arbejdet, som omstruktureringen har medført, er den kendsgerning, at systemet er baseret på konkurrence mellem rivaliserende firmaer. Dette fører firmaerne til at gøre deres yderste for at pumpe så meget profit som muligt ud af deres arbejdskraft. Efterhånden som en sektion af arbejderklassen vokser i størrelse, så øges også presset på dem for at skabe profit.
Da funktionærstatus i det 19. århundrede var et fortrin, der kun var tildelt et relativt lille antal mandlige kontorister, kunne kapitalismen tillade sig at give dem bedre løn- og arbejdsforhold end masserne af manuelle arbejdere. Men det 21. århundredes kapitalisme afhænger af umådeligt store grupper af funktionærer, der udfører rutinearbejde. Mange arbejder for private firmaer som banker, forsikringsselskaber og reklamebureauer. Andre er ansat af staten til at udføre funktioner som er vigtige for systemet som helhed – uddanne den næste generation af arbejdere, opkræve skatter, beskytte ejendom, holde folk i form til at arbejde. Disse arbejdere udbyttes gennem de samme metoder som manuelle arbejdere. Jobevalueringsmetoder udviklet i tekstilfabrikkerne, stålværkerne og ved samlebåndene bliver anvendt på tjenestemænd, lærere og selv på universiteterne.
En konsekvens af denne forandring er, at sådanne grupper tager kampformer i brug, som karakteriserede den traditionelle arbejderklasse. I Storbritannien var strejker blandt lærere, tjenestemænd, lektorer, journalister, sygeplejersker og kommunalt ansatte funktionærer stort set ukendte indtil slutningen af 1960erne. I de sidste 30 år er det blevet lige så almindeligt som blandt gammeldags manuelle arbejdere.
Det moderne kapitalistiske samfund er lige så klart delt i to hovedgrupper som det 19. århundredes samfund, som Marx analyserede, eller som Charles Dickens beskrev. Der er en lille minoritet der, har rigdom nok til at leve et liv i lediggang, hvis de har lyst, og der er en enorm masse af mennesker, der kun kan tjene til livets ophold ved at arbejde for denne minoritet.
Denne skillelinje er vigtigere end nogen anden i samfundet. Den afgør, hvor meget kontrol man har over sit liv – hvorvidt man nyder virkelig valgfrihed, eller om alt man er underordnet tvangen til at arbejde for andre. Det afgør endda, hvor længe det er sandsynligt, at man kommer til at leve. I dagens Storbritannien kan arbejdsgiverklassen i snit forvente at leve 10 år længere end resten af os. Det afgør kvaliteten af det tøj, man har på, den bil man kører i, maden man spiser, og de ting man ejer. Alle de faktorer, der sædvanligvis bruges til at indikere klasse, er affødt af denne skillelinje. Analysér Storbritannien ifølge denne basale skillelinje, og man vil finde, at godt over 75 procent tilhører arbejderklassen i den forstand, at de for at overleve er nødt til at sælge deres arbejdskraft til mindretallet.
Men ikke alle servicesektoransatte eller alt lønnet personale er arbejdere. I ethvert samfund er der gradueringer mellem den lille minoritet i toppen og masserne i bunden. I et slavesamfund er der ikke bare slavearbejdere og slaver, der er også et lag af slavepiskere, der modtager en lille andel af den rigdom, der udbyttes af slaverne. I et kapitalistisk samfund er der en masse småkapitalister og selvstændige, så vel som der er de store kapitalister. Der er også et lag af direktører, topembesmænd, politimestre og så videre, der bliver betalt langt mere end værdien af det arbejde, de udfører, som belønning for deres hjælp til storkapitalen med at udbytte masserne. Dette lag er organiseret gennem bureaukratiske hierarkier. De, der er i toppen, tager fuldstændigt del i udbytningens frugter og har fælles interesser med storkapitalen. De, der er i bunden, får meget lidt fra udbytningen og har mange fælles interesser med de funktionærer og manuelle arbejdere, som de har under sig. De lavest rangerende chefer og formænd bliver betalt lidt mere end dem, de koster rundt med, men de er afhængige af den samme offentlige service og kan blive ramt lige så meget af arbejdspladslukning eller nedskæringer.
Tilstedeværelsen af dette mellemlag tilslører den grundlæggende skillelinje mellem den udbyttende og den udbyttede klasse. Men det fjerner den ikke, lige så lidt som skråningen mellem en bakke og en dal fjerner kontrasten mellem de to. Langt fra at udgøre flertallet af samfundet, så udgør denne den virkelige middelklasse højst 15-20 procent af befolkningen.
Et andet argument, man hører om arbejdere i dag, er, at globaliseringen har skabt så massiv usikkerhed i ansættelsen, at det stort set er umuligt at skabe de stærke arbejderorganisationer, der fandtes tidligere. Arbejderne er langt fra at være i stand til at udfordre staten, de oplever knap nok sig selv at være i stand til at kæmpe imod en enkelt arbejdsgiver.
Argumentet lider under to indbyrdes sammenhængende fejl. For det første er det ofte lykkedes for arbejdere at organisere sig og kæmpe imod arbejdsgiverne på trods af stor usikkerhed i ansættelsen. Tag f.eks. Londons havnearbejdere i 1889. Det var en gruppe uden sikkerhed i ansættelsen. Gareth Stedman Jones’ bog Outcast London citerer fra en rapport fra en parlamentarisk nedsat undersøgelseskommission omkring forholdene i havnene i 1888:
Bestikkelse og unfair begunstigelse var det normale middel til at opnå ansættelse i havnen. At invitere formanden på øl aftenen før var et jævnligt anvendt middel til at få arbejde i havnen næste dag. Løsarbejdere i havnen søgte dagligt arbejde i de områder af havnen, hvor formanden kendte dem. Dette kunne ikke garantere dem arbejde, eftersom formændene altid ansatte en vis del nytilkomne for at øge størrelsen af den gruppe løsarbejdere, der kunne vælges iblandt. På den anden side kunne formændene straffe lang tids udeblivelse blandt løsarbejderne ved at ophøre deres begunstigelse. Det var denne usikre afhængighed, som løsarbejderne havde af formændene, der sørgede for, at gruppen af løsarbejdere forblev intakt.
Beatrice Webb, en af grundlæggerne af det reformistiske Fabian Society, beskrev havnearbejdernes stilling i 1887 som “meget håbløs”. “Arbejdsgiverne var tilfredse, og mændene var, selv om de langt fra var tilfredse, fuldstændigt desorganiserede,” skrev hun.
Forholdene var ikke ret meget sikrere for metal- og tekstilarbejdere i den russiske hovedstad St. Petersborg i slutningen af 1904. Ifølge historikeren Gerald Surh:
Udskiftningen blandt arbejdskraften i Petersborg synes at have været ganske høj... Ufaglærte og tillærte arbejdere var normalt mere flygtige, fordi de lettere kunne erstattes... Manglen på organisering og derfor beskyttelse på arbejdspladsen betød, at de uundgåelige sammenstød mellem arbejdere og formænd og direktører blev ... oftest løst .. gennem opgivelse eller fyring. [Gerald Surh: 1905 in St. Petersburg, Stanford, 1989.]
I begge tilfælde ændrede massestrejker situationen og opmuntrede hundredtusinder af andre arbejdere til at opbygge deres egne arbejderorganisationer. Da Londons havnearbejdere strejkede i 1889 lukkede de byens internationale handel ned i fem uger, vandt deres økonomiske krav og opbyggede en fagforening med 25.000 medlemmer. Beatrice Webb fremhævede forandringen:
Hvad mændene har opnået igennem organisation kunne ikke alene måles på de fremskridt, de opnåede i løn- og arbejdsforhold ... Vi ser også effekten i den ændrede holdning blandt arbejdsgiverne, når det kommer til løsarbejdersystemet.
I St. Petersborg var forandringen endda endnu mere dramatisk. De uorganiserede arbejdere anno 1904 eksploderede i handling, efter at ledelsen havde fyret en tømrer fra Putilov-værkerne. Som Surh skriver: “Et massemøde den 2. januar med 6.000 deltagende arbejdere ... vedtog begejstret at sende Putilov-værket i strejke ... Fredag den 7. januar var 382 virksomheder i strejke.” Da zarens tropper skød på en fredelig demonstration, spredte strejken sig over hele byen og igangsatte et år med revolutionær omvæltning, der var tæt på at styrte regimet.
En lignende pludselig opdagelse af sin egen styrke til at kæmpe kollektivt tilbage, kan også opstå blandt de 21. århundredes omstrukturerede arbejderklasse. Vi har allerede set det i glimt. I forgrunden for opstandene i Bolivia i 2003 og 2005 stod arbejderne fra en masse mindre værksteder i byen El Alto. Foråret 2006 frembragte pludselige og uventede strejker og optøjer på de gigantiske tekstilfabrikker i Bangladesh, og i januar 2007 startede arbejderne i Egypten strejker og fabriksbesættelser.
Kapitalismens omstrukturering kan utvivlsomt formindske gamle og veletablerede dele af industrien og svække arbejdergrupper, der tidligere hørte til blandt de bedst organiserede, som det skete med nederlagene til minearbejderne og typograferne på dagbladene i 1980erne. Men de samme omstruktureringer fører til, at nye arbejdergrupper vokser i betydning. Hverken postarbejderne eller arbejderne ved Londons undergrundsbane blev betragtet som militante eller stærke i 1970erne, men det er de blevet i de senere år. Vi kan se frem til, at andre grupper, der for nuværende er uorganiserede – som de der arbejder i finanssektoren, call-centrene og supermarkederne – mere eller mindre vil følge samme spor. Selve kapitalismens logik skaber utilfredshed blandt de udbyttede og undertrykte, og på et eller andet tidspunkt vil vreden eksplodere. Det centrale spørgsmål er ikke, hvorvidt det vil ske, men hvorvidt det vil vise sig at kunne føre til sejre.
Den anden centrale fejl ved argumentet om, at ansættelse på usikre vilkår afholder arbejdere fra at kæmpe, er, at i de fleste lande er det kun et mindretal, der er løstansatte. En ILO undersøgelse konkluderer:
Mens denne type ansættelse voksede betydeligt gennem første halvdel af 1990erne, er det relative forhold mellem permanente og ikke-permanente job stort set uforandret mellem 1995 og 2000: permanente (82 procent), ikke-permanente (18 procent).
Dette gennemsnit dækker over store forskelle mellem landene, hvor det højeste er 35 % i midlertidig ansættelse i Spanien. I Storbritannien er det ifølge den officielle statistiske publikation Social Trends sådan, at: “Så mange som 92 procent af arbejderne har permanente ansættelseskontrakter i 2000 sammenlignet med 88 procent otte år tidligere.”
Selv i tredje verdens lande som Indien og Pakistan, hvor millioner af arbejdere hvert år flytter fra land til by i deres søgen efter arbejde, er der for visse grupper en relativ sikkerhed i ansættelsen. Arbejdsgiverne vil gerne have et stabilt element i deres arbejdskraft, både for at forhindre andre arbejdsgivere i at stjæle deres erfarne arbejdere, når økonomien boomer, og for at tilskynde arbejdere til at identificere sig med deres eget firma og på den måde modvirke militans. Når alt kommer til alt, så er det en fordel for en arbejdsgiver, hvis arbejderne som en tillidsmand på en fabrik i Leeds engang sagde til mig: “Dette er landets bedste arbejdsplads.” Der har været en stigning i løsere ansættelser i visse lande i de seneste kriseperioder, men det er ikke en tendens i kapitalismen som helhed, der ikke kan overvindes, og den vil bestemt ikke stoppe arbejdere i at organisere sig og rokke ved systemet.
Det siges ofte, at arbejdere ikke kan kæmpe tilbage, som de kunne tidligere, fordi globaliseringen af verdensøkonomien tillader firmaer at lukke deres aktiviteter ned ét sted, og så starte dem op et andet. Det er helt sikkert, at globaliseringen har medført, at banker og spekulanter kan flytte umådelige mængder af penge fra et land til et andet ved et klik på en computer.
Der er også en tendens til, at firmaer i ét land opkøber firmaer i andre lande. Men det er sværere at flytte produktionen fra land til land, end det er at flytte penge. Produktiv kapital består af fabrikker, maskiner, miner, havne og kontorbygninger. Den slags tager det år at bygge, og de kan ikke bare lige transporteres væk. Nogle gange kan et firma flytte maskiner og udstyr. Men det er sædvanligvis en besværlig proces, og før udstyret kan benyttes et andet sted, må firmaet rekruttere og formentlig uddanne en tilstrækkeligt duelig arbejdskraft. I mellemtiden må ikke bare investeringer i de gamle bygninger afskrives, der vil heller ikke være noget afkast på investeringerne i maskineriet.
Hvad mere er, så er meget få produktionsprocesser lukkede kredsløb. De er afhængige af input udefra og forbindelse til distributionsnetværk. Så før et firma etablerer en bilfabrik, må det sikre sig, at der er tilgængelig adgang til kvalitetsstål, sikre forsyninger af bolte og møtrikker, en arbejdskraft med den fornødne uddannelse, pålidelige forsyninger af elektricitet og vand, et tilforladeligt finanssystem og vej- og jernbanenetværk der kan håndtere de forskellige slutprodukter. Det er nødt til at få andre firmaer til at sørge for alt dette, og processen med at få det hele stykket sammen kan tage måneder og års forhandlinger. Multinationale selskaber smider ikke bare sådanne aktiver væk og håber at genfinde dem tusinder af kilometer væk, bare fordi arbejdskraften er lidt billigere, eller regeringen er lidt mere samarbejdsvillig. Sådanne bevægelser tager tid og kræfter, og det indebærer store udskrivninger. Produktiv kapital kan ganske enkelt ikke være så omstrejfende som folk ofte forestiller sig.
Påstanden om, at firmaer finder det let at flytte produktionen udenlands er vidt udbredt i USA. Men økonomen Tim Koechlin fortæller, at mindre end 8 procent af USA’s produktive investeringer går udenlands. Forsvundne arbejdspladser er hovedsageligt et resultat af, at firmaer skærer ned på antallet af arbejdere de beskæftiger i de eksisterende produktionsanlæg, eller at de lukker nogle af deres fabrikker for at koncentrere produktionen i de, der bliver tilbage.
I Storbritannien er det meget det samme mønster. Arbejdskraften i fremstillingsindustrien er blevet skåret med halvdelen gennem de sidste 30 år, men produktionen er ikke faldet, og hver enkelt arbejder producerer dobbelt så meget som for 30 år siden. Med andre ord er hver enkelt arbejder af langt større betydning for systemet nu end før i tiden. Der er mange vigtige job, som ikke kan flyttes til udlandet – for eksempel i byggesektoren, post- og telekommunikation, kommunale opgaver, uddannelse, affaldshåndtering, fødevaredistribution og supermarkeder. Selv i tilfældet call-centre, hvor visse arbejdspladser er flyttet til Indien, er beskæftigelsen indenfor området i Storbritannien fortsat med at stige.
Selvfølgelig skifter firmaer placering, og investeringer forekommer ikke altid på de samme steder. Omstrukturering betyder ofte, at produktionen flytter til nye områder, og nogle gange også til andre lande, og den slags vil formentlig være i stigning i de kommende årtier. Men sådanne beslutninger betyder omkostninger og tages ikke bare uden videre. Firmaer, der omstrukturerer sig, foretrækker ofte at gøre det gradvis, flytte stykke for stykke fra gamle anlæg til nye, holde forsynings- og distributions netværk intakte og holde oplysningerne om det tæt til kroppen. I den proces bevarer arbejderne styrken til at stoppe produktionen og kæmpe imod arbejdsgivernes forsøg på at få dem til at betale for omstruktureringen.
Den vigtigste effekt ved bevægelsen af penge fra land til land er, at det øger den økonomiske ustabilitet og får folk til at føle sig mere usikre. Firmaerne spiller ofte på dette, truer med at flytte produktionen til udlandet, selv om de ingen planer har i den retning. De gør det i forventning om, at det vil demoralisere arbejderne og tvinge dem til at acceptere forringede forhold. Ved at afsløre herskernes bluff kan arbejderne begynde at opdage deres egen evne til at kæmpe for en verden uden usikkerhed.
Arbejderklassen består af samfundets flertal, den har magten til at ryste samfundet, og den vil i sidste ende overvinde kombinationen af nederlag og omstrukturering, ligegyldigt hvor meget dens sammensætning end har ændret sig.
Uheldigvis er det ikke ensbetydende med, at de fleste af klassens medlemmer har en klar ide om deres evne til at udskifte det eksisterende system med et bedre. Det er lige modsat, nemlig sådan at det at vokse op i et kapitalistisk samfund, får de fleste mennesker til at acceptere systemets ideer i en større eller mindre grad – dets racisme, sexisme, konkurrence og grådighed og ideen om, at der ikke findes andre måder at leve på. Det var det, Karl Marx mente, da han skrev, “at de herskende ideer er den herskende klasses ideer.”
Klasseorganisationer så som fagforeninger råder ganske enkelt ikke over de nødvendige ressourcer til at konkurrere med de kapitalistiske medier i normale tider. I sådanne tider er det kun en minoritet, der kan acceptere ideer om at udfordre systemet som helhed. Flertallet tager de fleste ting for givet, og accepterer meget af, hvad de kapitalistiske medier siger.
Det er kun når de, hvis arbejdskraft holder kapitalismen i gang, er optaget af at bekæmpe aspekter ved systemet, at de opdager, at de har styrken til at lamme det. Kun da vil et stort antal begynde at se klart, at deres interesser er i direkte modstrid med kapitalisternes. De opdager gennem kamp, at de har udfordret systemet, og at de som klasse har en interesse i at forenes for at udskifte profitproduktionen og konkurrencen med et samfund med demokratisk selvorganisering. Det er igennem kamp, at folk opdager, at de har en kollektiv evne til at ændre samfundet.
Antonio Gramsci, en nøglefigur i den revolutionære socialismes historie i Italien, [6] forklarede, hvorfor de fleste arbejdere har en “modsætningsfyldt bevidsthed”. På den ene side er de vokset op i et kapitalistisk samfund og tager mange af dets ideer for givet. På den anden side har de erfaringer fra kollektive kampe, hvor de stod sammen og ændrede verden en lille smule til deres egen fordel. Nogle af disse er direkte erfaringer, som de selv har oplevet. Andre er overført fra én generation til den næste indenfor arbejdspladsen, lokalsamfundet eller gennem organiseringer som fagforeninger. Arbejdere, der aldrig før har været i strejke, begynder at tale om solidaritet, enhed og om at respektere strejkevagter, og de begynder at bruge termer som “skruebrækkere” om de, der bryder strejken. Således indeholder den gennemsnitlige arbejders tankegang elementer, der peger på fremtiden og den kollektive kamp og organiseringens værdier, såvel som elementer, der trækker tilbage til fortiden, på klassesamfundet og dets fordomme.
Antallet af mennesker, der er åbne overfor ideer om at forandre samfundet, vokser massivt under store kampe. Massestrejker og spontane opstande fører til, at diskussionerne om næste skridt løftes op på et højere plan. For første gang føler mennesker, at de har evnen til at ændre ting. Der tales politik overalt – i enhver buskø, butik, fabrik og kontor, på enhver skole og til enhver social sammenkomst – på en måde der er utænkelig i ikke-revolutionære tider. Jeg har levende erindringer fra maj 1968 i Frankrig og Portugal i 1975, da folk slugte socialistiske aviser i samme øjeblik, som avissælgeren dukkede op, og fra hvordan folk i Argentina i 2001-02 samlede sig i de mange lokale folkeforsamlinger for at diskutere, hvad der skulle ske.
Afsky ved det eksisterende system vævet sammen med erfaringer fra fælles strejker og demonstrationer, gør folk særligt modtagelige for ideen om, at de kollektivt og demokratisk selv kan forandre samfundet. Socialistiske ideer passer sammen med arbejderklassens erfaring, så snart folk bliver inddraget i kampe.
Revolutionære socialistiske ideer er imidlertid ikke de eneste, der bliver tilbudt. Den herskende klasses aviser bruger den gamle del-og-hersk metode – at gøre medlemmer af etniske eller religiøse minoriteter til syndebukke, sprede løgne om socialister, forsøge på at vende grupper, der ikke er involveret i kampen imod de grupper, der går i spidsen. Et eksempel: Efter strejkerne og skabelsen af den første sovjet i Rusland i 1905 samarbejdede den zaristiske regering med det yderste højre i et forsøg på aflede kampene ved at opildne til en række pogromer imod jøder. I dag ser vi ikke bare en genopblomstring af kampe imod systemet, vi ser også et anslag imod religiøse og etniske minoriteter – islamofobi i Europa og USA, angreb på shiamuslimer og kristne i Pakistan, agitation mod indvandrere fra Bolivia og Paraguay i Argentina, en heksejagt på asylsøgere i Storbritannien. Folks reaktion på disse rædsler kan være at vende sig til ideer, der får det til at se ud, som om det er religion, ikke kapitalistisk udbytning, der er den centrale realitet i den verden, vi lever i. Så mens det er rigtigt, at revolutionære socialistiske ideer kan vokse, når det gærer imod systemet, så er det altså noget der må kæmpes for. Der foregår hele tiden en kamp på ideer.
Der har altid været folk, der balancerer mellem at støtte kapitalismen og være imod den. De siger, at samfundet burde ændres i en ikke-kapitalistisk retning, men langsomt – gennem forhandlinger og lovlige processer, ikke ved direkte konfrontation. Det var indfaldsvinklen for “Old Labour” [7] i Storbritannien og de socialdemokratiske partier på det europæiske fastland.
Sådanne reformistiske ideer fremmes af politikere, der har gjort det til en levevej at fremstille sig selv som forkæmpere for arbejderne indenfor den eksisterende orden. De har indrettet deres liv på at argumentere for progressive reformer indenfor den eksisterende stat, og de vil uundgåeligt forsøge at kanalisere enhver rejsning imod systemet i den retning. Somme tider fordi de er endt med at acceptere mange af den herskende klasses ideer. Somme tider har de indstillet sig så meget på at kæmpe for reformer, at de ikke kan forestille sig noget alternativ. Hvad enten det er det ene eller det andet, så forsøger de at tæmme bevægelsen for at få den til lade være med at udfordre staten. Deres indsats forstærkes af dele af medierne, der bønfalder alle klasser om at arbejde sammen.
Denne reformisme må imidlertid ikke ses som noget, der bliver påtvunget folkets masser, der ellers ville have været revolutionære. Reformismen stammer fra den stilling, enhver underordnet social gruppe har i et klassesamfund, hvor dets medlemmer forsøger at udfylde modsætningen i deres bevidsthed mellem de ideer, de har modtaget fra klassesamfundet, og de, der stammer fra deres rebelske handlinger. Reformismen er det organiserede politiske udtryk for modsætningsfyldt bevidsthed, som bruges af politikerne til deres egne formål.
Reformismen er ikke kun noget, der kommer til udtryk i politiske partier. Også fagforeningerne bliver trukket i reformistisk retning. Hele det kapitalistiske samfunds struktur udspringer af folks arbejde. At udfordre den måde det foregår på – på arbejdspladsen – betyder implicit at udfordre hele den struktur. Ved at organisere på arbejdspladsen begynder fagforeningerne at rejse spørgsmålet om selve samfundets fundament. Det var dette, Lenin mente, da han sagde, at enhver strejke rejser “revolutionens hydra-hoved”.
Men folks evne til at arbejde (hvad Marx kaldte deres arbejdskraft) er indenfor kapitalismen også en vare. Den købes og sælges timevis, nøjagtigt ligesom æbler eller tomater bliver købt kilovis. Forhandlinger om prisen på arbejdskraft kan synes at ligne forhandlinger omkring prisen på en hvilken som helst anden transaktion på markedet og således understøtte ideen om, at alt, hvad det drejer sig om, er behændighed i fremtræden og administrative strukturer – den professionelle forhandler frem for den revolutionære agitator. På den måde bliver fagforeningsapparatet således til en institutionel struktur indenfor det eksisterende samfund, styret og bemandet af sine egne specialister. Fagforeningen har en dobbeltrolle, dels at organisere arbejderne og dels at forhandle om arbejdsbetingelserne med kapitalisterne. De mægler med kapitalisterne på vegne af arbejderne.
Denne type fagforeningsopfattelse appellerer til arbejderne, for så vidt de ikke har brudt med de ideer, der hører til det kapitalistiske samfund. Den synes at tilbyde det reformistiske håb om at forbedre forholdene, uden at der kræves revolutionær handling. Appellen går imidlertid ikke kun til arbejderne – den går også til en del af kapitalisterne. Enhver herskende klasse står også overfor et pres fra egne modsætninger. Den ønsker ubegrænset magt til at udbytte og dominere resten af samfundet, men rå magt alene er ikke tilstrækkeligt til at stabilisere dens udbytning og dominans. Der opstår et behov for mæglingsstrukturer, der inddrager elementer fra folkets masser. Som både Lenin og Gramsci sagde det, har den herskende klasse brug for institutioner, der kan give den såvel hegemoni som herredømme.
For eksempel endte de feudale klasser i middelalderens Europa som regel med at tillade dele af købmands- og håndværkerklasserne at etablere begrænsede former for organisationer – i laugs- og bysammenslutninger. De tildelte de, der styrede disse organisationer, en underordnet, men ærefuld stilling i det sociale hierarki, ud fra en forståelse af at dette ville føre til en accept af hierarkiet som helhed. Dette fungerede i årtier, ja til tider i århundreder. De bedst stillede købmænd søgte at købe sig vej ind i det feudale samfund, ikke at omstyrte det.
Sædvanligvis lægger kapitalisterne ud med at modsætte sig alle forsøg fra arbejdernes side på at organisere sig, og nogle grupper af kapitalister kaster aldrig denne anskuelse af sig. Men andre lærer, at en vred arbejdsstyrke kan være utilregnelig og tilbøjelig til pludselige og forstyrrende handlinger. De indser behovet for mæglende strukturer for at binde arbejdernes organisationer til systemet – derfor bejler de til fagbevægelsens topfolk med forskellige æresbevisninger. Den tidligere leder for trykkeriarbejdernes forbund, Brenda Dean, sidder nu i Overhuset, og den tidligere leder af transportarbejdernes forbund, Bill Morris, sidder i bestyrelsen for Bank of England. Dette kan også forklare mediernes og domstolenes angreb på fagforeningsledere, der udfordrer dette sammenspiste forhold – som minarbejdernes formand, Arthur Scargill, blev det under den store strejke i 1980erne. Denne tilgang med skiftevis stok og gulerod er det, der får bureaukratiet til at acceptere systemet – hvad enten den enkelte fagforeningsleder så gør det modvilligt eller entusiastisk.
Fagbureaukratiet ender med at tage denne mæglerrolle for givet. Det udvikler en karriere og lønstruktur, der afspejler ledelseshierarkiet i forretningsverden, og det udvikler en modvilje imod at engagere sig i konfrontationer, der måtte true fagforeningernes apparat, ejendom eller lønninger. I en klassisk historie om fagforeningsbevægelsen, beskriver Sidney og Beatrice Webb de forandringer, der sker med britiske arbejdere, når de bliver fagforeningsansatte:
Mens den sag, det drejer sig om, ikke længere rammer hans egne løn- og arbejdsforhold, så vil enhver konflikt mellem hans medlemmer og deres arbejdsgiver give ham mere arbejde og give ham flere bekymringer. Hans tidligere levende sans for den nød og underkastelse, der er en del af håndværkerens liv, glider gradvist ud af hans bevidsthed, og han begynder mere og mere at anse alle beklagelser som forstokkede og urimelige. Med denne intellektuelle forandring kan der også følge en mere odiøs transformering. Nu til dags bliver den lønnede tillidsmand i de store forbund ombejlet og smigret af middelklassen. Han bliver budt til middag hos dem og vil beundre deres velindrettede huse, deres fornemme tæpper, mageligheden og den luksus der omgiver deres liv ... Han kommer til at bo i en lille villa i en lavere middelklasse forstad. Sammen med sine nye naboers vaner, overtager han umærkeligt flere og flere af deres ideer. Gradvist begynder han at blive uenig med sine medlemmer ... Han tilskriver disse brud til, at kliker af oprørere influerer på medlemmerne, eller måske til vilde ideer blandt den yngre generation. [Sidney and Beatrice Webb: A history of Trade Unionism, 1894]
Webb’ernes optegnelser er siden blevet bekræftet mange gange. I 1926 fandt en af de vigtigste begivenheder i den britiske klassekamps historie sted – Generalstrejken. På det tidspunkt arbejdede én ud af 10 industriarbejdere i Storbritannien i kulminerne, hvis ejere erklærede, at de ville lockoute og nægte arbejde til enhver minearbejder, der ikke ville acceptere lønnedgang og længere arbejdstid. Den konservative regering stillede sig bag mineejerne og erklærede, at alle arbejdere var nødt til at gå med til lønnedgang.
Landets fagforeningsledere, samlet til et ekstraordinørt møde organiseret af TUC (Trades Union Congress), vedtog højlydte erklæringer til støtte for minearbejderne og opfordrede alle fagforeningsmedlemmer til at strejke – først transportarbejderne og senere andre grupper. Millioner af arbejdere fulgte opfordringen, og Storbritannien var lammet. Men forbundslederne var langt fra henrykte. Visse, som lederen af jernbanearbejdernes fagforening, Jimmy Thomas, var lige så skræmt af strejken som regeringen og storkapitalen. Thomas sagde til TUC formanden Walter Citrine: “Denne strejke er imod staten, og staten må være over alt andet.” Senere skrev han: “Det, jeg frygtede mest, var dette: Hvis den [strejken] af en eller anden grund skulle ryge ud af hænderne på de, der vidste, hvordan man skulle udøve kontrol.” Lederen af specialarbejderne, GMWU, udtrykte samme holdning:
For hver dag, strejken fortsatte, røg kontrollen over den ud af hænderne på de ansvarlige bestyrelser og over i hænderne på mænd, der var uden autoritet, uden kontrol, og som slog bevægelsen til vrag fra ende til anden.
Disse ledere manøvrerede side om side med regeringen for at undgå sejr til den klasse, hvorfra de kom. De bragte generalstrejken til afslutning efter ni dage, på trods af at der ingen problemer var med strejkens fremdrift; faktisk voksede strejkedeltagelsen med 100.000, 24 timer efter at TUC afblæste den. TUC overlod minearbejderne til at kæmpe alene i ni måneder, før de måtte overgive sig til længere arbejdstid og sultelønninger eller arbejdsløshed. Andre arbejdsgivere fik frie hænder til at fyre arbejdere, der havde organiseret strejken på lokalt niveau.
Næsten 60 år senere udfoldede minearbejderstrejken i 1984-85 sig på en chokerende lignende måde. Minearbejderne kæmpede desperat i 12 måneder imod en plan om minelukninger, der ville smadre industrien og de omgivende samfund. Der var glødende støtteerklæringer fra de faglige ledere på TUC’s 1984 kongres, samtidig med at lederne af nogle af de andre forbund bagom ryggen saboterede solidariteten med minearbejderne og underminerede strejken. Formanden for kulminernes bestyrelse, Ian McGregor, som ledede anslaget imod minearbejderne, skrev senere: “Der var en række faglige ledere, med hvem jeg kunne kommunikere og tale åbent.” Resultatet var det andet store nederlag i samme århundrede til den britiske fagbevægelse – et nederlag der blev fulgt af to årtiers demoralisering og svækkelse af fagforeningerne.
Imidlertid lå ansvaret for disse nederlag ikke alene hos de ledere, der havde tilladt sig selv at blive købt af kapitalistklassen. Det lå også hos faglige ledere, der var af en mere ærlig slags, men som var uvillige til at bryde med resten af det faglige lederskab og opmuntre arbejderne på gulvet til at føre kampen fremad. Når det kom til det kritiske punkt, så var de lige så lidt villige til at føre kampen igennem til enden, som deres pro-kapitalistiske kollegaer. Efter 1926 generalstrejken rapporterede Jimmy Thomas – jenbanearbejderlederen der gjorde så meget for at sabotere strejken – at en venstrefløjsleder fra en anden jernbanefagforening havde været lige så ivrig efter at få afsluttet strejken.
Hvad der var sandt omkring disse afgørende kampe, gælder også for mange mindre kampe omkring løn eller fyringer. Fuldtidsansatte tillidsfolk i fagbevægelsen er en del af et apparat, der fungerer i forhold til at forhandle på vegne af almindelige arbejdere – presse på for kravene overfor arbejdsgiverne, men også overtale arbejderne til at acceptere de indrømmelser, ledelsen måtte komme med. Det resulterer i, at der lægges vægt på tillidsmændenes forhandlingsevner frem for på fagforeningsmedlemmernes kampånd og således søge efter veje til at undgå konfrontationer med arbejdsgiverne. Igen og igen har bestræbelserne på et opretholde fagforeningsapparatet været ensbetydende med at ofre fagforeningsmedlemmerne – selv om en fagforening, der ikke kan forsvare sine medlemmer, uundgåeligt bliver svækket, fordi medlemmerne ikke kan se nogen grund til at være i den.
Dette er dog ikke afslutningen på historien, da en struktur, der søger at mægle mellem klasserne, uundgåeligt udsættes for spændinger der først trækker i den ene retning og så i den anden. Utilfredshed blandt arbejderne skaber igen og igen nye aktivister, der udfordrer bureaukratiets konservatisme. Selv højrefløjsbureaukrater kan indse, at de ikke tjener noget formål for arbejdsgiverne, med mindre de kan kanalisere og udtrykke noget af utilfredsheden på gulvplanet. Så de svinger mellem at modsætte sig enhver form for faglig aktion og at erklære strejker i bestræbelsen på at fastholde deres indflydelse og svinger fra at føre heksejagt på militante aktivister til at forsøge at inkorporere dem i fagbureaukratiet. Samtidig er det sådan, at bestyrelsesvalgene sikrer, at der altid er individuelle tillidsmænd, der ønsker at kæmpe for de almindelige medlemmers interesser.
Og alligevel forsvinder de konservative tendenser ikke. Det bureaukrati, der sætter strejker i gang for at vise sin indflydelse, vil afblæse aktionen ved første lejlighed, hvis dets position er truet, hvad enten det er indefra fra de menige medlemmers selvstændige initiativer, eller det er repressive trusler udefra. Venstrefløjsfolk indenfor bureaukratiet finder så pludselig sig selv isolerede og ude af stand til at bruge fagforeningerne som løftestang for at holde kampen kørende. Det er forklaringen på tendensen til, at højrefløjen forlader slagmarken i enhver stor konfrontation, trækker centrum med sig og lader venstrefløjen stå tilbage og føle sig hjælpeløs overfor at klare det på egen hånd.
Væksten af reformistiske partier og fagforeninger var en gevinst for arbejderne, efterhånden som disse kom til at forstå deres stilling indenfor det kapitalistiske samfund med selvstændige interesser i modsætning til andre klasser. Opbygningen af de socialdemokratiske partier på det europæiske fastland i 1880erne og 1890erne, Labour Party i Storbritannien i første fjerdedel af det 20. århundrede og mere nyligt opbygningen af partier som Arbejderpartiet i Brasilien repræsenterede alle et skridt fremad sammenlignet med situationen før, da arbejderne støttede op bag kapitalistiske partier. Men fremgangen var kun delvis. Sådanne partier forsøger at holde arbejderne tilbage fra at konfrontere kapitalismens virkelige bastioner og staten, allerede mens de organiserer arbejderne som klasse. De holder både arbejderklassen sammen og tilbage på samme tid.
Reformismen kunne slå dybe rødder i arbejderklassen i perioder med økonomisk fremgang, hvor det tilsyneladende var muligt for kapitalisterne at øge deres profit, samtidig med at de gav indrømmelser til forbedret levestandard. De reformistiske partier og fagforeningernes moderate fløj kunne rekruttere hundredtusinder af aktivister til at opbygge arbejderorganisationerne – men det var aktivister, der ikke kunne se nogen logik i at kæmpe for at omstyrte systemet. Så i de første årtier efter 2. verdenskrig begyndte de fleste socialister og mange af de såkaldte kommunister at acceptere ideen om, at der var en parlamentarisk vej til socialismen. Lydigheden overfor de reformistiske partier forblev stærk, selv da kapitalismen begyndte at kræve modreformer fra konservative regeringer, der fjernede den forbedrede levestandard, som tidligere var blevet indrømmet. Hvor lidt de reformistiske partier end havde at byde på, syntes de imidlertid at være et “mindre onde”.
Alligevel har det jævnligt været Labour og de socialdemokratiske partier, der har gennemtvunget den slags modreformer i det sidste årti og gjort enorm skade på arbejdernes trofasthed overfor dem. Millioner af vælgere har vendt ryggen til Labour Party i Storbritannien og til Socialdemokratiet i Tyskland, og hundredtusinder af medlemmer har forladt disse partier. Mange afholder sig nu fra politik, men et betydeligt mindretal er begyndt at se hen imod en ny form for venstrefløjspolitik, repræsenteret bl.a. ved Die Linke i Tyskland, Respect i Storbritannien, venstreblokken i Portugal, stemmerne på de forskellige venstrepartier i Frankrig og det nye PSOL parti i Brasilien. [8]
Folk der bryder med de gamle reformistiske partier laver ikke nødvendigvis et fuldstændigt brud med reformistiske ideer. Vrede imod de nuværende ledere af sådanne partier fører ikke af sig selv væk fra reformistiske ideer og over til revolutionære; de kan stadig mene, at reformistiske metoder ville virke, hvis der var bedre ledere. Men vreden fører dem til at organisere og rejse politisk modstand side om side med folk, der favner et revolutionært perspektiv. Denne nye venstrefløjspolitik tilvejebringer et fokus for modstand og et politisk rum, hvori folk, der deler en fælles modstand mod systemet, kan rejse den vigtige debat omkring reform og revolution.
Revolutioner bryder aldrig ud bare på grund af socialistiske gruppers indsats, uanset hvor meget de kaster sig ud i det. Revolutioner opstår, som vi har set, når store sociale kriser skaber en situation, hvor “de lavere klasser ikke længere vil leve på den gamle måde” og hvor “overklassen ikke længere kan fortsætte på den gamle måde”. Kapitalismens nuværende stade, globaliseringen, har ført til stor uforudsigelighed og ubestemthed for de herskende klasser og større lidelser for de undertrykte i hele regioner af verden – hvilket gør det uundgåeligt, at der opstår store sociale kriser i det århundrede der ligger foran os. Kapitalismens dynamik sikrer, at opstande vil finde sted.
Men ikke enhver situation af den slags ender i socialistisk revolution, langt fra. De fleste af dem, vi har refereret til i forrige århundrede, gjorde ikke. Mere nyligt har opstandene i Ecuador, Argentina og Bolivia indtil videre udskiftet åbne neo-liberale regeringer med regeringer, der har lovet progressive reformer. Dette skyldes, at modsigelserne i folks bevidsthed ikke bare sådan lige forsvinder, end ikke i perioder med opstande. Folk har fået hamret ind i hovedet, at de ikke selv kan styre tingene. Så selv efter at have væltet en regering er de fleste mennesker tilbøjelige til først at lægge deres håb hos en ny regering, der lader til at være mindre fjendtlig overfor deres krav.
Selv mens millioner af mennesker diskuterer, hvordan samfundet kan ændres, vil indflydelsen fra ideer og institutioner, der argumenterer for begrænsede reformer, hænge ved. Mens hele grupper af arbejdere med tidligere erfaringer fra kampe vil begive sig ud over reformismen og indse behovet for at konfrontere systemet, så vil andre grupper, der tager deres første skridt i retning af klassebevidsthed, være tilbøjelige til at følge de faglige ledere og de reformistiske partier, der siger til sine tilhængere, at de skal afstå fra revolutionær konfrontation. Denne reformistiske tilgang – af og til indhyllet i radikal, ja endda revolutionær retorik – finder altid et massepublikum i tiden efter den første folkelige opstand.
I virkeligheden er løsninger, der undgår konfrontationer, ikke mulige under sociale kriser i den størrelsesorden. Men det afholder ikke mange mennesker fra i første omgang at se reformisterne som mere praktiske og mindre voldelige end de, der presser på for revolution. Efter den opstand, der styrtede zaren i Rusland i februar 1917, lagde folk deres tillid hos regeringen, først under krigsprofitmageren prins Lvov og derefter advokaten Kerenskij, der havde forpligtiget sig til at fastholde kapitalismen intakt. I Argentina i 2001-02 endte folk, der tvang fire præsidenter fra det gamle politiske lag til at gå af, den ene efter den anden på mindre end en måned, til slut med at tolerere to andre fra en lignende baggrund – Duhalde og Kirchner.
Hvad der ser ud til at være en samlet, spontan bevægelse på opstandens dag ét, udvikler sig altid i forskellige tendenser – i virkeligheden i tre partier, ligegyldigt om de bruger disse betegnelser eller ej; et revolutionært parti, et reaktionært parti og, som forsøg på at danne bro mellem de to, et reformistisk parti.
Der er oprigtige revolutionære, der modsætter sig eksistensen af partier overhovedet og argumenterer for, at de underminerer arbejdernes spontane selvaktivitet. Men enhver ægte massebevægelse involverer et bredt spektrum af folk med forskelligt syn på, hvad der bør gøres. Mange argumenterer for den handlingsretning, som de mener er den rigtige. Nogle foreslår en demonstration eller en strejke. Andre mener, at den slags aktioner er for tidlige, og at der skal være yderligere forhandlinger. En tredje fløj ønsker slet ikke nogen aktion. En bevægelse fremstår måske nok som spontan for en observatør udefra, men set indefra involverer den uundgåeligt forsøg fra en myriade af enkeltpersoner på at lede bevægelsen i forskellige retninger.
Partier ville begynde at opstå, selv hvis divergenserne mellem folk simpelthen var tilfældige, men det er de aldrig. Divergenserne bliver struktureret af det pres, som det eksisterende samfund lægger på de protester, der rejser sig – først og fremmest den indgroede antagelse om, at samfundet ikke kan blive fundamentalt anderledes. Konservative tendenser argumenterer for, at samfundet overhovedet ikke kan ændres, og reformistiske argumenterer for at det kun kan ændres delvis. Disse tendenser former sig spontant på grund af det eksisterende samfunds indvirkning, og de opmuntres af medierne og de, der karrieremæssigt er bundet til de eksisterende politiske institutioner. Så når folk siger, at der ikke er behov for partier, så siger de, at der ikke er behov for at revolutionære slår sig sammen for at gå imod ovennævnte tendenser.
Udfaldet af en revolutionær situation afhænger imidlertid af udfaldet af kampen mellem disse forskellige tendenser - kampen om at give retning til folks vrede. Under forhold med store kriser, hvor den reformistiske udvej ikke kan komme med løsninger, vil kampen i stigende grad blive en direkte kamp for indflydelse mellem revolutionære og reaktionære. Fremtiden kommer således til at afhænge af, hvorvidt de, der har opgivet håbet om reformer, vender sig mod revolution eller reaktion.
Kampen er både en kamp for ideer og en politisk kamp. Den herskende klasses overherredømme er afhængig af, at arbejderklassen er splittet og mangler selvtillid. Arbejderne kan overvinde denne forhindring gennem de erfaringer, der opnås gennem kampe på arbejdspladsen og på gaden. Fremdriften i kampe i sådanne tider kan give selv de mest upolitiske arbejdere en fornemmelse af, at de er en del af en bevægelse, der kan skabe et nyt samfund. Reformistiske forsøg på at slække bevægelsen på sådanne tidspunkter kan vise sig at være katastrofale, ved at de bryder følelsen af styrke og tillader, at splittelserne vender tilbage sammen med den herskende klasses reaktionære ideer.
Det blev i en tragisk form demonstreret i Chile. Den herskende klasses forsøg på at smadre Allende-regeringens reformer i 1972-73 fremprovokerede en modoffensiv fra arbejderne. Men der var en stærk reformistisk tendens i arbejderbevægelsen, centreret i socialistpartiet og kommunistpartiet og i ledelsen af den faglige landsorganisation. Lederne for disse organisationer troede på, at hærens generaler ville respektere præsidentens forfatningssikrede magt, og at den vigtigste kamp ikke var kampen i fabrikkerne, men at vinde valgkampe og støtte fra De Kristelige Demokrater, som man mente var det mest moderate af de to pro-kapitalistiske partier. Da arbejderne gik på gaden imod kupforsøget i juni 1973 og fraterniserede med soldaterne, sagde en minister i Allende-regeringen, at de skulle gå hjem og stole på generalernes loyalitet overfor forfatningen. Dette gav generalerne tid til at reorganisere deres magt over de menige soldater og til at forberede det barbariske, men vellykkede kup i september 1973. Generalerne myrdede derefter ministeren.
Revolutioner når ufravigeligt et punkt, hvor de enten må bevæge sig fremad eller begynde at glide tilbage. Og det at gå tilbage kan være ensbetydende med en tilbagevenden til den gamle orden i en endnu værre form end før. Den eneste måde at undgå dette på er, at revolutionære sørger for at være organiserede omkring at fremlægge deres ideer og bud på en anden vej fremad. Et revolutionært parti er ikke nødvendigt for at starte en revolution, men det er livsvigtigt for at sikre dens sejr, når valget står mellem socialisme eller barbari.
Hvilken slags organisation udgør så et revolutionært parti? Der er to udbredte forestillinger, der begge er fejlagtige. Den ene er, at partiet skal være baseret på valgkampagner, lige som socialdemokratierne, bare mere venstreorienterede. Det skal opbygge sin styrke gennem propaganda, indtil det har nok pladser i parlamentet til at danne regering, eller i det mindste kan gøre det i koalition med andre venstrefløjspartier. Dette var tilgangen for det første marxistiske parti i Storbritannien, the Social Democratic Federation, for mere end et århundrede siden, og det er en tilgang, der fortsætter i organisationer som de kommunistiske partier i Frankrig og Indien, Socialistpartiet i Holland og Det Forenede Venstre i Spanien. Problemet er, at store sociale kriser, der involverer folkemasserne, ikke udkæmpes i parlamentet eller følger den parlamentariske dagsorden. Valgdeltagelse kan udstyre socialister med et vigtigt redskab til at få deres ideer frem, men det kan ikke bruges som erstatning for at føre kampen på arbejdspladserne og i gaderne.
Den anden forestilling drejer sig om en snævert organiseret gruppe, der fortæller arbejderne, at de har brug for en revolution, og at de vil lave en på vegne af arbejderne i den tro, at arbejderne nok skal komme til dem, når situationen bliver desperat nok. Men samtidig holder den sig fri af de daglige kampe, fordi disse kan skabe illusioner om, at reformer er mulige. Det var dette synspunkt, som den franske revolutionære Blanqui havde i det 19. århundrede, og det gjaldt også en af de mest prominente italienske kommunister i begyndelsen af 1920erne, Bordiga. Det var også tilgangen for en del af de venstreorienterede guerillaer, der virkede i Latinamerika i 1960erne og 1970erne. På mange måder er det et spejlbillede af den valgbaserede tilgang. Der er et fællesskab omkring ideen om, at revolutionære må forandre samfundet på vegne af folkemasserne – massernes eneste rolle er at sørge for passiv støtte, hvad enten det er til en venstrefløjs MFer eller det er til en revolutionær kriger.
Den ægte revolutionære tilgang er anderledes. Den starter med at anerkende, at et brud med klassesamfundets rædsler kun kan opstå, hvis arbejdermasserne tager magten i deres egne hænder, og at den eneste måde, hvorpå de kan opnå styrke og forståelse til at gøre dette, er igennem deres egne kampe.
Kun i tider med sociale kriser og revolutionære opstande kan flertallet af arbejderne vindes for de revolutionæres argumenter. Der er dog altid et mindretal, der kan vindes for revolutionære ideer uden for perioder med opstande, fordi kapitalismen hele tiden driver folk til at gøre oprør. De deltager måske i en lønstrejke, en kampagne imod en konkret privatisering, en protest imod racisme eller i en bevægelse imod krig. På et hvilket som helst givet tidspunkt vil der være kampe, og ved enhver kamp vil nogle mennesker begynde at udfordre systemets prioriteringer. En ægte revolutionær organisation forsøger at knytte disse mennesker sammen for at hjælpe med at afklare deres ideer gennem diskussioner, ved at lære af historiske erfaringer, ved at analysere systemet og dagens kampe og ved at føre konklusionerne tilbage til dag-til-dag kampene.
Målet er at skabe et netværk af de mest militante mennesker for at forstærke hinandens kræfter, kompensere for hinandens svagheder og lære af hinandens erfaringer. Medlemmer af netværket kan handle sammen i forskellige kampe, kæde disse sammen og modvirke ethvert forsøg på at vende en arbejdergruppe imod en anden.
Dette er vigtigt, selv når kampniveauet er lavt. Hvert nederlag svækker arbejderne, gør det nemmere for reaktionære ideer, der gør minoriteter til syndebukke, at vinde udbredelse. Hver sejr gør det sværere for den herskende klasse at kue arbejderne og de fattige komplet. Men når kampene når et vist niveau, kan eksistensen af en revolutionær organisation med et netværk af aktivister på enhver arbejdsplads og lokalitet være livsvigtig. Resultatet af de større kampe kan være bestemmende for klassekampens karakter og det ideologiske klima i årevis. Således kan erindringer om maj 1968 i Frankrig stadig give højrefløjspolitikere mareridt den dag i dag, mens erindringer om minearbejdernes nederlag i 1984-85 stadig lægger en dæmper på klassekampen i Storbritannien. Opbygningen af netværk af socialister er en nødvendighed, hvis fremtidige kampe skal vindes.
Mange mennesker er mistænksomme overfor selvudråbte avantgardeorganisationer. Men virkeligheden er, at nogle arbejdere har en klarere ide om, hvad kapitalismen er og om behovet for at bekæmpe dem, end andre. Det er de folk, der står åbent frem imod racisme eller sexisme, der ser behovet for solidaritet med enhver gruppe, der kæmper tilbage, og som ønsker at vinde. I den forstand er de foran andre arbejdere og har behov for at organisere sig sammen for at kunne overbevise flere til at kæmpe effektivt imod systemet.
Der er ingen modsætning imellem at sige, at vi ønsker at se et samfund styret af arbejderråd og så lægge vægt på behovet for et revolutionært parti. Den centrale pointe ved arbejderråd er, at de repræsenterer alle arbejdere, ikke bare de der har været revolutionære eller fagforeningsaktivister tidligere. I Rusland i 1905 og 1917 var arbejderrådene midlet, hvormed arbejderne fra meget forskellig politisk baggrund i fællesskab kunne beslutte, hvad der var nødvendigt at gøre og så sætte det i værk. En person, der havde accepteret zaristisk propaganda indtil februarrevolutionen, kunne føle sig nøjagtig lige så involveret i at forme sin klasses krav gennem arbejderrådene som en, der havde været revolutionær i et kvart århundrede. Arbejderrådene gjorde alle typer af arbejdere i stand til at føle, at de havde styrken til at bestemme hvordan samfundet skulle køres.
Disse forandringer skete imidlertid ikke i samme tempo for alle arbejdere. Mange fortsatte med at være under indflydelse af de ideer, der var blevet indprentet dem af det gamle system. På enhver russisk arbejdsplads var der stadig arbejdere, der var influeret af russisk nationalisme, af anti-semitisme og af traditionelle holdninger til kvinder. Frem for alt accepterede selv arbejdere, der følte, at de burde være i stand til at påvirke den retning, samfundet skulle tage, at de ikke evnede at styre tingene selv. Så i første omgang fik middelklassen og de moderate socialistiske politikere, der ønskede at bevare Rusland kapitalistisk, en stor opbakning blandt arbejderne og vandt flertallet i rådene.
Erfaringerne fra måneder med opstand fik mange arbejdere til at ændre opfattelse – men kun når deres erfaringer blev destilleret gennem daglige diskussioner med folk, der så behovet for videre revolution. Det er her, bolsjevikpartiet kommer ind. Lenin og folkene omkring ham var kendt som den hårde fraktion blandt socialister i Rusland i årene før 1917. De ringeagtede amatørisme og uklar tænkning. De insisterede på, at to ting var centrale for at lede den russiske revolution til sejr: Udviklingen af klare ideer og en ubøjelig kamp for at forbinde sig til enhver arbejdsplads og lokalitet gennem et netværk af partimedlemmer. Bolsjevikkerne var ikke bange for at være upopulære, når situationen krævede det – som da de stod op og stod fast imod krigen i 1914. Men det var bestemt ikke en konspiratorisk gruppe, der blev styret som en religiøs kult af Lenin. De forsøgte at bygge så bredt blandt arbejderne, som situationen tillod. Således udnyttede de i årene 1912-14 en kortvarig slækkelse af censurlovene til at opbygge en best-seller af en avis.
Bolsjevikkerne udgjorde en lille minoritet i det tidlige forår 1917, men de voksede igennem kampene, der satte arbejderne op imod den nye regering, indtil de i de største byer havde flere medlemmer end alle de andre partier tilsammen. Bolsjevikpartiets medlemmer var ikke bare robotter, der ukritisk fulgte Lenins kommandoer. Lenin befandt sig ofte i mindretal og måtte vinde folk for sine synspunkter gennem hårde debatter. For eksempel var Lenin isoleret, da han i 1917 vendte hjem fra eksil og argumenterede for, at bolsjevikkerne skulle gå imod den nye regering. Han var kun i stand til at vinde resten af partiet over til sit synspunkt, fordi arbejderne i det vigtige industridistrikt, Viborg i St. Petersborg, var enige i, at det han sagde gav mening.
I efteråret 1917 talte Zinovjev, en af Lenins ældste medarbejdere, offentligt imod at omstyrte regeringen, og det igangsatte en heftig debat indenfor partiet. Tre måneder efter oktoberrevolutionen diskuterede Lenin og Trotskij på tæt pakkede massemøder, hvorvidt den revolutionære regering skulle indgå på de voldsomme krav, Tyskland stillede for at afslutte krigen.
Partiet stod ikke udenfor arbejderbevægelsen og arbejderrådene. Det var det forum, hvori den mest avancerede del af arbejderne diskuterede omkring politik og søgte at vinde andres opbakning til gennemførelse af den. Hvis bolsjevikpartiet ikke havde eksisteret, ville de partier, der søgte at binde arbejderne til kapitalismen, have sejret og arbejderrådene være blevet druknet i blod – som de blev i Tyskland bare 18 måneder senere.
Kampen viser sig i forskellige former. I lange perioder sker der det, som Gramsci kaldte stillingskrig – en lang udstrakt kamp for at opnå små fremskridt. Gennem sådanne perioder engagerer revolutionære sig i hundreder af små kampe – kampe i fagforeninger, imod nedskæringer, anti-racistiske kampagner, opbygning af strejkestøtte og valgkampe – for at forsøge at forbedre arbejderklassens forhold en lille smule og for at vinde nogle få flere folk for revolutionære ideer.
Aktiviteter af den karakter lader kapitalismen intakt, men opbygger netværk af folk, der ønsker at omstyrte den. Disse netværk kommer først til deres virkelige ret, når stillingskrigen viger for det, Gramsci kaldte bevægelseskrig – pludselige, hurtige konfrontationer, hvori stemningen blandt millioner af mennesker kan ændre sig fra dag til dag. Hvis en revolutionær organisation er stærk, kan dens medlemmer være i stand til overfor folk i store tal at udpege den nødvendige retning for samfundet som helhed. Hvis den er svag eller ikke-eksisterende, kan folks forhåbninger vende sig til opgivelse, og alting kan gå baglæns.
Klassekampen er en form for krigsførelse, selv om det i lange perioder er en krig af lav intensitet. Begge sider bruger strategi og taktikker for at forsøge at komme i vinderposition. Dette er helt sikkert tilfældet, når det kommer til den herskende klasse. På arbejdsgiverforeningens møder, i eksklusive klubber, ved møder i G8 eller europæiske topmøder, og i aviser og magasiners spalter, så som Financial Times og Economist, diskuterer medlemmer af den herskende klasse, hvordan der skabes bedre betingelser for profitabiliteten, og hvordan de skal slå den uundgåelige modstand tilbage. Grupperinger omkring den herskende klasses interesser opstår og vinder opbakning fra resten af deres klasse til metoder, der kan lulle modstanden i søvn eller isolere én del fra resten eller splitte den midt over. Gennem hemmelige møder og notater lægger disse grupper pres på regeringer, topembedsmænd og politimestre for at få dem til at rette ind.
En revolutionær organisation, der er rodfæstet i klassekampen, er nødt til at udvikle strategier og taktikker til at modgå sådanne manøvrer. Den er nødt til at udpege de svage punkter i modstanden og gøre sit bedste for at overvinde dem, og den må forsøge at lokalisere de svage punkter på den herskende klasses side. Nogle gange er det simpelthen et spørgsmål om at forsøge at holde folk sammen efter en tabt strejke eller en demonstration, som politiet har smadret. Nogle gange er det et spørgsmål om at udnytte en mulighed for at gå i offensiven, når man stilles over for fornyet selvtillid blandt arbejderne og sprækker i den herskende klasse. Ofte er det et spørgsmål om at vinde en håndfuld folk for ideen om revolutionens mulighed, lejlighedsvis er det et spørgsmål om at lede millioner af mennesker i et direkte angreb på den herskende klasses magt. Der findes ikke et enkelt sæt taktikker eller paroler, der passer til enhver situation. De må udarbejdes i forhold til kampen konkret, og den revolutionære organisation er nødt til at handle på en sådan måde, at taktikker og paroler bliver afprøvet for at se, hvilke ideer der fungerer i praksis.
Dette har vigtige konsekvenser. Organisationen kan ikke være en løs føderation af aktivister, der hver især gør, hvad de har lyst til uden at afstemme det med hinanden. Deres aktiviteter må koordineres for at udgøre et sammenhængende svar overfor den herskende klasse i en evigt forandrende kamp. Dette kræver en grad af centralisering af organisationen, en villighed til at tage beslutninger og udføre dem kollektivt. Det kræver også demokrati som den eneste måde at sikre, at beslutningerne virkelig modsvarer de erfaringer, medlemmerne gør ved at deltage i forskellige kampe.
I traditionelle politiske partier er der altid en adskillelse mellem en ledelse, der udarbejder politikken, og en medlemsskare, der fører den ud i livet. I Labour Party traditionen er der en yderligere adskillelse mellem de, der engagerer sig i politik gennem partiets parlamentariske aktiviteter, og de, der engagerer sig i den økonomiske kamp gennem fagforeningerne. Den revolutionære organisations mål er at overvinde begge typer af opdelinger. Med de ord, som de, der tog del i den revolutionære bølge efter 1. Verdenskrig, udtrykte det, så var det et “parti af en ny type”. Det forsøger at kæmpe på alle fronter – den økonomiske, den politiske og den ideologiske – nøjagtigt som den herskende klasse gør. Den forsøger at mobilisere på arbejdspladserne og i fagforeningerne omkring politiske spørgsmål – imod krig eller imod fascisme – og ser ikke ideologiske eller teoretiske debatter som noget, der bare er for akademikere, men som en del af en proces der afklarer problemerne for enhver, der er involveret i kampe. På samme tid er det heller ikke sådan, at organisationen negligerer selv de mest elementære spørgsmål omkring løn og arbejdsforhold, den nægter at overlade den slags spørgsmål til fagforeningsledernes reformisme.
Det absolut vigtigste taktiske spørgsmål for revolutionære er det, der drejer sig om at arbejde sammen med de arbejdere, der er under indflydelse af reformistiske ideer. Det er let for én selv, når man først er blevet revolutionær, at være afvisende over for folk, der fortsat har tiltro til reformistiske politikere eller fagforeningsledere. Når det kommer til stykket, er det jo ensbetydende med at acceptere parlamentarismen og den eksisterende stat og ideen om fællesskab med arbejdsgiverne. Men at nægte at arbejde sammen med sådanne folk er at vende ryggen til dem og opgive klassekampen.
Dette spørgsmål blev det centrale for revolutionære i årene umiddelbart efter 1917, da revolutionen havde sejret i Rusland, men lidt nederlag i Tyskland og Italien, fordi flertallet stadig stolede på de reformistiske ledere. Spørgsmålet blev centralt igen i 1930erne, da fascismens udbredelse truede alle arbejderorganisationers eksistens. Det er det centrale spørgsmål i dag, hvor der er en vækst i modstanden mod systemet, men hvor de fleste af verdens arbejdere, bønder og fattige er langt fra at tilslutte sig revolutionære socialistiske ideer.
Den grundlæggende metode til at arbejde med dette spørgsmål – udviklet i 1917 og i årene, der fulgte – var “enhedsfronten”. Metoden hviler på erkendelsen af, at folk, der har tiltro til reformismen, ønsker ting, som kapitalismen ikke vil give uden kamp, og at de reformistiske ledere sædvanligvis vil tøve overfor at lede disse kampe. Hvad folk ønsker, kan variere voldsomt – fra lønforhøjelser til, at arbejdsgiverne opgiver krav om lavere løn, fra beskyttelse af den offentlige service til politiske rettigheder, eller til afslutning af imperialistiske krige. I alle tilfældene er det ting, som revolutionære såvel som reformister støtter, og som ikke kan vindes af revolutionære alene.
I 1930erne for eksempel, var fascismen en trussel overfor enhver form for arbejderorganisering såvel som overfor jøder og andre minoriteter. Hitler forbød socialdemokratiet såvel som kommunistpartiet og opløste fagforeningerne. Den eneste måde at slå nazisterne og komme holocaust og verdenskrigen i forkøbet havde været at mobilisere hele arbejderklassens styrke. Tragisk nok skete det ikke.
Lignende overvejelser har været foretaget siden 2001 i kampen mod de krige, USA fører med Storbritanniens og andre landes støtte. Revolutionære modsætter sig sådanne krige af princip, men vores antal alene ville ikke have nogen indflydelse på de regeringer, der fører krigene. Det er kun ved at føre kampagner sammen med folk i stort tal, der ikke deler revolutionære synspunkter, at det bliver muligt at stoppe krigene i Irak og Afghanistan.
En sådan enhed kan ikke bygges på ultimatummer eller forhåndsbetingelser. Man kan ikke opbygge en enhed imod fascismen, hvis man kun samarbejder med de, der er enige i at gå imod alle kapitalistiske regeringer. Kravene, hvorom enhedsfronten bliver etableret, skal være acceptable for folk med reformistiske ideer, selv når kravene kun er et minimum af det, de revolutionære ønsker.
Noget andet er også vigtigt. For at vinde folk i store tal til at engagere sig i fælles kamp, mens de stadig har tillid til reformistiske politikere og fagforeningsledere, er det nødvendigt at opfordringen til fælles handling bliver stillet overfor disse ledere, også selv om man ikke kan stole på dem. Opfordringen må følge denne formel: “I siger, at I står for modstand imod krigen. Det gør vi også. Så lad os kæmpe sammen.” Hvis lederne erklærer sig enige, har vi bedre chancer for at vinde kampagnens mål og en lejlighed til at arbejde sammen med de, der har tillid til lederne, og således demonstrere den revolutionære tilgangs overlegenhed. Hvis lederne derimod afviser opfordringen, bliver det nemmere at vinde deres tilhængere væk fra deres indflydelse, end hvis opfordringen aldrig var blevet fremsat.
At arbejde for en enhedsfront betyder ikke, at revolutionære dropper deres uenigheder med de reformistiske ledere, der uvægerligt vil forsøge at trække i land i forhold til at føre den kamp, der er nødvendig for at vinde. Revolutionære må forsøge at overbevise mange folk i enhedsfronten om at føre kampen fremad, hvis de reformistiske ledere nægter at gøre det. Dette betyder at fortsætte med at fremlægge revolutionære argumenter i aviser, løbesedler, til offentlige møder og i personlige diskussioner, mens man er engageret i fælles handling.
Hvordan enhedsfronten bliver udformet, afhænger af de konkrete omstændigheder. Det er indlysende, at det ikke giver mening, hvis revolutionære forsøger at skabe en enhedsfront med New Labour imod den krig, som Tony Blair fører, eller en imod nedskæringerne i den offentlige service, der gennemføres med New Labour i regeringen. Men der bør gøres forsøg på at inddrage personer fra Labour og fagbevægelsen i fælles aktioner på sådanne spørgsmål, også selv om de er uenige med revolutionære omkring meget andet. Det var sådan, Anti Nazi League blev opbygget i slutningen af 1970erne, og en lignende tilgang har været fundamentet for Stop the War Coalition’s succes siden 2001.
En afsluttende pointe: Reformismen antager ikke altid en form, der ligner Labour Party eller fagforeningerne. Bevægelser kan vokse op omkring enkeltspørgsmål og ikke se forbindelsen mellem dette spørgsmål og kapitalismen som helhed. Opbygningen af en enhedsfront bør også knytte tråde til sådanne bevægelser eller til kendte personer, der forbindes med dem. Dette er specielt vigtigt i kampen imod racismen. Spørgsmålet er altid, hvordan trækkes folk, der ikke anerkender de revolutionære ideer, ind i fælles kampe.
Den anti-kapitalistiske journalist George Monbiot har tydeligt formuleret et argument, man ofte hører. I Guardian skrev han i maj 2000: “Hvis den fremskredne kapitalisme er det mest voldelige af alle politiske systemer, så er voldelig kamp imod dette system dømt til at tabe.” Den slags argumenter er sædvanligvis kombineret med påstande omkring den succes, som ikke-voldelige direkte aktions bevægelser har haft i fortiden, fx bevægelserne omkring Martin Luther King og Mahatma Gandhi. Ingen af eksemplerne lever imidlertid op til påstandene omkring dem.
Martin Luther King’s bevægelse brugte ikke-voldelig taktik. Men målet var ikke at omvende sydstaternes tilhængere af raceadskillelse og Ku Klux Klan. Det var snarere at overtale USA’s regering til at intervenere imod tilhængerne af raceadskillelse ved at bruge den organiserede vold, der var legemeliggjort i de statslige føderale styrker. Da denne taktik holdt op med at virke, brød Student Non-Violent Co-ordinating Comitte med King, og antog i stedet slagordet om væbnet selvforsvar.
Gandhi repræsenterede én bestanddel af en bred befrielsesbevægelse, hvoraf de fleste var indstillet på at bruge vold, hvis det så ud til at være nødvendigt. Højdepunktet i kampen, Quit India Movement i 1942, inkluderede strejker, væbnede angreb på politistationer, afsporing af tog, bombeangreb og optøjer. En af de indiske ledere, Bose, stablede en hær på benene til at kæmpe på japansk side imod briterne. Den afgørende handling, der overbeviste briterne om at opgive landet, var et indisk flådemytteri i Bombay i 1946, som Gandhi tog afstand fra.
Alle stater er afhængige af bevæbnede grupper, der er klar til at bruge vold imod de, som magthaverne erklærer for fjender – ydre eller indre. Somme tider er niveauet af magtanvendelse relativt lille, som når politiet smadrer en demonstration eller en blokade. Men stillet overfor alvorlige trusler vil disse styrker bruge rædselsvækkende vold, selv når deres modstandere insisterer på at holde sig til fredelige metoder, som det blev demonstreret i Chile i 1973. Enhver bevægelse, der står for revolutionær social forandring, men udelukker brugen af magt, når det er nødvendigt, dømmer sig selv til udslettelse og sine tilhængere til unødvendige lidelser.
Monbiots påstand om, at det på ingen måde er muligt at slå kapitalismens vold, overser systemets afhængighed af bredere sociale processer. Enhver herskende klasses position hviler på dens økonomiske magt og ideologiske dominans, såvel som dens monopol på fysisk magt. Revolutionære situationer opstår, når massebevægelser, der involverer millioner af mennesker, fører til, at staten nærmest er paralyseret. Det indebærer massestrejker, fabriksbesættelser, mytterier, dannelse af arbejder- og soldaterråd, enorme demonstrationer og dybe splittelser i den herskende klasse. Revolution er mulig i sådanne situationer, hvis massebevægelsen er indstillet på at bruge væbnet magt til at afvæbne de militær- og politienheder, der stadig er trofaste overfor den gamle orden.
Revolutionære brydninger har uvægerligt sin effekt blandt de væbnede styrkers menige. Når det kommer til stykket, udgøres de af folk fra arbejderklassen eller med baggrund i den lavere middelklasse og er enten blevet indkaldt eller har meldt sig frivilligt, fordi militæret lignede et sikkert job. De vil have meget svært ved at undgå at komme under indflydelse af den oprørsstemning, der bevæger deres brødre, søstre, forældre og tidligere skolekammerater. Men den strenge disciplin, som de påtvinges af officerer og befalingsmænd, forhindrer dem i at give åbent udtryk for deres følelser. De, der truer med at nægte at adlyde ordrer, kan forvente brutale straffe – i normale tider lange fængselsstraffe i militærfængsler, under krig eller undtagelsestilstand venter henrettelsespelotonen. Således blev de befalingsmænd i flåden i Chile i 1973, der udviste sympati med massebevægelsen, kastet i fængsel og tortureret. I Tyskland i 1917, da matroser organiserede en fredelig strejke, lyttede officererne til deres beklagelser og bad dem om at opløse aktionen, hvorefter der blev organiseret patruljer til at arrestere og henrette de, der blev anset for hovedmænd.
Enhver heldigt gennemført revolution er afhængig af, at de væbnede styrkers menige er indstillet på at bruge deres våben til at afvæbne officererne og opløse de mest reaktionære enheder. Det centrale punkt i etableringen af Pariserkommunen i 1871 kom, da en gruppe arbejderkvinder overbeviste de soldater, der skulle flytte kanonerne, om, at de skulle overgives til folket. I Rusland i februar 1917 fik mange soldater sympati for opstanden efter at have brugt tre dage på at bekæmpe massedemonstrationerne til at; nogle af dem tog initiativ til at arrestere deres egne officerer. I Barcelona i juli 1936, da generalerne startede et kup for at indføre fascisme i Spanien, var det modstand fra dårligt bevæbnede militser i Barcelona, opstillet af den anarkistiske fagforening CNT og det marxistiske parti POUM, der overbeviste en del af hæren, Stormgarden, om, at den skulle gå med i modstanden.
I hvert eneste tilfælde var det initiativet fra arbejderne udenfor hæren, der var nøglen til at give menige soldater selvtillid til at stå op imod deres reaktionære officerer. De ville kun kunne tage en sådan stilling, hvis de følte, at arbejderbevægelsen var indstillet på at gå hele vejen – ikke bare at udøve pression overfor hæren, men at gå sammen med soldaterne om at bryde officerernes kontrol og undgå straf til soldaterne. Dette nødvendiggør ikke massiv magtanvendelse. Hundrede bevæbnede menige kan konfrontere en officer med brug af minimal vold. Men det kræver en klar beslutsomhed i forhold til at bruge magt, hvis der er modstand. Ikke-vold er ikke en valgmulighed for soldater, der har sat sig for at gennemføre et mytteri, det ville bare stille officererne frit til at organisere voldelig aktion imod dem.
Når de mest aktive dele af masserne og mindretallet blandt de væbnede styrkers menige er organiseret til at handle beslutsomt, så vil niveauet for den reelle vold – antallet af døde og sårede – uvægerligt være lille. I modsætning hertil vil niveauet for den anden sides voldsanvendelse være meget stort, hvis massernes fremskredne dele er desorganiseret, eller hvis pacifistiske opfattelser er fremherskende.
Det vitale er, i hvilken grad det lykkes at trække de mest militante dele af arbejderne ind i en revolutionær organisation, der ikke bare har bred indflydelse på arbejdspladserne og i lokalområderne, men også i de væbnede styrker. Kun en sådan organisation kan sørge for at koordinere aktiviteterne på kasernerne blandt de, der hemmeligt sympatiserer med den bredere bevægelses revolutionære mål.
“En af verdens vigtigste og mest forfærdelige hændelser.” Sådan introducerede en radiospeaker en aften med programmer, der skulle markere årsdagen for den russiske revolution. Det centrale indslag var en kommentar af historikeren Orlando Figes, hvis populærhistoriske fremstilling af revolutionen, A People’s Tragedy (London, 1997), tilskriver begivenhederne i oktober 1917 til Lenins “blodtørst”. For Figes er oktober 1917 og stalinismens rædsler én og samme ting.
Det er et mantra, som modstandere af revolution elsker at gentage: Revolutioner fører altid til katastrofer, siger de, og den eneste måde at beskytte civilisationen er at støtte, at magten ligger hos millionærer og multinationale eller hos aristokrater og konger. For at opretholde det argument er de nødt til at ignorere den mest elementære kendsgerning – at grundlaget for Stalins magt fra 1929 indtil hans død i 1953 var fuldkommen forskelligt fra det, der blev etableret i oktober 1917.
1917’s revolutionære regering var baseret på delegerede, valgt til et arbejderråd. Den havde opbakning fra 67 procent af de delegerede, valgt i oktober 1917, og fra 74 procent af de, der blev valgt ved valg tre måneder senere. Sådanne valg fandt sted på baggrund af åben og utvungen debat mellem aviser og tidsskrifter, der støttede forskellige partier. Indenfor bolsjevikpartiet, der overvejende bestod af arbejdere, var der fri og åben debat, i det mindste i de næste fire år.
Det første år af revolutionen var karakteriseret af social forandring – etablering af arbejderkontrol over direktørerne i fabrikkerne, fordeling af godsejernes jord blandt bønderne, indrømmelse af selvbestemmelse til de undertrykte nationaliteter. En masse sociale reformer, der var langt foran ethvert af tidens kapitalistiske samfund, gav kvinderne stemmeret til sovjetvalgene, gjorde skilsmisser lovlige, etablerede vuggestuer, fjernede love imod homoseksualitet, fjernede diskrimination imod jøder og åbnede for uddannelse til alle.
I modsætning hertil var der ingen arbejderråd under Stalin. Den Øverste Sovjet i hans 1936-forfatning, var en falsk parlamentarisk struktur, hvortil der ikke var frie valg. Der var kun ét parti, og alle aviser og tidsskrifter fulgte slavisk dets linje. Flertallet af parlamentsmedlemmerne var ikke arbejdere, men direktører, statsbureaukrater og fuldtidsansatte i partiet. Intet partimedlem, høj eller lav, havde lov til at fremlægge politik, der afveg fra Stalins. Enhver, der forsøgte, blev fængslet og sædvanligvis henrettet.
Stalins parti fortsatte med at kalde sig Sovjetunionens Kommunistiske Parti (Bolsjevikker). Men det havde intet til fælles med 1917-partiet. Kun 1,3 procent af de 1,5 millioner medlemmer i 1939 havde været medlemmer i 1917, og kun hver 10ende af de overlevende 200.000 medlemmer af Bolsjevikpartiet i 1918, var stadig i Stalins parti. Af de 15 medlemmer af den første revolutionære regering blev 10 henrettet eller myrdet på Stalins ordre, fire døde af naturlige årsager og kun én – Stalin – overlevede. Hundredtusinder af revolutionære blev dræbt af det hemmelige politi eller døde i arbejdslejre. Som Leon Trotskij formulerede det før Stalin fik ham snigmyrdet, så var der “en strøm af blod” mellem bolsjevismen og stalinismen.
Nogle mennesker hævder, at fordi stalinismen opstod i Rusland efter revolutionen og involverede nogle af de der spillede en rolle i revolutionen, så må der være en forbindelse. Men at én begivenhed følger en anden, beviser ikke, at den ene er en følge af den anden. En fabrik vil måske lægge en genstand af jern udenfor. Men hvis den efterlades og ruster, indtil den er ubrugelig, så vil ingen ved deres fulde fem hævde, at fabrikken var skyld i rusten. På samme måde kan ingen sige, at en revolution er ansvarlig for noget, der sker adskillige år senere. Man er nødt til også at se på andre faktorers indflydelse.
Karl Marx og Friedrich Engels fremhævede, at et socialistisk samfund først kunne opbygges, når den avancerede kapitalisme var etableret. Klasser opstod i fortiden, sagde de, fordi naturlig knaphed forhindrede, at der blev lagt værdier til side til at fremme civilisationen eller forbedre produktionen, uden at en del af samfundet udbyttede resten. Kapitalistisk akkumulation førte til vækst i produktionsmidlerne i så massiv skala, at knapheden blev overvundet, men dens klasseinteresser forhindrede samfundet i at bevæge sig fremad. Imidlertid muliggjorde kapitalismen også en revolution udført af “det overvældende flertal i det overvældende flertals interesse”.
Rusland var i 1917 langt fra at være en fremskreden kapitalisme. Der var lommer af avanceret industri i Petersborg, Moskva og nogle få andre steder, og det var arbejderne de steder, der lavede revolutionen. Men fire femtedele af befolkningen levede på landet, dyrkede jorden under stort set middelalderlige forhold, med et minimalt niveau af alfabetisme eller viden om verden i det hele taget. Af den grund argumenterede Lenin og bolsjevikkerne før 1917 imod enhver ide om, at en revolution i Rusland kunne være en socialistisk revolution. De ændrede opfattelse, fordi de så det, der skete, som en del af en revolutionær bølge, der kunne sprede sig tværs over Europa – en proces, som Leon Trotskij, der var kommet på ideen meget tidligere, kaldte “permanent revolution”. Vesteuropas avancerede industri – især Tysklands – ville kunne tilbyde midler til at overvinde Ruslands tilbageståenhed. Hvis dette ikke skete, “vil vi gå til grunde”, sagde Lenin.
Det var ikke noget vanvittigt perspektiv. Ikke bare Rusland, men også de andre store riger, der dominerede det meste af Europa, Østrig-Ungarn, Tyskland og det Ottomanske Rige, brød sammen efter 1917. Ved udgangen af 1918 var der arbejderråd i Wien og Berlin, såvel som i Moskva og Leningrad. En arbejderregering kontrollerede Ungarn i flere måneder. Italien gennemgik “to røde år”, der kulminerede i 1920 med besættelse af næsten alle landets fabrikker. En revolutionær bevægelse sprang op i Spanien. I Storbritannien sagde premierminister Lloyd George til fagforeningerne, at de havde magten til at lave en revolution, hvis de ønskede at gøre det.
Alligevel led forsøget på at sprede revolutionen nederlag. Arbejderne i Vesten var ikke immune overfor revolutionære ideer, men lederne af Labour og de socialdemokratiske partier arbejdede sammen med kapitalisterne og militæret om at fastholde den gamle orden. “Jeg afskyer revolution som pesten,” sagde den tyske socialdemokratiske leder Ebert, der blev præsident i 1919. “Nogen er nødt til at være blodhunden,” sagde hans kollega Noske, mens han ledte en lejehær, bestående af officerer fra det gamle rige, frem til at knuse strejker og opstande.
Det revolutionære styre i Rusland blev ladt alene tilbage, ødelagt af tre år med verdenskrig og derefter invaderet af “hvide” hære under ledelse af den gamle herskende klasse. “Jo større terror, jo større er vor sejr,” erklærede den kontra-revolutionære general Kornilov, “vi må redde Rusland, selv om vi er nødt til at brænde halvdelen ned og udgyde tre fjerdedele af alle russeres blod.” “Anti-semitisk gift nærmest drev af de offentlige proklamationer fra Denikins generaler”, fortæller en britisk historiker, der ikke er sympatisk indstillet overfor bolsjevikkerne. Han opregner følgende omkring de hvide hære: “Med pogromerne, der eksploderede over Ukraines jøder i 1919, begik bolsjevismens fjender nogle af de mest brutale forfølgelser i den vestlige verdens moderne historie.” Under general Kolshacks [9] jurisdiktion “dinglede mænd og kvinder i store tal fra telegrafpælene ... og med maskingeværer nedskød hans mænd godsvogne fulde af ofre ved henrettelsespladser langs med jernbanen.” [10]
Ødelæggelserne forårsaget af de hvide hære blev mangedoblet gennem intervention fra alle de store kapitalistiske magter. Fjorten lande sendte styrker ind for at forsøge at knuse revolutionen, der syntes dømt til nederlag, i august 1919, mens hvide hære, støttet af 200.000 vestlige tropper, stødte ind i hjertet på Rusland fra tre sider.
Den revolutionære magt overlevede, men til en frygtelig pris. Der var en forfærdelig mangel på fødevarer og udbredt kolera og rapporter om kannibalisme i visse dele af landet. Stort set alle fabrikker lukkede ned, efterhånden som råvarerne slap op, til sidst var produktionen nede på en ottendedel af førkrigsniveauet. Halvdelen af arbejdsstyrken forlod byerne for at finde føde på landet. De tilbageblevne overlevede på sparsomme rationer af brød, fremskaffet fra landområderne af bevæbnede tropper. Den arbejderklasse, der havde gennemført revolutionen, gik i opløsning, blev spredt udover hele Rusland. Det revolutionære demokrati, der hvilede på denne klasse, led uundgåeligt også under det. De militante blev ladt tilbage på magten uden en massebase, der kunne diskutere rigtigt og forkert i de,t de gjorde. Men de vidste, at det at opgive magten kun ville føre til kontra-revolutionens rædsler.
Victor Serge, en anarkist fra Vesteuropa, der tog til Rusland efter revolutionen, beskrev forandringerne i den revolutionære magt, skabt af udenlandsk intervention og borgerkrig. Indtil juni 1918, skrev han i sin Year one of the Russian Revolution (London, 1992):
Republikken har et helt system af indre demokrati. Proletariatets diktatur er endnu ikke et diktatur af Centralkomiteen eller visse enkeltpersoner. Dens mekanisme er kompleks. Hver sovjet, hver revolutionær komité, hver afdeling af bolsjevikpartiet eller det venstresocialrevolutionære parti, holder en del af det, og styrer det på sin egen måde. Alle dekreterne bliver debatteret på møder [i den Al-Russiske Sovjets ledelse] der ofte er kolossal interesse omkring ... Her nyder styrets fjender ytringsfrihed med mere end parlamentarisk frisind ...
Men presset på kerneområdet, som revolutionen holdt, blev næsten overvældende i juni 1918. Ikke bare avancerede de hvide hære, men mindretalspartiet i den revolutionære regering, de venstresocialrevolutionære, snigmyrdede den tyske ambassadør i et forsøg på at fremprovokere fornyet krig mod Tyskland og selv bemægtige sig magten. Serge beskriver hvordan presset:
... udgør en umiskendelig trussel mod republikkens overlevelse. Det proletariske diktatur er tvunget til straks at afkaste sig sit demokratiske udstyr. Hungersnød og lokalt anarki fremtvinger en rigoristisk magtkoncentration i hænderne på de forskellige kommissærer ... Konspiration fremtvinger oprettelsen af et magtfuldt apparat til indre forsvar. Snigmord, bondeopstande og dødelig fare fremtvinger brugen af terror ... Sovjetinstitutionen ... fungerer nu i et vakuum.
Denne forandring var ikke resultatet af en eller anden djævelsk plan udarbejdet af Lenin og bolsjevikkerne, som konservative, liberale, socialdemokrater og mange anarkister har hævdet siden. Det var et resultat af, at revolutionen blev kvalt udefra.
Bolsjevikpartiet selv gennemgik forandringer, mens det kæmpede for at holde revolutionen i live. Det gik ind i 1918 som overvejende et arbejderparti med omkring 200.000 medlemmer – en ud af ti af de, der arbejdede i moderne industrivirksomheder. Det var disse, der var aktivisterne i at bære byrden med at forsvare revolutionen, de udgjorde kernen i Den Røde Hær, var involveret i kontinuerlig krigsførelse, de der satte deres liv på spil for at hindre kontra-revolutionære sammensværgelser i byerne, og de forsøgte desperat at holde industrien i gang på trods af manglen på råmaterialer.
De fleste bevarede det engagement i socialismen, der havde holdt dem fast i årene med undertrykkelse og verdenskrig. Men ydre pres begyndte at forandre den måde, som mange så deres engagement på. Folk begyndte at omdefinere det “diktatur”, der var nødvendigt for at fastholde situationen, til et diktatur, der ikke længere skulle udøves gennem arbejdernes demokratiske institutioner, men som et partiets diktatur.
Samtidig var de tvunget til at stole på assistance fra folk fra middelklassen og de lavere grader af den gamle zaristiske administration i stort tal, folk der næppe havde et gram socialistisk ånd i sig. Lenin var i stigende grad opmærksom på problemerne, som den revolutionære republik stod overfor. I 1920 bemærkede han: “Vi står med ... en arbejderstat med bureaukratiske fordrejninger.” Han beskrev statsapparatet som “lånt fra zarismen og knap nok berørt af sovjetverden ... en borgerlig og zaristisk mekanisme.”
Dette pres førte til, at der opstod et lag indenfor bolsjevikpartiet og statsapparatet, der mere og mere fjernede sig fra de revolutionære demokratiske traditioner fra 1917. Den person, der kom til at udtrykke dette lags holdninger, var Josef Stalin, en ikke særlig fremtrædende figur i 1917, men som mere og mere kom til at indtage den døende Lenins plads fra 1922. I sit testamente, skrevet i 1923 kort før sin død, opfordrede Lenin partiet til at fjerne Stalin fra posten som generalsekretær. Så stor var forrådnelsen, selv i toppen af partiet, at hans råd blev ignoreret.
Gennem det næste årti blev partimedlemmer, der gik imod Stalin, tvunget ud, og en række retssager fra 1936 og frem førte til henrettelsen af stort set hele den revolutionære generation fra 1917. Leon Trotskij, almindeligvis sammen med Lenin anerkendt som de vigtigste revolutionære ledere i 1917-21, blev udvist af USSR og forfulgt fra land til land, indtil han blev myrdet af en af Stalins agenter i Mexico i 1940.
Intet af dette var et uundgåeligt produkt af revolutionen. Det var snarere et produkt af de angreb, der blev rettet imod revolutionen af verdens parasitklasser. Den polsk-tyske revolutionære Rosa Luxemburg, der selv blev myrdet i 1919, fordi hun forsøgte at sprede revolutionen, anerkendte dette så tidligt som i 1918. Hun skrev:
Alt det, der sker i Rusland, er forståeligt og en uundgåelig kæde af årsager og virkninger, med udgangspunktet og slutstenen: Det tyske proletariats svigt og den tyske imperialismes besættelse af Rusland. Man ville kræve det umenneskelige af Lenin og hans kammerater, hvis man også under sådanne forhold skulle fremtrylle det smukkeste demokrati, det mest forbilledlige proletariatets diktatur og en blomstrende socialistisk økonomi ... For en mønstergyldig og fejlfri proletarisk revolution i et land, som er isoleret, udmattet af verdenskrigen, kvalt af imperialismen, forrådt af det internationale proletariat, ville netop være et mirakel. [Rosa Luxemburg, Den russiske revolution. [11]
Et menneske, der bliver stranguleret, ender som et stinkende, misfarvet lig, hvor maddiker kravler rundt, men ingen giver den levende person skylden for det. Den levende revolution af 1917 blev kvalt, men ingen bør give selve revolutionen skylden for den vederstyggelighed, den endte som.
Mordet på den revolutionære generation fra 1917 var et symptom på den fundamentale forandring i det russiske samfund. I 1920erne blev Sovjetunionen styret af et mere og mere bureaukratiseret lag, som stadig gav visse indirekte, omend svagere, udtryk for at bekymre sig for bønderne og arbejderen. Men i 1928 blev problemet med at forsøge at opretholde en isoleret stat i et tilbagestående land i en kapitalistisk verden sat i centrum.
Bureaukraterne omkring Stalin opgav ethvert reelt håb om at overvinde verdenssystemets pres gennem at sprede revolutionen. De mente, at de stod tilbage med kun ét valg – at opbygge en industri i konkurrence med resten af verden ved at angribe bøndernes og arbejdernes livsbetingelser. De sendte hæren ud i landområderne for først at sætte sig på bøndernes afgrøder og derefter deres jord, en proces de kaldte “kollektivisering”. Regimet afskaffede de sidste elementer af fagforeningernes selvstændighed og skar reallønnen ned med omkring 50 procent. Undertrykkelse af nationale mindretal, der udgjorde halvdelen af befolkningen, vendte tilbage. De, der opponerede imod tabet af deres jord eller deres rettigheder, blev sendt til slavearbejdslejre, hvor antallet af beboere voksede fra 30.000 i 1928 til 662.000 i 1930 og fem millioner i slutningen af 1930erne. Intellektuelle blev bestukket eller terroriseret til underkastelse overfor et regime, der frygtede, at det mindste digt eller teaterstykke skulle udtrykke massernes lidelser.
Der er en forbindelse mellem den totalitære struktur, der kom til at dominere Sovjetunionen under Stalin, og politikken med at opbygge industri i konkurrence med de eksisterende magter. Men det er en forbindelse, der ikke kan begribes af de, der ser stalinismen som den logiske fortsættelse af bolsjevismen.
Industrialiseringen af økonomisk tilbagestående lande er altid blevet gennemført på bekostning af folkets masser, ofte med barbariske midler. Sådan var det med den industrielle revolution i Storbritannien, der var afhængig af, at bønderne blev drevet væk fra deres jord, af at der blev opbygget arbejdsanstalter for at tvinge folk til at tage et job, af at millioner af afrikanere blev gjort til slaver og af plyndring og forarmelse af Indien. Denne proces tog 300 år. Stalin brugte lignende midler, bare komprimeret ned til to årtier – kollektiviseringen af bønderne, straffearbejde, slavelejre og besættelsen af Østeuropa efter 1945. Barbariet var så tilsvarende koncentreret.
Stalin kaldte dette system socialistisk og den russiske herskende klasses parti for kommunistisk. Det meste af venstrefløjen i resten af verden tog ham på ordet, og tillod således højrefløjen at erklære, at Sovjetunionen beviste, at socialismen uundgåeligt førte til totalitarisme og lidelser. Begge sider overså lighederne mellem det stalinistiske system og den vestlige kapitalisme – underordningen af folkets masser under et udbytningssystem, som tillod et hold herskere at konkurrere økonomisk og militært med et andet.
Den russiske revolution var ikke den eneste opstand i det 20. århundrede. Der var andre i Mexico, Tyrkiet, Tyskland, Østrig, Kina, Egypten, Irak, Iran, Vietnam, Cuba, Portugal og Nicaragua. Men ingen af disse medførte, at arbejderne organiserede sig demokratisk for at etablere deres egen magt. Nogle af revolutionerne involverede stækkede massebevægelser, som ikke kom længere end udskiftning af gamle monarkier med det begrænsede demokrati, som tillades under kapitalismen. Det var, hvad der skete i Tyskland og Østrig ved afslutningen af 1. verdenskrig og i Italien ved slutningen af den anden. I andre tilfælde som i Mexico i 1920 erstattede et nyt borgerligt lag et gammelt gennem brug af revolutionære paroler, mens de så igennem fingre med mord på revolutionens ledere.
Der var andre sejrende revolutionære bevægelser, der kaldte sig selv socialistiske eller endda kommunistiske og marxistiske. Når de bliver undersøgt nærmere, var de dog meget fjernt fra det arbejderdemokrati, der fandtes i Rusland i 1917. De omfattede guerillahære af varierende størrelse, styret på en autoritær måde med menige soldater fra bondebaggrund og ledere fra middelklassen. Det gjaldt den kinesiske Folkets Hær, der fejede ind i Beijing i 1949, og også Vietminh, der slog Frankrig i Vietnam i 1954 samt efterfølgeren FNL, der drev USA ud af Sydvietnam i den krig, der endte i 1975. Disse styrker udtrykte folkelig modstand imod godsejere og udenlandsk herredømme. Men de var aldrig under folkelig demokratisk kontrol.
Det samme var tilfældet med det regime under Abdul Nasser, der indtog Egypten ved revolutionen i 1952, trodsede imperialismen, omfordelte jorden og nationaliserede 85 procent af industrien. Det var tilfældet med den oprørshær, der tog magten i Cuba nytårsdag 1959. På intet tidspunkt var masserne af arbejdere og fattigbønder i Cuba inddraget i en fri debat om, hvilken retning revolutionen skulle tage eller målene for den økonomiske planlægning, og det er de stadig ikke den dag i dag. Cubanske arbejdere i byerne og på landet kan bifalde de mål, de synes om, og beklage sig i stilhed om dem, de ikke synes om. Men de har ikke lov til at organisere sig, at udgive publikationer med andre synspunkter end de, der kommer fra toppen, eller at stemme om forslag til videreudvikling af samfundet.
Regimer som Castros i Cuba kan måske til en vis grad have været bedre end det, der var før – og Cuba fortjener at blive forsvaret imod USA’s kvælningsforsøg i dag. Men det er ikke, hvad revolutioner i det 21. århundrede burde dreje sig om. I virkeligheden viser alle de nævnte regimer tegn på at udvikle sig mere og mere i retning af den vestlige udgave af kapitalismen.
Modstandere af revolutionær forandring falder altid tilbage på ét argument – menneskets natur. De siger, at den udelukker ethvert alternativ til den konkurrence og grådighed, der karakteriserer kapitalismen, at enhver revolution simpelthen bare vil føre til nye herskere, der vil behandle folkemasserne på samme måde som de gamle herskere. Det er uundgåeligt, at revolutioner “æder sine egne børn”, og det sker på grund af den menneskelige natur, siger de, med et citat fra en af de moderate i den franske revolution.
Disse argumenter bygger på ideen om, at mennesket er en “nøgen abe”, og antyder, at folk har en tendens til konkurrence og vold, som er nedarvet fra vore forfædre blandt primaterne. Ifølge én forfatter:
Hierarki er en institution blandt alle sociale dyr, og driften til at dominere sine fæller er et instinkt, der er tre eller fire millioner år gammelt ... Menneskets drift til at samle besiddelser er ganske enkelt udtryk for et dyrisk instinkt ... Roden til nationalisme er dybt begravet i det sociale territorium blandt næsten alle arter i vores tætte primatfamilie ... Vores tidlige menneskelige forfædre var engageret i løbende blodig kamp, både med andre arter og med hinanden. [Robert Ardrey, African genesis (London, 1969).]
Discipliner, der formodes at være videnskabelige, først socio-biologi og i nyere tid evolutions-psykologi, har været brugt til at lægge en sofistikeret pynt på sådanne påstande. En bog, der er medredigeret af en af verdens førende eksperter i insekter, konkluderer, at der er gener for foretagsomhed, aggression, ondskabsfuldhed, konformitet, fremmedhad, kønsroller og meget mere, og advarer imod at forestille sig den menneskelige natur “som relativt ustruktureret og meget eller helt et produkt af ydre socio-økonomiske kræfter.” [Charles J. Lumsden and Edward O. Wilson: Genes, mind and culture (Cambridge Mass., 1981).]
Imidlertid er der et nøgletræk ved menneskets genetiske sammensætning, der adskiller os fra andre skabninger. Dyr er genetisk programmeret på en snæver måde, der udstyrer dem med træk, der er passende til en begrænset type af omgivelser. Vi er karakteriseret ved en umådelig fleksibilitet i vores adfærd, og det gør os i stand til at trives i alle dele af verden. Vores genetiske specialitet er, at vi ikke er specialiserede, ikke begrænset af en hel række instinktive adfærdsmønstre. Ét resultat er, at mennesker kan udvise meget forskellige former for adfærd – spændende fra stor omsorg for hinanden til egoisme og vold. Den fremherskende adfærd er ikke genetisk forudbestemt.
I omkring 94 procent af den tid, der er gået siden mennesket opstod, har vores forfædre levet ved at fouragere – det der ofte kaldes for jægere og samlere – før udviklingen af landbrug og det bofaste landsbyliv. Evolutionære biologer hævder, at vi blev genetisk programmeret i løbet af den periode til at opføre os, som vi gør i nutidens samfund. Men studier af jæger-samler samfund viser træk, der er meget forskellige fra det stereotype billede af menneskets natur. En tidlig iagttager af jæger-samlerfolket Montagnais i Canada, noterede i 1834:
De to tyranner, der betyder helvede og tortur for mange af vore europæere, hersker ikke i deres store skove – jeg mener ærgerrighed og griskhed ... ingen af dem har overgivet sig selv til djævelen for at opnå rigdom. [Citeret i: M. Sahlins: Stone Age Economics (London, 1974).]
Tættere på vor tid skrev en antropolog:
Der er ikke noget formelt lederskab og slet ikke klassedeling indenfor disse samfund. Individuel beslutning er mulig for både mænd og kvinder i forhold til deres daglige rutiner ... Mænd og kvinder er i lige grad frit stillet til at beslutte, hvordan de vil tilbringe dagen: hvorvidt de vil jage eller samle, og sammen med hvem. [E. Friedl: Women and Men: the Anthropologist’s view (New York, 1975).]
De enkelte medlemmer af jæger-samlerflokken nyder autonomi på et niveau, der er betydelig højere, end det er for masserne i et klassesamfund. Men det er ikke akkompagneret af egoisme.
Antropologen Richard Lee, der udførte et yderst gennemgribende studie af et jæger- og samlersamfund, !Kung-folket i det nordøstlige Namibia, konkluderede:
Det er den lange erfaring med ligelig deling, der har formet vores fortid. På trods af vores tilsyneladende tilpasning til livet i hierarkiske strukturer og på trods af menneskerettighedernes temmelig sørgelige tilstand i mange dele af verden er der tegn på, at menneskeheden bibeholder en dybt rodfæstet sans for lighed, en dybt rodfæstet hengivenhed overfor gensidighedens norm, en dybt rodfæstet ... sans for fællesskab. [R. Lee: Reflection on Primitive Communism. I: T. Ingold and others: Hunters and Gatherers, vol. I (New York, 1991).]
Overraskende nok deler den mest prominente højrefløjs økonom i det 20. århundrede, Friderich von Hayek, det samme synspunkt, selv om han ikke kunne lide det faktum, at det er sådan, da han skrev om farlige “medfødte instinkter”, som førte masserne til at ønske “en retfærdig fordeling, hvori organiseret magt bliver brugt til at tildele hver enkelt hvad han fortjener”.
Alt dette er ikke ensbetydende med, at der findes en vidunderlig, venlig menneskelig natur, der automatisk leder folk til opføre sig på en positiv måde. Det betyder snarere, at menneskelig opførsel er fleksibel og varierer, afhængigt af hvilken situation folk befinder sig i. Grunden til, at samarbejdet blomstrede i jæger- og samlersamfundet, var, at mennesket var nødt til at samarbejde og drage omsorg for hinanden, hvis det ville overleve.
Menneskeheden har levet i mange forskellige samfundstyper, siden nogle af vore forfædre begyndte at leve på andre måder end som jægere og samlere for omkring 10.000 år siden – fra jordbrug med lette hakker, nomadeliv og fiskeri til jordbrug med kraftige plove, langdistancehandel, håndværksproduktion og til slut industriproduktion. Der har været samfund baseret på slægtskabsgrupper, samfund styret af privilegerede religiøse eller royale grupper, samfund domineret af forskellige grupper af jordejere og kapitalistiske samfund baseret på udbytning af lønarbejdere gennem konkurrerende ejere af produktionsmidlerne. Hver samfundsform har ført til karakteristiske former for menneskelig adfærd, der blev så indgroet i folks tænkning, at de kom til at fremstå som det naturlige. Således blev det i middelalderen taget for givet over det meste af Europa, Asien og Afrika, at samfund udgjordes af faste hierarkier af stand eller kaster, som folk blev født ind i. I dag tages det for givet, at enkeltpersoner konkurrerer med hinanden for at forbedre deres sociale position – på trods af at vinderne næsten altid er børn af de, der allerede er på toppen.
Overgangen fra én sådan form for samfund – som vi beskriver som feudalt – til et andet, kapitalismen, indebar en forandring i “den menneskelige natur”. De måder, der tænkes og handles på i dag, er specifikke for det kapitalistiske samfund, hamret ind i os gennem hundreder af år med dette samfund.
Dette er imidlertid ikke afslutningen på historien, ellers ville det også have været svært at se, hvordan vi kunne blive i stand til at opbygge et samfund baseret på andre værdier. Kapitalismen er baseret på den modsætningsfyldte kombination af det, Marx identificerede som “social produktion og individuel tilegnelse”.
På den ene side er der et globalt produktionssystem, der samler milliarder af menneskers arbejdskraft, som arbejder kollektivt i fabrikker, miner, havne, lagre, supermarkeder, kontorer, landbrug – alt sammen forbundet af transport og kommunikationsnetværk. Dette indebærer løbende fælles interaktion mellem mennesker. På enhver arbejdsplads samarbejder folk, såvel som de konkurrerer. Hvis de ikke gjorde det, ville systemet ikke kunne fungere. Sygeplejersker kigger ikke på arbejdssedler eller lønskemaer, før de forholder sig til en patient. Lærere kræver ikke en bonus, før de hjælper et barn med læsevanskeligheder. Soldater risikerer ofte deres liv for hinanden. Disse tendenser er i stigende på grund af en af systemets mange modsætninger – at efterhånden som processer bliver mere komplekse, så bliver kontrol fra oven sværere. Ledelsen kan aldrig få noget, der ligner total viden om, hvad der sker på en arbejdsplads, og sætter stadig større lid til elementer af altruisme og ønsket om at gøre et godt stykke arbejde. Deraf moden med planer for medarbejderindflydelse, designet til at give arbejderne en følelse af, at de har en virkelig interesse i deres arbejde. Selv på det mest banale plan får folk altid hjælp fra andre – hvad enten det er at spørge om vej eller bede om hjælp i en nødsituation.
På den anden side foregår alle vore anstrengelser i en ramme af ubarmhjertig konkurrence mellem selskaber og stater, der snupper frugten af vores arbejde. Systemet føder både samarbejde og egoisme, altruisme og aggression, omsorg for andre og had. Systemet forvrider selv vores bedste intentioner. For at hjælpe sine børn må forældre kæmpe om børnehave- og skolepladser. Velgørende foreninger må kæmpe med andre velgørende foreninger for penge. Det er disse modsætninger i “den menneskelige natur” under kapitalismen, der forklarer blandingen af håb og rædsel i den nyere historie – eksempler på uselviskhed og solidaritet side om side med grusomheder og krig.
Værdien af samarbejde og gensidig omsorg kommer først virkelig til sin ret når de, hvis arbejde holder systemet i gang, bliver drevet til at kæmpe imod det. Det er kamp, der frigør samarbejdets ånd fra konkurrencens nedbrydende effekt. Selv i små, defensive kampe begynder folk at antage ideer, der udfordrer kapitalismens værdier – ideer om enhed, solidaritet og kollektiv stræben. Større kampe fører til nye måder at samarbejde på, der peger på en anden måde at styre samfundet på. Fællesskabsånden har sit højeste udtryk i strejkekomiteer og blokader, arbejderråd og arbejdermilitser.
Kæmpe demonstrationer skaber en fornemmelse af solidaritet, de begynder at opløse det daglige livs atomisering og egoisme. Store strejker lader folk udvikle disse fornemmelser over dage, uger eller måneder. Men revolutioner ændrer livet totalt. Deraf følger et af de ekstraordinære træk ved revolutioner, der gentages i næsten alle optegnelser – kriminaliteten aftager, endda selv om politistyrkerne går i opløsning.
I sin The Paris Commune of 1871 (London, 1977), skrev Frank Jellinek: “Den offentlige orden har aldrig været forstyrret så lidt ... voldsforbrydelser var få; røveri aftog bemærkelsesværdigt.” George Orwell beskrev stemningen i det revolutionære Barcelona i slutningen af 1936:
Tjenere og ekspedienter så direkte på én som deres ligemand. Servile og ceremonielle talemåder var midlertidigt forsvundet ... Frem for alt var der en tro på revolutionen og fremtiden, en følelse af at man pludselig var kommet op i lighedens og frihedens tid. Mennesker forsøgte at opføre sig menneskeligt og ikke som hjul i den kapitalistiske maskine.
Under skibsværftsbesættelsen i Gdansk i 1980 observerede den polske filminstruktør Andzrej Wajda “et præg af ro, koldblodighed, feststemning, noget ophøjet og ekstraordinært”. Ved slutningen af året, hvor arbejdernes bevægelse havde bredt sig til enhver arbejdsplads i Polen, fik det en sociolog til at notere: “Meget af irritationen og aggressiviteten personer imellem er forsvundet. Folk er søde ved hinanden.” En psykolog i Argentina rapporterer, hvordan udviklingen af bevægelsen blandt de arbejdsløse i 2001, piqueteros’en, førte til et hurtigt fald i psykiske lidelser.
I hvert af tilfældene førte kamp til, at ét element af “den menneskelig natur” begyndte at overstråle et andet. Det sociale element i produktionen, der forener folk, slap fri fra den “individuelle tilegnelse” – udbytningen – der deler dem. Det er sikkert, at vi vil se en transformering af den menneskelige natur i de revolutionære opstande, der er uundgåelige i dette århundrede. Hvad der ikke er sikkert er, om disse transformationer bliver permanente eller vil stå tilbage som flygtige erindringer.
Revolution drejer sig om mere end bare at omstyrte den herskende klasse. Det drejer sig også om at få nye måder for samarbejde, omkring det at tjene til livets ophold, sat på skinner. Dette er nødvendigt, hvis menneskeheden skal slippe af med de materielle begrænsninger, der betyder, at én milliard af verdens befolkning sulter hver dag, afskaffe de økonomiske kriser der periodisk ødelægger livet for yderligere millioner, afslutte det kolossale spild, miljøødelæggelserne og våbenudgifterne og befri verdens befolkningsmasser fra den daglige trædemølle.
At tage kontrol over produktionen er forudsætningen for at gøre alt dette. Når det kommer til stykket, så er det kun få af den håndfuld mennesker, der kontrollerer de multinationale selskaber,, og hvad der sker med store dele af verdens produktion, der har nogle særlige færdigheder, når det kommer til at producere ting. Deres rigdom gør dem i stand til at betale andre for at gøre det nødvendige.
De, der støtter det nuværende system, fortæller os, at det simpelthen ikke er muligt at styre tingene på nogen anden måde. Økonomen Alex Nove argumenterede i sin indflydelsesrige bog, The Economics of Feasible Socialism (London, 1983), at moderne produktion er for kompleks til at blive drevet på nogen anden måde end gennem kapitalismens markedsmekanisme. Den involverer produktion af alt for mange forskellige produkter og involverer store kvantiteter af komponenter. Ethvert forsøg på at indføre demokratisk planlægning vil resultere i bureaukrati af den type, der voksede op i Sovjetunionen, og vil være ekstrem ineffektivt. Han argumenterede: “Den komplekse moderne økonomi er uegnet til centraliseret ledelse” og “er bundet til at blive væltet over ende af at blive pålagt noget sådant.”
Men hvis produktionens tekniske kompleksitet ville være et problem for en demokratiske planlagt økonomi, må det også være et problem for en verdensøkonomi under kontrol af nogle få hundrede milliardærer. Hvis disse globale produktionsimperier skal kunne fungere profitabelt, så kan de ikke bare antage, at markedets blinde kræfter vil tilvejebringe de hundredetusinder af komponenter og andre input, som de får brug for om tre måneder eller om to år. De er nødt til at prøve at planlægge, for at sikre sig, at de får det, de skal bruge.
Sådan var det selv for 40 år siden. For at producere en serie små biler var det britiske firma Rootes nødt til:
at bestille, korrekt skemalægge og ordne ikke mindre end 16.000 forskellige dele ... [F]or at de kunne fødes igennem produktionsapparatet på en sådan måde, at tusinder af variationer kan udføres på en håndfuld basismodeller ... var selskabet tvunget til at arbejde i noget, der lignede et femårs mønster på en hvilken som helst given model. [G. Turner: The Car Makers (Harmondsworth, 1964).]
De tre supermarkedskæder, der dominerer fødevaresalget i Storbritannien, er nødt til at have en plan på et lignende kompleksitetsniveau. De ønsker at garantere den rette sammensætning af produkter i butikkerne måned efter måned, år efter år. De er ikke indstillet på blot at håbe på, at markedskræfterne vil sørge for det. Tværtimod har de taget kvælertag på fødevareindustrien, det meste af det britiske landbrug og mange bønder i lande som Spanien og Kenya for at sikre, at produktionen matcher det, som supermarkedskæderne forudser at ville få brug for.
Kapitalistisk planlægning er imidlertid rettet ind efter konkurrencen med konkurrenterne, ikke efter massernes behov. Det indebærer planlægning på befaling af de, hvis rigdom giver dem kontrol over produktionen – som har magten til at manipulere markedsforholdene for små firmaer og bønder og til at omdirigere al know-how til deres egne formål.
Hvis vi ser det på det mest basale niveau, så må vi sige, at når de, der styrer et multinationalt selskab, kan planlægge for at opnå deres mål, så er der ingen indre grund til, at demokratiske arbejdermagtsorganer ikke skulle kunne gøre det samme. Faktisk ville disse være i en bedre position, eftersom hvert enkelt kapitalistisk firmas planlægning igen og igen bliver undermineret af forsøg på at ødelægge konkurrenternes udsigter. Planer bliver ofte opgivet på halvvejen, hvilket skaber kaos for andre firmaer, der er indrettet på at levere komponenter. En arbejderregering, der for eksempel underordnede alle fødevareudsalg under demokratisk besluttede mål, ville ikke lide under den slags. Det ville tillade samarbejde på tværs af en hel industri i stedet for at konkurrere mod hinanden.
Dette betyder ikke, at nogen på forhånd forsøger at beregne antallet af forskellige komponenter der skal produceres – lige så lidt som de enkelte selskaber gør det i dag. Men det indebærer, at beslutninger omkring økonomiens generelle retning vil være underlagt demokratisk kontrol. Det, der betyder noget, er at sikre, at investeringer bliver brugt til at opfylde menneskelige behov. En sådan demokratisk kontrol bør udøves af valgte og tilbagekaldelige repræsentanter for de, hvis arbejde skaber alle samfundets værdier. De vil beslutte, hvorvidt der skal prioriteres at producere køretøjer eller kunstige nyrer, hvorvidt arbejdstiden skal nedsættes, eller der skal bruges ekstra kapacitet til at hæve levestandarden.
Det vil være nødvendigt at tage de vigtigste beslutninger centralt, ellers vil de store produktionsenheder konkurrere med hinanden for at sælge deres produkter. Men så snart de helt store beslutninger er taget i en given økonomi, så vil der være et enormt spillerum omkring, hvordan økonomiens dele passer ind i at opfylde dem. Der er ikke behov for en centraliseret statskontrol over enhver produktionsenhed. Alt, hvad der er behov for, er en basal demokratisk villighed blandt de, der styrer enheden – arbejderne, der vil overtage kontrollen med dem i en revolutionær konfrontation – til at acceptere nødvendigheden af at finde måder til at passe det, de laver, ind i forhold til det der er blevet besluttet i fri debat.
Dette er det modsatte af hvad der skete under såkaldt planlægning gennemført af stalinistiske, socialdemokratiske eller tredje verdens regimer i fortiden. Ingen af dem overlod deres planlægning til organer under ægte demokratisk kontrol. De, hvis arbejde skabte rigdommen i sådanne samfund, var de sidste til at have noget at skulle have sagt om, hvad de producerede og til hvilket formål. Konkurrencen mellem herskerne – for eksempel dem i Østblokken og dem i Vesten, afspejlet i våbenkapløbet mellem USA og USSR – forvrængede fuldstændig deres “planlægning”, nøjagtig som konkurrencen mellem én supermarkedskæde og en anden forvrænger begges planlægning. Det var ikke økonomiens kompleksitet, der skabte kaos, men forsøget på at konkurrere med verdenskapitalismen giganter. På sit højeste var Sovjets økonomi mindre end halvt så stor som USA’s. Konkurrencens pres var som et resultat tilsvarende større, nøjagtig som at småbutikker har sværere ved at konkurrere med Tesco, end Sainsbury har. [12]
Det 21. århundredes revolution kan åbne vejen til ægte demokratisk planlægning ved at sætte sig selv et helt andet mål end Stalin og hans efterfølgere.
Det 21. århundredes revolution kan kun opnå sine mål, hvis den spredes fra sin første sejr i ét land til andre. Historien viser, at forsøg på at opbygge “socialisme i ét land” er en blindgyde. Som et internationalt system har kapitalismen skabt en ulige fordeling af ressourcerne globalt og herigennem en international arbejdsdeling. Intet enkelt land indeholder de nødvendige ressourcer til at opfylde alle menneskelige behov.
Dette gælder i endnu højere grad for den tredje verdens lande. Efter århundreder med imperialismens udplyndring er mange for forarmede til indenfor sine egne grænser at finde midlerne til at industrialiseres på niveau med de eksisterende avancerede lande. De tredje verdens lande, der har udviklet sig, har gjort det på basis af ryggesløs, diktatorisk undertrykkelse af arbejder- og bondemasserne: dette gælder ikke bare Rusland og Kina, men også Taiwan og Sydkorea. Selv i Cuba, som mange på venstrefløjen ser som et bedre eksempel, kollapsede forsøgene på uafhængig udvikling i 1960erne efter fiaskoen med at opnå et måltal på 10 millioner tons sukker i 1970 – på trods af, at bogstavelig talt hele det økonomiske liv blev underordnet dette mål. Fiaskoen efterlod Cuba lige så afhængig af Sovjetunionen, som det tidligere havde været af USA, og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 overlod dets befolkning til år med akutte mangler og fattigdom.
Hvad der er behov for i det 21. århundrede er ikke udvikling, som den blev set af den tredje verdens middelklasser og deres multinationale rådgivere i det 20. århundrede – forsøget på at presse midlerne til at opbygge en industri, til et niveau der kunne sammenlignes med Vesten, ud af arbejderne og bønderne. Det, der er brug for, er snarere en omdirigering af de enorme ressourcer, der for nuværende går til de lokale rige og til det internationale systems profitmagere, hen imod en forbedring af livsbetingelserne for folkets masser. Dette ville være en meget anderledes form for udvikling end den i fortiden. I den sidste ende vil dette mål være afhængigt af, at der skaffes adgang, ikke bare til ressourcerne i de fattige dele af verden, men også til i det mindste nogle af de, der kontrolleres af kapitalismen i dens hovedlande.
Men folkemasserne i det enkelte land skal ikke bare læne sig tilbage og afvente revolution andetsteds. De kan tage mange umiddelbare skridt frem imod at tage magten i deres egne hænder. Under forhold med akut økonomisk krise kan den faktiske værdi, som produceres i et land, være langt under landets potentiale. Under sådanne omstændigheder kan en revolutionær transformering, der indebærer redistribuering af rigdom fra de meget rige til masserne, skabe en øjeblikkelig forbedring af levestandarden. Det er absurd, at i et land som Argentina må millioner sulte, mens kæmpe mængder af fødevarer bliver eksporteret for at betale renter på udlandsgælden og for at øge profitten for landets agrarkapitalister. Men at fastholde sådanne forbedringer kræver, at der skabes en ny international arbejdsdeling, der involverer mere end ét land, noget der kun er muligt ved at sprede revolutionen.
Der kan aldrig være garanti for, at et revolutionært gennembrud vil sprede sig til andre steder. Den russiske revolution i 1917 blev, som vi har set, overladt til sig selv på trods af bølgen af revolutionsforsøg i Tyskland og andre steder. Den cubanske revolution i 1959 skabte en tidevandsbølge af håb i resten af Latinamerika, men det var ikke nok til at feje de lokale regimer, som USA skyndte sig at stive af, væk.
Men et sådant resultat er ikke uundgåeligt. Økonomiske, sociale og politiske kriser, der åbner for muligheden af revolution, er sjældent begrænset til enkelte lande. De vigtigste revolutionære opstande i forrige århundrede foregik alle på internationalt plan: 1917-20, 1934-36, 1943-45, 1956, 1968-75, 1989-91. I hver af disse perioder havde det, der skete i ét land, en afgørende effekt andre steder.
Der er allerede tegn på, at en lignende bølgeagtige proces er i gang her i begyndelsen af det 21. århundrede. Anti-krigsprotesten 15. februar 2003 var ikke begrænset til enkelte lande, men faldt ind i hinanden og trak flere af planetens beboere på gaden end noget andet enkeltspørgsmål tidligere i menneskehedens historie. Én vurdering peger på, at de demonstrerendes antal verden over var 20 millioner. Bevægelserne i Latinamerika har styrket hinanden, således at kontinentet igen står med et levende håb om revolution efter to årtier med nederlag og demoralisering. I Europa har regeringers forsøg på at presse neoliberale modreformer igennem skabt modstand tværs over nationalgrænser og skabt en drivkraft for, at der fødes en ny venstrefløj på tværs af kontinentet.
I begge kontinenter ville en revolution, der lykkes, have en reel udsigt til at spredes til naboerne og trække de nødvendige ressourcer til at give folk et bedre liv, på kort såvel som på langt sigt, ind i en demokratisk planlagt økonomi.
Da jeg skrev det første udkast til denne bog, havde den seneste bølge af opstande i Bolivia tvunget landets præsident, Mesa, af tronen. Emails, websider og avisrapporter tegnede et billede, der lignede Petrograd i sommeren 1917, Berlin i januar 1919 eller Barcelona i efteråret 1936. De beskrev generalstrejker; bondekolonner på march imod byen; besættelse af oliekilder og lufthavne; strejkende minearbejdere der delte sprængstoffer ud til strejkende lærere til at kaste imod politiets linjer; forsøg på at trænge ind i præsidentpaladset; oliekapitalisterne i øst der truede med at løsrive sig; arbejdere i La Paz der råbte “Borgerkrig, ja!”; parlamentet der skiftede præsidenten ud, mens det blev ydmyget af store vrede masser. Alligevel endte de med at skrive om våbenhvile mellem de to sider, med en afslutning på strejkerne og demonstranternes afgang fra La Paz.
Karl Marx skrev engang om “historiens muldvarp”, som borer sig igennem under overfladen af begivenhederne og pludselig åbenbarer sig selv ved at underminere tilsyneladende almægtige institutioner. Sådan var det i Bolivia.
1980erne og 1990erne havde været et par frygtelige årtier for masserne i Bolivia, nøjagtigt som de var i resten af Latinamerika. Økonomisk ødelæggelse blev akkompagneret af neoliberale reformer, hvilket førte til, at levestandarder, der allerede var på linje med levestandarderne i Afrika syd for Sahara, sank endnu mere. Arbejderklassen blev hærget af virksomhedslukninger, herunder massefyring af 20.000 minearbejdere (halvdelen på landsplan) i tinminerne i 1985. Politik blev et spil spillet mellem medlemmer af den hvide elite. Bønderne, der klyngede sig til de jordlodder, de fik efter en revolution i 1952, forblev passive overfor opfordringer til videre kamp, og venstrefløjen, der engang var en vigtig styrke, var bare en skygge af sit tidligere selv.
Alligevel skabte næsten umærkelige forandringer langsomt nye styrker, der var i stand til at udfordre den etablerede orden. Bønderne begyndte at erkende, at deres jord ikke længere var sikret. Efterhånden som landbruget mere og mere blev underlagt markedskræfterne, blev det sværere for de små jordbrugere at holde fast på deres ejendom. Den eneste afgrøde, der havde et sikkert markedspotentiale, koka (som kokain fremstilles af), blev snart truet af USA’s “war on drugs”. Den moderne kommunikations indtrængen i selv den fjerneste landsby øgede bevidstheden omkring undertrykkelsen af de to tredjedele, der tilhører den oprindelige befolkning, aymará og quechua folkene, hvis første sprog ikke er spansk. De begyndte at organisere sig imod den tilbagestående position, som havde været trukket ned over hovedet på dem siden Spaniens erobring af Inkariget for 470 år siden, og de mindedes med stolthed tidligere opstande i det 18. og 19. århundrede.
Sluttelig blev tilbagegangen for de gamle industrier akkompagneret af fremvæksten af en ny arbejderklasse. Mange fra de oprindelige folk forlod fattigdommen på landet for at skaffe sig udkomme andre steder som El Alto, den enorme forarmede bydannelse oven over hovedstaden La Paz. Så mens mange kommentatorer forklarede, at Bolivia gennemgik en “deindustrialisering”, og at landets arbejderklasse forsvandt, så steg antallet af industriarbejdere i virkeligheden – fra 117.000 i de større byer i 1986 til 231.000 i 1995, med 38 procent på arbejdspladser med mere end 30 ansatte. Disse tal blev samtidig matchet af vækst i antallet af bygningsarbejdere og minearbejdere beskæftiget med andre metaller end tin. I 1997 var der næsten lige så mange lønarbejdere – 1.400.000 – som der var bønder.
Det var kapitalismens egen logik, der gav aktivt liv til de nye kræfter. Privatiseringen af vandforsyningen i Cochabamba-regionen pressede prisen på vand i vejret for såvel arbejdere som bønder, hvilket fik titusinder til at demonstrere, til at kæmpe imod politiet og til at opdage i 2001, at ved at blokere vejene kunne de sætte landet som helhed i stå. Succesen med at slå privatiseringen tilbage i Cochabamba førte til, at taktikken blev efterlignet overalt med protester og blokader gennemført af kokadyrkernes og de oprindelige folks organisationer. Eksemplet førte til, at der blev skabt en ny stemning i arbejderområder som El Alto, og den pustede nyt liv i den tidligere passive faglige sammenslutning, COB, med valget af nye ledere.
Nyheden om, at den nyliberale præsident Lozadas regering var ved at sælge landets eneste udsigt til rigdom, de nyligt opdagede naturgasressourcer, til multinationale selskaber, fik den gærende utilfredshed til at koge over i oktober 2003. Hvad der begyndte som spredt agitation, brød pludselig ud i massestrejke og konfrontation, efter at politiet nedskød demonstranter, der marcherede mod La Paz. Det var på det tidspunkt, at El Alto blev bevægelsens centrum. Det var også på det tidspunkt, at minearbejderne genopdagede deres gamle tradition for militans ved at marchere med sprængstof i deres knyttede næver for at slutte sig til masserne i hovedstaden.
Oktoberopstanden fik Lozada til at flygte fra landet i en helikopter (som den tredje latinamerikanske præsident på tre år). Men der var hverken bevidsthed eller organisering blandt de hundredtusinder af protesterende i La Paz og El Alto til at afgøre, hvem der skulle træde i hans sted. Hans vicepræsident, Mesa, overtog pladsen i præsidentpaladset, og de demonstrerende masser trak sig tilbage i troen på, at de havde vundet en stor sejr, men den neoliberale politik fortsatte som før. På et udvidet møde i COB-fagforeningen dagen efter, beklagede delegeret efter delegeret den kendsgerning, at de ikke havde været i stand til at rejse ideen om en arbejder- og bonderegering.
Som det ofte er tilfældet ved revolutionære opstande, så blev den første succesfulde opstand fulgt af en periode med usikker stabilitet. Den nye regering gjorde forsøg på at aflede den folkelige vrede gennem en nationalistisk agitation imod Chile, der havde annekteret Bolivias kystregion og blokeret landets adgang til Stillehavet mere end et århundrede tidligere. Præsident Mesa afholdt en folkeafstemning omkring gasspørgsmålet, og det lykkedes ham at slippe af sted med at formulere spørgsmålet på en sådan måde, at han fik flertal. Forsøg på nye mobiliseringer syntes ikke at kunne få dampen nok op til at gentage oktoberbegivenhederne.
En vigtig faktor i det dødvande, der fulgte på oktober 2003, var den måde, hvorpå – som det var sket ved tidligere revolutionære opstande – visse politiske personer og organisationer, der havde været med til at føre bevægelsen fremad på de forudgående stadier, trak sig tilbage. Ledere af de oprindelige folk som Felipe Quispe fra landarbejdernes fagforening havde spillet en vigtig rolle i forhold til at formulere klagepunkterne imod den hvide spansktalende elite, der dominerede det officielle politiske liv. Nu tillod de en retfærdig harme imod tidligere gerninger udført af mestitsdelen (den spansktalende blandede race) i masserne, og på den måde afledte de masserne fra at skubbe kampen imod den fælles fjende i forgrunden.
Evo Morales og hans MAS parti var den anden kanal for de oprindelige folks bitterhed. De krævede en indkaldelse af en grundlovgivende forsamling, der kunne omforme landets politiske institutioner til at afspejle den etniske sammensætning. Men forblændet af Morales store stemmetal ved præsidentvalget i 2002 fulgte de en strategi, der hed at holde en svag Mesa ved magten, så Morales i sidste ende ville have en chance for at efterfølge ham med konstitutionelle midler i 2007, og derfor tilskyndede de til at stemme “ja” i Mesas gasafstemning.
Lederne i COB-fagforeningen indtog en mere venstredrejet stilling, da de undsagde gasafstemningen og opfordrede folk til at undlade at stemme eller ødelægge stemmesedlen. Men deres tradition var stadig knyttet meget sammen med den gamle arbejderklasse og havde kun lidt indflydelse blandt de nyligt radikaliserede oprindelige befolkningsgrupper, der behandlede Mesas afledning som en del af en ny demokratisk politisk struktur. Som et resultat forblev Mesa ikke bare på posten i yderligere 21 måneder, men han oplevede også i det meste af perioden en vis grad af opbakning blandt mange af de, der havde været på gaderne i oktober 2003.
Men tingene står ikke bare stille, når en massebevægelse løber ind i et dødvande. De, der var forbundet til den gamle orden, glemte deres frygt og begyndte at genoptage deres tro på at de havde en gudgiven ret til at herske. Mesas regering kom mere og mere til at ligne den styrtede Lozada-regering og forberedte en lov, der overlod det meste af gas- og olieprofitterne i private hænder. I mellemtiden begyndte kapitalinteresserne i lavlandsregionen i den østlige del af landet omkring Santa Cruz, hvor gas og olieforekomsterne befinder sig, at sige, at de ville løsrive regionen fra resten af landet, hvis der blev gjort forsøg på at bruge olierigdommen til andre formål end kapitalens. De gik efter støtte fra USA og fra det, der regnes for centrum-venstre regeringer i Brasilien og Argentina, hvis olieselskaber, sammen med Shell og BP, er med til at profitere på Bolivias oliereserver.
Det var den gnist, der genantændte masserne i såvel byer som på landet i juni 2005. De så muligheden for at bruge landets rigdom til at overvinde deres fattigdom blive røvet fra dem. De rykkede ud, som de havde gjort 21 måneder tidligere, for at lukke hele landet ned, og de omringede præsidentpaladset og Kongressen.
Den herskende klasse var lammet. Mesa forsøgte at holde sig fast ved at balancere mellem seperatisterne i Santa Cruz og massebevægelsen. Han lovede en konstituerende forsamling, der skulle omskrive forfatningen på en måde, der tiltalte Morales og hans tilhængere, og en folkeafstemning om autonomi, der ville tiltale oliekapitalisterne i Santa Cruz. Condoleeza Rice udtalte sin støtte til Mesa, og Morales modsatte sig, at han skulle tvinges af posten. Men bevægelsen på gaderne var stærkere og mere radikal end nogensinde. Den nationalistiske sprogbrug om at modsætte sig, at gasprofitterne skulle gå til udlændinge blev nu et klassekrav om at nationalisere gassen i arbejdernes, bøndernes og byernes fattiges interesse.
Da det blev klart, at det ikke længere var muligt at redde Mesa, fortrak Kongressen fra La Paz til Sucre i håbet om at undslippe belejringen og løse tingene til dens neoliberale flertals tilfredshed. Kortvarigt lagde de deres håb hos Mesas konstitutionelle efterfølger, Vaca Diez, en repræsentant for Santa Cruz-oligarkiet. I Sucre blev de også belejret, da arbejderbevægelsen lammede al transport landet over. Kongressen underkendte Vaca Diez og udpegede en midlertidig præsident, højesteretspræsidenten Eduardo Rodriguez – men kun i seks måneder indtil valget.
I mellemtiden anmodede den katolske kirkes hierarki om en “våbenhvile” og advarede om faren for “ekstremisme”. Den brasilianske og den argentinske regering pressede på, og USA’s ambassadør kastede også sin lod ind til støtte for aftalen. Efter hektiske forhandlinger endte Evo Morales også med at bakke op, da han blev forsikret om, at der ville blive valg og indkaldt en konstituerende forsamling (en vigtig faktor i hans beslutning var, ifølge den agtede Buenos Aires-avis Clarin et mobilopkald fra Venezuelas præsident Hugo Chávez, der rådede ham til det). Det var nok til at signalere afslutningen på demonstrationerne, og de fleste strejkende vendte tilbage til arbejdet, trætte efter tre ugers kamp og mangel på mad, idet vejblokaderne forhindrede fødevarerne i at nå frem til byerne.
De bolivianske begivenheder illustrerer alle denne bogs pointer. Kapitalismens globalisering flår menneskers liv i stykker, ofte efter at have demoraliseret dem først, men så bliver de skubbet ud i situationer, hvor de føler, at de ikke har andet valg end at kæmpe tilbage. Præcis fordi kapitalismen ikke kan klare sig uden en udbyttet klasse, skaber den en ny arbejderklasse med styrken til at kæmpe, samtidig med at den smadrer meget af den gamle arbejderklasse. Bolivia viser også, hvordan en kamp, der vindes, pludselig kan inspirere utallige andre, og når det sker, bliver tilsyneladende glemte traditioner for solidaritet og oprør genfødt. Med dette begynder menneskers indstilling til hinanden og til staten at ændre sig, indtil de når det punkt, hvor det er muligt at forestille sig, at en revolution finder sted, at arbejderklassen bliver den herskende klasse, og at folkemasserne kan tage kontrollen over eget liv.
Men Bolivia viser også, hvordan disse ting i sig selv ikke er nok til at frembringe de forandringer, som folk ønsker. Bevægelsen lammede det eksisterende samfunds magtstrukturer. Men den opstillede aldrig sit eget alternativ. Uden et sådant alternativ var bare det at skaffe føden til sine egne tilhængere et uovervindeligt problem. Som koordineringskomiteen for kampen i Cochabamba udtrykte det:
Vi har set to ting i maj-juni kampen. På den ene side var den sociale bevægelses storslåede styrke i stand til at lamme samfundet og hamle op med storkapitalen og den onde regerings manøvrer. På den anden side har vi ikke været i stand til at påtvinge den selv samme regering vores beslutninger og mål, og det selv om de var i den værste krise nogensinde ...
I junikrisen var der et tidspunkt, hvor hele spørgsmålet om, hvem der havde magten over samfundet, var på vippen. Man kan aldrig under sådanne omstændigheder være sikre på, at arbejdernes og bøndernes bevægelse kunne have taget magten i sine hænder. Hvor pålidelig disciplinen i hæren og politiet er i sådan en potentiel revolutionær situation, kan kun testes i praksis – man kaster sig ud i kampen, og så ser man. Men i dette tilfælde blev den afgørende kamp slet ikke sat i gang.
Der var en potentielt revolutionær situation i Bolivia. Den herskende klasse var splittet. Arbejderklassen, bønderne, byernes fattige, selv de selvstændige gadehandlere følte, at tingene ikke kunne fortsætte som hidtil. Der var tegn på, at dele af hæren vaklede. Men to yderligere elementer, der var nødvendige for at gøre potentialet til virkelighed, var ikke til stede – der var ingen arbejderråd eller andre former for revolutionært demokrati, der kunne forene alle de folkelige masser til en enkelt organisation, der stod i opposition til den gamle stat. Ej heller eksisterede der et netværk af revolutionære, et parti, der trak de mest beslutsomme og militante aktivister sammen fra hver af de forskellige kampfronter, der var opstået siden den første sejr i Cochabamba.
I de sidste dage af junikampene begyndte nogle aktivister at overveje at skabe strukturer fra neden, som kunne udgøre de første elementer af demokratiske selvorganiseringsformer. Der var et initiativ i El Alto til en Folkelig Revolutionær Forsamling, der kunne tage kontrol over byen for at forsvare den og skaffe fødevarer. I Cochabamba drog koordinationskomiteen den konklusion, at der måtte tages beslutninger om, hvordan man “lidt efter lidt skaber former for vores egen selvforvaltning.” Men disse initiativer kom for sent og med for lidt drivkraft til at få indflydelse på resultatet i juni. Folk talte om en El Alto-kommune, men den blev aldrig en realitet.
Kampen i Bolivia er langt fra forbi. Begivenhederne omkring de næsten revolutionære begivenheder i 2005 havde den indvirkning at Evo Morales ved valget i december samme år blev båret ind på præsidentposten på et program om progressive reformer. Men kapitalismen kan ikke tilfredsstille de håb, der er blevet vækket hos arbejderne, bønderne og de oprindelige folkeslag. Selv de begrænsede reformer, der er blevet gennemført, har opmuntret de rige i Santa Cruz til at opbygge væbnede organisationer, der truer med at rive landet over i to.
Det står stadig hen i det uvisse, hvad der kommer til at ske. Men den virkelige betydning af begivenhederne ligger ikke i hvad de betyder for ét relativt lille land. Den virkelige betydning er, at de viser, hvordan den endeløse usikkerhed, der karakteriserer global kapitalisme, igen og igen avler potentialet for revolutionære opstande. Den samme modstandsånd kan forventes i Venezuela. Som i Bolivia hersker en regering, der har forpligtiget sig til at opfylde massernes behov, stadig over et kapitalistisk samfund med massiv koncentration af privat rigdom og enorm ulighed. Men også som i Bolivia så har det brusende ønske om forandring fra neden, udtrykt i meget store, regeringsledede demonstrationer for “revolution” og “det 21. århundredes socialisme”, skabt en kløft mellem klasserne. Dette vil det være nødvendigt at finde en løsning på, på et eller andet tidspunkt i fremtiden, enten ved at skabe en ny stat baseret på arbejdernes og andre udbyttede gruppers demokrati, eller ved at vende tilbage til den gamle orden.
Modstand er ikke begrænset til Bolivia og Venezuela eller til Latinamerika. Den er begyndt at sætte sit præg på alle kontinenter. Sådan må det nødvendigvis også være, eftersom globaliseringen betyder global økonomisk krise, en global krigsdrift, global miljøødelæggelse og alle de sociale rystelser, der følger i sporet på den slags. Herskerne i Europa og Nordamerika fortæller arbejderne, at de ingen fremtid har, med mindre de går ned i løn, forlænger arbejdstiden og går med til dårligere arbejdsforhold for at konkurrere med Indien og Kinas arbejdere. Alt dette kan kun betyde, at der vil blive bitre klassekampe såvel i de mest fremskredne dele af det kapitalistiske system som i de mere fattige dele.
Intet af dette kan garantere sejrrige socialistiske revolutioner nogen steder. De, der forsvarer det eksisterende system, ofrer milliarder på våben, de har deres politi og deres hemmelige politi, bestikkelse til de, der danser efter deres pibe, en beskidt rendestenspresse, lang erfaring med del-og-hersk politik og en dygtighed til at udnytte den ærbødighed, som de undertrykte er vænnet til. De, der ikke ser noget problem i at sprænge titusinder til døde for at skaffe sig kontrol over oliekilder, vil gøre hvad som helst for at stoppe det, der udfordrer deres rigdom og magt.
Og alligevel kan de ikke bryde ud af deres afhængighed af os, de fire til fem milliarder, der arbejder for dem i fabrikker, marker, miner, kontorer, jernbaner, lastbiltransport, lagerbygninger, elværker. Uden vores klasse var de intet. Og eftersom deres system ikke kan garantere en fast og stabil eksistens for vores klasse, vil revolter flamme op igen og igen i det nuværende århundrede, som de gjorde i det forrige. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt der vil komme revolutioner i dette århundredet, men i hvilken retning disse revolutioner vil gå. Vil de dø ud som så ofte i det forgangne århundrede, efterhånden som folk satte deres lid til løgnene og de tomme løfter fra magthaverne? Eller vil den nye bevægelse, der er opstået i de seneste år, vokse med opgaven og samle alle de blandt de udbyttede og undertrykte, der er i stand til at se lidt længere end deres fæller, til at se systemets ondskab og mulighederne for at omstyrte det, og forene dem i en revolutionær organisation.
1. Selv om procenter og tidspunkter for ændringerne varierer, så ligner det meget billedet omkring indførelse af den almindelige stemmeret I såvel Danmark som meget af det øvrige Europa. – Ovs. anm.
2. Gade i London, hvor de fleste regeringskontorer ligger. – Ovs. anm.
3. Catherwood, parlamentsmedlem. Watkinson, overhusmedlem og tidl. transportminister. Begge konservative og erhvervsfolk. – Ovs. anm.
4. Findes på dansk som Colin Barker: Solidarnosc: Polen 1980-81 (Kbh., 1991). – Ovs. anm.
5. Den tidligste egentligt selvstændige arbejderbevægelse i Storbritannien. – Ovs. anm.
6. Hans ideer er blevet fordrejet af reformister og akademikere siden hans død i 1937 til formål, som han var voldsomt imod. Se min pjece Gramsci versus reformism, som kan læses på www.isj.org.uk
7. I modsætning til Tony Blairs New Labour, der har vist en følgagtighed overfor nyliberalismen og Bush’ krige i Afghanistan og Irak, der er svær at skelne fra borgerlige partiers måde at opføre sig på. – Ovs. anm.
8. I de senere år må man også regne Enhedslisten med i denne tendens, selv om det i Danmark indtil videre har været SF, der i højere grad har opsamlet utilfredse socialdemokrater. – Ovs. anm.
9. Kornilov, Denikin og Kolshack var alle “hvide” generaler, der nød vestens støtte. – Ovs. anm.
10. Det hele citeret i: W. Bruce Lincoln, Red Victory (New York, 1989).
11. Oversættelsen af Luxemburg-teksten er baseret på en norsk oversættelse, tilsyneladende findes den ikke på dansk. – Ovs. anm.
Dette er ikke rigtigt – Se Luxemburg: Den russiske revolution. – Web-red.
12. To af de store britiske supermarkedskæder. – Ovs. anm.
Sidst opdateret 7.5.2009