Denne bog ville ikke kunne være skrevet uden råd, hjælp og inspiration fra mange.
Tak til Roger Cox, som var den første til at foreslå, at det at forklare stagnation og inflation er en vigtig sag for marxister; til Tony Cliff , Mike Kidron og Nigel Harris, som startede med at uddybe mange af de ideer, som jeg har taget op; og til Pete Binns, Alex Callinicos, Miguel Garcia og Pete Green for kommentarer og råd til de forskellige argumenter.
Det er nu mere end 10 år siden, at verdensøkonomien gik ind i endnu en økonomisk krise. Sidst i 1973 blev de vestlige økonomier ramt af, hvad dengang blev betegnet som det værste tilbageslag efter 2. verdenskrig. I så godt som alle vestlige lande fordobledes arbejdsløsheden permanent. Og dette tilbageslag var knapt ovre, før et nyt startede, i 1979, og arbejdsløsheden fordobledes igen.
Tidligt i 1980’erne blev krisen på mange måder mere alvorlig end i 1970’erne. I de mere udviklede vestlige økonomier havde det første tilbageslag medført et fald i produktionen. Det havde hærget de fattigste dele af den 3. verden. Men mange lande fortsatte med at ekspandere, kun svagt berørt af det generelle fald i produktionen. Især tre sektorer undslap: de olieproducerende stater, de økonomier der er kendt som de “ny-industrialiserede lande”, såsom Brasilien, og Østblokken.
Det andet tilbageslag ramte disse sektorer særligt hårdt. Blandt de olieproducerende stater var Mexico og Venezuela tæt på bankerot, mens selv Saudi Arabien i 1982 for første gang i 10 år havde underskud på betalingsbalancen. Det internationale banksystem holdt vejret, da Brasiliens regering ikke var i stand til at betale renterne på sin gæld...og den løsningsplan, der blev forhandlet med Den Internationale Valutafond (IMF) betød, at reallønningerne skulle skæres ned med 30%. I Østeuropa var vækstraterne nu de laveste siden 2. verdenskrig. I Polen faldt produktionen med 20%, og der var voksende økonomiske problemer i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Sovjetunionen.
I skrivende stund (november l983) er der stadig ingen rigtige tegn på en varig genrejsning oven på det andet tilbageslag. Den eneste mulige undtagelse er USA, men ethvert opsving dér har betydet, at problemerne i resten af den kapitalistiske verden er vokset snarere end formindsket. USA’s fremgang har nemlig været baseret på en voldsom stigning i militærudgifterne, betalt gennem stigende regeringslån. USA’s budgetunderskud er vokset fra 2% i 1981 til 3,5% i 1982, mens det beregnede underskud for 1983 er 6,5%. USA’s handelsbalance udviser fortsat et underskud på omkring 30 mia. dollars.
Den amerikanske regerings kraftige efterspørgsel efter kapital har gjort, at den internationale rente er forblevet meget høj. Så eftervirkningen af USA’s opgang har været, at regeringerne i den 3. verden må betale høje renter af deres gæld, hvilket medfører et dybere tilbageslag i deres lande. En anden bivirkning har været et renteniveau i Europa, som har modvirket nye investeringer og også forhindret økonomisk opgang dér.
Så hvor det i 1950’erne blev taget for givet, at økonomisk opsving i Nordamerika medførte økonomisk fremgang andre steder i verden, så har det i dag den modsatte effekt: det øger ustabiliteten og tilbagegangen i verdensøkonomien.
For ikke så længe siden sagde den anerkendte økonomiske videnskab, at ustabilitet og krise hørte fortiden til. Keynesianismen, som dominerede på universiteterne, i ministerierne og i pressens finansspalter, påstod, at de kriser som kapitalismen havde kendt til før 2. verdenskrig, ikke længere var nødvendige. De kunne forhindres ved, at regeringerne gik ind og kontrollerede økonomien.
I 1970 sagde Paul Samuelson – Nobelprisvinder, amerikanske præsidenters rådgiver og redaktør af verdens mest solgte bog om økonomi – på en konference for økonomer, at kriser hørte fortiden til: “Det nationale center for økonomisk forskning har overflødiggjort et af sine egne arbejdsområder, nemlig de økonomiske cyklus,” sagde han. Da en økonomisk krise, som man havde set det før, brød ud kun 3 år senere, var keynesianere som Samuelson rådvilde. De opdagede, at deres teori ikke længere holdt. Som en keynesianer, Francis Cripps fra Cambridge Economic Policy Review, udtrykte det, de opdagede pludselig at: “... ingen i virkeligheden forstår, hvordan den moderne økonomi virker. Ingen forstår i virkeligheden, hvorfor vi havde så meget vækst i efterkrigstiden ... hvordan de forskellige mekanismer hang sammen”. [1]
Fra den ene dag til den anden droppede keynesianerne deres tidligere ideer og bekendte sig til de “monetaristiske” teorier, som blev udbredt af Milton Friedman og School of Ecomonics i Chicago. De påstod, at regeringsindgreb for at kontrollere økonomiske handlinger var en misforståelse. Verdensøkonomien kunne kun udvikle sig i den rigtige retning, argumenterede de, hvis markedsmekanismerne havde frit spil og regeringsindblanding blev reduceret til et minimum. Det eneste regeringerne skulle, påstod de, var at forhindre enhver handling, som øgede pengemængden hurtigere end produktionen inden for økonomien. Og de skulle gøre, hvad der var nødvendigt for at nedbryde “unaturlige monopoler”, så som fagforeninger og nationaliseret industri.
Monetarismen overhalede hurtigt keynesianismen på universiteterne og i ministerierne. Keynesianere, som ikke havde droppet deres gamle tro, blev skubbet til side i det økonomiske selskab. Selv socialdemokratiske regeringer, som James Callaghans i England mellem 1976 og 1979, troede mere på Friedman end på Keynes.
Som Callaghan sagde på Labours partikonference i september 1976:
“Vi troede, at man bare kunne forbruge sig ud af tilbageslaget ved at nedsætte skatterne og øge regeringslånene. Jeg siger jer åbenhjertigt, at den mulighed ikke længere eksisterer; og hvis den nogensinde har eksisteret, virkede den ved at skabe inflation i økonomien. Og hver gang det er sket, er den gennemsnitlige arbejdsløshed steget.”
Men det at akademikere, økonomiske journalister og socialdemokratiske ministre hurtigt vendte sig mod monetarismen, betød ikke, at monetarismen var i stand til at forklare krisen bedre end keynesianismen. Monetarismen var trods alt ikke meget andet end et opgylp af den “neo-klassiske” skole, som havde domineret borgerlig økonomi indtil 1930’erne. Dengang var den ikke i stand til at forklare den heftige depression, der var uden fortilfælde. Den var lige så lidt i stand til at forklare krisen i 1970’erne og 1980’erne.
Friedmans tilhængere tog det, som de egentlig skulle forklare, for givet. Der var, sagde de, en stigende “naturlig” arbejdsløshed. Regeringsindgreb for at nedsætte den var på langt sigt dømt til at slå fejl. Indgrebene ville kun sikre, at en stigende arbejdsløshed blev fulgt af en stigende inflation, sagde de.
I stedet skulle regeringerne holde streng kontrol med pengemængden og holde arbejdsløshedsunderstøttelsen nede. Når arbejderne fandt ud af, at de kun kunne overleve, hvis de var indstillet på at arbejde for en lavere løn, ville det måske reducere den “naturlige” arbejdsløshed.
At monetaristerne ikke kunne forklare, hvorfor den “naturlige” arbejdsløshed var større i 1970’erne end 20 år tidligere, bekymrede ikke de økonomiske akademikere eller ministerierne særlig meget midt i 1970’erne. Regeringer så forskellige som Callaghan og Thatcher i England og general Pinochet i Chile holdt deres udgifter nede, sænkede prisniveauet og tog alle de midler i brug, som kunne forventes at holde stigningen i pengemængden nede.
Det skaffede ikke økonomisk genrejsning. Faktisk kunne de ofte ikke engang kontrollere pengeforsyningen i bredeste forstand (det økonomer kalder ‘M3’). I Thatchers England og i mere ekstrem form i Pinochets Chile betød monetarismen, at store dele af den lokale industri blev ødelagt og den generelle krise forværret.
Økonomer, som havde forladt keynesianismen til fordel for monetarismen midt i 70’erne, så man forlade monetarismen tidligt i 80’erne. Financial Times’ skribent Samuel Brittan, som havde gjort meget for at gøre monetaristiske ideer populære i England, kritiserede i 1982 store dele af den monetaristiske politik og kaldte sig selv “ny-keynesianer”. Da Reagans økonomiske rådgivere så, at monetaristisk politik ikke var i stand til at stoppe det voldsomme tilbageslag, forlod de stille og roligt et af monetarismens centrale principper – det balancerende budget.
De to største borgerligt økonomiske skoler havde fejlet, da de blev testet af krisen. Deres fejltagelse har ført til, at andre forsøg på at forklare forholdene er blevet genoplivet – forklaringer, der går på stigende lønninger, stigende udgifter til socialforsorg, “lange bølger” med økonomisk aktivitet, strukturelle ændringer i verdensøkonomien eller monopoliseringseffekter. Hver især har de fundet støtte både hos de, som favoriserer kapitalismen og hos dens radikale kritikere. Men det er ikke lykkedes for nogen at forklare overgangen fra 25 års fremgang til 10 års krise. [2]
Man kunne måske tro, at begyndelsen på krisen og de eksisterende teoriers manglende evne til at forklare den igen fik folk til at kigge på den politiske økonom, som mest vedholdende holdt på, at kriser er uundgåelige under kapitalismen – Karl Marx. Men det har systemets økonomer sjældent gjort. Selv om de bliver udvandet af nogle, så rummer Marx’ ideer en udfordring af det eksisterende system – noget som økonomer normalt afholder sig fra at gøre.
Men de, som tager Marx med i deres betragtninger, fornægter alt for ofte centrale dele af hans kriseteori. Det er der en grund til. Den nuværende økonomiske krise kan ikke forklares uden en forklaring på den kapitalistiske ekspansions mange krisefri år, som gik forud for den. De fleste “ortodokse” marxister har ikke været i stand til at give en forklaring på årene med boom, så de lød ikke specielt overbevisende, da de pegede på, at krisen i 1973 beviste, at Marx havde ret.
Dog var der marxistiske økonomer, som videreudviklede Marx’ ideer, så de kunne gøre rede for boomet i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Marxister, såsom T.N. Vance, Tony Cliff og Michael Kidron, har lavet den ramme, som, når den bliver fyldt ud, gør os i stand til at forstå den nye krise på en måde, som ikke er mulig for de rivaliserende borgerlige økonomiskoler.
Målet med denne bog er at uddybe Kidron og de andres forståelse af krisen. Den starter med at præsentere Marx’ egen analyse af kapitalistiske kriser. Så kigger jeg på den store krise i 1920’erne og 1930’erne i lyset af Marx’ ideer og i lyset af udviklingen inden for de største kapitalistiske økonomier. Det sidste kapitel bygger så på Vance, Cliff og Kidrons ideer i et forsøg på at forklare både det lange boom, der fulgte efter 2. verdenskrig, og de sidste 10 års krise.
Der kunne have været skrevet et ekstra kapitel, som detaljeret beskrev den nuværende krises virkninger og regeringernes utilstrækkelige forsøg på at hamle op med dem. Men det er ikke længere nødvendigt på grund af udgivelsen af en fremragende bog af Nigel Harris: Of Bread and Guns, [3] som præcist beskriver det.
Kapitlerne i denne bog udkom først som en artikelserie i tidsskriftet International Socialism. [4] Jeg har gennemskrevet dele af dem i et forsøg på at lægge mine ideer mere klart frem, og jeg har ændret på rækkefølgen. Men med en eller to små undtagelser har jeg ikke ændret afgørende i indholdet.
Til sidst en undskyldning. Ind imellem vil læsere, som er nye i marxistisk økonomi sikkert synes, at det jeg siger, er en smule svært at følge. Jeg har syntes, at det var nødvendigt at beskæftige sig med de mange indsigelser mod den marxistiske forklaring på den kapitalistiske krise, og det medfører nogle gange tekniske diskussioner. Så vidt muligt har jeg gjort dem til fodnoter. Hvor det ikke har været muligt, håber jeg, at læserne vil bære over med mig.
1. The Guardian, 26. september 1983.
2. For en detaljeret gennemgang af disse teorier, og hvor de fejler, se appendiks-afsnittet Other Theories of the Crisis (ikke oversat).
3. Nigel Harris: Of Bread and Guns, Penguin Books, Harmondsworth 1983.
4. Hvis man ønsker at se de oprindelige artikler, findes de i International Socialism (series 2), nr. 9 (Summer 1980), nr. 11 (Winter 1981), nr. 13 (Summer 1981) og nr. 16 (spring 1982).
Sidst opdateret 06.6.2016