Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP
Artiklen er baseret på et oplæg på Marxism 85 i London, og er oversat i marts 1993 af Jørn Andersen fra Socialist Worker Review 81, november 1985.
Marx blev født i 1818 i Trier, en søvnig lille markedsby ved Mosel, som især var kendt for sine romerske ruiner og for påstanden om, at den havde flere kirker end noget andet sted af sin størrelse i Tyskland.
I 1818 var den industrielle revolution godt i gang i Storbritannien. Dampkraft, nye maskiner, nye klasser og nye konflikter var ved at skabe en ny verden. Combination Acts, der forbød fagforeninger, havde været i kraft i næsten to årtier. Luddismen (maskinstormerne) og de vilde hængninger, som Luddisterne blev udsat for, hørte til den umiddelbare fortid.
I Marx's første år kom Peterloo-massakren og The Six Acts, der var beregnet på at undertrykke enhver politisk handling fra arbejderklassens side. Robert Owen's New View of History, den første utopisk socialistiske pjece på engelsk, havde været ude i adskillige år.
Intet af dette skabte røre i Trier. I de år, hvor Marx voksede op, sov stedet i en næsten middelalderlig dvaletilstand. Og, med en vis overdrivelse, kunne man sige det samme om den tysktalende verden som helhed. Staterne i det tyske forbund var tilbagestående, økonomisk og politisk.
Denne kendsgerning er vigtig. Den bestemte den specifikke og særegne vej, ad hvilken Marx nåede frem til sin modne opfattelse, en vej, han umuligt kunne have fulgt, hvis han havde været født i Lyon, Paris, Manchester eller London.
For Marx nåede frem til marxismen gennem et dybtgående studie af filosofi, specielt Hegels filosofi. Denne filosofi var meget på mode i Tyskland, da Marx var ung. Faktisk blev den sponsoreret og fremmet af den prøjsiske stat (Trier lå ligesom Bonn, hvor Marx først blev student, på prøjsisk territorium).
Hegel mente, som mange af hans forgængere, at virkeligheden grundlæggende var åndelig. Teknisk set kaldes det idealisme (ideen er den egentlige virkelighed). Men hos Hegel var det ikke blot enhvers ideer.
Disse ideer skal kun forstås i forhold til et absolut, normalt kendt som Gud. Dette er i sig selv ikke nogen særlig interessant eller original læresætning, men for Hegel er denne virkelighed en udviklingsproces, ikke en tilstand, der er givet en gang for alle. Og denne udvikling er både nødvendig (dvs. det kunne ikke være anderledes) og forløber gennem modsætning og konflikt – den berømte tese, antitese, syntese. Hegel forsøgte at konstruere et altomfattende system, hvorigennem alt – før og nu – kunne forstås (efter at det var sket) i dets sammenhænge og udvikling gennem modsætning og konflikt.
Det er let at se, hvordan denne holdning passer til en dybt konservativ ideologi. Som Hegel selv sagde: "Alt, hvad der er virkeligt, er fornuftigt, og alt, hvad der er fornuftigt, er virkeligt."
Der er imidlertid et problem. For Hegels metode understreger forandring gennem konflikt, hvorimod hans indirekte konklusion reelt er, at alt er så godt som det kan være i denne den bedste af alle mulige verdener. Således repræsenterer den prøjsiske stat af 1831 (året hvor Hegel døde) verdenshistoriens kulmination – selv om Hegel ikke sagde det så direkte, var det klart hans konklusion!
Modsætningen mellem Hegels metode og Hegels system gav kort efter hans død anledning til en splittelse blandt hans disciple. De, der lagde vægten på hans metode, de såkaldte ung-hegelianere, kom uundgåeligt til at anvende den på den daværende virkelighed (stadigvæk på idé-planet, naturligvis) og forudsagde dens umiddelbart forestående bortgang. Det var ikke just, hvad autoriteterne forventede af filosoffer!
Marx kom til Berlin, Prøjsens og hegelianismens hovedstad, i 1836, efter et år med udsvævende lediggang i Bonn, og blev snart først dybt lærd hegelianer og derefter ung-hegeliansk kritiker.
Det er ikke nødvendigt at gå i detaljer med de forskellige ung-hegelianeres sysnpunkter. Det er nok at sige, at, med Feuerbach som en vigtig undtagelse, de forblev fastlåst i den idealistiske illusion – det eneste, de gik op i, var kritikken af ideer – og at de typisk forblev politisk passive. Marx var som nævnt en af dem i nogle år, og i denne periode udviklede hans politiske sysnpunkter sig i retning af et abstrakt "demokrati". Hans først offentliggjorte politiske artikel Om den prøjsiske censur (1842), er et argument mod enhver censur som princip skrevet i den ung-hegelianske "kritisk kritik" stil. Det er en højst "umarxistisk" tekst.
Imidlertid var Marx allerede på nippet til at gå bag om disse banaliteter. Han nærmede sig en materialistisk holdning, dvs. en erkendelse af, at den materielle verden, universet, findes uden for og og forud for menneskets tanker eller enhver tanke, at ideer formes af omstændighederne, at Hegels absolut (og ligeledes den kristne/jødiske/islamiske Gud) er et produkt af det menneskelige samfund og ikke en drivkraft. Gud er faktisk en ide (ånd, geist); men denne ide er skabt af mennesker. Den skaber ikke dem.
Det er passende (selv om det ikke passer strengt kronologisk) her at citere Marx' glimrende erklæring fra 1844:
Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket. ... Men mennesket, det er ikke et eller andet anstrakt væsen, der sidder og kukkelurer uden for verden. Mennesket, det er menneskets verden, det er stat, det er samfund. Denne stat, dette samfund frembringer religionen som en fordrejet verdensbevidsthed, fordi de udgør en fordrejet verden. ... Kampen mod religionen er da umiddelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen. ... Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium. Det er først og fremmest den filosofis opgave, som står i historiens tjeneste, når den menneskelige fremmedgørelses helgenskikkelse først er demaskeret, da at demaskere fremmedgørelsens vanhellige skikkelser. Kritikken af himlen slår dermed om i kritik af jorden, kritikken af religionen i krtik af retten, kritikken af teologien i kritik af politikken.
(Fra: Kritik af den hegelske retsfilosofi)
Her har vi kimen til den historiske materialisme. Men kun kimen. Marx efter 1847 kunne aldrig have skrevet "den filosofi, som står i historiens tjeneste". Sådanne storslåede og uklare abstraktioner er rester af idealisme. Godt et år senere skulle han skrive: "Historien gør intet, den "besidder ingen umådelig magt", den "fører ingen kampe". Det er mennesket, det virkelige levende menneske, der gør alt dette, der besidder og kæmper; "historien" er ikke en særlig person, der bruger mennesket som et middel til sine egne særlige mål; historien er ikke andet end menneskets aktiviteter i jagten på sine mål ..." (fremhævelserne findes alle i originalen). Selv dette taler stadig om et udifferentieret "menneske", men det afgørende brud med idealismen har fundet sted.
Det er nødvendigt med to afstikkere. Hvorfor al denne ståhej om religion? Ingen fremskreden tænker af i dag ville tage dette som et vigtigt udgangspunkt (selv om de forskellige erfaringer fra Iran og Polen viser, at hvor der ikke findes en videnskabelig materialistisk kraft, dvs. et revolutionært arbejderparti, kan "alt det gamle lort" (Marx' udtryk) komme op igen med frygtelige resultater).
Svaret er, at i Tyskland efter 1815, efter det endelige nederlag for det revolutionære og senere Bonapartistiske Frankrig, forbød de neo-feudale reaktionære regimer alle "farlige" ideer og påtvang luthersk eller katolsk ortodoksi (eller begge i Ruslands tilfælde) som de eneste tilladte ideologier – derfor kunne selv Marx skrive så sent som i 1844: "Kritikken af religionen er fundamentet for al kritik".
For det andet, og af blivende betydning, nåede Marx til slut frem til materialismen ved at kæmpe sig vej gennem Hegels dynamiske idealisme. Han nåede sent frem, historisk set. Som han selv senere skulle bemærke, var banebrydende franske, skotske og engelske tænkere i 1700-tallet allerede nået frem til en materialistisk (dvs. videnskabelig) holdning. De led, som pionerer, der måtte hugge sig ad en ikke-kortlagt vej imod umådelige vanskeligheder, og deres materialisme led typisk på grund af dette af to mangler. De tenderede til at være mekaniske, ensidigt deterministiske på den ene side og atomistiske (derfor Robinson Crusoe og Rousseau's Contrat Social [Den sociale overenskomst]) på den anden. Marx, der var gennemsyret af Hegel, var ikke fristet af nogen af disse fejl.
I sidste instans var marxismen selv et produkt af en ujævn og senere kombineret udvikling. Det var selve den tyske tilbageståenhed, som Marx ret tidligt forstod, der skabte Hegels filosofi, som imidlertid indeholdt en "rationel kerne", som Marx optog. De fremskredne lande (Storbritannien og Frankrig) skabte henholdsvis den politiske økonomi og socialismen (eller rettere: en håndfuld fremskredne intelektuelle tænkere skabte disse ting, men omstændighederne populariserede dem).
Det, som Lenin kaldte Marxismens tre kilder og tre bestanddele (den tyske filosofi, den britiske politiske økonomi og den franske socialisme), blev syntetiseret af Marx på en måde, der overskred deres nationale særegenheder.
Et centralt element i denne syntese var metoden. Hegels metode "stod på hovedet", sagde Marx. Han var måske for venlig mod Hegel; men uden tvivl kunne den kun have været udviklet på det tidspunkt af én, der var gennemsyret af og samtidig gik bagom den tyske filosofiske tradition.
Essensen af denne metode er indeholdt i den anden og tredje af Teser om Feuerbach (fra 1845; blev ikke offentliggjort i Marx' levetid):
Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed ... Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål.
[skolastisk: (her) teoretisk (skolastik: middelalderens teologiske filosofi)]
Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af mennesker, og at opdrageren selv må opdrages ...
(hele spørgsmålet om selv-aktivitet, partiet og deres indbyrdes forhold, et umådeligt og vanskeligt felt; men essensen var allerede opridset i 1845).
I 1845 var Marx, og hans nyfundne medarbejder Friedrich Engels (der var nået frem til lignende ideer ad en noget anden vej), nået frem til deres syntese. Deres fælles værk fra 1846, Den tyske ideologi, markerer overgangen til marxismen, til en realistisk socialistisk praksis. Det er et kæmpe-værk (642 sider i den engelske udgave plus næsten 100 sider med noter, indeks osv.), som aldrig blev offentliggjort i Marx' og Engels' levetid (den udkom først på det tyske originalsprog i 1932), og, på grund af dens polemiske form (mod forskellige, nu stort set glemte, tænkere), vanskelig at læse.
Alligevel findes alle de grundlæggende ideer der:
... den første forudsætning for al menneskelig eksistens, følgelig også for al historie [er], at mennesket må være i stand til at leve for at kunne "lave historie". For at leve har man frem for alt brug for mad og drikke, for bolig, tøj og forskelligt andet. Den første historiske handling er følgelig at frembringe midlerne til at tilfredsstille disse behov., produktionen af selve det materielle liv, og dette er netop en historisk handling, en grundbetingelse for al historie, der endnu den dag i dag, som for årtusinder siden, hver dag og hver time må fuldføres for blot at holde menneskene i live.
Samfundet er struktureret omkring og bygget på produktion. Og denne produktion afhænger af de teknikker, værktøjer, udstyr, der er til rådighed på ethvert givet udviklingstrin, og, bortset fra de mere primitive trin, fører til samfundsmæssige klasser, til udbyttere og udbyttede. Dette fører så igen til klassekampen.
For at springe frem igen, til slutningen af 1847 og de udødelige ord fra Det kommunistiske Manifest:
Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie.
Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.
Nu har kapitalismen skabt den materielle basis for et klasseløst samfund baseret på (relativ) overflod. Dets menneskelige basis er proletariatet. Fremskridt betyder derfor at kæmpe for arbejdermagt.
Der er selvfølgelig enormt meget mere i marxismen end dette. Marx og Engels producerede begge en enorm mængde værker efter Det kommunistiske Manifest. Hele analysen i Kapitalen er det iøjnefaldende eksempel.
Endvidere er den fremstilling af Marx' egen udvikling frem til 1847, der er givet her, groft simplificeret, som enhver kort fremstilling må være. Den er ikke desto mindre præcis, for så vidt. Jeg lærte noget, mens jeg forberedte den til Marxism 85, så måske vil nogle læsere også kunne hente noget.
Sidst opdateret 4.6.00