Oversat fra engelsk af Freddie Nielsen fra Chris Harman & Andy Zebrowski: Glasnost – before the storm, -i: International Socialism (2nd series) 39, Summer 1988.
Udgivet som pjece i april 1989 af Internationale Socialisters Forlag (ISBN 87-7262-022-6).
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 23. mar. 2013.
Indledning
Krisens rødder
Systemets dynamik
Perestrojka
Økonomi og politik
Glasnost
Apparatniks og intellektuelle
Glasnost fra neden
Det nationale spørgsmål i Rusland
Perestrojka, glasnost og det nationale spørgsmål
Begivenhederne i Armenien
Arbejderne
De næste skridt
Krisens politik
Noter
USSR står overfor sin største krise i 60 år – siden Stalin konsoliderede sin magt og satte sig som mål at indhente de udviklede kapitalistiske lande gennem en forceret industrialisering. Dybden i den sociale og økonomiske krise, som Gorbatjov står overfor, kom på dramatisk vis op til overfladen i februar 1988 med strejkerne i Armenien og i Nagorno-Karabakh-regionen i Aserbajdsjan. Det, der for tre år siden begyndte som en kampagne blandt en del af lederskabet for at rationalisere den russiske industri – for at gennemføre en “omstrukturering” (perestrojka) – blev pludselig forvandlet til en eksplosion af vrede i en millionby. Tilsyneladende har regimet genvundet kontrollen over situationen i Armenien. Men med urolighederne dér vil det ikke være sidste gang, at befolkningen træder forstyrrende ind i det politiske liv.
Leonid Brezjnev havde magten i Rusland fra 1964 til 1982. Disse år bliver nu officielt betegnet som “stagnationsperioden” i USSR. En række forsøg på at gennemføre økonomiske reformer i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne blev glemt, da man tog afstand fra Khrusjtjov på grund af hans “tankeløse planer”. En ny række reformer, som blev gennemført af Brezjnevs første premierminister Kosygin, fik lov til at løbe ud i sandet. Under Stalin havde selve det herskende bureaukrati været underlagt gentagne og blodige udrensninger. Khrusjtjov satte en stopper for blodsudgydelserne, men han fortsatte med periodisk at ruske op i hierarkiet. Harmen i hierarkiet over dette var en vigtig faktor i hans fald. Som kontrast var Brezjnevs magt bygget op på at forsone alle dem, der havde hjulpet ham med at fjerne Khrusjtjov. Det betød, at man lod bureaukraterne blive på deres pladser, ligegyldigt hvor godt eller hvor dårligt de gjorde deres arbejde. Derfor blev Brezjnev-tiden en træg og konservativ periode, hvor kun dødsfald kunne fjerne topbureaukrater fra deres poster. Da Stalin døde i 1953 var gennemsnitsalderen for politbureau-medlemmer 55 år og for centralkomiteens sekretærer 52. Da Brezjnev døde, var den steget til henholdsvis 70 og 67.
Det russiske lederskab siger nu om disse år:
Både centralt og lokalt fortsatte mange ledere med at handle ud fra forældede metoder og viste sig uforberedte på at arbejde under de nye forhold. Disciplin og orden var sunket ned til et uacceptabelt niveau. Der var mangler i nøjagtighed og ansvarlighed. Den fejlagtige praksis med revisioner af planer oppefra blev vidt udbredt. [1]
I Stalin- og Khrusjtjov-æraerne kunne bureaukrater på alle planer have en vis grad af stolthed over, hvad de opnåede. De måtte måske nok leve i frygt for Stalin og kunne harmes over Khrusjtjovs springende og skiftende politik, men i det mindste så de økonomien vokse og dermed deres personlige prestige. De kunne tro på “kommunismens stadige fremskridt” – ikke i den forstand at det drejede sig om arbejderklassens befrielse, som Marx og Lenin udlagde det, men i stedet om, at den russiske statskapitalismes magt voksede.
Under Brezjnev blev stoltheden afløst af ligegyldighed, og ligegyldigheden blev let til direkte korruption. Det siddende lederskab siger nu, at “bureaukratisering, mangel på kontrol, korruption, bestikkelse og småborgerlig degeneration blomstrede rundhåndet”. [2] I toppen siges Brezjnevs egen familie nu at have været indblandet i dette. Hans datter blev mistænkt for at have været impliceret i en skandale, der drejede sig om stjålne diamanter, og hans svoger, vicechefen for KGB, for at have dækket over hende. [3] Lidt længere nede i det bureaukratiske hierarki ser det ud til, at det nationale lederskab i en række republikker har opbygget deres magtpositioner ved at tillade korruptionen at blomstre. Efter Brezjnevs død har beskyldninger om dette ramt lederne i Kasakhstan, Usbekistan, Georgien og Armenien.
Ligegyldigheden i bureaukratiet blev klart modsvaret af en massiv fremmedgørelse på gulvplan. Alkoholismen steg til rekordhøjder. Kvaliteten af fabrikkernes produktion blev ikke forbedret. Produktiviteten i industrien forblev på 55% af USAs niveau4 og voksede kun en ubetydelighed mere end lønningerne. [5] I virkeligheden er den nuværende kritik af Brezjnev-perioden så omfattende, at det er svært at se, hvordan regimet overlevede i 18 år, hvis kritikken skulle tages bogstaveligt! Således påstår Economist, at “den russiske økonomi har været uden vækst i så lang tid som 20 år”. [6]
Selv om vækstraten i Brezjnjev-æraen var betydeligt mindre end i Stalins tid, så var den i virkeligheden lidt højere end i de fleste vestlige stater (lavere end Japans, men højere end Storbritanniens, der ikke har udvist nogen nettovækst i fremstillingsindustrien i 15 år!). Beregninger fra det amerikanske CIA anslår, at vækstraten gennemsnitligt var 5% om året i Khrusjtjovs sidste fem år og 5,2% i Brezjnev’s første fem år. [7] Det er helt sikkert, at enkelte dele af økonomien oplevede en reel vækst. Den gennemsnitlige kornhøst i Khrusjtjov-årerne var 124,4 mill. tons, mens den var 176,7 mill. tons i Brezjnev’s første ti år ved magten. [8] I 1965 havde kun 24% af Sovjets familier et TV apparat, 59% en radio, 11% et køleskab og 29% en vaskemaskine. I 1984 var tallene vokset til 85%, 96%, 91% og 70%. [9]
Det var netop fordi landets økonomiske forhold så ud til at forbedre sig – på trods af stigende bureaukratisk konservatisme – at det var muligt at ignorere de problemer, der fik Khrusjtjov til at gennemføre sine “tankeløse planer”. Mængden af industri-produktion pr. investeret rubel faldt ganske vist med en tredjedel fra begyndelsen af 1950’erne og til slutningen af 1960’erne, [10] men det var stadig muligt at kompensere for dette ved at øge akkumulationens andel af den nationale indtægt. På den måde voksede “produktionsvarernes” andel af den totale produktion fra 70% i 1950-55 til 75% i begyndelsen af 1970’erne. [11] Og “afspændingen” gjorde det lettere for regimet at ignorere det gab, der stadig eksisterede mellem deres egen økonomi og USAs – deres vigtigste militære konkurrent.
Men i slutningen af 1970’erne begyndte de underliggende problemer at hævde sig igen med et ordentligt brag. Den økonomiske vækstrate begyndte med stor hast at dale. Planen for 1976-80 stillede de laveste vækstmål siden 1920’erne – og de blev endda ikke engang opfyldt. Den årlige vækstrate faldt til 2,7%. [12] Visse industrier blev ramt specielt hårdt: Produktionen af elektricitet og olie steg i 1980 kun med 2/3 af niveauet fra fem år tidligere, og produktionen af kul, stål og værktøj til værktøjsmaskiner faldt i realiteten lidt. [13] Endnu værre var det, at den relativt gode høst i 1978 blev fulgt af dårligere høste i 1979 og 1980, og af en katastrofalt lav høst i 1981.
Nu hævder det russiske lederskab:
De ugunstige tendenser, der fladede den økonomiske udvikling ud i 1970’erne, blev snarere forværret end forbedret i begyndelsen af 1980’erne. Nedgangen i vækstraten fortsatte igennem de første to år. Den økono-miske ledelses indikatorer for kvalitet blev forværret, og i 1982 var industriens vækstrate 33,4% under gennemsnittet af den første 5-årsplan. [14]
Gorbatjovs økonomiske rådgiver, Aganbegjan, skriver:
I perioden 1981-85 var der praktisk taget ingen økonomisk vækst. Uhørt stagnation og krise opstod i løbet af perioden 1979-82, da produktionen af 40% af alle industrivarer i virkeligheden faldt. [15]
De aldrende bureaukrater af Brezjnevs generation reagerede ved at forsøge at undvige de problemer, som den økono-miske nedtur skabte. De forsøgte at fortsætte på den gamle måde samt at bruge deres politiske indflydelse til at beskytte deres egne små personlige magtpositioner. Alligevel var der to begivenhedsforløb, der fik nogle af de ledende personer til at indse faren ved ikke at gøre noget. Den ene var Carters, og derefter i endnu højere grad Reagans, indvarsling af en ny koldkrigsperiode. Den anden var det pludselige opsving i spontane arbejderopstande som førte til Solidarnosc i Polen. Dette viste, at hvis der ikke blev gjort noget, så kunne regimet meget nemt blive udslettet nedefra.
Jurij Andropov overtog ledelsen efter Brezjnevs død. Som chef for KGB kunne man have forventet, at han ville have været konservativ i sin adfærd. Men i en totalitær stat er det ofte det hemmelige politi, der er bedst i berøring med den virkelige stem-ning i folkemasserne. De har et netværk af meddelere, som rapporterer, hvad naboerne rent faktisk siger, mens medlemmer af regimets parti ofte er fristet til kun at rapportere, hvad deres overordnede ønsker at høre. Andropov var således opmærksom på ligegyldigheden, korruptionen og dybden i massernes fremmedgørelse. Han havde været russisk ambassadør i Ungarn i 1956 og set, hvor hurtigt sådanne faktorer kunne tænde et folkeligt oprør – en lære, der blev forstærket af Polen i 1980. Han opstillede en reformkurs for at nedsætte den slags farer imod bureaukratiets magt.
Han overlevede kun i yderligere 14 måneder, og bagefter var de konservative brezjnevistiske kræfter stadig stærke nok til at sikre, at det var en af deres mænd, Tjernenko, der tog over. Men Andropov havde dog opnået at gennemføre et vist skift i magtbalancen, og da Tjernenko selv døde efter 13 måneder ved magten blev Mikhail Gorbatjov udpeget som generalsekretær.
I mellemtiden var den økonomiske stagnation fortsat. Produktionen af en hel række produkter – fra stål til gødning – var lavere end året før. Det nye lederskab kunne ikke undgå at begynde en desperat søgen efter løsninger på, hvad de nu beskriver som “den dramatiske situation, hvori landet befandt sig i april 1985. En situation, som vi i dag med fuld ret kalder før-krisen”. [16]
For at forstå hvorfor den økonomiske krise – og med den behovet for drastisk omstrukturering – kom så hurtigt, er det nødvendigt at forstå den virkelige dynamik i den russiske økonomi, under såvel Stalin som Krusjtjov, Brezjnev og Gorbatjov.
Når det drejer sig om USSR er to former for fejltagelser almindelige på venstrefløjen. Den første stammer fra stalinismens internationale indflydelse. Den ser USSR og lignende samfund som fundamentalt forskellige fra den vestlige kapitalisme, som i grunden socialistiske og derfor overlegne overfor vesten. Lederne i USSR bliver på en måde anset for at være kammerater, omend lidt vildfarne. Denne opfattelse har også fastholdt, at på grund af “planlægningen” er sovjetøkonomien immun overfor de kriseelementer, der plager vesten. Som Ernest Mandel siger det i en typisk formulering:
Sovjetunionen fastholder en mere eller mindre jævn rytme i den økonomiske vækst, plan efter plan, årti efter årti, uden at fortidens fremskridt tynger fremtidens muligheder...Alle den kapitalistiske økonomis udviklingslove, der fremprovokerer en nedsættelse af tempoet i den økonomiske vækst, er elimineret ... [17]
Sådanne synspunkter har selvfølgelig været helt ude af stand til at forudse eller forklare den slags krise, som Rusland er i i dag.
Det andet synspunkt er et fejlagtigt svar på det første. Det ser det russiske system som værende grundlæggende tilbagestående i forhold til den vestlige kapitalisme. USSR betragtes som et samfund i permanent krise, hvor der er indbygget et meget større spild i produktionen end i vesten. Dette synspunkt kan let glide over i den idé, at socialister bør støtte de vestlige herskende klasser imod Rusland, omend “kritisk”. Det passer fint ind i den nuværende mani med at se markedet som en løsning på alle problemerne.
Men det er forkert at sige, at USSR er tilbagestående i væsentlig grad. Da Stalin endeligt konsoliderede sin magt i 1928, var Rusland langt bagud i forhold til lande som Storbritannien og Tyskland, for slet ikke at tale om USA, i det økonomiske udviklingsniveau. Det var stadig overvejende et tilbagestående landbrugsland med storstilede industri-enklaver i nogle få byer. Mellem 1929 og slutningen af anden verdenskrig blev Rusland militært og økonomisk verdens næststørste statsmagt. Omkring 1970 havde Rusland indhentet amerikanerne, og der var ligevægt i den nukleare balance. Hvis det første synspunkt ikke kan forklare krisen i Rusland, så kan det andet synspunkt ikke forklare, hvorfor den har været så længe om at udvikle sig, og hvordan USSR i mellemtiden er blevet udviklet fra et tilbagestående land til en udviklet industristat.
IS-tendensen har altid forbundet sig med en analyse, der ser kriseelementerne i den russiske økonomi som et produkt af netop den dynamik, som denne økonomi fremviste under Stalin og endda under Khrusjtjov.
Det russiske bureaukratis svar på truslen fra den vestlige imperialisme i 1927 og 1928 var at forsøge at industrialisere landet igennem den mest uhyrlige udbytning af arbejder- og bondemasserne. En nødvendighed for at opbygge industrien var at skaffe sig ekstra arbejdskraft samt stærk statslig kontrol over de temmelig magre fødevareforsyninger. Dette opnåede bureaukratiet ved at drive bønderne væk fra jorden og ind i “kollektiver”. Ved at reducere arbejdernes levestandard med 30-40% opnåede de en udbytningsgrad i disse nye industrier, der var tilstrækkelig til at fortsætte ekspansionen.
En sådan forceret industrialisering medførte nødvendigvis et massivt spild af ressourcer og arbejde. Men det betød næppe noget for bureaukratiet, så længe der var rigeligt af det. Bureaukratiet kunne ræsonnere, at det var ressourcer, der ellers ikke ville have været brugt til at opbygge industri og ud fra dette synspunkt således ville have været komplet spildt. Tvangen til at akkumulere tilsidesatte alle andre overvejelser, og enhver snæver kontrol med produktionsomkostningerne blev anset for at være et mindre hensyn, så længe det var muligt at banke arbejdernes og bøndernes levestandard ned og alligevel opnå et massivt merprodukt. I virkeligheden blev ethvert forsøg på at opnå en ærlig vurdering af omkostningerne umuliggjort af politiske og sociale faktorer. Som en nylig og meget interessant beretning om Stalins konsolidering af magten i 1927-28 fortæller:
I en situation med meget voldsomme sociale og økonomiske kriser, som allerede havde medført en utrolig forarmelse af brede lag i befolkningen, udviste hans program uundgåeligt en total mangel på hensyn til den menneskelige faktor og til menneskelige behov; det tøvede ikke med at acceptere ethvert moralsk, materielt eller menneskeligt tab uden hensyn til følgerne...
Ud fra de virkelige forhold i sovjetsamfundet ville det have været umuligt at retfærdiggøre, for slet ikke at tale om at forsvare, Stalins politiske beslutninger. En diskussion om at fastholde den høje industrialiseringsgrad ville have været umulig, hvis tingenes virkelige tilstand var blevet åbent erkendt; det ville have været nødvendigt at tale om noget, som stalinisterne foretrak at forbigå i tavshed – prisen for den stalinistiske kurs. En sådan diskussion ville have været yderst kompromitterende. Derfor holdt Stalin og hans støtter ikke alene kæft og forvred vigtige fakta om økonomien og det sociale liv ... de konstruerede et helt vilkårligt billede af samfundet som helhed. Uoverensstemmelserne mellem de økono-miske planer og de materielle forudsætninger for disse planer blev et af de mest karakteristiske træk ved den stalinistiske politik. [18]
Der var ikke ressourcer nok til at garantere den foreslåede industrielle vækstrate. Planlægningskontorerne besluttede derfor ... at balancere planerne med midler som økonomien endnu ikke havde til rådighed ... Følgerne af den slags planlægning var klar. Fuldførelsen af planen hvilede på et meget brutalt angreb på leve- og arbejdsforholdene blandt industriarbejderne og landbefolkningen ... Dette var en plan for organiseret fattigdom og hungersnød ... [19]
Resultatet var nødvendigvis en ond cirkel af spild og ineffektivitet. Som Tony Cliff beskrev det i 1963-udgaven af hans bog om statskapitalismen i Rusland: [20]
Hvis vi ved begrebet “planøkonomi” forstår en økonomi, hvori alle enkelt-elementer er reguleret og tilpasset en enkelt rytme, hvori gnidningerne er på et minimum, og først og fremmest en økonomi hvori forudseenhed er fremherskende i den økonomiske beslutningsproces, så er den russiske økonomi alt andet end planlagt. I stedet for en ægte plan har den statslige styring udviklet strikse metoder for at udfylde de huller i økonomien, der er opstået ved beslutninger i den selv samme regering. I stedet for at tale om en sovjetisk planøkonomi, ville det derfor være mere korrekt at tale om en bureaukratisk dikteret økonomi ...
Han beskrev den onde cirkel, som dette bevirkede. Planlæggerne satte målene urealistisk højt. For at beskytte sig selv imod denne pression hamstrede fabrikslederne materialer og arbejdskraft. Og i forsøg på at beskytte sig imod pludselig øget pression fra fabrikslederne arbejdede arbejderne så uproduktivt som muligt. Bevidstheden om, at dette foregik overalt i økonomien, fik omvendt planlæggerne til forsætligt at hæve målene og partibureaukratiet til at bruge ethvert middel, det havde til rådighed, til at få fabrikslederne og arbejderne til at forsøge at nå målene.
Alle disse behov nødvendiggjorde en mangfoldighed af kontrolsystemer, der i sig selv er spild, og som i deres mangel på systematisering og harmoni baner vejen for endnu mere spild. Således behovet for mere kontrol, papirbjerge og en overflod af kontrolorganer.
Et af formålene med den massive terror i Stalins tid, med dens tusinder af henrettelser og millioner af slavearbejdere, var at tvinge befolkningsmasserne til at forsøge at fuldende nogle mål, som var umulige at opfylde. Under Khrusjtjov og Brezjnev blev den slags direkte terror elimineret og andre administrative mekanismer sat i stedet. Men ingen af mekanismerne kunne fjerne spildet. I virkeligheden intensiverede den centraliserede bureaukratiske kontrol det selv samme spild, som det var meningen den skulle standse, fordi folk systematisk løj overfor deres overordnede i forsøg på at beskytte sig selv. I sidste endte havde planlæggerne ikke noget virkeligt billede af de reelle omkostninger ved produktionen af bestemte varer, og de fastlagde priser, som havde meget lidt forbindelse til omkostningerne. Dette gjorde det omvendt umuligt for planlæggerne at fastlægge rationelle planmål.
Alligevel er systemet ikke komplet irrationelt. Ingen anden metode til økonomisk organisering kunne under de konkrete omstændigheder i Rusland på det tidspunkt have sat bureaukratiet i stand til massivt at øge den mængde industri, som det havde til rådighed. Som Cliff sagde det i 1963:
Man bør undgå den fejlslutning, at den dårlige ledelse, der gennemsyrer Ruslands nationaløkonomi, udelukker omfattende, ja endog vældige bedrifter. Der er i virkeligheden en snæver dialektisk enhed mellem bureaukratisk misledelse og opsvinget i russisk industri. Fremvæksten af den bureaukratiske statskapitalisme kan kun forklares ved det faktum, at landets produktivkræfter er tilbage-stående, ved den store drift imod hurtig ekspansion og især ved, at forbruget er underordnet akkumulationen ... Imidlertid bliver statskapitalismen en voksende hindring for udviklingen af den vigtigste produktivkraft – arbejdskraften – som kun et harmonisk socialistisk samfund kan befri.
Tendensen til at gå efter højere og højere planmål var ikke et irrationelt produkt af bureaukraternes hjerner. I stedet svarede det til de helt klare behov hos den russiske økonomis ledere, efter at de havde taget ideen om “socialisme i ét land” til sig og forladt perspektivet om at løse op for landets internationale isolation ved at sprede revolutionen. De havde virkelig behov for at indhente de mere avancerede magter militært – og det krævede opbygning af en sværindustri uanset omkostningerne. Den overdrevne akkumulationsrate, de påtog sig, var en indre afspejling af presset fra verdenskapitalismen udefra. Men lige så snart det russiske bureaukrati steg på denne proces med konkurrerende akkumulation, blev det selv en del af verdenssystemet – et element i det system, der omvendt hjalp med til at påtvinge andre akkumulationens konkurrence. Og presset fra den konkurrerende akkumulation formede hele det russiske samfunds indre struktur, tvang bureaukratiet til at selvstændiggøre sig i forhold til de andre klasser i det russiske samfund med blodig undertrykkelse og til at basere sin egen psykologi på udbytningen af disse.
Det er et sandt sisyfos-arbejde, når én del af verdenssystemet forsøger at “indhente” og udkonkurrere alle de andre dele. Enhver succes tilskynder bare rivalerne til at øge deres egen indsats, enhver sejr er kun midlertidig. Derfor fortsætter det militære pres på den russiske økonomi i dag, 60 år efter at Stalin slog ind på den statskapitalistiske vej i forsøget på at hamle op med datidens stormagters militære magt. De to største militærmagter, USA og Rusland, er i direkte konkurrence med hinanden. Rusland har en økonomi, der er omkring halvt så stor som den amerikanske, alligevel er landet nødt til at forsøge at hamle op med USA militært. Hvis man sammenligner bidragene fra USAs NATO-partnere med bidragene fra Ruslands allierede i Warszawa-pagten, så bliver byrden endnu større. En kilde har beregnet, at hvis man går ud fra, at USA og Rusland deler omkring 50% af verdens våbenudgifter imellem sig, så lægger NATO-landene 17% oveni og Warszawa-pagt-landene kun 4% oveni deres respektive supermagters våbenarsenaler.
Med andre ord er det nødvendigt for Rusland at køre økonomien næsten som om det var krigstider, hvis de ønsker at fastholde eller forbedre deres placering i hakkeordenen mellem verdens kapitalistiske lande (og det gør de). På den anden side har USA en befolkning, som har opnået et højere forbrugsniveau end Ruslands, og USAs opgaver er større, fordi de fungerer som politibetjent i en større del af verden.
Det er umuligt at få en nøjagtig vurde-ring af den russiske våbenproduktion, da det er en yderst velbevogtet hemmelighed. Beregninger foretaget af CIA er af indlysende grunde utroværdige. CIA har også indrømmet, at deres tal er helt forkerte. Og SIPRI (Fredsforskningsinstituttet i Stockholm, som hvert år offentliggør statistikker over alle landes våbenudgifter) har i 1988 afslået at beregne den russiske våbenproduktion, fordi tallene er så utroværdige. Almindeligvis bliver det beregnet til at ligge et eller andet sted omkring 14% af bruttonationalproduktet.
Hvis vi ser på, hvordan de vestlige økonomier fungerede under første og anden verdenskrig, ser vi enorme ligheder med den russiske økonomi siden den første 5-årsplan i 1929. For eksempel giver en nylig undersøgelse af den franske økonomi fra 1914-18 [21] følgende beskrivelse:
Den franske regering blev eneimportør og -distributør af varer til industrien. Til slut oprettede regeringen konsortier til at forsyne industrien med de råvarer, den behøvede, og disse organer, der var under stramt tilsyn af handelsministeriet, monopoliserede transporten, stod for betalinger til udlandet, rekvirerede forsyninger, fastlagde fabrikkernes prioriteringer, fastlagde priser og begrænsede profitter. Denne politik var delvist pålagt af Storbritannien, der følte, at ... det var fornuftigt at kræve, at franske forretningsfolk var underlagt den samme bureaukratiske kontrol som deres britiske modparter.
I anden verdenskrig blev dette mønster forstærket. Det er vigtigt at understrege, at disse midler blev taget i brug på tidspunkter, hvor kapitalismen var inde i et konkurrencemæssigt højdepunkt – hvor, som Lenin udtrykte det, [22] “fredelig konkurrence” veg pladsen for krig. Det er derfor underligt at læse ideologer på venstrefløjen og højrefløjen, der holder fast i, at kommando-økonomien er den grundlæggende forskel på de “socialistiske” samfund og de kapitalistiske samfund.
Problemet for en økonomi hvor ressourcerne bliver kastet ud i militær konkurrence er, at den i sidste instans risikerer at sakke agterud efter sine rivaler, fordi investeringerne ikke moderniserer den ikke-militære sektor. Våbenbyrden forklarer, hvorfor Rusland ikke gjorde som Japan og underbød sine rivaler. Men i sidste ende er det ikke kun den civile industri, der svækkes på denne måde, men også selve den militære duelighed. Truslen overfor Ruslands militære stilling forklarer noget af det presserende ved Gorbatjovs perestrojka.
Presset for at omstrukturere er ikke noget, der er specielt for Rusland. Det plager også kapitalistiske selskaber i vesten igen og igen. De udarbejder succesrige modeller for akkumulation og konkurrence, og disse bliver indbygget i deres egen indre organisation. De har bestemte systemer for større investeringer og i sammenhæng hermed specielle ledelses-hierarkier. Disse modeller påvirker omvendt også den måde, hvorpå selskaberne forholder sig til truslen om uro blandt deres arbejdskraft – hvad enten det drejer sig om rå undertrykkelse, forskellige former for fagforeningsfjendsk paternalisme eller samarbejde med fagbureaukrater. Det netværk af samarbejde, der således bliver etableret, kommer til at påvirke selve selskabets måde at fungere på, selv når der sker ændringer i de ydre forhold, der førte til en bestemt akkumulationsmodel i første omgang.
Efterhånden som kapitalismen ældes, bliver den mere koncentreret (enhederne bliver større) og mere centraliseret (enhederne bliver færre). Teknologiske forandringer er en del af denne proces. Bare for at give et par eksempler: Ford Motor Company begyndte pludselig at miste terræn til General Motors i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne efter at have udkonkurreret alle andre bilselskaber i verden ved at gå i spidsen med samlebåndsproduktion. Dette resulterede i bitre kampe indenfor selskabets ledelsesstruktur; [23] i 1970’erne var det General Motors tur til at opdage, at selve selskabets størrelse skjulte, i hvor høj grad de var ved at miste terræn til deres konkurrenter. De sidste 30 års britisk industris historie er historien om, hvordan man gang på gang har opdaget den slags – det var dette, der førte til døden for Austin-Morris, English Electric, de gamle Clyde skibsværfter og så videre.
Alle, der vil gøre karriere i management-studierne på universiteterne, finder en masse litteratur om dette emne – og det ligner i virkeligheden meget det, der skrives til fordel for perestrojka i Rusland idag. Det lægger vægt på, at firmaerne har et løbende behov for omstrukturering for at udbytte arbejderne på den mest effektive måde. Dette kræver periodisk reorganisering af ledelsesstrukturerne og prispolitikken såvel som investeringerne for at øge arbejdernes produktivitet.
Disse problemer blev specielt akutte efter 1945. Gigantfirmaer, der var vokset op indenfor de protektionistiske grænser i mellemkrigstidens økonomiske imperier (det britiske og det franske imperium, dollarområdet og den japanske velstandszone), stod overfor problemer med at tilpasse sig en ekspanderende verdensøkonomi. Hvordan skulle de organisere sig? To ting var nødvendige. For det første måtte firmaernes hovedkvarterer udvikle en strategi for konkurrencen. En vital ting var central planlægning flere år i forvejen, noget som tidligere var ukendt for mange firmaer.
For det andet måtte enhederne i de multinationale selskaber fungere så effektivt som muligt. Ellers kunne de multinationales størrelse gå hen og blive en faktor, der skabte større ineffektivitet, hvor ineffektive enheder ville forlade sig på, at moderselskabet ville sikre dem.
Alle multinationale undersøger periodisk mulighederne for forskellige former for omstrukturering – og grundlæggende af de samme årsager som Gorbatjov. De multinationale forsøger at kombinere central planlægning med effektivitet i underafdelingerne. De beklagelser, man hører fra og om lederne i forskellige enheder i selska-berne, lyder ofte som noget der kunne have været sagt af Abel Aganbegjan eller Tatjana Saslavskaja (de to bedst kendte teoretikere bag markedsreformerne). For eksempel er en amerikansk direktør i Thailand citeret for følgende:
Disse gæve gutter manipulerer med tallene, men de ved virkelig ikke hvad de skal gøre ved kendsgerningerne ... jo mere man forsyner dem, jo mere vil de have ... og mine to assistenter og jeg bruger 60% af vores tid til at frembringe rapporter og data, og jeg håber virkelig at nogen bruger det til toiletpapir... [24]
Under sådanne forhold kan firmaers produktionsomkostninger afvige temmelig meget fra det, der var målet. Resultatet kan blive, hvad en økonom har kaldt “x-ineffektivitet” – et ineffektivitets-niveau i selskabet, der kan komme helt op på 30-40% af produktionsomkostningerne. [25] De faktiske produktionsomkostninger og de priser, der kan gøre sig gældende på et “perfekt marked”, afviger temmelig meget fra hin-anden. For at bruge den marxistiske terminologi, så er der tale om omfattende kortsigtede indgreb i værdiloven. Et andet almindeligt problem for store firmaer er at få delt profitenhederne op. En beskrivelse af hvordan Volvo blev styret fra 1979 siger:
Produktdivisionerne må forhandle med produktionslederne for at fremstille tingene til en pris, der gør det muligt for dem at sælge deres biler, busser og lastvogne med profit til deres “kunder” – hvoraf de fleste er Volvos markedsenheder. Markedsenhederne er også profitenheder, eftersom de forhandler med produktdivisionerne på grundlag af mængde og styk-priser.
Den samme undersøgelse omtaler forskellige metoder til at opdele multinationale i divisioner. Der er således “funktions”organiseringer (så som fremstilling, finansiering, indkøb, marketing), og regionale organiseringer eller produktdivisioner. Ofte er der en kombination af de forskellige former for underdivisioner.
Forskellige firmaer strukturerer sig på forskellig måde. En talsmand fra et andet skandinavisk land, der er citeret i den samme undersøgelse, modsætter sig “funktionali-sering” på den måde – “alt for mange problemer går op og ned igennem for mange niveauer, før man får beslutningerne. Dette overbebyrder den øverste ledelse, og forhindrer yderligere vækst i selskabet”. [26]
Den nye organisationsform, som firmaet antager, er på ingen måde en garanti for succes og bliver i nogen tilfælde opgivet igen. Hvorfor gør de det så? Svaret ligger i det evindelige pres fra konkurrencen. Jo flere problemer der er med profitabilitet, jo mere vil kapitalisterne ty til omstrukturering af organiseringen og jo vigtigere bliver den effektive omstrukturering.
Omstrukturering er sjældent nemt for kapitalistiske firmaer. Det kan føre til bitre sammenstød mellem de ledere, der presser på for omstrukturering, og de, der føler, at deres position er truet. Begge parter vil bestræbe sig på at bruge deres personlige indflydelse – gammelt venskab, løfter om forfremmelse, direkte bestikkelse – for at vinde nøglepersonerne indenfor firmaet over på deres side. Når det kommer til stykket kan ændringer i topledelserne af store firmaer ofte sammenlignes med militærkup. Den ene side samler i hemmelighed opbakning og indkalder så pludselig til et bestyrelsesmøde for at slippe af med modstanderne, før de kan nå at slå igen, og i ekstreme situationer kan de endda låse modstanderne ude fra de kontorer, hvor de har arbejdet i årtier. [27] Og når omstruktureringen bliver fuldbyrdet ved, at et firma overtager et andet, så kan kampen om kontrollen antage form af direkte svindel (som med Guinness’ overtagelse af Distillers), og forsøg fra begge sider på at få støtte fra staten (som med Westland-sagen i 1986).
Problemerne med omstrukturering når deres højdepunkt, når der er mere eller mindre totalt sammenfald mellem dem, der kontrollerer industrien, og dem, der kontrollerer staten, altså i en statskapitalistisk økonomi. Her betyder omstrukturering, at et stort antal ledere mister deres positioner. Som Gorbatjov siger det i sin bog “Perestrojka”, [28]: “vi har intentioner om at gennemføre store nedskæringer i ledelsesapparatet”. I 1987 blev ledelsen i olieindustrien skåret ned med en tredjedel, og en vurdering lyder på, at ialt 200.000 embedsmænd er blevet fyret. [29] Men de ledere, der risikerer at ryge ud, har noget, som de sjældent ville have haft i en “privat”-kapitalistisk økonomi: en grad af direkte kontrol over statsmagten. Omstruktureringen indebærer derfor såvel politiske kampe som sammenstød imellem industrilederne.
Dette er grunden til, at diskussioner om økonomisk politik i delvist statskapita-listiske lande som Italien og Brasilien bliver til politiske manøvrer indenfor de vigtigste borgerlige partier og indenfor statsapparatets bureaukrati. Dette har været den vigtigste hindring for omstrukturering af de gigantiske statskontrollerede firmaer, der findes i begge lande.
I USSR har sammensmeltningen mellem kontrol over staten og industrien nået sit højdepunkt. På alle niveauer har den gamle “planlægnings”metode medført vedvarende pression fra det politiske apparat overfor fabriksledere for at få dem til at opfylde de mål, som planlæggerne har prioriteret, og pression fra fabrikslederne overfor de politiske bureaukrater for at få dem til at skaffe de nødvendige ressourcer til at kunne opfylde målene. Den gensidige indflydelse, som dette politiske og økonomiske apparat har på hinanden, viser sig i den kendsgerning, at ledende medlemmer af politbureauet har haft økonomiske funktioner på forskellige niveauer i løbet af deres karriere. Vekselvirkningen findes på alle niveauer i hierarkiet, således at helt nede i de lokale particeller er det overvejende folk, der kommer fra administrative poster, der kontrollerer cellerne. [30] På den måde indebærer omstruktureringen nødvendigvis enorme politiske kampe indenfor bureaukratiet. Og disse kampe opstår ikke alene på landsplan, de gentager sig hele vejen ned igennem hierarkiet, på enhver fabrik og i ethvert lokalsamfund – overalt hvor politisk og industriel magt er sammenflettet som et resultat af 60 års statskapitalistisk akkumulation.
Gorbatjov er ikke den første, der forsøger at omstrukturere et bureaukratisk statskapitalistisk samfund. Stalins død blev efterfulgt af en række lignende forsøg. Den nye ledelse begyndte næsten øjeblikkeligt at afvikle de store slavearbejdslejre – delvis for at fjerne truslen imod enkeltpersoner i bureaukratiet, men også for at gøre den ineffektive slavearbejdskraft til en mere effektiv “fri” arbejdskraft. Den nye premierminister Malenkov lovede at lægge større vægt på forbrugsgoder frem for produktionsmidler. Khrusjtjov fik ham snart fjernet fra den politiske magt for blot selv at starte sit eget forsøg med omstrukturering. Først gennemførte han decentralisering (igennem et regionalt baseret system, de såkaldte “sovnarkhosy”), siden svingede han over til fornyet centralisering.
I Østeuropa var der forsøg på større omstruktureringer i Ungarn 1953-56, Polen 1956-57, Jugoslavien i midten af 1960’erne og i Tjekkoslovakiet fra 1963-68. Disse forsøg løb i hvert eneste tilfælde ind i politiske forhindringer – og endte i større eller mindre politiske rystelser. I Rusland, for eksempel, medførte reformerne efter Stalin således en fysisk konfrontation mellem flertallet i politbureauet og chefen for GPU, Beria, som endte med henrettelsen af Beria. Khrusjtjovs reformer førte til gentagne sammenstød med andre ledere i partiet, indtil han mobiliserede generalerne imod dem og tvang dem ud (og sendte dem halvvejs i eksil som direktører for kraftværker ude østpå). De ungarske reformer førte til en borgerkrigs-atmosfære inden for kommunistpartiets hierarki mellem tilhængerne af premierministeren Imre Nagy og partisekretæren Rakosi. Denne atmosfære lagde senere grunden til den ungarske revolution i 1956. [31] De jugoslaviske reformer i midten af 1960’erne kunne først fuldføres, efter at partilederen Tito pludselig vendte sig imod sikkerhedschefen Rankovic og fyrede ham. De tjekkiske reformer førte til den bitre strid i partiledelsen, der førte til “foråret i Prag” i 1968.
Eksemplerne fra Ungarn og Tjekkoslovakiet viser, hvordan splittelser i bureaukratiet kan føre til, at staten mister evnen til at kontrollere resten af samfundet. I begge tilfælde var det kun de russiske troppers intervention, der i sidste ende kunne genoprette kontrollen. Eksemplerne viser også noget andet: I forsøget på at vinde debatten vil én fløj i bureaukratiet forsøge med en begrænset mobilisering i andre dele af samfundet – især blandt de intellektuelle. Dette indebærer, at de opmuntres til at kritisere bureaukratiets gamle linie og de enkeltpersoner, der fastholder denne linie, noget der tidligere var forbudt. Khrusjtjov isolerede først sine fjender i ledelsen med den hemmelige tale på den 20. partikongres i 1956 om Stalins forbrydelser, men han kunne ikke rigtig beslutte sig for, hvor langt han ville gå. Selv om talen var trykt op, blev hele oplaget senere skrottet. [32] På den 22. partikongres i 1961 førte han endelig kampen ud i åbenhed. Denne tale var ikke så stort et chok for den kommunistiske verdensbevægelse som 1956-talen, men den gik længere. Khrusjtjov’s tidligere konsorter i politbureauet – Molotov, Malenkov, Kaganovitj og Vorosjilov – blev beskyldt for at hjælpe Stalin og for at være hans medskyldige. Stalins lig blev fjernet fra sin plads ved siden af Lenin i Kreml-mausoleet. Khrusjtjov talte om millioner af døde, ikke bare om tusinder som i 1956. Og han tillod offentliggørelse af værker, der beskrev livets realiteter i Stalin-tiden, som for eksempel Solsjenitsyns “En dag i Ivan Denisovich’s liv”. I foråret og sommeren 1956 i Ungarn brugte Imre Nagys tilhængere inden for partiet og statsapparatet de aviser, som de kontrollerede, til at udfordre Rakosi-tilhængerne og ydede officiel beskyttelse til diskussions-grupper, som for eksempel Petöfi-cirklen. I de første måneder af 1968 i Tjekkoslovakiet brugte Dubcek-tilhængerne Smrkovsky og Goldstucker deres indflydelse til at ignorere censuren og fordømme den gamle ledelses forbrydelser. Et dokument fra IS, der blev bragt i International Socialism i 1970, og som opsummerede forsøgene med omstrukturering, sagde blandt andet:
Økonomiens fiasko med at opnå en balanceret vækst resulterer i en splittelse i apparatet. En del begynder at kræve total reform ...
Den del af bureaukratiet, der vil reformer, kan ikke overtage kontrollen uden at demobilisere de fjender, der normalt kontrollerer partiapparatet. Denne del begynder derfor at kræve ret til selv at organisere sig indenfor partiet og ser sig om efter allierede, der kan bakke den op.
På et vist tidspunkt inviterer den reformerende del af bureaukratiet visse mellemliggende lag (intellektuelle, journalister, studenter) til at hjælpe sig med at paralysere apparatet og overtage det. Men dette tillader og opmuntrer endda de ikke-bureaukratiske klasser (især arbejderne) til at mobilisere, først bag de reformerende dele af bureaukratiet og senere i stigende grad for egen regning igennem arbejderråd og så videre. Revolutionen bliver permanent, og dens krav får ny betydning.
Når reformatorerne er kommet til magten, prøver de at ride stormen af. Men det kan de kun gøre ved påny at genoprette samfundets grundlæggende klassestruktur. Dette indebærer tilbagevisning af alle de fremskridt, arbejderne måtte have opnået. Først forsøges den “kolde” metode med ideologisk hegemoni (for eksempel Gomulka med held, og Nagy knap så heldigt i 1956, og Dubcek i 1968); hvis dette mislykkes følger så den “varme” metode med væbnet undertrykkelse (Kadar i 1956, Husak i 1969).
Under alle omstændigheder er de reformivrige dele af bureaukratiet nødt til at komme til forståelse med deres såvel indre som ydre fjender og deres metoder, hvis de skal undgå, at de kræfter, som de selv har sluppet løs komplet opløser bureaukratiet. De er tvunget til at genindføre produktionsforhold, som, trods modifikationer, er i modsætning til den nationale økonomis maksimale udvikling. [33]
Gorbatjov havde ikke brug for nogen større kamp for at komme til tops i første omgang ligesom Imre Nagy og Alexander Dubcek før ham. Han arvede magten efter Andropovs og Tjernenkos pludselige dødsfald. Han var heller ikke kendt som en reformator. Som den afhoppede dissident Sjores Medvedev siger det, var han “hverken liberal eller udpræget reformist”. [34] Men han tilhørte en generation af bureaukrater, der kunne se det kun alt for tydelige behov for reformer, uden hvilke den russiske øko-nomi ville komme til at stå overfor dybe problemer. Det var denne generation, der manøvrerede i fællesskab for at fjerne deres 10-20 år ældre modstandere af enhver virkelig økonomisk forandring.
I hovedsagen tog denne manøvre ikke form af åben konfrontation med modstanderne. Det var nærmere sådan, at Gorbatjov brugte generalsekretærens retmæssige magt til at udnævne visse folk og pensionere andre, mens hans allierede kunne bruge spørgsmålet om korruption til at fjerne andre modstandere (for eksempel den daværende partileder i Moskva, Grisjin, og partisekretæren i Kasakhstan, Kunajev). En af disse allierede var Ligatjov, der var sekretær i centralkomiteen med ansvar for partiorganisationen. Han pressede mange af personaleændringerne igennem, og som en jævnlig gæst i forfatterforeningens hus tilskyndede han til en vis grad af liberalise-ring af Moskva-pressen i 1985-86. Ved afslutningen af denne periode var Ligatjov alment anerkendt som næststærkeste person i partihierarkiet.
Der var ingen uenighed om behovet for omstrukturering blandt den nye generation af politbureau- og sekretariats-medlemmer. Heller ikke om, at Brezjnev-tilhængerne dermed nødvendigvis måtte udmanøvreres. Men i dag er det klart, at fra midten af 1986 var der uenigheder om karakteren af de økonomiske forholdsregler, der skulle presses igennem, og om de politiske konsekvenser heraf.
Tilsyneladende er der to fundamentalt modsatrettede synspunkter blandt dem, der sidder i toppen af magtstrukturen. Det ene, der almindeligvis anses for at stamme fra Ligatjov, siger, at eftersom personudskiftningerne har elimineret de korrupte og ineffektive elementer, der kunne forbindes med Brezjnev-perioden, så er det eneste nødvendige nu en yderst centraliseret kampagne fra partitoppen for større effektivitet. Ændringer i de økonomiske kontrolmekanismer kan være nødvendige, men de bør baseres på den form for centralisering, der er fremherskende i DDR, fremfor den markedsmodel, der eksisterer i Ungarn og Jugoslavien.
Det andet synspunkt fastholder, at omstruktureringen kun vil fungere, hvis den gamle form for økonomisk organisering bliver ændret fra top til bund. Det vil være nødvendigt at bevæge sig i samme retning som Ungarn og Jugoslavien. Men det ville betyde en massiv konfrontation med partiets gamle garde og statsapparatet på alle niveauer. Denne fløj har derfor krævet, at restriktionerne på medierne bliver hævet tilstrækkeligt til at gøre den i stand til at jagte disse reform-modstandere. En økonom sagde i april 1988 i russisk TV, at reformerne i 1960’erne slog fejl, fordi de alene “gik på økonomien”:
Vi ønskede at omstrukturere øko-nomien radikalt uden at gå ud over ændringer i den økonomiske sfære – uden at påvirke den politiske sfære, sociale forhold eller åndeligt og ideologisk liv ... Kun en pakke med ændringer på alle livets områder er i stand til at skabe virkelige og fundamentale ændringer i økonomien. [35]
I de fleste populære beskrivelser af USSR bliver Gorbatjov identificeret med de mere gennemgribende krav om glasnost (åbenhed) og demokratisering, men i virkeligheden ser det ud til, at han har svinget mellem de to synspunkter. Han har ofte benyttet sig af kampagner oppefra og ned – metoder, der svarer til Ligatjovs synspunkt. Dette var for eksempel tilfældet i forbindelse med hans kampagne mod druk. Den var baseret på diktatoriske dekreter ovenfra, der hævede prisen på alkohol, begrænsede salgssteder-ne og satte politiet til at beslaglægge hjemmebrændingsanlæg (de foretog 800.000 sådanne beslaglæggelser i 1987!). Det har også været tilfældet i forbindelse med mindre kendte kampagner, som fx hans opfordring til at kopiere Stalintidens Stakhanov-bevægelse, [36] eller hans påbud på et møde i Khabarovsk: “Nu drejer det sig om arbejde, arbejde, arbejde”. [37] Gorbatjovs linje sættes i relief af, at den øgede vægt, der lægges på kvalitetskontrol – som nu berører mange af landets større fabrikker – hviler på øget centra-lisering. Godkendelsen af industriens produkter ligger hos statskomiteen for standarder (Gosstandart). Siden 1. januar 1987 er 1500 større virksomheder blevet underlagt streng kvalitetskontrol herfra. [38]
Glasnost “fra oven” er i virkeligheden gået igennem to adskilte faser. Den første, fra Gorbatjovs tiltrædelse over den 27. partikongres i 1986 til årsskiftet samme år, var en fælles indsats af alle omstrukturerings-tilhængerne, Ligatjov-folkene såvel som de mere gennemgribende reformatorer, for at fjerne Brezjnev-folkene. Den anden fase – fra slutningen af 1986 og frem til idag – har modsat betydet bitre skænderier mellem tidligere allierede. I den første halvdel af 1987 forsøgte de radikale reformatorer at underbygge deres kontrol i den tro, at de i det mindste havde delvis støtte fra Gorbatjov. Det var på dette tidspunkt at ideen om glasnost virkelig var i front, og hvor Gorbatjov skrev sin bog “Perestrojka” med det klare (omend latterlige) standpunkt at “perestrojka er en revolution og den mægtigste og mest demokratiske af slagsen”. [39] Samtidig blev der lagt planer for en ekstraordinær partikonference (den første i 47 år) for at sikre den endelige sejr over modstanderne af omstruktureringen.
Men det var også i disse måneder, at modstanden imod perestrojka virkelig begyndte at vokse inden for partiledelsen. Ligatjovs allierede besluttede, at nu hvor Brezjnev-folkene i ledelsen var blevet udrenset, var det på tide at genopbygge den centraliserede autoritære kontrol. Sammenstødene mellem de to sider har tilsynela-dende halvvejs paralyseret ledelsen. Det planlagte møde i centralkomiteen i oktober 1986 blev udsat tre gange af denne grund og blev først endelig holdt i januar 1987. Selv da var det en skuffelse for Gorbatjov. Ifølge politbureaumedlem Lev Sajkov blev Gorbatjov’s åbningstale modtaget med “anspændt stilhed”, og nogen af de efterfølgende talere var uenige med generalsekretæren. [40] Han foreslog visse ændringer i “kadrepolitikken”, som han tabte. Et af forslagene var for eksempel, at embedsmænd på alle niveauer skulle pensioneres ved en bestemt alder. Obligatorisk genvalg af partikomité-medlemmer blev begrænset til kun at gælde de lavere niveauer. I foråret beklagede Gorbatjov sig over, at “der er hårde modstandere af perestrojka i centralkomiteen og i regeringen”. [41]
De mere radikale reformatorer var rasende og skræmte af den pludselige vækst i modstanden. En typisk reaktion var Anatolij Steljani’s udtalelse til Komsomol på Moskvas statsuniversitet: “Der er to partier i partiet. Det er nødvendigt åbent at vælge side, fra top til bund ... Gorbatjov har været længe om at udbrede grundlaget for perestrojka, og dette vil føre til nederlag for vores sag og for Gorbatjov selv”.
I mellemtiden begyndte reform-modstanderne at hævde sig selv, stærkere end nogensinde. Typisk var en nøgletale som chefredaktøren af Isvestia, Ivan Laptev, holdt for det russiske journalistforbunds generalforsamling i juli. Han kritiserede journalisterne for den måde, de havde tolket glasnost på. Til tider, sagde han, var de “gledet ind i generalisering og begyndt på at kritisere ... socialismen som system”, og de havde “gjort for meget ud af” kritikken, “overfyldt læserne” med sensationelt materiale. [42]
På det tidspunkt var Boris Jeltsin tilsyneladende den person, som medlemmer af partiets ledelse mest forbandt med de radikale reformatorer. Jeltsin var blevet hentet i Sverdlovsk i juli 1985 for at blive centralkomiteens kommissær for byggeri, og han fik seks måneder senere til opgave at “rense op” i Moskvas byorganisation efter Viktor Grisjins tvungne pensionering. Det så ud til, at Jeltsin på forhånd var udpeget til en af de øverste poster i politbureauet, og han blev betroet at holde en nøgletale til mødet i centralkomiteen i oktober 1987. Her benyttede han lejligheden til at udsende en tirade mod modstanderne af perestrojka, hvor han angreb Ligatjov ved navn for “manglende opfindsomhed”. Men han blev skuffet, hvis han havde ventet Gorbatjovs støtte. 26 talere – heriblandt Ligatjov og KGB-chefen Tjebrikov, tog afstand fra hans tale, og mødet vedtog enstemmigt en resolution, der erklærede hans synspunkt for “politisk forkert”. Den udenlandske presse fik at vide, at debatten havde fundet sted, men det fik det russiske folk ikke. De hørte først om det, da et ekstraordinært møde i Moskvas bykomité tre uger senere fyrede Jeltsin.
Tonen på dette møde i Moskva blev slået an af Gorbatjov selv. Han erklærede at Jeltsin “helt fra begyndelsen (havde) tillagt sig højtravende synspunkter og løfter, som stort set kun nærede hans overdrevne ambitioner og glæde ved at være i rampelyset”. Jeltsin svarede med en ofte offentliggjort tilståelse, der kunne være taget lige ud af Stalintiden:
Jeg må sige, at jeg kan ikke afvise denne kritik. Jeg er meget skyldig overfor Moskvas byorganisation, jeg er meget skyldig overfor byens partikomité, over for bureauet og selvfølgelig overfor Mikhail Gorbatjov, hvis prestige er så stor i vores organisation, i vores land og over hele verden. [43]
Fyringen af Jeltsin var en betydelig sejr for reformmodstanderne. Betydningen af dette sås i en tale, som Gorbatjov holdt på årsdagen for revolutionen i oktober 1917. Den var på forhånd var det forventet at blive en vigtig politisk erklæring, men i virkeligheden blev talen en betydelig retræte fra hans bog “Perestrojka”, hvor han havde forpligtet sig til vidtgående reformer. Han tog afstand fra dem, der var “for utål-modige” overfor forandringerne i samme åndedrag som han tog afstand fra dem, der gik imod, og lagde vægt på, at “det er absolut grundlæggende at mestre den revolutionære selvbeherskelses kunst”. I de følgende måneder var det meningen, at den ekstraordinære partikonference skulle forberedes og diskussionen løses en gang for alle.
Men det krævede en høj grad af enhed i politbureauet, for at der kunne blive enighed om de midler, der skulle fremlægges for et møde i centralkomiteen og siden på konferencen. Seks måneder senere havde man endnu ikke opnået denne enighed. I stedet for diskuterede centralkomiteen et dokument fra Ligatjov om uddannelsespolitik. De lokale partikonferencer, som i mellemtiden var blevet bedt om rapporter om perestrojkas fremskridt og om at vælge delegerede til den nationale konference, fortsatte uden at skabe nogle radikale for-andringer. 57.000 mennesker blev fjernet fra deres poster i de primære partiorganisationer, hvilket lyder af meget indtil man husker på, at der er 1,3 mill. der besidder sådanne poster, og på by- og distriktsniveau er kun 200 embedsmænd blevet fjernet. I virkeligheden var modstanden imod enhver forandring så omfattende, at 340 møder måtte genindkaldes, fordi det blev opdaget, at de var “pseudo-begivenheder” uden nogen diskussion overhovedet. [44]
Mens partiledelsen måske nok har været paralyseret fra oktober 1987 og frem, så har det i denne periode gæret mere og mere nedefra i det russiske samfund.
Som i Ungarn og Polen i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968, har en del af de intellektuelle spillet en nøglerolle. Gorbatjov’s glasnost fra oven har medført, at der er blevet givet grønt lys til økonomer, journa-lister og forfattere til at kritisere Brezjnev-tiden og hans nutidige tilhængere. De har fået lov til at rejse spørgsmål, der tidligere var tabu. Reformmodstanderne har forsøgt at forsvare sig ved at glorificere Stalin-tiden, så selv de mere moderate reformtilhængere som Gorbatjov har været nødt til at gå imod dem på dette spørgsmål – selv om Gorbatjov stadig retfærdiggør den generelle linie, som Stalin fulgte.
Nogle af de bedste eksempler på, hvordan pressen er blevet sluppet løs, ses i forhold til de ikke-russiske republikker. Her har Gorbatjov haft betydelige problemer med at få dele af Brezjnev-generationen drevet ud, især Sjtjerbitsky i Ukraine og Demirtjjan i Armenien. Moskva-pressen har således ofte fungeret som højttaler for de synspunkter, som modstanderne af de lokale partiapparater stod for. I januar citerede Isvestia for eksempel en opfordring til Demirtjjan om at træde tilbage samt påstande om “udbredt bestikkelse i de lovgivende organer”, som skulle have foregået i den armenske centralkomité. Pravda angreb “korruption, protektionisme og det sorte marked” i republikken. Og ved et møde i den ukrainske centralkomité i Kiev blev Sjtjerbitsky åbent kritiseret af en taler, der krævede at han “lagde sin livsstil om”.
Men enhver regering, der giver intellektuelle grønt lys til at kritisere dens forgængere, støder ind i et problem. Det er meget svært at undgå, at kritikken tager sin egen retning og kommer til at afspejle andre interesser ved siden af regeringens. Selvfølgelig er der i ethvert samfund en vis gruppe intellektuelle, som i virkeligheden er betalte eftersnakkere og samfundsforsvarere, og som er parate til at spille rollen som rent “funktionelle” forsvarere af status quo som betaling for en komfortabel tilværelse. Men når et samfund er i dyb krise vil i det mindste nogle intellektuelle forsøge at give udtryk for de følelser, der eksisterer bredt i befolkningen, selv om de forsøger at forene disse følelser med den eksisterende orden. Når kontrollen over medierne slækkes under sådanne forhold, kan det føre til en pludselig opblomstring af alle slags ideer og diskussioner. Det er grunden til, at spørgsmål, der for tre år siden kun kunne rejses i undergrundspressen, samizdat, nu diskuteres i legale aviser og tidsskrifter, der trykkes i oplag på hundredetusinder, ja endda i millioner. I løbet af det sidste år er det for første gang officielt indrømmet, at der findes prostitution i Rusland, at der eksisterer storstilet korruption, at hungersnød slog millioner ihjel i Ukraine i 1930’erne, at homoseksualitet er mere end et problem, der bare kan overlades til de psykiatriske institutioner. Perioden har også fremvist den første åbning, siden Khrusjtjov blev fjernet, i debatten om stalinismens fremvækst, med referencer til Bukharins ideer og – i mindre omfang – til Trotskijs.
Det er denne diskussion, der er en af de vigtigste grunde til, at folk som Ligatjov, der samarbejdede med reformatorerne for at få bugt med Brezjnev-folkene, nu er svunget tilbage og går imod yderligere reformer. De har haft held med at bejle til den frygt, som bureaukrater på alle niveauer har overfor effekten af ubegrænset åbning.
Der er stadig ret snævre grænser for, hvad der kan siges i medierne. For eksempel fik Moskvapressen ikke lov til at trykke den halvanden time lange tale, som Gorbatjov holdt i det armenske fjernsyn under de store demonstrationer. Repræsentanter for den officielle presse deltog i et møde for samizdat-redaktører i Leningrad i oktober, men der blev ikke trykt nogen rapporter. Ogonjoks udenrigsredaktør blev fyret, efter at han havde offentliggjort detaljer fra en opinionsundersøgelse af perestrojkas popularitet. Midt i januar offentliggjorde det samme tidsskrift en artikel af forfatterveteranen Illina, der angreb den måde, hvorpå bogforlagene favoriserede visse forfattere ved at trykke deres værker i store oplag, uden hensyn til deres popularitet. Pravda bragte et stort angreb på artiklen, og formanden for forfatterforbundet dekreterede, at sådanne artikler ikke måtte få lov til at blive trykt igen. Pravdas Armeniens-korrespondent blev fyret for at protestere over, at hans navn var blevet sat på en komplet usandfærdig rapport.
Alligevel har en splittet ledelse et reelt problem med at indføre sådanne grænser. For hvem skal beslutte, hvor grænserne går? De radikale reformatorer eller de konservative? Problemets størrelse ses klarest i det seneste sammenstød i ledelsen. Den 13. marts offentliggjorde Sovietskaja Rossija et langt brev under titlen “Jeg kan ikke give afkald på principperne”. Det blev påstået, at det var skrevet af Nina Andrejeva, en kemilærer fra Leningrad. Brevet var i virkeligheden et manifest fra antireform-tendensen. Det beklagede sig over væksten i “negative tendenser”, over den nedsættende omtale af “tidligere landvindinger”, over angrebene på Stalins fortjenester (det citerede hans meritter fra Churchill!) og over den fremherskende holdning blandt ungdommen. Det påstod, at “efterkommere af de klasser, som oktoberrevolutionen omstyrtede, er i live og har det godt”, sammen med “de åndelige arvtagere efter Dan, Martov og andre russiske socialdemokrater, Trotskij eller Jagodas åndelige følgesvende, og efterkommere efter NEP-mænd, basmachier og kulakker”. Det sagde ligeledes, at blandt de intellektuelle var der alle mulige former for “modernistiske stræberier” og “krav om en eller anden venstre-liberal intellektuel socialistisk model”. I en tone, der lignede tonen i den russiske og østtyske presse omkring Tjekkoslovakiet i foråret 1968, advarede brevet ildevarslende om, at “folk med autoritet” kunne blive nødt til at “redde socialismen.”
Brevet var et signal til reformmodstanderne om at gå i aktion. Det blev ifølge en skribent i Isvestia
hastigt genoptrykt i nogle større eller mindre aviser, nogle steder er efter ordre fra de lokale chefer, andre steder på avisernes eget initiativ, tilskyndet af et ønske om ikke at falde igennem eller ud fra et ønske om at behage ... Nogle rayon (det vil sige distrikt) partiko-miteer begyndte at organisere storstilede diskussioner om artiklen på møder og forsamlinger, der skulle udtrykke støtte til de ideer, som artiklen indeholdt ... [45]
I mellemtiden var tilhængere af radikale reformer paralyseret i medierne:
Hvad gjorde vi for at beskytte og forsvare perestrojka? Var der måske en bølge af vrede og ivrige parti- og Komsomol-møder for at afvise Sovietskaja Rossija? Nej, der var intet af den slags. I Leningrad holdt partiet konference til støtte for denne artikel. En blev endda transmitteret i fjernsynet. [46]
Lignende møder blev holdt i Moskva, og mere end 40 aviser landet over genoptrykte artiklen. Komsomolskaja Pravda indrømmede senere, at der blev ved med at komme “læserbreve, der var uenige med artiklen, og som angreb anti-perestrojka-kræfternes synspunkter. De blev ikke offentliggjort”. [47]
Tre uger efter at den oprindelige artikel dukkede op, var der så en større ledende artikel i Pravda den 5. april, formentlig skrevet af et politbureauemedlem, der søsatte et massivt angreb. Den tog afstand fra
ønsket om ikke at fremme sagen, men modsat at ville bremse den ved at fremsige de sædvanlige besværgelser: “de forråder idealerne”, “svigter perspektiverne”, “underminerer fundamenterne” ... Sådanne synspunkter har sine rødder i bureaukratiske ledelsesmetoder, som er baseret rigid på udstedelse af befalinger. De hænger også sammen med tidens moralske arv, såvel som rent pragmatiske interesser og overvejelser og ønsket om for enhver pris at beskytte sine privilegier ... Konservativ opposition mod omstrukturering er sammensat af ... selviske interesser blandt de, der anklages for at leve på andres bekostning.
Den lange artikel “Jeg kan ikke give afkald på principper” ... var en afspejling af sådanne holdninger ... De rejste spørgsmål er ... affattet på en måde, der kun kan beskrives som et manifest for anti-omstrukturerings-kræfterne ... Artiklens primære mål er at sætte bestemte kategorier af Sovjet-folk op imod hinanden.
Den fortsatte:
Pressen må beherske “debat, diskussion og polemik”.
Sådan sagde Pravda-artiklen, men tilsyneladende er der grænser, for den fortsætter:
Det er gentagne gange blevet sagt på møder i partiets centralkomité, at den sovjetiske presse ikke er et privat anliggende ... I dette tilfælde går avisen Sovietskaja Rossija bort fra dette princip ...
Svarene på artiklen i Sovietskaja Rossija viser, hvordan sammenstødene inden for lederskabet åbner dørene for diskussioner, der går langt ud over, hvad begge fløje i lederskabet i virkeligheden ønsker. Artiklen i Pravda lægger ud med at se mere end én trussel mod reformstrategien:
Nogle mennesker ser det bare som endnu et kosmetisk lappeskrædderi. Andre har set omstruktureringen som en lejlighed til på en eller anden måde at få “demonteret” hele systemet ... andre igen er blevet revet med af radikal fraseologi og opfostrer hos sig selv og andre illusioner om at springe nogle af de nødvendige stadier over.
Med andre ord står reformlederskabet overfor fjender såvel til venstre som til højre. Senere gentages denne pointe, hvor det erkendes, at nogle intellektuelle rejser spørgsmål, som det ville være at foretrække, at de ikke gjorde:
Nogle forfattere opfører sig som paver og instruerer alle og enhver om, hvad der må gøres, som om de var sandhedens apostle. Der er mange forsøg på at gøre sig markant, skabe en sensation og underholde sig selv med “kendsgerninger” og “stumper”, ikke for sandhedens skyld men for at til-fredsstille sin egen umættelige stolthed. Dette fører til jonglering med kendsgerninger, til fejlagtig udlæg-ning af dem og – som det vigtigste – det sætter historien om lederskabets fejl i stedet for folkets historie...
Et andet sted lægger artiklen vægt på behovet for at se
både Stalins indiskutable bidrag til kampen for socialismen og forsvaret for de socialistiske landvindinger på den ene side og på den anden side hans åbenbare politiske fejl og det lunefulde herredømme, han og hans regime tillod, for hvilket vores folk betalte en stor pris...
Men fordi det var nødvendigt at kæmpe imod det konservative højre, kunne denne anslåede takt ikke bestemme reformatorernes umiddelbare handlinger. Og det overordnede budskab i artiklen var således, at “intelligentsiaen” må fortsætte med at udfordre fasttømrede bureaukratiske interesser:
Demokratisme er umulig uden frihed for tanke og tale, uden åbne og brede sammenstød mellem meninger og uden at have et kritisk øje på vores liv. Vores intelligentsia har gjort meget for at henlede offentlighedens opmærksomhed at forstå behovet for dybe og afgørende ændringer. Den er selv blevet aktivt involveret i omstruktureringen. [48]
Dette budskab blev hurtigt taget op i medierne. Sovietskaja Rossija genoptrykte Pravda-artiklen. Isvestia offentliggjorde for egen regning angreb på det oprindelige “læserbrev” i Sovietskaja Rossija, Pravda trykte spalte efter spalte med fordømmende læserbreve. Men dem, der kastede sig ind i angrebet, gik ofte langt videre end Pravda-skribenten.
Et godt eksempel er den tale, som dramatikeren Alexandr Gelman holdt ved åbningen af partiforsamlingen i bestyrelsen for de russiske filmfotografers forening. Talen var vigtig, både fordi den kunne have fastlagt retningslinierne, for hvordan filmskabere skulle fungere, og fordi den blev trykt i Sovietskaja Kultura og omtalt fordelagtigt i radioen.
Han hævdede, at artiklen i Sovietskaja Rossija “tjener bureaukratiets vitale interesser, medregnet partibureaukratiet...” Han advarede om, at partikonferencen “kunne blive det brohoved, hvorfra de ville forsøge at indlade sig i en resolut kamp imod omstruktureringen” og anbefalede stærkt, at “menige kommunister ikke skulle sidde passivt tilbage og afvente partikonferencens beslutninger ... vores bekymring for omstruktureringens skæbne må blive ændret til virkelig handling. Den fremadskridende forberedelse af konferencen kan ikke helt og aldeles overlades til partiapparatet . . .”
Han fortsatte med at opfordre til, at ikke bare partikonferencens debatter blev udsendt i radioen “uden afbrydelser”, men at dette princip også blev udvidet til centralkomiteens møder. Til sidst lavede han, hvad der synes at være en indirekte reference til Jeltsin-affæren:
Vi kan ikke, som det jævnligt har været tilfældet i fortiden, tillade, at samfundet og partiet pludselig “opdager” mangler og fejl hos en bestemt person i partiet. Der har allerede været nok af disse informations-chok, disse slag i hovedet, når en eller anden først i lang tid anses for at være en virkelig god mand og så pludselig – bang! – viser det sig, at han var en eventyrist eller ekstremist eller står for “glasnost uden grænser”. En af mine læsere skrev groft sagt i et brev: “Bare vent – din Gorbatjov vil alligevel blive smidt ud for glasnost uden grænser”.
Det er vigtigt at understrege, at denne tale blev holdt af en reformator, som ikke ønskede, at tingene skulle gå for langt. Han advarede imod at:
I mange hoveder er alt blevet forvirret. Sammen med de rimelige, retfærdiggjorte og nødvendige demonstrationer og protester ser vi nu, og der kan blive flere af dem i fremtiden, protester forbundet med tankeløshed, falske sandheder og ekstremistiske holdninger. Foruden faren for, at omstruktureringen kan blive stoppet af dens direkte modstandere, er der også fare fra de ekstremistiske kræfter, der støtter omstruktureringen... [49]
Atter engang: denne sidste advarsel var mere en markering for fremtiden end en handlingsanvisning for nutiden. De filmfolk, der hørte den, vil have draget den konklusion, at de burde være mere radikale, ikke mindre. Det faktum, at Moskvas fjernsyn siden har vist film fra de armenske demonstrationer, viser i hvilken grad dele af medierne tager budskabet alvorligt. [50]
Andre bidragsydere til angrebet på det konservative højre gik betydeligt længere end selv Gelman. Et læserbrev fra historie-læreren Dasjitjev i Isvestia hævdede, at “millioner faldt som ofre for Stalins undertrykkelse. De var blomsten af intelligentsiaen, militære og tekniske specialister og videnskabsmænd. Og bønderne? Tager forfatteren af læserbrevet i Sovietskaja Rossija højde for deres tab som resultat af tvangskollektiviseringen”. [51] I det nye klima kunne radioen bringe en beretning fra en radiomedarbejder om, hvordan “min far, der var en højere partiembedsmand, blev undertrykt i 1937. Min mor led også. Og efter at have kæmpet i krigen blev jeg selv undertrykt i 1949... [52] I en rundbordssamtale i fjernsynet om læserbrevet i Sovietskaja Rossija kunne redaktøren af Literaturnaja Gaseta, Fjodor Burlatskij, argumentere for, at der hele vejen igennem partiets historie havde været to konkurrerende tendenser, den ene blev legemliggjort i “krigskommunismen”, som Stalin repræsenterede, den anden i den Nye Økonomiske Politik. [53] I et andet, tidligere TV-program benægtede direktøren for det økonomiske institut under det russiske Videnskabernes Akademi, Albalkin, “at systemet under Stalin og Brezjnev overhovedet havde været socialistisk. Det var et fremmed system, der deformerede økonomiske, politiske og sociale forhold”. [54]
Glasnost fra oven har ført kampen om fremtidens politik i partiets topledelse ned til dem, der kontrollerer omdrejnings-punkterne i det intellektuelle liv, dem der bestemmer indholdet i aviserne, radio- og TV-udsendelser, film, skuespil, romaner, uddannelsesprogrammer og så videre. Men når først diskussionen begynder at dukke op i disse miljøer, kan den ikke begrænses til de spørgsmål, der udstikkes af rivali-serende fraktioner i lederskabet. Glasnost fra oven åbner døren for noget meget mere dybtgående – glasnost fra neden.
Et af de mest betydningsfulde udviklingstræk igennem de seneste 18 måneder har været, at mens ledelsen har været låst fast i interne slagsmål, så er “autonome” eller “uformelle” grupper skudt frem i enormt antal. Den slags grupper har eksisteret i lang tid. Selv under Brezjnev var der Helsinki-grupper. Men efter Gorbatjovs glasnost-tale til centralkomiteen i januar 1987 er de skudt op som paddehatte. I december blev det hævdet, at der fandtes 30.000 grupper over hele landet. [55]
Grupperne er ikke uafhængige af staten. De er nødt til at lade sig registrere hos de lokale myndigheder, aflevere medlemslister og fremlægge deres formål. Det er en begrænset uafhængighed. Men ikke desto mindre har gruppernes tilstedeværelse været et centralt element i den nuværende eksplosion af utilfredshed.
De uformelle grupper dækker et meget bredt spektrum. En nylig artikel i Pravda berettede for eksempel hovedsageligt om grupper, der mere eller mindre spontant er sprunget op blandt unge mennesker, fx grupper der er forbundet med forskellige former for musik (for eksempel Beatles og Heavy Metal), hippie-inspirerede grupper og grupper med økologisk orientering. For Pravda-skribenten var det vigtigste ved grupperne, at de på en eller anden måde havde drænet den aktivisme, der for 30 eller 40 år siden ville være gået ind i Komsomol, da dets medlemmer endnu forpligtede sig til at deltage i den økonomiske omformning af et tilbagestående land. Et af målene med lovgivningen omkring grupperne er klart at få indflydelse på deres udvikling.
Nogle af grupperne er erklæret politiske. En konference under navnet “sociale initiativer i perestrojka” for nogle af disse blev holdt i Moskva i sommeren 1987. Forslaget om konferencen kom fra Klubben for Sociale Initiativer. Af Komsomols ugeavis Sobosednik fremgik det, at “Moskvas partikomité hjalp til med at løse alle de tekniske problemer”. [56] I begyndelsen var 40 grupper repræsenteret med 250 delegerede. Ved slutningen af konferencen var antallet steget til 600 delegerede repræsenterende 50 grupper, efterhånden som der ankom flere folk fra provinsen.
Efter konferencen er der blevet rapporteret om vækst i de uformelle grupper i alle dele af Rusland. I Georgien er der blevet dannet “talrige uofficielle grupper”. [57] I Hviderusland er der “et hastigt voksende antal uofficielle ungdomsgrupper”, 30 grupper deltog i en “hviderussisk patriotisk sammenslutnings”-konference og førstesekretæren for Hvideruslands Komsomol gik ind i “en aktiv polemisk dialog” med grupperne, selv om det centrale Komsomolskaja Pravda angreb dem. [58] Den Ukrainske Kulturologiske Klub blev dannet sidste sommer af en gruppe Kiev-borgere, her iblandt tidligere politiske fanger, og blev angrebet i Kiev-dagbladet Vertjinii Kiev i oktober 1987. Angrebet blev fulgt op af en læserbrevs-udveksling i avisen, heriblandt fire der forsvarede dem, og af et “usædvanligt møde” mellem medlemmer af klubben og redaktøren. [59]
Klubberne følger ikke en bestemt politisk linie. Dette ses klarest ved at en af de bedst kendte uformelle grupper er Pamjat, der har en iøjnefaldende hang til at prise nationale russiske monumenter. I virkeligheden samler Pamjat dem, der længes tilbage til en autoritær centralistisk russisk nationa-lisme med stalinistiske undertoner. De tilbeder nationale monumenter, som marke-rer det gamle russiske imperiums sejre over ikke-russiske folk, der blev indrulleret i imperiet. Nærmest som River Boyne og Derrys mure for nordirske loyalister symboliserer katolikkernes underkastelse.
Der er en bred mangfoldighed blandt de klubber, der støtter forandring. Det sås på Moskva-konferencen. Her var der en skarp uenighed mellem de grupper, der hovedsageligt betror sig til perestrojka og på den anden side menneskerettigheds-aktivisterne. “Debatterne blev gennemført på en stormfuld måde i de politiske klubbers samling, især på seminaret “Demokrati og Humanisme”, hvor repræsentanter for den såkaldte menneskerettighedsbevægelse deltog. Der var en skarp polemik med dem på spørgsmålet om almindelig demokratisk frihed”. [60]
En gennemgang af grupperne og konferencens resultater viser, hvorfor staten giver dem lov til at mødes. Den bedst kendte, Klubben for Sociale Initiativer (KSI) i Moskva, blev grundlagt i slutningen af 1986 af sociologerne F. Pelman og Boris Kagarlitskij, journalisten G. Pavlovskij og filosoffen M. Maljutin. Gruppen var involveret i det statsstyrede Komsomolskaja Pravda men blev senere uafhængig. Kagarlitskij havde været med i en gruppe unge socialister, en undergrunds-organisation, og havde siddet en tid i fængsel. Pavlovskij havde redigeret samizdat-avisen Poiskij (søgende) og var også fængslet. Maljutin er partimedlem. På trods af sin fortid som “fjende af staten” beskriver gruppens ledende talsmand Kagarlitskij nu gruppens mål som “at konsolidere perestrojkas venstrefløj”. I maj 1987 blev klubben splittet i to, da Fondet for Sociale Initiativer blev oprettet. En måned senere deltes KSI igen, men de to dele voksede sig hurtigt større end den oprindelige gruppe – og demonstrerede således den hastige spredning af autonome grupper. [61] Der er grupper der ikke har ladet sig registrere, som fx Epicentre, der af Severjukhin beskrives som en “kulturel demokratisk bevægelse”. Gruppen udgiver sin egen samizdat, Merkur, men den er i dag ikke nær så meget undergrund som den var tidligere og har endda fået positiv omtale i den officielle presse.
Severjukhin rapporterer, at der i adskillige andre byer er blevet dannet, hvad han kalder “venstrefløjs”-grupper. Med “venstrefløj” mener han venstreperestrojka-folk. De mest radikale af disse grupper har dekreteret “intet samarbejde med myndighederne” og går efter “massernes revolutionære selvbestemmelse”. De kalder sig den Alt-forenede Korresponderende Social-Politiske Klub (VZSPK). De holdt en konference i Moskva i maj 1987. Ifølge Severjukhin har splittelser uheldigvis forhindret gruppen i at arbejde. August-konferencen sluttede med, at Kagarlitskij på den sidste dag oplæste de socialistiske sociale klubbers erklæring. Erklæringen forpligtede klubberne til konstitutionel opposition indenfor rammerne af det eksisterende system. Den kræver ikke frie fagforeninger eller nationers ret til at løsrive sig fra Rusland.
Erklæringen annoncerer dannelsen af Føderationen af Socialistiske Sociale Klubber, “hvis vigtigste mål er at støtte perestrojka”. Grupperne hævder deres forfatningssikrede ret “til at udtrykke og forsvare deres interesser uden nogen mellemmænd”, og kræver ret til at opstille kandidater på alle niveauer ved valg til sovjetterne og med ret til adgang til medierne.
I virkeligheden ønsker disse klubber at fortsætte det, der nu er igang – bare med mere demokrati og noget i retning af det jugoslaviske “selv-forvaltnings”-system. Erklæringen kræver “ændring af økonomien til et selv-forvaltningssystem”, og den råder til et system, der ledes nedefra “for at hjælpe med til at fremme omorienteringen af systemet med statsplanlægning og ledende organer væk fra de eksisterende administrative metoder, henimod økonomiske metoder”. Dette er i bund og grund en accept af markedsøkonomiens overlegenhed.
De uformelle gruppers betydning afhænger imidlertid ikke primært af deres umiddelbare politik, men af det faktum, at de i en situation, hvor partiets ledelse er splittet, kan udgøre samlingspunkter rundt omkring, hvori kræfter udenfor bureaukratiet kan organisere sig uden umiddelbar frygt for KGB. I den forstand kan de spille en rolle, der ligner den, som Petöfi-cirklen spillede i Ungarn i 1956. Denne gruppe fungerede som en tiltrækningspol for dem, der ønskede at gå videre end de grænser, som de officielle reformatorer satte. Den nuværende politiske mangfoldighed i grupperne er et udtryk for de mange skøre og vidunderlige idéer, der nødvendigvis bliver opkastet, når først en variation af forskellige sociale kræfter begynder at finde lovlige kanaler for deres egne ytringer efter seks årtier med påtvunget ideologisk ensartethed. De eksisterende grupper vil sandsynligvis blive overskygget af nye og anderledes formationer, hvis bevægelsen virkelig får en massekarakter – som Petöfi-cirklen blev overskygget, da Ungarns arbejdere rejste sig til opstand i 1956.
For nærværende kan klubberne imidlertid blive meget vigtige broer til masserne for intellektuelle, der begynder at sprænge de rammer for debatten, der er lagt af partihierarkiet. Dette har mest levende vist sig i begivenhederne i nogle af de ikke-russiske republikker.
Halvdelen af Ruslands befolkning er ikke-russisk. Den officielle indstilling i begge fløje af landets ledelse er, at disse er lykkeligt integreret i det eksisterende samfund. Gorbatjov skriver i glødende vendinger om nationaliteterne: [62]
Over for de nationale stridigheder, der ikke har sparet selv verdens mest avancerede lande, står USSR som et virkelig unikt eksempel i historien på human civilisation. Den russiske nation har spillet en enestående rolle i løsningen af det nationale spørgsmål.
Han fortsætter i lignende vendinger.
Når jeg har mødt folk på mine rejser igennem Sovjetunionens republikker og nationale regioner, kan jeg igen og igen se for mig, hvordan de påskønnede og var stolte af den kendsgerning, at deres nation tilhørte én stor international familie. [63]
Men livets barske realiteter for mange ikke-russere er meget forskellig fra dette. Det fremherskende bureaukrati er hoved-sagelig sammensat af russere og i mindre grad af andre slaviske folk. Ud af politbureauets 12 medlemmer er således kun to (Sjtjerbitskij og Sjevardnadse) ikke-russere. Russerne udgør kun lige under halvdelen af befolkningen, alligevel udgør de 59,7% af de 18 millioner partimedlemmer. Selv om partiets førstesekretær i de ikke-russiske republikker sædvanligvis er medlem af den lokale etniske gruppe (selv om det ikke altid er sådan), så er den magtfulde andensekretær sædvanligvis russer. Og ikke-russere, der ønsker at gøre karriere, kan kun gøre det ved at tilpasse sig den dominerende nationalitet og overtage, hvad der for dem er et fremmed sprog.
Det betyder, at der er forskellige grader af diskrimination imod den ikke-russiske halvdel af befolkningen overalt i samfundet. I 1984 udkom 4218 tidsskrifter på russisk, sammenlignet med 736 på alle de andre sprog tilsammen. [64] I Kiev, Ukraines hovedstad, bliver 23% af børnene undervist på ukrainsk [65] på trods af, at 58,7% af befolkningen ifølge folketællingen i 1979 taler ukrainsk som deres hovedsprog. Omkring 4,5% af byens skoleelever læser ikke ukrainsk overhovedet. Problemerne er ofte særlig akutte for folk med en landlig baggrund, der flytter til byerne. I Kirgisien taler 52% kirgisisk, men i byerne har russisk overtaget. I bymæssige områder, der er beboet af den indfødte befolkning, er der ikke en eneste børnehave, der benytter deres eget sprog – med andre ord begynder den sproglige diskriminering ved tre års alderen! [66]
Den hurtigste befolkningstilvækst idag finder sted blandt landets asiatiske befolkning. Men den vigtigste industrielle ekspansion finder sted i de russisk befolkede områder, og asiater, der for eksempel ønsker at få et job i Moskva, må acceptere at få status som midlertidig indvandret arbejder (nærmest som gæstearbejdere i Vesttyskland).
De ikke-russiske nationaliteter kom først under russisk herredømme med det zaristiske imperiums ekspansion i det 18. og 19. århundrede. Det zaristiske bureaukrati fulgte en ubarmhjertig russificerings-politik, an-sporede russiske kolonialister til at slå sig ned i det erobrede land, og forsøgte at udslette lokale sprog og vaner. Den russiske revolution i 1917 ændrede alt dette i en kort periode. Bolsjevikkerne var kun i stand til at slå kontra-revolutionen tilbage ved at kombi-nere arbejdernes kamp imod kapitalisterne og bøndernes kamp imod jordbesidderne med kampen for nationale rettigheder til de etniske grupper – inklusive retten til at løsrive sig (en ret som Finland og de baltiske stater benyttede sig af). Der var komplekse og blodige kampe, fordi dele af det lokale borgerskab intrigerede med de russiske hvide, de tyske, de britiske, de franske og de polske invasionsstyrker. Men præcis fordi bolsjevikkerne som de første tilbød fulde rettigheder til de forskellige nationaliteter, var de i begyndelsen af 1920’erne i stand til at “forankre sig” i enhver national gruppe og holde dem sammen i en frivillig union. [67]
Men bureaukratiseringen af det revolutionære regime genskabte betingelserne for fornyet national undertrykkelse. Efter-hånden som partiet i stigende grad samarbejdede med og opsugede dele af det gamle zaristiske bureaukrati, begyndte det at bukke under for deres metoder. Dette var allerede klart i 1922, da Stalin, til stor opstandelse for den døende Lenin, brugte de mest rå metoder, heriblandt vold, imod de georgiske bolsjevikker. [68] I midten af 1920’erne begyndte folk som Rakovskij, der som bolsjevikleder i Ukraine havde kæmpet for at landet skulle blive i unionen, at protestere imod det centrale bureaukratis stigende tendens til at overse ømme nationalfølelser. [69]
Bureaukratiets overgang til forceret statskapitalistisk akkumulation i 1928 blev fulgt op af en absolut tilbagevenden til national undertrykkelse. Bureaukratiet selv måtte omskabes til et monolitisk instrument, der var i stand til at tvinge industria-liseringen og kollektiviseringen igennem, uanset hvilke lidelser det påførte de lokale arbejdere og bønder, med hvem alle bånd måtte brydes. Dette blev opnået gennem russificeringen af apparatet i de ikke-russiske områder. Samtidig med at bureaukratiet blev renset for de medlemmer, der kunne vise sig bløde overfor arbejderne og bønderne, blev det også renset for de folk, der kunne finde på at forsvare rettigheder til ukraine-re, georgere, aserbajdsjanere og så videre. For Stalin indebar russificeringen også den yderligere fordel, at ved at eliminere et helt lag af embedsmænd blev der skabt øgede muligheder for russisk-talende folk, der ønskede at stige op i bureaukratiet. Endelig etablerede russificeringen en ideologi omkring russisk overlegenhed, der kunne bruges til at binde russiske intellektuelle og arbejdere til regimet.
Undertrykkelsen af nationaliteterne var en del af den mere generelle styrkelse af en autoritær ideologi. I 1934 blev homoseksualitet strafbart med 5-8 års fængselsstraf. Samme år blev der vedtaget et dekret om historieundervisningen, der indebar, at tidligere århundreders zaristisk ekspansionisme blev hyldet som progressiv og som værende i de undertrykte folks interesse.
Adskillige midler blev brugt til at gennemtvinge russisk overlegenhed. Undervisningen i russisk blev gjort tvungent i skoler den 13. marts 1938. Det sprog, som befolkningen talte i det centrale og østlige Rusland, blev russificeret – de blev påtvunget det russiske alfabet (mens der i 1920’erne havde været taget skridt imod at bruge det latinske), og arabiske, tyrkiske og persiske ord blev erstattet af russiske. I den ene nationalitet efter den anden blev den lokale intelligentsia slæbt i lejre eller henrettelses-celler. I Ukraine, den største af de ikke-russiske republikker, skete dette samtidig med, at hungersnød slog millioner ihjel – op mod syv millioner ifølge visse beregninger. Mens russisktalende bureaukrater og en russisk hær beslaglagde afgrøderne hos de sultende bønder, voksede den nationale utilfredshed massivt.
Med Hitler-Stalin-pagten i 1939 gik genoplivningen af det zaristiske imperiums metoder et skridt videre. Litauen, Estland, Letland og Moldavien (det rumænsk-talende område, der også er kendt som Bessarabien) blev opslugt af Rusland. Som bekendt skete det samme med Østpolen. Men Stalin var mere ubarmhjertig med at indføre sin “løsning” på det nationale spørgsmål, end zarerne var. Hele folkeslag blev deporteret for at undgå opstand imod de nye herskere. Natten mellem den 14. og 15. juni 1941 blev ca. 60.000 estere, 34.000 lettere og 38.000 litauere deporteret. Russere blev sendt ind for at overtage deres ejendomme.
Fire hundrede tusinde volgatyskere, såvel som en million andre tysktalende, der levede i andre dele af Rusland, blev sendt i eksil østpå i 1941. I december 1943 blev der vedtaget et dekret, der deporterede samtlige indbyggere i Kalmyk-republikken til Sibiri-en, omkring en kvart million mennesker. Hele samfund blev deporteret i 1944 – 700.000 tjekker, 250.000 krim-tatarer, 190.000 karachier. Også balkan-folk blev deporteret. Alle disse folks autonome republikker og regioner blev slettet af landkortet.
I sin berømte tale til den 20. partikongres sagde Khrusjtjov, at “ukrainerne undgik kun denne skæbne, fordi der var for mange af dem ... Ellers ville Stalin også have deporteret dem”.
Efter Stalins død blev de værste udskejelser i hans politik tonet ned. Khrusjtjov gik usædvanlig langt i sit angreb på Stalins deportationer i den hemmelige tale, og nogle af de deporterede nationer fik lov til at vende hjem (dog ikke volgatyskere og krim-tatarer). En række af de ledere af ikke-russiske republikker, der var tættest forbundet med Stalins politik, blev fjernet, mens andre, der tidligere var blevet straffet for “småborgerlig nationalisme”, blev genindsat. [70] Men som Tony Cliff påpegede, kort før Khrusjtjov blev fjernet fra magten:
Hovedlinierne i nationalitetspolitikken er ikke blevet ændret radikalt ... I de asiatiske republikkers regeringer, der blev udpeget i 1959, er ikke færre end 38 ud af 118 ministre europæere – og disse besidder sædvanligvis nøgleposter, så som statssikkerhed, planlægning og formand eller næstformand for ministerrådet. Idealiseringen af de zaristiske anneksioner fortsætter, og det russiske sprog fortsætter med at skubbe de nationale sprog ud, selv i skolerne i de nationale republikker ... På trods af, at ikke-russere udgør halvdelen af befolkningen i USSR, udgjorde oplaget af ikke-russisk-sprogede aviser i 1958 kun 18% af det totale oplag. [71]
En del af Brezjnev-periodens “stagnation” bestod i at lade situationen i de ikke-russiske republikker stå urørt hen. Tendensen til russificering fortsatte (således er for eksempel antallet af skoleelver i Ukraine, der uddannes i det ukrainske sprog, faldet med 20% igennem de sidste to årtier), [72] og de zaristiske hæres sejre bliver stadig prist. Samtidig har de lokale førstesekretærer fået lov til at opbygge en base for sig selv gennem obskure henvisninger til etniske traditioner samt ved at tillade opbygning af korruptionen. Intelligentsiaen i de ikke-russiske republikker blev tolereret, men ikke videre opmuntret i disse år.
Det er nødvendigt at tilføje endnu en ting, før man kan forstå kompleksiteten i det nationale spørgsmål i Rusland. “Del og hersk” betød ikke blot, at Stalin tilskyndede til russisk diskriminering imod ikke-russere. Det betød også, at de ikke-russiske folk blev splittet op imod hinanden. De fleste af de nationale republikker har deres egne etniske minoritetsgrupper: moldaver, hviderussere og polakker i Ukraine, armeniere og aserbajdsjanere i Georgien, armeniere og georgiere i Aserbajdsjan, og selvfølgelig russere overalt. Mens den lokale flertalsbefolkning er diskrimineret i forhold til russerne, vil den ofte selv diskriminere imod sine egne minoriteter. Derfor er for eksempel de 100.000 armeniere i Nagorno-Karabakh-regionen i Aserbajdsjan blevet nægtet fjernsynsprogrammer på deres eget sprog.
Det nationale spørgsmål er specielt svært for reformfløjen i ledelsen, fordi glasnost og perestrojka har modsatrettede virkninger for nationaliteterne. Omstruktureringen af økonomien indebærer, at der skæres igennem overfor ineffektivitet og korruption. Ifølge det nuværende lederskab er nogle af de værste eksempler på dette opstået i Brezjnev-tiden i ikke-russiske republikkers regeringer – Kasakhstan, Usbekistan, Armenien og Georgien. Omstruktureringen betyder også, at forsyningerne omdirigeres for at intensivere væksten i de mest profitable industrier fremfor at satse på dyr udvikling af ny industri. Dette vil mest sandsynligt favorisere industrien i de mest udviklede dele af landet. Det indebærer, at centralmagten hjælper virksomheder med at løsrive sig fra de bånd, der er indført af bureaukratiske interesser på de lokale republikkers niveau. En forudsætning for at Gorbatjov-fløjen kan gennemføre alt dette er, at den kan bryde den magt, som mange af de gamle ledere i republikkerne har.
Således har Gorbatjov udskiftet partichefen Kunajev i Kasakhstan og Kotandsjjan i Usbekistan; han har tvunget den ledende aserbajdsjaner Alijev til at trække sig tilbage; han har kritiseret Armeniens boss Demirtjjan for at undlade at støtte perestroj-ka tilstrækkeligt; og han menes at være ude efter skalpen på Sjtjerbitskij, den 70-årige førstesekretær i Ukraine. Men ved at angribe sådanne folk kan Gorbatjov let fremprovokere nationale utilfredsheder. Deres korruption har ofte været brugt til at dyrke lokale forbindelser, heriblandt visse vage nationalistiske følelser. Hvad der kan ske, viste sig da Gorbatjov i slutningen af 1986 fyrede Kunajev, Kasakhstans førstesekretær, og erstattede ham med en russer. Hundredtusinder af kasakhstanere kom ind fra landområderne og fyldte gaderne i den lokale hovedstad Alma-Ata for at protestere. Protesterne blev til sidst kvalt, da hæren intervenerede. I et forsøg på at miskreditere demonstrationerne, påstod Moskva-pressen, at de var organiseret af elementer, der samarbejdede med den fyrede leder, og påstod i et meget lidt tilsløret racistisk sprog, at folk kun kom på gaderne, fordi de var skæve af hash.
Modsat giver glasnost en mulighed for, at de etniske gruppers egen intelligentsia kan organisere åbent. Og en mulighed for, at folk, der tidligere blev dømt for deres afvigende meninger, kan udøve en vis lokal indflydelse. Således er uformelle grupper med stor fart blevet spredt over bogstavelig talt alle republikker. Ofte har de været i-stand til at finde hundreder, hvis ikke tusinder af lokale tilhængere. Den 14. juli 1987 demonstrerede omkring 5000 mennesker i Letland, hvor de mindedes deportationen af letter til Sibirien den 14. juli 1941. Demonstrationen fik lov til at fortsætte uantastet af politiet. En demonstration på 300 letter til frihedsmonumentet den 27. december blev fulgt af en større demonstration en uge senere. En officiel pressereportage erklærede, at 2000 unge med knive og køller deltog. [73] I august 1987 blev årsdagen for Hitler-Stalin- pagten mindet ved demonstrationer i de baltiske stater.
Krim-tatarernes demonstrationer var vidt udbredte i 1987. Det er anslået, at 5000 demonstrerede den 2. august nær Tasjkent i Usbekistan, hvortil de fleste af dem er deporteret. Den 6. juli 1987 demonstrerede 80 krim-tatarer på den Røde Plads. Demonstrationen blev splittet af politiet. Mellem den 23. og 26. juli gennemførte omkring 300 tatarer en sit-in ved Kreml-muren. TASS udsendte en erklæring, der indrømmede, at tatarerne ønskede oprejsning for “krænket historisk retfærdighed”. Efter at en delegation havde mødt præsident Gromyko, fulgte en anden demonstration den 3. august. I januar 1988 blev der rapporteret om tatar-demonstrationer i adskillige byer i repu-blikken Usbekistan. I republikken Kirigisien fortalte en 82 årig digter, Tokombajev, Pravda om uroligheder, der kunne føre til et nyt Alma-Ata. [74] I visse islamiske områder har der været en klar vækst i islamisk fundamentalisme, uden tvivl influeret af krigen i Afghanistan og måske af begivenhederne i Iran. I Tasjkent i Centralasien blev der rapporteret om arrestationen af en mullah, Abdullo Saidov. “Nyhederne afstedkom, at hans medskyldige og dem, der troede på mullahen og havde svoret deres “loyalitet” overfor ham, gik til modstand ... En gruppe eventyrere og dagdrivere i byen sluttede sig også til og forstyrrede den sociale orden i gaderne og afbrød arbejdet i statskontorer-ne”. [75] Andre reportager har beklaget sig over kommunister, der går i moskeer, og over en række selvmord blandt piger, som ikke vil acceptere arrangerede ægteskaber.
De fleste af de lokale nationale grupper organiserer endnu ikke på gaderne, men deres indflydelse spreder sig overalt, især blandt ungdommen. Således har grupper spredt sig over Moldavien. I Hviderusland udviklede et møde i Folkehallen i Minsk sig “i realiteten (til en) demonstration” da oplæsningen af digte blev fulgt af en diskussion om Stalins behandling af hviderussiske intellektuelle og afsyngelsen af den hvide-russiske nationalsang. [76] I Kiev har den Ukrainske Kulturologiske Klub tvunget den lokale avis til at diskutere ukrainske intellektuelles skæbne under Stalin, og – som noget måske mere eksplosivt – hungersnøden i 1932-33. I Georgien har Tjavattjavdse-sammenslutningen holdt en demonstration med 200 deltagere på den kirkegård, hvor ofrene fra 1930’ernes udrensninger ligger begravet, de har taget del i en kampagne imod en planlagt kaukasisk jernbane, som har samlet tusinder af underskrifter, og de har været udsat for en række angreb i pressen. [77]
Men selv der, hvor de organiserede aktiviteter stadig er på et lavt niveau, kan de skabe betydelige bekymringer i partiledelsen. Tres år med national undertrykkelse har skabt en masse frustration og bitterhed. Splittelserne indenfor den centrale partiledelse i Moskva og mellem Moskvalederne og de lokale bureaukrater er med til at slække den stramme kontrol, der før eksisterede over de lokale medier, og har tilladt, at visse nationalistiske ideer har fundet udtryk. Og de lokale ledere er ved visse lejligheder ikke uvillige til at spille det nationalistiske kort ud for at beskytte sig selv. Under sådanne betingelser kan lokal nationalisme – og de uformelle sammenslutninger, der er udtryk for den – blive fokus for en hel række andre utilfredsheder og bringe et meget stort antal mennesker i konfrontation med det centrale statsapparat. Dette er klarest illustreret af bevægelsen i Armenien i februar, marts og april 1988.
Den første demonstration fandt sted i Armeniens hovedstad Jerevan den 1. september 1987. To hundrede mennesker forsamlede sig udenfor kemikaliefabrikken Nairet for at protestere imod giftudslip, som skadede de lokale beboeres helbred. Dette var en opfølgning på et åbent brev til Gorbatjov året før imod forurening og lækager fra det nærliggende Medzamov atomkraftværk, underskrevet af 300 armenske intellektuelle. En ny demonstration fulgte den 17. oktober. Den var i en størrelsesorden på 2000-4000 deltagere. Stor nok til at samle betydelig opmærksomhed i en millionby, og den endte i et møde, hvor blandt andet journalisten Zori Balajan talte. I mellemtiden rundsendte en lille gruppe armenere i Nagorno-Karabakh en anmodning, der krævede sammenslutning med den armenske republik. Den samlede 90.000 underskrifter ud af Nagorno-Karabakhs befolkning på 125.000. [78]
Disse protester fandt sted på baggrund af nye bitre sammenstød i det lokale bureaukrati, hvor tilhængere af førstesekretæren Demirtjjan kæmpede for at beskytte ham imod angreb, som var inspireret af reformatorerne i Moskva. Moskva-pressen offentliggjorde en række erklæringer fra folk, som kritiserede den armenske partiorganisation. For eksempel en artikel der rettede be-skyldninger for korruption imod den armenske centralkomité og krævede, at Demirtjjan gik af, og en anden der afslørede, at Instituttet for Historie ved det armenske Videnskabernes Akademi diskuterede spørgsmål som for eksempel “protektionis-me og bestikkelse i det politiske liv, alvorlige økologiske problemer, som repu-blikken står overfor, og en stilfærdig sabotage af omstruktureringen udført af lavere embedsmænd”. [79] I begyndelsen af 1988 blev forfatteren Petrosjan fjernet fra formands-posten i det armenske forfatterforbund for at forsvare det lokale parti imod anklager for at obstruere perestrojka.
Sådan var situationen midt i februar 1988, da masseunderskriftsindsamlingen fik sovjetten i Karabakh til at stemme for at forlade Aserbajdsjan og slutte sig sammen med den armenske SSR. Folk, der blokerede et planlagt kemisk fabriksanlæg, hørte om det og tog ind for at deltage i et møde i Jerevans centrum. [80] I løbet af en uge samlede daglige protester skarer på hundredtusinder på og omkring det centrale torv. “Hele republikken, hele det armenske folk er på gaden” rapporterede Sergej Grigorjants, redaktøren af samizdat-magasinet Glasnost fra byen. [81] “Vi ville aldrig have forventet noget lignende” sagde en af aktivisterne, den unge økonom Muriadin. [82] Demonstranterne bar billeder af Gorbatjov og paroler som “Karabakh er prøvestenen på perestrojka”, og der har været nogle antydninger af, at det lokale lederskab til en vis grad støttede demonstrationerne. [83] Men:
Ifølge beretninger fra Jerevan blev den armenske partichef Karen Demirtjjan hilst med øvråb og piften fra en skare der var forsamlet udenfor Operahuset i byens centrum, da han appellerede om at vende tilbage til normale tilstande. “Hvem skal betale for fire dages strejke?” sagde han til demonstranterne ifølge beretningerne... [84]
Gorbatjov talte i halvanden time i det armenske fjernsyn. Politbureaumedlemmer hastede til Armenien og Aserbajdsjan fra Moskva, og 29 fly fyldt med soldater blev fløjet ind og fordelt rundt om i byen. Men demonstrationerne fortsatte i adskillige dage, indtil Gorbatjov helt uhørt indvilligede i forhandlinger med repræsentanter som digteren Silva Kaputikjan og journalisten Zori Balajan, der var valgt på et enormt massemøde. I mellemtiden brød der et pludseligt og uforklarligt optøjer løs i den aserbajdsjanske industrihavn Sumgait, ved det Kaspiske hav nær Baku. Skarer af aserbajdsjanere startede, hvad der i virkeligheden var en pogrom imod de armenske indbyggere, og dræbte mindst 31. [85] I Baku, hvor armenere altid har udgjort en betydelig del af arbejderklassen, “fortaltes det, at armenere havde fjernet deres dørskilte fra lejlighederne af frygt for at blive angrebet”.
De armenske demonstranters illusioner om Gorbatjov varede ikke længe. Spørgsmålet om, hvorvidt Nagorno-Karabakh skulle høre til Aserbajdsjan eller Armenien, kan synes af mindre karakter. Men Gorbatjov indså hurtigt, at hvis han gav indrømmelser på spørgsmålet, så ville det ikke alene ophidse mulige allierede i det aserbajdsjanske bureaukrati, han ville også åbne døren for lignende krav ud over hele USSR. Så komplekse er de nationale modsætninger, som 60 års del-og-hersk politik har efterladt. Politbureauet brugte den månedlange suspension af demonstrationerne i Jerevan til at forberede sig på at slå tilbage. I den weekend, hvor demonstrationerne var klar til at blusse op igen, blev både Armenien og Nagorno-Karabakh lukket af for omverden, byernes gader blev fyldt med soldater og mindst en af protestlederne, Piruir Airikyran fra “sammenslutningen for selvbestemmelse”, blev arresteret.
Pravda trykte en debat mellem dets korrespondent og Gevorg Garibdjanjan, en armensk historiker. Korrespondenten hævdede, at strejker ikke var indeholdt i glasnost. “Jeg kan ikke forestille mig en sådan “diskussionsform” indenfor perestrojkas rammer” sagde han og påstod, at demonstrationerne var blevet overtaget af “politiske karrieremagere og eventyrere, her iblandt dem, som foreslog at Armenien skulle gøres til en partiuafhængig republik.” Hertil svarede historikeren: “De enorme menneskemasser troede, at alt, hvad de gjorde, var i perestrojkas ånd, men som svar fik de klistret de samme gamle prædikater på sig.” [86]
Repressionen forhindrede demonstrationer i Jerevan, men det kunne ikke stoppe generalstrejken i Nagorno-Karabakh. Byen Stepanakert synes at have været lammet i næsten 14 dage. [87] Ni dage efter at strejkerne begyndte fastslog Isvestia spagt, at “mere end halvdelen af arbejderne på værket for elektrisk udstyr og på Nagorno-Karabakh Silkekombinat og en tredjedel af arbejderne i fodtøjs- og møbelfabrikkerne var ved deres maskiner.” Avisen beklagede, at “visse agitatorer, som gik rundt til arbejdernes bopæle og agiterede for at overtale dem til at gå på arbejde næste dag, praktisk taget blev kaldt forræddere lige op i deres åbne ansigt.” [88]
Begivenhederne i Armenien viser meget klart, hvordan det nationale spørgsmål pludselig kan eksplodere lige op i hovedet på det russiske lederskab og stille dem overfor en situation, de kan få meget svært ved at kontrollere. I sidste ende har de måske nok evnet at genvinde initiativet i Armenien og Aserbajdsjan, men det har krævet meget længere tid og en langt større indsats end ved den sidste massive eksplosion af util-fredshed i Kasakhstan 18 måneder tidligere. De må leve i frygt for en eksplosion, ikke blot fra den omkring én million indbyggere i Kasakhstan, eller de tre millioner armenere, men især fra de 50 millioner der bor i Ukraine.
Som det er nu, har begivenhederne i Armenien i høj grad kompliceret tingene for Gorbatjov i forberedeelsen op til den ekstraordinære partikonference. Det har gjort det meget sværere for ham at slippe af med de perestrojka-modstandere, der har deres rødder i de nationale republikker, og det må ligeledes have styrket de konservative kræfter indenfor det russisk-talende bureaukrati, der ser glasnost som en trussel imod alle bureaukratiets kontrolstrukturer, og som stoler på storrussisk chauvinisme som et våben, der kan bruges imod refor-merne. Det er usandsynligt, at det var en tilfældighed, at Sovietskaja Rossija’s angreb på reformerne dukkede op den 13. marts, lige efter Jerevan-demonstrationerne, eller at reformatorerne i lederskabet ikke havde selvtillid til at starte deres eget modangreb i Pravda før den 6. april, da de havde vist, at de kunne standse demonstrationerne og strejkerne.
I det lange løb kan spørgsmålet om arbejderklassens reaktion komme til at bekymre begge fløje i bureaukratiet i endnu højere grad end det nationale spørgsmål. Enhver omstrukturering af industrien vil føre til angreb på løn og arbejdsforhold for vigtige dele af arbejderklassen, hvad enten den bliver gennemført på Ligatjov’s centraliserede og autoritære måde, igennem den satsning på markedet som de radikale reformatorer foretrækker, eller ved en kombination af begge. Dette vil nødvendigvis fremprovo-kere modstand. Sammenstødene mellem de forskellige fløje i bureaukratiet kan endda gå hen og lamme de gamle undertrykkel-sesmekanismer. En arbejderversion af glasnost nedefra kan udvikle sig og derved umuliggøre perestrojka på bureaukratiets betingelser. Den parole, som for bureaukratiet er den farligste parole af alle, kan gå hen og slå rødder blandt Ruslands omkring 100 millioner arbejdere: “glasnost ja, perestrojka nej”.
Bureaukratiet har brug for, at arbejderne føler, at de har en eller anden andel i systemet. Bureaukratiet kan ikke øge produktivi-teten og skære ned på spild og ineffektivi-tet, medmindre det kan øge de direkte producenters følelse af identifikation med produktionsprocessen. Kun på den måde kan bureaukratiet begynde at få den strøm af informationer, som det behøver for at være i stand til at vurdere, hvilke ressourcer det i virkeligheden har til rådighed. Og kun på den måde kan bureaukratiet for alvor begynde at indkredse, hvem de ineffektive ledere er og få dem elimineret. Af denne grund har de introduceret en række nye mekanismer.
For det første er der valgreformen. Den normale procedure for valg var, at der ikke var noget valg overhovedet. Den eneste mulighed var at aflevere en “nej”-stemme. I juni 1987 blev reglerne ændret for valg til de lokale sovjetter. 939 kandidater var opstillet til valg af 740 pladser. Reformen drejede sig kun om 5% af pladserne, og det kom overhovedet ikke på tale at tillade kandidater at opstille på en alternativ politik. For det andet har valget af fabriksdirektører fået stor opmærksomhed i de russiske medier. Men valgreglerne gør det klart, at arbejderne ikke vil få nogen reel kontrol. Arbejderne bestemmer ikke selv, hvem der skal opstilles på den korte valgliste, der kan stemmes på, og den heldige kandidat skal godkendes af det “overordnede organ”, der leder branchen. [89] Det er heller ikke bare arbejdere, men alle ansatte (inklusive direktører, værkførere og formænd), der har stemmeret. Og i de valg, der har været indtil nu, har arbejderne ikke fået lov til at føre kampagner for eller imod de enkelte kandidater, noget som arbejdere på RAF-bilfa-brikken i Letland har klaget over. Under disse forhold er det let at se, hvordan particellen, som er den eneste gruppe, der har lov til at arbejde åbent indenfor fabrikkerne, næsten altid kan bestemme resultatet af valget og bruge det som en metode til at slippe af med en direktør, der er dømt “ineffektiv” af rivalerne i det bureaukratiske hierarki.
Ved siden af “valget” af direktører er der blevet opbygget valgte fabrikskomiteer. Men igen gør valgreglerne det klart, at der ikke er tale om ægte arbejderdemokrati. Komiteernes “primære” opgave er at rådgive omkring arbejdernes præstationer og at fremme fabrikkernes produktivitet.
Rådene koncentrerer sin vigtigste opmærksomhed omkring udviklingen af initiativet blandt arbejdende mennesker og hver enkelt arbejders bidrag til den fælles sag og skaber midler til at opnå høje slutresultater ... samt at indtjene kollektivets økonomisk ansvarlige indtægter ... [90]
Den første valgkamp var næsten udelukkende baseret på kandidaternes indsats i forhold til at fremme effektivitet og produktivitet og deres forhold til “normen for socialistisk legalitet og moral”. [91] Disse organer er helt tydeligt mere en slags kvali-tetskontrol-cirkler end de er virkelige fa-briksråd. Og for at udrydde enhver tvivl fastslår lovens artikel seks klart, at partiorganiseringen “leder arbejdet i organerne for kollektiv selvbestemmelse”.
Gorbatjov selv er ikke i tvivl om, hvad han ønsker af arbejderne. På januar-plenumet i 1987 sagde han således om fagforeningernes rolle:
I løbet af omstruktureringen ser jeg det som fagforeningernes nye rolle først og fremmest at afværge halve teknokratiske bestræbelser i økonomien, som jeg må sige er blevet temmelig udbredt i de seneste år, og at øge den sociale overvågning omkring de beslutninger der tages. [92]
Der er allerede vidnesbyrd fra kilder i Rusland om, at arbejderne har langt mindre illusioner om glasnost og perestrojka end middelklassen. En undersøgelse gennemført på 1000 fabrikker i Ural fandt frem til, at en fjerdedel af arbejderne mente, at perestroj-ka først ville betyde en forskel for dem efter fem år, og 70% mente, at det ville betyde øget arbejdsbyrde. Som direktøren for Moskvas Sociologiske Forskningsinstitut sagde, efter at hans organisation havde gennemført en undersøgelse med lignende resultater i maj 1987: “Jo tættere man er på produktionen, jo lavere vurderer man den igangværende proces”. Denne ligegyldighed omkring perestrojka er næppe overraskende, eftersom den ligesom rationaliseringer og omstruktureringer i vesten betyder nedskæringer for et betydeligt antal arbejdere. Kvalitets-kontrollen har allerede ført til lønnedgang for arbejderne på en række fabrikker. Reformatorerne ønsker øget arbejdsintensitet som en af de vigtigste metoder til at hæve produktiviteten, mens mange af de intellektuelle talsmænd for reformerne hævder, i et sprog der kunne stamme fra Daily Telegraph’s læserbrevsspalter, at “der intet bestilles på de russiske fabrikker”. Stort set alle reformøkonomer mener, at det er nødvendigt med massive prisstigninger. Mange antyder, at omstruktureringen vil betyde fyringer og arbejdsløshed. Den lave økonomiske vækstrate vil betyde, at reformerne ikke vil blive gennemført sideløbende med stigende levestandard, sådan som det var tilfældet med reformforsøgene i Østeuropa i midten af 1950’erne og i Rusland selv i midten af 1960’erne.
Hvordan vil arbejderne reagere på angrebene på deres levevilkår? Den konservative del af bureaukratiet kan godt tænkes at ville forsøge at hævde, at de tidligere har repræsenteret arbejdernes interesser og dermed forsøge at bluffe sig til opbakning fra arbejderklassen. Visse venstreorienterede Ruslands-eksperter er delvist inde på det samme, når de hævder, at arbejderne har været i stand til at kompensere for deres mangel på politiske eller fagforenings-mæssige rettigheder ved en slags hemmelig forståelse med direktionen, hvilket har givet dem en privilegeret plads i systemet. Dette har haft en korrumperende indflydelse på arbejdernes klassebevidsthed og forklarer manglen på strejker, siden Stalin tog over.
For eksempel er der ‘pripiska’ (indskrivning af arbejde, der ikke er udført, og produkter, der ikke er produceret), for at snyde de centrale planlæggere. David Seppo citerer en russisk undersøgelse, hvori det påstås, at “pripiska kan stå for op til 40% af en arbejders løn”. [93] Andre skribenter refere-rer til det lave arbejdsløshedsniveau og påstår, at det er baseret på en uformel “social kontrakt” mellem bureaukratiet og arbejderne. Og Frank Furedi [94] går endda så langt som til at påstå, at arbejdere er “subsidieret” af systemet.
I virkeligheden var starten på Stalin-perioden vidne til meget store strejker. [95] Men industrialiseringen fik massivt svækket den gamle arbejderklasse med dens kamptraditioner, gennem det store indtog af tidligere bønder på fabrikkerne. De arbejdere, der forsøgte at slå igen, blev overført til arbejdslejre, hvis de ikke blev henrettet, og Stalin benyttede omhyggeligt skueprocesserne til at forsøge at aflede bitterheden fra selve regimet og overføre den på enkeltpersoner i bureaukratiets laveste niveauer. Under disse forhold var alle strejker isolerede og kunne let smadres. Selv under den mindre repressive regering efter Stalin, blev strejkeledere kastet i arbejdslejre. Og folk, der som minearbejderen Klebanov havde forsøgt at etablere uafhængige fagforeninger, blev også fængslet (og er stadig fængslet uden at have nydt godt af den øgede frihed, som regimet har tilladt intellektuelle dissidenter). Da mulighederne for kollektiv kamp var meget begrænsede, blev de enkelte arbejdere ansporet til at søge individuelle metoder til at øge deres indtægter – som for eksempel at gå fra den ene fabrik til den anden for at få højere løn (hvilket fabrikslederne kunne give dem igennem omklassificering). Fuld beskæftigelse var ikke en konsekvens af et bureaukratisk forsøg på at forsone sig med arbejderne, men skyldtes snarere den arbejdskraft-mangel, som blev skabt af en enorm ekspansion af en økonomi med et meget højt niveau af rustningsudgifter (hver eneste 5-årsplan opsugede adskillige millioner arbejdere mere, end det var meningen). Dette viser sig ved, at arbejdsløsheden har eksisteret i områder uden stor økonomisk vækst, for eksempel har en nylig folketælling, som blev gennemført af politiet i byen Ossetin, afsløret en arbejdsløshed på 7,5%. [96]
Sandheden er, at bureaukratiet i tiden efter Stalin undlod at tage bestemte midler i brug for at gøre økonomien mere effektiv, pga. frygten for at fremprovokere spontane masseudbrud blandt vrede arbejdere. I særdeleshed afholdt de sig fra omfattende prisstigninger. Men uden disse metoder kunne de ikke forhindre det ineffektive forbrug af arbejdskraft i store dele af øko-nomien og den stigende mangel på arbejds-kraft. Mangel på arbejdskraft betyder overalt i det økonomiske verdenssystem, at der opstår en vis grad af hemmelig forståelse mellem direktionen og de arbejdere, hvis arbejde de ønsker at beholde. En sådan indforståelse kan betyde, at nogle arbejderes levefod er en anelse mere tålelige, end de ellers ville have været, men det fjerner bestemt ikke sliddet og slæbet og udbytningens realitet. Derfor er det usandsynligt, at arbejderne vil føle sig på linie med de konservative bureaukrater, der har levet af dem i så lang tid på trods af, at mange russiske arbejdere er mistænksomme over for perestrojka.
Under alle omstændigheder er det svært at få et nøjagtigt billede af strejker i Rusland. Regimet har altid haft et snævert greb om informationer om strejker, selv når de har standset strejkerne ved at give indrømmelser. Det er typisk, at de har lukket strejkeramte områder af, mens de har haft travlt med at levere ekstra fødevareforsyninger for at formilde de involverede arbejdere. Selv den gigantiske Novotjerkassk-strejke i Ukraine i begyndelsen af 1960’erne blev først kendt i vesten 2 til 3 år senere. Der må have været mange mindre strejker, som der aldrig er kommer rapporter om. Novotjerkassk-strejken fandt sted, efter at priserne på kød og mejeriprodukter blev fordoblet, og efter at akkordsatserne på Budennij-fabrikken for elektriske tog blev skåret ned med 30%. I alt 20.000 deltog i strejken. Efter at demonstranter havde foldet bannere ud, som krævede, at priserne vendte tilbage til de normale, blev de beskudt af politiet. Der blev dræbt i dusinvis af mennesker. Strejkerne spredte sig til 15 andre byer [97] og varede i tre dage (1.-3. juni). Dette opsving i arbejdernes vrede forklarer, hvorfor fødevare-subsidierne er blevet fastholdt i Rusland indtil nu. En mere aktuel episode er vreden over øgede fødevarepriser i Minsk, hvor der rapporteredes om optøjer, efter at prisen på kød steg i de kooperative butikker i sommeren 1986.
En undersøgelse lavet af Ludmilla Aleksejeva opregner to strejker mellem 1953 og 1959, 17 i 1960’erne, 25 i 1970’erne og 31 i årene 1980-83. Dette afspejler ikke nødvendigvis en stigning i strejkeaktiviteten, men en stigning i antallet af samizdats, der omtaler dem. [98]
Fremvæksten af Solidarnosc i Polen i 1980-81 havde nogen indflydelse på den vestlige del af Rusland, især i de første militante måneder. En rapport [99] fortæller: “I den trans-karpatiske region deserterede reservesoldater en masse fra mobiliserings-stederne. Det tog to uger at fuldende mobiliseringen, fordi de gentagne desertioner fandt sted i så stor målestok, at det var umuligt at straffe enkeltpersoner”. I følge Aleksejevas undersøgelse var der en halv times strejke i Estland i december 1980, indkaldt af en organisation, der kaldte sig “Sovjetunionens Demokratisk Nationale Front”. Strejken gik bl.a. på krav om ikke-indblanding i Polens indre forhold. Den afspejlede de nationalistiske følelsers indflydelse i mange russiske strejker. En svensk reporter spurgte et vejsjak, der nedlagde arbejdet i en halv time, om hvorfor de gjorde det. De svarede: “Fordi vi er estere”. (Svenskeren var den eneste reporter, der havde fået lov til at komme ind.) På grund af at der var blevet advaret på forhånd igennem en løbeseddel, havde myndighederne sørget for, at der på adskillige arbejdspladser var en ekstra kaffepause kl. 10, på strejketidspunktet. Telefonlinierne var afbrudt hele dagen, og der var skaffet politiforstærkninger.
I kølvandet på Solidarnosc voksede også den officielle russiske presses dækning af fagforeningsspørgsmål. Fagforeningerne blev ofte kritiseret for ikke at repræsentere arbejdernes interesser godt nok. Strejker blevet omtalt i pressen, siden Gorbatjov begyndte at lægge vægt på Glasnost. Den første strejke, der blev nævnt i den officielle presse, fandt tilsyneladende sted ved Narva 1. juni 1983. Der blev omtalt i en ret lang artikel i Isvestia den 11. juli. Både ledelsen og arbejderne fik skylden, selv om ordet strejke ikke blev nævnt. Tilsyneladende var arbejderne “blevet forkælet”. Artiklen kom efter Brezjnevs død i 1982 og viser, at der allerede da var et mindre skift i holdningen til, hvad der kunne trykkes.
Den største strejkebølge der har fundet sted i Gorbatjovs tid, brød ud overfor de nye metoder til kvalitetskontrol, der blev introduceret i 1987. En artikel i Isvestia [100] rapporterede om “en vild demonstration” på diesellastbilfabrikken Kama, fordi produktionen blev kasseret på grund af for ringe kvalitet. Adskillige lignende strejker fulgte, fordi bonusbetalingen blev reduce-ret som en straf til arbejderne på grund af ringe kvalitet på de varer de producerede. [101]
Buschaufførerne i Tjekov, 70 kilometer fra Moskva, strejkede i september 1987, da deres arbejdsbyrde blev forøget på grund af perestrojka, [102] og arbejderne på traktormotorfabrikken Jaroslav holdt en ugelang protest imod planerne om, at de skulle arbejde på lørdage i december. [103]
Denne artikel er skrevet før den ekstraordinære partikonference i juni 1988, der forventedes at beslutte de næste skridt i reformerne. Dette nummer af International Socialism (nr. 39 sommer 1988, hvorfra nærværende pjece er oversat) kommer formentlig først fra trykken efter konferencen. Det gør det umuligt at komme med kommentarer til detaljerne i partiledelsens sammenstød. Men der kan med nogen sikkerhed siges nogle ting.
Det er meget usandsynligt, at reformatorerne opnår mere end en lille del af det, de håbede på for et år siden. Den magt, som modstanderne i bureaukratiets konservative fløj besidder, viste sig i affæren omkring artiklen i Sovietskaja Rossija. I tre uger gik antog mange reformatorer i medierne ud fra, at den anden side var ved at vinde, og de gik i dækning. Reformatorerne har siden genvundet initiativet, men det er meget lidt sandsynligt, at de har gjort det i tilstrækkelig målestok til at fjerne både de åbne modstandere af perestrojka og den store del af bureaukratiet, der verbalt støtter perestroj-ka samtidig med, at de håber, at den går i sig selv igen. Forfatteren og Gorbatjov-tilhængeren Jurij Andrejev fra Leningrad havde formentlig ret, da han skrev i Sovietskaja Kultura:
Alle tidligere erfaringer garanterer praktisk taget, at de gamle partiembedsmænd, veteranmedlemmerne i partiapparatet, vil gøre alt, hvad de kan, for at opbygge et sikkert flertal af deres slags delegerede til partikonferencen. [104]
Selv om Gorbatjov formodentlig vil være i stand til at afværge det konservative højres udfordring imod ham og måske endda kan være i stand til at fjerne nogle af hans mest udtalte modstandere, så vil han under disse omstændigheder kun være i stand til at gøre det ved at alliere sig med andre dele af de konservative. En antydning af, at en sådan alliance er på vej, ligger i udenrigsminister Sjevardnadses udtalelse om, at “som medlem af ledelsen kan jeg sige, at der ingen forskel er mellem Gorbatjov og Ligatjov. Der er ingen konflikter”. [105] Resultatet ville så blive et miskmask, der ville have tilbøjelighed til at lade perestrojka sidde fast i det bureaukratiske mudder. Det bør ikke glemmes, at det konservative højre har en ret bred basis for støtte. Dets ideologi er en blanding af bureaukratiske egen-interesser, storrussisk chauvinisme og en bagstræberisk harme over det russiske samfunds forfald. Det legale månedsblad Molodja Gvardija (med et oplag på 650.000) forener Stalin-tilbedelse, racisme (det angriber rock’n roll “for at låne ord fra negerslang med usømmelige seksuelle antydninger”), storrussisk chauvinisme og støtte til “traditionelle værdier” (de fordømmer “destruktionen af den russiske familie og nation med sex, alkohol og stoffer”). [106] En sådan mikstur appellerer ikke alene til gamle apparatniks, men også til dele af intelligentsiaen, russere der bor i ikke-russiske områder og endda til visse unge i de store byer (der har været rapporter om grupper af åbent nazistiske unge, og i februar 1988 var der ondsindede racistiske optøjer, hvor hundredvis af unge russere overfaldt indvandrede asiatiske arbejdere i en Moskva-forstad – 10 mennesker siges at være dræbt). [107] Samtidig kan højrefløjen formentlig stole på KGB-chefen Tjebrikov (hvis taler er konservative og autoritære i tonen) og store dele af de væbnede styrker, [108] der var en nøglefaktor i at gøre Khrusjtjov i stand til at slå sine modstandere i ledelsen i slutningen af 1950’erne og Brezjnev i stand til at vælte Khrusjtjov i 1964.
Men højrefløjen står overfor et centralt problem. Selv hvis denne basis skulle tillade dem at fjerne reformatorerne, så ville den ikke være i stand til at løse landets økonomiske problemer. På trods af at Ligatjov har sit eget program for økonomisk rationalisering, der skal gennemføres med centralistisk autoritære midler, så vil den flok bureaukrater, som han måtte støtte sig på for at fjerne Gorbatjov, lige så sikkert sabotere hans program, som de vil sabotere alle andres. Det betyder ikke, at man helt kan se bort fra muligheden af et højrekup imod glasnost. Men det ville bare genskabe de kriseforhold, der oprindelig har ført til perestrojka. Ligesom Jaruzelskis kup i Polen ville det midlertidigt tillade de autoritære at tage magten tilbage i deres hænder, men det ville ikke standse den ophobning af økonomiske problemer, som før eller siden ville føre til, at massernes stigende utilfreds-hed kom til udtryk på den ene eller anden måde. Et af de mennesker, der i 1981 så Jaruzelski som en frelser, var den daværende polske premierminister Mieczyslaw Rakowski. Da han for nylig blev forfremmet til Jaruzelski’s politbureau indrømmede han, at regeringen havde spillet fallit “i forhold til at lindre hverdagens mangler, som gør livet elendigt, og som skaber modvilje og endda had imod autoriteterne ... Han tegner et billede af et lederskab, der er trættet af syv års kamp uden videre succes med at skabe et økonomisk gennembrud, og som er ved at miste troen på, at det nogen sinde vil blive muligt.” [109]
Hvis ingen af fløjene i bureaukratiet kan komme igennem med afgørende ændringer, så vil den økonomiske stagnation og samfundets almindelige krise fortsætte. Det vil uundgåeligt føre til en ideologisk krise, når de intellektuelle mister tilliden til bureaukratiets evne til at løse samfundets problemer, yderligere opstande blandt de undertrykte nationaliteter, flere udbrud af optøjer, hvor de favoriserede nationaliteter overfalder andre, flere strejker og den alle-stedsnærværende mulighed for en rejsning i arbejderklassen i stil med Solidarnosc. Overfor sådanne udsigter kan dele af bureaukratiet være fristet til at forsøge at overvinde det døde punkt ved at appellere til en meget bredere støtte end hidtil, fra grupper helt uden tilknytning til bureaukratiet – ved at give glasnost fra neden et massivt, omend midlertidigt, løft – som det tjekkiske lederskab gjorde i foråret 1968. Og det kan føre anti-reformatorerne til at over-veje selvstændige modaktiviteter som de generaler, der støttede den gamle tjekkiske leder Novotny, gjorde i begyndelsen af 1968, da de planlagde at føre tanks ind i Prag og arrestere tusinde modstandere.
Hvor hurtigt udviklingen vil gå, afhænger af et antal ubekendte – regimets evne til at vikle sig selv af den krig, det er ved at tabe i Afghanistan, i hvilken grad den amerikanske regering vil hjælpe det med problemerne ved at gå med til yderligere våbenaftaler, hvorvidt reformatorerne har ret, når de siger, at den økonomiske situation er helt til rotterne, [110] hvordan krisen breder sig til lydstaterne i Østeuropa, og fremfor alt andet hvordan millionvis af arbejdere og medlemmer af undertrykte etniske minoriteter vil reagere.
I venstrefløjskredse i vesten bliver den nuværende krise i Rusland ofte fremstillet i forhold til, om man støtter Gorbatjov eller ej. På den ene side er der dem, der ser Gorbatjov som svaret på menneskehedens problemer. [111] På den anden side er der dem, der fokuserer på, at omstruktureringen udgør en trussel mod arbejdernes jobs, og stiller sig selv på linie med de gamle “centrale planlæggere”. Begge indfaldsvinkler hviler på en komplet fejltolkning af begivenhederne og mulighederne. Krisen i Rusland er en del af en mere generel krise i den statskapitalistiske akkumulationsmodel. Denne model voksede frem i den ene eller anden form verden over som et svar på mellemkrigsårenes økonomiske krise og blev ofte fejlagtigt anset for at være “socialistisk” af både socialdemokrater og stalinister. [112] Men fra midten af 1970’erne betød internationaliseringen af økonomi og produktion, at nationalstaters intervention ikke længere kunne afværge kriser eller garantere at økonomien ikke gled over i stagnation. Modellen faldt i unåde. Set i dette lys svarer krisen i Rusland og Østeuropa til keynesianismens krise i de avancerede vestlige lande og krisen i de import-substitutionistiske og populistiske udviklingsmodeller i den tredje verden.
Socialister kan ikke identificere sig med dem, der forestiller sig, at modellen kan komme til at fungere nu. Ikke alene betyder forsøget på noget sådant, at den økonomis-ke udvikling hæmmes og baner vejen for økonomisk stagnation og stigende menneskelig nød, men først og fremmest har det aldrig været vores model. Keynesianismen var et program skabt af rige borgerligt liberale i et forsøg på at skabe et alternativ til socialistisk revolution, og den blev kun indført på basis af fortsatte krigsforberedelser. Den stalinistiske statskapitalisme voksede op på liget af den venstreopposition, der stod fast på visionerne fra 1917, og betød en massiv forarmelse af arbejdere og bønder. At identificere sig med bureaukratiets anti-reform fløj i Rusland i øjeblikket er ensbetydende med at identificere sig med konservative, racistiske og autoritære fanatikere, hvis forsøg på at bremse de sociale kræfters udvikling kun kan føre til en forværring af alle de problemer, der rammer arbejderklassen. Det ville være at stille sig på linie med dem, hvis politi, hemmelige politi og væbnede styrker er blevet brugt til at smadre arbejdernes forsøg på at organisere sig uafhængigt indenfor den russiske blok i de sidste 60 år.
Men der kan heller ikke være tale om at identificere sig med Gorbatjov. Han står for et forsøg på at reformere denne udbytnings- og akkumulationsmodel, ikke for at lette byrden for arbejderne, men for at gøre den mere effektiv. Og under de nuværende betingelser betyder det tempo-opskruning, lønnedgang og formentlig arbejdsløshed. Ej heller går hans forslag ud på at sløjfe undertrykkelsesapparatet. Han har nok delvist sat censuren ud af kraft for en periode for at tillade, at intellektuelle angriber hans fjender i partiledelsen, men alle tidligere erfaringer peger på, at han vil genindføre den, straks han har fået samlet trådene til kontrolapparatet i sine egne hænder. Husk på at det var “reformatoren” Khrusjtjov der sendte de tanks af sted, der myrdede 20.000 ungarske arbejdere, og det var “reformatoren” Gomulka, der i Polen slap sikkerhedspolitiet løs på studenterne i marts 1968 og arbejderne i december 1970.
Desuden er der ingen garanti for at Gorbatjov’s program kan klare ærterne, selv ud fra hans egne betingelser. Fallitten for den statskapitalistiske centralisering af økonomien har fået økonomer over hele Østeuropa til at se markedsøkonomien som et magisk svar på deres problemer. Men de to østeuropæiske økonomier, hvor den såkaldte “markedssocialisme” er blevet indført, Jugoslavien og Ungarn, er ikke i bedre kondition end den russiske. Begge lider af industriel stagnation, høj inflation og stor udlandsgæld. De har begge forsøgt at påtvinge deres arbejdere lønnedgang og arbejdsløshed. I Kina har inflationsniveauet og fødevaremanglen i byerne fået regimet til at frygte for en pludselig vækst i protesterne i stil med Solidarnosc, selvom betin-gelserne for reformer har været langt gunstigere end i Rusland (fordi industrien udgøre en langt mindre andel af den samlede øko-nomi, og fordi landet har været i stand til at reducere våbenbudgettet radikalt). [113] Grunden er, at reformerne ikke tager fat om de grundlæggende årsager til østlandenes økonomiske problemer. Disse årsager skal findes i den måde, som det herskende bureaukrati underordner hele økonomien under militær og økonomisk konkurrence med vesten (og i Ruslands tilfælde med Kina). Dette fremtvinger et akkumulationsniveau, som ikke kan opfyldes med de tilgængelige ressourcer. Og det fører omvendt folkemasserne, arbejderne og kollektivbønderne, til en så stor fremmedgørelse i forhold til deres egen arbejdsindsats, at de er ligeglade med produktionens kvalitet.
Tillid til markedet indebærer den opfattelse, at ineffektive virksomheder må lukkes for at give plads til at effektive virksomheder kan vokse. Men i virkeligheden sker den slags sjældent på vestens “frie marked”. Den moderne kapitalismes enheder er så store, at hvis man bare overlader dem til markedskræfternes skæbne, så vil det true med at hærge økonomien i hele regioner og de profitable firmaer, der er indenfor disse. Som et resultat er staten næsten uvægerligt trådt til, når større firmaer har stået overfor fallit, selv under “anti-interventions”-regeringer som Thatcher’s og Reagan’s. Under sådanne betingelser bliver ineffektive firmaer ikke kørt ned i en fart, hvis de overhovedet bliver det. Og kilden til ineffektivitet og spild i økonomien fortsætter på bedste beskub.
Ruslands økonomi er halvt så stor som USAs, dets vigtigste konkurrent. Men den er nødt til at modsvare den amerikanske i størrelsen på de enkelte produktionsenheder. Resultatet er, at koncentrationen af produktionen er forholdsmæssigt højere, og de stød, som særlige tilfælde af ineffektivitet og spild giver, er tilsvarende højere. At lade markedet drive disse enheder ud af funktion er imidlertid ikke noget svar på disse problemer, eftersom det ville skabe en så umådelig hærgen, at det ville true den samlede økonomis konkurrenceevne.
Siden midten af 1970’erne er krisetegnene mangedoblet i såvel øst som i vest. Profit-raten er faldet (eller som Aganbegjan skrev i begyndelsen af 1980’erne: “returkapitalraten faldt”). [114] Betingelserne på verdensplan muliggør ikke en tilfredsstillende omstrukturering i en størrelsesorden, der kan mere end delvist genoprette økonomien. Det er således grunden til de vestlige økonomiers fortsatte svaghed 14 år efter, at krisen først brød ud. Og det er også grunden til, at de seneste vækstberegninger for Rusland, på trods af al Gorbatjov’s skubben og masen, antyder, at væksten i 1987 kun var omkring en halv procent, imod 3,9% i 1986. [115]
I 1859 skrev Marx, at “fra at være former for udvikling af produktivkræfterne bliver (gamle) produktionsforhold til lænker. Så begynder en epoke med social revolution”. [116] De produktionsforhold, der blev etableret af Stalin for 60 år siden, er helt klart blevet til sådanne lænker. Det er grunden til, at en person som det polske politbureaumedlem Rakowski, der vil kæmpe til det sidste for at forsvare systemet, nu kan advare om, at uden reformer “vil vores opbygning møde opstande og revolutionære udbrud”. [117]
I en sådan situation er det ikke socialisters opgave at identificere sig med dem, der vil lappe på systemet. Det er derimod i høj grad at holde fast i, at kilden til spild og ineffektivitet ligger i, at de arbejdere, der bærer systemet oppe, er fremmedgjort arbejdskraft, afskåret fra kontrol med dem, der udøver magten og som er underlagt diktat fra akkumulations konkurrencen på verdensplan. Det er det, der fører såvel øst som vest til en massiv produktion af varer, som folk ikke har brug for, til at den menneskelige produktivitet forvandles til et arsenal for destruktion af menneskeheden, til store og dyre bureaukratier til at holde opsyn med udbytningen, og til et enormt spild eftersom de umiddelbare producenter ikke bekymrer sig om produktionens pris og kvalitet. De radikale reformatorer hævder, at kun ved at tillade individuelle virksomheder at konkurrere med hinanden og på verdensmarkedet kan de tvinges til at fastlægge priser, der bedst svarer til den mest effektive måde at producere på. Hermed er det underforstået, at arbejdere, der ikke arbejder i de effektive virksomheder, vil blive smidt i brokkassen. Med andre ord er svaret på et system af fremmedgjort arbejdskraft, at man hæver fremmedgørelsen op på et højere niveau. Der er en meget mere effektiv og langt mindre smertefuld metode til at overvinde kilderne til spild og ineffektivitet. Det er at arbejderne, “de forenede producenter”, tager kontrollen over produktionen i egne hænder og underordner denne under deres egne bevidst fastlagte kollektive behov. Først da vil de, der virkelig udfører arbejde af den ene eller anden slags, have motivet til en korrekt og ærlig vurdering af, hvilke mængder af deres arbejdskraft, der er til rådighed for produktionen, og samtidig vil det være et incitament til at bruge den på den mest effektive og mindst muligt besværlige måde.
De eksisterende valgmuligheder er altså ikke det centralt administrerede anarki i den statskapitalistiske akkumulation kontra det decentraliserede anarki på “markedet”. Der er også den ægte socialismes alternativ – det der sommetider under perioder med arbejderoprør i Østeuropa er blevet beskrevet som den “socialt selvstyrede økonomi”. Der er få tilhængere af sådanne ideer i Rusland og Østeuropa idag. Det er heller ikke overraskende. De revolutionære socialistiske modstandere af stali-nismen er altid blevet mødt med den hår-deste undertrykkelse. Et helt pænt antal mennesker med liberale og højreorienterede ideer overlevede de stalinistiske arbejdslejre, men praktisk taget hele venstreoppositionen blev myrdet. Den nye generation af dissidenter i Rusland og Østeuropa er begyndt på politisk aktivitet på et tidspunkt, hvor den socialdemokratiske model for en øko-nomi, der er planlagt ud fra keynesianske linier, er lige så meget i vanry i vest, som den stalinistiske model er det i øst. Det er derfor ikke overraskende, at de er under indflydelse af den idé, at fremtiden ligger i markedsøkonomien.
Alligevel er det ikke sandsynligt, at det er en situation, der vil vare i lang tid. Bestræbelserne på glasnost fra oven har åbnet et politisk område, hvori der er et vist råderum for aktiviteter fra dem, der står for glasnost fra neden. Og ligegyldigt hvor populære tankerne om prisstigninger og fyringer af arbejdere end måtte være blandt privilegerede dele af Moskvas intelligentsia, så er det næppe tanker, der vil komme til at appellere til nogen dele af aktioneren-de arbejderne overhovedet. Nogle af de enkeltpersoner, der er involveret i den gærende glasnost fra neden, vil blive presset til at forsøge at forholde sig til disse spørgsmål ud fra et arbejderklassesynspunkt. I den proces kan de begynde at arbejde sig hen imod ægte revolutionære ideer – skære sig igennem 60 års stalinistisk smuds og ende med at finde ud af, hvad marxismen i virkeligheden drejer sig om.
I den første udgave af Tony Cliffs redegørelse for statskapitalismen i Rusland for 40 år siden, pegede han på, at det var umuligt at opbygge så meget som kimen til en revolutionær marxistisk organisation under de betingelser, der herskede under det stalinistiske totalitære regime. Som i en kapitalistisk hær, forklarede han, umuliggjorde den utilslørede rå undertrykkelse alt andet end spontane masseoprør.
I det stalinistiske Rusland må klassekampen uundgåeligt udtrykke sig ved en gigantisk spontan rejsning i milliontal. Indtil da vil det hemmelige politis almægtige magt gøre det umuligt for et revolutionært parti at organisere nogen form for systematiske aktioner overhovedet.
I dag findes der for første gang siden dette blev skrevet atter engang mulighederne for en genfødsel af den revolutionære marxisme i oktober-revolutionens land. De bitre sammenstød mellem forskellige fraktioner i den herskende klasse begynder at skabe forhold, ikke bare i Rusland men over hele Østeuropa, hvorunder nogle få enkeltpersoner kan nå frem til revolutionær socialistisk politik og begynde at finde nye veje til at få deres ideer ud. Det vil ikke blive let for dem. Men 1980-81 i Polen og 1988 i Armenien viser, hvordan krisen i den bureaukratiske statskapitalisme pludselig kan skabe et publikum for grupper af dissidenter, der før var isolerede. Vi bliver nødt til at håbe, at disse grupper også omfatter socia-lister, når store arbejdskampe begynder at finde sted i Rusland.
Rusland er på vej ind i en periode med dyb krise. Denne periode vil ikke bare være karakteriseret af et stigende kampniveau. Der vil være alle mulige slags splittelser og nederlag (som der var et afgørende nederlag i Polen i 1981). Ej heller vil revolutionære socialistiske ideer være de eneste, der søger masseopbakning. Der vil være pro-markeds-ideerne, der vil prøve at binde arbejderne til omstruktureringen; der vil være nationalismen blandt ikke-russerne, der både tjener til at rette hadet mod den centrale stat og til at line arbejderne op sammen med de lokale bureaukrater; der vil være de storrussiske chauvinistiske ideer; der vil være lokalpatriotisme, som vil sætte den ene undertrykte minoritet op imod den anden. Ophobningen af frustration og undertrykkelse i Rusland er formentlig sådan, at det skaber en umådelig rodet række eksplosioner.
I den situation vil de, der står på den revolutionære socialisme, være nødt til at kæmpe for at forsvare retten til at udtrykke deres egne ideer – hvilket i praksis vil sige at kæmpe for glasnost nedefra, støtte de intellektuelle, der kæmper for ytringsfrihed, og støtte de undertrykte nationaliteters kampe imod staten og den storrussiske chauvinisme. Men de vil også være nødt til at kæmpe hårdt imod mange af dem, der også bakker op bag glasnost fra neden – imod troen på markedet, imod troen på at bureaukratiets parti kan ændres, imod de nationalister, der er modstandere af enhedsaktioner mellem russiske og ikke-russiske arbejdere, imod enhver illusion, der får folk til at afblæse kampe af frygt for at støde reformfløjen i lederskabet.
Det bureaukratiske statskapitalistiske system, som Stalin etablerede, er i krise over hele Østeuropa. Socialisters opgave er ikke at identificere sig med dem, der vil reformere for at holde sammen på systemet, men at drage nytte af krisen og kæmpe for ægte arbejdermagt.
1. N. Ryzhkov: Rapport om udkast til retningslinier for økonomisk og social udvikling. Lavet til den 27. kongres i SUKP, marts 1986.
2. Pravda, 5. april 1988.
3. Der er forskellige beretninger om denne affære. Se for eksempel, C. Schmidt-Hauer: Gorbachev, the path to power (London, 1986), s. 72-73.
4. Tale af Gorbatjov, citeret fra Financial Times, 12. juni 1986.
5. Tallene fra E. Rusanov viser, at mens 0,3% lønstigning i begyndelsen af 1950’erne fremviste 1% øget produktivitet, skulle der i slutningen af 1970’erne 0,9% lønstigning til det samme. Citeret fra Goldman: Gorbachev’s Challenge (Ontario, 1987),s. 23.
6. Economist, 9. april 1988.
7. Den amerikanske Kongres, Joint Economic Comittee, USSR: Measures of Economic Growth, (Washington, 1982).
8. Tallene kommer fra Goldman: Gorbachev’s Challenge (Ontario, 1987), s. 32-33.
9. Tallene kommer fra Narodnoje Khosjajstvo SSSR, flere årgange. Citeret fra Mike Haynes: “Understanding the Soviet Crisis”, International Socialism 2:34, s. 18.
10. Tallene kommer fra K. Fitzlyon: Soviet Studies, sommeren 1969.
11. Ifølge beretning af W.D. Connor i Problems of Communism, marts/april 1973.
12. Ifølge de amerikanske beregninger, der er citeret ovenfor.
13. Tallene kommer fra Narodnoje Khosjajstvo SSSR, citeret fra Goldman, s. 66.
14. Ryzhkin, som ovenfor.
15. Aganbegjan: The Challenge, the Economics of Perestroika (London, 1988).
16. Pravda, 5. april 1988.
17. E. Germain (Ernest Mandel) i Quatrième International 14, (1956) numrene 1-3.
18. M. Reiman: The Birth of Stalinism (London, 1987), s. 86.
19. Reiman, s. 89.
20. Russia, a Marxist Analysis (London, 1964).
21. J.D. Godfrey: Capitalism at War: Industrial Policy in France, 1914-18 (Leamington Spa, 1987).
22. I Imperialismen som kapitalismens højeste stadium. (Lenin: Udvalgte Værker, bd. 6).
23. Interessant nok var der en af de tjekkiske reformatorer, der henviste til dette tilfælde i forløbet op til 1968.
24. Se A. Negandhi og M. Welge: “Beyond Theory Z: Global Rationalization Strategies af American, German and Japanese Multinational Companies”, i Advances in International Comparative Management, Supplement 1, (London, 1984).
25. H. Liebenstein: “Allocative Inefficiency versus “X-inefficiency””, i American Economic Review, juni 1960.
26. S.M. Davis: Managing and Organising in Multinational Corporations (Oxford, 1979).
27. Dette skete for eksempel, da bestyrelsen for Read International – der dengang ejede Daily Mirror – fjernede Cecil King som formand for selskabet i slutningen af 1960’erne.
28. Perestroika (London, 1987).
29. F. Halliday i Marxism Today, november 1987.
30. M. Matthews har påvist, at “valgte” poster i partiets grundorganiseringer i overvejende grad er i hænderne på “arbejdsgivere” (set i modsætning til “arbejdere” og “bønder”). Se Class and Society in Soviet Russia (London, 1972).
31. For et forsvar for dette tidlige forsøg på perestrojka, se I. Nagy: Imre Nagy on Communism (London, 1957).
32. Z. Medvedev: Gorbachev (London, 1986).
33. C. Harman: “Prospects for the Seventies: The Stalinist States”, International Socialism, 1:42, s. 17.
34. Z. Medvedev: Gorbachev.
35. Fjernsynsprogram i Moskva, 6. april 1988, BBC’s arkiv SU/0118 i.
36. Pravda, 12. december 1974 og 22. august 1985, citeret fra Goldman s. 23.
37. Citeret fra Goldman s. 30.
38. S. Roberts i Labour Focus on Eastern Europe, juli/oktober 1987, s. 13-14.
39. Perestroika, s. 74.
40. T. Gustafson og D. Mann: “Gorbachev’s Gamble” i Problems of Communism, juli/august 1987.
41. Pravda, 17. april 1987.
42. Teksten er fra Radio Liberty Reports, 8. juni 1987.
43. Denne beretning er baseret på forskellige kilder, heriblandt Guardian, 12. november 1987, og A. Barnett: Soviet Freedom (London, 1988), s. 174-77.
44. Rapport af Rasumovskij om kampagnens fremskridt, citeret i Radio Liberty Research, 27. januar 1988.
45. N. Bodnaruk, Isvestia, 10. april 1988.
46. Komsomolskaja Pravda, citeret i Guardian, 22. april 1988.
47. Som ovenfor.
48. Alle citater fra Pravda, 5. april 1988.
49. Alle citater fra Sovietskaja Kultura, 9. april 1988.
50. Uddrag af tv-udsendelse, BBC nyheder, 26. april 1988.
51. Isvestia, 13. april 1988.
52. Programmet “Spørgsmål om Perestrojka”, postkasseagtigt program præsenteret af Ali Guesjenov, 8. april 1988. BBC’s arkiv SU/0127 b3.
53. Fjernsynsdebat den 17. april. Et sammendrag af dette findes i BBC’s udsendelsesarkiv, SU/0129 i, fra den 19. april 1988.
54. Opsummeret af BBC 6. april 1988, arkiv, SU/0118 i.
55. Ifølge Guardian, 28. december 1987.
56. Ifølge G. Pavlovskij, Moscow News, 13. september 1987.
57. Radio Liberty Research, 27. januar 1988.
58. Radio Liberty Research, 31. januar 1988.
59. Radio Liberty Research, 8. februar 1988.
60. E. Pavlenko, Novosty Press Agency report, LFEE, s. 16.
61. A. Severjukhin fra det østrigske tidsskrift Profil, citeret i LFEE november-februar 1988, s. 6.
62. På side 119 i hans bog Perestroika.
63. Perestroika, s. 112.
64. Vestnik Statistiki, februar 1986.
65. Literaturna Ukraina, Kiev, 9. april 1987, oversat i Radio Liberty Research, 15. april 1987.
66. “The National Issue in Kirghizia”, Radio Liberty Research, 29. januar 1988.
67. For en kortfattet beretning om dette, se E.H. Carr: The Bolshevik Revolution, vol. 1. For et resumé over diskussionen i Ukraine, se introduktionen til C. Rakovsky: Selected Writings on Opposition in the USSR 1923-30.
68. Se M. Lewin: Lenins sidste kamp.
69. Se C. Rakovsky: Selected Writings, ibid.
70. Detaljerne findes i T. Cliff: Russia: A Marxist Analysis, (London, udateret 1964), s. 327-33.
71. Cliff, s. 229-31.
72. Literaturna Ukraina, se ovenfor.
73. Literaturna un Maksla, 1. maj 1987.
74. Pravda, 19. maj 1987.
75. Tajikistan i Sovieti, 14. februar 1987.
76. Radio Liberty Research, 18. og 31. januar 1988.
77. Rapport i Le Monde, 2. april 1988. Se også kritikken af samfundsanalysen i Literaturuli Sakartvelo, 8. januar 1988, BBC’s arkiv, SU/0129 i, 19. april 1988.
78. Interview med I. Muradian, en af gruppens aktivister, International Herald Tribune, 12.-13. marts 1988.
79. Sovietskaja Kultura, citeret fra Radio Liberty Research, 3. februar 1988.
80. Ifølge rapporter fra rejsende til udenlandske korrespondenter i Moskva, se Financial Times, 26. februar 1988.
81. Citeret fra Guardian, 27. februar 1988.
82. International Herald Tribune, se ovenfor.
83. Se for eksempel Guardian, 26. februar 1988.
84. Independent, 27. februar 1988.
85. Tass-rapport, fra Independent, 5. marts 1988.
86. Independent, 3. april 1988.
87. Se reportagen i Independent, 31. marts 1988.
88. Isvestia, 6. april 1988, tekst fra BBC’s arkiv SU/0119 b/6, 7. april 1988.
89. Lov om statslige virksomhedsforbindelser, Isvestia, 1. juli 1987.
90. Lov om virksomhedsforbindelser, ibid.
91. Detaljerne er fra Pravda, 15. februar 1987.
92. Pravda, 9. januar 1987.
93. LFEE, s. 20, november 1987 – februar 1988, vol. 9, nr. 3.
94. F. Furedi: The Soviet Union Demystified, (London, 1986).
95. Der er refereret til meget af det i Reiman, se ovenfor, og J. Berger: Shipwreck of a Generation, (London, 1971), s. 90 refereres der til nogle større strejker i 1931.
96. Reportage i Guardian, 10. juni 1987.
97. Ifølge den tidligere journalist på Isvestia og Literaturnaja Gaseta, V. Belotserkovskij, som forlod USSR i 1972 – se Samupravlenie (selvstyre), der kan fås gennem A. Neimanas-Buchvertrieb, Baur str. 28, 8000 München 40, Vesttyskland.
98. “Sabastovkij v SSSR – Poslestalinskij period” (Strejker i USSR i tiden efter Stalin), Vnutrene Protjivoretjija v SSSR (Indre modsætninger i USSR), nr. 15, New York 1986. Ludmilla Aleksejeva var en ledende aktivist i den demokratiske bevægelse i 1960’erne og med til at grundlægge Helsinki-gruppen i Moskva i 1976. Hun forlod landet året efter. Hendes undersøgelse er baseret på samizdat og den officielle presse.
99. Financial Times, 13. februar 1987.
100. 4. december 1987.
101. TASS, 27. januar 1987.
102. Se beretningen i Moscow News, 20. september 1987.
103. Isvestia, 26. december 1987.
104. Guardian, 22. april 1988.
105. Guardian, 23. april 1988.
106. Molodaja Gvardija, 1987 nr. 3.
107. Ifølge Lev Timofejev fra den uofficielle presseklub Glasnost, fra Independent, 5. marts 1988, se også Sunday Telegraph, 6. marts 1988.
108. De støttede de begyndende krav om perestrojka fra Gorbatjov-Ligatjov i 1985, fordi de kunne se, at militæret led under den almindelige økonomiske stagnation, men at der muligvis er sket en vækst i modstanden siden, indiceres af den kendsgerning, at Gorbatjov brugte Rust-affæren som en undskyldning for at skifte marskal Solokov ud med general Jasov som forsvarsminister.
109. Resumé af et 60 siders papir fra Rakowski i Financial Times, 12 april 1988.
110. Reformatorerne kan meget vel overdrive graden af den økonomiske krise for at vinde diskussionen – det skete i Tjekkoslovakiet i 1968. Kun tiden kan vise os, hvordan den virkelige økonomiske situation er. Se for eksempel I. Birman: “The Soviet Economy: an alternative view”, i Russia (12) 1986 og S. Rosenfelde: “The Soviet Union in Crisis”, i Soviet Studies, april 1988.
111. To eksempler er tilstrækkeligt til at vise de latterlige illusioner der er blevet opbygget omkring Gorbatjov i de seneste måneder. Tariq Ali siger i sin bog om 1968 (Street Fighting Years, London, 1987, s. 268): “Et endnu mere magtfuldt spøgelse er begyndt at jagte de europæiske magter. Dets navn er Mikhail Gorbatjov”. Under en julekomsammen i Brent East Labour Party, udbød Ken Livingstone en flaske bulgarsk vin som præmie i rafling, og erklærede at det var “en af vores egne”, andenpræmien var et portræt af Gorbatjov! (Tak til Anne Drinkle.)
112. Se for eksempel fabianismens grundlæggere Sidney og Beatrice Webb’s berømte bog: The Soviet Union: A New Civilisation.
113. For en brugbar forklaring, ud fra et pro-reform synspunkt, på at reformerne står overfor større problemer i Rusland end i Kina, se Goldman, s. 175-222.
114. Aganbegjan, s. 3.
115. CIA beregning til US Congress Joint Economic Comittee, fra Wall Street Journal, 25. april 1988.
116. Forordet til: Karl Marx: Bidrag til kritikken af den politiske økonomi, s. 13. (København, 1974).
117. Citeret fra Financial Times, 12. april 1988.
Sidst opdateret 23.03.2013