Artikel i tidsskriftet Proletar!, nr. 6, november 1973, s. 6-13.
Oversat fra International Socialism (1st series) nr. 62, sept. 1973, af Thorvald Berg Berthelsen.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. marts 2008.
Det chilenske eksperiment med "den parlamentariske vej til socialismen" har fået en brat afslutning. Et militærkup har omstyrtet Folkefrontsregeringen og præsident Allende er død. Rapporterne fra Chile har meldt, at tusinder er blevet dræbt og endnu flere såret eller interneret i koncentrationslejre. De fabrikker og kontorer, hvorfra arbejdere og enkelte snigskytter har fortsat modstanden, er blevet jævnet med jorden. Arbejdere er blevet henrettet på stedet uden hverken forhør eller dom. Hærenheder har lukket og nedlagt hovedkvartererne for det kommunistiske parti og Socialistpartiet – partier, der hver for sig er lige så store i forhold til befolkningstallet som det franske kommunistparti.
Det er endnu usikkert, hvor stor modstanden mod hæren er. Men ét står fast. Teorien om "den parlamentariske vej til socialismen" blev sat på en afgørende prøve og afsløret som dén fundamentale fejltagelse, den er. Tusinder af arbejdere har betalt og betaler fortsat for denne fejltagelse med deres liv.
Snakken om en "chilensk vej til socialismen" begyndte for tre år siden, da Folkefrontskoalitionens kandidat, Allende, fik flest stemmer ved præsidentvalget. Han opnåede ikke absolut flertal over de to andre kandidaters stemmer tilsammen; men der herskede for megen forvirring i de øvrige partier, til at de kunne bremse Allendes vej mod præsidentembedet. Da det multinationale selskab, ITT, fra USA forsøgte at organisere et kup, stod det over for det faktum, at kun en forsvindende lille del af det chilenske "establishment" havde mod til at være med.
Den politiske krise bundede i, at det ikke var lykkedes de tidligere konventionelle kapitalistiske regeringer at løse landets grundlæggende problemer.
Frei fra højrefløjen af de kristelige demokrater havde i 1964-valget slået Allende ved at love "en revolution i frihed". Den skulle afhjælpe det værste af Chiles fattigdom, overføre de store godsejeres jord til bønderne og etablere økonomisk uafhængighed for Chile ved at overtage kontrollen med de amerikansk ejede miner.
Men inden 1970 var reformerne stødt uhjælpeligt på grund. Jordreformen efterlod uhyre landområder i hænderne på mindre end én procent af befolkningen, mens en tredjedel af landbefolkningen stadig gik arbejdsløs. De amerikanske kobberselskaber havde forøget deres profitter forhold til tidligere efter at den chilenske stat havde opkøbt 51 procent af deres aktier. Økonomien var stagnerende med en vækstrate på mindre end to procent om året. Meget af industrien var nede på en udnytningsgrad på to tredjedele eller endog halvdelen af produktionskapaciteten. Reallønnen var faldende, samtidig med at priserne steg med 40 procent om året. Og 28 procent af befolkningen måtte fortsat dele mindre end 5 procent af nationalindkomsten. Det gav hver af dem en løn under halvdelen af eksistensminimum.
Selv Freis eget parti så sig tvunget til at opstille en præsidentkandidat, Tomic, med en tilsyneladende venstrefløjskurs.
På trods af den megen tale om Allende som "verdens første demokratisk valgte marxistiske præsident" var Folkefrontskoalitionens program i sig selv ikke så yderliggående endda.
Ganske vist gav det løfter om at gå til angreb på de amerikanske mineselskabers og det chilenske oligarkis magt. Men i sig selv udgjorde det ikke nogen trussel mod den store mængde af middelstore chilenske kapitalister.
"Virksomheder, hvor den private ejendomsret til produktionsmidlerne fortsat gælder, vil kvantitativt stadig udgøre flertallet." [1]
Alt i alt havde man kun planer om at nationalisere 150 ud af 3500 firmaer. Det ville betyde, at mellem 50 og 60 procent af den industrielle produktion og det overvejende flertal af industriarbejdere stadig befandt sig uden for den offentlige sektor. [2]
Endelig accepterede Allende villigt konstitutionelle ændringer, som afskar ham fra at blande sig i den magt, som de væbnede styrkers officerskorps udøvede. Ved at gøre det samtykkede han i, at officerskorpset til stadighed kom til at overvåge ham som en stor vagthund – en vagthund, som ville våge over det chilenske bourgeoisis interesser, og som, da tiden kom, skulle tage en bestialsk hævn som gengæld for Allende-periodens reformer.
Alt syntes at glide som en drøm for folkefronts-regeringen i de første 12 måneder eller mere. Nationaliseringen af kobberminerne blev enstemmigt vedtaget af kongressen; storbesiddernes magt på landet blev drastisk svækket, da der på seks måneder blev omfordelt næsten lige så meget jord, som de kristelige demokrater havde omfordelt på seks år; bruttonationalproduktet skød i vejret med 8 procent; arbejdsløsheden faldt; lønningernes andel i nationalindkomsten steg; gennemsnitslønnen forøgedes med 50 procent; inflationsraten faldt til mindre end halvdelen af hvad den havde været året før.
I forholdet til vælgerne forbedredes folkefrontskoalitionens stilling ligeså drastisk. Ved kommunalvalgene i april 1971 fik den over halvdelen af de afgivne stemmer – en forbedring på 14 procent af det samlede stemmetal, koalitionen opnåede ved præsidentvalget. [3] Financial Times' korrespondent kunne, efter at regeringen havde siddet i tolv måneder, rapportere:
"Oppositionen er et kaotisk virvar. Højrefløjen af det nationale parti står uden leder, og de kristelige demokrater har oplevet to brud i løbet af de sidste 18 måneder og en ny opsplitning er yderst sandsynlig." [4]
Imidlertid var Allende-regeringens tidlige succes ikke resultatet af socialistiske forholdsregler, men af en ortodoks keynesiansk teknik med hensyn til at forvandle en recession til et boom. Den muliggjorde ganske vist, at arbejdernes levestandard blev hævet uden at priserne samtidig røg i vejret lige med det samme. [5] Men den lod naturligvis det økonomiske livs kapitalistiske struktur forblive intakt og gjorde ikke engang indhug i de rigestes overdådige indkomster.
De nationaliseringer, der blev gennemført, var absolut ikke tilstrækkelige til at ændre de økonomiske relationers samfundsmæssige karakter. Regeringen nægtede ganske vist de amerikanske ejere af kobberminerne kompensation, men bortset derfra overtog den banker og monopoler ved at opkøbe disses aktier på markedet til dagskursen. I løbet af de første 18 måneder af sin levetid nationaliserede regeringen kun 38 ud af de 284 virksomheder, der kontrollerede det meste af den chilenske økonomi (selv om den blev tvunget til at administrere 263 fabrikker, der var blevet besat af de arbejdere, som var ansat på dem).
De nationaliserede virksomheder blev drevet af bureaukrater – i nogle tilfælde officerer i hæren – på nøjagtig samme facon som kapitalistiske firmaer drives på. Mellem 50 og 60 pct. af budgettet for offentlige arbejder gik til private kontrahenter. Arbejderne blev nægtet virkelig kontrol med fabrikkerne.
"Det administrerende råd udgøres af 11 medlemmer, hvoraf de 5 vælges af arbejderne, 5 udpeges af regeringen og det sidste medlem, firmaets administrator eller direktør, udpeges direkte af republikkens præsident."
To af "arbejdernes repræsentanter" blev valgt, ikke af arbejderne på gulvet – men af det administrative og akademiske personale. Selv jordreformen var ikke så radikal som det ved første øjekast så ud til. Den tilgodeså kun 7 procent af landbefolkningen, som på denne måde blev forvandlet til en klasse af mellemstore kapitalistiske gårdejere, der mellem sig delte en tredjedel af jorden. [6]
Ved udgangen af 1972 havde Allende udtømt alle muligheder for reformer, der kunne gennemføres uden at regeringen stødte middelklassen og dens partier fra sig. Der begyndte at blive knaphed på visse levnedsmidler og andre varer som følge af arbejderklassens voksende forbrug af disse varer. Der var ikke uudnyttet produktions-kapacitet nok til at imødekomme denne stigende efterspørgsel og priserne begyndte at stige i et hurtigere tempo. Importen begyndte også at klatre i vejret, alt imens indtjeningen af fremmed valuta til at betale importen med gik ned på grund af et betydeligt fald i verdensprisen på kobber.
Der stod to mulige udveje åbne for regeringen. Den ene ville være ensbetydende med, at den sociale omdannelse blev videreført, at der blev skåret ned i de velhavendes levestandard, og at den nationaliserede sektor af økonomien blev brugt til at forøge investeringerne. Dette alternativ var givetvis for hånden for regerings-partierne, den massive støtte taget i betragtning, som deres politik havde skaffet dem blandt arbejderne og bønderne; men det ville uundgåeligt have bragt dem i konflikt med oppositionen, med folkefrontskoalitionens middelklasseparti, Partido Radical, og frem for alt med de væbnede styrker, hvis magt regeringspartierne havde støttet og udvidet det foregående år.
Det andet alternativ bestod i at prøve at tilvejebringe incitamenter, der kunne få det private erhvervsliv til at investere, ved at presse arbejderne til løntilbageholdenhed, ved at give garantier for, at nationaliseringerne ikke ville brede sig mere end tilfældet var, og ved effektivt at sætte en stopper for transformationen af samfundet.
Men der var også forhindringer undervejs, hvis regeringen fulgte denne udvej. Klassekampen er ikke en hane, som politiske ledere kan dreje op for eller lukke efter eget ønske. Arbejdernes kampvilje var vokset enormt efter ét år med "deres regering" ved magten. I byerne oplevede man et stigende antal strejker, samtidig med at arbejderne havde overtaget fabrikker, som ejerne havde forsøgt at lukke.
Kampen i landområderne bredte sig ligeledes spontant uden hensyn til de begrænsninger, der var nedlagt i lovgivningen på området. Småbønder og landarbejdere begyndte at overtage middelstore gårde, og disses ejere organiserede til gengæld bevæbnede grupper for at tilbageerobre deres gårde.
Mellemlagene begyndte at protestere højlydt. Selv Tomic, den kendte leder af de kristelige demokraters "venstrefløj" beklagede sig over
"De ulovlige besættelser af gårde, husmandsbrug, barakbyer, forpagtet jord, handelskontorer, fabrikker, miner, skoler, højere læreanstalter, offentlige bygninger, veje og broer. De ulovlige besættelser er ikke kun et resultat af venstre-ekstremisternes arbejde; de skyldes også spontane handlinger, udført af grupper af bønder, arbejdere og minearbejdere ... ." [7]
Allende viste hurtigt, at han ikke var beredt til at forfølge en socialistisk løsning på den voksende krise. Programmet for øjeblikkelige nationaliseringer blev skåret ned; Vuskovic, økonomiministeren, som var tættest knyttet til omfordelingen af indkomster til fordel for arbejderne, blev udskiftet; der blev gjort forsøg på at indgå en ny aftale med de kristelige demokrater; og en højrefløjsudbrydergruppe fra middelklasse-partiet Partido Radical fik to taburetter i regeringen.
Præsidenten opfordrede arbejderne til "moderation", og bad dem om at "begrænse lønkravene" samtidig med at han kritiserede nogle arbejdere, som havde besat en amerikansk bank. Han satte sig til modstand imod en strejke blandt kobberminearbejderne, som krævede 50 procents lønforhøjelse i november 1971. Og han advarede til stadighed det revolutionære venstres organisationer om
"at de måtte stoppe deres ulovlige beslaglæggelser af jord og ejendom." [8]
Imidlertid var regeringens advarsler og formaninger til det revolutionære venstre og arbejderne ikke tilstrækkelige til at tilfredsstille den oprørte middelklasse. Den krævede konkret handling. Den begyndte at hævde, at regeringen – hvis den ikke engagerede sig i indædt repressive modforholdsregler – optrådte i modstrid med forfatningen og derfor skulle udskiftes.
I de sidste uger af 1971 fejede demonstrationer og opløb gennem Santiago. De blev udløst af velbjærgede husmødres protestmarch mod knapheden på levnedsmidler. Det var den første i den serie af lignende episoder, som kom til at bryde løs hver anden eller tredje måned i løbet af de næste halvandet år.
Højrefløjen fik yderligere vind i sejlene, da oppositionspartierne fandt ud af, at stemme-skredet, som tidligere gik fra dem selv til regeringen, nu var ved at bevæge sig den modsatte vej. Ved suppleringsvalgene i 1972 erfarede regeringspartierne, at deres stemmeandel var mindre end i 1971. Nogle af deres tilhængere var – lede og kede af de bratte prisstigninger og formaningerne om løntilbageholdenhed som de var – faldet fra som ofre for højrefløjens billige løfter.
Kommunistpartiet reagerede ved at føre den forsonende politik over for højrefløjen ud i sin logiske konsekvens. Når middelklassen var skræmt over arbejdernes og bøndernes fortsatte militans, var den eneste udvej til at forhindre, at den samlet sluttede op bag højrefløjspartierne, at være lige så god til at holde "ro og orden" som højrefløjen. En ledende kommunist, Volodin Teitelboim, sidestillede den socialistiske venstrefløjs aktiviteter med fascisternes.
"Der er en ultra højrefløj, som handler med våben og stiler mod borgerkrig", sagde han, "men der eksisterer også ekstremistiske grupper, der kalder sig selv 'venstreorienterede', som følger den samme kurs og udfylder rollen som deres modsætnings partner i vanvittig vals."
Og hans parti indskrænkede sig ikke til ord alene i sin fordømmelse af de revolutionære.
"Otteogfyrre timer efter senator Teitelboims tale autoriserede Cencepcions guvernør, Vladimir Chavez, medlem af kommunistpartiets centralkomité, Carabinierernes Grupo Movil til med magt at opløse en demonstration, der blev holdt af arbejdere og studenter i byen Concepcion. Grupo Movil-aktionen kostede en 17-årig student livet og efterlod sig 40 sårede, deriblandt alvorligt sårede. Mange blev arresteret og det drejede sig udelukkende om aktivister i venstrefløjs-partierne." [9]
Men det gjorde ikke højrefløjen mere forsonlig stemt, at regeringen nu gik over til repressive forholdsregler. De mest velhavende havde fået deres livs chok ved Allendes valg til præsident, og mange var gået i eksil. Nu genvandt de deres selvtillid. Hver eneste indrømmelse, regeringen gav dem, fik dem til at føle deres magt stige, hvorpå de blot satte deres krav endnu mere i vejret. Demonstrationerne og provokationerne blev bare mere og mere voldsomme, ikke omvendt.
Højrefløjens styrkelse kunne naturligvis ikke lade arbejderklassens egen bevægelse uanfægtet. En betydelig andel af arbejderne begyndte nu at indse det korrekte i det revolutionære venstres advarsler om at en væbnet kamp var uundgåelig.
I den sydchilenske by Concepcion begyndte den lokale afdeling af folkefrontskoalitionen – med undtagelse af kommunistpartiet – at arbejde nært sammen med den revolutionære gruppe, MIR. Og ved fagforeningsvalgene i 1973 viste det sig for første gang, at MIR var ved at vinde virkeligt fodfæste blandt industriarbejderne. Alt dette gjorde det vanskeligere for regeringen at sanktionere højrefløjens krav til den om at gennemtvinge "disciplin". Da den havde bundet sig til "konstitutionelle" metoder, var en socialistisk løsning på den voksende sociale og økonomiske krise udelukket. Samtidig forhindrede regeringens afhængighed af arbejderklassens støtte den i at gennemføre repressive modforholdsregler i det omfang, en kapitalistisk løsning krævede det.
Efterhånden som krisen blev skærpet, vendte Allende og kommunistpartiet sig i stigende grad til militæret for at få konsolideret deres position. Regeringens leflen for officerskorpset blev fulgt op med bestikkelser: officerernes lønninger blev hævet (mens arbejderne blev opfordret til at udvise tilbageholdenhed "i hele nationens interesse") og bevillingerne til militæret blev sat i vejret for at tillade de væbnede styrker at blive udrustet med mere moderne våben – våben, som i dag bruges til at myrde arbejdere med.
Både Allende og kommunistpartiet gentog i tide og utide, at hæren ville forblive loyal mod regimet, og at frygten for et kup var malplaceret. Generalsekretæren for kommunistpartiet, Corvalan, fastholdt, at
"hæren ikke er uberørt af de nye vinde som blæser over Latinamerika og trænger ind overalt. Den er ikke et fremmedlegeme i nationen, som står i anti-nationale interessers tjeneste. Den må vindes for fremskridtets sag og ikke skubbes over på den anden side af barrikaderne." [10]
Allende fastslog ydermere, at han ikke havde til hensigt at tolerere dannelsen af nogen som helst form for arbejdermilits.
"Der vil ikke blive tilladt andre væbnede styrker her i landet end dem, som står nedfældet i forfatningen, d. v. s. hæren, flåden og luftvåbenet. Jeg vil eliminere alle de andre, der måtte opstå." [11]
Et af de jobs, der blev pålagt hæren, var det særlige ansvar for de sydlige grænseområder
"med det formål at få den våbentrafik, som både det ekstreme højre og det revolutionære venstre er involveret i, under kontrol." [12]
Den første større trussel mod Allendes regime fremkom i oktober måned sidste år. Vognmændene fjernede deres køretøjer fra vejene i en arbejdsgiverstrejke. Nominelt skete det i protest mod planerne om et altomfattende statsligt transportsystem, men det virkelige motiv var i nok så hej grad opposition mod regeringen i det hele taget. Andre dele af middelklassen begyndte at slutte op, bl.a. ved at fabriksejere forsøgte at lukke deres virksomheder. Regeringens tilhængere i arbejderklassen svarede igen med at besætte fabrikker for at forhindre deres lukning og ved selv at tage de nødvendige forholdsregler til at sikre fortsatte forsyninger.
Allende satte imidlertid større lid til militæret end til den organiserede arbejderklasse. Hæren blev udkommanderet til at opretholde lov og orden samt sørge for, at tilførslerne fortsatte. Og endelig blev tre generaler optaget i folkefrontsregeringen som en garanti til de kristelige demokrater for, at regeringen ikke havde i sinde at gribe til ekstreme forholdsregler. (To af disse generaler sidder i dag i det kontrarevolutionære junta-styre.) Derpå startede Allende en kampagne for "social fred" sammen med hærens øverstkommanderende, som fik kontrollen med statens indre sikkerhed under sig.
Hvad "social fred" skulle betyde blev hurtigt klargjort, i hvert fald for en del af arbejderne. Der, hvor de havde besat fabrikkerne, f. eks. i byen Aries i det nordlige Chile, fik de besked på at overlade fabrikkerne til de gamle ejere igen. Og da ejerne overtog dem, fyrede de de militante arbejdere. [13] Det var det, Allende og kommunistpartiet lagde i "dialogen" med middelklassen.
Det er dog vanskeligt at få øje på nogen som helst retfærdiggørelse for den tillid, som folkefrontsregeringen havde til de væbnede styrker og politiet. I hvert fald én regeringsvenlig iagttager kunne allerede tidligt i 1972 notere, at
"officerernes holdning over for regeringen generelt set afspejler den samme forbeholdenhed, som hele den overklasse, de tilhører, udviser ... Alle de yngre officerer ... er delvist blevet uddannet i De Forenede Stater ... Som kollektiv betragtet er officererne stadig forskansede bag deres rent professionelle principper, men hver for sig er de som klæbet fast til standardnormen for deres klassemæssige baggrund og et – ganske vist – behersket valg til fordel for højrefløjen eller centrum. Der findes naturligvis en udbredt anti-kommunisme ... Officerskorpset udgør derfor en frugtbar grobund for militære sammensværgelser." [14]
Der kom ikke nogen indvending fra Allende, da USA, som havde trukket sin civile hjælp til Chile tilbage, forhøjede sin militære "hjælp". Tilhængerne af den "parlamentariske vej til socialismen" var så blændede af deres egne vrang-forestillinger, at de ignorerede selv det mest indlysende. Deres svar på de voksende klassemodsætninger var at føje yderligere prestige og magt til den institution, som nødvendigvis måtte tage stilling til fordel for den udbyttende klasse, når det virkelig gjaldt. Dette var den logiske konsekvens af "konstitutionalismen".
I marts 1973 fik folkefronten en relativ succes i hus, idet den opnåede 43,9 pct. af stemmerne ved valgene til den lovgivende forsamling. Men Allendes strategi for forsoning med højrefløjen blev udsat for et voldsomt tilbageslag tre uger senere, da hærens repræsentanter trådte ud af regeringen, efter at de åbenbart forsætligt havde fremført helt uacceptable krav. Fra da af intensiverede højrefløjen til stadighed sin offensiv mod Allende-regeringen.
Hovedtemaet i angrebene på Allende var, at han havde ført landet ud i økonomisk kaos. Inflationen rasede af sted med mellem tre og fire hundrede procent om året; butikkerne var tomme og sortbørshajerne annoncerede åbenlyst i pressen. Det er klart, at nogle af de faktorer, som havde fremkaldt denne situation, lå uden for chilensk kontrol. Men det er vigtigt at få fastslået, at dette kaos i vid udstrækning var et direkte resultat af det chilenske bourgeoisis bevidste sabotage af landets økonomi. Bourgeoisiet havde iværksat denne sabotage med forskellige virkemidler såsom tilbagetrækning af deres indlån i bankerne, kapitalflugt til udlandet, investeringsstop i industri og landbrug, samt hamstring for at tilvejebringe en kunstig knaphedssituation.
Det næste større slag for Allende-regeringen var strejken i El Teniente-kobberminen; den løb fra midten af april til først i juli. Minearbejderne kæmpede for at forsvare deres ret til lønglidning, en virkelig afgørende beskyttelse i en tid med galoperende inflation. Det er naturligvis rigtigt, at kobberminearbejderne, trods de hårde arbejdsvilkår, lå på et højere lønniveau end de fleste chilenske arbejdere; og det er også rigtigt, at de ufaglærte arbejdere var de første til at gå i arbejde igen, mens det tilsynsførende personale holdt længst ud.
Men kobberminearbejderne er en del af arbejderklassen, udbyttet som resten af klassen og med en lang militant kamptradition. I marts måned havde 70 pct. af dem stemt for folkefronten.
For den britiske arbejderklasse er fraser som den, at de højtlønnede arbejdere skal moderere deres krav til fordel for de lavtlønnede, velkendt. I Chile gik regeringen så vidt som til at stemple minearbejderne som "fascister" og "forrædere"; og minearbejderne blev ikke bare udsat for fraser og ordskvalder, men også tåregas og vandkanoner. Resultatet var, at kobbermine-arbejderne, som kunne være blevet en stærk allieret for venstrefløjen, blev adopteret af højrefløjen. Den anklagede regeringen for at drage strejkeretten i tvivl; og inspireret af højrefløjen nedlagde læger, lærere og studenter arbejdet i en sympatiaktion med minearbejderne. I Santiagos velhaverkvarterer samlede high-society fruer i pels ind til minearbejderne. [15]
Endnu mere tragisk var det, at kræfterne til venstre for Allende lod minearbejderne i stikken. MIR kritiserede ganske vist regeringen for den voldelige undertrykkelse af strejken, men angreb samtidig minearbejderne for "økonomisme", på trods af at minearbejderne kæmpede for at forsvare deres levestandard i en samfundsøkonomi, som var forblevet kapitalistisk.
Netop som strejken var ved at ebbe ud, stod Allende ansigt til ansigt med nok en udfordring fra højrefløjen: Kupforsøget den 29. juni. Selv om det var den hidtil mest direkte konfrontation, var det ikke nogen alvorlig trussel, fordi kupforsøget kun blev støttet af en lille del af hæren. Begivenhederne gjorde det klart, at Allende stadig havde en betydelig opbakning i befolkningen, og landsorganisationen af samvirkende fagforbund opfordrede til besættelse af fabrikkerne. Men Allende var forsigtig og tillod ikke, at arbejderklassens aktivitet gik for vidt. Mens kampen mod kupmagerne stod på, sagde han i en radioappel:
"Folk må fortsat forholde sig roligt, for jeg har fuldstændig tillid til, at de loyale styrker vil få normaliseret situationen." [16]
Fra da af tabte Folkefronten støt og sikkert den smule støtte, den tidligere havde haft i middelklassen; og grupperingerne på den yderste højrefløj, først og fremmest organisationen "Fædreland og frihed", vandt mere og mere terræn og opfordrede kraftigt til direkte sabotage af regimet. Dette kom klart frem i slutningen af juli, da den anden vognmandsstrejke brød ud.
Det lykkedes de strejkende vognmænd at forværre den i forvejen alvorlige desorganisering af økonomien og sprede yderligere demoralisering. Samtidig gav strejken anledning til, at arbejderne organiserede deres eget alternative distributionssystem. Allende foretrak imidlertid at sætte sin lid til hæren frem for arbejderne og forsøgte at få strejken knust ved hærens hjælp. Men af en eller anden grund kom hæren aldrig i gang med at beslaglægge de lastvogne, ejerne havde standset.
Allendes politik havde nu en konsekvent strategi: indrømmelser til højrefløjen og angreb på venstrefløjen. Hvad Allende havde at sige arbejderklassen var hovedsageligt: arbejd hårdere. I sin 1. maj-tale sagde han:
"Kun folket og dets uimodståelige kraft kan holde den fascistiske trussel i ave ved at producere mere, arbejde hårdere og lægge større samlet præstation for dagen." [17]
Han fortsatte med at angribe "venstre-ekstremisterne" for brud på legaliteten; og da CUT's ledere i august tilbød Allende deres assistance under kontroversen med lastvognschaufførerne, afslog han den og foretrak at støtte sig udelukkende til hæren. [18]
Men over for højrefløjen fremkom han med stadig flere tilbud. Før regeringsomdannelsen i juli, kontaktede han to ansete universitetsrektorer, som begge var toneangivende medlemmer af det kristelige demokratiske parti, og anmodede dem om at træde ind i regeringen. De blev begge af deres parti instrueret om at afslå tilbuddet. De kristelige demokrater var absolut ikke interesserede i at kompromittere sig ved at støtte en regering, som befandt sig på afgrundens rand. [19]
Kommunistpartiet støttede Allende i hele denne politik – ja, inspirerede ham oven i købet til den. Ansigt til ansigt med truslen fra højrefløjen lancerede kommunistpartiet parolen:
"Saml underskrifter imod borgerkrig." [20]
Selv efter det mislykkede kup i juni fortsatte kommunistpartiet med at slå på sin respekt for legaliteten. Det blev skåret ud i pap af generalsekretær Corvalan i en tale den 8. juli. [21] Han fordømte højrefløjspartiet, Partido Nacional, på grund af dets opfordringer til civil ulydighed og sagde:
"Sådanne erklæringer er afslørende for dette parti, og vi må lade den militære anklagemyndighed optrævle hele affæren, ligesom statens sikkerhedstjeneste må tage sine forholdsregler".
Samtidig fordømte Corvalan dem, som forsøgte at "drive en kile ind imellem folket og de væbnede styrker", og han fastslog:
"Vi støtter fortsat de væbnede enheders absolut professionelle karakter. Deres fjende er ikke at finde i folkets rækker, men i den revolutionære lejr."
Mens Allende og Corvalan således fortsatte med at klamre sig til legalitetens smuldrende brystværn, var en anden kilde til magt i færd med at opstå. De forskellige "arbejdsgiverstrejker"det foregående år, havde givet stødet til, at spørgsmålet om arbejderkontrol blev rejst på en særdeles konkret måde. De arbejdere, som havde besat deres fabrikker, opdagede, at de sagtens kunne holde den gående uden arbejdsgiverne, og de kunne følgelig ikke se nogen grund til at arbejdsgiverne skulle vende tilbage. I Santiago begyndte arbejderklassens selvstændige organisering at udvikle sig ad nye baner i form af cordones industriales. Deres betydning er blevet beskrevet af den peruvianske revolutionære Hugo Blanco, som levede i eksil i Chile. [22]
Cordones er et udtryk, der bruges til at betegne koncentrationen af fabrikker langs visse hovedgader i Santiago ... Arbejderklassen er organiseret i fagforeninger på fabriksplan, og disse fagforeninger er igen sluttet sammen i føderationer inden for de forskellige industrigrene ... Ligesom i enhver anden præ-revolutionær fase begynder masserne nu at skabe nye organisationer, som svarer bedre til de krav, kampen stiller, selv om de for øjeblikket endnu ikke opgiver de gamle organisationsformer. Cordones industriales er en delvis nyskabelse, forstået på den måde, at de fortsat gør brug af fagforeningerne, men de er sluttet sammen efter regioner, cordones, i stedet for efter industrigrene. I begyndelsen nægtede CUT's topledelse at anerkende disse cordones, og kommunistpartiet stemplede dem som illegale organisationer. 1 dag er dette ikke længere en holdbar position, og reformisterne anerkender dem nu tøvende, fordi deres egne menige medlemmer har nægtet at efterkomme deres henstillinger om at ignorere disse cordones, industribælter."
Den 30. juli kunne The Guardian's korrespondent i Santiago rapportere:
"Siden den 29. juni er der blevet organiseret adskilligt flere cordones, og i dag dominerer de alle indfaldsveje til hovedstaden. Endvidere har arbejderne efterkommet anvisningerne fra deres ledelse og har besat noget i retning af hundrede fabrikker, hvoraf de fleste nu administreres af fagforeningerne."
Men Allende havde allerede for længst vendt ryggen til den eneste klasse, som kunne have reddet Chile fra militærkuppet. Arbejderklassen blev overladt til forvirringen og demoraliseringen.
Der fandtes militante revolutionære, som kunne have udgjort et alternativt lederskab for arbejdere i opposition mod Allendes og kommunistpartiets politik. Men mange af dem var strandet i Socialistpartiet, hvis ledelse – som foregav at være venstreorienteret – fortsat tolererede Allende som medlem af partiet; og derudover var de bannerførere for en teori om, at folkelige magtorganer kunne leve i fredelig sameksistens med det bestående system. Den vigtigste af de uafhængige revolutionære grupperinger var MIR (Den revolutionære venstrebevægelse), som i løbet af det sidste års tid havde tiltrukket mange af de militante arbejdere i Socialistpartiet. I sit program gik MIR virkelig i kødet på den chilenske krise med socialistiske forholdsregler. Programmet krævede, at arbejderne imødegik kapitalisternes og bureaukraternes økonomiske sabotage ved at etablere deres egne kontrolorganer i virksomhederne, ved at opbygge en rådsbevægelse, som kunne kæde arbejdere og bønder sammen, og ved at danne en væbnet arbejdermilits; samtidig skulle sabotagen imødegås med et systematisk organisationsarbejde i de væbnede styrker for at sætte de menige op mod officererne.
Men MIR led under sin oprindelse. Den var kommet til live som en terroristisk organisation hen i retning af Uruguays Tupomaros – en organisation, som gennemførte bankrøverier og gav udbyttet til de fattige. I begyndelsen koncentrerede MIR sine kræfter om arbejdet i byernes slumkvarterer og blandt de fattigste bønder og daglejere på landet. Først i 1972 fik MIR for alvor øjnene op for den aktivitet, der foregik blandt industriarbejderne, som havde nøglen til Chiles fremtid, og selv da synes MIR mere at have været en organisation for arbejdere end en organisation af arbejdere.
Hæren var i mellemtiden begyndt at handle mere og mere på egen hånd. Den havde pålagt sig selv den opgave at smadre venstrefløjen. Og selvom kupforsøget den 29. juni slog fejl, tjente det alligevel til opmuntring for højrefløjen. Som Financial Times skrev den 9. august:
"De væbnede styrker benyttede sig af den lov om våbenkontrol, som var blevet vedtaget i oktober sidste år, til at drage i felten mod fabrikker og andre venstrefløjsenklaver. Disse razziaer blev gennemført uden den store finfølelse og pådrog sig derfor venstrefløjens vrede. Razziaerne har tilsyneladende kun bragt få våben for dagens lys, og mens politiet har afsløret veritable våbenarsenaler i de velhavende højrefløjs-tilhængeres hjemlige fæstninger, og den nuværende voldsbølge jo kommer fra højrefløjen, har militæret udelukkende koncentreret sin opmærksomhed om venstrefløjen."
Selv på dette stadium kunne højrefløjens sejr have været undgået. Selv om arbejderne stod over for en synkende levestandard, knaphed på livsvigtige fødevarer og chikanerne fra højrefløjen og hæren, viste de sig stadig parat til at gå i demonstration under deres partiers og fagforeningers faner. Selv kristeligt demokratiske arbejdere var parate til at støtte fabriksbesættelser, som skulle hindre en forværring af deres klasses situation. Og de menige i værnene var ikke immune over for stemningen i de arbejder-kvarterer, som mange af dem stammede fra. Det viste sig med al ønskelig tydelighed, da en afdeling af flåden gjorde oprør mod deres højreorienterede officerer.
Det er en langt mere alvorlig sag, når indkaldte soldater i et land nægter at adlyde ordrer, end det er, når arbejdere går i strejke. Straffen er uvægerligt lang tids indespærring – en risiko, som selv den mest militante socialist kun vil tage, hvis han tror, der er nogen udsigt til, at en sådan aktion kan lykkes. Hvis han derimod tror, at officererne vil være i besiddelse af de samme magtbeføjelser efter som før mytteriet, skal han nok holde sig fra ilden.
Matrosernes oprør kunne godt have udløst et begyndende opgør med det højreorienterede officerskorps' greb om de væbnede styrker. Men i stedet for at støtte og opmuntre matroserne forholdt Allende og kommunistpartiet sig passivt, mens de blev kastet i flådens fangehuller. Og hvad værre var, tilkendegav de, at officerernes magt til at straffe ulydighed hårdt på ingen måde var truet under Folkefrontsregeringen: De, som havde eksekveret fængslingerne, var stadig velkomne som ministre i "folkets regering".
Den 9. august blev en ny regering dannet. Den omfattede cheferne for de tre værn og holdt kun 14 dage. Den 23. august trådte general Prats tilbage fra regeringen og som hærchef. Prats kan måske have været oprigtigt sympatisk indstillet over for Allendes politik, men han var ikke til sinds at blive fuldstændigt isoleret fra hæren. Som han sagde:
"Jeg går, fordi jeg ikke ønsker at splitte den institution, jeg selv tilhører. Blandt de kvinder, som har demonstreret uden for mit hjem, har der været adskillige af mine kollegers hustruer." [23]
Allende formåede at skrabe endnu en regering sammen til den 28. august – en regering, som oven i købet rummede fire højtstående officerer. Men han havde ikke længere noget at tilbyde arbejderne, undtagen udsigten til en endeløs række af indrømmelser til højrefløjen. Hæren kunne nu gøre sig håb om at gribe ind i ro og mag uden fare for massiv modstand. Jordbunden var blevet efterprøvet med demonstrationer og moddemonstrationer, mens terrorismen modnedes og bar frugt. Den 11. september slog hæren til, og det blev rapporteret, at Allende begik selvmord. Rent faktisk havde han politisk set begået selvmord langt tidligere.
Læren af de chilenske erfaringer er ikke særlig original. Den blev først uddraget af Marx på baggrund af Pariserkommunen for mere end hundrede år siden, og den blev gentaget af Lenin, da han skrev Staten og Revolutionen kort før Oktoberrevolutionen: Der findes ingen anden udvej for at gennemføre en socialistisk omvæltning af samfundet end først at ødelægge det gamle statsapparat, med dets stående hær, dets politi, domstolene og hele dets bureaukratiske hierarki. Og det må erstattes med en regering af direkte valgte og til enhver tid afsættelige arbejderdelegerede, støttet af en arbejdermilits.
Mange såkaldte marxister har påstået, at den borgerlige stat i moderne tid kan ændres ved hjælp af "fredelige" reformer, i hvert fald i lande med en stærk parlamentarisk tradition.
Det var præcis de argumenter, Allende og kommunistpartiet førte i marken i Chile. Det er de samme som socialdemokratiets venstrefløj og kommunistpartiet i England fremfører. Kuppet i Chile har afsløret deres fejlagtighed. Den herskende klasse har ikke til sinds at læne sig tilbage og acceptere indhug i dens privilegier, uanset hvor "konstitutionelt" reformerne bliver gennemført, og ligegyldigt hvor dybt rodfæstet de parlamentariske traditioner er. Statsmaskineriet er i selv den mest demokratiske borgerlige stat opbygget efter strengt hierarkiske principper. Og kontrollen over hæren, politiet og den civile administration er samlet i hænderne på slægtninge og venner til dem, som er i besiddelse af den økonomiske magt. Den herskende klasse vil bruge dette statsapparat til at genoprette sit eget tøjlesløse herredømme i samme øjeblik, den mærker, at styrkeforholdet i klassekampen er gunstige for den.
1. Folkefrontens program, trykt i J. Ann Zammit (red.): The Chilean Road to Socialism, Brighton 1973.
2. Allendes rådgiver, Joan Garces, i Zammit, ibid., p. 185.
3. Tal fra Zammit, ibid., p. 245.
4. 16. november 1971.
5. Vedrørende en redegørelse for denne politik, se den daværende økonomiminister Vuskovic, i Zammit, op. cit., p. 52.
6. S. Baranclough giver tallene i Zammit, ibid., p. 120.
7. I Zammit, ibid., p. 37.
8. Citeret i Morning Star, 7. august 1972.
9. Punto Final, 23. maj 1972. Grupo Movil var et specielt optøjer-politikorps, groft set svarende til det franske CRS. Folkefronts-programmet havde lovet, at det ville blive opløst.
10. Interview i den belgiske kommunistiske avis, Drapeau Rouge, 1. januar 1971.
11. Tale den 10. september 1972, citeret i Financial Times, 12. september 1972.
12. A. Joxe i Zammit, op. cit., p. 234.
13. Detaljer i Socialist Worker, 13. januar 1973.
14. A. Joxe, op. cit., p. 232.
15. Le Monde, 19. juni 1973.
16. Citeret i Intercontinental Press, 9. juli 1973.
17. Citeret i Intercontinental Press, 14. maj 1973.
18. Le Monde, 25. august 1973.
19. Guardian, 12. juli 1973.
20. Citeret i Intercontinental Press, 11. juni 1973.
21. Oversat i Marxism Today, september 1973.
22. Intercontinental Press, 11. juni 1973.
23. Le Monde, 25. august 1973.
Sidst opdateret 18.5.2008