Marx’ kriseteori
Profitratens tendens til fald
Selve loven
Den faldende profitrate 100 år efter
Tekniske fremskridt
Stigende produktivitet
Stigende udbytning og profitraten
Den individuelle kapitals rentabilitet og systemet som helhed
Kriser og devaluering af kapital
Rationalisering gennem kriser og systemets ældning
Imperialisme og krig
Uproduktivt forbrug og profitraten
Nye former for konkurrence
Forskellige konkurrenceformer og den faldende profitrate
Konklusion
Noter
Det billede, Marx fremlagde for over 100 år siden, viste kapitalismen som et system bygget på modsætninger. Han skildrede kapitalejerne – bankdirektørerne og industriejerne – som på den ene side blev presset til stadig mere storslåede planer for at udvide produktionen og industriens størrelse gennem massive investeringer; på den anden side blev de stadig mere bange for den risiko, det indebar. Enorm ekspansion bliver som følge heraf afløst af perioder med voldsom tilbageslag.
Det ene øjeblik arbejder industrien på fuld kraft, bygger nye fabrikker, udvikler menneskelige færdigheder – udvider det “produktive apparat”, som Marx kalder det; det næste øjeblik er der massiv stagnation og spild, eftersom fabrikkerne ligger stille, maskinerne ruster og arbejdsløsheden vokser.
Endvidere, sagde Marx, “fører disse eksplosioner, voldsomme omvæltninger, kriser ... som jævnligt dukker op, til gentagelser på et højere niveau”. [1] Han skildrer et system for os, som er mærket af stadig dybere kriser, afbrudt af stadig kortere perioder med boom, et system som er ude af stand til at magte al den rigdom, som det har et potentiale for at producere.
“Jo større den sociale rigdom er, jo større den funktionerende kapital og omfanget og energien af dens vækst er ... desto større er den industrielle reservearmé (arbejdsløshed) ... desto større er den officielle pauperisme. Dette er den absolutte, generelle lov for den kapitalistiske akkumulation.” (Marx’ fremhævelse). [2]
Jo mere det kapitalistiske system udvikler sig, påstår Marx, jo mere vil arbejdsløsheden og fattigdommen vokse. [3] Det er det, anfører han, som dømmer den kapitalistiske produktionsmåde – den måde som kapitalismen organiserer samfundet på for at producere rigdom – til historisk undergang på samme måde, som laugsystem, livegenskab og slaveri gik under før det. [4]
Ligesom samfund, der producerede rigdom på sidstnævnte måder, gik mod uundgåeligt forfald efter en periode, hvor de havde blomstret, så sagde Marx, at kapitalismen også ville komme ind i et forfald. Faktisk troede han, da han begyndte på sit første udkast til Kapitalen (normalt kendt som Grundrids) i 1857, at dette uomstødelige forfald allerede var startet. Og næsten 30 år efter, da Engels skrev forordet til den engelske udgave af Kapitalen bind 1 i 1886, følte han sig i stand til at konkludere:
“Den tiårige cyklus med stagnation, fremgang, overproduktion og krise, der har været evigt tilbagevendende fra 1825 til 1867, ser i særdeleshed ud til at have kørt sit løb, kun for at havne i den permanente og kroniske krises fortvivlede sump. Den lovede periode med fremgang vil ikke komme; lige så tit vi ser ud til at se dens bebudede symptomer, lige så tit forsvinder de igen sporløst”. [5]
Marx tog selvfølgelig fejl i 1857, og det samme gjorde Engels i 1886. Ligesom senere tænkere, der troede, at de så “kapitalismens sidste krise” under den voldsomme tilbagegang i 30’erne.
At profetierne slog fejl, har ført til en tendens til, selv blandt mange marxister, at fornægte det fundamentale i Marx’ teoretiske analyse af kapitalismen. Nogle har åbent revideret Marx’ kapitalismemodel ved at fornægte en eller anden af “lovene”, som han så som fundamentale for systemet. Andre accepterer Marx’ analyse i ord, men kommer med så mange tilføjelser (i form af “kompenserende økonomiske faktorer”), at de fratager analysen muligheden for at fortælle os noget som helst om den virkelige verden.
Vi er endnu engang i en periode, hvor symptomerne på Marx’ “sidste krise” ser ud til at være til stede. Alle de fænomener, som Marx pegede på, bliver der refereret til dagligt i medierne – stigende arbejdsløshed internationalt, tilsyneladende uafvendelig udvikling mod økonomisk stagnation, voldsomme men kortlivede boom, fremkaldt af spekulation, fulgt af stadig dybere tilbageslag, langsigtede fald i profitraten, en generel følelse af at der er noget galt med systemets drivkraft. Er dette bare endnu en illusion? Eller er det i virkeligheden en sejr for Marx’ analyse?
Denne bogs påstand er, at den nuværende stadig dybere krise kan ses som et udspring fra Marx’ grundliggende kapitalismemodel. Det er derfor forkert at fornægte det fundamentale i hans analyse, som nogle gør. Det er også forkert bare at lave alle mulige tilføjelser til Marx’ beskrivelse og fratage den enhver forklarende kraft.
I stedet må de tilføjelser, som vi må lave for at forklare det kapitalistiske systems forløb siden Marx’ tid, vise, hvordan systemet selv på forskellige udviklingsstadier producerer “modvirkende faktorer”, som modvirker forfaldet – og hvordan systemet ophører med at producere de faktorer på senere stadier.
Kun på den baggrund kan vi se, hvordan kapitalismen kunne opnå lange perioder med fremgang – især i 1950’erne og 1960’erne – og alligevel ryge ind i perioder med stagnation og kriser i 1880’erne, 1930’erne og igen i de sidste ti år.
Det centrale i Marx’ forklaring af kapitalismens tilbøjelighed til krise er, hvad han kalder “loven om profitratens tendens til fald” (lad os for nemheds skyld kalde det den faldende profitrate). Når kapitalismen udvikles, siger Marx, så tenderer profitraten, det man får tilbage på givne kapitalinvesteringer, til at falde, og det er et direkte resultat af den måde, som kapitalismen udvikler produktivkræfterne på, af den måde som væksten finder sted på.
Marxister nutildags benægter ofte, at den faldende profitrate er central for Marx’ analyse. Det er blevet moderne på det sidste at sige, at der er adskillige kriseteorier i Marx’ skriverier, hvor den faldende profitrate kun er en af dem. [6] Mange marxister fornægter den helt. [7] Andre accepterer den, men på en måde som synes at nægte den enhver kraft, ved at sige at den burde kaldes “loven om profitratens tendens til fald og de modvirkende tendenser”. [8]
Det er rigtigt, at teorien om den faldende profitrate ikke står alene i Kapitalen. Den er udbygget med en forklaring af, hvordan andre faktorer i økonomien medvirker til at skabe de periodiske kriser – kreditgivningens og pengenes rolle, misforholdet mellem forskellige dele af produktionen, nedslidningen af den “faste kapital” (bygninger og maskiner), arbejderklassens lave forbrugsniveau. Men det er Marx’ tro på den faldende profitrate, der gør ham i stand til at påstå, at kapitalismen er dømt til undergang på grund af de produktivkræfter, som den selv slipper løs.
De andre faktorer, som fremkalder krise, kan komme og gå. Men da profit er kapitalismens centrale mål, vil ethvert fald i profitraten vise sig som en trussel mod selve systemet. Som Marx siger det:
“... da det forhold, hvori den samlede kapitals værdi øges, altså profitraten, er sporen for den kapitalistiske produktion, ... sinker faldet i profitraten dannelsen af nye selvstændige kapitaler og fremtræder derfor som en trussel mod den kapitalistiske produktionsproces’ udvikling ...” [9]
Det var derfor, bemærkede Marx, at økonomer før ham, som havde observeret faldende profitrater, havde set på dem med rædsel. For det frembragte “... en følelse af, at den kapitalistiske produktionsmåde i produktivkræfternes udvikling finder en skranke, som ikke har noget at gøre med produktionen af rigdom som sådan,” hvilket “vidner om den kapitalistiske produktionsmådes begrænsning og rent historiske, forbigående karakter” og om den måde, hvorpå “den på et vist trin kommer i konflikt med sin egen udvikling”. [10] Det viste, at “den egentlige skranke for den kapitalistiske produktion er kapitalen selv”. [11]
Så udsagnet om, at der findes en lov om den faldende profitrate, var ikke kun et element i Marx’ forklaring af kapitalismen. Det er centralt for hans påstand om, at kapitalismen er et system dømt til undergang. Den forbandt hans analyse af kapitalismens økonomiske mekanismer med hans generelle forståelse af historien som en fortsat række af forskellige “produktionsmåder”. Og den viste det umulige i, at kapitalisternes forsøg på selvregulering af systemet ville være i stand til at afværge kriser, fordi alle former for selvregulering er dømt til at bryde sammen, når profitraten når ned under et bestemt niveau og erstatter “kapitalistklassens praktiske broderskab” [12] med en bitter indbyrdes kamp for overlevelse.
Det centrale i Marx’ pointe er, at efterhånden som kapitalismen udvikler sig, bruger hver arbejder flere og flere “produktionsmidler” – værktøj, maskiner osv. – til hans eller hendes arbejde. I Marx’ dage, for eksempel, betød udviklingen af dampdrevne vævestole, at væveren, som tidligere arbejdede med en vævestol hjemme, nu skulle passe op til ti vævestole på en stor vævefabrik. Denne proces er fortsat op til i dag, hvor et relativt lille antal arbejdere kan kontrollere en høj-automatiseret produktion. Produktionsmidlerne inkluderer selvfølgelig ikke kun værktøj og maskiner, men alt fra kontorbygninger til transportsystemer.
Marx beskriver forholdet mellem arbejdere og produktionsmidler på to måder. Hver udtrykker sin facet af forholdet. Ud fra arbejdernes, eller det levende arbejdes, synspunkt henviser Marx til produktionsmidlerne som dødt arbejde, fordi det – værktøj, maskiner, fabrikker osv. – er et arbejdsprodukt produceret af arbejdere før i tiden, så det kan ses som en akk umulation af arbejdet. Ud fra kapitalisternes synspunkt beskriver han produktionsmidlerne som “konstant kapital” – for kapitalisten repræsenterer de en kapitalinvestering. Arbejderne, som er ansat til at betjene produktionsmidlerne, er “variabel” kapital.
I løbet af udredningen vil vi referere til begge benævnelser, så det er bedst at nævne her, at de henviser til det samme forhold.
For kapitalisten vokser udgifterne til produktionsmidler og -materiel imidlertid meget hurtigere end udgifterne til ansættelse af arbejdere. Så selve kapitalakkumulationsprocessen fører til en stigning i forholdet mellem de to, mellem konstant kapital og variabel kapital.
“Nu har det imidlertid vist sig at være en lov for den kapitalistiske produktionsmåde, at der under dens udvikling foregår en relativ nedgang i den variable kapital i forhold til den konstante kapital og dermed i forhold til den samlede beskæftigede kapital. Dette vil kun sige, at det samme arbejderantal, den samme mængde arbejdskraft, som en variabel kapital af given størrelse gør disponibel i kraft af de karakteristiske produktionsmetoder, der udvikler sig inden for den kapitalistiske produktion, i samme tidsrum anvender, forarbejder og produktivt forbruger en stadig voksende masse af arbejds-midler, maskiner og fast kapital af enhver art, rå- og hjælpestoffer – og dermed også en konstant kapital af stadig voksende værdistørrelse.” [13]
Så investeringsniveauet i produktionsmidler må vokse meget hurtigere end investeringer i arbejdere, som er ansat til at betjene produktionsmidlerne.
Dette er et udtryk for den gyldne faktor, som alle kapitalister søger efter: højere produktivitet, det samme antal arbejdere som producerer et stadigt større antal varer.
“... det voksende omfang af produktionsmidlernes størrelse i forhold til den arbejdskraft, der indkorporeres i den, (er) udtryk for den voksende arbejdsproduktivitet. Arbejdsproduktivitetens vækst fremtræder således i aftagen i arbejdsmængden i forhold til den mængde produktionsmidler, arbejdsmængden sætter i bevægelse, dvs. i en aftagen i størrelsen af arbejdsprocessens subjektive faktor i sammenligning med dens objektive faktorer”. [14]
Marx kaldte forholdet mellem de fysiske produktionsmidler og antal beskæftiget arbejdere for “kapitalens tekniske sammensætning”, og forholdet mellem produktionsmidlernes værdi og den beskæftigede arbejdskrafts værdi kaldte han for den “organiske sammensætning”. [15]
Kapitalens tekniske sammensætning vokser, når den samme mængde arbejdskraft benytter flere produktionsmidler og flere produktionsmaterialer:
“Denne forandring i kapitalens tekniske sammensætning, væksten i mængden af produktionsmidler, sammenlignet med mængden af den arbejdskraft, der sætter dem i bevægelse, afspejler sig så igen i kapitalens værdisammensætning, idet den konstante bestanddel af kapitalværdien vokser på bekostning af dens variable bestanddel ... Denne lov for den stigende vækst af den konstante kapitaldel i forhold til den variable bekræftes ved et hvert skridt af den sammenlignende analyse af varepriserne ...” [16]
Så en stadig større investering i produktionsmidler – og derfor i den totale kapital – er nødvendig for at beskæftige den samme mængde arbejdskraft. Grunden til, at det sker, er konkurrencen – hver kapitalists behov for at få højere produktivitet for at være foran konkurrenterne. Men lige meget hvor meget konkurrencen tvinger den individuelle kapitalist til at tage del i processen, så er den for hele den kapitalistiske klasses synspunkt katastrofal.
Kapitalisterne måler ikke deres foretagenders succes eller fiasko i den totale profit, som de får ind (hvad Marx kalder profitmassen), men efter profitten pr. investeringsenhed, dvs. profitraten. Kilden til profit er den merværdi, der skabes gennem udbytning af det levende arbejde – så profitmassen afhænger af mængden af beskæftiget arbejdskraft, antallet af arbejdere. [17] Men hvis investeringsniveauet i arbejdskraften stiger langsommere end den totale investering, så stiger kilden til profit også langsommere end den totale investering. Derfor må profitten pr. investeringsenhed, profitraten, tendere til at falde. [18]
Hvis, som Marx påstod, profitraten tenderer til at falde, når kapitalismen udvikler sig, så hjælper det os til at forklare mange af de problemer, som plager systemet i krise. Det ville for eksempel forklare, hvorfor systemet kan tolerere stigende reallønninger på ét trin i udviklingen, men finde dem for høje på et senere trin: med en lavere gennemsnitlig profitrate vil en stigning i reallønningerne betyde, at de mindst effektive firmaer bliver tvunget ud i bankerot. Lige sådan med offentlige udgifter: hvis profitraten falder, bliver den nødvendige beskatning en større byrde.
Årsagen til, at investeringer i de nye dele af globen i de senere år ikke har været i stand til at kompensere for USA-kapitalismens svaghed, er også meget tydeligere, hvis profitraten på investeringerne tendere til at falde. Keynesianske metoder til at styre økonomien kan måske udjævne nogle af de former for pres, som skaber mønstret af boom og voldsom tilbagegang, men vil ikke have nogen virkning på et langsigtet fald i profitraten.
Men hvis vi prøver at relatere Marx’ påstande om den faldende profitrate til de kendte fakta omkring tidligere kriser, så rejser der sig tre problemer.
For det første: nogle vigtige kriser – og specielt den i 1929 og følgende år – var ikke en øjeblikkelig følge af et fald i de gennemsnitlige profitrater.
For det andet: hvis den faldende profitrate er en ubønhørlig lov, så er det svært at se, hvordan kapitalismen har kunnet undgå at være i konstant krise siden 1880’erne. Det er rigtigt, at Marx talte om modvirkende tendenser, som ville modvirke udviklingen mod krise, men han troede næppe, at de ville kunne forlænge systemets hurtige ekspansion med mere end et århundrede.
For det tredje viser studier, at den faktor, som Marx udpegede til at ville få profitraten til at falde – stigningen i kapitalens organiske sammensætning – holdt op med at virke i England omkring det tidspunkt, hvor Marx lagde sin pen, og i USA i 1920’erne. Vi vil se nærmere på de saglige beviser senere, men det er værd at bemærke her, at de samme udregninger synes at vise en fornyet stigning i den organiske sammensætning i de sidste 10-15 år.
Den vigtige pointe er, at det forhold, at kapitalens organiske sammensætning ikke steg i en lang periode, var skyld i, at der blev sat nogle spørgsmålstegn ved Marx’ teorier – og at nogle marxister totalt fornægtede dem. Marx selv lavede en liste over de modvirkende tendenser, som til tider kunne afværge profitratens fald. Set sammen med de tre opstillede problemer fandt mange kritikere af Marx’ lov det let at sige, at disse modvirkende tendenser faktisk helt ophævede loven.
Hvis Marx’ “lov” skal være til nogen nytte i forklaringen af den nuværende krise, må den være i stand til at se indvendingerne og de faktiske begivenheder efter 1880 i øjnene. Det er den. Hvis visse modvirkende tendenser ses som en del af kapitalismens struktur i en vis periode i udviklingen og ikke kun fremlægges som efterrationaliseringer (som Marx selv, uheldigvis, var tæt på at fremlægge dem), så kan vi også se, hvorfor de ikke har kunnet virket i andre perioder.
Så lad os se på hovedargumenterne mod Marx’ faldende profitrate og på de modvirkende tendenser, som vi har set modvirke den på visse tidspunkter.
Det er blevet sagt mod Marx, at stigninger i produktiviteten ofte er sket gennem indførelse af nye metoder, som snarere er kapitalbesparende end arbejdsbesparende. Fx. siger den radikale amerikanske økonom Eric Olin Wright:
“For at værdien af den konstante kapital kan stige, skal der være et nettooverskud af arbejdsbesparende tekniske fornyelser, set i forhold til besparende fornyelser i den konstante kapital ...
I en konkurrencesituation betyder det ikke noget, om udgifterne bliver reduceret gennem besparelser på arbejdskraft eller besparelser på kapital ...
Faktisk kan der gives adskillige troværdige argumenter for, at der i udviklede kapitalistiske økonomier vil vise sig en tendens til en relativ stigning i kapitalbesparende snarere end arbejdskraftbesparende fornyelser”. [19]
Marx henviser selv til “nogle få tilfælde”, hvor stigende produktivitet ikke bliver fulgt af en stigende organisk sammensætning, [20] uden at forklare hvorfor der kun skulle være få sådanne sager, og han antyder igen, at en af de modvirkende tendenser er, at: “Nye produktionsområder dukker op, specielt inden for luksusproduktionen ... Disse nye områder starter op hovedsagelig med levende arbejde ...” Men han forklarer ikke, hvorfor kapitalismen ikke kan blive ved med at gå ind på nye områder, som er baseret på arbejdsintensive metoder, og dermed permanent undgå profitratens tendens til fald.
Det er ikke muligt at forsvare Marx’ hovedpåstand, at kapital-akkumulationen må være kapitalintensiv, ved blot at hævde det. [21] Men i Marx’ skriverier eksisterer grundridsene til en vandtæt forklaring, som let kan fyldes ud.
Den første del af forklaringen handler om, hvordan selve den kapitalistiske akkumulation udvikler sig. Gennem hver produktionsrunde bliver der produceret ny merværdi. De individuelle kapitaler, som ejer denne merværdi, bliver af konkurrencen tvunget til (alt andet lige) at sætte så meget af den som muligt i produktionsudvidelse i den næste runde.
“Men alle de metoder til at forøge arbejdets samfundsmæssige produktivkraft, der vokser frem på dette grundlag, er samtidig metoder til forøget produktion af merværdi, dvs. forøget merprodukt, der igen er det element, der danner akkumulationen. De er altså på samme tid metoder til produktion af kapital ved hjælp af kapital, dvs. metoder til kapitalens fremskyndede akkumulation. Den kontinuerte forvandling af merværdi tilbage til kapital optræder som vækst i størrelsen af den kapital, der indgår i produktionsprocessen. Denne bliver atter grundlag for en udvidelse af produktionens trinhøjde, for de metoder til at forøge arbejdets produktivkraft, der ledsager den, og for fremskyndet produktion af merværdi.” [22]
Eller som Marx siger det i Grundrids: [23] “produktivt beskæftiget kapital bliver altid erstattet dobbelt” – den overfører sin egen værdi til de producerede varer og det betyder, at den nye værdi, arbejderne skaber, bliver lagt ned i disse varer.
I et rent kapitalistisk system (et hvor der kun er arbejdere og kapitalister, alle andre klasser er blevet tilintetgjort, og et, hvor kapitalisterne af konkurrencen er tvunget til at opføre sig som kapitalens virkelige inkarnation ved at investere al deres merværdi) ville mængden af merværdi stige med hver produktionsrunde i det uendelige. Kapitalistklassen ville have stadigt større mængder merværdi til sin rådighed og ville være under konkurrencemæssigt pres for at investere den på et stadig højere produktionsniveau.
Som Michael Kidron har sagt det, forudsatte Marx’ argument, at “... al produktion går tilbage i systemet som produktivt forbrug. I et lukket system som dette vil fordelingen slå over til fordel for investeringerne”. [24]
Det betyder ikke automatisk en stigning i “dødt arbejde” i forhold til “levende arbejde”. Investeringen kan godt være kapitalbesparende. Hvis videnskaben udvikler sig og bliver anvendt som ny teknologi, så kan det være, at noget af teknologien beskæftiger færre maskiner og råmaterialer per arbejder end den gamle teknologi. For at give et relativt nyt eksempel, så er den avisproduktion, som bruger fotosats og offset mindre kapitalintensiv end den gamle metode, som brugte blysats.
Men argumentet omfatter mere. Det viser kun, at på et hvert tidspunkt vil der være noget nyt teknologi, som er kapitalbesparende. Den vigtige pointe er imidlertid: hvad vil blive det gennemsnitlige resultat af ny teknologi? Vil den spare på kapitalen eller få den til at vokse?
Hvis vi diskussionen et skridt videre, kan det faktisk vises, at hvis der er en omfattende mængde profitsøgende investering i hænderne på de rivaliserende kapitalister, så vil den dominerende tendens være, at den gennemsnitlige investering for at få kapitalen til at stige vil være kapitalintensiv.
For det første vil de mest konkurrencedygtige kapitalister inden for hvert forretningsområde være de, som indfører flest nye metoder. På et givet niveau i den videnskabelige og tekniske viden kan nogle af disse godt være kapitalbesparende. Men når alle disse er blevet anvendt, vil der stadig være andre nye metoder (eller kapitalister vil i det mindste tro, at der er andre) som kun kan opnås ved at øge investeringsniveauet for produktionsmidler.
For det andet, det at en form for teknisk udvikling kan finde sted uden nogen stigning i kapitalen i forhold til arbejdet, betyder ikke, at alle fordelene ved teknisk udvikling kan opnås uden en sådan stigning.
Pointen kan illustreres enkelt ved, at vi et øjeblik forestiller os en situation, hvor der i et vist produktionsområde ikke opnås ny videnskabelig kundskab og hvor alle eksisterende mulige teknikker ved et givet forhold mellem kapital og arbejde er blevet opbrugt. I denne situation kan en kapitalist, som bruger flere produktionsmidler pr. arbejder, forvente at få adgang til forbedret produktionsteknik, som måske var kendte tidligere, men som på det tidspunkt ikke kunne bruges, fordi produktionsmidlerne var for små i forhold til arbejdet – der var ikke kapital til rådighed til at udvikle dem. Modsat vil en kapitalist, som ikke øger sine produktionsmidler pr. arbejder, hænge fast i de eksisterende teknikker.
For det tredje, hvis en individuel kapitalist kan øge kapitalen i forhold til arbejdere, vil han være i stand til at investere i nye metoder, som kræver mere arbejde. Hvis han ikke kan øge kapitalen, vil han kun drage nytte af de nye metoder, som kræver mere arbejde – og han vil tabe i konkurrencen med de, som kan.
I virkelighedens verden tager enhver udøvende kapitalist det for givet, at den eneste måde, man kan få adgang til de mest avancerede tekniske ændringer på, er ved at øge investeringsniveauet i produktionsmidler eller dødt arbejde (inkluderet det døde arbejde, som er ophobet som et resultat af tidligere forskning og udvikling). Det er kun i de mest indviede tidsskrifter om politisk økonomi, at nogen forestiller sig, at vejen frem for Ford Motor Company, for at imødegå konkurrencen fra General Motors eller Toyota, er at skære i den fysiske investering pr. arbejder. Kapitalisten anerkender normalt, at man ikke kan drage fordel af nye metoder uden at betale for dem. Hans firma kan ved et tilfælde falde over en speciel ny metode, som kræver mindre kapital pr. arbejder, men den eneste måde, han med sikkerhed kan få fat i fornyelser på, er ved at øge investeringsniveauet.
Hvis kapitalisten skærer ned i investeringerne i produktionsmidler per arbejder, kan han stadig falde over forbedringer, som er ukendte for hans konkurrenter. Men det kan også ske for den kapitalist, som øger sin investering i produktionsmidler per arbejder, ligesom han også kan prøve de nye metoder, som hans konkurrenter er faldet over og opnå tekniske fremskridt, som ikke er opnåelige for de, der ikke har råd til hans kapitalintensitivitet. Siden der ikke, i teorien i det mindste, er nogen grænse for den mulige stigning i produktionsmidler i forhold til arbejdere, så er der heller ingen teoretisk grænse for de mulige fornyelser, der bygger på denne konkurrenceform.
Af disse grunde kan vi alt andet lige forvente, at der altid vil være flere nye metoder, som kræver øget kapital snarere end mindre kapital. Det genne msnitlige andel af produktionsmidler pr. arbejder, i følge Marx: kapitalens tekniske sammensætning, vil stige.
Kun en ting kan slække på presset: hvis der af en eller anden grund er mangel på profitsøgende investeringer. I det tilfælde vil kapitalisterne være tvunget til at give afkald på at opnå forbedrede metoder gennem større investeringer og nøjes med dem, som de tilfældigt falder over.
Det, at produktionsmidlernes og materialernes fysiske størrelse vokser i forhold til arbejdskraften, betyder ikke, at omkostningerne til investering nødvendigvis vokser hurtigere end arbejdsstyrken. For, som Marx selv erkendte, så har selve den tekniske udvikling, som følge af at det døde arbejde stiger i forhold til det levende arbejde, en tendens til at beskære den mængde arbejde, som er nødvendig for at producere en maskine, fabrik eller enhed af råmateriale.
Igen er det en faktor, som Marx refererer til:
“... ser man på totalkapitalen, vil den konstante kapitals værdi ikke vokse i samme forhold som dens materielle omfang ... den samme udvikling, som forøger den konstante kapitals masse i forhold til den variable, formindsker som følge af den forøgede arbejdsproduktivitet værdien af dens bestanddele og forhindrer dermed, at værdien af den konstante kapital, som ganske vist vokser, vokser i samme forhold som dens materielle omfang ... I enkelte tilfælde kan endog massen af den konstante kapitals bestanddele tage til, mens dens værdi forbliver konstant eller endog falder.” [25]
Med andre ord: maskinerne bliver kraftigere og mere komplekse. Men de er lavet ved brug af teknikker, som stadig udvikles og reducerer det antal af arbejdstimer, der kræves for at producere dem. Så selvom en maskine kan være dobbelt så kraftig og produktiv som den maskine, den erstatter, kan den godt koste mindre. Kapitalens tekniske sammensætning stiger, men den organiske sammensætning, det døde arbejdes værdi i forhold til det levende, vil være det samme eller endda mindre.
Marx bemærker, at dette “er uløseligt forbundet med den værdiforringelse af den eksisterende kapital, som finder sted samtidig med udviklingen af industrien ...”.
Det, at en maskine kan blive erstattet af en anden, som der kræves færre arbejdstimer for at producere (fordi produktiviteten er forbedret), betyder, at maskinens værdi falder for kapitalisten. En del af dets værdi må afskrives og dét meget hurtigere end den fysiske nedslidning af maskinen.
Denne værdiforringelse eller ‘devaluering’ af den konstante kapital har mest været brugt til at modbevise Marx’ lov – for eksempel af Hodgson, Steedman, Himmelweit, Okoshio og Glyn. Deres kritik siger, at den tekniske udvikling betyder, at varer altid bliver produceret billigere end tidligere. Hvis en stigning i det døde arbejde i forhold til det levende i en bestemt industri øger produktiviteten, så vil prisen på dens produktion falde sammenlignet med andre industriers produktion. Men det vil så til gengæld reducere investeringsomkostningerne i disse industrier i den næste produktionsrunde. De billigere investeringer i hele industrien vil gøre den fremtidige produktion billigere, både når det gælder produktion af produktionsmidler selv og af forbrugsgoder. [26] Således får lavere investeringsomkostninger profitraten til at stige.
Til at begynde med virker argumentet overbevisende. Det er dog forkert. Det hviler på en rækkefølge af logiske skridt, som man ikke kan tage i den virkelige verden. Investeringen i en produktionsproces finder sted på ét tidspunkt. Den billiggørelse af investeringerne, som bliver resultatet af de forbedrede produktionsteknikker, viser sig på et senere tidspunkt. De to ting er ikke samtidige.
Den investering, som en kapitalist laver i dag, bliver ikke billigere, bare fordi den, når den først er i gang, gør det muligt at lave den samme investering billigere i fremtiden. Profitraten er et mål for den merværdi, som tilfalder kapitalisten, sammenlignet med det beløb, som han har skudt ind som investering tidligere. Den er ikke et mål for den merværdi, som han får, sammenlignet med hans investeringsomkostninger, hvis han gjorde det om. Pointen bliver vigtigere, når man husker, at den virkelige kapitalistiske investeringsproces foregår på en sådan måde, at den samme bestemte konstante kapital (maskiner og bygninger) bliver brugt i adskillige produktionsrunder. Det, at investeringsomkostningerne ville blive mindre, hvis den fandt sted efter den anden, tredje eller fjerde produktionsrunde, forandrer ikke omkostningerne før den første produktionsrunde. [27]
Det argument har Ben Fine og Lawrence Harris udtrykt godt. De påstår, at der i Marx’s skriverier er en forskel mellem begrebet kapitalens organiske sammensætning og kapitalens værdimæssige sammensætning. Den organiske sammensætning er en sammenligning af investeringen i produktionsmidler og i arbejde udtrykt i ‘gamle værdier’, hvorimod den værdimæssige sammensætning er en sammenligning mellem den ‘gældende værdi af produktionsmidlerne og værdien af de forbrugte varer til løn’. “Ændringer i den organiske sammensætning er direkte proportional med ændringer i den tekniske sammensætning, hvorimod ændringer i den værdimæssige sammensætning ikke er ...”. [28]
For kapitalisten er det den gamle sammensætning, den organiske sammensætning, som er den vitale. For kapitalisme er ikke kun baseret på værdi, men på værdiernes egen ekspansion udtrykt i kapital. Det indebærer nødvendigvis en sammenligning af den nuværende merværdi med den tidligere kapitalistiske investering, som den kommer fra. Selve ideen om værdiers egen ekspansion hænger ikke sammen uden den.
Det betyder ikke nødvendigvis, at de aktuelle regnskabsprocedurer, som et firma bruger, beregner profitraten ved at sammenligne profitten med den oprindelige kapital. De bruger måske i stedet de nuværende kapitalomkostninger som fællesnævner i deres udregninger af profitraten. Men i det tilfælde må man, før man laver sammenligningen, fra deres profitter trække det fald i den oprindelige kapitals værdi, som skyldes at den tekniske udvikling reducerer den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, som behøves for at erstatte det. Effekten er den samme. Devalueringen af kapital bruges ikke til at standse faldet i profitraten, men til at fremhæve det. Det reducerer kun kapitalens organiske sammensætning ved at reducere den generelle mængde profit og dermed også profitraten. [29]
I alle tilfælde er det et argument, at udregninger, som baseres på de oprindelige investeringsomkostninger, bedre fanger det, som er på spil for kapitalisterne, når de tager deres beslutninger om investering. For det som de vil være sikre på, før de investerer, er, at de vil komme til at tjene en passende profit på den investering, som de laver nu, ikke på hvad det vil koste dem at lave investeringen om nogle år. Det er deres primære overvejelse, selv om de nok, når de engang i fremtiden skal vurdere den opnåede profitrate, vil sammenligne profitten, fratrukket den værdiforringelse der sker i følge de forhåndenværende procedurer, med omkostningerne til at erstatte deres kapital. Det er nemmere for dem end at foretage de vanskelige beregninger af de samlede historiske omkostninger til investeringer, der bliver foretaget på forskellige tidspunkter.
Hvis kapitalisten fx. har lånt kapital i banken for at starte en produktion, skal han betale den oprindelige værdi af kapitalen tilbage, ikke det beløb han ville have lånt nogen tid efter for at investere i de samme produktionsmidler, når de måske var blevet billigere. Hvis produktionsmidlerne falder hurtig i værdi, øger det hans problemer. Hans faste kapital falder hurtigere i værdi i den anden og de følgende produktionsrunder end i den første. Den samme mængde produktionsmidler bliver brugt i produktionsprocessen, men den er mindre værd. Så værdien af den konstante kapital, som er overgået til de producerede varers værdi, er også mindre. Værdien af kapitaliste ns afkast falder – og han har sværere ved at betale, hvad han skylder i banken. Faldet i kapitalværdien som følge af stigende produktivitet æder derfor af merværdien.
Det er nøjagtig, hvad der sker i dele af den grafiske industri i øjeblikket. Om et års tid vil en sættemaskine måske kun koste det halve af det, den koster i dag. Ny teknologi gør den billigere. Men det gør ikke livet lettere for trykkeriet. Tværtimod. For at overleve må firmaet hale ind, hvad det har brugt på maskinen, inden det efter 18 måneder kommer til at mærke konkurrencen fra rivalerne, som kan få maskinen til det halve af den nugældende pris. Med andre ord så tvinger hastigheden inden for den teknologiske udvikling firmaet til at forsøge at dække dets investeringsomkostninger ind meget hurtigere end før.
Så den stigende produktivitet øger den hastighed, som den konstant kapital falder i værdi med. Men i stedet for at lette problemerne for gennemsnitskapitalisten, gør den dem værre. For det betyder, at med mindre kapitalisterne kan øge udbytningen, er de nødt til at bruge en stigende del af merværdien til at betale for værdiforringelsen.
I hvert fald kan billiggørelsen af omkostningerne til de nye fysiske produktionsmidler ikke være den afgørende faktor, når vi snakker om presset for at få kapitalens organiske sammensætning til at stige. Vores argument tidligere for, hvorfor den organiske sammensætning må stige, har ikke kun noget at gøre med væksten i det fysiske lager af produktionsmidler og materialer; det drejer sig først og fremmest om den fortsatte vækst i mængden af merværdi som søger investeringer. Vi argumenterede, at jo mere merværdi en individuel kapitalist kan få fat i på et bestemt tidspunkt og investere i produktionsmidler, jo flere produktivitetsforbedrende metoder vil han være i stand til at indføre sammenlignet med hans konkurrenter. Det er investeringen af større mængder merværdi i produktionsmidler, han bekymrer sig om, ikke kun udvidelsen af mængden af de fysiske produktionsmidler, der er til hans rådighed.
En kapitalist vil i dag måske være i stand til at købe en maskine, som er dobbelt så produktiv som den, han betalte den samme pris for et år siden. Men det er ikke nogen hjælp for ham, hvis en konkurrent bruger mere akkumuleret merværdi til at købe en maskine, som er fire gange så produktiv. Den enkelte kapitalist kan kun blive i branchen, hvis han bruger så meget merværdi som muligt på nye produktionsmidler. Hvis produktionsmidlerne bliver billigere, resulterer det blot i, at han må købe flere af dem for at kunne konkurrere.
Så hvis der er mere tilgængelig merværdi til investering end der var tidligere, så vil kapitalens organiske sammensætning alt andet lige tendere til at stige. Det gør ingen forskel, om de fysiske produktionsmidler og -materialer er billigere - det gør kun, at der skal være flere af dem. Der er kun en situation, hvor der ikke vil være dette pres, for at værdien af den konstante kapital skal ekspandere - hvis de tekniske ændringer devaluerer de gamle produktionsmidler så hurtigt, at værdien af afkastet ikke engang dækker de oprindelige investeringsomkostninger. Så får kapitalisten tab; der er ingen merværdi, og profitraten er negativ. [30]
Men i det tilfælde vil betingelsen for, at kapitalens organiske sammensætning vil falde, være negativ akkumulation, negativ profitrate og derfor systemets totale sammenbrud. [31]
Som en af modvirkende tendenser regner Marx kapitalens evne til at få udbytningen af hver enkelt arbejder til at stige, selv når kapitalens organiske sammensætning stiger. [32] Der er færre arbejdere per investeringsenhed, men hver arbejder leverer mere merværdi.
Stigende udbytning kan betyde, at længden af arbejdsdagen stiger, at den fysiske arbejdsintensitet stiger, eller at reallønnen beskæres. Men det behøver ikke at være nogen af dem.
Tekniske fremskridt forbundet med flere produktionsmidler pr. arbejder betyder, at arbejderens produktivitet stiger. På en enkelt time eller dag producerer han eller hun mere end han/hun før gjorde ved den samme arbejdsanstrengelse. Den mængde arbejde, hun/han må levere for at producere varer svarende til hans/hendes eget forbrug, falder og den del af arbejdsdagens arbejde, som kapitalisten kan få som merværdi, stiger.
For eksempel kan tekniske fremskridt betyde, at et bestemt lands arbejdsstyrke kan producere dobbelt så mange varer af alle slags, som de kunne ti år tidligere. Landets kapitalister kan så øge deres profitter, selv om levestandarden forbliver den samme – for de varer, som er nødvendige for at fastholde levestandarden, kan produceres med halvdelen af det antal arbejdstimer, som skulle bruges før. Den anden halvdel kan gå til at producere flere varer til eksport og derfor mere profit.
Merarbejdet kan vokse i forhold til nødvendigt arbejde, når produktionsmidlerne øges – selvom der ikke er noget fald i reallønningerne. Som Marx skrev:
“Tendensen til nedgang i profitraten er forbundet med en tendens til stigning i merværdiraten, altså i udbytningsgraden af arbejdet... Begge bevægelser, stigning i merværdirater og fald i profitraten er kun særlige former, hvori arbejdets voksende produktivitet udtrykker sig under kapitalismen.” [33]
Det har ført til kritik af selve ideen om en ‘lov’ om profitratens fald, hvor stigningen i udbytningen bare er en modvirkende faktor. For eksempel siger Sweezy:
“Det virker ikke særlig klogt at behandle en integreret del af processen for stigende produktivitet separat og som en modvirkende faktor: det er en bedre fremgangsmåde at erkende fra første færd, at stigende produktivitet er tilbøjelig til at føre til en højere merværdirate ... Hvis både kapitalens organiske sammensætning og merværdiraten antages som variable, som vi mener at de burde være, så bliver den retning, som profitraten vil tage, ubestemt ...” [34]
Marx selv beskæftiger sig med argumentet. Hans påstand er, at lige meget hvor meget udbytningen stiger, så er det ikke muligt for det totale merarbejde (og dermed merværdien) fra hver arbejder at stige mere end længden af arbejdsdagen.
Tag eksemplet med et firma, som beskæftiger en statisk arbejdsstyrke på 30.000. Selv om firmaet fik dem til at arbejde så længe, som det var fysisk muligt hver dag (lad os sige 16 timer) og ikke betalte dem løn, så kunne deres daglige profit ikke overstige den værdi, som er i 30.000 gange 16 timers arbejde. Der er en grænse, som profitten ikke kan stige ud over.
Men der er ikke nogen grænse for, hvor meget investeringerne kan vokse. Så man vil nå et punkt, hvor profitterne stopper med at vokse, selv om konkurrencen gennemtvinger et stigende investeringsniveau. Forholdet mellem profit og investering – profitraten – vil være tilbøjelig til at falde.
Marx’ argument for det er blevet genformuleret i mere præcise matematiske termer siden hans tid og er nu generelt accepteret selv af kritikere, som fornægter andre dele af hans teori. [35]
I de seneste år er det blevet sagt mod Marx, at ændringer i teknikken alene ikke kan medføre et fald i profitraten. For, siges det, kapitalisterne vil kun indføre en ny teknik, hvis det øger deres profitter. Men hvis det øger en enkelt kapitalists profit, så må det øge den gennemsnitlige profit for hele kapitalistklassen. Steedman udtaler for eksempel: “Konkurrencen vil føre til udvælgelse af de produktionsmetoder i industri efter industri, som frembringer den højest mulige ensartede profitrate i økonomien....” [36] Det samme synspunkt er kommet fra Andrew Glyn, [37] fra John Harrison [38] og er blevet udviklet matematisk af Okishio [39] og Himmelweit. [40]
De konkluderer, at kapitalisterne kun vil indføre kapitalintensive teknikker, som ser ud til at reducere deres profitrate, hvis profitraten allerede er presset pga. stigninger i reallønnen. Lønninger, og ikke kapitalens organiske sammensætning, rammer profitraten.
Marx’ egne skriverier giver et simpelt svar på argumenterne. Det er, at den første kapitalist, som investerer i ny teknologi, får en konkurrencemæssig fordel ift. andre kapitalister, som gør ham i stand til at få en overskydende profit, men at overskuddet ikke vil holde, når de nye teknikker er generaliserede.
Hvad kapitalisten får ud af det i penge, når han sælger sine varer, afhænger af den gennemsnitlige mængde af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, som er indeholdt i dem. Hvis han introducerer en ny, mere produktiv teknik og ingen andre kapitalister gør det, producerer han varer, som er det samme værd målt i mængden af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde som før, men med færre udgifter til virkelig konkret arbejdskraft. Hans profitter stiger. [41] Men når alle kapitalister har introduceret de nye teknikker, falder værdien af varerne, indtil den stemmer overens med den gennemsnitlige mængde arbejde, der behøves for at producere dem med de nye teknikker. Den ekstra profit forsvinder – og hvis flere produktionsmidler bliver brugt til at gøre brug af de nye teknikker, så falder profitraten.
Lad os for eksempel tage et firma, som producerer under gennemsnitsforholdene for industrien. Det har en konstant kapital på 50 enheder, variabel kapital på 50 enheder og den producerede merværdi er også 50 enheder. Firmaet producerer 150 enheder i en enkelt produktionsperiode.
Profitraten er derfor merværdien divideret med den totale kapital (50/100) eller 50%. Vi vil kalde dette trin ét:
Trin 1 |
Konstant kapital: |
50 |
Variabel kapital: |
50 |
|
Merværdi: |
50 |
|
|
Produktionsenheder: |
150 |
Produktionspris: |
150 |
|
Profitrate: |
50% |
Nu forudsætter vi, at firmaet er perifert i forhold til hele industrien - med andre ord, dets produktion er så lille, at en ændring i produktionsomkostningerne næppe vil berøre hele industriens gennemsnit. Firmaet indfører en kapitalintensiv teknik, som gør det i stand til at producere den samme mængde varer med den samme konstante kapital, men med den halve arbejdskraft. Fordi omkostningerne i hele industrien forbliver de samme, bliver prisen, som firmaet får for sin produktion, uændret, selv om omkostningerne er faldet. Profitraten vil stige:
Trin 2 |
Konstant kapital: |
50 |
Variabel kapital: |
25 |
|
Merværdi: |
75 |
|
Produktionsenheder: |
150 |
|
Produktionspris: |
150 |
|
Profitrate: |
100% |
Den merværdi som firmaet har opnået på dette trin, inkluderer ikke kun den merværdi som er produceret inden for firmaet. Det omfatter ekstra merværdi, som tilfalder firmaet fra økonomien som helhed, fordi produktionsomkostningerne er mindre end gennemsnittet. Så både den totale merværdi og profitraten stiger. Det er profitabelt at introducere den nye teknik.
Men lige præcis fordi den nye teknik er mere profitabel end den gamle, vil andre firmaer overtage den. Den vil ophøre med at være perifer, og de gennemsnitlige produktionsomkostninger i industrien vil begynde at falde. Firmaerne vil, med faldende omkostninger, begynde at reducere deres priser for at få fat i en større del af det tilgængelige marked, og gennemsnitspriserne vil falde mod de nye gennemsnitlige samfundsmæssige produktionsomkostninger.
Til sidst vil man nå et punkt, hvor de nye teknikker er almindelige i hele industrien:
Trin 3 |
Konstant kapital: |
50 |
Variabel kapital: |
25 |
|
Merværdi: |
25 |
|
Produktionsenheder: |
150 |
|
Produktionspris: |
100 |
|
Profitrate: |
33% |
De nye teknikker har nu beskåret profitraten for industrien som helhed.
Paradokset i denne proces er, at for hvert enkelt firma vil den første virkning ved at introducere ny teknik være at øge profitraten – og det gjaldt for selv det sidste firma, som skiftede over til den nye teknik. Før de skiftede over, kunne de producere deres varer med de gamle, højere produktionsomkostninger, men kunne kun få den nye, lavere pris for dem. Deres profitrate ville være faldet til ingenting. Ved at introducere den nye teknik, vil de øge profitraten til det nye gennemsnit i industrien på 33%. [42]
Vi har vist, at det at gøre produktionsmidler og -materialer billigere som en følge af tekniske fremskridt ikke kan opveje det pres, som tvinger den totale kapitals profitrate ned.
Dog så Marx ikke det kapitalistiske system så simpelt som bestående af en total kapital. Den totale kapital er sammensat af individuelle konkurrerende kapitaler. Disse individuelle kapitaler er plaget af periodiske kriser i systemet (delvist fremkaldt af det langsigtede fald i profitraten), som skubber nogle af dem ud af branchen, hvor deres produktionsmidler så enten går ud af brug eller bliver købt op af andre kapitaler.
Heri ligger en del af sandheden om kapitalismens historiske evne til at komme ud over virkningerne af loven om profitratens fald.
Krisen betyder, at store dele af kapitalen mister sin værdi – maskiner ruster, varer bliver ikke solgt eller kun solgt til kraftigt reducerede priser, store mængder kredit må afskrives. Hvis denne proces blev fordelt ligeligt over alle kapitaler, er det svært at se, hvordan de nogensinde ville komme over krisen.
Men fordi nogle kapitaler går neden om og hjem, er de, som består, i stand til at slippe for at betale for den devaluerede kapital. Det lykkes ikke kun for dem at skubbe krisens omkostninger over på dem, som går ned, det lykkes også ofte for dem at forøge værdien af deres egen kapital ved at opkøbe produktionsmidler og materialer billigt; med andre ord, billigere end den gældende værdi udtrykt i arbejdstid.
De overlevende kapitaler drager nytte af andre kapitalers tidligere investeringer, men behøver ikke at bekymre sig om at dække investeringens oprindelige omkostninger med deres profit. De skal kun bekymre sig om at dække den nuværende værdi (som er reduceret pga. det tekniske fremskridt): faktisk kan de med lidt held få kontrol over investeringen for mindre end dens nuværende værdi. De gamle ejere kunne ikke få nogen fordel af den måde, som det tekniske fremskridt fortsat forringede værdien af deres investering på, fordi devaluering for dem betød “en værdiforringende ændring af profitten”. De nye ejere har kun fordel af det, fordi de gamle ejere har båret alle værdiforringelserne ved at gå bankerot, og de nye ejere høster alle fremtidige profitter.
Kritikerne af Marx’ lov ser det, at produktionsmidlerne bliver billigere, som en fint virkende mekanisme, der gør kapitalismen i stand til at ekspandere uden at stå over for en faldende profitrate. Men mekanismen virker faktisk kun så længe kriserne gør nogle kapitaler i stand til at høste fordele på bekostning af andre.
For at sætte loven ud af kraft må produktionsmidlernes billiggørelse komme til udtryk i fremskyndede værdiforringelser, ved at hele kapitaler bliver ødelagt. [43] Som Marx siger det:
“Den periodiske værdiforringelse af den eksisterende kapital – et af de midler, der ligger i den kapitalistiske produktionsmåde, til at kontrollere profitratens fald og fremskynde kapitalakkumulationen gennem dannelsen af ny kapital forstyrrer de givne forhold, som cirkulations- og reproduktionsprocessen finder sted under, og er derfor ledsaget af pludselige stop og kriser i produktionsprocessen.” [44]
Kriserne er delvist fremprovokeret af profitratens tendens til fald, men modarbejder til gengæld denne tendens:
“Kriser er altid kun forbigående tvangsløsninger på de eksisterende modsætninger. De er voldsomme afbrydelser, som for en tid genopretter den forstyrrede ligevægt.” [45]
Desuden kan krisen reducere eller stoppe presset på stigningen i kapitalens organiske sammensætning.
Destruktionen af værdi under en krise inkluderer destruktionen af noget af den totale merværdi. Det stopper ikke akkumulationen fremover, for selvom hele kapitalistklassen har mindre total merværdi til rådighed, bliver den delt mellem et mindre antal kapitaler.
Hver enkelt kapitalist ser en stigning i den mængde profit, som han kan forvente i forhold til hans investeringsomkostninger – en stigning af hans profitrate – selv om merværdien for kapitalistklassen som helhed måske er faldet.
Krisen har en sidste effekt, som er af stor betydning. Den reducerer den totale mængde merværdi i systemet som et hele. Ved at gøre det reducerer den de totale midler, som er til stede til investering. Hver enkelt kapitalist ved, at hans rivaler har sværere end før ved at finde midler til nye, større investeringer.
Så der er mindre pres på kapitalisten for at ekspandere sin egen investering for at kunne blive ved bestillingen.
Der vil ske en reduktion i presset på kapitalintensive investeringsformer. Så et biprodukt ved krisen er en neddæmpning af stigningen i kapitalens organiske sammensætning.
Under de omstændigheder kan en moderat stigning i udbytningsgraden være tilstrækkelig til at sætte profitratens nedadgående tendens ud af kraft. Og i umiddelbar forlængelse af krisen med høj arbejdsløshed vil arbejderne ofte acceptere en stigning i udbytningsgraden.
Når først de periodiske kriser er taget i betragtning, er det ikke svært at forklare i det mindste en del af grunden til, at kapitalismens organiske sammensætning ikke steg så hurtigt, som Marx’ model så ud til at antage, at den skulle gøre. Faktisk kan man sige, at forudsat kriserne er dybe nok, er der overhovedet ingen grund til, at der skulle være en langsigtet tendens til stigning i den organiske sammensætning, cyklus efter cyklus, eller til et fald i profitraten. Men hvis det er sådan, hvorfor skulle kriserne så blive stadig mere alvorlige? Hvorfor behøver systemet så overhovedet at bruge kræfter på at udvikle produktivkræfterne?
Den logiske konklusion på den argumentation er ganske enkelt at se kriser som en måde – en smertefuld, men effektiv måde – for systemet til at rationalisere sig selv, som nødvendig hikke i den endeløse bevægelse. Det sidste tiårs økonomisk uro bliver så ikke til andet end en rationaliserings- og omstruktureringsproces, en nødvendig overgangsproces til en ny vækstperiode. [46]
Men det er at se bort fra den virkning, som rationalisering gennem krise har på et andet nøgleområde i kapitalismens dynamik, som Marx påviste. Marx’ beskrivelse af kapitalismen viser ikke et system, der bevæger sig ens år efter år, årti efter årti, som fortsat genskaber sig selv i en absolut nødvendig uændret form svarende til faste og uforanderlige økonomiske love.
Der er, det er rigtigt, en erkendelse af abstrakte, tilsyneladende tidløse, love, som styrer bevægelserne i et hvert samfund, der er blevet genstand for kapitalens diktater: de særlige træk ved vareproduktionen, som underordner producenterne under deres produkters planløse vekselvirkning; den ukontrollerede tvang til selvudvidelse af værdier, når arbejderne først er blevet skilt fra produktionsmidlerne, og arbejdskraften bliver en vare i sig selv; den deraf følgende tendens til profitratens fald på den ene side og de deraf afledte gentagne økonomiske kriser på den anden; den måde som kriserne kan genskabe betingelserne for kapitalens fortsatte udvikling.
Men selv et sådant minimalt rids af kapitalens abstrakte, cykliske bevægelser indbefatter noget mere: at systemet undergår stadige ændringer, da den kapitalistiske produktions abstrakte love ændrer forholdet mellem de forskellige kapitalenheder, både indbyrdes og i forhold til arbejderklassen. Den stigende organiske sammensætning af kapitalen er i sig selv et aspekt ved disse ændringer. Et andet er tendensen til stigende koncentration af kapital (produktionsenhederne bliver stadig større) og centralisering af kapital (enhederne bliver færre i antal). Kriser skubber niveauet for koncentration og centralisering af kapital fremad, samtidig med at de overvinder de problemerne, der er forbundet med profitratens tendens til fald.
Om koncentrationen og centraliseringen af kapital igennem det sidste århundrede, kan der ikke være nogen diskussion. Bølge efter bølge af bankerotter, overtagelser, sammenslutninger og nationaliseringer har reduceret antallet af større firmaer og øget den del kapitalen, som er under deres kontrol. Fx. producerede de 100 største virksomheder i England i 1910 16% af den totale produktion; i 1970 producerede de 50%. I USA kontrollerede de største 200 virksomheder i 1950 49% af værdierne. I 1967 kontrollerede de 58,8%. Selvfølgelig kommer der nye virksomheder i økonomierne. Men der forsvinder så andre – oftest flere.
Den samme tendens kan ses på verdensplan. Før 1. verdenskrig var nye nationale kapitaler, såsom Tyskland og USA, stadig i stand til at vokse frem som levedygtige konkurrenter til den engelske kapitalisme, som havde domineret indtil da. Men efterhånden som det nuværende århundrede er gået, er det blevet stadig sværere for flere nye kapitaler at få en lignende position i verden. Nye områder med industriel ekspansion har normalt været udløbere af de allerede førende på verdensplan – som Hong Kong er af England eller Taiwan af USA.
Undtagelserne har været, hvor konkurrerende kapitaler inden for et land er blevet mere eller mindre erstattet af statskapitaler – i Sovjet, Østeuropa og en del 3. verdens lande. Men selv i de tilfælde har mønstret i de sidste to årtier været stigende integration i – og underordning under – de enorme korporationers handlinger i Vesten. [47]
Koncentrationen og centraliseringen har vigtige virkninger på den måde, kapitalens basale bevægelseslove kommer til udtryk på. Jo større kapitalenheder og jo færre af dem, der dominerer systemet, jo sværere bliver det for en cyklisk krise at åbne op for en ny ekspansionsperiode. Da der var et lille antal relativt små virksomheder, kunne nogle gå fallit uden at ødelægge andre. Men med få meget store virksomheder kan destruktionen af en af dem være til enorm skade for de andres operationer.
Enhver gigant arbejder tæt sammen med de andre - ved at levere komponenter eller råmaterialer, skaffe finanser, ved at udgøre et marked for produktionen. De store stålværker fremtid kan ikke adskilles fra de enorme skibsværfters og bilproducenters fremtid; olie-, kemikalie-, plastik- og kunstfiberproducenter danner i stigende grad et sammensat hele af interesser; hele nationale økonomiers stabilitet afhænger fortsat af en håndfuld bankers tilstand, som igen efter tur er afhængige af særlige gigantvirksomheder eller stater, som de har udlånt enorme summer til.
Hvis en af giganterne går fallit, truer kollapset dem, der er afhængige af den. Derfor frygtedes det i 1981, 1982 og 1983, at gælden i lande som Polen, Mexico og Brasilien skulle ødelægge verdens banksystem. Det ville have betydet ødelæggelse af andre landes industrielle kapitaler. I stedet for at kriserne skaber mulighed for at effektive kapitaler kan ekspandere på bekostning af de mindre effektive, kan de komme til at betyde tilfældige ødelæggelser af såvel effektive som ineffektive kapitaler.
Under de omstændigheder kommer systemets cykliske bevægelser ikke automatisk til at imødegå stigningen i kapitalens organiske sammensætning eller den faldende profitrate. Kriser devaluerer kapitalen for såvel de overlevende som for dem med ryggen mod muren og tvinger profitterne endnu længere ned i stedet for hurtigt at genoprette dem. Og da de store giganter frygter den mulighed, forsøger de i hvert enkelt land at slå sig sammen for at holde hinanden oppe og håbe på i bedste fald at udsætte krisen på ubestemt tid, i værste fald at bruge statsmagten til at påtvinge andre landes kapitaler konsekvenserne.
Men virkningen af det kan kun blive, at kriserne bliver forhindret i at optræde som den største modvægt mod profittens langsigtede tendens til fald. [48]
Jo mere koncentration og centralisering af kapitalen der finder sted, jo mindre kan vi forvente, at systemet skal være i stand til at undgå konsekvenserne i Marx’ lov. Hvis den modvirkende tendens udtrykt gennem kriser i starten kunne handle så kraftigt som loven selv i en lang periode, skulle det modsatte blive tilfældet, når kapitalismen ældes. Faldende profitrater vil trække systemet ned i permanent stagnation, i korte spurter med halvhjertede ekspansioner, skiftende med lange cykliske stigninger som ingenting løser.
Det billede af kapitalismen, som vi har brugt indtil nu for at forklare Marx’ lov og de modvirkende faktorer, har været ret abstrakt. I det er der kun kapitalister og arbejdere. Kapitalisterne er tvunget af konkurrencen til at ophobe al merværdien. Den eneste form for konkurrence dem imellem er at prøve at underbyde hinandens salgspriser på markedet. Staten og brugen af magt mod andre landes kapitalister eksisterer næppe i denne systemmodel.
Den rigtige historie om kapitalismen er meget mere kompliceret. Kapitalismen voksede frem i før-kapitalistiske omgivelser, hvor der ikke kun var kapital og arbejdere, men før-kapitalistisk udbytning og udbyttede klasser, godsejere og livegne; selv under den aldrende kapitalisme fortsætter andre sociale klasser med at eksistere mellem de to store klasser. Kapitalisterne har altid brugt noget merværdi til andre ting end akkumulation – til varer til eget forbrug og på sociale grupper, der er afhængige af dem, til at føre krig mod før-kapitalistiske herskende klasser, til slavebinding af kolonier og til krige mod hinanden. Konkurrencen har aldrig kun været priskonkurrence – den har altid indbefattet i det mindste nogle udgifter til reklame, bestikkelse og brug af magt til at fastsætte prisen på de åbne markeder.
Desuden havde staten en central rolle i at hjælpe den nyfødte kapitalisme til verden, den var afgørende, da kapitalen i voksen alder skulle gøre det af med de før-kapitalistiske rivaler, og den er uløselig forbundet med alle kapitalens handlinger i alderdommen.
Skridtet fra det abstrakte rids af hovedelementerne i systemet til de konkrete omstændigheder, som de opererer i, påvirker nødvendigvis den måde, som Marx’ lov udvikler sig på.
En af virkningerne er med på Marx’ liste over modvirkende faktorer. Hver kapitalistisk økonomi opererer inden for en verdensøkonomi, og udenrigshandel, sagde han, kunne modvirke profitratens tendens til fald. Han pegede på to måder, som det kunne ske på: for det første gennem adgang til billigere råmaterialer, som ville reducere produktionsomkostningerne, for det andet ved at åbne mulighed for investeringer i områder, hvor lønningerne var lavere og profitraten højere. [49]
50 år efter Marx påpegede Lenin, sammen med den engelske økonom Hobson, en anden vigtig virkning: kapital kunne eksporteres til kolonier og halvkolonier, når der ikke fandtes et profitabelt sted for investeringer hjemme. Lenin selv undersøgte ikke klart, hvordan det forholdt sig til Marx’ lov. Men det er ikke svært at gøre det. I perioden 1880 til 1913 gik noget, der ligner 15 % af det engelske nationalprodukt til udenlandske investeringer.
Hvis der ikke havde været det oversøiske afløb for investeringssøgende kapital, så ville hver enkelt virksomhed i England have levet i frygt for, at dens rivaler ville bruge kapitalen til at få en konkurrencemæssig fordel gennem en kraftig ekspansion af produktionsmidlerne hjemme. Frygten ville tvinge hver virksomhed til at indlade sig på nøjagtig den samme ekspansion. Den stigende tilstedeværelse af kapital til investeringer hjemme ville derfor have øget kapitalens organiske sammensætning, og ville så have ført til et væsentligt fald i profitraten.
Således forsvandt en stor del af de engelske kapitalisters merværdi ud af den engelske sektor af verdensøkonomien og øgede derfor ikke kapitalens organiske sammensætning inden for den. [50]
Men i sig selv kunne det ikke være andet end en kortvarig mekanisme til at udsætte profitratens fald. Det forudsatte, at merværdien kunne være uden for den kapitalistiske økonomi. Dette ‘uden for’ eksisterede, så længe kapitalismen stadig var begrænset til det vestlige hjørne af Europa og Asien og til dele af Nordamerika, mens før-kapitalistiske former for udbytning dominerede selv i de dele af den resterende verden, der var integreret i det kapitalistiske verdensmarked. Men da imperialismen først havde gjort sit arbejde, og kapitalistiske former for udbytning dominerede mere eller mindre overalt, så eksisterede ‘udenfor’ ikke længere. [51]
I en verden af multinationale korporationer betyder det, at merværdien flyttes fra ét sted og dér reducerer det stigende tryk på kapitalens organiske sammensætning, blot at trykket stiger et andet sted. Den gennemsnitlige profitrate på verdensplan falder. Verdenssystemet drives mod stagnation, ligesom den nationale økonomi gjorde det på Marx’ tid.
Vi kan begynde at forstå, hvorfor den organiske sammensætning i England – den vigtigste imperialistiske magt i kapitalismens tidlige udvikling – faldt i 1880’erne, 1890’erne og i starten af 1900’erne, men så begyndte den at stige igen. Imperiets indvirkning var ved at være slut.
Men stræben efter et imperium bragte en anden faktor på banen, en faktor hvis betydning kom til at vokse med imperiets vigende evne til at udskyde profitratens fald. Kapitalismen blev i stigende grad et internationalt system. Ikke kun fordi kapitalisterne solgte varer udenlands, men de organiserede nu produktionen på et plan, som gik ud over nationens grænser. Omkring 1. verdenskrig byggede de største virksomheder i de udviklede kapitalistiske lande på råvarer fra en del af verden, produktionsfaciliteter fra en anden del og markeder nogle helt andre steder.
I dag er denne udvikling endnu tydeligere. De 7 største olieselskaber kontrollerer halvdelen af verdens olieproduktion, de enorme bilfabrikker racer alle frem mod deres egen version af verdensbilen, lavet af komponenter, som er fremstillet i dusinvis af forskellige lande, mens de i computer- og luftfartsindustrien er nødt til at arbejde internationalt for overhovedet at blive i branchen.
Dog er de eneste eksisterende magtmekanismer, der kan sikre, at resten af samfundet tilfredsstiller gigantfirmaernes behov, de nationale stater. Hver virksomhed er, trods det at deres internationale arbejdsprocesser går langt, afhængig af en national stat til at beskytte operationerne mod enhver trussel om magt (uanset om det er fra andre firmaer eller fra udbyttede klasser). I virkeligheden har produktionens internationalisering fundet sted trin for trin med de enkelte nationale økonomiers monopolisering (behandlet tidligere) til færre og færre gigantkorporationer, som bliver stadig tættere forbundet med staten.
Observationer af disse to samtidige, dog tilsyneladende modstridende processer – øget tillid til den nationale stat og øget internationalisering – ledte Lenin og Bukharin til at skrive deres klassiske arbejde om imperialismen for mere end 60 år siden. [52] Deres påstand var, at modsætningen kun kunne blive løst gennem krig. I den moderne verden, sagde de, bliver økonomisk konkurrence mellem statskapitalistiske truster mere og mere suppleret og endda erstattet af militær konkurrence.
De store magter fordelte og nyopdelte stadig verden, efterhånden som hver enkelt greb til vold for at beskytte og forstærke sine egne vitale økonomiske interesser på andres bekostning. Krig blev en lige så normal kapitalistisk mekanisme som nedsættelse af priser, boom og kriser.
Men krig har en konsekvens, som er meget vigtig for den grundlæggende udvikling af systemet, for Marx’ lov. [53] Enorme mængder af kapital bliver fysisk ødelagt (bombede fabrikker, uhøstet korn osv.) og endnu større mængder bliver mindre værd (afbrudte handelsmønstre, varer, der ikke bliver solgt, annullerede kreditter). Men som sædvanlig bliver omkostningerne ikke fordelt ligeligt - de bliver af vinderne væltet over på taberne. Krig er ligesom kriser i stand til at reducere mængden af den merværdi, som er tilgængelig for nye investeringer i produktionsmidler, uden nødvendigvis at reducere de overlevende kapitalers profitrate.
Mængden af destruerede værdier kan være enorm. Shane Mage har fx. vurderet krisen i 1930’erne og 2. verdenskrigs samlede betydning for USA’s økonomi: “Mellem 1930 og 1945 faldt USA’s samlede kapital fra 145 mia. dollars til 120 mia., en manglende nettoinvestering på 20% ...” [54] En femtedel af den eksisterende ophobede merværdi og den nye tillagte merværdi, som blev produceret gennem 15 år, blev tilintetgjort.
Det 20. århundredes historie viser, at på det tidspunkt, hvor voldsomme tilbageslag blev en meget dyr og smertefuld måde for kapitalismen at udskyde den organiske sammensætnings tendens til at stige, så tog imperialistisk ekspansion og krig over.
Men krig har også sine problemer. Når produktivkræfterne vokser, så gør de destruktive kræfter det også. Våben udvikles, som truer med at ødelægge kapital hos alle, der er involveret i en militær konflikt, ikke kun hos nogle til fordel for andre. Ligesom genopbygning og rationalisering af verdenssystemet gennem voldsom tilbagegang bliver en meget svær og meget smertefuld – om end nødvendig – proces, sådan er genopbygning og rationalisering gennem krig også. Ligesom man ville forvente, at den aldrende kapitalisme vil være permanent på afgrundens rand, uden at systemet får nogen fordele af det, ligesådan ville man forvente, at den vil være permanent på randen af krig, uden heller at få nogen af dens ellers tvivlsomme fordele.
I Grundrids kommenterer Marx i forbifarten noget, som peger på noget af enorm betydning for den generelle teori, som han baserede på den faldende profitrate:
“Det er ikke kun kriser, der forsinker kapitalismens udvikling, det gør fx. også den konstante devaluering af dele af den eksisterende kapital: omdannelsen af en stor del kapital til fast kapital, som ikke indvirker på den direkte produktion; uproduktiv spild af en stor del kapital etc. (produktiv anvendt kapital bliver altid erstattet med det dobbelte fordi anvendelsen af produktiv kapital forudsætter en modværdi). Det uproduktive kapitalforbrug erstatter det på den ene side, tilintetgør det på den anden ...” [55] (Min fremhævning)
Marx siger, at hvis kapitalister af en eller anden grund bruger den merværdi, som er tilgængelig for investeringer på noget andet, så bliver presset reduceret, der er mindre ny kapital tilgængelig for kapitalsøgende fornyelser, som vil beskæres deres omkostninger, og tendensen til kapitalintensiv investeringer vil blive reduceret.
Den samme pointe blev fremsat tydeligt i 1960’erne af Mike Kidron [56] – sandsynligvis uden at vide, at Marx havde forklaret det (Grundrids blev først udgivet i England i 1973). Han påpegede, at Marx’ påstand om den faldende profitrate
“hvilede på to formodninger, begge realistiske: al afkast går tilbage i systemet som produktiv tilførelse gennem enten arbejderens eller kapitalistens produktive forbrug – ideelt set er der ingen lækager i systemet og ikke andet valg end at fordele det totale afkast mellem hvad der nu ville blive kaldt investering og arbejderklassens forbrug; for det andet vil fordelingen i et lukket system som dette svinge over til fordel for investering.” [57]
Hvis den første formodning, om at al afkast går tilbage i systemet, blev droppet – med andre ord hvis noget af afkastet går tabt i produktionscyklusen – så ville det ikke være sikkert, at investeringerne vokser hurtigere end det anvendte arbejde. Loven om den faldende profitrate ville ikke virke. Lækager i merværdien fra det lukkede kredsløb produktion/investering/produktion ville udsætte profitratens tendens til fald. Som Kidron siger det senere:
“Hos Marx forudsætter modellen et lukket system, hvor al afkast kommer tilbage som tilførsel i form af investering eller lønninger. Der er ingen lækage. Dog kunne en lækage i princippet isolere akkumulationstvangen fra de vigtigste konsekvenser ... I det tilfælde ville der ikke være noget fald i den gennemsnitlige profitrate, ingen grund til at forvente yderligere voldsom tilbagegang osv.” [58]
Argumentet er fejlfrit, og Kidron fortsætter med at foreslå disse lækagers form:
“Kapitalen har aldrig i praksis været et fuldendt system. Krige og kriser har ødelagt enorme mængder produktion, omfattende kæmpe værdiophobninger, og forhindret produktion af mere. Kapitaleksport har splittet og fastfrosset andre ophobninger i lange tidsrum. En masse er siden 2. verdenskrig sivet over i våbenproduktion. Alle lækagerne har haft den virkning, at de har forsinket stigningen i den overordnede organiske sammensætning og faldet i profitraten.” [59]
Kidron påpeger, at der altid har været en måde, som kapitalisterne bruger merværdi på, og derved forhindrer den i at blive brugt til at udvide produktionsmidlerne: når de bruger den på luksusvarer til deres eget for-brug. Han foreslår, at statens udgifter til våben – som er ekspanderet enormt i dette århundrede – bliver betragtet på samme måde.
Denne påstand blev kraftigt angrebet af nogle ortodokse marxister. Det blev fx. udlagt af Ernst Mandel som værende “under indlysende indflydelse af fashionable (dvs. borgerlige) økonomer”, da det hvilede på “en bemærkelsesværdig forvirring over brugsværdier og bytteværdier”. [60]
Bortset fra fornærmelserne er det et forsøg på en diskussion med Kidron. Alle varer, der bliver produceret, siger Mandel, har samme status (forudsat de kan blive solgt og indholdet af merværdi i dem kan blive realiseret). Kidrons fejltagelse er:
“Han kører tydeligt nok rundt i produktionsproces og reproduktionsproces. Når den kapital, der er investeret i de forskellige dele af produktionen, er blevet valoriseret og varerne derfra er blevet solgt til deres produktionspris, er merværdien fra denne kapital blevet realiseret, uanset om de solgte varer går ind i reproduktionsprocessen.” [61]
I en fodnote kritiserer Mandel så mig for en artikel, som jeg skrev for at forsvare Kidrons opfattelse:
“Harman påstår, at dræningen af kapital til afdeling 3 tager kapital fra afdeling 1 og 2, som ville have fået øget den organiske sammensætning, hvis kapitalen var blevet investeret der. Han har ret. Men han glemmer, at investeringen af kapital i afdeling 3 også øger den organiske sammensætning der. Hvordan det kan stoppe profitratens fald, forbliver et mysterium.” [62]
Hvis Mandel (for ikke at tale om Mike Kidron og jeg selv) havde læst Grundrids lidt mere nærgående, så havde han måske fundet nøglen til “mysteriet”.
Det, som han (ligesom mange andre, der har studeret Marx i dette århundrede) refererer til som afdeling 3, er den del af økonomien, som producerer varer til forbrug for kapitalister og deres slæng. Det er varer, som hverken bliver brugt til produktionsmidler eller til at blive byttet (via penge) med arbejderne for deres arbejdskraft.
Sådanne varer går pr. definition ikke ind i det produktive forbrug. Varer, som udgør dele af produktionsmidlerne, giver deres værdi videre til nye varer, når de bliver forbrugt i produktionsprocessen. Varer, som udgør dele af arbejdernes realløn giver deres værdi videre, når de arbejdere, som forbruger dem, skaber værdi og merværdi. Varer, som bliver forbrugt på den ene eller anden måde af kapitalisterne, ender deres levetid, uden at give deres værdi videre til noget som helst.
Værdien, som er indeholdt i de varer, er skabt gennem tidligere arbejde – på det punkt er selv Mandel enig. Men den hører hurtigt op med at eksistere uden at bidrage til yderligere kapitalophobning – i den henseende tager Mandel fejl, for det er radikalt forskelligt fra den værdi, som er indeholdt i “lønvarerne” og i produktionsmidlerne. [63]
OK, kan man måske sige, men kan Mandel ikke have ret på en anden måde? Kidron forudsætter, at kapitalens organiske sammensætning inden for våbenproduktion er højere end gennemsnittet. Vil det ikke øjeblikkelig sænke profitraten i økonomien som helhed, uanset hvilken effekt det kan have på reduktion af kapitalens organiske sammensætning fremover?
Kidron selv byggede på en teknisk formel, som er udtænkt af den (ikke-marxistiske) polske økonom fra århundredeskiftet, von Bortkiewicz, for at udregne priser ud fra arbejdets værdi (den såkaldte løsning på transformationsproblemet). Den viste, at profitraten ikke blev berørt af den organiske sammensætning i den del af økonomien, som producerer luksusvarer til kapitalistklassens forbrug.
Brugen af von Bortkiewicz’s metode er blevet angrebet, fordi han ikke var marxist, [64] og fordi hans udregninger hviler på formodninger i strid med Marx’ indstilling som helhed. [65] Der er problemer ved von Bortkiewicz’ metode. [66] Men både Anwar Shaikh og Miguel Angel Garcia har for nylig lavet prisudledninger fra arbejdsværdier, ved at bruge Marx’ egen metode systematisk. [67] Det er let at se, hvordan man kan udlede von Bortkiewicz’ konklusion af dem.
Hvis kapitalens organiske sammensætning er højere inden for en del af økonomien end inden for en anden, så vil den i følge Marx alt andet lige have en lavere profitrate. Men det vil få virksomhederne til at true med at forlade dette produktionsområde og reducere tilførslen af varer, indtil priserne stiger og profitraten er på samme niveau som økonomiens gennemsnit. Så ved en stigning i priserne og et relativt fald i priserne på de varer (omkostninger), som de får fra resten af økonomien, vil der blive overført tilstrækkelig merværdi fra andre dele af produktionen til at øge områdets profitrate til gennemsnittet.
Det giver som resultat, at priserne ikke stemmer overens med arbejdsværdien. Lad os prøve at se, hvordan det virker inden for forskellige dele af produktionen. I afdeling 1, hvor industrierne producerer produktionsmidlerne; i afdeling 2, hvor varer bliver produceret til arbejdernes forbrug; og i afdeling 3, der producerer alt andet – inklusiv luksusvarer til de uproduktive rige og våben.
En stigning i kapitalens organiske sammensætning i afdeling 1, som producerer produktionsmidler, betyder, at investeringen pr. arbejder stiger. Investeringen vokser hurtigere end merværdien, så der er et nedadgående pres på profitten i denne del af økonomien.
At profitraten falder i en afdeling, reducerer den gennemsnitlige profitrate i hele økonomien. Men alle virksomheder bliver ikke berørt af det med det samme; først ser de i afdeling 1, at de har en lavere profitrate end gennemsnittet, mens den andre steder stiger. Det er derfor mere profitabelt at investere i afdeling 2 og 3.
Kapitalen begynder at forsvinde fra afdeling 1, hvilket reducerer afkastet der. Fordi efterspørgslen på varer fra afdeling 1 nu overstiger tilførslen, begynder priserne at stige, og dermed stiger profitten for de virksomheder, der stadig er i afdeling 1. Tilsvarende vil den større kapital, der bliver investeret i andre afdelinger, øge afkastet, øge konkurrencen, tvinge priserne ned og derved reducere profitterne.
Resultatet af processen vil være, at alle afdelingernes profitter i sidste instans stabiliserer sig på den nye gennemsnitlige profitrate, nu lavere end før. Prisstigningerne i afdeling 1 vil opveje faldet i resten af økonomien, da mængden af produceret værdi forbliver den samme.
Men processen stopper ikke her. Der følger et næste trin.
I den næste produktionsrunde er prisen på produktionsmidler højere som følge af prisstigningen i afdeling 1. Det øger de overordnede produktionsomkostninger.
Men disse prisstigninger blev opvejet af prisreduktioner i afdeling 2 og 3. Varer fra afdeling 2 – som er mad, tøj, varme, beboelse, alt det som skal til for at holde arbejderne i live er faldet i pris. Den samme levestandard kan opretholdes på lidt lavere lønninger, og virksomhederne kan drage fordel af det ved at reducere reallønsniveauet, hvilket igen reducerer produktionsomkostningerne.
Faldet i arbejdsomkostninger kompenserer delvist for stigningen i omkostninger til produktionsmidler, men kun delvist, fordi prisfaldet i afdeling 3, luksusvarer og våben, ikke føres tilbage i produktionsprocessen og således går tabt.
Så det endelige resultat bliver, at produktionsomkostningerne stiger lidt, og profitraten falder lidt mere.
En stigning i kapitalens organiske sammensætning i afdeling 2, som producerer varer til arbejdernes forbrug, får den samme effekt som i afdeling 1. Profitraten i afdeling 2 falder; kapitalen begynder at forsvinde derfra, og det følges af ændringer i afkast og priser, som bringer hele økonomien på en ny lavere gennemsnitlig profitrate.
På trin 2 er det nu arbejdsomkostningerne, der er steget, nu delvist kompenseret ved et fald i omkostningerne til produktionsmidler – men igen kun delvist, fordi faldet i prisen på luksusvarer og våben fra afdeling 3 igen ikke føres tilbage i produktionsprocessen.
Så den gennemsnitlige profitrate falder, og falder så lidt mere.
Her er den del af økonomien, der producerer varer, og som hverken er egentlige produktionsmidler eller varer til forbrug for de arbejdere, der tager del i produktionsprocessen. Det er luksusvarer til de uproduktive rige og til våben.
På det første trin har en stigning i kapitalens organiske sammensætning den samme effekt som i afdeling 1 og 2. Profitraten tenderer til at falde, kapitalen begynder at forsvinde, afkastet falder, og priserne på luksusvarer og våben stiger – fulgt af de andre ændringer i udbytte og priser, som anbringer hele økonomien på en ny, lavere gennemsnitlig profitrate.
Men tingene er helt forskellige på trin 2. Priserne på luksusvarer og våben er nu højere, selvfølgelig, men ingen af dem føres tilbage i produktionsprocessen i næste runde – så der sker ingen nye stigninger i produktionsomkostningerne, som kan sænke profitraten yderligere.
Faktisk vil de endelige produktionsomkostninger blive reduceret, fordi priserne på produktionsmidler fra afdeling 1 og på forbrugsvarer fra afdeling 2 begge er faldet. Resultatet vil være en større profitrate i næste produktionsrunde.
Så hvor en stigning i den organiske sammensætning i afdeling 1 og 2 betyder, at profitraten falder og falder igen, da vil en lignende stigning i afdeling 3 betyde, at den falder ... for så at stige igen! [68]
Så investering i produktion af varer til uproduktivt forbrug har to særtræk. For det første begrænser enhver investering i denne sektor, ved at tilintetgøre merværdi, det generelle pres for at den organiske sammensætning skal stige. For det andet begrænser det også den virkning, en sådan stigning har på profitraten.
Disse to følger har klart enorm betydning for det kapitalistiske systems dynamik, for så vidt den er bestemt af profitraten.
“Efterhånden som den kapitalistiske produktion, akkumulation og rigdom bliver udviklet, holder kapitalisten op med at være den rene kapitalinkarnation. Den kapitalistiske produktionsproces skaber ikke kun en glædens verden, den åbner op for tusinder af muligheder for individuel berigelse gennem spekulation og kreditsystemet. Når et vist udviklingstrin er nået, bliver en almindelig ødslen, som også er en udstilling af rigdom og følgelig en kreditkilde, en forretningsnødvendighed ... Luksus bliver en del af repræsentationsudgifterne.” [69]
Marx antyder således forbigående i Kapitalen, at kapitalen, som oprindeligt blomstrede via en ødelæggelse af de foregående samfund med deres umådelige overbygning af uproduktive klasser, bliver træg, når den bliver gammel, og derved skaber sin egen ikke-produktive overbygning.
I sin behandling af handelskapitalen og profitten argumenterer han for, at med systemets ekspansion bliver den industrielle kapital nødt til at afsætte en stigende mængde merværdi til at finansiere det uproduktive køb og salg af produktionen.
“Det er klart, at efterhånden som omfanget af produktionen bliver udvidet, så mangedobles de handelsoperationer, der er nødvendige for konstant at få industrikapitalen i omløb igen, tilsvarende ... jo mere udviklet produktionsomfanget er, jo større er industrikapitalens handelsoperationer.” [70]
Succesfuld kapitalistisk konkurrence er ikke længere (hvis det nogensinde har været det) blot et spørgsmål om at akkumulere hurtigere end rivalerne. Det indebærer mere og mere, at man bruger merværdien til at manipulere med markedet, reklamere for varer, skabe et produkt-image, bestikke købere i virksomheder og statsvirksomheder. Ikke-produktive udgifter bliver i stigende grad betydningsfulde for hver enkelt individuel kapital. Det er prisen for at tilføre en helt ny dimension til konkurrencekampen.
Disse udgifter er uproduktive, fordi de, selvom de næsten altid betyder at der skal hyres arbejdskraft, ikke producerer merværdi. De gør kun arbejdsgiveren i stand til at få kontrol over merværdi, som ellers ville være gået til en anden kapital. Det er derfor, at Marx omtaler dem hverken som en del af den variable kapital eller af den konstante kapital, men som noget andet, som produktionsudgifter. Han antyder også, at den individuelle kapitalist måske ser dem som produktive i visse tilfælde – han er nødt til at investere i dem, hvis han vil have sin behørige del af den totale merværdi, som allerede er skabt.
“For den industrielle kapital fremstår cirkulationsomkostningerne som uproduktive udgifter, hvad de også er. For handelsmanden fremstår de som en kilde til profit, proportionalt med deres størrelse ved en given generel profitrate. De udlæg, der gives til cirkulationsomkostningerne, er derfor produktive investeringer for handelskapitalen ... Og det handelsarbejde, den køber, er på samme vis umiddelbart produktivt for den.” [71]
De uproduktive udgifters omfang er vokset massivt siden Marx’ tid med udbredelsen af reklamer og lignende. Finanskapitalens udvikling har skabt vækst inden for en lang række aktiviteter, der ikke beskæftiger sig med produktion af rigdomme, men med fordeling af merværdien blandt medlemmerne af kapitalistklassen, alt sammen med store udgifter. Fondsbørsen er det vigtigste eksempel.
Andre typer udgifter, som er uproduktive for den individuelle kapital, men nødvendig for dens fortsættelse, er også steget. Afskaffelsen af de før-kapitalistiske udbytningsformer stort set alle vegne betyder, at statens udgifter må bæres af den merværdi, der bliver skabt i den kapitalistiske produktion. Nogle af disse statsudgifter er ikke kun uproduktive på den måde, at de ikke bidrager til skabelsen af merværdi, de hjælper heller ikke enkelte kapitalister til at få større andel af den fælles merværdi, som hele klassen har i konkurrenceforløbet. De er nødvendige simpelt hen for at opretholde udbytningsstrukturerne – så som udgifter til politiet, til uddannelsessystemet, hvor det drejer sig om at opretholde den gældende ideologi, til præster i statskirker, til det sociale sikkerhedsnet, der sigter på at hindre den permanent arbejdsløshed i at ende i oprør.
Men andre statsudgifter hjælper de individuelle kapitaler til selv at ansætte produktive arbejdere – så som udgifter til arbejdernes sundhed og uddannelse, til at holde arbejdsløse arbejdere på arbejdsmarkedet, til at garantere ansatte arbejdere at de vil være i stand til at overleve, når de bliver for gamle til at arbejde. Det er, hvad nogle moderne marxistiske skribenter refererer til som reproduktive udgifter, andre som indirekte produktive og andre igen som nødvendige ikke-produktive. Den bedste måde at beskrive dem på, er som ikke-produktive for den individuelle kapital, der konkurrerer inden for et lukket nationalt marked, for selv om de skal betale til disse ting, så giver det dem ingen fordel over for deres rivaler, som også drager fordel af dem. Det er mere eller mindre det samme som at være nødt til at betale mere for arbejdskraften. Men for den totale mængde kapital (eller den statskapitalistiske trust), der opererer inden for en stat i konkurrence med kapitalister fra andre stater, er de på en måde produktive: de sikrer, at arbejderne er i stand til at producere lige så meget som de arbejdere, der er ansat hos udenlandske rivaler. [72]
Til sidst er der statens militære udgifter. Vi har allerede henvist til de klassiske imperialismeteoretikeres påstande om, at kapitalens monopolisering fører til, at den vokser sammen med staten, og at krig og krigsforberedelser bliver et af midlerne – om ikke det vigtigste – i de nationalt baserede kapitalers forsøg på at sætte hinanden til vægs. I løbet af det 20. århundrede er de militære udgifter kommet til at sluge så enorme mængder merværdi, at nogle vurderinger antyder, at de bruger lige så meget som de individuelle kapitaler til produktive investeringer. [73]
Ligesom udgifterne til politi øger militærudgifterne ikke den individuelle kapitalists eller den samlede kapitals udbytte. Men ligesom ved udgifterne til reklame gør de en kapitalblok – den samlede nationale kapital, den statskapitalistiske trust – i stand til at mase sig ind på den merværdi, som er i hænderne på andre kapitalister.
Henvendt til den Kommunistiske Internationales 4. kongres i 1922 (Komintern) antydede Bukharin, at
“Konkurrencen mellem forskellige fabrikanter, hvis metoder består i at sætte varepriserne ned ... er næsten den eneste form for konkurrence, Marx nævner. Men i den imperialistiske konkurrences epoke finder vi mange andre former for konkurrence, hvor det at reducere priserne ikke har nogen betydning. Størsteparten af bourgeoisiet har nu form af sammensluttede grupper inden for statsstrukturen ... Det er meget tænkeligt, at en sådan organisering hovedsageligt vil gribe til voldelige konkurrenceformer ... Således vokser nye former for konkurrence frem, som fører til statslige militære angreb.” [74]
Argumentet kan omformuleres. I Marx’ kapitalmodel er der kun én konkurrencedimension, som blev baseret på konkurrence på markedet, og som sigtede på gennem akkumulation af produktive investeringer at reducere omkostningerne og dermed også salgspriserne. Men efterhånden som kapitalismen bliver ældre, supplerer og endda nogle gange erstatter nye dimensioner den. [75]
Enhver vurdering af kapitalismen i det 20. århundrede må se på, hvordan disse nye konkurrenceformer og de forskellige måde at bruge merværdien på, som ledsager de nye former, påvirker systemets grundlæggende dynamik og loven om den faldende profitrate.
Om nogle af de nye konkurrenceformer er der ikke meget at diskutere. Marx selv fx behandlede udmærket virkningen af at have udgifter på at sælge varerne (som han hentydede til som handelskapital). De udgifter øger ikke den totale mængde merværdi. Men de produktive kapitalister er tvunget af konkurrencen til enten at tage del i sådanne udgifter selv eller at betale dele af deres merværdi til andre kapitalister, så de kan gøre arbejdet for dem, i samme forhold som den mængde investering, som disse kapitalister har påtaget sig. Udgifterne betyder derfor, at den gennemsnitlige profitrate bliver reduceret. [76]
På samme tid vil det, for så vidt som disse udgifter leder kapital væk fra produktive investeringer, betyde, at det generelle pres på hele kapitalistklassen for at øge kapitalens organiske sammensætning bliver reduceret og reducerer presset på profitraten på langt sigt.
Det virkelige problem kommer, når vi ser på spørgsmålet om effekten af våbenudgifterne. Det kan nøjes med at være et spørgsmål om at reducere profitraten – om ikke andet så fordi den periode, hvor våbenudgifterne nåede et enestående højdepunkt (1949 og fremefter), var en periode, hvor kapitalen ikke længere så ud til at være ramt af den faldende profitrate og stagnation og kriser. [77] Derfor gøres der forsøg på at se våben som en form for luksusudgifter for den herskende klasse. [78]
Hvis våben er luksusudgifter, så vil det at give penge ud på dem udskyde presset for, at kapitalens organiske sammensætning skal stige mere og mere, og på langt sigt vil det sikkert ikke betyde fald i den gennemsnitlige profitrate i den ovenfor beskrevne proces. Selvfølgelig er kapitalisterne nødt til at bruge noget af deres merværdi til at betale dem med. Men siden staten repræsenterer de kapitalister, som opererer ud fra dens territorium, er det kun et spørgsmål om, hvordan kapitalisterne bruger den merværdi, som de allerede har, og det kan hverken ændre den kendsgerning, at de allerede har den, eller ændre forholdet mellem den totale mængde merværdi og den totale investering – nemlig profitraten.
Den type redegørelse har den fordel, at den giver en form for forklaring på, hvordan kapitalen kunne ekspandere i næsten 30 år efter 1945 uden at løbe ind i de kriser, der indtil da syntes uundgåelige.
Hvad der nøjagtigt skete i den periode vil vi se mere detaljeret på i en senere pjece. Men før vi kan forstå ændringerne i profitraten og systemets dynamik under den aldrende kapitalisme, må vi se på, hvordan forskellige konkurrenceformer, med forskellig betydning for den organiske sammensætning og for profitraten, forstærker eller strider mod hinanden.
Enhver form for konkurrence har det samme mål: at bevare og udvide den individuelle kapital (eller samlede nationale kapital) ved at få kontrol over den merværdi, som ellers ville tilfalde rivaliserende kapitaler. Men det betyder ikke, at alle er lige effektive på hvert trin i udviklingen af det globale system. På ethvert givet tidspunkt bliver en bestemt form for konkurrence fra den enkelte kapitals (eller nationale kapitals) synspunkt set som den mest effektive og derfor også som den vigtigste, og andre former bliver set som en hindring for succes.
Det, som Marx beskæftigede sig med, var relativt små kapitalistiske virksomheder, der ekspanderede inden for en hovedsagelig før-kapitalistisk verden, og som havde meget succes med det på baggrund af ægte økonomisk konkurrence ved hjælp af prismekanismer. Under de omstændigheder blev statsudgifterne nødvendigvis set som en afledning af den individuelle kapitals merværdi væk fra investeringsområder, som ellers ville have produceret sin egen ekspansion.
Det er let at finde situationer, hvor tingene vil ske fuldstændig anderledes. Situationer hvor militærudgifter vil se ud til at tilføre et lands individuelle kapitalister bedre muligheder for ekspansion end udgifter, som orienterer sig mod priskonkurrence. Eller endda situationer, hvor investeringer rettet ind mod en priskonkurrence vil virke som en afledning af de større midler, som kunne beskytte og øge den individuelle kapitals militære udgifter.
Der er situationer, hvor profitraten er så lav, at individuelle virksomheder ikke er villige til at indlade sig på nye investeringer. Uden nye investeringer er der en enorm overskydende kapacitet i flere dele af industrien, varer bliver sat ned til under deres værdi, der er enorm overproduktion. Selv forsøg fra staten på at samle al merværdi sammen til investeringer synes ikke at kunne producere varer til så lave omkostninger, at de kan bryde igennem på nye markeder.
Under de omstændigheder kan militærudgifter synes at være en måde til at få ellers ubrugt merværdi ind i kanaler, som kan bruges til at udvide den del af hjemmemarkedet, som er tilgængelig for nationale kapitalister – ved med magt at lukke det for udefra kommende kapitalister via protektionistiske metoder, og dernæst kan de med magt åbne de udenlandske markeder, som for øjeblikket er beskyttede af fremmede stater.
Det faktum, at våbenudgifter faktisk ikke skaber nogen ny værdi overhovedet, behøver ikke at bekymre dem: det giver dem adgang til merværdi, som er skabt ved brug af produktionsmidler, som tilhører udenlandske kapitalister. Det øger den nationale kapital mere end civile investeringer ville have gjort, selv om det ikke øger kapitalen som helhed. Alle disse omstændigheder har samme virkning på profitraten, selvom våbenudgifterne sker på baggrund af andre overvejelser end luksusforbruget blandt kapitalistklassen og deres slæng. Det nedsætter ikke profitraten på kort sigt, fordi det blot er et spørgsmål om, at kapitalister frit kan beslutte, hvordan de vil bruge deres allerede eksisterende merværdi. Men det nedsætter den nødvendigvis heller ikke på længere sigt, for selv om det medfører, at kapitalens organiske sammensætning er høj, så forhindrer von Bortkiewicz-effekten måske, at den reducerer den gennemsnitlige profitrate. Desuden reducerer det det langsigtede pres for at få den organiske sammensætning til at stige.
Så er der den situation, hvor våbenudgifterne ser ud som den eneste effektive konkurrenceform, som under de totalt omfattende krige 1914-18 og 1939-45. Under de omstændigheder har kapitalisterne ikke længere noget valg. De bliver nødt til at bruge penge på våben, hvis de vil overleve. De håber, at en sejr vil gøre dem i stand til at få adgang til nye merværdikilder og dermed til at øge deres kapital. Men de er nødt til at påtage sig udgifterne, selv om deres håb er magre, da alternativet er, at de mister deres eksisterende merværdikilder til udenlandske kapitalister. Våbenudgifterne er nu ligeså meget en omkostning for at kunne fortsætte produktionen, som udgifterne til politiet er.
I den situation vil profitraten for den individuelle kapitalist falde, medmindre udbytningsgraden af arbejdsstyrken kan tvinges enormt meget op. Våben, set som en omkostning ved at opretholde produktionen, er taget ud af den merværdi, som kapitalistklassen har. Men det er ikke længere den enkelte kapitalists profitrate, der betyder noget. Total krig betyder pr definition, at overvejelser om priskonkurrence bliver fuldstændig underordnet overvejelser om militær overlevelse. Hvis kapitalistiske forhold stadig er fremherskende, er det fordi de konkurrerende kapitalers forsøg på at skubbe hinanden ud betyder, at den enkelte er nødt til at reducere arbejdsomkostningerne til et minimum for at investere overskuddet i yderligere våbenproduktion. Investeringsbeslutningerne bliver militære, statslige beslutninger, som underkender de enkelte kapitalejeres beslutninger. [79]
Virkningerne af profitratens tendens til fald viser sig nu på de statslige beslutningers plan ved, at den reducerer statens muligheder for både at engagere sig i militære aktiviteter, som den er nødt til for at overleve, for ikke at tale om at vinde, og at udvide (eller bare gendanne) det eksisterende niveau inden for den ikke-militære produktion.
Til sidst er der den situation under den aldrende kapitalisme, hvor udviklingen går mod en vekselvirkning mellem militær og økonomisk konkurrence. På det trin må omfanget af priskonkurrence og militær konkurrence komme i et modsætningsforhold. S ucces afhænger i begge tilfælde af det tidligere akkumulationsniveau. Men det ene betyder yderligere stigning i akkumulationsniveauet via reproduktionsomkostningerne. Den anden medfører derimod ikke-produktive udgifter, som forventes at medføre at man får fat i merværdi, der er produceret andetsteds i systemet. Et vist niveau i militære udgifter afskærer derfor mulighederne for at engagere sig i priskonkurrencen. Dog er krig i dag blevet så dyrt og farligt, at det ikke er let at bruge militær magt til at beskytte en national kapital mod en sådan priskonkurrences virkninger – specielt ikke på eksportmarkeder.
På længere sigt må man forvente, at de, der bruger meget på våben, vil have en lavere økonomisk vækst end de, som ikke bruger så meget. Det er selvfølgelig, hvad der er sket gennem de sidste to årtier, hvor USA har haft mindre vækst end Japan og Vesttyskland (og nu hvor Sovjet ser ud til at have en lavere økonomisk vækst end USA). Det kan siges på en anden måde: de med flest lækager, der udsætter tendensen til stigning i den organiske sammensætning, har langsommere økonomisk vækst end de med færre lækager.
Kapitalens organiske sammensætning verden over vil vokse under sådanne omstændigheder, indtil stigningen i udbytningsgraden ikke længere kan forhindre et fald i profitraten.
Vi har indtil nu forsøgt at beskæftige os på et abstrakt niveau med systemets dynamik, som den er skildret af Marx og med de faktorer (inklusiv de som Marx selv pegede på), som kan forsinke den fundamentale dynamik i forskellige henseender under systemets udvikling.
Det er blevet sagt, at når systemet bliver ældre, bliver de individuelle kapitalenheder en større og større del af hele systemet, hvilket gør, at de modvirkende faktorer får sværere ved at virke - uanset om man henviser til kriser, kolonial ekspansion eller uproduktive udgifter til krigsforberedelser. Hvis det er rigtigt, skulle vi forvente, at Marx’ forudsigelser for 100 år siden om systemets langsigtede udvikling, ville begynde at blive realiseret.
Vi er nu nødt til at gå bagom de abstrakte, generelle overvejelser og se på kapitalens aktuelle udvikling i det 20. århundrede og op til i dag.
Det er formålet med de to næste pjecer.
1. Karl Marx: Grundrisse, s.623 og 637. (Sidetallene henviser til den engelske udgave fra 1973; o.a.)
2. Karl Marx: Kapitalen, bind 1:4, s. 906-7, Biblioteket Rhodos, København 1970. (Citaterne fra Kapitalen er hentet fra den danske oversættelse: o.a.)
3. Selv om det ikke nødvendigvis betyder, at den beskæftigede del af arbejderklassen bliver fattigere. Se Rosdolsky’s redegørelse for Marx’s synspunkter i Kapitalens tilblivelseshistorie, Modtryk 1975.
4. Grundrisse, s. 749. Der er en vis forskel i betoningen i Grundrids og Kapitalen. Grundrisse var et ikke-offentliggjort arbejde, der blev skrevet i stor hast midt i en krise, som Marx troede kunne lede til systemets undergang, mens Kapitalens tre bind var en (ufærdig) gennemskrivning, registrering og mere omhyggelig præsentation af materialer og argumenter. Se Rosdolsky: Kapitalens tilblivelseshistorie.
5. Engels’ forord til den engelske udgave af Kapitalen, bind 1, s. 6.
6. Se fx. Thomas Weiss’ artikel i Cambridge Journal of Economics, dec. 1979.
7. Fx. de, der accepterer de teorier om monopoler, der bliver forbundet med Baran og Sweezy; nemlig den Sraffianske, ny-Ricardianske tendens hos Harrison, Steedman, Hodgson, Glyn og andre, også kritikerne af Sraffianerne så som Bob Rowthorn.
8. Ben Fine and Lawrence Harris: Rereading Capital, London 1979, s. 64.
9. Kapitalen, bind 3:2, s. 319.
10. Kapitalen, bind 3:2, s. 319.
11. Kapitalen, bind 3:2, s. 329.
12. Kapitalen, bind 3:2, s. 333.
13. Kapitalen, bind 3:2, s. 283.
14. Kapitalen, bind 1:4, s. 877-78.
15. Den organiske sammensætning blev af Marx beskrevet matematisk med formlen k/v, hvor k = konstant kapital og v = variabel kapital. Fine og Harris argumenterer med, at der findes et yderlige, klart, men beslægtede begreb hos Marx: nemlig kapitalens værdisammensætning, forholdet mellem den gældende værdi af forbrugte produktionsmidler og -materialer og den gældende værdi af forbrugt arbejdskraft. Pointen er, at den gældende værdi af den forbrugte kapital ikke nødvendigvis er den samme som værdien af den oprindelig investering. Det er en pointe, vi vil behandle senere, men værdien af den forbrugte kapital vil have en tendens til at være mindre end værdien af den investerede kapital, da den forøgede kapital reducerer det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der kræves for at producere en kapitalenhed. Se Fine og Harris, s. 58-60.
16. Kapitalen, bind 1:4, s. 878.
17. Det er en konsekvens af arbejdsværditeorien. Jeg har ikke til hensigt her at gå ind i en debat om teoriens gyldighed. Læsere henvises til Hilferdings svar til marginalisterne (optrykt i engelsk version af Böhm-Baverk: Karl Marx and the Close of his System og Bukharin: The Economic Theory of the Leisure Class, og til Fine og Harris’ svar til Sraffianerne, og endelig til Pete Green i International Socialism, 2. serie, nr. 3 og 4.
18. Forudsat at udbytningsgraden ikke ændrer sig. Vi vil senere se på, hvad der sker, hvis den gør.
19. Alternative perspectives in Marxist theories of accumulation and crisis i Jesse Schwartz (red): The Subtle Anatomy of Capitalism, San Diego 1977, s. 207-8. Jvf. også Phillippe van Parijs: The Falling Rate of Profit Theory of the Crises, a rational reconstruction by way of an obituary i Review of Radical Political Economy, nr 12:1 (foråret 1980), s. 3-4. Jeg betragter Parijs som tilbehør til en åbenbart forhastet begravelse.
20. Kapitalen, bind 3:2, s. 301.
21. Som eksempelvis Mandel gør det i hans Late Capitalism, London 1975, hvor han på side 11 hævder, at den konstante kapital genopstår efter en krise på et højere teknologisk niveau, og derfor med en højere organisk sammensætning.
22. Kapitalen, bind 1:4, s. 880.
23. Grundrisse, s. 750-51.
24. Micael Kidron: Western Capitalism since the War, London 1968, s. 46.
25. Kapitalen, bind 3:2, s. 311-12.
26. Argumentet bliver sædvanligvis udtrykt som et behov for at gå videre end Marx og for at tage højde (hvilket han ikke gjorde) for nødvendigheden af at kunne transformere værdien af såvel input som output i produktionsprocessen til priser. Løsningen på transformationsproblemet tillægges den polske økonom fra århundredskiftet, von Bortkiewicz. Glyn påstår fx., at von Bortkiewicz’s samtidige løsning på produktionspriser og profitrate viser, at lige meget hvilken teknik kapitalisten vælger for at begrænse omkostningerne, så vil profitraten stige hvis reallønningerne er uændrede. (Bulletin of CSE, efteråret 1973).
27. Robin Murray leverede denne pointe som et svar på Glyns forsøg på at bruge et eksempel med korn til at modbevise den faldende profitrate. (CSE Bulletin, 1973).
28. Fine og Harris, s. 59. Jeg skriver, at de påstår, fordi det ikke er indlysende at Marx skelner så kraftigt som de gør (se Kapitalen, bind 1:4, s. 864-65). Man skal imidlertid ikke se bort fra det nyttige i den skelnen, de laver. Desværre ser de ikke selv ud til at drage fuld nytte af den, de synes senere at trække den tilbage ved at sige, at debatten mellem Glyn og Murray om hvorvidt den organiske sammensætning skal vurderes ud fra gældende eller historiske værdier, i bund og grund er irrelevant. (s.61)
29. Ved at bruge de oprindelige investeringsomkostninger som basis for beregningerne bliver profitraten r = s/(c+v).
Devalueringseffekten på den konstante kapital bliver på denne måde dobbelt. For det første skærer den ned i profitmassen med en sum, k, der svarer til devalueringen. For det andet reducerer den det antal kapitaler, der skal dele profitterne.
For at få den korrekte profitrate er vi derfor nødt til at reducere både tæller og nævner i formlen ovenfor med den samme sum k.
Hvis c+v er større end s, vil resultaten blive, at profitraten blive mindre. Hvis det modsatte er tilfældet, så vil profitraten blive større. Det sidste kan kun forekomme, når s er større end c+v, dvs. når profitraten er over 100%. Det kan naturligvis ikke være tilfældet generelt.
30. Naturligvis findes der også den situation, hvor afskrivningen af den konstante kapital lige bliver dækket, uden at der bliver produceret nogen merværdi. Der findes også det mere konkrete tilfælde, som vi vil kigge på senere, hvor det bliver produceret en smule merværdi, der bliver brugt til at dække kapitalistklassens og dens slængs forbrug, men hvor der ikke er noget til overs til investeringer.
31. Her er det værd at kommentere et modbevis mod Okishio og Himmelweits matematiske argumenter, nemlig Anwar Shaikh: Political Economy and Capitalism: Notes on Dobbs: Theory of Crises, Cambridge Journal of Economics Vol.2, no. 2, juni 1978. Shaikh argumenterer for at modbeviserne ignorerer eksistensen af konstant kapital. Det har han ret i. Men hans egen matematiske modbevis mod Okishio og Himmelweit bygger på en antagelse, der gør dets værdi meget begrænset. Han tager det eksempel, hvor indførelse af ny teknik betyder, at man flytter fra en kapital, der bliver omsat i løbet af en produktionscyklus, til en, hvor det kræver flere cykluser at gendanne kapitalen. Under de omstændigheder må profitraten på den konstante kapital falde, men det betyder ikke, at profitraten vil falde, når der er en større konstant kapital med den samme omsætningstid.
Hvis man så fortsat, som Shaikh gør det, accepterer Okishio og Himmelweits antagelse om at devaluering af konstant kapital reducerer den mængde kapital, som profitraten skal beregnes efter, så vil profitraten under de beskrevne omstændigheder stige. Shaikh’s fejl ligger i, at han ikke går langt nok i at sætte spørgsmålstegn ved deres antagelser.
32. Kapitalen, bind 3:2, s. 307-8.
33. Kapitalen, bind 3:2, s. 316-17. For en opregning af alle Marx’ argumenter i denne række, se Rosdolsky, s. 398ff.
34. Theory of Capitalist Development, London 1978, s. 103.
35. Se fx Okishio: A Formal Proof of Marx’s Two Theorems, Kobe University Review, no 18, 1972. Jf. også Ian Steedman: Marx after Sraffa, London 1977.
36. I Steedman: Marx after Sraffa, s. 64, jf. også s. 128-29.
37. Bulletin of the Conference of Socialist Economics, efteråret 1973, s. 103.
38. Marxist Economics for Socialists, London, s. 103.
39. Technical change and the rate of profit, -i: Kobe University Economic Review, 1961, s. 85f.
40. Bulletin of CSE, efteråret 1974.
41. “Hvis en arbejdstime repræsenteres af en guldmængde på 6 d. eller ½ sh., så bliver der på en tolvtimers arbejdsdag produceret en værdi på 6 sh. Antag, at der med den givne arbejdsproduktivitet bliver fabrikeret 12 stk. varer i løbet af disse 12 arbejdstimer. Lad værdien af de produktionsmidler, råmateriale osv., der er forbrugt til hver vare, være 6 d. Under disse omstændigheder koster den enkelte vare 1 sh., nemlig 6 d for produktionsmidlernes værdi og 6 d. for den ny værdi, der er tilføjet ved dens forarbejdning. Det lykkes nu en kapitalist at fordoble arbejdets produktivitet ... Hvis produktionsmidlernes værdi er uændret, falder værdien for den enkelte vare nu til 9 d. ... Trods den fordoblede produktivitet skaber arbejdsdagen ligesom før kun en ny værdi på 6 sh., der dog nu er fordelt på dobbelt så mange produkter ... Denne vares individuelle værdi ligger under sin samfundsmæssige værdi, dvs. den optager kortere arbejdstid end den store mængde artikler af samme slags, der er produceret under de samfundsmæssige gennemsnitsbetingelser ... en vares virkelige værdi er ikke dens individuelle, men derimod dens samfundsmæssige værdi, dvs. den bliver ikke målt ved den arbejdstid, som dens fremstilling faktisk tager for producenten i det enkelte tilfælde, men ved den arbejdstid, der under de givne sociale betingelser er nødvendig for dens produktion. Hvis den kapitalist, der anvender den nye metode, derfor sælger sin vare til dens samfundsmæssige værdi af 1 sh., så sælger han den til 3 d. over dens individuelle værdi og realiserer således en ekstra merværdi på 3 d.” (Kapitalen, bind 1:2, s. 475-76)
42. Trin 3 i eksemplet gør os i stand til at se det tilsyneladende tilforladelige i Glyn, Harrison, Okishio og Himmelweits argument. Hvis hele verdensproduktionen af en bestemt slags vare uden nogen erstatningsmuligheder kom fra det samme firma, så ville det firma naturligvis ikke indføre nye teknikker, hvis resultatet af at gøre det er at hæve kapitalens organiske sammensætning og reducere profitraten. Det eneste, der kunne anspore firmaet til at hæve den organiske sammensætning ville være en stigning i udgifterne til arbejdskraft, hvilken under alle omstændigheder ville skære ned i profitraten.
Hele Steedman, Glyn, Harrison, Himmelweit og Okishioa argumentation hviler på denne skjulte forudsætning. Deres argumenter går på hvad der sker i hele industrier, og ikke i enkelte firmaer. Derfor skriver Steedman om udvælgelse af produktionsteknikker, i industri efter industri. I deres matematiske argumenter, hvor de bruger grundliggende bogstavregning, henviser Okishio og Himmelweit til virkningerne af tekniske forandringer i den n’te industri.
Under kapitalismen er produktionsenhederne ikke industrier, men firmaer, der konkurrerer indbyrdes inden for den samme industri og tilsvarende industrier. Og som Marx viser, så kan det enkelte kapitalistiske firma gøre noget, der har skadelige virkninger på omkostningsstrukturen og profitraten i industrien som helhed. Skribenternes bevis mod Marx består i at argumentere for, at profitraten ikke kan falde ... i et samfund, der ikke er organiseret efter kapitalistiske principper. Der er nemlig ikke plads i deres skemaer til kapitalismens mest basale enhed, det enkelte firma.
Det er også det, der gør folk, der deler det syn på profitraten, i stand til at mene, at arbejdsværditeorien er overflødig. Deres synspunkt om en økonomi, der er organiseret i industrien, ikke i enkelte firmaer, kan passes ind i en ny-ricardiansk, sraffiansk økonomimodel, som ser Marx’ insisteren på, at firmaernes indbyrdes forhold er baseret på værdiloven, nemlig den fortsatte reduktion af forskellige stykker konkret arbejde til abstrakt arbejde, som overflødig. For videreudvikling af denne pointe se Pete Green: The Necessity of Value, i International Socialism 2:3 og 2:4.
43. Denne pointe er der argumenteret i Fine og Harris s. 84 og s. 60-61.
44. Kapitalen, bind 3:2 s. 328-29
45. Kapitalen, bind 3:2 s. 329
46. Det er følgen af det argument, der bliver fremført af de teoretikere, der snakker om ‘en lang bølge’, strukturelle kriser og hegemoniens krise. (Det bliver behandlet i et tillæg til Harmans bog.) Det synes også at være følgen af den position, som Fine og Harris udvikler, på trods af at de generelt ligger tæt på mine argumenter indtil videre.
47. Det er et meget skematisk referat af en kompliceret proces. For at få fyldt ud med nogle detaljer se: Nigel Harris: World Crises and the System, International Socialism (gl. serie) no. 100, og The Asian Boom Economies, IS 2:3, se også Chris Harman: Poland and the Crises and State Capitalism, IS 1:93-94. Og Nigel Harris: Of Bread and Guns, Penguin 1983.
48. Denne indsigt i systems forældelse skyldes Mike Kidron, se fx The Wall Street Seizure, IS 1:44.
49. Afsnittet om udenlandsk handel i Kapitalen, bind 3, s. 232-33.
50. Se Lenins Imperialismen, kapitalismens højeste stade. Barratt Brown (Essays in Imperialism, s. 35) og Kiernan (Marxism and Imperialism, s. 29) gør indsigelser mod, at de oversøiske investeringer skulle have medført, at der komme renter tilbage til Storbritannien, der var større end udstrømningen af kapital, og at denne udstrømning derfor ikke kan have åbnet en vej til at skyde investeringssøgende merværdi af. Indvendingen holder ikke. Hvis de oversøiske investeringer til at begynde med ikke havde fundet sted, så ville der have været en meget større mængde kapital til rådighed for investeringer i Storbritannien og dermed et højere investeringsniveau med en højere organisk sammensætning. Den ekstra investering ville have fremkaldt en indtægt i Storbritannien nøjagtig som den udenlandske investering gjorde. Den ville have søgt nye investeringsmuligheder i Storbritannien i en situation med en højere organiske sammensætning end den, der faktisk var den fremherskende efter udstrømningen af meget investeringssøgende merværdi tidligere. De oversøiske investeringer løste akkumulationsproblemet i Storbritannien, på trods af det faktum, at det til slut førte til en indstrømning af kapital, der var større end udstrømningen.
51. Det var Rosa Luxemburgs store fortjeneste, at hun i sin Kapitalens akkumulation forstod dette, og også forstod den historisk kortvarige rolle, som imperialisme kunne have i stabiliseringen af kapitalismen. Men hun så ikke rollen i lyset af dens virkning på profitraten. For en kritik af hendes synspunkt, se Bukharin i Luxemburg og Bukharin: Imperialism and the Accumulation of Capital, London 1972 og i Tony Cliff: Rosa Luxemburg, London 1980.
52. Lenin: Imperialismen, kapitalismens højeste stade og Nikolai Bukharin: Imperialism.
53. Lenin og Bukharin synes ikke at have bemærket den virkning, som krigsudgifterne har på Marx’ lov.
54. Shane Mage: The Law of the Falling Rate of Profit, its place in the Marxian theoretical system and its relevance for the US Economy, PhD thesis, Columbia University 1963, s. 228.
55. Grundrids, s. 750-51.
56. Se Rejoinder to Left Reformism, IS 1:7, vinteren 1961-62.
57. IS 1:27, s. 10.
58. Kidron: Capitalism and Theory, London 1974, s. 16.
59. Capitalism and Theory, s. 16-17. Til at begynde med argumenterer Kidron med, at lækagen må bestå af kapitalintensive varer og antyder, at arbejdsintensive varer ville have den modsatte virkning. Men, som han senere indser, så vil alle former for lækager reducere den mængder merværdi, der er til rådighed for nye investeringer og således udskyde kapitalens stigende organiske sammensætning og den faldende profitrate.
60. Ernest Mandel: The Inconsistencies of State Capitalism, London 1969, s. 4 og 6.
61. Late Capitalism, London 1975, s. 228.
62. Late Capitalism, s. 289. Artiklen han refererer til er The Inconsistencies of Ernest Mandel, IS 1:41.
63. Kidron forvirrer selv spørgsmålet lidt. Han definerer den arbejdskraft, som fremstiller varer, der bliver brugt uproduktivt, som uproduktiv. Jeg tror ikke, at den definition er særlig nyttig. (Se min anmeldelse af Capitalism and Theory i IS 1:76)
Han var ikke den eneste, der så den særlige virkning af en stor ‘afdeling 3’ på tendenserne i kapitalens organiske sammensætning. M. Cogoy (Teoria del Valore e Capitalismo Contemporaneo, i Alberto Martinelli (red): Stato e accumulazione de capitale) bemærker, at når man har to sektorer i økonomien, så er det, der er produktivt for hver kapital, via reproduktionen reproduktivt for kapitalen som helhed. Men når man har tre sektorer, så gælder det ikke længere. En del af merværdien bliver indtægter i afdeling tre, som ikke giver noget tilbage.
“Akkumulationen af den totale kapital er ikke længere det samme som summen af den merværdi, der bliver produceret af hver enkelt kapital, men det er summen af den totale merværdi minus den totale værdi af produktionen i den sektor. Kapitalen i den tredje sektor er kapitalistisk set uproduktiv, for så vidt den ikke bidrager til kapitalakkumulationen” (s.112.)
Cogou gør ikke den samme fejl som Kidron ved kun at se den konstante kapital i den tredje sektor som lækage. “Den totale akkumulution reduceres ikke kun med akkumulationen i den tredje sektor, men med hele tredje sektor.” (s.112)
Der er imidlertid en svaghed i hans standpunkt sammenlignet med Kidrons (eller i det mindste den tidlige Kidron). Han fuldfører ikke analysen af den virkning som disse indtægter har på profitraten og har tendens til snarere at betragte dem som en reduktion af profitraten. Det er en pointe, vi senere vil vende tilbage til.
64. Det var det argument, som David Yaffes tilhængere brugte mod ethver tilflugt til von Bortkiewicz, mens de var med i International Socialists. Se fx Dan Siquerra: Marx, Bortkiewicz and IS, i IS International Bulletin, april 1972.
65. von Bortkiewicz’s formel endte med at antyde, at den totale profit i systemet ikke var lig med den totale merværdi og at de totale priser ikke var lig med den totale værdi. von Bortkiewicz og de, der fulgte ham, gik videre og erklærede, at det beviste den generelle ubrugelighed af arbejdsværditeorien og de konklusioner, der blev draget ud af den i relation til profitratens tendens.
66. Brugen af samtidige ligninger kan frem for alt få folk til at glemme, at produktionen ikke finder sted samtidigt, men inden for et tidsforløb.
67. Anwar Shaikh i Jesse Schwartz (ed): The Subtle Anatomy of Capitalism, s.106f; Miguel Angel Garcia i Karl Marx and the formation of the average rate of profit, International Socialism 2:5. I begge tilfælde findes afvigelser mellem den totale pris og den totale værdi og mellem den totale merværdi og den totale profit.
Baggrunden for afvigelserne er ikke noget stort mysterium. De gennemsnitlige priser bliver dannet, når profitraterne bliver udjævnet mellem forskellige kapitaler med forskellige organiske sammensætninger. Prisen på de produkter, der bliver produceret med høj organisk sammensætninger, stiger til over deres værdi, og prisen på de produkter, der bliver produceret med lav organisk sammensætning, faldet til under deres værdi. Hvis varerne til arbejdernes forbrug bliver produceret med høj organisk sammensætning, så vil prisen på de varer stige til over deres værdi, mens de varer, der går til kapitalisterne (så som luksusvarer og produktionsmidler) vil falde.
Når det sker, så vil fordelingen af det samfundsmæssige produkt mellem klasserne skifte en smule og ændre den totale profit. Hvis der ikke tages højde for det i ligningerne, så vil det se ud som om den totale pris varierer fra den totale værdi og som om Marx er modbevist.
Men den totale profits afvigelse fra den totale merværdi er ikke tilfældig. Den ene er afhængig af den anden, og i teorien kan den ene udledes af den anden. Som Anwar Shaikh argumenterer (i Marx’s theory of value and the transformation problem, i J. Schwartz: The Subtle Anatomy of Capitalism, s. 125):
“Hvis man tager udgangspunkt i priser, der er proportionale med værdier, så vil de totale priser i en sektor falde (eller stige) i forhold til omkostningsprisen målt i penge afhængig af om dens organiske sammensætning er lavere (eller højere) end det samfundsmæssige gennemsnit, hvis dens særlige profitrate målt i penge skal passe til den generelle rate ...
Det følger ikke heraf, at den generelle profitrate målt i penge fortsat vil være lig den generelle profitrate målt i værdi, når priserne først afviger fra det faste forhold til værdien ... Varernes sammenlagte pris er den totale pris på de varer, der udgør det samfundsmæssige produkt. På den anden side er de sammmenlagte omkostninger den totale pris på de varer – produktionsmidler og arbejdskraft – som udgør inputtet i den samlede produktionsproces ... Den samlede omkostningspris er i virkeligheden den totale pris på produktionsmidler og eksistensmidler.”
I det tilfælde vil enhver ændring i de relative priser ændre den totale profit målt i penge, da den afhænger af den totale produktomkostning målt i penge, som er afveget fra de totale produktionsomkostninger målt i værdi. Shaikh fastholder imidlertid, at afvigelsen ikke har nogen virkning på den generelle holdbarhed af Marx’ argumentation omkring arbejdsværditeorien og kapitalismens dynamik.
Det er blot nødvendigt “at skelne omhyggeligt mellem den værdi, der stammer fra produktionen, og den pris i penge, som er den form som værdien får i cirkulationen. Med denne skelnen er det muligt at se at størrelsen i penge altid er både kvalitativt og kvantitativt forskellig fra størrelsen i værdi” (s.125).
For “ligesom produktionsprisernes afvigelser fra de direkte priser, så er afvigelserne mellem profit i penge og i værdi systematisk og forudbestemt... Det kan vises at profitraten målt i penge vil variere fra værdiraten...” (s.134). Ud fra Marx’ analyse af kapitalismen kan man få en klar forståelse af tendensen i profitraten målt i værdi, som til gengæld har en direkte indflydelse på tendensen i profitraten målt i penge.
Det er derfor Marx selv fastholder, at “det faktum, at priser afviger fra værdier, kan imidlertid ikke have nogen indflydelse på den samfundsmæssige kapitals bevægelse. Som helhed er der den samme udveksling af produkter, selv om den enkelte kapitalist er involveret i værdiforhold, der ikke længere er proportionale med deres respektive tillæg og med de mængder merværdi, der bliver produceret af hver enkelt af dem.” (Kapitalen, bind 2, s.393).
Men, tilføjer Shaikh, “fra den enkelte kapitalists synspunkt er situationen helt anderledes ... Forskellige former for værdi har forskellig betydning for de enkelte kapitaler, og de har så igen forskellig betydning for dynamikken i produktions- og reproduktionsprocessen. Det er gennem den aktuelle bevægelse i priser, at systemet bliver reguleret; som sådan er analysen af produktionspriserne og deres forhold til værdien af største vigtighed for den konkrete analyse. Det første skridt (som i de fleste diskussioner om transformationsproblemet bliver det eneste skridt) ad denne vej er afvigelsen i produktionspriser i forhold til direkte priser.” (Shaikh s.127)
Det samme argument som Shaikh’s bliver fremført i en artikel fra 1974 af Okishio (Value and production price, Kobe University Review, 1974, s. 1ff). Han viser med en udvidelse af Marx’s skema, at “det er umiddelbart tydeligt, at Marx’s anden præposition, at den totale merværdi i alle sektorer er lig med den totale profit, ikke holder generelt, når vi tager omkostningsprisernes transformation til produktionspriser i betragtning”. Han giver et numerisk eksempel, hvor den totale merværdi er 120, men den totale profit 114. Det, siger han, skyldes, at med udjævningen af profitraten så vil omkostningsprisen målt i produktionspriser stige over omkostningsprisen målt i værdi.
Det skyldes så igen, at “i eksemplet er sektor 2 forbrugsmiddelsektoren og sektor 1 produktionsmiddelsektoren. Da vi antager, at kapitalens organiske sammensætning i sektor 2 er lavere og i sektor 1 højere end den gennemsnitlige organiske sammensætning, så er produktionsprisen i sektor 2 lavere end dens værdi og produktionsprisen i sektor 1 højere end værdien. Således er vurderingen af C målt i produktionspriser i hver sektor højere og vurderingen af V lavere end værdien.
Da C i vores eksempel som helhed er større end V, så vokser de totale omkostninger som helhed, når omkostningerne bliver vurderet i produktionspriser.”
Men “hvis mængden af merprodukt målt i værdi bliver revurderet i form af produktionspriser ... Det er lig den totale profit, der allerede er medregnet i form af produktionspriser ... Mængderne 120 og 114 er kun forskellige, fordi det samme merprodukt bliver vurderet forskelligt, den førstnævnte i form af værdi og den sidstnævnte i form af produktionspris. Derfor er der ingen forandring i, at arbejdernes merarbejde er den eneste kilde til profit.” (s. 6)
Miguel Garcia’s redegørelse for transformationen af værdier til priser, som er meget lig Shaikh’s (selv om de er nået frem til den uafhængig af hinanden) formår at knibe uden om problemet med den totale profits afvigelse fra den totale merværdi på to måder.
For det første antager han, at udbytningsgraden (eller snarere målet for den: merværdiraten) ændres i transformationsprocessen. Det er en realistisk antagelse, fordi transformationen af værdier til priser ikke har nogen virkning på de brugsværdier, som arbejderne konsumerer som deres realløn. Den virker imidlertid på varernes pris, og derigennem på den del af den totale samfundsmæssige velstand, der skal bruges på arbejdskraften.
Forskellen mellem Garcia’s beregninger og Shaikh’s og Okishio’s er i virkeligheden kun en forskel i præsentationen. Garcia’s metode gør det imidlertid mere klart, at det er de basale værdiforhold, der bestemmer profitraten.
Garcia’s andet punkt er, at det i praksis er usandsynligt, at der skulle være nogen større forskel mellem kapitalens organiske sammensætning i produktionsmiddelsektoren og forbrugsmiddelsektoren. Produktionsmidlerne omfatter nogle enkeltdele, der bliver produceret med en meget høj organisk sammensætning – fx stålværker – men de omfatter også råvarer og halvfabrikata – der er produceret i arbejdsintensive processer. Og alle slags produkter kan tjene i flæng som produktionsmiddel eller forbrugsmiddel (elektricitet, benzin, fødevarer – som er produktionsmidler, når de er foder til dyr eller forarbejdes i fabrikker, forbrugsvarer, når de bliver købt direkte af arbejdere – bygninger, køretøjer osv.)
På et vigtigt punkt overdriver Garcia sin sag. Han mangler at drage sin metodes konklusion for profitraten i de tilfælde, hvor den organiske sammensætning i luksusvaresektoren er højere end gennemsnittet. Det punkt vil vi vende tilbage til senere.
68. Denne besynderlige virkning af en høj organiske sammensætning af kapitalen i afdeling 3 var én ting, som von Bortkiewicz havde fanget. Hans metode med samtidig ligevægt fik ham til at se den gennemsnitlige profitrates fald og stigninger som noget, der skete på samme tid, og som udjævnede hinanden, snarere end at se faldet som noget, der ligger før stigningen i tid. Men det undskylder ikke de efterfølgende marxistiske økonomer, der simpelthen så bort fra hans opdagelse af afdeling 3’s betydning.
69. Kapitalen, bind 1, s. 544
70. Kapitalen, bind 3:2 s. 391
71. Kapitalen, bind 3:2 s. 394-95
72. Det er derfor, at de, der rådgiver kapitalen på nationalt niveau, har været i stand til at udarbejde afkastningsrater på visse statslige udgifter. Se fx Robbin-rapporten om videregående uddannelser.
73. Mike Kidron: Western Capitalism since the War, London 1968, s. 40.
74. N Bukharin: Address to the Fourth Congress of the Comintern, -i: Bulletin of the Fourth Congress, vol. 1, Moscow, 24. nov. 1922, s. 7.
75. Når jeg snakker om nye dimensioner i konkurrencen, så ønsker jeg ikke at antyde, at de ikke har eksisteret før. I den tidlige merkantile periode var kapitalismen snævert afhængig af statens aktiviteter. Men Marx fulgte de klassiske politiske økonomer og så det som et aftagende fænomen efterhånden som kapitalen blev et selv-understøttende system. Pointen er, at da kapitalismen gik ind i den imperialistiske fase, så blev tilflugten til staten igen et voksende fænomen på en måde, som Marx ikke havde forudset.
76. Kapitalen, bind 3, s. 292-94.
77. Som fx Mandel argumenterer for i Late Capitalism, London 1978, s. 292-93.
78. Af Mike Kidron, i Western Capitalism since the War, London 1968, og i Capitalism and Theory, London 1974, og af mig selv i en tilføjelse til Mike Kidron, -i: Better a Valid Insight than a Wrong Theory, International Socialism, 1:100.
79. Det var helt rigtigt både i Tyskland og i Storbritannien i 1943-44. Det gjaldt også i Sovjet i Stalin-perioden. For en videreudvikling af argumentet hvad angår Sovjet, se Tony Cliff: State Capitalism in Russia, London 1974.
Sidst opdateret 20.7.2009