1. De to revolutioner
2. Borgerkrigen
3. Fra sovjetmagt til bolsjevikkernes diktatur
4. Kronstadt og NEP
5. Partiet, staten og arbejderklassen 1921-28
6. Partistridighederne 1921-29
7. Venstreoppositionen
8. Højrefløjen og centrum
9. Kontrarevolutionen
Noter
Perioden mellem de to revolutioner i februar og oktober blev formet af to samvirkende processer. Den første opstod i byerne og bestod i en meget hastig vækst i arbejdernes klassebevidsthed. Under juli-dagene synes i det mindste industriarbejderne at være nået til en forståelse af klassernes forskellige interesser i revolutionen. På landet var det en anden form for differentiering, der fandt sted. Her var der ikke tale om, at en besiddende klasse – borgerskabet – stod overfor en anden, der ikke kunne gøre sig det fjerneste håb om individuel besiddelse – arbejderne. Her drejede det sig snarere om to besiddende klasser. På den ene side stod godsejerne, på den anden side bønderne. De sidstnævnte havde ingen socialistiske hensigter. Deres mål var at sætte sig i besiddelse af godserne og fordele dem mellem sig, på individuel basis. Endog de velhavende storbønder, kulakkerne, kunne deltage i denne bevægelse.
Revolutionen kunne ikke have fundet sted, hvis ikke disse to processer var foregået samtidigt. Det var imidlertid ikke et fælles endemål, der bandt dem sammen. Det var snarere den kendsgerning, at industriborgerskabet af forskellige historiske grunde ikke kunne bryde politisk med de store godsejere. Dets manglende evne til at foretage dette brud tvang bønderne (og det betød i praksis også hæren) og arbejderne ind i samme lejr:
“For at virkeliggøre sovjetstaten krævedes et samarbejde og en sammensmeltning mellem to faktorer, der tilhørte vidt forskellige historiske kategorier: en bondekrig – dvs. en bevægelse, der er karakteristisk for borgerskabets tidligste periode – og en proletarisk opstand, den bevægelse, der varsler dets forfald.” [1]
Opstanden i byerne kunne ikke have lykkedes, hvis ikke hæren, der overvejende bestod af bønder, havde sympatiseret med den. På den anden side kunne bønderne ikke have sejret, hvis de ikke var blevet ledet og holdt sammen af en centraliseret, ydre magt. I Rusland i 1917 var det kun den organiserede arbejderklasse, der kunne udgøre en sådan magt. Det var evnen til at mobilisere bønderne bag sig i det afgørende øjeblik, der gjorde det muligt for arbejderne at gribe magten i byerne.
Borgerskabet og dets allierede på landet blev eksproprieret. Men de klasser, som deltog i denne ekspropriering, havde i det lange løb ingen fælles interesser. I byerne eksisterede en klasse, hvis hele eksistens var afhængig af den kollektive handlen. På landet en klasse, der kun holdt sammen den tid, det tog at sætte sig i besiddelse af jorden; derefter ville de dyrke den individuelt. Så snart erobringen af jorden og forsvaret af det erobrede var overstået, kunne kun et ydre tryk binde dem til enhver form for stat.
Revolutionen var således i virkeligheden arbejdernes diktatur over de andre klasser i byerne – i de større byer blev det udøvet af flertallet i sovjetter eller arbejderråd – og byernes diktatur over landet. I den første periode, hvor godserne blev opdelt, kunne dette diktatur regne med bøndernes støtte, og det blev faktisk forsvaret af bøndernes bajonetter. Men hvad ville der ske senere?
Dette spørgsmål havde optaget de russiske socialister længe før revolutionen. Forståelsen af, at en socialistisk revolution ville være redningsløst fortabt i bøndernes masser, var en af grundene til, at alle de russiske marxister (inklusive Lenin, men ikke Trotskij og, i begyndelsen, Parvus) betragtede den kommende revolution som en borgerlig. Da Parvus og Trotskij første gang antydede, at revolutionen kunne frembringe en socialistisk regering, skrev Lenin:
“Det er umuligt, for et sådant revolutionært diktatur kan kun være stabilt ... hvis det er baseret på folkets store flertal. Det russiske proletariat udgør nu et mindretal af den russiske befolkning.”
Han fastholdt dette synspunkt lige op til 1917. Når han gik over til at acceptere og kæmpe for muligheden af et socialistisk udfald af revolutionen, var det kun fordi han betragtede den som en første etape i en global revolution, som skulle yde den russiske arbejderklasse beskyttelse mod fremmed intervention og hjælp til at forsone bønderne med dens herredømme. Otte måneder før Oktoberrevolutionen skrev han til nogle schweiziske arbejdere, at “det russiske proletariat ikke kan føre den socialistiske revolution til sejr ved egen hjælp”. Fire måneder efter revolutionen, den 7. marts 1918, gentog han: “Den fulde sandhed er, at uden en revolution i Tyskland vil vi gå til grunde.”
Det sovjetiske styres første år syntes at bekræfte troen på verdensrevolutionen. Perioden 1818-19 var kendetegnet af sociale omvæltninger, som man ikke havde kendt siden 1848. I Tyskland og Østrig blev det militære nederlag efterfulgt af monarkiets omstyrtelse. Overalt talte man om sovjetter. I Ungarn og Bayern tog sovjetterne faktisk magten – selv om det kun varede kort. I Italien blev fabrikkerne besat. Men arven efter 50 års gradvis udvikling kunne ikke udslettes så hastigt. De gamle socialdemokratiers og fagforeningernes ledere udfyldte det tomrum, som de miskrediterede borgerlige partier havde efterladt. Det kommunistiske venstre manglede på sin side stadig en organisation, der kunne hamle op med denne udvikling. Det handlede, når det ikke havde støtte fra masserne; når det havde støtte, undlod det at handle.
Alligevel var stabiliteten i Europa efter 1919 vaklende. I alle de europæiske lande blev samfundets struktur udsat for alvorlige rystelser i løbet af de følgende femten år. Og både kommunistpartiernes og arbejderklassens erfaringer havde gjort dem langt bedre i stand til at forstå, hvad der skete.
De russiske bolsjevikker havde imidlertid ikke i sinde at vente på revolutionen i udlandet. Forsvaret af Sovjetrepublikken og arbejdet for revolutionen i udlandet syntes uadskilleligt. Foreløbigt var det dog ikke de bolsjevikkiske ledere, der fastsatte de forestående opgaver i Rusland, men de internationale imperialistiske magter. De havde påbegyndt et “korstog” mod Sovjetrepublikken. De kontrarevolutionære "Hvide" og udenlandske tropper måtte drives tilbage, før man kunne tænke på andre spørgsmål. For at gøre det måtte alle disponible ressourcer mobiliseres.
Med en blanding af folkelig støtte, revolutionær begejstring og, syntes det til tider, ren vilje, blev de kontrarevolutionære styrker drevet ud af landet (selvom de vedblev med at operere i den fjernøstlige del af Sovjet indtil 1924). Men prisen var enorm.
Det kan ikke regnes ud i materielle tab alene. Men alene disse var store. Frem for alt blev landbrugs- og industriproduktionen ramt. I 1920 var produktionen af råjern kun 3% af produktionen før krigen; af hamp var den 10%; af hør 25%; af bomuld 11%; roer 15%. Det medførte afsavn lidelser og hungersnød. Men det var ikke det værste. Lammelsen af industriproduktionen betød også en lammelse af arbejderklassen. Den blev reduceret til 43% af, hvad den havde været før krigen. De andre vendte tilbage til deres landsbyer eller døde på slagmarkerne. Rent kvantitativt blev den klasse, der havde ledet revolutionen, og som havde udgjort sovjetternes hjerte, halveret.
I virkeligheden var situationen endnu værre. Hvad, der var tilbage, var ikke engang halvdelen af den klasse, der af selve sin livssituation var tvunget til fælles handling. Industriproduktet var kun 18% af førkrigsniveauet, arbejdsproduktiviteten var kun en tredjedel af, hvad den havde været. For at holde sig i live kunne arbejderne ikke forlade sig på det, de kunne købe for deres kollektive frembringelser. Mange søgte tilflugt til tuskhandel med deres produkter – eller solgte endog dele af deres maskiner – for at skaffe sig mad fra bønderne. Ikke alene var revolutionens ledende klasse decimeret; men de bånd, der forenede dens medlemmer, gik hurtigt i opløsning.
Arbejderne på fabrikkerne var ikke de samme, der havde udgjort den revolutionære bevægelses styrke i 1917. De mest militante arbejdere havde ganske naturligt kæmpet ved fronten og lidt de største tab. De, som overlevede, var ikke alene nødvendige i fabrikkerne, men også som kadrer i hæren eller som kommissærer, der skulle sørge for, at administratorerne holdt statsapparatet i gang. Deres pladser blev overtaget af uvidende bønder fra landet, uden socialistiske traditioner eller aspirationer.
Men hvad ville der ske med revolutionen, hvis den klasse, der havde gennemført den, forsvandt? Det var ikke et problem, som de bolsjevikkiske ledere kunne have forudset. De havde altid sagt, at en isolering af revolutionen ville ende med, at den ville blive udslettet af fremmede tropper og hjemlig kontrarevolution. Hvad, de nu stod over for, var, at den udenlandske kontrarevolution havde formået at ødelægge den klasse, der havde været den drivende i revolutionen, mens det statsapparat, som den havde opbygget, var forblevet intakt. Den revolutionære magt havde overlevet; men der var sket radikale forandringer i dens indre sammensætning.
De revolutionære institutioner fra 1917 – og frem for alt sovjetterne var organisk forbundet med den klasse, der havde ledet revolutionen. Der kunne ikke være nogen kløft mellem deres medlemmers forhåbninger og hensigter og de arbejdere, som stemte på dem. Mens masserne var mensjevikkiske, var sovjetterne mensjevikkiske; da masserne begyndte at følge bolsjevikkerne, gjorde sovjetterne det samme. Bolsjevikpartiet var simpelthen massen af organiserede, klassebevidste militante arbejdere, der var i stand til at udforme politik og forslag til handling side om side med andre masser, i sovjetterne som i fabrikkerne. Deres sammenhængende synspunkter og selvdisciplin betød, at de kunne gennemføre deres politik effektivt – men kun hvis arbejderne ville følge dem.
Selv overbeviste modstandere af bolsjevikkerne anerkendte denne kendsgerning. Deres førende mensjevikkiske kritiker skrev:
“Prøv at forstå, at der trods alt er foregået en sejrrig proletarisk opstand – næsten hele proletariatet støtter Lenin og venter den sociale befrielse af denne opstand....” [2]
Dette demokratiske forhold mellem parti og klasse kunne fortsætte, indtil borgerkrigen tog fart. Bolsjevikkerne havde magten som det største parti i sovjetterne. Men de andre partier fortsatte med at eksistere. Mensjevikkerne fortsatte med at arbejde legalt og konkurrerede med bolsjevikkerne om støtte indtil juni 1918.
Alt dette blev ændret med decimeringen af arbejderklassen. Sovjetinstitutionernes liv måtte nødvendigvis forme sig uafhængigt af den klasse, de var opstået af. De arbejdere og bønder, som kæmpede i borgerkrigen, kunne ikke regere kollektivt fra deres pladser i fabrikkerne. De socialistiske arbejdere, som var spredt for alle vinde over hele krigsskuepladsen, måtte – i det mindste midlertidigt – organiseres og koordineres af et centraliseret regeringsapparat, der var uden for deres direkte kontrol.
For bolsjevikkerne var det klart, at en sådan struktur kun kunne holdes sammen, hvis den kun bestod af dem, der helhjertet støttede revolutionen – dvs. bolsjevikkerne. De Social-revolutionæres højrefløj var med til at anstifte kontrarevolution. De Socialrevolutionæres venstrefløj var parate til at benytte sig af terror, når de var uenige med regeringen om den førte politik. Hvad mensjevikkerne angik, var det deres politik at støtte bolsjevikkerne i kampen mod kontrarevolutionen, men med det krav, at de skulle overgive magten til Parlamentet – hvad der var et af kontrarevolutionens hovedkrav. I praksis betød det, at partiet både indeholdt tilhængere og modstandere af sovjetmagten. Mange af dets medlemmer gik over til de Hvide (f.eks. sympatiserede mensjevikkiske organisationer i Volga-området med den kontrarevolutionære Samara-regering, og et medlem af mensjevikkernes censurkomité, Ivan Maisky – der senere blev ambassadør for Stalin – trådte ind i den). [3] Bolsjevikkerne svarede med at lade partiets medlemmer beholde deres frihed – i det mindste det meste af tiden – men at forhindre dem i at handle som en effektiv politisk kraft – f.eks. blev deres presse forbudt efter juni 1918 bortset fra 3 måneder i det følgende år.
Bolsjevikkerne havde intet valg, da de foretog disse skridt. De kunne ikke afgive magten, blot fordi den klasse, de repræsenterede, var gået i opløsning, mens den kæmpede for at forsvare sin magt. De kunne heller ikke tolerere udbredelsen af ideer, som undergravede grundlaget for deres magt – netop fordi arbejderklassen ikke længere eksisterede som en kollektivt organiseret magt, der var i stand til at virkeliggøre sine egne interesser.
Sovjetstaten af 1917 var med nødvendighed blevet erstattet med ét-partistaten af 1920 og fremefter. De sovjetter, som fortsat bestod, blev i stadig større grad blot et dække over bolsjevikkernes magt (skønt andre partier, f.eks. mensjevikkerne, fortsatte med at arbejde i dem så sent som i 1920). I 1919 havde der f.eks. ikke været valg til Moskva-sovjetten i over 18 måneder. [4]
Paradoksalt nok lettede afslutningen på borgerkrigen ikke denne situation, men forværrede den tværtimod på mange måder. For da den trussel, kontrarevolutionen havde udgjort, blev bragt til ophør, endte også sammenholdet mellem de to revolutionære processer – arbejdermagten i byerne og bondeopstandene på landet. Da bønderne først havde fået kontrol over jorden, mistede de interessen i de revolutionære kollektivistiske idealer fra Oktober. De blev drevet frem af deres individuelle aspirationer, der stammede fra deres individualistiske arbejdsform. Enhver søgte at øge sin egen levestandard gennem sin egen virksomhed på sin egen plet jord. I virkeligheden var det eneste, der kunne samle bønderne til en fasttømret gruppe, modstanden mod skatterne og mod den påtvungne aflevering af korn til at føde bybefolkningen.
Denne modstands klimaks nåedes en uge før kommunistpartiets 10. partikongres. Der udbrød en opstand hos matroserne i fæstningen Kronstadt, som bevogtede indsejlingen til Petrograd. Mange mennesker har senere behandlet de følgende begivenheder som det første brud mellem det bolsjevikkiske regime og dets socialistiske mål. Til det formål har man ofte brugt den kendsgerning, at matroserne i Kronstadt var en af hoveddrivkræfterne i revolutionen i 1917. Dog var der på dette tidspunkt ingen i det bolsjevikkiske parti – end ikke Arbejderoppositionen, der gjorde krav på at repræsentere mange arbejderes antipati over for regimet – der var i tvivl om, hvad der burde gøres. Grunden var enkel. Kronstadt af 1920 var ikke Kronstadt af 1917. Matrosernes klassesammensætning var blevet ændret. De bedste socialistiske kræfter var for længst draget til fronten for at kæmpe i hæren. Størstedelen var blevet erstattet af bønder, som nærede de følelser over for revolutionen, som var karakteristiske for deres klasse. Dette afspejledes i de krav, opstanden fremførte: sovjetter uden partier og et frit marked for landbrugsvarer.
De bolsjevikkiske ledere kunne ikke gå ind på sådanne krav. Det ville have betydet, at de havde opgivet revolutionens socialistiske mål uden kamp. Uanset alle dets fejl var Bolsjevikpartiet det eneste, som helhjertet havde støttet sovjetmagten, mens de andre partier, selv de socialistiske, havde svinget mellem den og de Hvide. Det var bolsjevikkerne, som havde tiltrukket de bedste militante arbejdere. Sovjetter uden partier kunne kun betyde sovjetter uden det parti, som mest konsekvent havde forsøgt at udtrykke arbejdernes kollektive, socialistiske mål under revolutionen.
Det, der kom til udtryk i Kronstadt, var de i det lange løb fundamentalt forskellige interesser hos de to klasser, som havde gennemført revolutionen. Undertrykkelsen af opstanden må ikke betragtes som et angreb på revolutionens socialistiske indhold. Den var et desperat forsøg på med magt at forhindre bondeoppositionen, som var ved at udvikle sig, i at ødelægge dette socialistiske mål. [5]
Dog var Kronstadt et varsel. For begivenhederne satte spørgsmålstegn ved arbejderklassens ledende rolle i revolutionen. Denne ledende rolle blev ikke forsvaret ved den overlegne produktionsmåde, som arbejderklassen repræsenterede, ikke ved dens højere arbejdsproduktivitet og kollektivitet, men med fysisk magt. Og det var ikke selve de bevæbnede arbejdere, som udøvede denne magt, men et parti, som kun indirekte var knyttet til arbejderklassen, ved sine ideer, men ikke direkte som i 1917.
Denne politik var nødvendig. Men den indeholdt ikke meget, som socialister kunne have understøttet i nogen anden situation. I stedet for at være “det overvældende flertals selvbevidste, uafhængige bevægelse i det overvældende flertals interesse”, havde revolutionen i Rusland nået det stade, hvor den medførte byernes udbytning af landet, en udbytning der blev gennemført ved hjælp af direkte, fysisk vold. Alle grupperne i Bolsjevikpartiet var klare over, at dette medførte, at revolutionen til stadighed stod i fare for at blive omstyrtet af en bondeopstand.
Der syntes kun at være én udvej. Den bestod i at acceptere mange af bøndernes krav, mens man bibeholdt et stærkt centraliseret, socialistisk statsapparat. Det var det, den Nye økonomiske Politik (NEP) forsøgte at gøre. Dens mål var at forsone bønderne med regimet og fremme den økonomiske udvikling ved at give den private vareproduktion en begrænset frihed. Staten og de statsejede industrier skulle operere som et af elementerne i en økonomi, der blev styret af behovet hos bøndernes produktion og markedskræfternes frie spil.
Under NEP kunne Ruslands krav på at være socialistisk hverken retfærdiggøres af arbejdernes forhold til den stat, de oprindelig havde skabt, eller af de indre økonomiske forhold. Arbejderne udøvede ikke magten, og økonomien var ikke planlagt. Men staten, dette “korps af bevæbnede mænd”, der kontrollerede og styrede samfundet, var i hænderne på et parti, hvis politik var bestemt af socialistiske hensigter. Den politiske kurs ville tilsyneladende være socialistisk.
Men situationen var mere kompliceret end som så. For det første var de statsinstitutioner, der udøvede magten i det russiske samfund, langtfra identiske med det militante socialistiske parti fra 1917. De, som havde været medlemmer af Bolsjevikpartiet under Februarrevolutionen, var overbeviste socialister, som løb en enorm risiko ved at modstå den zaristiske undertrykkelse for at udtrykke deres idealer. Selv fire års borgerkrig og isolering fra arbejderklassen kunne ikke så let fjerne deres socialistiske hensigter. Men i 1919 udgjorde de kun en tiendedel af partiet, i 1922 en fyrretyvendedel.
Partiet var vokset konstant under revolutionen og borgerkrigen. Dette skyldtes til dels, at de militante arbejdere og overbeviste socialister sluttede sig til partiet. Men det var også et resultat af andre tendenser. Da selve arbejderklassen først var blevet decimeret, måtte partiet selv overtage kontrollen med alle de områder, som sovjetterne styrede. Dette kunne det kun gøre ved at optage flere medlemmer. For det andet var der mange med en ringe eller slet ingen socialistisk overbevisning, der forsøgte at komme ind i partiet – da det først var klart, hvem der ville vinde borgerkrigen. Partiet var altså langt fra at være en homogen, socialistisk kraft. Det var i bedste fald kun dets ledende elementer og mest militante medlemmer, der kunne siges virkeligt at tilhøre den socialistiske tradition.
Denne udvanding af partiet foregik parallelt med et tilsvarende fænomen i selve statsapparatet. For at fastholde kontrollen over det russiske samfund, havde bolsjevikkerne været tvunget til at benytte sig af flere tusinde medlemmer af det gamle zaristiske bureaukrati for at kunne opretholde et fungerende regeringsapparat. I teorien skulle bolsjevikkerne lede deres arbejde i en socialistisk retning. I praksis var det ofte de gamle vaner og arbejdsformer, og især før-revolutionære holdninger til masserne, der var fremherskende. Lenin var fuldstændig klar over, hvad det betød:
“Det er klart, hvad der mangler:”,
sagde han på partikongressen i marts 1922,
“Det lag af kommunister, som regerer, mangler kultur. Hvis man tager Moskva med sine 4700 ansvarlige kommunister og tager denne bureaukratiske maskine, dette bjerg – hvem dirigerer så hvem? Jeg tvivler meget på, om man kan sige, at kommunisterne dirigerer dette bjerg. Sandt at sige er det ikke dem, der dirigerer, men dem, der bliver dirigeret.” [6]
Mod slutningen af 1922 beskrev han statsapparatet som “et lån fra zarismen og næsten urørt af den sovjetiske verden ... en borgerlig mekanisme”. [7] I striden i 1920 om fagforeningernes rolle fremførte han, at:
“Vi har faktisk ikke en ren arbejderstat, men en arbejder- og bondestat ... Men det er ikke alt. Det fremgår af vort partiprogram ..., at vi har en arbejderstat med en bureaukratisk forvrængning." [8]
Den virkelige situation var endnu værre. Det var ikke alene sådan, at de gamle bolsjevikker var i en situation, hvor kombinationen af de fjendtlige klassers kræfter og bureaukratiets træghed gjorde det vanskeligt for dem at realisere deres socialistiske mål. Selve disse mål kunne ikke i det uendelige forblive upåvirkede af de fjendtlige omgivelser. Nødvendigheden af at opbygge en disciplineret hær af en ofte passiv masse af bønder, havde indgivet mange af de bedste partimedlemmer autoritære vaner.
Under NEP var situationen anderledes; men den var stadig langt fra den demokratiske vekselvirkning mellem ledere og ledede, som udgør kernen i et socialistisk demokrati. Nu befandt mange partimedlemmer sig i den situation, at de for at kontrollere samfundet måtte komme til forståelse med handelsmanden, småkapitalisten, kulakken. De måtte repræsentere arbejderstatens interesser over for disse elementer – men ikke som før i tiden gennem direkte fysisk konfrontation. Det var nødvendigt med et begrænset samarbejde med dem. Mange partimedlemmer syntes at være mere påvirket af dette direkte og særdeles håndgribelige forhold til småborgerskabet end af deres uhåndgribelige bånd til en svag og demoraliseret arbejderklasse.
Frem for alt blev partiet gennemsyret af indflydelsen fra det gamle bureaukrati, som partimedlemmerne var omgivet af. Partiets isolation fra de klassekræfter uden for det, som støttede dets herredømme, medførte, at det var nødt til at gennemtvinge en jernhård selvdisciplin. Således blev oprettelsen af formelle fraktioner “midlertidigt” bandlyst på den 10. Partikongres, selv om man forudsatte, at diskussionen ville fortsætte indenfor partiet. [9] Men dette krav om indre homogenitet degenererede let til en accept af bureaukratiske former for kontrol inden for partiet. Oppositionelle elementer inden for partiet havde klaget over dem så tidligt som i april 1920. I 1922 kunne endog Lenin skrive, at “vi har et bureaukrati, ikke alene i sovjetinstitutionerne, men også i partiets institutioner”.
Partidemokratiets forfald fremgår af den skæbne, de forskellige oppositionsgrupper mod den centrale ledelse led. I 1917 og 1918 var den frie diskussion inden for partiet en selvfølge, og dermed retten til at organisere sig omkring en platform. Lenin var selv i mindretal i partiet ved mindst to lejligheder (da han fremsatte Aprilteserne og næsten et år senere, under fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk). I november 1917 var det muligt for de bolsjevikker, der ikke mente, at partiet skulle gribe magten alene, at træde ud af regeringen for på den måde at påvirke partiet, uden at der blev foretaget disciplinære skridt imod dem. I spørgsmålet om troppefremstødet mod Warszawa og om fagforeningernes rolle blev skillelinierne inden for partiet åbent diskuteret i partipressen. Så sent som i 1921 blev Arbejderoppositionens program trykt i en kvart million eksemplarer af partiet selv, og to medlemmer af oppositionen blev valgt til Centralkomiteen. Da Venstreoppositionen blev dannet i 1923, var det stadig muligt for den at udtrykke sine synspunkter i Pravda, skønt der var ti artikler, der forsvarede ledelsen, for hver en, der angreb den.
Alligevel blev oppositionsgruppernes muligheder for at handle effektivt formindsket i denne periode. Efter den 10. Partikongres blev Arbejderoppositionen forbudt. I 1923 skrev oppositionsgruppen i De 46’s platform, at “partihierarkiet i stadig større udstrækning rekrutterer sine medlemmer på konferencer og kongresser”. [10] Selv en tilhænger af ledelsen og redaktør af Pravda som Bukharin beskrev partiets typiske fremgangsmåde som fuldstændig udemokratisk:
“.... inderkredsens sekretærer udpeges som regel af distriktskomiteerne, og læg mærke til at distrikterne ikke engang prøver at få deres kandidater accepteret af disse, men nøjes med at udpege de og de kammerater. Som regel foregår afstemningen efter en på forhånd afgjort metode. Forsamlingen bliver spurgt: “Hvem er imod?“, og da der ikke er nogen, der tør protestere, er den udpegede kandidat valgt....” [11]
I hvilken grad bureaukratiseringen havde fundet sted, kom klart frem, da det triumvirat, som havde overtaget partiets ledelse under Lenins sygdom, faldt fra hinanden. Mod slutningen af 1925 trådte Zinovjev, Kamenev og Krupskaja i opposition til partiledelsen, der nu blev kontrolleret af Stalin. Zinovjev var partiets leder i Leningrad. Fra denne stilling kontrollerede han administrationen i den nordlige hovedstad og adskillige betydningsfulde aviser. På den 14. Partikongres støttede alle delegerede hans opposition mod partiledelsen. Et par uger efter at hans opposition havde lidt nederlag, vedtog alle partiforeninger i Leningrad, med undtagelse af et par hundrede sammenbidte modstandere, imidlertid resolutioner til støtte for Stalins politik. For at frembringe dette resultat behøvede man ikke at gøre andet end at udskifte ledelsen af byens partiapparat. Den, der kontrollerede bureaukratiet, kontrollerede partiet. Mens Zinovjev kontrollerede det, var det i opposition. Efter at Stalin havde lagt byen ind under sit landsdækkende apparat, tilsluttede den sig hans politik. Med udskiftningen af lederne blev en zinovjevsk monolit omdannet til en stalinistisk monolit.
Denne vækst i bureaukratiet i den sovjetiske administration og i partiet var begyndt som et resultat af borgerkrigens decimering af arbejderklassen. Men den fortsatte, også da industrien begyndte at udvikle sig og arbejderklassen at vokse under NEP. Den økonomiske vækst undertrykte arbejdernes position inden for “arbejderstaten” i stedet for at forbedre den.
I rent materielle termer forværrede de indrømmelser, NEP-politikken gjorde til bønderne, arbejdernes (relative) stilling.
“Den arbejder, der under Krigskommunismen var blevet udråbt som det proletariske diktaturs helt, stod nu i fare for at blive NEP-politikkens stedbarn. I den økonomiske krise i 1923 fandt hverken tilhængerne af den officielle politik eller de, som i den industrielle udviklings navn protesterede mod den, det nødvendigt at behandle industriarbejdernes klager eller interesser som et spørgsmål af større betydning.” [12]
Men arbejdernes status faldt ikke blot sammenlignet med bøndernes; den faldt også i sammenligning med direktørernes og industriledernes. Mens 65% af det ledende personale officielt blev klassificeret som arbejdere i 1922, og 35% som ikke-arbejdere, var tallene et år senere næsten vendt om: nu var det kun 36%, der var arbejdere og 64% ikke-arbejdere. [13] Der var ved at opstå en privilegeret gruppe af “røde kapitalister”, med høje lønninger og ved hjælp af “én-mandsledelsen" i fabrikkerne i stand til at antage og fyre efter forgodtbefindende. Samtidigt blev den sovjetiske økonomi ramt af en omfattende arbejdsløshed, der i 1923-24 steg til 11/4 million.
Menneskene skaber selv deres historie, men ikke under betingelser, de selv har valgt. I løbet af denne proces ændrer de både disse betingelser og sig selv. Det bolsjevikkiske parti var lige så følsomt over for denne virkelighed som enhver anden gruppe i historien har været det. I deres forsøg på at holde sammen på den russiske samfundsstruktur i borgerkrigens kaos, i kontrarevolutionen og hungersnøden, var deres socialistiske hensigter en faktor, der bestemte historiens gang; men de samfundsmæssige kræfter, som de stod over for, kunne ikke undgå at påvirke partimedlemmerne.
At holde sammen på Rusland under NEP betød at mægle mellem forskellige sociale klasser for at forhindre ødelæggende sammenstød. Revolutionen kunne kun overleve, hvis partiet og staten tilfredsstillede de forskellige, ofte antagonistiske klassers behov. Det var nødvendigt at træffe foranstaltninger for både at tilfredsstille bøndernes individualistiske aspirationer og socialismens kollektive, demokratiske mål. I denne proces måtte partiet, som var blevet løftet op over de forskellige samfundsmæssige klasser, komme til at genspejle deres forskelle i sin struktur. Det pres, de forskellige klasser udøvede på partiet, fik forskellige grupper til at definere deres socialistiske aspirationer i forhold til de forskellige klasseinteresser. Den eneste klasse, der kunne udøve et ægte socialistisk pres – arbejderklassen – var samtidigt den svageste, mest desorganiserede og den, der mindst af alle var i stand til at udøve et sådant pres.
Det er hævet over enhver tvivl, at Venstreoppositionen på teoriens område var den fraktion inden for partiet, der kom nærmest til bolsjevismens revolutionære, socialistiske traditioner. Den nægtede at omdefinere socialismen, så den kom til at betyde enten en langsomt udviklende agrarøkonomi, eller akkumulation for akkumulationens skyld. Den fastholdt kravet om arbejderdemokrati som noget centralt i socialismen. Den afslog at underordne verdensrevolutionen under den reaktionære og chauvinistiske parole om “opbygningen af socialismen i ét land”.
Og dog kunne Venstreoppositionen ikke siges i nogen direkte forstand at udgøre den “proletariske” fraktion inden for partiet. For i tyvernes Rusland var arbejderklassen den klasse, der mindre end nogen anden udøvede pres på partiet. Efter borgerkrigen blev den genopbygget under forhold som gjorde, at den kun havde ringe evne til at kæmpe for sine egne interesser. Arbejdsløsheden var høj, de mest militante arbejdere var enten dræbt i borgerkrigen eller avanceret op i bureaukratiet, en stor del af klassen bestod af bønder, der for nylig var kommet ind fra landet. Dens typiske holdning var ikke at støtte oppositionen, men snarere at forholde sig passivt til de politiske diskussioner, hvad der gjorde det let at manipulere med den – i det mindste størstedelen af tiden. Venstreoppositionen var i den situation, der er så almindelig for socialister, at den havde et socialistisk program for arbejderklassens kamp, på et tidspunkt, hvor arbejderklassen er for udmattet til at kæmpe.
Men det var ikke alene arbejderklassens apati, der skabte oppositionens vanskeligheder. Det var også dens egen indsigt i de økonomiske realiteter. I sin argumentation fremhævede den, at den objektive mangel på ressourcer ville gøre livet hårdt, ligegyldigt hvilken politik, der blev gennemført. Den fremhævede både nødvendigheden af at udvikle den hjemlige industri og nødvendigheden af at sprede revolutionen internationalt, som et middel til at sætte denne udvikling i gang. Men på kort sigt havde den kun lidt at tilbyde arbejderne, selv hvis en korrekt socialistisk politik blev ført igennem. Da Trotskij og Preobrazhenskij begyndte at forlange øget planlægning, understregede de, at denne ikke kunne gennemføres, uden at bønderne blev presset, og arbejderne ydede ofre. Den forenede opposition af Trotskijs og Zinovjevs tilhængere gav i 1926 kravet om visse forbedringer for arbejderne første prioritet. Men samtidig var oppositionen realistisk nok til at fordømme de løfter, Stalin gav arbejderne, og som langt oversteg dens egne krav, som utopiske.
Pladsen tillader ikke en gennemgang af de forskellige platforme, Venstreoppositionen frembragte. Men i grove træk havde de tre sammenhængende programpunkter.
1. Revolutionen kunne kun gøre fremskridt i retning af socialismen, hvis der skete en forøgelse af byernes økonomiske styrke over for landets, af industrien i forhold til landbruget. Dette nødvendiggjorde en planlægning af industrien og en skattepolitik, der bevidst tog sigte på at ramme de velhavende bønder. Hvis det ikke blev gennemført, ville disse bønder før eller siden samle tilstrækkelig økonomisk magt til at underlægge sig staten til fordel for deres egne interesser og på den måde frembringe en Thermidor, en indre kontrarevolution.
2. Denne økonomiske udvikling måtte ledsages af en forøgelse af arbejdernes selvstyre, for på den måde at sætte en stopper for bureaukratiseringstendenserne i partiet og statsapparatet.
3. Den politik, der er skitseret i de to første punkter, kunne opretholde Rusland som en revolutionær fæstning; men den kunne ikke frembringe det materielle og kulturelle stade, som er en forudsætning for socialismen. Dette forudsatte en udbredelse af revolutionen til andre lande.
I rent økonomiske termer var der intet umuligt i dette program. Dets krav om planlægning af industrialiseringen og indskriden over for bønderne blev faktisk bragt til udførelse – skønt det skete på en måde, der stod i skarp modsætning til oppositionens hensigter. Men de, som kontrollerede partiet i 1923 og fremefter, kunne ikke se meningen med det. Først en alvorlig økonomisk krise i 1928 tvang dem til at planlægge og industrialisere. Fem år før det skete, forfulgte de Venstreoppositionen og ekskluderede dens ledere. Det andet programpunkt opfyldte de aldrig. Hvad det tredje punkt angår, havde det været ortodoks bolsjevisme i 1923, [14] kun for at blive endeligt forkastet i 1925.
Det var ikke økonomiske grunde, der forhindrede partiet i at acceptere dette program. Det var derimod den balance mellem de sociale kræfter, som udviklede sig i selve partiet. Programmet forlangte et brud med et produktionstempo, som var bestemt af bøndernes økonomiske pression. Der havde udviklet sig to former for kræfter inden for partiet, som var modstandere af dette.
Den første var den simpleste. Den bestod af de elementer, som ikke kunne se, at indrømmelserne til bønderne skulle kunne skade opbygningen af socialismen. De ønskede bevidst, at partiet skulle tilpasse sit program efter bøndernes behov. Men dette var ikke blot et teoretisk synspunkt. De udtrykte de fælles interesser hos alle dem i partiet og sovjetinstitutionerne, som var sympatisk indstillet over for et samarbejde med bønderne, herunder kulakkerne og de kapitalistiske farmere, og det parasitiske lag af private handelsmænd, der udviklede sig under NEP, NEP-folkene. De fandt deres teoretiske talsmand i Bukharin, med hans opfordring til bønderne om at “berige sig”.
Den anden gruppe hentede i lige så høj grad sin styrke fra sociale kræfter inden for partiet som udenfor. Dens mål var angiveligt at holde sammen på samfundet. Derfor modarbejdede den de samfundsmæssige spændinger, som sandsynligvis ville opstå, hvis der blev iværksat et bevidst forsøg på at underordne landet under byerne; men den gik ikke så vidt som højrefløjen i sine udtalelser til støtte for bønderne. Den udgjordes hovedsageligt af de elementer inden for partiet, hvis hele stræben gik ud på at holde partiet sammen med bureaukratiske midler. Dens leder var statsapparatets chef, Stalin.
Venstreoppositionen betragtede på det tidspunkt Stalins fraktion som en centristisk gruppering, som svingede mellem partiets traditioner (som var udtrykt i Venstreoppositionens program) og højrefløjen. Da Stalin pludseligt antog det første punkt i oppositionens eget program i 1928, bekæmpede højrefløjen med den samme hensynsløshed, som han nogle måneder før havde anvendt over for Venstreoppositionen og påbegyndte industrialiseringen og den fuldstændige ekspropriering af bønderne (den såkaldte “kollektivisering”), fik denne fortolkning et slemt chok. Stalin havde tydeligvis sin egen sociale basis. Han var i stand til at overleve, selv om hverken proletariatet eller bønderne havde magten.
Hvis Venstreoppositionen var et resultat af, at de grupper i partiet, der orienterede sig mod partiets socialistiske og proletariske traditioner, forsøgte at udtrykke dem i en realistisk politik, og højreoppositionen et resultat af en tillempning til det pres, bønderne udøvede på partiet, så havde den succesrige stalinistiske fraktion sin basis i selve partibureaukratiet. Dette var begyndt som et underordnet element i den sociale struktur, som var blevet skabt ved revolutionen. Det opfyldte simpelthen visse elementære funktioner, som var nødvendige for arbejderpartiet.
Da arbejderklassen blev decimeret i borgerkrigen, blev partiet efterladt svævende over klassen. I denne situation blev det centralt at holde sammen på partiet og staten. Dette blev i stadigt stigende grad i staten og dernæst i partiet gennemført med bureaukratiske kontrolmetoder – der ofte blev udøvet af forhenværende zaristiske bureaukrater. Partiapparatet udøvede i stigende grad den virkelige magt inden for partiet – det udpegede funktionærer på alle niveauer og udvalgte delegerede til konferencer. Men hvis det var partiet og ikke klassen, der kontrollerede staten og industrien, så var det partiapparatet, som i stadigt større grad arvede de fordele, arbejderne havde vundet i revolutionen.
Politisk var det første resultat af dette en bureaukratisk træghed. Bureaukraterne i apparatet ydede en negativ modstand mod enhver politik, som kunne rokke ved deres position. De begyndte at handle som en undertrykkende magt over for alle grupper, som kunne anfægte deres position. Derfor deres modstand mod Venstreoppositionens programmer og deres vægring ved at tillade en virkelig diskussion af dem.
Mens bureaukratiet således reagerede negativt over for enhver trussel om samfundsmæssige forstyrrelser, allierede det sig ganske naturligt med højrefløjen og Bukharin. Dette skjulte dets stigende eksistens som et selvstændigt samfundsmæssigt væsen med sit eget forhold til produktionsmidlerne. Dets undertrykkelse af oppositionen inden for partiet syntes at være et forsøg på at påtvinge partiet en bondevenlig politik fra oven, ikke at være en del af dets egen kamp for at fjerne enhver modstand mod dets eget magt inden for staten og industrien. Selv efter at det havde proklameret opbygningen af socialismen i ét land, syntes dets svigten i udlandet snarere at stamme fra bureaukratisk træghed og den hjemlige bondevenlige politik, end fra en bevidst kontrarevolutionær rolle.
I løbet af denne periode udviklede bureaukratiet sig imidlertid fra at være en klasse i sig selv til at blive en klasse for sig selv. Da NEP-politikken blev påbegyndt, lå magten over partiet og staten objektivt i hænderne på en lille gruppe funktionærer. Men de udgjorde på ingen måde en sammenhængende, herskende klasse. De havde ingen idé om, at de skulle have en fælles interesse. Den politik, de gennemførte, blev udformet af elementer i partiet, der endnu var stærkt influerede af den revolutionære, socialistiske tradition. Hvis de objektive forhold i selve Rusland umuliggjorde arbejderdemokratiet, eksisterede der i det mindste den mulighed, at de, der fulgte partiets traditioner, kunne genoprette det ved hjælp af en genopbygning af industrien i hjemlandet og en revolution i udlandet.
På verdensplan fortsatte partiet med at spille en revolutionær rolle. Det foretog fejltagelser i sine råd til andre partier – og utvivlsomt skyldtes nogle af disse fejl dets egen bureaukratisering – men det begik ikke forbrydelser ved at underordne disse partier under sine egne nationale interesser. Til grund for fraktionskampene i tyverne ligger den proces, hvorved denne sociale gruppering frasagde sig arven fra revolutionen for at blive en selvstændig og selvbevidst klasse.
Det er ofte blevet sagt, at stalinismens vækst i Rusland ikke kan betegnes som en kontrarevolution, fordi der var tale om en gradvis proces (f.eks. sagde Trotskij, at en sådan betragtning medførte, at “man spolede filmen om reformismen tilbage igen”). Men dette er en misforståelse af den marxistiske metode. Overgangen fra én samfundsform til en anden behøver ikke foregå ved en enkelt, pludselig forandring. Det er tilfældet ved overgangen fra en kapitalistisk stat til en arbejderstat, fordi arbejderklassens magt kun kan udøves samtidigt, kollektivt. Det medfører et sammenstød med den herskende klasse, hvis styrker besejres som kulminationen på lang tids kampe. Men ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme er der mange tilfælde, hvor der ikke er tale om ét afgørende sammenstød, men en lang række af forskellig intensitet og på forskellige niveauer, hvorved den afgørende økonomiske klasse, borgerskabet, tiltvinger sig politiske indrømmelser.
Kontrarevolutionen i Rusland fulgte snarere denne kurs end førstnævnte. Bureaukratiet behøvede ikke berøve arbejderne magten med ét slag. Decimeringen af arbejderklassen overlod det magten på alle niveauer i det russiske samfund. Dets medlemmer kontrollerede industrien, politiet og hæren. Det behøvede ikke engang at fravriste kontrollen over statsapparatet for at bringe det i overensstemmelse med sin økonomiske magt, således som borgerskabet med held gjorde det i adskillige lande uden en pludselig konfrontation. Det behøvede blot at bringe en politisk og industriel struktur, som det allerede kontrollerede, i overensstemmelse med sine egne interesser.
Dette skete ikke “gradvist”, men ved hjælp af en række kvalitative ændringer, hvorved partiets funktion blev bragt i overensstemmelse med det centrale bureaukratis krav. Alle disse kvalitative ændringer kunne kun gennemføres ved direkte sammenstød med de elementer i partiet, der af den ene eller anden grund stadig fulgte den revolutionære, socialistiske tradition.
Det første (og mest betydningsfulde) var opgøret med Venstreoppositionen i 1923. Bureaukratiet reagerede med en hidtil uset fjendtlighed, skønt oppositionen på ingen måde var en afgjort og utvetydig modstander af det, der var ved at ske med partiet (f.eks. havde dens leder, Trotskij, under fagforeningsdiskussionen i 1920 fremsat nogle af de mest oprørende substitutionistiske erklæringer; dens første offentlige udtalelse, De 46’s Platform, blev først accepteret af underskriverne efter utallige forbehold og rettelser). For at beskytte sin magt søgte den herskende gruppe tilflugt til en argumentationsform, der indtil da havde været uhørt i Bolsjevikpartiet. Den rationelle argumentation veg pladsen for en systematisk nedrakning af modstandere. Sekretariatets kontrol med udnævnelserne i partiet blev for første gang åbenlyst benyttet til at fjerne folk, der sympatiserede med oppositionen, fra deres poster (f.eks. blev hovedparten af Komsomols (kommunistpartiets ungdomsforbund, o.a.) Centralkomité fjernet og sendt til provinsen, efter at nogle af dem havde besvaret angreb på Trotskij).
For at retfærdiggøre denne fremgangsmåde opfandt den herskende fraktion to nye ideologier, som den stillede over for hinanden. På den ene side indledte den en leninisme-kult (på trods af protesterne fra Lenins enke). Den forsøgte at give Lenin en halvguddommelig status ved at balsamere hans lig, på samme måde som det var sket med de ægyptiske faraoer. På den anden side opfandt den trotskismen som en tendens, der angiveligt skulle være i modstrid med leninismen og retfærdiggjorde dette med besynderlige citater fra Lenin, der var ti eller endog tyve år gamle; men den ignorerede Lenins sidste erklæring, hans Testamente, der betegnede Trotskij som “det mest kompetente medlem af Centralkomiteen” og antydede en afsættelse af Stalin.
Partiets ledere begik bevidst disse forvrængninger og falsknerier for at afværge enhver trussel mod deres kontrol over partiet (det blev senere indrømmet af Zinovjev, som på det tidspunkt var det ledende medlem af “triumviratet”). Ved at gøre dette viste en del af partiet, at den betragtede sin egen magt som mere betydningsfuld end den frie partidiskussion, som var en del af den socialistiske tradition. Ved at reducere teorien til et simpelt redskab for sine egne ambitioner begyndte partibureaukratiet at fastslå sin egen identitet i modsætning til de andre sociale grupper.
Den anden store konfrontation begyndte anderledes. I begyndelsen var det ikke et sammenstød mellem partimedlemmer med socialistiske hensigter og det stadigt mere magtfulde bureaukrati. Det begyndte som et sammenstød mellem den tilsyneladende leder af partiet og partiapparatet, som havde den virkelige kontrol. I Leningrad kontrollerede Zinovjev en del af bureaukratiet, der i betydelig udstrækning var uafhængigt af resten af apparatet. Skønt dets fremgangsmåde på ingen måde adskilte sig fra den, der var gældende i resten af landet, var selve dets uafhængighed en anstødssten for det centrale bureaukrati. Det repræsenterede en mulig kilde til politik og aktiviteter, som kunne forstyrre bureaukratiets samlede herredømme. Derfor måtte den bringes ind under det centrale apparats område.
Under processen blev Zinovjev tvunget til at forlade sin ledende stilling i partiet. Efter at han havde mistet den, begyndte han atter at orientere sig mod bolsjevismens historiske traditioner og Venstreoppositionens politik (skønt han aldrig helt mistede sit ønske om at tilhøre den herskende blok og således i de følgende ti år svingede mellem venstrefløjen og apparatet).
Med Zinovjevs fald lå magten i hænderne på Stalin, som – med sin uindskrænkede brug af bureaukratiske midler til at kontrollere partiet, sin foragt for teori, sin fjendtlighed over for den traditionen fra den revolution, hvori han selv kun havde spillet en mindre rolle, sin villighed til at benytte ethvert middel til at skaffe sig af med dem, som rent faktisk havde ledet revolutionen – repræsenterede frem for alt apparatets voksende selvbevidsthed.
Alle disse egenskaber udnyttede han i fuldt mål i kampen mod den nye opposition. Møder blev fyldt med egne tilhængere, talere overdøvet, mere betydelige medlemmer af oppositionen fandt sig forflyttet til mindre poster i afsidesliggende egne, forhenværende zaristiske officerer blev benyttet som provokatører for at bringe oppositionsgrupperne i miskredit. I 1928 begyndte han endelig direkte at efterligne zarerne og deportere revolutionære til Sibirien. I det lange løb var selv dette ikke nok. Han gennemførte, hvad selv Huset Romanov ikke havde været i stand til: systematisk at myrde dem, der i 1917 havde udgjort det revolutionære parti.
I 1928 havde den stalinistiske fraktion fuldstændig konsolideret sin kontrol over partiet og staten. Da Bukharin og højrefløjen skilte sig ud fra den i forfærdelse over, hvad de selv havde været med til at skabe, stod de endnu svagere end Venstreoppositionen havde gjort.
Men partiet kontrollerede ikke hele det russiske samfund. Byerne, der havde den virkelige magt, var stadigt omgivet af et hav af bønder. Bureaukratiet havde tilegnet sig de gevinster, arbejderklassen havde sikret sig i revolutionen; men endnu var bønderne forblevet uberørt. Da store dele af bønderne i 1928 nægtede at sælge deres korn, gik dette med fuld klarhed op for bureaukratiet.
Herefter fulgte håndhævelsen af byernes magt over landet, som Venstreoppositionen havde krævet i årevis. Det førte til, at enkelte medlemmer af oppositionen (f.eks. Preobrazhenskij og Radek) sluttede fred med Stalin. Denne politik blev imidlertid gennemført i en ånd, der var helt modsat Venstreoppositionens. Den havde argumenteret for at underordne bøndernes produktion under byernes arbejderejede industrier. Men industrien i byerne var ikke længere ejet af arbejderne. Den blev kontrolleret af det bureaukrati, der kontrollerede staten. Gennemtrumfningen af byernes herredømme over landet betød nu ikke gennemtrumfningen af arbejdernes ledende rolle over for bønderne, men bureaukratiets over den sidste del af samfundet, der var uden for dets kontrol.
Det udøvede dette herredømme med hele den grusomhed, herskende klasser altid har benyttet sig af. Ikke alene kulakker, men alle former for bønder og hele landsbyer blev udryddet. “Venstredrejningen” i 1928 likviderede til sidst revolutionen af 1917 både i byen og på landet.
Der er ingen tvivl om, at en ny klasse havde taget magten i Sovjetunionen omkring 1928. Det var ikke nødvendigt for den at indlade sig i direkte militære konfrontationer med arbejderne for at sikre sig magten, fordi der ikke havde eksisteret direkte arbejdermagt siden 1918. Men det var nødvendigt for den at udrense alle dem i det parti, som stod tilbage med magten, som på en eller anden måde opretholdt en forbindelse til den socialistiske tradition. Da denne nye klasse blev konfronteret med en genoplivet arbejderklasse, hvad enten det skete i Berlin eller i Budapest eller i selve Sovjetunionen, som det skete i Novo-Cherkassk i 1962, brugte den de tanks, den ikke havde haft brug for i 1928.
Venstreoppositionen var langt fra klar over, hvad det var, den bekæmpede. Trotskij troede til sin dødsdag, at det statsapparat, der jagede og til sidst myrdede ham, var en “degenereret arbejderstat”. Alligevel var det alene denne Venstreopposition, der dag efter dag bekæmpede det stalinistiske apparats ødelæggelse af revolutionen hjemme og forhindringen af revolutionen i udlandet. [15] Gennem en hel historisk periode var den alene om at modsætte sig stalinismens og socialdemokratiernes forvrængning af den socialistiske bevægelse. Dens egne teorier om Sovjetunionen gjorde denne opgave sværere; men den blev alligevel gennemført. Det er derfor, enhver ægte revolutionær bevægelse i dag må bygge på denne tradition.
1. Trotsky: The History of the Russian Revolution, New York 1980, p51.
2. Martov til Alexrod, den 19. november 1917; citeret efter Israel Getzler: Martov, Cambridge 1967.
3. Israel Getzler: op. cit., p183.
4. Samme, p199.
5. Jvf. Trotskij: Klageråb over Kronstadt, jan. 1938, -i: Brunse og Nielsen (red.): Oprøret i Kronstadt 1921. Et dokumentarium, København 1973, s. 313-321.
Engelsk: Hue and Cry Over Kronstadt
Mere om Kronstadt i: Abbie Bakan: A Tragic Necessity, Socialist Worker Review 136 (November 1990), pp. 18-21.
6. Lenin: Udvalgte Værker, København 1976-89, bd. 15, s. 89-90.
7. Citeret efter Max Schachtman: The Struggle for the New Course, New York 1943, p150. (Jvf. Lenin: Hvordan vi skal reorganisere arbejder- og bondeinspektionen (23.1.1923), Udvalgte Værker, bd. 15, s.184-88. – Red.).
8. Lenin: Udvalgte Værker, bd. 14, s. 59-60.
9. Jvf. Lenins svar til Rjazanovs krav om, at det skulle forbydes de forskellige grupper i Partiet at opstille “platforme”: Vi kan ikke berøve Partiet og medlemmerne af Centralkomiteen retten til at appellere til Partiet i tilfælde af uenighed om grundlæggende spørgsmål. Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan gøre noget sådant! (Lenin: Collected Works, vol. 32, p261).
10. Appendix til E. H. Carr: The Interregnum 1923-1924, Penguin Books 1969, p376.
11. Citeret efter Schachtman: op. cit., p172.
12. E. H. Carr: op. cit., p47.
13. Samme, p48.
14. Jvf. Stalin: Lenin og leninismen, den russiske udgave fra 1924, p40: Kan socialismens endegyldige sejr i ét land opnås uden de forenede anstrengelser af proletariatet i adskillige højtudviklede lande? Nej, dette er umuligt. (Citeret fra Trotsky: The Third International after Lenin, p36).
Engelsk: Stalin: The Foundations of Leninism, 1924, ch. 3, siger næsten det samme.
15. Vi beskæftiger os ikke her med de tidligere oppositioner, f.eks. Arbejderoppositionen og de Demokratiske Centralister. Skønt disse opstod som svar på revolutionens tidlige bureaukratisering og degeneration, var de også til dels en utopisk reaktion mod den objektive virkelighed som sådan (f.eks. bøndernes virkelige styrke og arbejderklassens virkelige svaghed). Det, der overlevede og betød noget i Arbejderoppositionen, blev senere en del af Venstreoppositionen, mens dens ledere, Kollontaj og Shljapnikov, kapitulerede til Stalin.
Sidst opdateret 27.12.2016