Indledning
Spørgsmål og svar
Den ny-liberale katastrofe
Det mislykkede eksperiment i Østeuropa
Forfærdelige arbejdsforhold
Miljø-mareridt
Man får ikke noget forærende – våben og 'hjælp'
Hvem trækker i trådene?
Den skjulte knytnæve bag IMF
Hvad kan vi gøre?
Der er ved at udvikle sig en anti-kapitalistisk bevægelse, hvis mål er at forhindre, at millioner af mennesker dør, og at andre hundreder af millioner kloden over får deres liv ødelagt.
Titusinder af mennesker har demonstreret, først i Seattle i november 1999, og siden mange andre steder verden over. Deres aktioner har sat fokus på den politik, som Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO) fører.
Disse organer er målet, fordi de tvinger økonomiske og sociale rammer ned over lande, som fører til ødelæggelse og ruin.
Den vold, som IMF og Verdensbanken lader hærge over almindelige mennesker, er forfærdelig.
19.000 børn dør hver eneste dag i tredje-verdens-lande, fordi penge, der kunne være gået til sundhed, i stedet går til at tilbagebetale gæld. IMF og Verdensbanken overvåger gennemførelsen af struktur-tilpasnings-programmer (Structural Adjustment Programmes; SAP), som er lige så ansvarlige for disse 19.000 dødsfald, som hvis de havde sat en pistol for hovedet af hvert af disse 19.000 børns hoveder og trykket på aftrækkeren.
WTO handler også med død. De påtvinger lande uskyldigt lydende regler om "intellektuel copyright". De betyder, at lande ikke bare kan lave deres egen medicin og sælge den til folk så billigt som muligt. I stedet er de tvunget til at få "licenser" fra vestlige multinatinale og tage priser for medicinen, som de fleste mennesker simpelthen ikke har råd til.
Resultatet er, at millioner af mennesker i Afrika, Asien og Latinamerika dør af let helbredelige sygdomme som tuberkulose, malaria og kolera, og at HIV-smittede ikke får den medicin, der kunne holde dem i live.
Denne pjece forsøger at vise, hvorfor vi må opbygge bevægelsen mod IMF, Verdensbanken og WTO, og hvorfor vi må bekæmpe hele det kapitalistiske system, som bogstaveligt talt ofrer millioner af mennesker på profittens alter.
IMF blev sammen med Verdensbanken dannet i 1944 for at fremme det frie marked og føre tilsyn med verdensøkonomien i de rigeste landes interesser, især USA's.
Lande har stemmeret i IMF i forhold til størrelsen af deres økonomier, ikke i forhold til deres folks behov.
USA, som kun har 5 pct. af verdens befolkning, har 17 pct. af stemmerne i IMF. De største industrilande i G7 har tilsammen 45 pct. af stemmerne – mere end nok til at gennemtvinge den politik, de ønsker.
Verdensbanken yder lån til store infrastruktur-projekter som fx veje, dæmninger og kraftværker. Siden starten af 1980erne har banken også sammen med IMF ydet lån til struktur-tilpasning sammen med IMF.
IMF og Verdensbanken får meget mere tilbage i rentebetalinger, end de oprindeligt lånte ud.
Hovedparten af de nuværende lån bruges udelukkende til at betale renter af tidligere lån. Mellem 1980 og 1992 modtog Verdensbanken og IMF rentebetaling fra "udviklingslande" på i alt 771,3 milliarder dollars. Oveni dette modtog de 891 milliarder dollars i tilbagebetaling på de oprindelige lån (tallene er fra FN).
I løbet af denne periode betalte de fattigste lande tre gange så meget som deres gæld i 1980 – samtidig med at de i mellemtiden var blevet tre gange så forgældede.
Som Barton Briggs, en ledende direktør fra finansfirmaet Morgan Stanley, siger: "200 millioner tvære latinamerikanere sveder i den varme sol det næste årti, for at Citicorp kan forhøje sin dividende to gange om året."
Verdenshandelsorganisationen blev stiftet i 1995. Den gennemtvinger regler om frihandel kloden over.
WTO's meget lukkede internationale handelstribunaler kan påtvinge sanktioner mod et hvilket som helst land, der nægter at rette sig efter WTO.
Intet fattigt land kan få et lån fra IMF eller Verdensbanken, medmindre det indvilliger i at gennemføre et struktur-tilpasnings-program.
Disse programmer åbner økonomien for de multinationale, privatiserer statsejede selskaber, forringer arbejdernes rettigheder, lønninger og arbejdsforhold, og pålægger landet hårde nedskæringer på livsvigtige offentlige udgifter.
Hvis landet undlader at gennemføre denne politik, kan IMF kræve lånet indfriet.
Denne politik har ført til indførelsen af massiv brugerbetaling for sundhed og uddannelse, tvunget hundredtusinder af mennesker ud i arbejdsløshed og ødelagt lokale industrier.
Struktur-tilpasnings-programmer har ført til, at basale sundhedsforanstaltninger er skåret ned til et minimum og til stigning i børnedødeligheden over stor dele af den tredje verden.
Offentlige hospitaler og klinikker i Afrika syd for Sahara, samt i dele af Latinamerika og Asien, er blevet udklækningssteder for sygdomme.
I fx Zimbabwe er udgiften pr. hoved til sundhed faldet med en tredjedel siden et af IMF's struktur-tilpasnings-programmer blev introduceret i 1990.
IMF-påtvungne nedskæringer i sundhed har sikret, at AIDS- og HIV-smitte har spredt sig, så den nu hærger store dele af Afrika.
Uddannelse er i mange forgældede lande nu kun forbeholdt de få, idet IMF-programmerne betyder at skoler er tvunget til at kræve betaling fra de studerende.
|
Reallønnen er i næsten alle afrikanske lande faldet mellem 50 og 60 pct. siden indførelsen af IMF-programmerne.
Struktur-tilpasnings-programmerne er nu så upopulære, at IMF har omdøbt dem til "Fattigdoms-reduktion og Vækstmidler" (Poverty Reduction and Growth Facilities).
En undersøgelse af de 76 lande, som gennemfører IMF's struktur-tilpasnings-programmer, har vist, at kun fire af dem i væsentlig grad havde forbedret deres økonomiske formåen.
I Latinamerika åd omkostningerne ved renter og tilbagebetaling af lån gennem 1980erne en tredjedel af eksportindtægterne. Alligevel var mange lande ved udgangen af årtiet mere forgældede end i starten.
40 millioner flere mennesker, 20 pct af befolkningen, er nu faldet ned under fattigdomsgrænsen.
"Gældslettelse er på vej." Sådan lød rapporterne fra de fleste af verdens medier efter et møde i G8-gruppen af verdens industrialiserede lande i juni 1999.
Og G8 lovede faktisk gældslettelse. De reagerede på de store kampagner mod gælden fra bl.a. organisationer som Jubilee 2000.
I Storbritannien blev finansminister Gordon Brown hyldet som en helt for tilsyneladende at have stået i spidsen for gældslettelsen. Selv Jubilee 2000 lykønskede G8 med deres løfte.
Men gældslettelsen skulle kun gælde for en håndfuld lande. For at blive berettigede skulle de underkaste sig IMF's og Verdensbankens betingelser.
Dette var slemt nok. Men 12 måneder senere havde ikke et eneste land fået afskrevet en eneste krone af deres gæld.
Zie Arlyo fra Uganda Debt Network erklærede: "Gældslettelses-initiativet er ved at blive en af det 21. århundredes skandaler. Gældslettelsen er et fupnummer."
Den økonomiske politik, som IMF og Verdensbanken gennemtvinger, er baseret på en doktrin, der ofte kaldes “ny-liberalisme”.
Den er en fortsættelse af det, der i 1970erne blev kaldt “monetarisme” og i 1980erne “Thatcherisme” og “Reaganomics”.
Dens centrale idé er, at staten skal holde op med at blande sig i økonomiske spørgsmål.
De ny-liberale mener, at statstilskud til mad, brændsel og boliger skal afskaffes. Nationaliserede industrier skal privatiseres og selskabsskatter skal sænkes.
Svage lande skal droppe enhver form for importkontrol fra økonomisk stærke lande. Multinationale selskaber skal tilskyndes til at overtage leveringen af service som fx vand, sundhed og uddannelse.
Hvis alt dette sker, hævder de ny-liberale, så vil selv det mest fattige land tiltrække udenlandske investeringer, og der vil komme økonomisk vækst.
Landet vil så, siger de, blive i stand til at tilbagebetale sin gæld, efterhånden som nye eksportindustrier vokser op, og der vil blive flere arbejdspladser, så alle vil få det bedre.
De ny-liberale indrømmer, at i første omgang kan det godt være, at denne politik fører til, at de rige bliver rigere. Men, siger de, det er en pris, der er værd at betale. Til sidst vil de nye arbejdspladser betyde, at rigdommen “drypper nedad”.
De ny-liberale siger, at der ikke er noget alternativ. Vi lever i en “globaliseret” økonomi, og hvis et land ikke formindsker “byrden på erhvervslivet”, så vil virksomhederne simpelthen investere andre steder og gøre fattige lande endnu fattigere.
Ny-liberalismen fører ikke til, at rigdommen “drypper nedad”.
Økonomen Rehman Sobhan analyserede 76 lande, som havde gennemført IMF's og Verdensbankens struktur-tilpasnings-programmer. Han viste, at kun en håndfuld af dem havde større vækst eller lavere inflation end i de foregående årtier.
Men “tilpasningerne” gjorde faktisk én ting: De gjorde de rige rigere og sikrede, at bankerne fik deres skålpund kød. Men for de fleste mennesker blev forholdene værre.
Selv Flemming Larsen, den danske direktør for IMF i Europa, indrømmede dette i en debat med Susan George i juni 2000:
“Mange af de fattigste lande er faktisk gået tilbage gennem de seneste par årtier. Jeg frygter, at kløften mellem rige og fattige vil fortsætte med at vokse.”
USA's økonomi siges at være det eksempel, alle andre stater bør følge. Men ny-liberalismen har ikke gjort tingene bedre.
De seneste års "økonomiske opsving" har ført til vækst – men med en langsommere vækstrate end for 30 år siden.
|
Og vækstens goder er blevet meget mere ujævnt fordelt end tidligere. I årene fra 1940erne til begyndelsen af 1970erne fordobledes amerikanske familiers indkomst.
Siden midten af 1970erne, hvor den ny-liberale politik begyndte, har 60 pct. af amerikanske familier ikke oplevet nogen stigning i deres realindkomst. Dette på trods af en stigning i det gennemsnitlige arbejdsår på over 160 timer (en hel måned)!
Én ud af otte amerikanere lever nu under fattigdomsgrænsen, og næsten 45 millioner er uden sygeforsikring. Mindstelønnen er 22 pct. mindre værd end i 1968.
I 1980 modtog de store selskabers topchefer 42 gange så mange penge som den gennemsnits-fabriksarbejderen. Ifølge Business Week fik de i 1990 85 gange så meget og i 1998 419 gange så meget.
Billedet er tilsvarende, omend ikke så ekstremt, i Storbritannien. Den ugentlige britiske arbejdstid er nu den højeste i Vesteuropa. Hver tredje barn vokser op i hjem, der ligger under fattigdomsgrænsen.
Lederne af IMF så deres største chance for at gennemtvinge deres vilje på en stor del af verdensøkonomien med sammenbruddet for de gamle regimer i Østeuropa i 1989-91.
De demokratiske oppositioner, der voksede op i disse lande, var desperate for at finde en vej ud af faldende levestandarder og elendige forhold.
I mellemtiden indså mange af de gamle politikere og virksomhedsledere nødvendigheden af at skifte en ny politik, hvis de fortsat skulle nyde deres privilegier.
Alle modtog de repræsentanterne fra IMF og Verdensbanken og de ny-liberale økonomer som nye Messias'er, der var kommet for at redde dem.
"Chokbehandling"s-reformerne efter IMF-modellen blev indført over hele Østeuropa, i Rusland og i de fleste tidligere sovjet-republikker.
De vestlige medier var henrykte over, at vi nu ville se "økonomiske mirakler". Men det stik modsatte skete.
Produktionen faldt overalt. I Rusland, det største land som gennemførte det ny-liberale eksperiment, blev produktionen halveret.
Det samme skete i Ukraine, i Bulgarien, Rumænien, Albanien, Georgien, Armenien og i Adserbadsjan.
Ikke kun industrien led frygteligt. Det samme gjorde landbruget. Fødevareproduktionen faldt med en femtedel i Rusland og 24 pct. i Ukraine.
I 1993 var den eneste måde de fleste by-familier kunne være sikre på at få mad nok ved at sylte frugt og grøntsager fra deres kolonihaver.
Antallet af russere, der levede i fattigdom, steg til 60 millioner.
Sygdomme som tuberkulose, og selv kolera, begyndte at blive almindelige. Den gennemsnitlige levealder for mænd faldt fra 65,5 år til 57 år.
Et sammenbrud af dette omfang er ikke set tidligere, når man ser bort fra krig eller en større naturkatastrofe.
Alligevel var svaret fra IMF og Verdensbanken ikke at indrømme, at deres medicin var håbløst forkert. Det var at insistere på at anvende endnu mere af samme medicin.
De var som middelalderens læger, der anvendte igler til åreladning, og som når den første åreladning ikke havde kureret patienten, beordrede nye åreladninger, indtil patienten døde.
Den politik, som IMF og Verdensbanken har gennemtvunget, har uundgåeligt ført til forfærdelige arbejdsforhold.
Lande, som falder i deres kløer, får at vide, at de skal udvide eksporten så hurtigt som muligt for at kunne afvikle deres gæld.
|
De tilskyndes til at danne frihandelszoner eller "maquiladoras", hvor multinationale selskaber kan bygge samlefabrikker, hvis produkter kan sælges verden over.
Et typisk eksempel er fabrikker i lande som Indonesien, Thailand eller El Salvador, der ansætter unge kvinder til at arbejde 12-14 timer om dagen for at producere tøj og fodtøj for Nike, Gap og Adidas.
Et andet typisk eksempel er fabrikker i Mexico tæt op mod grænsen til USA, der producerer komponenter for amerikanske multinationale.
Regeringer får at vide, at for at tiltrække sådanne firmaer må de holde "regulering" på et minimum.
Det betyder, at der ikke er nogen kontrol over, hvor længe folk må arbejde, der er ingen effektive begrænsninger på børnearbejde, politi bliver brugt til at holde fagforeninger ude, og brandregulativer bliver sjældent håndhævet.
Det er almindeligt, at kvinder sover i de samme lokaler, som de arbejder i, selv om dette kan føre til forfærdelige dødsofre, når der udbryder brand.
Og den røg og de gasser, der pumpes ud af uregulerede fabrikker kan føre til grader af forurening, der er endnu større end i de udviklede industrilande.
Resultatet af IMF's landbrugspolitik i den tredje verden er en katastrofe for både befolkningen og miljøet.
Vægten på eksport betyder, at landmænd tilskyndes til at producere en enkelt afgrøde, som kan høstes så hurtigt og billigt som muligt, for at opfylde kravene fra de store fødevareselskaber.
En sådan "monokultur" gør det mere sandsynligt, at insekter og plante-viruser vil spredes blandt afgrøderne og ødelægge høsten.
Det formindsker også muligheden for at bruge billig, organisk gødning til afgrøderne. Men det passer med ønsket hos store multinationale selskaber som Monsanto om at sælge så meget gødning, insektgifte og såsæd som muligt.
Det gør det også mere sandsynligt, at regeringer og landmænd skifter til afgrøder, som er blevet genetisk modificeret.
Men da teknologien med gen-modificering har en ret tilfældig karakter, kan dette meget nemt have farlige bivirkninger – fx skader på andre afgrøder og udryddelse af naturlige rovdyr, som kontrollerer skadedyr.
De samme metoder med monokultur anvendes i den maritime industri.
Udvidelse af eksporten i områder som Ecuador, Indien og Sydøstasien betyder at hele kystregioner går over til reje-farming, selv om konsekvensen er ødelæggelse af det naturlige miljø og af livsgrundlaget for mange lokale folk.
Små fiskere bliver i stigende grad skubbet ud til fordel for store flåder, der skovler fisk op for de multinationale.
Alligevel tjener befolkningen i tredjeverdenslande, som går over til monokultur, sjældent på det, end ikke i form af eksportindtægter.
IMF og Verdensbanken lægger pres på alle tredjeverdenslande for at de skal følge samme spor. Når mange lande sender stigende mængder af de samme produkter ud på markedet, så falder den pris, de kan få for dem.
Så mere end et årti med monokultur i Afrika har formindsket, ikke øget, eksportindtægterne for afgrøderne. Folk løber hurtigere, men bevæger sig baglæns.
Presset for at opbygge eksportindustrier øger også udledningen af drivhusgasser i jordens atmosfære – selv om de største kilder til disse stadig er de multinationales operationer i deres hjemlande i USA, Europa og Japan.
Lederne af de udviklede industrilande gør et stort nummer ud af den "hjælp", de siger, de giver til de mindre udviklede. Hvad de ikke siger er, at den hjælp ikke er gratis.
IMF og Verdensbanken opstiller betingelser, som omfatter formindskelse af underskud på statsbudgettet samt privatiseringer.
Regeringer, som låner penge ud, insisterer også på "bundet hjælp". De låner penge, hvis de fattige lande lover at købe varer og tjenesteydelser til gengæld.
En af de mest berygtede af den slags tilfælde var Pergua-dæmningen i Malaysia, hvor Thatcher-regringen i Storbritannien ydede "hjælp" for 234 millioner pund. De endte hos to britiske multinationale: Balfour Beatty og Cementation (som ansatte Thatcher's søn som "rådgiver").
Et andet er den planlagte Ilisu-dæning i Tyrkiet.
Den skal bygges henover en vigtig arkæologisk udgravning, den vil drive 25.000 kurdere fra deres hjem, og den vil true vandforsyningen i nabolandene Syrien og Irak.
Indtil nu har den fået entusiastisk støtte fra Storbritanniens New Labour-regering.
"Hjælpen" kædes også sammen med våbeneksport til tredjeverdenslande. Den britiske regerings "hjælp" til Pergua-dæmningen var kædet sammen med en hemmelig aftale med den malajsiske regering om, at den skulle købe våben for 1 milliard pund fra britiske firmaer.
FN's udviklings-program, UNDP, har rapporteret, at regeringer, der bruger mange penge til våben, modtager 21/2 gange mere hjælp pr. indbygger, end regeringer, der bruger færre penge på våben.
I 1990erne har især USA søgt at øge våbenfirmaernes profitter ved at ved at opmuntre til våbeneksport. USA's andel af tredjeverdenslandes våbenindkøb steg fra 49 pct. i 1991 til 75 pct. i 1993.
Britiske regeringer, både konservative og New Labour, solgte våben og tortur-udstyr til den indonesiske diktator Suharto til brug mod befolkningen i Øst-Timor.
Det er en vanvittig karussel. Omkostningerne ved at købe våben forøger gælden for de pågældende lande.
Dette forsyner så IMF og Verdensbanken med en undskyldning for at gribe ind med flere struktur-tilpasnings-programmer.
Resultatet driver landene i krig – og til indkøb af flere våben.
Lande som Angola, Somalia, Den demokratiske republik Congo, Liberia og Sierra Leone er blevet splittet ad som følge heraf.
Bag Verdensbanken og IMF sidder de rige og de mægtige.
Magasinet Forbes offentliggjorde sin liste over verdens milliardærer (i dollars) i sommeren 2000. Heraf fremgik det, at:
Disse personers rigdomme skyldes deres interesser i de store multinationale selskaber.
Omkring 200 selskaber, ledet af måske 1.500 rige mennesker, har tilsammen en omsætning svarende til mere end en fjerdedel af hele verdens produktion.
Enkelte multinationale er større end mange lande. De fem største, ledet af måske 40 mennesker, har en produktion, der er større end Mellemøstens og Afrikas tilsammen, eller dobbelt så stor som hele det sydlige Asiens.
Disse få personer tager globale afgørelser om, hvad der produceres, hvem der har arbejde, hvor pengene bevæger sig hen, og hvem der lever i fattigdom.
Omkring 168 af disse multinationale har base i blot fem udviklede industrilande: USA, Japan, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. De fleste af de andre findes i lande som Italien, Sverige, Schweiz, Holland og Belgien.
Det er de lande, der dominerer IMF, Verdensbanken og WTO. De multinationale gør sig enorme anstrengelser for at sikre, at de har afgørende indflydelse på deres landes adfærd i disse organer.
De seneste år har de multinationale dannet organer som European Round Table of Industrialists (bestående af europæiske selskabsdirektører), Transatlantic Business Dialogue (chefer for store selskaber på begge sider af Atlanten) og World Water Council, som fører kampagne for privatisering af vandforsyningen verden over.
Ingen af de mennesker, som sidder i disse organer, er valgt eller står til ansvar over for de almindelige mennesker, hvis liv de påvirker.
Transatlantic Business Dialogue spiller en stor rolle i at opstille dagsordener for WTO. European Round Table of Industrialists er tæt knyttet til EU-kommissionen, som heller ikke er demokratisk valgt.
Den dagsorden, som IMF, Verdensbanken og WTO tvinger ned over verden er de multinationales dagsorden – dagsordener, som ikke er til at skelne fra de 482 milliardærers, eller fra de få tusinde multimillionærers, som gerne ville være milliardærer.
Når hvilken som helst af disse organer taler om "tilpasnings-planer", så mener de tilpasning til de multinationales og deres milliardær-rige ejeres interesser.
Når de taler om "frihandel", så taler de om de multinationales frihed til at bevæge sig ind og ud af lande efter forgodtbefindende.
Disse organer har ikke haft svært ved at finde allierede i Afrika, Asien og Latinamerika, som længes inderligt efter at blive del af en over-rig international klasse af magthavere.
Som den internationale kampagne-aktivist Susan George siger: "Det de bekymrer sig om er at tilhøre den mere og mere globaliserede elite, at spille på de samme baner som deres modstykker i New York, Paris og London.
Forsvarerne for ny-liberalismen hævder, at deres politik fremmer freden. De praler endda med, at “to lande med en McDonald's er aldrig nogensinde gået i krig mod hinanden”.
Men de samme lande, som dominerer IMF, Verdensbanken og WTO er også verdens tungest bevæbnede.
USA's militære styrke er langt større end nogen andens. I 1995 kostede den 270 milliarder dollars – større end Afrikas gæld på 200 milliarder dollars.
USA's vigtigste allierede i NATO – Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien – har mindre militære styrker. Men de er stadig langt større end alle andres bortset fra Rusland og Kina.
To gange i det seneste årti er disse styrker gået i krig. I 1991 gik de i krig mod Irak. I 1999 gennemførte de bombetogter mod det tidligere Jugoslavien.
De ledere, som gennemførte disse krige hævdede, at de skulle beskytte menneskerettigheder mod skånselsløse og morderiske diktatorer.
Alligevel fortsætter de med at handle med en lang række undertrykkende regimer verden over.
I 1980erne støttede IMF massive lån til den daværende diktator for Congo-Zaire, Mobuto, fordi han var en af USA's allierede. Selv om de i hvert fald siden 1982 vidste, at disse lån gik direkte i hans egen lomme.
Befolkningen i dette land forventes stadig at tilbagebetale dette lån på en eller anden måde.
Brasilien blev styret af en stribe af diktatorer frem til 1980'erne. De opbyggede en enorm gæld. Velfærdsydelser og levestandard blev skåret ned gennem 1980erne og 1990erne for at betale renter og afdrag på denne gæld.
Og da den økonomiske krise ramte Indonesien for tre år siden, gjorde IMF's "overlevelses"-pakke det til hovedprioritet at tilbagebetale gæld, der var stiftet under diktatoren Suharto.
Halvdelen af landets befolkning blev trængt ned under fattigdomsgrænsen af krisen, men det førte ikke til nogen opblødning af IMF's betingelser.
Frem til sommeren 1990 havde vestlige ledere støttet Iraks Saddam Hussein. Gennem midten af 1990erne så de Jugoslaviens Milosevic som en, de kunne handle med.
Thomas Friedman, en journalist, som var tæt knyttet til det amerikanske udenrigsministerium, forklarede den dybere begrundelse for USA's militære aktioner, da han sagde:
"Markedets skjulte hånd vil aldrig fungere uden den skjulte knytnæve. McDonald's kan ikke blomstre uden [våbenproducenten] McDonnell Douglas. Den skjulte knytnæve, der gør verden sikker, så Silicon Valley's teknologier kan vokse, hedder USA's hær, luftvåben og flåde."
På samme måde som USA's regering er dominerende i IMF og Verdensbanken, således er dens forsvarsministerium, Pentagon, dominerende i NATO.
Der er ikke to regeringer i USA, én som udplyndrer verden efter ordre fra banker og multinationale, og en anden, som bekymrer sig om menneskerettigheder. Der er én regering i USA – som bruger forskellige internationale institutioner til at opnå det samme mål: at sikre verden for amerikanske selskaber.
Dette fører sommetider til sammenstød mellem de andre udviklede industrilande. Der har fx været ballade mellem USA og de europæiske regeringer om, hvem der skulle dominere verdenshandelen med bananer (den såkaldte "banankrig").
Der har været sammenstød i Afrika mellem styrker støttet af USA og andre styrker støttet af fx Frankrig.
Men de står sammen om at presse det ny-liberale program om åbning af hele verden for udbytning af deres multinationale selskaber.
Resultatet er ikke fred, men den ene krig efter den anden.
Der har været talrige krige og næsten-krige mellem lande (med McDonald's) op gennem 1990erne – Kroatien og Serbien, Indien og Pakistan, Ecuador og Peru, NATO-magterne og rest-Jugoslavien – ligesom der har været en hel epidemi af borgerkrige i det tidligere USSR, Afghanistan og dele af Afrika.
De der protesterer mod IMF og Verdensbanken beskriver det de kæmper mod som "globalisering", "ny-liberalisme", "de store selskabers herredømme" og "de trans-nationales magt".
Men disse udtryk er i virkeligheden allesammen udtryk for den seneste fase af det, der historisk er blevet kaldet kapitalisme.
|
Kapitalismen betyder, at samfundet domineres af en lille minoritet af meget rige, som ejer de midler, hvormed det store flertal kan skaffe sig sit levebrød.
Kloden over forsøger en klasse af magthavere at dominere hvert eneste aspekt af vore liv. Dens "gud" er profit. Alt, fra miljøet til folks kroppe, gøres til varer, der kan købes og sælges.
Det er et samfund baseret på udbytning, hvor flertallet er tvunget til at sælge deres evne til at arbejde for at kunne overleve.
I begyndelsen eksisterede kapitalismen kun i dele af Vesteuropa. Nu er det et globalt system, hvis fangarme griber ind i tilværelsen hos såvel arbejderne i byerne og de fattige på landet, Øst og Vest, Nord og Syd.
Det der kaldes globalisering eller ny-liberalisme er magthavernes forsøg på at tvinge deres vilje igennem på hver eneste lille plet på jorden, så at der ikke findes nogen enklave eller niche, som ikke er trukket med ind i profitmageriets delirium. De ønsker, at hele verden skal være til salg.
De kan imidlertid ikke altid få deres vilje. Selve omfanget af deres udplyndring fører til modstand.
De store anti-kapitalistiske protester siden 1999 har vist, at folk ikke er indstillet på længere at affinde sig med forskrifterne fra IMF, Verdensbanken, WTO og de ny-liberale økonomer.
Protesterne i Seattle, London, Washington, Millau i Frankrig og andre steder har fungeret som fokus for millioner af mennesker. De har fået folk til at se forbindelsen mellem spørgsmål som gæld, miljøødelæggelse, privatisering af velfærd, ødelæggelsen af arbejdspladser og gennemførelsen af fleksibelt arbejde.
Sommetider er modstanden på et lavt niveau, som når folk går imod privatisering af socialt boligbyggeri, nedskæringer i bemandingen på den lokale skole med et par lærere, forsøg på at fjerne kaffepausen på arbejdet, eller indførelsen af stadigt højere brugerbetaling for studerende.
Men nogle gange spreder modstanden sig over hele lande og ryster regeringer.
Det skete i Frankrig i 1995, hvor kæmpestore demonstrationer og strejker blandt arbejderne i den offentlige sektor tog pippet fra den ny-liberale Juppé-regering – og førte til et valg, som den tabte få måneder senere.
Det skete i 2000 i Ecuador, hvor det var tæt på en opstand, da den indfødte befolkning og arbejderne tvang præsidenten ud af sit embede. Det er sket i Guatemala, hvor protester mod stigende bustakster førte til optøjer i hovedstaden, som tvang regeringen på tilbagetog.
Det er sket i Nigeria og Argentina, hvor der har været generalstrejker.
Hvis vi virkelig skal kæmpe mod IMF, Verdensbanken, WTO og de multinationale, der står bag dem, er vi nødt til at videre fra demonstrationer til at opbygge en bevægelse, der kæder alle de forskellige kampe sammen.
Så kan kampen føres ikke kun på gaderne, men også i lokalsamfundet, og på de selvsamme arbejdspladser, hvor vi slider for at skabe den rigdom, som holder systemet i gang.
Sammenkædningen af kampe er hvad revolutionære socialister har forsøgt at opnå gennem hele systemets historie.
Lige siden kapitalismen slog igennem har folk rejst sig for at udfordre profit-vældet, og socialister har stræbt efter at organisere dem.
I systemets seneste, globaliserede fase er det mere nødvendigt end nogensinde, at denne kamp bliver verdensomspændende.
Gå med os i de store protester mod systemets umenneskelighed – og gå med os i de daglige kampe bagefter.
Sidst opdateret 3.4.2015