Marxisme Online > Arkiv > Harman
Oversat fra Women’s Liberation and Revolutionary Socialism, -i: International Socialism nr. 2:23 (forår 84) af Inge-Lise Hansen.
Trykt i International Socialisme. Politiske arbejdstekster – nr. 8: Feminisme – marxisme, december 1989.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 3. sep. 2013.
Revolutionære marxister adskiller sig på én væsentlig måde fra alle andre, som går ind for kvindefrigørelse. Vi mener ikke, at kvindeundertrykkelse er noget, som altid har eksisteret – hverken på grund af biologiske forskelle mellem kønnene eller på grund af noget iboende i den mandlige psyke. [1]
Vi fastholder, at kvindeundertrykkelsen startede på et bestemt tidspunkt i historien – på det tidspunkt, hvor samfundet begyndte at dele sig i klasser. [2]
Kvinder er undertrykte i alle klassesamfund. Sandsynligheden taler for, at der i hvert fald i nogle af tidligere tiders klasseløse samfund ikke har eksisteret en sådan undertrykkelse.
Grunden til, at kvindeundertrykkelsen opstår samtidigt med delingen af samfundet i klasser, er ret enkel. Klassedelinger begyndte at tone frem, så snart fremskridtene i produktionsmåden gjorde menneskene i stand til at producere et overskud, som lå ud over det, der var nødvendigt for samfundets opretholdelse. Dette overskud var ikke stort nok til, at alle kunne leve over eksistensminimum; men det var stort nok til at nogle kunne. Dette muliggjorde den videre udvikling af produktivkræfterne og med dem væksten i civilisation, kunst og kultur.
Således blev væksten i overskuddet ledsaget af en stadigt større opsplitning mellem en udbyttende klasse og en udbyttet klasse.
Væksten i overskuddet blev ledsaget af en voksende arbejdsdeling. Det var de, som indtog særlige stillinger i denne arbejdsdeling, som udviklede sig til de første kontrollører af overskuddet – den først udbyttende klasse.
På dette stadium antog forskellene mellem mænd og kvinder en betydning, som de aldrig tidligere havde haft. Fordi kvinder var tynget af de byrder, som børnepasningen betød, var der en tendens til, at de blev kanaliseret over mod visse produktive roller og bort fra andre – bort fra dem, som gav adgang til overskuddet. Det betød f.eks., at da samfundene gik bort fra at bearbejde jorden med hakker, hvilket kan gøres af kvinder trods deres besvær på grund af graviditeter, og over til at bruge tunge plove eller kvægdrift, så tenderede kvinder til at blive skubbet bort fra de vigtige produktive funktioner, og overskuddet kom til at blive kontrolleret af mænd. [3]
Der hvor der opstod fuldtudviklede herskende klasser, tenderede de kvindelige medlemmer af den pågældende herskende klasse til at spille en underordnet rolle – at blive behandlet bogstavelig talt som de mandlige herskeres ejendom. Det var i stor udstrækning den samme situation, som gjorde sig gældende blandt uafhængige bønder og håndværkere: en mand (patriarken) kontrollerede samspillet mellem husstanden og omverdenen, og hans kone var lige så meget hans underordnede som børnene og tjenestefolkene var det (undtagelsen bekræfter reglen: hvor en enke indtog sin afdøde mands plads, dominerede hun alle de andre mænd og kvinder i husstanden; [4] i de situationer, hvor kvinders produktive rolle tenderede i retning af at producere et salgbart overskud, var de tilbøjelige til at udfordre nogle af aspekterne i den stereotype patriarkalske husførelse). [5]
Så i før-kapitalistiske klassesamfund blev kvinder fra alle klasser domineret af mænd. Men de blev ikke domineret af alle mænd. For nogle mænd var også undertrykte. De mandlige slaver i antikken og de mandlige slidere i den patriarkalske husstand havde ikke større frihed end kvinderne (selv om nogle af de mandlige medlemmer i den patriarkalske husstand måske håbede på en dag at slippe ud af slaveriet ved selv at blive patriarker).
Kvindeundertrykkelsen opstod hver gang ud fra de produktionsforhold, som blev nødvendiggjort af udviklingen af produktivkræfterne. Den var baseret på samfundets materielle historie.
Da først produktionsforholdene førte til kvindeundertrykkelse, så fik det naturligvis også et ideologisk udtryk. Kvindernes underlegenhed og det, at de var underordnet mænd, blev efterhånden betragtet som en tingenes naturlige tilstand og blev bakket op af sindrige trosretninger, religiøse ritualer, juridiske bestemmelser, lemlæstelse af kvindekroppen, osv. Men man kan ikke forstå fremkomsten af nogle af disse ting uden at forstå, at de udspringer af udviklingen af produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Kapitalisme er den mest revolutionære form for klassesamfund. Den får greb om institutionerne i tidligere klassesamfund og genskaber dem i sit eget billede. Den bøjer sig ikke for deres hierarkier eller deres fordomme. Den skaber hellere nye hierarkier i opposition til de gamle og omformer fuldstændigt de gamle fordomme for at bruge dem i sin akkumulationstvang.
Sådan er det med alle institutioner, som den møder ved sin fødsel – organiserede religioner, monarkier, arvefølge, ejendomsforhold til jord, trosretninger. Kapitalismen stiller et klart alternativ op for alle disse fænomener: enten at blive omformet i kapitalakkumulationens interesse eller at blive smadret.
Det er nøjagtigt det samme med familien. Ganske vist overtager kapitalismen visse elementer i den før-kapitalistiske familie. Men den gør det for at omforme dem fuldstændigt og tilpasse dem til sine behov.
Kapitalismen drives ikke fremad ud fra et ønske om at opretholde familien (og med den kvindeundertrykkelsen) mere end den drives frem ud fra et ønske om at udbrede religion, opretholde monarkier, fremme obskure trosretninger osv. Den har kun én drivkraft – udbytningen af arbejdere for at akkumulere. Familien er, ligesom religionen og monarkiet, alene nyttig for kapitalismen i den udstrækning, at den hjælper den med at nå dette mål.
På grund af dette er den kapitalistiske familie ikke nogen én gang fastlagt, uforanderlig størrelse. Som Marx og Engels bemærkede i Det Kommunistiske Manifest, så betyder akkumulationstvangen en stadig forkastelse af de selv samme institutioner, som kapitalismen selv har skabt:
“Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladeligt at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af...”
I sin tidligste fase havde den industrielle kapitalisme en tendens til ikke blot at ødelægge den før-kapitalistiske, patriarkalske bonde- og håndværker-husstand, men at ødelægge familiebåndene fuldstændigt i den nye arbejderklasse. Den tog sig ikke meget af, at dette skabte konflikter i forhold til de gamle normer og værdier. Således henviste Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest til “proletarens tvungne familieløshed”. “familien praktisk taget er fraværende i proletariatet”.
Men kapitalistklassen som helhed fandt hurtigt ud af, at det underminerede grundlaget for fortsat akkumulation, nemlig reproduktionen af arbejderklassen. Der måtte være en eller anden måde at sikre sig, at arbejderne var i stand til at genopfriske sig til mere arbejde og til at opfostre den næste generation af arbejdere, så de kunne leve op til lønarbejdets fysiske og mentale krav.
Kapitalismen havde ikke ressourcer eller teknologi til at sørge for en socialiseret reproduktion (i form af baby-farme, plejehjem, kommunale restauranter, osv.), og derfor sigtede de mest fremsynede repræsentanter for kapitalistklassen mod at skabe en ny familiestruktur for arbejderklassen. Dette skulle både søge at tilfredsstille de materielle behov hos den eksisterende generation af arbejdere og tage ansvaret for opfostringen af den næste generation.
Efter at have nedbrudt den gamle patriarkalske husstand tog kapitalismen nu bestemte elementer fra den og satte dem sammen med den nye arbejderklassefamilie og brugte naturligvis meget af den ideologi, der var forbundet med den gamle patriarkalske husstand (religiøse tekster og ritualer, osv.) for at overtale både arbejderne og de enkelte kapitalister til at acceptere den nye familie. Men det var ikke den patriarkalske ideologi, der motiverede kapitalistklassen som helhed men derimod dens materielle interesser i at sikre forsyninger af arbejdskraft.
Den nye arbejderklassefamilie var i det væsentlige en kernefamilie med en mand, en kvinde og deres børn. Manden forventedes at være fuldtidsarbejdende og at tjene en løn, der kunne forsørge hele familien på en minimal levestandard. Kvinden forventedes at tage ansvaret for, at manden dagligt kunne samle kræfter til lønarbejdet, ligesom hun skulle føde og opdrage børnene. Selvfølgelig blev denne ideal-familie sjældent gjort til virkelighed. De enkelte kapitalister var sjældent parate til at betale en “familieløn” til deres mandlige arbejdere. Arbejderkonerne blev på grund af det økonomiske pres tvunget til at tage et hvilket som helst arbejde, de kunne få (sæsonarbejde indenfor underbetalte områder, hjemmearbejde, osv.) samtidig med, at de skulle klare byrderne ved børnepasning og husarbejde. Men i én forstand passede idealet med kapitalakkumulationens behov på længere sigt. Det er disse behov, som forklarer, hvorfor det var et ideal og ikke en eller anden patriarkalsk sammensværgelse mellem mandlige arbejdsgivere og mandlige arbejdere.
Den nye arbejderfamilie havde faktisk sine ideologiske fordele for systemet. Selv om den mandlige arbejder var forskellig fra den gamle patriark på den måde, at han ikke kontrollerede noget overskud, så kunne han forestille sig selv som den gamle patriark: han kontrollerede de midler, som hele familien havde at leve for, og han kunne forestille sig, at det var hans løn, som han selv kunne bruge efter behag. Han kunne tro, at han var herre i sig eget hjem – selvom han set med systemets øjne kun var herre over de midler, som gjorde ham og hans børn til lønslaver.
Den nye familie skabte en splittelse i arbejderklassen, idet den tilskyndede de mandlige arbejdere til at identificere sig med nogle af de normer, som deres udbyttere havde.
Samtidig kunne isolationen af kvinderne afskære disse fra bredere sociale bevægelser. Deres undertrykkelse reducerede deres evne til at kæmpe imod systemet meget af tiden og gjorde dem således mere åbne for et mere konservativt syn på samfundet. Institutioner som f.eks. kirken udnyttede deres situation ved at søge at få dem til at gå imod social forandring.
Det var derfor Marx og Engels argumenterede for, at forudsætningen for kvindernes frigørelse var, at de blev indlemmet i social produktion – omend det blev kapitalistisk produktion under de mest ekstreme udbytningsforhold.
Ikke desto mindre ville det være forkert at betragte enten arbejderklassekvinder eller arbejderklassemænd som værende voldsomme modstandere af lanceringen af den nye arbejderfamilie. Nogle kvinder gjorde noget modstand mod at blive fjernet fra forholdsmæssigt vellønnede jobs. Men i det store og hele blev kvinderne tiltrukket af det nye ideal af en familie, hvor de kunne blive underholdt mens de opdrog børnene, for dem var alternativet værre, nemlig risikable aborter, for tidlige fødsler, 12 timers dagligt knoklearbejde på en fabrik efterfulgt af børnepasning eller selvvalgt cølibat. [6]
Systemet skabte idealet af den nye arbejderklassefamilie fordi det ønskede, at den næste generation af arbejdere skulle være i stand til at slide for det; men dette indebar i det mindste nogen grad af interesse for den eksisterende generation af arbejdermødre. Det var næppe overraskende dengang, at arbejderkvindernes modstand ikke så meget skyldtes selve idealet som virkelighedens manglende evne til at leve op til det.
Kvinder blev undertrykt i den nye familiestruktur ved, at de blev tvunget ind i en afhængighed af deres ægtemænd og afskåret fra omverdenen. Men den byrde, som de måtte bære som følge af børnefødsler og børneopdragelse, blev reduceret.
Også for de mandlige arbejdere var den nye familie en fordel. De var nødt til at være ansvarlige for at brødføde familien og var ofte vrede over dette. Men til gengæld blev der sørget for deres basale fysiske behov, som var nødvendige for at holde dem sunde og raske.
For både arbejderklassens mænd og kvinder var der én fordel ved familien. Den syntes at give et tilflugtssted i en verden af ensomhed og psykologisk fremmedgjorthed. Da kapitalismen drev arbejdere til byerne, rev den dem ofte bort fra gamle venner og slægtninge. Familien syntes at give en garanti for venskab og kærlighed. Igen forhindrede virkelighedens manglende evne til at leve op til idealet ikke folk i at hige efter det.
Den nye familie var ikke, som nogle feminister påstår, en sammensværgelse mellem mandlige kapitalister og mandlige arbejdere. Men det var en reform til fordel for systemet, en reform, som de arbejdere, både mandlige og kvindelige, der ikke så nogen mulighed for at bryde med systemet, var villige til at identificere sig med. Det var derfor, at slagordet “forsvar for familien” altid kunne bruges af reaktionære kræfter til at skaffe støtte fra arbejdere – også fra kvindelige arbejdere.
Det materielle grundlag for undertrykkelsen af arbejderklassens kvinder i dag skal søges i den måde, hvorpå kernefamilien tjener til at reproducere arbejdskraften. Det er den byrde, som børneopdragelse og husarbejde udgør, som begrænser arbejderkvindens kontakt med den verden, der er uden for hjemmet og gør hende afhængig af arbejderklassens mænd.
Det er derfor, at undertrykkelsen af arbejderkvinder ikke kan afsluttes kort og godt med de massive sociale forandringer, der skal til for at socialisere husarbejde og børneopdragelse.
Selvfølgelig er undertrykkelsen ikke kun materiel. Den materielle undertrykkelse bakkes op af en lang række ideologiske faktorer. Så undertrykkelsen holder ikke op, når kvinder går ud af hjemmet, hvis de beslutter ikke at få børn eller hvis deres børn er blevet voksne. En kombination af materielt og ideologisk pres søger at overtale kvinder til f.eks. at arbejde for mindre løn end de fleste mænd ville acceptere.
Når man taler om undertrykkelsens ideologi, skal man også tage en anden faktor i betragtning. Denne ideologi udvikles ikke af arbejderklassen selv men må tilføjes den ovenfra af borgerskabets repræsentanter. Som Marx udtrykte det, “de herskende ideer er den herskende klasses ideer”. Hvordan arbejderklassens mænd og kvinder ser på hinanden og forholder sig til hinanden afgøres ikke kun af deres egne materielle betingelser men også af den ideologi, som udvikles i den herskende klasses familie.
Under kapitalismen er der en undertrykkelse af borgerskabets kvinder parallelt med arbejderkvinders undertrykkelse, selv om den er helt forskellig i sin oprindelse og i sit indhold.
I den klassiske borgerlige familie blev kvinderne aflastet meget for byrderne ved børneopdragelse (i kraft af ansættelse af talrige tjenestefolk) men de blev også nægtet enhver rolle i produktionen. Deres ægtefæller havde kontrol over overskuddet, og de blev i høj grad betragtet som nyttegenstande, som pryd i deres mænds hjem, med ægteskabet som en formelig handel mellem mandsdominerede familier. Den herskende klasses kvinder var bundne til deres hjem men i lediggang og ikke i slid og slæb, sådan som arbejderkvinderne var det.
Den ideologi, som svarede til denne tingenes tilstand, skildrede kvinder som værende kvalitativt anderledes end de “driftige”, “selvsikre”, “aggressive” mænd – nemlig som “passive”, “blide”, “omsorgsfulde”, “følelsesladede”, “overfladiske”, “feminine” kvinder.
Et sådant syn passede overhovedet ikke til den situation, som arbejderkvinderne faktisk var i, når de sled og slæbte derhjemme, som tjenestefolk eller på fabrikken. Men det gav alligevel et sæt stereotype billeder, som ikke kun den herskende klasses mænd og kvinder, men også arbejderklassens mænd og kvinder blev forventet at se hinanden igennem. For i den udstrækning arbejdere tager det eksisterende samfund for givet, er de altid under et enormt pres for at acceptere deres udbytteres definition af verden.
Den mandlige arbejder formodedes at fantasere om, hvad han ville gøre, hvis bare han kunne få succes i det borgerlige samfund – og en af de ting, han kunne gøre, var at besidde kvinder som nyttegenstande. Arbejderkvinden kunne fantasere om at få succes, hvis bare hun kunne fremelske de feminine attributter, som overklassekvinderne påberåbte sig (fantasier, som blev fremmet af ugebladshistorier og TV-serier om arbejderkvinder, for hvem det lykkedes at gifte sig over deres oprindelige stand).
Alt dette tjente til at idealisere og forherlige arbejderfamiliens faktiske situation og dette kom således til at udgøre en meget reel funktion for kapitalismen. Disse ting fungerede som en mekanisme, der holdt arbejderfamilien sammen og holdt systemet gående. Religion, pornografi, TV-serier, dameblade, loven, altsammen fik familien til at synes nødvendig og uundgåelig, den mest stabile institution i en evigt foranderlig verden.
Men under kapitalismen er der ikke nogen institutioner, der kan forblive uforandrede. Intet er så helligt, at det kan undgå at blive revolutioneret af den videre udvikling af produktivkræfterne.
Indenfor de første få årtiers etablering af den stereotype arbejderfamilie begyndte den at blive undermineret af forandringer i det kapitalistiske samfunds materielle betingelser.
I midten af det 19. århundrede var reproduktionen af arbejdskraften kun mulig, hvis arbejderkvinderne i gennemsnit gennemførte 8 eller 10 graviditeter (i London i 1850 døde næsten 60 % af alle børn før de blev 5 år). De skulle således tilbringe praktisk taget hele deres voksne liv med enten at være gravide eller med at passe småbørn.
Men selve den udvikling af produktivkræfterne, som kapitalismen skabte, havde som biprodukt udviklingen af nye teknologier, som radikalt reducerede de nødvendige bestræbelser, som må lægges i reproduktionen af arbejdskraften. Forbedringer indenfor sundhedsområdet betød, at der døde færre børn. Der blev givet adgang til nye metoder til fødselskontrol, som var langt bedre end de simple metoder, som var de eneste mulige i kapitalismens barndom – først kondomet, pessaret og så i starten af 1960’erne P-pillen. Fødselstallet kunne falde og arbejderkvinderne fritages for en del af byrderne ved børnefødslerne – men alligevel blev systemets behov for arbejdskraft ikke truet.
På samme tid begyndte ny teknologi at blive indført i forbindelse med børnepasning og til pasning og omsorg for de mandlige arbejdere. Vaskemaskinen, støvsugeren og erstatningen af kakkelovnen med moderne opvarmningssystemer, alt dette medvirkede til kraftigt at reducere mængden af hårdt slid og slæb i hjemmet.
Som mange, der har skrevet om husligt arbejde, har fremhævet, så frigjorde dette ikke kvinden fra kedsomheden og fremmedgørelsen, da hun forblev bundet til hjemmet, især hvis hun var ansvarlig for små børn. Men det betød dog, at hun kunne begynde at tænke på at få arbejde udenfor hjemmet på en måde, som hendes mor eller bedstemor ikke kunne. For især når de færre børn, hun fik, var blevet 5 eller 6 år gamle, kunne hun tjene nok ved salg af sin arbejdskraft til at kunne betale for aflastninger (omend ikke afskaffelse) af kedsomheden og det hårde slid (i form af babysittere, færdig-retter, éngangsbleer, at få ordnet vasketøjet i et vaskeri, ugentlige ture til supermarkedet i stedet for den daglige runde i de lokale forretninger, osv.).
Set ud fra kapitalakkumulationens synspunkt blev den gamle, stereotype familie meget uøkonomisk. Kvinder lagde nu mere arbejde i hjemmet end der var strengt nødvendigt for at reproducere arbejdskraften for systemet.
Hvis det gennemsnitlige antal børn i en familie er 8 eller derover, er det formentligt mere økonomisk for systemet at praktisk taget al opdragelse af børnene foregår i det individuelle hjem. Men så snart antallet af børn er nede på to eller deromkring, begynder tingene at se anderledes ud. En gennemsnitlig børneinstitution har en voksen til at passe seks børn. Så for hver ekstra arbejder, som må bruges på betalt børnepasning, er der to kvinder, som er frigjort til udbytning på arbejdsmarkedet. Dette er især tilfældet, hvis kvinder er nødt til at betale børnepasningen ud af deres egen indtjening: systemet får således merværdi ud af dem uden at skulle bekymre sig for omkostningerne ved betaling af kollektiv børnepasning!
Set ud fra den aldrende kapitalismes synspunkt er en kvinde, som er bundet til hjemmet på grund af pasning af børn og ægtemand, spild af potentiel merværdi. Den kendsgerning, at hun arbejder hele dagen, er ikke tilfredsstillende for systemet; hendes arbejde er noget, der kunne være blevet gjort mere effektivt, og derved aflaste hende med henblik på lønslaveri.
Sidenhen har der været en langsigtet tendens til, at antallet af kvinder med lønarbejde er steget. I Storbritannien i dag er mere end halvdelen af de gifte kvinder i arbejde i modsætning til, at det var mindre end hver femte i 1950; i USA steg andelen af gifte kvinder i arbejde i alderen 20 til 25 år fra 31 procent i 1957 til 43 procent i 1968. Denne stigning har fundet sted siden 1920’erne; lavkonjunkturen i 1930’erne vendte ikke udviklingen, og det har de sidste ti års økonomisk krise heller ikke gjort. [7]
Det er sandt, at langt den største tilgang af kvinder til lønarbejde under de to verdenskrige blev efterfulgt af forholdsregler, som skulle erstatte dem med mænd, da krigene sluttede – men den kendsgerning kunne ikke standse den langsigtede stigning gennem mere end et halvt århundrede i andelen af gifte kvinder i arbejde.
Den kapitalistiske stat, som var belastet med vedligeholdelsen af de grundlæggende forudsætninger for kapitalakkumulationen, er i alle lande blevet tvunget til at forholde sig til denne forandring. Den har i stigende grad været nødt til at lave foranstaltninger beregnet på at bistå familien i reproduktionen af arbejdskraft – forsyning med velfærdsgoder, førskoleuddannelse, osv. [8]
Forandringerne har været stadigt større og hyppigere. Jo mere arbejderkvinderne er gået ind i arbejdsstyrken, jo mere har de krævet faciliteter, som kunne muliggøre dette. Efterhånden som de er begyndt at opnå uafhængige indtægtskilder, er de begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de gamle antagelser om fuldstændig afhængighed af deres mænd. De er begyndt at kræve mere effektiv svangerskabsforebyggelse, risikofri aborter, at få færre børn, et vist skift i fordelingen af ansvaret for husarbejdet over i retning af, at mændene også fik del i det. De har i stigende grad taget initiativet til at afslutte ulykkelige ægteskaber.
Systemet oplever i dag, hvad Marx troede ville ske for hundrede år siden – en tendens til at undergrave familien. Men denne tendens vil aldrig blive ført ud i sin konsekvens på grund af modvirkende faktorer.
1) En fuldstændig socialisering af børnepasningen ville kræve et investeringsniveau, som det kapitalistiske system er uvilligt til at gennemføre selv i perioder med højkonjunktur.
2) Ideologien om familien vil fortsat være meget vigtig for systemets stabilitet. Kvinders tro på, at deres primære funktion er at se efter deres børn, får dem til at arbejde for lavere løn end mænd. Organisationer som kirken, som udnytter kvinders isolation ved at bruge slagordet om forsvar for familien, kan stadig sørge for en del ideologisk ballast for systemet. Derfor gennemfører regeringer love mod fri abort og er længe om at liberalisere skilsmisselovgivningen, selv om sådanne spørgsmål ikke i sig selv er vigtige for systemets økonomiske behov.
3) Endelig har den nye periode med økonomisk krise siden midten af 1970’erne reduceret det stigende pres for at få mere arbejdskraft ved at få flere kvinder ind i arbejdsstyrken, og den har øget systemets afhængighed af reaktionære kræfter, som bruger slagordet om “forsvar for familien”. Dette har ikke standset en vis fortsat stigning i antallet af arbejdssøgende kvinder, men det har afholdt systemet fra at foretage de investeringer, som er nødvendige for at hjælpe dem til dette.
Udviklingen af produktivkræfterne har lagt pres på de gamle sociale relationer, som er indbygget i arbejderfamilien. Men det har ikke været nok til at smadre den.
Kvindeundertrykkelsen kan ikke ophæves uden at ophæve den private reproduktion. Men det er så heller ikke muligt uden en fuldstændig omvæltning af de sociale relationer. Dette er kun muligt under to omstændigheder:
1) Hvis kapitalismen er i stand til at gå ind i en ny periode med praktisk taget uafbrudt udvidelse af produktivkræfterne. Systemet kunne så utvivlsomt erstatte den privatiserede reproduktion med socialiseret, mekanisk husholdning og endda opførelsen af baby-farme a la Fagre Nye Verden osv.
Men blot at fremstille dette som alternativet viser, hvor umuligt det er i praksis. Systemet kan ikke gå ind i en sådan ny periode med højkonjunktur. Den senkapitalistiske stagnation afskærer enhver mulighed for kvindefrigørelse gennem reformer i systemet.
2) Hvis den socialistiske revolution opstår. Nogle af de mange ressourcer, som bliver spildt under kapitalismen, kunne så bruges til at sørge for det rigtige materielle grundlag for socialisering af børnepasning og husholdning. Og en oprørsk arbejderklasse ville anse dette for at være første prioritet, idet det ville være en stor velsignelse ikke kun for arbejderkvinder men også for deres mænd. Efter sådan en revolution ville kapitalismens gamle ideologiske arv selvfølgelig stadig holde hårdnakket ved, og den arv ville også omfatte kønsdiskriminerende holdninger. Men det ville være forholdsvist let at bekæmpe denne arv, når først dens materielle grundlag er ødelagt.
Det er muligt at sammenligne de sociale strukturer, som skaber kvindeundertrykkelsen under kapitalismen, og visse andre undertrykkende strukturer, som er blevet fremført i løbet af den kapitalistiske udvikling, som f.eks. Jim Crow-organiseringen i det sydlige USA og Orange-ordenen i Nordirland.
Disse strukturer er diskriminerende over for en bestemt befolkningsgruppe med baggrund i race eller religion. De blev efterhånden betragtet som forældede af mange af dem, som støttede systemet gennem dets lange periode med økonomisk fremgang i 1950’erne og 1960’erne. Kapitalakkumulationen syntes at afhænge af adgang til arbejdskraft uden hensyn til race eller religion. Der var en generel spredning af ideologier, som gentog den gamle liberale lære om, at enhver skulle have lige adgang til markedet. Der voksede bevægelser frem, som pressede på for at få borgerlige rettigheder. Systemet lod til at være i stand til at tackle disse, selv om de opmuntrede nogle af de mest undertrykte dele af befolkningen til politisk aktion. Men da de første tegn på økonomisk krise kom i slutningen af 1960’erne, måtte systemet give afkald på alt, hvad der lå ud over garantien for symbolsk lighed for de undertrykte grupper.
Den tidlige kvindebevægelse udsprang i høj grad af denne generelle agitation for den formelle lighed, som systemet lover alle de, som lever i det. Bevægelsens krav blev i første omgang fremført af middelklassekvinder, som ønskede frihed til at føre samme tilværelse som middelklassemænd. Men de passede sammen med mange arbejderkvinders ændrede holdninger, de arbejderkvinder, som for første gang selv følte, at de for livstid var medlemmer af kapitalismens betalte arbejdsstyrke. På dette stadium syntes kravene at være forenelige med systemets behov for at omskabe familien med henblik på at få adgang til den kvindelige arbejdskraft.
Men de forhindringer, der var for arbejderkvindernes reelle lighed, var endnu større end dem, som de sorte amerikanere eller katolikkerne fra Ulster stod overfor. Systemet kunne ikke engang i 1960’erne klare de fulde omkostninger ved en socialisering af reproduktionen, for slet ikke at tale om kriseårene fra midten af 1970’erne. Begrænsede ændringer, som skulle tillade kvinder at blive lønslaver var mulige (og nødvendige); men at gøre en ende på deres undertrykkelse var udelukket på grund af systemets fortsatte afhængighed af kernefamiliens privatiserede reproduktion.
Den hårde kendsgerning, at kvindeundertrykkelsen ikke kan ophæves under kapitalismens krise, har sat kvindebevægelsen over for et valg mellem tre alternativer:
1) At opgive frigørelsen som mål til fordel for at forfølge de meget begrænsede reformer, som er mulige inden for det nuværende system. I realiteten vil dette føre til et krav om individuelle fremskridt for nogle få privilegerede kvinder, mens betingelserne for flertallet af kvinderne forbliver fuldstændigt uberørte. Det var den vej, som de borgerlige kvinder i kvindebevægelsen samt en ret stor del af middelklassefeministerne valgte.
2) At forsøge at afskære sig selv fra det eksisterende samfund ved at danne separatistiske mod-institutioner.
3) At identificere sig med arbejderklassens udfordringer af det eksisterende samfund, som er en måde at smadre de strukturer på, der er ansvarlige for kvindeundertrykkelsen.
Det afhang af de konkrete omstændigheder hvilket af disse valg, kvindebevægelsen underlagde sig. Der hvor der var et opsving i arbejdskampene i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne (Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien, osv.), var der en tendens til, at næsten alle dele af kvindebevægelsen, i hvert fald delvis, orienterede sig mod arbejderklassen. Bevægelsen tilstræbte at stille krav, som havde en vis umiddelbar tiltrækning på arbejderkvinderne (ligeløn, 24-timers børneinstitutioner, ret til fri abort, osv.). Men der, hvor arbejderbevægelsen var svag (USA), eller hvor den svandt bort fra midten af 1970’erne (de fleste andre steder), blev kvindebevægelsen underlagt feminismen på den ene side og separatismen på den anden.
I praksis forstærkede reformismen og separatismen hinanden. Den borgerlige feministiske fordom mod arbejderklassen hjælp med til at skabe en slags “sund fornuft” inden for bevægelsen, som behandlede enhver omtale af kvindefrigørelse gennem arbejderklassens revolution som “primitiv arbejderisme” og “gammeldags leninisme”. Og den separatistiske indvending mod samarbejde med mænd betød i praksis, at man holdt sig langt væk fra kampene – og dette betød så igen, at man forkastede ethvert engagement i de eneste kampe, som kunne give mere end blot ubetydelige sejre over for systemet.
Arbejdsdelingen mellem separatisme og reformisme fandt sit endelige udtryk i krav om en alliance mellem fagforeningsbureaukrater, “kvinder”, “sorte” og politikere. (Eurokommunismens “brede, demokratiske alliance”, “regnbuekoalitionen” i USA, den valgstrategi, som kendetegnede folk som Benn og Livingstone i England.)
Tendensen til reformisme er ikke tilfældig. Under kapitalismen er der kun én kraft, som er i stand til at gennemføre reel forandring, nemlig arbejderklassen. Hvis man ikke tager udgangspunkt i arbejderklassens kamp, bliver man uundgåeligt presset til at lave kompromisser med systemet. Men de, som taler for separatisme, forkaster betydningen af arbejdernes effektive klassekamp. Selv om de retter sig mod kvindelige arbejdere, tager de udgangspunkt i troen på, at én del af arbejderklassen kan vinde uden støtte fra den anden (mandlige) del. De undgår den fuldstændige mobilisering af kræfterne, som er det eneste, der kan garantere sejre.
Ligesom borgerrettigheds-bevægelserne i USA og Nordirland begyndte kvindebevægelsen i slutningen af 1960'erne og starten af 70'erne at mobilisere folk mod den undertrykkelse, der var skabt af systemet. I den forstand opmuntrede de til begyndelsen på en kamp mod systemet. Men i lighed med andre bevægelser af samme type kunne den kun føre denne kamp frem til et bestemt punkt. Fra dette punkt stod valget mellem en radikalt anderledes type af bevægelse eller udelukkende at forbedre nogle få heldige individers lod, mens flertallet forbliver ligeså undertrykt, som det altid har været. [9]
For os kan der derfor aldrig blive tale om at genskabe den type af kvindebevægelse, som eksisterede dengang. Den tilhører en periode, der er ovre.
Det er selvfølgelig muligt, at krisen i systemet vil føre til nogle angreb på kvinders rettigheder, som så igen vil skabe protest-aktioner fra kvinderne. Vi har set sådanne opstande i Storbritannien, hver gang der i de senere år har været gjort forsøg på at indskrænke retten til fri abort. Sådanne kampe må støttes helhjertet; men vi må også være opmærksomme på, at de, som er involveret i dem, hurtigt vil blive splittet op i på den ene side dem, der støtter reformisme og separatisme, og på den anden side dem, der når frem til erkendelsen af perspektivet for en revolutionær arbejderklasse.
Kvindebevægelsen i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne fremkom med sine egne teorier om kvindeundertrykkelsen. Det er nødvendigt at se på, hvad der var forkert ved disse teorier, fordi det sætter os i stand til at forstå, hvad det revolutionære marxistiske synspunkt går ud på.
Den dominerende holdning i det, der er tilbage af kvindebevægelsen i Storbritannien, er patriarkatsteorien.
Ifølge den er kvindeundertrykkelsen et resultat af mandlig dominans og er helt uafhængig af samfundets deling i økonomiske klasser. Den ser “mænd” som dem, der har fordelene ved undertrykkelsen af kvinder i alle samfund, og som opretholder denne undertrykkelse, selv om der kommer en socialistisk revolution. [10] Forsøg på at forklare kvindeundertrykkelsen ud fra dynamikken i klassesamfundet, beskyldes for at være “reduktionistisk”. Ud fra dette drages den konklusion, at kampen for kvindefrigørelse er noget, der er fuldstændigt adskilt fra (omend parallel til) kampen for arbejderklassens revolution og for socialisme.
Teorien er “hegemonisk” i den forstand, at kun få feminister angriber den, og den er blevet brugt i stor stil af dele af den reformistiske venstrefløj uden for kvindebevægelsen. Faktisk er det sådan, at selv om nogle få fremtrædende folk i kvindebevægelsen (f.eks. Sheila Rowbotham) tidligere er gået imod brugen af ordet “patriarkat”, [11] så bliver begrebet i dag betragtet som ubestrideligt.
Som Lindsay German har bemærket, så har det stor tiltrækning på folk, fordi “glæden ved patriarkats-teorien er, at den kan stå for hvad som helst for hvem som helst. Den trives med de uklare følelser, som er så højt elsket i dele af kvindebevægelsen, langt bedre end med en materiel analyse...”. [12]
Alligevel er patriarkats-teoriens grundlag utroligt tyndt. Hvis kvinder altid har været undertrykt af mænd, så vil det næste spørgsmål uundgåeligt være hvorfor? Hvordan kan det være, at det mandlige køn har kunnet underordne det kvindelige køn på den måde?
Hvis ikke patriarkats-teoretikerne kan besvare disse spørgsmål, så kan de ikke forklare kvindeundertrykkelsen. Derfor kan de ikke sige, hvordan den kan fjernes. De ender med en holdning, der udelukker enhver reel frigørelse i stedet for en teori om kvindefrigørelse!
Et forsøg på en forklaring fås ved at tilskrive kvindeundertrykkelsen ideologiske faktorer. Det er rigtigt, at den kendsgerning, at den fremherskende ideologi betragter kvinder som underordnede, forstærker deres underordning: mænd vokser op med at se sig selv som hævet over kvinder, og mange kvinder vokser op med en accept af dette. Men hvorfra kommer selve den ideologi, at kvinder er underordnede?
Tilhængere af teorien kan ikke forklare dette og ender sædvanligvis med at afvise enhver materialistisk forklaring af noget som helst – de siger f.eks. at den historiske materialisme er forkert, at ideologierne har deres eksistensberettigelse som “forskellige talemåder” [diskurser].
Andre patriarkats-teoretikere gør faktisk forsøg på at forklare kvinders undertrykkelse materielt. Men de tyr til en materialisme, som abstraherer fra klassesamfundet. Alt, hvad der så er tilbage af kvindeundertrykkelsen, er den biologiske forskel mellem kvinder og mænd. Det lader til, at det er dette, som gør at mænd med held kan rotte sig sammen for at underkaste kvinderne. Ifølge en af disse teoretikere, Heidi Hartmann, “kontrollerer mænd kvinders arbejde og begrænser deres seksualitet”.
Hartmann går så langt som til at forsøge at tage Engels til indtægt for sin holdning. [13] Hun citerer en berømt passus i Familiens oprindelse, hvor Engels skriver følgende:
“det moment i historien, der i sidste instans er det afgørende, frembringelsen (produktion) og videreførelsen (reproduktion) af selve livet ... På den ene side fremstillingen af eksistensmidler, føde, klæder, bolig og de dertil fornødne redskaber; på den anden side frembringelsen af menneskene selv, slægtens videreførelse. De samfundsinstitutioner, hvorunder menneskene lever i en bestemt historisk epoke og i et bestemt land ... betinges af begge produktionsarter.”
Hun ser to “måder” at producere på, som begge er lige vigtige og argumenterer for, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem ændringer i den ene “måde” og ændringer i den anden.
Engels tænkte tydeligvis på en anden måde. For han gik videre til at sige, at efterhånden som klassesamfundet udvikler sig, bliver det i mindre og mindre grad tilfældet, at de to produktionsmåder eksisterer side om side. Der fremkommer et samfund, hvor “familierelationerne er fuldstændigt underordnet ejendomsforholdene”.
I virkeligheden er det fuldstændigt forvirrende at tale om to “måder”.
Produktionsmåden i ethvert samfund er en sammenkobling af produktivkræfterne og produktionsforholdene. Den første halvdel af sammenkoblingen udøver konstant pres for at ændre den anden halvdel. Ethvert fremskridt i menneskets evne til at kontrollere naturen skaber nye forhold mellem menneskene selv, og derfor begynder fremskridtet at ændre de hidtidige produktionsforhold. Enten forandrer samfundet sig, eller også må de nye måder at kontrollere naturen på forkastes. Der er altid en spænding, en dynamik i produktionsmåden, som afgør grundtrækkene i menneskets historie.
Der er ikke indbygget en sådan spænding i “reproduktionsmåden”. Mennesker finder ikke konstant på nye måder at reproducere sig selv på (kloning i en periode, æglægning i en anden, levende fødsel i en tredje); sådanne nye måder at reproducere sig på ville ikke konstant støde mod barrierer på grund af de eksisterende forhold mellem folk.
Den måde, som folk reproducerer sig på, er forholdsvis statisk. [14] Hvis den opfattes som det, der former menneskets historie, så kan den ikke ændres, ikke udvikles. Hvis “reproduktivkræfterne” afgør “reproduktionsforholdene”, så er kvindeundertrykkelsen virkelig noget, som må have eksisteret altid – og som altid vil eksistere.
Men “reproduktionsforholdene” – dvs. familiemønstrene – forandrer sig faktisk. De forandrer sig ligesom de øvrige mellemmenneskelige forhold, som et resultat af, hvad der sker indenfor den materielle produktion.
Vi har tidligere påpeget, at når de vigtigste områder indenfor den materielle produktion i de før-kapitalistiske samfund kan udføres af kvinder, der er belastede af graviditeter og børnepasning, så finder man samfund, hvor kvinder har stor prestige og lighed eller endda er mændene overlegne.
Reproduktionsforholdene – familien – er resultat af de materielle produktionsbetingelser og ikke af en eller anden “reproduktionsmåde”.
Når først man forstår dette, kan man se, hvordan kapitalismen gøder jorden for ophævelsen af kvindeundertrykkelsen. Den skaber en så enorm udvikling af produktivkræfterne, at produktionen på den ene side kan udføres af hvem som helst, ligegyldigt i hvor høj grad de barske “biologiske realiteter” kan være en hindring for dem; på den anden side skaber den for første gang den teknologi, der kan ændre den menneskelige biologi (kontrollere fødselstallet osv.). Men kapitalismen selv forhindrer den fuldstændige virkeliggørelse af disse potentialer.
Patriarkats-teorien nægter at anerkende dette. Faktisk så præsenterer den os for et billede af det nuværende samfund som værende skabt af to forskellige ting. Det ene er kapitalens tvang til at akkumulere ved hjælp af udbytning. Den anden er en sammensværgelse af mænd fra alle klasser for at holde kvinder fra alle klasser nede.
Patriarkats-teoriens logik er, at mens klassekampen kan siges at spille en vis rolle, så har den intet at gøre med kvindefrigørelsen. Denne afhænger af en anden kamp, nemlig kvinders kamp mod alle mænd. Så hvis man virkelig ønsker at gøre en ende på kvindeundertrykkelsen, så skulle man praktisk taget vende ryggen til klassekampen.
Teorien passer fint til de behov, der er både indenfor den separatistiske og den reformistiske fløj af kvindebevægelsen. Den separatistiske fløj ser sig selv som dem, der løbende bidrager til teorien. Det er dem, som tager opfattelsen af historien, som en kamp mellem kønnene alvorligt. Hvad enten det er at spørgsmål om at beskylde alle mænd for seksuelle forbrydelser, at gå imod “mandlige institutioner” så som fagforeninger, at skabe områder for frigjort kvindelig seksualitet, eller at opstille “kvindelige værdier” som alternativ til de mandlige aggressioner, som siges at afføde atomkrige, så er de i stand til at gå offensivt imod de feminister, som ser samarbejdet med nogle mænd som vigtigt.
Men den reformistiske tendens kan også bruge teorien. For hvis der er to adskilte kampområder, så kan man kæmpe indenfor det ene område, mens man indgår kompromisser på det andet. Det forklarer, hvorfor talen om “at bekæmpe de patriarkalske værdier” i Storbritannien er blevet brugt til at retfærdiggøre samarbejdet mellem fagforeningsledere og en kommende arbejderregering for at holde lønnen nede ud fra en “feministisk indkomstpolitik”. Det forklarer, hvorfor kvinder indenfor fagbureaukratiet kan acceptere ideen om, at fagforenings repræsentanter udpeges fra oven og får flere gange gennemsnitslønnen og ikke kan sættes fra bestillingen, osv. – altsammen for at sikre, at der er en “hensigtsmæssig karrierestruktur for kvinder” i fagbureaukratiet.
Nogle socialistiske feminister har indset farerne og svaghederne ved ansatserne til patriarkats-teorien, og de har forsøgt at argumentere imod den. Men de er ofte endt med at give halve indrømmelser over for dens argumenter.
Således forkaster Sheila Rowbotham patriarkatsteorien. Men hun forklarer familiens vedvarende eksistens ud fra en version af argumentet om de “to produktionsmåder”. I Kvinders bevidsthed, Mænds verden argumenterer hun for, at familien udgør en præ-kapitalistisk produktionsmåde inden for rammerne af det store kapitalistiske system. [15] Men logikken i denne holdning er den samme som i patriarkats-teorien – nemlig at der er to adskilte kampområder, som ikke nødvendigvis er forbundet med hinanden her og nu.
Selv revolutionære socialister, som har forsøgt at gå imod mange af argumenterne fra middelklasse kvindebevægelsen, har gjort den fejltagelse at acceptere mange af dens teoretiske formuleringer.
Der findes et godt eksempel på dette i en diskussion, der fandt sted for nogle år siden i International Socialism mellem Joan Smith og Irene Breugel.
Joan startede diskussionen i International Socialism [16] med en meget sigende og vigtig kritik af den politik, som på det tidspunkt var fremherskende i kvindebevægelsen. Som modstander af denne politik insisterede hun på, at kvindeundertrykkelsen fortsat ville eksistere gå grund af den økonomiske betydning, familien har for kapitalismen. Men så fortsatte hun med at basere sin holdning på teorien om de “to produktionsmåder”, som blev udviklet af Sheila Rowbotham, Shulamith Firestone og Heidi Hartmann, fuldstændig det samme (afstumpede) citat fra Engels. Resultatet er en argumentation, som er fuldstændig forvirret og forvirrende.
Joans synspunkt var, at den eksisterende familie i lige så høj grad var afgørende for kapitalismen som udbytningen af arbejderne i produktionen. Den var en “del af basis” – ikke en del af overbygningen. Hun retfærdiggjorde dette ved at sige, at kapitalismen afhænger af “fri arbejdskraft”, og at man ikke kunne have frie arbejdere uden at disse blev reproduceret i private hjem.
Denne argumentation var ekstremt søgt. Det som Marx mente med “frie arbejdere” var arbejdere, som 1) ikke havde nogen kontrol over produktionsmidlerne, og 2) som ikke tilhørte den enkelte kapitalist og således kunne afskediges i samme øjeblik hans eller hendes arbejdskraft ikke var nødvendig. Det er ganske let at forestille sig et samfund, hvor en sådan arbejdskraft reproduceres i statsdrevne institutioner og så sendes ud i den store verden for at sælge sig selv eller sulte.
Et sådant samfund eksisterer ikke i øjeblikket, for som vi har forklaret tidligere, så passer det ikke til de økonomiske behov for kapitalakkumulationen – fordi den økonomiske basis endnu ikke har brug for en sådan ændring af den institutionelle overbygning. Som Kath Ennis påpegede i International Socialism for 10 år siden (1974, ovs.anm): “I teorien kunne kapitalismen klare sig uden familien... Men i praksis ville dette kræve så fundamentale ændringer i samfundet, at det er svært at forestille sig, at de nogensinde kunne føres ud i livet.” [17]
Irene Breugel tog Kath Ennis’s pointe op og udviklede den i sit svar til Joan Smith. [18] Hun viste, hvordan kapitalismen havde en økonomisk interesse i at socialisere visse aspekter af husarbejdet, således at kvinder blev i stand til at blive udbyttet gennem arbejdsmarkedet. Hendes økonomiske argument var uigendriveligt. Det undergravede enhver påstand om, at familien var essentiel for kapitalismen på samme måde som udbytning og akkumulation.
Når først det er accepteret, er det logisk at betragte familien som en del af overbygningen, noget der er skabt af akkumulationens behov på et bestemt trin i kapitalismens udvikling, som kapitalismen nu begynder at underminere, men alligevel afholder sig fra at fjerne helt, på grund af sin egen krise-befængte natur.
Irene selv haster over i retning af den analyse af kvindeundertrykkelsen, som er givet af Anne Foreman. Den starter overhovedet ikke med økonomien i den kapitalistiske produktion, men med de psykologiske behov hos arbejderklassens mænd. For Anne Foreman eksisterer familien, fordi “mænd finder lettelse for fremmedgørelsen gennem deres forhold til kvinder; for kvinder er der ingen lettelse”.
Irene accepterer dette synspunkt i sin helhed. Begge to ender uundgåeligt med at bevæge sig væk fra den revolutionære socialistiske kamp mod systemet og over i visse middelklasse-feministers politik. Joan har helt ret i at være bidende skarp i sin kritik af sådan en konklusion. Hun hævder:
“Hvis vi følger en analyse som Anne Foreman’s, så er det “kvindelighedens kønslige attributter”, modsætningen mellem maskulint og feminint, som er undertrykkende for kvinder, mere end det, at disse ting er de ideologiske manifestationer fra kvindeundertrykkelsen. Dette er dybest set en idealistisk analyse, hvori de ideologiske former, som undertrykker kvinder, udvikles inden for rammerne af de forhold, som kvinder har til de mænd, som de lever sammen med.”
Men Joan selv er ikke bedre end Irene til at drage den logiske konklusion af sammenbruddet af den holdning, at familien er noget, som til alle tider er en økonomisk nødvendighed for kapitalismen. I praksis dropper hun teorien om “de to produktionsmåder” (idet hun bruger udtryk som “reproduktion af arbejdskraften gennem familiesystemet”). Men hun kan ikke slippe den holdning, at familien – og kvindeundertrykkelsen – er lige så vigtig for kapitalismen som udbytning og akkumulation. Derfor klamrer hun sig til det synspunkt, at kun familien kan producere “frie arbejdere”. Hun går så langt som til at acceptere, at dette gælder alle klassesamfund.
“Det vigtigste element i familien forbliver uforandret i alle klassesamfund, fordi familien er den eneste måde at reproducere samfundet på, så der er mulighed for at bibeholde vigtige forskelle i reproduktionen fra klasse til klasse og så reproduktionens byrde fjernes fra samfundet generelt og placeres hos individer eller grupper i samfundet.” [19]
Dvs. at Joan, som før havde været så kritisk overfor den “patriarkalske” tale om familien som noget bestandigt, forledes til at fremsætte et synspunkt, som er meget lig med patriarkats-teoriens. Faktisk begynder hun selv at bruge patriarkatsteoriens udtryksmåder, når hun hævder, at: “Essensen af historien om patriarkatet og kvindeundertrykkelsen er historien om reproduktionen i familiesystemet...”
Joan tager samtidig endnu et skridt væk fra sit oprindelige udgangspunkt. Det består i at lokalisere kvindeundertrykkelsen til staten. Idet hun igen bruger terminologien fra middelklasse-feministernes analyse, skriver hun, at “den patriarkalske kontrol med kvinderne skifter fra den patriarkalske husstand til den patriarkalske kapitalistiske stat med dens ubegrænsede mængde af love til at kontrollere kvinder og til det kapitalistiske marked, hvor kvinder altid får mindre i løn end mænd...”
Hun går endda så langt som til at tale om “den mandlige stat”!
Nogle af de grunde, hun har til at ønske at understrege statens rolle, er gode nok. Hun prøver stadigvæk at angribe de ideer, som henfører kvindeundertrykkelsen til forholdet mellem individuelle mænd og kvinder. Ikke desto mindre er formuleringen både mystisk og vildledende. Det er ikke staten, der forsyner systemet med dets dynamik, det er akkumulationstvangen. Staten er kun én af de mekanismer, som bruges af systemet i dets udvikling – den er en del af overbygningen.
Det er ganske enkelt ikke sandt, at hele kvindeundertrykkelsen kommer fra staten, eller at staten ganske enkelt undertrykker kvinder ved at holde den eksisterende familie intakt. Undertrykkelsen af kvinder stammer i sidste ende fra akkumulationstvangen. Staten hjælper med til at understøtte denne tvang, og den må derfor støtte familien. Men den træder også til for at erstatte visse familiemæssige funktioner, efterhånden som systemet har brug for forandring – den sørger (omend ikke i tilstrækkelig omfang) for daginstitutioner og skoler, socialhjælp, gratis svangerskabsforebyggelse og lovgiver om ligeløn (selvom den efterlader enorme smuthuller i lovgivningen), osv.
Det er systemet, der undertrykker kvinder, ikke blot staten. Og undertrykkelsen forgår ofte på modsætningsfyldte måder.
Disse pointer er vigtige. For Joan er forvirret. Hendes forvirring har betydet, at folk er blevet ført bort fra den revolutionære marxistiske analyse af kvindeundertrykkelsen og over mod den analyse, som fremsættes af dem, som forkaster marxismen. Hun skriver om sit arbejde:
“Mine artikler i IS 100 og IS 104 tilstræber at slå bro over forholdet mellem diskussionen om patriarkatets natur på den ene side og husarbejdsteoretikernes bidrag til diskussionen af forholdet mellem kvindeundertrykkelsen og kapitalismen på den anden side. Det var et forsøg på at diskutere forholdet mellem den mandlige dominans (patriarkatet) og den kapitalistiske produktionsmåde.”
Patriarkatet er, som vi har set, det teoretiske udtryk for de reformistiske og separatistiske dele af kvindebevægelsen. Det Joan forsøger, er at “slå bro over diskussionen” mellem dem og marxismen. Det var et forsøg, som nødvendigvis måtte føre til total forvirring.
Der er også en praktisk forvirring. Bagved alle farerne i Joans argumentation ligger der et forsøg på at bevise, at kvindeundertrykkelsen, ligesom arbejdernes udbytning, fører til en begyndende spontan afvisning af kapitalismen.
Dette sker, hævder hun, fordi det kapitalistiske system hviler på lige vigtige planker – arbejdernes udbytning og kvindeundertrykkelsen. Hun forklarer det igen, da hun går over til at lægge skylden for kvindeundertrykkelsen direkte over på staten.
I begge tilfælde ses kvindekampen at være automatisk i konflikt med kapitalen og staten. For Joan bliver kampen mod patriarkatet en automatisk vej frem mod arbejdernes kamp mod kapitalismen. Grunden er lagt for en alliance mellem to “forskellige men ikke adskilte” kampe.
For Joan udgør kvindernes del af alliancen alle kvinder, omend de ledes af revolutionære. Som hun udtrykker det:
“Vi kan argumentere over for og rekruttere kvinder til revolutionær politik på grundlag af deres undertrykkelse såvel som deres udbytning. Mange kvinder har brudt med deres middelklasse-baggrund, og som med studenter er det muligt at organisere disse kvinder omkring det revolutionære parti. Men for at gøre dette har vi behov for en organisation af kvinder, som er større end det revolutionære parti for at tage emner op omkring kvinders undertrykkelse og udbytning... Det er nødvendigt at opbygge en kvindebevægelse på sit eget grundlag, som kan forene alle kvinder – offentligt ansatte, fabriksarbejdere, hjemmearbejdende. Fordi kapitalismen undertrykker alle kvinder, eksisterer det materielle grundlag for en sådan organisation.” [20]
Bemærk at Joan refererer til alle kvinder som værende grundlaget for en sådan bevægelse, og ikke arbejderklassens kvinder. For i hvert af de tre stadier i hendes analyse, er det alle kvinder, der er tvunget til at kæmpe imod det, hun kalder “patriarkatet” eller “den mandlige stat”. Det er det, som sætter hende i stand til at tale om at organisere “alle kvinder” uden reference til deres klassetilhørsforhold (de opgiver både deres arbejderklassebaggrund og deres middelklassebaggrund!). Alligevel skulle denne bevægelse på en eller anden måde knytte an til en “socialistisk platform” og “en arbejderklassekamp for frihed”.
Joan sammenfatter det miskmask, man havner i, når man kombinerer to modsætningsfyldte holdninger til kvindeundertrykkelsens rødder – nemlig middelklasse-feminismen og den revolutionære marxisme. Man ender med at gå fra ét standpunkt til et andet uden nogensinde at lande på det solide grundlag, som er det eneste virkeligt mulige for at slås for kvindefrigørelsen.
En række argumenter benyttes af både de, som er direkte modstandere af den marxistiske teori om kvindeundertrykkelsen og af dem, som ønsker at forplumre med andre teorier. Lad os se på dem en ad gangen.
“Det marxistiske synspunkt fornægter totalt den faktiske kvindeundertrykkelse ved at reducere alting til et spørgsmål om klasser.”
Hvis man læser den første del af denne pjece, kan man se, at denne påstand ganske enkelt ikke er rigtig. Vi “reducerer” ikke emnet til at være klassespecifikt. Kvinder fra alle klasser undertrykkes, ligesom etniske minoriteter fra alle klasser undertrykkes i visse samfund. Men det, som vi siger, er, at man ikke kan komme af med denne undertrykkelse uden at angribe dens rødder i klassesamfundet. Der er ikke to kampe, en imod “patriarkatet” og en imod klassesamfundet. Det er én kamp imod grundlaget for alle former for undertrykkelse og udbytning.
Der er enorme forskelle i de former for undertrykkelse, som kvinder fra forskellige klasser står overfor. En hustru til en slaveejer kan være undertrykt, men hendes undertrykkelse er ganske anderledes end en slaves (selv en mandlig slaves). Overklassekvinden protesterer måske mod sin undertrykkelse, men det overvejende flertal af dem vil stå side om side med det system, som fastholder undertrykkelsen af ethvert alvorligt revolutionært anslag mod det. Når det kommer til stykket, vil de således stå last og brast med ikke blot udbytning, men også undertrykkelse af andre kvinder. Overklassekvinder insisterer altid på, at kvindebevægelsen er forskellig fra og i modsætning til arbejderklassens bevægelse.
På den anden side set må arbejderklassens kvinder have et andet syn på hele spørgsmålet om opdelingen af kampen.
Mandlige arbejderes fordomme har ofte betydet, at hvis kvindelige arbejdere overhovedet skulle organisere sig, så skulle det være adskilt fra mænd. Men arbejderkvinderne har altid været nødt til at bekæmpe denne påtvungne deling, fordi den har svækket arbejderklassens kampe.
Historisk set har det altid været de økonomisk mest magtfulde og mindst undertrykte arbejdergrupper, som har stået for separate, sektionalistiske organisationsformer. Kvinder og etnisk undertrykte grupper af arbejdere har organiseret sig separat (i kvindefagforeninger osv.) alene med det formål at få styrke til at nedbryde skellet mellem sig og resten af arbejderklassen.
“Den marxistiske holdning betyder, at den underordnede position, som kvinder nu er tvunget til at acceptere, skal fortsætte med at mænd leder kvinder. Det er tilsyneladende ikke kvinders selvstændige aktivitet, som fører til afslutningen på deres undertrykkelse, men derimod noget, mændene gør for dem.”
Undertrykte folk får tillid til at rejse sig og bekæmpe deres undertrykkelse gennem kamp. Men det betyder ikke, at den eneste kamp, som giver dem denne tillid, er den kamp, som kæmpes af den særlige undertrykte gruppe, som de tilhører. Kampe imod alle mulige aspekter af samfundet kan have den samme virkning.
Det har f.eks. været erfaringerne fra fagforeningskampe, som har givet mange kvinder tillid til at begynde at angribe de traditionelle roller, som der forventedes af dem i familien.
Naturligvis er det sådan, at delingen af arbejderklassen i forskellige sektioner – mænd/kvinder, sorte/hvide, faglærte/ufaglærte, undertrykte/mindre undertrykte – betyder, at de enkle, homogene, forenede kampe af alle arbejdere sammen sjældent forekommer. Så der er kampe som mest involverer mandlige arbejdere eller kvindelige arbejdere, mest hvide arbejdere eller sorte arbejdere, mest faglærte arbejdere eller ufaglærte arbejdere. Men enhver arbejdergruppes kamp har betydning for andre gruppers kampe. Der er ikke nogen gruppe, som kan adskille sine kampe fra resten af arbejderklassens.
Det er skæbnesvangert for den at forsøge at gøre det.
Hvis en relativt magtfuld gruppe af arbejdere som f.eks. minearbejderne i England eller bilarbejderne i USA får succes i kampen, så er det en opmuntring for alle de andre grupper af arbejderes kamp – selv om de stærkeste grupper mest består af mænd og de svagere mest af kvinder. På andre tidspunkter kan det være en hidtil svag gruppe arbejdere, som mest består af kvinder, der udvirker en arbejdsgiveroffensiv og derved inspirerer andre, stærkere grupper af hovedsageligt mandlige arbejdere til kamp.
Faktisk har de største kampe mod kvindeundertrykkelsen altid fundet sted i perioder med bredere og mere generaliserede kampe – under den store franske revolution i 1789-94, i perioden lige før og efter første verdenskrig, i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Sejrene i disse kampe har altid været afhængige af udfaldet i de bredere kampe. Nederlag i de brede kampe betyder også nederlag i kampen for kvindernes frigørelse – hvad enten det gjaldt Thermidor i 1790’erne, stalinismen og nazismen i mellemkrigstiden eller højredrejningen i slutningen af 1970’erne. [21]
Det kunne ikke være anderledes. Undertrykkelsen er et produkt af klassesamfundet. Den eneste effektive måde at angribe klassesamfundet på er gennem arbejderklassens fælles kamp og ikke gennem den ene eller den anden særlige undertrykte gruppes adskilte, isolerede kamp.
Dette betyder slet ikke, at “kvinder er halehæng til mænd”. Den særlige gruppe arbejdere, der går forrest, vil undertiden bestå mest af kvinder, undertiden mest af mænd og sommetider vil den være fuldstændig blandet.
Det som er nødvendigt i hvert tilfælde er, at den ledende gruppe arbejdere forstår, at deres egen kamp er en kamp på vegne af alle arbejderne, på trods af alle anstrengelser fra den herskende klasses side for at få dem til at tro noget andet, samt at der er en diskussion med alle andre arbejdergrupper for at få dem til at bakke op om kampen. Dette vil ikke ske medmindre der er en ubøjelig kamp fra socialisters side mod tendensen til, at de mindre undertrykte arbejdere identificerer sig med de fordele, de har i forhold til de mere undertrykte arbejdere – og forklarer de mere undertrykte arbejdere at deres virkelige fjende ikke er de mindre undertrykte men den herskende klasse, som udbytter alle arbejdere. Det må forklares for de mandlige arbejdere, som er i kamp, at de har brug for opbakning fra de kvindelige arbejdere, men at de ikke vil få denne støtte, hvis de fortsat fastholder deres sexistiske syn på kvinder som sexobjekter, hvis egentlige plads er i hjemmet, osv. Det skal påpeges, at kvinder, som er tvunget til at være passive og afhængige af mænd, ikke kan blive rigtige forkæmpere for deres klasse i kampen mod systemet.
Undertrykkelse sætter den herskende klasse i stand til at dele og herske over hele arbejderklassen – både de mindst undertrykte og de mest undertrykte dele. Det er deltagelse i kampe, der får folk til at begynde at udfordre denne undertrykkelse – og kun ved at udfordre undertrykkelsen kan kampen føre til langsigtet sejr.
For at sige det med andre ord: at tage det krav alvorligt, at kvinder kun kan følge lederskabet af andre kvinder, er det samme som at sige, at de ikke kan spille nogen rolle i mange afgørende kampe i klassekampen. Faktisk er det sådan, at nogle af de vigtigste eksempler på arbejderkvindernes kampe har været dem, hvor de har støttet mandlige arbejdere, fx Kvindernes Nødhjælpsbrigade under Flint-strejken i 1937 (i USA, ovs. anm.).
Det er fordi de forstod dette, at ingen af de største kvindelige revolutionære socialister betragtede deres arbejde som blot at organisere kvinder. Hvad enten man taler om Eleanor Marx, Rosa Luxemburg, Mother Jones eller Elisabeth Gurley Flynn. så taler man om kæmpere, der viede deres kræfter til at intervenere i en hvilken som helst kamp, som var vigtig aktuelt, hvad enten det drejede sig om mandlige eller kvindelige arbejdere. [22]
Selv revolutionære som Clara Zetkin eller Alexandra Kollontai, som koncentrerede sig om at organisere kvinder, betragtede aldrig dette som deres eneste aktivitet. Alexandra Kollontai var aktiv i det generelle arbejde både indenfor bolsjevik- og mensjevikpartierne, mens Clara Zetkin spillede en nøglerolle i det tyske kommunistpartis diskussioner mellem 1919 og 1923. Selv Sylvia Pankhurst, som først nåede frem til en fuldtud revolutionær holdning i løbet af første verdenskrig, drog ud fra dette den konklusion, at der ikke var brug for en kvindeavis, The Women’s Dreadnought og en kvindeorganisation, “The East London Federation of Suffragettes”, men at der var brug for en arbejderavis, The Workers Dreadnought og en blandet organisation, “The Workers Socialist Federation”. Det har selvfølgelig ikke afholdt nogle forvirrede feminister fra at påstå, at Kollontai, Zetkin og Sylvia Pankhurst var separatister!
De indtog alle den holdning, fordi de alle forstod, at der ikke er og aldrig kan komme nogen separat vej til kvindefrigørelsen, ligegyldigt hvilken betegnelse den går under (socialistisk feminisme, revolutionær feminisme eller noget helt tredje) andet end den revolutionære marxismes vej. De forstod, at der ikke er to traditioner, nemlig en for at bekæmpe undertrykkelse og en anden for arbejdermagt, som skulle svejses sammen, men en enkelt tradition, som forsøger at opbygge en revolutionær arbejderbevægelse som “talerøret for alle undertrykte og udbyttede”.
I en sådan forenet bevægelse ville det højeste mål for revolutionære kvinder være at lede mænd og for revolutionære mænd at lede kvinder, alt afhængigt af, hvilken del af klassen, der var i kamp på det givne tidspunkt.
“Arbejderklassens mænd er involveret i opretholdelsen af kvindeundertrykkelsen og drager fordel af den. Så de kan ikke være med i kampen for at gøre en ende på den.”
Vi har tidligere argumenteret for, at den egentlige grund til kvindeundertrykkelsen ikke er de enkelte mænd, men kommer af behovet for kapitalakkumulation. Det er dog sandt, at disse behov kun opfyldes, for så vidt som der kan findes nogen til at håndhæve dem, nemlig personer, der er villige til at undertrykke andre. Der er bestemt mange mænd, der er involveret i undertrykkelsen af kvinder. Folk som Anna Paczuska og Lynn James synes at komme med en væsentlig kritik, når de hævder:
“Det er ikke kapitalismen, som tæver hustruer, voldtager kvinder, hyrer prostituerede og fornedrer kvinder i pornografi – det er mænd.” [23]
Men de har kun ret til en vis grad. For det første er det ikke alle mænd, der er involveret i de aktiviteter, de remser op – med mindre man accepterer påstanden fra radikale separatister om, at “alle mænd er voldtægtsforbrydere”. For det andet er deres liste over, hvad der udgør kvindeundertrykkelsen, håbløst utilstrækkelig. Hvis man tilføjer andre elementer af kvindeundertrykkelsen – f.eks. forbud mod fri abort, manglende ligeløn, osv. – så opdager man, at det ikke er de mænd, som arbejderklassens kvinder bor sammen med, der gennemtvinger disse, men derimod staten eller arbejdsgiveren. Hvad angår opdragelsen af piger til at acceptere deres underordnede, “kvindelige” roller, så er hovedkraften bag dette i de fleste tilfælde ikke faderen, men moderen. Nogle af de største kampagner mod fri abort er blevet ført an af kvinder. Selv i ægte patriarkalske samfund gennemføres undertrykkelsen af de unge kvinder ikke alene af patriarken selv, men også af de ældre kvinder!
Når arbejderkvinderne begynder at bekæmpe deres undertrykkelse, opdager de, at de ikke alene møder modstand fra mange mænd, men også fra mange kvinder. Det skyldes, at kapitalismen i sin akkumulationstvang har fundet mange kræfter til at kontrollere kvinder, enten gennem tvang eller ideologisk overtalelse – ikke kun den voldelige ægtemand og voldtægtsforbryderen.
Det vil blive hævdet, at mænd drager fordel af kvindeundertrykkelsen på en måde, som andre kvinder ikke gør.
Men faktisk er det sådan, at de fordele, arbejderklassens mænd får af kvindeundertrykkelsen, bestemt er meget små. De får ingen fordel af, at kvinder er lavt lønnede – dette tjener kun til at trykke deres egen løn ned. Man kan heller ikke påstå, at de har nogen fordel ved, at kvinders kroppe behandles som varer – de eneste mænd, som kan få glæde af det, er dem, der har råd til at købe og sælge varer!
I virkeligheden drejer fordelene sig kun om spørgsmålet om husarbejdet. Det er så spørgsmålet, i hvilken udstrækning arbejderklassens mænd får fordel af kvindernes ulønnede arbejde.
Men i den stereotype kapitalistiske familie er det umuligt at måle. Lindsay German udtrykker det således:
“Arbejdsdelingen er, når alt kommer til alt, en deling af arbejdet, hvor mænd udfører anderledes arbejde både på fabrikken og i hjemmet. Men at sige, at svejsning er værre eller bedre end husarbejde er at betragte tingene ud fra fuldstændige subjektive og usammenlignelige synsvinkler. Det samme gælder fritiden. Mænd har en mere klart afgrænset fritid, som går i retning af socialt samvær (på værtshuse, med fodboldkampe), ligesom de har nogle klarere afgrænsede arbejdstider. Men man kan ikke sige, at det er mere. Det er anderledes.
Husarbejde er pr. definition arbejde, som ikke er genstand for et tempo, der er påtvunget af den kapitalistiske udbytning på fabrikken eller kontoret. Det kræver ikke en intensiv anstrengelse i et vist antal timer, som efterfølges af en periode, hvor man kommer til kræfter for at kunne klare endnu et afgrænset tidsrum med intensiv anstrengelse. Derfor er der ikke nogen måde at måle mængden af husarbejde på i forhold til den mængde arbejde, der anvendes på fabrikken ...
Den store ulempe, som hustruer (i arbejderklassen) lider under, er ikke, at de på en eller anden måde udbyttes af mænd, men at de er atomiserede og afskåret fra deltagelse i den kollektive aktion, der kan give dem selvtilliden til at kæmpe imod systemet......
Faktisk opstår problemet med, “at have fordel” i virkeligheden først i det øjeblik, man går bort fra den gamle, stereotype arbejdsdeling mellem “den mandlige arbejder” og den kvindelige “husmor”. Efterhånden som gifte kvinder i stadigt stigende grad inddrages i arbejdsstyrken, opdager mange kvinder, at de har et fuldtids lønarbejde men alligevel forventes at styre husholdningen, De får meget mindre tid til at reproducere deres arbejdskraft end deres mænd, fordi de er nødt til at kombinere lønarbejde og husarbejde, Alligevel er det tvivlsomt selv i disse situationer, om ægtemændene har mere end blot en ubetydelig fordel.” [24]
Det, som den mandlige arbejder får direkte i form af arbejde fra sin hustru, kan måles groft. Det er den mængde arbejde, som han ville være nødt til at udføre, hvis han skulle gøre rent og lave mad til sig selv. Dette ville ikke kunne være mere end en time eller to om dagen – hvilket er en belastning for en kvinde, som må gøre dette arbejde for to personer efter en dags lønarbejde, men det er ikke nogen stor gevinst for en mandlig arbejder.
Det er kun, når spørgsmålet om reproduktionen af den næste generation opstår, nemlig børneopdragelsen, at byrden ikke er til at bære for kvinderne, og hvor den tilsyneladende gevinst er stor for manden.
Men arbejdet med at opfostre børn kan ikke behandles som noget, der er givet fra hustruen til manden. Det er snarere noget, som hustruen bidrager til systemet med, idet hun opfylder dets behov for at forny arbejdskraften. Som Ann Rogers udtrykker det, “kvinden i arbejderklassen er bundet til at tjene børn, ikke til at tjene mænd”. [25]
Men hovedpointen er, at nøglen til den virkelige frigørelse af arbejderkvinderne ligger i socialiseringen af begge komponenter af husarbejdet. Og denne socialisering udgør ikke noget tab for manden. Han er ikke en taber, hvis der er gode, kollektivt drevne kantiner, der begynder at give ham udmærkede måltider. Han lider ikke, hvis et døgnpasningssystem fjerner den stadige byrde, som det er for hans kone at tage sig af børnene.
For så vidt som disse forandringer frigør både kvinder og mænd fra at skulle leve i ufrie, ofte bitre forhold, så er de faktisk en fordel for både mænd og kvinder.
Når man ser tingene i lyset af dette, kan man i virkeligheden ikke hævde, at arbejderklassens mænd har nogen materiel interesse i kvindeundertrykkelsen. Ligegyldigt hvilke fordele han måtte have ved den nuværende situation sammenlignet med sin kone, så er det ingenting i forhold til, hvad han ville opnå, hvis tingenes nuværende tilstand blev revolutioneret.
Hvad med den anden form for gevinst, han kunne siges at have, den “ideologiske vinding”, nemlig følelsen af, at han har kontrol over familien, så lige meget hvor ubetydelig han måtte være ude i den store verden, så er han manden i huset?
Dette vil være en meget væsentlig faktor i de perioder, hvor arbejderne ikke angriber systemet. Så er deres hoveder fyldt med alskens forhåndenværende ideologisk bavl. Men så snart de begynder at bekæmpe systemet, kan de begynde at se alternativet – et alternativ, hvor de har kontrol med hele deres tilværelse, og derfor ikke får brug for den uægte følelse af kontrol, som kommer af dominansen i familien.
Patriarkats-teoretikerne og med dem halehænget af socialistiske feminister ser ikke dette, fordi de ikke har nogen bevidsthed om, hvordan ideer kan forandres gennem kamp. De generaliserer ud fra perioder med nedgang i kampen og drager den konklusion, at de ideer, der er fremherskende nu, altid vil være fremherskende. Nøjagtigt ligesom der er nogle folk, som ud fra den nuværende periode drager den slutning, at arbejderklassen er færdig, så drager patriarkats-teoretikere og socialistiske feminister den slutning, at arbejdere aldrig kan angribe den privatiserede reproduktion og kvindeundertrykkelsen.
“Erfaringen viser, at man kan lave en arbejderrevolution, som efterlader kvindeundertrykkelsen intakt.”
Dette er en central del af alle patriarkats-teorier. Den er en følge af det synspunkt, at lande som Rusland, Cuba, Vietnam og Kina på en eller anden måde er socialistiske. I disse samfund eksisterer kvindeundertrykkelsen fortsat, og derfor, hævdes det, kan socialismen eksistere side om side med kvindeundertrykkelsen.
Socialistiske feminister som Sheila Rowbotham kan ikke argumentere imod denne holdning. For de tror også, at der allerede eksisterer socialistiske samfund (én af grundene til, at Sheila for 13 år siden gik ud af International Socialists (forløberen for Socialist Workers Party) var, at vi nedlod os til at argumentere for, at Nord-Vietnam ikke var socialistisk!).
Men de af os, som erkender, at fremkomsten af stalinismen skabte statskapitalismen i Sovjet, behøver slet ikke at drage den konklusion.
Faktisk modbeviser erfaringerne fra den russiske revolution i 1917 det, som både patriarkats-teoretikerne og de socialistiske feminister argumenterer med.
Revolutionen fandt sted under de vanskeligste omstændigheder. Den opstod i et land, hvor arbejderklassen udgjorde en lille minoritet af befolkningen, hvor de fleste mennesker stadig var bønder, der var organiseret på ægte patriarkalsk vis og næsten levede en middelalderlig tilværelse fyldt af den største overtro og de største fordomme. Skønt der var en ikke ringe andel af kvinder inden for visse industrier og fabrikker, som spillede en vigtig rolle i februar-revolutionen, så udgjorde de mandlige arbejdere langt størstedelen af de bevidst revolutionære – kun omkring 10 % af bolsjevikkerne var kvinder.
Alligevel gennemførte revolutionen et program for kvindefrigørelsen, som aldrig er blevet forsøgt nogen andre steder – ophævelse af lovene om abort og skilsmisse, ligeløn, forholdsregler for kommunal børnepasning, socialiserede kantinefaciliteter, osv.
I kampen for at frigøre deres klasse begyndte kvinderne faktisk at nedbryde traditionerne for at underordne sig mændene – og de mest militante mandlige arbejdere indså faktisk behovet for at støtte og opmuntre denne nedbrydning.
Det var fordi revolutionen var en revolution – et massivt oprør, hvor de, der var på bunden af samfundet, rejste sig og kæmpede for at få kontrol over deres egen skæbne. Det kunne de ikke gøre, medmindre de knuste hvert eneste hierarki og angreb ethvert element af undertrykkelse, som splittede deres klasse og holdt dem nede. Selvfølgelig var der modstand fra mandlige arbejdere, som ønskede at fastholde deres traditionelt dominerende rolle i familien. Men det, der gjorde størst indtryk, var den måde, hvorpå de mest bevidste arbejdere, som var organiseret i bolsjevikpartiet, forstod behovet for at bryde med sådanne splittende, fordomsfulde måder at opføre sig på, og hvordan de blev i stand til at vinde flertallet af klassen for deres standpunkt.
Siden hen, efter at statsmagten blev overtaget, dannede partiet en særlig afdeling, hvis mål var at inddrage flere kvinder fra arbejderklassen i den revolutionære proces. Inessa Armand blev sat i spidsen for dette arbejde, og efter hendes død Alexandra Kollontai. Men mandlige revolutionære forventedes også at deltage i dens arbejde, deltage i konferencer osv.
Erfaringen fra den russiske revolution var dengang meget forskellig fra, hvad der senere skete med opkomsten af stalinismen – med genindførelsen af den stereotype familie, antiabortlovene, restriktionerne angående skilsmisse, osv. Den var også meget forskellig fra det, der skete, da statskapitalismen blev etableret andre steder, enten i kraft af den russiske hær eller i kraft af revolutioner, der blev gennemført med guerillahære.
Rusland viste, hvad der sker med en arbejderrevolution. Disse andre tilfælde viser, hvad der sker uden den!
Revolutionære socialister tager udgangspunkt i det, vi kan lære af højdepunkterne i historien om arbejderklassens kamp, nemlig at de mindst undertrykte grupper af arbejdere kan gå sammen med de mere undertrykte dele i en fælles kamp mod alle former for undertrykkelse og udbytning. Hvide arbejdere kan vindes til støtte for sorte arbejderes kamp, mandlige arbejdere kan vindes til støtte for kvindelige arbejderes kamp, faglærte arbejdere kan vindes til at støtte de ufaglærte arbejderes kamp.
Vores centrale påstand, nemlig at arbejderklassen kan frigøre sig selv og i processen frigøre hele samfundet, udspringer af, hvad der sker i perioder med opsving i klassekampen, ikke af, hvad der sker, når alt det ideologiske bavl træder i forgrunden i perioder med nedgang.
Men vi lader det ikke være nok med det. Vi forstår, at der skal være en kamp indenfor arbejderklassen om principperne for opsvinget – for solidaritet, for enhed mellem de hvide og sorte arbejdere, mellem mandlige og kvindelige arbejdere – under de mest formørkede perioder af nedgangen. Kun på denne måde kan vi forberede en minoritet i klassen på de opgaver, som hele klassen står overfor. Først da kan vi sikre os, at der, når opsvinget kommer, eksisterer et lederskab indenfor klassen, som kan føre kampen frem til sejr.
Vi tilstræber kort sagt at opbygge begyndelsen til et revolutionært parti i løbet af nedgangen.
Vi kan ikke gøre dette, hvis vi ligger under for den misforståede tro på, at der findes et lettere alternativ – og overlader det til de undertryktes organisationer at bekæmpe racismen og sexismen. Partiet må selv kæmpe imod undertrykkelse på grund af race, køn, religion eller etnisk oprindelse. Det er en del af dets opgave at slås for at forene klassen som helhed i kamp.
Partimedlemmerne må betragtes som folk, der blandt hvide arbejdere og mandlige arbejdere argumenterer for støtte i de sorte arbejderes og de kvindelige arbejderes interesse. De er nødt til at indse, at i en nedgangsperiode vil dette indebære, at de ofte vil udgøre en lille minoritet. Men de må også forstå, at deres situation vil ændre sig, så snart der begynder en periode med virkelig kamp. De må lære at handle både som ivrige deltagere i arbejdskampe og som en minoritet, der er kendt for sin åbne støtte til de interesser, som de mest undertrykte dele af klassen har.
Men argumentet for enhed i klassen er ikke kun noget, som skal fremføres blandt hvide arbejdere og mandlige arbejdere. Det skal også fremføres blandt de mest undertrykte dele af klassen. Således er det nødvendigt f.eks. at argumentere blandt hvide kvindelige arbejdere for at hente støtte til de sorte arbejderes interesse, og blandt mandlige sorte arbejdere for at støtte de kvindelige arbejderes interesse. Fremfor alt skal der føres en kamp inden for hver af de undertrykte grupper af arbejdere mod borgerlige og småborgerlige påvirkninger, som ville kunne overbevise dem om, at der ikke kan skabes enhed med de mindre undertrykte hvide og mandlige arbejdere.
Således må ethvert medlem af den revolutionære organisation forstå, hvordan grupper af hvide og mandlige arbejdere under højdepunkter af klassekampen har kæmpet for de sorte og kvindelige arbejderes interesser. Målet er at opbygge et parti, som indkapsler den erfaring.
Opbygningen af sådan et parti er noget, som de undertrykte dele af arbejderne har endnu mere behov for end resten. For kapitalismen kan ikke smadres uden sådan et parti, og man kan ikke gøre en ende på undertrykkelsen uden at smadre kapitalismen.
De som afviser perspektivet med opbygningen af et sådant parti med begrundelsen i, at det indebærer, at “mænd leder kvinder”, og at “hvide leder sorte”, eller at “det underordner kampen mod undertrykkelsen under kampen mod udbytningen”, de svigter faktisk ethvert perspektiv for at ødelægge undertrykkelsens rødder. I bedste fald taler de om protestbevægelser mod undertrykkelse, som aldrig kan bringe denne til ophør.
Hver gang spørgsmålet om partiet rejses, står vi overfor et problem. Folk som har erfaring med ikke-revolutionære partier, drager let den lære, at alle partier er forkerte. Sådan var det i dette århundredes to første årtier: anarkismen fik en opblomstring under socialdemokratiets voksende bureaukratisering; i 1940’erne og 1950’erne reagerede folk, som var blevet manipuleret af den pro-russiske stalinisme, ofte ved at vende sig bort fra enhver form for socialistisk politik; i 1970’erne gav erfaringen med den maoistiske stalinisme, en opblomstring af alle mulige former for “autonome” og separatistiske strømninger.
Men vores svar på sådanne erfaringer kan ikke og må ikke være en afvisning af vores egen kamp for et revolutionært parti. Det må være at forklare, at disse erfaringer er, hvad der sker, når man ikke har en ægte, revolutionær marxistisk organisation, der bekæmper den socialdemokratiske og stalinistiske indflydelse.
Så snart en revolutionær socialist fremsætter argumentet for partiet, argumenterer vores modstandere med, “jamen, du glemmer, at den selvstændige aktivitet er en forudsætning for socialismen”. Dette var et argument, som for firs år siden blev brugt af fagforeningsaktivister (“økonomisterne”) imod opbygningen af et centraliseret parti i Rusland. I dag bruges det ofte af sorte aktivister eller feminister mod opbygningen af en forenet revolutionær organisation. Lenin svarede til “økonomisterne”:
“Lad være med at bruge så mange banaliteter i beskrivelsen af udviklingen af arbejdernes selvstændige aktivitet – arbejderne udfolder ikke nogen form for selvstændig aktivitet, uden at I bemærker det – men se hellere til, at I ikke demoraliserer underudviklede arbejdere med jeres egen halehængspolitik.”
Det skal være vores holdning i dag. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der eksisterer selvstændig aktivitet eller ej. Det er snarere om vi forsøger at udvikle denne til bevidst selvstændig aktivitet eller ej for at gøre folk klare over behovet for at generalisere deres kamp, hvis den skal vindes. Det betyder, at vi skal fortælle kvinder og sorte arbejdere i kamp ikke blot at de skal bekæmpe deres egen undertrykkelse, for det ved de som regel godt, når de først er i kamp – men vi skal fortælle dem, hvordan de skal bekæmpe den, hvordan de skal vinde. Og det kan man ikke gøre uden at komme med argumentet om enhed med mandlige eller hvide arbejdere.
Der opstår alle mulige kampe “uafhængigt” af den revolutionære organisation. Men det hjælper ikke på kampene, at de revolutionære siger, “at disse kampe er uafhængige af os, derfor må vi ikke diskutere med dem, som er involveret i dem om, hvad de er nødt til at gøre for at vinde.” Det er vores pligt altid at komme med sådanne argumenter. For hvis sådanne kampe ikke bliver påvirket af vores ideer, så vil de blive påvirket af de fremherskende ideer i ethvert samfund, nemlig den herskende klasses ideer.
Der opstår altid “uafhængige” kampe. Men der er ikke noget, der hedder “uafhængige” ideer. Der findes ideer, der støtter det eksisterende samfund, og ideer, der går ind for den revolutionære omvæltning af det. De ideer, der ligger mellem disse to modsatte holdninger er ikke “uafhængige”, men ganske enkelt miskmask.
Vi har tidligere bemærket, at nedgangen i klassekampen siden midten af 1970’erne har betydet, at mange aktivister i kvindebevægelsen har vendt sig bort fra orienteringen mod arbejderklassen og over mod reformisme og separatisme. Nedgangen har også haft en effekt på manges holdninger inden for revolutionære organisationer i flere lande.
De har set pludselige opsving i bevægelser opstået på baggrund af et enkelt spørgsmål, mens flertallet af arbejdere fortsat har trukket sig tilbage i lyset af kapitalisternes offensiv. Dette var tilfældet med “marginali”-oprørerne i Italien i 1977, styrkelsen i anti-atomkraftbevægelserne i Frankrig og Tyskland i slutningen af 1970’erne, den anti-racistiske kamp i Storbritannien i 1977 og 1978, fredsbevægelsen i starten af 1980’erne. Det har været let at drage den konklusion, at man bare kan glemme arbejderklassen og så koncentrere sig om disse bevægelser.
Disse bevægelser har inddraget helt nye lag af befolkningen i den politiske aktivitet. Men fordi arbejderklassen som helhed ikke har kæmpet, har det været meget svært at vinde disse folk for et revolutionært marxistisk perspektiv.
I stedet for at det revolutionære venstre har rekrutteret nye folk fra disse bevægelser, er der ofte sket det omvendte – nemlig at bevægelserne har fået nye medlemmer fra det revolutionære venstre til en politik, der ikke orienterer sig mod arbejderklassen. Revolutionære er begyndt at gøre indrømmelser overfor forestillingen om, at bevægelsernes mål kan nås uden arbejderklassens deltagelse.
Situationen er blevet forværret på grund af det uundgåelige mønster for sådanne bevægelser. De kan opstå meget hurtigt, netop fordi deres deltagere ikke har deres rødder i produktionen. Men den samme mangel på rødder betyder også, at de ikke har nogen reel magt. Således begynder bevægelserne at gå deres endeligt i møde, i samme øjeblik de har nået toppunktet for deres udvikling. De kommer op som en raket og falder ned som en pind.
De revolutionære socialister, som sætter deres lid til sådanne bevægelser, får i starten opblomstring for derefter at lide under den demoralisering, der følger med nedturen.
Derefter er der stort pres på bevægelsens aktivister for at gå til højre, De går på kompromis med det eksisterende samfund, fordi de opdager, at de ikke kan nå deres mål ved at bekæmpe det. De revolutionære, som har gjort indrømmelser overfor bevægelsens argumenter, trækkes med i denne højredrejning.
Det er slemt nok at opløse sin politik i en bevægelse, som er dynamisk, entusiastisk og voksende. Det er endnu værre at gøre det i en bevægelse, som er træt, demoraliseret og i stadigt stigende grad navlebeskuende.
Det forklarer forbindelsen mellem “ bevægelses-fiksering” og det som vi i SWP kalder “sumpen” – det miljø af gamle venstrefløjsfolk, som er gået til højre, efterhånden som de har tilpasset sig reformismen, fagbureaukratiet og mysticismen i den feministiske separatisme.
Man kan ikke modstå det pres, som driver tidligere aktivister mod højre, medmindre man fra begyndelsen af har en meget klar forståelse af de begrænsninger, der er i alle græsrodsbevægelser, ligegyldigt hvor vitale emner, de forsøger at kæmpe for.
Man må insistere på, at de ikke kan få deres krav gennemført, hvis de ikke forbinder deres kamp med de kampe, der foregår blandt massen af arbejdere. Det betyder, at vi må argumentere højt og klart for en revolutionær socialistisk organisation, som skaber sådanne forbindelser i teori og i praksis.
Teorier, der adskiller en hvilken som helst kamp, hvad enten den er for fred, mod kvindeundertrykkelse eller mod racisme, fra den generelle klassekamp, forhindrer at disse sammenkædninger kan ske.
Det er derfor, at ideer som E.P. Thompsons umuliggør kampen mod atomkraft. Det er derfor, at argumenterne fra patriarkats-teoretikerne og den socialistiske feminismes teoretikere umuliggør kampen for kvindefrigørelsen. Det er derfor, at sorte nationalisters og separatisters ideer umuliggør kampen for de sortes frigørelse.
De, som fremfører sådanne ideer, kan meget vel spille en vigtig rolle i en periode ved at de opfordrer folk til at kæmpe imod dele af systemet. Men hvis ikke deres ideer angribes, vil de før eller senere føre kampen ind i en blindgyde.
Revolutionære socialister må være politisk meget klare, så vi kan forhindre, at aktivister føres med bind for øjnene ud i sumpen. Vi er selvfølgelig på fredsbevægelsens side mod oprustningen; men det betyder ikke, at vi dropper vores meget hårde kritik af E.P. Thompsons kritik. På samme måde er vi på alle de kvinders side, som bekæmper deres undertrykkelse, men vi holder os ikke tilbage fra ubarmhjertigt at bekæmpe de misforståede ideer i middelklasse-feminismen.
Der er ikke noget farligere end at fremkomme med verbale formuleringer, som skjuler forskellen mellem revolutionære marxister og sådanne folk.
Det er her, at vi i SWP er grundlæggende uenige med de revolutionære, som har fremlagt organisatoriske platforme, som efter vores mening er skabt til at slå bro over noget, der ikke kan slås bro over – nemlig forestillingen om et forenet revolutionært parti på den ene side og de separatistiske begreber, der kendetegner store dele af kvindebevægelsen på den anden.
De taler om “en uafhængig kvindebevægelse”, som “skal være en del af den generelle arbejderbevægelse” om en bevægelse, der er “forskellig fra, men ikke adskilt fra” det revolutionære parti, således at “vi organiserer uafhængigt, men er en del af den store socialistiske bevægelse”. [26]
Sådanne formuleringer er ekstremt uklare. Betyder “uafhængighed” uafhængighed af det kapitalistiske samfund, af reformismen eller af ideerne i den revolutionære marxisme? Hvis det betyder uafhængighed af de marxistiske ideer, har det revolutionære parti så lov til at intervenere i denne “uafhængige bevægelse”? Hvis ikke, hvordan bekæmper den så indflydelsen på kvindekampen af borgerlige og reformistiske ideer?
Betyder formuleringen at revolutionære socialister skal organisere arbejderkvinderne adskilt fra mændene i arbejderklassen? Hvis det er tilfældet, er det utroligt farligt. For det indebærer, at de skal organiseres adskilt fra arbejderklassens vigtigste kampe – kampe som sædvanligvis involverer både kvinder og mænd (omend i varieret grad i forskellige brancher).
Man bliver nødt til at organisere arbejderkvinder på punkter, hvor der er mindst chance for, at de kommer til at opleve styrken ved kollektive handlinger og vinde selvtillid nok til at bekæmpe systemet og dets ideer, herunder også forestillingen om, at de skulle være mændene underlegne. Man fokuserer på hjemmet eller samfundet, de steder hvor kvinder har tendens til at være mest opsplittede og isolerede, og ikke på fabrikken eller kontoret, hvor de begynder at opdage den kollektive klassestyrke.
I bedste fald involverer man sig i bevægelser, der er på vej op – men opdager så, at man selv er fanget i dem uden noget andet sted at kæmpe, når bevægelsen er på vej ned. Man hælder mere og mere til det synspunkt, at det er den uafhængige kvindebevægelse, som skal støttes rent principielt uden hensyn til, hvilket antal personer, den i virkeligheden mobiliserer. I den proces demoraliserer man både sig selv og en hvilken som helst kvindelig kontakt.
Revolutionære, som forsøger at arbejde ud fra sådan et perspektiv, kan næppe undgå at blive påvirket af de holdninger, som er fremherskende i det, der er tilbage af kvindebevægelsen – holdningen om, at ideer kan ændres gennem bevidsthedsudvidelse og ikke gennem kamp, holdninger der erstatter kampen mod systemet med indadvendthed og som fører til større og større passivitet.
Det er den sociale aktivitet, der er bestemmende for bevidstheden. Hvis man afskærer sig selv fra de største områder af klassekampen ved at kræve “separate” kvindeorganisationer, så bliver man uundgåeligt trukket bort fra de ideer, der affødes af klassekampen. Mod sin vilje ender man med at blive trukket ud i sumpen.
Tilstedeværelsen af separate organisationer fører ikke til, at kvindelige revolutionære socialister udvikler selvtillid til at lede en kamp, tværtimod har det den modsatte effekt. Det betyder, at de afskærer sig selv fra at lede i de kampe – det store flertal af dem – som involverer både mænd og kvinder.
For SWP er disse ideer ikke bare nogle, der er kommet til os på grundlag af teoretiske diskussioner (selv om de har været enormt vigtige). De passer ind i vores erfaring som organisation. Igennem mere end 10 år har vi forsøgt at lave et kvindeblad, Women’s Voice, og i en periode har vi også forsøgt at opbygge en kvindeorganisation, “Women’s Voice Organisation”. Til sidst besluttede et overvældende flertal af de kvinder, som var med i forsøget, at det var en misforståelse.
Kvinderne opdagede, at de hele tiden var tvunget til at koncentrere sig om emner, som understregede deres svaghed og ikke den styrke, som arbejderkvinder kan opdage under forenet klassekamp. Når nogle arbejderkvinder, begyndte at opfatte sig som arbejdere, opdagede vi, at en kvindespecifik organisation slet ikke var egnet til at intervenere. Fordi det er nødvendigt af få solidaritet i enhver strejke og opbakning til strejker ikke kan opnås som et kvindespecifikt emne.
Derfor var Women's Voice Organisation ene og alene i stand til at organisere nogen omkring samfundsmæssige emner (hospitalslukninger, abort, osv.).
Disse kampe kan selvfølgelig være vigtige for opbyggelsen af en revolutionær organisation men kun, hvis de er forbundet med organiserede arbejderes kamp. En separat organisation gør faktisk denne forbindelse umulig. I stedet for at lære dem at være ledende, besluttede de kvindelige kammerater, at erfaringen med “Women’s Voice” kun tillod dem at halte bagefter hovedstrømmen i kampen. Vores bedste kvindelige medlemmer opdagede, at de blev tvunget ind i en ghetto af kvindespecifikke spørgsmål, og at dette havde alvorlige konsekvenser for vores parti. Det adskilte kampen for kvindefrigørelse fra vores politiske hovedopgaver.
Som helhed diskuterede eller arbejdede partiet kun sjældent med de emner, som kvinderne beskæftigede sig med. Disse emner blev overladt til “Women’s Voice”-grupperne. De kvindelige kammerater blev ikke trænet eller opmuntret til at tage ledende roller i partiet. I stedet for blev de sendt ud for at opbygge “Women’s Voice”. Så vi skabte en hel generation af kvinder, som var ude af stand til at argumentere for generel socialistisk politik og aldrig blev opøvet i at køre afdelinger, gå ind i diskussioner – kort sagt at være ledende. Der var en tendens til, at “Women’s Voice” skabte et mandsdomineret SWP!
Der er en anden fare, som opstår ved græsrods-aktivisme. Det er, at man går fra at betragte græsrodsbevægelsen som noget, der kan bidrage til den generelle klassekamp og over til at se den som mål i sig selv.
En understregning af behovet for en “uafhængig” kvindebevægelse eller bevægelse for sortes rettigheder kan let føre til en slags fase-teori – en teori ifølge hvilken al tale om arbejderklassens kamp kan udskydes på ubestemt tid, mens andre former for kamp opbygges. Især i USA har det fået folk til at sige, at da størstedelen af arbejderklassen er sort, spansk eller af hunkøn, så skal bevægelser for disse undertrykte grupper gå forud for enhver genoplivning af den generelle klassekamp.
Men dette svarer til at omforme en handlingsplan for at bringe nedgangen til ende, fra at være en mulighed til at være en nødvendighed.
Det kan meget vel vise sig, at en genoplivning af klassekampen i USA vil udspringe fra kernen af den arbejderklasse, der er på fabrikker og kontorer ligesom i 1960’erne. Men det kan lige så vel være, at opgangen kommer fra kampe, der involverer såvel hvide som sorte arbejdere, sådan som det skete før første verdenskrig og i mellemkrigstiden.
Hvad mere er, så vil opstanden ligegyldig hvor den starter, ikke være i stand til at gå længere frem end til et vist punkt. Medmindre der eksisterer i hvert fald kimen til en revolutionær organisation, som peger på behovet for, at klassen som helhed, hvid som sort, mandlig såvel som kvindelig, inddrages i kampen.
Vi må forsøge at skabe denne kim nu, mens der stadig er nedgang. Det kan vi ikke gøre, hvis vi arbejder som om opgangen allerede er begyndt, og er begyndt på én måde fremfor en anden.
Her og nu er der en lille minoritet af folk, som er parate til at lytte på revolutionære ideer. Rædslerne fra verdenskrisen medfører, at der i hvert lille lokalområde, på hver lille arbejdsplads, på hvert uddannelsessted findes nogle få enkeltpersoner, der er modtagelige for, hvad revolutionære socialister har at sige.
Nøglen til at danne kimen til en revolutionær organisation består i at finde frem til disse enkeltpersoner og diskutere generel politik med dem.
Man kan til dels tiltrække folk gennem organisationens generelle propaganda-aktivitet, nemlig ved at sælge avisen, organisere åbne møder osv.
Man kan også finde dem, når der opstår ægte bevægelser, som involverer nye, unge mennesker i aktivitet for første gang (man skal skelne mellem sådanne bevægelser og så dem, som kun omgrupperer “de levende døde”, de udvaskede rester fra 60’er-generationen).
Sommetider finder man dem i de strejker, der trods nedgangen stadig finder sted. I disse står sorte og hvide arbejdere, mandlige og kvindelige arbejdere faktisk side om side ved fysiske blokader, og som her begynder at ane de muligheder, som klassekampen og solidariteten åbner op for.
“Bevægelses-fiksering” forhindrer de revolutionære i at opbygge organisationen på alle disse måder. Det vil også betyde, at kontakterne får det indtryk, at fremtiden ligger i “bevægelserne” og ikke i at opbygge en organisation, der bygger på arbejderklassens kamp. Det betyder, at man løber væk fra de argumenter, som skal fremføres i en nedgangsperiode som den nuværende.
Det værste ved det er, at det uundgåeligt demoraliserer folk. De lægger alle deres kræfter i et forsøg på at opbygge ud fra storslåede planer, som overhovedet ikke passer til den nuværende periode – og ender så med at bukke under for den dybeste pessimisme.
Der er en meget høj pris at betale for at undlade at forstå forholdet mellem kampen mod undertrykkelse og kampen mod udbytning, mellem opbygningen af bevægelser og opbygningen af partiet.
Det betyder, at man kaster de chancer bort, som faktisk findes for at opbygge er revolutionær organisation. I enhver by eller uddannelsesinstitution kan vi vinde nogle få enkeltpersoner, til opgaven med at opbygge en sådan organisation.
Men kun hvis vi selv er meget klare med hensyn til mulighederne for arbejdermagt og ikke går på kompromis med dem, som har mistet troen på den, kan vi undgå at de muligheder som faktisk findes for at opbygge en revolutionær organisation forspildes.
Noterne er endnu ikke oversat, bortset fra nedenstående. (Se den engelske original-udgave: Women’s Liberation and Revolutionary Socialism)
ISJ 1:x betyder International Socialism Journal, first series, nr. x.
ISJ 2:x betyder International Socialism Journal, second series, nr. x. (Serien startede i 1978.)
16. ISJ 1:100: Joan Smith: Women and the Family (Part 1)
17. ISJ 1:68: Kathy Ennis: Women’s Consciousness (anmeldelse af Sheila Rowbotham: Women’s Consciousness, Man’s World).
18. ISJ 2:1: Irene Bruegel: What keeps the family going?
19. ISJ 2:3: Joan Smith: Women’s oppression and male alienation
20. ISJ 1:104: Joan Smith: Women and the Family (Part 2)
23. ISJ 2:14: Lin James & Anna Paczuska: Socialism needs feminism
25. Socialist Review 61: Ann Rogers: Print patriarchs?, p. 30, 31 og 32 (anmeldelse af Cynthia Cockburn: Brothers).
Sidst opdateret 25.4.2015
