Chris Harman: Mandels: Senkapitalismen (1978)

Oversat af Jørn Andersen, 2. okt. 2016.
OBS: Oversættelsen er en ‘hurtig oversættelse’, som vil have gavn af lidt mere grundig korrektur. Ved tvivl, tjek den engelske original-udgave.

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 2. okt. 2016.
Noter

Vi er fire og et halvt år inde i den værste verden krise siden 2. verdenskrig, og der synes ikke at være nogen ende på den i sigte.

En forståelse af denne krise er central for revolutionære socialisters strategi og taktik. Står vi over for et midlertidigt brud på kapitalismens opadgående kurve? Eller over for årtier med tilbagegang for verdenssystemet?

Ernest Mandel hævder, at denne bog giver nogle af svarene. Han giver, hævder han:

Troen på, at Mandel har løst denne opgave, har fået mindst en af hans følgesvende til at mene, i bagsideteksten til Penguin-udgaven af Marx’ Kapitalen, at ‘“Senkapitalismen” er det eneste omfattende forsøg på at udvikle den teoretiske arv efter Kapitalen.’

Bogen er helt sikkert omfattende – den behandler på næsten 600 sider den stigende internationalisering af produktionen, forholdet mellem fremskredne og ‘tilbagestående’ lande, statens voksende rolle, våbnenes rolle i økonomien, den teknisk innovations stigende hastighed, problemerne for markederne og profitraten – for blot at nævne nogle få af “Senkapitalismens” karakteristika.

Og alligevel lykkes det den ikke at få fat i de centrale problemer, vi står over for – at forstå det dynamiske samspil mellem disse forskellige egenskaber på en måde, der gør det muligt for os at se, hvorfor krisen er som den er, hvorfor systemet revner mere i visse punkter (Polen, Egypten, Etiopien, Sydafrika, Italien, måske Storbritannien) end i andre (Vesttyskland, USA).

Denne mangel udtrykker sig ved at undlade at tage en klar, utvetydig stilling til kontroversielle spørgsmål, der deler marxister fra påståede marxister. Mandel ønsker at acceptere teorien om det ‘ulige bytteforhold’ og at afvise dens mest fremtrædende fortalere; han ønsker at bruge bidder af den permanente våbenøkonomi, men afviser dens teoretiske fundament; han ønsker at afvise Rosa Luxemburgs reproduktions-skemaer (som beviser, at kapitalismen må bryde sammen på grund af dens manglende evne til at skaffe sig markeder) på ét tidspunkt kun for at bringe dem i spil igen ad bagdøren på et senere tidspunkt; han ønsker at tale om statens øgede rolle, men at ignorere i hvilket omfang den har flyttet systemets anarki til det internationale niveau; han ønsker at sige, at imperialismen har ændret sig siden Lenins tid, men også insistere på, at det har den ikke; han ønsker at påpege de bureaukratiske utilstrækkeligheder i de østeuropæiske økonomier, men også at hylde myten om et ‘højere økonomisk system’ end kapitalismen. Kort sagt, han vil altid både blæse og have sit teoretiske mel i munden.

Manglen på præcision i marxistisk politik fører til vaklen mellem klasserne i afgørende øjeblikke af kampen, det der normalt kaldes centrisme. Manglen på præcision i marxistisk teori fører til forvirring om, hvad de praktiske opgaver i øjeblikket er. Mandels bog tilskynder netop denne forvirring.

I de sidste par år er der dukket en hel vifte af påståede marxister op, der skræddersyr deres påståede teoretiske indsigter til hvad der er populært i den politiske praksis – teoretikere, der taler om ‘3. verdens-nationalismen’, om ‘den nye arbejderklasse’, om ‘ny-kapitalisme’, om ‘socialisme med et menneskeligt ansigt’, eller om ‘intern kolonialisme’. Mandel synes altid at ende med en kærlig omfavnelse af disse påståede teoretikere (og nogle af deres praktiske konklusioner), men ‘kritisk’.

Metode

Han har til formål at vise, hvordan den moderne kapitalisme kan passes ind i de kategorier, Marx anvendte i Kapitalen.

Ifølge Mandel er kapitalistiske kriser resultatet af kombinationen af forskellige faktorer, som Marx havde peget på. Analyse består, ifølge ham, i blot at identificere disse faktorer, og derefter have et kapitel eller to, hvor deres forskellige udtryk stables oven på den anden.

Men Marx egen tilgang var i virkeligheden meget anderledes. Den var at identificere de enkelte elementer i systemet gennem analyse, og derefter at vise, hvordan de interagerede dynamisk og ændrede hinanden i processen. Det er derfor, han insisterede på, at hans metode var dialektisk, optaget af interaktion og gensidig transformation.

Når man ikke har øje for disse sammenkoblinger, har man heller ikke øje for dynamikken i systemet; man kan se systemet på den måde, den borgerlige økonom ser det som bestående af forskellige komponenter i en velfungerende maskine, selv en maskine, der rammes af utilsigtede nedbrud (i Mandel’ske ‘konjunkturbestemte’ kriser). Men man kan ikke forstå systemets iboende modsætninger, modsætninger, der er baseret på den måde, hvorpå det samlede system akkumulerer, og med akkumulationen producerer systemets aldring, og denne aldring ødelægger drivkraften for systemets egen dynamik.

For Marx var de begreber, han udviklede, vigtige, fordi de gjorde én i stand til at se systemet som en selv-modsigende helhed, som er i en permanent forvandlingsproces – en forvandling, der må påvirke selve analysens begreber.

For Mandel er begreberne en liste, der skal måles op mod systemet for at bevise at ‘marxismen’ stadig er gyldig. Metoden er den modsatte af Marx’ egen – og, for den sags skyld, af dem, der virkelig udviklede marxismen efter Marx. Tænkere som Lenin eller Bukharin eller Luxemburg tog ofte fejl. Men de brugte teorien til at belyse systemets udvikling. Det kunne de gøre, fordi de var parate til at modificere Marx’ begreber, når de var i gang med at anvende dem. De hengav sig aldrig til pedantisk at liste begreber op én efter én mod systemet.

Den mand, der foretog denne oplistning, var ‘marxismens pave’, Karl Kautsky. Men Kautskys optagethed af marxismens bogstav fik ham til at miste blikket for dens ånd. Han var ude af stand til at tilbagevise revisionisternes overfladiske kritik, fordi metoden med ‘oplistning’ ikke forklarer, hvordan dynamikken i kapitalismen har skabt nye egenskaber. Revisionisterne kunne pege på denne nyskabelse og hævde, at den modsagde marxismen. ‘Marxismens pave’ kunne kun pege på marxismens bogstav og hævde, at det modsagde nyskabelsen.

De fashionable marxister i dag er på mange måder ligesom revisionister på Kautskys tid (bortset fra at for at beskytte deres venstre flanke hævder de normalt, at deres ‘forbedring’ af marxismen er en udgave af den ægte vare). Mandel har ikke metoden til at tilbagevise dem. Men han kan ikke benægte eksistensen af nogle af de overfladiske fænomener, som de peger på. Og så han ender med at være halvt enig og halvt uenig med dem. Det er dette, der fører til gentagne selvmodsigelser, til en halv-skjult revision af marxismen – som når Mandel for at give indrømmelser til ‘ulige bytteforholds-teoretikerne’ taler om, at værdi er baseret på ‘arbejde’ i stedet for på den samfundsmæssigt nødvendigt arbejdstid (s. 345 og 351) – til absurde påstande og til tilfældige forudsigelser.

På den plads, der er til rådighed for denne relativt kort anmeldelse, kan jeg ikke pege på alle disse eksempler her. Jeg vil i stedet koncentrere sig om et par afsnit – de afsnit, hvor Mandel forsøger at analysere efterkrigsopsvinget og dets sammenbrud, og hvor han kritiserer den analyse, der er fremsat af dette tidsskrift gennem årene.

Det lange opsving og det, der fulgte efter

Mandels forsøg på at forklare det lange opsving i 1950’erne og 1960’erne begynder med at henvise til en russisk (mensjevikisk) økonom i 1920’erne, Kondratiev.

Kondratiev hævdede, at ligesom der var kortsigtede cyklusser af opsving og lavkonjunktur, var der også langsigtede cyklusser på adskillige årtier. I en række årtier ville systemet vise en opadgående bevægelse med relativt lange og store opsving og relativt korte og overfladiske nedture. Så ville et vendepunkt blive nået, efterfulgt af svagere opsving og mere intense nedture. Men til sidst ville et nyt vendepunkt blive nået, og systemet ville begynde at bevæge sig opad igen.

Kondratiev var mensjevik, netop fordi han så op- og nedture som ‘store cyklusser’ – en cyklus er noget, som per definition gentager sig, hvor nedturen fører til opsvinget, der fører til afmatningen osv. For systemet var Kondratievs forestilling om ‘cyklusser’ meget optimistisk: Uanset hvor dårlige tingene var, ville de til sidst blive bedre! Det var derfor, Trotskij fordømte Kondratiev, på trods af at han selv på Kommunistisk Internationales 3. kongres havde insisteret på at skelne mellem perioder, hvor den ‘kapitalistiske udviklings-kurve’ var opadgående, og hvor den var nedadgående.

Mandel, i en stil, der er typisk for hans intellektuelle skødesløshed, citerer Trotskij om Kondratiev – og fortsætter derefter med at lade som om, at forskellen mellem de to er ligegyldig. Måske er det, fordi han i hemmelighed holder med Kondratiev mod Trotskij: Han sætter sig for at opdage det ‘cykliske samspil mellem kapitalistiske kræfter’, der producerer det, han kalder lange ‘bølger’. En bølge er, ligesom en ‘cyklus’, noget, der bevæger sig op og ned med mekanisk regelmæssighed.

“Lange bølger”

Den mekanisme, der er indbygget i kapitalismen, og som producerer lange bølger, fungerer ifølge Mandel således:

(1) I en periode udvikler kapitalismen sig, som Marx forudsagde i Kapitalen, at den ville. Der er en stigende tendens til langsommere vækst og større nedture. I denne periode afskrækker den faldende profitrate kapitalister fra helt at omorganisere produktionen for at udnytte de fremskridt, der har fundet sted inden for videnskab og teknologi.

Så potentielle innovationer ophobes ubrugte; der er stigende arbejdsløshed; krisen i systemet betyder, at en stigende andel af kapitalen ikke kan finde et profitabelt mål for investering og forbliver inaktiv.

(2) Men, hævder Mandel herefter, efter fire eller fem cyklusser som denne er der mulighed for en ny bølge af investeringer, der opbruger al den ‘overskydende kapital’ og al den arbejdsløse arbejdskraft, fordi

Når dette punkt er nået kan alle de oplagrede innovationer bringes i spil straks; hele samfundets kapital er omorganiseret; at gøre dette skaber arbejde til de arbejdsløse kapitalressourcer.

(3) Men den nye bølge af investeringer vil ikke ske af sig selv. Det kræver først en standsning af den langsigtede tendens for profitraten til at falde. Ifølge Mandel vil den nødvendige stigning i profitraten finde sted, hvis der er et ‘pludseligt fald i kapitalens organiske sammensætning’, en ‘pludselig stigning i merværdiraten’ fx gennem ‘et radikalt nederlag og atomisering af arbejderklassen’; et ‘pludseligt fald i priselementerne for den konstante kapital, især af råvarer’; ‘en pludselig forkortelse af omslagstiden for den cirkulerende kapital’ gennem forbedret transport og kommunikation.

Hvis alle eller de fleste af disse ting sker, så vil det pludselig være profitabelt at investere, som det ikke tidligere har været. Systemet vil bevæge sig fra en fase med stagnation og tilbagegang til én med ekspansion.

Det skal kun tilføjes, at stigningen i udbytningsraten af arbejderne, der er nødvendig for dette, er blevet forberedt af de lange perioder med kapitalistisk tilbagegang. Et lavt investeringsniveau fører til en stigende reserve-armé af arbejdsløs arbejdskraft. Dette begynder at skabe pres for lavere løn og øget udbytning, selv om dette pres måske kun bliver fuldt effektivt, når de politiske og sociale hindringer for lønnedgang og tempoopskruning er blevet elimineret med et massivt nederlag for arbejderbevægelsen.

Mandel hævder, at denne kombination af faktorer gjorde den store krise i mellemkrigstiden til en ny periode med langvarig ekspansion.

For en kort tid fører den forhøjede innovationsrate så til en begrænsning af de kortsigtede cykliske kriser og til en hurtig vækstrate for systemet.

(4) Men til sidst begynder ‘bølgen’ af innovationer at aftage. Samtidig fører den fulde beskæftigelse til, at arbejderne får ny selvtillid. Det klassiske pres på profitraten begynder at kunne mærkes. Kildevældet af ekspansion begynder at tørre ud, og en ny periode med kriser og stagnation begynder.

Der er en vis skønhed i Mandels model af lange ‘bølger’. Hvis man er kapitalist eller reformist, kan man kigge på den og føle sig sikker på, at der er lys for enden af tunnelen. Skidt være med det hele, tingene er måske ubehagelige, men ‘den usynlige hånd’ er der stadig til at bringe tingene i orden. I det mindste på lang sigt, selv om Keynes måske er død, men udbud og efterspørgsel, ressourcer og forventninger, produktion og forbrug, profitrater og produktionspotentiale, vil igen komme i samklang med hinanden.

Men skønheden er skønheden i en maskine, der aldrig vil bevæge sig. For tænderne i tandhjulene for de forskellige dele af argumentet passer bare ikke sammen.

Faktuelle indvendinger?

Indsigelserne mod Mandels fremstilling af de ‘lange bølger’ er både faktuelle og teoretiske. [1]

Først den faktuelle kritik. Den centrerer sig omkring påstanden om, at der var et ‘opsving’ efter 1945 på grund af ‘historiske nederlag’ for arbejderklassen og en forøget udbytningsrate; efterfulgt af en nedgang i slutningen af 1960’erne på grund af et fald i reserve-armeen af arbejdskraft, en øget styrke i arbejderklassen og et fald i udbytningsraten.

Den vestlige økonomi i 1945 var domineret af én stor økonomi, USA, og en mindre, Storbritannien. De andre europæiske økonomier var i en tilstand af ødelæggelse. Men hvor var det ‘historiske nederlag’ i USA og Storbritannien? De foregående 10 år havde set en vækst i arbejderorganisationernes styrke i begge lande, i USA en stor vækst med udviklingen af CIO (som Mandel knapt nok besværer sig med at nævne). Der havde været en mere eller mindre frivillig overgivelse af noget af deres magt fra fagforeningernes side under krigen. Men det var slet ikke det samme som et ‘historisk nederlag’. Så hvorfor skulle den ‘lange opadgående bølge’ så være begyndt?

Igen, dér hvor der havde været nederlag, i Tyskland, i Italien, i Japan, selv i England i 1926, havde disse fundet sted mange år tidligere. Så hvis nederlag efterfulgt af et pludseligt skift i styrkeforholdet mellem klassekræfterne forårsager skiftet fra en nedadgående bølge til en opadgående, hvorfor havde det ikke fundet sted 10 eller 15 år tidligere? Som Mandel selv påpegede, så eksisterede de teknologiske innovationer, der blev udnyttet efter 1945, jo 10 år tidligere.

Endvidere: Ingen af Mandels tal, der påstås at vise et skift i udbytningsraten til fordel for kapitalen, begrunder påstanden om, at de gjorde en hurtig kapitalakkumulation mulig i 1950’erne, men ikke fx i begyndelsen af 1930’erne. Trods alt viser Mandel selv, at arbejdskraftens andel af den tyske nationalindkomst kun er 2,8 procent mindre før 1950’ernes langvarige opsving end før den langvarige nedtur i 1930’erne.

Lignende indvendinger kan gøres over for påstandene om, at det var det forøgede pres fra arbejderklassen, bragte uorden i den kapitalistiske butik i slutningen af 1960’erne.

Mandel hævder, at systemet gik ind i en periode med fornyet krise, da “selve dynamikken i den ekspansive lange bølge begyndte at nå grænserne for arbejdskraftens reservearmé ... og en udtalt stigning i reallønnen begyndte at rulle merværdiraten tilbage.”

Denne del af Mandels argumentation er meget lig den, der fremsættes af en række højreorienterede økonomer, af to påståede marxister (Glyn og Sutcliffe) og af en hel række af revisionistiske økonomer (Rowthorne og Purdy, fx). [2]

De samme indvendinger må foretages over for argumentet i hvert enkelt tilfælde. For det første, at tendensen til, at profitraten falder, har vist sig i alle kapitalistiske og statskapitalistiske lande. [3]

Dette har været uanset arbejderbevægelsens styrke eller det modsatte – så fx har det været muligt for en række kommentatorer til at pege på lavere profit i centrale vesttyske brancher end i Storbritannien, på trods af den stærkere organisering af arbejderklassen i Storbritannien og lavere produktivitet.

Det har også været uanset den relative størrelse af arbejdskraftens reservearmé. Profitrater har for eksempel været faldende i USA i ni år, på trods af tendensen til at arbejdsløsheden bevæger sig opad, så den er lige så høj nu i opsvinget, som den plejede at være i nedgangen.

Mandels egne tal viser, at i perioden 1951-1969, hvor ledigheden var betydeligt mindre end den er nu, bevægede niveauet for profitabilitet sig aldrig mere end omkring 1,1 pct. over eller under et gennemsnitstal på 13,2 procent.

1951	1956–60	1961–65	1966–70
14.3%	12.2%	14.1%	12.9%

Det var først i begyndelsen af 1970’erne, at den faldt drastisk til 9,8 procent.

Alligevel var begyndelsen af 1970’erne en periode med højere ledighed end i 1950’erne og 1960’erne og en periode med stagnerende eller endda faldende realløn i USA.

Hvad der har været tilfældet for den største kapitalistiske økonomi, har også været tilfældet for i det mindste nogle andre vigtige tilfælde. Arbejdsløsheden i Storbritannien har været meget højere i 1970’erne end fx i 1950’erne. Væksten i reallønnen har været mindre – ja, i de sidste tre eller fire år har reallønnen haft tendens til at falde. Alligevel er profitraten styrtdykket, mens den forblev mere eller mindre stabil fra 1955 til 1965.

Selv i Vesttyskland har profitabilitets-krisen og reduceret investering fundet sted på netop det tidspunkt, hvor ‘arbejdskraftens reservearmé’ er vokset til et tal på omkring 1 million (plus 1 million hjemvendte migrantarbejdere) – og fortsætter, på trods af et lavt niveau af arbejderkamp i en årrække.

Fra de empiriske beviser ser det ikke ud til, at det har været en stigning i arbejdernes magt og kampevne, der har forårsaget krisen. Snarere er det, fordi systemet har nået en ny periode med krise, at det ikke kan opretholde sin rentabilitet, selv om arbejderne accepterer lavere lønstigninger end tidligere (eller endda et fald i deres realløn).

Ved at starte med størrelsen af arbejdskraftens reservearmé, lønniveau og udbytningsgraden som årsag til krisen, sætter Mandel, Glyn & Sutcliffe, Purdy og de andre vognen foran hesten. De kan ikke se, at årsagen til krisen må ligge uden for den simple kamp mellem arbejdere og kapitalister om fordelingen af den nationale kage. Det er krisen, der bestemmer betingelserne for denne kamp, ikke omvendt.

Mandels manglende evne til at se dette planter et element af ekstrem vilkårlighed lige midt i hans analyse. Når alt kommer til alt: Hvis et fald i arbejdskraftens reservearmé ændrer styrkeforholdet mellem klassekræfterne til gavn for arbejderne og efter en tid fører systemet ind i en langvarig krise, kan vi så ikke forvente, at væksten i reservearmeen gennem de seneste få år vil ændre balancen tilbage endnu en gang i kapitalisternes favør og føre systemet ud af krisen? Det er det, Mandel hævdede skete i 1940’erne. Hvorfor kan det ikke ske igen nu – som revisionister og reformister af alle nuancer foregiver?

Mandel kan kun undslippe en sådan konklusion ved desperat at række ud efter andre forklaringer på krisen til at afstive sin mere end vakkelvorne struktur.

Nogle steder kommer afstivningen fra ideen om, at der er ‘bølger’ af innovationer – som om der er en vis magisk mekanisme i drift, der betyder, at menneskelig opfindsomhed efter at der er gået et vist antal år må begynde at tørre ud og teknologiske fremskridt gå i stå. Igen sættes vognen foran hesten. Hvis systemet var sikker på uendelig ekspansion, så ville det sørge for input af ressourcer til at sikre en endeløs produktion af nye teknikker til anvendelse i produktionen. Det er ikke en eller anden selvstændig sfære for ‘innovation’, der producerer lange opsving eller lange kriser. Det er lange opsving eller lange kriser, der bestemmer incitamenterne til teknologisk innovation.

Mandel kan ikke være alt for sikker på denne forklaring, for han vender sig til andre. Ud af det blå får vi præsenteret ‘reproduktions-skemaer’ meget lig dem Rosa Luxembourg udarbejdede i 1912. De foregiver at vise, at systemet uundgåeligt vil bryde sammen. Måske vil det. Men det er ikke en konklusion, man kan drage alene ud fra ligningerne. For hvorfor skulle sammenbruddet ske nu frem for end for hundrede eller halvfjerds eller tyve år siden?

Ligningerne var rigtige på Marx’ tid, men der har været lange perioder, hvor systemet har ekspanderet, siden da. Faktum er, at ligningerne i sig selv intet beviser. Det afgørende er de værdier, man tildeler de forskellige variable i dem. Ved at tildele visse værdier til dem, på helt vilkårlig vis, er Mandel i stand til at vise et system, der er ved at bryde uigenkaldeligt sammen. Men han har ingen forklaring på, hvorfor det er hans sæt af værdier, der bør være i ligningerne, og ikke et andet sæt, der fx kunne vise, at systemet vil fortsætte med at ekspandere i yderligere 30 år. Og på grund af dette stiller han sig åben for ethvert reformistisk modargument. [4]

I desperation bevæger Mandel sig over til et tredje og endnu mere mystisk argument. Han siger, at systemet må bryde sammen med indførelsen af automatisering, fordi hvis al arbejdskraft blev faglært, teknologisk arbejdskraft, ville det “indebære en radikal undertrykkelse af den sociale opdeling mellem manuel og intellektuel arbejdskraft ... (hvilket) ville underminere hele den hierarkiske struktur på fabrikken og i økonomien, uden hvilken afpresningen af merværdi fra produktivt arbejde ville blive umulig. Kapitalistiske produktionsforhold ville bryde sammen.”

Men kapitalistiske produktionsforhold hviler ikke på den ‘sociale arbejdsdeling mellem manuelt og intellektuelt arbejde’ – det er en del af den socialdemokratiske myte, der identificerer middelklassen med den herskende klasse.

Kapitalismen hviler på det faktum, at én klasse ejer (eller kontroller) produktionsmidlerne og en anden klasse (både ‘intellektuelle og manuelle’ arbejdere) er nødt til at sælge sin arbejdskraft til dem. Et sådant system lever ikke i frygt for sammenbrud på grund af en ændring i ‘hierarkiet’ inde på fabrikken. Faktisk kan det overleve, selv hvis ‘hierarkiet’ inde på fabrikkerne midlertidigt ødelægges – forudsat at markeds-relationerne mellem fabrikkerne fortsætter. Når Mandel lader som om, det er anderledes, så opgiver han marxismen til fordel for de mere vilde drømme hos de engang fashionable teoretikere om ‘den nye arbejderklasse’ og ‘selv-styrende produktion’.

Teoretiske indvendinger

Det faktum, at Mandel er nødt til at forsøge at holde denne vaklende teoretiske struktur sammen med mystisk lim, er ikke et tilfælde. For selve de grundlæggende elementer i den teoretiske struktur er defekte.

For det første forestillingen om, at der sker en ‘opsparing’ af kapital over flere høj-lavkonjunktur-cyklusser. Det er svært at få nogen mening ud af denne forestilling overhovedet. Når kapitalister nægter at investere hele deres kapital, bliver overskuddet ikke ophobet på ubestemt tid i et eller andet enormt overskudslager for at vente 30 eller 40 år på at blive investeret.

Hvad der sker, er i stedet at manglende investeringer fører til et lavt produktionsniveau; ressourcer, som ellers ville blive brugt til at skabe øget rigdom (arbejdskraft, råvarer, fabrikker) står stille, ja, de ødelægges ofte gradvist (arbejdere mister deres fysiske styrke og deres færdigheder, sulter endda i ihjel; råvarer rådner; miner falder sammen; fabrikker ruster). Yderligere merværdi, der ville tilflyde kapitalisten, flyder ikke; der er gentagne kriser, der ødelægger de akkumulerede profitter i store dele af kapitalistklassen; i et desperat forsøg på at afværge nye kriser, vil én national kapitalistklasse spilde endnu mere overskud på at gå i krig med en anden; krisen er en krise for kapitalisterne såvel som for arbejderne.

‘Ophobningen’ er, som så meget andet, underlagt systemets hærgen. Der er ingen automatisk mekanisme, som gør, at syv (eller fem) magre cyklusser lægger grunden til syv fede cyklusser. Der er ingen automatisk regenerativ mekanisme, ingen ‘usynlig hånd’.

Mandel har heller ikke ret, når han hævder, at en ny bølge af innovationer, der bliver sat i drift af dette akkumulerede overskud, gør det muligt at omgå de indre modsætninger i systemet, som Marx har skitseret ... Forestillingen om innovation, om den ‘tredje teknologiske revolution’ som værende i stand til at forhindre, at systemet bevæger sig mod krise, selv i en begrænset periode (25 år), er en forestilling, der er indført i marxismen for første gang af Mandel. Og det er noget vrøvl. De klassiske marxister var ikke i tvivl om, at virkningerne af accelererede teknologiske fremskridt ville være at øge, ikke formindske, modsætningerne i systemet.

Mandel hævder på et tidspunkt, at “en teknologisk omformning af afdeling I” (dvs. produktion af produktionsmidler) kunne skabe “et konstant ekspanderende marked og den tilstand, hvor ekspansion ikke selv hurtigt sænkede merværdiraten og ikke forårsagede et fald i profitraten.” Men i bedste fald kan en forbedring af teknologien kun modvirke profitratens tendens til at falde på kort sigt.

Det er sandt, at nye produktionsmetoder kan betyde, at der skabes mere merværdi i forhold til reallønnen. Øget produktivitet betyder, at det tager mindre arbejdstid at producere de varer, der forbruges af arbejdere, og at der derfor kan produceres mere merværdi for kapitalisterne, uden levestandarden falder eller arbejdsdagen bliver forlænget.

Men det kan kun redde profitraten for en kort periode. For øget merværdi betyder, at der er flere midler til rådighed til investeringer. Hvis disse midler anvendes, så vil der være en stigning i kapitalens organiske sammensætning. Og som Marx viste, er der ingen mulighed for, at øget merværdi, der er opnået ved stigende produktivitet, kan holde trit med stigningen i kapitalens organiske sammensætning.

Grunden er enkel nok. Der er en grænse for mængden af merværdi, der kan produceres af en given arbejder: den arbejdstid, som han arbejder. Hvis han arbejder otte timer om dagen, kan han ikke producere ni timers værd af merværdi. Men der er ingen grænse for væksten i kapitalens organiske sammensætning, da successive produktioner af merværdi akkumuleres oven på hinanden.

Men der er ingen til, at jeg skal gå i detaljer med at argumentere for dette punkt her. For forbavsende nok, mens Mandel baserer meget af sin teori på innovationens påståede evne til at modvirke profitratens tendens til fald, kommer han uforvarende i forbifarten til at sige, at:

Med andre ord: En stigning i merværdiraten på grund af øget produktivitet, der er forårsaget af en ‘bølge’ af innovationer, kan ikke stoppe faldet i profitraten længere end en kort tid. Men hvis det er sandt, så er meget af Mandels teori udtalt nonsens ifølge ... Mandel.

Våbenøkonomien

Den første serie af dette tidsskrift var forbundet med en opfattelse af, hvorfor kapitalismen ekspanderede i omkring 30 år op til slutningen af 1960’erne, og hvorfor den nu er i en ny periode med krise – en teori, der normalt benævnes ‘den permanente våbenøkonomi’.

Mandel har et kapitel om våbenøkonomi. Men han er voldsomt uenig med os om, hvordan den fungerer. Uenigheden begynder med Mandels forklaring om tendensen for kapitalens organiske sammensætning til at stige og for profitraten til at falde.

Mandel taler, som de fleste forfattere, som om enhver forbedring i teknologi indebærer at koble flere maskiner sammen med færre arbejdere. Han siger, det er det, der får kapitalens organiske sammensætning til at stige. Men sådan er det bare ikke, som mange ikke-marxister har moret sig med at demonstrere. Mange innovationer beskærer omkostningerne til maskiner endnu mere end størrelsen af arbejdsstyrken.

Det er ikke teknologien som sådan, der forårsager den stigende organiske sammensætning af kapitalen. Det er dynamikken i det kapitalistiske system som helhed og den måde, dette påvirker indførelsen af den nye teknologi. Kapitalismen er den systematiske pumpning af merværdi ud af arbejdsstyrken. Konkurrencen mellem kapitalisterne betyder, at hver enkelt kapitalist er under pres for at bruge den merværdi, han har til sin rådighed (som han ejer eller kan låne) til at opnå en konkurrencemæssig fordel i forhold til sine rivaler.

En vis grad af innovation kan være mulig med et lavt investeringsniveau. Men endnu mere innovation, endnu mere effektiv teknologi, vil være til rådighed med et højere investeringsniveau. Den mest succesfulde kapitalist vil være den, der foretager denne højere investering. En kapitalist, der ikke bruger så meget som muligt af den merværdi, han besidder, på at investere, vil sakke agterud i kapløbet. Jo større mængde merværdi, der presses ud af arbejderne i hele systemet, jo større er mulighederne for kapitalintensive investeringer for at øge konkurrenceevnen.

Så der er et pres på den gennemsnitlige kapitalist for at øge mængden af investeringer sammenlignet med størrelsen af arbejdskraften – eller med andre ord, at øge kapitalens organiske sammensætning.

Men for at se dette, er man nødt til at forklare presset for at indføre ny teknologi i form af dynamikken i systemet som helhed. Man kan ikke begynde, som både Mandel og revisionisterne gør, fra teknologiens dynamik i sig selv.

Det er fordi, Mandel ikke er klar på dette, at han er uenig med os om, hvordan den permanente våbenøkonomi fungerer. For for os (i modsætning til fx forfattere som Sweezy) er det effekten af våbenudgifterne på kapitalens organiske sammensætning i systemet som helhed, der forklarer, hvordan kapitalismen kunne undgå større nedture i omkring 30 år.

Hvordan hænger det sammen? Vores forklaring er ret enkel. Våben betales ud af den merværdi, kapitalisterne (eller deres stat) har tilbage i hænderne, når de har betalt for arbejdernes forbrug, for råvarer og for omkostningerne til at forny produktionsapparatet. Jo større del af merværdien, der bruges på våben, jo mindre merværdi er der til rådighed for kapitalisterne til at investere i at udvide produktionsmidlerne.

Våbnene ødelægger ikke merværdi – ligesom det luksusforbrug, der forbruges af den herskende klasse, tilhører den den herskende klasse (gennem dens stat). Våbnene repræsenterer en ændring i den fysiske form af merværdien, ikke overdragelse af den til en anden klasse (hvilket var, hvad der ville være sket, hvis der i stedet for våbenudgifter var sket en stigning i udgifterne til hospitaler, skoler eller en anden komponent i ‘den sociale løn’).

Derfor kan øgede våbenudgifter ikke ændre på forholdet mellem den samfundsmæssige merværdi og de samfundsmæssige investeringer (profitraten).

Den reelle effekt af våbenudgifterne er at reducere presset på de enkelte kapitalister til at bruge merværdien til at udvide produktionsmidlerne og at forøge kapitalens organiske sammensætning. Derfor reducerer de det langsigtede pres på profitraten. Hvad mere er: I modsætning til kapitalistklassens privatforbrug, udøver de et pres på kapitalisterne i andre lande til også at bygge våben, og begrænser derved deres evne til at udvide deres produktionsmidler.

Men der har været indbyggede begrænsninger i våbenøkonomien fra begyndelsen. Hvis en super-økonomi som den amerikanske brugte enorme summer på våben, kunne en i starten relativt lille økonomi, som Japan, leve af at eksportere til resten af verden uden selv at skulle bruge meget på våben. Den japanske økonomi ville vokse hurtigere end den amerikanske – og øge den relative betydning af sig selv, en ikke-våben-investor, i verdensøkonomien og presse andre lande til at bruge færre penge på våben, så de er i stand til at konkurrere med Japan i ‘ren’ markedskonkurrence.

Resultatet over 25 år var et fald i den del af verdens ressourcer, der blev brugt på våben, et fald i den stabiliserende virkning af disse udgifter, og en øget tendens til, at det internationale system igen trådte ind i en periode med krise.

På grundlag af ‘den permanente våbenøkonomi’ kan man nemt nå frem til en forståelse af vores nuværende situation, som ikke afhænger af mystikken fra ‘lange bølger’. Men Mandel afviser denne fortolkning, selv om han ønsker at sige, at våbenøkonomien har spillet en delvis rolle i stabiliseringen af systemet. (Han er ikke mere parat til at indtage en hård linje, når han er uenig med os, end når han er uenig med de fashionable påståede marxister.)

Mandels egen argumentation omkring våbenøkonomien er ekstremt mærkværdig. Han siger, at våbenøkonomien ikke kan løse ‘realiserings-problemet’ – problemet med, hvordan kapitalismen skal finde markeder. Han hævder så, at den heller ikke kan løse problemet med profitraten. Faktisk går han så vidt som til at sige, at det gør problemet værre (selv om han ikke tør spørge sig selv, hvordan den periode med USA’s og Storbritanniens højeste udgifter til våben var den periode, hvor de var mindst bekymret om profitraten).

Men så insisterer han på, våbenudgifterne gør noget andet – det løser problemet med, hvad han (eller hans oversætter) kalder ‘valoriseringen” [5] af kapital. Ved dette synes han at mene problemet med at finde en anvendelse for kapitalen. Dette ser ud til at være ren mystik. Inden for kapitalismen kan der ikke være nogen ‘valorisering” af kapitalen, ingen anvendelse for kapitalen, medmindre problemet med profitraten kan løses. For den eneste anvendelse for kapitalen på systemets vilkår er at ekspandere sig selv ved at skabe en tilstrækkelig profit. Medmindre våbenøkonomien giver et svar på problemet med profitraten, kan den ikke give et svar på problemet med den såkaldte ‘valorisering”. [6]

Mandel afviser våbenøkonomiens centrale rolle i at opretholde profitraten, fordi han har en håbløst forvirret opfattelse af, hvordan anvendelsen af udgifterne til våben finder sted. Han hævder, at jo mere der investeres i våbenindustrien, jo mere vil der være en tendens til, at profitraten vil falde, da disse industrier har en tendens til at have en høj organisk sammensætning af kapitalen. “Investering af kapital i afdeling III (våben-afdelingen; CH) øger kapitalens organiske sammensætning dér.”

Kapitalisterne i Afdeling III forventer det samme afkast som kapitalister i andre sektorer. Men produktion af merværdi pr. investeringsenhed vil være mindre i denne sektor (fordi den har en højere organisk sammensætning af kapitalen: færre arbejdere betjener flere maskiner, etc.). Derfor kan de kun få den profitrate, de forventer, hvis gennemsnittet i resten af industrien sænkes for at betale dem.

Argumentet ser overbevisende – på overfladen. Men hvordan kan man forklare den kendsgerning, at, med de i fredstid højeste udgifter til våbenproduktion, profitraten ikke er faldet med massiv hastighed? Der er kun én forklaring. Det er at erkende, at ikke kun kapitalisternes profit i Department III, men også lønninger og udgifter til råvarer og maskiner skal betales af kapitalisterne i andre brancher. For ressourcer stilles til rådighed fra resten af økonomien til disse ting, såvel som for våben-kapitalisternes profitter, uden at noget bliver givet til resten af økonomien til gengæld.

Arbejderne i våbenindustrien producerer intet til gavn for resten af økonomien. Deres løn er et fradrag i den samlede samfundsmæssige merværdi. Maskinerne i våbenfabrikkerne videregiver deres værdi til varer, som bagefter ødelægges: De skal betales ud af den totale samfundsmæssige merværdi. I så henseende er våbenkapitalisternes profitter ikke anderledes end lønnen for arbejderen i våbenindustrien eller udgifterne til maskiner og råvarer til våben.

Dette kan ses empirisk af den måde, profitterne fastsættes i våbenindustrien. De er ikke bestemt af markedet, ved udbud og efterspørgsel af våben, strømmen af kapital ind og ud af våbenproduktion. De er fastsat ved en beslutning fra statens side om at betale våben-virksomhederne en profitrate, der er lig (eller lidt over) den, der allerede er fastlagt for resten af økonomien gennem systemets love. Hvis den organiske sammensætning i resten af økonomien er lav, vil profitraten dér være høj, og derfor vil den profitrate, staten giver til våben-producenterne, også være høj.

Så det egentlige spørgsmål er ikke, som Mandel udtrykker det, om profitraten i våbenproduktion sænker den gennemsnitlige profitrate. Det er, om enhver udgift til våben sænker den profit, kapitalisterne har til rådighed, og derfor profitraten. Våbenudgifter betyder jo, at i stedet for at kunne putte hele deres profit i lommen, er kapitalisterne tvunget til at betale et pænt beløb i skat til staten.

Men vi må ikke glemme, at staten er ‘borgerskabets forretningsudvalg’. De skatter, kapitalisterne betaler til staten, betales til dem selv som et kollektiv (selv om den enkelte kapitalist muligvis ikke altid erkender dette). Derfor er våbenudgifterne på nogle måder ligesom kapitalistklassens luksusforbrug: Det er, hvad den herskende klasse valgte at bruge deres profit på, når de først har erhvervet den.

Hvis jeg har hundrede pund i lommen og bruger £50, så betyder det ikke, at jeg ikke havde de £100 i første omgang. Hvis den samlede samfundsmæssige merværdi er lig fx 200 milliarder dollars, betyder det, at kapitalistklassen vælger at bruge halvdelen på våben, ikke, at de oprindelige 200 milliarder virkelig var 100 milliarder. Våbenudgifterne reducerer ikke profitraten mere end udgifter til investering eller til luksus for de rige. At påstå andet er at forvirre produktionen af merværdi med dens anvendelse af kapitalistklassen.

Mandel fatter bare ikke modsætningerne i våbenøkonomien. Han anklager Mike Kidron for den “virkeligt forbløffende opdagelse, at våbenøkonomien er en faktor, der bremser sen-kapitalistisk vækst”. Men man behøver blot tage et overfladisk blik på statistikken for våbenudgifter og økonomisk vækst for at se, at de økonomier, der har båret den største del af våbenbyrden, har været dem med de dårligste vækst-resultater:

	Våbenudgifter som pct. af BNP		Økonomisk vækst 1953–70
	1955	1970
USA	13,4	9,9	93 pct.
UK	7,7	4,9	54,7 pct.
Frankrig	4,9	3,3	176 pct.
Vesttyskland	3,2	3,2	224 pct.
Japan	—	ca. 0,5%	265 pct.

Japan, Vesttyskland etc. har været i stand til at være afhængige af USA’s våbenbudget til at stabilisere det internationale kapitalistiske system, mens de samtidig har båret relativt lidt af denne byrde selv. Resultatet er, at Japan i særdeleshed har været i stand til at afsætte næsten dobbelt så meget af sit nationalprodukt til produktiv akkumulation end stater med (betydelige) våbenudgifter. Hvis alle udviklede vestlige stater havde opført sig som Japan, ville der i starten have været en vækstrate på niveau med den japanske – blot for at blive efterfulgt af en katastrofal stigning i kapitalens organiske sammensætning, et katastrofalt fald i profitrater og katastrofale økonomiske nedture.

Pointen kan illustreres på en anden måde, ved at sammenligne, hvordan den amerikanske økonomi opførte sig i to perioder: (1) i førkrigsårene, hvor der næsten ingen våbenudgifter var; og (2) i efterkrigsårene, hvor der var meget høje våbenudgifter.

Det kan ses, at vækstraten i førkrigs-opsvingene var større end efter krigen – der var ingen våbenudgifter til at dæmpe akkumulations-hastigheden. Men netop på grund af dette, blev de fulgt af meget skarpere nedture end i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne.

Mandel forstå ikke noget af dette. Som følge heraf bliver han tvunget til som enhver borgerlig økonom at kigge efter en eller anden mystisk forklaring på systemets ekspansion i 1950’erne og dens stagnation og kriser i dag. Det er derfor, han ender med at gå tilbage til Kondratievs magiske cyklusser. Men efter at have taget dette skridt kan han ikke håndtere revisionisterne og reformisterne, der forsøger at ødelægge den revolutionære kerne af marxistisk økonomisk analyse. I stedet bliver han tvunget, som vi har anført ovenfor, til at forsøge at gå på kompromis med dem, for at erstatte forklaring med eklekticisme.

Resultatet er ikke en bog, der er en hjælp til praksis, men et noget kedeligt arbejde, der efterlader de vigtigste funktioner i den moderne kapitalisme uden forklaring. Mike Kidron beskrev en tidligere bog af Mandel som “en marxistisk fiasko”. Desværre må den samme dom afsiges her.

Noter

(Side-henvisninger er, medmindre andet er angivet, til NLB-udgaven af Ernest Mandels Late Capitalism.)

1. Det er interessant, at en række af de indvendinger, jeg selv fandt mig i gang med at gøre skriftligt til første udkast af denne anmeldelse, så jeg blev gjort uafhængigt af Bob Rowthorne i sin anmeldelse i New Left Review. Rowthorne drager imidlertid diametralt modsatte konklusioner fra hans indvendinger end dem, der drages af mig. Han erstatter Mandels fremstilling af krisen med én, der tillader reformistiske svar på krisen, hvorimod jeg vil argumentere for, at krisen er mere, ikke mindre, dybt rodfæstet, end Mandel hævder.

2. ‘Revisionist’ ikke som en fornærmelse, men i snævreste betydning: at opgive grundlæggende principper i marxismen, som fx arbejdsværditeorien og profitratens tendens til fald.

3. For sidstnævnte, se C. Harman: Poland and the crisis of State Capitalism, IS 93 og 94. [En forkortet udgave findes på dansk: Polen: Statskapitalismens krise, Faglig Fællesliste, sep. 1981; ovs.]

5. ‘Valorisation’ er den trendy nye oversættelse af Marx’ begreb Verwertung. Min tyske ordbog angiver betydningen af dette begreb som ‘utilisation’ (udnyttelse, anvendelse), herunder anvendelsen af maskiner.

6. Jeg bemærker, at Bob Rowthorne er lige så forundret som mig over Mandels modsætninger på dette punkt – selv om hans konklusioner naturligvis er helt anderledes...

Mandel: Senkapitalismen