Artikel i SWP International Discussion Bulletin, No.4, 1977.
Oversat fra The workers’ government (online hos International Socialism Journal og Marxists Internet Archive>) af Jørn Andersen, 25.11.2011.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. november 2011.
Denne artikel dukkede op i det britiske SWP’s International Discussion Bulletin for 30 år siden. På det tidspunkt ændrede nogle af de største organisationer på den yderste venstrefløj i Italien, der var opstået ud af den store kampbølge fra 1968 til 1975, deres strategi til at sætte fokus på dannelse af en ‘venstre’-regering inden for det eksisterende parlamentariske system. En sådan regering blev aldrig til noget – i stedet accepterede det dengang magtfulde italienske kommunistparti en underordnet rolle under en kristelig-demokratisk regering gennem “det historiske kompromis”, og den revolutionære venstrefløj gik ind i en krise, der endte med dens undergang. Ikke desto mindre er de argumenter, der blev brugt dengang, i høj grad relevante i forhold til den holdning, revolutionære burde have i dag, når spørgsmålet om regering bliver rejst – især i Italien, hvor Rifondazione Comunista er indgået i Romano Prodis centrum-venstre regering og har stemt for at sende italienske tropper til Afghanistan og Libanon.
Gennem de sidste tre år er der sket en større revision af begrebet ”venstre-regeringer”. Den blev sat i gang af de katastrofale konklusioner på erfaringerne fra Chile. Mens nogle strømninger, fx Internationale Socialister, så det som, at det endnu en gang viste umuligheden af den reformistiske vej til socialismen, så andre grupper, især ‘il Manifesto’ i Italien, valget af en sådan regering som et første afgørende skridt i retning af socialisme.
I 1976 blev analysen anvendt i Italien selv. Valgprogrammet for Avanguardia Operaia (AO) og PdUP (hvor il Manifesto var en del af sidstnævnte), havde som sin vigtigste parole dannelsen af en venstreregering bestående af Kommunistpartiet, Socialistpartiet, og måske også den revolutionære venstrefløj. Pres fra massekampen, hævdede man, kunne forhindre ‘venstre-regeringen i at stabilisere situationen i kapitalismens interesse’ og ‘åbne vejen for, at arbejderklassen kunne udøve magt’.
Siden da er begge organisationer blevet splittet, og et af de vigtigste punkter i debatten har været en sådan regerings rolle og begrænsninger.
I Frankrig, hvor Socialistpartiet og Kommunistpartiet ser ud til at ville vinde flertal ved næste års valg, har debatten på den revolutionære venstrefløj igen taget dette begreb op. Mens de har undgået de reformistiske fælder hos den italienske yderste venstrefløj, har de franske grupper ofte en tendens til at se venstre-regeringer som værende et mål i sig selv. (Se fx H Webers artikel, i nr. 2/3 af International Discussion Bulletin). Således er to centrale spørgsmål blevet rejst: For det første: Kan en regering inden for det borgerlige demokrati ‘bane vejen for arbejdermagt’? Og for det andet: Hvad skal revolutionæres strategi være, når de traditionelle arbejderpartier kommer til magten?
En regering af de traditionelle arbejderpartier kommer ikke til magten, blot fordi flertallet af arbejdere har stemt for den. Det afhænger også af, om den får lov til at komme til magten af borgerskabet, med andre ord, om de føler, at de er tvunget til at opgive deres regerings-positioner til lederne af partier med en base i arbejderbevægelsen. Det gør de, enten fordi de føler, at det ville virke mod hensigten at ødelægge myterne om det parlamentariske demokrati blot for at forhindre et midlertidigt tab af magt, eller fordi de føler sig tvunget til et tilbagetog stillet over for et masse-opsving i arbejderbevægelsen (som i Tyskland i 1918 og SPD-USPD regeringen, eller i Spanien med Caballero-regeringen i september 1936).
Det er imidlertid kun regerings-positionerne, som borgerskabet opgiver. De fastholder deres kontrol over de vigtigste sektorer i statsapparatet, over de centrale områder af økonomien, og over de fleste af kommunikationsmidlerne. Med andre ord, de foretager et tilbagetog fra statens ”frontlinje”, som under alle omstændigheder har mindre og mindre betydning som kapital-koncentrationen skrider frem, men konsoliderer i stedet deres magt i hierarkierne i statsapparatet og i økonomien.
‘Venstre-regeringen’ er således ikke en revolutionær regering dannet ved at smadre den borgerlige stat. Tværtimod eksisterer den, mens kapitalismen og dens stat stadig er intakt.
I en tid med en større social krise er borgerskabet parat til at indrømme endda betydelige materielle reformer, på betingelse af at deres vigtigste kontrolmekanisme – statsapparatet – bevares intakt. Kortsigtede indrømmelser kan gøres, så længe bourgeoisiet bevarer midlerne til at fortsætte deres langsigtede kontrol. Reformer kan altid ophæves og angrebene fornys, når arbejderbevægelsen er faldet tilbage. Men så snart staten er blevet ødelagt, har borgerskabet ikke noget redskab til at bruge mod arbejderklassens magt.
Således vil ‘venstre-regeringen’ stå over for et valg: Enten at samarbejde med borgerskabets redskab, eller at indstille sig på at ødelægge statsapparatet og erstatte det med en struktur af arbejdermagt gennem råd og militser. Og dette valg vil den blive påtvunget næsten øjeblikkeligt. Trods alt fik Allende kun lov til at komme til magten på betingelse af, at han lod hæren forblive intakt. Enhver ‘venstre-regering’ vil være underlagt en lang række foranstaltninger, som har til formål at tvinge den til at samarbejde med staten.
Således vil en ‘venstre-regering’ i virkeligheden lade statens magt være uberørt, medmindre den fra starten tog beslutsomme skridt mod de eksisterende strukturer. For eksempel havde borgerskabet i det republikanske Spanien i de to måneder efter det delvise nederlag for Francos kup i juli 1936 mistet kontrollen over store dele af industrien. Statsapparatet blev splintret, så det næsten ikke kunne repareres, og arbejdermilitserne havde næsten monopol på den væbnede magt. De borgerlige liberale i regeringen var næsten hjælpeløse.
Derfor fik regeringsmagten i september 1936 lov til at komme i hænderne på Largo Caballero, ‘venstre’-socialisten. Caballero kunne opnå for borgerskabet, hvad de liberale alene aldrig kunne, genopbygningen af statsapparatet, da han havde tillid hos masserne. Han accepterede, at den eneste måde, en ‘konstitutionel’ venstre-regering kunne fungere på, var ved at bygge på resterne af det gamle statsapparat, og brugte derfor sin ideologiske indflydelse (sammen med de øvrige arbejderorganisationer) på at genopbygge staten. I maj 1937 var arbejdet blevet gjort så godt, at de statslige hierarkier kunne erstatte Caballero med én, der var langt mere acceptabel for deres interesser. Caballero blev smidt ud af det statsapparat, han havde genopbygget; på samme måde som Allende blev myrdet af de samme generaler, hvis magt han havde lovet at respektere. Men i 1936 havde den spanske arbejderklasse magten til at ødelægge staten og viljen til at opbygge deres egen. Ved at forlade sig på den gamle stat forhindrede Caballero væksten i arbejdermagtsorganerne, hans eneste forsvar mod den dag, hvor borgerskabet besluttede sig til at skille sig af med ham og enhver ‘venstreorienterethed’, som han repræsenterede.
En sådan tendens til at samarbejde med statsapparatet er ikke primært en konsekvens af, at der findes borgerlige partier inden for disse regeringer. Selv en ‘ren arbejderregering’, bestående udelukkende af de traditionelle partier i arbejderklassen, vil stadig være i en de facto-koalition med borgerskabet gennem staten. Allendes politik var ikke bestemt af den borgerlige komponent i hans regering (det lille radikale parti). Langt vigtigere var forfatningsaftalen fra 1970 om ikke at blande sig i statens hierarkier og hans insisteren på (som alle reformister), at staten var et neutralt instrument, der kunne bruges i opbygning af socialismen.
Nogle tendenser på venstrefløjen vil sige, at ovenstående analyse er ‘primitiv’ og mekanisk, at den unuanceret sidestiller dagens euro-kommunistiske massepartier med de socialdemokratiske partier fra før krigen. Men hvilke forhold har ændret sig siden da?
Det er rigtigt, at de euro-kommunistiske partier er massepartier med en stærk, militant medlems-base, men dette var også tilfældet med Socialdemokratiet, for eksempel i Tyskland i 1918. Alligevel har lederne af disse massepartier stået i spidsen for genopbygningen af staten, og deres basis har været magtesløse i at forhindre dem i det gennem partistrukturerne. Pointen er, at det ikke er dets massebasis eller mangel på samme, som forhindrer et parti i et samarbejde med staten. Basis kan give en vis modstand mod regeringens politik, men hvis det tvinger sin regering til afgørende at bryde med staten og borgerskab fra starten, vil den kurs, der blev ført i Spanien, Chile og Tyskland, blive gentaget. Er det virkelig muligt, at basis vil være i stand til at påtvinge dette over for Berlinguer, Marchais eller Mitterrand?
Over hele Europa har Socialdemokratiet ved magten bevæget sig hurtigt til højre. I Storbritannien, Tyskland og Portugal er det socialdemokratiske partier, der angriber arbejderbevægelsen og stabiliserer kapitalens herredømme. PSI eller PSF vil forsøge at gøre det samme.
Kommunistpartiernes rolle vil være den samme. PCI’s program er udtrykkeligt en politik for et kapitalistisk økonomisk opsving og rationalisering af staten. De afviser på forhånd, at det er nødvendigt at bryde med staten eller borgerskabet. Faktisk ønsker de en regerings-alliance med dets politiske repræsentanter.
Desuden er ledelserne af kommunistpartierne solidt forankret i partierne, ligesom deres politik er. II Manifestos strategi, om gradvist at vinde partiet til venstre, kan ikke finde sted uden at splitte de mest militante dele af partiet over til en revolutionær pol.
II Manifestos strategi for at gå ind i en venstre-regering, som en venstre-kraft inden for den, har også sine historiske fortilfælde. Venstre-regeringen i Catalonien i 1936 havde også en revolutionær pol inden for – POUM, som havde en langt større base og talte langt klarere om behovet for at erstatte den borgerlige stat med sovjetter, end il Manifesto i Italien. Men POUM var nødt til at betale prisen for sin deltagelse i en sådan regering. Hver gang der var en konflikt mellem den selv-aktiviteten i basis og det borgerlige statsapparats behov for stabilitet for at få ting gjort, accepterede POUM behovet for at disciplinere deres egne medlemmer og til at ødelægge arbejderbevægelsens selvstændighed. Således var lederen af POUM, Andrés Nin, i november 1936 nødt til at overtale sine medlemmer til at opløse de revolutionære komiteer, der havde erstattet staten i Lerida. Seks måneder senere, da statsapparatet var blevet genopbygget, samarbejdede det om mordet på Andrés Nin.
Hvad der gjaldt for anarkisterne og POUM under det revolutionære røre i Spanien i 1936 vil gælde i samme omfang for PCI og lederne af Il Manifesto. Man kan ikke have én fod i arbejderbevægelsen og en anden i samarbejdet med staten. Når arbejderbevægelsen vokser, vil den komme i konflikt med den borgerlige stat. Revolutionære må have deres basis i klassen for at give den retning, når disse sammenstød kommer.
Venstre-regeringernes proklamerede strategi i Italien og Frankrig vil nødvendigvis føre til denne konflikt. Deres strategi er baseret på reformer i en tid med kapitalistisk krise, og som sådan vil den i sin natur være ustabil. Kapitalismen vil kræve genoprettelse af dens privilegier. Landets økonomi vil blive forringet, da det stadig er låst fast i et verdenssystem, som ikke kræver reformer, men øgede ofre. Efterhånden som borgerskabet i stigende grad bliver bekymret over faldende profitter, vil den økonomiske sabotage stige.
Højreorienterede massebevægelser kan opstå, medmindre der eksisterer et klart venstre-alternativ til regeringen, som mobiliserer arbejderne mod denne regering fra en anti-kapitalistisk position.
Til opsummering kan vi sige, at en venstre-regering aldrig har brudt afgørende med statsapparatet og ført arbejderne til magten. I Tyskland i 1918 var regeringen selv instrumentet for kontrarevolution, da den smadrede Spartakus-oprøret mod den eksisterende stat. I Chile betød regeringens samarbejde med staten, at de alternative organer for arbejdermagt blev undertrykt eller neutraliseret af regeringen, og da der opstod splittelser i Unidad Popular-regeringen, følte det væbnede statsapparat sig stærkt nok til at ødelægge både regering og bevægelse.
I Italien og Frankrig er det mere sandsynligt, at hvis og når venstrefløjen kommer til magten, vil både gaullister og kristelige demokrater benytte lejligheden til at omorganisere deres styrker til mere effektive instrumenter for borgerskabets herredømme. De vil vende tilbage med fornyet kraft, efterhånden som arbejderklassen bliver demoraliseret af deres partiers forsøg på at gøre kapitalismen mere effektiv. Allerede nu er Chirac i Frankrig ved at kåre sig selv som leder af denne reaktion.
Men der er et fjerde muligt resultat, og det er den revolutionære omstyrtelse af regeringen fra venstre og oprettelsen af en arbejderstat. Men det kræver, at revolutionære har en klar forståelse af den nødvendige strategi for at nå dette mål.
Debatten i 1922 om emnet var resultatet af en kamp ledet af Lenin og Trotskij for at tvinge ultra-venstre-elementerne i Komintern til at acceptere enhedsfront-taktikken som en måde at bryde socialdemokraternes indflydelse på konkrete spørgsmål. Hvorfor skulle denne aktivitet ikke kulminere i et program for en fælles arbejderregering?
Desværre kan det ikke siges, at diskussionen afklarede spørgsmålet. Debatten var domineret af Zinoviev og Radek. Begge argumenterede kraftigt for, at kampen for en fælles kommunistisk-socialistisk regering var det logiske resultat af agitationen for en arbejder-enhedsfront. De lod forstå, at en sådan regering næsten automatisk ville føre til et dybere kampniveau og derfra til proletariatets diktatur.
Således var Radeks tale ekstremt mekanisk:
“Der hvor en Labour-regering bliver dannet, vil den blot være et springbræt til proletariatets diktatur, for borgerskabet vil ikke tolerere en Labour-regering, selv om den er dannet på demokratiske principper. Den socialdemokratiske arbejder vil se sig selv tvunget til at blive kommunist, for at forsvare sit styre.”
Men de demokratiske principper, som regeringen ville være baseret på, handler netop om at arbejde inden for de rammer, der er fastlagt af staten – strukturer, der er skabt til at gøre ministre med radikale ideer magtesløse. Endvidere er de dominerende kræfter i en sådan regering ikke socialdemokratiske arbejdere, der kan ændre deres ideer under indflydelse af begivenhederne, men reformistiske bureaukrater, som vil gøre alt hvad der står i deres magt for at svække kampen. I stedet for dette skema er det langt mere sandsynligt, at de kommunistiske ledere ville blive opslugt af regerings-strukturerne.
Den resolution, der faktisk blev vedtaget, var langt mere forbeholden end indlæggene fra Zinoviev og Radek. Der blev nedlagt strenge betingelser for at sikre, at regeringen ‘er opstået ud fra massernes kamp’. Men det blev stadig set som uundgåeligt, at en sådan regering ‘med det samme ville stå over for den mest stædige modstand fra borgerskabet’. Således må ‘den mest elementære opgave for en arbejderregering bestå i at bevæbne proletariatet’.
Der kan næppe være tvivl om, at debatten var forvirret. Dette var til en vis grad forventeligt, da der jo var meget lidt erfaring med regeringer, der udelukkende bestod af arbejderparter. Trotskij kunne fx skrive i 1923:
‘Når vi ... samler flertallet af arbejderne under denne parole ... om en arbejderregering ... vil den slags som Renaudel, Blum og Jouhaux (de reformistiske ledere) ikke være meget værd, fordi disse herrer kun er i stand til at opretholde sig selv gennem en alliance med borgerskabet ...’
(The First Five Years of the Communist International, Vol 2, p.173).
Desværre har 55 års bitre erfaringer vist, at reformistiske regeringer uden deltagelse af borgerskabet er ganske mulige, uden at kapitalismen smuldrer, og ofte er blevet brugt til at styrke dens herredømme.
Men det betyder ikke, at en ægte arbejderregering ikke under nogen omstændigheder kan opstå før proletariatets diktatur. Der har tidligere været arbejderregeringer, hvis ‘mest elementære opgave er bevæbning af proletariatet’, skønt de var ekstreme undtagelser. For eksempel brød den borgerlige magt i Ungarn og Bayern i 1919 nærmest sammen, og regeringen faldt i hænderne på mennesker, der baserede sig på paroler om sovjetmagt. Arbejderregeringen opstod og var bagefter nødt til at skabe strukturen for arbejderklassens magt – arbejdermilitser, arbejderråd og så videre.
Den største del af disse regeringer var åbent revolutionær, og deres vigtigste opgave var at skabe en ny arbejderstat, før borgerskabet kunne omgruppere sig. I Bayern nægtede den kommunistiske leder Leviné at gå ind i den første sovjet-regering, eftersom den bestod af centrister og reformister, der ikke ville have været parat til at bevæbne arbejderne og skabe virkelige arbejderråd. Alligevel kunne kun sådanne skridt, som han korrekt påpegede, give arbejderregeringen et solidt fodfæste – ved at etablere proletariatets diktatur. At etablere en arbejderregering på et mindre grundlag ville føre til kontrarevolution.
Lenins holdning var den samme. I ugerne før oktober fastholdt han, at den eneste vej frem var for en regering, baseret på sovjetterne, hvor alle nøglepositioner skulle være i hænderne på bolsjevikkerne. Men i erkendelse af, at bolsjevikkerne stadig var et mindretal i arbejderklassen, erklærede han, at hvis de andre socialistiske partier skulle danne en sådan regering, ville bolsjevikkerne fungere som en ‘loyal opposition’, som vil fortsætte med at kritisere dens mangler over for klassen. Bolsjevikkerne ville ikke tage noget ansvar for dens politik og opretholde deres uafhængighed af den. Opgaven var at vinde masserne fra de reformistiske partier til bolsjevismen, så de kunne blive i stand til at erstatte regeringen med proletariatets diktatur i fremtiden.
Det er denne arv, som må tilpasses nutidens verden, snarere end en samlet overtagelse af Kominterns teser.
Selv om en venstreregering ikke vil føre til socialismen, er revolutionære ikke ligeglade med, om en sådan regering kommer til magten. Selv om borgerskabet kun har trukket sig tilbage fra frontlinje-positioner og stadig har kontrollen med økonomien og staten, kan det åbne for enorme muligheder.
I både Frankrig og Italien vil det, at både kommunister og socialister træder ind i regeringen for første gang siden slutningen af 1940’erne, føre til øget tillid, og måske, militans i arbejderbevægelsen. I det omfang valget af en venstreregering giver mulighed for et større skridt fremad for arbejderbevægelsen, og hvis masserne drager fordel af den midlertidige forvirring hos borgerskabet. Men skridtet fremad er ikke uundgåeligt, regeringen vil forsøge at stabilisere situationen, og borgerskabet vil omgruppere. Hvis arbejderne falder i den vildfarelse, at de har taget magten, og ikke bare overvundet den første barriere; hvis, med andre ord, de er afhængige af regeringen i stedet for deres egen aktivitet, så vil deres skridt fremad være begrænset til reformer, som kan vindes tilbage af et styrket borgerskab.
Derfor er det altafgørende paradoks: Fremkomsten af en venstreregering vil kun styrke arbejderbevægelsen i det omfang, at klassen, eller i det mindste dens fortrop, ikke har illusioner om denne regering. Jo mere uafhængig og stærk arbejderbevægelsen er, jo flere reformer vil den kunne tvinge ud af regeringen. Jo mere den bygger på sine egne former for organisation, jo mere er vejen åben for en fundamental ændring i magtbalancen mellem arbejderne og deres allierede, og borgerskabet. Men jo mere den er bundet til statsmagtens strukturer, jo større er muligheden for borgerlig reaktion.
Det betyder, at revolutionæres rolle ikke er at indgå i en sådan regering ‘for at fremhæve modsætninger inden for den’, for at gøre dette er netop at binde arbejderne til borgerskabet.
Snarere er opgaven for revolutionære at bryde de illusioner, som arbejderne har i en ‘venstre’-regering – og det betyder at tage fat i alle arbejdernes delvise, begrænsede kampe, generalisere dem og lede dem, selv om de er i modstrid med regeringens strategi. Kort sagt er det at organisere en venstre-opposition til regeringen og at søge at erstatte afhængigheden af staten med arbejdernes selvorganisering.
Selvfølgelig er der taktisk set tidspunkter, hvor den revolutionære venstrefløj forsvarer venstre-regeringen eller måske særlige foranstaltninger; når den er åben for angreb fra højre, og borgerskabet forsøger at genvinde positioner, det har mistet. Men det bør aldrig tilsløre de grundlæggende holdninger, som det revolutionære parti må stå for: Strategien om at udvikle arbejderklassens former for magt, som per definition vil komme i konflikt med den borgerlige statsmagt, som stadig eksisterer – med henblik på at styrte regeringen fra venstre og erstatte den med en arbejderstat.
Ellers kan revolutionære komme i samme situation, som den chilenske venstrefløj befandt sig i lejlighedsvis – at man så ud til at forsvare upopulære statslige beslutninger imod bevægelser i arbejderklassen og småborgerskabet, og således tillade højre-kræfter at manipulere disse bevægelser.
Muligheden for en regering ledet af deres egne reformistiske partier kan, især efter mange år med borgerskabets partier ved magten, have en stor tiltrækningskraft for mange arbejdere. Det ser ud som en forudsætning for nogen som helst fundamental ændring i samfundet. Her må revolutionære for det første erkende, at dette er en illusion. Arbejderne kan ikke ændre samfundet alene ved, at deres partier får regeringsmagten, men lader staten forblive intakt. For det andet må vi også erkende, at for mange arbejdere er denne vildfarelse en stigning i klassebevidsthed; de er begyndt at tænke i, at deres klasse kan styre samfundet i stedet for, at det bliver styret efter åbenlyst kapitalistiske kriterier.
Vores opgave er at bygge videre på den stigning i klassebevidsthed, men samtidig nedbryde vildfarelserne om en venstre-regerings rolle.
Reelt er vi nødt til at sige til ikke-revolutionære arbejdere:
’I tror på, at en venstre-regering kan ændre samfundet til gavn for arbejderklassen – det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen jer for at teste jeres synspunkter. Men vi gentager, at I skal stole på jeres egne kampe, ikke tro på jeres politiske ledere.’
Parolen om en venstre- eller arbejderregering skal derfor ikke ses som et magisk universalmiddel. Det er snarere en taktisk parole, som vi støtter, men underordnet i forhold til vores generelle politik om at udvikle arbejdernes kamp.
Vores opgave er at rejse paroler, der mobiliserer arbejderne til forsvar for deres interesser, til at skabe enhed i handling sammen med reformistiske arbejdere og i kampen for at nedbryde de illusioner i ‘venstre-regeringen’. Det er frem for alt i handling, at bevidstheden ændrer sig.
Det er derfor, at den italienske revolutionære venstrefløj tager så meget fejl, når de taler om ‘en alternativ strategi til PCIs’. De forsøger at levere løsninger på kapitalismens krise, uden at rejse spørgsmålet om at vælte kapitalismen. Således forsøger de at løse krisen for den italienske kapitalismes betalingsbalance-krise ved at foreslå rationeringer og importkontrol. Men for at løse enhver betalingsbalance-krise mere grundlæggende, er man nødt til at fjerne Italien fra det kapitalistiske system, og det betyder omstyrtelsen af det indenlandske borgerskab som en forhåndsbetingelse. Venstrefløjen antager her et grundlæggende nationalistisk synspunkt, som forsøger at løse den italienske krise på bekostning af kollegerne i Storbritannien, eller Japan eller Tyskland. For importkontrol i ét land betyder arbejdsløshed i et andet.
På et mere generelt plan kan den revolutionære venstrefløj ikke foreslå alternative strategier for løsning af kapitalismens krise, undtagen ved at stille krav om at omstyrte den. Hvad den imidlertid kunne foreslå, er en strategi for håndtering af virkningerne af krisen; en strategi mod arbejdsløshed, mod inflation osv., som arbejderne kan gennemføre ved hjælp af deres magt på arbejdspladserne og som en massekraft. En sådan kamp ville føre til styrkelse af arbejdernes organisation og bevidsthed, og pege mod omstyrtelsen af kapitalismen. I en sådan bevægelse vil enheden blive dannet mellem revolutionære og basis i reformistiske massepartier. Det er denne enhed i handling omkring delmål, som kan bryde arbejdere fra reformismen, når de ser deres ledere konstant vakle mellem deres basis og kravene fra kapitalen (se indlæg fra A. Callinicos i dette nummer for en mere fuldstændig diskussion af problemet med enhedsfronten).
Arbejdernes brud med reformismen vil ikke ske, som den italienske venstrefløj synes at mene, ved at foreslå en mere radikal udgave af reformisternes program.
Stillet over for to reformistiske programmer (og AO/PdUPs ligger til højre for det britiske kommunistpartis), vil arbejderne vælge det, der bliver fremført af reformisterne, eftersom det er PCI og ikke de revolutionære, der vil være den vigtigste kraft i en ‘venstre-regering’ og dermed i stand til at gennemføre programmet. Desuden kan reformister og revolutionære ikke forene sig i kamp omkring et sådant program, de kan kun polemisere mod hinanden.
Den italienske venstrefløj er faldet i netop den fælde, som AO advarede mod for kun tre år siden:
’... revolutionære må ikke give råd til PCI i dets bevægelse mod at komme i regering. Det ville gøre os til halehæng til den reformistiske strategi, gøre den revolutionære proces afhængig af deres handlinger. Det ville betyde, at vi ikke arbejdede for at opbygge en selvstændig revolutionær strategi både på selvorganiserings-planet og med hensyn til politik. Endelig ville dette råd være en kilde til forvirring for masserne’
(Teser til AOs fjerde kongres, s. 75).
Jo før AO genopdager sin oprindelige strategi, jo før vil der kunne startes på at rydde op i kaosset på den italienske venstrefløj.
Sidst opdateret 25.11.2011